[pdf] projekt "Klædt på til fremtiden? - Ergoterapeutforeningen

etf.dk

[pdf] projekt "Klædt på til fremtiden? - Ergoterapeutforeningen

Klædt til fremtiden?

Undersøgelse af kompetencebehov rettet mod fremtidens

fysioterapeut- og ergoterapeutfaglige arbejdsområder

Aarhus Universitetshospital

Udarbejdet af:

Hanne Nielsen

Kompetenceudviklingsansvarlig terapeut

Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen

Marts 2012


Klædt til fremtiden?

Undersøgelse af kompetencebehov rettet mod fysioterapeut- og ergoterapeutfaglige

arbejdsområder Aarhus Universitetshospital

Projektrapport, marts 2012

Udarbejdet af:

Hanne Nielsen, kompetenceudviklingsansvarlig terapeut (hovedforfatter)

Dorrit Pind, overfysioterapeut (rådgiver)

Styregruppe:

Dorrit Pind, overfysioterapeut

Inge Grundt Larsen, kvalitetsudviklingsansvarlig terapeut

Helle Kruuse-Andersen, ledende terapeut

Fysioterapeut- og Ergoterapeutafdelingen

Aarhus Universitetshospital

FORORD

Kompetenceudvikling sker hele tiden. Vi udvikler og udvikles, fordi det er nødvendigt. I Fysioterapi-

og Ergoterapiafdelingen Aarhus Universitetshospital står vi foran en udviklingsperiode, der

forudsætter, at vi hele tiden holder fokus

• kvalitetsudvikling i det kliniske arbejde

• forskning og brug af ny viden

• kompetenceudvikling, der matcher de forandringer, der hele tiden virker udøvelsen af

vores arbejde.

Næste milepæl er udviklingen af DNU om ca. 5 år. Vi vil gerne forberede os de krav, det vil stille

til vores viden, færdigheder og professionelle adfærd. Et led i det er at indkredse den kompetenceudvikling,

der skal til, for at være parat til at indgå i DNU. Vi har undersøgt nuværende og kommende

arbejdsopgaver og tilhørende kompetencer inden for 2 arbejdsområder, som vi ved, vil

gennemgå en særlig udvikling.

Nærværende rapport beskriver disse kompetencer og giver anbefalinger til de kommende års strategiske

kompetenceudvikling i afdelingen. Vi håber, at rapporten kan være til inspiration både i

vores egen afdeling og andre hospitaler.

Tak til Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter for økonomisk støtte til projektet.

God læselyst!

Dorrit Pind Helle Kruuse-Andersen Ulla Skou

Overfysioterapeut Ledende terapeut Ledende terapeut

Forsidemotiv: foto af kunstværk af Olafur Eliasson


INDHOLDSFORTEGNELSE

- 1 -

1. Resumé.............................................................................................................................................2

2. Indledning ........................................................................................................................................2

3. Projektets formål..............................................................................................................................3

4. Projektets målgruppe........................................................................................................................4

5. Projektets design, materiale og metode............................................................................................4

5.1 Interviewsituationen...................................................................................................................5

5.2 Temadag.....................................................................................................................................5

5.3 Bearbejdning og analyse af resultater ........................................................................................6

5.4 Teorigrundlag.............................................................................................................................6

5.5 Metodekritik...............................................................................................................................6

6 Kompetencebegrebet.........................................................................................................................7

7. Resultater .........................................................................................................................................8

7.1 Karakteristika ved de to valgte hovedarbejdsområder...............................................................8

7.2 Resultater fra første del af projektet...........................................................................................9

7.2.1 Ambulatoriefunktioner AUH .......................................................................................10

7.2.2 Ambulatoriepatienten........................................................................................................10

7.2.3 Kliniske terapeutfaglige opgaver ......................................................................................11

7.2.4 Samarbejdsformer og – relationer samt organisatoriske rammer .....................................14

7.2.5 Professionsidentitet ...........................................................................................................18

7.2.6 Nye opgaver og samarbejdsformer ...................................................................................19

7.2.7 Kompetencebehov relateret til ambulatoriefunktioner .....................................................21

7.3 Resultater fra anden del af projektet ........................................................................................26

7.3.1 Kendetegn ved patienter med komplekse sygdomsbilleder..............................................26

7.3.2 Kliniske terapeutfaglige opgaver ......................................................................................27

7.3.3 Samarbejdsformer og – relationer samt organisatoriske rammer .....................................30

7.3.4 Professionsidentitet ...........................................................................................................36

7.3.5 Nye opgaver og samarbejdsformer ...................................................................................37

7.3.6 Kompetencebehov relateret til behandlingen af de komplekst syge patienter..................38

8. Kompetencebehovet nu og i fremtiden ..........................................................................................42

8.1 Oversigt over kompetenceområder for de to hovedfunktionsområder ....................................46

9. Anbefalinger til fremtidig kompetenceudvikling...........................................................................51

9.1 Overordnede perspektiver læring........................................................................................51

9.2 Præcisering af indsatsområder .................................................................................................52

9.3 Ideer til kompetenceudviklingstiltag........................................................................................53

9.4 Næste skridt..............................................................................................................................54

10. Bilag.............................................................................................................................................55

Bilag 1 – Professionskompetence ..................................................................................................55

Bilag 2 – Interviewguide................................................................................................................56

Bilag 3 – Praksisfællesskaber og social læring..............................................................................60

11. Referencer ....................................................................................................................................62


- 2 -

Rapport - projektKlædt til fremtiden?

1. RESUMÉ

……

2. INDLEDNING

Inden for de seneste år er der sket store strukturelle og teknologiske ændringer i sundheds- og sygehussektoren.

Med Strukturreformen i 2007 blev en stor del af den ergoterapeutiske og fysioterapeutiske genoptræning

flyttet fra hospitalerne til kommunerne. Det har betydet, at terapeuten hospitalet har en

ændret funktion i patientens behandlingsforløb. Den terapeutiske kontakt med patienten kan bestå af

en enkelt konsultation, og derefter overgår ansvaret for behandlingen til terapeuter f.eks. i kommunerne.

Eller terapeuterne indgår i et ændret samarbejdsmønster, hvor de involverede fagpersoner i

højere grad deles om indsatsen, fx i kronikerforløbene.

Det opleves for nogle terapeuter som et stort tab, at man ikke behandler/træner patienten i et længere

forløb, og ser resultaterne heraf, men blot er én af mange i det samlede forløb.

Nogle hospitalsopgaver har vist sig fagligt relevante at flytte til terapeuterne fra øvrige faggrupper,

især fra læger og sygeplejersker. For terapeuterne betyder det nye faglige udfordringer, ændrede

arbejdsgange og samarbejdsrelationer, samt at uddannelse og kompetenceudvikling målrettes denne

udvikling.

Moderniseringen og effektiviseringen af den offentlige sektor betyder, at patientindlæggelsestiden

de akutte sygehuse er forkortet betydeligt. Sammedagskirurgi bliver mere fremherskende og rigtigt

mange opgaver sygehuset foregår ambulant. Som en del af opgaveflytningen tilknyttes ergoterapeuter

og fysioterapeuter i større og større grad de forskellige ambulatorier. Dette betyder, at

hovedparten af patientforløbene består af ganske få patientkontakter, hvor terapeuterne skal foretage

en hurtig udredning og vurdering samt en effektiv kommunikation med såvel patient, rørende

som interne samarbejdspartnere og primærsektor.

Desuden møder terapeuterne i dag en anden type patienter, som ofte er velforberedte og vidende om

egen diagnose, samt forventer inddragelse i forløbet og at være aktivt deltagende. En udvikling, der

dels udspringer af et sundhedspolitisk krav om brugerinvolvering, dels har rod i den generelle samfundsudvikling

og en let tilgængelig viden fra internettet. Samlet set stiller dette krav til terapeuterne

om i højere grad at indgå i dialog og samarbejde med patienterne.

Tendensen i denne udvikling skaber en forventning om, at endnu flere patientforløb i fremtiden vil

være ambulante, og at de patienter, der forbliver indlagte, vil være meget syge patienter med komplekse

sygdomsbilleder, mange med behov for intensiv behandling.

Sundhedsloven fra 2007 understreger, at sundhedsydelser og uddannelse af personale skal foregå

et højt fagligt niveau. Således stilles der eksplicitte krav om faglig udvikling for den enkelte og for

professionerne. Dvs. der stilles krav til den enkelte terapeut om så vidt muligt at arbejde evidensbaseret,

med bedst mulige praksis og med dokumentation af den terapeutiske indsats. Herudover er


- 3 -

forskning, kvalitetsudvikling og implementering af ny viden en del af dagligdagen for mange medarbejdere

og en forpligtelse et universitetshospital. Andre opgavetyper som konsulentfunktion og

formidling/undervisning internt og eksternt er ofte forekommende og en nødvendig del af det daglige

arbejde. En af udfordringerne i dagligdagen er at prioritere mellem de mangeartede opgaver.

Viden fra professionsforskningen understøtter denne udvikling. Katrin Hjort 1 betegner det som en

ny form for specialisering af arbejdet, med en type af specialisering i den direkte patientkontakt og

en anden type af specialisering i den administrative, styrende del af arbejdet. Der sker en højere

grad af formalisering og standardisering, hvorved mængden af administrative opgaver og tidsforbruget

hertil vokser. Ofte følger der ikke flere personaleressourcer med, og det betyder, at tiden med

den enkelte patient er kraftigt reduceret. Man løber hurtigere end for blot få år siden, og man skal nå

mere med den enkelte patient, når man har kontakten.

Pr. 1. april 2011 fusionerede Skejby Sygehus og Aarhus Sygehus, således at AUH (AUH) nu er én

enhed. En af visionerne for AUH er, at flere patienter skal behandles ’i færre senge’, hvilket forstærker

og fremrykker de førnævnte udviklingstendenser i retning af flere korte og flere ambulante

patientforløb.

Som det fremgår af ovenstående, udfordres terapeuterne AUH i deres daglige praksis flere

måder. Nye arbejdsområder kommer til og andre glider ud, ligesom prioritering af opgaverne forandres.

De sædvanlige kompetencer er ikke længere tilstrækkelige, nogle kompetencer skal aflæres og

nye tilføjes. Udfordringerne lægger desuden op til nye organiserings- og samarbejdsmåder, både i

den direkte patientkontakt og i samarbejdet med kolleger fra andre professioner og sektorer. Herudover

influerer disse forandringer de faglige værdier og oplevelsen af egen professionsidentitet

i nutidens og fremtidens sundhedsvæsen.

Fokus for projektKlædt til fremtiden?” er de mangeartede arbejdsfunktioner og kompetencekrav,

der knytter sig til især to hovedarbejdsområder, ud fra den betragtning, at opgaver inden for

disse områder vil vokse fremover. De to arbejdsområder er:

• ambulatoriefunktioner

• behandling af indlagte, meget syge patienter med komplekse sygdomsbilleder

Projektet vil synliggøre og skabe overblik over disse hovedarbejdsområder og præsentere en samlet

viden om terapeutopgavernes nuværende karakter og organisering. En analyse af hvilke professionskompetencer,

der knytter sig til professionsudøvelsen inden for de to områder, vil danne grundlag

for, at der herefter udarbejdes en strategi for den fremtidige kompetenceudvikling for terapeuter

AUH.

3. PROJEKTETS FORMÅL

Projektets formål er:

• at beskrive nuværende ergoterapeutiske og fysioterapeutiske arbejdsområder og tilknyttede

kompetencekrav inden for hhv. ambulatoriefunktioner og behandlingen af komplekst syge patienter

AUH, dvs.:

o Terapeutfaglige og tværfaglige arbejdsopgaver set både ud fra nutiden og den skitserede

kommende udvikling

1 Hjort, Katrin (2005): Professionaliseringen i den offentlige sektor


- 4 -

o Samarbejdsmåder og -relationer i det tværfaglige samarbejde, herunder de organisatoriske

rammer og vilkår for opgaveløsningen

o Betydningen af foranstående for terapeuternes professionsidentitet

o De professionskompetencer, der er nødvendige for at udføre de beskrevne opgaver og indgå

i relevante samarbejdsrelationer

• At identificere nye arbejdsopgaver og samarbejdsmønstre, der er vej

• At udrede afledte behov for kompetenceudvikling og levere anbefalinger til brug for efterfølgende

strategiske planlægning af afdelingens kompetenceudvikling, mhp. at sikre tilstedeværelse

og udvikling af relevante professionskompetencer hos terapeuterne.

4. PROJEKTETS MÅLGRUPPE

Projektets primære målgruppe er ergoterapeuter og fysioterapeuter ansat AUH. Kolleger andre

hospitaler samt samarbejdspartnere internt og eksternt vil kunne profitere af det samlede billede

af de terapeutiske arbejdsområder, samarbejdsformer og tilknyttede kompetencekrav.

Ved at beskrive de terapeutiske arbejdsfunktioner inden for de to hovedarbejdsområder gives der et

samlet overblik over de arbejdsfelter, der forventes at vokse og forandre sig i fremtiden. På baggrund

af denne viden vil Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen, AUH kunne udarbejde en strategi for

og tilrettelægge en målrettet fremtidsorienteret kompetenceudvikling for terapeuterne. Resultatet vil

medvirke til at sikre høj faglighed, tilfredshed i opgaveløsningen, øge afdelingernes effektivitet og

herved bidrage til opfyldelse af AUH’s visioner 2 . Det er ønsket at udbrede den opnåede viden til

samarbejdspartnere internt og eksternt, herunder professionshøjskolerne og de faglige foreninger.

5. PROJEKTETS DESIGN, MATERIALE OG METODE

Projektet omhandler undersøgelse af terapeuternes praksis i de to hovedarbejdsområder ambulatoriefunktioner

og behandlingen af komplekst syge patienter. For at opsamle nuancerne i en kompleks

praksis er projektet tilrettelagt som et kvalitativt studie baseret kvalitative data. Undersøgelsen er

i sit udgangspunkt beskrivende, og det vurderes, at det er fagpersonerne selv, der bedst belyser deres

erfaringer og oplevelser med udførelsen af deres arbejdsopgaver i de to områder. Dataindsamlingen

foregår primært ved hjælp af semistrukturerede fokusgruppeinterview.

Projektets undersøgelse er delt op i to dele. Første del er en undersøgelse af ambulatoriefunktionerne,

anden del af de områder/specialer, hvor de meget syge patienter fortrinsvist er indlagt (se beskrivelse

i bilag). Erfaringer fra del 1 tages med i del 2. Undervejs præsenteres de foreløbige resultater

fra del 1 og del 2 en temadag for de involverede terapeuter og for ledelsen. Formålet hermed

er at få kvalificeret udsagn fra interviewene og den indledende analyse yderligere, samt at inddrage

erfaringer fra terapeuter og ledere som bidrag til den fremtidige strategi for kompetenceudvikling

inden for de to arbejdsområder.

Både del 1 og del 2 er bygget op følgende vis:

• Indledningsvist foretager intervieweren ikke-deltagende observationer af terapeuterne i praksissituationer,

med det formål at få et bredere og mere nuanceret perspektiv klinisk praksis. Ob-

2 Virksomhedsgrundlag, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, 2007 & Strategi 2011-2013. AUH som højt specia-

liseret universitetshospital (udkast)


- 5 -

servationerne anvendes til at kvalificere interviewguiden til de efterfølgende fokusgruppeinterview.

• Ud fra en semistruktureret, temaorienteret interviewguide (se bilag) gennemføres 3 fokusgruppeinterview

à to timers varighed i både del 1 og del 2. For at facilitere fælles refleksion og inspiration

tværs af arbejdsområderne er fokusgrupperne sammensat af terapeuter med størst mulig

forskellighed i klinisk erfaring. Fokusgrupperne består af 6-8 personer sammensat ud fra flg.

kriterier:

Både ergoterapeuter og fysioterapeuter er repræsenteret, alle 3 matrikler er repræsenteret, samt

både børn og voksne i patientgruppen.

For ambulatoriefunktionerne desuden:

o Patienter med kroniske sygdomme og patienter med korte sygdomsforløb

o Repræsentanter både fra ambulatorier med fast tilknyttede terapeuter og fra ambulatorier

med terapeuter i tilkaldefunktion

For områder med komplekst syge patienter desuden:

o Både repræsentation fra terapeuter, der går fast afdelinger med komplekst syge patienter,

og fra terapeuter, der kommer afdelingerne i vagt eller som afløser

Det tilstræbes, at fokusgrupperne er sammensat, så de forskellige kriterier så vidt muligt er repræsenteret

i hver fokusgruppe. Af praktiske grunde har dette ikke helt kunnet gennemføres,

men samlet set er kriterierne opfyldt.

• Interviewpersonerne bedes inden interviewet om at forholde sig til følgende områder, set i et

nutids og et fremtids perspektiv:

o de konkrete opgaver og kerneområder i forbindelse deres arbejdsfunktioner, dels for den enkelte

som terapeut og dels i det tværfaglige samarbejde

o samarbejdsmåder og –relationer samt organisering af behandlingsopgaverne

o hvilken betydning deres behandlingsopgaver har for måden at være terapeut og for den

rolle, de har i relation til patient og samarbejdspartnere

o hvilke kompetencer terapeuterne mener, er nødvendige for at udføre kerneopgaver med god

kvalitet

5.1 INTERVIEWSITUATIONEN

Selve interviewet er, med deltagernes samtykke, optaget bånd. Da ikke alle terapeuter kendte

hinanden forhånd indledtes med en præsentationsrunde, så deltagerne fik kendskab til, hvilke

arbejdsområder hver enkelt terapeut havde som sit primære arbejdsfelt.

Intervieweren havde den primære rolle som den, der stillede spørgsmålene. I perioder skiftede denne

rolle, idet der blandt interviewpersonerne var stor interesse og lydhørhed for hinandens udsagn,

hvilket gav anledning til erfaringsudveksling terapeuterne imellem, med kommentarer og uddybende

spørgsmål, som de forskellig vis relaterede til egen praksis.

5.2 TEMADAG

Efter afslutning af fokusgruppeinterview i både del 1 og del 2 er der afholdt en temadag for involverede

terapeuter og ledere. Her er projektets foreløbige resultater præsenteret med overblik over arbejdsopgaver

og temaer ift. kompetenceudvikling rettet mod de to arbejdsområder, som projektet

omhandler. Formålet hermed var at kvalificere projektets foreløbige resultater baggrund af en

refleksiv og dialogbaseret proces med de deltagende terapeuter og ledere, der kender den aktuelle


kliniske praksis. Endvidere bidrog temadagen til en fælles prioritering af såvel de nødvendige kompetencer

som behov for kompetenceudvikling inden for de to arbejdsområder.

5.3 BEARBEJDNING OG ANALYSE AF RESULTATER

Interviewene er blevet gennemlyttet, nøgleord med tidsangivelse i optagelsen blev noteret og essentielle

passager fuldt transskriberet. Supplerende udsagn fra temadagen er noteret og inddraget i den

efterfølgende analyse. Løbende har der været en veksling mellem analyse, genlytning og genlæsning

af interview for at sikre forståelse at udsagnene.

- 6 -

Analysen af materialet tog udgangspunkt i hovedtemaerne fra interviewguiden, som var en semistruktureret

guide med åbne spørgsmål (se bilag 2). Spørgeområderne var:

o Kerneopgaver, mono- og tværfaglige

o Samarbejdsformer og – relationer, herunder rammer og organisering

o Kompetencer som anvendes og som vurderes nødvendige at udvikle

o Påvirkning af professionsidentiteten

o Nye arbejdsopgaver og – måder

o Potentielle læringsmuligheder

o Oplevelser og læring ved at deltage i projektet og fokusgrupperne

5.4 TEORIGRUNDLAG

Det analytiske perspektiv tager primært udgangspunkt i litteratur fra professionsforskningen, hvor

især Katrin Hjort er fremtrædende. Desuden anvendes Etienne Wengers sociale teori om læring i

praksisfællesskaber specifikt til belysning af samarbejdsformer og –relationer.

De beskrevne kompetencer blev indledningsvist kategoriseret ud fra Brosolat & Thorups 3 kompetencemodel

og i de opsamlende afsnit yderligere beskrevet ift. de seks kompetenceområder, der

indgår i begrebet professionskompetence (se kap. 6 og bilag 1).

5.5 METODEKRITIK

Projektet afdækker udelukkende terapeuternes perspektiv. En triangulering med undersøgelse af de

terapeutiske opgaver, af samarbejde og kompetencer, set fra såvel samarbejdspartneres som patienters

perspektiv kunne supplere og styrke projektets resultater yderligere.

Hensigten med projektet er at belyse, hvilke professionskompetencer, der vil være behov for

fremtidens universitetshospital. Et kritikpunkt i relation til dette er, at projektet undersøger kompetenceanvendelse

i nutiden og derudfra peger de kompetencer, der formodes at blive behov for i

fremtiden. Der er intet sikkert belæg for, at fremtiden kommer til at tegne sig, som projektets resultater

viser. Men grundlaget for undersøgelsen og dens konklusion er dog den nære udvikling, der er

beskrevet i sundhedspolitiske rapporter m.v. jf. indledningen.

3 Brosolat, C.H. & A. Thorup (2004): Kompetenceudvikling i praksis


6 KOMPETENCEBEGREBET

- 7 -

Systematisk kompetenceudvikling har gennem de sidste 10 år spillet en central rolle i hele HR- udviklingen

offentlige arbejdspladser, herunder hospitaler. Begreberne profession og kompetence er

blevet anvendt og beskrevet i mange sammenhænge og med mange betydninger. På Aarhus Sygehus

og Skejby Sygehus er arbejdet med kompetenceudvikling og beskrivelse af kompetenceområder

sket uafhængigt af hinanden.

Da dette projekt omfatter ergoterapi og fysioterapi det samlede AUH præciseres her, hvorledes

begrebet professionskompetence forstås i denne sammenhæng.

Kompetence i jobbet er knyttet til den enkeltes profession og til de aktuelle arbejdssituationer og -

relationer, som man indgår i. Professionskompetence kan beskrives som

… den rette kombination af viden og færdigheder, der sætter medarbejderen,

gruppen og organisationen i stand til at agere og løse opgaver rigtig, afhængigt

af situationen.

På AUH er begrebet professionskompetence et overordnet begreb, der rummer seks forskellige

kompetenceområder. Nedenstående liste er en kombination af de kompetenceområder, som anvendes

hhv. Skejby Sygehus 4 og Aarhus Sygehus 5 .

o Faglig kompetence

o Personlig/professionel kompetence

o Kommunikativ kompetence

Disse seks kompetenceområder anvendes i opsamlingerne for del 1 og 2, til at beskrive de kompetenceområder,

som kompetenceudviklingen skal rettes mod fremover. Uddybende beskrivelse af de

enkelte kompetenceområder kan ses i bilag 1.

Brosolat & Thorup 6 opstiller flg. operationelle model (fig.1) til forståelse af kompetencebegrebet

Modellen omhandler udover begreberne viden og færdigheder også den adfærd, hvorigennem den

enkelte medarbejder udøver og udviser sin viden og sine færdigheder.

Modellen anvendes til at analysere de kompetencer, der relaterer sig til de aktuelle arbejdsopgaver

og samarbejdsformer i hhv. ambulatorierne og ved behandlingen af de komplekst syge patienter.

Fig.1

Talent

Færdig-

heder

Adfærd

Viden

Personlige

karakteristika

4 Håndbog om kompetencekonceptet, Århus Universitetshospital, Skejby, 2009

5 Kompetenceområder i Ergoterapi- og Fysioterapiafdelingen, Århus Sygehus, 2008

6 Brosolat, C.H. & A. Thorup (2004): Kompetenceudvikling i praksis

o Samarbejdskompetence

o Organisatorisk/ledelseskompetence

o Læringskompetence

Viden, færdigheder og adfærd er kompetencer,

der kan udvikles

Talent og personlige karakteristika er

elementer i det individuelle fundament

og svært virkelige


- 8 -

Brosolat og Thorup definerer begreberne viden, færdigheder og adfærd således:

Viden: er den information, som overføres til mennesker gennem øjne og ører, fx via en tekst eller

undervisning

Færdigheder: er evnen til at kunne udføre en handling i praksis

Adfærd: er viljen og evnen til at udføre sine handlinger en måde, så de tilpasses til omgivelserne

ift. den givne situation.

7. RESULTATER

Indledningsvist præsenteres de overordnede og generelle tendenser fra undersøgelsen. Dernæst uddybes

undersøgelsesresultaterne fra del 1 og del 2 hver for sig. Hvert afsnit afrundes med delkonklusion

med fokus de kompetencer, der findes nødvendige for det gældende område. Strukturen

for præsentationen er:

• Terapeutfaglige og tværfaglige kliniske patientrettede opgaver inden for det aktuelle arbejdsområde

• Samarbejdsmåder og –relationer, herunder organisatoriske rammer og vilkår

• Professionsidentitet under forandring

• Identificerede nye opgaver og samarbejdsmåder for terapeuterne i de to områder

Efterfølgende sammenfattes og konkluderes resultaterne for del 1 og del 2 således, at de samlede

kompetencekrav inden for hhv. ambulatoriefunktioner og behandling af de komplekst syge patienter

synliggøres. I skemaform præsenteres en oversigt kompetenceområderne, med de kompetencer, der

er fælles for begge områder og de specifikke kompetencer til hvert område for sig. Oversigten er

angivet med kulørt skrift.

Afslutningsvist anbefales indsatser til at sikre tilstedeværelse og udvikling af relevante professionskompetencer.

(I teksten bruges betegnelserne informanter og terapeuter lige fod med interviewpersoner)

7.1 KARAKTERISTIKA VED DE TO VALGTE HOVEDARBEJDSOMRÅDER

Overordnet peger interviewene nogle generelle men forskellige tendenser afhængigt af, om arbejdsområdet

er ambulatorier eller behandling af de meget syge patienter. Tendenserne vises i nedenstående

tabel.

Tabel 1: Karakteristika ved hovedarbejdsområderne

Ambulatoriefunktioner Behandling af komplekst syge patienter

Professionernes kerneområder er centrale Tværfaglig behandlingsindsats er central

Især afgrænsede opgaver Især komplekse og/eller sammensatte opgaver

Omfattende viden inden for ambulatoriets speciale

Kombination af viden og erfaring fra flere forskellige

specialer


- 9 -

Monofaglige, flerfaglige og tværfaglige opgaver Tværfaglige opgaver og sammenhængende indsats

Få overlappende kompetenceområder (gråzoneområder)

Mange overlappende arbejdsopgaver og kompetenceområder

(gråzoneområder)

Fokus koordinering af indsatsen Fokus prioritering af indsatsen ift. den samlede

og den (livs-)nødvendige behandling

I terapeuternes beskrivelser af deres arbejdsopgaver i ambulatorierne er professionernes kernebegreber

fremtrædende. For fysioterapeuterne er det ’mennesket i bevægelse’, hvor det centrale er

analyse af bevægelse og funktion samt behandling/træning mhp. at genvinde tabt bevægeevne og

funktionsevne. Herunder hører også områder som respiration, kontinens og lymfødem. For ergoterapeuterne

er det ’mennesket i aktivitet’, hvor det centrale er analyse af aktivitetsproblemer som

grundlag for en målrettet behandling/træning af patienten hen imod at genvinde aktivitetsevnen

mhp. deltagelse i daglige aktiviteter og samfundslivet. Særlige områder er håndfunktion, dysfagi, og

kognition.

I mange ambulatorier er de terapeutiske opgaver afgrænsede og rettet mod professionernes kerneområder,

og der er kun få områder, hvor samarbejdspartnerne har overlappende kompetencer og

hvor der derfor er flere fagpersoner, der kan løse samme opgave. Risikoen for overlap eller konflikt

er lille. I visse ambulatorier er dog patienter med mere komplekse problemstillinger, fx kronikerområdet

eller opfølgning behandling efter (længerevarende) indlæggelse.

På sengeafdelingerne med de komplekst syge patienter beskriver terapeuterne den tværfaglige indsats

som central og nødvendig, og de ser deres egen indsats som en del af denne. Der er behov for

behandling fra mange forskellige fagpersoner, og der skal koordineres og prioriteres i denne indsats

ift., hvad der er vigtigst for den enkelte patient her og nu, eventuelt for at sikre patientens overlevelse.

Patienternes problemstillinger er hyppigt helt fundamentale, som vejrtrækning, spise-

/synkeproblemer, bevægeproblemer og problemer med basale ADL-funktioner. Den terapeutiske

indsats retter sig naturligt mod disse problemstillinger, og terapeuterne beskriver deres opgaver som

anvendelse af basale ergoterapeutiske og fysioterapeutiske metoder og redskaber, men i komplekse

problemstillinger.

De øvrige samarbejdspartnere har samme fokus i behandlingen, naturligvis med deres fagperspektiv.

Patientens basale problemstillinger betyder, at der ofte er overlap mellem samarbejdspartnernes

fagområder. Eksempelvist mellem personlig hygiejne/pleje og træning af ADL-aktivitet, hvor sygeplejerske

og terapeut begge er involverede. Det giver stor mulighed for at fagpersonerne supplerer

hinanden, men også risiko for konflikter mellem fagpersonerne ift. gråzoneområderne.

7.2 RESULTATER FRA FØRSTE DEL AF PROJEKTET

Første del omhandler terapeuternes opgaver i universitetshospitalets forskellige ambulatorier. Indledningsvist

beskrives de forskellige hovedkarakteristika ved hospitalets ambulatorietyper, baseret

oplysninger fra AUH’s organisationsdiagram, og udsagn fra informanterne. Dette omfatter

desuden en beskrivelse af karakteristika ved de patienter, der kommer i ambulatorierne.

Herefter følger en præsentation af de indsamlede data opsat efter projektets formål, dvs. faglige

kliniske opgaver, samarbejdsformer og –relationer, professionsidentitet samt nye opgaver og samarbejdsformer.


7.2.1 Ambulatoriefunktioner AUH

- 10 -

AUH er opdelt i fem centre, der alle rummer flere afdelinger 7 . Hovedparten af afdelingerne/specialeområderne

har et eller flere ambulatorier, men ikke alle har ergoterapeuter eller fysioterapeuter

tilknyttet. Ambulatorierne spænder fra udredning og behandling af den akutte/subakutte

patient til udredning og specialiseret behandling af den subakutte/kroniske patient. AUH har højtspecialiserede

funktioner og hovedfunktioner inden for mange af specialerne, hvilket betyder, at

mange patienter har lange transportafstande, når de skal i ambulatoriet.

7.2.2 Ambulatoriepatienten

Informanterne opdeler i grove træk ambulatoriepatienterne i to kategorier. Enten kommer patienten

til behandling eller kontrol efter akut skade/sygdom og med en forventning om at blive rask og vende

tilbage til normalt (arbejds-)liv. Eller patienten kommer til udredning eller behandling/kontrol i

forbindelse med kronisk sygdom, og skal følgelig lære at leve med denne sygdom/handicap.

Terapeuterne oplever, at patienterne har forventning om en specialiseret behandling med høj kvalitet.

En stor del af patienterne har fundet viden om egen sygdom internettet, og stiller spørgsmål

til sundhedspersonalet baggrund af dette. De har desuden forventninger om at modtage en plan

for deres forløb, så de ved, hvad der skal ske og hvornår.

”Mange patienter forventer den nyeste viden og den bedste behandling, når de kommer i

ambulatoriet, og de forventer information og svar deres spørgsmål om sygdommen”

Terapeuterne fortæller også, at en del af patienterne har vanskeligt ved at forstå den megen information

og vanskeligt ved at relatere den til deres egen situation.

”Andre patienter skal beroliges og forvisses om, at deres forløb er helt normalt”

Det kan her være nødvendigt, at terapeuten hjælper patienten med at sortere i den viden, vedkommende

har fundet internettet, og motiverer patienten til at tage et medansvar og yde en indsats for

at forbedre egen situation. Omvendt kan der for kronikere være behov for hjælp til at kombinere

viden fra flere områder.

Nogle af terapeuterne oplever etiske dilemmaer i relation til den informationsmængde, de oplever,

de skal give patienten.

”De patienter, der får deres diagnose (i ambulatoriet), skal både kapere denne viden og

oven i det, så skal de kapere rigtig meget information om, hvordan de skal forholde sig til

den sygdom”

Disse patienter magter ofte ikke al den information. De er måske i krise, og de får derfor ikke det

ønskede/forventede ud af besøget. Et tilsvarende dilemma opstår for patienter inden for de højtspecialiserede

funktioner og hovedfunktioner. Her er der pres terapeuten om at ’skulle levere’ én

dag og patienten om at ’skulle kapere’ én dag.

En del af terapeuterne giver udtryk for etiske overvejelser om, hvorvidt det er i orden ’at fylde

patienten, når der ikke er mulighed for at sikre sig, at patienten har forstået sin situation, øvelser,

progression m.v.

Flere terapeuter fortæller, at de gennem de seneste år har ændret deres praksis fra at være primært

informerende til at være mere involverende. Det sker især, når patienterne har et forløb i ambulato-

7 Organisationsdiagram for AUH


- 11 -

riet, idet terapeuterne her kan give patienten en opgave med hjem til næste gang, fx en øvelse, en

aktivitet eller en specifik ’opmærksomhedsopgave’, hvor patienten skal iagttage et givent symptoms

forandringer over døgn/uge/måned i relation til aktivitetsniveau.

7.2.3 Kliniske terapeutfaglige opgaver

Den primære terapeutopgave i ambulatorierne er at afdække og vurdere patientens behov for ergoterapeutisk

og/eller fysioterapeutisk behandling, genoptræning og hjælpemidler samt at vejlede patient

og evt. rørende ift. denne vurdering. Dette rummer både terapeutfaglig undersøgelse og vurdering

som led i en samlet og tværfaglig udredning/diagnosticering, samt specifikke monofaglige

tiltag, kortvarige eller som dele af et samlet og længerevarende forløb.

”… jeg ser det muskuloskeletale, som er vores force ift. læger, fordi det ved de ikke så

meget om, og kunne analysere bevægemønster (…) jeg bruger min viden om motorisk

udvikling rigtig meget, for at se, om der skal vurderes videre eller for at foreslå indsats til

barnet.”

”vores kerneydelse er, at vi ser patienten i en eller anden form for aktivitet, … ser hvordan

udførelsen er, … og er med til at diagnosticere, hvad er årsagen til, at de har vanskeligt

ved at komme i tøjet f.eks.”

I det enkelte ambulatorium sker fagudøvelsen baggrund af specifik og grundig viden om de diagnosegrupper,

der behandles i ambulatoriet, således at patienten modtager en individuelt tilpasset

og målrettet behandling og vejledning.

Et andet væsentligt indsatsområde for terapeuterne er vejledning og instruktion til patienter i forbindelse

med operation, såvel præ- som postoperativ vejledning. Det drejer sig typisk om respirationsfysioterapi,

forflytninger, genoptræning, vedligeholdelse af funktion samt vejledning ift. kompenserende

bevægelser og aktiviteter i den postoperative fase, evt. ved brug af hjælpemidler.

Uanset patientens sygdoms-/skadesbillede skal terapeuterne i ambulatoriet vurdere patientens genoptræningsbehov

og træningspotentiale. Ud fra denne vurdering og i dialog med patienten udfærdiger

terapeuten en genoptræningsplan til videre genoptræning/rehabilitering. Det sker altid baggrund

af en lægehenvisning, idet kun lægen har henvisningsret.

Enhver ydelse i ambulatoriet foregår i tæt samspil med patienten og/eller dennes rørende, fx forældre

til et sygt barn. Terapeuten skal kort tid, ofte kun en enkelt kontakt, danne sig et indtryk af

patienten, dennes mentale og psykiske ressourcer samt analysere og vurdere den terapeutfaglige

problemstilling. På baggrund af den samlede vurdering skal terapeuten vejlede og instruere patienten,

enten med fokus patientens egen indsats for at blive rask, eller med sigte at patienten lærer

at mestre sin situation og med tiden lære at leve med kronisk sygdom.

”Jeg tillader mig mere, når jeg ved, jeg kun har den ene chance. (…) Om det er mindre effektivt,

eller om patienten er mere åben, fordi de også ved, at der kun er den ene gang –

det ved jeg ikke. (…) De skal have hele pakken, flere øvelser, flere råd, flere … jeg fortæller

alt for meget (…) Og patienten er nogle gange også med det, for hvis jeg siger, at

jeg ved, at jeg fortæller dem mange ting, og hvis jeg kan følge det op og siger, at de kan

ringe til mig, så …”


- 12 -

Foruden den konkrete indsats til patienterne har terapeuterne administrativt arbejde, bl.a. med at

dokumentere de terapeutiske ydelser i journalen, således at de tværfaglige samarbejdspartnere kan

følge den terapeutiske indsats. Derudover udarbejder terapeuterne informationsmateriale, vejledninger

o.lign. enten monofagligt eller i samarbejde med øvrige fagpersoner i ambulatoriet.

Som det fremgår af ovenstående er opgaverne i ambulatorierne mangeartede. Derudover er der forskellig

kompleksitetsgrad afhængigt af, om man skal bidrage til tværfaglig diagnosticering/vurdering,

bidrage med terapeutfaglig viden relateret til træning/ADL, kontrollere aktuel behandling

(fx brug af PEP-maske) eller vurdere behov for hjælpemidler.

Kompetencebehov i relation til det kliniske arbejde i ambulatorierne

Terapeuterne oplever, at de ofte har et bredere og længere perspektiv patienten end læger og sygeplejersker

i ambulatoriet. De tillægger dette deres grunduddannelse og fremhæver en grundlæggende

rehabiliteringstilgang som værende væsentligt forskellig fra samarbejdsparterne, som hovedsageligt

tager sig af diagnosticering og den lægefaglige behandling. På den baggrund oplever terapeuterne

sig som en vigtig del af den samlede indsats for at kunne levere den rette behandling til

patienterne.

Viden:

Nedenstående er vidensområder, der anvendes, uanset hvilken type ambulatorium terapeuterne arbejder

i:

• Indgående terapeutfaglig kerneviden, dvs. viden om hhv. ergoterapeutiske og /fysioterapeutiske

teorier og metoder et niveau, der ligger over basisniveauet

• Specialviden om ergoterapi/fysioterapi specifikt til patientgruppen i det enkelte ambulatorium

• Grundig viden om relevante sygdomme/diagnoser ift. det enkelte ambulatorium

• Kendskab til relevante lægelige behandlingsformer – virkning, bivirkning og prognose

• Udførlig viden om træningsindikationer, - kontraindikationer & træningsformer, samt viden om

hvornår der i stedet for træning skal kompenseres, evt. med hjælpemiddel.

• Omfattende viden om det normale behandlingsforløb, herunder helingsprocesser

• Nyeste evidens inden for eget terapeutiske arbejdsfelt

• Viden om kommunikation, pædagogik, motivation, copingstrategier og –metoder

• Viden om psykologiske krisereaktioner, særligt i ambulatorier for livstruende sygdomme

• Viden om redskaber til afdækning af, hvad der er vigtigt for pt.

• Viden om patientens videre forløb i primær sektoren, dvs. muligheder og vilkår for efterbehandling/genoptræning

efter ambulatorieindsatsen, så terapeuten kan informere og vejlede patienten

om overgangen mellem de to sektorer og om, hvad patienten kan forvente at opnå træningsmæssigt

Følgende er specifikke ergoterapeutiske og/eller fysioterapeutiske vidensområder, som terapeuterne

fremhæver ift. enkelte ambulatorier:

• Viden om motorisk udvikling

• Viden om respiration og respirationsfysioterapi

• Viden om dysfagi

• Viden om sensomotorik

• Viden om lymfødem

• Viden om kontinens og inkontinens

• Viden om critical illness

• Viden om en operations virkning af respiration og bevæge-/aktivitetsevne mhp. præ- og postoperativ

instruktion


- 13 -

Færdigheder:

Opgaverne i ambulatoriet kræver, at terapeuterne har følgende færdigheder:

• Er rutineret ift. undersøgelsesmetoder, såvel den manuelle udførelse som den kliniske ræsonnering

i relation hertil, og kan udføre den baggrund af blot en kort information fra læge/sygeplejerske

umiddelbart inden man ser patienten

• Kan anvende relevante test og målemetoder

• Kan kombinere terapeutfaglig kerneviden med viden om den specifikke sygdom/skade, herunder

forløb, behandling og prognose

• Kan vurdere træningsbehov og træningspotentiale

• Kan kommunikere med og vejlede patienten i relation til:

o at se ’hele’ patienten og lynhurtigt kunne ’læse’ patienten og vurdere, om denne skal

beroliges/opmuntres, motiveres/bremses m.v.

o at vurdere hvor meget/lidt man skal informere patienten og hvordan

o at give præoperativ instruktion: respirationsfysioterapi, ind/ud af seng m.v. baggrund

af viden om, hvad patienten får brug for umiddelbart efter operationen

o at vejlede patienten ift. det videre forløb, enten til at blive rask eller til at leve med en

kronisk sygdom

o at være tydelig i sin faglige vurdering og argumentation over for patient og rørende

• Kan samle og strukturere oplysninger og iagttagelser ift. at håndtere, hvad patient og evt. rørende

fortæller og prioritere det, der er væsentligt lige nu

• Kan medinddrage patienten, især ved kroniske problemstillinger

• Kan søge relevant ny viden, tolke og anvende den i egen praksis

• Har IT-færdigheder til dokumentation af indsatsen, jo kortere forløb, jo vigtigere er det, at dokumentere

konkret og præcist, samt til skriftlig formidling ved udarbejdelse af informationsmateriale

Adfærd:

I ambulatoriet er man tit ene terapeut, og man skal kunne levere en faglig vurdering her og nu, dvs.

uden at have mulighed for monofaglig sparring først. Dette omfatter, at man:

• udfører sin faglige indsats kompetent, tilpasset de vilkår der er i ambulatoriet det gældende

tidspunkt

• skaber tillidsfuld kontakt med patienten og udviser rummelighed ift. patientens livssituation og

valg

• kommunikerer ligeværdigt med patient og evt. rørende, dvs. at man formidler, lytter, spørger

og begrunder med udgangspunkt i patient og rørendes situation

• er ydmyg ift. at patienten er ’midt i en proces’ selv om man som terapeut ved, hvad næste trin i

processen er

• prioriterer den vigtigste af flere mulige indsatser til den enkelte patient afhængigt af

hans/hendes aktuelle situation

• udviser ærlighed over for patient/læge, når man er i tvivl, og når en vurdering kræver observationer

over tid

• handler adækvat i uventede og ukendte situationer

• er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet og agerer med udgangspunkt heri, såvel overfor

patienter som samarbejdspartnere


- 14 -

7.2.4 Samarbejdsformer og – relationer samt organisatoriske rammer

Læger og sygeplejersker nævnes af terapeuterne som de centrale samarbejdspartnere ift. den sundhedsfaglige

indsats, derudover er sekretærer centrale for koordinering af indsats og arbejdsgange.

Ydermere nævnes bandagister og psykologer som samarbejdspartnere afhængigt af de forskellige

ambulatoriers patientkategorier.

I ambulatorierne findes både flerfagligt og tværfagligt samarbejde. Nogle terapeuter oplever, at de

er en del af det tværfaglige team, andre mere ’som et led i kæden’, ofte det sidste led i den samlede

behandlingsrækkefølge. Uanset samarbejdsform understreger terapeuterne, at det vigtigste i ambulatoriet

er indsatsen og hensynet til patienten.

Den fælles opgave i ambulatorierne er, som tidligere beskrevet, vurdering, behandling, vejledning

og evt. viderehenvisning af patienten. Oftest er der tale om monofaglige ydelser, som koordineres

til en samlet indsats. I visse ambulatorier foretages dog en decideret tværfaglig vurdering/ diagnosticering

af patientens problemstilling.

”De gode forløb, det er der, hvor man er inde sammen med lægen ved patienten, for så er

det tydeligt, at der er noget lægen ikke er sikker , og gerne vil høre ens mening om”

”Jeg synes vores læger har stor respekt for det, vi laver”

Terapeuterne giver klart udtryk for, at et godt samarbejde fordrer, at de forskellige fagpersoner i

ambulatorierne kender hinandens arbejdsområder og –opgaver.

”Vi skal kende den lægelige behandling, og vi skal tale samme sprog, for en del af den instruktion,

vi giver, den bakker op om den lægelige og sygeplejemæssige behandling. Vi

skal jo også kunne sige, at’ hvis der sker… ‘, så skal du henvende dig i ambulatoriet (…)

så man skal vide, hvad andre tager sig af.”

Terapeuterne skal vide, hvilken behandling, vejledning og information samarbejdspartnerne giver

patienten, og ikke mindst kende deres egen opgave og rolle i den fælles indsats. Udover den specifikke

terapeutfaglige viden er det således vigtigt, at terapeuterne har viden om den lægelige behandling,

dvs. indikationer og kontraindikationer, samt forventet behandlingseffekt og mulige bivirkninger.

De fleste patientundersøgelser/-behandlinger foregår i et lokale, hvor kun patient og terapeut er til

stede sammen. Dog er man i nogle ambulatorier flere fagpersoner samlet om at udføre en undersøgelse,

fx undersøgelse af et barn. Her udfører terapeuten sin undersøgelse, medens læge, sygeplejerske

og barnets forældre også er til stede. I disse og lignende situationer er det vigtigt, at terapeuten

udfører en fagligt kompetent undersøgelse og kommunikerer sin faglige vurdering således, at samarbejdspartnere,

patient og eventuelle rørende forstår budskabet.

Nogle af terapeuterne fremhæver deres erfaringer med at være en del af et lille team som værende

positivt, idet man kender hinanden godt og lettere finder sin plads i samarbejdet. Andre at et godt

samarbejde kræver, at man er til stede i ambulatoriet.

Fra terapeuterne er der en forventning om en hurtig og direkte adgang til samarbejdspartnerne, dels

for at koordinere indsatsen, dels mhp. dialog og faglig sparring med læger og sygeplejersker. Endvidere

er der forventning om, at man kan få svar spørgsmål om de praktiske forhold.

”Hvis det er de samme læger, som man omgås i sin dagligdag, så ved man, at man bare

kan ringe til dem…”


- 15 -

Terapeuterne oplever en klar forventning fra samarbejdspartnerne om, at terapeuterne bidrager med

en terapeutfaglig ekspertise, der matcher afdelingslægernes og sygeplejerskernes faglige niveau.

”… lægen forventer, at jeg kan stille op og sige, hvad jeg vurderer – og jeg skal kunne levere

det hurtigt”

Enkelte terapeuter deltager i ugentlige tværfaglige konferencer, og omtaler dette forum positivt og

med god mulighed for faglig dialog om konkrete patienter. Omvendt giver andre udtryk for, at konferencer

er vej ud, og afløses af andre kommunikationsformer, fx mailkorrespondance.

”Det er rigtigt godt, når man når at snakke med lægen,(…) faktisk når de virkelig har et

problem, så har jeg nogle gange oplevet, at de går ovre fra ambulatoriet og over afdelingen

for at finde en fysioterapeut. Så står de med journalen, og man kan spørge, hvad de

forventer af mig, og spørge specifikt til operationen og til problemet … Det andet er, når

man skal have læst flere sider journal, for at man kan gennemskue, hvad det er, de forventer

af mig …”

I forhold til samarbejdet nævner flere terapeuter, at det har betydning for den faglige respekt, at der

er plads og rum til faglig dialog og at man som terapeut også ’tør’ være uenig med lægen eller sygeplejersken.

Rammer og organisering

I løbet af interviewene blev det tydeligt, at der er vidt forskellige rammer for, hvordan arbejdet i

ambulatorierne organiseres, hvilket influerer samarbejdsformer og –relationer. Derfor følger her

en beskrivelse af rammer og organisering i ambulatorierne.

Inden for mange specialer har AUH højt specialiseret funktion og hovedfunktion, hvilket betyder, at

mange af patienterne i ambulatorierne kommer langvejs fra. Disse patienter skal naturligvis have

den nødvendige behandling fra alle relevante fagpersoner ved samme besøg i ambulatoriet. Generelt

vægtes det højt, at indsatsen i ambulatorierne koordineres, så patienten modtager den rette behandling

uden for megen ventetid, og særligt behandlingen af patienter, der kommer langvejs fra, fordrer,

at den tværfaglige indsats er velkoordineret.

Koordinering af ambulatorieindsatsen har mange forskellige modeller afhængigt af, hvilken indsats,

der skal leveres, og afhængigt af traditioner og samarbejdsformer i det gældende område. I interviewene

træder forskellige styrende faktorer frem. Det er anskueliggjort i nedenstående tabel.

Tabel 2: Organiseringsprincipper

Styrende for planlægningen

En bestemt patientgruppe(diagnose/specialespecifikt)

Hvordan Betydning for terapeuterne

Patienterne samles fx en

bestemt ugedag og relevante

fagpersoner kommer i ambulatoriet

denne dag

Terapeuten har en fast tid i ambulatoriet, fx

2 dage ugentligt eller ½ dag hver anden uge.

Dette gør det både enkelt og effektivt at

planlægge efter ift. terapeuternes øvrige

arbejdsopgaver. Giver ydermere den fordel,

at det tværfaglige personale samles med

mulighed for planlægning og faglige drøftelser

Når patienten kan Patienterne kommer i ambu- Terapeuten holder sig opdateret i ambulato-


latoriet spredt hen over dagen/ugen.

- 16 -

Når lægen kan Patienter, som lægen skal se,

samles i blokke i løbet af

dagen/ugen. Øvrigt personale

indretter sig efter dette

Når terapeuten kan I enkelte ambulatorier samles

de patienter, som terapeuten

skal se, i blokke i løbet af

dagen/ugen. Øvrigt personale

indretter sig efter dette

Akut/subakut uanset

’styringsform’

rieplanen for at planlægge sin tid i ambulatoriet

og til øvrige opgaver. Planen følges så

vidt muligt. I nogle ambulatorier tilstøder

der ofte uventede opgaver og/eller forsinkelser,

som betyder, at terapeuten må revurdere

og justere sin plan.

Tilkald benyttes som supplement eller som

grundvilkår.

Terapeuten holder sig opdateret i ambulatorieplanen

for at planlægge sin tid i ambulatoriet

og til øvrige opgaver. Planen følges så

vidt muligt. I nogle ambulatorier tilstøder

der ofte uventede opgaver og/eller forsinkelser,

som betyder, at terapeuten må revurdere

og justere sin plan.

Tilkald benyttes som supplement eller som

grundvilkår.

Terapeuten kommer i ambulatoriet, når patienterne

er der. Dette gør det både enkelt og

effektivt at planlægge efter ift. terapeuternes

øvrige arbejdsopgaver

Terapeuten tilkaldes efter behov

Få af terapeuterne er fast tilknyttet et ambulatorium med deres primære arbejdsopgaver i ambulatoriet.

Det drejer sig bl.a. om Idrætsklinikken og Skade- og Traumeambulatoriet.

Nogle terapeuter fremhæver denne til tider omfattende koordinering som uhensigtsmæssig. Terapeuterne

er bevidste om, at det i fremtiden sandsynligvis vil være patientens tid og mulighed, der vil

være den primære styrende faktor, og at det derfor kan være yderst relevant, at ambulatorierne har

længere åbningstid. Selv om de fleste ikke er glade for en deraf følgende ændring af arbejdstiden, er

den overvejende holdning, at dette er en nødvendig udvikling for at imødekomme patienternes forventninger

og sundhedsvæsenets krav om effektivitet.

Tidsmæssigt er der forskel ambulatoriefunktionerne, idet der ikke kun er korte patientkontakter.

En enkelt patientseance kan for en terapeut variere fra 10 til 60 minutter afhængigt af opgavens

kompleksitet, patientens situation og krav fra ledelsen.

Mange ambulatorier benytter tilkaldefunktioner, hvilket betyder, at man ringer efter terapeuten, når

patienten er klar. På denne måde får patienten mindre ventetid. Tilkaldefunktioner kan foregå til ét

eller flere ambulatorier. For den enkelte terapeut har det stor betydning, hvor ofte man tilkaldes. Få

tilkald betyder, at arbejdsindsatsen ift. de øvrige opgaver lettere kan tilpasses ambulatorieopgaverne.

Tilkaldes man hyppigt, er det væsentligt, at de øvrige opgaver er få, rummer en vis fleksibilitet,

samt at de ikke er for komplekse.

Langt de fleste terapeuter har andre opgaver ved siden af ambulatorieopgaverne og går derfor til og

fra ambulatorierne. Det betyder, at terapeuten skal holde øje med, hvornår hun/han skal være færdig


- 17 -

med en behandling en sengeafdeling for at nå i ambulatoriet til aftalt tid, under hensyntagen til

den igangværende behandling sengeafdelingen. Endvidere betyder det, at terapeuten altid har en

telefon sig og kan ringes op, også når man er i gang med at behandle en anden patient.

”Det er en stressfaktor, at man aldrig ved hvor meget ekstra, der kommer, og hvor mange

patienter man ellers kan sætte til den dag …”

Hospitalets geografi og afstande mellem de forskellige terapeutiske arbejdssteder har også betydning

for, hvor ofte den enkelte terapeut kan skifte mellem opgaver i ambulatoriet og opgaver

sengeafdelingerne.

Terapeuterne finder det vigtigt, at de er flere om ambulatorieopgaven, af hensyn til planlægningen

af de samlede opgaver og sårbarhed i forbindelse med fravær. Og af hensyn til monofaglig sparring.

Enkelte terapeuter understreger vigtigheden af en ligeværdig opgavefordeling mellem terapeuterne,

forstået således, at såfremt man ’kun’ er afløser i ambulatoriet, engagerer man sig ikke samme

måde, og man får ikke et tilhørsforhold til ambulatoriet og samarbejdspartnerne der.

Kompetencebehov i relation til samarbejde og organisatoriske rammer

Terapeuterne fremhæver nedenstående viden, færdigheder og adfærd som væsentlige ift. samarbejdet

med de øvrige fagpersoner i ambulatorierne:

Viden:

• Er fortrolig med arbejds- og forretningsgange i ambulatoriet samt de organisatoriske rammer

• Er fortrolig med egne opgaver og rolle i den fælles indsats

• Har indgående viden om den behandling, vejledning og information samarbejdspartnere giver

patienten, både overordnet og specifikt til den enkelte patient, dvs. viden om indikationer

og kontraindikationer for behandlingen samt forventet behandlingseffekt og mulige bivirkninger

• Har kendskab til nye tendenser og nyeste evidens inden for den lægefaglige behandling af

det aktuelle speciale/sygdomsområde og følger udviklingen

Færdigheder:

• Kan etablere og vedligeholde ligeværdigt samarbejde med tværfaglige samarbejdspartnere,

både i det patientrettede kliniske arbejde og ved udarbejdelse af informationsmateriale til patienterne

• Er tydelig i sin faglige vurdering og argumentation, baggrund af en hurtig udredning af

patientens problemstilling

• Kan formidle de terapeutfaglige tilbud og kompetencer til samarbejdspartnere

• Kan undervise samarbejdspartnere inden for eget arbejdsområde

• Kan introducere og vejlede egne kolleger til ambulatorieopgaven samt indgå i faglig sparring

med disse

• Kan prioritere i sin indsats, ift. den enkelte patient og i de samlede opgaver

• Kan planlægge sin tid, så man bliver færdig med de indlagte ptt. og når i ambulatoriet til aftalt

tid – og omvendt

Adfærd:

• Er aktiv sparringspartner for lægerne, bl.a. mhp. diagnosticering/fælles vurdering

• Er synlig i ambulatorierne ved at være til stede, ved sin dokumentation, ved også at udføre

gråzoneopgaver. Dog nævner nogle terapeuter, at det er irrelevant at blive brugt til ikke faglige

ting

• Udfører sin egen undersøgelse/behandling, selv om andet personale er i samme lokale


- 18 -

• Er opsøgende hos samarbejdspartnerne ift. viden og sparring, stiller sig til rådighed og er aktiv

i de forskellige samarbejdsrelationer

• Indgår i dialog om den fælles faglige vurdering af en patients problemstilling, også selv om

man er uenig med sine kolleger

• Er ærlig, når man er i tvivl, både over for samarbejdspartneren og patienten

• Er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet og agerer i med udgangspunkt heri, såvel

overfor patienter som samarbejdspartnere

• Optræder kompetent og rutineret, også i uforudsete situationer

• Nogle terapeuter mener, at man generelt kunne blive bedre til at give sine faglige informationer

og vurderinger videre til samarbejdspartnerne. Da terapeuterne ofte er ’sidste led i kæden’

indhenter de i højere grad viden fra andre, end de giver viden videre

• Tilpasser sig de forskellige vilkår afhængigt af arbejdssted samt justerer sine planer ift. hertil

7.2.5 Professionsidentitet

Terapeuterne fortæller samlet, at deres funktion i ambulatorierne har betydet, at deres måde at være

terapeut har ændret sig. Det gør sig særligt gældende inden for det rent faglige og inden for

kommunikation og samarbejde med patienten og eventuelle rørende.

”Der er nogen (af kollegerne), der har det svært med, at den del af behandlingen (forløbet)

ikke er der længere. Det er primært vurderinger nu … det skal vi gerne være eksperter

, det at lave en vurdering meget kort tid”

Der er sket et skift fra at være ekspert i behandlingsforløb til at være ekspert i vurdering af patienten

inden for terapeutprofessionernes kerneområder. Det er altså en anden og mindre del af terapeuternes

faglige kompetencer, der primært anvendes, og dette smitter af professionsidentiteten. Terapeuterne

skal kunne skifte mellem at identificere sig som ’vurderingsekspert’ og som ’behandlingsforløbsekspert’,

idet de typisk også har opgaver uden for ambulatorierne.

”… vi lægger mere ud til andre – også det vi synes, vi er rigtigt dygtige til. Nu er der andre

der gør det, for vi sparer også. Vi har nogle grupper, vi ikke behandler, de går klinikkerne.

Og det synes vi jo ikke er nær så godt, som da vi selv havde det, men sådan er

det...”

Især de interviewpersoner, der har en stor del af deres arbejdstid i ambulatorierne, giver udtryk for,

at dette er en spændende faglig udfordring. Øvrige terapeuter er lidt mere forbeholdne, særligt de,

der ikke oplever sig som en del af den tværfaglige indsats i ambulatoriet. Når talen falder det

svære i dette skift i professionsidentitet refereres til kolleger, der primært har arbejdsfunktioner

sengeafdelingerne. Det kan være et udtryk for, at kollegerne ikke har tilstrækkeligt kendskab til

ambulatoriefunktionerne, eller at de netop er sengeafdelingerne, fordi det er her, de befinder sig

bedst.

Det andet aspekt, der har betydning for, hvorledes terapeuterne oplever ændring i deres professionsidentitet,

vedrører samarbejdet med patient og eventuelle rørende.

”Vi bliver mere og mere vejledende - ikke som i gamle dag hvor man havde en patient

gentagne gange… Så man lægger mere ud til patienten, end vi gjorde før … Så det er med

hurtigt at kunne overskue, hvad kan man byde ind med nu her og så blive enig med den,

man står overfor om, hvad man kan køre videre med …”

” … vores rolle har ændret sig, for vi er jo gået fra at være eksperter til sådan lidt en

medspiller nu. (…) Vi ved jo godt i dag, at det skal indpasses i den enkeltes liv, og det er

utroligt forskelligt, hvad den enkelte kan overkomme. (…) Det er forskellige livsvilkår, vi

har, og vi er nødt til at prøve at få det ind den enkelte person …”


- 19 -

Denne oplevelse stammer ikke kun fra ambulatoriefunktionerne. Det tillægges den generelle samfundsudvikling

og ses også sengeafdelingerne, men de meget korte patientkontakter og –forløb i

ambulatorierne forstærker denne oplevelse.

7.2.6 Nye opgaver og samarbejdsformer

Opgaver:

Terapeuterne peger flere opgaver, der kan blive aktuelle i fremtiden. De placerer sig hovedsagligt

i to kategorier, dels at overtage opgaver fra andre faggrupper, hvor terapeuttilgangen vil være

mere relevant, dels nye områder, hvor terapeuter ikke nuværende tidspunkt er til stede, men hvor

de vil kunne komplementere opgaveløsningen og derved bidrage til øget kvalitet.

• Hoftealloplastikområdet: kontroller efter 3 måneder og efter 1 år: her er funktions- og bevægeevne

mere vigtig end operationsmetode og heling. Patienterne er dette tidspunkt optaget af,

hvordan deres gangfunktion er og bliver, og i mindre grad af medicinering. Fysioterapeuternes

kompetencer vurderes derfor mere relevant end lægers og sygeplejerskers.

• Inden operation: der er efterhånden stor evidens for at målrettet træning i visse situationer kan

medføre, at operation kan undgås/udskydes. Det er derfor relevant at fysioterapeuter bidrager til

vurdering af fx artrosepatienter og rygpatienter.

• Kontrol for patienter med apoplexi kan, når det drejer sig om funktionsniveau, med fordel foretages

af ergo- og/eller fysioterapeuter, både vurdering af fysisk funktionsniveau og daglige gøremål

• Ergoterapeuter har specifik viden om håndfunktion og ADL og kan overtage denne del af lægeundersøgelsen

fx ved reumatologiske patienter

• Det er relevant, at fysioterapeuter involverer sig i det onkologiske børneområde, for at minimere

de motoriske og sensoriske senfølger, man nogle gange ser hos børnene i forbindelse med

kræftbehandlingen

• Inden for parkinson- og scleroseområdet har terapeuterne ikke tilstrækkelig viden om, hvad der

foregår i den kommunale sektor, herunder om disse patienter får det rette terapeutfaglige tilbud

Samarbejdsformer og rammer:

Da der efterhånden bliver færre tværfaglige konferencer, vil andre kommunikations- og samarbejdsformer

blive fremherskende. Terapeuterne oplever allerede nu, at telefonkontakt med lægen foregår

hyppigere end før, bl.a. når terapeuten har behov for at afklare en faglig problemstilling vedr. en

patient eller i relation til patientens videre behandlingsforløb. Inden for det kirurgiske område er

mailkommunikation i fremgang, idet lægen ikke altid kan træffes, da han/hun kan være optaget af

operation. Generelt foretrækkes den direkte dialog, hvor også den hurtige afklaring sker. Terapeuterne

angiver, at for at brugen af begge de ’nye’ kommunikationsmedier bliver succesfulde, er det

vigtigt, at fagpersonerne kender hinanden fra det tværfaglige samarbejde.

En af terapeuterne fortæller, at hun ofte benytter speech-mac (lægenotat som lydfil) som forberedelse

inden mødet med ambulatoriepatienten. Det formodes, at dette vil vokse i fremtiden, og derved

blive en ny kommunikationsform, inden notatet er læsbart i journalen.

Mange af terapeuterne udtrykker ønske om/behov for, at de tværfaglige samarbejdspartnere i ambulatorierne

får større kendskab til terapeuternes kompetencer. Dette anses som nødvendigt for såvel

den faglige respekt, som for at få mulighed for at byde ind med relevante terapeutopgaver i fremti-


- 20 -

den. Det kan dreje sig om at overtage opgaver fra andre faggrupper, men også bidrage til at kvaliteten

i det samlede tilbud øges.

Terapeuterne giver samlet udtryk for, at såfremt den terapeutiske indsats skal blive en naturlig del af

ambulatoriefunktionerne fremover, er det vigtigt at rammerne giver mulighed for det. Dette fordrer

en tilstrækkelig tidsmæssig tilknytning til, at terapeuterne kan opbygge relationer, fælles viden om

og engagement i opgaverne i ambulatoriet.

”… for at få den respekt, så betyder det rigtigt meget for de andre faggrupper, at man viser,

at man er der, at man prioriterer at være der (…), så skal de andre faggrupper ikke

lede efter os eller ringe efter os, det er også en stressfaktor for dem, at de skal ringe efter

os. Det betyder rigtigt meget for dem, at vi er der, så de kan få fat i os, og at vi kan træde

til…”

Mange af terapeuterne brænder for ambulatoriefunktionen og vil gerne bidrage til at udvikle den i

fremtiden. De nævner bl.a., at det er vigtigt, at flere terapeuter varetager samme ambulatoriefunktion,

at man deles ligeværdigt om opgaven og ikke ’kun’ er afløser, når den primære terapeut er fraværende.

Dette for at lette planlægningen og mindske sårbarhed ved fravær samt for at understøtte

den monofaglige sparring og den fortsatte udvikling af funktionen.

I forhold til kvaliteten i den faglige ydelse til patienten, har terapeuterne disse overvejelser:

• Vigtigt med mulighed for ’hands-on’ og afprøvning i forbindelse med vejledning af patienten

for at vurdere, hvad der skal til (øvelse, hjælpemiddel m.v.), og så patienten erfarer egen krop

og kan videreføre dette hjemme.

”Der er en pædagogisk opgave i at lære nogen noget til anvendelsesniveau, og dermed så

tager det tid.”

• Forslag om at instruktioner fremover foregår med to besøg i ambulatoriet, idet patienten derved

får mulighed for at arbejde med sin ’læring’ via flere gentagelser i hjemmet, og efterfølgende

kan få justeret og/eller korrigeret sin egentræning ved næste ambulatoriebesøg. Udfordringen

med lang transportafstand for patienter inden for de højtspecialiserede funktioner og hovedfunktioner

må evt. løses anden vis, fx ved telekommunikation.

• Forslag om at anvende ny teknologi, fx Skype til opfølgning (opfølgning viden/spørgsmål og

behandling/træning). Vigtigt at afklare, til hvilke patienter/situationer denne mulighed er et

godt valg, og hvornår det er bedst, at patienten møder i ambulatoriet.

• Forslag om, at information det generelle niveau ikke sker i ambulatoriet, men i stedet ved at

invitere patienterne ind hospitalet til en generel information, evt. med hjælp fra bibliotekar til

at søge nyeste viden internettet. Det kan være som forberedelse til at patienten får den rette

viden relateret til sin egen situation, ved deres ambulatoriebesøg.

Kompetencer i relation til nye opgaver og samarbejdsrelationer

Her nævnes kun de kompetencer, som ikke allerede er beskrevet i relation til nuværende arbejdsfunktioner.

Viden:


- 21 -

• Nyeste evidens vedr. træning i stedet for operation for at identificere hvilke patientkategorier,

det kan være relevant at tilbyde træning. Grundig viden om hvordan man udvælger de

rigtige patienter/patientkategorier samt viden om træningsindsatsen til målgruppen

• Omfattende viden om helings- og træningsforløb efter alloplastik operation, det normale forløb

og mulige komplikationer. Endvidere viden om medicinsk behandling, fysioterapeutisk

smertebehandling og evt. tolkning af røntgenbilleder.

• Omfattende viden om reumatologiske virkninger af håndfunktion samt lægelig behandling

af reumatologiske sygdomme.

• Indgående viden om senfølger hos børn i onkologisk behandling, om motoriske og sensoriske

senfølger, tidlig profylaktisk indsats og forventet effekt heraf

Færdigheder:

• Opsøger, vurderer og anvender nyeste evidens inden for ovennævnte nye områder

• Evne til at vurdere hvilke patienter/patientgrupper, der kan profitere af telemedicinsk opfølgning

ambulatoriebesøg og hvilke, det er nødvendigt at se i ambulatoriet mere end en

gang.

• Evne til at se, hvor der er muligheder for nye opgaver og nye samarbejdsmåder

• Kan tilegne sig færdigheder til anvendelse af ny teknologi

Adfærd:

• Tager initiativ og er opsøgende ift. nye arbejdsopgaver og samarbejdsformer, monofagligt

og tværfagligt

• Bidrager til udvikling af ambulatoriefunktioner, dvs. deltager aktivt i planlægning, implementering

og evaluering af nye tiltag

• Synliggør betydningen af den terapeutfaglige indsats overfor samarbejdspartnere

7.2.7 Kompetencebehov relateret til ambulatoriefunktioner

Det følgende afsnit samler de beskrevne kompetencer, som terapeuterne, som fremhæver som væsentlige

ift. nutidige ambulatoriefunktioner og de fremtidige arbejdsopgaver og samarbejdsformer

Kompetencerne kategoriseres efter modellen med de seks kompetenceområder, som benyttes

AUH. (se bilag 1).

I relation til mange af ambulatorieområderne fremhæver terapeuterne, at det er nødvendigt med

specialviden. Både patienter, samarbejdspartnere og terapeuterne selv har forventning om, at der

bliver leveret en faglig indsats med høj kvalitet. Et synspunkt, der også kan findes i sygehusets vision

og mission. I nogle ambulatorier omtaler terapeuterne dette som et decideret specialistniveau, i

andre sammenhænge som grundig viden om de specifikke sygdomme. Også opgavens kompleksitet

har betydning for det nødvendige kompetenceniveau, fra basisniveau til ekspertniveau.

Faglig kompetence:

Faglig kompetence er sammensat af faglig viden og færdigheder i sammenhæng med professionernes

etiske retningslinjer og værdimæssige grundlag. Faglige kompetencer er knyttet til medarbejderens

handlinger i forhold til de direkte fagligt og tværfagligt relaterede opgaver, hvilket tilnærmelsesvist

svarer til begrebet adfærd i Brosolat’s terminologi.


- 22 -

Viden:

Nedenstående er vidensområder, der er aktuelle, uanset hvilken type ambulatorium terapeuterne

arbejder i:

• Indgående terapeutfaglig kerneviden om hhv. ergoterapeutiske og fysioterapeutiske teorier og

metoder et højere niveau end basisterapeuter

• Specialviden om ergoterapi/fysioterapi specifikt til patientgruppen i det aktuelle ambulatorium,

inkl. viden om nyeste evidens

• Grundig viden om relevante sygdomme/diagnoser ift. det aktuelle ambulatorium

• Udførlig viden om træningsindikationer, kontraindikationer & træningsformer, samt viden om

hvornår der i stedet for træning skal kompenseres, evt. med hjælpemiddel

• Kendskab til relevante lægelige behandlingsformer, virkning, bivirkning og prognose samt

kendskab til nye tendenser og evidens inden for den lægefaglige behandling

• Omfattende viden om det normale behandlingsforløb, herunder helingsprocesser

• Viden om psykologiske krisereaktioner, særligt i ambulatorier for livstruende sygdomme

• Nyeste evidens vedr. træning i stedet for operation, for at identificere hvilke patientkategorier,

det kan være relevant at tilbyde træning. Grundig viden ift. udvælgelse af de rigtige patienter/patientkategorier

samt viden om træningsindsatsen til målgruppen

• Omfattende viden om helings- og træningsforløb efter alloplastikoperation, det normale forløb

og mulige komplikationer. Endvidere viden om medicinsk behandling, fysioterapeutisk smertebehandling

og evt. tolkning af røntgenbilleder.

• Omfattende viden om reumatologiske virkninger af håndfunktion samt lægelig behandling af

reumatologiske sygdomme.

• Indgående viden om motoriske og sensoriske senfølger hos børn i onkologisk behandling samt

tidlig profylaktisk indsats og forventet effekt heraf

• Viden om patientens videre forløb i primærsektoren, dvs. muligheder og vilkår for efterbehandling/genoptræning

efter ambulatorieindsatsen, så terapeuten kan informere og vejlede patienten

om overgangen mellem de to sektorer og om, hvad patienten kan forvente at opnå træningsmæssigt

Flere terapeuter giver udtryk for en bekymring over, om man som hospitalsansat terapeut fremover

kan bevare den nødvendige viden om det normale behandlingsforløb, og om man har tilstrækkeligt

kendskab til det videre patientforløb i primærsektoren. En sådan viden anses om væsentlig mhp. at

kunne vejlede patienten hensigtsmæssigt.

Projektet her vurderer, at det vil være gunstigt med en debat om, hvad en vejledning af ambulatoriepatienten

som minimum skal omhandle, og dermed hvilket vidensniveau, der er nødvendig og

tilstrækkeligt for terapeuterne ift. patientens videre forløb.

Færdigheder:

I ambulatoriet er man tit ene terapeut, og man skal kunne levere en faglig vurdering her og nu, dvs.

uden at have mulighed for monofaglig sparring først. Dette kræver en vis klinisk erfaring og omfatter

at man:

• er rutineret ift. undersøgelsesmetoder, analyse og konklusion, såvel den manuelle udførelse som

den kliniske ræsonnering i relation hertil

• kan udføre sine opgaver og sit samarbejde med patient og evt. rørende kompetent, sikkert og

fokuseret, også når det sker baggrund af blot en kort information fra læge/sygeplejerske,

umiddelbart inden man ser patienten

• kan anvende relevante test og målemetoder

• kan kombinere terapeutfaglig kerneviden med viden om den specifikke sygdom/skade, dennes

behandling og prognose

• kan vurdere træningsbehov og træningspotentiale


- 23 -

• kan prioritere den vigtigste af flere mulige indsatser til den enkelte patient afhængigt af

hans/hendes aktuelle situation

• kan udføre sin faglige indsats kompetent, ud fra patientens situation og de vilkår, der er i ambulatoriet

det gældende tidspunkt. Også i situationer, hvor andet personale er til stede i lokalet

eller når uventede situationer opstår

• opsøger, vurderer og anvender nyeste evidens

• kan vurdere hvilke patienter/patientgrupper, der kan profitere af telemedicinsk opfølgning

ambulatoriebesøg og hvilke, det er nødvendigt at se i ambulatoriet mere end en gang.

• har IT-færdigheder til dokumentation, jo kortere forløb, jo vigtigere at dokumentere konkret og

præcist, samt til skriftlig formidling ved udarbejdelse af informationsmateriale og til at søge ny

viden. Nye IT-færdigheder skal læres i takt med den teknologiske udvikling, der også betyder

ændrede arbejdsopgaver og samarbejdsformer (fx Skype, telemedicin, videokonferencer m.v.)

• tager initiativ og er opsøgende ift. nye arbejdsopgaver og samarbejdsformer, monofagligt og

tværfagligt

• bidrager til udvikling af ambulatoriefunktioner, dvs. deltager aktivt i planlægning, implementering

og evaluering af nye tiltag

Følgende ergoterapeutiske og/eller fysioterapeutiske områder fremhæves som specifikke områder,

der fordrer, at terapeuterne har specialviden. Afhængigt af det konkrete ambulatorium skal terapeuterne

have såvel viden som færdigheder inden for:

• motorisk udvikling

• respiration og respirationsfysioterapi

• dysfagi

• sensomotorik

• lymfødem

• kontinens og inkontinens

• en operations virkning af respiration og bevæge-/aktivitetsevne mhp. præ- og postoperativ

instruktion og indsats

Personlig/professionel kompetence:

At handle personligt/professionelt kompetent forudsætter viden om det professionelle mellemmenneskelige

samspil, og at denne viden benyttes til at udøve sit fag med integritet, etisk forsvarlighed,

troværdighed og medfølelse.

Kompetence inden for dette felt er primært knyttet til den professionelles adfærd. Ifølge Brosolat er

ca. 80 % af de personlige kompetencer adfærd, resten er viden og færdigheder.

I forhold til at handle professionelt i ambulatoriefunktionerne fremhæver terapeuterne, at man:

• skaber tillidsfuld kontakt med patienten og udviser rummelighed ift. patientens aktuelle situation

samt vedkommendes livsindhold og prioriteringer .

• er ydmyg ift. at patienten er ’midt i en proces’ og giver patienten tid, selv om man som terapeut

ved, hvad næste trin i processen er

• er ærlig når man er i tvivl, og når en vurdering kræver observationer over tid, både over for

samarbejdspartneren og patienten

• optræder kompetent og rutineret, også i uforudsete situationer

• er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet og agerer med udgangspunkt heri, såvel over for

patienter som samarbejdspartnere


- 24 -

Kommunikativ kompetence:

De kommunikative kompetencer omfatter mundtlig og skriftlig kommunikation og formidling. De

omfatter færdigheder i at omgås andre og skabe åben og præcis kommunikation samt evne til at

formidle fagligt relevant viden til forskellige målgrupper.

Viden:

• Viden om kommunikation, motivation, copingstrategier og –metoder til forskellige målgrupper

• Viden om kommunikative redskaber til at afdække hvad der er vigtigt for patienten

Færdigheder:

• Kan kommunikere med og vejlede patienten i relation til:

o at se ’hele’ patienten og lynhurtigt kunne ’læse’ patienten og vurdere, om denne skal beroliges/opmuntres,

motiveres/bremses m.v.

o at vurdere hvor meget/lidt man skal informere patienten og hvordan

o at give præoperativ instruktion: respirationsfysioterapi, mobilitet ind/ud af seng m.v.

baggrund af viden om hvad patienten får brug for umiddelbart efter operationen

o at være tydelig i sin faglige vurdering og argumentation over for patient og rørende

• Kan samle og strukturere oplysninger og iagttagelser ift. at kunne håndtere, hvad patient og evt.

rørende fortæller, og prioritere det, der er væsentligt lige nu

• Kan kommunikere ligeværdigt med patient og evt. rørende, dvs. at man formidler, lytter,

spørger og begrunder med udgangspunkt i patientens og rørendes situation

• Har evne til at være klar i sin faglige vurdering og argumentation, baggrund af en hurtig udredning

af patientens problemstilling

• Har evne til at formidle de terapeutfaglige tilbud og kompetencer til samarbejdspartnere rettidigt

og præcist

Samarbejdskompetence:

Samarbejdskompetence omfatter viden om samarbejdsformer, samfundsgrupper, kulturer og levevilkår.

Erfaringer med samt evne og vilje til at tage ansvar for at etablere og fastholde konstruktivt

samarbejde med andre.

I relation til samarbejde i og om ambulatoriefunktionerne fremhæver terapeuterne følgende:

Viden:

• Har indgående viden om den behandling, vejledning og information samarbejdspartnere giver

patienten, både overordnet og specifikt til den enkelte patient, dvs. viden om indikationer og

kontraindikationer for behandlingen samt forventet behandlingseffekt og mulige bivirkninger

• Har kendskab til nye tendenser og nyeste evidens inden for den lægefaglige behandling af det

aktuelle speciale/sygdomsområde og følger udviklingen

• Er fortrolig med arbejds- og forretningsgange i ambulatoriet, ansvarsfordeling mellem parterne

samt de organisatoriske rammer

• Er fortrolig med egne opgaver og rolle i den fælles indsats

• Har viden om forskellige kulturer og livsformer

Færdigheder:

• Kan etablere og vedligeholde ligeværdigt samarbejde med tværfaglige samarbejdspartnere, både

i det patientrettede kliniske arbejde og ved udarbejdelse af informationsmateriale til patienterne

• Kan medinddrage patienten, især ved kroniske problemstillinger

• Kan være opsøgende hos samarbejdspartnerne ift. viden og sparring og stiller sig til rådighed for

samme


- 25 -

• Indgår i konstruktiv dialog om den fælles faglige vurdering af en patients problemstilling, også

selv om man er uenig med sine samarbejdspartnere

• Er synlig i ambulatorierne ved at være til stede, ved sin dokumentation, ved også at udføre gråzoneopgaver

når dette er krævet pga. af travlhed hos øvrige fagpersoner i ambulatoriet

• Videregiver sine faglige informationer og vurderinger rettidigt og forståeligt til samarbejdspartnerne

• Synliggør betydningen af den terapeutfaglige indsats overfor samarbejdspartnere

Organisatorisk/Ledelseskompetence:

Omhandler medarbejderens forståelse for den organisatoriske opbygning AUH, hvilket indebærer,

at man har kendskab til hospitalets visioner, værdier, virksomhedsgrundlag samt et mere

detaljeret niveau kender handleveje hospitalet og i egen afdeling. Endvidere evne og vilje til ledelse/medledelse

samt evne til at lede egne arbejdsprocesser, så de foregår rettidigt, effektivt og

hensigtsmæssigt.

Specifikt for ambulatoriefunktionerne drejer det sig om:

Viden:

• Er fortrolig med de organisatoriske rammer i ambulatoriet og i egen afdeling/gruppe, herunder

tidsmæssige ressourcer, samarbejdsaftaler og ressourcefordelinger

• Kende egne opgaver og sin rolle i den fælles indsats

Færdigheder:

• Prioriterer i sin indsats, både ift. den enkelte patient og i de samlede opgaver med fokus kvalitet

og effektivitet

• Planlægger sin tid hensigtsmæssigt, så tidsaftaler overholdes både i ambulatoriet og sengeafdelinger

• Tilpasser sig de forskellige vilkår afhængigt arbejdssted og justerer sine planer ift. hertil

• kan tilrettelægge sin arbejdsdag og de enkelte patientforløb, så både sammenhæng, samarbejde

og effektivitet i videst mulige omfang tilgodeses

Læringskompetence:

Læringskompetence er evnen til at tilegne sig ny viden, reflektere over egen praksis og handle i

forhold til dette i såvel kendte som nye situationer. Omfatter viden om egne læringsstrategier/læringsstil,

at kunne undervise/vejlede patienter og samarbejdspartner og forholde sig åben i forskellige

arbejdssituationer, således disse betragtes som læringsmuligheder. Læringskompetence er

grundlæggende for erhvervelse af andre kompetencer arbejde.

Viden:

• Viden om og pædagogik og læring, motivation, copingstrategier og –metoder, særligt relateret

til enkeltkontakter og med fokus patientinvolvering

Færdigheder:

• Kan vejlede patienten ift. dennes egen indsats og til det videre forløb, inkl. vejledning/undervisning

af små patientgrupper

• Kan afstemme forventninger med patient/rørende og vejlede ud fra dette

• Kan undervise samarbejdspartnere inden for eget arbejdsområde

• Kan introducere egne kolleger og studerende til ambulatorieopgaven og indgå i faglig sparring

med disse

• Opsøger monofaglig sparring når dette er aktuelt ift. en konkret patient samt mhp. egen læring


7.3 RESULTATER FRA ANDEN DEL AF PROJEKTET

- 26 -

Anden del af projektet omhandler terapeuternes opgaver relateret til behandlingen af indlagte patienter,

der er meget syge og har komplekse sygdomsbilleder. Indledningsvist beskrives de forskellige

hovedkarakteristika ved disse patienter, som de interviewede terapeuter fremstiller dem.

Herefter følger en bearbejdning af de indsamlede data opsat efter samme struktur som i afsnit 7.2.

7.3.1 Kendetegn ved patienter med komplekse sygdomsbilleder

Et overordnet karakteristika for patienter med komplekse sygdomsbilleder er, at de har flere forskellige

sygdomme eller skader, der kategoriseres inden for forskellige specialer, fx multiple frakturer

inkl. kranietraume som følge af ulykkestilfælde eller patienter med flere medicinske sygdomme.

Derudover er det patienter, hvor der er tilstødt komplikationer og/eller sekundære følger af primære

sygdom(me).

”… det er dem, hvor der er noget med det hele. Hvor der både er noget kropsmæssigt, hvor

vi skal træne muskulært, bevægelighed og forflytning. Det kan være CIP-patienter 8 , der ikke

kan bevæge en lillefinger, og som yderligere har respiratoriske problemer ...”

”Patienter med levercoma har samme sygdomsbillede, men en anden baggrund”

Typiske kendetegn er, at patienterne er cirkulatoriske og/eller respiratoriske ustabile samt evt. har

risiko for organsvigt. Det kan være patienter, der har den primære indlæggelse AUH eller patienter,

der overflyttes fra regionshospitaler pga. tilstødte komplikationer, der kræver specialiseret intensiv

behandling.

Patienterne har ofte behov for behandling intensive afsnit med efterfølgende langvarig indlæggelse,

både universitetshospitalet og senere hen regionshospital.

Afhængigt af patienternes sygdomme/skader kan øvrige karakteristika hos disse patienter være:

Nedsat bevæge- og funktionsevne, smerter, taktilt virkede, sidstnævnte ses hyppigere hos

børn end voksne

Patienter, som er tilkoblet meget apparatur

Patienter som er trætte/’tunge’ og svære at mobilisere/aktivere

Dårlig ernæringstilstand og/eller patienter med nedsat immunforsvar, især cancerpatienter

Levercomapatienter med respiratoriske problemer

Abdominalkirurgiske patienter med voldsomme komplikationer

Patienter i palliativ behandling, særligt i overgange fra behandling til palliation

Langvarige forløb, hvor terapeuterne kommer meget tæt familie, sagsbehandler, plejefamilie

m.v., fx børn med cancer, ALS-patienter

Patienter, der (næsten) har mistet håbet, er angste og ikke har lyst/overskud til ret meget

Patienter, som kan blive udadreagerende/råbende eller indesluttede/apatiske evt. også som følge

af kognitive vanskeligheder

Patienterne har ofte ikke overskud til at kommunikere, og til at samarbejde pga. deres nedsatte

funktionsniveau, og man kan ikke forvente, at de selv tager del i, eller kan huske deres behandling/træning

Patienter, der har været længe væk fra deres dagligdag, og som skal til at tænke nyt om denne

8 CIP= crittcal illness polyneuropati


- 27 -

I modsætning til patienterne i ambulatorierne beskriver terapeuterne ikke de komplekst syge patienter,

som personer, der har undersøgt og sat sig ind i viden om deres egen sygdom via litteratur eller

søgen internettet.

Det er ofte personalet, der må være styrende og tage beslutninger om behandlingsindsatsen, da patienten

ikke kan medvirke hertil, enten pga. bevidstløshed, svækkelse eller krisereaktioner. Beslutning

om behandling vil da foregå i samarbejde med rørende, når dette er muligt. Dette medfører

nogle etiske aspekter ift. hvis tarv, man som terapeut og sundhedsprofessionel varetager. En særlig

udfordring er, når det omhandler behandling af patienter i overgangen mellem behandling og palliation.

7.3.2 Kliniske terapeutfaglige opgaver

Behandlingen af de meget syge patienter med komplekse sygdomsbilleder er naturligvis afhængig

af patientens diagnoser og problemstillinger. Der er typisk tale om en både tværfaglig og langvarig

opgave. Terapeuten har ofte rigtigt mange opgaver med den enkelte patient og må derfor prioritere i

opgaverne samt indgå i den tværfaglige prioritering af den fælles indsats, der i visse situationer har

til formål at sikre patientens overlevelse. Sideløbende med den direkte patientkontakt ligger der et

stort og vigtigt arbejde med planlægning, koordinering, rørendesamarbejde, eksterne telefonkontakter

m.v. Dette uddybes i næste afsnit.

Patienternes problemstillinger er hyppigt inden for helt fundamentale områder, som vejrtrækning,

spise-/synkeproblemer og bevægeproblemer, som bl.a. viser sig ved vanskeligheder med at opretholde

siddende stilling, forflytte sig og basale ADL-funktioner. Den terapeutiske indsats retter sig

naturligt mod disse problemstillinger, og terapeuterne beskriver mange af deres opgaver som anvendelse

af basale ergoterapeutiske og fysioterapeutiske metoder og redskaber, men til komplekse

problemstillinger.

Overordnet er de ergoterapeutiske og fysioterapeutiske opgaver undersøgelse, vurdering og prioritering

af behandlingsbehov samt behandling af patientens problemstillinger. Formål med indsatsen er

såvel decideret behandling som vedligeholdelse af patientens funktionsniveau.

”Den komplekse patient har kontrakturer et sted, der er atrofi et andet sted, der er dårlige

lunger, der er manglende truncuskontrol (…) Så jeg tror, at fordi der er så mange ting, og

der er så mange ting, der får det til at smuldre – så er det vi går ind i planlægningen igen,

fordi der er meget og nogle gange så skal man fravælge, og vælger man så de rigtige ting

fra? Og så er det tværfagligt, hvad er vigtigst her og nu. Men nogle gange så handler det

om, at hvis vi ikke får dem mobiliseret, så dør de af den lungebetændelse…

Specifikke terapeutfaglige opgaver til patientgruppen:

Respirationsfysioterapi er aktuel til næsten alle patienter med komplekse sygdomme, særligt

patienter intensive afsnit, evt. i respiratorbehandling, hjerte-/lungepatienter, patienter med

postoperative komplikationer, præmature børn neonatal afdelinger

Dysfagivurdering og behandling er aktuel for mange af patienterne, herunder:

o vurdering af om dysfagi kan være årsag til respiratoriske problemstillinger

o vurdering og behandling af dysfagi efter respiratorbehandling

o vurdering og behandling af dysfagi hos patienter med cancer i mund og hals

Lejring af patienterne, herunder taktil stimulering

Mobilisering af patienten ift. kontrakturprofylakse, bevægetræning og træning af postural kontrol

Komplicerede forflytninger, da patienten oftest er tilkoblet meget apparatur. Der er typisk flere

personer om opgaven og behov for hjælpemidler


- 28 -

ADL-aktiviteter, enkle og enkelte ADL-aktiviteter samt at forberede patienten til disse, fx at

gribe om et krus og forberede patienten til denne aktivitet motorisk, sensorisk og kognitivt

Vurdering af hjælpemiddelbehov, udlevering og tilpasning af hjælpemidler samt instruktion i

brug af disse til plejepersonale, patient og evt. rørende

Vurdering af træningsbehov og hjælpemiddelbehov ved udskrivning og videregive relevante

oplysninger om patientbehandlingen til den instans, hvor behandlingen fortsætter

I tilknytning til hvert af ovenstående områder har terapeuterne yderligere den opgave, at vejlede

plejepersonalet så de kan understøtte og eventuelt integrere den terapeutiske behandling i den daglige

pleje. Terapeutens opgave er den kontinuerlige vurdering og justering af indsatsen og at følge op

her med plejepersonalet. Dette beskrives nærmere i afsnit 6.3.3.

Terapeuterne fortæller samstemmende, at kontakten og kommunikationen med patienten er central.

Ofte bruger terapeuten meget tid første kontakt, for at gøre de næste lettere, da patienten har behov

for at vide, hvad der er sket og få perspektiv sin situation. Selv om terapeuterne kan have

mange behandlingstiltag programmet til en enkelt patientbehandling, fremhæver de det vigtige i,

at de over for patienten signalerer, at de har god tid. Måske siger patienten fra over for dagens træning


”… hvis man så sætter sig ned og signalerer, at man har tid til patienten, så er de fem minutters

samtale givet godt ud, (…) og når man viser, at man accepterer, at det er OK, at

patienten ikke vil træne i dag (…) så kan det være, at man alligevel kommer igennem med

noget af behandlingen”

Man kommer ofte meget tæt patienterne i forbindelse med behandlingen og samtale om liv og

død, eller angsten for at dø bliver nogle gange en del af behandlingen. Terapeuterne ser disse samtaler

som en vigtig del af den tværfaglige opgave, og som en del af deres egen opgave, selv om det

ind imellem kan være svært.

”Nogle patienter, de går bare lige ind, der kan man næsten ikke holde tårerne tilbage selv

(…) andre, der kan man bedre distancere sig”

Samtale med patienten kan have mange formål, fx at finde ind til patientens motivation ift. de (små)

daglige gøremål, at skabe ejerskab til træningen foruden det psykologiske aspekt, i at patienten får

mulighed for ’at fortælle sig’.

Flere af terapeuterne reflekterer over deres egne kompetencer til disse samtaler, og hvor grænsen

for deres egne formåen går. Det drejer sig om kompetencer i selve situationen og etiske overvejelser

over hvem og hvor mange personer, der skal indgå i samtaler om de mere eksistentielle emner.

For enkelte af terapeuterne er dokumentation af denne del af behandlingen vanskelig.

”… der står mere, hvis der står CPAP eller PEP og kontrakturprofylakse og øvelser og

gangtræning og…(…) frem for at der står ’samtale’, det har ikke helt den samme vægtning”

Kompetencebehov i relation til de kliniske terapeutopgaver

I interviewene omtales specialistniveau og generalistniveau flere gange. Terapeuterne fremhæver, at

de er specialister ift. at behandle patienter med komplekse sygdomsbilleder. De skal være kompetente

til at kombinere viden fra forskellige terapeutiske fagområder og viden fra relevante kliniske


- 29 -

specialer med observationer af patientens symptomer og informationer fra apparatur om patienten.

Kompetencerne er ofte erfaringsbaserede og rummer megen tavs viden.

En af terapeuterne udtrykker det denne måde:

”Man skal have et højt niveau af viden om sammensatte sygdomsbilleder og viden om,

hvordan det viser sig i funktionsniveauet …”

Viden

Det er vanskeligt for terapeuterne at sætte præcise ord en afgrænset og specifik viden, der knytter

sig til deres arbejdsområder.

”.. det betyder noget både at have specialviden, men også at have lidt bred viden, for de

(patienterne) kan være meget forskellige … det er en fordel for mig, at jeg ved noget om

neurologi, om onkologi og lidt om træning og om vejrtrækning, for de kan fejle det hele

(…) og så skal jeg vide noget specifikt om cancerbehandling og om bivirkninger, det er en

blanding… af noget generelt og noget specifikt”

Nedenstående er vidensområder, der er aktuelle uanset klinisk speciale. De kan vægte forskelligt

afhængigt af hvilke kliniske afdelinger man arbejder .

Omfattende viden om respiration, lungefunktion og respirationsfysioterapi

Grundig viden om vågenhedsniveau og hvilke faktorer, der influerer her, fx cerebrale læsioner,

medicin. Nogle terapeuter omtaler et vidensgab her

Grundig viden om sengelejepatologi

Indgående viden om sammensatte sygdomsbilleder, mulige symptombilleder, virkning af

funktionsniveau samt redskaber og metoder til håndtering og guidning af patienterne

Solid viden om de normale forløb for at kunne vurdere afvigelser

Bred viden inden for det overordnede speciale neurologi, kardiologi, immunologi, hæmatologi

m.v. og gerne viden fra flere specialer

Viden om den/de specifikke sygdomme eller traumer og den lægelige behandling kan være ønskeligt,

men er ikke altid muligt. Derfor vigtigt at vide, hvor man kan opsøge specialviden.

Vide at der er restriktioner, ikke nødvendigvis hvilke, men at de er der, så man opsøger viden,

når det er aktuelt

Indgående viden om træningsfysiologi ift. kredsløb og respiration

Solid viden om psykologiske krisereaktioner og håndtering af disse, herunder mulige reaktioner

efter respiratorbehandling, fx psykose, amnesi

Omfattende viden om kommunikation, dvs. viden om kommunikationsformer og konkrete redskaber,

fx at blinke/bruge håndtryk som kommunikation, om pegeplader, teknologiske hjælpemidler

m.v.

Solid viden om pædagogik og motivation specifikt til denne patientgruppe, bl.a. vejledning om

livsstilsændringer og håndtering af livstruende sygdom

For nogle patientgrupper er viden om psykiatri ønskelig

Færdigheder

Ved behandlingen af de komplekst syge patienter kan patientens situation ændre sig fra det ene øjeblik

til det næste. Terapeuten skal derfor kontinuerligt observere patienten og vurdere dennes situation,

tilpasse sin behandling og evt. afbryde denne, for at lade andre fagpersoner komme til.

Dette omfatter at man:

Er rutineret ift. undersøgelsesmetoder, såvel den manuelle udførelse som den kliniske ræsonnering

i relation hertil

Kan skabe kontakt til patienten, som bevidsthedsmæssigt kan være i spektret fra fuld bevidstløshed

til ’lige under overfladen’, delvist/periodisk vågen eller fuldt vågen og i stand til at indgå

i samarbejde

Kan skabe tryghed for patienten ved sensorisk stimulering, kropsafgrænsning m.v.


- 30 -

Kan vurdere patientens ressourcer uanset bevidsthedsniveauet, ud fra vågenhed, berøring, respiration,

bevægelse og evt. psykiske tilstand

Kan kombinere og udføre terapeutfaglige behandlingsmetoder fra forskellige områder, herunder

udøve manuel guidning

Kan kommunikere med patienten verbalt og non-verbalt, dvs. begrænse og målrette kommunikationen

afhængigt af patientens tilstand

Kan kombinere viden og erfaring fra forskellige områder/specialer

Kan tolke informationer fra diverse apparatur og monitoreringer knyttet til patienten

Kan målsætte behandlingen, kortsigtet såvel som langsigtet, monofagligt og tværfagligt, og i

samarbejde med patient og/eller rørende

Kan vurdere patientens ressourcer ift. at involvere og motivere patienten til at være (bare lidt)

aktiv, herunder skifte mellem forskellige grader af styring kontra involvering af patient og rørende

Kan prioritere og justere i indsatsen monofagligt og tværfagligt

Kan informere, vejlede og samarbejde med rørende

Følgende ergoterapeutiske og/eller fysioterapeutiske områder, fremhæves som områder, der kræver

specialviden og/eller specialkompetence:

Respirationsfysioterapi, især vedr. patienter intensive afsnit

Præmature børn, undersøgelse, stimulering og behandling

Dysfagivurdering og -behandling

Komplicerede forflytninger, herunder anvendelse af hjælpemidler

Kognitive problemstillinger

Behandling af cancerpatienter, herunder viden om mulige bivirkninger af behandlingen. Samt

have redskaber til behandling/intervention af patienter som:

o er uhelbredeligt syg, men i et (livsforlængende) behandlingsforløb.

o er i overgange fra behandling til palliation

o er døende og venter hospice

Adfærd

Udviser fleksibilitet og rummelighed ift. at arbejde patientens grænse for bevidsthed og formåen

Er bevidst om etik ift. patient og rørende, både i de mindre daglige opgaver og i de store svære

spørgsmål (ex. patienter, der ønsker at dø i fred)

Udviser empati samtidigt med at man stiller krav til patienten og sætter grænse professionelt

Trives med at være kropsligt tæt patienten for guidning, behandling, stimulering m.v.

Arbejder bevidst at gøre sig forståelig for patienten (sprog, kropssprog)

Er bevidst om egne kompetencer og begrænsninger, og den baggrund siger fra og opsøger

viden/ekspertise

Har situationsfornemmelse og kan agere med både alvor og humor i samarbejde med patient og

rørende

Er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet og agerer i med udgangspunkt heri, såvel over

for patienter som samarbejdspartnere

Håndterer at arbejde i et felt, hvor døden er nærværende

7.3.3 Samarbejdsformer og – relationer samt organisatoriske rammer

Behandlingen af de meget syge patienter med komplekse sygdomsbilleder er en stor tværfaglig og

ofte langvarig opgave. I den samlede tværfaglige indsats er planlægning af patientens døgnrytme og

behandlingsforløb centralt. Der er behov for behandling fra mange forskellige fagpersoner, og der


- 31 -

skal koordineres og prioriteres i denne indsats ift., hvad der er vigtigst for den enkelte patient her og

nu. Terapeuterne ser sig som en del af den samlede tværfaglige behandling og tænker den monofaglige

indsats som ét af mange nødvendige elementer. De engagerer sig i samarbejdet og tager ansvar

for det. De forventer og har, for manges vedkommende, erfaring med et tilsvarende engagement fra

de øvrige samarbejdspartnere. Dette kommer bl.a. til udtryk denne måde:

” … at få de der mange små brudstykker til at passe sammen med nogle mål, som måske

bliver en lille bitte smule mere skæve, fordi man ikke lige kan gå dén vej (…) den mosaik

af mange ting, som man kan få til at gå op, så det giver noget mening…”

Samarbejdet omhandler både den fælles indsats hos den enkelte patient og den tværfaglige planlægning

sideløbende hermed.

Planlægning og koordinering af den tværfaglige indsats

Flere af terapeuterne understreger vigtigheden af, at der er formuleret et fælles mål og lagt en plan

for patientens behandling. De giver udtryk for, at en god og brugbar plan skaber overblik over, hvad

der skal ske for patienten hen over døgnet og hvilke navngivne fagpersoner, der er involveret i behandlingen,

herunder kontaktperson afdelingen.

På nogle afdelinger har man udarbejdet specifikke tjeklister til brug for planlægning af behandling

og døgnrytme. På andre afdelinger foregår planlægning og koordinering mundtligt, enten ved tværfaglige

konferencer eller mere uformelt. Når alle de daglige samarbejdspartnere kender det fælles

tværfaglige mål for patienten, bliver det muligt for den enkelte fagperson at integrere det fælles mål

i egen indsats. Terapeuterne arbejder bevidst , at de terapeutfaglige (del-)mål bliver integreret i

plejen, fx at patienten deltager så aktivt som muligt i forbindelse med vask, forflytning m.v. På

samme vis er de er opmærksomme at integrere de sygeplejefaglige (del-)mål i den terapeutiske

indsats, fx decubitusprofylakse, væskeindtag o. lign. Til nogle patienter (og nogle afdelinger)

fungerer terapeuterne mere som konsulenter og yder deres behandling gennem andre fagpersoner.

Patientens skiftende tilstand medfører en hyppig justering af mål og prioritering af indsats. Kommunikationen

om patientens tilstand og prioritering i behandlingen er derfor et centralt omdrejningspunkt

for det tværfaglige samarbejde og for kontinuiteten i behandlingen. Kommunikationen

foregår både formelt og uformelt, mundtligt og skriftligt og i relation til det direkte fælles patientarbejde

samt den tværfaglige planlægning sideløbende hermed.

I prioriteringen er der rigtigt meget lægefaglig behandling, som skal ske. Det vigtigste prioriteres

først og placeres, når patienten kan overkomme dette. Øvrige tiltag skubbes til yderpunkter dagen/døgnet.

”Noget af det vigtige er, at stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvad der er vigtigt i

dag.(…)Det varierer bare så meget (…) Her er man bare et nummer i køen, og nogen

gange er man et nummer i rigtig, rigtig lang tid (…) Andre gange så er man enorm vigtig…”

”Det kan være, at dialysen bliver flyttet, for nu skal de mobiliseres … så har det første

prioritet”


- 32 -

Der kan være forskel hvordan prioriteringen sker, og hvordan det lykkes de forskellige afdelinger.

Oplevelsen er, at den tid, der er brugt at planlægge og koordinere, oftest er givet godt ud

ift. behandlingen både kort og lang sigt.

Selv om der er lagt en plan, oplever terapeuterne alligevel, at de går forgæves til patienten. Det sker

næsten dagligt. Særligt røntgenundersøgelser og behandling operationsafdelingerne spiller ind

ift. ændringer i planen, men også ændringer i patientens tilstand eller helt basale behov som søvn,

mad, drikke, afføring m.v. er med til at ændre tidsplanen.

Én siger:

”Man er oppe imod noget, som man bare ikke kan planlægge sig ud af…”

En anden, at:

”Når der er en plan, så lykkes det oftere at komme til patienten”

Både sygeplejersker og terapeuter tager initiativ til den tværfaglige planlægning, i sjældne tilfælde

er det lægerne. Det kan være patientens problemstilling, der er styrende for, hvem der tager initiativet,

det kan være den, der aktuelt har tiden til det, eller det kan være personafhængigt.

I forhold til koordinering af den tværfaglige indsats er sygeplejerskerne er ofte centrale samarbejdspartnere,

da de, modsat læger og terapeuter, er afdelingen hele tiden. Også grundet denne forskel

kan det være vanskeligt for terapeuterne, at have tæt dialog med lægerne om faglige spørgsmål, der

ikke er afklaret konferencerne. Dialogen med lægerne foregår derfor ofte via sygeplejerskerne.

Nogle terapeuter oplever sig ikke lige så specialiserede som sygeplejerskerne sengeafdelingerne

med de komplekse syge patienter. En del terapeuter har erfaring fra andre kliniske områder, enten

fra tidligere i karrieren, eller fordi de er involveret i vagtarbejde nogle af de andre kliniske afdelinger.

De kan supplere med viden fra andre specialer, fx vurdere en forflytningssituation til en medicinsk

patient, der også har en kirurgisk problemstilling og derved bidrage til en mere helhedsorienteret

behandling.

Ud over det tværfaglige samarbejde den kliniske afdeling, har terapeuterne samarbejde med eksterne

samarbejdspartnere, særligt i forbindelse med patientens udskrivning eller overflytning til regionshospital.

Heri ligger også en konsulentfunktion for praktiserende fysioterapeuter, fx ift. patienter

med sjældne diagnoser.

Tværfaglige patientrettede opgaver

Foruden planlægning og koordinering af den tværfaglige indsats foregår mange af de patientrettede

opgaver i et samarbejde mellem to eller flere fagpersoner. Afhængigt af patientens problemstilling

og opgavens art har terapeuterne en styrende rolle eller en hjælperrolle. Drejer det sig om klare terapeutfaglige

kerneopgaver, er der en (implicit) forventning fra de øvrige involverede personer om,

at terapeuten er den, der styrer forløbet.

Særligt flg. to terapeutfaglige kerneopgaver er områder, hvor terapeuterne forventes at styre processen:

Komplicerede forflytninger, hvor der er behov for 1-2 terapeuter, sygeplejersker til at styre

slanger og apparatur, portører som ’løftekraft’ samt hjælpemidler som fx lift, specialstol o.a.

ADL-aktiviteter, samarbejde mellem ergoterapeuter og sygeplejersker fx i forbindelse med

personlig hygiejne. Ofte med behov for flere personer og for brug af hjælpemidler

I den konkrete situation skal terapeuten både have overblik over patienten og uddelegere delopgaver

og –ansvar til samarbejdspartnerne.


- 33 -

Når der ydermere er et vejledningsaspekt for plejepersonale, skal terapeuten vejlede og instruere

to planer, dels til patienten, dels til personalet. Selv om det umiddelbart kunne synes lettest, at kun

terapeuterne varetager de terapeutfaglige opgaver, så understreger interviewpersonerne vigtigheden

af, at plejepersonalet deltager i fx forflytninger af hensyn til læring og udførelse til den enkelte patient,

for at de kan integrere denne aktivitet/behandling i den daglige pleje af patienten.

Terapeuterne fortæller, at der er klar forskel , om de fælles opgaver foregår i samarbejde med

andre terapeuter, eller med andet fagprofessionelt personale. Samarbejde mellem ergo- og fysioterapeuter

er baseret en fælles grundviden (fx Bobath, Affolter), og terapeuterne har derfor fælles

sprog, handlinger, teoribaggrund m.v. De får let en fælles tilgang og behøver ikke (megen) dialog,

når man er hos en patient, idet de er fortrolige med hinandens handlinger i situationen.

I et tværfagligt samarbejde vil der typisk være gråzoneområder, hvor fagpersonernes kompetencer

overlapper hinanden. Både i forbindelse med de konkrete samarbejdsopgaver ved patienten og ved

integrering af samarbejdspartnernes indsatsområder i egen behandling, møder terapeuterne disse

gråzoner. Interviewene tyder , at man mange afdelinger har fundet et hensigtsmæssigt niveau

for at integrere elementer fra andre fagområder i egen praksis, uden at der opstår konflikter herved.

Helt grundlæggende fremhæver terapeuterne ’ånden’ eller kulturen afdelingen og det vigtige i, at

alle tænker samarbejde frem for kun et monofagligt fokus.

”Der er bare nogle afdelinger, hvor det er integreret, at selvfølgelig skal sygeplejersker

og fysioterapeuter hjælpe hinanden med at mobilisere en patient, og det har vi alle sammen

ansvar for som en del af plejen. Hvis man altså ikke tænker plejen for snævert eller

fysioterapi for snævert. Det er meget den indstilling, man har, at det er en tværfaglig opgave!”

Når man samarbejder i konkret handling om en patient, kommer man til at kende hinanden og hinandens

arbejdsopgaver og kerneområder. Det betyder at:

”Det er lidt nemmere at bøje sig for nogen, man kender og, som man kan snakke sig frem

til en forhandling med, frem for hvis man kommer til en hel ny sygeplejerske eller ny læge.”

De tværfaglige samarbejdsrelationer har betydning for kvaliteten i behandlingen, for at man er fælles

om at løse opgaverne, og for at man kan ’læsse af’ hinanden. I det tværfaglige samarbejde er

det vigtigt, at man kan bruge hinanden til debriefing ved følelsesmæssigt belastende oplevelser. På

nogle afdelinger er debriefing sat i system, andre afdelinger foregår det mere uformelt og i mindre

omfang. Især ved langvarige forløb og når det er børn, der dør, værdsætter terapeuterne muligheden

for, at psykologen eller sygehuspræsten bistår med supervision. Enkelte steder bruges supervision

også som læreproces ift. at forbedre samarbejdet og behandlingen.

Rammer og organisering

Interviewene viser, at der er stor variation i måden, hvor de enkelte afdelinger organiserer arbejdet

og samarbejdet, hvilket influerer samarbejdsformer og –relationer og i nogle sammenhænge

også for patientforløbene, da denne patientgruppe ofte overflyttes mellem flere kliniske afdelinger.

Her følger et kort oprids af de faktorer, som terapeuterne finder væsentlige for patientforløbene og

den mono- og tværfaglige indsats.


- 34 -

Overgange:

Mange af de interviewede terapeuter fremhæver patientens overflytning mellem afdelinger som et

centralt indsatsområde aht. kontinuitet i patientens behandling. Ved en overflytning brydes rutiner

op, og disse skal genetableres den nye afdeling, uden at der sker et slip i patientens behandling.

Terapeuterne beskriver forskellige organiseringsmodeller, som i et vist omfang afspejler forskelle i

terapeutfaglige ressourcer de intensive afdelinger AUH. Nedenstående tabel illustrerer modellerne.

Tabel 3: Typiske organiseringsmodeller

Styrende for planlægningen

Hvordan Betydning for terapeuterne

Sker typisk fra et klinisk Patienten overflyttes og Ansvaret for opgaven er klar og hvert speciale tager sig af

speciale til et andet samt personalet den nye sit område.

ved overflytning til regi- afdeling overtager Ordinationen fra gl. afdeling bliver ikke altid fulgt op, oponshospital.

straks behandlingen. dages måske først et par dage efter overflytning

Kan forekomme ved Overlevering sker via

overflytning fra intensivt information om patien-

afsnit til stamafdeling ten til den nye afdeling

Terapeuten fra stamafde- Patienten overflyttes til Kompetencer fra det kliniske speciale trækkes ind i den

lingen følger patienten til intensiv afd. Den tera- intensive behandling og behandling kan følges op ved re-

intensiv afd. og retur peut, der aktuelt varetaturnering til stamafd.

ger behandlingen fort- Terapeuten har ikke nødvendigvis de rette kompetencer

sætter behandlingen

intensiv afd.

rettet mod den intensive behandling

Terapeuten fra intensiv De terapeuter, der er Overlevering via overlapsperiode, så det nye personale

afd. følger patienten til tilknyttet stamafdelin- indføres i den intensive behandling og kan integrere dette i

dennes stamafdeling gen kobles som 2. deres behandling/speciale. Intensivterapeuten har ikke nød-

terapeut og overtager vendigvis de rette kompetencer rettet mod det kliniske spe-

efterhånden behandlinciale.gen Intensivterapeuten skal forholde sig til mange forskellige

afdelinger, arbejdsgange og samarbejdspartnere, har dog

terapeutfaglig kollega, som kender dette

Enkelte intensiv- Terapeuterne kan til- Iværksættelse af behandling af patientens respiratoriske

terapeuter har udadgåenkaldes til øvrige klini- problemstilling kan medvirke til at undgå (gen-) indlæggelde

funktion

ske afdelinger før patise intensiv afdeling.

enten indlægges Terapeuten har ikke nødvendigvis de rette kompetencer

intensiv afd.

rettet mod det kliniske speciale.

Intensivterapeuten skal forholde sig til mange forskellige

afdelinger, arbejdsgange og samarbejdspartnere

Ergoterapeuterne følger ofte patienten fra én afdeling til en anden, hvilket skyldes, at der er færre

ergoterapeuter end fysioterapeuter ansat AUH. Det betyder også, at fysioterapeuterne i høj grad

er opmærksomme , at ergoterapeuterne inddrages i behandlingen, når dette er relevant ift. patientens

problemstillinger.

Flere af terapeuterne oplever, at patienterne udskrives for tidligt til stamafdeling eller regionshospital

pga. for få intensive pladser/afdelinger, og at der den baggrund sker genindlæggelser, der

kunne være undgået. Et bevidst valg af organiseringsform kan evt. bidrage til at dette ændres i positiv

retning.

Flere terapeuter om én patient.

Terapeuterne har gode erfaringer med, at flere terapeuter er fælles om én patient. De bruger ofte

meget tid at sætte sig ind i den enkelte patients situation og finder det hensigtsmæssigt, at to – tre

terapeuter kender patienten.

”… det gøre virkelig en forskel, når man skal aflæse kropssprog, at det er en (patient) man

kender”


- 35 -

Ved at være fælles om en patient opnås:

• Færre aflysninger pga. fravær hos den enkelte terapeut

• At man undgår afløsere, der ikke er bekendt med patienten og dennes behandling

• Kontinuitet i behandlingen

• At den enkelte terapeut bedre kan rumme patienten og dennes situation

• Godt forum for monofaglig sparring og læring

I forhold til kontinuitet i behandlingen oplever flere terapeuter, at de ofte er den faggruppe, der er

mest ajourførte om patientens behandling, da der er stor udskiftning blandt sygeplejerskerne pga.

deres vagtbemanding.

Antal afdelinger terapeuterne er tilknyttede

Flere terapeuter giver udtryk for fordele ved primært at være tilknyttet én afdeling. Omvendt ved de

også, at de personalemæssige ressourcer har afgørende indflydelse , i hvor høj grad dette er muligt.

Fordelene ved kun at være tilknyttet én afdeling er:

• Når man kender afdelingen, bruges mindre tid koordinering og tværfagligt samarbejde

• Terapeuten er til stede afdelingen, hvilket giver større fleksibilitet ift. at tilrettelægge sit arbejde

for at imødekomme de hyppige ændringer i patienternes tilstand og plan. (Terapeuterne

går ikke forgæves så ofte)

• Man kender patientens plan og døgnrytme, kan planlægge for en uge ad gangen og prioritere

behandlingsopgaver hen over døgnet og ugen, så kontinuiteten så vidt muligt bevares

Såfremt terapeuterne er tilknyttede flere afdelinger, hvilket de ofte er, har opgavernes kompleksitet

betydning for, hvor mange afdelinger man kan forholde sig til. En del terapeuter giver udtryk for, at

det er godt at kombinere denne type behandlingsopgaver med nogle af de mindre komplekse opgaver,

fx i ambulatorierne eller holdtræning.

Kompetencebehov i relation til samarbejde

Terapeuterne fremhæver nedenstående viden, færdigheder og adfærd som værende væsentlige ift.

det tværfaglige samarbejde om behandlingen af de komplekst syge patienter.

Viden

• Er fortrolig med egne opgaver og sin rolle i den fælles indsats, herunder vide med hvad og

hvornår man skal byde ind, og hvornår man skal lade andre komme til patienten

• Indgående viden om samarbejdspartnernes kerneområder og -opgaver

• Grundig viden om arbejds- og forretningsgange den kliniske afdeling samt de organisatoriske

rammer

• Viden om hvilke kolleger, samarbejdspartnere (og eksterne eksperter) man kan spørge ift. viden

om specifikke sygdomme og behandlingsmetoder

Færdigheder

Samarbejdet kræver at terapeuterne:

• Kan kommunikere med samarbejdspartnere med udgangspunkt i den aktuelle situation, uanset

om den er uventet/planlagt, med eller uden patientens/rørendes tilstedeværelse

• Har evne til at være klar i sin faglige vurdering og argumentation, både i direkte dialog med

samarbejdspartnere om patienten og i samarbejdet hos patienten

• Tager initiativ til og indgår i dialog med afdelingspersonalet mhp. at:

o holde sig opdateret med patientens behandling og udvikling


- 36 -

o bidrage med egne faglige vurderinger og behandlingsforslag

o planlægning og prioritering af behandlingen, kortsigtet såvel som langsigtet

• Kan opstille og vurdere mono- og tværfaglige mål for behandlingen

• Kan undervise og vejlede i forskellige praksissituationer:

o plejepersonale ift. forflytning/behandling af en konkret patient

o nye kolleger, da det er et komplekst område med megen tavs viden

Kan undervise samarbejdspartnere om den terapeutfaglige viden og indsats

• Kan varetage konsulentfunktion mhp. terapeutfaglig behandling via andres tiltag

• Deltager konstruktivt i samarbejde om udarbejdelse af informationsmateriale

Adfærd

• Prioriterer tid til tværfaglig planlægning

• Tager initiativ og bidrager med sin faglighed ift. behandlingen, planlægningen og giver aktivt

udtryk for sine vurderinger, også når de afviger fra samarbejdspartnernes

• Indgår aktivt i og stiller sig til rådighed for faglig sparring og for debriefing, monofagligt og

tværfagligt

• Er bevidst om egne kompetencer og er opsøgende ved behov for yderligere viden/kompetence

• Er fleksibel og parat til det uforudsigelige

• Bruger det tværfaglige samarbejde som en nødvendig læringsmulighed ift. egen kompetenceudvikling

• Er til stede afdelingen, indgår i arbejdsgrupper og i dialog med det tværfaglige personale

• Er vedholdende ift. at vise at den terapeutiske indsats nytter (særligt hvor terapeuterne ikke er en

naturlig del af tværfagligheden)

• Er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet og agerer med udgangspunkt heri, såvel over for

samarbejdspartnere som patienter og rørende

7.3.4 Professionsidentitet

I arbejdet med de meget syge patienter oplever terapeuterne ofte patienter med traumatiske og kritiske

forløb, ikke sjældent med døden til følge. For terapeuterne er det værdifulde i dette arbejde, at

de er med til at hjælpe patienten i de små fremskridt her og nu, samt lidt længere sigt. Man lærer

at se de faglige succeser i de små ting, men arbejdet har også stor menneskelig værdi for terapeuterne.

”Jeg synes det er fantastisk, at få lov at være en del af sådan et forløb, at få lov at få et lille

hjørne af det menneskes liv og levned (…) Måske lykkes det ikke, det man gerne vil, måske

går det den anden vej. Men at få lov at være en del at det her forløb, og se hvor mange

forskellige måder et liv kan leves …”

Terapeuterne oplever, at patienterne udskrives tidligere end blot for et par år siden. En del af dem

finder dette rigtigt ærgerligt af to grunde. Dels vil man meget gerne følge patienten i længere tid, for

at kunne hjælpe patienten og se, hvordan patienten kommer til at klare sig fremover. Dels reflekterer

terapeuterne over, at de mister viden om det samlede forløb, og derfor oplever sig mindre kompetente

til at vejlede patient og rørende mhp. at forberede dem til forløbet, der kommer.

En anden udvikling, som tillægges det, at patienterne udskrives tidligere er, at terapeuterne ser en

tendens til et skift fra primært at behandle i forløb til i højere grad at vurdere patienten mhp., at

denne udskrives til rette sted og overflyttes med størst mulig faglighed.


- 37 -

For terapeuterne viser der sig yderligere nogle aspekter, som i et vist omfang virker professionsidentiteten.

Nogle af de yngre terapeuter fortæller, at de har ændret deres tilgang i behandlingen ved

at arbejde med denne patientgruppe.

Fra tidligere at have koncentreret sig om at analysere og instruere patienten mhp. at patienten

skal kunne selv, til at de nu giver den nødvendige manuelle hjælp til at patienten kommer videre

i sin handling

Fra tidligere at have vægtet at inddrage patienten i egen behandling, til nu som terapeut at tage

det fulde ansvar og styring for patienten, når dette kræves.

En af terapeuterne udtrykker det således:

”Handler vi mod egen forforståelse om altid, at inddrage patienten?”

De ældre terapeuter oplever, at de nyuddannede kolleger kan have vanskeligt ved at tage sig opgaverne

med at behandle de meget syge patienter med komplekse sygdomsbilleder. Én fortæller:

”Jeg kan mærke det de unge, der kommer, de har ikke haft så meget patientkontakt. De

står meget fremmede, når de kommer ud… Det med at røre ved andre mennesker, tage fat

i dem og ikke være bange for at komme tæt heller (…) Vi bruger meget tid oplære, oplære,

oplære - i forhold til de komplekse patienter – med berøring, empati, det med at vide

lige præcis hvad det er, man skal gøre, hvornår og hvordan…”

De nyuddannede terapeuter, der er kommet (næsten) direkte ind i arbejdsopgaver med de meget

syge patienter har en oplevelse af, at de har noget andet at byde ind med. De har brug for at lære de

faglige områder, og lære af både fagfæller og tværfaglige samarbejdspartnere. Omvendt er de er

ikke samme måde ’indgroet’ i historie og traditioner, og de oplever, at de kan bidrage med ny

energi, ny viden og nye perspektiver ind i disse opgaver og samarbejde.

7.3.5 Nye opgaver og samarbejdsformer

Terapeuterne peger ikke specifikke nye opgaver, men områder hvor den tværfaglige indsats

kan forbedres ved tilførsel af flere terapeutiske ressourcer. Endvidere peger de områder, hvor den

nuværende indsats kan forbedres rent organisatorisk og områder, hvor vægtningen i den terapeutfaglige

indsats er under forandring.

Terapeuterne nævner ikke deciderede opgaveoverdragelser fra andre faggrupper, som en del af den

nære fremtid.

Opgaver:

I det tværfaglige samarbejde kan terapeuterne bidrage med viden og kompetencer ift. mestring

og derved til at forberede patienten til at komme hjem til et andet liv

Ergoterapeuterne kan i større omfang bidrage med vurdering og behandling ift. dysfagiområdet

og kognitive områder

Ergoterapeuterne kan i større omfang bidrage til, at de komplekst syge patienter bevarer sit færdighedsniveau

under indlæggelsen

Flg. er under forandring:

Når patienterne udskrives tidligere, skal terapeuterne være kompetente til vurdering af patientens

behov for videre behandling, træningspotentiale/-behov samt behov for hjælp/hjælpemidler

i hjemmet. Dvs. undersøgelses-/vurderingskompetence skal opprioriteres.

Terapeuterne oplever, at patienterne gennem de seneste år er blevet dårligere og mere syge. De

forventer, at denne udvikling vil fortsætte, og at der derfor oftere vil være behov for, at flere terapeuter

er sammen om at behandle den enkelte patient.


Samarbejdsformer og rammer:

- 38 -

Terapeuterne opfordrer til, at der etableres tværfagligt samarbejde i mere formel form, hvor det ikke

allerede findes. For at lette den tværfaglige planlægningsopgave kan dette evt. suppleres med en

præcisering af, hvilke patienter der har behov for ’den samlede tværfaglige pakke’.

Terapeuterne ser gerne flere tværfaglige teams, der kan have deres styrke i forbindelse med overgange.

Fx ved en tværfaglig vurdering/screening af patienten ved indlæggelsen, eller et ’overflytningsteam’

i forbindelse med udskrivelse/overflytning. Tværfaglige teams vil endvidere medvirke

til at sikre et fælles mål og fælles ansvar for hele patientforløbet og sikre, at relevante fagpersoner

inddrages i behandlingen rette tidspunkt.

Med den nuværende erfaring er terapeuterne ikke i tvivl om, at fremtiden byder ændring af deres

arbejdstid til en større del af døgnet, for at imødekomme effektivitetskrav og prioritering af de ’rette

fagpersoner rette tid’ til patienten.

I forhold til de fysiske rammer vil fremtiden byde mere teknologi, og hospitalssenge med flere

funktioner. Nogle terapeuter vil gerne bidrage til udviklingen af disse senge, andre ser frem til det

med en vis skepsis. En større del af den terapeutiske behandling og træning vil i fremtiden foregår

de kliniske afdelinger. Terapeuterne har derfor en forventning om, at man tilgodeser plads og

rum til denne del af behandlingen sengeafdelingerne.

Kompetence relateret til de nye opgaver og samarbejdsformer

Her nævnes kun de kompetencer, som ikke allerede er beskrevet i relation til nuværende arbejdsfunktioner.

Færdigheder:

• Tager ansvar for hvor mange terapeuter/samarbejdspartnere, der skal inddrages i behandlingen

og i komplicerede forflytninger

• Tager initiativ og er opsøgende ift. nye arbejdsopgaver og samarbejdsformer, monofagligt og

tværfagligt

• Bidrager til udvikling af den samlede behandlingsindsats, dvs. deltager aktivt i planlægning,

implementering og evaluering af nye tiltag

• Synliggør betydningen af den terapeutfaglige indsats overfor samarbejdspartnere

7.3.6 Kompetencebehov relateret til behandlingen af de komplekst syge patienter

Dette afsnit samler og kategoriserer de beskrevne kompetencer, som terapeuterne finder nødvendige

i behandlingen af de komplekst syge patienter. Beskrivelse af kompetencerne er kategoriseret ud fra

de seks kompetenceområder, som anvendes AUH.

Faglig kompetence

De faglige kompetencer er sammensat af faglig viden og færdigheder samt i professionernes etiske

retningslinjer og værdimæssige grundlag. Faglige kompetencer er knyttet til medarbejderens handlinger

i forhold til de direkte faglige og tværfaglige opgaver.

Behandlingen af de komplekst syge patienter kræver, at terapeuterne er både specialister og generalister.

Terapeuterne skal være specialister ift. vurdering og behandling af patienter med sammensatte

og komplicerede sygdoms- og symptombilleder. Dette fordrer, at man evner at kombinere viden

fra forskellige områder og forskellige vidensformer. En specialviden, der udfoldes baggrund af


- 39 -

en generel viden og erfaring inden for flere områder. Kompetencer til dette er nuværende tidspunkt

erfaringsbaserede og rummer megen tavs viden.

Viden:

Nedenstående er vidensområder, der er aktuelle uanset klinisk speciale. De kan vægte forskelligt

afhængigt af, hvilke kliniske afdelinger man arbejder .

Omfattende viden om respiration, lungefunktion og respirationsfysioterapi

Omfattende viden om vågenhedsniveau og hvilke faktorer, der influerer her, fx cerebrale læsioner,

medicin. Nogle terapeuter omtaler et vidensgab her

Grundig viden om sengelejepatologi

Indgående viden om træningsfysiologi ift. kredsløb og respiration

Indgående viden om sammensatte sygdomsbilleder, mulige symptombilleder, virkning af

funktionsniveau samt redskaber og metoder til håndtering og guidning af patienterne

Solid viden om de normale forløb for at kunne vurdere afvigelser

Viden om den/de specifikke sygdomme eller traumer, den lægelige behandling og eventuelle

restriktioner er ønskeligt, men er ikke altid muligt. Derfor vigtigt også at vide, hvor man kan opsøge

specialviden.

Solid viden om psykologiske krisereaktioner og håndtering af disse, herunder mulige reaktioner

efter respiratorbehandling, fx psykose, amnesi

Til nogle patientgrupper er viden om psykiatri ønskelig

Færdigheder:

Ved behandlingen af de komplekst syge patienter kan patientens situation ændre sig fra det ene øjeblik

til det næste. Terapeuten skal derfor kontinuerligt observere patienten og vurdere dennes situation,

tilpasse sin behandling og evt. afbryde denne, for at lade andre fagpersoner komme til.

Dette omfatter flg. færdigheder:

Være rutineret ift. undersøgelsesmetoder, analyse og vurdering, såvel den manuelle udførelse

som den kliniske ræsonnering i relation hertil

Kan vurdere patientens ressourcer uanset dennes bevidsthedsniveau, dvs. ud fra vågenhed, berøring,

respiration, bevægelse og evt. psykiske tilstand

Kan kombinere og udføre terapeutfaglige behandlingsmetoder fra forskellige områder, herunder

udøve manuel guidning

Kan skabe tryghed for patienten via sensoriske stimuli, kropsafgræsning m.v.

Kan tolke informationer fra diverse behandlings- og monitoreringsapparatur om patienten og

relatere dette til egen behandling

Kan målsætte behandlingen, kortsigtet såvel som langsigtet, både monofagligt og tværfagligt,

og i samarbejde med patient og/eller rørende

Kan prioritere og justere i indsatsen monofagligt og tværfagligt

Er bevidst om egne kompetencer og begrænsninger, og opsøger viden/ekspertise, når der er behov

for dette

Følgende ergoterapeutiske og/eller fysioterapeutiske områder fremhæves som områder, der kræver

specialviden/kompetence:

Respirationsfysioterapi, især vedr. patienter intensive afsnit

Præmature børn, undersøgelse, stimulering og behandling samt vejledning til forældre

Dysfagivurdering og -behandling

Komplicerede forflytninger, herunder anvendelse af hjælpemidler og hjælpere

Kognitive problemstillinger

Behandling af cancerpatienter, herunder viden om mulige bivirkninger af behandlingen, samt

have redskaber til behandling/intervention af patienter som:

o er uhelbredeligt syg, men i et (livsforlængende) behandlingsforløb


- 40 -

o er i overgange fra behandling til palliation

o er døende og venter hospice

Personlig/professionel kompetence

At handle personligt/professionelt kompetent forudsætter viden om det professionelle mellemmenneskelige

samspil, og at denne viden benyttes til at udøve sit fag med integritet, etisk forsvarlighed,

ærlighed og medfølelse.

Til denne patientgruppe omhandler dette at terapeuterne:

Udviser fleksibilitet og rummelighed ift. at arbejde patientens grænse for bevidsthed og formåen,

og kan håndtere at arbejde i et felt, hvor døden er nærværende

Udviser professionel empati samtidigt med, at man stiller krav til patienten

Er bevidst om etik ift. patient og rørende, både i de mindre daglige opgaver og i de store svære

spørgsmål (patienter, der ønsker at dø i fred)

Trives med at være kropsligt tæt patienten for guidning, behandling, stimulering m.v.

Har situationsfornemmelse og kan agere med både alvor og humor i samarbejde med patient og

rørende

Er parat til det uforudsigelige

Er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet og agerer med udgangspunkt heri over for samarbejdspartnere,

patienter og rørende. Dette omfatter også at søge hjælp fra kolleger, når der

af faglige eller personlige grunde er behov for det.

Kommunikative kompetencer

De kommunikative kompetencer omfatter mundtlig og skriftlig kommunikation og formidling. Det

omfatter færdigheder i at omgås andre og skabe åben og præcis kommunikation samt evne til at

formidle fagligt relevant viden til forskellige målgrupper.

Har en omfattende viden om kommunikation, dvs. viden om kommunikationsformer og konkrete

redskaber til patientgruppen, fx at blinke/bruge håndtryk som kommunikation, om pegeplader,

teknologiske hjælpemidler m.v.

Kan skabe kontakt til patienten uanset bevidsthedsniveau og kan kommunikere med patienten

verbalt og non-verbalt, dvs. begrænse og målrette kommunikationen afhængigt af patientens tilstand

Kan informere, vejlede og samarbejde med rørende

Kan kommunikere med samarbejdspartnere med udgangspunkt i den aktuelle situation, uanset

om den er kritisk, planlagt, med eller uden patientens/rørendes tilstedeværelse

Tager initiativ og indgår i dialog med afdelingspersonalet mhp. at:

o holde sig opdateret med patientens behandling og udvikling

o bidrage med egne faglige vurderinger og behandlingsforslag

o planlægning og prioritering af behandlingen, kortsigtet såvel som langsigtet

Samarbejdskompetencer

Samarbejdskompetence omfatter viden om samarbejdsformer, samfundsgrupper, kulturer og levevilkår.

Erfaringer med samt evne og vilje til at tage sig ansvar for at etablere og fastholde konstruktivt

samarbejde med andre.

• Er fortrolig med egne opgaver og rolle i den fælles indsats, herunder vide med hvad og hvornår

man skal byde ind, og hvornår man skal lade andre komme til patienten

• Har indgående viden om samarbejdspartnernes kerneområder og -opgaver

• Har viden om hvilke kolleger, samarbejdspartnere (og eksterne eksperter) man kan opsøge for

viden om specifikke sygdomme og disses behandlingsmetoder


- 41 -

• Tager initiativ og bidrager med sin faglighed ift. behandling og planlægning samt tør give udtryk

for et andet synspunkt/vurdering end samarbejdspartnernes

• Indgår i og stiller sig til rådighed for faglig sparring og for debriefing, monofagligt og tværfagligt

• Kan fungere som konsulent for samarbejdspartnere, så de kan inddrage terapeutiske behandlingstiltag

i deres behandling, i de situationer, hvor terapeuten ikke kan bidrage direkte pga. patientens

tilstand

• Er til stede afdelingen, indgår i arbejdsgrupper og i dialog med det tværfaglige personale, fx

om udarbejdelse af patientinformationsmateriale

• Er vedholdende ift. at vise, at den terapeutiske indsats nytter (særligt hvor terapeuterne ikke er

en naturlig/formel del af tværfagligheden)

Organisatoriske/ledelseskompetencer

Omhandler medarbejderens forståelse for den organisatoriske opbygning AUH, hvilket indebærer,

at man et overordnet niveau har kendskab til hospitalets visioner, værdier, virksomhedsgrundlag

samt et mere detaljeret niveau kender handleveje hospitalet og i egen afdeling. Endvidere

evne og vilje til ledelse/medledelse samt evne til at lede egne arbejdsprocesser, så de foregår

effektivt, hensigtsmæssigt og forsvarligt.

• Grundig viden om arbejds- og forretningsgange den kliniske afdeling samt de organisatoriske

rammer

• Kan prioritere i sine opgaver og prioritere tid til planlægning

• Er fleksibel og kan ændre sine planer/prioriteringer

Læringskompetence:

Læringskompetence er evnen til at tilegne sig ny viden, reflektere over egen praksis og handle i

forhold til dette i såvel kendte som nye situationer. Omfatter viden om egne læringsstrategier/læringsstil,

at kunne undervise patienter og samarbejdspartner og være åben og fleksibel i forskellige

arbejdssituationer, således at disse betragtes som læringsmuligheder. Læringskompetence

er grundlæggende for erhvervelse af andre kompetencer arbejde.

• Viden om pædagogik og motivation specifikt til denne patientgruppe, bl.a. vejledning om livsstilsændringer

og håndtering af livstruende sygdom

• Kan skifte mellem forskellige grader af styring kontra involvering af patient og rørende. En

særlig udfordring er vejledning til forældre med et sygt barn

• Kan undervise i forskellige praksissituationer for at:

o at vejlede plejepersonale ift. en konkret patient

o at introducere/uddanne nye kolleger, især ift. at kombinere de forskellige videns- og behandlingsområder

• Kan undervise samarbejdspartnere om den terapeutfaglige viden og indsats

• Anvender det tværfaglige samarbejde som en nødvendig læringsmulighed ift. egen kompetenceudvikling


- 42 -

8. KOMPETENCEBEHOVET NU OG I FREMTIDEN

I dette afsnit konkluderes , hvilke kompetencer der er brug for i de nuværende arbejdsfunktioner i

hhv. ambulatorieområderne og ved behandling af de komplekst syge patienter. Med udgangspunkt i

dette og baggrund af de mønstre, der ud fra undersøgelsens resultater tegner sig om fremtidens

opgaver, beskrives kompetencebehovet, som det formodes at se ud i den nære fremtid, dvs. inden

for de næste ca. 5 år, hvor Det Nye Universitetshospital er en realitet.

Undersøgelsen af terapeuternes arbejdsområder viser en udvikling, der understøttes af litteratur inden

for professionsforskningen, hvor især Katrin Hjort er fremherskende.

Terapeuternes udsagn tyder stor bevidsthed om, at patientbehandlingen et universitetshospital

er højtspecialiseret og baseret seneste evidens. I begge hovedarbejdsområder understreges nødvendigheden

af omfattende og specialiseret viden. Denne specialviden er både inden for terapeutfaglige

områder, lægespecialer og pleje for de diagnosegrupper, som ambulatoriet omhandler. Behandling

af de komplekst syge patienter fordrer viden om sammensatte og komplicerede sygdomsbilleder.

Katrin Hjort betegner professionelt arbejde som:

• en særlig kunnen, nemlig evnen til at håndtere komplicerede og i princippet uforudsigelige arbejdsopgaver

• baseret en særlig og gerne videnskabelig viden

• baseret en særlig villen, en professionsetik, særlige værdier eller ønske om at ville patientens

bedste (Hjort 2011 p 67-69)

Dette lægger, ud fra Katrin Hjort, op til en skelnen mellem forskellige vidensformer, som vægtes

forskelligt i de to hovedarbejdsområder.

• Erfaring, karakteriseret som konkret og lokal viden. Det er viden, der knytter sig til handling og

er delvist tavs. Lokal viden kan deles med terapeutkolleger, der også er lokale, dvs. de har samme

arbejdsplads og arbejdsområde. Særligt kompetencer til behandling af de komplekst syge

patienter rummer megen lokal og konkret viden. Terapeuterne fremhæver omfattende bred og

specifik erfaring som essentiel for dette arbejdsfelt, og tilføjer endnu en central kompetence,

nemlig læringskompetence ift. at uddanne nye kolleger inden for dette område.

• Best-practice viden. En vidensform, der er evidensbaseret, verbaliseret og som kan deles med og

forstås af alle inden for professionen. Ambulatorierne omhandler et afgrænset speciale, hvilket

ofte betyder, at der findes en del evidens om det specifikke vedr. behandlingen af en bestemt patientgruppe.

Terapeuterne i disse arbejdsområder kan i højere grad identificere og italesætte den

nødvendige viden og kunnen.

• Generel faglig viden. Dvs. en grundlæggende og ajourført viden om terapeutiske teorier og metoder,

som anvendes i de to hovedarbejdsområder.

• Taktisk-strategisk viden og kunnen. Omhandler evnen til at tænke strategisk og taktisk i den

aktuelle situation med patient og evt. rørende og agere derudfra. Derudover kan tilføjes viden

om organisationens strategier for indsats og udvikling.

• Ressourceforbrug og målopfyldelse. Omhandler ud fra Hjort de eksakte informationer, som terapeuterne

skal dokumentere og videregive til de forskellige administrative niveauer hospitalet

og regionalt. Dvs. informationer relateret til kvalitetskrav, standarder, produktivitet, udviklingsaftaler

m.v. Det fordrer at terapeuterne har viden om de organisatoriske rammer, ressourcer

og samarbejdsaftaler.


- 43 -

Brugerundersøgelser inden for sundhedsvæsenet, bl.a. i forbindelse med indledende fase til etablering

af Det Nye Universitetshospital i Aarhus, understøtter terapeuternes oplevelse af, at patienterne

opsøger viden inden hospitalsbesøg. Dette gælder i særdeleshed ambulatoriepatienterne og kun i

ringe grad de komplekst syge patienter, hvilket skyldes, at de netop er meget syge, evt. i akutte forløb,

og derfor ikke har søgt viden.

Viden fra foreningen Danske patienter viser i lighed med andre undersøgelser, at patientrollen er

under forandring og bekræfter terapeuternes oplevelse af, at mange patienter er informationssøgende

og har stort kendskab til egen sygdom og behandling. Ydermere er patienterne aktive mennesker,

der i højere grad ønsker at blive involveret i eget behandlingsforløb via samarbejde og dialog.

Mange terapeuter har gennem de seneste år ændret praksis fra at være primært informerende til at

være mere dialogorienterede og samarbejdende med patienten. Denne tilgang kan med fordel kvalificeres

og udbredes til at omhandle flere patienter.

Katrin Hjort supplerer beskrivelsen af nutidens/fremtidens patient med at pege, at relationen

mellem den professionelle og patienten ændres i tid og rum, idet den bliver mere kortvarig og

anonym, hvilket også betyder, at karakteren af autoritetsrelationen ændres. Den sundhedsprofessionelle,

i dette tilfælde terapeuterne, har ’..kun ansvaret for at varetage en yderst begrænset flig af

klientens eller kundens interesser i en yderst kort periode, men skal til gengæld fungere sammen

med andre professionelle som et lille tandhjul i et stort kompliceret maskineri’. (Hjort 2005 p 113)

Terapeuterne må i højere grad indstille sig , at de kun ser patienten en meget kort del af dennes

samlede behandlingsforløb. Dette har betydning for terapeuternes oplevelse af deres professionsidentitet,

med en ændring fra at være ’forløbs-behandler’ til at blive ’vurderingsekspert’ og ’overgangstilrettelægger’,

som flere af terapeuterne betegner det i interviewene.

I begge de undersøgte arbejdsområder er undersøgelse og vurdering af patienten essentiel, og i begge

områderne indgår terapeuternes vurdering som en del af den samlede og tværfaglige vurdering.

Behandlingsindsatsen i de to områder er dog markant forskellig. I ambulatorierne kommer patienten

til behandling eller kontrol efter akut skade/sygdom og med en forventning om at blive rask og vende

tilbage til normalt (arbejds-) liv. Eller patienten kommer til udredning for eller behandling/kontrol

i forbindelse med kronisk sygdom og skal følgelig lære at leve med denne sygdom.

Behandlingen af de komplekst syge patienter er en tværfaglig og langvarig opgave. Der er ofte

mange behandlingsopgaver med den enkelte patient, der må prioriteres, både mono- og tværfagligt,

i visse situationer for at sikre patientens overlevelse. Tværfagligt er der et stort og vigtigt arbejde

med planlægning, koordinering, rørendesamarbejde m.v.

Det tværfaglige samarbejde har forskellig karakter i de to arbejdsområder. I ambulatorierne findes

monofagligt, tværfagligt og flerfagligt samarbejde, afhængigt af struktur i det enkelte ambulatorium

og af patientens problemstilling og dermed den terapeutfaglige opgave. Ved behandling af de komplekst

syge patienter er tværfagligt samarbejde og sammenhæng i behandlingen essentiel, både i

planlægning af behandlingsforløbet og i den aktuelle situation ved patienten.

I det tværfaglige samarbejde anerkender man hinandens faglige forskellighed og styrken ved denne

forskellighed for den fælles opgaveløsning. Terapeuterne giver udtryk for, at et godt fagligt fundament

er væsentligt for, at det tværfaglige samarbejde lykkes. Man må være fortrolig med sin egen

opgave og sin faglige professionalisme for at være en del af helheden, og det er nødvendigt at kende

samarbejdspartnernes kerneområder for at opnå at godt samarbejde.


- 44 -

I Etienne Wengers perspektiv kan det tværfaglige samarbejde karakteriseres som praksisfællesskaber.

Wenger anvender tre begreber til at definere et praksisfællesskab (se bilag 3):

• gensidigt engagement: relationer og samspil med hinanden

• fælles virksomhed: de opgaver man er fælles om at udføre

• fælles repertoire: de fælles redskaber, sprog, procedurer, rutiner m.v.

Forskelligheden i opgaverne og rammerne for at udføre disse, varierer fra at være stort set fuldtidsbeskæftigelse

i et ambulatorium/afdeling til at have karakter af gæstevisit. Wenger betegner disse

former som hhv. kernemedlem og perifert medlem af et praksisfællesskab og med tilsvarende forskelligt

engagement afhængigt af, hvor man befinder sig mellem de to yderpunkter dette kontinuum.

Som fuldgyldigt kernemedlem af et praksisfællesskab er man hjemmebane. Man handler

kompetent og anerkendes som kompetent medlem af de andre i fællesskabet. Ikke alle i et fællesskab

skal være kernemedlemmer for, at man opnår det bedste samarbejde, men der skal nødvendigvis

være nogle kernemedlemmer, som er bærere af den fælles viden. Faktisk er det en fordel, at der

både er kernemedlemmer og perifere medlemmer, idet der herved opstår en dynamik, der giver mulighed

for udvikling. I de samarbejdsfora, hvor terapeuterne er perifere medlemmer, hvilket er de

fleste, kan terapeuterne således have en rolle, hvor de kan iagttage praksis fra denne position og

bidrage med dette perspektiv. Det kræver dog, at terapeuterne er bevidst om denne mulighed, samt

at både terapeuterne selv og de øvrige samarbejdspartnere anerkender terapeuterne som legitime

perifere medlemmer, der bidrager til fællesskabet ift. de konkrete opgaver og til udvikling af praksis.

Det kræver ydermere, at både terapeuterne og de øvrige samarbejdspartnere engagerer sig i fællesskabet,

for derved over tid at etablere et forum, hvor medlemmerne trygt kan udveksle erfaringer,

spørgsmål og udtrykke modsatrettede holdninger.

Terapeuterne fremhæver fleksibilitet som en væsentlig personlig kompetence som ansat et universitetshospital.

Udfordringen opstår, når terapeuterne af organisatoriske grunde er tilknyttet flere

afdelinger/ambulatorier og dermed flere tværfaglige fællesskaber. Der er en naturlig øvre grænse

for denne fleksibilitet, idet man kun kan befinde sig et sted ad gangen og har et vist antal timer i

hhv. ambulatorium og sengeafdeling. Wenger betegner dette som engagementets fysiske grænser

i tid og rum. Derudover er der en fysiologisk grænse for, hvor meget man kan engagere sig i, i forhold

til graden af kompleksitet, omfanget af aktiviteter, man skal indgå i, og mennesker man skal

relatere sig til. Kort sagt hvor meget man kan rumme, hvilket kan være forskelligt fra person til person,

og hvor ny man er inden for området.

Selv om der er en øvre grænse for, hvor meget den enkelte terapeut kan rumme, så er der også fordele

i at være tilknyttet flere ambulatorier/afdelinger, idet terapeuten herved kan være den af fagpersonerne,

der har mulighed for at bringe viden fra sted til sted. Det kan være faglig viden samt

viden om arbejdsgange og samarbejdsformer. Terapeuten bliver herved et legitimt perifert medlem,

der arbejder i grænseområderne mellem flere praksisfællesskaber.

Udover det kliniske arbejde indgår terapeuterne i andre samarbejdsfora, monofaglige og tværfaglige

arbejdsgrupper, udviklingsprojekter m.v.

Med Wengers perspektiv vil det være væsentligt at drøfte, hvilke ambulatorier/afdelinger terapeuterne

fremover skal være kernemedlemmer eller legitime perifere medlemmer af, og i hvilke ambulatorier/afdelinger

terapeuterne er marginale medlemmer, altså fortsat kommer ’gæstevisit’.

Denne drøftelse aktualiseres yderligere i fremtiden, idet udviklingstendenserne viser, at terapeuterne

i den nære fremtid, vil få udvidet arbejdstid, så de terapeutfaglige ydelser er tilgængelige en større

del af døgnet.


- 45 -

For at imødekomme udviklingen i de nuværende to hovedarbejdsområder og i kommende opgaver

og samarbejdsformer er fem områder centrale for kompetenceudviklingen.

• Undersøgelseskompetence:

At mestre sammensatte og komplicerede undersøgelser, dvs. anvende og vurdere relevante

undersøgelsesmetoder, test og måleredskaber.

• Kommunikativ kompetence

At have omfattende viden om kommunikation, motivation, copingstrategier og –metoder til

forskellige målgrupper. Kommunikerer målrettet, tydeligt og velbegrundet med patient, rørende

og samarbejdspartnere.

• Samarbejdskompetence

At etablere og vedligeholde samarbejde inden for egen afdeling, tværfagligt og eksternt, og

have en uddybet viden om samarbejdspartnernes arbejde.

• Teknologisk kompetence

At være fortrolig med ny teknologi og bidrage aktivt til implementering af nye systemer

• Organisatorisk kompetence, særligt med fokus overgange, herunder at bidrage til sammenhængende

patientforløb og klarhed om ansvar og roller

Den grundlæggende viden og kompetence inden for de fem områder er fælles, uanset om arbejdsfeltet

er ambulatorierne eller behandling af komplekst syge patienter. Den grundlæggende viden skal

suppleres med specifik viden relateret til de aktuelle arbejdsområder.

Universitetshospitalets forpligtelse til forskning og udvikling fordrer, at terapeuter har kompetence

til:

• at holde sig ajour med nyeste viden, dvs. kan søge relevant litteratur, læse, tolke, anvende og

dele ny viden

• at indgå i udviklingsarbejde som projektmedarbejder

• at være projektleder (få af terapeuterne)

Nedenstående oversigt over kompetenceområder for de to hovedfunktioner oplister de nødvendige

kompetencer fælles for de to områder og de specifikke for hvert af områderne. Oversigten indeholder

et gennemsnitligt kompetenceniveau, der er nødvendigt for at varetagelse af opgaverne.


8.1 OVERSIGT OVER KOMPETENCEOMRÅDER FOR DE TO HOVEDFUNKTIONSOMRÅDER

Det fælles og det specifikke for ambulatoriefunktioner og for behandling af komplekst syge patienter

Kompetenceområde

Faglig

kompetence

Fælles for begge arbejdsområder

Er rutineret ift. undersøgelsesmetoder,

såvel den manuelle udførelse som den

kliniske ræsonnering i relation her til

Anvender relevante test og målemetoder

Har viden om psykologiske krisereaktioner

og metoder til håndtering af disse

• Har IT-færdigheder til præcis dokumentation

samt til skriftlig formidling

og ved udarbejdelse af informationsmateriale

• Kan søge relevant ny viden, tolke og

anvende den i egen praksis

• Tager initiativ og er opsøgende ift. nye

arbejdsopgaver og samarbejdsformer,

monofagligt og tværfagligt

• Bidrager til udvikling af arbejdsområderne,

dvs. deltager aktivt i planlægning,

implementering og evaluering af

nye tiltag

• Viden om hvornår, der i stedet for træning,

skal kompenseres, evt. med hjælpemiddel

- 46 -

Specifikt for ambulatoriefunktioner Specifikt for behandling af de komplekst

syge patienter

Viden om:

Viden om:

• Terapeutfaglig kerneviden om hhv. ergo- Respiratoriske og cirkulatoriske problemterapeutiske

og /fysioterapeutiske teorier stillinger og deres indvirkning hinan-

og metoder et niveau, der ligger over den, lægelig behandling samt respirations-

niveau for basisterapeuter

fysioterapi til disse patienter

• Specialviden om ergoterapi/fysioterapi Sammensatte sygdomsbilleder; mulige

specifikt til patientgruppen i det aktuelle symptombilleder, virkning af funkti-

ambulatorium, inkl. nyeste evidens

onsniveau samt redskaber og metoder til

• Træningsindikationer, - kontraindikatio- håndtering og guidning af patienterne

ner & træningsformer

Vågenhedsniveau og de faktorer, der in-

• Relevante sygdomme/diagnoser ift. det

aktuelle ambulatorium

• Relevante lægelige behandlingsformer –

virkning, bivirkning og prognose samt

kendskab til nye tendenser og evidens inden

for den lægefaglige behandling

• De normale behandlingsforløb, herunder

helingsprocesser mhp. vejledning til pt.,

konkret træning og hvad patienten kan

forvente at opnå træningsmæssigt

• Patientens videre forløb i primærsektoren,

dvs. muligheder og vilkår for efterbehandling/genoptræning,

så terapeuten kan

informere og vejlede patienten om overgangen

mellem de to sektorer

• Nyeste evidens vedr. træning i stedet for

operation for at identificere hvilke patifluerer

her, fx cerebrale læsioner, medicin.

Critical illness

Sengelejepatologi

Træningsfysiologi ift. kredsløbs- og respirationsproblematikker

De normale forløb mhp. at vurdere afvigelser

Den/de specifikke sygdomme eller traumer,

den lægelige behandling og eventuelle

restriktioner er ønskeligt, men er ikke

altid muligt. Derfor vigtigt, at vide hvor

man kan opsøge specialviden.

Psykologiske reaktioner efter respiratorbehandling,

fx psykose, amnesi

Til nogle patientgrupper er viden om psykiatri

ønskelig


Flg. er specialviden/kunnen, der er relevant

for begge områder, men ikke nødvendigvis

for alle ergoterapeuter eller fysioterapeuter:

• Respiration og lungefysioterapi

• Dysfagivurdering og -behandling

- 47 -

entkategorier, det kan være relevant at

tilbyde træning, og viden om hvordan

man udvælger de rigtige patienter/patientkategorier

• Helings- og træningsforløb efter alloplastik

operation, det normale forløb og

mulige komplikationer. Endvidere viden

om medicinsk behandling, fysioterapeutisk

smertebehandling og evt. tolkning af

røntgenbilleder.

• Reumatologiske virkninger af håndfunktion

samt lægelig behandling af reumatologiske

sygdomme.

• Senfølger hos børn i onkologisk behandling,

om motoriske og sensoriske senfølger,

tidlig profylaktisk indsats og forventet

effekt heraf

Færdigheder:

• Udfører undersøgelse og vurdering af

patienten kun baggrund af kort information

fra læge/sygeplejerske, umiddelbart

inden man ser patienten

• Kombinerer terapeutfaglig kerneviden

med viden om den specifikke sygdom/skade,

dennes behandling og prognose

• Vurderer træningsbehov og træningspotentiale

• Vælger den vigtigste af flere mulige indsatser

til den enkelte patient afhængigt af

hans/hendes aktuelle situation

• Vedr. IT-færdigheder: jo kortere forløb,

jo vigtigere at dokumentere konkret og

præcist

Færdigheder:

Vurderer patientens ressourcer uanset

dennes bevidsthedsniveau, dvs. ud fra:

vågenhed, berøring, respiration, bevægelse

og evt. psykiske tilstand

Kombinerer og udfører terapeutfaglige

behandlingsmetoder fra forskellige områder,

herunder udøve manuel guidning

Tolker informationer fra diverse apparatur

omkring patienten

Skaber tryghed for patienten ved sensorisk

stimulering, kropsafgræsning m.v.

Målsætter behandlingen, kortsigtet og

langsigtet, monofagligt og tværfagligt, og

i samarbejde med patient og/eller rørende

Prioriterer og justerer i indsatsen monofagligt

og tværfagligt

Specialviden/kunnen:

Respirationsfysioterapi til patienter

intensive afsnit

Præmature børn, undersøgelse, stimulering

og behandling

Komplicerede forflytninger, herunder anvendelse

af hjælpemidler og hjælpere

Kognitive problemstillinger

Behandling af cancerpatienter, herunder

viden om mulige bivirkninger af behandlingen.

Have redskaber til behandling/intervention

af patienter som er:

- uhelbredeligt syge, men i et (livsforlængende)

behandlingsforløb.

- i overgange fra behandling til palliation

- døende og venter hospice


Samarbejdskompetence

• Er fortrolig med egne opgaver og sin

rolle og ansvar i den fælles indsats

• Viden om samarbejdspartnernes kerneområder

og –opgaver

• Kan samarbejde ligeværdigt med tværfaglige

samarbejdspartnere

• Er opsøgende hos samarbejdspartnerne

ift. viden og sparring samt stiller sig til

rådighed for samme

• Indgår i dialog om den fælles faglige

vurdering af en patients problemstilling

også selv om man er uenig med

kollegaen

• Er til stede afdelingen, indgår i arbejdsgrupper

og i dialog med det tværfaglige

personale fx om udarbejdelse af

patientinformationsmateriale

• Er vedholdende ift. at vise at den terapeutiske

indsats nytter (særligt hvor terapeuterne

ikke er en naturlig/formel

del af tværfagligheden)

- 48 -

Specialviden/kunnen:

• Motorisk udvikling

• Respiration og lungefysioterapi

• Dysfagi

• Sensomotorik

• Lymfødem

• Kontinens og inkontinens

• En operations virkning af respiration

og bevægeevne/aktivitetsevne mhp. præ-

og postoperativ instruktion

• Ved hvilken behandling, vejledning og

information samarbejdspartnere giver patienten,

både overordnet og specifikt til

den enkelte patient, dvs. viden om indikationer

og kontraindikationer for behandlingen

samt forventet behandlingseffekt

og mulige bivirkninger

• Er synlig i ambulatorierne ved at være til

stede, ved journalnotater, ved også at udføre

gråzoneopgaver når dette er krævet

pga. af travlhed hos øvrige fagpersoner

i ambulatoriet

• Videregiver sine faglige informationer og

vurderinger til samarbejdspartnerne,

mundtligt og skriftligt

• Vurderer hvilken faglig indsats man skal

byde ind med hvornår i forløbet, og vide

hvornår man skal lade andre komme til

patienten

• Viden om hvilke kolleger, samarbejdspartnere

(og eksterne eksperter) man kan

opsøge for viden om specifikke sygdomme

og disses behandlingsmetoder

• Tager initiativ og bidrager med sin faglighed

ift. behandling, planlægning og prioritering

af den tværfaglige indsats

• Indgår i og stiller sig til rådighed for

debriefing, monofagligt og tværfagligt

• Fungerer som konsulent for samarbejdspartnere,

så de kan inddrage terapeutiske

behandlingstiltag i deres behandling, i de

situationer, hvor terapeuten ikke kan bidrage

direkte pga. patientens tilstand


Kommunikativkompetence

Personlig/professi

onel

kompetence

• Viden om kommunikation og kommunikationsformer

• Viden om specifikke kommunikationsformer

mhp.:

- motivation

- afdække hvad der er vigtigt for patienten

• Kommunikerer ligeværdigt med patient

og evt. rørende, dvs. at man formidler,

lytter, spørger og begrunder

med udgangspunkt i patientens og rørendes

situation

• Kommunikerer med klarhed i sin faglige

vurdering og argumentation over

for patient og rørende

• Formidler de terapeutfaglige tilbud og

kompetencer til samarbejdspartnere

• Udfører sin faglige indsats kompetent

ud fra pt.’s situation og de vilkår, der

er i ambulatoriet/afdelingen det gældende

tidspunkt. Også i situationer,

hvor andet personale er til stede i lokalet

eller når uventede situationer opstår

• Er godt funderet i sin faglighed og fagidentitet

og agerer med udgangspunkt

heri over for patienter og samarbejds-

- 49 -

• Kommunikerer med og vejlede patienten

i relation til:

- at se ’hele’ patienten og hurtigt vurdere,

om denne skal beroliges/ opmuntres,

motiveres/bremses m.v.

- at fornemme hvor meget/lidt man skal

informere patienten og hvordan

- præoperativ instruktion baggrund af

viden om, hvad patienten får brug for

umiddelbart efter operationen

• Samler og strukturerer oplysninger og

iagttagelser ift. at kunne håndtere, hvad

patient og evt. rørende fortæller og

vurdere, hvad der er væsentligt lige nu

• Kan medinddrage patienten, især ved

kroniske problemstillinger

• Er tydelig i sin faglige vurdering og argumentation,

baggrund af en hurtig

udredning af patientens problemstilling

• Viden om forskellige kulturer og livsformer

• Er ydmyg ift. at patienten er ’midt i en

proces’ selv om man som terapeut ved,

hvad næste trin i processen er

• Er ærlig og fortæller, når man er i tvivl og

når en vurdering kræver observationer

over tid, både over for samarbejdspartneren

og patienten

• Viden om kommunikationsformer og

konkrete redskaber til patientgruppen, fx

at blinke/bruge håndtryk som kommunikation,

om pegeplader, teknologiske hjælpemidler

m.v.

• Skaber kontakt til patienten uanset bevidsthedsniveau

og kan kommunikere

med patienten verbalt og non-verbalt, dvs.

begrænse og målrette kommunikationen

afhængigt af patientens tilstand

• Informerer, vejleder og samarbejder med

rørende

• Kommunikerer med samarbejdspartnere

med udgangspunkt i den aktuelle situation,

uanset om den er uventet/planlagt,

med eller uden patientens/rørendes tilstedeværelse

• Tager initiativ til og indgår i dialog med

afdelingspersonalet mhp. at:

o holde sig opdateret med patientens

behandling og udvikling

o bidrage med egne faglige vurderinger

og behandlingsforslag

o planlægning og prioritering af be-

handlingen, kortsigtet og langsigtet

Udviser fleksibilitet og rummelighed ift.

at arbejde patientens grænse for bevidsthed

og formåen, og kan håndtere at

arbejde i et felt, hvor døden er nærværende

Udviser professionel empati samtidigt

med, at man stiller krav til patienten

Er bevidst om etik ift. patient og rørende,

både i de mindre daglige opgaver og i


Organisatorisk/ledelsesmæssigkompetence

Læringskompetence

partnere

• Skaber tillidsfuld kontakt til patient og

eventuelle rørende

• Udviser rummelighed ift. patientens

livssituation og valg i livet

• Kender egne kompetencer og begrænsninger

og søger hjælp fra kolle-

ger, når der er behov for det

• Viden om arbejds- og forretningsgange

de afdelinger/ambulatorier, hvor

man har arbejdsopgaver

• Kender og agerer ift. de organisatoriske

rammer, herunder de tids- og personalemæssige

ressourcer og evt. samarbejdsaftaler

som Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen

har indgået med afdelingen

• Viden om pædagogik, læring og motivation

til forskellige målgrupper

• Kan undervise samarbejdspartnere

inden for eget arbejdsområde

• Kan introducere nyansatte og studerende

og indgå i faglig sparring med

disse

- 50 -

• Prioriterer i sin indsats, både ift. den enkelte

patient og i de samlede opgaver

• Planlægger sin tid, så man bliver færdig

med de indlagte ptt. og når hen i ambulatoriet

til aftalt tid – og omvendt

• Viden om pædagogik, læring og motivation

særligt relateret til enkeltkontakter og

med fokus patientinvolvering

• Viden om copingstrategier og -metoder

• Kan vejlede patienten ift. dennes egen

indsats og til det videre forløb, inkl. vejledning/undervisning

af små patientgrupper

• Kan afstemme forventninger med patient/rørende

og vejlede ud fra dette

• Opsøger monofaglig sparring når dette er

aktuelt ift. en konkret patient samt mhp.

egen læring

de store svære spørgsmål (patienter, der

ønsker at dø i fred)

Trives med at være kropsligt tæt patienten

for guidning, behandling, stimulering

m.v.

Har situationsfornemmelse og kan agere

med både alvor og humor i samarbejde

med patient og rørende

• Prioriterer i sine opgaver og indgår i prioritering

i de tværfaglige opgaver

• Er fleksibel og kan ændre sine planer/prioriteringer

• Tager ansvar for hvor mange terapeuter/personer,

der skal inddrages i behandling

og i kompliceret forflytning

• Viden om pædagogik, læring og motivation

specifikt til denne patientgruppe, bl.a.

håndtering af livstruende sygdom

• Kan skifte mellem forskellige grader af

styring kontra involvering af patient og

rørende. En særlig udfordring er vejledning

til forældre med et sygt barn

• Kan undervise og vejlede i forskellige

praksissituationer:

- plejepersonale ift. forflytning/behandling

af en konkret patient

- nye kolleger, da det er et komplekst

område med megen tavs viden

• Anvender det tværfaglige samarbejde som

en nødvendig læringsmulighed ift. egen

kompetenceudvikling


- 51 -

9. ANBEFALINGER TIL FREMTIDIG KOMPETENCEUDVIKLING

Efter fusionen er Aarhus Universitetshospital det mest komplette hospital i Danmark. Alle specialer

behandles AUH, og terapeuterne har arbejdsopgaver alle sengeafdelinger og i mange af ambulatorierne.

Kompetenceudvikling for ergoterapeuter og fysioterapeuter er omfattende, nuanceret og sker

flere niveauer. Her præsenteres nogle overordnede men væsentlige perspektiver læring, som bør

inddrages i udformning af fysioterapi- og ergoterapiafdelingens fremtidige strategi for kompetenceudvikling.

Dernæst følger en præcisering af indsatsområder, som projektet har identificeret og afslutningsvist

ideer til kompetenceudviklingstiltag.

9.1 OVERORDNEDE PERSPEKTIVER PÅ LÆRING

For at leve op til AUH’s status som universitetshospital med højtspecialiseret funktion og hovedfunktion

fordrer det, at terapeuterne har de nødvendige kompetencer til at udøve evidensbaseret

praksis.

David Sacket definerer evidensbaseret praksis således:

EBP is "the conscientious, explicit and judicious use of current best evidence in making

decisions about the care of the individual patient. It means integrating individual clinical

expertise with the best available external clinical evidence from systematic research."

(Sackett D, 1996)

Terapeuternes kliniske ræsonnering foregår ved integrering af ligeværdige dele af kendt viden/evidens,

klinikerens erfaring og patientens værdier og præferencer.

De tre elementer i kompetencebegrebet, viden, færdigheder og adfærd er centrale at forholde sig til i

tilrettelæggelsen af afdelingens kompetenceudvikling. Der er tale om tre markant forskellige områder,

som er knyttet an til tilsvarende forskellige læringsprincipper.

Læring af viden

Brosolat og Thorup definerer viden, som den information, der kan overføres til mennesker gennem

øjne og ører. Viden er i denne forståelse verbaliseret, som læsbar tekst eller som mundtlig fremstilling,

eksempelvist i undervisningssituationer. Det er en forholdsvist snæver definition af viden, men

ved at definere det denne måde, gøres begrebet mere operationelt. Nyeste evidens om undersøgelse,

behandling og behandlingseffekter, terapeutfaglige teorier og sygdomslære er viden, der kan

rummes i denne definition.

Læring af viden foregår typisk ved undervisning, enten kollegialt eller via kurser og uddannelser.

Kardinalpunktet er at omsætte denne generelle og abstrakte viden til konkret praksis.

Begreberne tavs viden og procedural viden er vidensformer, der minder om begrebet færdigheder i

Brosolats forståelse, og som kræver andre læringstilgange end de ovenfor nævnte. Da de også udgør

en væsentlig del af det daglige arbejde, skal det konkretiserer i den kommende strategi for kompetenceudvikling.

Læring af færdigheder

Færdigheder er evnen til at udføre handlinger i praksis. Læring af færdigheder sker bedst ved at

udføre færdighederne flere gange, ved at øve sig. Nogle kurser omhandler også læring af færdigheder,

men som kursist opnår man ikke rutine i udøvelsen. Dette må ske i egen arbejdspraksis, idet

rutine kræver mange gentagelser, for at man lærer at anvende færdighederne nuanceret i varierende

og konkrete praksissituationer.


- 52 -

Klinisk ræsonnering kan karakteriseres som en mental færdighed, som også læres og udvikles ved

at øve sig. Det er en fordel, at øvelsen sker i samspil med andre for at muliggøre fælles refleksion

og feedback ift. udførelse af færdighederne.

Læring af adfærd

Adfærd defineres som viljen og evnen til at udføre sine handlinger en måde, så de tilpasser sig

omgivelserne rigtigt i forhold til den givne situation. Viden og færdigheder anvendes i praksis og

kræver at man ’læser’ situationen, sammenholder den med sin viden og tilpasser sig situationen i

sine handlinger og kommunikation.

Læring af adfærd kræver, i lighed med læring af færdigheder, at man øver i praksis, reflekterer over

sine handlinger og tilpasser dem til situationen. Refleksion-i-handling og refleksion-om-handling er

centrale læringsmåder. Feedback kan yderligere supplere læringen.

Begrebet erfaring kan ikke entydigt kategoriseres under ét af de tre begreber, men omfatter både

viden, færdigheder og adfærd.

Læring inden for alle de tre områder fordrer refleksion, egen refleksion og også gerne fælles refleksion.

Det er i den fælles refleksion man ’tvinges’ til at sætte ord sine overvejelser og det er her,

man møder andres synspunkter og kompetencer, som man kan spejle sig i og inkludere i egen praksis.

Refleksion foregår tre niveauer

Single-loop læring er den ureflekterede læring. Man overvejer ikke sin problemløsningsstrategi,

men løser det afgrænsede problem, man står overfor.

Double-loop læring

Double-loop læring omfatter refleksion over problemløsningens bagvedliggende antagelser. Ved at

reflektere over handlingen, vil det være muligt at nå til nye erkendelser, og dermed bliver læringen

mere værdifuld og kan bruges i andre situationer end blot ved den specifikke handling, dvs. fokus er

overførselsværdi.

Triple-loop læring

Triple-loop læring omfatter læring i forhold til at forandre underliggende principper og værdier

mhp. et skift fra ”hvad vi er” til ”hvad vi ønsker at blive”. Det medfører ændring i opfattelsen af

”hvem vi er” og dermed også en ændring i de grundlæggende værdier og i identitetsopfattelsen.

Forandring af terapeuternes professionsidentitet, som beskrevet i projektet, kræver triple-loop læring.

Det er en læringsform, der i særlig gradbehøver opmærksomhed over tid, og italesættelse og

forståelse af værdier og identitet.

9.2 PRÆCISERING AF INDSATSOMRÅDER

I forhold til nuværende kompetenceniveau hos terapeuterne og kompetencebehov i den nære fremtid,

fremhæves baggrund af projektets resultater og udviklingstendenserne følgende bud konkrete

og aktuelle områder for kompetenceudvikling.

• Overordnet debat om og præcisering af generalistniveau og specialistniveau, samt hvilke arbejdsområder,

der kræver kompetencer de respektive niveauer

• Den kontinuerlige opgave for den enkelte terapeut med at holde sig ajour med nyeste evidens

inden for sit arbejdsområde


- 53 -

• Bedre vidensdeling mellem afdelingens tre matrikler, at tage det bedste fra hver matrikel og

udvikle videre sammen. Det er nødvendigt at arbejde bevidst med både kultur, struktur og kontinuerlig

ledelsesopbakning for at dette kan lykkes

• Kompetenceudvikling mhp. at deltage aktivt i udvikling af det tværfaglige samarbejde i forskellige

sammenhænge og under foranderlige vilkår, fx ved at etablere et fælles sprog AUH om

tværfaglighed (vilkår og betydning). Fokus er både kvalitetsudvikling og organisering mhp.

effektivitet og ressourceudnyttelse

• Kompetenceudvikling relateret til overgange i patientforløb i samarbejde med de parter, der er

involveret i overgangene

• Præcisering af kompetenceniveauer for terapeuter, der beskæftiger sig med udviklingsopgaver

og forskning

9.3 IDEER TIL KOMPETENCEUDVIKLINGSTILTAG

Her kan skelnes mellem målrettede tiltag, der planlægges mhp. at skabe og fastholde læring og den

konkrete læring, der finder sted i forbindelse med selve praksisudøvelsen.

Læringsmuligheder i forbindelse med praksis:

Indgå i tværfagligt samarbejde/teamarbejde, i en fælles vurdering, målsætning, planlægning af

patientforløb og i konkrete kliniske situationer

Flere terapeuter fælles om samme patient

Sikre en blanding af nye og gamle kolleger i terapeutgruppen og i tværfagligt samarbejde

Synlig og hyppig dokumentation ift. at kende og støtte hinandens arbejdsområder tværfagligt

Deltage i udviklingsprojekter, arbejdsgrupper m.v.

Deltage i flere praksisfællesskaber og arbejde i grænseområderne mellem forskellige fællesskaber

Læringstiltag, eksempler

Prioritering af tid til refleksion i og over praksisudøvelse

Turnusordning / jobbytte, internt mellem AUH’s tre matrikler og med eksterne samarbejdspartnere

(kommune, regionshospital og andre universitetshospitaler)

Undervise hinanden tværfagligt og monofagligt

Mentorordning, især mhp. kompetenceudvikling relateret til behandling af de komplekst syge

patienter

Studiebesøg, nationalt og internationalt

Kollegial sparring og supervision

Studiegrupper, casebeskrivelser og casedrøftelser

Øve sig, gå med hinanden og give feedback

Videooptagelse til mono- og tværfaglig sparring

Fysioterapifagligt og ergoterapifagligt forum intranettet, til chat, vidensdeling, sparring og

for at synliggøre afdelingens kompetencer

E-læring og videokonferencer nationalt og internationalt

Kompetenceudviklingen må tilrettelægges flere niveauer ud fra en vurdering af det aktuelle

kompetenceniveau hos terapeuterne sammenholdt med en vurdering af kompetencekrav i de forskellige

opgaver. Herved afgrænses kompetenceudviklingsbehovet og kompetenceudvikling kan

målrettes, så de individuelle kompetencer matcher den enkeltes opgaver, og så gruppen og afdelingen

sammenlagt har de nødvendige kompetencer til alle områder og opgaver, nuværende og kom-


- 54 -

mende. Endvidere er universitetshospitalets specialeplan og opgavefordeling mellem hospital og

kommune retningsgivende for målrettet kompetenceudvikling af Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingens

samlede kompetencer.

9.4 NÆSTE SKRIDT

Den fremtidige kompetenceudvikling skal ske ift. den overordnede kompetencestrategi AUH.

Forslag til det videre arbejde med en målrettet kompetenceudvikling i afdelingen kan være:

• Kortlægning af nuværende kompetencer alle niveauer inden for de enkelte specialeområder

hospitalet

• Kortlægning af mulige kompetencegab mellem kompetencekrav og – niveau

• Handleplan for indsatser med en struktur, der sikrer gennemførelse, løbende opfølgning og

tilpasning samt afklaring af roller og ansvar alle niveauer

• Dokumentation og evaluering af indsatser


10. BILAG

BILAG 1 – PROFESSIONSKOMPETENCE

- 55 -

Faglige kompetencer:

De faglige kompetencer er sammensat af faglig viden og færdigheder og tager udgangspunkt i professionernes

etiske retningslinjer og værdimæssige grundlag. Faglige kompetencer er knyttet til

medarbejderens handlinger i forhold til de direkte fagligt og tværfagligt relaterede opgaver.

Personlige/professionelle kompetencer:

At handle personligt/professionelt kompetent forudsætter viden om det professionelle mellemmenneskelige

samspil, og at denne viden benyttes til at udøve sit fag med integritet, etisk forsvarlighed,

ærlighed og medfølelse.

Kommunikative kompetencer:

De kommunikative kompetencer omfatter mundtlig og skriftlig kommunikation og formidling. Det

omfatter færdigheder i at omgås andre og skabe åben og præcis kommunikation samt evne til at

formidle fagligt relevant viden til forskellige målgrupper.

Samarbejdskompetence:

Samarbejdskompetence omfatter viden om samarbejdsformer, samfundsgrupper, kulturer og levevilkår.

Erfaringer med samt evne og vilje til at tage sig ansvar for at etablere og fastholde konstruktivt

samarbejde med andre.

Organisatorisk/Ledelseskompetence:

Omhandler medarbejderens forståelse for den organisatoriske opbygning AUH, hvilket indebærer

at man et overordnet niveau har kendskab til hospitalets visioner, værdier, virksomhedsgrundlag

samt et mere detaljeret niveau kender handleveje hospitalet og i egen afdeling. Endvidere

evne og vilje til ledelse/medledelse samt evne til at lede egne arbejdsprocesser, så de foregår

effektivt og hensigtsmæssigt.

Læringskompetence:

Læringskompetence er evnen til at tilegne sig ny viden, reflektere over egen praksis og handle i

forhold til dette i såvel kendte som nye situationer. Omfatter viden om egne læringsstrategier/læringsstil,

at kunne undervise patienter og samarbejdspartner og forholde sig åben i forskellige

arbejdssituationer, således disse betragtes som læringsmuligheder. Læringskompetence er grundlæggende

for erhvervelse af andre kompetencer arbejde.


BILAG 2 – INTERVIEWGUIDE

Interview-guide del 1 Ambulatoriefunktioner

Indledning:

- 56 -

• Tak for deltagelse

• Kort info om projektet, kriterier for sammensætning af fokusgrupper og om hvad IV drejer sig om (jf. brev)

• Tilladelse til optagelse af interview og info om bearbejdning af optagelse og sletning

• Temadag planlægges til 27. juni (siden ændret til 13.sept.2011)

Optagelse starter: Præsentation for hinanden, inkl. hvilke ambulatoriefunktioner man har.

Område Hovedspørgsmål Supplerende spørgsmål

Kerneydelse Hvad ser I som kerneydelsen for den terapeutiske indsats i ambulatoriet?

Konkrete opgaver

Tværfagligt

samarbejde

Social tilknytning

Hvilke overvejelser har I om, hvad der er vigtigt/vigtigst i behandlingen

af ambulatoriepatienten?

• Hvordan vurderer I hvilken indsats, der er vigtig/nødvendig for

pt. ift. hvor pt. er i sit forløb?

• Prøv at beskrive hvilke konkrete overvejelser/refleksioner I gør

jer undervejs i en seance med en pt.

o Viden om sygdomsforløb/operationstyper/helingsforløb/prognose

m.v.

o Information, vejledning og kommunikation med pt.

o Vurdering af om pt. skal have genoptræningsplan (GOP)

Hvordan er samarbejdet med øvrigt personale i ambulatoriet?

• Hvilke opgaver samarbejder I om og hvordan?

• Hvor godt kender I hinandens kerneområder og –opgaver i det

tværfaglige samarbejde?

Hvordan er dit tilhørsforhold til ambulatoriet? Oplever du dig som

en del af amb. eller som gæst? Hvorfor?

Differentiere ml. éngangskontakter m. ptt. og flere kontakter

1. Hvor lang tid kan du bruge en pt.? hvad ligger til grund for din vurdering

af hvad der er vigtigt, når du (formodentlig) ikke kan bruge uanet

tid? Og når pt. formodentlig heller ikke kan kapere alt det, du gerne vil

nå?

2. Hvilke parametre/kriterier vurderer I ud fra?

3. Ved tvivlsspørgsmål – hvad gør du/I så?

4. Hvilken mulighed har I for at forberede jer til den aktuelle pt.? Hvad er

der behov for? – og hvorfor?

5. Hvad gør I for at sikre, at pt. forstår info/vejledning og udfører træning

som de skal?

1. Hvordan er samarbejdet organiseret?

2. Hvordan udveksler i viden om den enkelte pt. med hinanden? – hvordan

integrerer du viden fra samarbejdspartnere i din opgave/indsats?

3. Hvad karakteriser det tværfaglige samarbejde når det lykkes rigtigt

godt? Og når det ikke lykkes?

4. Hvordan bidrager jeres egen indsats ind i det samlede forløb?

1. Hvor holdes pauserne?

2. Socialt samvær uden for arbejdstiden?


Organisering På mine besøg i ambulatorierne så jeg stor forskel i måden at organisere

arbejdet .

• Hvordan gør I og hvilke faktorer influerer organiseringen/

planlægningen?

• Hvordan er fordelingen mellem ventetid og patienttid (ved

afbud, ændringer, akutte ptt. m.v.)

• Hvordan er fordelingen mellem ambulatorieopgaver og opgaver

sengeafdelinger?

Tilkald:

• Nogen terapeuter går med søger/tlf. og kan ringes til også når

man har en pt. Hvor ofte sker det? hvad betyder det for opgaveløsningerne

begge steder?

Administrative opgaver:

• De administrative opgaver, der også skal gøres – hvornår laves

disse? Hvordan er tid, rum og mulighed for det i amb? – eller

Professionsidentitet

andet tid/sted?

• Hvordan ser du dig selv som terapeut i ambulatoriefunktionen

og i det tværfaglige samarbejde?

• Hvilken betydning har det for din egen faglighed, at du indgår i

tværfagligt samarbejde? Hvordan virker du/I tværfagligheden

– og hvordan virker tværfagligheden dig?

Fremtiden • Nogle opgaver er allerede flyttet fra læger/sygepl. til ergo/fys.

Hvad er Jeres erfaring med at overtage disse opgaver?

• Kan I se andre opgaver, som kunne være relevante at flytte?

• Hvordan ser fremtidens ambulatorium ud? Patienter, samar-

bejde ….

Kompetencer Hvad er i dine øjne de vigtigste kompetencer som ergo/fys, der

udfører ambulatorieopgaver? Relation til de 6 kompetenceområder

Viden – færdigheder – adfærd

Hvordan bliver man god til at varetage ambulatorieopgaver?

Hvordan har du/I lært viden/kunnen til at varetage ambulatoriefunktionen?

- 57 -

1. Hvad fungerer godt/mindre godt og hvorfor?

2. Er der spildtid? – ventetid ’at få’ pt.? hvorfor?

3. Bruger I tid at ’finde’ ptt.? hvorfor?

4. Hvor mange terapeuter er I om at fordele opgaverne i det ambulatorium,

hvor I kommer?

Ift. tilkald til ambulatorierne:

5. Hvor hurtigt forventes det, at I kommer til amb./pt.? - er det realistisk?

6. Hvordan er pt.’s forløb – skal de se flere fagpersoner og er der ventetid

for pt.?

7. I forlader samtidigt en anden pt./opgave. Hvordan er det og hvad sker

der videre der?

Ift. administrative opgaver:

8. Journalnotater, status m.v. er selvfølgelig dokumentation af egen indsats

– hvem bruger/læser det derudover (hvem skriver I til?)

1. Hvilke roller har du/I? – hvad betyder de for dig/jer?

(i relation til ptt. og til øvrige fagpersoner)

2. Er der forskel den måde du ’er terapeut ’ i ambulatoriet og sengeafd.?

Hvilken?

3. Er der forskel den måde du ’er terapeut ’ nu ift. da du blev uddannet?

(ex. forskel at se pt. i forløb eller se dem 1 – 2 gg. i amb.)

Hvilke overvejelser har I om disse opgaver ift:

a. Relevans, kvalitet, mening …

b. At få nye udfordringer og nye opgaver

c. At være/blive klædt til disse opgaver

Hvordan bliver man god til:

1. At lave hurtig og god vurdering af pt.’s problematik

2. At vurdere hvor meget pt. kan ’tage ind’ af info og instruktion?

3. At vurdere pt.’s mål/forventning og imødekomme dette?

4. At yde god kvalitet i indsatsen uden at kende pt. forhånd?

5. Hvilken sammenhæng er der (hvis nogen) mellem dine ambulatorieopgaver

og dine øvrige opgaver?


Interview-guide del 2 Komplekst syge patienter

- 58 -

Indledning:

• Tak for deltagelse

• Kort info om projektet, kriterier for sammensætning af fokusgrupper og om hvad IV drejer sig om (jf. brev)

• Tilladelse til optagelse af interview og info om bearbejdning af optagelse og sletning

• Temadag planlægges til aug./sept.

Optagelse starter: Præsentation for hinanden, inkl. hvilke afdelinger man er tilknyttet.

Område Hovedspørgsmål Supplerende spørgsmål

Konkrete arbejdsopgaver

• Hvad er de vigtigste terapeutiske opgaver til de

komplekst syge patienter?

• Hvad karakteriserer denne pt.-gruppe? /ptt. med

komplekse sygdomsbilleder? – kendetegn? (symptomer,

diagnose, flere diagnoser…)

Kerneområder • Hvilke terapeutiske kerneområder er de væsentligste

til pt.-gruppen? Og hvorfor?

• Hvad giver mening i det ergo-/fysioterapeutsiek

Tværfagligt samarbejde

-

Målsætning og koordinering

Tværfagligt samarbejde

-

Viden om hinandens

arbejde med disse ptt.?

• Hvem samarbejder I med, og om hvad?

• Har I et fælles mål for den tværfaglige indsats

den afdeling hvor du/I kommer? Hvordan er I nået

frem til dette?

• Hvilke opgaver er I fælles om i det tværfaglige

samarbejde?

• Hvor godt kender i hinandens kerneområder og –

opgaver i det tværfaglige samarbejde?

1. Hvad er målet med den ergo-/fysioterapeutiske indsats?

a. Konkretisér evt. ud fra den mest komplekse pt. du har lige nu: hvad

er mål/formål med din indsats til denne pt.?

2. Hvad er du ’ene om’ og hvad er fælles opgaver i det tværfaglige samarbejde?

Konkretisér ud fra ovenstående pt.-eksempel

1. Hvordan er sammenhængen mellem din professions overordnede kerneområde

og de kerneområde du fokuserer til de kritisk syge ptt.?

2. Er det anderledes end da du startede i faget? Hvorfor?

1. Hvordan finder I ud af hvem, der gør hvad hvornår?

a. Prioritering dagen?

b. Prioritering i forløbet?

2. Har I fælles rutiner, metoder, redskaber, udtryk, rammer, samarbejdsformer?

3. Hvilke relationer har du/I afdelingen?

a. Man gør hver sit >< Man tager fælles ansvar for pt.’s beh.

b. Vi kender hinanden arbejdsmæssigt >< socialt

c. Forskel ny og gammel Tp/fagperson?

1. Kender samarbejdspartnerne mål/formål med din/Jeres indsats?

2. Hvordan bidrager jeres egen indsats ind i det samlede forløb?

3. Hvornår I forløbet er Tp. vigtig?


områder

Professionsidentitet • Hvordan ser du/I jer selv i det tværfaglige samarbejde?

• Hvilken betydning har det for din egen faglighed, at

du indgår i tværfagligt samarbejde?

Hvad er værdifuldt i arbejdet med pt.-gruppen?

- Ergoterapeutisk?

- Fysioterapeutisk?

- Tværfagligt?

Fremtiden • Hvilke forandringer er der sket inden for det seneste

år?

• Hvilke forandringer ser du/I er vej til målgruppen?

– i samarbejdet?

• Hvordan ser ønske-scenariet ud ift. det tværfaglige

samarbejde?

Kompetencer • Hvilke kompetencer er nødvendige?

Viden – færdigheder – adfærd i relation til de 6

kompetenceområder

• Hvilke kompetencer kræver et godt tværfagligt

samarbejde?

• Hvordan bliver man god til at varetage behandling

til denne pt.-gruppe?

Viden – færdigheder – adfærd

• Hvordan har du/I lært/opøvet viden/kunne til at

varetage opgaverne?

Refleksion • Hvordan har det været at deltage i interviewet?

• Hvilke tanker har I gjort jer undervejs ved at høre

om hinandens erfaringer, arbejdsopgaver, samarbejdsformer

m.v.?

- 59 -

1. Hvilke roller har du/I? – hvad betyder de for dig/jer?

(i relation til ptt. og til øvrige fagpersoner)

2. Hvordan får du din ’plads’ i det tværfaglige samarbejde?

3. Er du terapeut en anden måde nu ift. lige efter din udd. – uddyb

hvorfor/hvorfor ikke?

4. Hvordan virker du/I tværfagligheden – og hvordan virker tværfagligheden

dig?

1. Ift. pt.-gruppen du beskæftiger dig med?

2. Ift. det tværfaglige samarbejde?

3. Ift. organisering af indsatsen til ptt.?

1. Kernekompetencer – specifikke terapeutfaglige

2. Supplerende kompetencer: samarbejds-, kommunikative, personlige/professionelle,

lærings-, ledelseskompetencer

3. Hvilken viden og/eller kombination af viden?

1. Tager du/I noget med jer herfra? – hvad?

2. Noget, der kan få betydning for de arbejdsområder du selv har?


- 60 -

BILAG 3 – PRAKSISFÆLLESSKABER OG SOCIAL LÆRING

Praksisfællesskaber

Betragter man et tværfagligt samarbejde/team som et praksisfællesskab, er der tre begreber, der

tilsammen konstituerer et sådant, nemlig gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire.

(fig. 1). De elementer, der indgår i disse tre begreber, er alle en del af teamets praksis

og af fagpersonernes kommunikation, verbal eller non-verbal, bevidst eller ubevidst. Der foregår

en kontinuerlig ’meningsforhandling’ blandt fagpersonerne for at skabe fælles mening og retning

i behandlingsindsatsen. Tilrettelæggelse og udførelse af patientbehandling er det centrale for fagpersonernes

kommunikation i teamet. Men også samarbejdet må gives opmærksomhed og sættes

dagsordenen for at opretholde og udvikle tværfagligheden.

Gensidig ansvarlighed

Opgaver Projekter

Del af større opgave/organisation

Fælles ejerskab

Fortolkninger

Engagerer sig forskelligt

Relationer Del af fællesskabet

At gøre ting sammen

Harmoni Disharmoni

Opretholde fællesskabet

Gensidigt

engagement

Fælles

virksomhed

Fælles

repertoire

Værktøjer Procedurer

Historier Handlinger

Begreber Sprog

Artefakter Retningslinjer

Måder at gøre ting

Fig. 1

Der er to typer af praksisfællesskaber:

• Et fællesskab, bestående af personer med supplerende kompetencer, ex. en faggruppe eller

profession, der har fælles kompetencer. Her etableres forholdsvist nemt et praksisfællesskab,

pga. fælles viden, sprog, handlinger og værdier

• Et fællesskab, bestående af personer fra professionsområder af komplementær art, som fx et

tværfagligt team, hvor fagpersonerne har hver deres kompetencer. Her kræver praksisfællesskabet

et større engagement både at etablere og at opretholde.

I et udviklingsperspektiv er det gunstigt at tilhøre begge typer, idet man herved opnår en synergieffekt

til gavn for begge fællesskaber.

Inden for et praksisfællesskab må medlemmernes kompetence og erfaring være i nogenlunde

overensstemmelse, for at praksis kan eksistere og høj ekspertise opnås.


- 61 -

Lærings- og udviklingspotentialer i praksisfællesskaber

For at der sker læring, må der være en vis dynamik imellem medlemmernes kompetencer og erfaring.

Wenger fremhæver nedenstående situationer som potentielle læringsmuligheder, der fordrer

at man bevidst bruger mulighederne i læringsøjemed.

• Samspil mellem ’kerne’ og ’periferi’

o Kernemedlemskab:

Man er fuldgyldigt og erfarent medlem

o Perifert medlemskab:

Indadgående: vej til fuldgyldigt kernemedlem

Udadgående: at arbejde i periferien

Marginal: ikke medlemskab

De indadgående og udadgående positioner fordrer at fællesskabet tillader dette (legitimitet),

dvs. giver adgang til engagement, til medlemmernes handlinger og til forhandling af virksomhed

og repertoire.

• Generationsforskelle. Nye og gamle engagerer sig forskelligt i fællesskabet:

o Veteranernes perspektiv:

De har måske lyst til at investere i fremtiden og ser muligheder i at nye ikke er ’gidsler af historien’.

Eller de finder det måske unødvendigt at tage fællesskabets historie op til fornyet

forhandling med de nye

o Nyankomnes perspektiv:

De begynder som perifere medlemmer, men søger ofte fuldt medlemskab, eller de kan have et

ønske om at forandre praksis og dermed kerneopgaverne. Nyankomne er ofte indadgående

baner

• At være med i flere fællesskaber

Vi tilhører forskellige fællesskaber, aktuelle eller forhenværende, forskellige måder og forskellige

baner. Fordelingen er typisk:

o Få kernemedlemskaber

o Mange forbigående/perifere medlemskaber

• At arbejde i grænseområderne mellem flere fællesskaber

Grænser kan være områder for usædvanlig læring, steder hvor forskellige perspektiver mødes

og nye muligheder opstår. Radikal ny indsigt opstår ofte grænser mellem fællesskaber.

Læring fordrer ’brobygning’ over grænserne, der findes tre typer:

o Mæglere:

Mæglere kan introducere elementer fra en praksis til en anden.

Nogle personer synes at trives bedre med mæglerarbejde end andre. Fire typer af mæglere:

Brobyggere: tager sig af en specifik grænse i en periode

Vagabond: går fra sted til sted, skaber forbindelser, flytter viden

Frontløbere: bringer nyheder tilbage fra fronten, udforsker nye territorier

Par: kontakt mellem 2 personer fra forskellige praksisfællesskaber. Selve forholdet er det

egentlig mæglerarbejde, og oftest det hyppigst forekommende

o Grænseobjekter:

Fælles redskaber, procedurebeskrivelser, dokumenter, sprog og rutiner tværs af grænser

o Interaktion mellem flere praksisfællesskaber:

Studiebesøg, refleksionsfora, ’praktik’, jobbytte. Arbejdsgrupper, udvalg, netværksgrupper


11. REFERENCER

- 62 -

Brosolat, Christian H. og Anders Thorup (2004): Kompetenceudvikling i praksis. JPBøger. Viby J

Hjort, Katrin (2002) Moderniseringen af den offentlige sektor. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg

C

Hjort, Katrin (red.) (2004) De professionelle – forskning i professioner og professionsuddannelser.

Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C

Hjort, Katrin (2005) Professionaliseringen i den offentlige sektor. Roskilde Universitetsforlag,

Frederiksberg C

Hjort, Katrin (2008) Demokratiseringen af den offentlige sektor. Roskilde Universitetsforlag,

Frederiksberg C

Hjort, Katrin (2011) Velfærdsdilemmaer – om konkurrerende velfærdsmodeller og nye dilemmaer

for de professionelle. I: Professionsdidaktik – grundlag for undervisning i professionsrettet uddannelse.

Forlaget Klim, Aarhus N.

Jensen, Esther Skovhus og Hanne Nielsen (2004): Balance i Læring – Læring i Balance. Specialerapport,

Master i Læreprocesser, Institut for læring, Ålborg Universitet. (2004). Rapporten findes

www.fysio.dk

Nielsen, Hanne (2005): Tværfagligt samarbejde – et nødvendigt onde? I: Fokus nr. 3. Videnscenter

for hjerneskade, Stouby

Swiringa, J & Wierdsma A. (1992): Becoming a Learning Organization. Addison-Wesley Publishing

Company. Side 10-17 og 33-44.

Wenger, Etienne (2004) Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet. Hans Reitzels Forlag,

København.

More magazines by this user
Similar magazines