2004.12.18%20Fokus.pdf

Tilskud. De danske skoler i 

Sydslesvig skal fra 2006 

have de samme tilskud 

som det offentlige tyske 

skolevæsen. Det anbefaler 

et embedsmandsudvalg 

under delstatsregeringen. 

KIEL. Efter to et halvt års undersøgelser 

og forhandlinger med 

Skoleforeningen er et højtstående 

ministerielt udvalg nået frem til, at 

de danske skoler i Sydslesvig bør 

betragtes som mindretallets offentlige 

skolevæsen. 

Udvalget henstiller på den baggrund, 

at mindretallets skoler bliver 

økomomisk ligestillet med det 

offentlige skolevæsen og får særstatus 

i den slesvig-holstenske skolelov. 

Det fremgår af en officiel erklæring, 

som er underskrevet af en 

repræsentant for undervisningsministeriet, 

delstatsregeringens 

mindretalsrådgiver og Skoleforeningen. 

Elevkørsel undtaget 

Udvalget henstiller til regeringen, 

at mindretallets skoler får de samme 

drifts-og anlægstilskud som 

det offentlige tyske skolevæsen. 

Det gælder også tilskud til støtteundervisning 

samt driften af 

skolefritids- og heldagsskoleordninger. 

Elevkørslen er derimod ikke om- 

fattet af ligestillingspapiret. Skoleforeningen 

har under forhandlingerne 

måttet frafalde kravet om 

ligebehandling på også det område 

og skrevet under på, at spørgsmålet 

ikke vil blive rejst under Landdagens 

kommende valgperiode, 

dvs. i de næste fem år. 

Gradvis ligestilling 

Ligestillingen skal ske gradvis og 

være tilendebragt i 2008. Nyordningen 

kan tidligst træde i kraft 

fra 2006, fordi delstatens budget 

for næste år allerede er vedtaget. 

Desuden skal regeringen først 

spørge landdagen, der har den endelige 

afgørelse. 

SSWs gruppeformand, Anke 

Spoorendonk, siger, at hun ikke 

FLENSBORG AVIS — Lørdag 18. december 2004 — 1 

Dansk Skoleforening for Sydslesvig 

Fokus 

på de danske børnehaver 

og skoler i Sydslesvig 

Redaktionskomite: 

Per Gildberg 

Michael Oetzmann 

Anders Molt Ipsen 

Redaktion og layout: 

Erich Kneiding 

Gennembrud: 

Ligeberettigelse i sigte 

FOTO: TIM RIEDIGER 

FOTO: LARS SALOMONSEN 

Her besegles resultatet af to et halvt års forhandlinger om økonomisk ligebehandling af mindretalls skoler. Fra venstre afdelingsleder i undervisningsministeriet 

Franziska Pabst, skoleforeningsformand Lone Schuldt, skoledirektør Anders Molt Ipsen og mindretalskommitteret Renate Schnack. 

har fantasi til at forestille sig, at 

det nuværende rød-grønne flertal 

vil sidde udvalgets henstillinger 

overhørig. Udvalget var nedsat af 

regeringen og har under hele forløbet 

sikret sig politisk rygdækning, 

påpeger hun. 

Skulle der ske et magtskifte ved 

landdagsvalget den 20. februar, vil 

en ny CDU-ledet regering få et alvorligt 

forklaringsproblem, hvis 

den midt i 50-året for Bonn- 

København erklæringerne om 

mintretallenes rettigheder skulle 

finde på at afvise et forslag, der 

bygger på rent saglige kriterier, siger 

Anke Spoorendonk. 


Mere side 2 

www.skoleforeningen.de 

Glædelig jul 

Med dette billede fra 

Helligåndskirken i Flensborg 

ønsker Fokus-redaktionen 

læserne en glædelig 

jul og et velsignet nytår. 

I stedet for en regulær 

børnegudstjeneste tog pastor 

Jacob Ørsted i adventsdagene 

børnene fra 

tre danske børnehaver i 

Helligånds sogn med på en 

vandring gennem juleevangeliet. 

Iført bibelske dragter 

oplevede godt 70 børn fra 

Vesterallé Børnehave, 

Bertha Wulff-Børnehaven 

og Julie Ramsing-Børnehaven 

juleevangeliet som 

et spændende eventyr. 

- Børnene får meget mere 

ud af at gennemleve juleevangeliet, 

fremfor at 

skulle høre på mig, sagde 

Jacob Ørsted. 

To stærke 

kvinder 

Fokus sætter fokus 

på det forestående 

landdagsvalg og tegner 

et portræt af 

SSWs to stærke 

kvinder i Kiel. Anke 

Spoorendonk og Silke 

Hinrichsen stiller 

op til genvalg den 20. 

februar. Side 4-5 

Forfatterspirer 

Eleverne i 3. og 4. 

klasse på Satrup 

Danske Skole har 

skrevet en spændende 

sørøverhistorie. 

Den har har de fået 

anden pris for i en 

skrivekonkurrence 

blandt 2100 skoleklasser 

fra hele Tyskland. 

Side 6 og 7 

Fra en pedels 

dagbog 

Kong Kalli klarer det 

hele. I 25 år har har 

han passet Christian 

Paulsen-Skolen i 

Flensborg, som om 

den var hans egen. 

Bagsiden

Fokus 



Skoleforeningens formand, 

Lone Schuldt. 

Ligestilling. Skoleforeningen 

er godt 

tilfreds med resultat 

af to et halvt års forhandlinger 

om offentlige 

tilskud til 

mindretallets skoler. 

FLENSBORG. Der var til 

det sidste uvished om udfaldet, 

da Skoleforeningens 

ledelse og det tværministerielle 

embedsmandsudvalg 

den 24. november mødtes 

for at besegle resultaterne 

af to et halvt års forhandlinger. 

Men da det sidste punktum 

i den afsluttende fælleserklæring 

var sat, var 

ikke mindst Skoleforeningens 

forhandlere ganske 

godt tilfredse med resultatet, 

selv om det ikke omfatter 

finansieringen af den 

danske elevkørsel. Her har 

Skoleforeningen måttet fire 

på kravet om ligestilling 

og forpligte sig til ikke at 

rejse spørgsmålet før tidligst 

i 2010. 

Gennembrud 

- Vi har måske ikke opnået 

det optimale resultat, men 

for os har det under hele 

forløbet først og fremmest 

været magtpåliggende en 

gang for alle at få knæsat 

princippet om vore skolers 

ligestilling med det offentlige 

tyske skolevæsen, siger 

Skoleforeningens formand, 

Lone Schuldt, og næstformand 

Per Gildberg. 

Her er der så absolut sket 

et gennembrud. Fra fra officiel 

side anerkendes det 

for første gang, at mindretallets 

skoler ikke er almindelige 

privatskoler men 

indtager en særstilling. 

I sluterklæringen fastslås 

således, at de danske skoler 

SÅ LYKKEDES det endelig efter 

mere end to års forhandlinger mellem 

Dansk Skoleforening for 

Sydslesvig og den tværministerielle 

arbejdsgruppe i Kiel at blive enige 

om, hvordan økonomisk ligebehandling 

skal defineres fremover. 

SOM FORMAND for Dansk Skoleforening 

for Sydslesvig vil jeg ikke 

lægge skjul på, at jeg er meget glad 

for det opnåede forhandlingsresultat, 

der sikrer en økonomisk ligestilling 

af driftstilskuddene til vort 

skolevæsen. Hermed er regeringen i 

Kiel på vej til at rette op på den 

uretfærdige forskelsbehandling, som 

har fundet sted i perioden fra 1998 

og frem til i dag. 

DRIFTSTILSKUDDENE til det 

danske mindretals skoler skal, hvis 

regeringen følger arbejdsgruppens 

anbefaling, igen fra 2006 gives ud 

fra et princip om ligebehandling. 

Dette skal sikres via et selvstændigt 

afsnit i den slesvig-holstenske skolelov. 

Derved bliver tilskudssatsen til 

de danske skoler fremover igen reelt 

100 % af den gennemsnitlige udgift 

for en elev i den offentlige skole ud- 

regnet på årsbasis i det forudgående 

år. 

I AFSLUTNINGSDOKUMENTET 

anbefales det ligeledes, at det danske 

mindretals skoler fremover skal have 

ret til at opnå driftstilskud til heldagsskoler 

og skolefritidsordninger 

på samme vilkår, som gælder for de 

offentlige skoler. Derudover skal tilskuddene 

til anlægsopgaver over en 

årrække justeres, så de kommer på 

et højere niveau. 

DEN POSITIVE forandring, der nu 

er udsigt til, skyldes en genvundet 

forståelse i delstatsregeringen af, at 

det danske mindretals skoler har den 

samme betydning for det danske 

mindretal, som de offentlige skoler 

har for flertalsbefolkningen. Dermed 

skulle det være slut med, at der i 

økonomisk trange tider spares mere 

på mindretallets skoler end på de offentlige. 

FOR SKOLEFORENINGEN har det 

været særdeles positivt at deltage i 

de mange forhandlingsmøder. De har 

fundet sted i en saglig og åben dialog, 

så hver part har kunnet frem- 


Ligestilling af mindretallets skoler 

har samme betydning for 

mindretallet som de offentlige 

skoler for den tyske 

flertalsbefolkning og derfor 

må betragtes som 

mindretallets offentlige 

skolevæsen. 

Forankret i skoleloven 

Det foreslås tilgodeset med 

særlige afsnit i den slesvigholstenske 

skolelov, som 

hidtil har sidestillet mindretallets 

skoler med tyske 

privatskoler. 

Ligestillingen skal ske 

gradvis, begyndende i 

2006. Fra 2008 skal Skoleforeningen 

også have lige 

del i de offentlige anlægsstilskud. 

- Det har gjort indtryk på 

regeringsembedsmændene 

og helt klart lettet forhandlingerne, 

at vore folkevalgte, 

politiske repræsentanter 

sad med ved bordet, siger 

skoledirektør Anders 

Molt Ipsen. 

- Vi er flere gange blevet 

spurgt meget indtrængende, 

om vi nu også var helt 

klare over konsekvenserne 

af kravet om ligestilling. At 

vi måtte tage det sure med 

det søde og i givet fald ligeledes 

ville blive ramt af 

eventuelle nedskæringer 

på skoleområdet. 

Myter blev aflivet 

Under det langvarige forhandlingsforløb 

lykkedes 

det Skoleforeningen at udrydde 

en hel del misforståelser 

og myter blandt 

embedsmændene om de 

danske skolers angivelige 

priviligerede forhold. 

- Vi har fra starten spillet 

med åbne kort og lagt alle 

vore tal på bordet. Det har 

afmystificeret tingene og 

aflivet en række fordomme, 

siger Per Gildberg. 

Personlige kontakter 

- Det har også den store 

fordel, at vi ikke skal begynde 

forfra med Adam og 

Eva ved fremtidige forhandlinger. 

- Vi har fået knyttet en 

række personlige kontakter 

med embedsmænd, der 

nu kender til vore forhold 

og har en forståelse for, at 

vore skoler nødvendigvis er 

dyrere i drift, fremhæver 

lægge sine problemstillinger uden 

omsvøb. Og selv om det indimellem 

har holdt hårdt, har viljen til at nå 

resultater været til stede. 

SKOLEFORENINGEN har på den 

måde grund til at takke delstatssregeringen 

og dens repræsentanter 

med afdelingsleder dr. Franziska 

Pabst i spidsen for den udviste imødekommenhed 

over for Skoleforeningens 

krav om ligestilling. Ligeledes 

er der god grund til at takke 

delstatsregeringens mindretalskommitterede, 

Renate Schnack, for hendes 

konstruktive medvirken igennem 

hele forløbet. Og sidst, men ikke 

mindst skylder vi også SSW og Anke 

Spoorendonk en stor tak for den 

skelsættende fødselshjælp, der blev 

ydet, da arbejdsgruppen skulle etableres, 

samt for de mange givtige 

samtaler undervejs i forløbet. 

DET DANSKE mindretals skoler er 

nu igen på vej til ligebehandling. Vi 

glæder os over det opnåede resultat 

og ser frem til, at ligestillingen vil 

komme til at gælde fra 2006. 

Glædelig jul. 

LONE SCHULDT 

Måske ikke det optimale resultat 

men princippet om ligestilling er knæsat 

FOTO: TIM RIEDIGER 

Næsten tre års forhandlinger er overstået: Fra venstre: viceskoledirektør Uwe Prühs, 

kontorchef Jens Popken, afdelingschef og udvalgsformand Franziska Pabst, begge undervisningsministeriet, 

skoledirektør Anders Molt Ipsen, skoleforeningsformand Lone 

Schuldt, skolekonsulent Olaf Runz, mindretalskommitteret Renate Schnack, Uwe Pauls 

fra statskancelliet og næstformand i Skoleforeningen Per Gildberg. 

Den lange vej til ligestilling 

De danske skoler i 

Sydslesvig opnåede 

første gang økonomisk 

ligestilling i 1985. 

Den daværende CDUregering 

indførte en 

passus i skoleloven, der 

sikrede Skoleforeningen 

et driftstilskud pr. elev, 

svarende til gennemsnittet 

af, hvad en tysk 

elev koster det offentlige. 

I 1998 satte Slesvig- 

Holstens rød-grønne regering 

denne regel ude 

af kraft og fastfrøs delstatens 

tilskud til mindretallets 

skolevæsen på 

1997-niveauet i fire år 

frem. 

Spøgen gentog sig i 

2001. Dog lykkedes det 

SSWs landdagsmedlem 

Anke Spoorendonk at 

presse regeringen til i 

det mindste at tage hen- 

skoledirektør Molt Ipsen. 

Fødselshjælpere 

Udvalget blev nedsat i efteråret 

2001 på initiativ af 

delstatsregeringens mindretalsrådgiver, 

Renate 

Schnack, og SSWs landdagsgruppe. 

Forholdet mellem det 

danske mindretal og Kiel 

var på det tidspunkt nede 

på sibiriske kuldegrader, 

da delstatsregeringen ville 

fastfryse driftstilskuddet 

til de danske skoler i yderligere 

fire år uden hensyn 

til det faktiske omkostningsniveau 

og løn- og 

prisudviklingen. 

Foruden mindretalsrådgiveren 

som ministerpræsident 

Heide Simonis 

syn til lønudvikligen 

blandt offentlig ansatte 

lærere med tjenestemandsstatus, 

hvilket bevirkede 

en reel fremskrivning 

af delstatens 

tilskud på 1,6 til 1,9 procent 

i årene 2002-2004. 

I efteråret 2001 nedsatte 

ministerpræsident 

Heide Simonis et embedsmandsudvalg, 

som 

sammen med Skoleforeningen 

skulle kortlægge 

problemerne omkring 

finansieringen af mindretallets 

skolevæsen. 

Det første officielle 

møde blev holdt i maj 

2002. I fjor var udvalget 

på rundrejse i Sydslesvig 

for at danne sig et 

personligt indtryk af 

forholdene. I alt blev der 

holdt otte møder. Det 

sidste, afgørende fandt 

sted den 24. november. 

personlige repræsentant 

var udvalget sammensat af 

embedsmænd fra undervisningsministeriet,finansministeriet 

og statskancelliet. 

Mindretalsrådgiver 

virkede formidlende 

- Vi kan især takke Renate 

Schnack for, at der kom et 

positivt resultat ud af udvalgsarbejdet. 

- Hun har hele tiden sørget 

for den politiske rygdækning 

og virket formidlende, 

når forhandlingerne 

gik i hårdknude, siger Skoleforeningens 

formand, Lone 

Schuldt. 

Erich Kneiding

Fokus 



Grænseforeningen 

spreder glæde blandt 

sydslesvigske børnefamilier 

i trange kår. 

FLENSBORG. 47 sydslesvigske 

børnefamilier vil juleaften 

sende en taknemlig 

tanke til Grænseforeningens 

medlemmer i København, 

når de hører børnenes 

glædesskrig. 

Så blev der alligevel råd 

til den julegave, poderne 

havde ønsket sig så brændende. 

En lille delegation fra 

Hovdestadens Grænseforening 

var den første weekend 

i advent på rundtur i 

Sydslesvig for at uddele en 

mild regn af pengegaver til 

børnefamilier i trange kår. 

Pengene er blevet indsamlet 

blandt hovedstads- 

Grænseforening 

redder 

julegaverne 

foreningens godt 700 medlemmer. 

Alt i alt blev det til 

1980 euro. 

Gavekonvolutter 

med 40 euro til hver 

Foreningen har delt pengene 

op i 47 portioner á 40 

euro i julehjælp til særligt 

trængede børnefamilier 

Der blev 100 euro tilovers 

som en lille julehilsen 

til Askfelt Danske Skole, 

som Hovedstadens Grænseforening 

har et særligt 

venskabsforhold til. 

I Flensborg er det 13 børnehavefamilier, 

der har 

fået kontant julehjælp fra 

Grænseforeningen. 

Hovedstadsforeningens 

kasserer, Else Toft, og styrelsesmedlem 

Anne-Lise 

Ramskov, ledsaget af sin 

ægtefælle, afleverede pen- 

gekonvolutterne ved en lille 

sammenkomst på Skoleforeningens 

kontor. 

Børnehaveinspektør Birgit 

Messerschmidt tog 

imod pengene og lovede, at 

de nok skal komme i de rette 

hænder. 

Modtagerne af Grænseforeningens 

julehjælp bliver 

udvalgt i samråd med 

børnehavelederne. 

Pengene falder 

et tørt sted 

Juleindsamlingen til 

særligt trængende børnefamilier 

i Sydslesvig har 

mange års tradition bag 

sig, og gæsterne fra København 

var interesseret i at 

høre, om der stadig er brug 

for den slags hjælp. 

- Det er der i høj grad. 

Pengene falder et tørt sted, 

bekræftede børnehaveinspektør 

Birgit Messerschmidt, 

som fortalte lidt 

om Tysklands økonomiske 

krise, der har ramt 

Sydslesvig særligt hårdt. 

Else Toft berettede, at 

Grænseforeningen hvert år 

får mange takkekort fra de 


Foreningskasserer Else Toft (nr. 2 fra venstre) overrækker her pengekonvolutterne til 13 

trængende børnehavefamilier i Flensborg til børnehaveinspektør Birgit Messerschmidt. 

På billedet ses desuden styrelsesmedlem i Hovedstadens Grænseforening Anne-Lise 

Ramskov og hendes ægtefælle samt børnehvekonsulent Bodil Steenvinkel. 

JARUPLUND. 4x40 + 

34x25 = 1010. Så mange år 

repræsenterer årets jubilarer 

sammenlagt i Skoleforeningens 

tjeneste. 

Fornylig blev de fejret 

ved Skoleforeningens årlige 

jubilæumsfest på Jaruplund 

Højskole. Ikke alle 

kunne komme, men mange 

havde taget ægtefællerne 

med, og de fik sig en rigtig 

hyggeaften. 

Snakken gik livligt. Der 

blev udvekslet minder og 

anekdoter hen over bordene. 

Og senere på aftenen, 

da stemningen var kommet 

i omdrejninger, fortalte 

mangen en jubilar muntre 

episoder fra sine mange år i 

Skoleforeningens tjeneste. 

Formand Lone Schuldt 

sammenlignede i sin festtale 

Skoleforeningen med en 

saftspændt appelsin. 

- Skoleforeningen er 

skallen, som holder det hele 

sammen. Uden den ville 

appelsinen miste saft og 

kraft. Skolerne er bådene. 

Selvstændige og forskellige. 

Vigtigt er, at appelsinen 

familier, der er blevet betænkt 

med en pengegave. 

Ofte er de ledsaget af tegninger 

fra børnene. 

- Det er vi meget glade 

for, sagde hun. 

Fra Flensborg tog delegationen 

videre til de danske 

skoler i Slesvig, Egern- 

ikke har en stor kerne i 

midten, men mange forskellige. 

Og det er medarbejderne, 

sagde hun. 

Skoledirektør Anderes 

Molt Ipsen, der sidste år 

førde, Askfelt, Rendsborg 

og sluttelig Husum for at 

aflevere Grænseforeningens 

kærkomne julehilsen 

til sydslesvigske børnefamilier 

i social nød. 


Tusind og ti år i Skoleforeningens tjeneste 

FOTOS: LISBET BUHL 

FLENSBORG. Udsigten i vinduet 

kan skiftes ud, så vinter bliver 

til sommer. Tøjet i de fire tilhørende 

poser passer til de fire 

årstider. Børnene skal fylde klædeskabet 

med beklædningsgenstande, 

der passer til årstiden, 

samtidig med at de siger, hvad 

genstandene hedder. 

Karin Horup, leder af Vesterland/List 

Børnehave på Sild, viser, 

hvordan man bruger et flot 

stofbillede af en stue med to tilhørende 

påklædningsdukker i 

sprogarbejdet i børnehaven. 

Hun har i samarbejde med Bodil 

Meyer, Skovgades Børnehave i 

Flensborg, og Inge Tüchsen Kiralfy, 

Kobbermølle Børnehave, 

lavet en opgave om sprogarbejde 

i børnehaven. Gruppen har arbejdet 

med ord og begreber for 

beklædningsgenstande. 

Ligesom denne gruppe fremlagde 

alle deltagerne i kurset »Vi 

er alle sproglærere« sidst i november 

de projekter og undervisningsforløb, 

de havde udviklet og 

gennemført som led kurset. 

Der blev fremlagt meget forskellige 

opgaver: Konkret sprogarbejde, 

arbejde med ord- og begreber 

i tekster, tværfaglige emner 

omkring bestemte sprogområder. 

Flere grupper havde udviklet 

nye undervisningsmaterialer, og 

nogle havde gennemført under- 

FOTO: ERICH KNEIDING 

Vi er alle er sproglærere 

søgelser af elevernes ordforråd 

før og efter en målrettet sprogindsats 

i forbindelse med bestemte 

tekster. 

Deltagerne fremhævede, at 

kurset havde været en »øjenåbner« 

for vigtigheden af et 

målrettet sprogarbejde i børnehave 

og skole. Lisbet Buhl 

Børnehaveleder Karin 

Horup fra Sild demonstrerer, 

hvordan påklædningsdukker 

og stofbilleder kan 

bruges i det daglige sprogarbejde 

i børnehaven. 

FOTO: LISBET BUHL 

Tre glade 40 års jubilarer: Fra venstre overlærer på Cornelius 

Hansen-Skolen i Flensborg Gisela Petersen, nu 

pensioneret børnehaveleder Ingrad Rahn, Drage, og Jaruplund 

Danske Skoles leder, Brenda Rudebeck. I baggrunden 

skoleforeningsformand Lone Schuldt. Den fjerde 

40 års jubilar er ikke med på billedet. Det er medhjælper i 

Tarup Børnehave Rita Doberstein. 

selv havde sølvjubilæum, 

mindede jubilarerne om 

den første rigtige arbejdskamp 

i Skoleforeningen for 

25 år siden. Den gjaldt kravet 

om lørdagsfrihed.

Fokus 



Hende løber man 

ikke om hjørnerne med 

Valg. Jo stærkere SSW står i landdagen, 

jo større er mulighederne 

for at skabe bedre rammebetingelser 

for mindretallet og påvirke det 

slesvig-holstenske samfund i en 

mere dansk, mere nordisk retning, 

fastslår SSWs førstedame i delstatsparlamentet 

i Kiel forud for 

landdagsvalget om to måneder. 

FLENSBORG. Da Anke Spoorendonk i 1996 

efterfulgte det danske mindretals grand old 

man, Karl Otto Meyer, i landdagen i Kiel, 

var hun et ubeskrevet blad på delstatspolitisk 

plan. Det skulle hurtigt ændre sig. 

I løbet af kort tid profilerede Sydslesvigs 

kvinde på tinge sig som en af delstatsparlamentets 

markante og respekterede politikere, 

som det er svært at ignorere. Heller ikke 

af de tyske massemedier. 

Hæderlig, ærlig og myreflittig, åben og 

folkelig og med et stort socialt hjerte, nordiske 

samfundsværdier, pragmatisk men principfast. 

En man ikke kan købe om hjørnerne 

med. Det blev hendes politiske varemærke, 

som gjorde indtryk også uden for landdagssalen. 

Som følge af en ny valglov, der har gjort 

mindretalspartiet opstillingsberettiget i hele 

Slesvig-Holsten og ikke som før kun i kerneområdet 

Sydslesvig, erobrede SSW ved valget 

i 2000 (60.367 stemmer) tre mandater og 

var lige ved at få et fjerde. I hendes egen 

valgkreds, Flensborg-land, gav Anke Spoorendonks 

popularitet sig udslag i 5468 personlige 

stemmer (Erststimmen) - over 500 

stemmer mere, end SSW fik i listestemmer 

(Zweitstimmen). 

Status quo trods dårlige tider 

Mindretalspartiet var pludselig blevet en 

politisk faktor, som de store partier i den 

slesvig-holstenske landdag ikke længere 

kunne negligere. Og det var Anke Spoorendonk 

og hendes to nye kampfæller, Lars 

Harms og Silke Hinrichsen, ikke sene om at 

benytte sig af i form af egne lovinitiativer og 

et hav af beslutningsforslag, lovændringsforslag 

og forespørgsler til regeringen. 

Når SSWs førstekvinde i Kiel skal gøre 

status over den forløbne valgperiode, er hun 

egentlig ganske godt tilfreds. 

- Jeg betragter det som en stor sejr i disse 

utroligt vanskelige økonomiske tider, at det 

er lykkedes os at holde status quo og endda 

opnå små forbedringer for mindretallets 

kulturelle arbejde, når der ellers bliver 

skåret ned i de offentlige tilskud i alle ender 

og kanter, siger Anke Spoorendonk. 

Tilskud til Danevirke 

Som et eksempel på små forbedringer nævner 

hun Danevirke Museum. Her har SSWsgruppe 

fået Kiel-regeringen til at skyde 

25.000 euro ind i et fælles projekt med mindretallets 

kulturorganisation SSF til opbygning 

af et museumspædagogisk arbejde. 

Samtidig har landdagen enstemmigt vedtaget 

et forslag fra SSW om at anmelde det 

gamle danske forsvarsanlæg til UNESCO 

som verdenskulturarv. Det ventes på længere 

sigt at styrke kulturturismen på Slesvigegnen 

og forbedre Danevirkemuseets indtægtsmuligheder. 

Anke Spoorendonk 

er SSWs 

spidskandidat 

ved landdagsvalget 

den 20. februar. 

Hun stiller 

op til sin tredje 

valgperiode. 

Et andet eksempel er den såkaldte friserlov, 

som landdagen vedtog i sidste måned på 

initiativ fra SSW. Loven stadfæster for 

første gang nordfrisernes rettigheder som en 

selvstændig befolkningsgruppe med eget 

sprog og egne nationale symboler. 

- Vi er et samfund med flere kulturer, den 

tyske, den danske, den frisiske, den plattyske, 

sinti og roma. En sådan kulturel mangfoldighed 

findes kun få steder. Den bør der 

hæges om. Det er i det perspektiv, loven skal 

ses, siger Anke Spoorendonk. 

Men det er ikke kun på det kulturpolitiske 

område, SSW har opnået, hvad gruppeformanden 

betegner som måske ikke så spektakulære 

men betydningsfulde resultater. 

” 

ARKIVFOTOS 

Vi vil være den stemme 

i landdagen, der ikke 

blot kan stave til social 

retfærdighed, men 

også hele tiden sætter 

fokus på ordet. 

Udgangspunkt den danske model 

I forrige valgperiode sørgede Anke Spoorendonk 

bl.a. for en lov om offentlighed i forvaltningen, 

der giver borgerne ret til aktindsigt. 

Loven er for tiden under revision og 

skal på grund af et EU-direktiv udvides med 

miljøområdet. Her har SSW-gruppen fremsat 

mere vidtgående ændringsforslag. 

- Udgangspunktet for vore konkrete politiske 

initiativer er den danske samfundsmodel. 

Den er bedre til at skabe lige sociale 

muligheder for alle. Vi vil gerne præge det 

slesvig-holstenske samfund i en mere dansk, 

en mere nordisk retning, forklarer hun. 

Mindretalspartiets nordiske grundholdning 

går som en rød tråd gennem alle landdagsruppens 

initiativer, såsom en ny licitationslov 

(Tariftreuegesetz), som sikrer, at arbejdsgiverne 

overholder tariflønnen ved offentlige 

projekter, eller en ny narkolovgivning, 

som lægger mere vægt på forebyggelse 

frem for straf. 

Ny politisk kultur 

I overensstemmelse med nordisk tradition 

har SSW netop lanceret et nyt valgslogan - 

»tolerance« (Tolerierung. Für eine neue demokratische 

Kultur in Schleswig-Holstein) - 

der opfordrer til en ny demokratisk kultur i 

det politiske landskab. Baggrunden er de 

store partiets forsigtige bejlen til mindretalspartiet 

og skjulte opfordringer til at 

påtage sig et regeringsansvar, hvis SSW 

skulle gå hen og blive tungen på vægtskålen 

ved valget den 20. februar. 

- Det kedelige i tysk politik er, at enten er 

man med i regeringen eller også er man i opposition 

til alt, hvad regeringsflertallet foreslår. 

Vi vil gerne give magten tilbage til 

parlamentet og i givet fald støtte en mindretalsregering 

fra sag til sag, siger SSWs 

førstekvinde. 

Ligestilling for de danske skoler 

Hun erkender blankt, at delstatsparlamentet 

kun har begrænset handlefrihed, da en 

meget stor del af lovgivningen enten foregår 

i Berlin eller bygger på EU-direktiver. 

Uddannelse er et af de få områder, hvor 

landdagen i Kiel endnu har den lovgivende 

myndighed. Og det er nok også det område, 

som ligger en gammel skolelærer som Anke 

Spoorendonk mest på sinde. 

Hun er ubetinget tilhænger af enhedsskolen 

og har støttet Skoleforeningen med råd 

og dåd, da der åbnede sig mulighed for at 

opnå byggetilskud til fællesskolerne i 

Husum og Læk fra den tyske forbundsregerings 

støttefond til heldagsskoler. 

Anke Spoorendonk var også fødselshjælper 

ved nedsættelsen af et embedsmandsudvalg, 

der efter to et halvt års udredning af finansieringsforholdene 

omkring mindretallets 

skolevæsen nu henstiller til regeringen, 

at de danske skoler i Sydslesvig bliver økonomisk 

ligestillet med de offentlige tyske 

skoler. Hun er meget tilfreds med resultatet: 

- Vi har fulgt arbejdet i udvalget på tæt 

hold og udøvet vedvarende politisk pres i 

denne sag. 

Regering får ikke lov til at smutte 

Men én ting er et officielt stykke papir, noget 

andet er den politiske og økonomiske virkelighed. 

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, 

at regeringen vil kunne se bort fra forslaget 

Anke Spoorendonk 

På SSFs afkedsreception 

for tidligere generalsekretær 

Gert Wiencke for snart 

fire år stod hun sidst i talerkøen. 

Alt er jo blevet 

sagt, indledte hun sin hyldesttale 

til pensionisten, 

men ikke af mig. Og så talte 

og talte og talte hun. 

Anke Spoorendonk i en 

nøddeskal? I landdagen i 

Kiel hører SSWs 57-årige 

gruppeformand i hvert 

fald til de flittigste talere 

og har ry for at overskride 

taletiden. Men der bliver 

lyttet i plenarsalen, når 

hun bestiger talerstolen og 

udlægger teksten for forsamlingen. 

- Der står respekt om 

Anke Spoorendonk. Hun 

kan være knibsk og 

stædig, men hun er altid 

grundigt forberedt og inde 

i sagerne, siger tyske delstatspolitikere, 

som bestemt 

ikke kan mistænkes 

for at nære skjulte sympatier 

for det danske mindretalsparti. 

Gamle lærerkollegaer 

fra hendes godt 20 år på 

Duborg-Skolen beskriver 

Anke Spoorendonk som en 

varmhjertet, engageret og 

ikke mindst blandt eleverne 

meget vellidt lærer med 

en udpræget social retfærdighedssans. 

Hun har altid været på 

de svages side og prøvet at 

se tingene fra elevernes 

Visioner. SSWs landdagsmedlem 

Silke Hinrichsen har en drøm 

om gratis børnehavepladser til 

alle, og love, som menigmand 

kan forstå. 

om ligestilling, når den selv har været den 

dere. 

ene part i udvalgsarbejdet. Og skulle der ske 

De nuværende regler skal tages op til 

et regeringsskifte ved det kommende valg, 

fornyet overvejelse i 2006, og Silke Hin- 

vil vi fastholde, at det er et embedsmandsrichsen 

frygter, at regeringen, uanset hviludvalg, 

der har kulegravet alle spørgsmål og 

ken kulør, den måtte have efter landdags- 

på den baggrund er nået frem til et objektivt 

resultat. Og så forventer jeg, at det også bliver 

omsat i praksis. Det vil vi måle den til en 

hver tid siddende regering på, fastslår Anke 

Spoorendonk. 

Hvad kan hun ellers love vælgerne? 

- Det giver sig selv, at vi vil bruge vor indflydelse 

i den ny landdag til gavn for mindretallet. 

Vi vil også gerne være den stemme i 

landdagen, der ikke blot kan stave til ordet 

social retfærdighed, men også hele tiden 

sætter fokus på det. Derfor vil bruge rigtigt 

mange kræfter på det sociale og det arbejdsmarkeds- 

og erhvervspolitiske område. Vi 

vil arbejde på en større sammenhæng mellem 

erhvervsliv og teknologisk udvikling. 

Vindkraft i Husum, sundhedsindustri i 

Flensborg, kulturturisme i Slesvig. Det skaber 

arbejdspladser i vor landsdel, lover 

SSWs spidskandidat ved landdagsvalget 

søndag, den 20. februar 2005. 


ning. I midten af 1980erne 

begyndte hun for alvor at 

engangere sig i det politiske 

arbejde og sad bl.a. i 

Slesvig-Flensborg amtsråd, 

indtil hun i 1996 blev 

valgt ind i Landdagen som 

SSWs spidskandidat. 

Anke Spoorendonk er 

gammel Duborg-elev. Efter 

studentereksamen i 

1966 læste hun historie og 

germanistik på Københavns 

Universitet og underviste 

i nogle år på 

københavnske gymnasier 

for i 1977 at vende tilbage 

til Sydslesvig som lærer på 

sin gamle skole. 

På universitet lærte hun 

sin ægtefælle gennem 36 

år, John med det holland- 

Politiker med mange taske efternavn Spoorenlenter: 

En traktor forstår donk, at kende. Han pas- 

hun også at føre. ser hjemmet i Harreslev, 

mens hun har travlt med 

synsvinkel. Hun var heller politikken. Parret har to 

ikke bleg for at afprøve børn og er fem gange 

nye undervisningsmetoder. bedsteforældre. Datteren 

Som gymnasiets studievej- Lise er lærer i Odense, 

leder oprettede hun bl.a. et sønnen Jonas er ingeniør i 

fysikhold kun for piger. Västerås i Sverige. 

Det vakte en del opsigt, På spørgsmålet om fri- 

fortæller gamle kollegaer. tidssysler plejer Anke 

Interessen for politik har Spoorendonk at svare, jeg 

Anke Spoorendonk arvet er heldagspolitiker. Men 

efter sin afdøde far, Hein hun læser meget, revl og 

»Gottorp« Hinrichsen, tid- krat, som hun siger, og så 

ligere pedel på Gottorp- kan hun godt lide at få 

Skolen og mangeårigt jord under neglene. 

SSW-medlem af byrådet i Når den sparsomme fri- 

Slesvig samt formand for tid tillader det, roder hun 

Sønderjysk Arbejderfore- gerne i haven. 

FLENSBORG. I sine næsten 20 år som 

selvstændig advokat med familieret som 

speciale har hun oplevet mange tilfælde af 

vold i familien. Gang på gang var det den 

voldsramte, i reglen kvinden, der trak det 

korteste strå og var nødt til at forlade 

hjemmet, fordi ejendomsretten vejede tungere 

end voldsudøverens brøde. 

For Silke Hinrichsen, engageret kvindepolitiker 

med stort K, en socialt helt 

uholdbar og uacceptabel situation. Det 

var et hjerteanliggende, som hun straks 

kastede sig over, da hun som friskbagt 

medlem af delstatsparlamentet i Kiel 

øjnede en reel mulighed for at påvirke lovgivningen. 

Og det var en stor dag, da hendes 

ihærdige indsats kronedes af held, og 

landdagen i 2002 vedtog en forsøgsordning, 

der giver myndighederne mulighed 

for at udstede polititilhold og bortvise voldelige 

ægtefæller fra hjemmet. 

- Det var helt urimeligt, at det var konen 

og ofte også børnene, der måtte forlade 

hjemmet på grund af en voldelig ægtemand, 

siger den 47-årige SSW-politiker, der 

betragter loven mod hustruvold som et 

stort fremskridt. 

Sammen med Anke Spoorendonk og 

Lars Harms har hun siden 2000 repræsenteret 

det danske mindretalsparti landdagen 

i Kiel. 

Afværgede anslag på børnehaver 

Som gruppens social- og ungdomspolitiske 

ordfører kan hun påberåbe sig en stor 

del af æren for, at de 57 danske børnehaver 

og 12 fritidshjem i Sydslesvig slap for 

bureaukratisk besvær og slagsmål med de 

kommunale myndigheder om tilskudsfordelingen, 

da den rød-grønne delstatsregering 

i fjor lagde det finansielle ansvar for 

driften af daginstitutionerne ud til amterne 

og kommunerne. 

I et tæt samarbejde med Skoleforeningen 

og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger 

forhandlede SSW sig frem til en 

særaftale, hvorefter de lovbefalede offentlige 

driftstilskud til de mindretallets dagsinstitutioner 

i 2004 og 2005 fortsat bliver 

afregnet centralt. Det sker via Flensborg 

by, som har fået overført en øremærket pose 

penge, svarende til gennemsnittet af de 

forudgående fire års gennemsmit af delstatsrageringens 

tilskud til mindretallets 

fritidhjem og børnehaver. 

Som led i et større sparekatalog havde 

Kiel-regeringen havde ved samme lejlighed 

også planer om at suspendere normeringsreglerne 

og pædagogiske mindstekrav 

i delstatens børnehavelov (Kindertagesstättengesetz) 

og overdrage det overordnede 

ansvar for driften af daginstitutionerne 

til amterne og kommunerne. 

valget den 20. februar, vil tage det gamle 

forslag om en ændring af børnehaveloven 

op af mølposen igen. 

Amterne og kommunerne har nemlig i 

mellemtiden fået blod på tanden og øjner 

en oplagt mulighed for at spare penge, 

hvis de selv må bestemme, hvor mange 

børn, der må proppes ind i en børnehave. 

Stærk SSW garanti mod 

forringelser i børnhaverne 

- Alene af den grund er det vigtigt, at SSW 

bliver stærkt repræsenteret i den ny landdag. 

Vi vil gå imod enhver forringelse på 

børnehaveområdet, siger Silke Hinrichsen. 

Hun undrer sig gang på gang over tyske 

politikers kortsynethed. Ikke mindst set i 

lyset af de industrialiserede landes organisation, 

OECDs seneste PISA-studie, som 

påviser, at Tysklands »gamle« delstater på 

børnehaveområdet halter langt bagefter 

andre sammenlignelige lande. 

- Jeg har en drøm om, at der skal være 

gratis børnehavepladser til alle børn. Det 

er i børnehaven, børnene lærer social adfærd, 

og det vil spare samfundet for mange 

problemer og penge senerehen, siger hun. 

Lovene bør oversættes 

til menneskesprog 

Silke Hinrichsen har endnu en drøm, nemlig 

at lovene bliver affattet på en måde, at 

meningmand kan forstå dem. Som jurist 

ved hun godt, at det er en vanskelig opgave. 

- Men det kan ikke være rigtigt, at normalborgeren 

tit er udelukket fra at forstå, 

hvad der står i lovene. De skal i det mindste 

oversættes til menneskesprog, og formularerne 

bør udformes sådan, at de uden 

besvær kan udfyldes af et normalt begavet 

menneske, siger hun. 

Store og stærke kommuner 

Et andet problem, hun går stærkt op i, er 

Slesvig-Holstens kommunale struktur. 

- Vi har hele 1127 kommuner - næsten to 

trediedele af dem med under 1000 indbyggere 

– der igen er lagt ind under amtsdistrikter 

og derpå amter. Et utroligt bureaukrati, 

mangedobbelt administration 

og spild af borgernes tid og penge. Hvis jeg 

skulle finde på at flytte fra Flensborg ud 

på landet, så kan jeg f.eks. ikke bare gå på 

det lokale kommunekontor og få omregistreret 

min bil. Nej, jeg skal måske køre 

helt til Slesvig eller det nærmeste amtsdistriktskontor, 

der har bemyndigelse til at 

give mig et nyt sæt nummerplader. Det vi 

har brug for, er store og stærke kommuner, 

der kan give borgerne en ordentlig service. 

SSW har i den forløbne valgperiode arbejdet 

på en kommunalreform, men kunne 

ikke vinde gehør hos de øvrige partier. 

- I den ny landdag vil vi genfremsætte 

vort forslag om kommunale enheder på 

mindst 8000 indbyggere og mere kommunal 

selvbestemmelse, lover Silke Hinrichsen. 


Fødebyen Flensborg har 

altid haft den 47-årige 

SSW-politikers særlige 

bevågenhed. Som byrådsmedlem 

med bl.a. 

sæde i magistraten satte 

hun i årene 1990-2000 sit 

fingeraftryk på flensborgsk 

kommunalpolitik. 

Som landdagsmedlem 

sørgede hun i den forløbne 

valgperiode bl.a. 

for, at der blev åbnet en 

nærpolitistation i gågaden, 

ligesom hun reddede 

byens Aids-rådgivning 

fra at falde for sparekniven. 

Silke Hinrichsen har 

har siden marts 2000 varetaget 

det danske og frisiske 

mindretals interesser 

i Landdagen som 

SSW-gruppens rets-, social- 

og indenrigspolitiske 

ordfører. Til hendes 

øvrige ansvarsområder 

hører bl.a. kvinde- og familiepolitik, 

børn og unge, 

forbrugerbeskyttelse 

og boligbyggeri. Endvidere 

sidder hun i landdagenspetitions(klage)udvalg 

og i databeskyttelses-kommissionen. 

Ved valget i 2000 opnåede 

hun 5118 personlige 

stemmer (Erststimmen) 

i sin valgkreds 

Flensborg-Vest. Til det 

kommende landdagsvalg 

er hun opstillet i den ny 

Hvad kommer det mig 

ved, vil nogle sikkert mene 

og bladre hastigt videre. 

Politikerlede ufortalt 

kan ingen imidlertid 

komme udenom, at det 

forestående landdagsvalg 

i allerhøjeste grad vedkommer 

det danske 

mindretal og i særdeleshed 

Skoleforeningens 

medlemmer. 

Det er landdagen i Kiel, 

der afgør, om de danske 

skoler og børnehaver 

i Sydslesvig skal have rimelige 

vilkår. 

Som så ofte sagt før, er 

mindretallets skoler in- 

I 2006 begynder det forfra 

Kraftige protester fra forældreinitiativer, 

interesseorganisationer og ikke mindst 

pres SSWs landdagsgruppe fik regeringen 

til at trække følehornene til sig – indtil vi- 

FLENSBORG AVIS — Lørdag 18. december 2004 — 4-5 

Silke Hinrichsen 

har været landdagsmedlemsiden 

2000. Hun er 

opstillet som nr. 3 

på SSWs kandidatliste. 

Kvindepolitiker 

med stort K 

Silke Hinrichsen 

storkreds Flensborg og 

figurerer som nr. 3 på 

SSWs kandidatliste. 

Silke Hinrichsens 

fandt først som voksen 

vejen til det danske 

mindretal. Hun er gået i 

tysk skole, men meldte 

sig som 18-årig ind i 

SSW, fordi hun var politisk 

interesseret og syntes 

godt om partiprogrammet. 

- Det var dog først i 

studietiden, jeg begyndte 

at identificere mig med 

mindretallet, fortæller 

hun. 

Efter tysk studentereksamen 

i 1976 læste hun 

jura i Kiel, Hamborg og 

København. I 1985 nedsatte 

hun sig sig som 

selvstændig advokat i 

Flensborg. Hun er stadig 

partner i sagførerfirmaet 

Lorenzen-Zeppenfeld- 

Hinrichsen-Asmussen i 

Røde Gade og sørger for 

at passe sit advokatjob så 

vidt muligt en gang om 

ugen for ikke at miste tilknytningen 

til faget. 

I hendes kontor i particentralen 

på Flensborghus 

vidner en smart 

golfbag om Silke Hinrichsens 

fritidsinteresse. 

Med en gennemsnitlig arbejdstid 

på 60 timer om 

ugen og de fleste weekender 

på farten, bliver der 

dog kun sjældent tid til 

at svinge køllen. 

- I år har jeg kun en 

eneste gang været ude på 

golfbanen. Jeg er efterhånden 

tilbage på nybegynderstadiet, 

sukker 

hun. 

Familiære forpligtelser 

behøver hun ikke at tage 

hensyn til i det daglige 

arbejde som landdagspolitiker. 

- Jeg har hverken børn 

eller ægtefælle. Til 

gengæld har jeg to søde 

niecer og en lige så sød 

nevø. Desværre bor de alt 

for langt væk i Bonn og i 

München, siger Silke 

Hinrichsen med en anelse 

vemod i stemmen. 

Fokus på valget 

gen sprogskole, men en 

sindelagsskole. 

Ved at sende sit barn i 

dansk skole identificerer 

man sig med og bliver en 

del af det danske mindretal. 

Og hvem varetager 

bedst mindretallets interesser? 

Derfor sætter Fokus i 

denne årets sidste udgave 

fokus på det danske 

mindretals politiske parti. 

En stærk SSW-repræsentation 

i den ny 

landdag, som skal vælges 

den 20. februar, er den 

eneste sikre garanti mod 

forringelser på skole- og 

børnehaveområdet.

Fokus 



Spændende 

opgave 

Det er ikke første 

gang og bliver heller 

ikke sidste gang, Satrup 

skole deltager i 

«Stiftung Lesen«s 

årlige skrivekonkurrence 

for skolebørn. 

- Det er spændende 

for eleverne og fremmer 

deres sprogfærdigheder 

og kreativitet, 

siger tysklærer 

Kirsten Riediger. 

Eleverne har brugt 

ca. seks uger på at 

skrive og illustrere 

historien. 

- I første omgang 

skrev hvert af børnene 

en historie for sig 

selv. Derefter satte vi 

os sammen og diskuterede, 

hvordan vi 

kan få en fælles fortælling 

ud af det, fortæller 

Kirsten Riediger. 

Og så skulle der også 

laves tegninger og 

modeller som illustration. 

Eleverne 

har bl.a. bygget et 

stort piratskib. Det er 

for tiden er på udstilling 

i Tesa-fabrikkerne 

i Hamborg, som 

har sponsoreret skrivekonkurrencen. 

Selv synes eleverne, 

at skrivekonkurrencen 

har været 

mægtig spændende. 

- Det vil vi da gerne 

prøve igen. 

Fokus-redaktionen 

synes, at deres 

velskrevede sørøverhistorie 

fortjener at 

blive offentliggjort. 

IN IHREN Piratenklamotten gingen 

sie erst einmal das Schiff erkunden. 

Sie stiegen die steile 

Treppe hinunter ins unterste 

Deck, das sie gleich als Geschützdeck 

ausmachten. Dort 

entdeckten sie jede Menge Waffen: 

Neunpfündergeschütze, Musketen, 

Dolche und Äxte. Außerdem 

befand sich hier ein Schießpulvermagazin. 

Sie liefen weiter zum Bug, dort 

lagerten große Fässer mit Salzfleisch, 

säckeweise Kartoffeln 

und andere Lebensmittel. Außerdem 

standen hier ebenfalls riesige 

Holzfässer. »Rum!«, sagte Tesalino 

mit einem Kennerblick. 

DANN GINGEN sie aufs Hauptdeck. 

»Guck mal«, rief Tesalino, »das 

ist eine Drehbasse – und dort – 

die Bugspriet!« »Was ist das 

denn?« Tesalina sah ihn fragend 

an und Tesalino erklärte: »Eine 

Drehbasse ist eine Vorrichtung 

um die Kanonen drehen zu können 

und die Bugspriet ist dieses 

lange Teil vorne am Bug, dort wo 

die großen Taue befestigt sind.« 

»Woher weißt du das denn nun 

schon wieder, du Schlaumeier!«, 

wollte Tesalina wissen. »Tja, das 

Bücherlesen macht halt klug!«, 

lachte Tesalino. 

Das Schiff hatte ein Einhorn 

als Galionsfigur. Das sah sehr 

Eleverne i 3. og 4. 

klasse på Satrup Danske 

Skole har vundet 

anden pris i en tysk 

skrivekonkurrence om 

den bedste sørøverhistorie. 

De unge forfatterspirer, 

der her poserer 

for fotografen 

sammen med deres 

tysklærer Kirsten Riediger, 

er Julia Clausen, 

Malte Gutschlag, 

Wiebke Hoffmann, 

Lars Krebs, Garrit 

Petersen, Aileen 

Stöcks, Jesper Sørensen, 

Christian Tams, 

Lasse Wietz og Kevin 

Zander. 

Præstation. Satrup 

Danske Skole på en 

flot andenplads i 

skrivekonkurrence 

blandt 2100 skoleklasser 

fra hele 

Tyskland. 

SATRUP. Eleverne i 3 og 4. 

klasse på Satrup Danske 

Skole er stolte som små paver. 

De er nemlig blevet 

kåret som de næstbedste i 

en kreativ skrivekonkurrence 

blandt 2100 klasser 

fra hele Tyskland. 

Konkurrencen var udskrevet 

af det tyske selskab 

til sprogets fremme «Stiftung 

Lesen« i Mainz. De 

unge forfatterspirer skulle 

digte og tegne videre på en 

FOTOS: ERICH KNEIDING 

sørøverhistorie om børnene 

«Tesalino og Tesalina«, der 

er faldet i kløerne på pirater. 

Det gjorde eleverne fra 

Satrup så dygtigt og fantasifuldt, 

og deres illustrationer 

var så flotte, at dommerkomiteen 

tildelte dem 

anden pris. 

Præmien bestod i et besøg 

af den sydtyske børnebogsforfatter 

Marliese 

Arold på Satrup Danske 

Skole, hvor hun for nylig 

læste op fra sine bøger. 

Skolen gjorde en lille 

festdag ud af det ved at invitere 

alle eleverne og forældrene 

til digterforelæsning 

med efterfølgende 

kaffebord i gymnastiksalen. 

Det var en oplevelse for 

især 3. og 4. klasses elever, 

der jo selv havde forsøgt 

sig i genren. De havde da 

også forberedt en byge af 

spørgsmål, som forfatteren 

svarede beredvilligt på. 

Hvordan bliver man forfatter, 

hvor længe tager det 

dig at skrive en bog, hvor 

meget tjener du på en bog 

(«70 cent pr. solgt eksemplar«). 

Spørgsmålene haglede 

ned på Marliese Arold, 

som ikke havde før havde 

været på en dansk skole og 

lige skulle vænne sig til det 

fortrolige du. 

Men hun syntes nu, at 

eleverne var fantastisk søde 

og opvakte. Også for 

hende var det en berigende 

oplevelse, og hun var meget 

benovet over det rigt dækkede 

kaffebord. Forældre- 


Satrups elever er bare gode 

imposant und Furcht einflößend 

aus.»Schau mal, hier ist ein 

Gang!«, flüsterte Tesalina. Sie 

gingen hinunter und kamen zu 

einer Tür, die Tesalina vorsichtig 

öffnete – und sich Auge in Auge 

mit dem Koch befand! Dieser 

sagte zu ihr: »Der Käpt’n sagt, 

ihr sollt mir helfen, ich brauche 

einen zum Kartoffeln schälen! 

Du, Mädchen, komm mit und du 

– du putzt die Pilze, aber mach es 

gut!« 

DIE BEIDEN sahen sich in der 

Kombüse um. Dort sah es aus wie 

in einem Saustall, denn überall 

lagen Sachen herum. Auf der einen 

Seite lagen Fische, Früchte 

und noch andere Lebensmittel, 

auf der anderen Seite lagen 

Töpfe, Löffel, Messer, und, und, 

und. 

Doch als der Koch kurz wegguckte, 

rannten Tesalina und Tesalino 

schnell hinaus. »Wo verstecken 

wir uns?«, fragte Tesalina. 

»Im Bug, beim Proviant!« Sie 

verharrten einige Minuten, dann 

entdeckten sie vor sich eine Tür, 

auf welche ein Schiff gezeichnet 

war. Ängstlich, aber auch neugierig, 

gingen sie hinein. 

Tesalina schrie ganz laut: » Da 

sind ja Skelette an der Wand!« 

Aber Tesalino hatte sie nicht gehört, 

weil er schon weiter geeilt 

war. Er hatte nämlich etwas anderes 

entdeckt, konnte es aber nicht 

richtig erkennen, weil es dort 

so dunkel war. Doch plötzlich 

ging ein Licht an und Kapitän 

Schreck kam aus einer Ecke hervor. 

Er lachte bösartig: « Dies ist 

der Leichenraum!« 

Der Raum war voller Blut und 

Knochen. Schreck sagte: »Ich 

muss weiter, und ihr dürft hier 

nicht alleine sein!«. Sie gingen 

sehr gerne hinaus, doch im selben 

Moment packte sie jemand an 

den Kragen: Der Koch! „Zurück 

in die Kombüse!“, brummelte er, 

»dies ist kein Ausflugdampfer!« 

ALS SIE ihre Arbeit beendet hatten, 

durften sie wieder an Deck. 

Schon als sie die Stiegen hinaufkletterten, 

bemerkten sie, dass 

ein Sturm aufzog. Die gesamte 

Mannschaft eilte zusammen, um 

die Segel zu reffen und alles, was 

wegfliegen konnte, zu vertäuen. 

Als alles mehr schlecht als 

recht gesichert war, ging es zum 

Essen. Es gab Fisch mit Kartoffeln 

und Ei. Es war Kabeljau, frisch 

gefangen aus dem Meer, doch 

als die beiden sahen, wie die Piraten 

mit dem Essen herumschmierten 

und alles in sich hineinfraßen, 

verging ihnen etwas der 

Appetit. Außerdem schwankte 

und rollte das Schiff bedenklich. 

Eleverne på Satrup skole lyttede spændt, da forfattereb 

Marliese Arold for nylig læste op af sine børnebøger. 

ne havde gjort sig stor 

umage med at dekorere de 

mange hjemmebagte kager 

med motiver fra Marliese 

I kløerne på sørøvere - 1. del 

»Ich glaub, mir wird schlecht«, 

stöhnte Tesalino. 

KAUM HATTEN sie den letzten Bissen 

gegessen, da rief auch schon 

Schwarzer Hund, der Pirat mit 

dem bösen Blick und dem riesigen 

Vollbart: »Ay, ihr beiden, 

runter und Tiere füttern!« 

Schwarzer Hund stieß sie mit 

zwei Eimern die steile Treppe 

hinunter und schon befanden sie 

sich inmitten gackernder Hühner 

und grunzender Schweine. 

Schnell war das Korn ausgestreut 

und die Essensreste in den 

Trog gekippt. 

Gott sei Dank hatte der Sturm 

jetzt auch etwas nachgelassen. 

An Deck bekamen sie jeder eine 

Hängematte in die Hände gedrückt 

und ein Pirat, der kleine 

dünne, führte sie in einen Raum, 

den sie schon zuvor besichtigt 

hatten, nämlich die Waffenkammer. 

»Hier sollen wir schlafen?«, 

flüsterte Tesalina, »das ist ja zum 

Fürchten!« 

SIE WAREN noch damit beschäftigt 

ihre Hängematten aufzuhängen, 

da hörten sie den Mann aus dem 

Mastkorb rufen: »Schiff von 

Backbord!« Und schon kamen 

mehrere Piraten hereingestürzt 

und brüllten: »Wir brauchen die 

Waffen, wir wollen ein Schiff 

Arolds bøger. En sådan 

gæstfrihed har jeg ikke oplevet 

før, fortalte hun rørt. 


Satrup Danske Skole 

überfallen!« Schnell versteckten 

Tesalina und Tesalino sich in einer 

dunklen Ecke und schauten 

den Piraten zu. 

Graubart entdeckte sofort ihr 

Versteck und brüllte sie an: 

»Bringt die Musketen und Pulverhörner 

an Deck und helft mit 

dem Laden!« In der Zwischenzeit 

kamen die anderen Piraten nach 

unten gestürmt, stemmten die 

Kisten mit den Kanonenkugeln, 

bildeten eine Menschenkette und 

schafften so in Windeseile die 

schweren Kisten an Deck. 

fortsættes næste side

Fokus 



OBEN AN DECK war ein großes Durcheinander 

von Piraten, Kisten, Geschrei und Gebrüll. 

Brummelnd und fluchend versuchte 

Schwarzer Hund Tesalina zu zeigen, wie 

man eine Muskete lädt, aber es wollte ihr 

nicht gelingen, das Pulver landete in den 

Seilen, so stark zitterte sie am ganzen 

Körper. 

»Blöde Ziege«, zischte er sie an, »Frauen 

sind doch nur fürs Putzen zu gebrauchen! 

Junge, komm du her!« Jetzt war Tesalino 

dran, und er schaffte mit klopfendem Herzen 

die Musketen zu laden. 

Das Handelsschiff war nur noch eine 

halbe Seemeile entfernt und die Piraten 

wurden immer aufgeregter. »Kurs halten!«, 

rief der Kapitän, »gleich wird geentert!« 

Die Kanonen waren geladen und die 

Piraten waren bereit, bis an die Zähne 

bewaffnet. 

TESALINA saß zitternd neben einem großen 

Fass Rum und hielt sich die Ohren zu. Als 

Tesalino sie dort entdeckte, schlich er sich 

schnell zu ihr hin, drückte sie und flüsterte: 

»Keine Angst, ich beschütze dich so gut 

ich kann!« »Na, wenn das man reicht«, antwortete 

sie mit klappernden Zähnen. 

Inzwischen befand sich das Piratenschiff 

auf Höhe des anderen und schon hatten sie 

die Enterhaken in das Feindesschiff geschlagen 

und die ersten Piraten waren bereits 

auf das Schiff gesprungen. 

Was nun passierte, war wie ein grauseliges 

Schauspiel: Kaufleute, Sklaven und 

Piraten liefen aufeinander zu, die Piraten 

zückten ihre Waffen und ein Hauen und 

Stechen und Schießen brach los. Schon 

fielen die ersten Toten über Bord, gefolgt 

von einem furchtbaren Gebrüll. Das Wasser 

färbte sich blutrot. »Verflixt und zugenäht! 

– da kommen schon die ersten 

Haie!«, brüllte ein Pirat. 

Als die letzten Männer über Bord geworfen 

waren, kehrten die ersten Piraten 

schwer beladen mit Schätzen, Rum und 

Essen zurück auf ihr Schiff. Als das feindliche 

Schiff völlig ausgeplündert war, feuerten 

sie die letzten Kanonen ab und nachdem 

es Leck geschlagen war, sank es mit 

Mann und Maus. 

Als die Piraten das sahen, brach ein 

Freudengeschrei aus. Aber auch die Piraten 

hatten Wunden davon getragen. Einer 

lag stöhnend am Boden mit einem blutenden, 

zerfetzten Arm. Ein anderer hatte 

schwere Wunden im Gesicht und viele hatten 

Kratzer und blaue Flecken. Nachdem 

die beiden sich die ganze Zeit hinter dem 

Fass versteckt gehalten hatten, hatten Tesalina 

und Tesalino alle Hände voll zu tun 

sie alle zu verarzten. 

Danach musste das Deck geschrubbt 

werden. Als alles blitzsauber war, wurde 

dies mit einem großen Fest gefeiert. Es 

wurde gefressen, gesoffen und getanzt, bis 

alle Männer schließlich eingeschlafen waren. 

AM NÄCHSTEN Tag, als die Sonne schon hell 

am Himmel stand, hatten die meisten immer 

noch nicht ihren Rausch ausgeschlafen, 

als plötzlich ein lauter Knall alle aus 

dem Schlaf riss. »Verflucht, was war das!«, 

brüllte der Kapitän. Mehrere Männer krochen 

zur Reling und trauten ihren Augen 

nicht: »Eine Insel, wir sind auf einer Insel 

gestrandet!«. Nun wurde auch der Rest der 

Mannschaft wach. Alle wollten von Bord 

stürmen. »Halt!«, schrie der Kapitän, »erst 

das Leck reparieren!« 

Jetzt wurde gehämmert und geklopft, 

bis alles wieder dicht war. »Und nun erst 

einmal die Insel erkunden!«, brummelte 

2. del: 

I kløerne på sørøvere 

FOTOS: TIM RIEDIGER 

Graubart. Alle Männer stürmten los, doch 

plötzlich schrie Jim wie am Spieß. Er war 

in eine Falle getappt und hing nun Kopf 

über an einer Liane. Doch da flog auch 

schon das Messer des Kapitäns haarscharf 

an seinen Füßen vorbei, kappte die Liane, 

landete im Baum, und der erschrockene 

Jim plumpste kopfüber in einen Haufen 

Laub. Die anderen standen darum herum 

und lachten sich kaputt. 

MITTLERWEILE liefen Tesalina und Tesalino 

am Strand entlang. Plötzlich sahen sie einen 

riesigen Stein. Als sie näher kamen, 

merkten sie, dass der Stein kein gewöhnlicher 

Stein war. Jemand hatte eine Hand 

hineingemeißelt. »Guck mal, die Hand!«. 

Tesalino legte seine eigene Hand darauf. 

Sie passte genau in den Abdruck! Ein 

lautes Knirschen war zu hören und schon 

bewegte sich der Stein wie durch Geisterhand. 

Tesalino konnte nur noch laut schreien, 

bevor er in ein dunkles Loch fiel. »Tesalino, 

was ist passiert?«, schrie Tesalina. 

»Komm schnell, du glaubst nicht, was ich 

hier entdeckt habe!«, flüsterte Tesalino. 

Tesalina entdeckte ein dickes Seil, an 

das sie sich hinunterhangelte. Unten angekommen, 

entfuhr ihr noch ein Schrei. Das 

Seil war gar keines, sondern eine riesige 

Schlange! Gott sei Dank schlängelte sie 

sich sogleich davon und versteckte sich 

unter einem Stein. 

ALS TESALINAS Augen sich an die Dunkelheit 

gewöhnt hatten, sah sie eine dunkle 

Gestalt am Boden liegen. Daneben stand 

Tesalino. Nach einem letzten lauten 

Schnarchen schreckte die Gestalt hoch 

und sah die beiden Kinder, die ihn beobachteten. 

«Seid ihr zu meiner Rettung gekommen? 

Endlich!« Aber da sah Tesalina 

noch etwas anderes: eine glänzende Kiste 

und einige verstreute Goldmünzen! 

Als einige Fledermäuse Tesalina um den 

Kopf schwirrten, schrie sie auf: »Bloß weg 

hier, mir ist das zu unheimlich!«. Der 

Mann kam auf die Füße. „Ich will mich 

aber zuerst einmal vorstellen: Ich heiße Sir 

John Locke und vor Monaten wurde mein 

Schiff auf dem Weg zurück nach England 

von Piraten überfallen. Die ganze Mannschaft 

wurde ermordet, nur ich konnte 

mich auf diese Insel retten. Und einige Tage 

später wurde meine Kiste mit all meinen 

Schätzen auf einer Planke hier angespült. 

Seit Monaten warte ich nun auf Rettung. 

Gott sei Dank, dass ihr da seid!« 

»HERR JOHN LOCKE, haben Sie denn die 

Flaschenpost geschrieben, wir haben nämlich 

eine bekommen – und zwar von einem 

Piraten – vom Kapitän Schreck von der 

Aurora. 

»Wie heißt das Schiff, Kinder? Aurora!? 

Das ist doch das Schiff, das uns überfallen 

hat! Seid ihr etwa auch Piraten?« »Nein, 

wir sind zwar Abenteurer, aber sie haben 

uns gezwungen mitzukommen, weil die 

blöden Piraten zum Lesen zu dumm sind, 

und damit wir ihr Geheimnis nicht verraten 

können, mussten wir mit auf diese 

Höllenfahrt!« Sir John Locke sagte: »Jetzt 

müssen wir sehen, dass wir möglichst 

schnell von der Insel fortkommen, ohne 

dass die Piraten uns erwischen!«. 

WÄHRENDDESSEN hatten die Piraten nach 

etwas Essbarem gesucht. Und sie waren 

fündig geworden: Vor der Insel schwammen 

unzählige, große, fette Hechte und 

sogleich begannen sie mit ihren Schwertern 

und Messern die Hechte abzustechen. 

Als die riesigen Fische an Land gebracht 

worden waren, suchten einige der Piraten 

Feuerholz, während andere die Fische 

schlachteten. 

Als genug Holz gesammelt war, bauten 

sie einen Steinkreis, schichteten das Holz, 

legten trockne Blätter obenauf und mit 

zwei Hölzern wurde ein Feuer entfacht. 

Die Hechte wurden gebraten und schon 

begannen sie zu essen. Als alle satt waren, 

bekamen sie großen Durst, aber ihr Rum 

war längst ausgetrunken. »Ich habe doch 

vorhin Kokospalmen gesehen!«, rief Graubart. 

»Dann nichts wie hin!«, brummelte 

der Koch – und schon stürmten alle los. 

Sie fanden nicht nur Kokosnüsse, sondern 

auch einen Wasserfall. Und jetzt wurde 

erst einmal ausgiebig getrunken und anschließend 

geduscht. 

»SAGT EINMAL, wo sind eigentlich die Kinder 

abgeblieben?«, fragte Kapitän 

Schreck. »Stimmt«, sagte Graubart, »die 


haben wir nicht gesehen, seit wir an Land 

gegangen sind! Los! Alle Mann suchen!«.Einige 

Zeit später hatten sie auch 

schon Spuren im Sand entdeckt. Diese 

führten direkt zur Höhle. Aber die drei 

hatten schon längst den Schatz in Sicherheit 

gebracht und beobachteten nun die 

Piraten von einer Palme aus. 

Als diese die Höhle entdeckten, schrieen 

sie alle durcheinander: »Der Schatz, hier 

ist der Schatz versteckt!«. Alle stürmten 

zum Eingang und kletterten hinunter in 

die Dunkelheit. Nur einer traute sich 

nicht, er hatte Angst vor der Dunkelheit. 

Da sprang Tesalina mit einem riesigen 

Satz von der Palme, schlich sich von hinten 

an ihn heran, nahm den Piraten in den 

Würgegriff und riss ihm das Schwert aus 

der Hand. Währenddessen war Tesalino 

hinterher geeilt und schubste den Armen 

in die Tiefe. Sir John Locke schloss schnell 

die Höhle und jetzt schrieen und tanzten 

alle drei wie Indianer auf dem Kriegspfad 

nach einem gewonnenen Kampf. 

»Jetzt aber schnell zum Schiff!«, rief 

John Locke. Die Kiste wurde aus dem Gebüsch 

gezerrt und unter Ächzen und 

Stöhnen an Bord gebracht. Schnell waren 

die Segel gesetzt und ein kräftiger Wind 

half dem Schiff aufs offene Meer hinaus. 

NACH GETANER Arbeit grummelte allen 

Dreien mächtig der Magen. „Hunger!”, 

riefen sie alle wie aus einem Mund. »Mal 

sehen, was wir unten noch an Vorräten 

finden!« 

Sie stiegen hinab zur Vorratskammer. 

Dort fanden sie noch einen Sack Getreide 

und ein halbes Fass mit Salzheringen. »Na 

ja«, sagte Tesalino, »zum Überleben reicht 

es«. Plötzlich flüsterte Tesalina: »Sch! 

Hast du das auch gehört?« »Was denn,Tesalina?«. 

»Na, Schreie, als wenn jemand 

Hilfe ruft!». 

Alle lauschten. John Locke erkannte 

sofort die Stimme: »Wenn das nicht mein 

Steuermann ist!« Alle drei stürmten zum 

Kerker, von wo die Hilferufe kamen, und 

dort saß zitternd und ausgehungert, in 

Ketten gelegt, Lockes guter, alter Steuermann 

Peter Shaw! 

SCHNELL WURDE er befreit und jetzt wurde 

ein kräftiges Essen zubereitet aus Salzheringen, 

Brot und Eiern. Dem Steuermann 

hatten sie sofort das Ruder in die Hand 

gedrückt. Nach einer Woche sahen sie endlich 

wieder Land. Nach einer Fahrt voller 

Gefahren mit Stürmen und Seegang entdeckten 

sie am Horizont Leimolinoland! 

Tesalina hatte es zuerst entdeckt, sie saß 

im Mastkorb und brüllte: »Land in Sicht! 

Ich glaube, wir sind gerettet!«. 

Nachdem sie einen Tag und eine Nacht 

nur geschlafen hatten, nahm John Locke 

Kontakt auf zu einem englischen Schiff. 

Als er und die Kinder dem Kapitän die 

ganze abenteuerliche Geschichte erzählt 

hatten, erklärte dieser sich bereit noch 

einmal zu der Insel zu fahren, die Piraten 

einzusammeln und vor ein Gericht stellen 

zu lassen. John Locke begleitete die Engländer, 

aber Tesalina und Tesalino hatten 

erst einmal genug von Abenteuern. 

MIT IHREM Teil der Belohnung wurde zuerst 

ein neues Baumhaus gebaut. Der Rest 

kam auf ein Sparbuch. Nachdem sie vom 

Strand aus dem Schiff nach gewunken 

hatten, legten sie sich in den Sand – und 

jetzt wurde nur noch gelesen, bis der Sommer 

vorbei war. »Von diesem Abenteuer 

werden wir noch unseren Enkelkindern 

erzählen«, murmelte Tesalina, bevor sie in 

der warmen Sonne wegdöste.

Fokus 



FLENSBORG. Kalli har altid sat 

en ære i, at hans skole er tiptop i 

orden. Ikke noget med huller i 

væggene, smørerier, baldrede ruder 

eller affald, der flyder rundt 

skolegården. Og julepynten ved 

indgangsdøren til pedelboligen 

får lov til at være i fred for eleverne. 

Sådan har det altid været i de 

25 år, 61-årige Karl Erich Davidsen 

har været pedel på Christian 

Paulsen-Skolen ved Südergraben 

i Flensborg. 

Kalli tilhører en uddøende race, 

siger hans chef, skoleinspektør 

Erik Salomonsen, og gudskelov 

tænker han ikke på at gå på 

pension endnu. 

- Jeg aner ikke, hvad vi skulle 

stille op, hvis Kalli skulle finde 

på at holde sig til arbejdstidsreglerne. 

Han er der altid og siger aldrig 

nej. Der er ingen opgave, 

han ikke kan overkomme, og han 

bliver ked af det, når tingene ikke 

fungerer. Han kan råbe højt, 

meget højt endda, men han er 

hjertensgod ved børnene og holder 

hånden over især hjælpeskole-eleverne. 

Ingen skal sætte en 

finger på Kallis arbejde 

- Han passer skolen, som om den 

var hans egen. Der er ingen, der 

kan sætte en finger på Kallis arbejde, 

siger hustruen Ingrid stolt. 

- Det er, fordi du er overpedellen, 

indskyder Kalli muntert. Det 

siger Salomonsen. 

- Jeg blander mig aldrig i dit 

arbejde. 

- Jo, du gør. Hele tiden. 

Ingrid, en stout sønderjyde fra 

Tinglev, på alder med sin mand, 

modbeviser sin egen påstand om 

ikke at blande sig ved gang på 

gang at bryde ind i samtalen: 

- Jo, men så gjorde vi også 

det....., nej Kalli, det synes jeg 

altså ikke, du skal fortælle. 

Kalli er en institution og kendt 

af Gud og hvermand i det danske 

mindretal i Flensborg fra mange 

års utrætteligt engagement i 

SSW og Sydslesvigsk Forening. 

- Før i tiden var skolen fyldt 

med liv til sent om aftenen hver 

evige eneste dag. Nu har vi kun 

FDF og nogle gymnastikhold tilbage 

tre gange om ugen. Det er 

sørgeligt, så stærkt det er gået 

tilbage for foreningslivet, sukker 

25 års-jubilaren. 

Den første om morgen 

den sidste om aftenen 

Tilbage er det også gået for pedelfaget, 

synes han. 

Da Kalli i 1979 blev ansat på 

Christian Paulsen-Skolen efter 

20 år i murerfaget, var der ikke 

noget, der hed driftsråd. Pedellerne 

havde deres egen lille forening 

med legendariske «Hein 

Gottorp« fra Gottorp-Skolen i 

Slesvig som tillidsmand, og de 

klarede selv paragrafferne med 

skoleforvaltningen. 

- Nok blev vi kaldt små konger, 

men vi hængte os ikke i regler og 

tilrettelagde selv arbejdet, så det 

passede til skolens behov, siger 

han. 

Ved sin ansættelse fik han af 

skolens daværende inspektør 

Knud Morsing at vide: Hr. Davidsen, 

det forventes, at De er den 

første om morgen og den sidste, 

der lukker og slukker om aften. 

Ren besked. Og lige efter Kallis 

hovede. 

- Hvis man ikke føler 100 procent 

ansvar for sin skole og sørger 

for, at alt er i orden, skal man 

ikke være pedel. Jeg går op til 

chefen hver morgen og spørger, 

om der ligger noget for. Hvis ikke, 

finder jeg selv ud af, hvad der 

skal laves, og der er altid noget, 

der trænger til at blive ordnet. 

Kalli skal ned i 

kælderen igen 

Og apropos små konger, så syntes 

lærerne på CP en tid, at pedellen 

var blevet lovligt emsig og 

trængte sig ind på deres område. 

Kong Kalli holdt nemlig skarpt 

opsyn med elevtoiletterne nede i 

kælderen. Det mente lærerkollegiet 

ikke, var hans opgave. Der 

gik dog ikke lang tid, før skoleinspektøren 

måtte meddele lærerstaben: 

Det her bliver for dyrt. 

Kalli skal ned i kælderen igen. 

Og sådan blev det, og siden har 

ingen anfægtet Kallis myndighed. 

Pedelparret afviklede i mange 

år sin ferie uden for den normale 

skoleferie. Sommerferien blev 

brugt til at shine skolen op, og 

når der ikke var råd til håndværkere, 

tog Kalli selv affære. 

Han klarer det hele 

Engang fik skolen afslag på en 

ansøgning om istandsættelse af 

tre nedslidte klasselokaler. 

- Nu bliver du nok sur, sagde 

daværende leder af skoleforvaltningens 

byggeafdeling Helmut 

Leckband til pedellen. Men ved 

du hvad Kalli, køb du nu bare 

nogle bøtter maling og gå så selv i 

gang med lokalerne, og ved samme 

lejlighed kan du også male 

panelerne i gangene. Så tror 

lærerne, at de har fået en hel ny 

skole, når de vender tilbage efter 

sommerferien. 

- Det gjorde jeg så, og rigtignok 

troede alle, at byggeforvaltningen 

havde oppet sig ganske gevaldigt, 

mindes Kalli. 

- Det var andre tider. Dengang 

gav skoleforvaltningen os frie 


Han tilhører en uddøende race 

FOTOS: ERICH KNEIDING 

Jubilæum. Kong Kalli lever og ånder for 

sin skole. Beretning fra en svunden tid, da 

pedelgerningen var mere end bare et job. 

Pedelparret pynter hvert år troligt op til jul. Og i alle 25 år har ingen 

turdet at pille ved Kallis julepynt. 

hænder, når vi selv gad gøre arbejdet. 

Nu skal det hele udliciteres 

blandt professionelle håndværkere. 

Der er intet, en dygtig pedel ikke 

kan klare. Inden de mere 

hårdføre termoruder kom på mode, 

gik der mange ruder itu under 

elevernes boldspil i frikvartererne. 

Da glarmesterregningerne begyndte 

at hobe sig op, tog gamle 

inspektør Morsing sin pedel ved 

hånden: Nu køber vi nogle kvadratmeter 

glas og så ordner De 

vel resten, hr. Davidsen? 

En overgang holdt SSF-distriktets 

ældreklub til i skolens 

festlokale. Der var hverken toiletter 

eller køkkenfaciliteter. 

Kalli syntes, det var synd for de 

gamle, at de skulle over skolegården 

og ned i kælderen for at 

komme på wc. Så han tog ned på 

Flensborghus og fik overtalt 

SSFs daværende general Ronald 

Jørgensen til punge ud med 3000 

mark. Og så brugte han en påskeferie 

til at installere toiletter og 

et tekøkken. 

Ældreklubben er der ikke mere, 

men køkkenet og toiletfaciliteterne 

er der stadig og bliver 

flittigt brugt ved festlige lejligheder. 

Det er kong Kalli nu ganske 

stolt af. 

Labskovs til soldaterne 

Der var også tider, da Christian 

Paulsen-Skolen tjente som overnatningssted 

i forbindelse med 

årsmøderne og andre stævner. 

Danske soldater, der deltog i den 

årlige Oversø-march i februar, 

holdt i flere år også til på CP. 

Engang havde de bedt om lov 

til at bruge skolekøkkenet til at 

lave skipperlabskovs til sig selv. 

Men så blev deres kok pludselig 

syg. 

- Så måtte overpedellen jo træde 

til og studere kogebøgerne. 

Hun anede ikke, hvad det var for 

en ret. Men soldaterne fik altså 

deres labskovs, fortæller Kalli 

med et stort grin. 

Et andet minde, han ikke kan 

dy sig for at fortælle, daterer ca. 

15 år tilbage, da kontorfløjen 

skulle bygges. 

Kalli fik sin vilje 

Gamle inspektør Morsing ville 

have, at ombygningen skulle ske i 

to ombæringer. Kong Kalli holdt 

på, at det hele skulle overstås på 

én gang. 

Inspektøren tog på sommerferie 

uden at pakke papirerne ned. 

14 dage før skolestart dukkede 

han op på kontoret og forefandt 

et stort, syndigt byggerod. Morsing 

vendte om på stedet uden at 

mæle et ord og mødte først og 

igen første skoledag. Da kunne 

han tage sit ny kontor i besiddelse 

med alle papirerne lagt pænt 

på plads. 

- Jeg hørte ikke et ord fra ham, 

griner Kalli. 

Sit øgenavn fik kan først, da 

Erik Salomonsen tiltrådte som 

inspektør for 13 år siden. Før var 

det hr. og De. 

Populær, som han nu engang er, 

bliver kong Kalli ofte hilst af 

gamle elever. Han kan måske ikke 

lige indordne dem, men kan 

altid høre, hvilken årgang, de er 

fra. Elever fra Morsings regeringstid 

hilser pænt på hr. Davidsen, 

alle andre råber moin Kalli. 

Ingen rører julepynten 

Julepynten ved indgangen til pedelboligen 

midt i skolegården 

vidner om elevernes respekt. 

- Da jeg første gang satte et lille 

juletræ op ved vor indgangsdør, 

sagde lærerne, at jeg ikke var 

rigtig klog. Den får du ikke lov til 

at have i fred for børnene. Men i 

alle 25 år har eleverne ikke en 

eneste gang pillet ved min julepynt, 

siger en stolt kong Kalli. 

Erich Kneiding

2004.12.18%20Fokus.pdf

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template ?