Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

56
Gert Skrive.-
forskydning er kædet sammen med en tilsvarende opvurdering af
den indre natur, fantasien, som nyt poetologisk regulativ.
Bodmer er i sin naturopfattelse desuden mere religiøs end såvel sin
litteraturpolitiske opponent, Gottsched, som sin antikke
hjemmelsmand, "Longinos". Igen er det i forhold til Gottsched et
spørgsmål om præference, men i forhold til "Longinos" er det et
vidnesbyrd om et andet verdensbillede. Bodmer bruger kapitlerne 7,
8 og 9 på at gøre rede for naturens tre virkningsårsager som han
benævner das ScMne, das Grosse und das Unges tiime, hvis
tilsvarende virkninger er hhv. das Angenehme, das Erstaunliche
und das Widrige (p. 152). Denne kategorisering af den deskriptive
digtnings ethos li gner et forsøg på at systematisere de hos
"Longinos" skitserede tanker som f.eks. at vi snarere beundrer
floden og havet end den lille bæk, fordi det overordentlige altid er
mere beundringsværdigt (Ihaumaslon [' .. l aei to paradoxon (35, 4-
5)). Men det forekommer mig at Bodmer udvider begrebet
"beundringsværdig" ved at tillægge den på mennesket indvirkende
natur en vis sakral kvalitet, der gør den wundersam (mirakuløs),
dvs. ikke blot "høj" (= den egentlige betydning af det "longinske"
"hypsos"), men "ophøjet". Cl. Bodmer: p. 17:
Belrachlung des Wundersamen, welches in den We.-cken der
Nalur und der Kunst lieget.
Bodmer bringer i kapitel 9, Von den Gemahlden des Ungesliimen,
selvet godt eksempel på et udtryk for naturens nyvundne kvalitet.
Han citerer en beskrivelse af et uvejr hos Vergil (Georgica 1,318-
334) og dernæst en tilsvarende hos B. H. Brockes (1680-1747) der i
sin tid nød stor berømmelse. Dennes beskrivelse kaldes en
Commentarius der Lateinischen (p. 259). Det er uklart om der er
tale om en egentlig imitation, men det interessante er nu Bodmers
distinktion mellem de to passager:
Ein Haupt-Unterschied, den ich zwischen beyden bemercke,
bestehet darinn , dass Virgil mehr beJl issen gewesen is t, d a s
Gro·sse, wie Brockes mehr getrachtet hat, das Wunderbare
aujzuzeichnen. (Min fremhævning) (p. 260).
Dermed sætter Bodmer, sikkert uden at vide og ville det, fingeren
på et centralt punkt i den paradigmeveksel han selv er en del af,
idet han ser Vergil beskrive das Grosse ved naturen, hvilket faktisk
svarer til den filologisk korrekte gengivelse af det "hypsos" som for
Vergil - havde han kendt "Longinos" - ville have været en retorisk
kategori, et genus elocutionis. Brockes derimod får ifølge Bodmer
med sin beskrivelse naturens sakrale egenskab frem, helt i
overensstemmelse med tidens reinterpretation af "Longinos".