Psykologien mellem kultur og natur - Akademisk Opgavebank

opgavebank.dk

Psykologien mellem kultur og natur - Akademisk Opgavebank

Hverdagens individuelle og lokale fortællinger afspejler ligeledes fortolkninger af livet i den tid og

sammenhæng, de bliver fortalt i. Donald Polkinghorne (Polkinghorne, 1988) mener, at det

personlige narrativ, livsfortællingen, er med til at skabe mening og sammenhæng i vores

perceptioner og erfaringer. Vi ordner forskellige episoder i vores liv således, at man oplever, at det

man betragter (en episode i sit liv) er en del af en helhed, og at denne del kan være årsagen til

noget andet i helheden. Uanset om der faktisk er sammenhæng mellem de forskellige begivenheder

eller ej, så bliver vi tilfredsstillet af at betragte dem, som om der var en sammenhæng 28 .

”Historiefortællingen indeholder kolossale ressourcer af kraft til konserverende at

legitimere det, man gør, har gjort og vil fortsætte med at gøre, men historiefortællingen

har lige så stor kraft til at forandre det, man gør, og forståelsen af det, man har gjort,

samt ændre på det, man vil gøre” (Hermansen, 2001).

Den Kierkegaardske indsigt: ’vi lever livet forlæns, og forstår det baglæns’ - kendetegner det

personlige narrativ. Det er ikke en objektiv fremstilling af begivenheder, men derimod en

personlig og tilbagegribende fortolkning af levet liv, som samtidig kan være betydningsfuld og

strukturerende for vores videre liv. En hermeneutisk cirkel. Som sådan er narrativet en fortælling

til os selv og til andre om hvem vi er, og om hvordan vi er blevet os selv.

Kulturens narrativer

Ifølge Jerome Bruner er mening ikke blot et individuelt produkt, men også noget, der genereres

udefra. Hvis hjernen således ikke er ophavsstedet for det psykiske, res cogitans, så kan kulturen

måske overtage denne rolle. Siden hen er det blevet almindeligt, at definere det psykiske i forhold

uden for subjektet, i sociale og kulturelle relationer og koder (som det sker i eksempelvis diskursiv

psykologi eller socialpsykologi).

"Vi ville uden kulturens konstituerende rolle være funktionsdygtige misfostre…(...) vi er

ufuldstændige eller ufuldendte dyr, der fuldstændiggør eller fuldender os selv gennem

kulturen” (Bruner, 1990, s. 27).

Ifølge Bruner er individets oplevelse af mening situeret i et dialektisk forhold mellem individ og

kultur. Uden kultur er der ingen mening at være rettet imod. Det meningsbærende residerer derfor

ikke i individet som en personlig ejendom, men i forholdet mellem individet og de kulturelle

former, som individet er rettet imod (ibid).

Kulturen frembringer et bredt spekter af narrativer, der giver vores aktiviteter mening.

Folkepsykologien kan betragtes som et kollektivt narrativ under konstant udvikling, og det samme

gælder i princippet for den akademiske psykologi. Vi anvender narrativer hele tiden, fordi den

sociale virkelighed i stor udstrækning træder frem for os som narrativer. Det er ved hjælp af

narrativet at vores egne og andre menneskers adfærd tildeles betydning: Når vi træder ind i bussen

eller det lokale posthus, så træder vi også ind i et slags kollektivt narrativ. Vi har en før-sproglig

28 Dette har lighed med de teleologiske årsagsforklaringer, som gik forud for naturvidenskabernes gennembrud i 1600tallet:

Tingene tillægges en indre stræben og formål, hvorved man på et subjektivt plan opnår, at tilfældige, løsrevne

fænomener kommer til at hænge sammen og se meningsfulde ud.

More magazines by this user
Similar magazines