Ny træner for hjemløselandsholdet Forberedelser til sommerens VM i Gadefodbold for Hjemløse i København er i fuld gang. I spidsen for det danske landshold står en ny træner, Janek Majewicz – mød ham her. Af Tina Juul Rasmussen Foto: DAS BÜRO På en kold og grå januardag, hvor folk skutter sig i frakkerne og haster over pladsen, er det svært at se scenariet for sig: At Rådhuspladsen til sommer i en uges tid vil være omdannet til et sydende VM-stadion. At hjemløse fodboldspillere i farvestrålende landsholdstrøjer fra hele verden vil stå smilende og stolte, når deres nationalmelodier spilles – for senere at kæmpe intenst om bolden på de små mobile baner, omgivet af tribuner med tusindvis af hujende tilskuere fra ind- og udland. Nyt hold på banen Og når det danske hjemløselandshold løber på banen, er en af dem, som råber allerhøjest, >> landstræner Janek Majewicz. 1. februar overtog han opgaven efter Max Wettendorff med at få de ti danske gadefodboldspillere – som netop er ved at blive udtaget til landsholdet – i både fysisk og mental form til det krævende VM-program. Spillerne, der kommer fra hele landet, har deltaget i de hjemlige turneringer i gadefodbold og bor fortrinsvis på forsorgshjem. Der er dog to ”gengangere” fra sidste års landshold, Kim Thomsen og Ken Bell Rasmussen. - Min opgave med holdet bliver selvfølgelig først og fremmest at træne dem fodboldmæssigt. Men gennem socialfaglige temaer vil jeg også lade dem stifte bekendtskab med stofedukation (viden om euforiserende stoffers skadelige virkninger, red.), rygestop, kost, visualisering og ikke mindst tale beskæftigelse med dem, siger den 33-årige landstræner. Janek Majewicz har arbejdet som stofmisbrugsbehandler på et rådgivningscenter i Københavns Kommune de seneste tre år og har en fortid som fodboldspiller i KB gennem 18 år. Heller ikke i VM-sammenhænge er Janek Majewicz ny. Han har været tilknyttet OMBOLD – den organisation, som står bag gadefodbolden for hjemløse i Danmark – som konsulent siden 2004 og har her blandt andet fulgt de tidligere danske landshold, senest ved VM i Cape Town sidste efterår. Fodbolden gør en forskel Derfor er han også ganske klar i mælet, når han svarer på hvilke erfaringer fra især det seneste landshold, som er værd at bygge videre på: - Vi skal holde klar fokus på fællesskabet på holdet, som betyder fantastisk meget, og motivere spillerne til at være med i aktiviteter, som de kan profitere af, når VM er slut. Vi har hørt fra de tidligere spillere, at det giver dem et utroligt selvværd at være med i sådan et forløb, men hvis de ikke har gang i noget – job, uddannelse eller andet – når projektet er slut, oplever de et tomrum og en ensomhed. - Derfor vil vi også arbejde på at få deres bagland – netværk og kommuner – som medspillere. Fodbolden – og projektet – gør virkelig en forskel. Det skaber selvværd, team-spirit og fællesskab – vigtige fokuspunkter for alle mennesker – og et positivt udgangspunkt, som forvaltningerne, behandlerne og kontaktpersonerne måske ikke har set tidligere, og som kan bruges til at hjælpe den enkelte videre i sit liv, netop ved at tage udgangspunkt i hans kompetencer – som altså også kan være af fodboldmæssig karakter, siger Janek Majewicz, hvis motivation i jobbet er den samme – at hjælpe spillerne videre: - Jeg har set, at fodbold – og idræt i det hele taget – om noget kan gøre en forskel. Du kan ikke være påvirket, når du spiller. Så falder du i hvert fald hurtigt igennem. Og det er fedt at opleve, at deres puls banker hurtigt – ikke på grund af stoffer, men fordi de har ydet en fysisk præstation. Bruger visualisering i træningen At deltage i et VM som hjemløs er en stor ting for alle, som er med. Som Janek Majewicz udtrykker det: - Nu har jeg selv to gange prøvet at stå der i rødt og hvidt, og det kun på sidelinien... og når det rykker i mig, rykker det i hvert fald også i dem. Så for at forberede spillerne bedst muligt på hele oplevelsen bruger Janek Majewicz visualisering – en metode, hvor man gennem meditative øvelser på forhånd forestiller sig og gennemlever bestemte situationer. Det kan f.eks. være at sparke et vigtigt straffespark eller ikke lade sig påvirke af tilskuernes tilråb, når man løber rundt på banen. - Vi brugte det sidste år på landsholdet, og spillerne gav udtryk for, at det havde en god og beroligende effekt på dem. Det hjalp dem til at holde fokus og koncentration og ikke lade sig forstyrre af omgivelserne, netop fordi de følte, at de ”havde været der før”, fortæller Janek Majewicz. Fakta om VM i Gadefodbold 2007 Hvornår: Den 28. juli-4. august (begge dage inkl.) Sted: Rådhuspladsen i København Deltagere: 48 hold fra hele verden – cirka 500 hjemløse spillere. Kampprogram: Der skal spilles omkring 312 kampe. Danmark: Deltager med et landshold og stiller med et reservehold på 10 spillere som værtsland. Reserveholdet træder til i tilfælde af skadede spillere. Arrangører: The Homeless World Cup, OMBOLD, Københavns Kommune, og Socialministeriet. Historie: Det er 5. gang VM i Gadefodbold for Hjemløse afvikles. Næste år bliver i Melbourne, Australien. 4 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 5 >> taj