Marine områder 2011 - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi

8
Bundvegetation og bundfauna
Langs de åbne kyster og i yderfjordene har ålegræssets dybdeudbredelse
ikke vist nogen signifikant udviklingstendens siden 1989, mens inderfjordenes
og Limfjordens ålegræs generelt er rykket ind på lavere vand.
Der er store regionale forskelle i udviklingens i ålegræssets dybdeudbredelse,
som hovedsageligt ser ud til at være reguleret af lysforholdene.
For Limfjorden er der dog positive tegn, idet den maksimale dybdeudbredelse
er forøget med knap 30 % og dybdegrænsen for hovedudbredelsen
med knap 10 % fra 2009 til 2011.
For perioden 1989-2011 er der generelt en tendens til, at ålegræsset dækker
en stadig mindre del af bunden langs de undersøgte transekter. De
seneste år er der dog konstateret et opsving på 1-2 m’s dybde i yderfjordene
og i Limfjorden.
Den manglende forbedring af ålegræssets udbredelse i de danske farvande,
trods reduceret næringssaltbelastning, kan bl.a. hænge sammen
med, at vandet ikke er blevet klarere, og at ålegræsbestandene er reduceret
så markant, at de har vanskeligt ved at reetablere sig.
Den samlede algedækning på dybere dele af udvalgte stenrev i de åbne
dele af Kattegat var ikke lige så god som i 2010, hvor der var sket en
markant forbedring i forhold til de senere år.
Der er ingen tegn på en stigende trend mht. dybere og mere omfattende
algedækning på revene over hele undersøgelsesperioden fra 1994 til 2011.
Nedgræsning af tangskoven forårsaget af søpindsvin er fortsat et problem
på mange rev i Bælthavet, hvor vegetationen stort set er væk på
dybder under springlaget.
Efter en markant stigning i bundfaunaens biodiversitet, tæthed og biomasse
i de åbne farvande i 2010 er tætheden og diversiteten af bundfaunaen
atter blevet reduceret til niveauet fra før 2010.
For de fjorde, der er forbundet med de indre danske farvande, er niveauet
for tæthed og biodiversitet væsentligt under niveauet fra de forudgående
13 år.
De kystnære områder ud mod Kattegat udviste i 2011, lige som i 2010, en
synkron udvikling med de åbne områder i de indre danske farvande,
mens dette ikke var tilfældet for fjordområderne på vestkysten, hvor diversiteten
generelt var højere i 2011 (dog ikke signifikant).
Forringelsen af diversitet og individtæthed men ikke af biomassen i fjorde i
de indre farvande kan fortolkes som et resultat af udebleven rekruttering
i de senere år.
Sæler og marsvin
Spættet sæl er den mest almindelige sælart i Danmark og har haft en bestandsfremgang
fra ca. 2.000 dyr i 1976 til 15.500 dyr i 2011 som følge af
jagtfredningen i 1977 samt oprettelsen af en række sælreservater med adgangsforbud.
Spættet sæl er opdelt i fire populationer: Vadehavet, Limfjorden, Kattegat,
vestlige Østersø, med vækstrate siden epidemien i 2002 på henholdsvis
10 %, 0 %, 9 % og 11 %.
Gråsælen har vist fremgang i de seneste 10 år med op til 68 gråsæler i
Kattegat i 2008, og i 2011 op til 57 gråsæler i Vadehavet og 250 gråsæler i
den danske del af Østersøen.
Enkelte gråsæler yngler nu hvert år i Danmark efter ca. hundrede års
pause.
I både Nordsøen og Skagerrak blev marsvin observeret i alle Natura
2000-områder, dog havde området ”Skagens gren” langt højere marsvinetæthed
end de andre fire områder.