Opvækst med afsavn - SFI

Opvækst med afsavn
Interview om børns trivsel i
familien, skolen og fritid, når
familiens økonomi er stram.
Af Laila Dreyer Espersen

Forord ............................................................................................................................................ 2
Resumé .......................................................................................................................................... 3
Perspektivering: Børnene har brug for ekstra støtte ..................................................................... 6
1. Baggrund, formål og metode..................................................................................................... 8
Undersøgelsens baggrund og formål............................................................................................................... 8
Definition af fattigdomsbegrebet..................................................................................................................... 8
Hvordan måler man fattigdom?.....................................................................................................9
Udvælgelseskriterier ud fra fattigdomsbegreberne .......................................................................10
Den anvendte metode .....................................................................................................................................10
Beskrivelse af undersøgelsesgruppen ...........................................................................................11
Dataindsamlingen........................................................................................................................11
At interviewe børn ......................................................................................................................13
2. Forældrenes og børnenes oplevelse af den økonomiske knaphed...........................................14
Forældrenes oplevelse af deres økonomiske situation................................................................................14
Forældrenes økonomiske strategier .............................................................................................15
Forskellige muligheder for at tackle knaphed...............................................................................16
Børnenes oplevelse af deres økonomiske situation.....................................................................................18
At plage eller at acceptere............................................................................................................21
At tjene sine egne penge..............................................................................................................22
Lommepenge ..............................................................................................................................22
3. Skoleliv, fritidsliv og kammeratskaber .................................................................................... 24
Børnenes skoleliv .............................................................................................................................................25
Børnenes organiserede fritidsliv.....................................................................................................................30
Børnenes venskaber.........................................................................................................................................33
Hvem er man sammen med? .......................................................................................................33
Hvad er man sammen om?..........................................................................................................35
Hvad betyder penge og forbrug i børns venskaber?.....................................................................36
4. Børnenes familieliv .................................................................................................................. 39
Familiernes samvær..........................................................................................................................................39
Hvordan taler familierne om deres samvær?................................................................................................40
Forældrenes behov for støtte i hverdagen....................................................................................................42
Kendskab til og brugen af gratis aktiviteter for familier og børn..................................................44
Litteratur...................................................................................................................................... 46
Bilag 1: Skema med vigtige variable for de medvirkende familier ............................................. 48
1

Forord
Denne rapport er baseret på en kvalitativ undersøgelse, hvor der er gennemført interview med 15 børn
og 13 forældre i familier med lav indkomst.
Undersøgelsens formål er at få indblik i, hvordan økonomisk knaphed i familier påvirker børns
hverdag, i forhold til deres familie, skoleliv og fritidsliv. Undersøgelsen tager udgangspunkt i børnenes
og forældrenes egne fortællinger om deres hverdag og deres økonomiske situation.
Til undersøgelsen har der været tilknyttet en følgegruppe bestående af programkoordinator Dorrit
Hermann, Red Barnet, socialfaglig konsulent, Mette Grostøl, Socialpædagogernes Landsforbund, leder
af Kristeligt Studenter-Settlements rådgivning, Rikke Posborg, konsulent Niels Christian Nielsen,
BUPL, og lektor Carsten Pedersen, Højvangseminariet, som også har været referee på rapporten. Vi vil
gerne takke alle for konstruktive og relevante kommentarer til rapporten.
Vi vil endvidere sige tak til de forældre og børn, som har deltaget i undersøgelsen, og til de
kontaktpersoner fra kommuner, beboerforeninger m.m., som har været meget behjælpelige med at
skaffe kontakten til familierne.
Undersøgelsen er blevet til på foranledning af Red Barnet, som også har finansieret den. Undersøgelsen
er gennemført af forskningsassistent Laila Dreyer Espersen med seniorforsker Else Christensen, som
projektansvarlig.
København, Maj 2006
Jørgen Søndergaard
Direktør
Socialforskningsinstituttet
Mimi Jakobsen
Generalsekretær
Red Barnet
2

Resumé
Formålet med denne undersøgelse er at få et indblik i, hvordan børn i familier med økonomisk
knaphed trives, og i hvilket omfang de få økonomiske ressourcer påvirker børnenes dagligdag i forhold
til deres familieliv og deres sociale liv i skolen og i fritiden. Der er tale om en kvalitativ undersøgelse,
hvor 15 børn i alderen 11-19 år og deres forældre er blevet interviewet. De 15 børn fordeler sig på 11
familier, og der er foretaget interview med i alt 28 personer.
Undersøgelsens definition på økonomisk knaphed bygger på to forskellige fattigdomsdefinitioner. For
det første kontanthjælpsfattigdom, hvor en eller begge forældre til barnet i 2005 har modtaget
kontanthjælpsydelse eller en tilsvarende social ydelse. For det andet bygger undersøgelsens
fattigdomsdefinition på et krav om et månedligt rådighedsbeløb på under 1.500 kr. pr. voksen og 1.050
kr. pr. barn, samt en årlig bruttoindtægt på højest 275.000 kr. Denne grænse i rådighedsbeløbet bygger
på en tidligere undersøgelse omkring fattigdom i Danmark (Larsen 2004). De interviewede i
undersøgelsen er udvalgt, så de enten opfylder kravet om kontanthjælpsfattigdom eller kravet om den
fastsatte årsindkomst samt månedligt rådighedsbeløb.
Dataindsamlingen har været en svær proces, idet det har været meget vanskeligt at finde informanter til
undersøgelsen. Det har bl.a. betydet, at det ikke har været muligt at få en undersøgelsesgruppe med en
ligelig fordeling af drenge og piger. Gruppen består af 14 drenge og en enkelt pige. Det har også
betydet, at der kun er interviewet to børn med minoritetsbaggrund. Endvidere har det ikke været muligt
at skabe kontakt til børn fra storbymiljøer, så disse er heller ikke repræsenteret i undersøgelsen. De
medvirkende børn kommer fra mindre byer i Jylland og på Sjælland og fra forstadskommuner til
København.
Forældrene føler sig økonomisk pressede
Alle interviewede forældre føler sig økonomisk hårdt presset. Men selv om alle forældre er påvirket af
deres økonomiske situation, er nogle hårdere ramt end andre. En mindre gruppe forældre er stærkt
påvirket af den økonomiske situation og føler sig særligt trængte. Den trængte økonomiske situation
påvirker tilsyneladende også kvaliteten af det samvær, der er i de pågældende familier. Der er således en
tydelig sammenhæng mellem at føle sig meget presset af den økonomiske situation og at have svært ved
at sætte ord på den type samvær, man holder mest af som familie. Disse forældre er karakteriseret ved,
at deres livssituation virker meget fastlåst. Der kan eksempelvis være tale om forældre på
kontanthjælpsydelse uden udsigt til job eller kontanthjælpsmodtagere, som venter på at få tilkendt en
førtidspension. Forældrene kæmper også med andre problemer fx kronisk fysisk sygdom og psykisk
ubalance.
Samtidig er der enkelte blandt de interviewede forældre, som tilsyneladende har et større socialt
overskud, der gør dem i stand til at håndtere den økonomiske knaphed mere hensigtsmæssigt. De har
typisk andre ressourcer eventuelt i form af en uddannelse, et godt netværk eller udsigt til, at den
økonomiske situation kan vende, hvilket eksempelvis kan være tilfældet for de af forældrene i
undersøgelsen, der er på sygedagpenge.
3

Få materielle afsavn hos børnene, men de savner oplevelser sammen med forældrene
På trods af at flere forældre fortæller, at de må være meget prisbevidste, når de handler ind, og at de har
svært ved at få pengene til at slå til, bl.a. når børnene har brug for nyt tøj og fodtøj, giver de fleste af
børnene udtryk for, at de ikke selv lider store materielle afsavn. De er meget bevidste om, at pengene er
små, men de oplever det ikke som et stort problem i hverdagen. I den forbindelse kan man overveje,
om børnenes udsagn er udtryk for, at forældrene er i stand til at skærme deres børn for en følelse af
knaphed ved dels at bære ansvaret for den pressede økonomi alene og dels at nedprioritere deres egne
behov, sådan at børnene i det store hele får dækket deres. Børnenes udsagn kan dog også tænkes at
være udtryk for en stærk loyalitetsfølelse over for deres forældre, som medfører, at de underbetoner
oplevelsen af at lide materielle afsavn. Flere børn fortæller dog, at rejser og oplevelser med deres
forældre er noget, de meget gerne ville prioritere, hvis der var økonomisk mulighed for det. Det giver
en indikation af, at børnene i denne undersøgelse måske i højere grad lever med en kulturel og
oplevelsesbetinget fattigdom frem for en materiel fattigdom.
Udenfor i skolen og ringe støtte fra voksne
På trods af at børnene i vid udstrækning oplever at have de samme materielle goder, som deres
kammerater, har flere af børnene oplevelsen af at være anderledes og udenfor i forhold til
klassekammeraterne. Mere end halvdelen af børnene i undersøgelsen (ni ud af femten) trives ikke i
skolen. Nogle børn fortæller, at de ikke synes, at de helt falder naturligt ind i fællesskabet, og at de ikke
altid fungerer godt sammen med deres klassekammerater. Andre børn fortæller, at hverdagen handler
om fysisk og psykisk mobning og en konsekvent udelukkelse af fællesskabet. For nogle børn er de
sociale vanskeligheder kombineret med faglige vanskeligheder. De børn, der er udsat for mobning, har
på forskellige måder forsøgt at stoppe det, bl.a. ved at bede lærere eller andre betroede voksne om
hjælp, men ingen af dem oplever, at det har gjort en forskel. Det er med andre ord en gruppe særligt
udsatte børn, som udsættes for oplevelser, som i værste fald kan komme til at præge dem resten af livet,
og som ikke oplever at kunne få støtte og hjælp til at ændre på deres vilkår.
Fritidsaktiviteter prioriteres højt, men de belaster familiens økonomi
Børnenes fritidsliv indebærer for de flestes vedkommende organiserede fritidsaktiviteter. Der er kun to
af de 11 familier, der fortæller, at deres børn ikke kan gå til en fritidsaktivitet, fordi der ikke er råd til
det. Forældrene prioriterer således fritidsaktiviteter meget højt.
Der er stort set ingen forældre, der har kendskab til gratis aktiviteter til børn og familier i kommunalt
regi. Det kan enten skyldes, at der ikke findes gratis kommunale tilbud om aktiviteter for børn og
familier i kommunalt regi, eller at de gratis aktiviteter, der findes i kommunerne, ikke bliver
kommunikeret ud på en sådan måde, at familierne er informeret om deres eksistens.
Hvad angår børnenes øvrige fritidsliv, viser det sig, at stort set alle børn i undersøgelsen har
kammerater, som de er sammen med i deres fritid. Dog er der to drenge i materialet, som giver udtryk
for kun at have meget spinkle kammeratskabsrelationer både i skolen og i fritiden. De børn, som har
rigtigt svært ved det sociale liv i skolen, har tilsyneladende nemmere ved at finde kammerater uden for
4

skolen. Dette kan tænkes at hænge sammen med, at børnene i højere grad finder ligesindede; andre
børn, der kommer fra familier med de samme økonomiske forudsætninger, når de i fritiden bevæger sig
rundt i deres lokalområder.
Børnenes forbrug i fritiden adskiller sig for de fleste ikke fra kammeraternes
Penge har tilsyneladende ikke den store betydning i børnenes venskaber, i hvert fald ikke hvad angår de
yngre børn. De yngre børn giver ikke udtryk for et særligt omfattende forbrug. Der er hovedsageligt
tale om, at de bruger nogle af deres lommepenge på slik og snold. Denne form for forbrug giver ikke
anledning til, at børnene føler sig fattigere end deres kammerater. En undtagelse til dette billede findes
imidlertid hos den ene pige i undersøgelsesgruppen, som i høj grad giver udtryk for at føle sig fattigere
end sine kammerater.
Blandt de ældre børn/unge ændres forbrugsmønsteret en del. Der bruges flere penge på tøj,
biografture, grillmad m.m. De ældre børn og unge giver imidlertid ikke udtryk for en oplevelse af, at de
føler sig fattigere end deres kammerater, og at de må afstå fra at deltage i det sociale liv pga. manglen på
penge. Kun for en enkelt dreng med minoritetsbaggrund er der en meget markant oplevelse af at være
fattigere end kammeraterne, og denne oplevelse påvirker i høj grad drengens sociale liv.
5

Perspektivering: Børnene har brug for ekstra støtte
Denne undersøgelse viser at de deltagende familier er forskellige og har forskellige behov. Nogle
familier er tilsyneladende i stand til at holde fast i en positiv tilgang til deres økonomiske situation og
virker til at have et socialt overskud. I andre familier ser det ud til, at der sker en problemophobning,
hvor den økonomiske knaphed kombineres med forældrenes kroniske fysiske sygdom og/eller med
psykisk ubalance. Hvis børnene samtidig har det svært i skolen socialt og eventuelt fagligt, så er der
grund til at være bekymret for disse børns generelle trivsel. En vigtig faktor i disse børns trivsel er, at
forældrene får en fornemmelse af kontrol over deres økonomiske situation og dermed deres liv.
Forældrenes oplevelse af fastlåsthed tapper deres overskud og har på denne måde en stor indflydelse på
børnenes liv. En enlig mor, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, kan eksempelvis have
svært ved at finde det sociale overskud, der skal til for at støtte hendes barn i at fungere både socialt og
fagligt i skolen.
Overordnet viser undersøgelsen, at de interviewede børn giver udtryk for at få deres materielle behov
dækket i tilstrækkelig grad. Penge og forbrug virker således ikke som faktorer, der i særlig stor grad
opleves som problematiske af børnene. Det kan konstateres, at forældrene i undersøgelsen gør en stor
indsats for at skærme deres børn mod økonomisk knaphed ved selv at undvære, så deres børn kan få de
bedst mulige materielle betingelser. Dette er også konklusionen i en ny stor nordisk undersøgelse om
udsatte familier (Bonke, 2005). På trods af forældrenes forsøg på at skærme børnene er der for en stor
del af børnene og familierne i undersøgelsen en klar sammenhæng mellem økonomisk knaphed og
dårlig trivsel. Der er forældre, der føler sig presset af den økonomiske situation, som kæmper med
fysiske sygdomme og psykiske problemstillinger, hvilket påvirker deres samvær med børnene, og der er
et flertal af børnene, som har svært ved at håndtere det sociale liv i skolen. Det er tankevækkende, at
økonomien, om ikke direkte så i hvert fald indirekte, er med til at præge disse børns liv i en negativ
retning. En stor del af familierne i denne undersøgelse lader til at være præget af, ikke kun at have
knappe økonomiske ressourcer, men også knappe kulturelle og sociale ressourcer. Disse resultater
svarer til, hvad forskningsprogrammet om social arv konkluderer. Nemlig at det er lykkedes
velfærdssamfundet at reducere den økonomiske ulighed, men at den kulturelle og sociale ulighed fortsat
slår markant igennem. Denne form for ressourcefattigdom sætter sit præg og er ganske vanskelig at
ændre på. I den forbindelse må vi konstatere, at der mangler viden om, hvordan familiers kulturelle og
sociale ressourcer aktiveres og øges, og hvordan man hermed kan medvirke til at bryde den negative
sociale arv (Ploug, 2005).
Et væsentligt resultat i undersøgelsen er, at mere end halvdelen af de interviewede børn ikke trives
optimalt i skolen. Til sammenligning med danske børn i almindelighed er dette et markant højt antal.
For en mindre gruppe af disse børn er der tale om udpræget mobning af både fysisk og psykisk
karakter. På trods af at børnene har forsøgt at få hjælp til at få mobberiet til at stoppe, synes det ikke at
have ændret på tingenes tilstand. Denne lille gruppe børn er særligt udsat, fordi deres problemer i
skolen i flere tilfælde er kombineret med, at de kommer fra familier, hvor den økonomiske situation
opleves som en stor belastning. Den økonomiske belastning er i disse familier kombineret med
forældrenes kroniske sygdom og/eller psykiske ubalance. Børnene er med andre ord udsatte både i
6

skolen og derhjemme. Særligt problematisk bliver det, når man tager i betragtning, at uddannelse er den
vigtigste faktor, hvis børnene skal forsøge at ændre på de livsbetingelser, de selv vokser op under. Hvis
børnenes familiemæssige baggrund ikke er kendetegnet af gode erfaringer med og tæt tilknytning til
skole- og uddannelsessystemet, er det vigtigt, at skolen gør en ekstra indsats for at ændre på dette
erfaringsgrundlag. Denne indsats skal både være i relation til barnets faglige indlæring, men også i
relation til barnets sociale liv i skolen. Som resultaterne fra denne undersøgelse og andre undersøgelser
har vist, har gruppen af udsatte børn ofte svært ved at fungere i sociale sammenhænge (Christensen,
2004).
Det er rigeligt videnskabeligt dokumenteret, at børn, som vokser op i miljøer med en ophobning af
risikofaktorer, er ekstra udsatte og har en større risiko for selv at få forskellige typer af sociale
problemer i deres voksne liv (Werner & Smith; 1992). På denne baggrund synes det særligt
påtrængende at finde frem til veje, hvorved man kan tilbyde denne gruppe børn en særlig støtte.
7

1. Baggrund, formål og metode
Undersøgelsens baggrund og formål
En undersøgelse lavet af Socialforskningsinstituttet for Red barnet fra 2004 viser, at 7,7 pct. af alle børn
i alderen 0-17 år lever i relativt økonomisk fattigdom (Hussain, 2004). Disse børn lever i familier, hvor
den samlede disponible indkomst ligger på 50-60 pct. af medianindkomsten i Danmark. I sådanne
familier kan det være svært for forældrene at få pengene til at strække, og både børn og voksne kan lide
forskellige materielle og sociale afsavn, som ikke er tilfældet for resten af befolkningen.
I en anden undersøgelse fra 2004 har Socialforskningsinstituttet, også på foranledning af Red Barnet,
netop fokus på denne gruppe af børn, som lever i familier med knappe økonomiske ressourcer (Sloth,
2004). Undersøgelsen har et kvalitativt design og ser nærmere på, hvilke konsekvenser det har for børn
at leve i familier med få økonomiske midler til rådighed. Resultaterne fra denne undersøgelse fordeler
sig på fem centrale temaer i børns liv: børnenes fritid, børnenes venskaber, det materielle
forbrugsmønster hos børnene samt børnenes oplevelse, tackling og strategi over for at leve i en
økonomisk dårlig situation. Dernæst ser undersøgelsen på familiernes levestandard og på familiernes
forbrugsmønstre. Undersøgelsen viser, at børnene på forskellig vis er påvirket af at leve i familier med
få økonomiske ressourcer, og at de i et vist omfang er bevidste om, hvordan fattigdommen påvirker
deres liv. Endelig viser undersøgelsen, at der er forskelle i, hvor meget børnene oplever at være påvirket
af deres økonomiske livssituation (Sloth, 2004).
Formålet med denne undersøgelse er at bygge videre på resultaterne fra sidste års kvalitative
undersøgelse. Udgangspunktet for den var især at se på børnenes materielle, men også deres sociale
forbrugsmønster. Børnenes familieliv og deres skoleliv var ikke temaer, der blev behandlet i
undersøgelsen. Derfor har vi valgt i denne undersøgelse at tage udgangspunkt netop i disse to temaer.
Vi har endvidere valgt at inddrage forældrenes perspektiv i denne undersøgelse, fordi vi på denne måde
kan se nærmere på, om der er en sammenhæng mellem forældrenes håndtering af deres økonomiske
situation, og hvordan barnet oplever det at bo i en familie med økonomisk knaphed.
Undersøgelsen har tre overordnede temaer, som udgør rapportens kapitler: Forældrenes og børnenes
oplevelse af fattigdom, skoleliv, fritidsliv og kammeratskaber, samt børnenes familieliv.
Definition af fattigdomsbegrebet
Fattigdomsbegrebet er vidt diskuteret. Generelt er der enighed om, at man ikke længere i de nordiske
lande kan tale om absolut fattigdom, men derimod relativ fattigdom (Bak, 2004). Absolut fattigdom
indebærer, at familier lever under eksistensminimum, hvor forældrene har problemer med at kunne
opfylde deres egne og deres børns basale behov for mad, tøj, varme, bolig etc. (Larsen, 2004).
8

Det relative fattigdomsbegreb anskuer fattigdom i relation til det omgivende samfund, hvor individers
fattigdom måles ud fra, hvad andre mennesker har eller ikke har i det samfund, de er en del af (Hansen
& Hansen, 2004; Hansen, 1989; Larsen, 2004). Larsen har i sin undersøgelse af fattigdom og social
eksklusion i Danmark inden for de sidste 25 år brugt følgende definition af relativ fattigdom: ”Det
afgørende er således, at fattigdom defineres i forhold til den normale levevis i et samfund. Mennesket er ikke blot et væsen
med fysiske behov for mad, bolig og klæder, men også et socialt væsen, hvis behov er bestemt af, at det skal fungere i en
række socialt krævende roller som fx arbejder, samfundsborger og forælder. Relativ fattigdom opstår derfor, når individer
og grupper ikke har tilstrækkelige materielle ressourcer til at kunne indgå i disse roller” (Larsen, 2004:30).
Der kan skelnes mellem to typer af relativ fattigdom. (Backe-Hansen, 2004; Bak, 2004) Den ene er den
forbigående og kortvarige fattigdom, som mange oplever i løbet af deres liv. Det kan være perioden
som studerende på SU, det kan være i forbindelse med en skilsmisse, sygdom eller en kortvarig
arbejdsløshedsperiode. Den anden type fattigdom er den vedvarende eller permanente fattigdom. Her
kan der eksempelvis være tale om personer på langvarig kontanthjælpsydelse.
Hvordan måler man fattigdom?
Økonomisk fattigdom er ikke en entydig størrelse. Der findes en del forskellige måder at
operationalisere begrebet på. I Danmark har vi ikke et egentligt officielt fattigdomsmål (Hansen &
Hansen, 2004). Men en meget almindelig måde at måle fattigdommens udbredelse på også i Danmark
er at se på befolkningens medianindkomst (Hussain, 2003 og 2004). I dette fattigdomsmål rangordner
man befolkningens disponible indkomst. 1 Der er forskellig praksis i forskellige lande for, hvilken
indtægtsgrænse man anvender i udmålingen af fattigdom. Nogle lande sætter grænsen ved 50 pct. af
medianindkomsten, mens andre lande sætter fattigdomsgrænsen ved 60 pct. af medianindkomsten. Det
vil sige, at de personer, der har en disponibel indkomst på mindre end 50-60 pct. af medianindkomsten,
betragtes som økonomisk fattige i de pågældende lande.
En anden måde at udmåle fattigdom på er ved at se på størrelsen af personers rådighedsbeløb. 2
Fordelen ved at bruge dette mål er, at man får en indikator for, hvor meget den enkelte person og den
enkelte familie reelt har til rådighed at leve for, når alle faste udgifter er betalt (Bak, 2004). Der findes
flere danske undersøgelser, som hver især har anvendt forskellige grænser i rådighedsbeløbet, som anses
for at indikere økonomisk fattigdom (Andersen & Larsen, 1989; Bak, 2004; Hansen, 1989; Larsen,
2004).
En tredje metode til at udmåle relativ fattigdom er at definere en person som fattig, hvis han eller hun
har modtaget kontanthjælp i løbet af det år, hvor målingen finder sted. Som oftest bruges denne form
1 Den disponible indkomst er den indkomst, der er til rådighed, efter skatten er trukket, og efter eventuelle skattefri overførsler som
eksempelvis boligsikring og børnefamilieydelse er indregnet. Når man bruger medianindkomsten som mål for indkomstforskelle, tager
man højde for antal voksne, der bidrager til husstandens forsørgelse. Ligeledes tages der i beregningen højde for antallet af børn, som den
disponible indkomst skal forsørge.
2 Rådighedsbeløbet er det beløb, den enkelte har tilovers, efter skat og alle faste udgifter er betalt. Det vil sige, at beløbet skal dække
udgifter til mad, tøj, transport, fornøjelser etc.
9

for fattigdomsdefinition i registerbaserede undersøgelser, og den har som ulempe, at den ikke kan sige
noget om fattigdommens varighed.
I denne undersøgelse tager vi udgangspunkt i to af de nævnte fattigdomsdefinitioner. Dels har vi
udgangspunkt i Hussains begreb om kontanthjælpsfattigdom (Hussain, 2003). Dels har vi valgt at bruge
familiernes årsindkomst og deres rådighedsbeløb som indikator for, om der er tale om relativt fattige
familier. I den forbindelse har vi valgt at benytte de samme grænser for rådighedsbeløb, som en ny
dansk undersøgelse anvender (Larsen, 2004). Her defineres fattige familier som husstande, der i 2000
havde under 250.000 kr. i årlig bruttoindkomst, og som havde et månedligt rådighedsbeløb på under
1.500 kr. for hver voksen og 1.050 kr. for hvert barn. Hvad angår årsindkomstgrænsen har vi valgt at
sætte den en anelse højere end den førnævnte danske undersøgelse, fordi Larsens
undersøgelsesmateriale er tilbage fra 2000, og derfor går ud fra indkomstgrænser, der var relevante på
dette tidspunkt. 3 Vi har valgt disse definitioner af fattigdom, fordi de siger noget om den enkelte
families årlige indtægt, og fordi de siger noget om, hvor mange penge familierne reelt har til rådighed i
hverdagen.
Udvælgelseskriterier ud fra fattigdomsbegreberne
Interviewpersonerne i denne undersøgelse, det vil sige børnene og deres forældre, er valgt ud fra et
kriterium om relativ fattigdom. Det vil sige, at de enten har modtaget kontanthjælp eller tilsvarende
social ydelse i løbet af 2005, eller at de har en årsindkomst på under 275.000 kr. samt et månedligt
rådighedsbeløb på under 1.500 kr. pr. voksen og under 1.050 kr. pr. barn. For de fleste af de
interviewede forældre er begge fattigdomskriterier opfyldt, men for enkelte er der tale om, at de enten
opfylder kontanthjælpskravet, eller at deres årsindkomst og rådighedsbeløb ikke overstiger de
førnævnte beløbsgrænser. 4 Oplysningerne om forældrenes økonomiske forhold er baseret på
forældrenes egne oplysninger. Det giver en vis usikkerhed, især hvad angår oplysningerne om den årlige
indkomst, som nogle forældre viste sig lidt tøvende over for. Hvad angår det månedlige rådighedsbeløb,
var forældrene derimod meget bevidste om, nøjagtigt hvad de havde tilbage til det daglige forbrug, når
alle faste udgifter var betalt. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at rådighedsbeløbet netop er disse
familiers store bekymring, idet beløbet er lavere, end det familierne egentlig oplever, de kan klare sig
for.
Den anvendte metode
Der er tale om en undersøgelse, hvor børn og forældres udsagn om deres eget liv udgør kernen i
undersøgelsen. Rapporten er bygget op om de interviewede børn og forældres fortællinger om, hvordan
de oplever deres liv, og hvordan de mener, at den økonomiske knaphed har en indflydelse på den
3 Vi har valgt en bruttoindkomstgrænse på 275.000 kr., fordi den omtrent svarer til, hvad to kontanthjælpsmodtagere i samme husstand
tilsammen har som årlig bruttoindtægt.
4 For en enkelt mor var det ikke muligt at få de ønskede økonomiske oplysninger, dels fordi hun inden for det sidste halve år havde skiftet
fra kontanthjælpsydelse til førtidspension, dels fordi hun var flyttet sammen med sin kæreste i en ny bolig. Hun havde derfor ikke det
fulde overblik over sin økonomiske situation. For en anden mor var der tale om, at familien havde en delvis separat økonomi, der gjorde
det vanskeligt at beregne, hvad det nøjagtige rådighedsbeløb var på.
10

måde, de lever på. Det betyder også, at undersøgelsens materiale består af forældrenes og børnenes
subjektive vurderinger, og at undersøgelsen i den forstand bliver beskrivende og har fokus på de
beretninger, som træder frem gennem interviewene med forældre og børn.
Der er foretaget interview med 15 børn i alderen 11-19 år fordelt på 11 familier. 5 Derudover er der
foretaget interview med en eller begge forældre.
Beskrivelse af undersøgelsesgruppen
De interviewede kommer fra mindre byer i Jylland og på Sjælland, samt forstadskommuner til
København. Det er ikke lykkedes at få familier fra større byer som København, Odense, Århus eller
Ålborg til at deltage, så denne kategori er ikke repræsenteret i undersøgelsen.
Børnegruppen består af 14 drenge og en enkelt pige. Derudover har to af de medvirkende børn anden
etnisk baggrund end dansk. Den skæve kønsfordeling og det lave antal børn med minoritetsbaggrund er
et resultat af en forholdsvis svær dataindsamlingsperiode og har naturligvis en betydning for nogle af de
konklusioner, der kan drages af undersøgelsen, hvilket vi tager højde for i de enkelte analysekapitler.
Forældregruppen er en blandet skare. Der er dog et flertal af enemorfamilier, men der er også familier
med to biologiske forældre og familier, hvor barnets mor har fået en ny samlever. Der er desuden to
familier med minoritetsbaggrund.
De medvirkende børn har mellem 0-7 søskende. Nogle har søskende, der er hjemmeboende, mens
andre har voksne søskende, der er flyttet hjemmefra. I bilag 1 findes en oversigt, hvor de væsentlige
oplysninger om de 11 familier er samlet.
Dataindsamlingen
For at finde frem til deltagerne til denne undersøgelse har vi fået hjælp fra forskellige typer af
kontaktpersoner. For det første har vi fået kontakt til en gruppe af børn og forældre gennem Red
Barnets netværk. Som en del af Red Barnets arbejde med økonomisk dårligt stillede børn og unge
tilbyder de en række forskellige aktiviteter for børn og forældre. Det kan være en familiesommerlejr, en
sommerlejr kun for børn, eller det kan være forskellige dagsarrangementer for både børn og deres
forældre. Nogle af de familier, som har deltaget i den ene eller anden form for aktivitet, er blevet spurgt
af Red Barnets medarbejdere, om de kunne have lyst til at deltage i undersøgelsen. Gennem dette
netværk sagde seks familier med i alt ni børn ja til at deltage.
For det andet har vi haft kontakt med sagsbehandlere i socialforvaltningerne i tre kommuner.
Sagsbehandlerne i disse tre kommuner kontaktede derefter forældre på kontanthjælp med børn i
5 Den ældste dreng i materialet kan ikke rigtig kaldes et barn længere. Men han og hans familie har gennem hele hans barndom levet med
økonomisk knaphed, da hans mor i en længere årrække har været kontanthjælpsmodtager, samtidig med at hun har været enlig forsøger.
Den unge mand er medtaget i undersøgelsesgruppen, fordi han retrospektivt kan fortælle om en barndom med økonomisk knaphed.
11

alderen 10-16 år og spurgte, om forældrene og deres børn ville deltage i undersøgelsen. På denne måde
fik vi kontakt til tre familier med i alt fire børn.
For det tredje har vi haft kontakt med forskellige typer af frivillige organisationer, samt tre
beboerrådgivere knyttet til sociale boligbyggerier. Via beboerrådgiverne fik vi kontakt til to familier med
i alt to børn.
Der har blandt kontaktpersonerne været en stor vilje til at hjælpe med at skabe kontakt til familierne.
Det har dog vist sig særligt vanskeligt at skabe kontakt til børn i minoritetsfamilier. Resultatet er således,
at ud af de 11 familier med i alt 15 børn, er der to minoritetsfamilier, hvor to børn er blevet interviewet.
Det har i det hele taget været meget vanskeligt at gennemføre interview med familierne, fordi flere
familier er sprunget fra på trods af, at de først havde sagt ja til at deltage i undersøgelsen. 6 Det har ført
til nogle overvejelser vedrørende den endelige undersøgelsesgruppe. Økonomisk knaphed tærer på det
sociale overskud, derfor kan det tænkes, at de forældre, der har valgt ikke at medvirke i undersøgelsen,
er familier, der har det svært, og som ikke har haft det fornødne overskud til at stille op til et interview.
Det kan også tænkes, at fattigdom betragtes som et tabu, og det derfor er svært for både forældre og
børn at skulle fortælle en fremmed om en belastet økonomisk situation (Sloth, 2004). Det vil med andre
ord sige, at den endelige undersøgelsesgruppe kan tænkes at være de familier, der trods deres spændte
økonomiske situation alligevel har haft lyst og overskud til at stille op til interview, og at de familier, der
er faldet fra, er de dårligst stillede familier med de hårdeste belastninger både økonomisk og socialt.
Interviewene af både børn og forældre er foregået efter en semistruktureret interviewguide, hvor der
bliver spurgt ind til en række spørgsmål opdelt efter temaer. Det er så vidt muligt tilstræbt, at forældre
og børneinterview er udført hver for sig. Det har vi valgt, fordi vi har haft en formodning om, at det
kan være svært for både børn og forældre at tale om, hvordan de oplever deres økonomiske situation,
hvis de har hinanden som tilhørere. For børnenes vedkommende kan man forestille sig, at det kan være
svært at fortælle, hvilken påvirkning den økonomiske knaphed har for dem i hverdagen, mens deres
forældre lytter, idet der jo ligger en implicit kritik af forældrene i dette.
Forældreinterviewenes formål har især været at belyse familiens økonomiske situation, og hvordan
forældrene har oplevet denne. Derudover har forældreinterviewene skulle tegne et billede af, hvad
forældrene lægger vægt på i deres samvær med deres børn, og om den økonomiske situation har en
betydning for, hvordan de vælger at udforme deres familieliv? Endelig har forældreinterviewene også
givet indsigt i de overvejelser, man som forældre gør sig i forhold til at håndtere at leve under
økonomisk pressede vilkår.
6 Vi havde tidligt i undersøgelsen fastlagt interviewaftaler med 25 børn fordelt på 15 familier, men endte op med, at 5 familier med 10
børn ombestemte sig og alligevel ikke ønskede at lade sig interviewe.
12

Børneinterviewenes formål har været at belyse børnenes trivsel bredt set. Interviewene har sat fokus på
børnenes viden om og oplevelse af familiens økonomiske situation, børnenes familieliv, deres
skolegang og fritidsliv, deres oplevelser med mobning og deres kammeratskaber.
Alle børn og voksne i undersøgelsen er anonymiserede. Alle navne er opdigtede, mens den angivne
alder er barnets faktiske alder.
At interviewe børn
Interview af børn kan være behæftet med visse vanskeligheder, som man som interviewer skal være
opmærksom på. Interviewene i denne undersøgelse har vist, at børn har en meget stor loyalitetsfølelse
over for deres forældre, som især er fremtrædende, når de bliver spurgt om svære emner, som
forældrenes økonomiske situation. Det har betydet, at det i undersøgelsen i flere tilfælde har været svært
at få børnene til at åbne sig. Denne type problemstillinger er almindelig kendt inden for andre
undersøgelser, hvor børn er informanter (Sloth, 2004; Garbarino & Scott, 1997).
En anden problemstilling, man skal være opmærksom på, når man interviewer børn, er deres behov for
dels åbne og dels konkret formulerede spørgsmål (Andersen & Ottosen, 2002). De åbne spørgsmål er
væsentlige, fordi de giver barnet mulighed for at tale mere detaljeret om et givent emne.
Konkretiseringen kan man til en vis grad arbejde sig frem til i den indledende fase, hvor man
konstruerer sin interviewguide. Men der er også et element af overraskelse, når man udfører sine
interview og opdager, at spørgsmål, man som forsker anser for at være meget konkrete, viser sig at være
næsten uforståelige for børnene. Dette problem løses bedst gennem udvidelse af det praktiske
erfaringsgrundlag; jo flere børn man har talt med, jo bedre bliver man til at finde nye formuleringer,
som børnene kan forstå.
13

2. Forældrenes og børnenes oplevelse af den økonomiske knaphed
Samtlige forældre i undersøgelsen føler sig på forskellig vis begrænset af deres økonomiske situation.
Men forældrenes håndtering af at leve med økonomisk knaphed er samtidig ikke ens for alle. Nogle
forældre oplever deres økonomiske situation som meget svær og føler sig trængt til det yderste. Flere af
disse forældre giver udtryk for, at de oplever, at den økonomiske situation dræner deres sociale
overskud. Andre forældre ser sig selv som økonomisk fattige, men med et socialt overskud, der kan
gøre den økonomiske knaphed håndterbar.
Flere af de interviewede børn fortæller ikke om, at de oplever materielle afsavn i større udstrækning.
Men nogle få børn giver udtryk for at blive begrænset af familiens økonomi både materielt og socialt.
Flere børn fortæller også, at de gerne ville have råd til flere oplevelser med deres familie – både i form
af rejser, men også bare små dagsture.
Børnene fortæller også, at de godt ved, at forældrene må være meget mådeholdne for at få økonomien
til at hænge sammen.
Der viser sig forskellige måder, som børn kan håndtere den økonomiske knaphed på. De større børn
reagerer i stor udstrækning med accept over for, at forældrene ikke kan opfylde deres forskellige ønsker
til et materielt forbrug. De mindre børn benytter sig i højere grad af at plage, hvis de tror, at det kan
have en effekt. Et stort flertal blandt børnene har fritidsjob og får på den måde etableret en vis form
for økonomisk uafhængighed. Endelig får en stor del af børnene også lommepenge, som de enten
sparer op eller har til eget forbrug. Kun enkelte børn får ikke lommepenge og har ikke nogen fast
indtjening ved et fritidsjob.
Forældrenes oplevelse af deres økonomiske situation
De 13 interviewede mødre og fædre føler sig økonomisk pressede. Nogle mere end andre, men alle
giver udtryk for, at de lever med en økonomisk knaphed, der i stor udstrækning lægger begrænsninger
på deres hverdag. Begrænsningerne er mangeartede og med varierende indflydelse for familiernes
daglige liv.
Enkelte forældre oplever, at knapheden er så markant, at den kan mærkes helt ned i de daglige indkøb
til mad og andre nødvendigheder. En af forældrene i undersøgelsen svarer på spørgsmålet, om hun af
og til oplever, at familien mangler penge:
Hver evig eneste måned
Kan du sige, hvad I manglede penge til sidste gang, I manglede penge?
Mad generelt, der går fx meget mælk til herhjemme[…]der er ikke penge til at få det hele til at løbe
rundt. Det er sådan, at sidst på måneden, så begynder det at knibe gevaldigt med madvarer osv. (Lise,
mor til Jonathan og Jess, 11 og 13 år)
14

At mangle penge til mad sidst på måneden er et problem som mange familier, der lever i økonomisk
knaphed, kæmper med. Fordi maden netop er en variabel omkostning, som man kan op- eller
nedjustere, er det ofte dér, familierne bliver nødt til at skære ned, hvis deres økonomiske situation ser
kritisk ud. Det kan medføre, at maden i disse familier ikke er så sund og varieret som nødvendigt,
hvilket kan have en indflydelse på børnenes generelle velbefindende.
En del af de andre forældre i undersøgelsen fortæller, at de ikke mærker knapheden så tydeligt i
hverdagen, når det gælder de daglige indkøb af madvarer og andre nødvendigheder, men at den især
bliver tydelig, når der er brug for noget ud over det sædvanlige. Problemerne opstår om efteråret, når
børnene skal have nyt vintertøj og nye vinterstøvler, eller til december, hvor julegaverne skal købes og
betales. Men også sommeren kan være svær, når det er højsæson for besøg i forlystelsesparker og andre
udflugtsmål. En af mødrene i undersøgelsen kommer med følgende eksempel:
Vi kan ikke bare tage et sted hen. I ferien kan vi fx ikke bare sige, at vi går på nettet for at finde en billig
rejse[…]Man skal hele tiden overveje, hvad er det man vil lave, og hvad er prisen i det. Jeg har fx en
veninde [i en by ca. 150 km væk], og man tager heller ikke bare over og besøger hende, det gør vi ikke
bare lige. (Maria, mor til Dan og Peter, 11 og 12 år)
Forældrenes økonomiske strategier
Alle forældrene i undersøgelsen beretter om strategier for, hvordan de kan få pengene til at strække sig.
En meget almindeligt anvendt strategi blandt forældrene er at handle stort ind i discountbutikker og at
gå efter tilbuddene i de ugentlige tilbudsaviser.
Jeg går efter tilbuddene. Der kommer jo masser af reklamer ind ad døren. Så kigger jeg på tilbuddene fx
fem kyllinger for 100 kr. Så jeg køber bare efter de der tilbud, der kommer. (Nika, far til Abdul)
Men ud over denne ret udbredte strategi er der også nogle af forældrene, som har lidt andre måder at få
pengene til at strække længere på. En mor, som bor tæt på grænsen til Tyskland, fortæller, hvordan hun
gemmer særlige indkøb til hendes jævnlige Tysklandsture, hvor hun kan få tingene billigere
Altså hvis vi skal have lidt luksus. Altså have noget iste stående eller rigtig Nutella, så benytter jeg mig
af, at jeg kan tage med ned og handle i Tyskland i Aldi … og jeg køber pålæg dernede, når jeg er med.
(Maria, mor til Dan og Peter, 11 og 12 år)
En anden mor fortæller, at hun aldrig køber kød i butikkerne. I stedet har hun en aftale med en
bekendt, som har husdyrhold. Her køber hun en hel gris af gangen og fryser den ned i familiens to
frysere.
Jeg køber ikke ind til aftensmad i forretningerne, så køber jeg en hel gris, så er det billigere.
Det vil sige, du køber aldrig kød i forretningerne?
Nej, det er alt, alt for dyrt, det har jeg ikke råd til. (Bente, mor til Andreas og Simon, 11 og 14 år)
15

Enkelte forældre siger også, at de køber tøj i genbrugsbutikker, eller at deres børn arver tøj fra
hinanden.
I deres bestræbelser på at få økonomien til at hænge sammen bliver forældrenes egne forbrugsbehov
ofte den omkostning, der kan justeres op og ned på alt efter den økonomiske situation. Alle forældre
giver udtryk for i udpræget grad at nedprioritere deres egne behov og ønsker, til fordel for at kunne
give børnene, hvad de har brug for og lyst til. Undersøgelsen viser en gruppe forældre, der kun meget
sjældent kan tillade sig den luksus at købe nyt tøj, at gå til frisøren, at gå til en fritidsaktivitet eller at
deltage i andre typer fornøjelser, hvilket er et resultat, som også Bonke (2005) kommer frem til.
Nedenstående citater viser, i hvilken udstrækning forældrene nedprioriterer deres egne behov:
Jeg ville da gerne ligesom alle andre gå til banko en gang om ugen, men det har jeg ikke råd til, så det
kan jeg ikke. (Bente, mor til Andreas og Simon, 11 og 14 år)
Jeg tror ikke, at vi [forældrene] har været i byen i ualmindelige tider. Det er meget meget lang tid siden.
Jeg tror ikke, vi har været i byen sammen siden 1999, hvor vi betalte selv. (Lise, mor til Jonathan og
Jess, 11 og 13 år)
Jeg prøver på at undvære det, jeg kan. Jeg går ikke til nogen aktiviteter, det har vi ikke råd til. Vi er også
en gruppe singledamer, men jeg kan ikke bare gå med dem over på en café eller noget. Det har jeg ikke
råd til. (Lene, mor til Jan, 15 år)
Interviewene giver et billede af en forældregruppe, hvis materielle og sociale forbrug er meget
begrænset, fordi det er her, de kan spare, så børnene kan få mulighed for at få ting og oplevelser.
Forældrene søger således i udpræget grad at skærme børnene for knapheden.
Forskellige muligheder for at tackle knaphed
Forældrene i denne undersøgelse giver ikke alle udtryk for den samme oplevelse af, hvordan det føles at
leve med økonomisk knaphed.
En del af forældre giver udtryk for en følelse af afmagt og frustration. De oplever, at de er i en uløselig
situation, der tærer meget på deres overskud. Flere af dem beretter om fysisk sygdom og depressive
tendenser, der også påvirker deres energi og deres mentale overskud. En far fra en af de interviewede
familier fortæller om en meget vanskelig økonomisk situation. Han er arbejdsløs og modtager
dagpenge. Hans kone modtager kontanthjælp, men har en voldsom sukkersyge, der gør, at hun ikke
føler sig rask nok til at kunne arbejde. De håber begge, at hun vil få tilkendt førtidspension, men ved
16

endnu ikke, om det er muligt. Familien, som består af to voksne og fire børn, har tilsammen omkring
5.000-6.000 kr. at leve for, når alle faste udgifter er betalt.
Nu er jeg træt, nu er jeg dødtræt. Før i tiden, da vores børn var små, var de ikke efter mærketøj, de
krævede ikke så mange ting. Det var rigtig godt, og så kunne vi godt klare os. Men børnene bliver
større, og alting bliver helt anderledes, det bliver lavet om. (Nika, far til Abdul, 15 år)
Forældrene i denne familie er stærkt påvirket af deres økonomiske situation. Den fylder forældrenes liv
og tanker. Faderen fortæller, hvordan han de sidste to år har taget antidepressive midler, og hvordan
han er nået dertil, hvor han føler, at han kun kan sætte sig passivt ned og vente på, at hans ældste søn
på 15 år finder et job, så han kan hjælpe til økonomisk og måske lette situationen en smule.
Denne oplevelse af afmagt og frustration er i større eller mindre omfang til stede i fem af de elleve
interviewede familier. Forældrene i disse familier oplever en dobbelt begrænsning i deres liv. Dels er der
den begrænsning, som den dårlige økonomi sætter for, hvad de kan vælge at gøre i deres dagligdag, dels
er der en begrænsning som følge af forældrenes fysiske sygdom eller af deres oplevelse af at være
fastlåste og magtesløse. Begge faktorer må formodes at have en indflydelse på børnenes livsvilkår i
familien. En mor i undersøgelsen fortæller, hvordan hun mener, at den økonomiske situation fører til
en følelse af magtesløshed, som påvirker hendes børn:
Altså, de der kloge mennesker, som sidder oppe på kommunen … hvis man render ind i en
kæmperegning, og det kan jo ske, så får man gerne den der i hovedet ’jamen, så skulle du jo have sparet
op’. Men når man er på kontanthjælp, så er der sgu ikke noget at spare op af. Og nu har vi så lige for et
par måneder siden været ude for, at vi fik en gigantisk efterregning på vand på 7.000 kr., og dem kunne
vi jo ikke finde nogen steder, så det var noget med afdragsordninger. Og jeg mener, at når man får
sådan et knald oven i nakken, så tør man ikke gå op og fortælle om det oppe på kommunen, fordi man
har haft sådan nogle dårlige oplevelser med kommunen om at søge om hjælp til sådan nogen regninger.
Og plus at man faktisk skal vende vrangen ud på sig selv, hvis man skal have noget som helst igennem,
selv en tandlægeregning, så det gør man jo ikke. Jeg gør i hvert fald ikke mere. Og det er jo klart, at så
bliver man i dårligt humør og pisse deprimeret, og det kan børnene selvfølgelig mærke. (Birte, mor til
Rikke, 11 år)
En anden lille gruppe af forældre er knapt så vrede og frustrerede som førstnævnte gruppe forældre.
Forældrene i denne gruppe virker snarere som om, de har accepteret og vænnet sig til deres
økonomiske situation og ikke tænker nærmere over den.
Endelig er der en mindre gruppe forældre i undersøgelsen, som tilsyneladende ikke i samme omfang
som de to andre grupper, bliver mentalt ramt af deres økonomiske situation. Disse forældre er trods
den økonomiske knaphed i stand til at fastholde et forholdsvist positivt billede af deres egen
livssituation.
17

En af mødrene i undersøgelsen bor alene med sine tre børn. Hun er på sygedagpenge, fordi hun har
fået en knæskade. Hun har et rådighedsbeløb på omkring 4.500 kr. om måneden. Hun synes, at den
økonomiske knaphed på mange måder sætter en begrænsning i hendes hverdag, men samtidig synes
hun også, at hun og hendes familie kan klare sig. Hun fortæller, at hun forsøger at undgå, at manglen på
penge kommer til at fylde for meget i hende og hendes børns bevidsthed. Det gør hun bl.a. ved at
prøve at lære børnene at sætte pris på andre værdier, så de ikke har en oplevelse af hele tiden at mangle
noget.
Jeg lægger i min opdragelse vægt på det menneskelige frem for pengene[…] Det er også sådan, at i
stedet for penge, så lægger jeg mere vægt på at se på, hvad vi kan nu, i stedet for at se på, hvad vi ikke
kan. Jeg prøver ligesom at se på de muligheder, vi har, frem for det vi ikke kan hele tiden, fordi så bliver
det alt for surt. Så hvis de klager over et eller andet, og de synes, det er træls, at vi ikke bare lige kan …
så siger jeg, at det kan jeg godt forstå, og jeg synes også selv, at det er træls, men sådan er det bare, men
så kan vi jo til gengæld det og det. (Maria, mor til Dan og Peter, 11 og 12 år)
Når man ser samlet på hele gruppen af forældre, er der en tendens til, at de forældre, der tilsyneladende
har sværest ved at mestre et liv med økonomisk knaphed, er dem, hvis livssituation virker meget
fastlåst. Det kan eksempelvis være forældre på kontanthjælp, hvor der ikke er udsigt til at komme i
arbejde. Det kan være forældre med en kronisk sygdom, som har fået tilkendt eller venter på at få
tilkendt førtidspension. I enkelte tilfælde kan der også være tale om familier, som har slægtninge i
udlandet, som de savner og kun sjældent har mulighed for at se.
De forældre, som bedst er i stand til at håndtere at leve med økonomisk knaphed, er dem, som har
andre ressourcer i form af en uddannelse, et godt netværk eller en mulighed for, at økonomien kan
vende til det bedre i den nærmeste fremtid. Dette kan eksempelvis være tilfældet for de forældre i
undersøgelsen, der er på sygedagpenge. Det kan også være forældre med en robust psyke og en god
portion kampgejst, som holder fast i at se positivt på tingene, selv når det ser mest sort ud.
Børnenes oplevelse af deres økonomiske situation
Et flertal af de interviewede børn giver udtryk for ikke at lide materielle afsavn i særlig stor udstrækning.
Men de giver udtryk for at være klar over, at der ikke er mange penge til rådighed i familien, samtidig
med at de i store træk oplever, at de har eller får de ting, de gerne vil have.
Jeg synes aldrig sådan, at vi har manglet penge, altså. Jeg har aldrig tænkt sådan over det. Hvis de andre
har haft noget, så har jeg også altid haft det, synes jeg. (Flemming, 15 år)
Børnene kan, når de bliver spurgt, dog sagtens nævne ting, som de ønsker sig, og som de har fået at
vide af forældrene, at de ikke kan få. Men oftest er der tale om dyre ting, som et hvert andet barn også
kunne få et afslag på. En af de større drenge fortæller i det følgende citat om sit ønske om en knallert:
18

En knallert.
Du vil gerne have en knallert?
Ja, det er mit eneste ønske.
Er det, fordi alle dine kammerater har en?
Ja, det er det, alle mine venner har en. De kører til skole på dem, så derfor ville jeg gerne køre med
dem. (Abdul, 15 år)
Når børnene bliver spurgt, hvordan de opfatter deres økonomiske situation, svarer flertallet, at den er
nogenlunde; altså at de stort set har de penge, de har behov for i familien. 7 Enkelte opfatter ligefrem
deres økonomi som god, mens et par af børnene i undersøgelsen oplever familiens økonomiske
situation som dårlig.
Børnene har flere forskellige begrundelser for at svare, som de gør, men flere af de børn, som vurderer
deres økonomi som nogenlunde, pointerer, at de jo hverken mangler mad eller tøj på kroppen:
Jeg synes, at vi har tingene hele tiden, det, som vi nu har brug for. Vi har godt med mad, noget at spise,
og så får vi nogle gange noget nyt tøj. Så det går lige så stille, så det er fint. (Peter, 12 år)
Børnene oplever tilsyneladende det at mangle som et spørgsmål om at få de basale behov dækket. De
tænker hovedsagligt på, om der er råd til mad og tøj, når de bliver spurgt om deres families økonomi.
Det er bemærkelsesværdigt, at børn i denne aldersgruppe (her tænkes især på de yngre børn i materialet)
er så reflekterende omkring at få dækket deres basale behov. En mulig tolkning på disse typer af udsagn
kan være, at børnene mange gange har talt om økonomi med deres forældre, og at forældrene måske
netop har pointeret, at man først er ’rigtig’ fattig, når man ikke har råd til mad og tøj på kroppen. Dette
skal ses i lyset af, at fattigdom er tabubelagt og forbundet med en oplevelse af stigmatisering, hvilket de
fleste forældre formodentlig ikke ønsker, at hverken de eller deres børn skal forbindes med.
En mindre gruppe af de interviewede børn giver dog udtryk for at lide afsavn – og nogle mere end
andre. Enkelte børn vurderer deres families økonomiske situation som dårlig og har samtidig en stærk
følelse af at lide afsavn. For disse børn er der tale om, at de oplever den økonomiske knaphed som en
begrænsning både materielt og socialt.
Muhammed på 17 år fortæller i nedenstående citat, at familiens dårlige økonomi betyder, at han ikke
kan få de penge, han synes, han har brug for, bl.a. når han er sammen med sine venner. Der er således
tale om, at den knappe økonomi både betyder et materielt afsavn, men også et socialt, idet Muhammed
føler sig ’sat af’ i forhold til sine kammerater, når han er sammen med dem.
Hvordan kan du mærke, at I har en dårlig økonomi?
7 Spørgsmålet om børnenes oplevelse af familiens økonomiske situation består af et sammensat spørgsmål, hvor børnene skal tage stilling
til, hvor mange penge familien har. Børnene kan vælge mellem følgende: En særdeles god økonomi: flere penge, end de har brug for. En
god økonomi: alle de penge, de har brug for. En nogenlunde økonomi: stort set har de penge, de har brug for. En dårlig økonomi: kun få
penge.
19

Fordi jeg synes ikke, jeg får nok penge til mig selv.
Kan du mærke det på andre måder?
Jeg føler også, at mine venner de har flere penge, og når jeg skal ned i byen, så har jeg ikke så mange.
(Muhammed, 17 år)
For et andet barn i undersøgelsen, Rikke på 11 år, er oplevelsen af afsavn, ud over det rent materielle,
koncentreret om ønsket om et eget rum. Forstået helt konkret således, at Rikke deler værelse med sin
tvillingebror, hvilket hun oplever som svært. Men også forstået mere abstrakt i den forstand, at Rikke
ikke føler, hun har et sted, hvor hun kan være sig selv. Derfor ønsker Rikke meget højt, at hendes
familie kunne finde et andet hus, hvor hun kunne få sit eget værelse.
Det er sværest at være sammen med mine brødre, fordi jeg kommer tit op at slås med dem og skændes med dem.
Så du mangler lidt plads, er det det?
Nu er det jo meget svært, fordi hvis jeg nu bliver sur på min bror, så går jeg op på mit værelse, så kan
han jo bare gå derop, for han har jo også værelse deroppe. Så kan han blive ved med at drille mig.
(Rikke, 11 år)
På trods af at hovedparten af børnene i undersøgelsen ikke oplever de store afsavn og mangler i
hverdagen, kan de dog godt fortælle, hvad de gerne ville bruge penge på, hvis familien havde en bedre
økonomi. Ikke overraskende har børnene flere både store og små ønsker om forskellige ting, de kunne
tænke sig at få. Men mere interessant er det imidlertid, at flere børn også fortæller, at de gerne ville
bruge flere penge på udflugter og rejser med deres familie.
Jeg gad godt at komme ud og sejle på et skib, hvis vi havde en båd, så kunne det godt være hyggeligt at
komme ud og sejle en god tur. Måske komme til Spanien, hvor min mor har været. (Peter, 13 år).
Når Peter bliver spurgt om, hvorfor det er så dejligt at rejse på ferie sammen, svarer han:
Det er hyggeligt, når vi skal på ferie.
Hvorfor er det hyggeligt?
Fordi så er vi sammen, så er vi ikke splittet. (Peter, 13 år)
Grunden til, at børnene lægger så stor vægt på rejseaktiviteter, hænger nok til dels sammen med, at
interviewene er foretaget hen over sommeren, hvor der er højsæson for oplevelsesture og rejser til
udlandet. Men det giver samtidig et fingerpeg om, at børnene i denne undersøgelse muligvis mere lider
under at være oplevelsesfattige frem for materielt fattige. Interviewene med børnene viser da også, at de
ikke har stor erfaring med forskellige typer af kulturelle oplevelser, som at komme i teatret, på museer
eller i biografen. De fleste forældre benytter sig heller ikke i særlig stor udstrækning af de gratis tilbud,
som eksempelvis børnebibliotekerne kommer med. Flere forældre oplever, at de gratis tilbud, der findes
i kommunen, ofte ikke passer til netop deres børns aldersgruppe.
20

En mulig tolkning af børnenes udsagn om ikke at lide nogen materielle afsavn er, at forældrene har
succes med deres forsøg på at skærme børnene fra en oplevelse af at ’mangle’ i materiel forstand. Ved
at prioritere, at børnene får de forskellige materielle goder, de gerne vil have, som eksempelvis tøj, pcspil,
m.v. medvirker forældrene til at formindske børnenes oplevelse af økonomisk knaphed.
En anden sandsynlig tolkning er, at børnenes udsagn i en vis udstrækning er udtryk for deres loyalitet
over for forældrene. Sloths undersøgelse fra 2004 viste, at når børn skal fortælle om deres families
økonomisk vanskelige situation, så kan der være en tendens til, at børnene underbetoner betydningen af
det, fordi de ikke ønsker, at deres forældre skal føle sig utilstrækkelige (Sloth 2004). Denne
problemstilling kan også meget vel være gældende, bl.a. når børnene svarer, at de stort set har de penge,
de har behov for i deres familie.
At plage eller at acceptere
En bestyrkelse af tolkningen af, at børnene er loyale over for deres forældre i deres interviewudtalelser,
kan man finde, når man spørger ind til børnenes nærmere viden om familiens økonomiske situation.
Interviewene med børnene viser, at de godt ved, at pengene er små i familien, selv om de i interviewet
fortæller, at de synes, at deres families økonomi er god eller nogenlunde. De fleste af børnene ved med
andre ord godt, at deres forældre må være meget mådeholdne, for at enderne skal kunne mødes i
hverdagen.
Flere af de interviewede børn udviser en meget stor forståelse for deres forældres økonomiske
situation. De accepterer i udbredt grad, når forældrene siger nej til deres ønsker. Ofte sker det med
henvisning til, at der jo ikke er noget at gøre ved det. Men som det også har vist sig i en tidligere
undersøgelse, er det især de lidt ældre børn, der viser forståelse for og accepterer forældrenes nej, fordi
de ved, at pengene ikke rækker til deres særlige ønsker (Sloth 2004).
Så må jeg jo selv spare op til det […]
Du bliver aldrig sur, hvis der ikke er råd til tingen?
Næh, for det har jeg vænnet mig til. (Dennis, 13 år)
Men som børn i almindelighed plager børnene i denne undersøgelse også af og til. Det er tilsyneladende
især de lidt yngre børn, der plager, og flere af dem fortæller, at de især plager med den type ønsker, som
de har en formodning om, vil kunne blive opfyldt. Børnene plager med andre ord om nye
playstationspil, men ikke om en ny playstation.
Kan man plage sig til alting?
Nej, det kan man ikke. Til en Pocektbike kan man nok ikke ligefrem. Den koster 2.000 kr.
Hvad kan man så plage sig til?
Computerspil, playstationspil, skateboard. (Thomas, 13 år)
21

Der hersker således en klar fornemmelse hos børnene for, hvilken type af forbrug man som barn kan
forvente at få indflydelse på.
At tjene sine egne penge
At plage eller at acceptere tingenes tilstand er således to forskellige måder for børnene at håndtere en
situation med økonomisk knaphed på. Men børnene beretter også om en tredje måde, hvorpå de
håndterer den økonomiske knaphed. Godt halvdelen af de medvirkende børn har et fritidsjob, som
giver dem en smule økonomisk uafhængighed. Da mange af børnene stadigvæk er under eller lige
omkring 13 år, er jobbene ofte af mere privat karakter, hvor børnene hjælper deres bedsteforældre med
at slå græsset eller de laver andet havearbejde eller husarbejde, for naboer og bekendte.
De penge, de tjener, bliver enten brugt løbende eller sparet op. Men familierne ser det som børnenes
egne penge. Dennis på 13 år fortæller, hvordan han ved hjælp af lommepenge og ved at tjene egne
penge, sparer op, så han kan købe en computer, som han ønsker sig rigtig meget.
Jeg får 132 kr. om måneden i lommepenge. Så er der det, at jeg slår græs ude ved min mormor, og der er jeg ude
rigtig tit. Og der får jeg 25 kr. for at slå deres græsplæne. Så jeg arbejder, og det tjener jeg penge på, så jeg vil
sige, jeg får egentlig penge nok, så hvis det var, at jeg ville have noget selv, så kunne jeg selv købe det, så hun
ikke skulle købe det til mig.
Er du glad for det? Er det dejligt at tjene sine egne penge?
Ja, hun kunne for eksempel ikke lige give mig 10.000 kr. til en computer, hvis det var det, så det sparer
jeg selv op til.(Dennis, 13 år)
Lommepenge
En anden måde, hvorpå børnene kan få en fornemmelse af økonomisk frihed, er gennem
lommepengene. Langt de fleste af de interviewede børn får lommepenge af deres forældre. Beløbet
varierer fra 30-40 kr. om måneden til 650 kr. om måneden. Men flertallet får omkring 80-100 kr. om
måneden, oftest givet som 20-30 kr. om ugen. Beløbets størrelse er også til en vis grad afhængig af
alder, således at de ældre børn i undersøgelsen får flere penge end de yngre.
Alle børn på nær to får fortsat lommepenge, selv om de har et fritidsjob. En enkelt familie har meget
klare krav til, at en del af lommepengene skal spares op, mens det i de andre familier, tilsyneladende er
mere op til børnene, hvad lommepengene skal bruges til.
Lommepenge giver, ligesom fritidsjob, en mulighed for en smule økonomisk uafhængighed for
børnene. Det er klart, at der ikke er voldsomme forbrugsmuligheder i, at et barn får 20 kr. om ugen i
faste lommepenge, men det kan på trods af beløbets lille størrelse gøre barnet til en selvstændig
økonomisk aktør. Denne pointe fremhæves også i en norsk forskningsoversigt over børn og unges
håndtering af vanskelige livsvilkår (Backe-Hansen, 2004).
22

Jeg får 20 kr. om uge, for at skylle af og putte i opvaskemaskinen, og så tager vi af bordet. Nogle gange dækker
vi bordet, og så tager vi også af. Så må vi bruge 10 kr. til at snolde og så 10 kr. i vores sparegris, og alle dem i
sparegrisen, de skal i banken.
Hvad så med de penge i banken, skal de bruges til noget bestemt?
Jamen, det er bare til at spare op, og når jeg så bliver stor engang, så kunne jeg godt tænke mig en
Lamborghini eller noget. (Andreas, 11 år)
De børn, som har sværest ved at få en fornemmelse af økonomisk uafhængighed, er dem, der ikke
regelmæssigt tjener penge ved fritidsjob, og som heller ikke får faste lommepenge. Disse børn har ikke
mulighed for at tænke strategisk i forhold til deres eget forbrug.
Nogen gange får jeg lommepenge, fordi jeg spørger min mor om, hvad jeg kan lave.
Men det er ikke sådan, at du får faste lommepenge?
Nej, det har min mor ikke råd til. (Rikke, 11 år)
Resultaterne fra interviewene viser, at de få børn, som ikke får lommepenge derhjemme, og som heller
ikke tjener egne penge ved et fritidsjob, også er børn fra familier, hvor forældrene oplever deres
økonomiske situation som meget belastende. Det betyder, at der er enkelte børn i materialet, som
befinder sig i en meget fastlåst økonomisk situation, hvor deres forældre ikke har råd til at give dem
lommepenge, og hvor de ikke selv tjener en smule penge, der kan give dem en lille fornemmelse af
handlefrihed i hverdagen.
23

3. Skoleliv, fritidsliv og kammeratskaber
Der er stor forskel på de interviewede børns skoleoplevelser. Men ni ud af de femten deltagende børn
trives ikke optimalt i skolen. For de flestes vedkommende er der tale om, at de har det svært med
kammeraterne. For nogens vedkommende er det et spørgsmål om, at de ikke fungerer så godt sammen
med klassekammeraterne. Måske føler de sig lidt anderledes, og måske kan de ikke helt finde ud af at
deltage i fællesskabet. For andres vedkommende er skolelivet en lang sej kamp mod mobning af både
fysisk og psykisk karakter. Problemerne med mobning er for nogle enkelte kombineret med problemer
på det faglige plan. Disse børn trives meget dårligt og enkelte fortæller, hvordan de uden held har
forsøgt at søge hjælp hos betroede voksne for at få mobningen til at stoppe. De interviewede børn er
med andre ord en meget sårbar og udsat gruppe, hvad angår mobning i skolesammenhænge. Samtidig
viser interviewene, at de mest udsatte af børnene svigtes, idet de tilsyneladende har svært ved at få de
voksne til at reagere på deres ønske om hjælp til at stoppe drillerierne og mobberiet.
I deres fritidsliv uden for skolen går langt de fleste af børnene til en eller flere organiserede
fritidsaktiviteter. Forældrene prioriterer børnenes aktive fritidsliv meget højt. Kun i en enkelt familie er
der ikke økonomisk mulighed for, at de to børn kan gå til en fritidsaktivitet.
Som modsætning til børnenes sociale liv i skolen har stort set alle børn i undersøgelsen kammerater, de
er sammen med i fritiden. Men for et par drenges vedkommende lader det til, at både deres skoleliv og
deres fritidsliv er karakteriseret ved meget spinkle sociale netværk.
De yngre drenge er hovedsageligt sammen med deres kammerater omkring forskellige former for fysisk
aktivitet. De kan bedst lide at være ude og bevæge sig. Dette billede ændres en del, når der er tale om
den ene pige i undersøgelsen eller de lidt ældre drenge. For disses vedkommende er det selve samværet,
der er centralt, og ikke så meget indholdet af samværet. Med andre ord sætter de pris på bare at være
sammen, hygge sig og snakke med kammeraterne.
De yngre drenge giver ikke udtryk for, at penge og forbrug har en betydning i deres relationer til
kammerater. Der er blandt denne aldersgruppe kun et meget begrænset forbrug, som hovedsageligt går
til slik. Undtagelsen til denne generelle oplevelse er den ene pige, som oplever, at manglen på penge får
hende til at føle sig fattig i forhold til sine kammerater.
For de lidt ældre børn og unge stiger forbruget en del. De unge drenge tager på Københavnerture, går i
biografen, og spiser grillmad. Dette opleves stadigvæk helt uproblematisk for de fleste af drengene. De
giver udtryk for, at forældrene dækker deres forbrug, eller de er selv med til at tjene penge ved et
fritidsjob. Disse drenge giver ikke udtryk for at føle sig fattigere i forhold til deres kammerater, og de
beretter ikke om, at manglen på penge har en indflydelse på deres sociale liv. Undtagelsen er en enkelt
dreng med minoritetsbaggrund, som i høj grad oplever den økonomiske knaphed i hans familie som en
hæmsko i hans sociale liv, hvor han føler sig fattig i sammenligning med sine kammerater.
24

Børnenes skoleliv
Blandt de interviewede børn er der flere, som på forskellig vis giver udtryk for ikke at have et
tilfredsstillende skoleliv. I alt ni børn fortæller om deres skoleliv på en sådan måde, at man må
konstatere, at de ikke trives optimalt. For næsten alle børnenes vedkommende er der tale om, at de har
det svært med deres klassekammerater eller andre børn på skolen.
For nogle af børnene er der tilsyneladende ikke tale om direkte mobning, men mere at de bare ikke
fungerer rigtig godt med deres kammerater, og at de ikke synes, at de passer helt godt ind i klassen. De
giver udtryk for, at de ikke føler sig som en del af deres klassefællesskab, og at de på forskellige måder
er lidt anderledes end de andre. Selv om der ikke er tale om mobning for denne gruppe børn, er der
alligevel tale om en følelsesmæssig belastning for børnene ved, at de ikke føler sig socialt på
bølgelængde med deres skolekammerater.
Hvordan er det at gå i din klasse?
Det er fint nok, jeg synes bare nogen gange, at de er sådan lidt barnlige.
Hvordan kan man se, at de er lidt barnlige?
Jeg ved det ikke helt. Jeg synes bare, de er sådan lidt barnlige i det. De laver sådan en hel masse pjat.
Leger små børn. Men ellers så er det fint nok. (Peter, 12 år)
Andre oplever at blive accepteret eller måske blot tålt, fordi de er gode til at slå fra sig og har skabt sig
et ry, som den ’hidsige dreng i klassen’.
Er det en god klasse, du går i?
Jeg vil ikke sige helt vild god.
Hvorfor ikke?
For det meste må man ikke være med til ting. Jeg må i hvert fald ikke. Så skal de[andre børn]altid smide folk
ud. Når man spørger, om man må være med, så får man én chance. Så hvis man bare lige kommer til at slå en
i hovedet til rollespil så … UD!!! […]
Så der er nogen, der bestemmer meget, men de driller ikke?
Nej.
Hvorfor driller de dig ikke, tror du? Er de bange for dig?
Ja, det tror jeg nok.
Kan du godt blive lidt hidsig?
Ja, meget hidsig. (Thomas, 11 år)
Endelig er der nogle børn i undersøgelsen, som bliver udsat for mobning, hvor der bliver sagt grimme
ting til dem, eller hvor de oplever at blive ignoreret og oplever det som endog meget vanskeligt at finde
vej ind i kammeratfællesskabet.
Jan fortæller, hvordan han oplever, at hans klassekammerater bevidst ignorerer ham og ikke vil
inkludere ham i fællesskabet.
25

Nogen gange, når man prøver at snakke til dem [klassekammeraterne], så ignorerer de bare en, og så
hvis jeg kommer med et forslag til noget, man kunne lave, så lader de som om, de ikke hører det. Og så
hvis der er en anden en, der finder på den ide, så siger de, at de godt gider at lave det. Jeg havde en dag
en bold med oppe i skolen, som vi kunne spille med. Så havde jeg været syg den ene dag, og så kom jeg
i skole, så var den blevet punkteret. (Jan, 15 år)
Adspurgt om han har nogen ide om, hvorfor kammeraterne ignorerer ham, svarer Jan:
De må jo synes, at jeg er anderledes end dem.
Men hvad tænker du selv, at det kan være?
Jeg ved det ikke. Jeg prøver altid at gøre, ligesom de gør, og være mere som dem, men det hjælper altså
ikke noget. Men i starten, da jeg startede [i klassen], der ville de næsten alle sammen være sammen med
mig, mens så senere da de lærte mig at kende, der ville de ikke være sammen med mig mere. (Jan, 15 år)
Jonathan på 11 år fortæller om et ekstremt belastende skoleliv, hvor verbal og fysisk mobning er en del
af hverdagen.
Jeg kan ikke lide at blive mobbet hver eneste dag.
Hvad er det for nogen ting, du bliver drillet med?
At jeg ikke er god til tingene, og at jeg er ordspasser […]
Er det dem fra din klasse, der driller dig?
Nej, det er nogen fra 6. klasse […]
Hvordan er din klasse så at gå i?
Det er lidt godt.
Den er okay?
Ja.
Hvordan er det en god klasse? Kan du fortælle mig, hvorfor det er en god klasse?
Fordi nogen gange driller de mig, og nogen gange støtter de mig, så siger de ’lad være med at løbe hjem’.
Fordi du går hjem, når du bliver vred, så stikker du af fra skolen?
Ja.
Men så samtidig så er det også dem, der driller dig, så du bliver vred?
Ja.
Er det de samme ting, de driller dig med, som dem fra 6. klasse driller dig med?
Nej.
Hvad driller de dig med i klassen?
Nogen gange, så slår de mig og sparker.
Ved du, hvorfor de gør det?
Næh. (Jonathan, 11 år)
Rikke fortæller også om et skoleliv præget af mobning og til dels også af en uforstående lærer.
26

Jeg er ikke så god til at læse, og engelsk falder heller ikke i min smag. Jeg blev uvenner sidste år med en af
engelsklærerne, fordi jeg kan dårligt nok læse dansk så godt […]. Jeg har bare meget svært ved at forstå alt det
der læsning. Men det er gået bedre nu, efter jeg har fået sådan noget ekstra specialundervisning oppe i skolen.
Men jeg kan stadigvæk ikke læse så mange ord. Det er svært at læse engelsk, når jeg ikke så godt kan læse
dansk
Ja, så det er endnu sværere det der med at skulle læse engelsk.
Ja, det er meget sværere for mig.
Ja, og så blev du uvenner med en af dine engelsklærere?
Ja, fordi min papfar han sagde, at jeg skulle gå over på skolen og spørge læreren, om hun havde en nemmere
engelskbog til mig. Men hende skal vi så heldigvis ikke have i år.
Så det glæder du dig til?
Ja.
Hende [den gamle engelsklærer] har du det ikke godt med?
Nej, hun er meget skrap. Hun skriger og siger sådan nogen grimme ting til os.
Så det er noget af det, du ikke bryder sig om ved skolen.
Nej, jeg gør det jo så godt, jeg kan […]
Er der nogen, der mobber i din klasse?
Ja, nogen gange, hvis mine venner er syge, eller de ikke er der, eller de skal lege med nogen andre, og
jeg så laver nogen ting, så kan de [børnene, der driller] godt komme over og sige nogen ting til mig, og
så er der bare mange flere om mig, der siger nogle grimme ting til mig om, at jeg er stor og tyk. (Rikke,
11 år)
Fælles for gruppen af børn med dårlig trivsel er, at de tilsyneladende har det svært med kammeraterne
og det sociale liv. I en norsk forskningsoversigt konkluderes det også, at børn fra økonomisk vanskeligt
stillede familier har svært ved at indgå i sociale sammenhænge og har problemer med ar udvikle
venskaber til andre børn (Backe-Hansen, 2004). I nærværende undersøgelse kombineres de sociale
vanskeligheder for nogle af børnene med, at de også har faglige problemer, som eksempelvis i Rikkes
tilfælde. Når der så ikke er en forståelse omkring de faglige problemer fra lærernes side, så bliver det
meget svært for en pige som Rikke at få en positiv skoleoplevelse.
Karakteristisk for denne undersøgelse er det imidlertid, at kun to interviewede børn fra samme familie
har oplevet at blive drillet i skolen bl.a. på grund af deres families økonomiske situation. For disse børn
er deres families økonomiske situation imidlertid kun én ud af flere forskellige ting, de bliver mobbet
med.
Bliver du nogen gange drillet med det tøj, du går i?
Ja.
Hvad siger de [klassekammeraterne] så til dig?
De siger ’hvorfor har du huller i tøjet, mand. Det er herregrimt’. (Jess, 13 år)
27

Økonomisk knaphed er således ikke noget, som børnene generelt giver udtryk for at blive drillet med. I
stedet lader det til, at det er andre faktorer forbundet med at være barn i en familie med økonomisk
knaphed, som medfører, at børnene har det svært i sociale sammenhænge i skolen. Set i lyset af
børnenes udsagn om, at de ikke lider materielle afsavn, kan man overveje, om de deltagende familier
også er bærere af en kulturel og social knaphed, ligesom de er bærere af en økonomisk knaphed, og at
disse to typer af knaphed i højere grad sætter sig igennem på den sociale arena, som skolen udgør. I
velfærdsforskningsprogrammet om social arv konkluderes det i hvert fald, at man i den danske
velfærdsstat har været i stand til at mindske den økonomiske ulighed, men at den kulturelle og sociale
ulighed stadigvæk er fremherskende. Det pointeres endvidere, at der ikke er tilstrækkelig viden om,
hvordan man aktiverer kulturelt og socialt dårligt stillede familiers ressourcer og kompetencer for på
den måde at sikre en positiv udvikling (Ploug, 2005).
I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at mere end halvdelen af de interviewede børn fortæller, at
de ikke trives i skolen, hovedsageligt på grund af kammeratskabsproblemer, men for nogle enkeltes
vedkommende også, fordi de har svært ved at klare sig fagligt. Det må siges at være en meget stor andel.
Børnene i denne undersøgelse er særdeles udsat, når det handler om mobning i skolen. Til
sammenligning finder Andersen (1995), at 21 pct. af alle piger og drenge i alderen 7-15 år oplever ofte
eller nogen gange at blive drillet af kammerater i skolen. Også Christensen (2004) dokumenterer, at
langt den overvejende andel af børn i 7-årsalderen trives med at gå i skole. I hendes undersøgelse
finder hun, at kun 15 pct. af alle børn, ifølge forældrene, i nogen grad eller slet ikke er glade for at gå i
skole.
For de af børnene, der lever med forholdsvis grov mobning, er der tilsyneladende ikke det store held
med at stoppe drilleriet. Enkelte børn fortæller, hvordan de på forskellig vis har forsøgt at ændre på
tingenes tilstand ved aktivt at inddrage eksempelvis lærere eller andre betroede voksne. Jan på 15 år
fortæller:
Jeg har snakket lidt med min kontaktperson.
Ham fra kommunen, som du er sammen med?
Ja.
Hvad har han så sagt, at han synes, du skal gøre?
Det ved jeg ikke, jeg fortalte ham bare, at jeg ikke syntes, det gik så godt.
Hvad sagde han så til det?
Han sagde ’det var ikke så godt’.
Hvad med lærerne? Har du snakket med dem om det?
Ja, når vi har været til møder og så noget.
Så du har prøvet at fortælle, at du ikke er så glad for det?
Mmm, og så har vi prøvet at snakke om det i klassen, og så virker det i et stykke tid, og så bliver det det
samme igen. Men selve lærerne, de er gode nok. (Jan, 15 år)
Rikke på 11 år fortæller, hvilke tanker hun gør sig om at stoppe drilleriet:
28

Det der med at blive drillet, hvad tænker du, at man kan gøre for at stoppe det? Nu har du prøvet at
sige det til din lærer, er det noget af det, man kan gøre for at stoppe det?
Der er mange gange, hvor jeg bare ignorerer dem.
Holder de så helt op med at drille, hvis man ignorerer det?
Næ, de begynder bare at slå mig, når jeg ikke gider at reagere på det. Så begynder de at skubbe til mig, eller
sådan noget.
Tror du, at det hjælper at sige det til læreren, tror du, at det kommer til at hjælpe?
Det er forskelligt. Nogen gange så ringer de hjem, eller de skriver i kontaktbogen, eller så snakker de
med dem [børnene, der driller] Men det er nogen af pigerne fra klassen, der gør det [driller]. (Rikke, 11
år)
Hos Jan og Rikke er der en oplevelse af, at tingenes tilstand er uforanderlig. Begge børn har forsøgt at
ændre på dem ved at bede om hjælp, men indtil videre er der ikke noget eller nogen, der har kunnet
ændre på, at de bliver holdt uden for eller drillet af deres skolekammerater.
De børn i undersøgelsen, der giver udtryk for et skoleliv, hvor de ikke trives optimalt, kommer både fra
familier med sociale ressourcer og fra familier, der har svært ved at håndtere deres nuværende
livssituation. Men den mindre gruppe af børn, som udsættes for vedvarende mobning, viser sig
hovedsageligt at komme fra familier, som oplever deres økonomiske situation, som særdeles presset,
som har svært ved at beskrive deres fælles familieværdier, og som har problemer med fysisk sygdom
eller med at føle sig psykisk ude af balance. Det vil sige, at undersøgelsen viser, at en mindre gruppe af
børn oplever at have det svært i flere henseender.
En undtagelse til dette mønster er de to minoritetsdrenge i undersøgelsen. Disse drenges familier giver
på flere måder udtryk for at have det rigtig svært med at håndtere den økonomiske knaphed. Men de to
drenge giver i det store hele udtryk for at være tilfredse med deres skoleliv. Denne afvigelse fra det
øvrige mønster i undersøgelsen hænger måske sammen med, at de to medvirkende minoritetsdrenge
tilsyneladende søger meget mod andre minoritetsdrenge og på den måde danner en slags
minoritetsfællesskab, hvor adgangskriteriet hovedsageligt er, at man har et bestemt etnisk
tilhørsforhold.
Selv om flertallet af børnene undersøgelsen giver udtryk for ikke at trives med at gå i skole, er der dog
også en gruppe børn, der fortæller, at de har eller har haft et tilfredsstillende skoleliv. Seks af de
interviewede børn er eller har været glade for at gå i skole. De fortæller om et skoleliv, hvor de i store
træk trives.
Kan du lide at gå i skole?
Ja.
Hvad er det bedste ved at gå i skole?
29

Det er, når vi er sammen. Jeg har en kammerat, der hedder John. Ham er jeg sammen med nogle gange. Når vi
laver lektier, så tager vi også til lektiecafé.
Oppe på skolen?
Ja […]
Går du i en god klasse?
Ja.
Kan du prøve at fortælle, på hvilken måde den er en god klasse?
Der er mange kammerater. (Andreas, 11 år)
Det samlede indtryk fra interviewene med børnene er, at gode kammeratskaber har en stor betydning
for, om børnene trives med deres skoleliv.
Enkelte af de interviewede børn giver udtryk for, at deres gode skoleoplevelse bl.a. hænger sammen
med, at der fra lærernes side er gjort en meget aktiv indsats for at stoppe mobning og drilleri i klassen.
To af drengene i undersøgelsen kan således berette om, hvordan de synes, at denne indsats fra lærernes
side har en betydning for, hvordan de har det sammen med deres kammerater.
Er din klasse god at gå i?
Ja […]
Der er ikke nogen, der driller hinanden i din klasse?
Nej, for det har vi haft en snak om. Vores lærere har sagt, at det er ikke vores matematiklærer eller vores
engelsklærer, der har gjort vores klasse til en god klasse. Det er os selv, der har gjort det til en god klasse[…]
Har du prøvet at blive drillet? […]
Ja, det har jeg.
Hvad blev du drillet med?
Jeg blev kaldt brilleabe […]det stoppede, fordi vi har klassens time, hvor vi skal fortælle, hvordan det er gået i
løbet af ugen. Og så efter vi har lavet en masse regler om, at vi ikke må lave det ene og det andet, og vi skal
skrive, hvordan det er gået hver dag. Et 1-tal, det er så, at der er mange, der har været sure på hinanden, og 5
det er, at hele klassen har fungeret, og det har været godt.
Og får I mange 5-taller?
Ja, jeg synes ikke, det er ret tit, at der er mange, der er sure. (Dennis, 13 år)
Børnenes organiserede fritidsliv
På trods af at forældrene i undersøgelsen oplever deres økonomi som ganske vanskelig, er det flertallet
af børnene, der går til organiserede fritidsaktiviteter.
Ni ud af de femten børn går til en eller flere organiserede fritidsaktiviteter om ugen. Aktiviteter som
fodbold, badminton, spejder, ridning, roning og karate er blandt dem, som børnene nævner. Nogle
børn har gået til den samme aktivitet i flere år, som Flemming på 15 år fortæller:
30

Jeg har spillet fodbold nu i fire år, men så stoppede jeg, fordi jeg skulle på efterskole. Men jeg spillede
også fodbold derovre, fordi det er sådan en idrætsefterskole. Her i sommerferien har jeg bare været
herhjemme og spillet fodbold [...] jeg spiller på rimeligt højt niveau. Vi spiller på eliteplan i 3. division.
Det er meget sjovt. (Flemming, 15 år)
For nogle af børnene er deres fritidsaktivitet en altopslugende interesse, som det eksempelvis er
tilfældet hos Rikke, der går til ridning.
Tre gange om ugen rider jeg. Det ville være endnu bedre, hvis jeg havde min egen hest. Så ville jeg
tilbringe næsten hele dagen der. (Rikke, 11 år)
Rikke og hendes familie fortæller, at de får Rikkes ridetimer betalt gennem kommunen, hvilket betyder,
at Rikkes mor ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt der er råd til Rikkes fritidsaktivitet eller ej.
Rikke går til ridning en gang om ugen, men det har vi så fået bevilget af kommunen […] Det synes jeg,
at de har været flinke til. (Birte, mor til Rikke, 11 år)
Ud over Rikke har Kaspar på 19 år også gennem flere år fået betalt sit spejderkontingent gennem
kommunen. Nu er han dog nået en alder, hvor dette ikke længere er aktuelt.
Andre børn beskriver, hvordan de ikke har lagt sig fast på kun én aktivitet, men at de i stedet går til eller
har prøvet at gå til flere forskellige aktiviteter.
Jag går ikke nu, men det har jeg gjort før.
Hvad har du gået til?
Fodbold, håndbold, badminton, spejder. (Jan, 15 år)
Går du til en fritidsaktivitet?
Ja, fodbold.
Spiller du i en klub?
Ja, og så går jeg til svømning. (Niclas, 11 år)
Jeg har det sjovest uden min familie ved ungdomsbrandværnet. Dér er vi nede ved brandstationen, mig
og en masse andre børn […] Jeg går hver onsdag […] Jeg har gået til skydning […] jeg har gået til noget
teater, og jeg venter på en seddel til det igen. (Peter, 12 år)
At børnene kan gå til en eller flere slags fritidsaktiviteter, ligger flere af de interviewede forældre meget
på sinde. Nå de bliver spurgt, om de er nødt til at afstå fra at lade børnene gå til en aktivitet, er der flere,
der svarer, at lige præcis fritidsaktiviteterne prioriterer de meget højt.
Jeg må sige, at det giver jeg mig råd til. (Annie, mor til Thomas, 11 år)
31

Pia, som er mor til Niclas og Dennis, fortæller, at hun har lagt udgiften til svømning ind i budgettet på
lige fod med andre faste udgifter.
Fritidsaktiviteter ser jeg mig råd til. Børnenes svømning har jeg simpelthen lagt ind på budgettet. (Pia,
mor til Dennis og Niclas, 13 og 11 år)
Seks af de interviewede børn går ikke til en fritidsaktivitet. To af børnene har før gået til noget, men går
lige for tiden kun i fritidsklub. De to interviewede drenge med minoritetsbaggrund fortæller, at de ikke
har lyst til at gå til en aktivitet. Abdul på 15 år har prøvet flere forskellige typer af sport, men indtil
videre har han meget hurtigt mistet lysten, når han er startet på en fritidsaktivitet.
Har du prøvet at gå til en fritidsaktivitet?
Ja, fodbold. Jeg har også gået til håndbold og basket. Man skal prøve det hele.
Men det var ikke noget, der lige passede dig?
Nej, jeg tror, jeg har gået der højest en uge, så stopper jeg. (Abdul, 15 år)
Muhammed på 17 fortæller, at han spiller fodbold, men at han ikke er interesseret i en fast træningsdag.
Han spiller kun spillet for sjov.
Jeg har ikke lyst.
Så selv om du godt kan lide at spille fodbold, så …
Nej, jeg har ikke lyst, jeg spiller kun for sjov. (Muhammed, 17 år)
Muhammeds mor fortæller også, at Muhammed ikke er interesseret i at gå til en organiseret aktivitet,
men samtidig fortæller hun også, at der ikke ville være råd til, at han gik til noget, hvis han skulle få lyst
til det. Udsagnene fra Muhammed og hans mor giver anledning til at overveje, i hvilken udstrækning
Muhammed gør ’en dyd af nødvendigheden’ ved at fastholde, at han ikke er interesseret i at gå til en
organiseret fritidsaktivitet, når han dybest set godt ved, at der heller ikke er råd til det.
To af de interviewede børn må undvære at gå til en organiseret fritidsaktivitet, udelukkende fordi
forældrene ikke har penge til at kunne betale kontingent. De to børn kommer fra den samme familie.
Lise, som er mor til de to drenge, fortæller:
Jess har gået til spejder, men det måtte vi droppe ud af, fordi det var der ikke penge til, og Jonathan vil
umådelig gerne gå til fodbold, men det må vi også sige nej til, for at få det til at løbe rundt. (Lise, mor til
Jonathan og Jess, 11 og 13 år)
De to drenge er de eneste i undersøgelsen, som oplever, at den økonomiske knaphed forhindrer dem i
at deltage i organiserede fritidsaktiviteter. For resten af børnegruppens vedkommende er der tale om, at
de enten går til en eller flere aktiviteter, eller at der er andre grunde end økonomiske til, at børnene ikke
32

går til noget. Børnenes mulighed for at deltage i denne type af fritidsliv er højt prioriteret, og forældrene
nedprioriterer gerne deres egne behov, for at børnene kan deltage i fritidslivet på lige fod med andre
børn. Denne tankegang hos forældrene bekræftes af en anden ny undersøgelse omkring udsatte
familiers økonomi. I den undersøgelse konkluderes det, at forældrene gerne undværer helt basale
nødvendigheder som tandlægebesøg og medicin, for at deres børn skal have mulighed for at gøre, hvad
andre børn gør (Bonke, 2005).
Børnenes venskaber
Når børnene i denne undersøgelse ikke går til formaliserede fritidsaktiviteter, fortæller en del af dem
om, at de er sammen med deres kammerater. Undersøgelsens resultater bærer i den forbindelse præg af,
at der er tale om en undersøgelsesgruppe hovedsageligt bestående af drenge. Meget af det samvær med
kammerater, der beskrives af børnene, er koncentreret om sport eller om at spille forskellige typer af
computerspil eller gameboyspil.
Hvem er man sammen med?
Stort set alle børnene i undersøgelsen fortæller, at de er sammen med kammerater i deres fritid.
Ni af de medvirkende børn fortæller, at de har en eller flere bedstekammerater, som de er meget
sammen med i fritiden.
Hvem er du mest sammen med i din fritid?
Jesper.
Han er din bedste kammerat?
Ja, han er min bedste ven.
Hvad er det, der gør, at dig og Jesper er blevet bedste venner?
Vi er hele tiden sammen.
Hvad er det, du godt kan lide ved at være sammen med ham?
Vi har det sjovt.
Hvad kan I godt lide at lave sammen?
Kigge efter piger (der grines). (Thomas, 11 år)
Har du en bedste ven?
Ja, ham jeg arbejder for, hans dreng er jeg gode venner med. Og hvis vi kommer kørende i en traktor, så kan du
ikke se forskel på os. Vi ligner så meget hinanden. Vi er på størrelse med hinanden og har begge to krøller og
har begge to briller. Det er lidt svært at se forskel på os.
Så han er både din klassekammerat og din bedste kammerat i fritiden.
Ja, ham har jeg leget rigtig mange gange med. (Dennis, 13 år)
Har du nogen bedste venner?
Ja, det har jeg. Tre venner jeg snakker rigtig godt med. (Flemming, 15 år)
33

For nogle af børnenes vedkommende er bedstekammeraterne også klassekammerater, som i Andreas’
tilfælde:
Hvem kan du bedst lide at være sammen med i din fritid
Det er to, der er tvillinger.
Er det dine bedste venner?
Ja, de går også til karate. Dem leger jeg rigtig meget med.
Er det nogen fra din klasse, eller er det nogen, du har mødt til karate?
Det er nogen fra min klasse. Den ene er fra min parallelklasse, og den anden går i min klasse. (Andreas,
11 år)
Andre børn fortæller, at bedstekammeraterne er nogle, de har lært at kende uden for skolen.
Har du nogen bedste veninder?
Ja, Maria og Amanda, som slet ikke bor i det her område.
Hvor kender du hende så fra?
Jeg har gået i børnehaveklasse med hende.
Er hun så flyttet, eller er det dig, der er flyttet?
Det er mig, der er flyttet […]
Men der er ikke nogen af dem, der går i din klasse?
Nej. (Rikke, 11 år)
Fire af børnene fortæller, at de ikke synes, at de har en egentlig bedstekammerat, men at de mere er
sammen med kammerater i en gruppe, hvor man er sammen om aktiviteter eller sammen om at ’hænge
ud’, som i Abduls tilfælde.
Vi er altid en tre-fire stykker, men vi kan også være flere. Så går vi bare rundt eller står og hænger ud. Vi
laver ikke andet. (Abdul, 15 år)
Endelig er der to børn i materialet, som giver udtryk for at være ensomme. De fortæller, om forholdsvis
spinkle sociale netværk, og de giver udtryk for ikke rigtigt at have nogen tætte relationer til kammerater,
hverken i skolen eller derhjemme.
Nogen gange går jeg bare direkte hjem og sidder og chatter lidt på Arto. (Jonathan, 11 år)
Er der nogen gange, at du føler dig ensom eller alene?
Næh, jeg kan godt lide at være alene. (Jess, 13 år)
Der er således kun få børn, som giver udtryk for at føle sig ensomme i deres fritid. Selv de børn, som i
skolen har svært ved at fungere sammen med deres kammerater, lader til at have en eller flere gode
34

venner, som de er sammen med i deres fritid. I den forbindelse kan man overveje, om børnene oplever,
at det er nemmere at finde venner i deres fritid, fordi de her er sammen med børn, som i højere grad
befinder sig i den samme livssituation, som de selv gør. Flere af børnene i undersøgelsen bor således i
sociale boligbyggerier, hvor det kan forventes, at der bor andre familier, som også lever med en
økonomisk knaphed, som påvirker dem i deres daglige liv.
Hvad er man sammen om?
Når børnene er sammen med deres kammerater uden for skolen, er de ofte sammen om sports- og
udeaktiviteter. Flere af børnene fortæller, at de spiller fodbold, går i svømmehallen, leger
gemmeleg/fangeleg eller går på den lokale sportsplads.
Kan du prøve at fortælle mig, hvad det er for nogle forskellige ting du godt kan lide at lave sammen
med dine kammerater?
Nogen gange spille lidt playstation, og det gør jeg sammen med en, der bor lige heroppe, ham spiller jeg nogen
gange med, og så en der bor et andet sted.
Og er der nogen andre ting, som du gør sammen med nogle andre kammerater?
Ja, jeg går op på ’Sporteren’ og hopper. (Niclas, 11 år)
Når du ikke er i skole, hvad laver du så?
Så kommer jeg bare hjem og laver lektier. Og så om vinteren […] der spørger jeg, om jeg må tage op på banerne.
Så er der det, vi kalder ’Lagkagen’, det er en stor bakke […] og så kælker vi på den. Og så når min storebror
og naboen har fri, så tager vi også nogle gange op og kælker om vinteren. Og så laver vi et rigtig stort flyhop ned
ad bakken.
Er du næsten altid uden for at lege?
Nogen gange ser jeg fjernsyn, ellers også går jeg ind til min nabo og leger med hans kattekilling, men den har han
ikke mere. Men så har han to andre katte og en hund.
Leger du så også med din nabo?
Ja, og han kommer også med op og spiller, og så har vi også lavet en hule, men den er blevet ødelagt.
Det var ham skovmanden, der opdagede den. (Andreas, 11 år)
Det er karakteristisk, at aktiviteterne er fysisk betonede, og at de ofte foregår uden for i det offentlige
rum, hvilket vil sige på sportspladser, legepladser eller boldbaner. Det hænger formodentligt sammen
med, at undersøgelsesgruppen hovedsageligt består af drenge. I hvert fald kan det konstateres, at den
enlige pige i materialet ikke lægger vægten på de samme typer af aktiviteter, som drengene gør.
Nedenstående citat beskriver, hvordan Rikke er sammen med sine kammerater i fritiden:
Hvad kan I godt lide at lave sammen, dig og dine veninder?
Høre musik, spise noget slik og spille spil og snakke sammen og også en gang imellem se en film.
(Rikke, 11 år)
35

Resultaterne fra interviewene viser endvidere, at det især er de yngre drenge, der lægger vægten på at
være sammen med kammerater omkring en aktivitet. De lidt ældre drenge i materialet lægger i højere
grad vægten på bare at være sammen med kammeraterne. Det vil sige, at samværet med kammerater for
de lidt ældre drenge og for den ene pige i undersøgelsen ikke bliver så aktivitetetsbetonet, men mere
handler om at være sammen med sine gode venner og snakke og hygge sig sammen.
Det er lidt forskelligt, hvad vi laver. I lørdags holdt vi grillaften. Der var en, der havde huset for sig selv,
så lavede vi bare noget grillaften og sad og hyggede os lidt. (Flemming, 15 år)
Hvad betyder penge og forbrug i børns venskaber?
En stor del af de medvirkende børn giver udtryk for, at penge og forbrug ikke spiller den store rolle i
deres samvær med kammerater. Det gør sig især gældende for de yngre børn i materialet. Som oftest er
penge ikke noget, der bliver snakket om, og hvis børnene bruger penge sammen med deres
kammerater, bruges de som oftest til slik.
Bruger I nogen penge, når I er sammen?
Nogen gange.
Hvad bruger I dem så på?
Slik. (Andreas, 11 år)
Enkelte af de yngre børn fortæller dog om, at de af og til oplever, at penge spiller en rolle. Peter på 13
år fortæller, at drengene i hans nabolag af og til taler lidt for meget om, hvem der har flest penge. Når
det sker, har han en særlig strategi:
Nogen gange skal man lige blære sig med, at man har flest penge, så begynder de ’ja, vi har da 10.000 kr. på
vores opsparingskonto’.
Så kommer det der blæresnak? Hvad gør du, når de gør det?
Så sidder de og siger alt muligt, og så siger jeg, ’og hvad så, jeg har 20.000 kr.’ Altså, så snakker jeg bare over
det beløb, jeg overhovedet har. Så på den måde laver jeg sådan noget sjov med deres pjat. Så pjatter jeg med dem.
Så de ved godt, at når du siger, ’jeg har bare 20.000 kr.’ så ved de godt, at det bare er for sjov?
Ja, og så kommer vi ud af den snak. (Peter, 12 år)
Rikke på 11 år føler sig, som den eneste af de yngre børn, fattig sammenlignet med sine kammerater.
Hun føler sig materielt meget dårligere stillet end sine klassekammerater.
Jeg synes, det er irriterende, når jeg ikke får de ting, som alle de andre får i klassen. Der er mange fra klassen,
der har mange penge. De fleste bor i et meget større hus […]Jeg føler i hvert fald, at der er mange fra min klasse,
der har meget. Mange flere ting, end jeg har.
Det er sådan, du kan se det, ud fra de ting, de har?
De får meget tit i hverdagen ting og sager. Så kommer de over i skolen og viser alle de ting, de har fået.
(Rikke, 11 år)
36

Rikke er ikke alene om at føle sig begrænset af den økonomiske knaphed. Muhammed, som er den ene
af de to minoritetsdrenge i undersøgelsen, giver ligeledes udtryk for, at manglen på penge spiller en
rolle i hans samvær med kammerater. Muhammed er lidt ældre (17 år), og hans sociale liv er
karakteriseret ved at finde sted i det offentlige byrum, hvor oplevelser ofte koster penge. Han oplever
således, at hans sociale liv sammen med kammeraterne bliver vanskeligere, når han ikke har nogen
penge. I hans kammeratskabsgruppe er det meget almindeligt at befinde sig i byen. Tiden her bliver
bl.a. brugt på at gå på grillen, gå i biografen osv. Muhammed kan i disse miljøer ikke være på niveau
med kammeraterne, og han oplever det som skamfuldt, at hans kammerater forærer ham penge, slik
eller mad, så han ikke behøver at undvære. Da han i interviewet bliver spurgt, hvornår han, i forhold til
sine kammerater, synes, det er svært at undvære penge, svarer han:
Det er, når vi skal ned i byen.
Det er dér, du mærker det?
Når alle de andre de har penge, og jeg har ingen penge.
Hvad siger du så?
Så siger jeg ’jeg har ikke fået penge med i dag’.
Hvad siger dine kammerater så?
Jamen de er gode nok, for så giver de.
Er du flov over, at du ikke har nogen penge?
Ja, det er jeg. (Muhammed, 17 år)
Muhammed føler sig presset, fordi han er nødt til at have penge på sig for at kunne være med rent
socialt. Problemet udspringer i en vis udstrækning af, at Muhammeds sociale liv udspiller sig på den
offentlige byarena, hvor oplevelser ofte koster penge.
Muhammed er ikke alene om at søge det offentlige rum, når han er sammen med venner. Abdul, som
er den anden dreng i materialet med minoritetsbaggrund, beskriver også, hvordan han og hans
kammerater hovedsageligt befinder sig udenfor, når de er sammen.
Vi er altid ude, vi er aldrig hjemme. Måske er vi hjemme og spise aftensmad, og så kommer vi hjem senere.
Hvordan kan det være, at I ikke er på besøg hos hinanden?
Nogen gange kan vi godt lige sidde og reparere hinandens computere, men ellers er vi ude, og så går vi bare rundt
med vennerne.
Men kan du fortælle mig, hvorfor I er ude, hvorfor er I ikke hjemme hos hinanden?
Jeg synes, det er sjovere udenfor. (Abdul, 15 år)
Han oplever ikke selv, at han mangler penge til at kunne begå sig sammen med kammeraterne, men
hans far udtrykker stor bekymring på Abduls vegne, fordi Abdul bl.a. er blevet taget i at stjæle.
37

Den store han kræver så meget. Han snakker altid om de store biler og nye motorcykler. Og jeg vil ikke
have, at han skal mærke noget, så derfor giver jeg ham lommepenge altid. Han skal have penge i
lommen. (Nika, far til Abdul)
Angsten for, at sønnen skal bevæge sig for langt ud i en kriminel løbebane, har resulteret i, at faderen
sørger for, at Abdul altid har rigeligt med lommepenge, hvilket også er en stor omkostning i en i
forvejen stram økonomi.
Denne tendens til, at børnenes sociale liv udfolder sig i det offentlige rum, er som tidligere nævnt, også
til stede blandt de danske børn. Men for de danske børns vedkommende er der som oftest tale om, at
det er offentlige rum specielt designet og tænkt til børneaktiviteter, som eksempelvis kælkebakker,
boldbaner eller idrætsanlæg. Det er med andre ord ikke offentlige byrum, hvor oplevelser koster penge.
De to ældre danske drenge, der er med i undersøgelsen oplever ikke, at de er eller tidligere har været
økonomisk begrænsede i forhold til deres kammerater. Flemming på 15 år, oplever aldrig, at det er et
problem for ham at kunne deltage i sociale aktiviteter med hans kammeratskabsgruppe. Han oplever, at
der altid har været penge til den slags:
Min mor … eller nu også hendes kæreste har altid fundet frem til et eller andet. Så kunne jeg lige få …
de havde lige råd til, at jeg kunne få det, jeg manglede. Det har aldrig været et problem, synes jeg ikke.
(Flemming, 15 år)
Den samme oplevelse gør sig gældende for Kaspar på 19 år, som heller ikke gennem sin barndom har
følt, at han har måttet undvære i forhold til sine kammerater. Kaspar oplever heller ikke nogen
begrænsninger i sit sociale liv nu, selv om han er blevet ældre og hans sociale liv er blevet mere
omkostningsfyldt med mærketøj, biografture og Københavnerture. Men Kaspar har også gennem
længere tid haft et job i en fritidsklub, som har givet ham en økonomisk frihed.
Der har ikke en eneste gang, hvad jeg kan huske, været gået en biograftur min næse forbi. Da vi var
yngre, der var vi 15-20 unge mennesker, som hang ud sammen. Og hvis halvdelen valgte at tage i
biografen, så tog den anden halvdel også med, og jeg kan ikke huske, at jeg har fået nej af min mor til at
komme i biografen eller i Tivoli eller noget som helst. (Kaspar, 19 år)
De interviewede børn og unge fortæller således, at de ikke har oplevet forbrug i forhold til
kammeraterne som et problem. Det er deres subjektive oplevelse. Ikke desto mindre kan man stille sig
undrende over for, at penge og forbrug ikke har en betydning i børns kammeratskaber, når det med al
tydelighed viser sig, at børnene har det svært i sociale sammenhænge i skolen. Måske er det ikke den
økonomiske faktor i sig selv, der er afgørende. Måske er der snarere tale om, at børnenes opvækst i
familier, hvor forældrene er hårdt presset af økonomisk knaphed, betyder, at de ikke har fået
tilstrækkelig mulighed for at tilegne sig de nødvendige sociale kompetencer, der sætter dem i stand til at
kunne fungere optimalt i de sociale relationer i skolesammenhænge.
38

4. Børnenes familieliv
Blandt familierne i undersøgelsen viser der sig forskel på, både hvordan de udfylder, men også hvordan
de taler om deres familieliv.
Der er således familier, for hvem familielivets indhold beskrives med lethed og med glæde, og hvor
forældrene giver udtryk for et socialt overskud i hverdagen. Men der er også et mindre antal familier,
som har svært ved at beskrive deres samvær med hinanden, eller som føler, at deres familiesamvær er
stærkt begrænset, fordi det, de kan lide at være sammen om, er omkostningsfuldt som eksempelvis at
tage i biografen sammen eller at tage på indkøbsture sammen. Denne gruppe af familier er også
karakteriseret ved, at de er blandt dem i undersøgelsen, der oplever deres økonomiske situation som
særdeles vanskelig. Gruppen er endvidere karakteriseret ved, at flere forældre har problemer både med
fysisk sygdom og/eller psykisk ubalance. Den økonomiske knaphed, det dårlige fysiske og psykiske
helbred og det manglende sociale overskud i hverdagen giver tilsammen en uheldig kombination, som
har en indflydelse på det liv, nogle af børnene i denne undersøgelsen lever.
Mange af forældrene i undersøgelsen føler et behov for at kunne få støtte og opbakning uden for
familien. Dette gør sig hovedsageligt gældende for de af forældrene, som er eneforsørgere, hvilket i
denne sammenhæng vil sige enlige mødre. De fleste af de enlige mødre har da også en eller anden form
for netværk, de kan trække på. Men enkelte mødre beretter om et spinkelt netværk hovedsageligt
bestående af få gode venner, og en enkelt mor konstaterer i sit interview, at hun intet netværk har.
Disse familier bliver meget afhængige af, at de kan få hjælp fra andre kanter. At forældrene får støtte og
opbakning, eksempelvis i form af en kommunalt ansat kontaktperson, er vigtigt både for forældrene,
men også for børnene, som skal leve med den følelsesmæssige påvirkning, der kommer af, at
forældrene synes, at det er svært at håndtere hverdagen.
Stort set ingen af de interviewede forældre har kendskab til gratis aktiviteter for børn og familier i
kommunalt regi. Det kan være et udtryk for, at der ikke findes nogen gratis kommunale aktiviteter for
børn og familier. Men det kan også være et udtryk for, at de tilbud, der findes, ikke i tilstrækkeligt
omfang formidles ud til de familier, der har brug for dem. Det manglende kendskab betyder, at
forældrene selv skal betale for de aktiviteter, børnene gerne vil gå til i deres fritid. Der er dog enkelte
forældre, som fortæller, at kommunen har valgt at dække udgiften, til deres barns organiserede
fritidsaktivitet, hvilket betyder, at hverken barnet eller forældrene behøver at bekymre sig om, hvorvidt
økonomien kan holde til, at barnet fortsætter med fritidsaktiviteten i en længere periode.
Familiernes samvær
Familierne i denne undersøgelse består af 11 familier, som fordeler sig på enemorfamilier, familier, hvor
børnene bor sammen med begge deres biologiske forældre, og familier, hvor børnene bor sammen med
deres biologiske mor og hendes nye samlever. De interviewede børn har alt fra nul til syv søskende.
Nogle har kun hjemmeboende søskende, mens andre har større søskende, der ikke længere bor i
hjemmet.
39

Børn og forældre i de deltagende familier er som oftest enige om svaret, når de bliver spurgt, hvad de
godt kan lide at lave sammen som familie. Men mellem de 11 familier i undersøgelsen er der flere
forskellige bud på, hvad der bliver anset for at være rart at gøre sammen.
Flere familier nævner, at de godt kan lide at se fjernsyn sammen og spille familiespil eller pc-spil
sammen.
Jeg kan godt lide, når vi ser en film sammen en gang imellem, eller når vi spiller spil. (Jan, 15 år)
Jaeh, altså børnene de vil jo gerne spille på pc (der grines) ... Det elsker de.
Så en gang i mellem, så sidder jeg og kigger på, hvad de laver. Om vinteren der kan vi godt sidde
sammen og spille på playstation. Der er jeg lige så tosset, som de er. (Maria, mor til Dan og Peter, 11 og
12 år)
Andre familier nævner også, at de synes, det er dejligt at tage på ture sammen, som i dette tilfælde, hvor
Thomas bl.a. fortæller, at han godt kan lide, når han tager på cykelture med sin familie.
Hygge os, se film og spise slik, cykelture, på stranden, spille badminton.
Er det noget, I gør sammen tit?
Ja, vi cykler tit, bare ikke lige til stranden så tit, på nær om sommeren.
Hvor cykler I ellers hen?
Vi cykler op til min mormor og til min onkel. (Thomas, 11 år)
En enkelt familie fortæller om, at de i sommerferien og i weekender nyder at tage af sted til en
campingvogn, som de har fået forærende.
Vi har en campingvogn, som vi har fået foræret, som vi camperer med nu på 13. år, som ligger fast. Og
den sparer og sparer vi hvert år til, så vi kan komme af sted […]Vi startede med det dengang, hvor vi
ikke havde så mange penge, så var det den billigste løsning, og det har vi bare holdt ved, og det ved vi
godt, også Jan, at den skal vi bare have penge til. Han vil meget gerne derop. (Lene, mor til Jan, 15 år)
Ovenstående citater viser, hvordan børn og forældre på forskellige måder giver udtryk for, hvad der er
særligt i netop deres familie, og hvad det er for en type samvær, de værdsætter højest.
Hvordan taler familierne om deres samvær?
Som det kan læses af ovenstående, er der en del variation i, hvad familierne oplever som den bedste
type samvær. Men forskelligheden hos familierne består ikke kun i, hvad familierne vælger at lave
sammen, men også i, hvordan de beskriver det samvær, de har.
40

En mindre gruppe forældre og børn giver udtryk for, at det er svært at sætte ord på, hvad de laver
sammen som familie. Det kan være fordi, samværet i familien er begrænset af sygdom. Det kan også
være fordi, den type samvær, familierne sætter højest, er behæftet med omkostninger som eksempelvis
at tage i biografen, at tage ud og shoppe sammen eller at tage på McDonalds. Nedenstående citater
illustrerer, hvordan nogle børn og voksne i undersøgelsen opfatter deres familieliv.
Faktisk så laver vi ikke så meget sammen.
Er du mere ude med dine venner?
Ja.
Tager I nogen gange ud på ture sammen?
Nej. (Muhammed, 17 år)
Vores sygdom sætter jo begrænsning på mange ting, fordi vi ikke er så aktive mere, som vi har været.
Men vi prøver da så vidt muligt at deltage, om ikke andet så snakke med ungerne om det, de har
deltaget i, så vi er sammen med dem om det på den måde. (Lise, mor til Jonathan og Jess, 11 og 13 år)
Vi tager i biografen. Men det er så heller ikke noget, vi har råd til, men det er noget, vi tager os råd til en
gang imellem […] fordi der snakker vi jo ikke om 150 kr. Det er omkring 70 kr. pr. næse plus et
klippekort. (Birte, mor til Rikke, 11 år)
Gå i byen […] mig og min mor vi handler tit sammen i Føtex eller sådan noget. (Rikke, 11 år)
Som citaterne viser, er der nogle familier, for hvem samværet kan være vanskeligt at sætte ord på.
Familierne i denne gruppe, har det tilfælles, at de oplever deres økonomiske situation som særdeles
vanskelig. Det ser således ud til, at oplevelsen af at leve med store økonomiske begrænsninger også
påvirker, hvordan man ser sig selv som familie. Man kan have en formodning om, at denne gruppe af
forældre oplever det økonomiske pres så voldsomt, at de ikke har det fornødne sociale overskud til at
etablere og fastholde en fællesskabsfølelse i familien, som både børn og voksne kan mærke og give
udtryk for.
For en større gruppe af børn og forældre er det samvær, de sætter pris på, hovedsageligt aktiviteter som
at se tv sammen, at cykle ture sammen eller at spille spil sammen.
For nogle enkelte børn og forældre i undersøgelsen er der tale om, at omdrejningspunktet for deres
samvær antager karakter af et fælles familieprojekt, som både børn og forældre udtrykker stor glæde og
tilfredshed ved. De familieprojekter, som i undersøgelsen bliver omtalt med denne store entusiasme, er
kendetegnet ved, at de bringer familien til et andet sted, som i eksemplet ovenfor, hvor familien tager
på campingplads.
Andreas på 11 år fortæller i det følgende, hvordan familiens sommerhus danner rammen om det bedste
familiesamvær.
41

Hvad kan du bedst lide at lave sammen med din familie, når I holder fri?
Være i sommerhuset og hygge os.
Hvorfor kan du godt lide at være i sommerhuset ?
Nogen gange så låner vi nogle film, der hedder ‘Soldaterkammerater’, nogle rigtig sjove film og for ikke
så længe siden, så bestilte vi en stor familiepizza, og så så vi ‘Soldaterkammerater’. (Andreas, 11 år)
Også Andreas’ mor giver udtryk for, at sommerhuset, som de har overtaget fra børnenes farmor og
farfar, er det sted, hvor familien har det bedst sammen.
Ja, når vi er ude i sommerhuset, der hygger vi altid rigtig godt. Så griller vi om aftenen, og så bader vi i
vandet […] Vi er derude hele tiden. Det er rigtig dejligt .(Bente, mor til Andreas og Simon, 11 og 14 år )
Der er tilsyneladende et stort behov hos både forældre og børn for at have et sted, hvor de kan komme
væk fra den daglige rutine. Dette afspejler sig i citaterne fra de familier, som har muligheden for at tage i
campingvogn eller sommerhus, men de øvrige familier i undersøgelsen giver også i høj grad udtryk for
at savne muligheden for at komme væk fra de vante omgivelser.
Det er kun nogle få af familierne i undersøgelsen, som fortæller om et samvær, der nærmest har
karakter af familieprojekt. Som nævnt er der en stor del af de øvrige familier i undersøgelsen, der i
højere grad nævner aktiviteter som at cykle, at spille spil og at se tv sammen. Aktiviteter, som børn og
voksne holder af at lave sammen, selv om de tilsyneladende ikke har en helt så stor betydning som de
ovenfor nævnte familieprojekter.
Forældrenes behov for støtte i hverdagen
Når den økonomiske fattigdom tærer på de sociale ressourcer, der findes i en familie, kan der for
forældrene opstå et behov for støtte og opbakning i hverdagen. Nogle familier i denne undersøgelse
fortæller om, hvordan den økonomiske situation virker tyngende og har en indflydelse på humøret og
på livsglæden, mens andre familier viser sig at have et stort socialt overskud.
I undersøgelsen har vi spurgt til, hvorvidt de medvirkende familier føler, at de har et behov for
følelsesmæssig støtte og opbakning uden for familien. Ligeledes har vi spurgt forældrene om, i hvilket
omfang de føler, de kan få denne støtte og opbakning.
Langt de fleste af forældrene giver udtryk for, at de har et behov for støtte og opbakning i deres
hverdag. De få forældre, der ikke mener, at de har dette behov, kommer fra familier med to forældre –
enten børnenes biologiske forældre eller en biologisk mor med en ny samlever.
Min kæreste han er i samme situation, som jeg er [kontanthjælpsmodtager] Hvis det går ad helvede til,
så synes jeg, vi er meget gode til at få det bearbejdet og sige, at det skal bare gå. (Birte, mor til Rikke, 11
år)
42

Synes I, at I har brug for støtte udefra?
Nej, vi kan godt klare det selv. (Nika, far til Abdul, 15 år)
Disse forældre bruger hinanden til at få følelsesmæssig støtte og opbakning og oplever derfor ikke det
samme behov for, at denne støtte skal hentes uden for familiens rammer.
Flertallet af familierne i undersøgelsen fortæller dog om, at de har et behov for støtte og opbakning i
hverdagen. Kilderne til denne type støtte er mangeartede. En del forældre har et godt netværk af familie
og venner, hvor de kan hente økonomisk, men især følelsesmæssig støtte.
Jeg har jo mine forældre
Og hos dem får du opbakning, eller er det også økonomisk støtte?
Ja, hvis det går galt, så kan jeg sagtens få hjælp der. (Annie, mor til Thomas 11 år)
Jeg har en meget god veninde, som også er enlig mor til fire børn, og vi supplerer hinanden utrolig
godt. (Lotte, mor til Kaspar, 19 år)
Nogle forældre nævner også, at de får støtte fra forskellige organisationer som Mødrehjælpen, Red
Barnet og Børnenes Kontor. Støtten kan både være økonomisk eksempelvis i form af julehjælp, som
flere af forældrene har søgt om. Men det kan også være følelsesmæssig opbakning, som når en forælder
ringer til Mødrehjælpen og får gode råd, eller når en familie får en fælles ferieoplevelse, når de er med
på ’barnevognslejr’ med Red Barnet.
Det var faktisk Peter og Dan, der sagde i år: ’Skal vi ikke søge igen?’ Vi kunne godt tænke os at komme
derop [til lejren] igen. Så siger jeg ’jamen I skal jo være klar over, at det er en barnevognslejr. Det er for
små børn, og det kan være, at I er de eneste store børn, der er der’ […] men det var de ligeglade med,
og de kunne godt tænke sig det, og de synes, de der hjælpere, der havde været med sidste år, var søde.
De spillede jo fodbold med dem og tog dem med ned til stranden og sådan noget. Så sagde jeg til dem,
at de skulle jo også være klar over, at det ikke er sikkert, at det er de samme hjælpere igen. Men det var
de ligeglade med, de ville bare have, at jeg søgte, og de ville bare afsted. (Maria, mor til Peter og Dan, 12
og 11 år)
Derudover er der enkelte forældre, der nævner, at deres sagsbehandler er en stor støtte for dem i
hverdagen, mens andre fortæller om, at de har haft glæde af den støtte og hjælp, de har fået fra
beboerrådgiveren i deres boligforening.
Endelig er der enkelte forældre, der befinder sig i en temmelig svær situation, hvor de fortæller, at de i
høj grad føler, at de har brug for støtte og opbakning, men samtidig at de ikke har noget nævneværdigt
netværk, hvor de kan hente den følelsesmæssige opbakning. En enkelt mor i undersøgelsen nævner i
denne forbindelse, at hun har kunnet hente støtte fra en kontaktperson, som kommunen har bevilget til
hendes datter, hvilket hun i høj grad føler, hun har behov for, da hun er psykisk ude af balance.
43

Ja, jeg har det næsten altid lidt svært med mig selv, og jeg har også depression, og jeg har det ikke godt med
mange mennesker. Så jeg føler mig nogle gange lidt indelukket. Jeg vil ikke sige, at jeg går og hygger mig med at
gøre rent, for det er ikke så sjovt hver dag.
Så du vil gerne have noget støtte, sådan rent personligt?
Ja.
Har du forsøgt at få den hjælp? Er der nogen, der støtter dig?
Der er en, der kommer fra kommunen[…] Hun kommer for min datter, og så taler vi sådan lidt
sammen, og hun kører mig til psykiater. Det er ikke sådan, at vi har lang tid, men hvis der er noget, jeg
har brug for, så ringer jeg til hende, men det er ikke altid hun har tid. (Vered, mor til Muhammed, 17 år)
Kendskab til og brugen af gratis aktiviteter for familier og børn
For familier med få økonomiske ressourcer kan gratis aktiviteter for familier og børn være en mulighed
for at få gode oplevelser sammen som familie, uden at det betyder en belastning for økonomien. Langt
de fleste af forældrene i undersøgelsen oplyser dog, at de ikke har kendskab til, at der findes
kommunale tilbud om gratis aktiviteter til deres børn eller til hele familien.
Er der nogen gratis tilbud for børn og familier her i kommunen?
Næh, det tror jeg ikke.
Det er ikke noget, du ved noget om?
Næh, det ved jeg ikke noget om. Men henne i klubben, der tager de en gang imellem i svømmehallen.
(Bente, mor til Andreas og Simon, 11 og 14 år)
Dog benytter nogle familier sig af biblioteker, men det er langt fra alle, som regelmæssigt gør det.
Det er ikke det, vi benytter os mest af, det gider de ikke rigtigt. De synes, det er nok, at de skal læse i
skolen. (Maria, mor til Peter og Dan, 12 og 11 år)
Men sommerferien kan være en periode, hvor det kan være svært at finde på beskæftigelse til børnene. I
den forbindelse er der nogle familier, der fortæller, at de benytter sig af det kommunale tilbud om
sommerferieaktiviteter til børn. Disse tilbud er i regelen ikke gratis, men alligevel noget, familierne
vælger at bruge penge på. Nedenstående citat er dog et eksempel på en gratis sommeraktivitet.
Når det er børnenes skolesommerferie, så kan de få lavet et kort, hvor de kan komme gratis i svømmehallen
[…]så det kan børnene få lov at gå over til, men altid samlet, jeg vil ikke have, at de går derover alene
Er det noget, de gør meget her i løbet af sommeren?
Ja, det gør de nogle dage. (Lise, mor til Jonathan og Jess, 11 og 13 år)
For en del af de interviewede børn er kontakten skabt gennem Red Barnet, fordi de kommer fra
familier, som har deltaget i aktiviteter med Red Barnet. Derfor har alle disse kendskab til og har deltaget
i en eller flere af Red Barnets aktiviteter. Det kan være i form af en familiesommerlejr (barnevognslejr
for familier med mindre børn), i form af en sommerlejr for børn, eller i form af
44

endagsfamilieaktiviteter. For de deltagende familier og børn har disse særlige aktiviteter været et friskt
pust, især i sommerperioden, som flere af forældrene omtaler som en svær tid, fordi børnene kan se
deres venner og kammerater rejse på ferie og tage af sted på familieudflugter.
Jeg har hørt, at du har været på sommerlejr …
Påskelejr.
Nå, okay påskelejr. Var det sjovt?
Ja.
Hvad var godt ved det?
Vi var ude og klatre i træer. (Thomas, 11 år)
[Barnevogns]lejren opfylder et oplevelsesbehov, nye sanseindtryk og nye indtryk i det hele taget.
Komme ud og møde andre. Komme ud og opdage, hvordan har man det egentlig selv i forhold til
andre - at man måske har det godt nok, og at der altid findes nogen, der har det værre end en selv.
(Maria, mor til Peter og Dan, 12 og 11 år)
Udsagnene fra forældrene viser, at de ikke har kendskab til gratis kommunale aktiviteter for børn og
familier. Spørgsmålet er, om forældrenes manglende kendskab er et udtryk for, at der simpelthen ikke
findes gratis aktiviteter for børn og familier i kommunalt regi, eller om tilbuddene om gratis aktiviteter
findes, men at de mangler at blive formidlet på en måde, så forældre og børn i disse familier opdager, at
de findes.
45

Litteratur
Andersen, D. (1995): Skolebørns fritid. De 7-15-åriges levekår og fritidsanvendelse i 1993 sammenlignet
med 1987. København. Socialforskningsinstituttet rapport 95:2.
Andersen, D. & Ottosen, M.H. (red.) (2002): Børn som respondenter. Om børns medvirken i survey.
København. Socialforskningsinstituttet rapport 02:23.
Andersen, J. & Larsen, J.E. (1989): Fattigdom i velfærdsstaten. København. Samfundslitteratur.
Backe-Hansen, E. (2004): Barn og unges håndtering av vanskelige livsvilkår. Kunnskapsbidrag fra 36
studier av barnefattigdom. Oslo NOVA Rapport 12/04.
Bak, C.K. (2004): Demokratisering og individualisering af fattigdommen? En kvantitativ og kvalitativ
belysning af fattigdom i Danmark. Ph.d.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Bonke, J. m.fl. (2005): Udsathed og forbrug i de nordiske velfærdsstater. København. Rapport
Socialforskningsinstituttet rapport 05:18.
Christensen, E. (2004): 7 års børneliv. Velfærd, sundhed og trivsel hos børn født i 1995. København.
Socialforskningsinstituttet rapport 04:13.
Garbarino, J., Scott, F.M. m.fl. (1992): Hvad børn kan fortælle os. København. Hans Reitzels
Forlag.
Hansen, E.J. (1989): Fattigdom. Begreber og metoder i forskning og politik. København.
Socialforskningsinstituttet rapport 89:5.
Hansen, F.K. & Hansen, H. (2004): ’At eksistere eller leve’ Fattigdom og lave indkomster i Danmark –
hvordan måler man fattigdom? København. Center for Alternativ Samfundsanalyse.
Hussain, M.A. (2004): Børnefattigdom i Danmark 2002. Tema: Fattigdommens dynamik. København.
Socialforskningsinstituttet og Red Barnet.
Hussain, M.A. (2003): Børnefattigdom i danske kommuner 1984-2001. København.
Socialforskningsinstituttet og Red Barnet.
Larsen, J.E. (2004): Fattigdom og social eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede.
København. Socialforskningsinstituttet rapport 04:27.
Ploug, N. (2005): Social arv. Sammenfatning 2005. København. Socialforskningsinstituttet rapport
05:10.
46

Sloth, D.A. (2004): Færre penge end andre børn. Interviewundersøgelse med børn fra familier med lav
indkomst. København. Socialforskningsinstituttet og Red Barnet.
Werner, E. & Smith, R. (1992): Overcoming the odds. New York. Cornell University Press.
47

Bilag 1: Skema med vigtige variable for de medvirkende familier
Boligforhold Forventet
mindste
rådighedsbeløb
Forældrestatus Indkomstforhold Årsindkomst Rådighedsbeløb
Antal børn
i husstand
Deltagende
barn/børn
Ved ikke – Lejebolig (rækkehus) -
Mor: førtidspension *
Kæreste: håndværker
Familie 1 1 dreng, 15 år 1 Mor med ny
kæreste
Familie 2 1 dreng, 11 år 3 Enlig mor Sygedagpenge 160.000,- 4.400,- Lejebolig (rækkehus) 7.750,-
1 dreng, 12 år
Familie 3 1 dreng, 15 år 2 Enlig mor Mellemste førtidspension 142.000,- 4.300,- Lejebolig (lejlighed) 6.000,-
170.000,- 6.500,- Ejerbolig (parcelhus) 9.500,-
4 Enlig mor Elevløn med supplerende
dagpenge
Familie 4 1 dreng, 11 år
1 dreng, 13 år
Familie 5 1 dreng, 11 år 2 Enlig mor Højeste dagpengesats 170.000,- 4.500,- Lejebolig (rækkehus) 6.000,-
282.000,- 5-6.000,- Lejebolig (rækkehus) 12.000,-
4 Par Far: førtidspension*
Mor: kontanthjælp
Familie 6 1 dreng, 11 år
1 dreng, 13 år
134.000,- - Ejerbolig (parcelhus) 8.500,-
2 Par Far: håndværker
Mor: kontanthjælp
Forældrene har separat
økonomi
Familie 7 1 dreng, 14 år
1 dreng, 11 år
273.000,- 8.500,- Lejebolig (rækkehus) 12.000,-
Mor: kontanthjælp
Kæreste: kontanthjælp
Familie 8 1 pige, 11 år 4 Mor med ny
kæreste
Familie 9 1 dreng, 17 år 2 Enlig mor Kontanthjælp 137.000,- 7.300,- Lejebolig (lejlighed) 6.000.-
Familie 10 1 dreng, 19 år 3 Enlig mor Kontanthjælp 170.000,- 5.000,- Lejebolig (lejlighed) 7.750,-
251.000.- 5-6.000, Lejebolig (rækkehus) 12.000,-
Familie 11 1 dreng, 15 år 4 Par Mor: kontanthjælp
Far: dagpenge
* Er inden for det sidste halve år gået fra kontanthjælpsydelse til førtidspension
48

Forskningsleder: Cand.scient.pol Ivan Th aulow
Forskningsgruppen om børn integration og ligestilling
ISBN: 87 - 91682-04-5
Layout: Westring og Welling
Trykning: Handy-Print A/S, Skive
Forsidefoto: Mikal Schlosser/scanpix
Udgivet af Socialforskningsinstituttet og Red Barnet 2006
Red Barnet
Rosenørns Alle 12
DK - 1634 København V
Tlf: 3536 5555
Fax: 3539 1119
redbarnet@redbarnet.dk
www.redbarnet.dk
Socialforskningsinstituttet
Herluf Trolles Gade 11
DK - 1052 København K
Tlf: 3348 0800
Fax: 3348 0833
sfi @sfi .dk

Denne rapport bygger på en interviewundersøgelse med 15 børn og deres forældre.
Den belyser hvordan forældre og børn oplever at leve med økonomisk
knaphed og har særligt fokus på børnenes skoleliv, fritidsliv og familieliv.
Undersøgelsen viser, at familiernes vanskelige økonomiske situation har konsekvenser
for børnene på fl ere områder. Flertallet af børnene trives ikke i skolen, og
fl ere børn er udsat for både fysisk og verbal mobning. Samtidig viser undersøgelsen,
at der er en mindre gruppe af forældre, som oplever sig meget trængt af deres
økonomiske situation, hvilket har en negativ indfl ydelse på forældrenes samvær
med deres børn.
Red Barnet er en del af Save the Children – verdens største uafhængige børneorganisationer.
Red Barnet kæmper for børns rettigheder og giver akut og langsigtet
hjælp til udsatte børn i Danmark og resten af verden.
Besøg www.redbarnet.dk