Retshåndhævelsesarrest - varetægtsfængsling på baggrund af ...

EMRK. Domstolen har dog i forbindelse med en sag om disciplinær frihedsberøvelse af militært
personel ”godkendt frihedsberøvelsen med en konkret begrundelse, hvori det indgik, at der i art. 5,
stk. 1, litra c, tales om 3 alternative frihedsberøvelsesgrunde” 212 .
Ifølge Rørdam er ”det er vanskeligt at læse afgørelsen på anden måde, end at kommissionen - på
trods af det vægtige materiale til støtte for den kumulative fortolkning af bestemmelsen - har valgt
at fortolke (…) strengt efter ordlyden (…), og at man tilmed har fundet dette fortolkningsresultat så
oplagt, at klagen har kunnet afvises som ”manisfestly ill-founded” 213 . EMK har i sin begrundelse
ikke givet anvisninger for, hvorledes man er nået frem til en afvisning af sagen, og det fremgår således
ikke, hvilke overvejelser der er blevet gjort om ”det materiale, som med så stor styrke taler til
støtte for den kumulative fortolkning” 214 , og i hvilket omfang man har lagt vægt på, at der er aflagt
tilståelse.
Rørdam anfører endvidere, at man, idet EMK ikke henviser til sagen om den disciplinære frihedsberøvelse,
kan udlede, at denne sag ikke har gjort endeligt op med spørgsmålet om fortolkningen af
betingelserne i art. 5, stk. 1, litra c, og han finder det således beklageligt, at EMD ikke har fået mulighed
for at forholde sig til spørgsmålet. Han konkluderer, at hvis afgørelsen i ’Henrik Jensen mod
Danmark’ er et udtryk for, hvordan retsstillingen faktisk er, så sætter EMRK ”ikke (…) grænser
overhovedet for iværksættelse af varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed, når bortses fra
visse mere formelle sagsbehandlingsregler, der kan støttes på art. 6 om fair trial m.v.” 215 .
Både Rørdam og Fredsted synes at være enige om, at det er svært at vide, hvad man rent faktisk kan
udlede af ’Henrik Jensen mod Danmark’, men der blev i hvert fald næppe i denne sammenhæng
gjort endeligt op med tvivlsspørgsmålene vedrørende foreneligheden mellem § 762, stk. 2, nr. 2 og
EMRK. Dommene i Leteller- og Tomasi-sagen er faldet i henholdsvis 1991 og 1992 og er således
nyere end ’Henrik Jensen mod Danmark’, og begrundelserne i begge disse domme synes som nævnt
ovenfor at stemme overens med ministerkomitéens rekommandation af 27. juni 1980. Herefter bør
varetægtsfængsling udenfor de i art. 5, stk. 1, litra c nævnte tilfælde kun ske undtagelsesvist og i
særligt alvorlige tilfælde.
Eftersom EMDs afgørelser efter EMRK art. 46, stk. 1 er bindende for de medlemsstater som er part
i sagerne, og afgørelserne har den præjudikatværdi, at de stater, som ikke følger EMDs fortolkning
af konventionen, må forvente at blive dømt, hvis der klages over dem 216 , er formuleringerne af begrundelserne
i de EMD-domme, der vedrører ’hensynet til den offentlige orden’ - og derved også
retshåndhævelsesarresten - næppe tilfældige. Det må således formodes at det er velovervejet, når
der i dommene stilles strenge krav til anvendelsen af varetægtsfængslinger, der ikke skyldes gentagelses-,
flugt- eller kollusionsfare.
Når EMD-afgørelserne har præjudikatværdi, må man med andre ord formode, at retsstillingen ikke
er, som hverken Rørdam eller Fredsted synes at frygte for. Hvis EMD bliver stillet overfor en lignende
sag, må man forestille sig, at de træffer en afgørelse som i højere grad stemmer overens med
deres egen praksis. Det må herefter stadig fremstå som uafklaret, hvorledes EMD rent faktisk vil se
på foreneligheden mellem RPL § 762, stk. 2, nr. 2 og EMRK, mens formuleringerne af begrundel-
212 Rørdam, T. 1989 s. 453.
213 Ibid. s. 453.
214 Ibid. s. 453.
215 Rørdam, T. 1989 s. 453.
216 Lorenzen m.fl. 2011 s. 45.
RETTID 2012/Specialeafhandling 22 36