20/05-2008 Laserdisken til Vestre Landsret, processkrift om sagens ...

LASERDISKEN
Anbringender til støtte for den subsidiære påstand:
Sagsøgte besværer sig over formuleringen af den subsidiære påstand. Sagsøgte giver på side 6
i svarskriftet udtryk for, at “det er fast antaget i dansk statsretlig litteratur og retspraksis, at en
borger ikke kan nedlægge påstand om, at en generelt anvendelig lov er ugyldig”.
Sagsøger mener ikke, at udsagnet er korrekt. Dels giver det ikke mening, og dels er det
i modstrid med en tidligere retssag mellem sagsøger og sagsøgte.
Sagsøgte foretrækker en formulering, der går ud på “at den pågældende lov ikke kan anvendes
mod sagsøger”. Det harmonerer ikke med lighedsprincippet, at en lov ikke kan anvendes mod
en bestemt person, mens den er gyldig overfor alle andre. Det giver kun mening, at en lov enten
er gyldig - eller ikke er gyldig.
Sagsøger har i en tidligere sag mod sagsøgte, sag nr. B-0389-00 ved Østre Landsret (bilag
22), nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at en bekendtgørelse om Medierådet
for Børn og Unge er ugyldig. En bekendtgørelse udstedt af kulturministeriet med hjemmel
i Filmloven er en alment gyldig retsakt, og sagsøger påstod, at den var ugyldig.
Hverken Østre Landsret eller Højesteret havde indvendinger - ej heller sagsøgte i den pågældende
sag. I ankesagen indgik parterne forlig, der indebærer, at bestemte bestemmelser i
bekendtgørelsen ikke kan anvendes mod sagsøger. Sagsøger opfatter fremgangsmåden som en
studehandel, der bryder med lighedsprincippet, men som redder sagsøgte fra at anerkende, at
den pågældende bestemmelse var og er ugyldig. Sagsøger må erkende, at det konkrete problem
for hans vedkommende løstes ved, at de anfægtede bestemmelser ikke gælder ham, men det er
efter sagsøgers mening ikke en fremgangsmåde, der hører hjemme i et retssamfund.
Sagsøger mener ikke, at sagsøgtes udsagn har støtte i litteratur og retspraksis. Sagsøger har
heller ikke noget imod at tage en principiel retssag for at få udsagnet afvist én gang for alle.
Imidlertid mener sagsøger ikke, at det er hensigtsmæssigt at forhale hovedsagen, der på
nuværende tidspunkt har varet 14 måneder, uden at realitetsbehandlingen er påbegyndt, på
grund af formuleringen af en subsidiær påstand, der måske aldrig bliver påkendt.
Sagsøger finder det derfor mest hensigtsmæssigt, at retten på det foreliggende grundlag
afviser sagsøgtes afvisningspåstand for så vidt angår den principale påstand og udskiller den
principale påstand til særskilt behandling, så sagsbehandlingen påbegyndes. Måske bliver det
aldrig aktuelt at behandle afvisningspåstanden for så vidt angår de subsidiære påstande.
Den Europæiske Menneskeretskonventions bestemmelse om en rimelig frist:
Den tidligere retsplejelov indeholdt i retsplejelovens § 325 bestemmelser om, at straf i form af
bøde kunne idømmes for at have brugt opdigtede udsættelsegrunde eller andre udflugter til at
forhale sagen eller at skille modparten ved hans ret. Sagsøgtes udflugter taler for, at en sådan
bestemmelse genindsættes i retsplejeloven.
Afvisningspåstanden savner et reelt grundlag i et sådant omfang, at Retten i Aalborg
afviste at udskille sagsøgtes afvisningspåstand til særskilt påkendelse jfr. retsplejelovens § 253
med henvisning til karakteren af de anbringender, sagsøgte har anført til støtte for påstanden.
Afvisningspåstanden er så svagt funderet, at den ikke fortjener en realitetsforhandling.
Sagsøger gør artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention gældende. Det er 14 mdr.
siden, at sagen blev anlagt. Den er reelt ikke kommet længere, end det overvejes at udskille
spørgsmålet om konventionens gyldighed - hvilket er afvisningspåstandens reelle tema - til
særskilt forhandling. En yderligere forhaling af sagen på det grundlag vil sagsøger betragte
som en krænkelse af konventionens bestemmelse om en rimelig frist.
- 4 -