Download Køresporten nr. 4 2007.pdf - Karetmager.dk

Af Flemming E. Nielsen,
Vendsyssel Køreforening
Mandag morgen tidligt var bilen pakket, og turen
gik sydpå. Vores gode veninde Eva Bihl, som er
ved at uddanne sig til hestekiropraktor i Holland,
havde tit fortalt om det sted, hun boede, når hun
var til undervisning og prøver. Her havde familien
Renate og Bob van Asselt gjort sporten 'kørsel
med hest' til en levevej. Det lød lidt for spændende,
så det måtte vi ned at se og prøve.
Onder de Kastanje ligger ca. fem kvarters kørsel
sydøst for Amsterdam midt imellem Amersfort
og Apeldoorn ved landsbyen Kootweijkerbroek.
Her købte Renate og Bob, sammen med
nogle venner, for ni år siden en gammel rideskole,
hvor der på et tidspunkt også havde været
hingstestation. Ejendommen blev delt op i to - en
dyrlægepraksis med klinik og sygestald og Onder
de Kastanje.
Onder de Kastanje er at sammenligne med en
rideskole, men her kører man med heste. Her er
0 maratonlignende vogne på lufthjul fra vognfabrikken
Chr. Van Den Heuvel og ZN, som
kan bruges både til 1- og -spand. Herudover to
studenterlignende vogne til firmaudflugter og
lignende. I stalden var der ca. 30 heste og heraf
15 skoleheste, 4-6 som er der for at blive kørt til
eller for at blive trænet op til et bestemt dressurniveau
eller blive gjort trafiksikre. De resterende
er privatejede.
Flemming Nielsen på bukken. Privatfoto.
40 Køresporten 4· 007
Kørselskultur i Holland
Når folk vil ud at køre med deres hest, lejer de
en vogn i et vist antal timer, eller de kan komme
på et tre til fem dages træningskursus, hvor man
også kan bo og spise på stedet. Her er det kun
Bob, der vurderer, om du som kusk er god nok til
at køre alene uden instruktør ud i det store skov
og hedeområde, for ellers må du kun køre uden
instruktør på den indhegnede dressurbane, som
måler 40 x 100 m.
I de dage vi boede der, kom folk og kørte med
deres egne opstaldede heste. Her var jeg den
første morgen ude at køre med Hank på ca. 70
år. Han talte kun hollandsk, og da mit ikke er så
godt, gik det meget godt med at tegne og fortælle.
Han fortalte, at han plejede at køre -spand,
men for fjorten dage siden, var den ene hest
pludselig faldet død om. Hesten, vi kørte med,
var en trettenårig geldervallak ved navn Mike.
På hele turen holdt han tømmen i en hånd ved
hoften, så armen kunne hvile på armlænet. På
turen hjem skulle jeg så prøve. Udover at kunne
styre højre og venstre kunne jeg kun stoppe
Mike. At få den til at skridte, trave eller andet var
mig umuligt. Men så snart ejeren med militærkommando
som en anden befalingsmand - Mike
fremad, Mike fremad løb eller Mike stop – så
reagerede hesten. Jeg fik godt nok lov til at holde
tømmen, men det var ejeren, der kørte hesten
på stemmen. Om eftermiddagen blev det til ca.
halvanden times kørsel i skoven med to seksårige
frieservallakker, som begge var solgt til USA
og skal flyves til Colorado til maj (prisen kom
vi aldrig rigtigt ind på!). Jeg fik lejlighed til at
køre disse heste et par gange mere - både forhindrings-
og dressurkørsel under kyndig vejledning
af Bob.
Onsdag aften var den lokale køreklubs træningsaften.
Her var ca. otte spand på dressurbanen
af gangen. Alle var udstyret med walkietalkie
og øresnegl, så Bob kunne stå på midten og
komme i kontakt både med den enkelte og hele
holdet på en gang. En del af kuskene har ikke
hest selv, men lejer både hest og vogn. Andre
lejede kun vogn. Den lokale klub Mensociêteit
Onder de Kastanje har ca. 11 medlemmer og
er en meget lille klub i Holland i sammenligning