ny landstræner i - Hus Forbi

Bagagen pakket
med drømme
18 hus forbi · nr. 57 · februar 2007
Entreen fungerer som tv-stue og sofaen er beboernes foretrukne opholdssted. I spejlet
ses Lene Hilden, der startede som frivillig på Røde Kors’s natherberg i Hvidovre for
mere end ti år siden. De sidste otte har hun været forstander på herberget.
De hjemløse kvinder, der søger
tilflugt på Røde Kors Nat herberg
for kvinder i Hvidovre, slæber
ikke mange ejendele med sig. Til
gengæld er bagagen proppet med
drømme om en ny start. Hus Forbi
sætter de kommende fokus på
kvinder og hjemløshed.
Af Malene Schrøder
Foto: Lisbeth Johansen
En varm solstråle trænger ind gennem vinduet i dagligstuen
på herberget og danner en hvid plet på den lysegule væg.
Røgen fra en cigaret danser langsomt i lyskeglen. Tiden
i stuen står stille. For enden af et stort, hvidt spisebord,
sidder en kvinde midt i 30’erne. Hendes hår er dækket af
et stort, sort uldtørklæde. Ansigtet er blegt, udvisket, og
de runde briller hænger kun lige fast på næsen, mens hun
bladrer i en avis.
Pladserne om bordet fyldes langsomt op. Som alle andre
søndage serverer de frivillige brunch. Bacon, røræg og cocktailpølser
sættes på bordet sammen med fire pariserbøffer
fra aftenen før.
Det er stort set ikke til at se, hvem af kvinderne om bordet,
der er frivillige, og hvem der er brugere. Kvinderne på
herberget holder sig pænt. De er på mange måder ikke anderledes
end andre kvinder. De drømmer om et job, et sted
at bo og om oprejsning for alle livets uretfærdigheder. Men
de fleste lider af svære psykiske problemer, som hver gang
sætter en kæp i hjulet for realiseringen af deres drømme.
Kampen mod sammensværgelsen
En spinkel, ældre dame med langt hår trisser ind i dagligstuen.
Håret er uglet i nakken, men trækkene er tydelige,
øjnene klare blå.
- Jeg vil ikke spise med sådan et rumvæsen, hvæser hun
og nikker i retning af kvindens sorte tørklæde.
- Sådan en falskner.
Når Anna Jensen taler, forstår man, at alt i hendes liv er
sort eller hvidt. Mennesker er retskafne eller falsknere.
- Det startede med en sammensværgelse på Dyvekeskolen,
hvor jeg var lærer, siger Anna og kniber øjnene sammen.
Siden blev hun efter eget udsagn udsat for en sagsbehandler,
der dyrkede ugideligheden. Hendes 73-årige liv er
en lang lidelseshistorie, hvor hun, ifølge egen historie, er
blevet udsat for en sammensværgelse fra læger, jurister og
offentlige sagsbehandlere.
Anna blev gift som 26-årig og fik en søn og en datter.
Men efter fem års ægteskab blev hun skilt.
- Jeg var nødt til at gå fra ham for at skærme børnene
mod min svigermor, siger hun, selv om hun altid havde en
grundlæggende tro på, at det skulle være dem.
Hun rører lidt ved en række lyserøde perler om halsen.
Hendes hænder er store og knoglede.
Ellers er der ingen tegn på de 23 år, hun har levet som
hjemløs og i perioder måtte leve af friske blade og mælkebøtter
i Frederiksberg Have. Kun en enkelt gang har Anna
haft lyst til at give op. Det var for 25 år siden.
De havde lukket for telefonen, så Anna mistede den
eneste kontakt til sine børn. Derfor bestemte hun sig for
at tage sit eget liv. Hun havde også besluttet, hvordan hun
ville gøre det.
- Jeg ville tage gas, og jeg ville tage hunden med.
Den kunne jo ikke klare sig uden mig, siger hun og kigger
op med et bestemt blik.
- Men så talte en stemme meget tydeligt til mig: Du
må gøre noget ved uretfærdigheden i det her samfund.
Hvis ikke du kan, hvem kan så?
Anna drømmer stadig om en retfærdig retssag mod den
socialforvaltning, der ifølge Anna selv ødelagde hendes liv.
En lille nisse rejste
Ifølge Socialministeriet er der omkring 10.-12.000 hjemløse
i Danmark, og det anslås, at hver 4. af dem er kvinde.
Selv om man kan møde helt almindelige kvinder i akut
boligmangel i herberget i Hvidovre, er det de psykisk
syge, der fylder i statistikken. Anna er den ældste af de
nuværende beboere, og kvinden med tørklædet den yngste.
Men generelt er det ældre kvinder, der kommer her.
Kvinder, som har været hele systemet igennem.
Fælles er, at de mangler erkendelse af deres sygdom. De
mener, det er deres omgivelser, der er noget galt med, når
deres drømme ikke vil lykkes. Så rejser de til storbyen i håb
om, at alting bliver bedre et sted, hvor ingen kender dem.
- De er ikke klar over, at nissen flytter med, forklarer
Der er ikke meget plads til privatliv i herbergets fem-mandsværelse.
Der er kun to værelser med sengepladser på herberget. Det andet
rum har tre senge, og pladsen er lige så knap.
Lene Hilden, som er leder på herberget. Engang oplevede
hun en kvinde i kørestol, der havde taget turen i tog
hele vejen fra Berlin til København. Og historien er ikke
enestående.
Der udfoldes meget skuespilkunst og opdigtes mange
barndomshistorier blandt kvinderne i herberget. Deres virkelige
verden har været så grum, at de er gået ud af sind
og krop og forsvundet ind i deres egen lille verden. De frivillige
lytter og lader kvinderne fortælle. Hvis en bruger
er villig til at fortælle den virkelige historie, prøver Lene
Hilden i samarbejde med kvinden og hendes sagsbehandler
at finde en passende bolig og hjælper kvinden videre.
Men det sker, at Lene må opgive en kvinde, hvis hun
ikke vil samarbejde eller ikke respekterer herbergets
regler. For eksempel måtte hun smide en kvinde ud, der
rendte og tissede i alle sengene.
- Vi kan ikke redde verden, men vi kan give kvinderne
et pusterum, siger Lene.
Anna sidder i entréen i en slidt, brun topersoners sofa.
Hendes arm hviler på en rød lædertaske. Hun kigger op.
- Vi er aldrig alene, siger hun og fortsætter med et smil:
- Vi har alle sammen en skytsengel. Alt, hvad du føler,
føler din skytsengel også. Min skytsengel er min eksmand.
Anna Jensen har valgt at være anonym. Navnet er derfor
opdigtet. Annas rigtige navn er redaktionen bekendt.
hus forbi · nr. 57 · februar 2007 19