Retshåndhævelsesarrest - varetægtsfængsling på baggrund af ...

Der synes at være visse holdepunkter for en sådan påstand; den danske befolkning ville næppe tage
det med sindsro, hvis man i satte en drabsmistænkt, som havde været i mediernes søgelys, på fri fod
efter sagens gang, fordi der ikke kunne ske fængsling efter § 762, stk. 1.
Hvis man skal retsfølelsesargumentet alvorligt, har man ifølge Ryberg to grundlæggende muligheder
at vælge mellem, medmindre man vælger at kombinere disse. ”Enten at hæve straffene, så de
passer med retsfølelsen, eller at påvirke retsfølelsen så den passer med straffene” 260 . Hvis man
fuldt ud kan lighed mellem ønsket om at straffe hårde og ønsket om at udvide anvendelsesområdet,
må dette ses som et valg mellem at blive ved med at udvide området for anvendelsen, eller påvirke
retsfølelsen, sådan at man på et tidspunkt affinder sig med et aktuelt afgrænset område, hvor retsfølelsen
kan begrunde varetægtsfængsling.
Heroverfor er spørgsmålet så, om det overhovedet er muligt at øge befolkningens generelle niveau
af viden om kriminalitet og straf, og der er blandt forskere bred enighed om, at nyhedsmedierne og
fiktion (herunder tv-serier og film) ”udgør væsentlige kilder til de herskende vrangforestillinger” 261 .
Dette synspunkt understøttes af Balvigs undersøgelser. Her fulgte man i et interview op på undersøgelsen
af den umiddelbare retsfølelse ved at spørge 23 personer, som alle mente, at straffene i Danmark
er for milde, om hvad grundlaget for denne holdning var. Et typisk svar gik på, at ’der ikke
sker noget’ (ikke mindst i anledning af personfarlig kriminalitet). ”Adspurgt om, hvorfra de havde
dette indtryk, henviste samtlige til medierne, de fleste blot til medierne i al almindelighed, 3 til en
alvorlig sex-sag, som på det tidspunkt fik stor mediedækning 262 ”.
Ifølge Balvig er der ikke tilstrækkelig viden om, hvordan medierne og den politiske dagsorden påvirker
retsfølelsen, men det står klart, at mediernes dagsorden i lighed med den politiske i de sidste
årtier generelt været, at straffene ikke var strenge nok, hvilket kan hænge sammen med et fokus på
enkeltsager, hvor der måske straffes for lidt 263 . Medierne er den typiske kilde til befolkningens viden
om straffesager, og medierne ”påvirker samfundet gennem deres redaktionelle valg” 264 . Når der
sjældent bruges tid og plads på at dække nuancerne i en straffesag, og fx forklare, hvorfor retten er
nået frem til en lavere straf, end man måske kunne forvente, eller hvorfor der måske ikke er grundlag
for at foretage en varetægtsfængsling, så vil det ”i medierne ofte se ud, som om domstolene igen
har været for slappe” 265 , og dette billede afspejles og forstærkes måske i den politiske debat.
Medierne er dog ikke den eneste fejlkilde i forhold til retsfølelsen, idet menneskets måde at opfatte
og behandle information på også spiller en rolle. Mennesket har en tilbøjelighed til at overgeneralisere
og selektere i information, sådan at det bekræftes i sine egne formodninger. Disse psykologiske
mekanismer kan man næppe ændre, og det vil næppe være tilfredsstilende for et demokratisk samfund
at forsøge at kontrollere medierne eller befolkningens informationssøgning 266 .
Ryberg mener, at det dog må være muligt at modvirke den udbredte uvidenhed på straffeområdet på
en række måder. Domstolene kan gøre et større arbejde ”for at begrunde de straffe, der gives, (…)
man kunne måske tænke sig en endnu mere udpræget brug af lægdommere i retssystemet, (…) på
forskellig vis prøve at tænke straf og kriminalitetsforhold ind i uddannelsesmæssige sammenhænge
260
Ryberg 2010 s. 65.
261
Ryberg 2010 s. 66.
262
Balvig s. 59.
263
Ibid. s. 97.
264
Melchior.
265
Ibid.
266
Ryberg 2010 s. 66f.
RETTID 2012/Specialeafhandling 22 42