Regulering af jagt på vandfugle i kystzonen: Forsøg med ...

6
fladen langs jagtområdet inden det 8. skud var afgivet; og 4) at vandfuglenes
reaktioner var mindre markante i perioder hvor engene var
delvist oversvømmet tidligt på efteråret.
I opgørelsen over effekter af jagt på antallet af fugle blev der skelnet
mellem engområdet og vandfladen langs jagtområdet. Der blev udelukkende
anvendt registreringer fra jagter hvor der var mindst 50 individer
af arten i undersøgelsesområdet før jagten startede.
For engen, dvs. selve jagtområdet og det tilstødende engområde, blev
følgende effekter registreret:
antallet af grågæs og bramgæs blev ikke påvirket af jagterne;
for pibeand var der i tre af de fire år tilbagegang efter seks ud af seks
jagter. Men i det år hvor der stod sjapvand i græsset på engene tidligt
på efteråret, var der kun tilbagegang i antallet af pibeænder efter
én af syv jagter. For krikand var der som for pibeand forskel på effekterne
imellem årene. Antallet af krikænder var således lavere på
førstedagen efter jagten, end umiddelbart før jagten startede på 11 af
de 12 jagter, der blev gennemført i de tre første af de fire år. Men i det
fjerde år hvor engene blev fugtige tidligt på efteråret, var der ikke
tilbagegang i antallet af krikænder efter de seks undersøgte jagter;
for gråand var der signifikant færre ænder på førstedagen efter en
jagt, end i dagene op til jagten;
for hjejle og vibe var datamaterialet spinkelt. De hhv. fem og ni jagter,
som kunne analyseres, tydede ikke på markante negative effekter
af jagterne på hjejlernes og vibernes antal.
På vandfladen langs jagtområdet blev følgende effekter af jagterne registreret:
for knopsvane var der i ni af 12 tilfælde færre knopsvaner dagen
efter jagten, end før jægerne gik ud på selv jagtdagen;
for gråand var der på førstedagen efter en jagt signifikant færre ænder
end før jagten;
for pibeand var antallet upåvirket af om der dagen forinden eller to
dage tidligere havde været udøvet jagt.
De beskedne effekter på vandfuglenes antal forklares bl.a. med:
at jagt kun fandt sted på den sydligste fjerdedel af det store sammenhængende
engareal;
at især svømmeænderne havde adgang til alternative lavvandede
områder hvor der ikke var jagtlige forstyrrelser;
at engene i mange perioder var et attraktivt raste- og/eller fødesøgningsområde;
at der var så lang tid mellem jagterne at fuglene ikke fravalgte engene
og vandfladen som raste- og fødesøgningsområde;
at der mellem jagtdagene havde været en vis udskiftning af individer
i jagtområdet og de nærmeste naboområder fordi nye individer
trak til området.
Samlet betragtet viste forsøget at selv om både gæs, ænder og vadefugle
forlod jagtområdet og de nærmeste naboområder allerede når de
første skud blev afgivet, vendte vandfuglene tilbage i uændrede antal