kapitel 1

flyger.co

kapitel 1

Denne e-bog kan kopieres uden betaling,

men printning må kun ske til eget brug.

Copyright: Niels Flyger 12 juli 2013

Maleriet på forsiden er udført af:

Lucas Cranach den ældre

Denne roman er pure fiktion og udsprunget af forfatterens fantasi.

Enhver lighed mellem nulevende eller afdøde personer er utilsigtet.

2


ET RESUME AF SAGNET OM KONG ØDIPUS:

(Resuméet kan springes over, hvis læseren kender hovedpunkterne i sagnet)

Romanen er en gendigtning af sagnet om Kong Ødipus. Den

afdækker fortællingen bag fortællingen. Alting er tilsyneladende,

som det ser ud til – og alligevel er intet, som det ser ud til.

Den unge Ødipus bliver spået, at han vil dræbe sin far og gifte sig

med sin mor. For at spille skæbnen et puds flygter han fra barndomshjemmet.

Under flugten møder han kong Laios. De kommer op og

skændes. Ødipus er ikke klar over, at kong Laios er hans biologiske

far og slår ham ihjel.

Da Ødipus ankommer til Theben, så plages kongeriget af en ond

sfinks. Der er kun en måde at komme sfinksen til livs på – og det er

ved at gætte dens gåde. Ødipus gætter gåden, og sfinksen styrter

i afgrunden. Befolkningen belønner Ødipus for hans kløgt og kroner

ham til deres nye konge.

Han gifter sig derefter med enkedronning Jokaste. Kongeriget bliver

herefter ramt af en ny forbandelse. Ødipus sender sin svoger til Delfi

for at spørge oraklet til råds. Oraklet fortæller, at Theben er ramt af

en forbandelse, fordi en af byens indbyggere har dræbt sin far og

giftet sig med sin mor.

Ødipus sværger, at han vil finde denne forbryder – uvidende om, at

han selv er drabsmanden. Da sandheden går op for ham, så går han

i landflygtighed. Han redder derved kongeriget fra den forbandelse,

som han selv var årsag til.

Sigmund Freud påstod, at Ødipus var skyldig i såvel mord som incest,

men fordi Ødipus dræbte sin far, så behøver han ikke at være skyldig

i incest. Sagnet fortæller ikke, hvem der forgreb sig på hvem. Ødipus

kan have været et offer for incest.

Ødipus havde næppe noget motiv. Det havde hans mor derimod.

Hvis hun skulle forblive dronning, så måtte hun enten hindre Ødipus

i at blive gift – eller også måtte hun selv gifte sig med ham. Hvis hun

var pædofil, så kunne hun slå to fluer med et smæk ved at ægte sin

kongelige søn. Hun kunne blive siddende på tronen og samtidig få

sin søn som ægtemand.

Handlingen var realistisk i oldtiden – men er den også realistisk i dag ?

God læselyst !

3


KAPITEL 1

Martin Nesum var teologi-studerende. Det var ikke fordi, han ville

være præst. Det var fordi, han ville bekæmpe sex-hykleriet på den

kristne højrefløj.

Nogen stor kvindeforfører var han ikke. Han var en distræt professortype.

Han burde for længst være flyttet hjemmefra, men han boede

stadig hjemme på forældrenes gård.

Hver fredag sad han på sin stamcafé ved Århus Å og ventede

på et mirakel. Han håbede på, at drømmekvinden ville dukke op

og forføre ham. Denne fredag var ingen undtagelse. Timerne gik

og ingenting skete. Pludselig satte en ældre herre sig ved bordet.

”Han skræmmer kvinderne væk,” tænkte Martin og rejste sig for at gå.

”Goddag Martin,” hilste den ældre herre.

Martin studsede lidt: ”Kender vi to hinanden ?”

”Du kender ikke mig, men jeg kender dig. Jeg er nemlig synsk,”

påstod den gamle mand.

”Du er ikke synsk. Synskhed er noget vås. Mennesket har en fri vilje.

Derfor kan du ikke forudsige, om jeg bliver siddende – eller om jeg

går min vej . . . . . og jeg går min vej. Det burde du have forudset,

men det gjorde du ikke. Så der står 1-0 til mig.”

”Hvad siger du til et lille væddemål ?” spurgte den gamle mand,

”du påstår, at synskhed er noget vås. Jeg påstår det modsatte.”

”Hvor meget vædder vi om ?” spurgte Martin hovent.

”50.000kr !”

Martin foragtede væddemål, men beløbets størrelse pirrede ham.

Han kunne ikke dy sig for at spørge: ”Hvad går væddemålet ud på ?”

”Mine synske evner fortæller mig, at du vil slå noget glas i stykker

inden midnat. Det nægter du at tro på. Vi indgår et væddemål.

Du taber væddemålet, men beholder alligevel gevinsten.”

4


”Du vrøvler. Jeg kan ikke både tabe væddemålet og beholde gevinsten.”

”Selvfølgelig kan du det,” påstod den gamle mand – og lagde et tykt

bundt sedler på bordet, ”du kan oven i købet få pengene i forskud.”

”Er du psykisk syg ?” spurgte Martin medfølende.

Det benægtede den gamle mand, men Martin havde sin tvivl.

”Jeg synes, at du skal tale med en psykiater,” foreslog han,

”hvis du laver alt for mange af den slags væddemål, så bliver

du ruineret i løbet af ingen tid.”

”Hvad jeg forudsiger – kommer til at ske,” fastholdt den gamle mand.

”Det kommer ikke til at ske. Enhver idiot kan vinde det væddemål.

Hvis jeg bliver siddende uden at røre en finger, så kan jeg umuligt

slå noget i stykker.”

”Hvad nu hvis der udbryder en brand ?

Vil du så blive siddende som en stenstøtte ?”

”Hvis jeg stiller mig midt på Bispetorvet, så kan jeg umuligt

komme til at slå noget i stykker.”

”Uanset hvor du befinder dig, så vil du slå noget glas i stykker,”

spåede den gamle mand, ”hvis jeg var dig, så ville jeg takke nej

til væddemålet.”

”Men du er ikke mig – og jeg takker ikke nej. Når klokken slår tolv,

så vil du tabe væddemålet, men dit nederlag bliver kun symbolsk.

Jeg slår ikke plat på psykisk syge. Når jeg har vundet, så får du

dine penge retur. Der er dog en betingelse. Du skal give mig ret i,

at synskhed er noget vås.”

Den gamle mand nikkede indforstået – og væddemålet gik i gang.

Martin stak de 50.000kr i lommen og smilede sejrsikkert. Han var

overbevist om, at han ville vinde væddemålet så let som ingenting.

Men et er teori – noget andet er praksis.

5


KAPITEL 2

Martin var endt i et dilemma. Hvis han blev siddende, og der udbrød

en brand, så risikerede han at smadre et glas, når han flygtede.

Det sikreste var at stille sig midt på Bispetorvet, men turen derud

var ikke problemfri. Han skulle forbi baren – og den var tæt pakket.

Tænk, hvis han snublede og ramte et bord, så et glas røg på gulvet ?

Eller han kom til at skubbe til en gæst, og gæsten tabte sit glas.

Han var fanget i en fælde – og dog. Den gamle mand virkede ret flink.

”Kan vi udsætte væddemålet fem minutter ?” spurgte Martin.

Den gamle mand nikkede indforstået, og de gik i ro og mag ud på

Bispetorvet. Martin fandt et sted, hvor der ikke var noget glas i flere

meters omkreds.

Her stillede de sig, og væddemålet startede.

Der var mange timer til midnat – og aftenen var historisk kold.

Martin havde kun en tynd sommerjakke på. Han havde den pinlige

vane at gå i sommertøj til langt ud på vinteren. Når han så endelig

fandt vintertøjet frem, så gik han i vintertøj til langt ud på sommeren.

Han frøs så meget, at han kunne have solgt sin sjæl for en lun vinterfrakke.

Han burde gå tilbage til caféen, men han turde ikke røre sig ud

af stedet. Tænk, hvis han kom til at smadre noget glas ved et uheld.

Så var det bedre at blive stående bomstille.

Timerne gik og ingenting skete. Klokken nærmede sig tolv. Han følte sig

mere og mere sejrsikker, men lykkens gudinde var ikke på hans side.

Et kraftigt vindstød fejede pludseligt hen over torvet. Vindstødet var så

isnende koldt, at Martin besvimede og faldt lige så lang, som han var.

I faldet tabte han sine briller. De knustes mod brolægningen.

Da Martin kom til bevidsthed, så var han målløs af forundring.

Den gamle mand hjalp ham op.

Sekundet efter slog domkirkens ur tolv.

Martin havde tabt væddemålet.

6


Forude ventede en regning på 50.000kr.

Hvor skulle han skaffe så mange penge fra ?

Han var kun en fattig studerende.

Den gamle mand hjalp Martin ind på den nærmeste café.

”Jeg har reserveret et bord til to,” sagde den gamle mand til tjeneren.

Tjeneren viste dem hen til et bord. Det var dækket op med varm kaffe

og cognac. Martin skyllede den ene kop ned efter den anden.

Den gamle mand tog et par briller op af lommen.

De var fuldstændig mage til Martins – både i design og styrke.

Martin tog dem på. De passede ham perfekt.

”Tvivler du stadig på, at jeg er synsk ?” spurgte den gamle mand tørt.

”Hvis du er synsk, så kender du allerede mit svar, og hvis du allerede

kender mit svar, hvorfor spørger du så ? . . . . . Du tror, at du kan

forudsige alt, og alligevel ender det med, at du bliver snydt. Der var

ingen vidner, der overværede væddemålet. Nu er det påstand mod

påstand. Det burde du have taget højde for. Men enten er du ikke

synsk – eller også bruger du din synskhed uklogt. Jeg nægter at

have indgået noget væddemål.”

Den gamle mand tog en seddel op af lommen og smilede gådefuldt.

Martin tog tøvende imod sedlen og læste højt for sig selv:

”Du tror, at du kan forudsige alt, og alligevel ender det med, at du

bliver snydt. Der var ingen vidner, der overværede væddemålet.

Nu er det påstand mod påstand . . . . . . . . . ”

Martin var lamslået. Sedlen var en ordret gengivelse af hans benægtelse

af nederlaget. Han læste sedlen igen og igen. Sedlen fortalte

intet om det videre forløb i sagen. Løbet var altså ikke kørt endnu.

Han besluttede sig for at kæmpe videre.

Han ville kæmpe, indtil den gamle mand løb tør for profetier.

Martin måtte udtænke et nyt kneb – og det skulle være et kneb, der

var så udspekuleret, at den gamle mand umuligt kunne forudsige det.

7


KAPITEL 3

Martin vred sin hjerne til det yderste. Pludselig fik han en idé.

Han smilede triumferende og sagde:

”Den seddel beviser kun, at jeg har ret. Mennesket har en fri vilje.

Jeg kan altid gøre det modsatte af det, du forudsiger. I stedet for at

nægte ethvert kendskab til væddemålet, så udfordrer jeg dig til et

nyt. Hvis du er synsk, så har du allerede et nyt væddemål i støbeskeen.

Vinder jeg det nye væddemål, så beholder jeg de 50.000kr.

Taber jeg, så skylder jeg dig 100.000kr.”

Den gamle mand nikkede indforstået og sagde så:

”Inden der er gået et år, vil du have dræbt din far og giftet dig med din mor.”

Martin åndede lettet op:

”Du har fået fat den forkerte person. Jeg hedder Martin – ikke Ødipus.”

”Hvad der skete for kong Ødipus – det vil også ske for dig !” spåede

den gamle mand.

”Nu klapper du hesten. Man kan slå noget glas i stykker ved et uheld.

Man kan også slå sin far ihjel ved et uheld, men man kan ikke bolle sin

mor ved et uheld. Det er et spørgsmål om at holde bukserne knappet.”

”Hvad jeg forudsiger – kommer til at ske,” fastholdt den gamle mand.

”Det kommer ikke til at ske. Enhver idiot kan vinde det væddemål.

De 50.000kr er så godt som mine. Jeg kan ligeså godt beholde dem.

Har du noget imod det ?”

”Nej, ikke det ringeste. Jeg spåede, at du ville beholde gevinsten.

Så der må stå 3-0 til mig.”

Martin var chokeret. Så fik den gamle mand atter ret i en forudsigelse

– og det var endda en forudsigelse, som Martin kunne have fejet af

bordet ved blot at holde sin mund. Hans nederlag var nu så massive,

at han burde kapitulere, men han nægtede at give op.

”Du fik ret i dine tre første forudsigelser,” medgav han, ”men den næste

får du ikke ret i. Du er ikke synsk. Du er en menneskekender. Du er ligeså

god til at forudsige min gøren og laden, som en meteorolog er til at forudsige

vejret. Dine profetier er derfor ligeså usikre som en vejrudsigt.

8


Når vi mødes om et år, så vil du indse, at dine profetier er tom snak,

men dit nederlag bliver kun symbolsk. Når jeg har vundet, så får du

dine penge retur. Der er dog en betingelse. Du skal give mig ret i, at

synskhed er noget vås – ellers beholder jeg pengene.”

”Det er meget generøst af dig. Jeg vil udvise den samme generøsitet

og lade dig beholde gevinsten – også selvom du taber den ene halvdel

af væddemålet.”

”Det tilbud får ingen betydning i praksis,” påstod Martin, ”du får ikke

ret i nogen af dine forudsigelser. Synskhed forudsætter, at vi er styret

af skæbnen – men hvis vi er styret af skæbnen, så kan vi ikke vælge

mellem godt og ondt. Jeg kan vælge at stikke dig en lussing – og jeg

kan vælge at lade være. Jeg har altså en fri vilje – og netop derfor

kan du ikke forudsige, hvilke valg jeg træffer.”

”Det er en meget spidsfindig analyse,”

medgav den gamle mand,

”måske får du ret – måske ikke.”

”Hvad mener du med:

»Måske får du ret – måske ikke« ?

Er du ikke sikker i din sag ?”

”Jo længere tidshorisonten er

– des mere usikre er mine forudsigelser,”

indrømmede den gamle mand.

”Det er forståeligt.

Jeg ville heller ikke være så skråsikker, hvis jeg var dig.

Synskhed er noget vås.

Det vil du indse, når vi gør status om et år.

Hvad siger du til, at vi mødes samme sted om præcis et år ?”

Den gamle mand sukkede:

”Du glemmer, at jeg er synsk.

Jeg ved, hvor du er om et år – og jeg skal nok være der.”

”Det må tiden afgøre,” svarede Martin – og med disse ord skiltes de.

9


KAPITEL 4

Martin forlod cafeen i højt humør. Han fløjtede glad i begyndelsen.

Han var overbevist om, at han ville vinde væddemålet så let som

ingenting – og dog. Tvivlen begyndte så småt at snige sig ind af

bagdøren. Hvad nu hvis den gamle mand fik ret i sin profeti ?

Hvad nu hvis Martin kom til at slå sin far ihjel ?

Det kunne ske ved et uheld. Hvis Martin forårsagede en ulykke, og

ulykken kostede hans far livet – så ville han aldrig tilgive sig selv.

Måske gjorde han bedst i at flytte hjemmefra.

Han kunne altid flytte tilbage, når han havde vundet væddemålet.

Han satte sig ind på en café for at få ro til at tænke. Der var nemlig

en hage ved hans plan. Hvad nu hvis han var adopteret ?

Så handlede væddemålet pludselig om hans biologiske forældre

– og det kunne være, hvem som helst. Tanken huede ikke Martin.

Han havde i årevis haft en mistanke om, at han var adopteret.

Mistanken ramte ham som et jordskælv i en biologitime.

Han var kaldt op til tavlen for at fortælle om arvelighed. Han forklarede

om sammenhængen mellem forældrenes øjenfarve og børnenes øjenfarve.

Da han var færdig, så spurgte læreren, om der var nogle spørgsmål.

Det var der. Simon bad Martin give et eksempel.

”Jo, det kan jeg sagtens,” svarede Martin, ”mine forældre har blå øjne,

og jeg har . . . . . ” Martin kiggede panikslagent ud i luften. Tavsheden

var øredøvende. Alle kiggede forundret på Martins mørkebrune øjne.

Simon brød tavsheden med et latterbrøl:

”Og du har brune øjne. Det er der kun en forklaring på. Hvis forældre

med blå øjne ikke kan få et barn med brune øjne, så har din mor

kneppet ved siden af. Din mor er en luder – og du er en horeunge !”

Den bemærkning fik læreren til at koge over:

”Så er det nok, Simon. Jeg vil ikke høre den slags sprog i mine timer.

Det er dig, der har et problem – ikke Martin. Du kan ikke dine lektier.

Martins brune øjne kan skyldes, at han er adopteret. Det ved du intet

om. Hvis du ikke straks giver Martin en uforbeholden undskyldning,

så bliver du smidt udenfor døren.”

10


Simon var typen, der hellere ville dø end at undskylde overfor Martin.

Episoden endte med, at Simon blev smidt udenfor døren, og Martin

fik fri – resten af dagen. Martin tog direkte hjem til sine forældre og

forelagde dem kendsgerningerne.

Hans mor blev rasende:

(bilag 1/ side 233)

”Du skal ikke tro på alt, hvad de skriver i bøgerne.

Du er vores søn, og det har du altid været. Nu går du ud i stalden og

muger ud – og så vil jeg ikke høre mere af den slags kommunistsnak.”

Martin var skuffet over sine forældre.

Hvordan kunne de lyve om noget, der var så vigtigt ?

Gennem hele hans barndom havde de løjet for ham. Det var deres

skyld, at han var blevet ydmyget i skolen. Nat efter nat lå han vågen

og spekulerede over, hvem hans biologiske forældre var – og hvorfor

han var blevet adopteret bort.

Til sidst blev han så desperat, at han kontaktede familielægen.

Men lægen måtte skuffe ham. Myndighederne havde ikke kendt

til Martins eksistens, før han startede i skolen.

Hvis han var adopteret, så var det sket uden myndighedernes

kendskab – men hvorfor dette hemmelighedskræmmeri ?

Hvad var det, som hans forældre forsøgte at skjule ?

Han konfronterede sine forældre med de nye facts. Han vidste, at

emnet var tabu, men han var desperat. Moderens reaktion var dog voldsommere,

end han havde regnet med. Hun gik i panik. Hun hylede og

skreg som en stukken gris. Tårerne løb ned ad hendes kinder.

Hans far skældte ud:

”Se nu, hvad du har gjort ! . . . . . Hvordan kan du være så grusom ?

Skam dig ! . . . . . Du ved godt, at du ikke må komme ind på det emne.

Hvor vover du på at spørge lægen ud om den slags ? . . . . . Nu går du

ud i stalden og muger ud – og så vil vi ikke høre et ord mere fra dig.”

Martin gik ud i stalden, men hans tanker var andetsteds. Hvorfor var

hans mor gået i panik ? . . . . Hun var normalt ikke typen, der gik i panik.

Episoden satte ekstra gang i hans fantasi.

Hvorfor havde forældrene holdt ham skjult for myndighederne i over 6 år ?

11


KAPITEL 5

Da Martin var færdig med at muge ud, så gik han tilbage til køkkenet.

Han gav sin mor en halvhjertet undskyldning, men den var kun et

påskud for at søsætte en ny plan.

Hans mor elskede at snakke om, hvor fattige de var, dengang han

blev født. Det var hendes yndlingshistorie. Hun kunne fortælle den

igen og igen. Martin håbede, at hendes fortælleglæde kunne lede

ham på sporet af hans rigtige forældre.

Hun var ved at lave aftensmad. Martin besluttede at holde lav profil.

Han håbede på, at hun uopfordret ville fortælle om tiden op til hans

fødsel – og sådan kom det også til at gå. Han nåede knap at skænke

en kop kaffe, førend hun begyndte at ævle løs:

”Du kan tro, at vi var fattige, før du blev født. Høsten var slået fejl flere

år i træk – og sommeren, før du blev født, var den værste i mands minde.

Vi havde ikke råd til at fordre dyrene. Vi måtte sælge dem en

efter en. Afdragene på gården kunne vi heller ikke betale.

Til sidst havde vi kun en ko tilbage. Det var den, der gav mest mælk,

men så gik den hen og blev syg. Vi havde ikke råd til medicin, så den

døde mellem hænderne på os. Banken ville ikke låne os penge til

terminen, og så endte vores lille husmandssted på tvangsauktion.

Det var en meget hård tid for os, men fordi vi puklede i døgndrift, så

lykkedes det for os at vende udviklingen – og i dag har vi en af de

største gårde på egnen.

Du kan tro, at din morfar gjorde store øjne, da han så vores nye gård.

Så stor en gård havde han aldrig været på i hele sit liv – og han havde

været foderkarl på mange gårde.”

”I må da have fået en økonomisk håndsrækning,” indvendte Martin.

”Nej, vi kendte ingen, der kunne hjælpe os økonomisk.

Vores succes skyldes kun en ting – og det er hårdt arbejde.”

12


”Men jeres sidste ko døde, lige inden jeg blev født – og jeg blev født

på denne gård. Alle de billeder, I har af mig, stammer fra denne gård.

Der kan altså ikke være gået lang tid, fra I var på fallittens rand, og

til I fik en masse penge mellem hænderne. Hvor fik I pengene fra ?”

Det var en drejning af samtalen, som kom bag på Martins mor.

Hun kiggede panikslagent på Martin og sagde så:

”Vi vandt en masse penge i tipning. Vi investerede vores sidste penge

i en tipskupon og fik 13 rigtige – men det må du ikke fortælle nogen.

Hvis det kommer frem, at vores rigdom skyldes held, så vil vi tabe

ansigt.”

Men den forklaring købte Martin ikke.

”Den nødløgn må du længere ud på landet med. I foragter jo alle

former for spil. Konstant prædiker I, at når man først er begyndt at

spille, så kan man ikke holde op igen. Konstant prædiker I, at jeg

kun vil tabe penge. Det stemmer ikke overens med, at I vandt en

formue i tipning. I må have fået pengene et andet sted fra – men hvor ?”

Martins mor kiggede lamslået på Martin.

Først anede hun ikke, hvad hun skulle svare, men så vrissede hun:

”Hvor vover du at beskylde din mor for at lyve ?

Nu går du ud i garagen og reparerer traktoren.

Du kan sagtens nå at skifte koblingen, inden vi skal spise.”

Martin gik ud i garagen, men han var ude af stand til at arbejde.

Samtalen med hans mor havde sat en masse tanker i gang.

Igen og igen legede han med tanken om, at han var resultatet af

en kærlighedsaffære mellem en kongelig og hans elskerinde.

Var det fantasien, der løb af med ham

– eller var forældrenes gård en gave fra hans kongelige ophav ?

13


KAPITEL 6

Den gamle mand havde spået, at Martin ville lide den samme skæbne

som kong Ødipus.

Plottet i sagnet er, at Ødipus forsøgte at spille skæbnen et puds ved

at flygte fra barndomshjemmet. Det var en skæbnesvanger flugt.

Han flygtede blot ind i armene på sine biologiske forældre.

Hvis Martin flygtede, så risikerede han ligeledes at flygte ind i armene

på sine biologiske forældre.

Martin var altså nødt til at gribe sagen an på en anden måde. Han vred

sin hjerne til det yderste. Pludselig fik han en idé. Han besluttede sig

for at søsætte den med det samme. Han løb ned på hovedbanegården

og sprang på det første tog til København.

Da han ankom til hovedstaden, så ringende han til sine forældre.

Det var hans far, der tog telefonen. Han var lige blevet færdig med

morgenmalkningen. Han undrede sig over opringningen. Han troede,

at Martin lå på sit værelse og sov.

”Jeg er i København,” forklarede Martin, ”og jeg kommer først hjem,

når I fortæller mig, hvem mine biologiske forældre er.”

Den trussel fik hans far til at se rødt:

”Du ved udmærket, at du ikke må komme ind på det emne.

Der er intet at komme efter.

Du er vores søn – og det har du altid været.

Nu holder du op med al det pjat – og så kommer du hjem.

Det er snart jul. Din mor bliver ulykkelig, hvis du bliver væk.

Du kan ikke være bekendt at ødelægge julen for os.”

”Det har jeg heller intet ønske om. Det er ikke for sjov, at jeg stiller jer

et ultimatum. Der er sket noget forfærdeligt. Jeg mødte en gammel

mand i går. Vi indgik et væddemål.”

Hans far blev endnu mere rasende.

”Hvad i al verden bilder du dig ind ?” råbte han harmdirrende,

”vi har advaret dig imod alle former for spil og væddemål

– og alligevel så falder du for fristelsen.

Har vi ikke prædiket, at alt spil er spild af penge ?”

14


”Men den gamle mand påstod, at han var synsk.

Jeg ville bare hjælpe ham.

Jeg ville overbevise ham om, at han tog fejl.

Jeg lovede at slå en streg over det hele, når han tabte væddemålet.

Men han vandt væddemålet – og pludselig skyldte jeg ham 50.000kr.”

”50.000kr !” råbte hans far, ”er du blevet sindssyg ?

Hvordan kan du finde på at vædde om så mange penge ?

Du er en fattig studerende. Du har ikke så mange penge.

Hvordan kan du gøre noget, som er så uigennemtænkt ?”

”Jeg blev provokeret – og da jeg ikke kunne betale pengene, så lod

jeg mig provokere til et nyt væddemål. Det er derfor, at du skal fortælle

mig, hvem min biologiske far er. Hvis du ikke hjælper mig, så risikerer

jeg at slå ham ihjel.”

”Er du nødt til at begå et mord for at slippe fri af din gæld ?”

”Nej, det er endnu værre.

Den gamle mand spåede, at jeg ville dræbe min far og kneppe min mor.”

”Hvad er det for noget perverst ævl ?

Du vil da ikke påstå, at du har lyst til at kneppe din mor ?”

”Nej, det har jeg ikke, men jeg kunne komme til at kneppe min

biologiske mor ved et uheld.”

”Sikke noget vrøvl. Man kan ikke komme til at kneppe sin mor ved at

uheld. Nu fortæller du mig, hvor du er i København, så kommer vi over

og hjælper dig. Der er ikke pinligt at være psykisk syg. Din kære onkel

Verner hørte også stemmer, men så fik han noget medicin, og siden

har der ikke været nogen problemer. Hvis vi kører af sted nu, så kan

vi være der inden middag.”

Martin gik i panik og slukkede telefonen.

Hans skudsikre plan var bestemt ikke gået, som han havde forudset.

15


KAPITEL 7

Martin var ved at gå til af træthed. Han havde ikke sovet i et helt døgn.

Han fandt et billigt hotel tæt på Hovedbanegården. Han lagde sig udmattet

på sengen og faldt øjeblikkelig i søvn.

Han vågnede først ud på eftermiddagen. Han tændte sin telefon.

Der var et utal af beskeder på hans telefonsvarer. De var alle fra

hans forældre. Han skulle til at aflytte dem, da telefonen pludselig

ringede. Det var hans mor. Hun var rasende.

”Nu holder du op med det pjat !” råbte hun fortvivlet, ”vi er taget til

København. Vi er på Hovedbanegården. Nu fortæller du os, hvor

du er, så vi kan hjælpe dig – og hvis det er noget med nogle penge,

som du har tabt i et væddemål, så skal vi nok betale for dig.”

”Det er pænt af jer,” svarede Martin, ”men jeg ved ikke, hvad den

gamle mand hedder – eller hvor han bor.”

”Så har du intet at frygte. Så er det da ham, der har et problem.”

”Nej, det har han ikke. Han er synsk. Han ved, hvor jeg er. Han dukker

op, hvis jeg taber væddemålet – og så skal han have 100.000kr.”

”100.000kr !” råbte hans mor, ”er du sikker på, at det er en mand, som

du har mødt i virkeligheden ? . . . . . Og hvad er det for noget ævl, om

at du vil slå din far ihjel og kneppe mig ? . . . . . Er du sikker på, at det

ikke er en ond drøm, du har haft – eller nogle stemmer du har hørt,

ligesom onkel Verner ?”

”Den gamle mand gav mig 50.000kr i forskud. Jeg har pengene her.

Jeg kan altså bevise, at jeg ikke har hørt stemmer. Jeg har ikke brug

for penge her og nu. Jeg har kun brug for, at I fortæller mig, hvem mine

biologiske forældre er. Hvis I røber det, så vil jeg kunne vinde væddemålet

så let som ingenting. Jeg nægter at have noget med jer at gøre,

hvis ikke I giver mig deres navne.”

Det var en trussel, som fik hans mor til at bryde hulkende sammen.

Hans far tog telefonen:

”Se nu hvad du har gjort ved din mor. Du ved godt, at du ikke må

komme ind på det emne. Nu fortæller du os, hvor du . . . . . . . . ”

16


Martins far blev pludselig helt stille.

Efter nogen tids tavshed så fremstammede han:

”Der er dukket en person op . . . . . og ham må vi hellere snakke med.”

Martins far afsluttede hastigt samtalen. Martin fornemmede, at der var

noget galt. Hvem var denne person, som pludselig var dukket op ?

Der var en frygt i faderens stemme.

Som om nogen pegede på ham med en skarpladt pistol.

Kunne det være Martins biologiske far eller måske den gamle mand ?

Martin overvejede at løbe ned på Hovedbanegården. Hvis det var hans

biologiske far, der var dukket op, så kunne han nå at få et glimt af ham.

Men det kunne også være en fælde.

Han valgte at løbe risikoen. Han forlod værelset i fuldt firspring.

Han nåede dog ikke langt. Pludselig ringede telefonen. Det var hans far:

”Du må undskylde, at jeg sådan afbrød samtalen. Det var bare en

gammel ven. Vi tager hjem igen med det første tog. Hvis du får lyst til

at holde jul i familiens skød, så er du selvfølgelig altid velkommen,

men du må love, at du ikke ødelægger stemningen med al dit ævl.

Du er vores søn, og det har du altid været. Kan du have det rigtigt godt.

Vi ses om et år – med mindre du kommer på bedre tanker.”

Faderen afbrød samtalen.

Det undrede Martin, at han ikke fik lov til at sige farvel til sin mor.

Han gik tilbage til sit værelse.

Hvad i al verden foregik der ?

Hans forældre forventede ikke at se ham før om et år.

Hvordan kunne de vide, at væddemålet gjaldt et år ?

Martin var sikker på, at han ikke havde fortalt dem, hvornår væddemålet

sluttede. Han havde lyst til at tage med forældrene hjem, men

hvad nu hvis de havde ret – og han var deres søn.

Så risikerede han at forvolde faderens død.

17


KAPITEL 8

Martin valgte at blive i København. Spørgsmålet var blot, om han

kunne skifte studiested midt i sin specialeskrivning. Måske var der

ingen lærere, der havde tid til at vejlede ham.

Martin overlod beslutningen til skæbnen. Hvis han fik afslag på at

studere i København, så ville han flytte tilbage til Århus.

Det er ikke god tone at skifte studiested, mens man skriver på sit

speciale – og det så umiddelbart ud til, at Martin måtte tage hjem

med uforrettet sag. Der var ingen lærere, der havde tid til at vejlede

ham.

Han var lige ved at opgive, da han fik en telefonopringning

fra professor Neudorf. Han ville godt gradbøje reglerne og

personligt vejlede ham på betingelse af, at Martin skiftede emne.

Det lovede Martin at overveje.

Martins næste problem var at finde et billigt sted at bo.

Boligmanglen i København var stor, og han måtte bo på hotel

det første stykke tid.

Han ledte og ledte efter et værelse – men enten var værelserne

ikke til at betale, eller også lå de for langt væk.

En dag fandt han et opslag på fakultetets opslagstavle.

Opslaget var skrevet med næsten ulæselig skrift, men beskeden

var klar nok:

”Værelse til leje.

Kun 10 minutters gang fra fakultetet.

Ung mand foretrækkes.”

Udlejeren var en midaldrende alkoholiker.

Mona Mira hed hun.

Som ung havde hun været forlovet med Martins nye

professor, Victor Neudorf.

Ham talte hun meget om.

18


Tiden havde ikke lagt en dæmper på Monas kærlighed.

Hun forgudede stadigvæk Victor.

Da han svigtede hende, så brød verdenen sammen for hende.

Hun følte, at tiden var løbet fra hende, men når hun havde sex

med unge mænd, så følte hun sig ung igen. Hendes konstante

jagt på unge mænd gav hende et omdømme som en sexgal

nymfoman, men bag den sexgale facade gemte sig en ulykkelig

kvinde.

Hendes seksuelle gæstfrihed gav hende en popularitet, som

hun ikke kunne opnå på anden vis. Hun vidste godt, at denne

popularitet ikke var ægte, men hun turde ikke være alene med

sin smertefulde fortid. Hun var derfor parat til at kneppe med

hvem som helst – bare for at blive adspredt en smule.

Men det anede Martin intet om.

Hvis han havde været en smule udadvendt og snakket med sine

studie-kammerater, så havde de advaret ham.

Mona Mira var ikke en kvinde, man flyttede ind hos, hvis man

havde et studium, som man skulle passe.

Martin troede, at han havde heldet på sin side og underskrev lejekontrakten

uden større betænkelighed.

Mona forklarede, at hun var i akut pengekneb.

Martin ville godt hjælpe hende og betalte 6 måneders leje forud.

Det var Mona glad for og inviterede ham på en kop kaffe.

19


KAPITEL 9

Mona var den udadvendte type, der snakkede som et vandfald.

Hun lød som en grammofonplade, der var gået i selvsving.

Konstant pralede hun med, hvor populær hun var blandt unge mænd.

Martin forsøgte at slippe væk, men hun bønfaldt ham om at blive.

Således gik den ene time efter den anden.

Martin følte sig som en papegøje i et bur.

Konstant fiskede hun efter komplimenter.

Igen og igen pressede hun ham til at sige, at hun var ung og sexet.

Martin følte, at hun slog plat på hans høflighed.

Det irriterede ham.

Han blev mere og mere stram i betrækket.

Til sidst blev det for meget, og han udbrød:

”Du tror, at det er lykken at være ung, men det er ikke lykken.

Som ung skal man igennem en masse nederlag.

Som ung skal man lære sine begrænsninger at kende.

At være ung er en sur modningsproces.

Nogle unge kvinder tror, at de kan slippe for denne modningsproces.

Men de slipper ikke. Nederlagene bliver bare udskudt til et senere

tidspunkt. Det tidspunkt må du være nået til nu.

Da du var ung, så leflede liderlige mænd for dig.

Nu er du ikke ung og sexet længere.

Nu er der ingen liderlige mænd, der gider snakke dig efter munden.

Nu skal du igennem det samme sure show, som vi andre kæmper med.

Du ser ned på mænd, som vrager dig på grund af din alder – men du er

ikke bedre selv. Du snobber også for ungdommen. Du lægger op til, at

jeg skal sige, at du er ung og sexet, men din jagt på billig smiger gør dig

kun gammel og usexet.”

Den svada kom bag på Mona, men den slog hende ikke ud:

”Mig narrer du ikke. Du siger, at jeg er usexet – men bulen i dine bukser

fortæller en anden historie. Lad vær med at spille hellig. Fri sex er et

frynsegode, når man bor hos mig. Det kan du ligeså godt benytte dig af.

20


Mig behøver du ikke at være bange for.

Du kan roligt tage initiativet, når du får lyst til sex.

Jeg siger aldrig nej.

Jeg er seksuelt umættelig.

Jeg har haft masser af lejere, der har været ligeså angste for

kvinder, som du er. Den angst fik jeg hurtigt pillet af dem.

Jeg kan en masse scoretricks. Det tager mig kun et par dage

at forvandle et pjok til et vaskeægte mandfolk,” pralede Mona

og tog ham på pikken.

Men Martin skubbede hende væk.

Hans følelser var et stort kaos.

På den ene side så var hans underliv ved at tage magten

– og på den anden side så havde han et væddemål med

en gammel mand, som han gerne ville vinde.

”God sex handler ikke kun om erektion. Det handler også om

kærlighed,” påpegede han, ”og kærlighed tager tid at bygge op.

Min pik siger ja, men min fornuft maner til besindighed.”

Den indvending kom bag på Mona – og Martin så sit snit til at

stikke af.

Han fortrød, at han havde betalt 6 måneders leje forud, og

ringede derfor til hende for at få annulleret kontrakten, men

hun var ikke til at hugge eller stikke i.

Den gamle mand havde spået, at Martin ville dele skæbne

med kong Ødipus. Plottet i sagnet er, at Ødipus ikke vidste,

at han var blevet adopteret som spæd.

Ødipus var derfor i god tro, da han bollede sin biologiske mor.

Martin var overbevist om, at han også var blevet adopteret

som spæd. Enhver kvinde med Monas alder og udseende

kunne derfor være hans biologiske mor.

Han besluttede, at være på ekstra vagtsom overfor Mona.

21


KAPITEL 10

Victor Neudorf var Mona Miras store kærlighed. Han var tilfældigvis også

Martins nye professor. Det lå ikke i kortene, at han skulle blive professor.

Han voksede op i et alkoholikerhjem. Hans barndom var præget af vold og

svigt. Alligevel var det lykkes for ham at bryde den sociale arv. Allerede

som ung blev han spået en lovende karriere – og det kom til at holde stik.

Han boede i en patriciervilla, som var en professor værdig. Det var med

årene blevet en tradition, at han inviterede alle afgangsstuderende til julegløgg

i privaten. Således var det også i år – og Martin var også inviteret.

Arrangementet havde ikke ændret sig i årevis, men nu var der nye

toner på vej. Neudorf havde skiftet sin hæderkronede hustru ud

med en af sine elever. Julie hed hun. Hun var en vulgær sex-bombe,

som kunne fordreje hovedet på alle sex-hungrende mænd.

Iført en stramtsiddende sort læderdragt lignede hun nu mere en luder

end en teologi-professors hustru. Det gjorde ikke sagen bedre, at

hendes lynlås havde sat sig fast i navlehøjde. Det gav hende en

kavalergang, som ikke overlod meget til fantasien.

Neudorf forlangte, at hun tog noget mere tækkeligt på, men Julie

nægtede. Hun havde glædet sig til at have netop denne dragt på

– og når Julie først havde sat sig noget i hovedet, så var der ingen,

der kunne tale hende til fornuft.

Hun bemærkede straks den nyankomne Martin i mængden.

”Du må være Martin,” sagde hun med et glimt i øjet,

”Victor har talt meget om dit afgangs-speciale.”

Martin lignede et stort spørgsmålstegn:

”Du må undskylde mig, men jeg er ny på holdet. Hvem er det nu, du er ?”

”Jeg er da værtinden,” grinede hun så højt, at alle grinede med hende.

”Du ligner nu mere en lud . . . . en studiekammerat end en professorfrue,”

undskyldte Martin sig med.

”Selvfølgelig ligner jeg en studiekammerat. Jeg går årgangen under dig.

Jeg er helt vild med Victors forelæsninger. Vi blev gift i sommers.”

22


”Til lykke med brylluppet,” fremstammede Martin, ”men det er

måske professor Neudorf, som jeg skal ønske mest til lykke.

Han har virkelig gjort et kup. Gid jeg var så heldig. Alle kvinder

går en stor bue udenom mig. Ja, lige med undtagelse af det

vrøvlehoved, som jeg har lejet værelse hos. Hun hedder Mona Mira.”

”Hende har jeg hørt om,” sagde Julie, ”hun skulle være byens

største nymfoman – men det behøver jeg næppe at fortælle dig.

Det er vel derfor, at du har lejet værelse hos hende.”

Martin rødmede: ”Jeg er kun til kvinder på min egen alder.”

”Victor påstår noget andet. Han kalder dig for en menneskesky

pikspiller. Han siger, at du er bange for kvinder.”

”Jeg er ikke bange for kvinder. Jeg har valgt at leve i cølibat, indtil

jeg møder den eneste ene – og indtil det sker, så vil jeg koncentrere

mig om mit studium. Jeg har en ambition om at bekæmpe hykleriet

på den kristne højrefløj.”

”Hvad er det for et hykleri, som du vil bekæmpe ?” spurgte Julie.

”Jeg vil lukke munden på alle dem, der hykler over nøgenhed

på tv – og jeg vil lukke munden på alle dem, der forarges over

førægteskabelig . . . . . . . øh . . . . . . . . . . . . . . coitus.”

”Coitus ? . . . . . Er det ikke et japansk bilmærke ?” fnisede Julie.

Martin rødmede helt ud i tåspidserne:

”Normalt anvender jeg ikke lægelatin, men jeg er lidt usikker på,

hvad der er god tone i en professorbolig.”

”Det er god tone at sige samleje,” belærte Julie ham,

”og dårlig tone at glo på mine bryster.”

Det var en bemærkning, der udløste et latterbrøl fra de andre.

Martin kunne være sunket i jorden. Hans hoved var tæt på at

eksplodere af bar skam. Han fandt på en dårlig undskyldning

og flygtede i al hast fra festen.

23


KAPITEL 11

Martin løb ned til busstoppestedet, men bussen kørte for øjnene

af ham. Der var lang tid til den næste bus. Han fordrev tiden med

at tælle stjerner.

”Der er faktisk et japansk bilmærke, der hedder Toyota Coitus,”

lød en kvindestemme.

Han vendte sig om og så til sin store overraskelse Julie.

”Skræmte jeg dig ?” spurgte hun.

”Nej, jeg er ikke sådan at skræmme,” påstod Martin, ”men du

ødelagde festen for mig. Du ydmygede mig for øjnene af alle.

Din hån var uberettiget. Jeg kiggede ikke på dine bryster.

Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg kunne ikke drømme om at belure

nogen.”

”Hold op med det hykleri.

Alle kigger på mine bryster.

Nogle i smug – andre helt åbenlyst.

Hvorfor skulle du være den eneste, der ikke gør det ?

Jeg er meget stolt af mine bryster.

Jeg elsker at vise dem frem.

Men det er de færreste, der kan se, om de er ægte.

Hvad tror du ?”

”De ser meget ægte ud,” løj Martin høfligt.

”Selvfølgelig ser de ægte ud. Jeg fik dem lavet hos en af Hollywoods

førende plastikkirurger. Hun påstår, at når jeg fylder firs, så vil mine

bryster stadig strutte som en 16-årig piges – og stadig være lige så

faste som en 16-årig piges. Prøv at mærk, hvor faste de er !”

”Her ?” spurgte Martin, ”midt på gaden ?”

”Nej da.

Der er en café henne om hjørnet.

Der går vi hen og finder os en afsides krog.

Kom nu !” kommanderede hun.

24


Martin fulgte lydigt efter hende.

Cafeen var næsten mennesketom.

De fandt et afsides hjørne.

Her satte de sig.

Julie blottede stolt sine bryster og sagde:

”Hvad siger du så ?

Er de ikke flotte ?

Prøv at mærk, hvor faste de er !”

Martin mærkede forsigtigt efter.

”Ja, de er dejlig faste,” fremstammede han og trak hænderne

tilbage, som om han havde rørt ved en forbuden frugt.

Julie grinede: ”Er du bange for kvinder ?”

”Jeg er stadig jomfru,” hviskede Martin skamfuldt.

Julie slog en skraldlatter op.

”Det behøver du ikke at fortælle.

Det kan enhver se på lang afstand.”

”Det er intet at grine af,” vrissede Martin,

”alting er så let for dig, fordi du er ung og sexet.

Du har fået alting forærende. Så let er det ikke for mig.”

”Ja, vi kan ikke alle sammen være lige heldige,”

hoverede Julie og skyndte sig tilbage til festen.

25


KAPITEL 12

Da Martin vågnede den næste morgen, så var han sprængfuld af

energi. Han kastede sig straks over sit speciale. Der gik dog ikke

lang tid, førend Mona bankede på døren. Han forklarede hende, at

han havde travlt, men Mona bad så inderligt om at snakke lidt med

ham. Som det høflige menneske han var, så inviterede han hende

indenfor.

Desværre var Mona ikke typen, der kendte til begrænsningens svære

kunst. Hun ævlede løs i timevis. Hun blev ved med at fortælle de

samme historier igen og igen. Til sidst blev det for meget for Martin.

Han undskyldte sig med, at han skulle til en forelæsning og forsvandt

i et lyntempo ind på fakultetet.

Her satte han sig mutters alene i kantinen og fortsatte sit arbejde.

Pludselig dukkede Julie op. Han prøvede at ignorere hende, men

hun styrede direkte mod hans bord. Hun trak stolen ud og spurgte,

om hun måtte holde ham ved selskab. Martin havde ikke lyst til at

gøre sig uvenner med sin professors hustru, så han bød hende velkommen.

Julie satte sig ned og tog ham venligt i hånden.

”Jeg beklager, at jeg var lidt uforskammet i går,” sagde hun,

”det var forkert af mig.

Jeg vil gerne støtte dig i din kamp mod det kristne sex-hykleri.

Er der noget, jeg kan gøre for dig ?

Har du brug for arbejdsro ?

Victor og jeg har et eksklusivt sommerhus med udsigt over havet.

Du kan sagtens bruge det, selvom det er vinter.

Har du lyst til at låne det ?

Det er dit – kvit og frit.”

Nu var arbejdsro noget af det, Martin savnede mest.

Når Mona ikke snakkede ham et øre af, så var der et rend

af unge mænd, som højlydt dyrkede sex med hende.

Tilbuddet om at låne et sommerhus kunne ikke være kommet

på et bedre tidspunkt. Mona gik ham så meget på nerverne,

at han var parat til hvad som helst for at flytte.

26


Han glemte derfor at være skeptisk overfor Julies tilbud.

De enedes om at mødes ved sommerhuset. Martin tog øjeblikkelig

hjem og pakkede sine ting. Da han ankom til sommerhuset, så var

Julie endnu ikke kommet. Han satte sig tålmodigt ned og ventede.

Timerne gik og ingenting skete. Da hun endelig kom, var han så

stivfrossen, at han knap kunne rejse sig.

Julie tændte op i pejsen. Selvom pejsen buldrede på fuldt blus,

så var stuen iskold. De krøb sammen under et tæppe i sofaen og

hyggede sig med en kop te. De puttede sig som to turtelduer og

nød udsigten over havet. Solen var ved at gå ned.

Om et kvarter ville nattemørket sænke sig.

Pludselig blev døren flået op. Professor Neudorf udstødte et øredøvende

krigsbrøl. Så løb han hen og greb fat i Martins krave.

”Hvad fanden laver du med min hustru ?” brølede han.

Så slap han sit tag i Martin og truede Julie med knytnæven.

Han råbte:

”Hvordan kan du gøre det her imod mig ?

Hvor tit skal jeg gribe dig på fersk gerning, før du fatter beskeden ?

Jeg finder mig ikke i din evindelige utroskab.

Du regner mig ikke for en skid. Du er umoden.

Du skider på mine følelser. Hvornår bliver du voksen ?

Hvornår tager du vores ægteskab alvorligt ?

Jeg er træt af din luder-moral og dine utallige sidespring.

Nu er det alvor med mine trusler om skilsmisse.

Nu får du ikke flere chancer. Og hvad dig angår, unge mand . . . . . . ”

Professor Neudorf kiggede ondt på Martin og skreg:

”Til dig har jeg kun en ting at sige – og det er: Skrid !

Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen.”

Så åbnede han vredt terrassedøren og smed Martins bærbare

computer ud, så den splintredes i tusind stykker mod betonfliserne.

27


KAPITEL 13

Martin kiggede lamslået på resterne af sin computer.

Den var kun en uge gammel – og han havde glemt at lave en back-up.

Normalt var Martin et fredsommeligt menneske, men synet af den

ødelagte computer og beskyldningen om at have ødelagt Victors

ægteskab, fik bægeret til at flyde over.

Han gik hen til Victor. Han havde lyst til at gennembanke ham, men

det blev kun til et lille puf. Selvom puffet var meget lille, så havde

det nær væltet Victor omkuld. Victor var fuld som en allike – og arrig

som en pitbullterrier. Han knurrede ad Martin:

”Du skal ikke tro, at du slipper godt fra det her. Det er mig, der er din

professor. Det er mig, der bestemmer, om du får din eksamen eller ej.

Når du sætter dig ved eksamensbordet, så vil jeg hævne mig, så det

runger i loftet. Du kan ligeså godt finde dig en anden uddannelse.”

”Hvorfor skal jeg finde mig en anden uddannelse ?

Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har ikke bollet med Julie.”

”Selvfølgelig har du ikke det. Der er ingen, der vil bolle med dig.

Du er så frastødende, at alle væmmes ved dig. Du duer ikke til

kvinder. Du duer kun til at onanere – og når du onanerer, så er

det til et nøgenfoto af din mor. Du er en klam pikspiller.”

Det var en fornærmelse, som fik Martin til at koge over. Han råbte:

”Du er noget, der er langt værre. Du er en hykler. Du glemmer, at du

onanerede som teenager – og at du kommer til at onanere igen, når

du bliver gammel og ensom. Hvem gider have sex med dig til den tid ?

Du er en dobbeltmoralsk farisæer. Du er en reminiscens fra dronning

Victorias tid.”

Den beskyldning gjorde Victor rødglødende af raseri. Han langede

Martin en svidende lussing. Martin gav råt for usødet. Han skubbede

så hårdt, at Victor måtte vralte et par skridt baglæns for ikke at ryge

på halen.

Således blev Martin ved med at skubbe, mens Victor udstødte det

ene skældsord efter det andet. Han tav først, da han stod ude på

kanten af klinten. Det mindste skub og Victor ville styrte i døden.

28


Victor kiggede skrækslagent ned i afgrunden.

Martin prikkede ham på brystkassen og sagde:

”Et enkelt lille vindstød og du styrter i døden.

Hvis jeg var dig, så ville jeg skyndsomt levere en undskyldning.”

”Skub nu !” råbte Julie, ”vær ikke så kvindagtig !

Vis dig som et mandfolk !”

Martin slog ud med armene i vrede over Julies hån. Han kom derved

til at give Victor et lille puf. Det var ikke et stort puf, men det var stort

nok til, at Victor fik overbalance og faldt ud over klinten.

Victor faldt og faldt, mens han skreg højlydt af angst. Skæbnen ville,

at han ramte en kampesten med så stor kraft, at hans hoved knustes,

som var det papirtynd porcelæn. Han var død på stedet.

Martin var forfærdet. Han havde dræbt sin professor.

Han havde ikke ønsket at slå Victor ihjel – men hvem ville tro ham ?

Forude ventede flere års fængsel og en ødelagt karriere.

Han gik i panik. Han greb sit habengut og løb ned til toget. Han var

heldig. Der var kun få minutter til det næste. Han satte sig på en bænk

og græd. Pludselig hørte han en ambulance i det fjerne. Han blev overmandet

af dårlig samvittighed. Han burde gå tilbage og tilstå, men . . . .

Toget kom nærmere og nærmere. Han måtte træffe et hurtigt valg.

Der var en time til det næste tog – og det var bidende koldt.

Han vred sin hjerne til det yderste, men kunne ikke beslutte sig.

Toget standsede. Billetkontrolløren steg ud.

Han gik hen til Martin og spurgte høfligt, om han skulle med.

Martin nikkede og steg modvilligt på toget.

Han gemte sig ude på toilettet, så ingen spurgte, hvorfor han græd.

Pludselig ramte den gamle mands profeti ham som et jordskælv.

Hvis Martin blev adopteret som spæd . . . . . så var professor Neudorf

muligvis hans biologiske far – men kun muligvis.

Martin havde udfordret skæbnen – og nu lå hans liv i ruiner.

29


KAPITEL 14

Martin fik ikke sovet den nat.

Konstant bebrejdede han sig selv:

”Hvis jeg havde vendt den anden kind til, da jeg fik den lussing, så

havde han stadig været i live. Det er min egen skyld, at situationen

kom ud af kontrol.”

Martin var normalt hæderligheden selv. Hvis han gjorde noget

forkert, så tog han straffen med oprejst pande. Så let var det ikke

denne gang. Han havde aldrig før været på kant med loven.

Hvis han tilstod, så ville det vende op og ned på hans liv, men hvis

han ikke tilstod, så ville han få nogle dårlige kort på hånden, hvis

Julie meldte ham. Han risikerede at blive idømt en straf, der var så

hård, at den ville ødelægge hans karriere.

Han følte, at det var en urimelig straf for et øjebliks ubetænksomhed.

Martin brugte hele natten til at overveje, om han skulle tilstå.

Da det blev morgen, så tog han en hurtig beslutning.

Han valgte at melde sig selv.

Han trøstede sig med, at mordet ikke var sket med overlæg.

Han satsede på, at en tilståelse og sagens omstændigheder

ville give en mild straf.

Han ringede til Julie for at høre, om hun ville vidne til hans fordel,

men hendes telefon var slukket. Det burde ikke have afholdt ham

fra at tilstå, men han ville ikke aflægge forklaring, førend han havde

snakket med hende. Dagen ville blive hans sidste dag i friheden

– og han trængte til en lille lur.

Bare fem minutter ville gøre godt.

Han faldt hurtigt i søvn. Timerne gik.

Pludselig bankede det på døren.

Han vågnede med et spjæt. Det måtte være politiet.

Han tog en dyb indånding og åbnede døren.

Han blev mildest talt overrasket. Det var Julie.

Hun maste sig forbi ham og satte sig på sengen. Han var paf.

30


”Hvor har du fået min adresse fra ?” spurgte han.

”Du fortalte, at du havde lejet et værelse hos Mona Mira.

Alle på fakultetet ved, hvor hun bor. Selv jeg. Du må ikke ringe

til mig. Politiet aflytter måske mine samtaler. Ingen må vide, at

jeg er her – og ingen må vide, hvad der skete i går. Men frygt

ikke. Du har en god chance for at slippe for at ruske tremmer.

Jeg bildte politiet ind, at Victor faldt ned fra klinten i fuldskab.

De har ingen beviser imod dig. Jeg nåede at fjerne resterne

af din computer, inden ambulancen ankom.”

”Var Victor død, da ambulancen nåede frem ?” spurgte Martin.

”Ja, de kunne intet gøre. Hans kraniebrud var så voldsomt, at

ingen læge i verden kunne redde hans liv.”

”Det var pænt af dig at lyve på mine vegne, men jeg har besluttet

mig for at tilstå. Hvis jeg er heldig, så vil jeg være ude i friheden

om nogle få år.”

”Er du rigtigt klog !” vrissede Julie, ”hvis du tilstår, så bliver jeg

anklaget for at have dækket over dig. Det må du ikke gøre imod

mig. Jeg har sat mit omdømme på spil for din skyld.”

”Det er ikke noget, jeg har bedt dig om,” sukkede Martin.

”Mage til utaknemmelighed. Hvis du fortæller politiet, at min

vidneforklaring var løgn og latin, så får du kærligheden at føle.

Jeg vil hævne mig, så dit liv bliver et mareridt. Du tror, at du

vil få en mild straf, men der var kun et vidne – og det var mig.

Det er mig, der bestemmer, om du skal dømmes for overlagt

mord eller ej. Og det bliver ikke det eneste, som jeg vil få dig

dømt for. Du vil også blive dømt for at have truet mig til at vidne

falsk.”

Martin var chokeret.

Skæbnen legede med ham, som en kat leger med en mus

– og Martin var gået lige i fælden.

31


KAPITEL 15

”Hvordan vil du få mig dømt for overlagt mord ?” spurgte Martin rystet.

”Det bliver ikke svært. Victor kaldte dig for en menneskesky pikspiller.

Det drillede jeg dig med ved julegløggen. Alle lagde mærke til, at du

blev såret og stak af. Alle lagde mærke til, at jeg gik ud for at trøste dig.

Jeg vil bilde retten ind, at jeg fulgte efter dig for at gøre skaden god igen.

Jeg vil fortælle, at jeg tilbød dig en middag i sommerhuset, som et

plaster på såret.

Da du mødte op i sommerhuset den næste dag, så var Victor forsinket.

Da han kom, så lokkede du ham ud på klinten.

Dit påskud var, at I skulle nyde solnedgangen, mens I drak en

forsoningsbajer.

Jeg var på vej med nogle øl til jer, da du med fuldt overlæg skubbede

Victor ud over kanten.

Jeg forsøgte at ringe 112, men du truede mig til at lægge telefonen.

Du sagde, at du ville slå mig ihjel, hvis jeg bragte dig i fedtefadet.

Da du var stukket af, så ringede jeg alligevel efter politiet.

Da de ankom, så turde jeg ikke andet end at lyve.”

”Du snakker, men du har ingen beviser,” vrissede Martin.

”Jeg har masser af beviser. Dine fingeraftryk findes overalt.

Hvordan vil du bortforklare dem ?

Du kan heller ikke benægte, at du var i området, da mordet skete.

Der er overvågningskameraer på alle togstationer.

Alle vil kunne se, at du steg på toget umiddelbart efter drabet på Victor.

Du står til 12års fængsel og en ødelagt karriere.”

Martin kiggede tomt ud i luften. Hvad i al verden skulle han stille op ?

Han var parat til at afsone nogle år, men 12års fængsel og en ødelagt

karriere – det var for høj en pris.

Han takkede Julie for hendes indsats, og hun forsvandt i al hast.

Han burde være lettet, men han frygtede, at Victors døds-skrig ville

ride ham som en mare. Der var kun en ting at gøre – og det var at

arbejde i døgndrift for derigennem at overdøve den evigt knevrende

skyldfølelse.

32


Han havde dog en gåde, som skulle løses først.

Hvis han var blevet adopteret som spæd, og professor Neudorf var

hans biologiske far, så var den første halvdel af profetien allerede

gået i opfyldelse.

Han trøstede sig med, at den gamle mand ikke var sikker i sin

forudsigelse. Han følte, at der stadig var en reel chance for at

vinde – og hvis han kunne finde sin biologiske mor, så ville det

øge hans chance.

Et oplagt gæt var Mona Mira.

Han valgte at fare frem med lempe.

Han gik ud i køkkenet.

Hun sad som sædvanlig og fik sig en kop kaffe.

Hun begyndte straks at ævle løs.

Han satte sig ned og lyttede tålmodigt til hende.

Da der opstod en lille pause i hendes talestrøm, så spurgte

han til forlovelsen med Victor.

Den fortalte hun gladelig om – og gerne ned til de mindste detaljer.

Der gik derfor ikke lang tid, inden hans mistanke var bekræftet.

Det var især detaljerne omkring bruddet med Victor, som fik

brikkerne til at falde på plads.

Mona huskede tydeligt episoden.

Hun havde glædet sig til at holde jul sammen med Victor

– og så brød han forlovelsen dagen før juleaften.

Martin blev født i juni måned året efter.

Hvis Mona var hans mor, så må hun have været gravid, da

Victor brød forlovelsen.

Victor havde muligvis vraget hende, fordi hun var en sexgal

nymfoman. Hun havde sikkert haft sex med så mange mænd,

at hun ikke med sikkerhed kunne udpege faderen.

Men kunne han få hende til at indrømme alt det ?

33


KAPITEL 16

Det var tydeligt for enhver, at Mona drak for at glemme noget

smertefuldt – men hvad var det, der pinte hende ?

Var hun ulykkelig, fordi hendes nyfødte søn var blevet tvangsfjernet ?

Eller var hun ulykkelig, fordi Victor havde svigtet hende ?

Martin dristede sig til at spørge, hvorfor Victor brød med hende.

Det skulle han ikke have gjort. Den ellers så venlige Mona blev

pludselig aggressiv og vrissede, at det ikke ragede ham.

Det gjorde ikke sagen bedre, at han dernæst spurgte om, hun havde

børn. Hun blev så vred, at hun kunne have bidt hovedet af ham.

Hun nøjedes dog med at snerre, at han skulle skrubbe ad helvede til.

Martin forlod køkkenet med uforrettet sag.

Hvad skulle han dog gøre ?

Han havde længe drømt om at møde sine biologiske forældre.

Den drøm var nu blevet til et mareridt.

Kunne det virkelig passe, at han var søn af en nymfoman, som

ukritisk kneppede med hvem som helst ?

Den gamle mand havde før fået ret i sine profetier, men det var kun

fordi Martin havde ladet sig provokere.

Først lod Martin sig provokere, fordi den gamle mand påstod, at

menneskets skæbne er forudsigelig. Dernæst lod Martin sig

provokere, fordi Victor smadrede hans bærbare computer.

Mona Mira havde det også med at provokere ham – men kun seksuelt.

Hendes seksuelle tilnærmelser var dog forgæves. Han væmmedes ved

tanken om, at hun kunne være hans biologiske mor. I stedet for at blive

seksuelt ophidset, så følte han en afsky.

Det pirrede hende kun yderligere – men Martin lod sig ikke provokere.

Mona var stolt over, at hun kunne forføre en hvilken som helst mand.

Martins afvisninger var en ydmygelse, som hun nægtede at acceptere.

34


Der var ingen, der skulle slippe godt fra at vrage hende.

Hun gjorde derfor, hvad hun kunne for at friste ham.

”Hvis du får lyst til et blowjob eller et knald, så skal du ikke holde

dig tilbage. Min dør står altid åben,” lokkede hun ustandseligt med.

Mona så det som sin livsopgave at forvandle pjok til mandfolk.

Martins kvinde-angst var en kærkommen udfordring, som hun

kastede sig over med stor ildhu.

Hun svor, at hun ville bruge alle nødvendige tricks for at nå sit mål.

Hendes forsøg var dog dømt til at mislykkes. Martin kunne

ikke drømme om at bolle en kvinde, som kunne være hans mor.

”Det bliver en smal sag at vinde det væddemål,” tænkte han,

”jeg kan ligeså godt lægge kortene på bordet. Hvis jeg er den søn,

som hun bortadopterede for 25år siden, så bliver hun glad igen.

Ja, hvis hendes alkoholisme skyldes, at jeg blev tvangsfjernet, så vil

hun kunne lægge alkoholen på hylden og gøre sit studium færdigt.”

Han rejste sig op for at gå ud til hende, men . . . . .

”Tænk, hvis Mona tænder seksuelt på incest ?

Så vil det kun pirre hende yderligere, hvis jeg fortæller sandheden.

Så vil hun lyve og påstå, at hun ikke er min biologiske mor. Og dog.

Hun virker som et godhjertet menneske, der ikke vil mig noget ondt.

Hun ligner ikke en incest-forbryder, men hvordan kan jeg være sikker ?”

Martin besluttede sig for at holde lavt profil, indtil sejren var i hus.

Han havde før følt sig sejrsikker – men nu begyndte tvivlen at nage.

Den gamle mand fik ret i alle de forrige forudsigelser.

Denne forudsigelse var dog atypisk.

Den gamle mand var ikke sikker i sin sag.

Så måske var Martins påpasselighed overdreven.

35


KAPITEL 17

Martin svajede som et siv i vinden. Det ene øjeblik var han 100%

sikker på, at Victor Neudorf var hans biologiske far. Det næste øjeblik

var han i tvivl. Mona Mira havde trods alt haft et utal af mænd.

Der var en brik, som ikke passede ind i puslespillet.

Martins forældre var på fallittens rand i månederne op til hans fødsel,

men pludselig var deres gæld væk, og de fik råd til en dyr gård.

Hvor fik de pengene fra ?

Martin tvivlede på, at de stammede fra tipning.

Det lød mere sandsynligt, at de stammede fra hans biologiske far.

Martins biologiske far må altså have været meget rig.

Victor Neudorf kunne umuligt være hans biologiske far. Han kom fra

fattige kår. Det vidste Martin med sikkerhed. Mona underholdt ham

konstant med, at de kun havde til dagen og vejen.

Men hvis Victor Neudorf ikke var hans biologiske far, så havde Martin

et alvorligt problem. Kong Ødipus slog ikke kun sin far ihjel. Han havde

adskillige drab på samvittigheden. Martins uagtsomme mord på Victor

kunne være det første ud af mange.

Stakkels Martin. Han stod overfor et detektivarbejde af dimensioner.

Måske var mordet på Victor kun en afledningsmanøvre, som skulle

få ham til at tro, at han havde dræbt sin biologiske far.

Martin var overbevist om, at Victor brød forlovelsen, fordi Mona hun var

blevet gravid med en af samfundets spidser. Hvis det var tilfældet, så

var hans biologiske far stadig i live. Han var overbevist om, at han ville

vinde væddemålet. Måske var han heldig. Måske ville det ende lykkeligt,

og han ville blive genforening med sine biologiske forældre.

Han fortrød, at han havde udfordret den gamle mand. For at føje

spot til skade, så var hans forskud begyndt at slippe op. Det gjorde

bestemt ikke sagen bedre, at han atter måtte købe en ny computer.

Det var nu tredje gang, at han måtte starte forfra på sit afgangs-

speciale. Han trøstede sig med, at hver gang han startede på en

frisk, så blev det en smule bedre.

Han elskede at skrive speciale – og det var der en god grund til.

36


Det var kun, når han var helt opslugt af sit studium, at han følte

en smule fred i sindet. Så snart han holdt en pause, så blev han

bombarderet med flashbacks fra Victors død. Og når det ikke var

de dårlige minder, der pinte ham, så var det en angst for, at hans

afgangs-speciale ville blive mødt med hån.

Han var overbevist om, at Biblen ikke forbyder onani.

Det var en påstand, som fik mange til at håne ham.

Det er lettere at prædike imod onani end at forsvare onani.

Og har man ingen kæreste, så er det umuligt at forsvare onani

uden at blive til grin. Martin måtte altså se at få en kæreste i en fart.

Det bedste ville være, hvis han kunne score en lækker sild.

På teologistudiet var der netop en sådan sild. Hun hed Sandra.

Hun var en uopnåelig og meget elegant rigmandsdatter, som ofte

blev set sammen med de kongelige.

Hun var så karismatisk, at næsten alle fantaserede om hende.

Hun havde en enorm gennemslagskraft – og derved en kolossal magt.

Når hun talte, så tav alle og lyttede andægtigt.

Konstant prædikede hun imod løssluppenhed. Hun fremstod som

indbegrebet af høj kristen moral. Hun fordømte førægteskabelig sex

i tide og utide. Hendes seksuelle dyd var lige så velbevogtet som

Fort Knox. Enhver, der lagde an på hende, blev jordet på stedet.

Tilbederne nøjedes derfor med at beundre hende på afstand.

Alle vidste, at man ikke kunne flirte med hende.

Alle – undtagen Martin. Han havde ingen venner.

Han gik derved glip af en masse nyttig viden.

I sin naivitet fantaserede Martin om at være den, der forførte Sandra.

Men som den drømmer han var, så evnede han ikke at se realiteterne

i øjnene. Hans fiaskoer var ellers så massive, at der ikke var noget at

tage fejl af. Selv fakultetets nymfoman grinede højlydt af ham, da han

lagde an på hende ved julefrokosten.

Det burde have vakt lidt selverkendelse, men ydmygelsen fik ham kun

til at trække sig ind i en drømmeverden – og i denne drømmeverden

var han kvindebedåreren over alle kvindebedårer.

37


KAPITEL 18

Det var fredag eftermiddag, og Sandra sad i kantinen sammen

med sine veninder. Martin mandede sig op.

Han luskede hen og satte sig ved siden af hende.

De var midt i en ophedet politisk diskussion.

Pludselig rømmede han sig og spurgte:

”Skal vi ikke hellere tale om mit speciale ?

Det handler om sex i Biblen.”

Han gjorde derefter et temmelig kejtet forsøg på at kramme Sandra.

De andre kiggede chokeret på ham. Så dukkede de sig lidt, som om

de frygtede, at Sandras vredes-udbrud også ville ramme dem.

Sandra trak vejret helt ned i lungerne. Så spilede hun øjnene op, og

hadet sprøjtede ud af hende, som var der gået hul på en giftig gejser.

”Føj, hvor er du klam !” råbte hun, ”jeg hader jer mænd og jeres lumre

forsøg på at få noget hurtig sex. Er sex virkelig det eneste, I tænker på ?

Fatter du ikke, hvad jeg siger: SKRID !”

Martin blev hylet ud af den og løb ud af kantinen. I farten glemte han

sin bærbare computer – og nu var han så skræmt, at han ikke turde

vende tilbage for at hente den.

Han gemte sig på sit studerekammer. Han bildte sig ind, at når han

først havde fået succes, så ville Sandra krybe for hans fødder.

”Kvinder elsker mænd med succes. Jeg må væbne mig med tålmodighed.

Hvis jeg går i panik og gifter mig med en usexet kvinde, så vil

jeg ærgre mig, når jeg får vind i sejlene og bliver jagtet af giftelystne

kvinder.”

Men den dagdrøm købte hans indre stemme ikke:

”Du interesserer dig kun for kvindens ydre. Sandra har et sexet ydre,

men hun foragter dig. Du er en drømmer. Du vil have en langt bedre

chance hos en almindelig kvinde. Der er masser af dejlige kvinder på

dit hold – f.eks. Emilie.

38


Hun er ikke så flot som Sandra, men når du først har lært hende at

kende, så vil du glemme alt om Sandra. Gå en stor bue uden om

Sandra. Hun vil kun give dig problemer.”

Ak ja. Alting er så let i teorien, men når det kom til stykket, så lyttede

Martin hellere til sit underliv end til sin forstand.

Hans underliv påstod, at nøglen til Sandras kyskhedsbælte var succes.

Det troede Martin fuldt og fast på. Hvis han skulle have en chance hos

hende, så var han nødt til at blive berømt i en fart.

Han elskede og frygtede Sandra på en og samme gang. Hun var

ligeså uopnåelig, som hun var magtfuld. Hun bestemte, hvem der

var inde i varmen, og hvem der var ude i kulden – og Martins forsøg

på at kramme hende havde udløst en øjeblikkelig deportation til den

mest øde tundra i det nordligste Sibirien.

Fra tid til anden blev han fristet til at tage hjem til sine forældre, men

han valgte at blive. Han nægtede at give op. Han var overbevist om,

at han havde en reel chance for at score Sandra.

39


KAPITEL 19

Martin gemte sig på sit værelse i ugevis.

Med tiden blev han mere og mere nysgerrig.

Han ville vide, om han stadig var ude i kulden.

”Det er på tide, at jeg møder op til en forelæsning.

Hvis de stadig griner af mig, så lister jeg hjem igen,”

tænkte Martin og satte kursen mod fakultetet.

Han nåede dog ikke længere end til hoved-indgangen.

Så blev han lammet af angst. Han turde ikke åbne døren.

Han var ude af stand til at bevæge sig en millimeter.

En kvinde fra hans hold gik forbi. Hun grinede nervøst.

”Tak skæbne,” tænkte Martin, ”de griner stadig af mig.”

Han gik i panik og vendte skyndsomt snuden hjemad.

Han nåede dog ikke langt, førend han løb ind i Sandra.

Han ville stikke af, men var lammet af skræk.

”Savner du ikke noget ?” spurgte hun.

”Mmm…miiiin computer,” fremstammede han.

”Den er hjemme hos mig. Jeg ville afleverede den hos vagten,

men jeg kunne ikke finde ham, og så jeg tog den med hjem.”

”Du har vel ikke smugkigget i den ?” mumlede Martin skrækslagent.

”Selvfølgelig har vi det. Det er altid interessant at se, hvad andre

gemmer på deres computer. Vi havde regnet med at finde en

masse bøssefilm, men du foretrækker åbenbart snerpede

lærerinder med store bryster. Det har vi moret os meget over.”

Martin rødmede helt ud i tåspidserne.

Han burde skælde hende ud, men det blev kun til et lille forkølet bjæf.

”Det kan I altså ikke være bekendt,” hviskede han.

”Hold op med at skabe dig.

De fleste mænd har langt værre ting på deres computer.”

40


Martin kiggede skuffet på hende.

Han lignede en hundehvalp, der var ved at drukne.

Sandra følte sig pludselig en smule skamfuld og tilføjede derfor:

”Men der var også positive overraskelser på din computer. Jeg var

imponeret over dit afgangsspeciale. Du bliver sikkert professor en dag.”

”Måske . . . . . men succes afhænger ikke blot af det skrevne ord.

Mit privatliv spiller også ind. Jeg berører mange emner i mit speciale.

Et af dem er retten til at onanere . . . . . . ”

Sandra slog en skraldlatter op.

”Ja, du bliver sikkert professor i onani en dag,” grinede hun.

”Det er intet at grine af. Der er intet belæg for at stemple onani, som en

synd. Jeg ser det som mit kald at modernisere den kristne sex-moral.

Men hvis jeg ikke har en kæreste, så bliver mit speciale mødt med hån.”

”Så må du se at få dig en kæreste. Det kan ikke være så svært.

Hvis du skruer ned for ambitionerne, så kan du sagtens finde dig

en ensom gammel dame. Dem er der masser af. Det er bare et

spørgsmål om at komme i gang.”

”Men jeg duer ikke til kvinder. Jeg har leget med tanken om en

kæreste på papiret, men jeg frygter at få et nej.”

Sandra kiggede undrende på ham.

Der fløj en masse tanker gennem hendes kønne hoved.

”Er der en speciel kvinde, som du har i kikkerten ?”

spurgte hun og smilede lumsk.

”Ja, en kvinde som dig ville være perfekt.”

Sandra slog atter en latter op.

”Du er sandelig ikke bange af dig,” sagde hun,

”men vi kan tage hjem til mig og snakke om det.”

Martin troede, at heldet endelig var på hans side – men . . . . .

41


KAPITEL 20

Martin prajede en taxa, og snart var de hjemme i Sandras lejlighed.

”Har du haft mange kvinder ?” udfrittede Sandra ham.”

”Jeg er ikke nogen horebuk !”

”Det var ikke det, jeg spurgte om.

Jeg ville blot vide, hvor mange kvinder du har haft,” fortsatte Sandra.

”Jeg taler aldrig om mine eks-kærester.”

”Hold nu op med al den udenomssnak. Hvis du ikke fortæller, hvor

mange kærester du har haft, så kan du godt skride,” truede Sandra.

Stakkels Martin.

Af en eller anden grund så stillede kvinder ham altid det spørgsmål.

Og han blev altid til grin, når han forsøgte at svare.

Hvis han fortalte sandheden, så blev han kaldt et livsangst pjok.

Hvis han løj, så blev han stemplet som en horebuk. Uanset

hvilket antal han fandt på, så var det enten for mange eller for få.

Han følte, at han var gået i en fælde, og han rejste sig op for at gå.

Sandra kiggede undrende på ham, og han vrissede:

”Jeg gider ikke snakke med dig. Du er dobbeltmoralsk. Du hader,

når mænd praler med deres erobringer, men du bærer selv brænde

til bålet. Du lægger op til, at jeg skal prale med, hvor mange kvinder

jeg har haft. Den slags mandehørm har jeg kun foragt for. Du vil lege

katten efter musen, men musen går sin vej.”

”Ja, flygt du bare. Mus har det med at stikke af. Jeg ville lege hole-inone

med dig, men nu har jeg mistet lysten. Jeg gider kun bolle med

rigtige mandfolk – og du er et pjok.”

”Og du er noget, som er værre. Du er en narrekusse. Du har et naivt

mande-ideal. Du drømmer om et erfarent mandfolk. Men hvad er det,

han har erfaring i ? . . . . . Er det en erfaring i, hvordan man tilfredsstiller

kvinder ?. . . . . Eller er det en erfaring i, hvordan man udnytter kvinder ?”

”Jeg vil hellere have sex med en horebuk end en usikker jomfru.”

”Hvis du skulle vælge mellem en forsigtig nybegynder og en kok, der

har 20års erfaring i at lave hundeæde – hvem ville du så vælge ?”

42


”Jeg kunne ikke drømme om at bolle med en nybegynder.”

”Er du født dum eller hvad ? . . . . . Du bliver ved med at vurdere mig

ud fra hvor mange kvinder, jeg har haft. Lyt til din kvindelige intuition

i stedet. Sex er andet end følelseskold teknik. Det er også et spørgsmål

om situationsfornemmelse og respekt for dine grænser.”

”Hvis du tror, at du kan snakke trusserne af mig, så tager du fejl.

Jeg kender jer mænd. I er parat til at sige hvad som helst for at

kneppe mig – og så snart I har tømt pikken, så stikker I af.”

”Ja, selvfølgelig stikker vi af. Der er ingen mænd, der gider være

ven med dig. Du er ondsindet. Du nyder at jorde mænd.”

”Jeg gør kun min pligt, når jeg jorder mænd,” vrissede Sandra,

”I skal holdes nede. Det ligger i jeres natur at udnytte kvinder.

Det er i jeres egen interesse, at I får lært ydmyghed. Du beskylder

mig for at være ondsindet, men ondskaben stammer fra jer.

I bruger mig som en engangskusse. Jeg handler kun i selvforsvar.”

”Du ser alt for enøjet på det. Du ser kun de ydmygelser, som du selv

bliver udsat for. Du overser, at du skaber en ond cirkel, når du ydmyger

mænd. Du tror, at alle mænd vil have sex med dig, men jeg gider ikke

have sex med dig.”

Den afvisning kom bag på Sandra. Hun blev mundlam – og når Sandra

blev mundlam, så begyndte hun at flirte. Det skete stort set aldrig.

Hun havde en evne til at jorde enhver, der sagde hende imod, men

situationen var atypisk. Hun havde desperat brug for et naivt pjok til

sin plan – og Martin var det det ideelle offer.

Martin nød hendes flirt, men var tydelig nervøs.

”Er du bange for piger ?” hånede Sandra ham.

Han tog mod til sig og kælede blidt med hendes forlygter.

”Hvad fanden bilder du dig ind !” råbte hun harmdirrende, ”tror du,

at jeg er en eller anden billig luder ? . . . . . Du er kraftedeme så sexfikseret,

at det gør ondt. Kan du så få grabberne væk. IDIOT !!”

Stakkels Martin. Denne ydmygelse var ydmygelsen, der fik bægeret

til at flyde over. Fra nu af ville han kun have sex med sig selv.

43


KAPITEL 21

”Jeg forstår godt, at du ikke tænder på mig. Jeg synes, at vi skal

glemme alt om sex og nøjes med at være venner,” foreslog Martin

i et forsøg på at lave en blød landing.

”Mener du det ?” spurgte Sandra, ”mænd gider normalt ikke være

venner med mig. De vil kun have sex med mig. De spørger sødt,

om vi skal være venner, men i virkeligheden så tænker de kun på

at udnytte mig. Hvorfor skulle det være anderledes med dig ?

Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke holder mig for nar ?

Giv mig dit livs største hemmelighed som pant.”

Martin var i vildrede. Hvis han stak af, så ville Sandra tolke hans

platoniske venskabstilbud som et scoretrick. Han var nødt til at røbe

en hemmelighed. Pludselig blev han overdænget med flashbacks

fra den aften, hvor han kom til at skubbe Victor i døden.

I et panikslagent forsøg på at overdøve disse flashbacks, så fortalte

han om alt det, som han normalt skammede sig over – såsom hans

totale mangel på venner og hans seksuelle uerfarenhed. Set i forhold

til Victors skæbnesvangre død, så føltes alt andet ligegyldigt.

Men hver gang han holdt en pause, så hørte han Victors dødsskrig

for sit indre øre. Det skrigeri kunne han godt være foruden. Han ville

hellere krydse Nordpolen i bar røv end at røbe sit livs hemmelighed.

Tænk hvis Sandra gik til politiet med sin viden ?

Så ville han blive dømt for overlagt mord.

Hvem ville tro ham, når han fortalte, at Victors død var en ulykke ?

Martin havde dog allerede fortalt mere end rigeligt. Sandra var målløs.

Martins bekendelser var alt for meget – på alt for kort tid.

”Jeg har også en hemmelig, som du godt må høre,” indskød Sandra,

”men du skal love mig, at du holder tand for tunge.”

Det lovede Martin, og Sandra fortsatte:

”Jeg vil ikke være præst, men det må mine forældre ikke få at vide.

Jeg vil hellere være tv-journalist, men min far insisterer på, at jeg

skal være prædikant i Den Guddommelige Sti. Det er en lille, men

indflydelsesrig kristen menighed, som bekæmper alverdens utugt.

Der er også noget andet, de ikke må få at vide.

44


Hver gang jeg føler noget for en mand, så bliver jeg grebet af angst

– og det er denne angst, der får mig til at jorde ham. Mine skideballer

er så indædte, at jeg kan få hvem som helst til at flygte over stok og

sten. Når det sker, så føler jeg både en lettelse og et savn.

Mine forældre er fortvivlede over min opførsel. De er ulykkelige over,

at jeg ikke har nogen kæreste. De bliver ved med at introducere mig

for nye mænd. Jeg har intet andet valg end at spille skuespil. Jeg foregiver

at være seriøst interesseret og inviterer mændene på middag.

Under middagen spiller jeg forelsket og pirrer mændene seksuelt.

Hvis de tager det mindste seksuelle initiativ, så jorder jeg dem og

smider dem ud. Og hvis de ikke tager noget initiativ, så jorder jeg

dem også og smider dem ud.

Når jeg bagefter skal forklare, hvad der gik galt, så anklager jeg

mændene for at ville udnytte mig. Det er hidtil gået godt, men min

far er begyndt at blive skeptisk. Sidste gang skældte han mig ud

og påstod, at det var mig, der var noget i vejen med.

Jeg er træt af at blive påduttet nye mænd hele tiden.

Jeg har brug for en kæreste på papiret.

Det er derfor, jeg godt vil snakke med dig.

Vi har begge brug for en kæreste på papiret !

Hvis du vil foregive at være min kæreste, så vil jeg til gengæld foregive

at være din kæreste, men du skal respektere, at du ikke må

flirte med mig. Hvis du forsøger det mindste, så jorder jeg dig.

Min far har arrangeret, at jeg skal mødes med en gammel selvglad

bedemand på lørdag. Hvis jeg påstår, at jeg kommer sammen med

dig, så slipper jeg for at invitere denne dødbider på middag. Så kan

jeg nøjes med at invitere dig hjem til mine forældre. Hvis du er min

ven, så har du vel ikke noget imod at gøre mig den tjeneste ?”

Normalt var Martin et meget hjælpsomt menneske, men han var

også imod lappeløsninger – og Sandras skuespil var en lappeløsning.

Han burde gribe chancen for at komme ind i varmen, men han var

idealist – og en tvangsdeportation til Sibirien lurede atter om hjørnet.

45


KAPITEL 22

Martin var overrasket over, at der bag Sandras selvsikre facade gemte

sig en usikker kvinde, der var bange for mænd. Han troede, at hendes

selvsikkerhed og uopnåelighed skyldes en høj sex-moral.

Han havde intet imod at spille hendes kæreste, men han følte, at

det var en bedre løsning, hvis hun kæmpede for retten til at være

single og vælge den uddannelse, som hun drømte om.

Han syntes, at hun burde gøre oprør imod faderen

– men hvad nu hvis hun helst var fri for hans indblanding ?

Han sendte en føler ud:

”Det undrer mig, at du lader din far sætte dagsordenen. Du fremstår

som en kvinde, der ikke er bange for noget. Jeg synes, at det er en

dårlig idé, at du spiller skuespil overfor din familie og de mænd, som

din far prakker dig på. Det er ikke pinligt, at du ikke tør knytte dig til

andre, men det er pinligt, at du spiller op og jorder os mænd.

Det er ikke os, der er skyld i dit problem.”

”Hold dine prædikener for dig selv. Du har ingen ret til at kritisere mig.

Du er jo ikke bedre selv. Det var dig, der foreslog, at vi skulle være

kærester på papiret.”

”Vi kæmper for noget forskelligt,” påpegede Martin, ”jeg kæmper for at

opbløde den kristne sex-moral, men jeg har et problem. Mit forsvar for

onani medfører en masse hån, fordi jeg er single. Jeg bliver beskyldt

for at være bange for kvinder. Hvis min kamp skal lykkes, så er jeg

nødt til at have en kæreste – i det mindste på papiret. Det er derfor, jeg

har bedt om din hjælp. Du derimod. Du kæmper ikke for noget positivt.

Du kæmper blot for at undgå en konfrontation med din far. Du snakker

din far efter munden i stedet for at kæmpe for din ret til at bestemme

over dit eget liv.”

”Du kender ikke min far. Han får et hjerteanfald, hvis jeg siger ham imod.”

”Du har også et ansvar overfor dig selv. Din fars helbred må komme

i anden række. Jeg vil gerne hjælpe dig med at gøre oprør, men det

modsatte er udelukket. Jeg tager ikke del i et skuespil, som holder

din fars tyranni i live.”

46


Det var endnu en afvisning, som kom bag på Sandra.

Men hun havde et trumfkort i ærmet:

”Måske kan vi slå en handel af. Jeg plejer at gå i bad på det her

tidspunkt. Hvis du vil spille min kæreste på lørdag, så må du godt

se på, mens jeg bader.”

Det var et tilbud, som fik Martin til at vende på en tallerken.

”På den anden side.

Hvis din far har problemer med hjertet,

så er der intet forkert i, at vi spiller kærester.

Må jeg dunke dyret af, mens du bader ?

Jeg skal nok lade være med at sprøjte på dig.”

”Du må godt se mig nøgen, men du holder hænderne på ryggen

– ellers falder der brænde ned,” truede Sandra og forsvandt ud i

badeværelset.

Martin sad lamslået tilbage. Han kunne ikke fatte, at han havde fået

lov til at belure Sandra. Det var næsten for godt til at være sandt.

Han listede ud til badeværelset. Døren var lukket. Han havde lyst til

at flå den op, men modet glippede. Tiden gik, og hans beklemthed

blev mere og mere åbenlys. Da han endelig fik åbnet døren lidt på

klem, så var luften tyk af damp. Han kunne ikke se en hånd for sig.

”Kan du lide, hvad du ser ?” udfrittede Sandra ham.

”Jeg kan ingenting se,” sukkede Martin,

”mine briller dugger – og uden briller er jeg næsten blind.”

”Det var vel nok synd for dig,” grinede Sandra og tog en badekåbe

på, ”men nu vil jeg gerne være alene – hvis du ellers forstår en fin

hentydning.”

Det gjorde Martin og listede skuffet hjem til sig selv.

47


KAPITEL 23

Lørdag eftermiddag tog de en taxa ud til Sandras forældre. Martin var

synligt nervøs – og det blev ikke bedre, da Sandra kridtede banen op:

”Uanset hvad min far siger, så skal du bare snakke ham efter munden.

Han tåler ikke at blive modsagt. Han er frygtelig hidsig. Der skal ingenting

til, så koger han over af bar arrigskab. Sidste gang kastede han en

vase efter min kæreste på grund af en bagatel.”

”Jeg vil gerne hjælpe dig, men der er altså grænser for, hvor langt

jeg er parat til at gå,” sagde en ligbleg Martin.

”Årh, din kylling,” hånede Sandra ham, ”hvor svært kan det være ?

Tænk på alle de gange, du har snakket en kvinde efter munden bare

for at komme i kanen med hende.”

”Du burde have fortalt, at din far er voldelig. Du gav indtryk af, at der

var tale om en mindre vennetjeneste, og så er det i virkeligheden en

enkeltbillet til skadestuen. Vores venskab slutter her og nu.”

”Det kan du altså ikke være bekendt. Mine forældre har set frem til

at skulle have os på besøg. Jeg bliver til grin, hvis du svigter mig,”

sagde Sandra og lynede hans bukser op.

Martin håbede på, at hun ville give ham et håndjob,

men det blev kun til et enkelt lille kærtegn.

”Du ved godt, at der ikke er noget, der er gratis her i verden,”

sagde Sandra med et genert smil om munden, ”jeg gør noget

for dig – og du gør til gengæld noget for mig,”

Men Martin var ikke til salg for et lille kærtegn, og han vrissede:

”Du argumenterer som en børnelokker, der deler bolsjer ud, og når

bolsjerne er spist, så siger han: »Noget for noget«. Hvis du forventer

noget til gengæld, så skal du sige det, inden du går i gang. Ellers er

det gratis.”

”Ok,” sagde Sandra og hev hans pik frem,

”hvis jeg spiller den af på dig – vil du så spille min forlovede ?”

”Ja, selvfølgelig vil jeg det – om din far så bombarderer mig med vaser.”

48


Sandra legede atter med hans diller.

Han var lige ved at komme, da taxaen pludselig standsede.

”Det er her mine forældre bor,” sagde hun og trak hånden til sig.

Martin måtte bide sig selv i underlæben for ikke at råbe noget grimt.

Sandras forældre boede i et hvidmalet palæ. Hendes mor ventede

spændt i døren. Hun havde svært ved at skjule sin skuffelse, da

hun fik øje på Martin. Hun havde forventet et rigtigt mandfolk.

Inde fra stuen kunne de høre Sandras far – Johannes – skælde ud.

Der havde været en kort nøgenscene i tv aftenen før. Scenen var

så kort, at man skulle have gode øjne for at kunne se noget uartigt.

Men Johannes havde optaget filmen på video og spolede frem og

tilbage i slowmotion.

”Det er det rene pornografi !” råbte han harmdirrende, mens han fastfrøs

billedet på noget, der lignede et blottet pigebryst.

”Advarede de ikke om, at filmen indeholdt erotiske scener ?” spurgte

Martin, mens han indvendigt var ved at sprække af grin.

”Nej !” råbte Johannes, ”selvfølgelig advarede de ikke. Er det ikke utroligt,

hvad de tillader sig ? . . . . . Og hvis de endelig advarer, så gider de

ikke fortælle hvorfor. Nogle gange er det blot lidt god gammeldags vold.

De burde skamme sig. De er nogle flæbehoveder. De tåler ikke synet

af blod. Et par på kassen er der ingen, der har taget skade af – men

pornografi derimod ! . . . . . Pornografi hører ikke hjemme på tv.”

”Du har vel klaget til de ansvarlige,” fortsatte Martin, med en grav-

alvorlig mine, der kunne have indbragt ham en Oscar.

”Du kan tro, at jeg har klaget. Både til tv-direktørerne, radiorådet, statsanklageren,

biskopperne, kulturministeren, politikerne, lytterforeningerne,

politidirektøren, ja – sågar dronningen. Hvis du vil følge med mig, så

skal du se min kommandocentral,” sagde Johannes, og viste Martin

ind i et mørkelagt rum.

Det var et video-redigeringsrum, der kunne gøre en mindre tv-station

grøn af misundelse.

49


KAPITEL 24

Johannes pegede stolt på sin video-redigeringspult og sagde:

”Herinde sidder jeg og klipper de uanstændige videoklip sammen

til et bånd. Båndet massekopierer jeg bagefter på den her maskine.

Derefter sender jeg en kopi af båndet sammen med en skriftlig klage

til de forskellige myndigheder.

Hvis man skal klage, så skal dokumentationen være i orden.

Mine bånd dokumenterer på tydeligste vis, at der ustandseligt bliver vist

pornografi på tv – uden at seerne bliver advaret i tide. Mit yndlingsbånd

er dette med hård pornografi, som tv ikke advarede imod. Mine trosfæller

og jeg kan sidde i timevis og diskutere, om det er hård porno eller ej.

Der er specielt denne scene, hvor jeg er sikker på, at man kan se en

nøgen kvinde i baggrunden. De fleste siger, at hun blot har en hvid bikini

på. Men du er en ung mand med gode øjne. Du må kunne afgøre det.”

Johannes satte videobåndet i og spolede frem og tilbage i slowmotion.

Martin overholdt nøje aftalen med Sandra og gav Johannes ret i alt.

Der var gået en dygtig skuespiller tabt i Martin.

”Jeg har også adskillige bånd med lesbiske scener,” fortalte Johannes,

”efter min mening så bliver homoseksualiteten den kristne verdens undergang.

Vi kristne må stå sammen imod de homoseksuelle. Hvis vi ikke

får standset deres utugt, så vil det gå os værre, end det gik Sodoma

og Gomorra.”

”Hvorfor har du ingen videobånd med bøsser ?” spurgte Martin

efter at have kigget reolen nøje igennem.

”Tror du, at jeg er en svans ?” råbte Johannes forarget,

”tror du, at jeg vil redigere i sådan noget smuds ?”

”Men dokumentation skal vel være i orden ?” udfrittede Martin ham.

”Ja, den slags dokumentation kunne du godt tænke dig at se

– men hvorfor ?

Er det fordi, du er bøsse ?”

50


Martin kiggede undrende på Johannes og svarede:

”Nej, jeg er ikke bøsse. Jeg kommer sammen med Sandra.”

”Mig narrer du ikke. Enhver idiot kan se, at du er bøsse – og jeg

hader bøsser. Du er ikke den første skabsbøsse, som min naive

datter slæber med hjem. Sådan én kom hun også trækkende med

sidste år.

Han blev her ikke i mange minutter, så gennemskuede jeg ham.

Her er der ingen, der skal prædike tolerance og slaphed.

Hvis min datter blev hjernevasket af sådan en pladderhumanist, så

ville jeg svinge mit samurai-sværd, så hovederne fløj hen af gulvet.

Hvis man ikke kan holde orden i sit eget hus, hvem kan så tage én

alvorligt ?”

Martin kiggede lamslået på Johannes.

Han havde lovet, at han ville snakke Johannes efter munden, men

han havde ikke forventet, at han skulle bakke op om noget, der var

så fanatisk.

Hvad skulle han dog svare ?

51


KAPITEL 25

Johannes og Sandra stod tavse, mens de ventede på Martins svar.

Stilheden var øredøvende.

”Du hørte måske ikke, hvad jeg spurgte om ?” råbte Johannes,

”jeg spurgte om, der er nogen, der vil tage mig alvorligt, hvis jeg

ikke kan holde orden i mit eget hus ?”

Martin følte ikke han kunne fortsætte skuespillet længere og sagde:

”Tværtimod. Hvis du droppede dobbeltmoralen, så ville der være flere,

der ville tage dig alvorligt. Børn får en forkert opfattelse af nøgenhed,

hvis de hører voksne væmmes, når der er en halvnøgen kvinde i tv.

Det er ikke tv-programmerne, der er noget galt med. Det er dig. Du er

så sexfikseret, at du ikke kan se forskel på nøgenhed og pornografi.”

”Nøgenhed og pornografi er to sider af samme sag – og pornografi

er skadeligt for børn. Da Sandra var barn, så græd hun som pisket,

når der var et blottet kvindebryst på tv. Tv-stationerne fatter ikke,

hvor angstfremkaldende det er for børn at se et blottet kvindebryst.”

”Hvis synet af halvnøgne kvinder får børn til at græde af angst, så

burde de danske strande være fyldt med grædende børn. Det er

ikke tilfældet. Tværtimod. Børn elsker bryster,” indvendte Martin,

”De danske strande er netop beviset på, at det er lykkedes for

tv, at fordærve det danske folk. Så er det anderledes i USA.

Amerikanerne tager deres ansvar for børn alvorligt. Amerikansk

tv har en forbilledlig moral. De lærer børn, at nøgenhed er en synd.

Det bør danske børn også lære. Det er kun naturligt, at børn græder,

når de ser noget syndigt.”

”Jeg tror ikke, at Sandra græd, fordi hun så en halvnøgen kvinde på tv.

Jeg tror, at hun græd, fordi du har råbt og skreget, når du oplevede

noget, som stred imod din tro.”

”Det var mig, der græd !” råbte Sandra, ”og det er derfor mig, som bedst

ved, hvad der udløste min gråd. Det var ikke min fars retfærdige harme.

Det var al den skamløse nøgenhed, som forsvarsløse børn får smidt

i hovedet. Min far har været en uvurderlig støtte for mig. Uden ham så

ville al denne nøgenhed have skadet mig for livet.”

52


”Nøgenhed er ikke skadeligt for børn, men det er der noget andet,

som er – og det er forældrenes råben og skrigen. Den slags gør

børn angste, og angsten får dem til at græde. Koleriske forældre

kan få børn til at græde over, hvad som helst.

Hvis en mandschauvinistisk far skælder ud, fordi hans hustru ikke

laver maden præcis sådan, som hans mor gjorde, så kan hans raserianfald

gøre barnet så angst, at det begynder at græde.

Han vil sikkert påstå, at det er hustruens manglende evner som kok, der

får barnet til at græde. Det er let at efterprøve. Han skal blot lade være

med at skælde ud i en periode. Hvis barnet holder op med at græde, så

er det ikke maden, men hans raserianfald, som var årsagen til gråden.

Og ligesom det ikke var maden, men faderens hysteri der udløste barnets

gråd, således var det heller ikke nøgenhed, men din fars hysteri som

udløste din gråd. Nøgenhed er ikke skadeligt for børn.”

”Hvor vover du at modsige min far ?

Han kæmper for noget positivt. Det gør du ikke. Du er kun ude på at

skabe splid. Min far er ikke dobbeltmoralsk. Det er dig, der har et problem.

Du er uforskammet. Du ved ikke, hvordan du skal opføre dig som gæst.

Nu har du ødelagt hele weekenden for os. Hvis du ikke straks giver min

far en uforbeholden undskyldning, så kan du godt tage hjem med det

samme. Så er det ovre mellem os to – for evigt !” truede Sandra.

Martin havde lovet, at han ville stryge Johannes med hårene, men

hvor langt var han parat til at gå ?

Kunne han tillade sig at løbe fra sit løfte ?

Det mente han ikke – og han sagde derfor:

”Undskyld. Jeg var for hurtig på aftrækkeren. Du ved selvfølgelig bedre

end mig, hvad der fik dig til at græde. Hvis det var nøgenhed, så vil jeg

ikke hævde noget andet. Jeg beder jer tilgive mit iltre sind.”

Johannes tilgav af princip aldrig andre, men Martin virkede som en letpåvirkelig

nikkedukke – og Johannes øjnede straks muligheden for at

frelse en forvirret sjæl. Den Guddommelige Sti havde oplevet et stort

mandefald på det sidste. Sekten behøvede nyt blod – og Martin var et

oplagt emne. Men var det muligt at få Martin til at skifte side ?

53


KAPITEL 26

”Selvfølgelig kan vi tilgive dig,” sagde Johannes, ”det er kun menneskeligt

at fejle. Min hustru står parat med det helt store kaffebord, og du

skal være velkommen til at tage en kop med.”

Martin takkede ja til invitationen, og de satte sig til bords.

Resten af eftermiddagen forløb uden yderligere konfrontationer.

Johannes nedgjorde som sædvanligt Sandra. Alt var galt.

Hendes frisure, hendes tøj, hendes spisevaner, hendes fritidsinteresser,

hendes ferieplaner, hendes musiksmag, hendes venner, hendes politiske

holdning, hendes boligindretning, hendes økonomi, etc.

Martin overholdt nøje aftalen med Sandra og gav Johannes ret i alt.

Johannes var lykkelig. Endelig havde han fået en allieret, som kunne

hjælpe ham med at få sat skik på Sandra.

Sandras rigtige navn var Cassandra. Det var et navn, som hun hadede.

Det kunne Johannes ikke forstå. Han elskede det navn. Det var han ikke

ene om. Martin elskede også det navn og omtalte konsekvent Sandra

som Cassandra – til hendes åbenlyse irritation.

Eftermiddagen forløb bestemt ikke, som hun havde forestillet sig.

Hun havde forventet, at Martin var blevet smidt ud efter nogle få

minutter. Sådan var det gået hver gang, hun havde en kæreste

med hjem. Hun havde derfor ikke taget højde for, at Martin blev

inviteret på kaffe. Hun havde pålagt ham at snakke Johannes

efter munden – og det ramte hende som en boomerang.

Hun prøvede at svare for sig, men ordene satte sig på tværs.

Hun hældte den ene cognac ned efter den anden.

Lige lidt hjalp det. Hun var ude af stand til at sige en lyd.

Da Johannes var færdig med at nedgøre Sandra, så viste han Martin

det ene fotoalbum efter det andet. De kluklo hver gang, de fandt et

småpinligt billede af Sandra som barn.

Hun var bare ikke til at stå for.

Under middagen drak Sandra tættere og tættere. I flere timer havde

hun ikke formået at sige et ord. Det virkede mere og mere pinligt.

54


Bedre blev det ikke, da hun blev så fuld, at hun fik munden på gled.

”Pædofile pornostodder !” hvæsede hun – og kiggede ondt på sin far.

”Hvad siger du ? . . . . . Du skal vist ikke have mere at drikke !”

råbte han og greb fat i hendes ølglas.

Sandra greb også fat i glasset – og nægtede at give slip.

Sådan sad de i lang tid og kæmpede om det fyldte ølglas.

Pludselig gav Johannes slip på glasset.

Sandra fik derved al øllet ud over sin tynde hvide bluse.

Man kunne tydeligt se, at hun ikke havde nogen bh på.

Det gjorde kun Johannes endnu mere vred.

Han råbte:

”Hvor tit har jeg ikke bedt dig om at tage bh på ?

Hvorfor gør du altid det modsatte af det, jeg beder om ?

Nu går du ind på dit værelse, og så vil vi ikke se dig her,

før end du er ædru !”

Sandra rakte uopdragent tunge efter ham.

Det fik mandfolket i Martin til at vågne op.

”Nu gør du som din far siger !” råbte han og slog så

kraftigt i bordet, at alle kiggede forskrækket på ham.

Derefter løftede han Sandra op i sine arme og bar hende

ind på hendes værelse.

Han satte hende på sengen og trak den våde bluse af hende.

Han tørrede øllet af hendes bryster med den tørre del af blusen.

Pludselig fik han lyst til at kneppe hende – råt og brutalt.

”Jeg tænder vildt på rigtige mandfolk, som tør slå i bordet,”

mumlede Sandra.

”Jeg knepper ikke fulde kvinder,” svarede Martin.

Sandra kiggede hånligt på ham.

Så krøb hun døddrukken ind under dynen og faldt øjeblikkelig i søvn.

55


KAPITEL 27

Hvad mente Sandra med, at hun tændte vildt på rigtige mandfolk ?

Var det en invitation til, at Martin skulle kneppe hende råt og brutalt ?

Martin var overbevist om, at det var en invitation – og han hadede

sig selv, fordi han ikke havde grebet chancen, da den var der.

Han løftede forsigtigt op i dynen og nød synet af hendes bryster.

Så kælede han blidt med hende. Sandra bemærkede det ikke.

Hun sov som en sten. Han begyndte at småkysse hende.

Det ænsede hun heller ikke. Han følte en inderlig lyst til at ligge

nøgen sammen med hende, men hvad nu hvis hun vågnede ?

Han ruskede i hende. Hun sov så tungt, at ikke engang et jordskælv

kunne vække hende. Chancen for, at hun vågnede, var minimal.

Så smed han tøjet og lagde sig nøgen ovenpå hende.

Han vidste godt, at det var imod alle regler, men fristelsen var for stor.

Sandra var drømmekvinden over alle drømmekvinder.

Bare synet af hende gjorde ham vild i varmen.

Igen og igen kyssede han hende blidt på munden.

Pludselig røg han pladask på gulvet. Sandra var vågnet og havde

i ren refleks skubbet det væk, som lå ovenpå hende. Det var først,

da hun så Martin ligge nøgen på gulvet, at det gik op for hende,

hvad der var sket.

”Hvad fanden bilder du dig ind !” råbte hun.

”Shhhh,” Martin tyssede på hende, ”dine forældre må ikke høre

os skændes. Vi skal jo overbevise dem om, at vi er nyforelskede.”

Sandra gjorde tegn til, at han skulle lægge sig hen til hende.

Det gjorde han. Sandra begyndte at kæle med hans stådreng.

Martin stønnede svagt.

”Højere. Du skal stønne så højt, at mine forældre kan høre dig.”

Martin stønnede, så højt han kunne. Sandra fulgte trop. Til sidst kom

Martin med et brøl, som var en fuldvoksen elgtyr værdig. Umiddelbart

efter simulerede Sandra en orgasme, der kunne høres flere gader væk.

56


”Hvad fanden er du for en amatør ?” hviskede Sandra vredt,

”hvor svært kan det være at ramme et par bryster på klods hold ?

Nu er der sperm overalt. På lagenet, på hovedpuden og på væggen.

Det er bare så ulækkert.”

”Hvis du fortsætter med at være så negativ, så gider jeg ikke spille

din kæreste længere,” truede Martin.

”Åh, slap dog af,” hviskede hun, ”jeg beder dig blot om at udvise rettidig

omhu, næste gang du lukker sperm ud.”

Så legede hun igen med hans dunkedyr – og atter måtte en hel

bydel lægge øre til deres skuespil. Martin var lige ved at komme,

da Johannes flåede døren op.

”Nu kan det være nok !” råbte han harmdirrende, ”jeg vil ikke høre

sådan noget svineri i mit hus. Hvad tror I ikke, at naboerne tænker ?”

”Du er bare jaloux,” dristede Sandra sig til at sige, ”du burde være

lykkelig over, at jeg endelig har fundet et rigtigt mandfolk, som kan

tilfredsstille mig.”

”Jeg er aldeles ikke jaloux. Det er dig, der er jaloux. Freud har

gennem sin forskning bevist, at det er datteren, der er jaloux.

Det er datteren, der begærer sin far seksuelt – ikke omvendt.

Som far vasker jeg mine hænder. Problemet er ikke mig, men

det blødsødne Folketing, som ikke vil anerkende Freuds geniale

forskning. Alle børn begærer deres forældre seksuelt. Det er

et anerkendt faktum indenfor psykologien – og det burde man

indrette lovgivningen efter.”

Sandra var så angst, at hun ikke turde sige sin far imod.

Det benyttede han sig af og leverede endnu en bredside.

”Nu vil jeg ikke høre en lyd mere fra jer. Specielt ikke fra dig – unge

mand,” råbte han vredt og truede Martin med knytnæven, ”nu tager

du en taxa, og så er det slut med at overnatte her i al fremtid. Herut !”

57


KAPITEL 28

Martins skuespil fik den ønskede effekt. Hver gang Johannes hørte

Martins navn, så blev han rødglødende af raseri. Yderligere besøg

var unødvendige. Sandra havde ikke brug for Martin mere. Det var

han ked af. Han trængte inderligt til at betro sig til nogen – og da han

ikke havde nogle venner, så måtte han ty til sine studiekammerater.

De sad netop og hyggede sig med en fyraftensbajer.

Martin tog mod til sig og sagde:

”I tror mig sikkert ikke, men jeg overnattede hos Sandra i weekenden.”

Kammeraterne skreg af grin. Specielt Janus. Han var en rigtig kvindeforfører.

Dog ikke så stor, at det var lykkedes ham at forføre Sandra.

Han kunne ikke holde op med at grine.

Til sidst måtte han over til Sandra og fortælle hende årets vittighed:

”Ved du, hvad Martin påstår ?

Han påstår, at han har overnattet hos dig.”

Sandras veninder begyndte at skraldgrine.

Det blev for meget for Sandra. Hun slog i bordet og råbte:

”Der er intet at grine af. Martin har faktisk overnattet hos mig.

Martin er et langt bedre menneske end Janus. Janus gider vi

ikke snakke med. Janus er en selvglad nar.”

”Og ved du, hvad du er !” vrissede Janus, ”du er bare syg i roen.

Du lider af total smagsforvirring. Du skal nok blive klogere.”

Nu skulle man tro, at Martins omdømme ville stige. Men det gjorde det

ikke. Sandra fik al æren. Hun omtalte Martin som en ensom stakkel.

Hun følte det som sin kristne pligt at tage sig af ham. Hun havde derfor

inviteret ham hjem til sine forældre. Hun kom derved til at fremstå som

den næstekærlige engel, der hjalp de livsangste og menneskesky.

Sandra begyndte at ærgre sig over, at hun havde kasseret Martin.

Egentlig burde hun ikke tilgive ham. Han var krøbet ned i sengen til

hende, mens hun sov. På den anden side så ville det styrke hendes

omdømme, hvis hun stadig forbarmede sig over ham.

58


Hun valgte at tilgive ham. Hun kaldte ham over til sit bord og

præsenterede ham som sin nye kæreste.

Selvom Martin vidste, at det hele kun var et publicity-stunt, så

nød han hvert sekund. Han drømte stadig om, at hun en dag ville

værdsætte ham. Men Sandra foragtede ham. I hendes øjne var

han kun en frastødende stakit-knepper.

Sandra var legemliggørelsen af mange mænds drøm.

Hun var jomfru og sex-gudinde i én og samme person.

Hun var en uopnåelig kronjuvel, som ingen kunne komme

i nærheden af – undtagen hendes fremtidige ægtemand.

Gang på gang kritiserede hun mænd for at have sex på hjernen

– og hendes kritik gav pote. Hun fremstod som dyden selv. Det fik

mange til at beundre hende, men der var ingen grund til beundring.

Hun var blot dygtig til at camouflere sit mande-had som en kristen dyd.

Sandra elskede at klæde sig som en sexet supermodel. Hun gjorde

det ikke, fordi hun lagde op til sex, men fordi hun elskede at jorde

de mænd, som lod sig pirre.

Hun var en narrekusse – og hver gang hun skældte en mand ud, så

følte hun hævnens salighed.

Mange mænd misforstod hendes sexede påklædning, men det var

kun et fåtal, der turde lægge an på hende. De fleste mænd nøjedes

med at forgude hende på afstand. De havde selverkendelse nok til

at kende deres begrænsning.

Der var dog nogle få, der mente, at de havde en chance hos hende.

Det slap de ikke godt fra. Selv de største kvindebedårere måtte bide

i græsset, hvis de forsøgte det mindste.

Sandra elskede rollen som dyden selv.

Hidtil var det gået godt, men hun havde en hær af skeletter i skabet

– og det var kun et spørgsmål om tid, førend de væltede ud.

59


KAPITEL 29

Der er horebukke, som prøver at skjule sandheden om deres sexliv

ved at prædike imod utugt. Sådan var det også med Johannes.

Han led af sex-bulimi. Det ene øjeblik horede han løs.

Det næste øjeblik var han ved at brække sig over alverdens utugt.

Når Johannes hyklede, så sang Sandra med på omkvædene.

Hun vidste inderst inde, at der var forkert, men hun var så angst

for ham, at hun ikke turde andet. Han leverede kimen til hendes

mande-had – og moderen leverede gødningen.

Hun ynkede konstant sig selv og talte kun grimt om alle mænd.

Hun burde have lært Sandra, at det ikke er alle mænd, der er som

faderen, men hun prædikede i stedet, at alle mænd er onde.

Det var en fordom, som blev bekræftet, hver gang faderen misbrugte

Sandra – og det gjorde han ofte. Faderens pædofili og moderens

fordomsfulde prædikener var rygraden i Sandras mande-had.

Men moderen følte ikke, at hun opdragede Sandra til had. Hun følte, at

hun gjorde sin pligt, når hun advarede imod alle mænd. Det var derfor et

selvmål af rang, da Sandra tog hende på ordet og nægtede at gifte sig.

Forældrene blev ofte spurgt, om Sandra havde fundet sig en kæreste

– og de følte sig altid ydmyget, når de blev presset til at svare.

Ja, der var endda nogle, der antydede, at Sandra var lesbisk.

Det var forældrene ulykkelige over. De havde ført en indædt hetz

imod homoseksuelle. De havde prædiket, at homoseksualitet skyldes

en slap opdragelse – og nu var de selv kommet under beskydning.

De mange rygter om Sandras homoseksualitet gjorde dem desperate.

De forsøgte at få hende gift, men hun krøb hele tiden udenom.

Sporene fra forældrenes ulykkelige ægteskab skræmte hende.

Selvom Sandra var en intelligent kvinde, så evnede hun ikke at se

nuanceret på mænd. Hun var overbevist om, at alle mænd var lavet

af det samme stof som hendes far. Hun var overbevist om, at alle

mænd ønskede at udnytte hende i deres umættelige jagt på sex.

Hvis hun havde mødt en mand med den samme høje moral som

Jesus eller Mahatma Gandhi, så havde hun fordrejet alt, hvad han

sagde, blot for at kunne opretholde sin fordom om mænd.

60


I hendes verden var alle mænd nogle snu hyklere. I hendes verden

var alle mænd parate til at lyve og spille hellige for at få sig et knald.

Søg og du skal finde – og det lykkedes altid for hende at finde noget

ved en mand, som med lidt ond vilje kunne bekræfte hendes fordom.

Hendes dagligdag var et mareridt, fordi forældrene pressede hende

til at lyve. Hun var nødt til at spille ulykkelig forelsket for at skjule sit

mandehad. Der var dog et mistænkeligt fællestræk ved alle de mænd,

som hun foregav at være lun på. De var altid uopnåelige.

Hvis drømmeprinsen pludselig gik hen og blev opnåelig, så mistede

hun øjeblikkelig interessen for ham. Så foregav hun at være forelsket

i en anden, der var ligeså uopnåelig. På den vis skøjtede hun fra den

ene opdigtede forelskelse til den anden. Hun hadede alle disse løgne.

Det var derfor en kærkommen gave, at Martin spillede hendes kæreste.

Selvom hun foragtede ham, så måtte hun i det skjulte indrømme, at

hans skuespil var en håndsrækning, som var guld værd.

Ja, der var faktisk tidspunkter, hvor hun holdt af ham. Det var, når han

udviste ydmyghed og ikke forsøgte at imponere med tomt mandepral.

Men hun var kun i stand til at føle kærlighed i et kort splitsekund.

Så snart hun følte noget for en mand, så blev hun grebet af panik.

Hun følte, at hun bevægede sig ud på et farligt skråplan.

Det var kærlighed, som fik moderen til at gifte sig – og det var kærlighed,

som kunne få Sandra til at gifte sig. Hvis det skete, så risikerede hun at

få et ligeså pauvert liv som moderen. Den risiko turde hun ikke løbe.

Hvad ville der ske, hvis hendes fordom om mænd slog revner ?

Ville hun forandre sig til det bedre ?

Ville hun holde op med at spille farisæer ?

Ville hun holde op med at ægge mændene – og derefter jorde dem ?

Var hun i virkeligheden en engel, som ville det gode, men som

nogle gange gjorde det onde, fordi hun var angst for kærligheden ?

61


KAPITEL 30

Sandra læste Martin speciale med stor ildhu, men jo mere hun læste,

des mere skuffet blev hun. Det var især hans påstand om, at Biblen

ikke forbyder nøgenhed, som bragte hendes sind i kog. Hun ville have

Martin til at vælge et andet emne.

”Du er ikke rigtig klog,” råbte hun, ”du laver selvmål, når du påstår,

at nøgenhed ikke er en synd. Du har så meget sex på hjernen, at du

ikke er i stand til at se objektivt på Biblen.

Du burde bekæmpe den slappe moral, der kendetegner dansk tv.

Situationen er ved at være kritisk, men så længe sendefladen er

domineret af amerikansk tv, så er der stadig håb. Amerikansk tv

er et bolværk imod al synd. De er så dygtigt lavet, at den kristne

sex-moral stille og roligt kryber ind under huden på danskerne.

Jeg beundrer de kristne i USA. De holder tv-branchen i et jerngreb.

Min far har lært en masse om lobbyisme af dem. Det er hans fortjeneste,

at dansk tv slører billedet, hvis en kvinde blotter sit bryst.

Det er blot et spørgsmål om tid, førend vi har de danske medier

i vores hule hånd. Den dag vil komme – uanset hvad du gør.

Du kan ikke vinde over os rettroende. Vi har den amerikanske tvindustri

på vores side.”

”Det er rigtigt, at den amerikanske højrefløj har magt, men fordi den

har magt, så behøver den ikke at have ret i sin tolkning af Biblen.”

”Biblen er klar i mælet. Al sex er fjendskab mod Gud.”

(1. note )

”Hvis al sex er fjendskab imod Gud, hvordan skal vi så formere os ?”

”Mennesket bør kun dyrke sex for at sætte børn i verden. Al anden

sex er en synd. Det har vi Paulus’ ord for,” vrissede Sandra.

”Det undrer mig, at du tillægger Paulus så stor betydning.

Han var hverken Guds søn eller Jesu discipel,” indvendte Martin.

”Da Judas begik selvmord, så overtog Paulus hans plads.”

1. note:

Paulus skriver i Romerbrevet, kapitel 8 vers 7:

Det kødet vil, er fjendskab med Gud. (Det kødets lyst vil, er fjendskab med Gud)

62


”Det var altså Matthias, der overtog Judas’ plads. Det skriver Paulus selv i

Disciplenes gerninger (kap 1:26) . Hvis Paulus havde den nødvendige indsigt

i Jesu lære, hvorfor udpegede Jesus så ikke ham til Judas’ efterfølger ?”

”Jeg gider ikke diskutere med dig. Du spytter på alt, hvad der er helligt.

Du har en skjult dagsorden. Du prøver at retfærdiggøre din voyeurisme.”

”Jeg har ingen skjult dagsorden. Hvorfor skal jeg føle skam, fordi

jeg elsker synet af en nøgen kvinde, der nyder at vise sin krop frem ?”

”Det skal du, fordi Biblen forbyder nøgenhed,” vrissede Sandra.

”Det er en påstand, som bør gås efter i sømmene.

Indtil videre har jeg ikke fundet noget, som støtter din påstand.”

”Du er en naiv amatør,” råbte Sandra, ”du bør starte med at tænke

konsekvenserne igennem. Hvad vil der ske, hvis nøgenhed ikke

længere er en synd ?. . . . . Hvordan vil det påvirke samfundet ?

Vil det give pornobranchen vind i sejlene ?”

”Pornografien er kommet for at blive. Din fars korstog er omsonst.”

”Mænd altså. Du tænker kun på dig selv og din pik. Du tænker ikke på

de unge kvinder, som bliver lokket ind i pornobranchen. De får deres

liv ødelagt. Én gang pornomodel – altid pornomodel. Pornomodeller

har svært ved at blive gift. De fleste mænd er for fine til at gifte sig

med en pornomodel, men de er ikke for fine til at bruge pornografi.

Denne dobbeltmoral gør mig rasende. Du bruger pornografi, men

du er garanteret for fin til at gifte dig med en pornomodel.”

”Jeg er ikke for fin til at gifte mig med en pornomodel,” påstod Martin,

”hvis du har medvirket i en pornofilm, så skal du ikke høre et ondt ord

fra mig. Jeg vil elske dig ligeså højt, som jeg altid har elsket dig.”

”Men jeg gjorde det ikke af lyst,” fløj det ud af munden på Sandra.

Hun var chokeret. Hun var så tæt på at røbe sit livs største hemmelighed,

at hun kunne have bidt tungen af sig selv. Hun prøvede desperat at

snakke sig fra sin fortalelse, men det blev bare til en masse forvirret ævl.

Martin kiggede overbærende på hende.

Måske kunne hun ligeså godt fortælle ham sandheden.

Der var alligevel ingen, som ville tro ham, hvis han sladrede . . . . .

63


KAPITEL 31

”Jeg deltog ikke i pornofilmen af lyst,” forklarede Sandra, ”jeg blev

narret til det. Jeg var på vej hjem fra gymnasiet. Pludselig blev jeg

standset af nogle rockeragtige typer. De spurgte mig, om jeg ville

have et lift. Jeg kunne godt se, hvad de var ude på, så jeg svarede

selvfølgelig nej.

Men de fortsatte med at lokke og presse mig.

De påstod, at de ikke ville mig noget ondt.

De ville blot snakke med mig.

Jeg vidste godt, at de var fulde af løgn – og alligevel gav jeg efter.

Jeg har normalt ikke svært ved at irettesætte mænd, men for en

gangs skyld svigtede modet. Jeg frygtede at få tæv.

Men det var ikke kun derfor, at jeg gav efter.

Jeg var både skræmt og tiltrukket af rockertyperne på en og samme tid.

Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så beundrede jeg dem en smule.

Jeg beundrede dem, fordi de var sluppet godt fra deres forældreoprør.

Når jeg forsøgte at gøre oprør mod min far, så mislykkedes det altid.

Mine oprør blev slået så kraftigt ned, at jeg brød sammen psykisk.

Jeg havde brug for nogen, der kunne sætte min far på plads – og

rockertyperne lignede umiddelbart svaret på mine bønner.

Min debut i pornobranchen var et forældreoprør, der løb løbsk.

Jeg følte, at min far havde svigtet mig. Hvis han havde respekteret

mig som et voksent menneske, så havde jeg ikke allieret mig med

rockertyperne.

Desværre fungerer min familie som en diktaturstat. Hvis man ikke

vil indordne sig, så har man ikke noget andet valg end at flygte.

Det gjorde jeg så. I min naivitet flygtede jeg til en ny diktaturstat.

Og rockertyperne var i virkeligheden langt værre end min far.

I deres øjne var jeg blot en gummikusse, som de voldtog på skift.”

”Ved din far, at du har medvirket i en pornofilm ?” spurgte Martin.

”Jeg har fortalt ham det. Min debut i pornobranchen var så ydmygende,

at jeg ville gå på tv og advare imod branchen. Jeg ville samtidig argumentere

for en opstramning af lovgivningen på området.

64


Jeg mener, at pornobranchen bør være underlagt en kontrol-ordning.

De fleste erhverv er underlagt en eller anden form for kontrol-ordning.

Det er tankevækkende, at der er en kontrol, som beskytter laboratorierotter

mod inhuman behandling – men når det drejer sig om pornomodeller,

så er der ingen kontrol.

Der burde være en kontrol-ordning, som beskytter kvinder mod

sex-chikane i pornobranchen.

I dag kan en hvilken som helst stodder starte et porno-filmsselskab.

Han behøver ikke nogen godkendelse fra myndighederne.

Men ligesom man stiller krav til svine-producenter, så bør man også

stille krav til porno-producenter.

Der er porno-producenter, der ødelægger unge pigers liv på stribe

– og alligevel går de fri for straf. Det gør de, fordi pigerne bliver

lokket eller presset til at skrive under på en kontrakt. Kontrakten

gør det umuligt at retsforfølge porno-producenten bagefter.

Overgrebene kan være så traumatiserende, at det bør være et lovkrav,

at alle pornofilm skal produceres under kontrollerede forhold.

Nogle vil måske hævde, at disse tragedier er selvforskyldte,

men problemet er ikke den opdragelse, som pigerne har fået.

Problemet er hverken pigerne eller deres forældre.

Problemet er, at samfundets fordømmelse er så voldsom, at ingen tør

stå frem og fortælle om de uhyrligheder, som de er blevet udsat for.

Det er min ambition at fortælle om disse overgreb.

Jeg håber, at en debat om min debut i pornobranchen vil lægge pres

på politikerne, så vi kan få indført en kontrolordning. Det eneste,

der standser mig, er hensynet til min far. Han har et dårligt hjerte.

Han risikerer at få et slagtilfælde, hvis det kommer frem, at jeg

har medvirket i en pornofilm.”

65


KAPITEL 32

Martin tvivlede på, at en kontrolordning af porno-industrien ville

fungere i praksis, men Sandra var fuld af optimisme:

”Hvis der havde været en kontrollant til stede, da jeg blev filmet, så var

jeg blevet skånet for meget,” hævdede hun, ”f.eks. så havde vi aftalt,

at jeg kun skulle bolle med en enkelt af fyrene. Han var et rigtigt

sexet mandfolk, der gjorde mig blød i knæene. Jeg havde ikke lyst

til at bolle de andre. Det lovede de at respektere, men da filmoptagelserne

startede, så gjaldt deres løfte ad Wandsbek til.

Vi havde også aftalt, at jeg ikke skulle give blowjobs – og alligevel

stak de deres stinkende pikke så langt ned i min hals, at jeg

brækkede mig.

Jeg havde godt nok bemærket, at der stod en spand ved siden af

sengen, men ingen fortalte mig hvorfor. Det gik hurtigt op for mig,

hvorfor den stod der. Den stod der, fordi en del kvinder brækker

sig under den slags optagelser.

Den slags sex må være udtænkt af en kvinde, som led af bulimi.

Hun har sikkert nydt at brække sig. For mig var det en ydmygende

oplevelse. Det gjorde ikke sagen bedre, at de truede mig med

tæsk, hvis jeg ikke foregav, at jeg nød at sutte pik.

Bagefter klippede de filmen til, så ingen ser, at jeg kaster op.

Det ser faktisk ud som om, at jeg elsker at få stukket pikkene

langt ned i halsen.

Gruppepresset mod mig var enormt. Jeg frygtede, at de ville slå

mig ihjel. De truede mig til at have sex med alle – inklusiv en

gammel, laskefed, sveddryppende producer.

Først tvang de mig til at dyrke analsex med ham.

Derefter tvang de mig til at slikke hans belortede pik ren.

Da det skete, så brød jeg sammen psykisk – og de smed mig ud.

Jeg havde ingen penge til en taxa, så jeg bad om at få mit honorar

udbetalt. Det grinede de blot af og anklagede mig for kontraktbrud.

66


»Du får ikke dine penge, medmindre du overholder kontrakten. Der er

stadig en masse optagelser, du mangler at lave !« råbte produceren.

Jeg havde ikke noget andet valg end at ringe til min far. Ydmygelsen

var total. Jeg måtte bede ham hente mig udenfor et pornofilmstudie.

Jeg havde håbet på, at han ville trøste mig og udvise lidt forståelse,

men det kunne jeg godt glemme alt om. Jeg kom fra asken og over

i ilden – og det er en ild, som min far nidkært holder i live.

Konstant kalder ham mig en luder, som skal holdes i kort snor.

Rockertyperne havde udsat mig for en ydmygende gruppe-voldtægt.

Jeg havde ikke brug for min fars prædikener. Jeg havde brug for

trøst og forståelse. Den trøst og forståelse måtte jeg finde andetsteds.

Jeg fandt den hos min fars argeste fjende – min kusine.

Mine forældre har tit advaret mig mod hende. Hun driver et escortbureau.

Det var jeg ligeglad med. Jeg havde brug for trøst, og så

var det underordnet, hvem der trøstede mig.

Hun hjalp mig gennem den hårde tid, der fulgte ovenpå gruppevoldtægten.

Hun lyttede tålmodigt til mig og fordømte mig aldrig.

Hvis jeg ikke havde haft hende, så havde min fars prædikener blot

gjort ondt værre. Så havde jeg mistet min selvsikkerhed – og en

usikker teenager er lettere at udnytte end en selvsikker teenager.

Det forstår min far ikke. Han hævder, at det er så let at sige nej,

men hvis man er usikker, så er det lettere at give efter.

Han bruger konstant mit fejltrin til at befæste sin egen position.

Ustandseligt advarer han:

»Sådan går det, når man ikke lytter til sin far«.

Han tror, at hans dundertaler vil knytte mig tættere til ham, men de

har den modsatte effekt. Jeg har ikke brug for en far, der bruger mine

fejl til at hævde sig selv med.”

67


KAPITEL 33

”Hvorfor gik du ikke til politiet og meldte filmholdet for gruppevoldtægt ?”

spurgte Martin.

”Jeg overvejede at lægge sag an, men jeg havde nogle dårlige kort

på hånden. Rockertyperne havde truet mig til at skrive under på en

kontrakt. Kontrakten gav dem ret til at bruge min krop, som de havde

lyst til. Jeg kunne efterfølgende ikke bevise, at underskrivelsen var

sket under trusler.

Filmen kunne heller ikke bruges som bevis. Den gav et fordrejet billede

af mig. Jeg fremstod som en umættelig nymfoman, som fik den ene

orgasme efter den anden. De forudgående trusler, som fik mig til at

simulere disse orgasmer, var selvfølgelig udeladt i filmen.

Min far er advokat. Jeg ville have, at vi nedlagde fogedforbud mod

filmen, men han påstod, at et fogedforbud blot ville gøre ondt værre.

Ikke alene ville vi skabe en masse opmærksomhed om filmen, men

vi ville også blive ydmyget, når vi tabte retssagen med et brag.

Jeg havde ikke råbt om hjælp under optagelserne

– og tør man ikke det, så står man svagt i en retssag.

Men hvorfor skulle jeg have råbt om hjælp ?

Der var ingen i nærheden til at hjælpe mig.

Derfor fik jeg ideen til, at der skulle være en kontrollant til stede.”

”Hvorfor gik du ikke videre med den idé ?” spurgte Martin.

”Da jeg luftede ideen for min far, så fik han et hjertetilfælde.

Han røg direkte på den intensive afdeling. Han påstod, at hvis

det kom frem, at jeg havde medvirket i en pornofilm, så ville det

ville tage livet af ham. Det vil jeg naturligvis ikke have skylden for.”

”Jeg forstår dig ikke. Det ene øjeblik allierer du dig med nogle rockertyper,

velvidende om at det kan give din far et hjerteanfald – og det

næste øjeblik så tør du ikke starte på journalisthøjskolen, fordi det

kan give ham et hjerteanfald. Hvad skal jeg tro på ?” spurgte Martin.

”Min far har et skrøbeligt helbred. Han risikerer at få et hjertestop.

Jeg er nødt til at være varsom med, hvad jeg gør.”

68


”Hvad nu hvis det hele blot er skuespil fra din fars side ?

Så er du blevet trukket rundt ved næsen af en hypokonder.”

”Jeg ønsker ikke at forvolde min fars død. Det er derfor og kun derfor,

at jeg skåner ham. Hvis jeg var 100% sikker på, at han spillede skuespil,

så ville jeg ikke skåne ham for noget,” hævdede Sandra.

”Mig narrer du ikke. Det tog ikke livet af din far, at du medvirkede i en

pornofilm – og det vil heller ikke tage livet af din far, hvis du starter på

journalisthøjskolen. Du påstår, at din fars hjerteanfald er ægte, men du

lyver for dig selv. Din far simulerer hjerteanfald for at tvinge dig i knæ,

og du forsvarer ham oven i købet. Du er et ligeså stort pjok som mig

– bare på en anden måde. Du er bange for din far. Din far er en snu

hypokonder, og du er hans følgagtige vat-papegøje.”

Den bemærkning fik Sandra til at minde om en vulkan i udbrud.

Skældsordene sprøjtede ud af hende som glødende lava. Hun smed

Martin ud og svor, at hun aldrig ville have noget med ham at gøre.

Hun fortrød dog hurtigt, at hun smed ham ud.

Det løftede et tungt åg af hendes skuldre, når Martin foregav at være

hendes kæreste. Det var en håndsrækning, som var svær at undvære.

Gang på gang rakte hun ud efter telefonen for at gøre skaden god igen,

men hendes stolthed spændte ben for hende.

Således gik der adskillige dage, uden at de så noget til hinanden.

Martin vidste godt, at han burde glemme alt om Sandra, men hans

hjerte ville ikke lystre. Efter flere dages følelsesmæssig tumult, så

valgte han at bide hovedet af al skam.

Han ringede til hende og bad om godt vejr.

Hun reagerede meget forudsigeligt.

Hun spillede kostbar og accepterede modvilligt hans undskyldning.

Han var inde i varmen igen. Men hvor mange kameler var han

parat til at sluge for ikke at blive smidt på porten igen ?

Kunne Sandra gøre med ham, som hun lystede ?

Det var et spørgsmål, som pirrede hende.

69


KAPITEL 34

Sandras kusine hed Annabel. Det var hende, der hjalp Sandra

gennem den hårde tid efter massevoldtægten. Når hun var på

besøg, så mobbede de ustandseligt Martin og spillede op.

Denne aften var ingen undtagelse. Pigerne blev vildere og

vildere i deres drillerier. På et tidspunkt blottede Sandra sine

bryster og stak dem op i ansigtet på Martin.

”Martin er bange for kvinder,” sagde hun til Annabel,

”han har lyst til at kæle med mine bryster, men han tør ikke.”

”Og du tør ikke spise en regnorm,” vrissede Martin, ”det er

barnligt at argumentere på den måde. Du ved udmærket, at man

ikke må slå plat på andres usikkerhed – og alligevel gør du det.

Du lægger op til, at jeg skal kæle med dine bryster – men hvorfor ?

Er det fordi, du har lyst til at flirte – eller er det fordi, du har lyst til

at jorde mig ?”

”Mænd altså. I snakker, som I har forstand til. I er nogle pikhoveder,”

snerrede Sandra.

”Narrekusser altså. I snakker, som I har forstand til,” sukkede Martin,

”I elsker at spille op – men hvis jeg spiller med, så jorder I mig, og hvis

jeg ikke spiller med, så jorder I mig også. Det er ligegyldigt, hvad jeg

gør. I finder altid på et påskud for at jorde mig. I duer ikke til at bolle,

og jeg duer ikke til at bolle, men jeg tør i det mindste indrømme det.”

”Du skulle høre dig selv. Du er et pjok. Du har lyst til at flirte med mig,

men du tør ikke,” sagde Sandra og satte sig tilbage i lænestolen.

”Der er en god grund til, at jeg ikke flirter med dig.

Du har truet med alskens ulykker, hvis jeg forsøger det mindste.”

”Hvis du fik lov til at flirte, ville du så benytte dig af det ?” fristede Sandra.

”Selvfølgelig ville jeg det.”

”OK. Du får 5 minutter til at vise, hvad du duer til,” lokkede Sandra og

legede provokerende med sine blottede bryster.

Martin var lamslået.

Han havde drømt om dette øjeblik i månedsvis.

Det var næsten for godt til at være sandt.

70


Han ville rejse sig op og gå over til hende, men modet svigtede.

Minutterne gik, og pigerne grinede højere og højere.

Til sidst var de 5 minutter gået, og hånen ville ingen ende tage.

Martin sukkede. Så kiggede han opgivende på Sandra og sagde:

”Vores venskab slutter her. Jeg gider ikke spille din kæreste længere.”

”Nu må du ikke svigte mig vel ?” vrissede Sandra, ”det hele var bare

for sjov. Hvis du fortæller os en af dine sex-fantasier, så får du lov til

at se på, når Annabel og jeg bader. Men du har måske ingen sexfantasier

?”

”Jo, jeg har en sex-fantasi,” indrømmede Martin, ”jeg drømmer om at

blive ligeså populær som min klassekammerat, Kenny. Pigerne stod i kø

for at få sex med ham. Jeg spurgte ham, hvad hans hemmelighed var.

Den var ret enkel. For det første, så var han god til at give orgasmer.

For det andet, så behøvede pigerne ikke at gengælde de orgasmer,

som de fik.”

”Sikke et pjok,” grinede Annabel.

”Han var nu ikke så dum endda,” påstod Martin, ”han brugte den

samme taktik, som ethvert supermarked bruger. De har nogle

slagtilbud, som giver kunder i butikken – og når kunderne først

er inde i butikken, så bliver de ofte fristet til at købe noget mere.

Sådan var det også med Kenny. Han spurgte aldrig en pige, om hun

ville bolle. Han spurgte blot, om han måtte give hende en orgasme.

Det rygtedes hurtigt, at han var god til at give orgasmer – samt at

pigerne ikke skulle yde noget til gengæld.

En del nøjedes med hans slagtilbud, mens andre fik lyst til mere.

Det lignede umiddelbart en underskudsforretning, men når Kenny gjorde

kassen op, så fik han kneppet langt flere piger end klassens charmør.

Han var så populær, at kvindernes øjne lyste op, når de fik øje på ham.

Han behøvede ikke at snakke trusserne af dem. Han kiggede dem blot

dybt i øjnene – og så fulgte de gladelig med ham hjem.”

71


KAPITEL 35

”Hvorfor har du aldrig efterprøvet den fantasi i virkeligheden ?”

spurgte Sandra nysgerrigt.

”Det er jeg for genert til,” hviskede Martin skamfuldt.

”Vrøvl med dig. Sandheden er, at du ikke duer til at slikke kusse,”

vrissede Annabel.

”Kenny slikkede sjældent,” forklarede Martin, ”pigen greb fat om hans

pik og gnubbede den op af sin klitoris – og da Kenny aldrig pressede

nogen til noget, så behøvede pigerne ikke at frygte noget. Ja, han var

faktisk så hensynsfuld, at han respekterede, hvis pigen var genert og

ville beholde bh’en på.”

”Det er da den værste løgnehistorie, jeg nogensinde har hørt,” vrissede

Sandra, ”mener du i fuldt alvor, at der findes kvinder, som bliver fristet

til at knalde, fordi en vatpik har et slagtilbud på gratis orgasmer ?”

”Kenny påstod, at selv den mest frigide kvinde fik lyst til at bolle, inden

der var gået en uge.”

”Ha ! . . . Den tror jeg ikke på,” fnyste Sandra hånligt, ”selvom du gav mig

den ene orgasme efter den anden, så ville jeg aldrig få lyst til at bolle dig.”

”Lægger du op til et væddemål ?” dristede Martin sig til at spørge.

”Ja – og væddemålet starter nu. Når der er gået en uge, så vil du indse,

at Kenny er fuld af løgn,” svor Sandra og trak bukserne ned på ham.

Martin blev grebet af panik. Han løb ind i soveværelset og gemte sig

under dynen. Sandra fulgte nøgen efter ham og flåede dynen af.

Så greb fat om hans stive pik og gnubbede den op ad sin klitoris.

Sandra var overbevist om, at hun ville vinde væddemålet så let som

ingenting. Det var aldrig lykkedes for nogen at give hende en orgasme.

Hver gang hun var ved at komme, så gik hun i baglås.

Og det var der en god grund til.

Hun reagerede på samme vis, som et barn reagerer, hvis det får at

vide, at der venter en skefuld væmmelig medicin, når slikposen er tom.

72


Resultatet er forudsigeligt. Slikposen bliver aldrig helt tom. Barnet vil

altid levne det sidste stykke. Men hvis barnet ikke skal spise en skefuld

ulækker medicin bagefter, så vil barnet æde, indtil det sprækker.

Sådan var det også med Sandra. Hun hadede, når mænd hamrede

deres pikke op i hende. Hun frygtede denne indtrængen så meget, at

hun mistede lysten bare ved tanken om den. Det var derfor en lettelse

for hende, at hun ikke behøvede at frygte Martins pik – og der var

pludselig ingen ende på, hvor mange orgasmer hun kunne få.

Det var hård kost for Annabel. Hun måtte nøjes med at kigge på.

Hun var rødglødende af jalousi. Hun frygtede at blive det tredje

hjul i en gig.

Hun måtte ødelægge forholdet mellem de to turtelduer, inden hun

selv blev kørt ud på et sidespor. Selvom hun foragtede Martin, så

måtte hun tvinge sig selv til at have sex med ham.

Hvis Sandra så, hvor overfladisk og troløs Martin var, så ville hendes

mande-had blomstre op igen – og Annabel ville genvinde sin position

som Sandras slyngveninde.

”Hvorfor nøjes med at gnubbe, når du kan kneppe mig i alle 3 huller ?”

lokkede Annabel – og greb ud efter Martins pik.

”Drop det ! . . . . . Jeg gider kun Sandra,” stønnede Martin.

”Du aner ikke, hvad du går glip af. Jeg sutter og boller som en engel.

Hvis du vil komme sammen med mig, så giver jeg dig blow-jobs ligeså

tit, som du har lyst,” fristede Annabel.

”Skrid,” sagde Martin, ”du skal ikke ødelægge det mellem mig og Sandra.”

Annabel greb til det eneste våben, hun havde tilbage. Hun brød hulkende

sammen. Det vakte Sandras medlidenhed. Selvom hun vidste, at det var

Annabel, som havde et problem, så var det Martin, der fik det glatte lag.

Hun råbte:

”Du kan selv skride ! Du skal ikke ødelægge det mellem mig og Annabel.”

Martin kiggede undrende på Sandra. Hvad gik der dog af hende ?

Så begyndte Annabel at mobbe Martin – og Sandra mobbede med.

Martin accepterede stil-tiende sit nederlag og listede ydmyget bort.

73


KAPITEL 36

Martin vandrede ulykkeligt rundt i nabolaget. Hans tanker var hos

Sandra. Han håbede, at hun ville fortryde og ringe til ham. Gang på

gang tog han sin mobiltelefon frem for at tjekke, om den virkede.

Pludselig ringede den. Det var Sandra. Hun havde smidt Annabel ud.

Martin løb tilbage til hende. Han ringede på døren, men forgæves.

Sandra havde gemt sig under dynen. Hun vidste godt, at den ægte

kærlighed ikke var noget at frygte, men hun kunne ikke tøjre sin angst.

Hun var vant til at have total kontrol over sine følelser. Nu var hun

splittet. Det ene øjeblik hadede hun Martin – det næste øjeblik kunne

hun ikke undvære ham.

Hun foragtede alle mænd. Hun vidste inderst inde godt, at det var

forkert, men hendes mande-had skabte en kynisme, der lignede

selvsikkerhed til forveksling.

Nu havde Martin vendt hendes fordom til kærlighed – og hendes

syntetiske selvsikkerhed var begyndt at slå revner.

Usikre mennesker anvender ofte fordomme til at afstive deres

manglende selvværd. Livet er lettere at leve, når alting er sort-hvidt.

Nu havde Martin skabt uorden i systemet – og det hensatte Sandra

i et følelsesmæssigt kaos.

Så længe hun var overbevist om, at alle mænd ville udnytte hende,

så skammede hun sig ikke over sit mande-had, men nu da hendes

fordom var begyndt at krakelere, så fik hun dårlig samvittighed.

Martin var tænkt som en ubetydelig statist. Den rolle var nu fortid.

Nu havde han stjålet rampelyset. Han havde formået, hvad ingen

andre mænd før havde formået. Han havde fundet den magiske

formular, som var nøglen til hendes hjerte og underliv.

Måske er der noget om, at jo større tillid en kvinde har til en mand,

des bedre sex kan de opleve – og Martin havde bragt hende til

højder, som ingen før havde kunnet bringe hende til.

Martin var det første menneske, som Sandra turde stole på.

74


Sandra havde ikke tillid til nogen – ikke engang sine egne forældre.

Hendes mor havde lært hende, at utroskab er rodfæstet i mandens

natur – og Sandras egne erfaringer med mænd bekræftede kun

denne fordom. Martin påstod, at utroskab ikke var rodfæstet i hans

natur. Det opfattede Sandra som tomt hykleri – og alligevel var der

noget i hans opførsel, som havde vakt hendes tillid.

Han havde standhaftigt holdt fingrene fra Annabel. Men hvorfor ?

Ingen sagde nej til Annabel. Hun var så sexet, at mange ville give

deres højre arm for et enkelt knald med hende – og alligevel så havde

Martin ikke svigtet Sandra. Det var en kærlighedserklæring, som ville

noget. Så måske var der alligevel nogen, hun kunne stole på.

Natten blev et mareridt for Sandra.

Kærligheden til en mand havde listet sig ind i hendes liv som en lille

trofast panda. Sandra bad den pænt om at skride ad helvede til, men

pandaen ville ikke lytte og satte sig trodsigt i døråbningen.

Jo mere Sandra gav ondt af sig, des større blev pandaen. Til sidst

fyldte den hele døråbningen. Den kiggede bebrejdende på hende

med sine store bedrøvede pandaøjne og sagde:

”Fy . . . . . Sådan opfører man sig ikke overfor en pæn dreng som Martin.”

”Han er alt for pæn til mig,” undskyldte Sandra sig med, men lige lidt

hjalp det. Hendes hjerte og underliv var et festfyrværkeri af kærlighed.

Sandra elskede det frie liv. Hun følte sig alt for ung til at blive gift

og få børn. Hvis hun endelig skulle giftes, så skulle det være med et

rigtigt mandfolk. Sådan én som slår i bordet og sætter grænser.

Hun trøstede sig med, at hendes forelskelse nok ville gå over en dag.

”En dag så falder skællene fra mine øjne, og jeg vil kunne se klart igen.

Når det sker, så vrager jeg Martin for fuld musik,” tænkte hun.

Den næste morgen ringede hun til Martin og undskyldte sin opførsel.

Martin var ellevild. Han var inde i varmen igen – men hvor længe ?

75


KAPITEL 37

Da Martin dukkede op, så havde han en kuffert med.

Det fik Sandra til at levere et hysterisk anfald af de helt store.

”Hvad fanden bilder du dig ind !” råbte hun.

”Vi indgik et væddemål i går. Jeg skal stå til rådighed døgnet rundt og

give dig en orgasme, når du får lyst. Hvis Kennys teori er rigtig, så

bliver du på et tidspunkt så ophidset, at du boller mig. Hvis det sker,

så bliver jeg boende. Hvis det ikke sker, så flytter jeg igen om en uge.”

”Du er bindegal. Jeg kunne aldrig drømme om at bolle dig – og det

gør ingen forskel, om du bor her eller ej. Egentlig burde jeg smide

dig ud, men du skal ikke beskylde mig for manglende sportsånd.

Jeg kan sagtens leve i cølibat en hel uge.”

Og det så ud som om, Sandra ville få ret.

Hun ænsede ham knapt – selv da de lagde sig til at sove om aftenen.

Hun satsede på, at han ville forgribe sig på hende i løbet af natten.

Hvis det skete, så havde hun en god sag og kunne smide ham ud.

Men Martin holdt standhaftigt ud. Det pirrede hende blot endnu mere.

Hun var vant til, at mænd ville gå gennem ild og vand for et enkelt knald.

De holdt begge ud natten igennem. Den næste aften gentog seancen

sig – men den efterfølgende morgen fik Sandra lyst til at onanere lidt.

Martin sov stadig tungt, og hun blev fristet til at kæle lidt med hans pik.

Hun blev mere og mere dristig. Til sidst satte hun sig ovenpå ham og

gnubbede kussen op og ned ad skaftet på pikken.

Men så skete der noget, som gjorde hende rasende. Hendes underliv

begyndte at koge. Som om hun havde fået feber. Hun vækkede Martin.

”Du er ikke rigtig klog,” råbte hun, ”du har givet mig en infektion.

Min kusse er som glødende kul. Jeg fatter ikke, at jeg har været så naiv.

Jeg burde have haft mistanke om, at du løj om din jomfruelighed.

Du er ikke jomfru. Du er en lusket buk, som har haft din pik oppe alle

mulige steder – og nu har du smittet mig med en kønssygdom.”

”Det er ikke en kønssygdom,” påstod Martin, ”det er et sundhedstegn.

Alle kvinder bliver varme i kussen, når de får lyst til sex.”

76


”Nej, de gør ej.

Du aner intet om kvinder. Prøv at se min kusse. Den er helt blåsort.”

”Den er blåsort, fordi din ophidselse øger blodgennemstrømningen.”

”Ha, mig narrer du ikke. Jeg har set adskillige pornofilm, og pigernes

kusser er altid bleghvide,” vrissede Sandra.

”Det er de, fordi pigerne ikke boller ikke af lyst. Det er et stykke arbejde,

som skal overstås. Du burde være stolt over, at din kusse er blåsort.”

”Du ævler. Nu ringer jeg til Annabel. Hun har haft hundredvis af mænd.

Hun ved, hvad der er værd at vide om sex. Du kan ligeså godt begynde

at pakke. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre !”

Og så ringede Sandra til Annabel. De blev hurtigt enige om, at kvinder

ikke bliver varme i kussen, når de får lyst til sex.

Det fik Sandra til at hovere:

”Hvad sagde jeg ?

Nu går vi til lægen, og så får vi noget medicin

– og når vi har fået den, så vil jeg aldrig se dig for mine øjne igen.”

Martin indvilgede, og sammen gik de op til lægen. Sandra forklarede

lægen problemet. Lægen havde svært ved at holde masken.

”Føler du stadig en feberagtig varme i underlivet ?” spurgte lægen.

Det gjorde Sandra ikke, og den blåsorte farve var også forsvundet.

”Martin har ret. Det er ikke en infektion” sagde lægen, ”en infektion går

ikke over så hurtigt. Din feberagtige varme skyldes seksuel ophidselse.”

Det var et pinligt nederlag for Sandra.

Hun måtte acceptere, at Martin blev boende.

Tilbage stod spørgsmålet om, hvem der var bedst til at holde sin sex-

drift i ave.

Det ville blive en hård kamp.

De var begge opsatte på at vinde væddemålet.

77


KAPITEL 38

Sandra udtænkte en ny taktik. Hun satsede på at køre Martin træt.

Hun hundsede konstant rundt med ham. Ustandselig måtte han

give hende en orgasme. Hun var ligeså umættelig, som hun var

udspekuleret. Hun valgte tidspunkterne med omhu. Hun ventede,

indtil han var helt fordybet i sit speciale, så afbrød hun ham og forlangte

at blive tilfredsstillet.

Det gik Martin på nerverne. Han begyndte at fortryde væddemålet.

I begyndelsen nød han at tilfredsstille hende, men han følte sig

mere og mere som en gigolo, der blev udnyttet i døgndrift.

Sandra nød, at rollerne var byttet om. Nu var det hende, der faldt i

søvn med et selvtilfredst smil om munden – og hendes elsker som

måtte ligge utilfredsstillet tilbage.

Martins fordringsløshed satte en masse følelser i gang hos hende.

Hun nægtede at tro, at der fandtes en mand, som ikke ville udnytte

hende.

Hun nægtede at tro, at der fandtes en mand, som elskede hende

som et menneske og ikke som en gummikusse. En mand, der

elskede hende på trods af alle de skeletter, der konstant væltede

ud af skabet. En mand, der elskede hende så højt, at hun kunne

lægge alle sine løgne på hylden og blot være sig selv.

Hun var så god til at skjule sine følelser, at Martin ikke anede uråd.

Han overvejede at give op, men han bed tænderne sammen.

Han trøstede sig med, at der er ludere, som lever under endnu mere

slaveagtige vilkår. Der var dog en forskel. Han kunne sige fra.

Det kan de ikke.

Da der var mindre end et døgn tilbage af væddemålet, så

orkede han ikke mere. Sandra var som sædvanlig umættelig.

Igen og igen måtte han tilfredsstille hende. Han var fast besluttet

på at kaste håndklædet i ringen ved først givne lejlighed.

Han ville bruge den klassiske undskyldning og påstå, at han

havde hovedpine, men pludselig skete der noget uventet.

78


Sandra gnubbede som sædvanlig hans stive pik op ad sin klitoris,

da den på uforklarlig vis forsvandt op i hende.

”Kan du styre dig – din gris !” stønnede hun.

”Ja, det kan jeg sagtens,” mumlede Martin og forsøgte at vriste sig fri,

men blev lammet af en svidende lussing.

”DU BLIVER, HVOR DU ER !” skreg Sandra panisk og begyndte at

bolle, som hun aldrig havde bollet før.

Hun blev mere og mere ekstatisk, og netop som det føltes allermest

dejligt, så skulle hun pludselig tisse. Normalt ville hun være standset,

men hendes underliv var ved at koge over.

Pludselig sprøjtede der en kæmpe portion tøse-sperm ud af hende.

Sandra havde fået sin første vaginal-orgasme.

Hun burde være lykkelig, men hendes følelser strittede i alle mulige

retninger. Hun var rystet over, at hun havde ladet sine følelser få frit

løb. Hun svor overfor sig selv, at noget sådant aldrig måtte ske igen.

Sandra hadede og elskede Martin på en og samme tid.

Han var som en godmodig trojansk hest, der havde listet sig ind i de

allerhelligste kroge af hendes sjæl. Nu stod døren til hendes hjerte på

vidt åbent gab. Nu kunne han trampe rundt på hendes følelser med

træsko på – uden at hun var i stand til at forsvare sig.

Det var noget nyt og skræmmende for hende.

Hun havde aldrig turdet knytte sig til nogen.

Hun var vant til at knuse andres hjerter på stribe.

Nu var pansret omkring hendes eget hjerte forsvundet.

Nu var det hende, der risikerede at blive såret.

Det huede hende ikke.

79


KAPITEL 39

Sandra havde bedt til Gud om hjælp til at sætte hendes far på plads.

Martin lignede umiddelbart ikke svaret på hendes bønner.

Men måske var det ikke Guds svar, der var forkert.

Måske var det Sandra, der havde bedt om noget forkert.

Måske behøvede hun ikke nogen hjælp til at sætte sin far på plads.

Måske behøvede hun blot nogen, der kunne overtage faderens rolle.

Hendes far fungerede som et sikkerhedsnet under hende. Uanset

hvad der skete, så ville han altid være der. Den rolle havde Martin

nu påtaget sig – men Sandra turde ikke brænde broerne bag sig. Hvis

hun gjorde oprør mod sin far, så ville hun blive frosset ud af familien.

Hun burde takke Gud. Hun havde endelig fundet en mand, der kunne

hensætte hende i seksuel ekstase, men det bekom hende ikke, at en

vatpik, som Martin, havde fået magten over hendes underliv.

Martin havde blot været en brik i et publicity-stunt, som skulle bevise

hendes folkelighed. Nu var hendes eget hjerte pludselig blevet en

brik i et spil, som hun ikke længere havde kontrol over.

Det var noget, som både skræmte og pirrede hende.

Måske var det ikke så slemt at bo sammen med en mand, som

hendes mor havde prædiket ?

Men hendes forelskelse i Martin blev kortvarig.

Hendes hjerte begyndte at banke for Janus i stedet.

Han var alt det, Sandra drømte om.

Hun blev helt blød i knæene, når hun fik øje på ham.

Han var et flot selvsikkert muskelbundt. Det var Martin ikke.

Sandra foragtede mænd, som havde sex på hjernen og ensidigt

fokuserede på kvindens krop. Nu havde Martin vendt op og ned

på hendes holdning til sex – og hun havde selv fået sex på hjernen.

Hun blev derved ligeså kropsfikseret, som de mænd hun foragtede

– men det ænsede hun ikke.

Hun burde elske Martin, fordi han havde bragt kærligheden ind i

hendes liv, men hans seksuelle indsigt imponerede hende ikke.

80


Hans viden om sex var altså blot noget, han havde lært af Kenny.

Martin havde lært Sandra op – og nu ville Sandra lære Janus op.

Men kunne hun tillade sig at svigte Martin til fordel for Janus ?

De fleste ville svare nej, men Sandra følte sig ikke bundet af det

væddemål, som hun havde tabt.

Hun havde kun lovet, at Martin måtte flytte ind.

Hun havde ikke lovet, at han måtte blive boende til evig tid.

Hun havde ikke brug for Martin mere.

Hun satte sig overfor ham og kiggede ham dybt ind i øjnene.

”Jeg har noget alvorligt, som vi skal tale om . . . . .” sagde hun,

men gik til sin egen overraskelse pludselig i stå.

Det er en kendt sag, at selv de største kynikere har brug for et

påskud for at kunne søsætte deres lumske planer.

Kejser Franz Joseph kunne således ikke starte 1. verdenskrig

uden et påskud. Det fik han, da hans nevø blev dræbt i Sarajevo.

Hitler kunne heller ikke starte Krystalnatten uden et påskud. Det fik

han, da jøden Herschel Grynszpan skød diplomaten Ernst v. Rath.

Sandra kunne heller ikke vrage Martin uden et påskud.

Hun ledte efter noget, som kunne retfærdiggøre hendes plan,

men forgæves.

Han havde ikke gjort hende noget ondt. Tværtimod.

Han havde netop givet hende troen på kærligheden.

Det burde have fået hende på andre tanker, men hun satsede i

stedet på at provokere ham.

Hvis hun kunne få ham til at kalde hende noget grimt, så ville hun

få en undskyldning for at vrage ham.

Sandra var overbevist om, at hendes lumske plan ville lykkes

i første hug, men sådan behøvede det ikke at gå. Martin havde

svoret, at han var parat til at gå til verdens ende for hendes skyld.

81


KAPITEL 40

Sandra ledte efter et emne, som kunne få Martin til at kalde hende

de værste navne. Der var mange emner, men homoseksualitet var

nok det, der var bedst til formålet. Hun valgte at gøre et forsøg.

”Hvis der er noget, jeg hader, så er det homoseksuelle,” sagde hun.

Martins svar var meget forudsigeligt. Han prædikede løs om, at man

ikke må dømme andre på grund af deres seksualitet, men han undgik

på mirakuløs vis at kalde hende noget grimt. Det skuffede Sandra.

”Jeg siger bare, hvad I andre tænker,” pralede Sandra, ”din såkaldte

tolerance er kun en frelst facade. Du er en hykler. Verden ville blive

et bedre sted, hvis alle var ligeså ærlige som mig.”

Den form for ærlighed kunne Martin godt være foruden.

”Du forveksler ærlighed med aggressivitet,” indvendte han, ”du føler,

at du er ærlig, fordi du tør sige din ærlige mening om homoseksuelle.

Hitler turde også sige sin ærlige mening om jøderne, men det var en

ærlighed, som blot udstillede hans syge sind. Hans ærlighed var ikke

efterlignelsesværdig. Din ærlighed er heller ikke efterlignelsesværdig.”

Men argumentet prellede af på Sandra:

”Jeg er ærlig, fordi jeg er mig selv. Hvis jeg laver om på mig selv, så

vil det være skuespil. Jeg følger blot min natur – på godt og ondt.”

”Rockertyperne fulgte også deres natur på godt og ondt.

Men der gælder måske andre regler for dem ?”

”Du blander tingene sammen,” vrissede Sandra, ”voldtægt er noget

kriminelt. Det er foragt for homoseksuelle ikke. Ærlighed skal komme

fra hjertet – ellers er det skuespil.”

”Ærlighed skal komme fra samvittigheden – ellers er det skuespil.”

”Du snakker og snakker, men du er en livsfjern teoretiker,” snerrede

Sandra, ”jeg har brug for et mandfolk, som ikke er bange for noget.

Dig kan jeg ikke bruge. Du er et livsangst pjok. Du er et mæhæ.”

82


”Et mæhæ siger ja til alt.

Jeg er ikke et mæhæ. Jeg er tolerant.

Der er forskel på at være vattet og på at være tolerant.

Tolerante mennesker udstikker en grænse.

Det gør vattede mennesker ikke.

Jeg satte en grænse overfor Annabel.

Hvis man er vattet, så tør man ikke sige fra eller træffe et valg.

Det er dig, der er vattet.

Du tør ikke træffe noget valg.

Det tør jeg – og jeg står ved mine valg.

Jeg har valgt dig – og har fravalgt alle andre, inklusive Annabel.

De fleste mænd vil give deres højre arm for et enkelt knald med hende.

Og alligevel takkede jeg nej.”

”Og hvad så ?

Enhver idiot kan finde ud af at takke nej – men det kræver

et rigtigt mandfolk at gribe chancerne, når de er der.

Du snakker og snakker, men du er og forbliver et pjok.”

”Ak-ja. Jeg er et pjok – og du er et pjok. Men hvem af os er egentlig

det største pjok ?” spurgte Martin, ”mig, der finder mig i alt muligt

lort fra din side – eller dig, der ikke tør gøre oprør mod din far ?”

Det var en kritik, som gjorde Sandra rasende.

Hun råbte:

”Hvis du fortsat vil være min kæreste, så skal du holde op med

at kritisere min far. Jeg er træt af, at du sviner ham til.”

Det lovede Martin – og han scorede derved det afgørende point.

Sandra måtte nødtvunget acceptere, at Martin blev boende – og dog.

Der var en sidste udvej . . . . .

83


KAPITEL 41

Sandra vidste, at der var noget, som Martin elskede højere end hende.

Det var hans karriere.

Hvis hun gav ham valget mellem kærlighed og karriere, så ville han

utvivlsomt vende hende ryggen.

Hun kiggede hånligt på ham og sagde:

”Du tror, at du kan blive professor, men du er en drømmer. Du kan

ligeså godt skrue ned for ambitionerne. Der er vigtigere ting i livet

end karriere. Hvad med de bløde værdier som familie og romantik ?

Hvis vi skal forblive kærester, så skal du skrotte din professordrøm.

Jeg vil kun giftes med et familiemenneske, som deler min drøm om

at bo i en gammel præstegård med bonderoser og landsby-idyl.”

Det synes Martin var en god idé.

Han blev glad og sagde:

”Jeg kommer selv fra landet, så den drøm har jeg også, men det bliver

næppe en dans på roser for dit vedkommende. Hvad vil det ske, hvis

menighedsrådet finder ud af, at du har medvirket i en pornofilm ?

Tror du så ikke, at landsby-idyllen bliver til at overse ?”

”Du har ret,” sukkede Sandra, ”der er ingen, der vil ansætte en

præst med min fortid. Jeg kan ligeså godt opgive præste-studiet.”

”Det burde du have gjort for længst.

Din far vil utvivlsomt protestere, men jeg skal nok støtte dig.

Du får et langt bedre liv, hvis du følger dit hjerte og bliver journalist.”

Martin havde atter malet Sandra op i et hjørne. Hvorfor kunne han

ikke sige noget grimt, så hun fik et påskud for at smide ham ud ?

Pludselig fik hun en idé:

”Jeg gider ikke være journalist,” løj hun, ”jeg vil hellere være pornoproducent

og lave seriøs porno. Hvis vi starter et pornofilmselskab,

så kan vi udkonkurrere porno-stodderne ved at tilbyde nogle bedre

arbejdsforhold for de medvirkende.”

Martin fik kaffen galt i halsen. Hvad i al verden gik der af Sandra ?

Han ville gå sin vej, men der var et spørgsmål, som pressede på.

84


”Har du opgivet din kamp imod pornografi ?” spurgte han.

”Pornografi er et nødvendigt onde. Det er ikke pornografien, som jeg

vil bekæmpe. Det er porno-stodderne. De trækker pornografien ned

på et primitivt plan. Der skal nye kræfter til.

Jeg støtter ikke min fars krig mod pornografi. Han påstår, at hvis man

skal vinde krigen over de homoseksuelle, så skal man starte med en

generel opstramning af danskernes sex-moral. Det er jeg ikke enig

med ham i. Jeg prædiker for døve øren, fordi der er for mange forbud.

Vi bør rense ud i forbuddene, så kun de væsentligste bliver tilbage.

Min far anser kampen imod nøgenhed som en trædesten, der skal bane

vejen for krigen mod homoseksualitet. Det er taktik, som han har lært af

den kristne højrefløj i USA. De ved, hvordan man skaber en folkelig opbakning.

Taktikken er enkel. Man skal løbende afprøve sine grænser.

Min far startede i den bløde ende med at presse tv til at sløre billeder af

halvnøgne kvinder. Så lagde han pres på café-ejerne og fik dem til at

forbyde mødre at amme offentligt. Så pressede han medierne til at udøve

selvcensur. Hvis de ikke adlød, så blev de udelukket fra de mest

populære amerikanske Internet-tjenester.

Hans plan er at liste den kristne sex-moral ind af bagdøren.

Det er de færreste, som tør gå i krig mod de homoseksuelle, men

hver gang han vinder en sejr, så øger det hans folkelige opbakning.

Det er ikke censur af nøgenhed, som er hans mål. Det er en opbremsning

af de homoseksuelles fremmarch.”

”Hvad nu hvis din far får et hjertestop, fordi du laver pornofilm.

Vil du kunne leve med det ?” spurgte Martin.

Det var en indvending, som ramte plet.

Skulle Sandra virkelig opgive drømmen om et liv med mandfolket Janus ?

Det så umiddelbart sådan ud . . . . .

85


KAPITEL 42

Sandra skulle lige til at droppe ideen om at lave pornofilm, da

Martin leverede en bredside, som skulle hive det sidste stik hjem.

Det var dårlig timing.

Hvis han blot havde tiet stille, så havde han vundet en let sejr.

Han sagde:

”Dit forslag er idiotisk. Du ved intet om at lave film. Dine film bliver

noget amatør-arbejde. Det kræver flere års uddannelse at lave film.

Du er en langt større drømmer end mig. Du er en fantast.”

Det var en fornærmelse, som ville noget.

Martin var så tæt på at vinde, og nu havde han sat det hele overstyr.

Sandra vrissede:

”Jeg er ikke en fantast. Jeg vil selvfølgelig benytte mig af professionelle

filmfolk. Det er ikke mig, der er en amatør. Det er pornostodderne.

De ved intet om kærlighed. De reducerer sex til kold business.

De medvirkende kæler aldrig med hinanden. Der er ingen ømhed.

Ville det ikke være smukt, hvis deres øjne lyste af forelskelse ?

Men der er intet smukt i deres blikke. De har ingen øjenkontakt.

Stodderen glor på kvindens bryster – og kvinden glor på uret.

Vi bør bryde porno-industriens monopol og lave pornofilm, som foregår

på kvindens præmisser. De nuværende film skader mere end de gavner.

Hvis vi overlader arenaen til porno-stodderne, så vil deres mandschauvinistiske

film fortsat være mange mænds seksuelle ABC.

Pornofilm er en syndflod af seksuelle unoder – og disse unoder

forplanter sig til resten af samfundet. En af de værste unoder er

ubeskyttet sex.

Der bliver brugt formuer på kampagner imod AIDS, men budskabet

bliver undergravet af porno-branchen.

86


Hvis porno-producenterne kunne enes om, at alle film skal indeholde

mindst en scene, hvor man ser et kondom blive sat på, så ville det få

en langt større effekt end alverdens skræmmekampagner.

Eksemplets magt er større end ordets magt.

Vi skal revolutionere porno-branchen. Vi skal lave pornofilm, som er

en hyldest til kvinden. Vores pornofilm skal være så gode, at vi kan

udkonkurrere de porno-stoddere, som voldtog mig. Succes er den

bedste form for hævn. Hvis vi selv spiller hovedrollerne, så kan vi

lave nogle smukke film med ægte følelser.”

Det var et forslag, der fik Martin til at protestere vildt. Han ville hellere

sove nøgen i en kloak fyldt med rotter end at medvirke i en pornofilm.

Det fik Sandra til at vejre morgenluft:

”Hvis du vil være professor, så må du kæmpe dig fri af din generthed.

En professor må ikke være genert – og den bedste kur imod generthed

er en karriere som pornoskuespiller. Jeg skal nok få dine hormoner til

at råbe så højt, at du glemmer alt omkring dig,” fristede Sandra.

”Mine hormoner er anderledes end dine hormoner. Mine hormoner

bliver hurtigt generte – og når de bliver generte, så mister du magten

over dem. Det bør du respektere. Jeg håner ikke dig, fordi du nyder at

blive beluret. Det bør du værdsætte – og lade være med at håne mig,

fordi jeg er genert. Du bør udvise ligeså stor tolerance overfor mig,

som jeg udviser overfor dig.”

”Hvis du vidste, hvor irriterende du lyder, når du prædiker tolerance,

så ville du forstå, hvorfor du ingen venner har,” hånede Sandra ham.

”Hvis en præst ikke må prædike tolerance – hvad må han så ?”

”Du og din tolerance. Du ændrer intet ved at være tolerant.

Tolerance fører ingen vegne.”

”Tværtimod. Du ændrer intet ved at være intolerant,”

påstod Martin, ”intolerance dræber enhver dialog.

Løsningen på alverdens problemer er ikke hån – men dialog.”

87


KAPITEL 43

Sandra blev mere og mere irriteret på Martin. Jo mere de skændes,

jo lettere ville det blive at vrage ham. Hun skruede op for galden.

”Du påstår, at nøgenhed ikke er noget at skamme sig over,” vrissede

hun, ”hvis du ikke tør omsætte din teori til praksis, så er der ingen, der

vil tage dig seriøst. Enten holder du op med at kritisere moralisterne,

eller også går du foran med et godt eksempel og bliver pornomodel.”

”Man kan sagtens efterforske et manddrab uden at have begået et

mord. Det er lettere at blive taget seriøst, når man ikke selv er part

i sagen. Hvis jeg skal vinde over moralisterne, så skal jeg have et

uangribeligt omdømme. Mit omdømme vil tage skade, hvis jeg laver

pornofilm. Jeg vil blive stemplet som sex-industriens talerør – og

sex-industrien har just ikke noget troværdigt omdømme.”

”Sikke noget ævl. Du prøver bare at skjule, at du er genert.”

”Du er så heldig, at du ikke har noget at være genert over. Du bliver

forgudet, hvis du smider tøjet. Du glemmer, at der er andre, som ikke

er så heldige. Jeg bliver ikke forgudet, når jeg smider tøjet. Hvis jeg

medvirker i en pornofilm, så vil jeg vil blive beskyldt for manglende

selverkendelse. Hvis jeg bliver pornomodel, så er der ingen, der vil

tage min forskning alvorligt. Moralisterne vil håne mig og stemple

mit speciale som pornografi.”

”Det er dit speciale også,” sagde Sandra og krydsede fingre for, at

den bemærkning ville få Martin til at løbe skrigende bort, men han

smilede blot overbærende. Det gjorde hende endnu mere rasende.

”Jeg hader dig,” snerrede hun, ”du er en livs-angst mors dreng.

Se at komme ud af røret. Vis dig som et mandfolk. Grib chancerne,

når de er der. Der er store penge at tjene indenfor porno-branchen.

Vi kan blive styrtende rige.”

”Føj for noget hykleri. Du påstår, at du vil kæmpe for bedre arbejdsforhold

i pornobranchen – og så er du i virkeligheden ude på at score

kassen. Du bebrejder porno-stodderne for ikke at respektere andres

følelser, men du er ikke bedre selv. Du respekterer ikke mine følelser.

Du påstår, at du har en høj moral, men mig narrer du ikke.

88


Du har en luder-moral. Du fordrejer alting. Jeg gider ikke spilde min

tid på dig. Det er på tide, at jeg finder mig en kæreste, som respekterer

mine grænser !” råbte Martin og smækkede vredt med døren.

Ustandseligt havde Sandra hånet ham og kaldt ham for et pjok.

Han havde ventet tålmodigt på det øjeblik, hvor han fik så gode

kort på hånden, at han kunne bevise, at han var et rigtigt mandfolk.

Han forventede, at hun var imponeret over ham – men han tog fejl.

Han legede med ilden. Han glemte, at Sandra var populær.

Sandra havde magt – og det fik han at mærke allerede den næste dag.

Der var ingen på fakultetet, som ville hilse på ham. Han var frosset ude.

I kantinen forlod alle demonstrativt det bord, han satte sig ved.

Også lærerne begyndte at tage afstand fra ham.

Der var ingen, der turde støtte ham længere.

Martin havde fornærmet en af de mest magtfulde kvinder på fakultet.

Han var nederst i hierarkiet, og dernede kan et enkelt forkert ord

betyde forskellen på accept og udstødelse.

Professor Nekskov blev bekymret på Martins vegne. Han frygtede,

at den hadske stemning ville påvirke Martins speciale-skrivning.

Han foreslog Martin, at han skulle rejse tilbage til Århus, men han

talte for døve øren.

Martin mente, at problemet kunne klares med et kærestebrev.

Han skrev med lynets hast et brev, hvori han undskyldte sin opførsel.

Sandra havde ikke lyst til at læse hans brev, men hun kunne til sidst

ikke styre sin nysgerrighed. Hun håbede på, at der stod noget grimt,

som hun kunne bruge imod ham, men hun blev skuffet.

Brevet øgede kun hendes dårlige samvittighed. Hun frygtede, at synet

af ham ville få hende til at angre. Hun udtænkte derfor en plan, som

skulle ydmyge ham så groft, at han flygtede hjem til sine forældre.

Sandra ville forføres af Janus – og den drøm ville hun ikke opgive.

Martin var blot et pjok, som skulle ryddes af vejen.

89


KAPITEL 44

Martin havde ingen idé om, hvad der ventede ham, da han

mødte Sandra i kantinen. Han prøvede at få øjenkontakt med

hende, men hun ignorerede ham demonstrativt. Til sidst greb

han fat i hende. Han ville spørge, om hun havde læst hans

kærestebrev, men han blev lammet af et uforsonligt blik.

Pludselig blev der grinet højt. Latteren kom fra nogle af Sandras

venner. De stod henne ved opslagstavlen. De kiggede i smug

over på Martin – og så grinede de endnu højere. Martin havde

en ubehagelig fornemmelse af, at det var ham, de grinede af.

Da kantinen var tom, så skyndte han sig over til opslagstavlen.

Hans kærestebrev hang midt på den. Det var næppe det, han

havde skrevet, der udløste latterbrølene. Det var snarere det,

som Sandra havde tilføjes hans underskrift:

”Martin Nesum = Pikspiller og bonderøv !”

Og som om det ikke var nok, så havde hun i parentes skrevet:

(Ubesejret vinder i kategorien: »Danmarks mindste pik !«)

Martin rev øjeblikkelig brevet i stykker. Ydmygelsen var total.

Han levede i forvejen på selvmordets rand af bar skam over

at have forvoldt Victors død.

Sandras hån var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Han forlod øjeblikkelig fakultetet og cyklede ud til havnen.

Her gik han længe og kiggede ned i det iskolde vand.

”Hvis jeg hopper nu, så vil Sandra fortryde sin hån.”

Han besluttede sig for at skrive et selvmordsbrev.

Han rodede sine lommer igennem for at finde noget at skrive med

– men forgæves. Han satte selvmordet på stand-by og cyklede

hjem til sig selv.

Da han kom hjem, så lagde han sig udmattet på sengen og

faldt øjeblikkelig i søvn.

90


Han drømte en underlig drøm.

Han drømte, at han var brandmand. Han løb ind i en brændende

bygning for at redde en lille pige, men hun ville ikke reddes.

Han greb fat i hende, men hun sparkede ham hårdt i skridtet.

Han knækkede sammen af smerte og slap sit tag i hende.

Hun burde løbe ud i det fri, men hun løb blot længere ind i bygningen.

Han blev tilbage og ømmede sig.

Rummet blev mere og mere røgfyldt.

Midt i rummet stod der en uendelig høj stige.

Han begyndte at kravle op ad den.

Da han var kommet et stykke op, så tordnede en faderlig stemme:

”Du er brandmand. Gå ned og gør dit arbejde færdigt !”

”Det skal du ikke bestemme !” råbte Martin vredt tilbage.

Pludselig blev der uhyggeligt stille.

Så lød der et enormt brag.

Han kiggede forskrækket op og blev blændet af en hvidglødende meteor.

Den havde kurs direkte imod ham.

Han vågnede med et sæt.

Martin foragtede drømmetydning, men denne drøm var så klar og

entydig, at han ikke kunne ignorere den.

Martin var brandmand, og en brandmand må ikke give op – uanset

hvor håbløst det ser ud.

Han skrottede selvmordsplanerne og valgte at kæmpe videre.

Han agtede at glemme alt om Sandra.

Hans plan var at forelske sig i en ganske almindelig kvinde.

En udmærket plan – hvis ellers hans hjerte ville lystre.

91


KAPITEL 45

Stakkels Martin. Han var på randen af et nervesammenbrud. Når han

ikke pintes af ulykkelige forelskelse, så pintes han af dårlig samvittighed.

Hver gang han lukkede øjnene, så blev han bombarderet med flashbacks

fra den aften, hvor han forvoldte Victors død. Han brugte så

mange kræfter på at undertrykke Victors dødsskrig, at det lænsede

ham for energi.

Han trængte inderligt til at betro sig til nogen. Han overvejede igen

og igen at melde sig til politiet og få ro i sjælen, men modet glippede.

Han prøvede at koncentrere sig om sit afgangs-speciale, men lyden

fra Mona Miras radio distraherede ham. Han begyndte at gå nogle

lange ture for at få ro til at tænke.

Under en af disse ensomme vandringer kom han forbi Julies hus.

Julie var den eneste, der kendte sandheden om Victors død.

Hun var derfor også den eneste, han kunne lette sit hjerte overfor.

”Hvis professor Neudorf var døden nær på grund af en uhelbredelig

sygdom, så har jeg kun gjort ham en tjeneste,” tænkte Martin i sin

desperation. Måske vidste Julie noget. Måske var han heldig.

Opmuntret af denne teori, ringede han på hendes dør. Julie var

tydeligt overrasket. Hun var glad for at se ham og lukkede ham ind.

Han spurgte, om Victor havde lidt af en uhelbredelig dødelig sygdom.

Julie overvejede, om hun skulle trøste ham med en nødløgn, men

valgte at fortælle sandheden – at Victor havde været ved godt helbred.

Der gik derved ild i det halmstrå, som Martin klamrede sig til.

Hans dårlige samvittighed overmandende ham i en sådan grad,

at han fik et mindre nervesammenbrud.

Julie forsøgte at trøste ham:

”Du er uden skyld i hans død.

Du udviste ikke ond vilje.

Det var Victor, der udviste ond vilje.

Det var ham, der provokerede dig.

Han smadrede din computer i ubegrundet jalousi.

92


Du reagerede som et rigtigt mandfolk.

Livet er som et skakspil.

Nogle gange ryger der en hvid brik.

Nogle gange ryger der en sort brik.

Victor var en sort brik.

Verdenen er blevet et bedre sted efter hans død.

Der er ingen, der savner Victor.

Victor er en af de skakbrikker, som godt kan undværes.

Du er tynget af skam, men du burde være stolt af dig selv.”

Selvom Martin inderst inde vidste, at Julies trøst kun var tom snak,

så lappede han den i sig. Igen og igen lagde han op til, at hun skulle

rose ham og kalde ham for et rigtigt mandfolk.

Mennesker, som lever på en livsløgn, kan blive ved med at fortælle

den samme løgn igen og igen. Det gør de, fordi deres løgn føles

mere troværdig, når ingen modsiger den.

Således var det også med Martin. Han kunne blive ved med at fortælle

om håndgemænget mellem ham og Victor. Han gjorde det udelukkende

for at høre Julie rose ham – og når Julie roste ham, så følte han en ro

i sindet, men kun kortvarigt.

Når der var gået et stykke tid, så dukkede Jesper Fårekylling op og

hviskede i Martins øre:

”Den unge teolog er måske ikke klar over, at han skal vende den anden

kind til – uanset hvor meget han bliver provokeret. Professor Neudorfs

opførsel var måske ikke forbilledlig, men derfor behøvede du ikke at

skubbe ham i døden.”

Det vidste Martin godt, men tanken om, at han havde slået et andet

menneske ihjel, var så smertefuld for ham, at Julies smiger var sød

musik i hans ører. Han burde lytte til sin samvittighed, men hans forfængelighed

spændte ben for ham.

Han var forpint langt ind i sjælen. Han var fanget i en kryds-ild mellem

forfængelighed og samvittighed. Og hverken hans forfængelighed eller

hans samvittighed ville lægge våbnene – blot et enkelt sekund.

93


KAPITEL 46

Martin turde ikke vise sig på fakultetet længere.

Julie forsøgte at få ham til at genoptage studierne, men uden held.

”De er alle imod mig. Jeg kan ligeså godt opgive.

Jeg har fornærmet Sandra, og det vil koste mig min karriere.”

”Sludder og vrøvl,” vrissede Julie,

”jeg kan så let som ingenting vende stemningen.”

”Du kan ikke en skid. Victor Neudorf er død,

og du har ingen indflydelse længere.”

”Det tror du,” sagde Julie, ”men du glemmer, at jeg er ud af en meget

rig og indflydelsesrig familie. Min far er en af Danmarks rigeste mænd.

Jeg har forbindelser. Jeg har magt. Jeg kan vende stemningen så let

som ingenting. Jeg kan gøre dig til professor. Jeg kan vende op og ned

på dit liv, som det passer mig.

Men jeg gør det ikke for dine blå øjnes skyld. Jeg forventer, at du vil

være mig taknemmelig – resten af dit liv. Jeg elsker dig, men lad nu

være med at tro, at det er ensbetydende med, at jeg vil gøre alt for dig.

Det er omvendt. Det er dig, der skal gøre alt for mig – ellers hjælper

jeg dig ikke.”

”Hvis du virkelig elsker mig.

Hvorfor behandler du mig så ikke som et ligeværdigt menneske ?”

”Det er fordi, du ikke er et ligeværdigt menneske,” vrissede Julie,

”du ved intet om virkelighedens verden. Du sidder bare og læser bøger.

Du er så irriterende akademisk. Selv når du taler, så lyder det, som om

du læser op af en bog. Du har ikke været ude i virkelighedens verden

– sådan som jeg. Jeg ved, hvordan verden er skruet sammen.

Jeg har gennemskuet alle mennesker – alle – også dig. Du er naiv,

hvis du tror, at der findes retfærdighed. Du ved intet om, hvor onde

og beregnede mennesker er. Du ved intet om livet. Det gør jeg.

Jeg gør dig kun en tjeneste, når jeg træffer beslutninger på dine vegne.”

”Pjat ! . . . . . Du ved ikke mere om livet, end jeg gør, og du er heller ikke

i stand til at vende stemningen på fakultetet eller gøre mig til professor.”

94


”Selvfølgelig kan jeg vende stemningen og bagefter gøre dig til professor,”

fastholdt Julie, ”men du må love, at du til gengæld glemmer alt om Sandra.

Du må se at komme videre i dit liv.”

Den tyggede Martin meget på. Han elskede stadig Sandra, men

der var også nogle fordele ved at være ven med Julie. Hun havde

indflydelse og oceaner af penge. Hun havde også en kæmpe

patriciervilla, et pragtfuldt sommerhus og en knaldrød Ferrari.

Og så havde Julie ingen planer om at starte et pornofilmselskab.

Martin var splittet. Han trivedes ikke, når han var sammen med Julie.

Hun var konstant på krigsstien. Hun var aggressiv overfor alle.

Det var Sandra ikke – og dog.

Hun blev angst, hvis hun følte noget for andre – og denne angst gjorde

hende krigerisk. Det samme skete, hvis hun følte sig reduceret til røv

og patter. Men bortset fra det, så var der en positiv stemning omkring

Sandra. Det var der aldrig omkring Julie. Der var dog tidspunkter, hvor

han holdt af Julie. Det var, når hun trøstede ham.

Han besøgte hende, når ensomheden var uudholdelig – og det var

den ofte. Han kunne ikke fordrage hende, men han var for menneskesky

til at finde sig en anden ven. Han svigtede hende derfor aldrig – uanset

hvor dårligt hun behandlede ham.

Skulle han virkelig glemme alt om Sandra ?

”Jeg vil se et konkret bevis på din indflydelse, førend vi indgår en aftale,”

sagde han i et forsøg på at vinde tid.

”Så snart jeg har vendt stemningen på fakultetet, så bliver du min

forlovede – og så snart jeg har gjort dig til professor, så gifter vi os.”

Det var et tilbud, der kom bag på Martin. Han havde aldrig tænkt på

Julie som en mulig ægtefælle – kun som en ven. Han blev mundlam.

Valget burde være let. Hvis Julie gjorde ham til professor, så ville han

få oprejsning for alle de nederlag, han havde lidt – og hvis hun ikke

kunne gøre ham til professor, så skyldte han hende ikke noget.

Martin havde fået et tilbud, som mange ville tage imod med kyshånd,

men han var ikke til salg for penge eller titler – eller var han ?

95


KAPITEL 47

Martin undrede sig over, at Julie ville giftes med ham.

Han var en genert vatpik – og Julie var en sexbombe.

Hun var tilmed enearving til en af Danmarks største formuer.

Julie kunne vælge og vrage mellem mænd, som de fleste kvinder

kun kunne fantasere om.

Hvad ville hun dog med ham ?

Det lignede umiddelbart et tåbeligt valg, men Julie var overbevist

om, at Martin var et vaskeægte geni – og meget tydede på, at

havde hun ret.

Han scorede den ene topkarakter efter den anden ved sin studentereksamen.

Da gennemsnittet blev gjort op, så viste det sig, at han

havde opnået det højeste snit nogensinde. Det vakte genlyd i

medierne – og han blev interviewet til de forskellige tv-kanaler.

Han blev naturligvis spurgt, hvad hemmeligheden bag hans høje

karaktergennemsnit var – og han svarede, at han terpede lektier,

mens han mugede ud i stalden.

Lærerne på fakultetet både frygtede og beundrede ham.

Det hændte, at de blev til grin, fordi han vidste mere, end de gjorde.

Han havde en klæbehjerne og talte flydende et dusin forskellige

sprog. Han kunne med største lethed læse de sværest forståelige

bøger på originalsproget.

Hvis Julie skulle vælge mellem en professor-spire og en børsmægler,

så ville hun vælge professor-spiren. Børsmæglere kedede hende med

al deres snak om penge. Martin kedede hende sjældent. Han brugte

hende som en intellektuel sparringspartner – og det smigrede hende.

Men Julie elskede ikke Martin som et ligeværdigt menneske.

Hun elskede ham som en nyttig idiot. Hun elskede ham, som en

diamantsliber elsker en usleben diamant. Hun så det som sin

opgave, at forvandle ham fra bondeknold til nobelpristager.

96


Han var en herreløs hund, som ledte efter en herre – og Julie

ville være den stolte hundeejer.

Martin var ikke et sexet mandfolk.

Det var dog ikke en ulempe i Julies øjne.

Hun havde dårlige erfaringer med den slags.

De var hende utro morgen, middag og aften.

Julie havde brug for en tøffelhelt, som ikke turde svigte hende.

Julie var træt af, at alle fedtede for hende, fordi hun havde magt og

indflydelse. Martin fedtede aldrig for hende. Han havde ikke nogen

skjult dagsorden. Han havde bare brug for en ven.

Det problem havde Julie ikke. Hun havde et hav af venner, men

bortset fra Martin – så stolede hun ikke på nogen.

Martins rivaler betragtede Julie som et trin på deres sociale rangstige,

men selvom de havde gode kort på hånden, så var der ingen af dem,

der kunne levere varen. Det kunne Martin.

Han var et fordringsløst pjok, og det var det, som Julie havde brug for.

Det kom bag på ham, at Julie ville giftes – endsige have sex med ham.

Hendes pludselige udmelding satte ham i et svært dilemma.

Han havde valget mellem pest eller kolera.

Hvis han vragede hende, så ville hun hævne sig og smadre hans liv.

Hvis han giftede sig med hende, så ville hans liv blive en ørkenvandring

uden kærlighed.

Stakkels Martin.

Han legede med ilden – og ilden er en ond herre.

97


KAPITEL 48

Martin vred sin hjerne til det yderste for at undgå at fornærme Julie.

”Det er nok det klogeste at føje hende,” tænkte han,

”når jeg først er blevet professor, så er der ingen, der kan fyre mig.

Jeg gør bedst i at føje hende indtil da.”

Martin bakkede nødtvungent op om Julies frieri.

Aftalen blev, at de udskød brylluppet, indtil han var blevet professor.

Julie kvitterede med lidt flirt. Martin forsøgte at gengælde flirten,

men hans evner som skuespiller rakte ikke så langt.

Det var en afvisning, som gjorde Julie rasende.

Hun var ikke vant til at blive vraget.

Martin tændte ikke på hende – og det var der en god grund til.

Når hun ikke svinede ham til, så var hun så arrogant og vulgær,

at han væmmedes ved hende. Hvis han havde valget, så ville

han hellere kastreres med en sløv grensaks end bolle hende.

Julie var typen, der konstant ledte efter ammunition, som kunne

bruges i en magtkamp. Og ammunition var der rigeligt af.

Martin var nemlig ligeså distræt, som han var intelligent.

Og når han var distræt, så kunne han godt komme til at ævle.

Hver gang det skete, så lærte Julie hans fortalelse udenad.

Hun skammede sig ikke over at håne ham med den – i tide og utide.

Han nægtede at tro, at hun var seksuelt tiltrukket af ham.

Han frygtede, at hun havde en skjult dagsorden.

Hver gang hun havde fået en klemme på ham, så ledte hun efter en ny.

Hendes tilbud om sex var formodentlig blot en ny fælde. Hvis de havde

sex, så kunne hun spille martyr og påstå, at hun var blevet udnyttet.

Var han blot en nyttig idiot, der skulle lokkes ind i hendes edderkoppespind

med lidt iskold sex ?

Martin var ikke i tvivl om, at det var tilfældet.

Han måtte finde en udvej i en fart.

”Kan vi ikke vente med sex til efter forlovelsen ?” spurgte han.

98


”Øv, hvor er du irriterende hellig, eller også spiller du hellig for at

skjule, at du er bange for kvinder,” sagde Julie og tog ham på pikken.

”Jeg tænder ikke på manipulerende kvinder,” vrissede Martin

og rejste sig for at gå.

”Hvis du stikker halen mellem benene, så fortæller jeg alle, at du er

bøsse !”

”Spar mig for dine scoretricks. Det er useriøst at presse andre til

sex ved at spille på deres forfængelighed. Det er ikke pinligt at

være bøsse, men det er pinligt at kneppe en kvinde for at skjule,

at man er bøsse. Hvis jeg var bøsse, så vil jeg fortælle det.

Dine trusler har kun den modsatte virkning på mig. Du tror, at

du kan kick-starte kærlighed med sex, men så letkøbt er jeg ikke.

Sex uden kærlighed er blot en form for avanceret onani.”

”Hvis sex blot er en form for avanceret onani, hvad venter du så på ?

Du forsvarer netop onani i dit speciale.

Kom, lad os dyrke noget avanceret onani sammen.

Vis dig som et mandfolk og knep mig.”

”Kærlighed først – dernæst sex,” insisterede Martin, ”vores venskab

skal først udvikle sig til kærlighed. Kærligheden skal så udvikle sig

til flirt – og flirten skal så udvikle sig til sex. Du er som et utålmodigt

barn, der har sået et blomsterfrø. For at hjælpe spiren med at vokse,

så hiver barnet ustandseligt op i den. Umiddelbart ser det ud til, at

spiren har vokset, men roden er revet over.”

”Du er så fortænkt, at jeg kan brække mig over dig. Du filosoferer

for meget og boller for lidt. Se at blive voksen. Vågn op og tag

for dig af varerne. Verdenen ligger for dine fødder og venter kun

på at blive kneppet,” lokkede Julie og smed provokerende tøjet.

”Lad være med at opføre dig som en luder. Du ydmyger dig selv.”

”Hvor vover du at kalde mig for en luder ?

Jeg lever blot min seksualitet ud. Det tør du ikke.

Du er et livsangst pjok. Du er bange for kvinder,” snerrede Julie.

99


KAPITEL 49

Martin blev mere og mere irriteret på Julie.

Han hadede, når hun mobbede ham med, at han var bange for kvinder.

”Handler sex om kærlighed – eller handler det om at tilbagevise

en gemen påstand ?” spurgte han.

Det kunne Julie ikke svare på, og han fortsatte:

”For det første, så lader jeg mig ikke mobbe til noget. For det andet,

så er der langt mellem de kvinder, som jeg er på bølgelængde med

– og derved også langt mellem de kvinder, som jeg tænder på.

Vi to er ikke på bølgelængde. Du elsker mig ikke som et ligeværdigt

menneske, men kun som en hund.”

”Du og din kærlighed. Du lever i 1800tallet. Hvis du pudsede dine

briller, så ville du opdage, at tiden er løbet fra din pladder-romantik.

Du forsvarer intetsigende sex i dit afgangs-speciale, men overfor

mig prædiker du, at sex skal bygge på kærlighed. Du er en hykler.

Hvis du kan have intetsigende sex med dig selv, så kan du også

have intetsigende sex med mig. Vis dig som et mandfolk.

Hiv pikken frem og knep mig !” lokkede Julie.

”Sådan kan du ikke konkludere. Der er forskel på at onanere og på

at have luder-sex. Hvis vi knepper, så vil jeg være følelsesmæssigt

fraværende. Mine følelser vil være hos en anden kvinde – og det

vil føles pinligt. Sådan er det ikke, når jeg onanerer. Så er det ikke

pinligt, hvis mine følelser er hos denne kvinde.”

”Den kvinde – som du taler om – er det Sandra ?”

Martin slog blikket ned.

Julie begyndte at småsnøfte:

”Jeg vidste det. Du elsker mig ikke.

Du er kun ude efter mine penge og min indflydelse.”

Martin satte sig ved hendes side for at trøste hende.

Hun greb resolut fat i hans hånd og førte den op i skrævet.

Det vakte Martins vrede.

100


Han snerrede:

”Er du tungnem eller hvad ?

Jeg gider ikke bolle med dig.

Din kusse er kun små-våd.

Jeg er ikke en voldtægtsforbryder.

Jeg gider kun bolle med dig, hvis din kusse er drivende våd.”

”Jeg er drivende våd !” påstod Julie.

”Det er ikke noget, du skal afgøre !

Jeg ved, hvordan en kusse skal føles, når den er kneppe-klar

– og du er ikke tilstrækkelig våd, til at jeg får lyst til dig.”

”Jo, jeg er !” stønnede Julie og stak hånden ned i hans bukser.

Det ville Martin ikke finde sig i.

Han ville gå, men Julie væltede ham omkuld og lagde sig nøgen

ovenpå ham.

Martin var ikke typen, der kneppede alt, hvad han kom i nærheden af.

Han var ikke til salg for sex – og det var en ubestikkelighed, som fik

Julies hormoner til at koge over. Hun flåede bukserne af ham.

Til hendes store skuffelse så hang hans diller slapt og uinteresseret.

Det standsede hende dog ikke. Hun bukkede sig ned og gav den

kunstigt åndedræt.

Martin protesterede og forsøgte at skubbe hende væk – men forgæves.

Igen og igen prøvede han at slippe fri. Det gjorde Julie rasende.

Til sidst overfusede hun ham så meget, at han blevet lammet af skræk.

En sådan skideballe ville få de fleste mænd til at miste rejsningen,

men Martins pik levede sit eget liv. Det benyttede Julie sig af.

Hun suttede videre, indtil den stod i vejret.

Så begyndte hun at kneppe.

Da voldtægten var overstået, så faldt Martin i søvn og drømte

en underlig drøm.

101


KAPITEL 50

Martin drømte, at han byggede en iglo i en snestorm sammen med

en smuk kvinde. Da de var færdige, så tændte de et bål i igloen.

Kvinden foreslog, at de smed tøjet og nød varmen fra bålet. Martin

var lidt genert, men da kvinden smed sit tøj, så smed han også sit.

De satte sig ved bålet, men ilden kom ud af kontrol og flammerne

blev høje som træer. Den enorme varme fik igloen til at klaske sammen

og kvæle bålet. Det udløste en ond latter fra kvinden. Martin vendte sig

om, men hun var forsvundet. Han befandt sig alene og nøgen i den iskolde

snestorm. Han ledte efter sit tøj, men forgæves.

Han satte sig stivfrossen i sneen og ventede på at dø. En gletsjerspalte

i horisonten åbnede sig med foruroligende hast. En eskimo kom forbi

på sin snescooter. Han standsede foran Martin og tilbød et lift, men

Martin skammede sig over sin nøgenhed og bad ham køre væk.

Eskimoen kørte sin vej, og Martin sad alene tilbage. Gletsjerspalten

kom nærmere og nærmere. Pludselig åbnede afgrunden sig under

ham, og han faldt ned i dybet, mens han skreg af angst.

Martin vågnede med et sæt. Han var sikker på, at drømmen var

en advarsel, men han var i tvivl om, hvordan den skulle tolkes.

Han frygtede, at den udspekulerede kvinde symboliserede Julie,

og han sagde:

”Jeg har ikke lyst til at komme sammen med dig.

Vi passer ikke sammen. Jeg er stadig forelsket i Sandra.”

”Hvis du svigter mig, så vil jeg aldrig få tillid til mænd igen.

Så har du ødelagt mit liv for evigt,” hulkede Julie temmelig påtaget.

Hendes talentløse skuespil irriterede Martin – og han vrissede:

”Det ene øjeblik praler du med, at du er en skarpsindig menneskekender.

Det næste øjeblik spiller du en naiv skolepige, som lige er

blevet franarret sin mødom. Du kan ikke både være skarpsindig

menneskekender og naiv skolepige på en og samme gang.”

”Ja, det er typisk for dig. Min verden ligger i ruiner – og du er ligeglad.

Du tænker kun på sex. Du er kun ude på at få dig et engangsknald.

I dine øjne er jeg blot noget sex-legetøj, som du kynisk smider væk

efter brug,” hulkede Julie endnu mere påtaget.

102


”Ja, det er typisk for dig,” vrissede Martin, ”min verden ligger i ruiner

– og du spiller martyr. Du tænker kun på at befæste din magtposition.

Du er kun ude på at få klemmen på mig. I dine øjne er sex blot et

våben, som du bruger til at undertrykke mig med.

Du bruger din kusse som et pressionsmiddel. Du forførte mig ikke

af kærlighed, men kun for at sætte mig i taknemmelighedsgæld.

I dine øjne er sex blot en handelsvare. På den vis er der ingen

forskel på dig og en luder. Jeg tænder ikke på ludere – og du

opfører dig som en luder.”

Julie hulkede endnu højere, men Martin fortsatte ufortøvet:

”Jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til sex med dig – og jeg mente det.

Du anklager mig for at have udnyttet dig, men det er en grundløs

anklage. Det var dig, der forførte mig. Jeg protesterede – men du

ignorerede mine protester.

Du påstår, at jeg er for naiv til at begå mig i virkelighedens verden.

Men hvem af os to er den mest naive ?

Er det ikke dig ?

Du er naiv, hvis du tror, at du kan købe mig med et knald eller

tvinge mig i knæ med krokodilletårer. Så letkøbt er jeg ikke.”

Julies påtagede gråd forvandledes til forbløffelse. Hun kiggede

lamslået på Martin. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige – men

hævne sig, det skulle hun nok.

Hun måtte nødtvunget acceptere, at Martin vandt første halvleg.

Men der var endnu en halvleg.

Og den agtede hun at vinde – uanset prisen.

Da Martin flyttede til København, så havde han ingen fjender.

Nu var han oppe imod to af de mest magtfulde kvinder på fakultetet.

Kvinder som var parate til at bruge alle tricks.

Kvinder som ville kæmpe imod ham til det sidste.

Måske gjorde han bedst i at følge professor Nekskovs råd

og tage hjem til mor og far – inden verdenen for alvor ramlede

sammen over ham.

103


KAPITEL 51

Martin gemte sig atter på sit studerekammer.

Han undgik kontakt med alle mennesker.

En dag ringede hans telefon. Det var Julie.

”Jeg har en god nyhed til dig,” sagde hun, ”hvis du tager ind på fakultetet,

så vil du opdage, at jeg har vendt stemningen – præcis som vi aftalte.”

Julie ville ikke uddybe det yderligere.

Martin måtte tvinge sig selv til at tage ind på fakultetet.

Da han kom derind, var alt ved det gamle.

Martin besluttede sig for at tage hjem igen.

Pludselig råbte en studiekammerat:

”Kom og se. Skynd jer. Sandra har fået en Ferrari !”

Alle sammen – undtagen Martin – løb hen til vinduet.

”WOW !” råbte de.

Så løb de ned på gaden til Sandra. Martin dristede sig hen til vinduet.

Alle hans studiekammerater stod rundt om bilen. Sandra delte dem

ind i små hold, som alle fik en prøvetur. Drengene var ellevilde.

Martin genkendte straks Ferrarien.

Det var professor Neudorfs.

Efter hans død havde den stået ubrugt hen. Julie hadede den bil.

Hun fornemmede med rette, at Martin elskede den højere end hende

– og hun var typen, der var parat til at forære den væk for at hævne sig.

Martin var ikke i tvivl om, at Julie havde købt Sandras loyalitet, og han

følte en knugende afmagt.

Når kammeraterne steg ud af bilen, så vinkede de op til ham.

Da alle havde fået en tur, vendte de tilbage til kantinen

– undtagen Sandra. Hun ventede nede ved Ferrarien.

”Gå dog ned til hende,” sagde de andre, ”hun er ikke sur på dig længere.”

Martin tøvede, men tog så mod til sig.

Han satte sig ind i Ferrarien.

104


Sandra smilede sukkersødt til ham og sagde:

”Jeg var vist lidt uretfærdig overfor dig. Julie må virkelig sætte pris på

dig. Hun spurgte, hvor meget jeg ville have for at vende stemningen

på fakultetet til din fordel. Jeg svarede, delvist i spøg, at jeg ville have

10 millioner. Så tilbød hun mig den her Ferrari på betingelse af, at jeg

droppede dig for evigt – og jeg blev fristet.”

Martin kiggede bittert ud i luften. Sandra startede bilen og kørte.

Martin sukkede. Så fortalte han om sin aftale med Julie.

Sandra rystede på hovedet og påstod, at hvis han havde udvist

tålmodighed, så havde hun tilgivet ham. Det var godt nok løgn, men

Sandra kunne ikke dy sig for at skyde skylden for bruddet på Martin.

”Hvis du stadig elsker mig,” sagde Martin, ”. . . . . vil du så ikke godt

levere Ferrarien tilbage til Julie. Hvis du beholder den, så bliver jeg

nødt til at forlove mig med hende.”

Sandra kiggede foragtende på ham og vrissede:

”Hvad er der galt med dig ? . . . . . Hvordan kan du indgå en pagt med

Julie ? . . . . . Du hader hende jo som pesten. Hvordan kan du gøre

noget så overilet ? . . . . . Jeg kan ikke hjælpe dig !. . . . . . Man holder,

hvad man lover. Det er ikke mig, der har svigtet dig. Det er dig, der

har svigtet mig.”

Hun vendte bilen og kørte tilbage til fakultetet. Her satte hun Martin af.

Julie havde holdt sin del af aftalen. Hun havde vendt stemningen på

fakultetet. Men Martin måtte betale en pris, som fik hans verden til at

styrte i grus. Han havde mistet sin elskede Sandra for evigt – og hun

havde fået den Ferrari, som skulle have været plastret på såret.

Det så umiddelbart ud til, at Julie havde vundet anden halvleg,

men Martin havde ikke tænkt sig at holde sin del af aftalen.

Hvis Julie ville forloves med ham, så måtte han hentes med magt.

Han vidste, at et sådant aftalebrud ville koste ham hans eksamen, men

han var ligeglad. Der var grænser for, hvad han var parat til – og den

grænse var nået nu. Martin havde underskrevet sin egen dødsdom.

105


KAPITEL 52

Martin gemte sig atter på sit studerekammer.

Han undgik alle mennesker – specielt Mona Mira.

Det vakte hendes vrede.

Hun opfattede Martins isolation som opblæst arrogance.

Hun følte, at det var hendes pligt at opdrage ham til ydmyghed.

For at tvinge ham ud af isolationen, så skruede hun endnu højere

op for radioen. Hvor der før havde været pauser, så larmede hun

nu i døgndrift.

Martin opfattede hendes manglende hensyntagen som opblæst arrogance.

Han følte, at det var hans pligt at opdrage hende til ydmyghed.

Han havde lyst til at irettesætte hende, men han frygtede, at hun ville

lægge an på ham. Han kunne ikke sætte Julie på plads, da hun lagde

an på ham – og han frygtede, at han heller ikke kunne sætte Mona på

plads, hvis hun satte alle sejl til.

Egentlig havde han ikke noget at frygte. Den gamle mand var

ikke sikker på, at den sidste del af profetien ville gå i opfyldelse.

Martin havde altså en reel chance for at vinde væddemålet.

Det hele var formodentlig blot et spørgsmål om ikke at lade sig

provokere – uanset hvad.

Larmen fra Monas radio satte hans tålmodighed på en hård prøve.

Til sidst slog det klik for ham. I blindt raseri begyndte han at hamre

løs på hendes dør, men Mona reagerede ikke. Den manglende

respons gjorde ham så rasende, at han sparkede hårdt til døren.

Det føltes rart.

Når han sparkede, så følte han en befrielse. Han kom af med noget

af den frustration, som han havde sparet op gennem den sidste tid.

Stakkels Martin.

Han var gået fra forstanden.

Han var ude af stand til at beherske sig selv.

Han begyndte at sparke vildere og vildere til døren.

Til sidst røg den af hængslerne og faldt ind i stuen med et kæmpe brag.

106


Mona sprang i dækning bag en lænestol.

Martin gik over til hendes radio.

Han løftede den op og hamrede den vredt ned i gulvet.

Radioen fortsatte med at spille.

Så hoppede han indædt på den, indtil den tav.

Derefter vendte han sig mod Mona.

Han fik lyst til at give hende en ordentlig røvfuld.

Mona fornemmede, at Martins hævntogt ikke var slut.

Hun flygtede skrækslagent over i et hjørne af stuen.

Martin gik truende over mod hende.

Mona gik i panik.

I blind refleks sparkede hun ham i skridtet.

Sparket var så voldsomt, at Martin klaskede sammen som en våd karklud.

Han fik med stort besvær slæbt sig over til en lænestol.

Mona løb ud i køkkenet og hentede en pose frosne ærter.

Da hun kom tilbage, så sad Martin og ømmede sig i lænestolen.

”Gør det ondt ?” spurgte hun medfølende.

Martin nikkede.

”Jeg køler lige dine kronjuveler ned med en pose frosne ærter.

Det er det eneste, der hjælper. Hvis det skal være effektivt, så

er jeg nødt til at svøbe posen forsigtigt omkring dine nosser,”

sagde hun og trak bukserne ned på ham.

Hun løftede op i hans diller og svøbte posen med frosne ærter

om hans klokkeværk. Det hjalp – smerten lettede.

Hun havde en meget løst siddende badekåbe på, og hendes ene bryst

kunne ses gennem åbningen. Martin forsøgte ikke at kigge, men . . . .

Synet af hendes blottede bryst og hendes blide kærtegn af hans pik,

fik den til at rejse sig mellem fingrene på hende.

Martin havde ikke lyst til at bolle Mona, men hans pik forrådte ham.

107


KAPITEL 53

Mona ænsede knap Martins erektion. Hun snakkede som et vandfald:

”Du bliver nødt til at købe en ny radio til mig.

Du burde være taknemmelig over, at jeg spillede så højt.

Jeg gjorde det for at få dig ud af din isolation.

Det er ikke sundt for et ungt menneske at isolere sig.

Hvorfor isolerer du dig ?

Er du bange for kvinder ?

Fortæl mig, hvad der er i vejen. Måske kan jeg hjælpe dig.”

”Det er prisværdigt, at du vil hjælpe mig, men at spille højt

er en kujonagtig måde at komme i kontakt med mig på.

Kunne du ikke have nøjes med at banke på min dør ?

Vi var venner, før du begyndte at spille højt.

Det venskab har du nu sat over styr.”

”Pjat med dig.

Nu giver jeg dig et blowjob – og så bliver vi gode venner igen.”

Hun bøjede sig ned for at sutte, men Martin fik standset hende

i sidste øjeblik.

”Kan du så styre dig !” råbte han panisk.

”Hvad er der i vejen med dig ?

Mine blowjobs er berømte over hele byen.

De fås ikke bedre.

Hvorfor vil du ikke have sex med mig ?

Er jeg for gammel ?”

”Nej,” svarede Martin irriteret.

”Hvad er så grunden ?

Er du for fin til at have sex med en alkoholiker ?”

”Det har intet med din alkoholisme at gøre. Enten har man lyst til sex,

eller også har man det ikke. Man behøver ikke at begrunde hvorfor.

Man behøver heller ikke at forklare, hvorfor man ikke er sulten – eller

hvorfor man ikke er til leverpostej.”

108


”Øv – hvor er du bare kræsen.”

”Når det drejer sig om sex, så er det en god idé at være kræsen,”

indvendte Martin, ”der er alt for mange, som lader sig presse til

sex, fordi seksuel kræsenhed er blevet et fy-ord.”

”Du snakker og snakker, men mig narrer du ikke. Man behøver

ikke at være professor i psykologi for at spotte din angst for kvinder.

Så længe du ikke tør tage initiativ, så må vi andre træde til. Jeg vil

jo bare hjælpe dig. Jeg vil lære dig en masse fif, så du bliver populær

blandt kvinder,” fristede Mona.

”Jeg har ikke brug for din hjælp. Jeg har ikke brug for nogen scoretricks.

Jeg har brug for fred og ro til at finde den rette. Det kan godt

være, at jeg er et pjok – men det forpligtiger mig ikke til at dyrke sex

med alle. Hvis du ikke kan respektere noget så elementært som et

nej til sex, så gider jeg ikke have noget med dig at gøre.”

”Kors, hvor du snakker. Havde jeg været ung og sexet, så havde du

kneppet mig på stedet. Men nu er jeg gammel – og så skal jeg spises

af med en masse tom snak. Der var engang, hvor mine bryster struttede,

og alle ville bolle mig. Men nu er min krop usexet, og jeg må

tilbyde blowjobs for at klare mig i konkurrencen med de unge piger.”

”Du er mere sexet end de fleste unge piger,” trøstede Martin hende.

”Synes du virkelig ?” spurgte Mona og smed badekåben, ”men hvis

du har lyst til at kneppe mig, hvorfor holder du dig så tilbage ?”

”Jeg er bange for, at du er min mor,” fløj det ud af Martin.

Mona knækkede sammen af grin.

Martin kunne være sunket i jorden af bar skam.

I et desperat forsøg på at redde sin ære fortalte han om

væddemålet med den gamle mand.

109


KAPITEL 54

”Jeg har haft god grund til at tro, at du var min mor,” undskyldte Martin

sig med, ”ifølge Freud så har enhver dreng lyst til at bolle sin mor – og

jeg fik lyst til at bolle dig, første gang jeg så dig.”

”Det beviser kun det modsatte. Hvis jeg havde været din mor, så havde

du netop ikke fået lyst til at bolle mig. Drenge har ikke lyst til at bolle

deres mødre. Freud fejlvurderede børns seksualitet. Han fejltolkede

sagnet om kong Ødipus.

Han gik ud fra, at det var Ødipus, der krænkede moderen, men det

fremgår ikke af sagnet, om det var Ødipus, der krænkede moderen

(bilag 2/ side 236)

– eller om det var moderen, der krænkede Ødipus.

Jeg tror ikke, at Ødipus krænkede sin mor. Når det alligevel er en udbredt

opfattelse, så kan det skyldes pædofil ønsketænkning. Pædofile

voldtager børn og beskylder bagefter børnene for at have lagt op til sex

– men børn lægger aldrig op til sex. Børn har nemlig ingen sexdrift.”

”Du overser en vigtig detalje. Små drenge kan godt få rejsning, når

deres mødre vasker dem. Det skyldes en seksualitet, som er rettet

imod moderen,” indvendte Martin.

”Ligesom en tyr kan få rejsning, når en inseminør hiver den i pikken,

så kan en lille dreng også få rejsning, når han får vasket sin tissemand.

Tyren får ikke rejsning, fordi den har lyst til at bolle inseminøren.

Tyrens erektion er ikke resultatet af en seksuel ophidselse. Den er en

refleks. På samme vis er den lille drengs erektion også kun en refleks.

Forskellen på refleks og seksualitet er enkel. Seksualitet forudsætter

en lyst til sex med et andet menneske. Den lyst mangler børn. Det er

derfor, at børn væmmes, når de får forklaret, hvordan en kvinde bliver

gravid. Denne væmmelse ved samleje forvandles dog til lyst, så snart

de bliver kønsmodne.

Børns seksualitet rettes først mod andre, når de kommer i puberteten.

Det er en pædofil ønskedrøm, at børn skulle have lyst til sex med andre.

Den seksuelle modningsproces foregår trinvis. Evnen til at få erektion

er blot et enkelt trin i en langvarig proces. Denne proces strækker sig

fra fosterstadiet og indtil puberteten, hvor sex-instinktet vækkes.

110


Ligesom behovet for at tisse beror på et overtryk i urinblæren,

så beror lysten til samleje på et overtryk i sædblæren.

Drenge får først lyst til at bolle, når de plages af dette overtryk.

Piger har heller ikke lyst til samleje, før de kommer i puberteten.

Pigers seksuelle lyst opstår tidligst, når de får deres første ægløsning.

Den seksuelle lyst kan ikke forstås med hjernen. Den seksuelle lyst

kan kun forstås med underlivet. Denne indsigt kommer af sig selv,

når kroppen er moden til sex. Sex er noget, der hører voksenlivet til.

Teenagere får altså først lyst til sex, når de kommer i puberteten,

men der er en alvorlig begrænsning. Små aldersforskelle betyder

meget i den alder. Selv en lille aldersforskel kan få en teenager til

at gå i baglås seksuelt. Der er altså ingen undskyldning for pædofili.

Freud overfortolkede årsagen til små drenges erektion. Han påstod, at

Ødipus giftede sig med sin mor, fordi alle drenge har lyst til at bolle deres

mødre. Det må være en af psykologiens mest verdensfjerne påstande.

Jeg har aldrig mødt nogen, der har haft lyst til at bolle deres mor.

Det modsatte er derimod evigt aktuelt. Der har altid været pædofile,

som har misbrugt deres egne børn.

Det gør ikke sagen bedre, at Freud ydermere påstod, at enhver dreng

har lyst til at dræbe sin far. Freud gik fejlagtigt ud fra, at en kvinde altid

vil elske sin mand højere end sin søn. Det skulle gøre sønnen jaloux.

Sønnen skulle opfatte faderen som en rival og derfor ønske ham død.

Det er overraskende, at Freud havde så lidt indsigt i, hvad mødre føler.

En mor vil altid elske sin søn højere end sin mand. Sønnen vil derfor

ikke opfatte faderen som en rival. Sønnen ønsker ikke faderen død

og borte. Han ønsker en tryg og harmonisk barndom, hvor begge

forældre er lige værdifulde.

Jeg har aldrig hørt om en dreng, der har jublet over faderens død.

Ødipus komplekset er en hån mod alle de sønner, der sørger over

tabet af deres fædre.”

111


KAPITEL 55

”Jeg vil godt give dig ret i, at børn ikke har lyst til at bolle,” medgav

Martin, ”men jeg vil ikke give dig ret i, at Ødipus var offer for overlagt

incest. Jokaste og Ødipus vidste ikke, at de var mor og søn.

De handlede begge i god tro.”

”Jokaste handlede næppe i god tro. Den gravide Jokaste blev spået,

at hvis hun fik en søn, så ville han dræbe sin far og ægte sin mor.

Kong Laios trøstede sig med, at hvis de fik en datter, så behøvede

han ikke at frygte for sit liv – men skæbnen ville, at de fik en søn.

For at hindre profetien i at gå i opfyldelse, så besluttede han at

dræbe det nyfødte barn. Hans plan var at efterlade barnet i ødemarken

og overlade det beskidte arbejde til rovdyrene.

Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort – og tiden går.

Vi ved ikke, hvor gammel Ødipus var, da Kong Laios gør alvor af

sin plan, men han må have været meget mobil. Kong Laios var

nemlig nødt til at gennemhulle hans akilleshæle og binde hans

fødder sammen for at hindre ham i at gemme sig for rovdyrene.

En hyrde fik derefter til opgave at lægge barnet et sted, hvor rovdyrene

færdedes. Hyrden fik imidlertid ondt af den lille dreng og forærede ham

til en anden hyrde, som forærede ham til Korinths kongepar.

Ødipus vokser op i Korinth – lykkeligt uvidende om at han er adopteret.

En dag bliver han spået, at han vil dræbe sin far og ægte sin mor.

For at spille skæbnen et puds, så beslutter han sig for at tage til nabobyen

Theben. På vejen møder han kong Laios. De kommer op at

skændes. Ødipus er ikke klar over, at kong Laios er hans biologiske

far – og slår ham ihjel.

Da Ødipus ankommer til Theben, så døjer kongeriget under en ond

Sfinks. Det lykkes for Ødipus at befri Theben ved at gætte Sfinksens

gåde. Sfinksen styrter i afgrunden og dør. Befolkningen belønner

Ødipus for hans kløgt og kroner ham til konge.

På et tidspunkt bliver han gift med Jokaste. Hun blev enkedronning,

da Ødipus slog kong Laios ihjel. Ødipus ved ikke, at Jokaste er hans

biologiske mor – men hun burde have gættet, at Ødipus var hendes søn.

112


Rygter om de kongelige har altid været godt stof. Hvis en konge adopterede

en søn, så ville det rygtes som en lyn-ild. Og hvis drengen bar

præg af mishandling, så ville det også rygtes. I dette tilfælde må det

være rygtedes, at der var skåret huller i drengens akilleshæle.

Afstanden mellem Korinth og Theben er ikke stor. Det er derfor muligt,

at Jokaste og Laios har hørt dette rygte. Ja, måske har de oven i købet

besøgt kong Polybus for at få et glimt af deres søn. Hvis de har ventet,

indtil Ødipus var så gammel, at han havde glemt sin tidligste barndom,

så kunne de besøge ham uden at blive genkendt.”

”Du kan ikke bygge en teori på, at der kan have været et rygte om

Ødipus. Loyaliteten overfor kong Polybus kan have været så stor, at

alle implicerede holdt mund,” indvendte Martin.

”Selv uden et eneste rygte, så burde Jokaste have gættet, at Ødipus var

hendes søn. Alarmklokkerne burde have bimlet, da den første halvdel

af profetien var gået i opfyldelse, men hvis hun var pædofil, så har hun

glædet sig til den sidste del af profetien.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Ødipus har fortiet sin alder eller

årsagen til, at han blev kaldt Ødipus. Alene hans navn giver et vink med

en vognstang om, at han var hendes søn. Ødipus betyder: »Svullen fod«.

Navnet fik han, fordi han havde opsvulmede fødder, da han blev adopteret.

Der må være gået betændelse i de huller, som blev snittet i hans

akilleshæle – og denne betændelse har fået hans fødder til at svulme op.

Ødipus havde ar på begge sine akilleshæle. Jokaste burde have gættet,

at han var hendes søn, da hun så disse ar – og alligevel så fik hun fire

børn sammen med ham.

Da sandheden endelig kommer for dagen, så vender Ødipus sin mor

ryggen. Hun begår derefter selvmord. Vi ved ikke, hvorfor hun tog sit

eget liv. En udbredt teori er, at hun gjorde det af skam, men jeg tror ikke,

at hun havde nogen skam i livet. Jeg tror, at hun var en magtsyg pædofil.

Jeg tror, at hun begik selvmord af græmmelse over at have mistet

magten over sin søn.”

Martin lyttede interesseret, men han var ikke overbevist.

113


KAPITEL 56

”Jeg forestiller mig Ødipus, som et modigt og handlekraftigt mandfolk,”

filosoferede Martin, ”han overtog faderens kongedømme i en ung alder

– og han blev en god konge. Kvinderne må have stået i kø for at blive

gift med ham. Alligevel gifter han sig med sin mor – men hvorfor ?”

”Ødipus havde intet motiv,” forklarede Mona, ”det havde hans mor

derimod. Hvis hun skulle forblive dronningen af Theben, så måtte

hun enten hindre sin søn i at blive gift – eller også måtte hun selv

gifte sig med ham.

Jokaste har støttet Ødipus, så han karrieremæssigt kunne erstatte

faderen, men når det drejede sig om kvinder og ægteskab, så har hun

skræmt alle andre kvinder bort for selv at blive siddende på tronen.

Jokaste er præcis som en primadonna på et teater, der ikke frivilligt vil

forlade rampelyset. Hun vil ikke overlade sin plads til nogen anden.

Det er forkert at tale om et Ødipus-kompleks. Man burde snarere tale

om et Jokaste-kompleks. Det er moderen Jokaste, der har brug for en

psykolog – ikke Ødipus.”

”Det lyder logisk, at pædofile omklamrer deres børn, men der er noget

andet, som mangler logik,” sagde Martin, ”sagnet fortæller, at Ødipus

var en god konge, indtil guderne straffede Theben. Befolkningen blev

straffet, fordi der var en fadermorder og moderknepper blandt dem.

Det kan ikke have været kongemordet, der udløste gudernes straf.

Kongeriget blomstrede faktisk op efter faderens død. Det må have

været incesten, der udløste gudernes straf – men hvorfor ?”

”Det kan virke meningsløst, at befolkningen blev straffet, men der er en

skjult logik. En mor, der gifter sig med sin egen søn for at blive siddende

på tronen, må være syg i hovedet. Hvis Ødipus var i lommen på sin mor,

så fik hans kongerige en tyran ind af bagdøren. Ødipus ville det gode,

men hans mor har tvunget ham til det onde. Da Ødipus blev tvangsgiftet

med sin mor, så forvandledes hans kongerige til et diktatur. I et diktatur

findes der ingen retfærdighed. Befolkningen bliver straffet, selvom den er

uden skyld. Befolkningen lider uretmæssigt nød. Tyrannen stjæler alt.

Magthaverne lever i sus og dus, mens befolkningen betaler gildet.

114


Magthavernes griskhed kvæler al virkelyst. Det er ikke befolkningen,

der er doven. Det er ikke befolkningen, der er skyld i hungersnøden.

Det er korruptionen, der slagter hønen, som lægger guld-æggene.

Således må det også være gået i Theben. Da Ødipus blev tvangsgift

med sin pædofile mor, så forvandledes han fra idealist til ond håndlanger.

Thebens nye kongepar satte sig tungt på flæsket – og udhungrede

befolkningen. Det var ikke antikkens guder, der straffede befolkningen.

Guderne i fortællingen symboliserer blot Thebens nye kongepar.

Fortællingen om kong Ødipus er evig aktuel. Som alle andre spædbørn,

så har Ødipus knyttet sig til sin mor først. Det er moderens

ansvar at lukke faderen ind i varmen.

Det kan have været svært for Jokaste.

Der var kommet en ny kærlighed ind i hendes liv

– og et spædbarns kærlighed er loyal, ukritisk og fordringsløs.

Da Ødipus blev så gammel, at han begyndte at se op til sin far, så

har Jokaste formodentlig startet en hetz, som skulle isolere faderen.

Faderen skulle være den fælles fjende, som de skulle stå sammen imod.

Men Jokaste har leget med ilden. Børn er noget af det mest uforudsigelige,

der findes. Hendes hetz kunne have fået den modsatte effekt.

Ødipus kunne have fået medlidenhed med sin far. Hvis det var sket, så

havde Jokaste gravet sin egen grav. Det skete ikke – og familiestriden

fortsatte, indtil Ødipus tildelte faderen dødsstødet.

Dødsstødet behøver ikke at være fysisk. Det kan have været symbolsk.

Ødipus har ydmyget sin far så eftertrykkeligt, at faderen krøb i et musehul.

Faderen blev bange for sin egen familie. Han blev usynlig i dagligdagen.

Han blev reduceret til et skaffedyr – en levende død.

Kongemordet var fuldendt. Ødipus blev den ny konge – men kun af titel.

Dronning Jokaste beholdt al magten. Indflydelsesmæssigt forblev Ødipus

kun en prins. Jokaste styrede ham så hårdt, at hans personlighed blev

udraderet. Befolkning har foragtet ham. Han var ikke længere en rigtig

konge. Han var blot dronning Jokastes marionetdukke.”

115


KAPITEL 57

”Men Ødipus møder først Jokaste, efter at han har dræbt kong Laios.

Mordet på hans biologiske far kan derfor ikke være kulminationen på

en langvarig forældre-fejde,” indvendte Martin.

”Sagnet er en symbolsk fortælling. Adoptionen kan være et symbol på

en holdningsændring hos Ødipus. Det er naturligt, at små børn opfatter

deres forældre som godheden selv. Nogle beholder denne opfattelse

hele livet – mens andre får et negativt syn på forældrene, når de bliver

teenagere.

Sådan kan det være gået i Ødipus tilfælde. Han har sikkert betragtet

sine forældre som godheden selv – indtil han blev teenager.

Teenageren Ødipus har muligvis skældt ud og råbt:

»I kan umuligt være mine forældre. Jeg må være blevet forbyttet

ved fødslen. Vi har intet tilfælles. Jeg er god, og I er bare så onde.

Alligevel er det jer, der bestemmer. Det er bare så uretfærdigt !«

Hvad skete der ?

Blev de gode forældre skiftet ud med nogle onde forældre ?

Eller var der blot tale om en holdningsændring hos Ødipus ?”

”Jeg tvivler på, at der er tale en holdningsændring,” indvendte Martin,

”din tolkning bygger på et forkert grundlag. Du anklager Jokaste for at

være årsag til Thebens modgang, men du overser, at det var Sfinksen,

som forpestede livet for Thebens indbyggere.”

”Der er to symboler på Thebens kongepar.

Det ene symbol er guderne.

Det andet er Sfinksen.

Den græske Sfinks er en han-løve med en kvindes ansigt og bryster.

Han-løvens krop symboliserer kong Laios. Han havde magt i kraft

af sin fysiske styrke. Sfinksens kvinde-ansigt og kvinde-bryster

symboliserer dronning Jokaste. Hun havde magt i kraft af hendes

skønhed og hendes sexede bryster.

Sfinksen er det ondsindede uhyre, som opstår, når en sexet

kvindelig psykopat gifter sig med en kynisk håndlanger.

116


Ødipus forældre var et sådant uhyre.

Dronning Jokaste var skrivebords-generalen, som aflønnede sin tjenstivrige

gorilla med sex.

Kong Laios var denne tjenst-ivrige gorilla.

Det er typisk for psykopater, at de får andre til at gøre det beskidte

arbejde. De er ofte for fine til at smudse hænderne til.

Sådan har det sikkert også været i Jokastes tilfælde. Hun har foregivet

at være en uskyldsren engel og overladt rollen som forhadt despot til

kong Laios.

Tilsammen udgjorde de Sfinksen. Sfinksen var så grisk og grusom, at

den forpestede livet for befolkningen.

Sfinksen glemte, at den var svag og hjælpeløs som barn – og den

overså, at den ville blive svag og hjælpeløs som gammel. Derfor stjal

den maden ud af munden på børn og gamle. Men Sfinksen havde en

akillessene – og det var dens eget kød og blod.

Oprøret lurede lige om hjørnet.

Befolkningen ønskede et politisk stilskift

– og det gjorde Ødipus også.

Nøglen til dette stilskift lå skjult i Sfinksens gåde:

»Hvad går på fire ben om morgenen,

på to ben om middagen

og på tre ben om aftenen

– og jo flere ben det har,

des svagere er det ?«

Det opfattede Martin, som et retorisk spørgsmål, og han overlod det til

Mona at svare.

117


KAPITEL 58

”Løsningen på Sfinksens gåde er, at vi er født hjælpeløse – og når

alderen tynger os, så bliver vi atter hjælpeløse,” forklarede Mona,

”når mennesket er baby, så kravler det på alle fire. Når det bliver

større, så går det på to ben – og når det bliver ældre, så støtter det

sig til en stok. Stokken bliver derved det tredje ben.

Når mennesket går på to ben, så er det stærkest. Når det går med stok,

så er det svagere – og når det kravler på alle fire, så er det svagest.

Ødipus huskede på, at han havde været svag og hjælpeløs som barn

– og han vidste, at han atter ville blive svag og hjælpeløs, når han

blev gammel. Fordi han vidste, at den stærke på et tidspunkt bliver

den svage, så udviste han ydmyghed og tog sig af de svage og hjælpeløse

i samfundet.

Befolkningen ønskede en konge, der ikke udsultede befolkningen.

Ødipus forstod dette og handlede derefter. Han gjorde oprør mod

sine forældre. Han nægtede at adlyde Sfinksens ordrer. Den onde

Sfinks mistede sin opbakning, og kong Laios styrtede fra sin trone

ned i afgrunden.

Skrivebordsgeneralen Jokaste mistede derved sin loyale gorilla.

Korruptionen forsvandt, og optimismen vendte tilbage til kongeriget.

Hønen fik lov til at lægge sine guldæg. Økonomien blomstrede.

Befolkningen belønnede Ødipus for hans oprør og valgte ham som

deres ny konge. Men hans kongerige havde nogle lig i lasten – og

det var hans mor og militæret.

Militæret levede højt på, at styret var korrupt og despotisk. De har

ikke haft nogen interesse i at støtte en retfærdig konge som Ødipus.

De har trængt ham op i en krog – og bedt dronning Jokaste om at

fælde en dom over kupmageren Ødipus.

Dronning Jokaste har stillet et ultimatum til ham:

»Gift dig med mig – eller modtag en meget hård dom for dit kupforsøg !«

118


Ødipus har modvilligt giftet sig med sin pædofile mor.

Han overtog derved faderens rolle som hendes onde håndlanger.

Jokaste tvang ham til at udsulte befolkning. Det har pint ham.

Han har spurgt sin rådgiver Tiresias, hvorledes han kunne afhjælpe

folkets lidelser, men Tiresias har ikke været meget for at svare.

Ødipus vidste inderste inde godt, at han var i lommen på en tyran,

men han turde ikke gøre oprør mod sin mor – og han turde heller

ikke stikke af. Årene går. Ødipus får med tiden fire børn med sin mor.

Til sidst beslutter han sig for at flygte.

Han slår en handel af med sin morbror, Kreon.

Morbroderen overtager tronen på betingelse af,

at Ødipus får frit lejde ud af Theben.

Jokaste indser, at slaget er tabt – og hænger sig selv.

Ødipus forlader Theben som en blind mand

– men hvad er det, han er blind overfor ?

Sin medskyld ?

Sit svigt af befolkningen ?

Burde han være blevet siddende som konge efter Jokastes død ?”

119


KAPITEL 59

”Du opfatter Ødipus, som godheden selv, men du overser, at han

dræbte sin far og en masse uskyldige mennesker p. gr. af en bagatel.

Sagnet illustrerer, hvorledes helteidealet har ændret sig siden antikken.

Helte var dengang nogle blodtørstige massemordere.

Hvis man overfører sagnet til dagens Danmark, så ville Ødipus

drøne rundt i en overstylet BMW med fuld hammer på højttalerne.

Hvis nogen bad ham om at holde tilbage, fordi en kongelig procession

skulle passere, så ville han koge over af raseri. Han ville tage sin

maskinpistol og dræbe kongen og alle i hans følge.

I dag ville Ødipus ikke blive udråbt til en helt.

Han ville blive stemplet som en psykopat.

Alle ville foragte ham.

Han ville få en livstidsdom for road-rage.

Men sådan så man ikke på road-rage på Sofokles tid.

Ødipus dræbte en masse uskyldige, fordi han ikke ville vige

til siden, da kongen skulle forbi. Det blev opfattet som en heltegerning

i oldtidens Grækenland,” påstod Martin.

”Det er en udbredt opfattelse, at Ødipus overreagerede, da han

dræbte kong Laios og hans følge, men fortællingen er symbolsk.

Kong Laios havde distanceret sig fra folket. Han var på vej væk.

Det var præcis omvendt med Ødipus. Han kom befolkningen i møde.

Det havde han så stor succes med, at han overtog faderens plads.

Folket begyndte at henvende sig til Ødipus – og ikke til faderen.

Det var Ødipus, de lyttede til og bad om hjælp.

Det kunne hans far ikke sidde overhørig.

Han forlangte, at Ødipus skulle vige pladsen, men Ødipus nægtede.

Befolkningens ve og vel var vigtigere for ham end faderens luksusliv.

Resultatet bliver en blodig revolution. Det er i den sammenhæng

underordnet, om Ødipus slog faderen og alle hans korrupte embedsmænd

ihjel – eller om han blot stod i spidsen for oprøret.

Ødipus var ikke en psykopat. Han var en frihedskæmper.

120


Først befrier han folket for sfinksens forbandelse, men da folket atter

bliver ramt af forbandelsen, så sætter han alle sejl til for at redde sit folk.

Da han opdager, at det er ham selv, der er årsagen til folkets lidelser, så

abdicerer han og går i landflygtighed.

Ville en psykopat abdicere for sit folks ve og vel ?

Hvis man omskriver sagnet til vore dage, så kunne Theben være

Rumænien, og Sfinksen være Nicolae og Elena Ceausescu.

Ødipus symboliserer folket, der ikke vil vige pladsen for en korrupt

præsident og hans lakajer. Resultatet blev en voldelig revolution

med over 1.000 døde – heriblandt Nicolae og Elena Ceausescu.

Det vil være forkert at kalde Ceausescus bødler for psykopater.

Det kan være nødvendigt at dræbe en sfinks for at få indført demokrati.

Det rumænske folk var heltene, som nægtede at vige pladsen for en

korrupt præsident – ligesom Ødipus var helten, der nægtede at vige

pladsen for sin korrupte far og hans embedsmænd.”

”Din tolkning lyder besnærende, men den stemmer ikke overens med

sagnet. Her udtaler Ødipus klart og tydeligt, at han skammer sig over

sit overgreb mod moderen,” indvendte Martin.

”Den danske oversættelse er ikke fejlfri. Hvis du læser den engelske,

(Bilag 2)

så vil du se, at Ødipus intetsteds påtager sig skylden for incest.”

”Men hvis den danske oversættelse er korrekt, så har du da et problem.”

”Sagnet om Ødipus er meget gammelt. Det er flere århundreder ældre

end Sofokles. Han har gendigtet sagnet om Ødipus – og jeg har gendigtet

sagnet om Ødipus. Min gendigtning kan være ligeså god som hans.”

”Der er kun en måde, du kan finde ud af, om din gendigtning holder vand

– og det er ved, at du udgiver den. Det burde du have gjort for længst.

Det er på tide, at du lægger alkoholen på hylden og kæmper for noget

positivt. Det er på tide, at du gør op med Freuds fejltolkning af Ødipussagnet.

Hans fejltolkning er en hån mod alle incest-ofre og alle de børn,

som sørger over tabet af en forælder.”

121


KAPITEL 60

”Hvis jeg udgiver min gendigtning, så får jeg min familie på nakken,”

fortalte Mona, ”min far lider af et Jokaste-kompleks. Han vil frygte, at

bogen vil udløse en skandale. Han vil frygte, at jeg vil røbe, at den er

en selvbiografi. Han vil frygte, at sandheden om ham vil blive afsløret.

Min far påstår, at han elsker mig overalt i verden, men når det kommer

til stykket, så går hans ære forud for alt andet. Han vil sætte alle sejl

til for at underminere min troværdighed. Han vil optrappe hetzen imod

mig til det uudholdelige – og han vil få fuld opbakning fra familien.

Alle ser op til min far. Udover min mor, så er jeg den eneste, der kender

hans skyggeside. Udadtil er han hæderligheden selv. Alle lytter andægtigt

til ham. Jeg er nederst i hierarkiet. Der er ingen i familien, der tager mig

alvorligt. Alle tror, at det er mig, der har problemer med sandheden.

Evig og altid skal jeg høre på, hvor højt han elsker mig, men det er ikke

kærlighed – det er magtsyge. Han elsker mig ikke som et menneske,

men som et gummi-kødben. Han nyder at skambide min sjæl. Jeg er den

boksebold, som han lukker alle sine indestængte aggressioner ud over.

Gennem hele min barndom prædikede han, at sex ikke er noget,

som børn må snakke om. Desværre havde han en skjult dagsorden.

Han voldtog mig dagligt – og jeg kunne ikke få ham stoppet. Han havde

forbudt mig at snakke om sex. Jeg turde derfor ikke betro mig til nogen.

Det havde næppe hjulpet, hvis jeg havde betroet mig til nogen. Hvis jeg

beklagede mig over det mindste, så blev jeg beskyldt for at være en forkælet

fars pige. Evig og altid fik jeg at vide, at jeg skulle være stolt over

at have en far, som var hæderligheden selv.

Hans daglige voldtægt fik mig til at lukke af for alle følelser. Det er derfor,

at jeg er i stand til at have sex med hvem som helst. Jeg har vænnet

mig til, at sex er en daglig ydmygelse, som bare skal overstås.

Da jeg var barn, så var min far stjernen i mit liv, men da han voldtog

mig, så blev min kærlighed forvandlet til had. Det nægtede han at

acceptere. I et desperat forsøg på at genvinde sin stjernestatus, så

jagede han alle rivaler væk.

Han nægtede at give slip på mig. Han var sygelig jaloux på alle.

122


Han frygtede, at jeg ville sladre om hans overgreb. Han bildte derfor

alle ind, at jeg havde svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Konstant beskyldte han mig for at være løgnagtig og indesluttet.

Han fordrejede alting Jeg fortalte ham derfor aldrig noget. Det beklagede

han sig over til alle og enhver. Hans selv-ynk gjorde indtryk på de fleste,

og de lovede at holde ham underrettet om alt, hvad jeg foretog mig.

Hvis nogen fortalte ham, at jeg havde snakket med en dreng i gymnasiet,

så blev han rødglødende af jalousi. Jeg blev underlagt et tredjegrads forhør,

som var jeg hans hustru og havde været ham utro.

Han pralede med, at han vidste alt om, hvad jeg foretog mig. Hvis jeg

ikke fortalte præcis det, han havde hørt, så beskyldte han mig for at lyve.

Det var ikke kun drengene fra min klasse, han var jaloux på. Han var

også jaloux på mine veninder. En dag overfusede han min yndlingsveninde

og beskyldte hende for at have tvunget mig til lesbisk sex.

Jeg skulle efterfølgende have betroet mig til ham og bedt om hans

hjælp til at sætte hende på plads.

Det var en syg løgn, men jeg var så bange for ham, at jeg ikke turde

protestere. Det var derfor forudsigeligt, at min veninde troede mere

på ham end på mig. Fra den dag var jeg helt isoleret. Ingen ville være

venner med mig. Jeg var hende, som spredte onde løgne.

Det frydede min far, at alle vendte mig ryggen. Så kunne han hykle

op om, hvor bekymret han var, fordi jeg altid var alene. Så kunne han

prædike, at jeg skulle se at komme ud blandt andre. Så kunne han

prale med, at jeg foretrak hans selskab frem for mine veninders.

Han ydmygede mig konstant – og jeg turde ikke svare igen. Hvis jeg

ymtede det mindste, så voldtog han mig og låste mig inde på mit værelse.

Han følte, at det var hans sure pligt at straffe mig, så jeg ikke turde

svigte ham. Straffen skulle gøre mig så livsangst, at jeg ikke turde

flytte hjemmefra. Han frygtede, jeg ville kappe forbindelsen til ham,

hvis jeg fik chancen.”

123


KAPITEL 61

”Du burde have advaret mig om din far,” sagde Martin, ”han dukkede

op et par dage efter, at jeg var flyttet ind. Du var ikke hjemme. Du var

til møde i din tirsdagsklub. Han påstod, at han var bekymret, fordi du

aldrig fortalte ham noget. Jeg lovede at holde ham underrettet med alt,

hvad du foretog dig. Det fortryder jeg nu. Han ringer flere gange om

dagen. Jeg bilder ham ind, at du ingen venner har. Jeg frygter, at han

vil blive endnu mere bekymret, hvis jeg fortæller ham sandheden.”

”Det er fornuftigt af dig at lyve. Nogle lejere fortæller sandheden. De får

hans jalousi at føle. Jeg kæmper en ulige kamp for at hindre ham i at

kontakte mine lejere. Jeg nægter at lukke ham ind, men han skammer

sig ikke over at råbe ind af brevsprækken eller at tilkalde politiet.

Han bilder politiet ind, at jeg har truet med selvmord. Han frygter, at jeg

ligger død i min lejlighed. Når politiet ankommer, så er jeg nødt til at åbne

døren og lukke ham ind. Så snart politiet er gået, så terroriserer han mig

og min lejer – og han helmer ikke, førend min lejer flygter. Der er dog

nogle få lejere, som han ikke jager på flugt – og det er bøsser.”

”For det første, så er jeg ikke bøsse. For det andet, så må du tage skeen

i den anden hånd, hvis du vil videre i dit liv. Du er i din gode ret til at fravælge

de mennesker, som spænder ben for dig. Hvis du kapper forbindelsen

til din far, så vil du få friheden til at bestemme over dit eget liv.”

”Selvom jeg kapper forbindelsen til min far, så vil han fortsat blande sig

i mit liv. Han vil fortælle alle, at jeg har svigtet ham – og endnu flere vil få

medlidenhed med ham. De vil forsøge at hjælpe ham. De vil bebrejde

mig for at have svigtet ham. De vil ikke kunne forstå, hvordan jeg kan

være så kold overfor min far. Han er jo så sød og rar.

De vil være forarget over, at jeg aldrig ringer til ham. De vil slå på, at

han er bekymret for mig, men det eneste, der bekymrer ham, er hans

eget omdømme. Han er ikke bekymret for min trivsel. Han påstår, at

hans bekymringer beviser, at han elsker mig, men de understreger kun,

at han er en magtsyg farisæer.

Hans bekymringer er noget hykleri, som skal overbevise omverdenen

om, at han er martyr, der vil gå gennem ild og vand for min skyld.

124


Han frygter, at familien falder fra hinanden, hvis den ikke har en fælles

fjende at stå sammen imod – og denne fælles fjende blev så mig.

Han gjorde mig til fjenden, fordi han frygter, at jeg vil melde ham til politiet.

Hans hetz har medført, at ingen har forståelse for min situation.

Tværtimod. De andre nyder, at skytset ikke er rettet imod dem.

Hvis jeg vender min far ryggen, så vil alle stå i kø for at sætte mig på

plads. Mit liv vil blive et mareridt – og hvis jeg får en kæreste, så vil

hans liv også blive et mareridt. Han vil blive stemplet som ophavsmanden

til mit forræderi.

Min far vil sætte alle sejl til for at knække min kæreste psykisk.

Han vil blive involveret i en krig, hvor ingen intrige er for ond.

Ingen løgn er for nedrig. Ingen omkostning er for høj.”

”Hvorfor finder du dig ikke en kæreste, som kan sætte din far på plads ?”

spurgte Martin.

”Mange opfatter Ødipus-figuren som et mæhæ, der klamrer sig til sin mor,

men den voksne Ødipus har kun valget mellem to onder. Han kan forblive

single og acceptere at blive hængt ud som skabsbøsse – eller han kan

gifte sig med en kvinde, som moderen ikke kan jage væk.

Det er en endnu dårligere løsning. Ødipus vil komme fra asken og over

i ilden. Hvis jeg gifter mig med en hård negl, så vil det kun forværre min

situation. Jeg vil blive en lille lus mellem to hårde negle. Der findes kun

én type, som kan sætte min far på plads – og det er en type, der er en

større psykopat end min far.

Man kan ikke tjene to herrer. Jeg vil blive nødt til at vælge mellem

psykopaten og min far. Hvis jeg vælger min far, så bliver jeg kun

ydmyget en gang imellem. Hvis jeg vælger psykopaten, så risikerer

jeg at blive ydmyget dagligt. Hvis jeg er heldig, så nøjes psykopaten

med skræmme min far væk og behandle mig med respekt.

Desværre er psykopater ikke kendt for at behandle deres nærmeste

med respekt. Det mest sandsynlige er derfor, at han vil opføre sig ligeså

brutalt overfor mig, som min far gør. Situationen vil kun blive forværret,

hvis vi får børn. Hvis han er af samme støbning som min far, så vil han

ikke skamme sig over at begå incest. Den risiko tør jeg ikke løbe.”

125


KAPITEL 62

”Jeg får mere og mere på fornemmelsen, at bruddet mellem dig og

Victor har noget med din far at gøre. Er det rigtigt ?” spurgte Martin.

”Jeg var lykkelig over at have mødt Victor. Da jeg introducerede ham

for mine forældre, så var jeg ved at gå til af stolthed. Jeg håbede

på, at min far ville vise sig fra sin høflige side, men dér tog jeg fejl.

Konstant ledte han efter et påskud for at smide Victor ud. Men Victor

snoede sig som en snu snog. Jeg var meget imponeret over Victor.

Under middagen gik det dog galt. Victor var høflig og roste min mor

for middagen. Pludselig gik min far bersærk. Han beskyldte Victor for

at være en horebuk, som forsøgte at pille trusserne af min mor med

billig smiger.

Så greb han skålen med kartofler og bombarderede Victor med den

ene kartoffel efter den anden. Victor måtte flygte over stok og sten.

Jeg havde set frem til at holde jul sammen med Victor, men det

kunne jeg godt glemme alt om.

Jeg indså, at jeg aldrig kunne blive gift. Jeg begyndte at drikke for at

trøste mig selv. Til sidst var mit alkoholproblem så stort, at jeg måtte

opgive mit studium. Min far var hurtig til at skyde skylden på Victor.

Han påstod, at jeg var begyndt at drikke, fordi Victor havde svigtet mig.

Jeg forsøgte at forsvare Victor, men der var ingen, der ville tro mig – og

hvorfor skulle de også det ?

Min far har bildt alle ind, at jeg er en notorisk løgner. Alle tror, at Victor

er skurken i mit liv, men skurken er i virkeligheden min far. Han påstår,

at jeg er single, fordi jeg er bange for mænd, men det er jeg ikke.

Jeg er bange for, at min far vil smadre mit ægteskab, hvis jeg bliver gift.”

”Hvorfor går du ikke til politiet og melder din far for incest ?

Et par år nederst i fængsels-hierarkiet, og han vil blive knækket psykisk.”

”Jeg har meldt ham for incest. Jeg gjorde det umiddelbart efter, at han

ødelagde min forlovelse med Victor. Min mor lovede, at hun ville vidne

til min fordel, men da hun stod i vidneskranken, så svigtede modet.

Hun er opdraget til, at man ikke må tale om sex.

126


Hun magtede derfor ikke at fortælle om overgrebene.

Hun kiggede fortvivlet ud i luften og var ude af stand til at sige noget.

Det var derfor en let sag for forsvareren at male hende op i et hjørne.

Han pressede hende til at kalde mig en løgner. Han indkaldte derefter

det ene karaktervidne efter det andet. De beskrev alle min far som

hæderligheden selv. Mig derimod, havde de kun foragt tilovers for.

Skolepsykologen stemplede mig som en uforbederlig løgner.

Der var ingen, der forstod, at min far systematisk havde undergravet

min troværdighed. Han gjorde det, så han kunne klare frisag, hvis jeg

meldte ham for incest.

Han startede med at miskreditere mig, da jeg var barn. Det kulminerede,

da han gentagne gange rettede i min karakterbog. Der var selvfølgelig

ingen, der ville tro på, at det var ham, der stod bag falskneriet.

Jeg fik den ene røffel hos skoleinspektøren efter den anden

– og min far grinede blot bagefter.

Da retssagen startede, så havde jeg så dårlige kort på hånden, at ingen

ville tro på mig. Hans taktik lykkedes. Jeg tabte retssagen – og jeg har

drukket lige siden.”

”Jeg forstår godt, at du er skuffet over din far. Hvis det kan være en trøst,

så tror jeg på din udlægning. Jeg tvivler dog på, at din situation er så håbløs,

som du påstår. Gud har givet dig ordet i din magt. Jeg synes, du skal

udgive din gendigtning af Ødipus-sagnet. Selvom din far vil gøre alt for

at knække dig, så vil du blive støttet af andre incest-ofre. Din ulykkelige

opvækst er ikke noget enkelttilfælde. Hvis du hvæsser pennen, så kan

du vinde over din far. Jeg skal nok støtte dig,” lovede Martin.

”Det er smukt af dig, men det er vigtigere, at du koncentrerer dig

om dit væddemål. Har du en mistanke om, hvem der kan være din

biologiske mor ?”

”Jeg kender heldigvis ingen kvinder, der opfører sig som Jokaste.

Der må være en anden forklaring på væddemålet. Jeg ved bare ikke

hvilken,” sukkede Martin.

127


KAPITEL 63

”Jeg tror, at dit væddemål drejer sig om et symbolsk ægteskab,”

sagde Mona, ”da du flyttede til København, så skiftede du din mor

ud med mig. Vi er ikke gift, men ser man bort fra det seksuelle, så

ligner det et ægteskab. Hvis du vil vinde væddemålet, så må du

holde op med at gemme dig hos mig, som om jeg var din mor.

Du må se at få dig en kæreste.

Hvorfor isolerer du dig ?

Er du bange for at kaste dig ud i livet ?”

Martin kunne godt se pointen. Udadtil lignede han en livsangst mors

dreng, der klamrede sig til Mona. Han måtte ud i virkelighedens

verden og finde sig en kæreste – og det kunne ikke gå stærkt nok.

Han var stadig forelsket i Sandra.

Han besluttede at aflægge hende et sidste besøg.

Han ringede på hendes dør.

Hun åbnede døren og spurgte iskoldt: ”Hvad vil du ?”

Martin masede sig ind gennem døren og trængte hende op mod væggen.

Forelskelsen lyste ud af ham.

”Da vi kørte i Ferrarien, så sagde du, at du ville have tilgivet

mig, hvis jeg ikke havde indgået min pagt med Julie.

Nu er min pagt med Julie død.

Hun gider ikke have noget med mig at gøre.

Du bliver nødt til at tilgive mig. Du er mit et og alt. Jeg kan ikke leve

uden dig. Du er kvinden i mit liv. Det er dig, jeg vil have. Det er dig,

jeg elsker. Der er ingen andre end dig i mit liv.

Du er en lille luder, men jeg elsker dig alligevel. Jeg har kun brug for

en enkelt kvinde – så kan det være lige meget med resten,” hviskede

han med en faderlig stemme.

Han kunne se på hendes blik, at hun begyndte at blive våd mellem

benene. Han flåede selvsikkert trusserne af hende og slikkede hende.

”Jeg elsker handlekraftige mænd,” stønnede Sandra.

128


”Hvad i al verden har du gang i ?” lød det pludselig.

Martin vendte sig om.

Johannes stod lige bag ham og lignede et stort spørgsmålstegn.

”Jeg slikker din datters kusse.”

”Har du ingen skam i livet !” råbte Johannes og flåede Martin væk.

Martin var ikke voldelig af natur, men Johannes havde en evne

til at bringe hans pis i kog. Han greb fat i Johannes og smed ham

ud af den stadig åbenstående entrédør.

”Jeg hader dig – din dobbeltmoralske nar !” råbte Martin og smækkede

døren i. Johannes kom dog hurtigt på benene og hamrede løs på døren.

”Åbn – sindssyge menneske !” råbte han, ”åbn !”

Sandra begyndte at hoppe og danse af bar spænding.

Martin åbnede døren.

Johannes stirrede stift på Martin.

Martin stirrede stift igen.

Sådan stod de længe og stirrede stift på hinanden.

Til sidst slog Johannes blikket ned.

Han vendte sig om og gik tavst ned ad trappen.

Martin havde vundet. Sandra var hans.

Sandra havde håbet, at Martin ville fortsætte, hvor han slap.

Hun undlod derfor at tage sine trusser på, men hun kom til at vente forgæves.

Martin var fordybet i sine egne tanker – og virkede fjern i blikket.

Han kom pludselig i tvivl om, han kunne have tillid til hende.

Kan man have tillid til en kæreste, som er til salg for en Ferrari ?

129


KAPITEL 64

”Jeg er skuffet over, at du er til salg for en Ferrari,” sukkede Martin.

”Spar mig for dine prædikener. Alle har vel en pris.

Ville du ikke have gjort ligesom mig ?”

”Jo, men jeg ville også levere den tilbage, hvis den stod i vejen for vores

kærlighed.”

”Så gør det. Ferrarien er din. Du kan beholde den. Du kan levere den

tilbage, eller du kan sælge den og bruge alle pengene på dig selv.

Er det det, du vil ?” spurgte Sandra vredt og smed nøglerne på bordet.

Martin snuppede resolut nøglerne og løb ned ad trappen.

Sandra råbte: ”Vent på mig. Jeg skal først have min nederdel på !”

Men Martin ville ikke vente og fortsatte i fuld galop ned til bilen.

Sandra gik i panik og løb halvnøgen efter ham.

”Stands, stands !” skreg hun, ”det er min bil. Du holder fingrene fra den !”

Sandra nåede lige at hoppe ind i Ferrarien, inden Martin kørte af sted

med speederen i bund.

”Det er da bare noget, vi leger ?” spurgte Sandra stakåndet.

Martin ignorerede hende demonstrativt. Han kørte tavst hen til Julie og

parkerede bilen i indkørslen. Så gik han hen til brevkassen og stak bilnøglen

halvvejs ind i brevsprækken.

”Sandra . . . . . elsker du mig ?”

”Ja, sæt dig tilbage i bilen og lad os køre hjem. Det er ikke sjovt længere.”

”Hvis du elsker mig, så har du vel ikke noget imod, at jeg leverer Ferrarien

tilbage ?”

Sandra åbnede bildøren og skreg: ”Bilen er min ! . . . Giv mig den nøgle !”

Martin stak nøglen helt ind i brevkassen.

”Bliv hvor du er – eller jeg giver slip !” truede han.

Men Sandra ville ikke lytte og løb hen mod brevkassen.

”Det er min bil ! . . . . . Det er min bil !”

130


Pludselig lød der et svagt klonk. Martin havde givet slip på nøglen.

”Hvad fanden laver du ?” skreg Sandra og sparkede i bar arrigskab

så hårdt til brevkassen, at den faldt ned. Hendes spark var så indædt,

at hun mistede fodfæstet og væltede bagover. Hun lå hjælpeløst på

fortovet og sprællede med kussen i vejret. Martin hjalp hende op.

”Du bliver nødt til at køre mig på skadestuen,” gispede hun,

”jeg har brækket anklen. Jeg kan ikke støtte på mit højre ben.”

”Og hvordan skulle jeg kunne køre dig på skadestuen ?

Bilnøglen ligger i brevkassen !”

”Kors, hvor er du dum. Har du aldrig prøvet at tømme en sparegris ?”

Martin vendte bunden i vejret på brevkassen – og bilnøglen faldt ud

i første forsøg.

”Skal vi ikke først køre hjem og hente en nederdel til dig ?”

Det syntes Sandra var spild af tid. Hun nøjedes med at låne Martins

underbukser. Desværre var det nogle spøg & skæmt underbukser.

»MIN PIK ER STØRRE END DIN !« stod der med kæmpe skrift.

Da hun ankom til skadestuen, vakte underbukserne en vis moro.

Lægen havde også svært ved at holde masken. Han kunne dog

berolige hende med, at der kun var tale om en slem forstuvning.

Hun kunne sagtens nå at komme på benene inden den afsluttende

eksamen.

Ferrarien beholdt de – velvidende om at det ville vække Julies

hævntørst. Og var der noget Julie elskede, så var det at iscenesætte

en altødelæggende hævn. Martin havde hun allerede

klemmen på. Hun behøvede blot at ringe til politiet og melde

ham for mordet på Victor.

Sandra skulle heller ikke føle sig for sikker. Julie havde forbindelser

– og hun skammede sig ikke over at bruge dem.

Men så længe Julie ikke var klar over, at hun var blevet snydt, så

havde de intet at frygte. Desværre var det kun et spørgsmål om tid,

førend Julie ville sende dem begge til tælling.

131


KAPITEL 65

Sandra skulle til eksamen dagen før Martin. Eksamenslokalet blev

hurtigt fyldt op med tilhørere. Der blev ved med at strømme venner til.

Til sidst måtte de flytte eksamenen til det største auditorium.

Stemningen var helt på Sandras side. Havde censoren løftet så

meget som et øjenbryn, så var han blevet lynchet.

Det kom derfor ikke som en overraskelse, at Sandra fik topkarakter.

Jubelen ville ingen ende tage. Der stod hurtigt en kødrand af venner

omkring hende. Sandra inviterede alle til at feste sammen med hende.

I glæderusen glemte hun, at Martin skulle til eksamen den næste

morgen.

Han forsøgte at råbe hende op:

”Sandra – kan vi ikke vente med at feste, til min eksamen er overstået !”

Men enten kunne Sandra ikke høre ham, eller også ville hun ikke høre

ham. Han ville gerne med til festen, men han havde stadig nogle ting,

han skulle nå at læse.

Han havde håbet på arbejdsro, men det kunne han godt glemme alt om.

Heldigvis havde han beholdt sit værelse hos Mona. Han tog derover.

Låsen til hans værelse var imidlertid skiftet ud. Han bankede på døren

til Mona. Hun var døddrukken og larmede som sædvanlig. Martin bad

hende om at skrue ned for musikken.

”Jeg skal da lige have lov til at prøve min nye radio. Du skylder mig

i øvrigt 2.000kr for den. Hvis du ikke betaler, så går jeg til politiet og

melder dig for hærværk. Jeg har skiftet låsen ud på din dør. Du får

først nøglen, når du har betalt.”

Da Martin havde betalt, så kom den næste overraskelse. Han var

sagt op. Han havde ikke betalt sin husleje til tiden. Depositummet

havde Mona inddraget som kompensation for den ødelagte dør.

”Jeg har lejet dit værelse ud til et charmerende ungt mandfolk,”

fortalte hun, ”han flytter ind i eftermiddag. Du har en time til at

rømme dit værelse.”

132


”Jeg skal til eksamen i morgen.

Kan jeg ikke vente med at flytte til den er overstået ?” spurgte Martin.

”Nej. Løbet er kørt, men hvis du er meget desperat, så er der altid plads

til dig her i mors seng,” lokkede Mona og smed sig på sengen i en meget

vulgær stilling.

Så desperat var Martin ikke. Han pakkede sine ting og tog en taxa til et

billigt hotel. Her fik han heller ikke arbejdsro. Hotellet var arbejdsplads

for adskillige ludere – og de havde ikke tænkt sig at dæmpe deres

prusten og stønnen.

Martin fik ikke lukket et øje hele natten.

Han så træt, at han knapt kunne se ud af øjnene, da han mødte op

til eksamen. Han håbede på, at Sandra ville dukke op og støtte ham.

Men hun kom ikke. Faktisk var der slet ingen, der dukkede op.

Ydmygelsen var total.

Nu kunne alle se, at han ikke havde nogen venner.

Udenfor var det sommer.

Varmen i lokalet var ulideligt.

De var nødt til at åbne vinduerne mod gaden.

Larmen fra den tætte trafik gjorde det næsten umuligt at koncentrere sig.

Det hele lignede opskriften på en fiasko. Martin følte ydermere, at

han ville blive til grin, hvis han fik en dårligere karakter end Sandra.

Hun kunne med største lethed score en topkarakter.

Så let ville det ikke blive for Martin.

Han var træt og irritabel.

Han var tæt på at give op.

Han overvejede at pjække, men . . . . .

133


KAPITEL 66

Martin var så uheldig, at han havde fået lektor Ravlund som censor.

Hun gik også under navnet: »Slagter Røvlund«. Navnet havde hun

fået, fordi hun yndede at slagte de elever, der modsagde hende.

Hun var kendt for at være morgensur hele dagen – og det gjorde ikke

hendes humør bedre, at kæden på hendes cykel var sprunget af midt i

et vejkryds. Hun mødte op med hænderne smurt ind i olie og vrissede:

”Da jeg var ung, så stod mændene i kø for at lov til at sætte kæden på.

Men sådan er det ikke længere.

Nu råber de: »Flyt røven, gamle smatso !«

Mage til uforskammethed skal man lede længe efter.

Der var engang, hvor dette fakultet underviste i kristne værdier.

Men nu skal det hele sovses ind i pladderhumanisme og tolerance.

Det er ikke så underligt, at ungdommen er uforskammet.

Hvis vi skal gøre os håb om at vinde ungdommen tilbage, så skal de

gode gamle kristne dyder genoplives – og det kan ikke gå stærkt nok.”

Professor Nekskov var ikke i bedre humør.

Han kiggede vredt på Martin og spurgte:

”Advarede jeg dig ikke imod at forsvare onani i dit speciale ?”

”Jo. Jeg fulgte dit råd og slettede alle de kapitler, der omhandlede

onani – men jeg glemte at skrive sammendraget om.”

”Er du ude på at begå fagligt selvmord ?” vrissede Nekskov,

”nu er der ingen, der vil tage dit speciale seriøst.

Det har jeg forklaret dig så mange gange.

Der er ingen, der bakker op om en fiasko

– og en person, der onanerer, er en fiasko.”

”Onani er en harmløs nødløsning,” dristede Martin sig til at sige.

”Onani er ikke en harmløs nødløsning.

Det er en kristen synd !” råbte lektor Ravlund forarget.

”Livet er fuldt af nødløsninger,” svarede Martin lavmælt,

”pulverkaffe er også en nødløsning.

Nogle nødløsninger er harmløse – andre ikke.

134


Der findes kristne, som fordømmer onani. Det er urimeligt overfor

teenagere. Deres kroppe er parate til sex, men de må ikke gifte sig,

før de er myndige. Alligevel er der kristne, som truer teenagere med

helvedes flammer, hvis de onanerer.

Teenagere har ret til et sexliv. De har ret til at onanere. Og de har ret

til at se pornografi, når de onanerer. Men den pornografi, som de ser,

sender nogle forkerte signaler ud. Pornografi lærer teenagere, at sex

udelukkende er noget fysisk, men følelser er ofte vigtigere.

Resultatet er, at alt for mange får et utilfredsstillende sexliv – og

derfor er nødt til at eksperimentere med andre former for sex.”

”Mage til vås skal man lede længe efter. Der er ingen, som er tvunget til

at eksperimentere med andre former for sex, fordi de har et dårligt sexliv.

Mænd skal lære at styre deres sex-drift,” snerrede Ravlund, ”du egner dig

ikke til at være præst. Du tager alt for let på Biblens ord. Biblen forbyder

onani – og så er der ikke mere at diskutere. Onani er Djævelens værk.”

”Onani er ikke Djævelens værk. Det er en gave fra Gud,” tillod Martin

sig at hævde, ”livet er hårdt, og mennesket har brug for at trøste sig

selv fra tid til anden. Der findes både sunde og usunde måder at trøste

sig selv på. Sex er en sund måde at trøste sig selv på. Og det er i den

sammenhæng ligegyldigt, om man har ægteskabelig sex – eller om

man onanerer.

Vi prædiker og prædiker, men nogle gange har vores prædikener

den modsatte effekt. Hvis vi prædiker imod trøstespisning, så risikerer

vi at øge behovet for trøstespisning – og hvis vi prædiker imod onani,

så risikerer vi at øge behovet for onani.

Vi bør opfatte selvtrøst som noget positivt. Selvtrøst kan lette byrden,

når det hele er ved at brænde sammen for os. Vi bør fokusere på hvilke

former for selvtrøst, der er sunde – og hvilke former, der er usunde.

Jeg mener, at onani er en harmløs sikkerhedsventil.

Jeg mener, at den katolske kirkes fordømmelse af onani og

(bilag 3-8/ side 238-250)

prævention er en vranglære, som bør slettes.

Jeg mener, at onani er Guds gave til menneskeheden.”

135


KAPITEL 67

”Når du taler om Guds gaver til menneskeheden, så undrer det mig,

at du ikke nævner de to største – nemlig god mad og vin,” sagde

Nekskov i et forsøg på at dreje samtalen væk fra det ømtålelige emne.

”God mad og vin er også nogle af Guds gaver – hvis man ellers

kan begrænse sig, så man ikke bliver fed og . . . . . . . . . . . . ,”

Martin kunne have bidt tungen af sig selv.

Nekskov og Ravlund fyldte begge rigeligt i landskabet.

De var åbenlyst fornærmede.

Martin var i fuld gang med at underskrive sin egen dødsdom.

”Ja, det er typisk for dig! ” råbte Lektor Ravlund tydeligt krænket,

”du betragter kun kvinder som sex-objekter. Du lever i en pornoverden,

og al den porno gør dig overfladisk.

Du er ligeglad med kvindens personlighed. Du fokuserer kun på

hendes krop. Du er bange for at engagere dig i et andet menneske.

Din horisont er indskrænket til kvindens ydre.

Du glemmer, at der er noget, der er hævet over din sexdrift – og

det er Guds ord. Gud har stemplet onani som en synd. Hvis Kirken

accepterede onani, så er der mange, som aldrig ville komme videre

i deres liv. Onani er en sovepude for livsangste mennesker.

Vores opgave er at hjælpe livsangste mennesker. En blind kan ikke

lede en blind – og en livsangst præst kan ikke lede sin flok.

Jeg har haft masser af elever, som har været ligeså livsangste som du.

De er aldrig blevet til noget – og du bliver heller aldrig til noget.

Du egner dig ikke til at være præst. Du spilder vores tid.

Du har valgt en forkert uddannelse.”

Den bemærkning virkede som en rød klud i ansigtet på Martin.

Han håbede på, at professor Nekskov ville bede om kammertonen,

men Nekskov valgte i stedet at rose Ravlund.

136


Det var nu tydeligt for enhver, at Martin ville dumpe. Han tog en hurtig

beslutning. Hvis han skulle dumpe, så kunne han ligeså godt gøre det

for fuld musik. Nu skulle der vanke råt for usødet.

”Livsangste mennesker har rigeligt at trækkes med,” indvendte Martin,

”du øger deres hjælpeløshed, når du læsser unødig skam ud over dem.

Al unødig skam tærer på sjælen – og denne unødige ballast gør det

vanskeligere for usikre mennesker at komme videre i deres liv.”

”Vissevasse. Hvis man pakker livsangste mennesker ind i vat, så

kommer de aldrig videre i deres liv,” hævdede Lektor Ravlund, ”der

er kun én løsning. Det er at få dem til at skamme sig over at onanere.

Det vil motivere dem til at blive gift.”

”Bør et ægteskab ikke bygge på kærlighed ?” spurgte Martin,

”hvis et ægteskab kun bygger på sex, så bliver samlivet vel derefter ?

Og hvis kærligheden mangler . . . . . er det så ikke bedre, at man

onanerer, end at man tvinger ægtefællen til frigid sex ?”

Det spørgsmål udløste en vred knurren fra Ravlund, men Martin

lod sig ikke skræmme.

Han fortsatte:

”Der er reaktionære præster, som ikke vil indrømme, at der var en

fejl i den første oversættelse af fortællingen om Onan.

De frygter, at en sådan indrømmelse vil skabe mistillid til Biblen

Jeg læser ikke teologi for at holde hånden over fortidens fejl.

Jeg læser teologi for at rydde op i nogle misforståelser, som vi

godt kan være foruden.”

(bilag 6/ side 248)

”Jeg kan ikke lide den tone, du taler til mig i,” vrissede Ravlund,

”hvis du skal gøre dig håb om at få din eksamen, så må udvise

ydmyghed og loyalitet overfor Kirken. Hvis du er illoyal, så er der

ingen grund til at fortsætte dette sejpineri. Så kan vi ligeså godt

afslutte eksaminationen her og nu.”

137


KAPITEL 68

”Martin,” sukkede Nekskov, ”jeg må bede dig om at tænke dig godt om.

Du afgør selv din skæbne. Hvis du lover, at du ikke starter en offentlig

debat om onani, så vil vi godt overveje, om vi skal fuldføre eksaminationen.

Men hvis du ikke vil lytte til et godt råd, så er der ingen grund til,

at vi fortsætter. Det er ikke nok, at du er dygtig til dit fag – du skal også

udvise loyalitet overfor din arbejdsgiver.”

”Jeg har kun en arbejdsgiver, og det er Gud. Jeg skal kun være loyal

overfor Biblen – og Biblen forbyder ikke onani. Jeg er i min fulde ret til

at forsvare onani,” hævdede Martin.

”Og hvad så med homoseksualitet ?” tordnede lektor Ravlund,

”du har måske også tænkt dig at forsvare homoseksualitet ?”

”Ja – og du kan bare prøve på at standse mig !” svor Martin.

”Ja – sååå. . . ” sagde Ravlund og kiggede afventende på Nekskov.

Professor Nekskov kiggede tavst ned i bordet. Efter længere tid tavshed

accepterede Martin stil-tiende sit nederlag og pakkede sine ting.

Da han var på vej ud af døren, så standsede Nekskov ham:

”Nu er det ikke, fordi jeg er bøsse, men kunne du tænke dig at skrive

et forsknings-stipendiat, som forsvarer homoseksualitet ?”

Det ville Martin gerne. Han forventede, at det ville få Ravlund til at koge

over af raseri, men hun kiggede beundrende på Nekskov og sagde:

”Nu er det ikke, fordi jeg er lesbisk, men jeg synes, at det er i alles

interesse, at der bliver forsket i emnet.”

”Ja, vi kan sikkert godt finde nogle penge til et forsknings-stipendium,”

fortsatte Nekskov, ”ville det være noget, som du var interesseret i ?”

”Ja, selvfølgelig vil jeg det,” svarede Martin.

Eksamination foregik herefter i en afslappet tone.

Pludselig var der ingen ende på, hvor positive de var overfor Martin.

Det hele endte med fryd og gammen.

138


Martin fik topkarakter. Han var lykkelig.

Ikke alene fik han den samme karakter som Sandra.

Døren stod også på klem for et forsknings-stipendium.

Martin glædede sig til at fortælle Sandra den gode nyhed.

Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme hjem til hende.

Bussen kørte uendeligt langsomt. Martin blev mere og mere utålmodig.

Da bussen standsede på grund af noget vejarbejde, så valgte han at

løbe det sidste stykke vej.

Han havde ikke fået noget at spise i et helt døgn. Vejret var perfekt til

at sidde udendørs og spise morgenmad på en fortovscafé i Nyhavn.

Han glædede sig til at invitere Sandra på den helt store morgenbrunch

– og så skulle han æde, indtil han var ved at sprænges.

Bagefter skulle de kneppe til den store guldmedalje – og så skulle han

sove i timevis. Han ville være frisk og veludhvilet til sit eksamensgilde.

Han ville invitere alle fra holdet – og så skulle der drikkes, danses og

skråles indtil den lyse morgen.

Da han kom hen til Sandras lejlighed, så stod hoveddøren åben.

Han gik ind. Der lå tomme flasker overalt.

”Det må have været en god fest,” tænkte han og følte sig

lidt trist over ikke at have været med.

Han ledte efter Sandra.

Han fandt hende i soveværelset.

Hun lå nøgen i sengen sammen med Janus.

Overalt flød det med brugte kondomer.

Martin vækkede hende, men hun havde tømmermænd og bad ham

om at skrubbe af helvede til.

Stakkels Martin.

Hans livs kærlighed svigtede ham netop på den dag,

der skulle have været den lykkeligste i hans studie-tid.

139


KAPITEL 69

Martin vendte tilbage til sit hotelværelse. Han ringede til sine forældre,

men kunne ikke få et ord indført. De havde lige købt en ny mejetærsker

– og den snakkede de som et vandfald om. Til sidst opgav han at

komme til orde og afsluttede skuffet samtalen.

Han købte en flaske billig whisky og fejrede sin eksamen i ensomt

selskab med sig selv. Udenfor skinnede solen.

Janus og Sandra var sikkert i fuldt sving med at bolle

– med mindre de var på vej til stranden i Ferrarien.

”Alle morer sig – undtagen mig,” sukkede Martin.

På naboværelset var en luder i gang med at tilfredsstille en kunde.

Larmen blev for meget for Martin. Han besluttede sig for at gå en tur.

Af en eller anden uforklarlig grund kom turen til at gå forbi Julie.

Martin hadede Julie, men da han ingen venner havde, så var hun

alligevel bedre end ingenting. Han ønskede inderligt, at bare ét menneske

i verden ville blive glad på hans vegne. Han ringede på døren.

”Jeg er ude i haven !” råbte Julie.

Martin gik om i baghaven.

Julie svømmede fornøjet rundt i swimmingpoolen.

”Hej – Tarzan !” råbte hun, ”smid tøjet og hop i !”

Martin parerede ordre og svømmede hen til hende.

”Jeg bestod. Jeg fik oven i købet topkarakter og lovning på

et forsknings-stipendium,” pralede han.

Julie blev glad på hans vegne og hentede straks en flaske dyr

champagne. Martin havde allerede fået rigeligt at drikke, men når

det drejede sig om at fejre hans egen eksamen, så var det svært

at afslå et glas eller ti.

Faktisk blev han så fuld, at han hurtigt faldt i søvn i en liggestol.

Således sov han trygt i flere timer.

Da han vågnede, følte han en brændende smerte over hele kroppen.

140


Han havde glemt at smøre sig ind i sol-olie.

Gennem hele foråret havde han siddet inden døre og puklet med sit

afgangs-speciale. Dette var hans første dag i solen siden forrige

sommer. Nu var han rød som en hummer overalt.

”Jeg smører noget after-sun lotion på dine forbrændinger. Så får

du det meget bedre,” sagde Julie og smurte ham ind. Selvom hun

var meget forsigtig, så smertede det alligevel. Der ville tydeligvis gå

lang tid, førend følgerne af solskoldningen ville fortage sig.

”Sandra har svigtet mig,” sukkede Martin, ”hun har også svigtet dig.

Du forærede hende en Ferrari på betingelse af, at hun holdt fingrene fra

mig. Det løfte har hun brudt. Du er i din fulde ret til at kræve Ferrarien

tilbage. Det er ikke rimeligt, at Sandra har den bil. Nu er det hende og

Janus, der kører rundt i den. Sandra har holdt mig for nar. Nu har jeg

ingen venner. Nu har jeg intet sted at bo. Alle foragter mig.”

”Jeg foragter dig ikke. Du kan sagtens bo hos mig.”

Martin havde ikke den store lyst til at bo hos Julie, men havde svært

ved at få øje på et bedre alternativ. Han tog derfor imod hendes tilbud.

Den næste dag hentede de hans ting på hotellet. Martin flyttede ind

på Victors gamle arbejdsværelse og begyndte straks at arbejde.

”Har du en USB-stik med dit afgangs-speciale på ?” spurgte Julie,

”jeg skal til et bestyrelsesmøde i eftermiddag. Der kommer en forlægger

til mødet. Han vil sikkert gerne udgive dit afgangs-speciale.”

Martin tog en USB-stik op af computertasken og gav den til Julie.

”Jeg vidste ikke, at du var medlem af en bestyrelse,” sagde han.

”Jeg sidder ikke bare i en enkelt bestyrelse. Jeg sidder i alle bestyrelserne

i min fars koncern. En dag skal jeg overtage koncernen. Der vil

sikkert blive nogle bestyrelsesposter til dig til den tid. De giver godt.

På en måned tjener jeg mere, end Victor kunne tjene på et helt år.”

Nu var penge ikke noget Martin interesserede sig for – og dog.

Måske var det ikke så dumt at satse på Julie.

141


KAPITEL 70

Martins bog blev trykt og udgivet på rekordtid.

Julie fik det første eksemplar pakket ind som en gave.

Martin rystede af bar spænding, da han pakkede den op.

Forventningens glæde blev dog hurtigt til skuffelse.

På forsiden var et foto af to bøsser, som onanerede, mens de

kyssede hinanden inderligt.

Han havde givet sit speciale den meget sigende titel:

»Eksistentiel eksegese af libido relaterede fortællinger

i Genesis baseret på det hermeneutiske dispensations princip«

Den titel syntes Julie var alt for krukket.

Hun havde derfor ændret den til: »Onani for åbent tæppe«

Det bragte Martins sind i kog:

”Hvad fanden er det for noget rendestens-litteratur ! . . . . .

Det er forhåbentlig ikke mit speciale, du har mishandlet på den måde ?”

”Jeg har ikke mishandlet det. Det er dig, der ikke har forstand på lobbyisme.

Professor Nekskov vil elske den forside. Vi er nødt til at fedte lidt

for ham. De andre i ansættelsesudvalget kan jeg sno om min lillefinger.

Du nødt til at acceptere, at jeg lægger taktikken. Jeg kan ikke gøre dig

til professor, med mindre du giver mig frie hænder. Du er simpelthen for

naiv til at køre det løb selv.”

”Du kan da ikke udgive mit speciale uden at rådspørge mig eller få min

underskrift ! . . . . . Jeg forlanger, at du trækker bogen tilbage straks.

Forsiden giver et helt forkert indtryk af bogen. Alle vil grine af mig og

kalde mig for en pikspiller. Der er ingen, der vil tage mig seriøst.

Hvis du ikke øjeblikkelig trækker bogen tilbage, så går jeg rettens vej.”

”Hvis du gør det, så kan du godt glemme alt om at blive professor.

Jeg har betalt i dyre domme for at få den bog udgivet.

Hvad med at udvise lidt taknemmelighed ?

Den bog kommer aldrig til at give overskud.

Den er kun trykt i 10 eksemplarer.

Slap af – glæd dig til i morgen.

Så kommer anmeldelserne i avisen. De bliver gode.”

142


Kort efter midnat kom en kurér med morgendagens aviser. Martin

turde ikke læse anmeldelserne. Han fik Julie til at læse dem højt:

”Martin Nesum fik afgang som teolog for 4 dage siden. Han bestod

med topkarakter. Nu kan hans afgangs-speciale købes i bogform.

Det er et mysterium for mig, at nogen vil udgive dette makværk.

Martin Nesum er tydeligvis en menneskesky pikspiller – og hans

bog er nok den mest uinteressante udgivelse i nyere tid.

I et desperat forsøg på at peppe bogen op, så har han vedhæftet

sin korrespondance med skattevæsenet, men det gør kun bogen

endnu mere pinlig.”

Julie standsede oplæsningen.

De kiggede undrende på hinanden.

Martin tog med bange anelser bogen frem og bladrede den igennem.

Bagerst i bogen var alle hans personlige breve vedhæftet som bilag.

”Er der ingen, der har læst korrektur på bogen ?” spurgte han

ligblegt, ”den USB-stik, som jeg gav dig, indeholdt ikke blot mit

afgangs-speciale. Den indeholdt også alle mine personlige breve.

Hvorfor har ingen spurgt mig, om brevene var en del af mit speciale ?

Er du ude på at ødelægge min karriere ?

Der ligger adskillige års studier bag den bog.

Nu er de spildt, fordi du har alt for meget fart på.”

”Du er da også en torsk !

Hvad er det for noget, at give mig en USB-stik, som er fyldt med alt

muligt mellem himmel og jord ?

Hvordan skulle forlaget vide, at brevene ikke var en del af dit speciale ?”

Martin stod fast på, at Julie skulle trække bogen tilbage, men Julie

lod sig ikke rokke. Til sidst enedes de om et kompromisforslag.

Julie slap med skrækken. Hun lovede til gengæld at blande sig

udenom hans næste bog og blot nøjes med at finansiere den.

Det var ikke et kompromisforslag, der fik Martin til at juble af fryd,

men Julie var hverken til at hugge eller stikke i.

143


KAPITEL 71

Den næste morgen ringede telefonen uafbrudt. Først ringede en

journalist fra en lokal tv-station. Han ville gerne have, at Martin

deltog i en portrætserie om lokale bøsser.

Martin takkede pænt nej.

Dernæst ringede en fanatisk betonkristen og truede Martin på livet.

Den næste, der ringede, var en gammel svans, der stønnede liderligt,

mens han onanerede.

Sådan fortsatte det med den ene ubehagelige opringning efter

den anden. Til sidst var Martin så rasende, at han nøjedes med at

besvare alle opkald med et meget grimt ord.

Således gik det også, da han fik en opringning fra en landsdækkende

tv-station. Journalisten var dog meget høflig, og spurgte om Martins

ordvalg skyldes nogle hadefulde reaktioner på bogen.

Martin undskyldte sin uforskammede bemærkning, og de enedes om,

at han skulle deltage i et direkte sendt talkshow om aftenen.

Martin burde være lykkelig, men var det bestemt ikke.

”Hvorfor ventede du ikke med at udgive bogen, indtil min hud var helet ?

Se på mig. Jeg er stadig rød som en hummer. Jeg er så solskoldet, at

jeg ikke kan barbere mig. Min hud hænger i flager, og mit ansigt er fyldt

med sår.”

”Det skjuler de med noget sminke,” trøstede Julie ham med,

”det er trods alt ikke udseendet, der tæller, men personen bag.”

”Meget kan skjules med sminke, men din tanketorsk kan ikke sminkes

væk. Du ændrede forsiden på min bog uden at spørge mig til råds.”

”Jeg var nødt til at ændre forsiden. Professor Nekskov er bøsse.

Jeg har ingen magt over ham. Han vil elske den forside,” undskyldte

Julie sig med.

144


”Hvordan kan du være så dum ? . . . . . Du ved udmærket, at jeg er hans

yndlingselev. Dit fedteri er unødvendigt. Du behøvede ikke at lave min

forside om. Dit fedteri har kun gjort mig til grin. Dit fedteri har udløst mere

hån end sympati. Dit fedteri vil spænde ben for min karriere. Nu er der

ingen, der vil støtte mig – ikke engang professor Nekskov. Din forside

stempler mig som pikspiller. Hvis du tror, at fakultetet vil udnævne en

teologi-professor, som onanerer for åbent tæppe, så er du en idiot.”

”Det er ikke mig, der er en idiot. Det er dig. Du har ingen humor.

Den titel er hylende morsom. Alle på forlaget lå flade af grin. Slap af !

Der er intet at være bekymret over. Jeg har forbindelser. Jeg har magt.

Det er mig, der trækker i trådene på fakultetet. Når du overtager professor

Neudorfs professorat, så vil du takke mig for min hjælp.”

”Din såkaldte hjælp gør kun ondt værre. Du har ikke forstand på lobbyisme.

Du fedter for de forkerte. Fra nu af blander du dig helt udenom

mit liv. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre.”

”Du får en halv time til at pakke dine ting – og hvis du ikke er ude inden

da, så ringer jeg efter politiet !” truede Julie.

Martin skyndte sig at pakke i sine ting, men hvor skulle han tage hen ?

Han var ved at løbe tør for penge. Han havde ikke råd til at bo

på hotel – og han havde kun en ven tilbage. Det var Mona Mira.

Hun havde tilbudt, at han kunne overnatte i hendes seng – og

det tilbud virkede nu mere tillokkende end nogensinde før.

Mona var glad for at se ham. Da han havde læsset sine ting af, så

lagde han sig udmattet på hendes seng og faldt øjeblikkelig i søvn.

Stakkels Martin.

Livet legede med ham, som en kat leger med en mus.

Ville han nogensinde få magt over sin egen skæbne ?

145


KAPITEL 72

Janus og Sandra sad midt i middagsmaden.

Pludselig ringede det på døren.

Det var et anbefalet brev til Sandra.

Sandra åbnede det og stak straks i et hyl.

Brevet var fra Julies advokat.

Han skrev, at lånetiden på Ferrarien var udløbet.

Sandra løb hen til vinduet.

Hun nåede lige at se Ferrarien køre bort i høj fart.

”Fik du ikke Julies underskrift på, at bilen var din ?” spurgte Janus

og stirrede længselsfuldt på det sted, hvor Ferrarien holdt parkeret.

Sandra rystede på hovedet.

”Kvinder altså ! . . . . . Hvordan kan du være så naiv ?

Du er så hjernedød, at det halve kunne være nok. Du duer ikke til

noget. Du er følelseskold og uengageret. Du duer ikke til at bolle.

Jeg er nødt til at fantasere om andre kvinder for at få en orgasme.

Jeg fatter ikke, hvorfor jeg spilder min tid på dig. Du er bare så dum

at høre på. Det eneste, du snakker om, er ham Martin.”

”Hvis jeg var dig, så ville jeg ikke beskylde nogen for at være dum

at høre på. Er der nogen, der er dum at høre på, så er det dig.

Det eneste, du snakker om, er den lorte Ferrari.

Konstant remser du alle mulige ligegyldige data op.

Hvem fanden gider høre på al din snak om kompressionsforhold og

omdrejningsmoment ? . . . . . Tror du, at det interesserer nogen ?

Du er overfladisk og materialistisk. Hvis du skulle vælge mellem mig

og Ferrarien, så ville du vælge Ferrarien.

Martin havde i det mindste prioriteterne i orden. Han leverede Ferrarien

tilbage, da den stod i vejen for vores kærlighed. Du elsker kun én ting,

og det er at køre rundt i min bil og vise mig frem, som om jeg var hovedgevinsten

i Pikspillernes Klub.

Du er en selvglad nar. I dine øjne er jeg ikke andet end en kølerfigur,

som skal afstive dit oppustede selvværd. Jeg synes, du skal skride

hjem til dig selv og koge dit hoved i en frituregryde, indtil det er mørt.”

146


Således gik det til, at Sandra mistede såvel Ferrari som kæreste

i en og samme ombæring. Hun vidste, at bruddet med Janus ville

skuffe hendes forældre, men hun var ligeglad. Janus gik hende

så meget på nerverne, at hendes forældres vrede var langt det

mindste onde.

Sandra rakte ud efter telefonen for at fortælle dem om bruddet,

men modet svigtede. Timerne gik og ingenting skete.

Pludselig ringede telefonen. Det var hendes far. Han ville godt

introducere sin kommende svigersøn for de andre i menigheden.

”Janus er ikke din kommende svigersøn,” mumlede Sandra,

”jeg smed ham . . . . ”

Hun nåede ikke at gøre sætningen færdig.

Johannes forlangte, at hun øjeblikkelig skulle klinke skårene.

Det ville Sandra ikke høre tale om – og hun smækkede røret på.

Johannes var dybt skuffet over Sandra.

Han forgudede Janus.

Han betragtede ham som den ideelle svigersøn.

De var løbet ind i hinanden i golfklubben – og Janus havde gjort

så godt et indtryk, at de havde planlagt et kup imod Martin.

Planerne virkede umiddelbart udsigtsløse, men under Sandras

eksamensfest så greb Janus chancen for at sætte lus i skindpelsen

Martin ikke var med til festen – og Sandra var så fuld, at hun knapt

kunne stå på benene.

Det var derfor en smal sag for Janus at trække hende ind i soveværelset

og bolle hende i timevis.

147


KAPITEL 73

Johannes elskede rollen som Kirsten Giftekniv. Det huede ham derfor

ikke, at Sandra og Martin havde fundet sammen uden hans hjælp.

Han havde bedt til Gud om, at Sandra ville vrage Martin – og da det

skete, så roste han hende ustandseligt for hendes beslutning.

Sandra elskede at blive rost af sin far, men hun måtte betale en

uventet høj pris. Dagligdagen med Janus var et mareridt. Jo mere

hun lærte Janus at kende, des mere kom hun til at savne Martin.

Hidtil havde hun skammet sig over at være forelsket i Martin.

Nu skammede hun sig over at have vraget ham.

Når hun sammenlignede Martin med Janus, så måtte hun

indrømme, at Martin kunne noget, som Janus ikke kunne.

Martin kunne sætte hendes hjerte og underliv i brand.

Godt nok havde Janus det sexede ydre og den rå selvsikkerhed,

som Martin manglede, men Martin var den trygge havn, som gav

mening i hendes liv.

Sandra tændte kun på Janus’ flotte krop. Hendes ophidselse var

overfladisk og forsvandt som dug for solen, så snart han hamrede

pikken op i hende.

Janus var som en flot anrettet dessert, der smagte afskyeligt – og

Martin var som en sjusket anrettet dessert, der smagte himmelsk.

Sandra tændte ikke på Martins krop. Men når de lå nøgne og

krammede – uden at hun følte sig presset til sex, så begyndte

hendes underliv at koge. Og når det kogte, så gnubbede hun

sit underliv så inderligt op ad ham, at han fik lyst til at bolle.

Hun vidste, at Martin aldrig ville svigte hende - og hun havde

derfor let ved at få vaginal-orgasmer, fordi hun turde give sig hen.

Janus kunne en masse sex-teknik, men han kunne ikke tilfredsstille

Sandra. Det ændrede dog ikke på hans selvopfattelse. Han var

overbevist om, at han var en superelsker – og luderne bekræftede

gerne den vildfarelse mod en klækkelig betaling.

148


Janus troede, at luderne nød hans seksuelle opvisninger, men

intet kunne være mere forkert. Hvis han havde haft en smule

situationsfornemmelse, så havde han vidst, at de foragtede ham.

Janus var overbevist om, at sex kun er et spørgsmål om teknik,

men hvis det seksuelle ikke fungerer, så kan det skyldes mistillid.

Det overså pionererne indenfor sexologien. De fokuserede på de

fysiske stimuli. De lavede laboratorieforsøg, hvor de kortlagde

kvindens erogene zoner. Resultatet blev en ensidig forskning,

som reducerede god sex til et spørgsmål om seksuelle reflekser.

Sexologernes opgave var at finde ud af, hvorfor nogle kvinder

mister lysten til sex. Hvis problemet er, at manden knepper ved

siden af for at bevise sin mandighed, så skal han indse, at dette

normsæt hører hjemme i stenalderen.

Den moderne hulemand higer efter seksuelle jagt-trofæer.

Det skaber mistillid i ægteskabet – og denne mistillid kan

udløse en seksuel kulde hos hustruen.

Den faktor havde sexologerne ikke med i deres laboratorieforsøg,

og de udtænkte i stedet forspillet. Det var et skridt i

den rigtige retning, men sexologerne overså den vigtigste

faktor: kvindens følelser.

Sandra tændte ikke på følelseskolde fysiske forspil.

Hendes vigtigste erogene zone var ikke et fysisk punkt.

Det var et emotionelt punkt.

Det bedste bevis på dette var hendes G-punkt.

Det var meget flygtigt.

Det eksisterede kun, når hun havde så stor tillid til sin kæreste, at

hun turde give sig hen følelsesmæssigt.

Nøglen til Sandras G-punkt var følelsen af at være den eneste ene.

Janus kunne ikke skabe denne følelse hos Sandra.

Det kunne Martin – men var det muligt at få ham tilbage ?

149


KAPITEL 74

Sandra ringede til Martin. Hun var ikke meget for at bede ham om

godt vejr. Hun nøjedes derfor med at bede ham om at komme og

hente sine ting. Når han først var kommet indenfor, så ville hun

lokke ham tilbage i folden med lidt sex.

Sandra gik ud fra, at Martin havde savnet hende, men det havde

han ikke. Han var så irritabel, at hun ikke turde lægge an på ham.

Hun forsøgte dog til sidst med lidt kvinde-list og løftede op i blusen.

”Hvad synes du om min nye bh ?” spurgte hun

– velvidende om at hun ikke havde nogen bh på.

Det var en joke, der burde have gjort Martin vild i varmen, men han

var træt af hendes ludermoral.

Han vrissede:

”Ved du, hvad du trænger til ?

Du trænger til et rigtigt mandfolk, der kan lære dig lidt moral.

Du tror, at du kan købe mig med lidt sex, men du tager fejl.

Jeg har ikke brug for nogen, som foragter mig.

Jeg har ikke brug for nogen, som sjofler mine følelser.

Hvis du havde elsket mig, så havde du udskudt din fest til efter

min eksamen – og under festen så havde du holdt dig på måtten.”

”Hvorfor skulle jeg holde mig på måtten ?

Hånden på hjertet.

Ville du ikke også bolle ved siden af, hvis chancen bød sig ?

Men du tør ikke gribe chancerne, når de byder sig.

Det gør jeg. Det er forskellen på os to.”

”Forskellen på os to er, at du tør mele din egen kage,

men du tør ikke engagere dig i et parforhold. Det tør jeg.”

Det svar lukkede munden på Sandra.

I lang tid sad hun og kiggede fortvivlet ud i luften.

Martin var også tavs.

Han spekulerede over, hvorfor hun havde lagt op til sex.

150


Til sidst brød han tavsheden og spurgte: ”Hvor er Janus henne ?”

”Jeg smed ham ud. Han var ikke noget for mig. Jeg var forblændet

af ham i starten. Han virkede så maskulin og selvsikker. Jeg troede,

at hans selvsikkerhed skyldes, at han havde forstand på kvinder.

Men han aner overhovedet ikke, hvordan man skal tilfredsstille en

kvinde. Sex med ham er nærmest en voldtægt.

Da jeg besøgte hans forældre, så gik det op for mig, hvorfor han er

så selvhævdende. Det er fordi, han er vant til at styre sin 10år yngre

lillesøster med diktatorisk hånd.

Han behandler hende som en forhadt undersåt. I hans øjne er hun kun

til besvær – og hun er så angst for ham, at hun ikke tør sige ham imod.

Han er vant til altid at få sin vilje, og det giver ham en enorm selvtillid.

Han forventer, at hans lillesøster gør, præcis som han dikterer hende

– ligesom han forventede, at jeg gjorde, præcis som han dikterede mig.

Han er ligeglad med, hvad hun føler og har lyst til

– ligesom han er ligeglad med, hvad jeg føler og har lyst til.”

151


KAPITEL 75

Du skal ikke forvente nogen medlidenhed fra min side,” vrissede

Martin, ”du vragede mig til fordel for Janus. Han var din drømmehelt.

Du ligger, som du har redt. Du er en forkælet stenalderkvinde, som

forguder hulemænd – og når sandheden om disse primitive mandfolk

går op for dig, så forlanger du oven i købet at blive ynket.”

Sandra sukkede og sagde så:

”Jeg ved godt, at jeg har dummet mig. Det er som om, der kun er to

typer mænd at vælge mellem. Den ene – er den selvsikre type, som

behandler mig som en gummikusse. Og den anden – er den usikre

type, som klamrer sig til mig, som en lille dreng klamrer sig til sin mor.

Jeg har brug for en selvsikker mand, men hans selvsikkerhed skal

bygge på en indsigt og en føling med min natur. Du har mere indsigt

end de fleste, men du tør ikke at omsætte det til råstyrke.

Du har ikke haft nær så mange kvinder som Janus, men du er en

bedre elsker. Han er en psykopat. Han bruger sin pik i tide og utide.

Han er ude af stand til at tilfredsstille en kvinde, men han er ligeglad.

Hans definition på en super-elsker er en primitiv gorilla, som kan

kneppe i timevis – uanset om kvinden har lyst eller ej.

Han knepper som en Duracell kanin, hvor afbryderen er sparet væk.

Hans opvisninger på lagenet vil sikkert imponere en pornostodder,

men de imponerer ikke mig – tværtimod. De vakte kun min foragt.

Jeg blev så træt af hans sex-tyranni, at jeg truede med at droppe

ham til fordel for dig. Jeg forlangte, at han skulle være ligeså blid,

som du er – og ved du hvad han svarede ?”

Det kunne Martin ikke gætte,

og Sandra råbte forarget: ”Han svarede, at han ikke var bøsse !”

”Det svar overrasker mig ikke,” påstod Martin, ”Janus værner hysterisk

om sit heteroseksuelle omdømme. Det er han bestemt ikke ene om.

Der er faktisk nogle mænd, som er så angste for at blive stemplet som

bøsser, at de udnytter kvinder på stribe. De tror, at deres scoretavler

beviser, at de er til kvinder, men deres scoretavler beviser ingenting.

Skabsbøsser kan også finde ud af at udnytte kvinder på stribe.”

152


”Du overfortolker Janus,” vrissede Sandra, ”han kneppede

ikke som en hulemand for at bevise sin heteroseksualitet.

Han kneppede som en hulemand for at bevise, hvor højt

han elskede mig. Hans seksuelle opvisning havde dog den

modsatte effekt. Den føltes som en voldtægt. Det kunne

han ikke forstå.

Han mente, at jeg burde være smigret over hans engagement.

Janus påstod, at hvis man elsker en kvinde, så skal man kaste

sig over hende, som en ædedolk kaster sig over en Big-Mac

– og hvis man ikke gør det, så er man en bøsse. Og han satte

handling bag sine ord. Han hamrede konstant pikken op i mig.

Mit sexliv var et mareridt.”

”Jeg har ikke overfortolket Janus’ vildskab. Det er din egen

skyld, at dit sexliv blev et mareridt. Du foragter jo bøsser

– og Janus gjorde derfor alt for at bevise sin heteroseksualitet.

Hvis han var blid, så kunne det mistolkes som, at han er en

svans. Den risiko turde han ikke løbe – og dine prædikener

imod homoseksualitet ramte dig som en boomerang.”

153


KAPITEL 76

”Det er ikke mig, du skal rette skytset imod,” påstod Sandra, ”jeg

gør kun min kristne pligt, når jeg prædiker imod homoseksualitet.

Problemet er medierne. Prøv at se på en typisk kyssescene i en

amerikansk tv-film. Den mangler ømhed og kærlighed.

De elskende kaster sig over hinanden som to kannibaler, der ikke

har fået noget at spise i dagevis. Jeg hader at kysse på den måde,

men Janus henviste til, at det er sådan, man skal kysse, hvis man

oprigtigt elsker hinanden.

Han påstod, at det var udtryk for engagement. Det kan jeg ikke

udelukke. Hvis en nørd ikke har haft sex i årevis, så vil han også

kysse ligeså inderligt, men hvad sker der, når han har tømt sin pik ?

Hvor er hans engagement så henne ?

Jeg tror, at denne teatralske måde at kysse på, er et spil for galleriet.

Det er et tomt skuespil, som skal demonstrere, hvor dybt kærligheden

stikker. Det samme gælder for al den prusten og stønnen, som bliver

eftersynkroniseret i pornofilmene.

Når Janus kneppede, så brølede han uafbrudt som en brunstig tyr.

Det gik mig på nerverne. Jeg bad ham om at lukke arret, men

han forklarede, at det er sådan, man skal lyde, når man nyder sex.

Jeg gav ham igen med samme mønt.

Når vi spiste, så smaskede jeg, så højt jeg kunne.

Det gik ham så meget på nerverne, at han kritiserede min dannelse.

Men så forklarede jeg ham, at det er sådan, man skal lyde, når man

nyder maden. Det syntes han ikke var spor sjovt, men han holdt i det

mindste op med at pruste og stønne, når han voldtog mig.

Der er intet potentiale i Janus. Han har haft hundredvis af

kvinder – og næppe været i stand til at tilfredsstille en eneste af dem.

Han er udenfor pædagogisk rækkevidde. Så er jeg bedre tjent med dig.

Du forstår at lytte og være blid. Der er potentiale i dig – også selvom

du er et pjok.”

154


”Jeg er ikke noget pjok.

Det er dig, der er et pjok.

Du længes efter en selvsikker fyr, som du kan klamre dig til.

Du er barnlig og umoden.”

”Det er vi begge to. Der er ingen af os, der tør tage initiativet.

Vi mangler begge modet til at tage føringen i et parforhold.

Hvis du skal have en chance hos mig, så skal du mande dig op.

Jeg vil ikke giftes med et pjok.”

”Du vil ikke giftes med et pjok, men du vil heller ikke giftes med

et rigtigt mandfolk. Hvad er det egentlig, du vil ?”

”Jeg drømmer stadig om et rigtigt mandfolk – men årsagen er

nu en anden. Nu er det ikke længere på grund af sex. Det er

fordi, jeg frygter, at hvis jeg får et barn med et pjok, så vil hele

børneopdragelsen hvile på mig. Du må se at træde i karakter

og blive voksen. Du må lære at sætte grænser og slå i bordet.

Jeg skal nok give dig den selvtillid, som du mangler.”

”Ak-ja.

Du lægger planer, men dine planer er dømt til at mislykkes.

Du tror, at jeg har savnet dig, men du tager fejl.

Jeg elsker dig ikke mere.

Dit sidespring fik mig til at indse, at du aldrig har elsket mig.”

”Men mit sidespring fik mig til at indse, at jeg aldrig skulle have

svigtet dig. Kan vi ikke slå en streg over det skete og komme

sammen igen ?” bønfaldt Sandra.

Martin tog sig til hovedet.

Han overvejede at sige:

”Frankly, I don’t give a damn !” og gå sin vej, men . . . . .

155


KAPITEL 77

Det kom som en overraskelse for Martin, at Sandra bad om godt vejr.

Først anede han ikke, hvordan han skulle reagere, men pludselig

fyldtes han med skadefryd. Han nød, at det var hans tur til at være

ovenpå.

Han svarede:

”Vi kan godt slå en streg over det skete, men vi kan ikke komme

sammen igen. Jeg har fundet mig en ny kæreste.”

”Hold op med det pral. Jeg er ikke naiv. Jeg ved, hvor håbløs du er

til at forføre kvinder. Du er ikke i stand til at finde dig en ny kæreste.

Du kan ikke engang finde din egen røv i et badekar. Det må være

hende, der har fundet dig. Du tør ikke tage noget initiativ. Du er en

vatnisse. Du tør ikke flå trusserne af mig – her og nu – hvor enhver

idiot kan se, at jeg trænger til at blive rå-kneppet. Du er en latterlig

lille mors dreng, som ingen kan lide.”

Normalt grinede Martin blot af Sandras hån, men nu havde han

fået nok.

”Hvis du ikke straks undskylder, så får du en røvfuld !” truede

han, ”og du får ikke pik bagefter. Jeg knepper ikke ludere.”

Martins trussel fik dog den modsatte effekt.

Sandra hånede ham blot endnu mere.

Hun håbede på at fremprovokere mandfolket i ham:

”Du skulle høre dig selv. Du lyder som en forkølet loppe, der

prøver at gø som en hund. Mig skræmmer du ikke. Du er en

ynkelig pikspiller. Du er bange for kvinder. Du forstår ikke at

sætte dig i respekt. Der er ingen, der tager dig alvorligt.”

Hendes hån virkede efter hensigten. Martin flåede trusserne af

hende. Så gav han hende en røvfuld med den ene hånd, mens

han kærtegnede hendes bryster blidt med den anden.

Sandra vred sig af vellyst.

Måske er der noget om, at uopdragne kællinger – som regel – har

brug for en kærlig røvfuld i ny og næ.

156


Sandra var bestemt ikke en undtagelse fra den regel. Hun havde ofte

tigget om at blive afstraffet, men hendes ønske havde kun vakt Martins

foragt. Nu var bægeret fuldt, og han skammede sig ikke over at give

hende en røvfuld.

Martin var ikke sadomasochist. Når han gav Sandra nogle smæk i den

bare, så var det ikke for at ydmyge hende, men fordi han både elskede

og hadede hende på en og samme gang.

”Tror du virkelig, at jeg er til salg for sex ?” råbte han, ”du har ikke brug

for et knald – du har brug for en ordentlig røvfuld. Det er på tide, at du

lærer, hvordan en voksen kvinde skal opføre sig. Du tror, at du kan

charmere dig uden om alle problemer, og hvis charme ikke er tilstrækkeligt,

så overlader du arenaen til din kusse. En dag er du for gammel og

usexet til at trække andre rundt ved næsen. Hvad vil du gøre til den tid ?”

”Ingenting ! . . . . . Jeg er en lille luder. Knep mig til du segner !”

”Hvorfor skulle jeg kneppe dig ?

Du elsker mig jo ikke. Du håner mig konstant. Jeg har næsten alle

odds imod mig – og du har næsten ingen. Du burde være imponeret

over, at jeg er nået så langt. Du har mere til fælles med Janus, end

du aner. I er begge uden for pædagogisk rækkevidde,” råbte Martin

og klaskede hende endnu hårdere i numsen.

”Den kvinde, du kommer sammen med – det er vel bare Julie,”

stønnede Sandra med en ekstatisk fryd.

”Det ene øjeblik påstår du, at du elsker mig, og det næste øjeblik håner

du mig. Alting er så let for dig, fordi du er sexet. Du har en sexet krop

– men en usexet personlighed. Du har aldrig elsket mig. Du har altid

udnyttet mig. Du har altid set ned på mig. Jeg gider ikke bruge min tid

på dig. Nu pakker jeg mine ting og skrider,” råbte Martin uforsonligt.

157


KAPITEL 78

Martin begyndte at pakke sine ting.

Sandra kiggede måbende på.

Så mumlede hun:

”Jeg ser ikke ned på dig. Jeg er angst for at knytte mig til dig.

Jeg er angst for den dybe kærlighed, som tager magten . . . . . ”

Pludselig gik hun i stå.

Efter en pause forsatte hun lavmælt og indtrængende:

”Gift dig med mig. Vil du ikke godt gifte dig med mig ?

Du er den eneste mand, jeg tænder på. Vi kunne blive så lykkelige.

Vi kunne flytte ind i en gammel præstegård og få et barn eller to.”

”Du er ikke moden nok til at påtage dig ansvaret for et barn.

Du er alt for overfladisk og går hele tiden efter de lette løsninger.”

”Jeg skal nok ændre mig,” bedyrede Sandra,

”du må ikke svigte mig.

Hvis du svigter mig, så bliver jeg aldrig gift.

Har jeg virkelig fortjent en så hård straf ?

Jeg ved godt, at jeg er en lille luder.

Jeg ved godt, at jeg har opført mig egoistisk.

Jeg forstår godt, at du er skuffet over mig, men løbet er endnu ikke kørt.

Jeg kan sagtens nå at forbedre mig.

Er der noget, jeg kan gøre få at genvinde din kærlighed ?”

”Det er for sent.

Jeg har fundet mig en ny kæreste, som ikke tager mig for givet.”

”Jeg tager dig ikke for givet,” forsikrede Sandra, ”du har givet mig den

røvfuld, som jeg længe har fortjent. Du er den eneste, der kan finde

ud af at være hård, når jeg har brug for en far – og blid, når jeg har

brug for en elsker. Du er den eneste, jeg ikke kan trække rundt ved

næsen med lidt sex – eller for den sags skyld skræmme væk ved

hjælp af sex. Det kan godt virke som om, at jeg ser ned på dig, men

i virkeligheden så elsker jeg dig højere end nogen anden.”

158


Det var et kærlighedserklæring, som gjorde Martin tavs.

Han havde længe dagdrømt om at blive gift med Sandra, men nu

da dagdrømmen var ved at gå i opfyldelse, så forvandledes den til

et mareridt af usikkerhed og tvivl.

Sammenlignet med Julie, så var Sandra en engel, men sammenlignet

med de fleste andre kvinder, så var Sandra bestemt ikke

nogen engel.

Hun var en femme fatale. Men hun var en femme fatale, som det

var svært ikke at blive forblændet af.

Han ville være bedst tjent med en ganske almindelig kvinde, men

præcis som en bjergbestiger, så fristedes han af det uopnåelige.

Kun ved at besejre det uopnåelige kunne han få oprejsning for alle

de nederlag, som havde forpestet hans liv.

Sandra var den ubestigelige bjergtinde, som mange drømte om at

bestige. Han var nu så tæt på bjergtinden, at det ville være pinligt,

hvis han vendte om.

Hans angst for at knytte sig til hende var også en angst for, at hans

fortid ville blive brugt imod ham resten af hans liv. Og det var netop,

når kærligheden var dybest, at hans livs hemmelighed øjnede

chancen for at slippe fri af spændetrøjen. Hvis den slap fri, så kunne

det medføre alt lige fra en lettet samvittighed til den totale ydmygelse.

”Skal vi gifte os eller hvad ?” gentog Sandra irriteret.

Martin kiggede forvirret ud i luften.

Skulle han gribe chancen eller løbe sin vej ?

159


KAPITEL 79

Martin blev bombarderet af en inderlig trang til at lette sin samvittighed.

Det pinte ham, at han ikke havde været ærlig overfor

Sandra. Han havde fortiet sit livs hemmelighed. Han havde ikke

fortalt om det skæbnesvangre skub, som kostede Victor livet.

Hvad ville der ske, hvis han kom til at blotte sin akilleshæl ?

Ville hun bruge hans fortid imod ham ?

”Det er noget, vi skal have afklaret først,” sagde han i et forsøg

på at vinde tid, ”ligesom jeg nogle gange stiller urimelige krav

til dig, så stiller du også nogle gange urimelige krav til mig.

Jeg skal både gøre karriere og være blød mand på én og

samme tid. Begge dele kan ikke have første prioritet.

Hvad foretrækker du – den bløde mand eller karrieremanden ?”

”Jeg har aldrig stillet krav om, at du skal gøre karriere.

Tværtimod. Jeg har altid argumenteret for de bløde værdier.

Jeg foretrækker den bløde mand. Hvordan kan du være i tvivl ?”

Martin havde håbet på, at hun havde foretrukket karrieremanden.

Det ville have givet ham lidt betænkningstid.

Han var nødt til at træffe et valg her og nu.

Han valgte at tilgive hendes sidespring.

Han sagde:

”Jeg synes, at det er smukt, at du foretrækker den bløde mand frem

for karrieremanden. Jeg har elsket dig fra første gang, jeg så dig.

Jeg har altid drømt om at blive gift med dig. Sammen vil vi kunne få

nogle dejlige børn. Du er min livs kærlighed. Du er kvinden i mit liv.

Du er min tvillingesjæl. Du er den bedste ven, jeg har. Du er den,

der er tættest på mit hjerte. Selvfølgelig vil jeg giftes med dig.

Du behøver blot at aftale en tid hos præsten.”

Sandra ville fejre beslutningen med champagne, men Martin afslog:

”Jeg skal på tv i aften, og så er det bedst, at jeg er helt ædru.

Jeg skal interviewes om min eksamensopgave.”

160


”Jeg vil med til interviewet. Så kan jeg argumentere for

en kontrol af porno-branchen,” jublede Sandra.

”Hvad så med din far ?

Han får et hjertestop, hvis du fremlægger det forslag.”

”Han er en skinhellig hypokonder.

Hvis han vil græmme sig ihjel, så lad ham græmme sig ihjel.

Fra nu af er det os to.”

”Du må ikke forvolde din fars død,” formanede Martin, ”du vil lide

under det – resten af dit liv. Du får aldrig fred i sjælen. Jeg taler af

personlig erfaring. Alle tror, at . . . . . . . . . . ”

Martin standsede. Den mest uregerlige af alle fortidens dæmoner

havde vristet sig fri af spændetrøjen. Nu var den på vej ud i friheden.

Han kunne ikke holde sit livs hemmelighed skjult længere:

”Alle tror, at professor Neudorf døde ved et uheld, men det var mig,

der . . . . . . . . . . . . . . . . . . skubbede ham i døden.”

Martin græd som en besat.

Han var lettet og angst på en og samme tid.

Han frygtede, at Sandra ville melde ham til politiet.

161


KAPITEL 80

Sandra havde svært ved at fatte alvoren i Martins tilståelse. Hun havde

også vigtigere ting at tage sig til. Hun skulle vælge noget frækt tøj til

talkshowet – men hun kunne ikke beslutte sig.

”Hvis du ikke snart træffer et valg, så kommer vi for sent,” sukkede Martin.

Til sidst endte det med, at hun valgte det tøj, hun havde haft på hele tiden.

Da de ankom til tv-studiet, så havde journalist Asmus Hjort ventet utålmodigt

i flere timer.

”Hvordan er det dog, du ser ud ?” udbrød han ved synet af Martin.

Martin begyndte at fortælle om hans første dag i solen, men Asmus Hjort

afbrød ham:

”Det behøver du ikke at uddybe. Interviewet bliver ikke til noget.

Jeg har i over 3 timer forsøgt at stave mig igennem den første side i din

såkaldte bog – og jeg forstår stadig ikke en brik. Er det virkelig nødvendigt

med alle disse indforståede fagudtryk og citater på hebræisk ?

Jeg ledte efter en ordforklaring bagerst i bogen, men fandt kun nogle

breve til skattevæsenet. De handlede om beskatning af forskud på

væddemål. Den slags skattemæssige finurligheder gider seerne ikke

høre om. Jeg beklager, men interviewet er aflyst.”

”Bogen er min eksamensopgave,” indvendte Martin, ”den henvender sig

kun til læsere med teologisk baggrund. Men hvis du har tid, så vil jeg

gerne ridse indholdet op for dig på almindelig dansk.”

”Du får 2 minutter – allerhøjst !” snerrede Asmus Hjort, ”og hvis jeg hører

så meget som en enkelt ord på hebræisk, så kan du skride ad H…… til.”

Martin begyndte at fortælle om 1. Mosebog, men det interesserede

ikke Asmus Hjort. Han havde håbet på et provokerende debatoplæg

om homoseksualitet og onani. Han blev mere og mere irriteret.

Til sidst råbte han:

”Hvad har du gang i ?

Der er to bøsser på forsiden, som onanerer.

Hvad har de med 1. Mosebog at gøre ?”

”Forsiden er kun tænkt som et blikfang. Bogen handler ikke om

homoseksualitet eller onani. Den handler om nøgenhed.”

162


”Så fortæl om nøgenhed – i stedet for at ævle løs om 1. Mosebog.

Seerne vil høre om sex, sex og atter sex – og hvis du er for fin til at

snakke om sex, så kan jeg godt finde en anden.”

Martin tog en dyb indånding. Han havde ikke lyst til at snakke om nøgenhed.

På den anden side så følte han, at det var nødvendigt med en debat.

Han tog en dyb indånding og fremlagde sine synspunkter med en selvsikkerhed,

som overraskede ham selv. Selv Sandra var imponeret.

Asmus Hjort havde svært ved at skjule sin begejstring:

”Den svada skal nok få seerne op af stolene. Vi må hellere se at

komme i gang. Første punkt på dagsordenen er at få dig sminket.”

”Må Sandra sidde ved siden af mig under interviewet ?”

”Selvfølgelig må hun det. Det skader ikke med lidt kvindelig ynde.

Der er ikke lang tid til, at talkshowet starter. Vi må se at få fart på,”

kommanderede Asmus Hjort og førte dem ind i sminkerummet.

Sminkøren sad midt i en kaffepause. Hun var synligt irriteret over at

blive forstyrret. ”Han skal forhåbentlig ikke sminkes ?” vrissede hun.

”Selvfølgelig skal han det,” svarede Asmus Hjort,

”er det ikke skønt med en udfordring af den kaliber ?”

Det syntes sminkøren ikke.

Hun syntes, at det var en større udfordring at slippe.

”Han ligner et trafikoffer. Det bliver bare værre, hvis jeg putter make-up på.”

Og sådan blev det. Fagkundskaben havde talt.

Martin så sig selv i spejlet. Han havde mest af alt lyst til at bakke ud

og overlade arenaen til Sandra. Det ville Sandra ikke høre tale om.

Til sidst gav han efter. Han havde dog svært ved at tøjre sin nervøsitet.

Jo tættere de kom på sendetidspunktet, des mere nervøs blev han.

Af bar nervøsitet begyndte han at pille i sine sår. Pludselig gik der hul

på et sår og blodet løb ned af kinden. Til alt held lykkedes det ham at

standse blødningen – lige inden talkshowet startede.

Men da udsendelsen startede, så kom han atter til at pille i såret.

Han forsøgte at standse blødningen, men forgæves.

Blodet dryppede ned på hans hvide skjorte.

163


KAPITEL 81

Asmus Hjort indledte talkshowet med at sige:

”Martin Nesum er nyuddannet præst med onani som speciale.

Han har skrevet en bog, der netop er udkommet i dag – og som

I kan se, så er der 2 bøsser på forsiden, som onanerer på livet løs.

Martin har kaldt sin bog for: »Onani for åbent tæppe !«

Martin elsker at onanere – og han gør det gerne for åbent tæppe.

Vi er nok et par stykker, der gerne vil vide, hvor langt vil han gå.

Hvor går Martins grænse ?

Skal vi have paraplyer med i kirken, fordi Martin gokker den af fra

prædikestolen ?”

Asmus Hjort lå flad af grin over den joke. Han havde forventet, at

publikum ville gøre det samme, men latteren udeblev. Det burde han

have forudset. En stand-up komiker havde forgæves forsøgt at varme

publikummet op, men uden held. Publikummet fortrak ikke en mine.

Det var en af de dage, hvor stemningen var helt umulig.

Det manglende respons ramte Asmus Hjort som boldtræ i nakken.

Han gik pludselig selv i sort. Han stirrede hjælpeløst ind i kameraet.

Situationen blev derved ligeså pinlig for ham.

Stilheden var øredøvende.

Til sidst tog Sandra ordet og irettesatte Asmus Hjort:

”Bogens hovedtema er ikke onani.

Bogens hovedtema er en generel opblødning af den kristne sexmoral.”

Martin var lettet – men også splittet.

På den ene side så var han glad for, at Sandra tog ordet, og på den

anden side så ærgrede det ham, at hun fik æren for al hans arbejde.

Sandra følte sig som en fisk i vandet.

Hun fremlagde Martins synspunkter med en charme og livsglæde,

som fik seertallet til at eksplodere.

Til sidst måtte Asmus Hjort afbryde hende:

”Vi skal også have tid til spørgsmål fra seerne.

Vi lægger ud med et spørgsmål fra en meget vred kvinde.

Hvad er dit spørgsmål til Sandra ?”

164


”God aften alle sammen. Jeg hedder Trine Wiezelski. Jeg vil på det

kraftigste fraråde, at man lytter til disse unge præster. Hvis man lytter til

disse djævle, så skal man ikke forvente nogen hjælp fra Gud – tværtimod.

Gud kunne ikke drømme om at hjælpe dem, der spytter på alt, hvad der

er helligt. I stedet for hjælp, så vil man få Guds straf at føle. Hvis ikke det

sker i dette liv, så vil det ske på Dommens dag.

Der var engang, hvor præster kæmpede for at hæve den kristne moral.

Sådan er det ikke længere. Nu går præster efter laveste fællesnævner.

De prædiker ikke længere imod prævention. De prædiker ikke længere

imod før-ægteskabelig sex. De prædiker ikke længere imod nøgenhed

og pornografi. De leder unge i fordærv. De burde skamme sig !”

”Jeg har ingen grund til at skamme mig,” vrissede Sandra, ”jeg påstår

ikke, at jeg udtaler mig på Guds vegne. Det er Trine Wiezelski, der bør

skamme sig. Hun påstår, at hun udtaler sig på Guds vegne. Hun fordømmer

andre, men det har hun ingen ret til. Når hun fordømmer

andre, så skaber hun en unødig skamfølelse.

Hvis Trine Wiezelski vidste, hvor mange mennesker, der griber til

trøstespisning og druk, fordi der bliver prædiket skam, hvor der ikke

er noget at skamme sig over, så ville hun tie stille.

Hvis jeg var Gud, så ville jeg være skuffet over alle dem, der pynter

sig med lånte fjer og prædiker på vegne af Gud. Vi er ikke vikarer for

Gud. Når vi diskuterer Biblen, så skal vi kende vores plads og lægge

al frelsthed bag os.”

Trine Wiezelski svarede igen ved at kalde Sandra de værste navne.

Det fik Asmus Hjort til at slukke for hendes mikrofon.

”Vi accepterer meget i mit talk-show, men der må være en grænse,”

vrissede han, ”jeg har en advarsel til jer selvudnævnte Jesus’er.

Hvis I ikke allerede har fået hjertestop, så må I hellere finde jeres

hjertemedicin frem. Talkshowet bliver nemlig endnu vildere efter

reklamepausen – og den kommer nu.”

165


KAPITEL 82

”Velkommen tilbage til anden del af »Ligepå & Hjort«. Med mig her

i studiet er den sexede præst Sandra, som er så sexet, at hun nok

skal få kordrengene til at synge af fryd. Hendes kritik får dog ikke

vores næste seer til at synge af fryd. Han har ikke de helt store

tanker om præster. Hvad er din kommentar ?”

”Hej, jeg hedder Poul Cerigian – og jeg hader præster, men når det

er sagt, så vil jeg gerne slutte op om Sandras kritik af pornobranchen.

Jeg ville blot ønske, at hun turde omsætte sine ord til handling.

Men hun er præst – og præster snakker og snakker.

I kommer aldrig ud af stedet. Så tag jer da sammen og gør noget.”

”Jeg gør faktisk en masse,” svarede Sandra, ”Martin og jeg er

i gang med at starte et pornofilmselskab. Vores koncept er

seksuelle dokumentarfilm med fokus på den ægte kærlighed.

Der laves i dag pornografiske dokumentarfilm, men desværre viser

disse film kun, hvorledes afstumpede mænd misbruger kvinder.

Porno-stodderne behandler kvinderne, som var de teater-rekvisitter.

Det er på tide, at loven om sex-chikane bliver håndhævet i pornobranchen.

En kvindes retsstilling bør ikke forringes, fordi hun arbejder

i pornobranchen. Der bør indføres en kvalitetsmærkning, som garanterer,

at der ikke er foregået seksuelle overgreb under optagelserne.

Al sex bør foregå på kvindens præmisser.

Det er grundideen i vores film.

Der er ingen mænd i vores filmselskab – ud over Martin. Han er en

super-elsker. Han sørger altid for, at kvinden får sin orgasme først.

Martin vil kunne skabe pornofilm med ægte følelser og ægte orgasmer.”

”I kunne jo kalde jeres filmselskab for: »Skønheden og uhyret«

– og jeg behøver vel ikke at udpensle, hvem der er uhyret, og

hvem der er skønheden,” skraldlo Asmus Hjort, ”jeg glæder mig

til at se jeres første film. Det må være et drømmejob for dig Martin.

Jeg går ud fra, at du glæder dig som en besat.”

166


”Det bliver over mmm..mm…m….,” stammede Martin. Han var ved

at koge over af bar vrede. Han kiggede panikslagent ind i kameraet.

Han pressede sig selv til det yderste, men var ude af stand til at

fuldføre sætningen.

Til sidst tog Sandra ordet:

”Martin vil blot sige, at det bliver over-mmm..mm…m….måde sjovt.”

”Ja, gid det var mig,” sukkede Asmus Hjort, ”bare synet af dig får

mine hormoner til at koge over. Vi må hellere skynde os videre til den

næste seer – inden jeg kommer i bukserne. Hvem har vi igennem ?”

”Det er Anita Schleusen fra Valby. Jeg vil på det kraftigste advare imod

en kvalitetsmærkning i pornobranchen. En sådan mærkning kommer

ikke til at fungere i praksis. Porno-branchen er blottet for enhver moral.

Producenterne vil snyde og gøre kvalitetsmærkningen værdiløs.”

”Ordningen skal selvfølgelig laves, så der ikke er mulighed for snyd,”

medgav Sandra, ”et krav kan være, at filmstudier og omklædningsrum

skal være video-overvågede. Alt hvad der foregår i rummene skal

registreres på en central database hos myndighederne.

Hvis en kvinde føler, at hun har været udsat for sex-chikane, så kan

video-optagelserne bruges som et bevis i en retssag. Hvis producenten

taber retssagen, så skal han fratages retten til at producere pornofilm.

En anden mulighed er at optage filmene i et filmstudie, hvor filmfolk og

aktører holdes adskilt – ligesom i tv-serien Big-Brother. Så behøver

porno-modellerne heller ikke at frygte for overgreb fra filmholdets side.

En tredje mulighed er, at der skal være en statsautoriseret kontrollant

til stede. Det kunne være en ældre kvinde, som har arbejdet i politiet

eller fængselsvæsenet – og som forstår at sætte mænd på plads.”

167


KAPITEL 83

”En kontrol-ordning vil skade mere, end den vil gavne,” vrissede Anita

Schleusen, ”hvis den bliver indført, så vil det være en blåstempling af

porno-industrien. Unge kvinder vil stå i kø for at blive pornomodeller.

Det er muligt, at dit forslag vil dæmme op for sex-chikanen i branchen,

men samfundets fordømmelse kan ingen dæmme op for.”

”I Tyskland har man indført en kontrol-ordning med prostituerede,” indvendte

Sandra, ”man har flyttet de prostituerede fra gaden og ind i Eroscentre.

Her kan kvinderne arbejde under trygge forhold. Kvinderne har

overfalds-alarmer, så de kan tilkalde hjælp, hvis de føler sig truet.

Man har derved blåstemplet prostitution, men selvom branchen lokker

med hurtige penge, så er det ikke et populært karrierevalg. Ludere har

en lav social status, og det er derfor kun nogle få, som bliver fristet.

Sådan vil det også blive med den kontrol-ordning, som jeg foreslår.

Den vil ikke gøre pornobranchen til et populært karrierevalg.

Det er naivt at tro, at overgrebene i porno-branchen kan forhindres ved

at forbyde pornofilm. Kirken bør acceptere pornofilm som et nødvendigt

onde – dog kun under forudsætning af, at der bliver indført en streng

kontrol med porno-producenterne.

Hvis loven om sexchikane bliver håndhævet i pornobranchen, så

får vi et seriøst alternativ til vor tids kvinde-foragtende pornofilm.

Så får vi nogle pornofilm, hvor kvinder dyrker sex af kærlighed og

ikke fordi, de føler sig presset til det.

Filmholdet må ikke blande sig. Filmholdet skal holde sig usynligt og

lydløst i baggrunden. Pornografi skal være som en naturfilm, hvor

fotografen væbner sig med tålmodighed og afventer det rette øjeblik

– også selvom det rette øjeblik måske aldrig kommer.

Det kan virke urimeligt at skulle vente, indtil kvinden får lyst, men hvis

man presser en kvinde til sex, så er det en form for voldtægt, man filmer.

Dårlige forhold for pornoskuespillere skal bekæmpes på samme vis,

som dårlige forhold for høns skal bekæmpes. Ikke ved at forbyde høns,

men ved at give forbrugerne et valg – og forbrugerne får et valg.

168


Hvis kvalitetsordningen bliver gennemført, så vil der være to typer

pornofilm at vælge imellem. Danske pornofilm, hvor skuespillerne

ikke har været udsat for sex-chikane – og udenlandske, hvor der

kan være foregået sex-chikane.

Lovgivningen er alt for slap, når det gælder sex-industrien.

Den står i skærende kontrast til den øvrige lovgivning. Seksuelle

overgreb dømmes normalt meget hårdt. Et godt eksempel på dette

er pædofili. Det ødelægger et barn for livet og bliver straffet derefter.

Det er prisværdigt, at straffen for pædofili er høj, men når en

kvinde fylder atten år, så får porno-stodderne pludselig frit spil.

Så kan de ustraffet knække hende psykisk og derved alt det, som

forældrene har bygget op. Mange vil påstå, at det er forældrenes

egen skyld. De vil påstå, at pigen har fået en alt for slap opdragelse,

men alle piger kan ende i porno-stoddernes kram. De behøver ikke

engang at opsøge porno-stodderne.

Det er tilstrækkeligt, at en enkelt pige i venindekredsen lader sig lokke.

Hvis det lykkes hende at overtale en anden pige fra gruppen, så

kan de to lægge pres på resten – og så begynder lavinen at rulle.

Enhver ung kvinde kan ende i sex-industriens muddergrøft.”

”Det er en meget firkantet påstand, som vi desværre ikke får tid til at

diskutere,” indskød Asmus Hjort, ”vi skal nemlig videre til den næste

seer. Hvem har vi igennem ?”

”Mit navn er Jan Gammelmose. Den unge præst påstår, at nøgenhed

ikke er noget at skamme sig over. I stedet for al den snak, så synes

jeg, at hun skulle løfte op i blusen og vise os, hvad hun har.”

Sandra hev stolt op i blusen og blottede skamløst sine bryster.

Blusen var så stramsiddende, at den ikke gled ned igen.

Jan Gammelmose kom til at stønne af bar ophidselse.

”Og imens Jan Gammelmose onanerer, så tager vi andre en velfortjent

reklamepause,” grinede Asmus Hjort, ”og efter reklamepausen,

så byder vi på endnu mere saftigt tv. Så glem alt om skifte

kanal. Det er her på kanalen, at forside-historierne bliver skabt.

So stay tuned !”

169


KAPITEL 84

”Velkommen tilbage til tredje del af »Ligepå & Hjort«. Med mig her

i studiet er den uartige præst Sandra, som nok skal trække fulde

huse hver søndag. Vores næste seer vil sikkert foretrække en halvtom

kirke og en mere traditionel præst. Hun hedder Malene Spandrup.

Hun har stiftet foreningen: »Kristne Husmødre mod Pornografi«.

Hvad er dit spørgsmål ?”

”Vi synes, at det er ækelt, når unge piger står og vrikker med deres

små numser i musikvideoerne. Det burde forbydes at sende sådanne

videoer. Jeg fatter ikke, hvordan du som kvinde og præst kan forsvare

pornografi. Pornografi er kommerciel udnyttelse af kvindekroppen.

Pornografi forherliger voldtægt og er kvindefornedrende.”

”Vi kvinder bør stå sammen imod alt, hvad der er kvindefornedrende,”

istemte Sandra, ”men pornografi behøver ikke at være kvindefornedrende.

Det er porno-stodderne, som gør pornografien kvindefornedrende.

Pornografien burde være en hyldest til kvinden, men

så længe branchen har et dårligt rygte, så vil den tiltrække liderlige

og griske mænd.

Disse mænd er nogle afstumpede psykopater. De har et forkvaklet

kvindesyn. De vil bare have noget på den dumme og tjene nogle

hurtige penge. De har ikke forstand på kvinder. De kender kun en

type sex – og det er købesex. De påstår, at de er super-elskere,

men deres seksuelle erfaringer stammer fra luderbesøg og nogle

ensomme stunder i stalden.

Jeg har set adskillige pornofilm – og der var ikke skyggen af kærlighed

i en eneste af dem. Pornofilm sender et forkert signal ud til teenagere.

De lærer en masse seksuelle unoder. Vi har brug for seriøse pornofilm,

som kan lære de unge, at sex handler om kærlighed og ømhed.”

”Vi har gud-hjælpe-mig en porno-producent i røret,” afbrød Asmus

Hjort, ”hvad er din kommentar til Sandras beskyldninger ?”

”Den unge præst har ingen ret til at kritisere porno-branchen.

Hun ved ikke, hvad hun taler om. Det er en myte, at vi behandler

kvinder som slagtekvæg. Vi behandler kvinder som gudinder.

I mine film får kvinderne altid den ene orgasme efter den anden.”

170


”Jeg ved udmærket, hvad jeg snakker om . . . . . . . . . . . . . . . . . . . jeg

har faktisk medvirket i en . . . . . . . . . . pornofilm . . . . . og jeg blev truet

til at simulere den ene orgasme efter den anden. Det seksuelle forløber

næsten altid på samme måde. Manden hiver sin pik frem og stikker den

op i det første ledige hul. På den vis er der ingen forskel på, hvordan

I opfører jer hjemme i stalden, og hvordan I opfører jer i et filmstudie.”

Den bemærkning fik porno-producenten til at se rødt.

”Du snakker, men du ved ikke en skid. Du har kun medvirket i en enkelt

pornofilm. Jeg har arbejdet over 40år i pornobranchen. Jeg ved, hvad

jeg snakker om. Alle unge piger forguder mig. Jeg har aldrig modtaget en

eneste klage – og alligevel beskylder du mig for at lave useriøse film.

Intet kan være mere forkert.

Min sidste film: »66 korpiger sluger sperm !« er en meget seriøs film.

Manuskriptet er skrevet af en professionel forfatter. Han har gjort

et fremragende stykke arbejde. Man bliver lynhurtigt grebet af handlingen

og de sjove dialoger. Filmen kan bestilles på www….”

”Jeg bliver nødt til at afbryde dig her og give ordet til Sandra,”

snerrede Asmus Hjort, ”vi accepterer ikke skjulte reklamer.”

”En pornofilm bliver ikke seriøs af, at man lægger en handling ind

i filmen. Det er ikke handlingen, der er det afgørende. Det er kærligheden

mellem de elskende, der er det afgørende. Hvis kærligheden

er ægte – og der er en god stemning under optagelserne, så har

man hoved-ingredienserne til en smuk og seriøs pornofilm.

De medvirkende skal kun dyrke sex, hvis de har lyst.

Det er useriøst at presse kvinder til sex.”

”Ja, det er indiskutabelt,” medgav Asmus Hjort, ”og efter denne

opsang, så er det blevet tid til endnu en kort reklamepause – og

efter reklamepausen så fortsætter vi med sex, sex og atter sex.

Så hold pølse-fingrene fra fjernbetjeningen – ellers vanker der

smæk af farmand.”

171


KAPITEL 85

”Velkommen tilbage til fjerde del af »Ligepå & Hjort«. Vores gæst er

den sexede præst Sandra, som ud over at prædike Guds ord også

skal til at producere pornofilm – og temaet i aften er netop porno.

Vi lægger ud i med et spørgsmål fra en ung mand, der er helt pjattet

med patter. Hvad vil du gerne spørge Sandra om ?”

”Hvad nu hvis det bliver almindeligt, at kvinder blotter deres bryster

ligesom du – kommer der så ikke et tidspunkt, hvor kvindebryster

mister deres seksuelle magi ?”

”Grænserne for hvad der er anstændigt og uanstændigt ændrer sig

hele tiden. På dronning Victorias tid kunne en mand blive opstemt, hvis

en kvinde blottede sin ankel. Sådan er det ikke mere. I dag har ankler

mistet deres seksuelle magi – og sådan vil det også gå med bryster.

Det er forkert, at opfatte nøgenhed som noget seksuelt. Naturfolk

er nøgne døgnet rundt. Hvis nøgenhed gjorde naturfolk staldkåde,

så burde mændene konstant have stådreng på. Det har de ikke.

Men hvad sætter så deres seksuelle følelser i kog ?

Forklaringen kan måske findes i dyreriget. Her er det sådan, at hannerne

får erektion, når hunnerne er i brunst. Hannerne kan altså fornemme,

når hunnerne har ægløsning. Sådan er det formodentlig også

med mennesket. Jeg tror, at urtids-manden kunne fornemme, hvornår

kvinden havde ægløsning, og det var det, som gav ham erektion.

Martin og jeg har gjort nogle observationer, som bekræfter denne

mekanisme. Hvis jeg får lyst til at bolle, så får Martin rejsning – men

hvis jeg kun får lyst til en orgasme, så får han ikke rejsning.

Desværre opdrages vi kvinder til at føle skam, når vi får lyst til at bolle.

Det ødelægger den seksuelle mekanisme, som skulle styre mandens

sex-drift. Sex bliver derved til et spørgsmål om bryster – i stedet for

kærlighed.

Nogle mænd bliver impotente med alderen, men impotens behøver ikke

at være noget fysisk. Da mændene var unge, så kunne de få rejsning,

blot de så en topløs kvinde, men med tiden så har disse mænd erfaret,

at nøgenhed i sig selv ikke er en seksuel invitation.

Mekanismen bag disse mænds erektion er derved blevet nulstillet.

172


Nu afhænger deres rejsning af de seksuelle signaler, som kvinden

udsender. Kvinden behøver dog ikke at have ægløsning for at

udsende disse signaler. Hvis hun nyder at bolle, så kan det skabe

en lyst hos hende, som er så intens, at den ligner en æg-løsning.

Men hvis hendes lyst forplumres af skam, så udebliver de vibrationer,

som skal give manden rejsning – og han må ty til Viagra.”

”Der bliver sandelig leveret stof til eftertanke i dag,” sagde Asmus

Hjort, ”men vi må videre til næste seer. Hvem har vi igennem ?”

”Nu må det være nok med al den frisind,” råbte en harmdirrende herre,

”man kan snart ikke gå på et offentligt toilet eller tage sig et hvil på en

rasteplads uden at se nogle bøsser have sex. Den seksuelle moral er

ude på et galoperende skråplan. Hvis der ikke bliver grebet ind nu, så

ender det med, at vi ikke kan gå i svømmehalen uden at blive belemret

med et homoseksuelt live-show. Men det kan du og din bøsse-ven vel

ikke se noget forkert i ?”

”Jo, det kan jeg da sagtens. Spontan sex i det offentlige rum tager vi

skarpt afstand fra – og det er ikke en undskyldning, at man er stærkt

trængende. Hvis man skal på wc, så kan man godt holde sig indtil lejligheden

byder sig. Sådan må det også forholde sig med sex. Det haster

ikke mere, end at man godt kan vente til, at man er alene sammen.

Det er i den sammenhæng vigtigt at skelne mellem sex og nøgenhed.

Sex hører privatlivet til. Det gør nøgenhed ikke nødvendigvis.”

”Men hvor går grænsen ?” spurgte Asmus Hjort, ”du blotter med glæde

dine bryster i den bedste sendetid. Er det ikke at gå over stregen

– eller er det i orden at provokere, når bare man er præst ?”

”Der er steder og situationer, hvor det er i orden at provokere.

Og dit talkshow er netop berygtet for at provokere seerne.

Seerne ved altså, hvad de går ind til, når de ser dit talkshow.”

”Ja, det er så sandt, som det er sagt. Jeg elsker at provokere.

Det er derfor, mit talkshow har de højeste seertal,” pralede Asmus

Hjort, ”der er dog ikke tid til mere selvros. Det er nemlig blevet tid

til en kort reklamepause – og efter den, så er der endnu mere tv

under bæltestedet. Så glem alt om at grave fjernbetjeningen frem

af rodebunken på sofabordet. Det er her på kanalen, at det sner.”

173


KAPITEL 86

”Velkommen tilbage til femte del af »Ligepå & Hjort«. Aftenens gæst

er den topløse præst Sandra. Hun hævder, at Biblen ikke forbyder

nøgenhed – og hun sætter gerne handling bag sine ord.

Sandra påstår, at der bliver prædiket skam, hvor der ikke er noget at

skamme sig over. Hendes kritik har vakt stor vrede. Telefonerne gløder

i øjeblikket. Vi har en mandlig seer igennem, som er rasende.”

”Ja, ordet rasende er ikke et stærkt nok. Jeg er ved at sprænges.

Nu må det være slut med al den pladderhumanisme. Det er på tide,

at der bliver ryddet op i Folkekirken. Jeg advarede i sin tid imod

kvindelige præster, men ingen ville lytte – og nu ser vi resultatet.

En topløs præst, som går sexindustriens ærinde. Hun burde

bekæmpe nøgenhed – men hun forsvarer den. Hun glemmer, at

der er en god grund til, at nøgenhed er en synd. Nøgenhed er en

nedværdigelse af kvinden og strider derfor imod Jesu ånd.”

”Du kæder nøgenhed og nedværdigelse sammen,” sagde Sandra,

”men de to ting hænger ikke sammen. Det afgørende er ikke, om

man er nøgen eller ej. Nøgenhed er kun nedværdigende, når der

er tale om tvang. Hvis en kvinde nyder at vise sin nøgne krop frem,

så er hendes nøgenhed ikke nedværdigende.

Jeg er meget stolt af mine bryster – og hvis man er stolt over noget,

så er det kun naturligt, at man gerne viser det frem. Det føles ikke

ydmygende, når jeg blotter mine bryster på tv – tværtimod. Jeg føler

mig stolt, og jeg nyder, at der er en masse mænd, som begærer mig.

Jeg kæmper for at gøre livet lettere for den næste generation.

Hvis vi prædiker, at nøgenhed er en kristen synd, så vil kristendommen

fortsætte med at fremstå som en dyster og utidssvarende religion.

Kristne børn får en unødig ballast, som de skal tynges af resten af livet.

Jeg vil ikke aflive den kristne sex-moral, men hvis vi prædiker synd, hvor

der ikke er noget at skamme sig over, så går der inflation i forbuddene

– og vi præster kommer til at tale for døve øren.”

”Det kan jeg kun bakke op om. Vi skal videre til den næste seer, som

gerne vil være anonym. Hvad er dit spørgsmål ?” spurgte Asmus Hjort.

174


”Hej, jeg hedder Brian Aspendal, og jeg vil gerne være anonym

. . . . . øh . . . . .

Hvis pornografi er ok, hvad så med prostitution ?

Er det så også ok ?”

”Der findes ludere, der forsvarer prostitution,” svarede Sandra,

”de argumenterer ligesom spritbilister, der føler sig usårlige, fordi

de har kørt spritkørsel i årevis – uden at der er sket noget.

Men det er kun et spørgsmål om tid, før det går galt.

Sådan vil det også gå for de fleste ludere.

Det er kun et spørgsmål om tid, førend luderen løber ind i en

hulemand, som knækker hende psykisk.

Kvinder, som ikke har hård hud på sjælen, bør holde sig væk fra

luderbranchen. En enkelt nat med en psykopat kan ødelægge en

kvinde for resten af livet.

Bagmændene lokker med en fyrstelig løn og påstår, at prostitution

er et almindeligt arbejde. Men det er vildledende markedsføring.

Man burde kalde det for voldtægt med forudbetalt erstatning for et

ødelagt liv.

Alt for mange mænd tror, at ludere elsker sex, men bag den

smilende facade gemmer der sig ofte en menneskelig tragedie.

Prostitution er kold business. Det er pornografi også i øjeblikket,

men pornografi behøver ikke at være kold business. Hvis de

medvirkende i en pornofilm elsker hinanden, så bliver pornofilm

en hyldest til kærligheden.”

”Ja, vi er nok nogle stykker, der gerne vil se dig hylde kærligheden

– både forfra og bagfra. Bare tanken gør mig vild i varmen,” leflede

Asmus Hjort, ”det er blevet tid til en kort reklamepause, og efter den

så vender vi tilbage med endnu mere fy-fy. Så glem alt om at sætte

nye batterier i fjernbetjeningen. Der findes kun et talkshow, der kan

levere varen – og det er Ligepå & Hjort.”

175


KAPITEL 87

”Velkommen til næstsidste del af »Ligepå & Hjort«. Jeg er så heldig at

være den første til at interviewe Sandra. Hun er både præst og pornomodel.

Sandra er imod prostitution. Det kan man ikke sige om vores

næste seer. Hun hedder Maiken Lykkedal, og hun er indbegrebet af en

lykkelig luder. Er du enig med Sandra i hendes kritik af sexbranchen ?”

”Nej, det er jeg ikke. Jeg har været luder i over 16år, og jeg elsker mit

arbejde. Det er en fordom, at man tager psykisk skade af at arbejde

som luder. Det er sjovt at være luder. Man møder mange spøjse typer,

og man tjener mange hurtige penge.”

”Der findes kvinder, som trives i sex-branchen,” medgav Sandra,

”men det er en speciel type, som kan sætte psykopater på plads.

Sexbranchen er psykopaterne legeplads. Her kan de udleve deres

hang til perversioner og voldtægt – uden at få problemer med politiet.

Luderne skal ikke forvente nogen hjælp fra bagmændene.

For dem er luderne blot nogle pengemaskiner, som skal skiftes ud

med jævne mellemrum. Kunderne vil se nye ansigter – og det får de.

(bilag 11/ side 255)

Det skønnes, at 2% af kunderne er hulemænd.

De er voldelige, sindsforstyrrede og sygeligt perverse. Og regner

man bagmændene med, så bliver procent-satsen endnu højere.”

”Jeg har haft flere tusind kunder – og de er altid været søde.

Hvis de ikke er søde, så får de ingen sex,” fortalte Maiken Lykkedal.

”Du vil sikkert hævde, at kunder og bagmænd opfører sig eksemplarisk,

men der skal kun et enkelt råddent æg til at ødelægge en hel omelet.

Der skal kun en enkelt rådden sadist til at ødelægge en kvinde for livet.

Uhæderlige kunder findes i alle brancher – også i sexbranchen.

Nogle ludere allierer sig med bagmænd i et forsøg på at undgå disse

tab, men alfonserne er ofte så griske, at luderen er bedre tjent uden.

Luderbranchen er den branche, der døjer mest med overgreb og trusler.

Din udmelding er så firkantet, at alarmklokkerne bør ringe. Det behøver

dog ikke at være en bevidst fordrejning af sandheden. Overgrebene kan

være så smertefulde at tænke tilbage på, at du har fortrængt dem.”

”Du ved en masse om Biblen, men luderbranchen ved du intet om.

Jeg synes, at du skal holde din kæft,” vrissede Maiken Lykkedal.

176


”Jeg ved mere, end du tror . . . . .

Jeg har arbejdet som call-girl i over 8 år – og uanset hvor venlig

kunden har været, så har det altid været en ydmygende oplevelse.

Jeg har også haft en masse psykopater som kunder. Den værste

var en pæn forretningsmand, der bandt mig til sengen og brugte

min kusse som askebæger.

Da han var færdig med at torturere mig, så truede han mig til at

betale pengene tilbage. Jeg havde intet andet valg end at gøre,

som han forlangte.

Politikerne gør ikke nok for at standse disse traumatiserende

overgreb. Undskyldningen er, at det er svært at lave en effektiv

lovgivning, men det er kun den halve sandhed. Når det drejer sig

om sex-slaveri, så er det muligt at lave en effektiv lovgivning.

Hvis alle ludere bliver returneret til deres hjemlande, så bliver

det en økonomisk bet for menneskesmuglerne og bagmændene.

Lovforslaget går i al sin enkelhed ud på, at alle prostituerede skal

sendes tilbage til deres respektive hjemlande.

Ordningen vil derfor ikke berøre danske statsborgere.

Hvis den bliver gennemført, så vil den nedbringe antallet

af ludere til 1980’er niveau.

Sex-slaver lever i evig frygt for bagmændene: De ønsker derfor ikke

at blive sendt retur til deres hjemlande. Men bagmændene hævner

sig kun på de kvinder, der videregiver informationer til politiet.

Vi bør derfor vende det blinde øje til og undlade at retsforfølge de

udenlandske bagmænd. Vi bør kun bekæmpe dem ved at hindre

dem i at tjene penge. Slavehandel hører ikke hjemme i vor tid.”

Asmus Hjort nikkede anerkendende og sagde så:

”Og efter denne feministiske opsang, så er det blevet tid til en

reklamepause og efter den, så fortsætter vi med at provokere

alle jer, der mener, at sex ikke hører hjemme på tv.

Så bliv hængende her på kanalen.”

177


KAPITEL 88

”Velkommen tilbage til sidste del af »Ligepå & Hjort«. Med mig her i

studiet har jeg en præst, som også er call-girl. Hun hedder Sandra.

Hun har skrevet denne bog: »Onani for åbent tæppe«.

Bogen er en hyldest til onani og homoseksualitet. Bogen er netop udkommet

i dag og har udløst en sand telefonstorm. En af de heldige seere,

der er sluppet igennem, er Daniel Alborn. Hvad er din kommentar ?”

”Sandra foreslår, at alle ludere skal sendes retur til deres hjemlande,

men det løser ingenting. Kvinderne vil blot blive sendt videre til nogle

andre lande.”

”Men hvis slavehandlerne genbruger de hjemsendte kvinder, så er

der andre kvinder, som slipper for at blive rekrutteret. På længere

sigt vil det medføre et fald i antallet af sex-slaver på verdensplan.”

”Men det er jo ikke alle udenlandske ludere, der er sex-slaver,”

vrissede Daniel Alborn.

”Uanset om kvinderne er sex-slaver eller ej, så er prostitution af det

onde. Vi har ikke pligt til at holde vore grænser åbne for en profession,

som ødelægger unge kvinders liv,” påpegede Sandra.

”Du glemmer, at der er noget, som hedder arbejdskraftens fri bevægelighed,”

snerrede Alborn, ”hvis vi forbyder udenlandske ludere at arbejde

i Danmark, så krænker vi en af EU's grundlæggende principper.”

”Prostitution er ikke et erhverv,” påstod Sandra.

”Selvfølgelig er det et erhverv. Sex-arbejderen leverer en ydelse

og tjener derved til livets ophold.”

”Det samme gælder for narkohandlere og lejemordere. De leverer

også en ydelse og tjener derved til livets ophold,” indvendte Sandra.

”Sådan kan man ikke konkludere. Narkohandel og mord er forbudt.

Det er prostitution ikke.”

”Prostitution burde også være forbudt i sin nuværende form.

Staten bør indføre en autorisation, som kun gives til kvinder

over 25år, der har bestået et obligatorisk kursus i selvforsvar.

178


Du vil sikkert påstå, at et kursus i selvforsvar er unødvendigt,

men der findes sadistiske kunder, og deres overgreb kan skabe så

stor angst, at luderen må gribe til narko for at holde dagligdagen ud.

En ung kvinde skal vide, hvad hun går ind til, hvis hun ønsker at

blive luder – på samme vis som en mand ved, hvad han går ind

til, hvis han ønsker at blive bokser.

Ligesom der findes boksere, der opfatter vold som noget naturligt,

så findes der også kvinder, som opfatter tvungen sex som noget

naturligt. Disse kvinder er som regel incestofre. De burde have

psykologisk hjælp, men griske bagmænd slår plat på deres ulykke

og lokker dem ind i sex-industrien. Disse kvinder er lette ofre.

De har vænnet sig til, at al modstand er omsonst.

De har vænnet sig til at gøre, hvad liderlige mænd befaler.

Sex er blevet til en daglig ydmygelse, der blot skal overstås.

Incestofre adskiller sig derved fra almindelige kvinder.

Overgrebene har medført, at de lukker af for alle følelser.

Sex-branchen er dygtig til at hverve piger. De bilder pigerne ind,

at prostitution er sjov og ballade. Det er det ikke. Det er et liv uden

sikkerhedsnet – og det kræver et specielt psyke. Ludere skal have

det samme psyke, som boksere har. De skal være meget selvsikre,

aggressive og elske at slås.”

”Vi er ved at løbe tør for tid,” afbrød Asmus Hjort hende,

”men vi kan lige nå et sidste spørgsmål. Hvem har vi igennem ?”

”Det er Sandras mor,” lød en panisk stemme, ”Sandra vil du straks

holde op med det dér ! . . . . . Din far har fået et hjertestop. Vi er på vej

til hospitalet i en ambulance. Skynd dig og kom – inden det er for sent !”

Sandra løb ud af studiet.

Nede på gaden forsøgte hun desperat at praje en taxa.

Pludselig kørte Asmus Hjort forbi i høj fart.

Han så hende dog ikke.

Han var på vej til hospitalet sammen med en tv-fotograf.

De håbede på at kunne sende live fra Sandras fars dødsleje.

179


KAPITEL 89

Asmus Hjort ringede til en sygeplejerske, som han kendte på den

intensive afdeling. På Asmus Hjorts vegne spurgte hun Johannes, om

han havde noget imod, at hans sidste minutter blev sendt live på tv.

Det havde Johannes ikke.

”Så har Gud alligevel hørt mine bønner,” sagde han, ”det er på tide,

at jeg får chancen for at prædike for de vantro. Det må være Guds

ønske, at Sandras usømmelige tv-optræden skal bane vejen for min

tv-debut. Så kan jeg holde den tale til nationen, som jeg længe har

drømt om. Ja, måske bliver jeg så populær, at jeg får mit eget tvprogram.”

Tv-holdet fandt hurtigt frem til den sengestue, som Johannes lå på.

”Vi er vel ikke kommet for sent !” råbte Asmus Hjort, mens fotografen

filmede på livet løs.

”Nej,” stønnede Johannes, ”men jeg har næppe lang tid endnu.

Det var godt, at I kom. Det må være Gud, som har sendt jer.

Endelig kan jeg komme til at tale til hele Danmarks befolkning.

Lyt til mig alle rettroende !

Civilisationen står over for den største trussel nogensinde.

Ungdommen har mistet sin respekt for alderdommen. Den tænker

kun på sex og fornøjelser. Der var engang, hvor de kristne værdier

blev holdt i hævd. Men hvor mange i dag tager Guds ord alvorligt ?

Hvis vi alle tog Biblens ord alvorligt, så ville vi ikke være i den situation,

som vi er i nu. Så ville Sandra ikke være faldet i armene på den onde

selv. Så havde hun lyttet til mig – og verdenen havde været skånet for

hendes skandaløse tv-optræden.”

Asmus Hjort kiggede på fotografen.

”Han virker nu ikke særligt døende på mig,” sagde han.

Fotografen nikkede og slukkede skuffet for kameraet.

De skulle lige til at gå, da Sandra kom løbende ind af døren.

”Din far har mere brug for en psykolog end en læge,” sagde fotografen

og tændte atter for kameraet for at filme hendes reaktion.

180


”Det var godt, at du kom,” stønnede Johannes, ”disse tv-folk har ingen

opdragelse. Her ligger jeg for døden, og de gør bare nar. Hvis vagtlægen

ikke var kommet med det samme, så havde jeg været død nu.”

”Hvad gjorde vagtlægen ved dig ?” spurgte Sandra.

”Ingenting,” stønnede Johannes, ”overhovedet ingenting.

Sådan er de unge læger. De tænker kun på sex og fornøjelser.

De lægger os i en seng og går deres vej. De er ligeglade med

os gamle. Se bare på mig. Her ligger jeg for døden, og det eneste,

de gider gøre, er at sætte en masse dimser på min brystkasse.”

”Hold op med at skabe dig !” råbte Sandra arrigt,

”der er intet galt med dit hjerte.

De dimser måler din hjerterytme – og din hjerterytme er fin.

Du ligger ikke for døden. Hold op med at spille døende.

Du narrer ingen med din hypokondri. Det er bare noget, du foregiver

for at få mig til at makke ret. Men det nytter intet. Jeg er en voksen

kvinde. Jeg vil ikke lade mig skræmme til tavshed længere. Du har

misbrugt mig gennem hele min barndom, men nu skal det være slut.

I morgen går jeg til politiet og melder dig for incest.”

Johannes var vant til, at han altid kunne få sin vilje ved at spille døende.

Sandras uforsonlige trussel kom derfor som et lyn fra en klar himmel.

Han ramtes af et vaskeægte chok.

Hans vejrtrækning gik i stå, og hans hjerte standsede.

Alarmen på patient-monitoren gik øjeblikkelig i gang.

En læge og et par sygeplejersker kom straks løbende.

De kastede sig over Johannes og forsøgte at genoplive ham

– men forgæves. Johannes ønskede ikke at leve mere.

Til sidst måtte de give op.

Johannes var død.

Sandra faldt ham grædende om halsen.

”Du må ikke dø, far !” græd hun, ”du må ikke dø.

Jeg mente ikke et ord af det, jeg sagde.”

181


KAPITEL 90

Tiden efter Johannes død blev et mareridt for Sandra.

Hun havde lovet Julie, at hun ville holde fingrene fra Martin i al evighed.

Det løfte havde hun nu brudt for åben skærm. Julie følte sig til grin.

Hun var rasende. Der var ingen, der skulle slippe godt fra at snyde hende.

Julie svor, at hun ville hævne sig – koste hvad det ville.

Asmus Hjort var en af Julies nære venner. Han fik til opgave at eksekvere

Julies hævn. Til det formål fik han en stor pose penge. Han hyrede en

hoben æreløse journalister og skumle privatdetektiver. Hans stab fik til

opgave at bore i Sandras fortid.

Sladderpressen befandt sig midt i en agurketid. De sukkede

efter en skandale, som var fyldt til bristepunktet med sex og hykleri.

Asmus Hjort var manden, der kunne opfylde dette ønske.

Han var en mester i at få læsertallene til at eksplodere.

En uhæderlig privatdetektiv gjorde årets scoop. Han hackede sig ind på

Annabels computer. Han kunne knap tro sine egne øjne, da han kiggede

kundekartoteket igennem. Og da han bladrede fotoalbummet igennem,

så måtte han ustandseligt gokke den af.

Billederne var en guldgrube. Et skjult kamera havde fotograferet Sandra,

mens hun havde sex – og der var adskillige berømtheder blandt hendes

kunder. Hun havde omhyggeligt skrevet deres navne på billederne og

givet dem point for deres seksuelle præstationer. Størstedelen måtte

nøjes med en enkelt stjerne - kun en enkelt fik 5 stjerner. Det var en

berømt imam, som var kommet i bukserne – og som efterfølgende

havde givet godt med drikkepenge.

Sandra havde haft over tusind kunder. De mest berømte blev afsløret

for fuld musik. Hver dag bød på en ny skandale.

Journalisterne opsøgte systematisk alle i kundekartoteket. Nogle lod sig

frivilligt interviewe – andre truede med sagsanlæg. De, der truede med

sagsanlæg, kom fra asken over i ilden. Journalisterne hævnede sig ved

at opdigte de interviews, de ikke fik frivilligt. Fælles for alle interviewene

var, at Sandra blev fremstillet som en skinhellig nymfoman.

Sandra fik også sin egen hadeside på Internettet.

Den fik det sigende navn: www.sandheden-om-sandra.dk.

Den var spækket med saftige billeder og opdigtet smuds.

182


Sandras kunder var opført efter, hvor mange point de havde scoret på

lagenet. Hver kunde havde sin egen side. Her kunne man læse om

seksuelle særheder, penis-størrelse, karriere, ægtestand, børn,

adresse, telefonnumre, nøgenfotos, interview, etc. Der var også en

kopi af bureauets aftalekalender, så man kunne se, hvornår kunden

havde fået tilfredsstillet sit behov – og hvor meget han havde betalt.

En massiv medie-omtale fik hadesiden til at stryge ind på top-ti listen.

Siden indeholdt også en blog, som Sandras fjender kunne afreagere på.

Gennem årene havde hun ydmyget en masse tilbedere for at skjule sit

mande-had. Nu var hævnens time kommet, og de forsmåede tilbedere

stod i kø for at returnere ydmygelserne.

Og de var ikke de eneste, der nød at give råt for usødet.

Sandra havde ført en indædt hetz mod homoseksualitet sammen

med sin far. Nu blev hendes hetz returneret med renters rente.

Den pornofilm, som Sandra havde medvirket i, blev sendt på landsdækkende

tv. Den blev en seermagnet. Rockertyperne, som havde

produceret filmen, var i »Ligepå & Hjort«.

De gav et helt fordrejet billede af Sandra. De beskrev hende som en

umættelig nymfoman, som havde rendt dem på dørene. De hævdede,

at hun havde tilbudt penge for at medvirke i en film. Til sidst havde de

forbarmet sig over hende og havde bollet hende i alle tre huller.

Alle i hendes familie tog afstand fra hende – undtagen hendes mor.

Hun forsvarede Sandra i et interview, men journalisten var betalt af Julie.

Han fordrejede alt det, som moderen fortalte. Interviewet blev til en endeløs

opremsning af pinligheder, som var grebet ud af den blå luft. Sandra

var dybt skuffet over sin mor og nægtede at høre hendes udlægning.

Sandra havde været et forbillede for mange. De følte, at hun havde

holdt dem for nar. Nu undgik de hende, som var hun spedalsk.

Alle vendte hende ryggen. Alle – undtagen Martin. I tiden efter Johannes

død var han en uundværlig støtte for hende. Martin havde valgt Sandra

– og han stod ved sit valg, uanset hvad andre måtte tænke om hende.

Sandra havde hadet og foragtet Martin fra første gang, hun så ham.

Nu var Martin hendes eneste ven og støtte.

183


KAPITEL 91

Sandra var ikke vant til at være forhadt. Det tog derfor hårdt på hende,

at hun ikke kunne charmere sig uden om alt den foragt, der pludselig

væltede ned over hende. Hun var normalt meget udadvendt, men nu

turde hun knapt gå udenfor en dør.

Hun blev konstant opfordret til at give interviews. Til sidst blev presset

for meget for hende. Hun accepterede at medvirke i et direkte sendt tvinterview.

Journalisten ville dog ikke have Martin med.

”Han sidder bare og stirrer dumt ind i kameraet,” indvendte han, men

Sandra insisterede – og til sidst måtte journalisten acceptere hendes krav.

Forhåndsinteressen for interviewet var enorm. Gaderne lå mennesketomme

hen, da interviewet startede. Bookmakerne havde væddemål

kørende om, hvorvidt Sandra ville løfte op i blusen igen.

Husarerne sad lænket foran tv-skærmene, men de blev hurtigt skuffede.

Sandra var klædt i sørgetøj og insisterede på, at hun kun ville snakke

om sorgen efter hendes fars død. Det blev til en seriøs debat om

kærlighedens og sorgens væsen – og seerskaren svandt hurtigt ind.

Der blev meget stille omkring Sandra i tiden efter interviewet.

Martin fortalte ærligt om, hvordan han var kommet til at slå Victor ihjel

– og han fortalte om alle de pinsler, han var gået igennem bagefter.

Sandra var rystet over, at han havde forvoldt Victors død – men hun

elskede ham på trods af det skete. De var nu kommet til det punkt, hvor

de ikke havde flere hemmeligheder for hinanden – eller havde de ?

Da Sandra kom til kræfter igen, så gik hun helhjertet ind i kampen

imod det kristne sex-hykleri.

Sammen med Martin skrev hun bogen:

»The Christian sexual moral – should it be updated ?«

De frygtede, at hetzen mod hende ville spænde ben for bogens

budskab. De valgte derfor at skrive bogen på engelsk og under

pseudonym.

184


Det var imidlertid svært at finde en udenlandsk forlægger, der turde

udgive bogen. Til sidst måtte de skrive kontrakt med et lille undergrundsforlag.

Desværre var forlaget så lille, at ingen aviser gad anmelde bogen.

Den manglende omtale gjorde Sandra så desperat, at hun sendte

bogen til en fundamentalistisk præst i staten Utah. Hun vedlagde et

brev under et opdigtet navn. I brevet henviste hun til adskillige Bibelkritiske

afsnit i bogen og foreslog, at den øjeblikkelig blev forbudt.

Reaktionen kom prompte. Bogen blev total forbudt i staten Utah.

Et sådant forbud burde skabe en masse avis-omtale, men effekten

udeblev – og dog.

En lille lokal tv-station i New York bemærkede forbuddet.

De inviterede Sandra og Martin til at deltage i et direkte sendt talkshow.

Talkshowet var just ikke en seermagnet. Det var kendt som

venstrefløjens legeplads. Her kunne nye og uprøvede kræfter få

deres litterære debut – og Sandra og Martin greb chancen.

Interviewet forløb meget forudsigeligt. Martin sad som sædvanligt

og kiggede skrækslagent ind i kameraet, mens Sandra brillerede

med sin charme og veltalenhed.

185


KAPITEL 92

Efter talkshowet blev Sandra og Martin inviteret til et cocktailparty på en

af byens fineste restauranter. Festen blev holdt til ære for en berømt

forfatter. Men selvom han var berømt, så havde han ikke den karisma

og udadvendthed, som Sandra havde.

Hun blev derfor det naturlige midtpunkt ved festen.

Hun argumenterede for en opblødning af den kristne sex-moral med

en begejstring, som tryllebandt alle. Martin puffede de blot til side.

Til sidst opgav han at komme til orde og gemte sig i et hjørne.

Pludselig gik en ældre herre målrettet hen til ham. Han smilede.

”Have we been introduced ?” spurgte han høfligt.

Martin kiggede desillusioneret på ham og mumlede: ”Fuck off !”

Pludselig blev der pinligt stille i restauranten – bortset fra en forarget

hvisken, der spredtes som en løbeild:

”The young man said: »Fuck off !« to William DeLoake !”

Alle kiggede ondt på Martin.

Han havde fornærmet William DeLoake – en af verdens

højest respekterede kultur-skribenter.

En tjener gik ærbødigt over til DeLoake.

Han spurgte: ”Has this young man insulted you ? . . . . ”

DeLoake nikkede – og tjeneren eskorterede Martin ud på gaden.

Der var isnende koldt på gaden.

Martin kunne ikke få udleveret sin frakke.

Garderobemærket lå i Sandras håndtaske.

Penge havde han heller ikke. De lå i hans frakke.

Han standsede en taxi-chauffør og bad om kredit.

Taxachaufføren grinede blot og kørte videre.

Martin måtte tålmodigt vente på, at Sandra kom ud fra festen.

Gennem vinduet kunne han se, hvorledes hun morede sig

– eller rettere sagt: han kunne gætte sig til, at hun morede sig.

186


Det eneste, han kunne se, var mængden af mennesker omkring

hende – og han vidste, at hun morede sig, for hun elskede at være

i centrum.

Tiden gik uendeligt langsomt.

Han var ved at dø af bar kulde.

Til sidst kom Sandra ud.

Hun havde hans frakke med.

Martin var lykkelig ved synet, men lykken varede kort.

”Hvad i alverden gik der af dig !” råbte hun harmdirrende, ”jeg havde

lige fået kringlet et interview med William DeLoake. Og dum som jeg

er, så fortæller jeg ham, at du er medforfatter til bogen. Han går over

til dig for at invitere dig med til interviewet, og så siger du: »Fuck off !«

Det krævede al min charme og veltalenhed at redde aftalen med ham.

Jeg var nødt til at love ham, at jeg ikke tog dig med.

Og hvorfor skulle jeg også det ?

Du ødelægger alt.

Fra nu af bliver du på hotelværelset.

Det er slemt nok at have dig med, når du aldrig siger en lyd, men det er

utilgiveligt, at du er uforskammet, når du endelig får munden på gled.”

”Jeg er ikke uforskammet af natur. Jeg er ikke vant til at omgås

kultur-eliten. Jeg er vokset op på en bondegård. Jeg føler mig ikke

hjemme blandt disse kultur-pinger. Jeg blev usikker og gik i panik,”

forklarede Martin.

187


KAPITEL 93

De kørte tavse tilbage til hotellet.

Det var først, da de kom op på værelset, at Martin brød tavsheden:

”Jeg vidste, at det ville gå galt. Jeg har været alt for ambitiøs. Jeg

burde have satset på en almindelig kvinde. Vi passer ikke sammen.

Du lever i din verden – og jeg lever i min verden. Jeg er vokset op

på en bondegård. Du er vokset op i et overklassehjem. Du forstår

mig ikke. Du aner ikke, hvor svært det er for mig at begå mig i overklassemiljøet.

Jeg ved godt, at jeg ikke duer til tv-interviews, cocktailparties og alt

det der. Du behøver ikke at gnide salt i såret. Hvis du havde udvist

tålmodighed og lyttet til mig, så havde jeg overladt rampelyset til dig

– uopfordret. Din skideballe var unødvendig. Den har kun skadet

forholdet mellem os.

Jeg har været med i tre tv-interviews – og jeg har ikke formået at sige

en lyd i en eneste af dem. Jeg har virkelig forsøgt mit bedste, men uden

held. Nu gider jeg ikke forsøge mere. Jeg bliver nødt til at acceptere, at

du får æren for mit arbejde. Det væsentlige er ikke, hvem der får æren,

men derimod at budskabet bliver hørt – og når du er på tv, så bliver

budskabet hørt.”

”Nu må du holde op med dit latterlige selv-ynk,” vrissede Sandra, ”du

glemmer, at vi et team. Vi kæmper for den samme sag. Du glemmer,

at vi supplerer hinanden. Vi er det perfekte match. Din styrke er min

svaghed, og min styrke er din svaghed. Dit arbejde er ligeså vigtigt som

mit arbejde. Du har nogle unikke evner, og jeg har nogle unikke evner.”

”Jeg ville nu foretrække, at jeg havde dine evner, og du havde mine.

Jeg ville foretrække, at det var mig, der fik anerkendelsen for dit arbejde.

At det var mig, der festede og var populær – og dig der lavede alt det

sure slid. Som det er nu, så får du al anerkendelsen. Jeg får kun det

stik modsatte. Jeg får kun hån som tak for mit arbejde.”

”Hvorfor søger du ikke professor Neudorfs professorat ?” foreslog Sandra,

”du har ingen chance for at få tv-seernes anerkendelse, men du har en

god chance for at få fakultetets anerkendelse. På fakultet er du i dit es.”

188


”Jeg har allerede søgt stillingen, men mest på grund af trods.

Julie påstår, at det er hende, der sidder med magten. Hvis jeg

får professoratet, så vil det være et slag i ansigtet på hende

– og hvis jeg ikke får professoratet, så kan jeg bruge hende

som syndebuk.”

”Du behøver ikke at forsvare, at du har søgt stillingen.

Jeg har også søgt den.”

”Vil du ikke være sød at trække din ansøgning tilbage ?”

bønfaldt Martin, ”jeg har ikke en chance, hvis du også søger.”

Sandra sukkede. En sådan beslutning ville blive svær at tage.

Hun kunne godt se, at hun burde overlade en del af rampelyset til

Martin, men han havde ikke en jordisk chance for at blive professor.

Han var en drømmer.

Hun følte, at det var urimeligt, at hun skulle opgive sin professordrøm

til ingen verdens nytte. Det ville ikke øge Martins chancer,

hvis hun trak sig. Professoratet ville blot gå til en ældre og mere

erfaren kandidat.

Martin var alt for ung og uerfaren. Det var Sandra også.

Men sådan så hun ikke på det. Hun havde været en af de mest

magtfulde personer på fakultetet indtil hendes famøse tv-debut.

Hun bildte sig ind, at hun sagtens kunne genvinde det tabte, men

hendes chance var ligeså spinkel som Martins.

Der var ingen af dem, der havde en PhD-grad – og uden en PhD-grad

så kan man ikke blive professor. Hvis hun havde haft lidt realitetssans,

så havde hun trukket sig uden sværdslag.

”Der er ingen grund til, at jeg trækker mig allerede nu,” sagde hun,

”lad os vente og se. Måske bliver du slet ikke inviteret til ansættelsessamtale

– og så ville det jo være dumt, hvis jeg trak mig allerede nu.”

Og sådan blev det.

189


KAPITEL 94

William DeLoake var kendt som en meget udadvendt og frygtløs

journalist, men da hans datter begik selvmord, så brød hans verden

sammen. Han forskansede sig i sin suite på hotel Plaza og kom

meget sjældent ud. Årene gik og mange blev bekymret for hans

helbred.

Når han endelig var ude blandt andre mennesker, så var han altid

indesluttet og trist. Det fremstod derfor som et mirakel, da Sandra

fik ham til at live op igen. Det var dog ikke noget mirakel.

Sandra lignede blot hans datter – både i udseende og sind.

Det var ikke enhver forundt at blive inviteret til arbejdsfrokost

i hans suite, men Sandra havde charmeret ham i en grad, så

han havde gradbøjet reglerne.

Sandra havde lovet Martin, at hun ville dukke op sidst på eftermiddagen,

men hun dukkede først op sidst på natten.

Martin havde svært ved at skjule sin jalousi – og hans jalousi

blev ikke mindre, da Sandra begyndte at tale som et vandfald

om William DeLoake.

Han var den perfekte gentleman.

Efter interviewet havde han inviteret hende til en eksklusiv middag

på en af New Yorks dyreste restauranter, og bagefter havde de

været til premiere på et teaterstykke – og efter teaterstykket så

havde de været til et dunder af en fest.

”Hvad hed teaterstykket ?” ville Martin gerne vide.

”Det kan jeg ikke huske,” svarede Sandra irriteret.

”Hvad handlede stykket om ?” fortsatte Martin.

”Nu må du holde op med at mistænkeliggøre mig.

Det er simpelthen for usselt, at jeg ikke kan gå ud og

more mig uden at blive mistænkeliggjort.

Jeg gider ikke snakke mere om det teaterstykke.

Lad os snakke om noget andet.

Hvad har du fået dagen til at gå med ?”

190


”Jeg har siddet og ventet på dig.

Men jeg har ikke spildt tiden.

Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg isolerer mig.

Meget af min indadvendthed skyldes, at min forskning stjæler

al min opmærksomhed. Jeg kan ikke både være selskabsløve

og samtidig arbejde koncentreret med Biblen.

Jeg må vælge.

Nu skal det være slut med at forske i Biblen.

Nu skal verdenen opleve en anden Martin. En udadvendt Martin.

Fra nu af vil jeg kunne deltage i et talkshow uden at gå i sort.

Næste gang du giver et interview, så vil jeg gerne med.”

”Jeg gider altså ikke have dig med til mine interviews.

William DeLoake var af samme opfattelse.

Han kaldte dig for en klods om benet på mig.

Han spurgte, hvorfor jeg ikke fandt mig en mere

taktfuld verdensborger – og jeg gav ham ret.

Du må lære at acceptere dine begrænsninger,

ellers er der andre, der står parat i kulissen,” truede Sandra.

”Ak ja. Du hoverer og føler dig usårlig, men du glemmer,

at du selv har et ømt punkt. Du er ligeså sårbar, som jeg er.

Du har også en akilleshæl. Jeg var sammen med dig efter

din fars død. Jeg så, hvordan du pludselig gik i sort.

Normalt er du udadvendt og frygtløs, men da der blev gravet

i din fortid, så murede du dig inde og undgik alle mennesker.

Du skammede dig over din fortid.

Her i New York føler du dig usårlig. Men hvor længe ?

Din fortid vil også indhente dig her i New York.

Pludselig bliver der gravet i din fortid for åben skærm.

Pludselig vil du gå i stå for øjnene af millioner af seere.

Ville det så ikke være godt, hvis jeg var der og kunne forsvare dig ?”

Den svada havde Sandra ikke forventet.

I timevis sad hun og stirrede tomt ud i luften, mens tårerne

trillede ned af hendes kinder.

191


KAPITEL 95

Den næste morgen begyndte Sandra at pakke sin kuffert.

Martin kiggede undrende på hende.

”Der var to ledige pladser på flyet hjem. Dem har jeg reserveret,”

sagde hun lavmælt. Martin accepterede stil-tiende hendes beslutning,

og de forlod New York samme dag. Sandra fik ikke sovet på flyet og

ankom til København som en skygge af sig selv.

Da de gik gennem ankomsthallen, så stirrede alle på hende.

Ude på taxaholdepladsen bukkede en taxachauffør ærbødigt og

holdt døren, mens han leflede:

”Det vil være mig en ære, hvis Søren Kierkegaard ville vælge min taxa.”

”Jeg hedder ikke Søren Kierkegaard,” svarede Martin tørt.

”Det var heller ikke dig, jeg spurgte, men Sandra,” sagde taxachaufføren,

”men I har måske ikke læst dagens avis ?”

Sandra og Martin kiggede undrende på hinanden. Taxachaufføren rakte

dem en nybagt frokostavis. Sandra var chokeret. Et foto fra hendes pornofilm

fyldte hele forsiden. Fotoet var ikke ligefrem flatterende.

Hun blev kneppet af to laskefede mænd.

Hun lignede mest af alt en lyserød skinke klemt inde i en kridhvid bolle.

Hen over fotoet stod der med store bogstaver:

”DEN NYE SØREN KIERKEGAARD !”

William DeLoake havde i en helsides-artikel skamrost Sandra.

Han havde trukket en lige linie fra Søren Kierkegaard til hende.

Han spåede, at hun ville være i stand til at løfte den filosofiske arv

efter Kierkegaard. Det lød som noget urealistisk vås for dem, der

kendte Sandra, men William DeLoake var forblændet af hende.

Artiklen vakte genlyd i de danske medier – og nu kunne anmelderne

ikke få hænderne ned. Der var næppe nogen af dem, der havde

læst hendes og Martins bog, men det betød ikke så meget.

Det vigtigste var, at William DeLoake havde skamrost Sandra.

Mange danske kulturpersonligheder havde drømt om at blive interviewet

af William DeLoake, men deres drømme var forgæves. Sandra

var den første dansker, som han havde fundet værdig til et interview.

192


Jublen ville ingen ende tage. Hun blev omtalt som dansk kultur og

filosofis nye stjerne. Alt det grimme, der var blevet sagt om hende,

var glemt. Enhver, der vovede at kritisere hende, blev beskyldt for

manglende nationalfølelse.

Professorerne på fakultetet var med rette stolte af hende.

Hun blev omtalt som en storfavorit til professor Neudorfs embede.

Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at hun blev inviteret

til ansættelsessamtale. En overraskelse var det derimod, at Martin

også blev inviteret. Han skulle møde den efterfølgende onsdag og

Sandra dagen efter.

Sandra var målløs. Hun havde forventet, at Martin var blevet vraget

allerede i den indledende runde. Martin bad atter Sandra om at trække

sig – men hun udbad sig betænkningstid. Så skruede Martin bissen på.

Han forlangte, at hun skulle bevise sin kærlighed ved at vige pladsen

for ham.

Han havde en klippefast tro på, at han sagtens kunne blive professor.

Sandra overvejede, om hun skulle vække ham af denne vildfarelse.

Hvis hun vækkede ham, så behøvede hun ikke at trække sig – men

hun ville samtidig lægge en bombe under deres forhold.

Sandra måtte vælge mellem kærlighed og karriere.

Det var ikke et spørgsmål om, hun kunne skåne Martin for et

ydmygende nederlag. Det var kun et spørgsmål om, det var hende

eller ansættelsesudvalget, der skulle føre kniven.

Sandra vægrede sig. Det var hende, der var blevet rost af DeLoake

– ikke Martin. Hvis hun trak sig, så ville man blot udnævne en ældre

og mere erfaren ansøger. Hun syntes, at Martins krav var urimeligt.

Presset fra Martin var dog så vedvarende og massivt, at Sandra

til sidst ringede til fakultetet og aflyste sin ansættelsessamtale.

Martin var ekstatisk.

Han følte sig selvskreven til at overtage Victor Neudorfs professorat.

193


KAPITEL 96

Sandra blev konstant bestormet med tilbud om tv-interviews.

Det var specielt en invitation fra BBC, som hun var meget stolt over.

Interviewet skulle foregå den samme dag, som Martin skulle til

ansættelsessamtale.

Hun tilbød at blive hjemme og støtte Martin moralsk.

Det takkede han nej til.

Det stred imod hans faglige stolthed at bede nogen om hjælp.

Sandra tog derfor imod indbydelsen fra BBC og rejste til London

et par timer før, han skulle til samtale.

Martin fortrød dog hurtigt sit overmod.

Han kunne som sædvanlig ikke tøjre sin nervøsitet.

Til sidst var han så nervøs, at han var millimeter fra at melde afbud.

Men så skete miraklet.

Da ansættelsessamtalen startede, så forsvandt hans nervøsitet

som dug for solen. Pludselig udviste han en selvsikkerhed, som

var en professor værdig. Han følte sig hjemme blandt teologer.

Ordet blev først givet til professor Lindrose:

”Jeg er nok den, der kender dig dårligst. Hvis jeg ikke havde set

talkshowet med Asmus Hjort, så havde jeg ikke vidst, hvem du var.

Der var forudsigeligt, at Sandra førte ordet. Det virkede som om,

hun udtalte sig på dine vegne. Jeg fornemmede dog et vredt blik

i dine øjne, da hun kaldte dig dansk pornografis nye stjerne.

Er det korrekt, at den omtale gjorde dig vred – eller ser du frem

til en karriere i pornobranchen ?”

”Sandra og jeg er meget gode venner. Vi skal faktisk giftes om tre

uger. Vi er enige i det meste, men vi har været meget uenige om,

hvordan vi skal kæmpe for bedre arbejdsforhold i porno-branchen.

Sandra har dog accepteret, at kampen skal foregå gennem det

politiske system. Hun har derfor droppet alle planer om at lave

pornofilm.”

”Det er jeg lettet over at høre,” sagde Lindrose, ”der er dog noget

andet, som bekymrer mig. Hvis vi udnævner dig til professor, og

du forsvarer nøgenhed, så bliver fakultetet til grin.

194


Jeg er nødt til at stille et ultimatum til dig.

Hvis du vil gøre sig håb om at overtage Neudorfs professorat,

så må du holde inde med din vranglære.

Nøgenhed er en synd. Det fremgår utvetydigt af Biblen.

Den klareste formulering findes i den fortælling, som hedder:

»Noah som vindyrker«.

(gendigtning og synopse - bilag 9/ side 251)

Fortællingen er ikke til at misforstå. Noah har drukket sig fuld

og blotter sig i sit telt. Kam ser det og får sine to brødre til at

gå ind i teltet. De to brødre vender blikket bort og går baglæns

hen til Noah. Da de kommer hen til Noah, så dækker de hans

køn med en kappe.”

Det var en indvending, som Martin tog imod med kyshånd.

Fortællingen var nemlig hovedemnet i hans afgangsspeciale.

”Der er en detalje i den fortælling, som burde undre dig,” sagde

han, ”og det er, at Noah omtaler Kana'an som sin yngste søn,

men Kana'an er ikke Noahs yngste søn. Han er Kams søn og

derved Noahs barnebarn. Noget andet, som også burde undre

dig, er, at Noah forbander Kana'an – og det til trods for at Kana'an

er uden skyld i det skete. Har du ikke undret dig over, hvorfor

Noah forbander Kana'an ?”

”Efter Syndfloden begyndte Noah at drikke, og så er det jo ikke

usandsynligt, at han derved mistede sin berømte retfærdighedssans.

Og når Kana'an bliver omtalt som Noahs yngste søn, og

ikke som Noahs barnebarn, så er det blot en fejl i den mundtlige

overlevering. Der er ingen grund til at spilde tid på den slags

detaljer. Nøgenhed er en synd. Der er intet at diskutere,”

fastholdt Lindrose.

195


KAPITEL 97 (Kapitlet bliver uddybet i bilag 9/ side 251)

”Jeg tror ikke, at Noah var alkoholiker,” hævdede Martin, ”og jeg tror

heller ikke, at han mistede sin retfærdighedssans efter Syndfloden.

Gud satte sit omdømme på spil ved at vælge Noah.

(2. note)

Gud valgte Noah, fordi Noah var retfærdigheden selv.

Hvis Noah gjorde noget uretfærdigt, så ville det ramme Gud

som en boomerang. Gud har derfor støttet Noah til det yderste.

Når du håner Noah, så håner du indirekte Guds dømmekraft.

Den gældende udlægning er vand på ateisternes mølle.

Ifølge den, så var Noah en alkoholiseret og lunefuld blotter.

Ifølge den, så var Noah ikke et moralsk forbillede.

Det skulle hans søn Kam derimod være.

Det lyder mistænkeligt.

Kam var forfaderen til israelitternes to ærkefjender – ægypterne og

kanaanæerne. En positiv omtale af ærkefjendernes forfader ville

gøre fortællingen forhadt og få den til at forsvinde i glemslen.

Det lyder derfor mere sandsynligt, at Kam var skurken.

En sådan morale forudsætter dog, at fortællingen kan læses på

to forskellige måder – og det er præcis, hvad den kan.

Fortællingen indeholder nemlig en talemåde.

Denne talemåde finder man andre steder, f.eks. i 3. Mosebog:

»Hvis en mand har samleje med sin fars

(kap. 20:11)

hustru, har han blottet sin fars køn«.

En blottelse af faderens køn er altså det samme som at have

samleje med sin mor.”

Den udlægning fik professor Lindrose op af stolen.

2. note:

1. Mosebog, kapitel 6, vers 8-9:

Men Noah fandt nåde for Herrens øjne. Dette er Noahs slægtshistorie.

Noah var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han

vandrede med Gud.

196


”Hvis du havde et mindstemål af indsigt i hebræisk, så ville du vide,

at de to skriftsteder intet har tilfælles, ”vrissede hun, ”der er kun tale

om incest, når man blotter sin fars køn. Men i denne fortælling så

blotter Kam ikke sin fars køn. Han ser sin fars køn.

Der er forskel på at blotte og på at se. Derfor er det ikke en talemåde.

Kam gør sine brødre opmærksom på, at Noah har blottet sit køn.

Derfor er Kam helten. Det var Kam, der havde en forbilledlig moral

– ikke Noah. Noah blev beruset og blottede sit køn.”

”I fortællingen bruges to talemåder, som begge betyder at have

samleje,” forklarede Martin, ”den ene talemåde bruges i vers 19.

(3. note)

Her fortælles det, at Noahs køn blev blottet.

Den anden talemåde findes i vers 20.

Her fortælles det, at Kam så sin fars køn.

(4. note)

Denne talemåde er sjælden, men findes i 3. Mosebog.”

”Det er rigtigt, at begge talemåder betyder at have samleje,” medgav

Lindrose, ”men fortællingen er over 4.000år gammel. Vi har ikke

andre semitiske fortællinger fra den tid. Sproget har løbende ændret

sig. De nævnte talemåder kan være opstået på et senere tidspunkt.”

Det så umiddelbart ud til, at Martin stod alene med sin udlægning,

men pludselig fik han støtte fra uventet side.

3. note:

www.NETBible.org:

”The Hebrew verb ה ָלָגּ (galah) in the Hitpael verbal stem

(לַגּ ְתִיַּו, vayyitggal) means “to uncover oneself” or “to be uncovered.”

1. Mosebog, kap. 9:21 kan altså oversættes med:

”Da han drak af vinen, blev han beruset, og hans køn blev blottet.”

i modsætning til den nuværende oversættelse:

”Da han drak af vinen, blev han beruset, og blottede sit køn.”

4. note:

3. Mosebog, kapitel 20 vers 17:

”Hvis en mand gifter sig med sin søster . . . . . og ser hendes køn, og hun

ser hans, er det en modbydelighed. De skal udryddes for øjnene af deres

landsmænd. Han har blottet sin søsters køn. Han skal bære sin straf.”

197


KAPITEL 98

”Jeg synes, at vi skal give Martins synspunkt en chance,” indvendte

professor Solsted, ”det er rigtigt, at sprog ændrer sig, men vi bør ikke

ty til den slags argumenter, medmindre alle andre muligheder er udtømte.

Lad os høre Martins udlægning først. Den udlægning, der giver bedst

mening, og som øver mindst vold på grundteksten, må være den

korrekte.”

Og Martin forklarede:

”Tiden efter Syndfloden må have været meget barsk for Noah.

Alt skulle bygges op på ny – også hans vinmark.

På et tidspunkt lykkes det for ham at fremstille noget vin.

Han havde ikke drukket vin i årevis, og han glemte derfor at stoppe,

mens legen var god. Han blev så beruset, at han faldt i søvn i sit telt.

Der blev herefter begået incest i teltet.

Vi ved ikke, om det var Kam, der krænkede sin mor – eller moderen

der krænkede Kam. Det eneste, vi ved, er, at Kams brødre stod

udenfor – og at Kam gør dem opmærksom på, hvad der foregår.

Vi ved ikke, om det er et nødråb fra Kam

– eller om det er pral eller blot en stønnen og prusten.

Kams brødre væmmes ved tanken. De frygter, at Noah vil få et chok,

hvis han pludselig vågner af sin rus og ser den seksuelle skændsel.

Kams to brødre tager derefter en kappe og holder den udstrakt mellem

dem. De går baglæns ind i teltet for ikke at se samlejet. De holder kappen

sådan, at Noah ikke får udåden at se, hvis han pludselig vågner.

Deres plan lykkes, og Noah bliver først klar over, at der er begået

incest, da han vågner af sin rus.

Han har sikkert forsøgt at finde ud af, hvem der krænkede hvem, men

uden held. Hvis han dømte Kam, og Kam var det uskyldige offer – så

ville han dømme den forkerte. Hvis han dømte sin hustru, og hun var

det uskyldige offer – så ville han dømme den forkerte. Til sidst vælger

han at dømme et evt. barn fra dette samleje til at være slavernes slave.

Det lyder som en uretfærdig straf set med nutidens øjne,

men sådan har samtiden næppe set det.

198


De har opfattet det som et genialt skaktræk.

Hvad gør mest ondt på en incestforbryder ?

Selv at bære straffen for forbrydelsen

– eller at se sit barn blive straffet ?

Det må have været en straf, der har gjort ondt helt ind i sjælen på

Kam og Noahs hustru. Deres søn skal være slavernes slave, men

kun indtil incestforbryderen tilstod sit overgreb.

Dommen over Kana'an blev måske aldrig sat i værk. Vi ved nemlig,

at han som voksen flyttede til det forjættede land, som siden hen

blev opkaldt efter ham. Det tyder på, at Noahs hustru eller Kam på

et tidspunkt har tilstået overgrebet.

Da det skete, så fik Kana'an sin frihed.

Hvis det var Kam, som havde krænket sin mor, så ville han blive

dømt til slavernes slave, men det blev han ikke. Det fremgår tydeligt

af Biblen, at Kam flyttede til Ægypten.

Landet bliver flere steder omtalt som Kams land.

(5. note)

Meget tyder altså på, at Noahs hustru er brudt sammen og har tilstået

sin udåd. Hun forgreb sig på Kam, og straffen har været hård.

Hun er utvivlsomt blevet dømt til at være slavernes slave.

En hård, men retfærdig straf.

Jovist, Noah var retfærdigheden selv.”

5. note:

Salmernes bog, kapitel 105 vers 23:

Så kom Israel til Egypten, Jakob blev gæst i Kams land.

199


KAPITEL 99

Martins udlægning burde have udløst ros, men en ansættelses-

samtale handler ikke om at smigre.

Den handler om at afsløre ansøgerens svage sider.

Professor Stenholz havde fået til opgave at spille Rasmus Modsat.

Det gik han op i med liv og sjæl – godt hjulpet af professor Lindrose.

Han indvendte:

”Du har overset en vigtig detalje. Der står meget utvetydigt i Biblen,

at Noah havde tre sønner. Hvis Kana'an var Noahs søn, så burde

der have stået, at Noah havde fire sønner.”

”Slægtstavler er noget centralt i Det gamle Testamente, men slægtstavlerne

beskriver kun fædrenes slægt – ikke mødrenes. Kana'an var

Noahs uægte søn. Derfor indgår han ikke i slægtstavlen som Noahs

søn, men som Kams søn,” påpegede Martin.

”Du overfortolker fortællingen,” indvendte Lindrose, ”fortællingen

har til formål at vise, hvad alkohol gør ved et menneske. Noah var

alkoholiker – og alkoholikere vrøvler. Noah var berømt for sin retfærdighedssans,

men efter at han begyndte at drikke, så blev han

lunefuld og ondsindet. Noah gjorde sit barnebarn til slavernes slave

for at fjerne opmærksomheden fra sit alkoholmisbrug. Et normalt

menneske ville aldrig forære sit barnebarn væk – og da slet ikke

gøre barnebarnet til slavernes slave.”

”Vi ved ikke meget om Noahs alkoholforbrug,” fastslog Martin,

”vi ved kun, at han fejrede en veloverstået opgave med et glas

for meget. Men er det nok til at stemple ham som alkoholiker ?

Det mener jeg ikke. Hans beruselse var en velfortjent belønning

ovenpå en næsten umenneskelig præstation.

Hvis fortællingen handlede om nøgenhed, så traf Gud et forkert

valg, da han satsede på Noah – og Gud tager vel aldrig fejl ?

Er det ikke mere sandsynligt, at de skriftkloge har taget fejl ?”

”Selvom du havde ret i din udlægning, så ville det ikke ændre noget.

Biblen er andet end Noah. Der er masser af skriftsteder, som forbyder

nøgenhed. Tag f. eks. fortællingen om Adam og Eva,” sagde Stenholz.

200


”Man skal være påpasselig med at opsætte normer på baggrund

af en symbolsk fortælling,” indvendte Martin, ”symbolske fortællinger

kan handle om hvad som helst. Den nøgenhed, som der beskrives,

kan være en symbolsk nøgenhed.

Hvis en sportsstjerne bliver grebet i doping, og han står nøgen foran

verdenspressen, så er der tale om en talemåde. Nøgenhed kan godt

være noget symbolsk – og det tror jeg, at den er i Adam og Eva.”

Professorerne kiggede chokeret på Martin.

Han greb straks chancen for at tage det sidste stik hjem og spurgte:

”Mener I, at der er andre skriftsteder, der kan tolkes som et forbud

mod nøgenhed ?”

”Der er ingen skriftsteder, som specifikt forbyder nøgenhed, men

der er heller ingen skriftsteder, som tillader det. Jeg synes, at vi

skal lade der stå uafgjort,” forsøgte professor Solsted sig med.

”Uafgjort er ikke godt nok. Jeg ønsker en afklaring.

Jeg mener, at forbuddet imod nøgenhed strider imod Biblens ånd.

Jeg er sikker på, at min tolkning vil skabe en konsekvens i Biblen.

Der er nemlig et skriftsted, som passer ind i mit synspunkt – og

(6. note)

ikke i jeres. Det findes i Esajas’ bog.

Herren påbyder Esajas, at han skal gå nøgen rundt i tre år.

Hvis nøgenhed er en synd – så har Herren altså beordret sin

udvalgte til at begå en synd.

Det skurer i mine ører – men skurer det også i jeres ?”

6. note:

Esajas bog, kapitel 20 vers 2-4:

På den tid talte Herren ved Esajas, Amos' søn, og sagde:

»Løs nu sækken om din lænd, og tag sandalerne af dine fødder.«

Det gjorde han og gik nøgen og barfodet omkring.

Så sagde Herren:

»Som min tjener Esajas har gået nøgen og barfodet omkring i tre år som

et tegn og varsel for Egypten og Nubien, således skal assyrerkongen føre

fanger fra Egypten og bortførte fra Nubien med sig, unge og gamle, nøgne

og barfodede, med blottet bagdel, til skændsel for Egypten.«

201


KAPITEL 100

”Det er yderst sjældent, at Herren påbyder sine udvalgte at gøre noget,

der strider imod Biblens ånd,” medgav professor Stenholz, ”men der

findes fortilfælde. Herren påbød således israelitterne at dræbe alle

kanaanæere – og det til trods for at De Ti Bud forbyder manddrab.”

”Du kan ikke sammenligne de to påbud. Udryddelsen af kanaanæere

var nødvendig for israelitternes overlevelse. Det var Esajas’ nøgenhed

ikke – men hvorfor skulle Esajas vandre nøgen omkring i tre år ?”

”Det var et tegn og et varsel for Egypten og Nubien,” påpegede Solsted.

”Hvis Paven blottede sin røv som et tegn og et varsel for Israel og

Palæstina, ville det så skabe respekt eller forargelse ?

Kan en pave i bar røv få de stridende parter til forhandlingsbordet ?”

”Meget morsomt. Hvis du skal gøre dig håb om at blive professor,

så må du lægge den slags retorik på hylden,” vrissede Lindrose.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål. Hvorfor skulle Herren påbyde

Esajas at gøre noget forkert, hvis det ikke havde nogen positiv effekt ?”

Professorerne var atter i vildrede – og Martin fortsatte:

”Jeg tror, at Esajas’ nøgenhed er et tegn til alle, der forsøger at

bevise deres tro ved at væmmes over nøgenhed. Jeg tror, at Herren

misbilliger disse løftede pegefingre, fordi de skaber en unødig skam

– og denne unødige skam kan forkrøble vores sjæle.

Jeg kan bedst forklare mekanismen ved at sammenligne vores

hjerner med computere. Hvis en computer bliver ramt af en virus,

så vil virusen køre i baggrunden og konstant beslaglægge en del

af computerens ydeevne.

Og ligesom computer-vira nedsætter computeres ydeevne,

så nedsætter unødig skam vores hjerners ydeevne.

Det er en uheldig konsekvens, som snerpede moralister overser.

De vil gerne fedte for Jesus.

De prædiker derfor indædt imod nøgenhed,

men hvad nu hvis Jesus ikke forarges over nøgenhed ?

202


Hvad nu hvis Jesus forarges over deres frelsthed i stedet ?

De føler sig på sikker grund, når de fører et korstog imod

nøgenhed, men hvordan kan de være sikre på, at de ikke

spiller hasard med deres egen frelse ?

Deres uforsonlige prædikener kan være et religiøst selvmål.

De mener, at de kan bevise deres tro ved at forarges over

nøgenhed, men deres forargelse beviser ingenting.

Ateister kan også forarges over nøgenhed.

Kinesere er ateister – og nøgenhed kan også forarge dem.

Ja, faktisk kan deres forargelse være så stor, at der ikke er

nogen forskel på kristne og kommunister på det punkt.

Det er tankevækkende, at Jesus aldrig fordømte nøgenhed.

Han fordømte hykleri og prædikede ydmyghed og næstekærlighed.

Hvordan beviser en kristen bedst sin tro ?

Er det ved at udvise respekt for det, som Gud har skabt ?

Eller er det ved at forarges over nøgenhed ?”

203


KAPITEL 101

Diskussionen bølgede derefter frem og tilbage. Martin svarede veloplagt

på alle spørgsmål. Professorerne nød tydeligt hans selskab. De var

umulige at standse, og til sidst måtte professor Solsted slå i bordet.

”Jeg er nødt til at skære igennem. Vi når ikke længere i dag,” sagde

hun, ”jeg vil gerne takke Martin for en interessant diskussion. Du er

den sidste, vi har til samtale. Jeg forventer, at vi kan offentliggøre

navnet på professor Neudorfs afløser allerede på næste fredag.

Jeg må tilstå, at jeg har været skeptisk over at indkalde dig til denne

samtale. Der er ingen tvivl om, at du er en kapacitet på området,

men når det er sagt, så vil jeg gerne dryppe lidt malurt i bægret.

Du er meget ung – alt for ung til at blive professor.”

Professor Nekskov havde hidtil holdt lavt profil. Han ville se om Martin

kunne klare sig igennem ved egen hjælp. Det huede ham derfor ikke,

at der blev fokuseret på Martins unge alder, og han greb ind:

”Jovist er Martin meget ung, men hans nytænkning vil være en gevinst for

fakultetet. Der bliver næppe noget professorat ledigt de næste 10-15år.

Hvis vi udnævner en anden kandidat, så risikerer vi, at Martin søger til

udlandet. Ja, måske ender han som professor på et udenlandsk fakultet.

Hvis det sker, så vil vi ærgre os over, at vi ikke greb chancen, mens vi

havde den. Martin vil kunne inspirere os alle. Jeg synes, at vi skal se

bort fra hans unge alder og fokusere på hans kvalifikationer.”

”Hastværk er lastværk. Det vil være bedre, hvis vi udnævner en erfaren

lektor til professor og giver Martin et job som undervisnings-assistent.

Så vil Martin kunne avancere og opbygge den erfaring, som er nødvendig

for at kunne beklæde et professor-embede,” foreslog professor Lindrose.

”Jeg ved udmærket, hvilken lektor du gerne ser udnævnt til professor

– men vedkommende er meget upopulær blandt eleverne,” indvendte

professor Nekskov, ”eleverne vil have nytænkning og kritisk Bibellæsning.

Eleverne har brug for en professor med visioner. En professor, som kan

puste nyt liv i kristendommen. Det kan Martin.

Han har internationalt format. Han kan skabe den optimisme og den

fremdrift, der skal til for at løfte vores fakultet op i den internationale

elite. Et sådant løft vil være til fordel for os alle.”

204


”Vi kan da ikke udnævne en nyuddannet teolog til professor.

Martin har ikke engang har en PhD-grad,” indvendte Stenholz.

”Martins afgangsspeciale er en PhD-grad værdigt – og i øvrigt er

der ingen skriftlige krav, om at en professor skal have en PhD-grad.

Vi spænder ben for os selv, hvis vi går op i den slags uskrevne regler.

Vi har brug for en professor, som kan sætte vores fakultet på verdenskortet.

Det kan Martin,” hævdede professor Nekskov.

”Det synspunkt står du alene med.

I øjeblikket støtter du Martin, men vil du også støtte ham,

når han bliver hånet i pressen, fordi han forsvarer onani ?”

spurgte Lindrose, ”jeg støtter Solsted og Stenholz i deres bekymring.

Jeg ønsker ikke at spille hasard med fakultetets fremtid.

Martin har alt for mange fikse ideer.

Vi risikerer, at han i sin iver kommer til at skade vores omdømme.

Når vi vælger professor, så skal det være en kollega, som gennem

en lang årrække har bevist sin loyalitet. Vi kan ikke udnævne en nyuddannet

teolog, som vi ikke ved, hvor vi har henne. Vi har brug for

en professor, som kan skabe tillid til fakultetet. Det kan Martin ikke.

Han kan kun skabe forvirring.”

205


KAPITEL 102

Nekskov kiggede opgivende på Martin. Det så ud til, at løbet var kørt.

Professor Lindrose kunne ikke dy sig for at strø salt i såret.

Hun spurgte Martin, om han havde forstået alvoren i hendes

indvending – og han svarede:

”Problemet er ikke mig, men derimod de kristne, som tror, at de kan

snakke en hvid væg sort. De tror, at deres talestrøm styrker tilliden

til kristendommen, men resultatet bliver let det modsatte.

Ligesom en tom politisk talestrøm skaber politiker-lede, så skaber en

tom religiøs talestrøm noget, man kunne kalde præste-lede. Hvis vi

skal genskabe tilliden, så må vi tage al kritik alvorlig. Vi bliver nødt til

at indrømme, at der er skriftsteder, der er blevet mistolket.

I middelalderen kunne Kirken klare frisag ved at beskylde sine kritikere

for kætteri, men Kirkens monopol er for længst blevet brudt. Min opgave

som professor vil være at lære eleverne, hvordan de vender tvivl til tro.”

”Hvordan vil du vende tvivl til tro, hvis et tv-program hævder, at Jesu

død og genopstandelse er fup ?” spurgte professor Nekskov.

”Det professorat, som jeg søger, er begrænset til Det gamle Testamente.

Jeg vil ikke bevæge mig ind på jeres fagområder. Vi får et dårligt arbejdsklima,

hvis jeg blander mig i jeres fagområder.”

”Men hvis der nu bliver rejst tvivl om de mirakler, som Moses udførte.

Hvordan vil du så vende denne tvivl til tro ?” spurgte professor Nekskov.

”Der findes historiske begivenheder, som er centrale i kristendommen

– og der findes historiske begivenheder, som ikke er det. Jeg tvivler

på, at der er kristne, der vil miste troen, fordi der bliver rejst tvivl om

de mirakler, som Moses udførte. Vi skal passe på, at vi ikke overlader

det til ateisterne at bestemme spillereglerne.”

”Det kan jeg kun bakke dig op i,” udbrød Stenholz, ”jeg synes, at vi skal

være åbne overfor professor Nekskovs argument. Vi skal fokusere på

dine kvalifikationer – og se bort fra din unge alder og din manglende

PhD-grad. Jeg mener ikke, at løbet er kørt endnu.”

206


”Selvfølgelig er løbet ikke kørt endnu,” istemte Solsted, ”hvis der ikke

er flere spørgsmål, så synes jeg, at vi skal afslutte mødet og endnu

engang takke Martin for en interessant diskussion.”

Mødet blev hævet i en god stemning – og det var der god grund til.

Martin ramte plet, da han sagde, at han ikke ville blande sig i de

andres fagområder. Det var den udmelding, som faldt et tørt sted.

De øvrige ansøgere havde ikke udvist den samme ydmyghed.

Ansættelsessamtalerne var endt i det ene hundeslagsmål efter

det andet. Uforsonligheden medførte, at der var nedlagt veto imod

alle Martins modkandidater. Situationen syntes fastlåst.

Martin ville ikke blande sig i de andres fagområder – og det fik

stemningen til at vende. Han blev derved den eneste ansøger,

som de alle kunne være i stue med.

Lindrose og Stenholz var i virkeligheden meget imponeret over Martin.

De havde kun angrebet ham for at se, hvordan han reagerede under

pres – og Martin havde bestået.

Professor Nekskov var den eneste, der støttede Martin, da ansættelsessamtalen

begyndte – men nu var de andre parate til at overveje Martin

som en mulig kandidat.

Martins chance var større, end man umiddelbart skulle tro.

Hvis det endte med, at han blev udnævnt til professor, så ville han

blive den yngste i fakultetets historie.

Men turde de overlade Neudorfs professorat til et ubeskrevet blad,

som kunne bringe fakultetets omdømme i fare ?

Og havde han overhovedet en chance, efter at han havde udgivet

en bog med den pinlige titel: ”Onani for åbent tæppe ?”

207


KAPITEL 103

Martin forlod mødelokalet i en løftet stemning.

Han kom dog hurtigt ned på jorden igen.

Julie ventede udenfor mødelokalet.

”Nå, der har vi den lille forræder,” sagde hun spydigt,

”du tror måske, at du kan blive professor uden min hjælp ?”

”Rend og hop !” svarede Martin vredt.

”Sandra var til samtale i går. Hun bliver den perfekte professor.

Hun er populær. Hun er alt det, som du ikke er. Jeg tror, at jeg vil

støtte hende i hendes kandidatur. Fagligt er hun måske intet

at råbe hurra for, men jeg er parat til at gå meget langt for at få

hævn over dig.”

”Sandra var ikke til samtale i går. Hun var på indkøb.”

”Fik hun købt noget ?” spurgte Julie sukkersødt.

Martin kiggede skrækslagen på Julie.

Sandra havde ikke fået købt noget.

”Men den ansættelsessamtale, som hun aflyste,

skulle først være afholdt i morgen,” indvendte han.

”Først ringede hun til fakultetet og aflyste samtalen, men så ringede

hun et stykke tid senere og flyttede samtalen til i går. Du kan selv

spørge medlemmerne af ansættelsesudvalget.”

”Hvad er du ude på ?” spurgte Martin.

”Vores aftale er ikke helt død, men sidste gang svigtede du mig.

Det vil jeg ikke acceptere igen. Dengang vendte jeg stemningen på

fakultetet. Det kostede mig en Ferrari – og hvad fik jeg til gengæld ?”

Martin kiggede skamfuldt ned i gulvet.

”Svar mig !” råbte Julie,

”hvad fik jeg til gengæld ?

Skammer du dig ikke ?

208


Har jeg ikke altid været der, når du havde brug for mig ?

Og så behandler du mig på den her måde.

Men denne gang skal det ikke lykkes for dig at løbe om hjørner

med mig. Denne gang skal du yde, førend du får lov til at nyde.”

”Hvad er det, du ønsker, at jeg skal yde ?” spurgte Martin ydmygt.

”Jeg har bestilt tid på bryllupskontoret på Københavns Rådhus i

morgen kl. 11.00 – og hvis du bliver væk, så kan du godt glemme

alt om at blive professor. Så bliver det din lille veninde, som kan

skrive professor på sit visitkort. Du derimod – du vil gå en mørk

og ensom tid i møde. Sandra har før svigtet dig for penge, og det

vil hun være parat til at gøre igen. Det er blot et spørgsmål om

beløbets størrelse. Vent og se.”

Martin var rasende.

Der var kun tre uger til deres bryllup – og så spillede Sandra hasard.

Hun kalkulerede tydeligvis med, at Martin var så vattet, at han ikke turde

svigte hende. Og hvis han gjorde det, så ville hun lyve og påstå, at det

var ham, der havde aflyst brylluppet – og alle ville tro hende.

Men nu havde Martin fået nok af hendes løgnagtighed. Nu skulle der

andre boller på suppen. Han ville skrive til alle gæsterne og fortælle

dem om Sandras svinestreg – før hun nåede at sprede sine onde

løgne.

Men efter nogen tids overvejelser, så valgte han dog at slå koldt vand

i blodet. Hvis Sandra angrede sin svinestreg og lovede at trække sin

ansøgning tilbage, så ville han tage hendes løfte for gode varer.

Men kunne han stole på hendes løfte ?

Var han blot en naiv dagdrømmer, som var forblændet af hendes ydre ?

209


KAPITEL 104

Sandra kom sent hjem fra London. Hun var træt og opstemt på samme

tid. Interviewet var gået over al forventning. Hun snakkede i et væk.

Hun gik ud fra, at Martins sorte humør skyldes, at han var sluppet

dårligt fra sin ansættelsessamtale. Hun undlod derfor at spørge til den.

Det gjorde kun Martin endnu mere rasende.

”Pis og papir !” råbte han lige pludselig, ”hvor jeg dog hader dig. Du er så

løgnagtigt og falsk, at det halve kunne være nok. Du lovede, at du ville

aflyse din ansættelses-samtale – og så flyttede du blot samtalen til i går.

Mig narrer du ikke. Men nu kommer der andre boller på suppen. Jeg gifter

mig med Julie i morgen kl. 11.00 på Københavns Rådhus – og så er det

mig, der bliver professor.”

”Er du blevet splitter ravende sindssyg ?

Jeg har ikke været til nogen samtale i går.

Jeg var på indkøb. Det ved du da godt.

Du skal ikke tro på alt, hvad Julie siger.

Det er vel hende, der har bildt dig ind, at jeg har været til samtale ?”

”Hun har ikke bildt mig noget som helst ind,” sagde Martin,

”hun er den eneste, jeg kan stole på.”

”Sikke noget pladder !

Hvorfor har I to så travlt med at blive gift ?

Har det noget at gøre med den pagt, I engang indgik ?

Tror du virkelig, at hun kan gøre dig til professor ?

Tror du, at man kan købe et professorat, ligesom man køber et juletræ ?”

”Julies far er en af landets rigeste og mægtigste mænd. Han har magt.

Han kan gøre hvem som helst til professor. Hvis du tror, at der findes

retfærdighed, så er du naiv. Du aner ikke, hvad der foregår bag facaden.

De rige er gode til at kamuflere deres spil. Det ser ud, som om de altid

udnævner den bedst kvalificerede, men det er bare tom snak.

Vi danskere praler af, at alle har de samme muligheder. Vi praler af,

at vores land ikke er plaget af korruption og nepotisme. Men det er

bare et røgslør. Når det kommer til stykket, så står de rige sammen

og hjælper hinanden.

210


Hvis jeg gifter mig med Julie, så bliver jeg medlem af Danmarks mest

indflydelsesrige familier. Julie har magt. Hun kan gøre mig til professor

med et fingerknips. Hvem tør sige hende imod ?”

”Så er det altså rigtigt, at du har ladet dig købe for ussel mammon,”

råbte Sandra, ”hold kæft, hvor er du dobbeltmoralsk. Dengang jeg

lod mig købe med en Ferrari, så var du ved at gå til af bar forargelse.

Nu er det min tur til at være forarget. Jeg troede, at du elskede mig.”

”Det gør jeg stadigvæk, men jeg er splittet mellem dig og Julie.

Hvis det viser sig, at Julie ikke kan gøre mig til professor, så bliver jeg

skilt fra hende, og så kan vi gifte os – præcis som vi har planlagt.”

”Du får kun én chance,” truede Sandra, ”jeg flytter vores vielse

til i morgen. Så står jeg parat kl. 11:00 på Frederiksberg Rådhus

– og Julie står parat kl. 11:00 på Københavns Rådhus. Så kan

du vælge. Karriere eller kærlighed. Men hvis du vælger Julie og

karrieren, så tilgiver jeg dig ikke. Så kan du sejle din egen sø.

Så er du så naiv og letkøbt, at jeg ikke vil giftes med dig. Hvis du

er i tvivl om, det skal være mig eller hende, så skal du ikke overnatte

her.”

Martin rejste sig op.

Han kiggede på Sandra, som var det sidste gang, han ville få

hende at se – og gik skuffet sin vej.

211


KAPITEL 105

Udenfor blæste den kolde novembervind. Martin var rasende over

Sandras dobbeltspil. Han burde sætte kursen mod Julie, men han

havde ikke lyst til at overnatte hos hende. Han vandrede rådvild

rundt i gaderne.

På et tidspunkt kom han forbi det værtshus, som han brugte, da

han boede hos Mona Mira. Her gik han ind for at få varmen.

Værtshuset var fyldt til randen. Det lykkedes ham dog at finde en ledig

plads ved et bord, hvor der sad en storbarmet kvinde og en gammel gris.

Den gamle gris kiggede liderligt på kvinden og spurgte:

”Vil du se en tryllekunst ?”

”Hvad går den ud på ?” spurgte hun.

”Jeg kan trylle Bh’en af dig,” påstod han.

”Det vil jeg se, før jeg tror på det !”

Den gamle gris tog udfordringen op.

Først stak han den ene hånd ind i ærmegabet på hendes T-shirt og

trak Bh-stroppen ud over hendes albue. Så gjorde han det samme

med den anden strop. Til sidst stak han hænderne op under hendes

T-shirt og flåede Bh’en af.

Pludselig lå der en kæmpe brystholder på bordet foran Martin.

”Hvad siger du så ?” spurgte den gamle gris.

”Kan du også trylle trusserne af mig ?”

”Det er endnu lettere – men det må jeg ikke for min kone.”

”Hende skal du ikke være bange for. Hun får intet at vide.”

”Så kender du hende ikke. Hun er udlært i KGB,” grinede den

gamle gris og stak atter hænder op under hendes T-shirt.

Martin blev mere og mere seksuelt opstemt ved synet.

”Sådan skulle man have det,” tænkte han, ”det eneste, der adskiller mig

fra de to alkoholikere, er min forfængelighed og min kristne tro. Hvis jeg

lagde min forfængelighed og min tro på hylden, så kunne jeg tage for

mig af varerne. Og hvorfor skulle jeg ikke gøre det ? . . . Alt går alligevel

i vasken for mig. Min karriere er dømt til at mislykkes. Jeg kan ligeså

godt hore og drikke mig ihjel. Så får jeg i det mindste noget ud af livet.”

212


Den gamle gris æltede kvindens bryster, som var det bolledej.

Det var et syn, som pirrede Martin så meget, at han havde svært ved

at koncentrere sig om det dilemma, han var endt i. Han måtte finde en

anden plads i en fart, men alt var optaget – og dog. Pludselig var der

en ledig plads ved baren. Martin skyndte sig derhen.

Hvad skulle han dog gøre ?

”Jeg lader mit hjerte afgøre, hvem jeg skal gifte mig med – men for

en sikkerheds skyld så lytter jeg også til mine drømme. Hvis jeg får

mareridt i nat, så er det fordi, jeg har truffet en forkert beslutning.

Jeg burde ikke tilgive Sandra for hendes gemenhed, men jeg er

kronisk forelsket i hende. Jeg vælger Sandra – og hvis det udløser

en ildevarslende drøm, så gifter jeg mig med Julie i stedet.”

Martin besluttede sig for at tage tilbage til Sandra, men pludselig

følte han to bløde bryster mod sin ryg. Det var den storbarmede

kvinde. Hun prøvede at råbe bartenderen op, men forgæves.

Hun blev ved med at gnubbe sig op ad Martin. Han blev mere og

mere seksuelt ophidset. Til sidst kunne han ikke styre sig længere.

Han vendte sig om for at gå, men da han kiggede ind i hendes sexede

øjne, så blev han så ophidset, at hans hænder overtog kommandoen.

De smuttede op under hendes bluse – uden at spørge Martin om lov.

”Hov-hov, unge mand,” sagde hun, ”hvordan er det, at han opfører sig ?

Den unge mand er måske forlystelsessyg ?”

Martin gad ikke svare hende. Han greb han fat i hendes hånd

og trak af sted med hende, som var hun en livløs dukke.

”Nu skal du skal ikke tro, at jeg er parat til hvad som helst – bare fordi

jeg er for fuld til at yde modstand. Jeg har mine grænser,” påstod hun.

Martin gad ikke al den snak – og det fik hende til at mumle henført:

”Jeg har altid drømt om at blive voldbollet af et ungt og frygtløst

mandfolk.”

213


KAPITEL 106

Den storbarmede dames lejlighed var et sandt ragnarok af

tomme flasker, cigaretskodder og indtørrede madrester.

Martin smed hende på sengen og flåede trusserne af hende.

Så bollede han hende, som han aldrig havde bollet nogen før.

Råt og egoistisk.

Pludselig ringede det på døren. Martin prøvede at ignorere det,

men vedkommende blev ved med at ringe på.

”Det er sikkert min veninde,” stønnede den storbarmede kvinde.

Martin standsede midt i knaldet og gik ud for at åbne døren.

Han håbede, at veninden havde lyst til at deltage i en trekant.

Men han fik en kold dukkert, da han åbnede døren.

Den storbarmede dames veninde var Mona Mira.

”Hvad laver du her ?” spurgte hun bekymret.

”Det rager ikke dig,” svarede Martin.

Mona skubbede ham til side og gik ind i soveværelset.

”Hej Laila. Har du nogen smøger ?” spurgte hun.

Laila pegede apatisk på natbordet. Mona tændte en smøg og satte

sig i en stol. Martin hoppede op i sengen, og fortsatte hvor han slap.

”Mig gider han ikke kneppe . . . . . og ved du hvorfor ?” spurgte

Mona retorisk, ”det er fordi, han tror, at jeg er hans mor.”

Laila kluklo.

”Ved du, hvem der er hans far ?” spurgte Mona,

”du gætter det aldrig. Det er . . . . . Victor Neudorf !”

”Det svin !” hvæsede Laila.

”Ja, han var sgu et svin,” fortsatte Mona, ”sådan at forlade dig,

da du blev gravid. Har du aldrig forsøgt at finde din søn ?”

”Jo – tit,” stønnede Laila.

214


”Du behøver ikke at lede længere.

Det er din søn, der er i gang med at kneppe dig.”

”Gud,” udbrød Laila,

”hvor skønt . . . . .

Han ligner jo Victor som ung.”

Martin standsede brat.

”Sig, at det er en joke,” sagde han forfærdet.

”Nej, det er ej,” sagde Mona,

”smut lige ned og køb en flaske kirsebærvin, så vi kan fejre det.”

”Ja, det er da det mindste, du kan gøre for din gamle mor,”

istemte Laila.

Martin var chokeret.

Tanken om, at han havde bollet sin biologiske mor, fyldte ham med

så stor væmmelse, at han brækkede sig på stedet. Heldigvis nåede

han at dreje hovedet, så han ikke ramte Laila.

Han løb skrækslagen sin vej, mens han græd indvendigt.

”Jeg skulle aldrig have overladt kommandoen til min pik,”

bebrejdede han sig selv, ”nu har jeg tabt væddemålet – og

det kun en uge førend jeg skal mødes med den gamle mand.

Jeg havde med vilje ikke fortalt Mona, at jeg mistænker professor

Neudorf for at være min biologiske far – og alligevel så gættede

hun sammenhængen.

Hvor skal jeg dog skaffe 100.000kr fra – og på så kort tid ?”

215


KAPITEL 107

Martin satte sig i en nærliggende park og græd.

”Kom herover,” lød det fra en bænk et stykke derfra.

Martin kiggede derover.

På bænken sad en alkoholiker og lokkede med en flaske billig snaps.

”Kom herover og få en lille én,” fortsatte alkoholikeren medfølende.

Martin rejste sig op og gik derover. Han satte snapseflasken for

munden og bællede i sig, som var det saftevand.

”Hov-hov, ikke bælle,” indvendte alkoholikeren, men Martin puffede

ham blot til side.

”Mage til utaknemmelighed !” råbte alkoholikeren og langede Martin

en kæbe-rasler.

Martin faldt, lige så lang som han var – og han blev liggende.

Alt kunne være lige meget nu.

Alkoholikeren knappede gylpen op og tissede på Martin.

Martin ænsede det knapt.

Således lå han og ynkede sig selv, indtil han faldt i søvn.

Det var højlys dag, da han endelig vågnede.

Han havde voldsomme tømmermænd.

Frakken var dænget til med fuldemands-bræk, og tøjet havde

en umiskendelig lugt af morgensur urin.

Han havde håbet på, at en utvetydig drøm ville vejlede ham.

Det var sket før, når han var i en kritisk situation.

Så heldig var han ikke denne gang.

Hans tømmermænd stjal al opmærksomheden.

Han prøvede at huske, hvad han havde drømt, men forgæves.

Han tog en hurtig beslutning.

”Mit liv er mislykket. Det bliver styret af en ond gud. Jeg har ikke

nogen chance. Jo mere jeg forsøger at undgå skæbnen, des værre

går det mig. Jeg skulle være blevet i Århus. Det er alt sammen

den gamle mands skyld. Jeg har valget mellem et ulykkeligt liv på

1. klasse og et ulykkeligt liv på lokums-klasse. Jeg kan ligeså godt

vælge Julie. Så får jeg i det mindste lidt luksus med i købet.”

216


Han rejste sig op og gik ind mod Københavns Rådhus. På vejen kom

han forbi en tøjbutik. Han besluttede sig for at gå ind og købe noget nyt

tøj. Han ledte efter sin pung. Han ville checke, hvor mange penge han

havde på sig. Han fik et chok. Hans pung og hans mobiltelefon var væk.

Han var blevet ribbet for alt af værdi, mens han lå og sov.

Han fortsatte ufortrødent mod Københavns Rådhus.

Men jo nærmere han kom rådhuset, des større blev hans afsky for Julie.

”Hvad vil Julie ikke sige, når stanken fra mit tøj får hende til at gispe

efter vejret,” tænkte han, ”hun vil skose mig for det – resten af mit liv.

Igen og igen vil hun fortælle, at jeg stank af bræk og urin ved brylluppet .

Hun vil prale med, hvorledes det lykkes for hende at få sat skik på mig.

Hun vil påstå at uden hende, så ville jeg aldrig være blevet til noget.

Så er det anderledes med Sandra. Hun vil ikke bruge sådan en

pinlig historie imod mig. Hun vil dele sine succeser med mig og

ikke underholde andre med mine nederlag. Hun er ikke typen, der

konstant ruster sig til en kold krig. Hun hamstrer ikke ammunition,

som skal bruges i en magtkamp.

Sandra har forandret sig meget efter Johannes’ død.

Hun er holdt op med at råbe af mig. Når hun trives, så trives jeg også.

Der er en positiv stemning omkring hende. Der er ingen aggressioner,

som ligger og gnaver under facaden. Hun sparer ikke en masse

vrede op, som pludselig eksploderer i hovedet på mig.

Sandra kan give mig en erektion ved blot at kigge mig dybt i øjnene.

Det kan Julie ikke. Jeg tænder ikke på Julie – og det til trods for,

at hun er en omvandrende sex-bombe. Hun er så vulgær, at jeg væmmes

ved hende.

Sandra kan ikke sætte turbo på min karriere, men hun kan sætte

turbo på min diller. Jeg gør bedst i at droppe karrieren og følge mit

hjerte og mit underliv. Jeg gifter mig med Sandra.”

217


KAPITEL 108

Martin vendte om og begyndte at gå mod Frederiksberg Rådhus.

Han nåede ikke langt. En betonkristen standsede ham og spurgte:

”Er du ikke ham den ulækre bøssepræst fra tv ? . . . . Jeg kunne næsten

ikke genkende dig. Du ligner en kloak-smølf med al det bræk på dit tøj.

Føj hvor du lugter. Du er mere frastødende i virkelighed end på tv.

Jeg forstår ikke, hvad den vulgære porno-præst vil med dig, men hun

har vel brug for en naiv idiot, som ikke fatter en pind af det hele. Og du

er da en naiv idiot, sådan som du lader dig trække rundt ved næsen.

Du klamrer dig til hende, som en lille dreng klamrer sig til sin mor.

Se at bliv voksen og tag et ansvar for dit liv. Det kan godt være, at

du er grimmere end arvesynden – og der ikke er nogen anstændige

kvinder, der vil have noget med dig at gøre, men det er ikke en undskyldning

for at bakke op om sådan en opportunistisk luder-præst.”

Martin lod som ingenting og gik blot videre – men bag facaden var

han dybt krænket.

”Hvis jeg gifter mig med Julie, så er der ingen, der tør tale til mig på

den måde. Julie er ud af en af Danmarks mest indflydelsesrige familier.

Bliver jeg medlem af hendes familie, så vil alle krybe for mig. Hvis jeg

gifter mig med Sandra, så vil disse ydmygelser blot fortsætte i en

uendelighed.”

Han vendte atter næsen mod Københavns rådhus.

Han nåede dog ikke langt, førend han atter blev overmandet af tvivl.

”Det er lige meget, hvad jeg gør. Ydmygelser slipper jeg ikke for.

Hvis jeg gifter mig med Julie, så bliver jeg ydmyget døgnet rundt.

Igen og igen vil hun hævde, at jeg intet ved om livet – og hun vil

tage alle mulige beslutninger hen over hovedet på mig.

Hvis jeg gifter mig med Sandra, så slipper jeg i det mindste for at

blive ydmyget på hjemmefronten. Så vil jeg kun blive ydmyget, når

jeg får svar fra ansættelses-udvalget. Det kan jeg bedre leve med.

Jeg vil få et langt bedre liv, hvis jeg gifter mig med Sandra.”

Han vendte atter om og gik mod Frederiksberg Rådhus.

218


Men efter at have gået et stykke tid, så orkede han ikke at gå længere.

”Havde jeg dog i det mindste haft penge til en busbillet,” sukkede han.

I samme sekund fræsede en knaldrød Ferrari forbi.

Martin kiggede længselsfuldt efter den.

”Hvis jeg gifter mig med Julie, så vil jeg køre rundt i en Ferrari, og

alle vil kigge misundeligt på mig. Jeg vil bo i en patriciervilla og flyve

verden rundt på businessclass og bo på 5 stjernede hoteller og spise

på verdens bedste restauranter. Jeg vil blive tituleret: Hr. professor

Martin Nesum.

Alle vil bukke og skrabe for mig. Og Sandra vil ikke kunne bebrejde

mig for noget. Hvor tit har hun ikke prædiket, at jeg ikke tør gribe

chancerne, når de er der ? . . . . . Hun har ret. Det er på tide, at jeg

vågner op og tager for mig af retterne. Hvis jeg takker nej til et liv i

sus og dus, så vil jeg hade mig selv resten af mit liv.”

Martin vendte atter om og gik ind mod Københavns Rådhus.

Men efter et stykke tid så blev han overvældet af dårlig samvittighed.

”Er det min samvittighed eller er det min forfængelighed, som skal styre

mit liv ? . . . . . Svaret er enkelt. Jeg bør følge min samvittighed – og

den siger, at jeg bør gifte mig med Sandra. Jeg kan ikke være bekendt

at svigte hende. Der er kun tre uger til vores bryllup. Hun har brugt

oceaner af tid på at forberede det. Hun har fået overtalt biskop Bockwad

til at stå for vielsen. Hvis jeg aflyser brylluppet, så bliver det en

skandale. Jeg vil blive plaget af dårlig samvittighed resten af mit liv.”

Martin vendte atter om og gik ind mod Frederiksberg Rådhus.

Men der gik ikke lang tid, førend han blev usikker på sin beslutning.

”Hvor er det dog tåbeligt af mig at have dårlig samvittighed overfor

Sandra. Det er hende, der bør have dårlig samvittighed overfor mig.

Det er hende, der har ført mig bag lyset. Det er hende, der har løjet.

Hun påstod, at hun aflyste sin ansættelsessamtale – og så flyttede hun

den blot. Den svinestreg bør hun ikke slippe godt fra. Hævnen er sød.

Jeg gifter mig med Julie.”

Martin vendte atter om.

219


KAPITEL 109

Martin måtte skynde sig. Julie var typen, der ville skælde ham huden

fuld, hvis han kom for sent. Den frygt begyndte at nage i hans sind.

”Livet er for kort til aggressive kvinder, som jeg alligevel ikke kan

gøre tilpas,” sukkede Martin, ”jeg kan ikke gøre Julie tilpas – uanset

hvad jeg gør. Hun er konstant på krigsstien. Så er jeg bedre tjent

med Sandra. Hun mobber mig aldrig. Det er måske derfor, at jeg

elsker hende og ikke Julie. Jeg vil få et langt bedre liv, hvis jeg følger

mit hjerte – også selvom jeg må nøjes med at være professorindens

mand. Sagen er klar. Jeg gifter mig med Sandra.”

Han vendte atter om og begav sig mod Frederiksberg Rådhus.

På et tidspunkt kom han forbi en genbrugsbutik. Udenfor butikken

stod en plasticsæk med brugt tøj. Plasticsækken var gennemsigtig.

Martin kunne skimte et flot jakkesæt blandt tøjet.

”Tøjet er en gave fra et ædelt menneske, som gerne vil hjælpe et

menneske i nød,” tænkte han, ”og er der nogen, der er i nød lige nu,

så er det mig.”

Han tog plasticsækken og løb ind i en baggård med den. Han kunne

altid betale for indholdet. Her og nu var det et spørgsmål om at undgå

den ydmygelse, det trods alt var, at skulle fortælle om nattens hændelser.

Jakkesættet passede Martin perfekt.

”Tænk at nogen kan forære et så flot jakkesæt bort,” tænkte han,

”jeg ville ønske, at Julie kunne se mig i det her tøj. Så ville hun

trække alle sine nedladende bemærkninger om mig tilbage.”

Martin blev pludselig optændt af en lyst til at hævne alle de nederlag,

han havde gennemlevet.

Succes er den bedste form for hævn – og faglig succes og anerkendelse

kunne Julie skaffe ham.

Sandra kunne kun skaffe ham rollen som en baggrundsfigur.

Hun kunne ikke hjælpe ham til tops i samfundet.

Det kunne Julie derimod.

220


”Hvis jeg gifter mig med Julie, så får jeg oprejsning for alle de nederlag,

jeg har haft. Så er det mig, der bliver professor – og ikke Sandra.”

Martin vendte atter om og gik ind mod Københavns Rådhus.

”Så kan du vælge.

Karriere eller kærlighed.

Men hvis du vælger Julie og karrieren, så tilgiver jeg dig ikke.

Så kan du sejle din egen sø.

Så er du så naiv og letkøbt, at jeg ikke vil giftes med dig,”

hviskede en indre stemme til ham.

Stemmen var Sandras.

”Hvad er det dog, jeg har gang i ?

Jeg er til salg for ussel mammon.

Jeg elsker ikke Julie. Jeg elsker Sandra.

Hvis jeg vælger Julie, så får jeg et liv som en undertrykt

loppe i et loppecirkus af guld. Et liv uden kærlighed.

Julie elsker mig ikke som et ligeværdigt menneske.

Hun snakker konstant ned til mig.

Hun respekterer aldrig, det jeg siger.”

Martin vendte atter om og begyndte at gå mod Frederiksberg Rådhus.

”Sandra har før svigtet dig for penge, og det vil hun være parat til

at gøre igen. Det er bare et spørgsmål om beløbets størrelse.

Vent og se !” hviskede en indre stemme til ham.

Stemmen var Julies.

”Julie har fat i den lange ende. Sandra er til salg for ussel mammon.

Hun lod sig købe med en Ferrari. Jeg kan ikke stole på hende. Hvis

jeg gifter mig med Sandra, så bliver det historiens korteste bryllup.

Vi vil knap nå ud af rådhuset, førend hun får tilbudt et astronomisk

beløb for at svigte mig. Og som en anden karriere-rotte så vil hun

dolke mig i ryggen. Så er det hende, der bliver professor. Så er det

hende, der får æren for alt mit arbejde. Så er det hende, der kommer

til at leve et luksusliv. Sagen er klar. Jeg gifter mig med Julie.”

221


KAPITEL 110

Han vendte atter om og løb ind til Københavns Rådhus. Han frygtede

at komme for sent, men det lykkedes ham at nå frem i sidste sekund.

Han havde ikke svært ved at få øje på Julie. Hun var klædt i en eksklusiv

kjole, som kunne bruges både til hverdag og borgerlig vielse.

”Julie,” sagde Martin med bedende stemme, ”jeg har noget, jeg må

spørge dig om, inden vi bliver gift. Jeg indgik et væddemål for et år

siden. Det væddemål har jeg tabt. Natten til næste lørdag skal jeg

betale 100.000kr til en gammel galning.

Jeg tør ikke tænke på, hvad han finder på, hvis jeg ikke betaler.

Han har overnaturlige kræfter. Han kan få mig til at gøre de mest

sindssyge ting. Du har så mange penge – kan du ikke betale for mig ?”

”Hvad gik væddemålet ud på ?”

”Han påstod, at jeg ville forvolde en andens død i løbet af et år – og

det gik som bekendt i opfyldelse. Ja faktisk, så var der en vis dame,

der havde en finger med i spillet.”

”Det kender jeg intet til,” svarede Julie vredt, ”men selvfølgelig

vil jeg gerne hjælpe dig. Men du må love mig aldrig mere at indgå

nogen form for væddemål eller spil.”

”Det lover jeg,” forsikrede Martin hende, ”men der er en anden ting,

som vi skal snakke om – og det er vores aftale. Hvis jeg ikke bliver

udnævnt til professor på fredag, så vil jeg skilles umiddelbart efter.

Det vil derfor være bedst, hvis vi venter med at offentliggøre vores

bryllup til efter min udnævnelse. Og hvis jeg ikke bliver udnævnt,

så skal vores ægteskab og den efterfølgende skilsmisse forblive

en hemmelighed mellem os.”

Den tyggede Julie en del på.

”Jeg arrangerer en stor fest på fredag,” sagde hun så, ”jeg fortæller

ikke nogen, hvorfor vi fester, blot at der venter alle en stor overraskelse.

Åh – jeg elsker overraskelser.”

222


Bryllupsceremonien var hurtigt overstået. Den følgende tid havde

Julie travlt med at bearbejde medlemmerne i ansættelsesudvalget

– og når hun ikke bearbejdede dem, så havde hun travlt med

forberedelserne til den store fest.

Martin følte sig som en statist i Julies selv-iscenesatte melodrama.

Han begyndte at savne Sandra.

Julie elskede ikke Martin som en ligeværdig. Hun elskede ham på

samme vis, som man elsker en hjælpeløs baby. En type omsorg,

som er livsvigtigt for et spædbarn, men som er ydmygende for en

voksen.

Havde Martin elsket Julie på samme måde, så havde hun råbt:

”Jeg er ikke et pattebarn. Lad være med at tale ned til mig.”

Julie hadede mænd, men hun elskede små lydige drenge.

I hendes øjne var Martin blot en lille dreng – og det skulle han

forblive med at være. Hendes taktik var enkel.

Først dolkede hun ham bagfra. Så slikkede hun hans sår – men

hun gjorde det ikke af barmhjertighed.

Hun gjorde det kun for at sætte ham i taknemmelighedsgæld.

Så dolkede hun ham igen og slikkede atter hans sår.

Sådan kunne hun blive ved i en uendelighed.

Hun var både knivstikker og samaritaner i én og samme person.

Julie var ikke nogen barmhjertig samaritaner.

Hun var en magtsyg samaritaner.

223


KAPITEL 111

Bryllupsfesten var overdådigt arrangeret. Julie havde inviteret alle, som

var noget. Martin hilste pligtskyldigt på alle gæsterne, men undrede sig

mere og mere over, at der ikke var nogen fra hans egen familie.

”Julie. Huskede du at invitere dem, som jeg skrev på listen ?” spurgte han.

”Nej. Hvorfor skulle jeg dog invitere dem ?” svarede Julie,

”de er fattige. De vil ikke føle sig hjemme her.”

Martin havde mest af alt lyst til at gå sin vej, men valgte at blive.

Når gæsterne var gået, så skulle han nok give hende tørt på

– specielt hvis han ikke var blevet udnævnt til professor.

Da alle gæsterne var samlet, så gav Julie ordet til professor Nekskov.

Han holdt en længere tale om sin yndlingselev Martin.

Han sluttede af med ordene:

”Det er derfor med stolthed, at jeg kan kundgøre, at Martin i dag

er blevet udnævnt til professor. Han bliver den yngste i fakultetets

historie. Skal vi ikke alle sammen rejse os op og udbringe et trefoldigt

leve for vores alle sammens Martin ?”

Alle rejste sig op.

Der blev skålet og ønsket tillykke til den store guld-medalje.

Martin var lykkelig. Han kiggede forelsket på Julie.

For første gang følte han en dyb kærlighed til hende.

Han følte, at alle døre stod åbne, nu da de var blevet gift.

Hans forelskelse i Sandra var pist væk.

Julie kiggede selvstolt på Martin.

Hun rejste sig op og sagde:

”Jeg har også en glædelig meddelelse.

Martin og jeg er blevet gift.

Vi giftede os i al hemmelighed i fredags.

Men I bliver ikke snydt for et rigtigt kirkebryllup.

Jeg har bestilt tid hos domprovsten til et forrygende

bryllup den 2. februar næste år – og I er alle inviteret.”

224


Der blev pinligt stille. Alle kiggede forundret på hinanden. Julies onkel

rejste sig svært beruset op og foreslog, at de skålede for brudeparret.

Der blev skålet, men uden den store begejstring. Festen fortsatte,

men der var en ubehagelig undertone, som var svær at ignorere.

Professor Nekskov hældte den ene whisky ned efter den anden.

Da klokken nærmede sig midnat, vraltede han døddrukken over til Martin.

”Du aner ikke, hvor hårdt jeg har kæmpet for dit professorat,” sagde

han, ”men du husker vel vores lille aftale om at give Biblen et kritisk

eftersyn med hensyn til – ja, du ved godt hvad . . . .

Hvis det ikke havde været for mig, så var du aldrig blevet professor.

Først var der ingen i udvalget, der ville invitere dig til ansættelsessamtale.

De syntes, at du var alt for ung og revolutionær.

Sandra derimod – hende ville de gerne invitere.

Hun har trods alt stjernestatus.

Det kan man ikke påstå, at du har.

Men så slog jeg i bordet og sagde, at hvis vi inviterede Sandra,

så skulle vi også invitere dig. Du er trods alt hjernen i jeres team.

Det holdt hårdt, men til sidst lykkedes det. Heldigvis for os to, så

aflyste Sandra sin samtale.”

”Var Sandra ikke til samtale ?”

”Hun aflyste,” svarede Nekskov, ”og ingen forstod hvorfor.

Stemningen var ellers helt på hendes side. Hun kunne have

fået det professorat så let som ingenting. Du havde ikke haft

en chance imod en kandidat af hendes kaliber.”

225


KAPITEL 112

”Sikke du vrøvler. Sandra var til ansættelsessamtale sidste onsdag.

Det har Julie selv fortalt mig,” vrissede Martin.

”Nu er det altså mig, der sidder i ansættelsesudvalget – og ikke Julie.

Jeg ved nok bedst, hvem der var til samtale, og hvem der aflyste.

Sandra aflyste. Julie ved ingenting. Hun har ingen venner i ansættelsesudvalget.

Ja, faktisk er hun så forhadt, at hendes indblanding næsten

kostede dig dit professorat.

Efter din samtale var der stadig en del skepsis overfor dit kandidatur.

Skepsissen var dog ikke større, end at jeg formåede at overbevise de

andre. Men netop som jeg fik flertallet over på vores side, så begyndte

Julie at blande sig.

I løbet af ingen tid ødelagde hun alt det, som jeg havde bygget op.

Støtten til dig forsvandt som dug for solen. Jo mere hun blandede sig,

des større blev vores modvilje mod dig. Vi frygtede, at du var blevet

Julies stik-i-rend dreng. Vi ville gerne have dig som professor, men vi

ønskede ikke at få Julie med i købet.

Julie blander sig i alt muligt, som ikke rager hende. Hvis vi udnævner

en professor, som er hendes håndlanger, så vil hendes despotisme

ramme fakultetet som en forbandelse.

Vi forventede alle, at hun ville blande sig i udnævnelsen af Victors

efterfølger, men vi vidste ikke, hvem hun ville støtte. Da vi indkaldte

dig til samtale, så var vi 100% sikre på, at hun ikke ville støtte dig.

Professor Solsted havde af omveje hørt, at du havde fornærmet Julie.

Sådant noget slipper man ikke godt fra. Julie elsker at hævne sig.

Man opdager ikke, hvad hun har gang i – førend fælden klapper.

Mange er blevet ført bag lyset gennem årene.

Du er bestemt ikke den første.

Det var forudsigeligt, at hun tilbød at udgive dit speciale. Det var

også forudsigeligt, at hun mishandlede forsiden og latterliggjorde dig.

Hun havde sikkert forventet, at forsiden ville smadre din karriere og

gøre dig til en ensom mand, men dér tog hun fejl. Hun må have fået

et chok, da du mødte op til talk-showet sammen med Sandra.

226


Julie truede boganmelderne til at haste-anmelde din bog. De troede, at

hun ønskede en rosende anmeldelse og kvitterede med det modsatte.

Talkshowet var også hendes idé. Du skulle ydmyges på landsdækkende

tv. Det var hende, der fik Asmus Hjort til at kontakte dig. Det var hende,

der fik Asmus Hjort til at starte talkshowet med en bemærkning, der var

så ond, at den tog pippet fra dig.

Vi vidste, at hun havde mishandlet forsiden på dit speciale. Vi vidste, at

udgivelsen var sket uden dit samtykke. Hendes svinestreg havde derfor

ingen effekt. Tværtimod. Den overbeviste os om, at hun ikke støttede dig.

Det kom derfor som et chok for os, da hun bekendte kulør og kæmpede

for din udnævnelse. Vi frygtede, at du var endt i lommen på hende.

Julie bombarderede os ubønhørligt. Til sidst var vi så irriterede over

hendes indblanding, at vi enedes om en kandidat, som med sikkerhed

ikke var Julies bugtaler-dukke. Det fornemmede vi, at du var blevet.”

”Det er slemt nok, at du kalder mig for Julies stik-i-rend dreng, men

at kalde mig for Julies bugtaler-dukke er utilgiveligt,” vrissede Martin.

”Fej foran din egen dør !

Det, du har gjort mod Sandra og fakultetet, er langt værre. Havde jeg

vidst, at du ville svigte Sandra og gifte dig med Julie, så havde jeg

ikke kæmpet for din udnævnelse. Jeg er skuffet over dig. Jeg troede,

at du havde en forbilledlig moral. På det punkt minder du om Victor.

Han havde også en forbilledlig moral – indtil han faldt i kløerne på Julie.

Victor var desværre så forelsket, at hans kritiske sans gik af fløjten.

Han påtog sig gladelig rollen som hendes lakaj. Hun fik ham til at

sætte lus i skindpelsen på os alle. Lærerværelset blev til en krigszone.

Vi følte det faktisk som en befrielse, da Victor døde. Da det skete, så

blomstrede fakultetet op igen, og vi fik vores arbejdsglæde tilbage.

Julie havde forvandlet Victor til en ond intrigemager. Så slemt behøver

det ikke at gå for dig. Jeg har et fif, som du kan bruge. Jeg har klemmen

på Julie. Det er en hemmelighed, som jeg godt vil indvie dig i, men du

skal love at holde tæt. Vil du det ?”

Det lovede Martin.

227


(NÆSTSIDSTE) KAPITEL 113

”Vores vrede var kun rettet mod Julie,” forklarede professor Nekskov,

”den var ikke rettet imod dig. Du var kun en brik i magtkampen mellem

hende og fakultetet. Hun følte sikkert, at hun hjalp dig, men det havde

den præcis modsatte virkning. Vreden mod hende var til sidst så massiv,

at kun et mirakel kunne redde din udnævnelse.

Men så skete miraklet. Tænk dig – Julies far ringede til mig. Selveste

baron Sel-Dumonde. Jeg mødte ham ved Julies fødselsdagsfest.

Vi havde en rigtig god diskussion. Han er en meget belæst herre.

Vi fik ikke afsluttet vores diskussion ordentligt, så baronen foreslog, at

jeg skulle besøge ham på et senere tidspunkt – og det tidspunkt var

altså kommet nu. Hvor er baronen i øvrigt ? . . . . Er han ikke inviteret ?”

”Han er lidt forsinket,” svarede Martin, ”han fik nogle problemer med sit

privatfly. Han kommer først efter midnat.”

”Jeg glæder mig til at møde ham igen,” fortsatte Nekskov,

”han er et meget intelligent og retskaffent menneske.”

”Ja – det siges der,” indskød Martin, ”jeg glæder mig også til at lære

ham at kende. Jeg har endnu ikke mødt ham. Det bliver spændende.”

”Du skal bare tage det helt afslappet. Han er jordens sødeste menneske.

Du vil elske ham. Han har alle de kvaliteter, som Julie mangler.

Det er underligt, at der er så stor forskel på de to.

Det er næsten ikke til at tro, at de er far og datter.

Julie har ikke arvet særligt meget af faderens berømte retskaffenhed.

Hun er en psykopat – og hendes søn er en hjernedød gorilla.

Han er parat til hvad som helst for at behage hende.

Men ham har du måske heller ikke mødt ?”

”Har Julie en søn ?” spurgte Martin forundret.

”Ja. Han er parat til at slå ihjel, hvis Julie beder ham om det. Jeg forstår

godt, at Julie holder hans eksistens hemmelig. Han går ikke af

vejen for selv det værste. Det, jeg fortæller dig nu, er tophemmeligt.

Du må kun bruge det overfor Julie i en nødsituation. Lover du det ?”

228


Det lovede Martin – og professor Nekskov fortsatte:

”Som du sikkert ved, så er Julies sommerhus blot er et anneks til baronens

sommervilla. En aften hører baronen en masse råben og skrigen

fra annekset. Han går ud på altanen og ser professor Neudorf i håndgemæng

med Julies søn. Victor prøver at flygte, men hans flugt slutter

ude på kanten af klinten. Der skulle kun et lille puf til, og Victor ville styrte

i døden.

Julie og Victor var på det tidspunkt på skilsmissens rand. Hun hadede

ham så meget, at hun ville give sin højre arm for at se ham død og

borte. Hun råber derfor til sin søn, at han skal vise sig som et mandfolk

og skubbe Victor i døden.

Hvad der herefter skete, er jeg usikker på. Baronen har måske pyntet

lidt på historien. Det er trods alt hans barnebarn, det handler om.

Baronen påstod, at Julies søn skulle have slået ud med armene i

raseri over Julies hån. Julies søn skulle derved være kommet til at

give Victor et lille, men dødbringende skub.

Da jeg fik det at vide, så fik jeg klemmen på Julie. Jeg truede hende

med, at jeg ville melde hendes søn til politiet. Min taktik virkede – og

jeg gav fiffet videre til de andre medlemmer af udvalget.

Vi nød alle, at vi endelig havde fået klemmen på hende. Vi følte, at

hun ikke var et problem længere. Vi blev derfor enige om at vælge

en professor, som kunne løfte fakultetet op i den internationale elite

– og voila du blev udnævnt.”

”Hvad er det for noget forkvaklet fuldemands-ævl ?” vrissede Martin,

”tror du, at du kan bilde mig hvad som helst ind ? . . . . . Julie er 27år.

Det har hun selv fortalt mig. Hun kan derfor umuligt have en voksen søn.”

”Julie er nok ikke den første kvinde i verden, som har løjet om sin alder,”

grinede Nekskov, ”men hun holder sig ung, dvs. hendes skønhedskirurg

holder hende ung. Hun er 40 år. Jeg var selv til hendes fødselsdag i januar.

Alle i kantinen snakkede om den. Der hang oven i købet en invitation på

opslagstavlen. Var du ikke på fakultetet i den periode ?”

Martin svarede ikke. Han forlod stuen optændt af raseri.

229


(SIDSTE) KAPITEL 114

Martin ledte som en besat efter Julie. Han fandt hende i køkkenet.

Hun var i gang med at flirte med en af gæsterne.

”Kan du komme ud, og det i en fart !” råbte Martin til gæsten.

Gæsten forsvandt i lyntempo.

Martin greb fat om Julies hals, så hun ikke kunne flygte.

”Hvorfor fortalte du mig ikke, at jeg var din søn ?” råbte han.

”Jamen kæreste Martin dog,” fremstammede hun,

”hvad går der dog af dig ? . . . . . Du er ikke min søn.”

”Baron Sel-Dumonde påstår noget andet,” fremturede Martin.

”Og hvad så om du er ? . . . . . Hvad skulle det kunne gøre ? . . . . .

Vi lever i en moderne verden. Jeg vil dig jo kun dit bedste. Verdenen

udenfor er alt for ond og farlig for dig. Jeg vil jo blot beskytte dig mod

alverdens svig og ondskab. Alle mennesker er onde.

Der findes kun et menneske i hele verden, som vil dig det godt, og

det er mig. Der er intet, der kan konkurrere med en mors kærlighed.

Du burde være mig taknemmelig. Tænk på alle de nætter, som jeg

har ligget søvnløs og bekymret mig om dig.

Er dette takken ?

Hvad med at udvise lidt familiefølelse ?

Du er min søn. Dig er der ingen, der skal stjæle fra mig.

Jeg har født dig. Du er mit kød og blod.

Du er en del af min krop.

Du er min personlige ejendom.”

”Hvis du elskede mig så højt, hvorfor bortadopterede du mig så ?”

”Det var også imod min vilje. Alle undtagen din morfar insisterede på,

at jeg skulle få foretaget en abort. Jeg var kun 14år. Victor var forlovet

med Mona Mira og havde samtidig en affære kørende med én, der

hed Laila, som han også fik gjort gravid.

En sen aften hentede din morfar mig på mit værelse, og vi kørte i al

hemmelighed til en lille gård udenfor Århus.

230


Dér fødte jeg dig. Jeg gav dig navnet Martin og overlod dig til gårdejer

Nesum og hans kone. Da jeg kom tilbage til skolen, så troede alle,

at jeg havde været på kostskoleophold i England.”

”Skammer du dig ikke over at have forført din egen søn ?”

”Hvorfor skulle jeg det ? . . . . . Du ligner Victor som ung. Det er kun

naturligt, at jeg tænder på dig. Når jeg er sammen med dig, så føler

jeg mig hensat til mine teenageår. Så genoplever jeg mine lykkelige

stunder med Victor. Du er den eneste, som kan give mig den følelse.

Du må ikke have noget med Sandra at gøre. Hvis du har sex med

hende, så risikerer jeg at miste dig. I ville få børn, og jeg ville føle

mig til overs. Du aner ikke, hvor hårdt det er at føle sig til overs.”

”Du skal ikke regne med nogen medlidenhed fra min side. Du har

ødelagt mit liv. Jeg forlader dig for evigt. Jeg opgiver mit professorat.

Fra nu af vil jeg leve som en eneboer i fattigdom. Jeg er uden skyld

i det skete. Jeg havde intet valg. Du havde magten, og du misbrugte

den. Farvel – vi ses aldrig mere.”

”Hvis du forlader mig,” klynkede Julie, ”så ønsker jeg ikke at leve mere.”

”Her !” sagde Martin og rakte hende en kniv fra knivblokken, ”gør en

ende på dit liv, mens du har viljen til det. Du skaber kun ulykker og

elendighed på din vej. Skynd dig. Jeg har ikke hele natten for mig.”

Julie tog kniven og begik harakiri for øjnene af Martin.

”Pengene,” tænkte han, ”pengene til den gamle mand. Jeg skulle have

fået hende til at skrive den check, før hun begik selvmord. Jeg må

hellere se at komme væk i en fart, inden den gamle mand dukker op.”

Martin løb gennem huset, så hurtigt han kunne. Da han nåede ud

på fortrappen, så kørte baronens limousine op foran huset.

Den gamle mand steg ud af bilen.

Martin løb hen til ham og faldt ham grædende om halsen.

”Du skal nok få dine penge,” hulkede Martin,

men den gamle mand ville allerhelst have tabt væddemålet.

231


232


BILAG

233


234


FORORD

Mine oversættelser af ”Noah som vindyrker” og fortællingen om Onan

afviger fra Den Danske Bibeloversættelse (1992). Alle bør kunne tage

stilling til mine oversættelser – også læsere uden teologisk uddannelse.

Da de færreste kan hebræisk, så har jeg valgt at henvise til forskellige

engelske oversættelser og deres fodnoter i stedet.

For at gøre det lettere for læseren at tage stilling til de ord, som

de lærde strides om, så er ordene forsynet med et nummer.

Nummeret kaldes for Strong’s. Man behøver ikke at kunne

hebræisk for at slå ordet op i en hebræisk-engelsk ordbog.

Man kan finde ordet ved hjælp af Strong’s nummer.

Hvis man har adgang til Internettet, så kan man taste Strong’s

nummer ind på adressen: http://lexiconcordance.com/

Biblen kan læses på alverdens sprog på adresserne:

www.biblegateway.com

www.bibleserver.com

http://qbible.com/

http://net.bible.org

http://biblos.com

http://bible.ort.org

Internettet er meget dynamisk i sin natur. Bemærk venligst, at

de tekster, som jeg henviser til, kan være ændret, siden bogen

blev sendt i trykken.

Mine oversættelser vil sikkert blive nærlæst med stor nidkærhed.

Det er der ikke noget forkert i – under forudsætning af at man også

nærlæser Den Danske Bibeloversættelse med samme nidkærhed.

235


236


BILAG 1

HAR ADOPTEREDE RET TIL AT VIDE SANDHEDEN ?

Er løbet kørt, hvis adoptivbarnet tvivler på forældrenes ærlighed ?

Grundlæggeren af arvelighedslæren hed Gregor Mendel. Han lavede

dette skema, som forklarede sammenhængen mellem arv og øjenfarve:

Hvert menneske har to alleler, som giver farven på øjne.

Der findes to forskellige alleler: B (B = Brun) og b (b = blå).

BB giver dominant brune øjne, og en sådan persons afkom

kan kun få brune øjne.

b b Skemaet viser et krydsningsskema for en recessiv blå-

B Bb Bb øjet person (bb) og en dominant brunøjet (BB).

B Bb Bb De har kun mulighed for at få brunøjede børn (Bb)

B b Skemaet viser et krydsningsskema for

B BB Bb en brunøjet (Bb) og en brunøjet (BB).

B BB Bb De har kun mulighed for brunøjede børn (BB og Bb)

B b Skemaet viser en brunøjet (Bb) og en brunøjet (Bb).

B BB Bb Dette par har 75% chance for brunøjede børn

b bB bb

(BB og Bb) og 25% for blåøjede (bb).

b b

b bb bb

B Bb Bb

b b

b bb bb

b bb bb

Skemaet viser en recessiv blåøjet og en brunøjet.

Dette par har 50% chance for at få brunøjede (Bb)

og 50% for at få blåøjede (bb) børn

Skemaet viser en blåøjet (bb) og en blåøjet (bb).

Dette par har kun mulighed for blåøjede (bb) børn.

http://da.wikipedia.org/wiki/Gregor_Mendel

237


Bemærk, at der i det viste skema fra Wikipedia ikke er taget et forbehold

for, at forældre med blå øjne i sjældne tilfælde kan få et barn med brune

øjne. Det var først noget, man blev opmærksom på i 2007.

Det var et forskerhold ved University of Queensland, som opdagede,

at hvis en forælder med blå øjne har brune pupil-ringe, så kan det

gen, som giver pupil-ringen en brun farve i sjældne tilfælde bevirke,

at barnet får brune øjne.

Den oplysning havde dog ikke ændret noget i Martins tilfælde.

Martin havde mørkebrune øjne og hans forældre havde blå øjne.

Chancen for at de kunne få et barn med mørkebrune øjne, er ligeså

stor som chancen for at få et barn med seks fingre på hver hånd.

Et kort og letforståeligt referat af nævnte forskning kan læses på:

www.cosmosmagazine.com/news/1062/eye-colour-more-complex-wethought?

Martin fik sin studentereksamen længe før den nye forskning kom frem

– og hans lærer kunne derfor ikke stille noget op. Hvis læreren havde

forsøgt at redde situationen ved at påstå, at der var undtagelser fra

reglen, så ville han få et troværdighedsproblem. Budskabet var nemlig

klart i datidens biologi-bøger. Der var ingen undtagelser fra denne regel

– undtagen mutation.

Der findes måske forældre med blå øjne, der har et barn med brune

øjne – og som vil mene, at det er ubetænksomt af mig at skrive en

roman, som sætter deres barn i samme situation som Martin, men

man kan ikke forbyde alle skolebøger, som fortæller, at forældre med

blå øjne ikke kan få børn med brune øjne – og man kan heller ikke

forbyde en roman, som bruger en sådan teori som plot.

Jeg ser det ikke som min pligt at holde hånden over forældre, som

har glemt at fortælle deres barn sandheden om dets biologiske ophav.

238


Jeg håber, at min bog vil få disse glemsomme forældre til at indse,

at deres barn kan ende i en ligeså pinlig situation som Martin – hvis

ikke de tager en snak med barnet om årsagen til barnet øjenfarve.

Før i tiden fortalte man ofte ikke adoptivbørn, at de var adopterede.

Det var en dårlig idé. Den manglende åbenhed kunne resultere i en

troværdighedskløft, når barnet ad omveje fik sandheden at vide.

I dag anbefaler man derfor adoptivforældre at være ærlige.

Hvis et adoptivbarn føler, at adoptivforældrene ringeagter dets

biologiske ophav, så kan det skabe en uforsonlig splid.

Martins forældre fik ikke det problem, fordi Martin var overbevist

om, at hans biologiske far var en meget betydningsfuld person

– og derfor en mand, som adoptivforældrene så op til.

239


BILAG 2

VAR ØDIPUS EN MOTHER-FUCKER ?

En analyse baseret på Sofokles tragedie af samme navn.

Sagnet om Ødipus er flere århundreder ældre end den gendigtning,

som vi kender fra Sofokles. Det originale sagn er for længst gået tabt.

Ødipus fremstår som et meget ærligt menneske i Sofokles gendigtning.

Han tilstår mordet på sin far med ordene:

”Men Gudens ord har da til fulde gjort det klart,

at jeg, en skændig fadermorder, skulle dø.”

Men Ødipus indrømmer intetsteds, at han har krænket sin mor seksuelt.

Hvis han har krænket sin mor, hvorfor udviser han så ikke den samme

ærlighed, som han har udvist ved fadermordet ?

Nogle vil sikkert henvise til et afsnit i Alex Garff og Leo Hjortsøs

danske oversættelse. (side 88-89 i 1969 udgaven fra Gyldendal)

I dette afsnit påstås det, at Ødipus skulle have sagt følgende:

”Mon I husker mere,

at I var vidner til min ryggesløse dåd

og den jeg gjorde her: med bryllupsfest og brud.”

Men i den engelske oversættelse, som F. Storr skrev i 2006, så lyder

selv samme vers sådan her:

“Do ye call to mind perchance,

those deeds of mine ye witnessed

and the work I wrought thereafter when I came to Thebes?”

Den engelske oversættelse kan læses på:

http://www.gutenberg.org/files/31/31-h/31-h.htm

Der er en selvmodsigelse i den danske oversættelse, som understreger,

at det er den engelske oversættelse, som er korrekt.

240


I den danske oversættelse tales der om en ryggesløs dåd, men en

dåd er noget positivt. En dåd kan derfor ikke være ryggesløs. Det er

selvmodsigende. Den korrekte formulering er enten en ryggesløs

udåd eller en uegennyttig dåd. Den engelske oversættelse fortæller

kun om en dåd og intet andet – og med god grund.

Ødipus taler om de positive ting, han har gjort for Theben.

Han frygter, at hans ægteskab med moderen vil overskygge alt

det gode, han har gjort, så han ikke vil blive husket for det positive.

En del vil sikkert indvende, at Ødipus tilstår overgrebet på moderen,

når han et andet sted i teksten siger:

”Jeg ved jo ikke noget om, med hvilket blik

jeg skulle se min fader dér i Hades dyb’,

min stakkels moder allermindst. Mod disse to

har jeg gjort værre ting, end galgen straffer for.”

Det bliver udlagt som en tilståelse af begge forbrydelser,

men er det nu også det ?

Ødipus har set sin mor sørge over tabet af faderen – og han føler en

skam over den sorg, han har forvoldt hende. Han føler, at han har gjort

værre ting imod sine forældre, end galgen straffer for, men er det en

tilståelse af begge forbrydelser ?

Eller er det blot en anger over at have dræbt faderen og derved skabt

sorg hos moderen ?

Ville man i en dansk retssag dømme en person for incest på grundlag

af en genfortælling, som indeholder en sådan uklarhed ?

Jeg mener, at tvivlen bør komme den anklagede til gode.

241


BILAG 3

PIK-SPIL = SPERM-SPILD = SYND ?

1. Mosebog, kapitel 38, vers 9

Den kristne vranglære om onani stammer fra jødedommen.

Nogle ortodokse jøder mener, at onani er en synd, fordi man

anvender spermen på naturstridig måde.

Men hvis man malker en ko, så anvender man også ko-mælken

på en naturstridig måde. Det er der ikke noget forkert i. Man skal

blot sørge for, at der er tilstrækkeligt med mælk tilbage til kalven.

Lageret af spermatozoer i sædblæren er så stort, at der skal mindst

30 sædafgange til, førend sædblæren er tømt for spermatozoer.

Det betyder i praksis, at de første 30 samlejer efter en sterilisation

kan resultere i en graviditet.

Der er altså intet belæg for de ortodokse jøders frygt.

Onani medfører ikke en forringelse af fertiliteten.

Faktisk er chancen for graviditet større, hvis manden har udløsning

to dage før, kvinden får sin ægløsning. Og det er i den sammenhæng

ligegyldigt, hvordan manden får sin udløsning. En mand, som onanerer

to dage før samlejet, har altså større chance for at gøre en kvinde gravid

end en mand, der ikke har haft sex i ugevis.

Den kristne kirke overtog forbudet fra jødedommen, men der er ikke

belæg for forbudet – hverken i Det gamle Testamente eller Det nye

Testamente.

Forbudet har en lang historie i kristendommen – og begrundelserne

er mange. Nogle er bange for, at unge vil foretrække onani frem for

ægteskabelig sex.

Hvis denne frygt var velbegrundet, så skulle hinduer og buddhister dø

barnløse. Det gør de ikke – på trods af at hinduismen og buddhismen

tillader onani. Der er altså ingen grund til bekymring.

Onani kan ikke udkonkurrere ægteskabelig sex.

242


Visse kristne påstår, at Biblen forbyder onani.

(bilag 4)

De henviser til at ordet: ”onani” stammer fra fortællingen om Onan.

Onan spildte sin sperm på jorden. Det vakte JHVHs vrede, og JHVH

slog ham ihjel. Det er en udbredt misforståelse, at dette spild af sperm

var et resultat af onani. Det var det ikke. Der var tale om et afbrudt

samleje. Denne misforståelse skyldes en sjusket oversættelse.

(bilag 6)

Det er heldigvis ikke alle oversættelser, som fordrejer dette vers.

Man skulle tro, at det var en fejl, som især fandtes i de katolske oversættelser,

men den officielle engelske katolske oversættelse af Biblen

har oversat verset korrekt (7. note) – og det til trods for at paven prædiker,

at spild af sperm er en synd. Denne påstand bygger på en fejloversættelse,

som skyldes, at skriftstedet indeholder en hebræisk talemåde.

Oversat ord-ret, så lyder skriftstedet: ”Onan kom ind i sin svigerinde”.

Denne talemåde burde ikke være til at misforstå. Alligevel bliver skriftstedet

nogle gange oversat med, at Onan gik ind til sin svigerinde.

Men at gå ind til sin svigerinde er ikke det samme, som at komme ind

i sin svigerinde.

Der er altså nogle, som forestiller sig, at hver gang Onan besøgte sin

svigerinde, så hev han pikken frem og onanerede. Der er derved opstået

et forbud mod onani, som der ikke er belæg for i Biblen.

Fortællingen om Onan handler nemlig ikke om onani.

(bilag 5)

Den handler om den såkaldte svogerpligt.

7. note:

The New Jerusalem Bible:

But Onan, knowing that the line would not count as his, spilt his seed on the

ground every time he slept with his brother's wife, to avoid providing offspring

for his brother.

243


Onan havde lovet at gøre sin barnløse svigerinde gravid. Hans løfte

var dog løgn og latin. Han gad godt bolle hende, men hver gang han

kom ind i hende, så afbrød han samlejet og spildte sin sperm på jorden.

Han slog plat på en kvindes barnløshed. Det var det, der vakte Herrens

vrede. Fortællingen handler altså ikke om onani. Onani er ikke en synd.

Hvis onani er en synd, hvorfor er der så ikke et konkret forbud i Biblen ?

Biblen bugner ellers af alle mulige konkrete seksuelle forbud.

Tredje Mosebog indeholder en lang opremsning af meget detaljerede

seksuelle forbud – og ikke en eneste gang er onani nævnt som en synd.

(Romerbrev. 8:7)

Paulus betegner al sex som et fjendskab imod Gud.

Der er derfor kristne, som lovpriser cølibatet.

Cølibatet skulle hindre spild af sperm, men det er blændværk.

En mand, der lever i cølibat, kan ikke undgå at spilde sin sperm. Det vil

ske fra tid til anden, mens han sover. Denne natlige pollution er ufrivillig

og sker, når hans sperm bliver for gammel. Det er derfor dobbeltmoralsk,

at forbyde onani og samtidig lovprise cølibatet. Begge dele medfører spild

af sperm.

Paulus foragtede sex – og denne foragt spiller en central rolle i visse

kristne trossamfund. Men Paulus var ikke Guds søn. Han var ikke engang

en af Jesu disciple. Nogle påstår, at Paulus blev Jesu discipel, da Judas

begik selvmord, men Paulus fortæller selv i Apostlenes Gerninger (1:26) ,

at Mathias afløste Judas. Mathias blev valgt, fordi han havde fulgt Jesus

loyalt fra første færd. Det kan man bestemt ikke sige om Paulus.

Paulus kendte kun Jesu budskab fra anden side. Hvis Jesus havde

ønsket, at Paulus skulle være hans discipel, hvorfor åbenbarede han

sig så ikke for Paulus og udnævnte ham til Judas efterfølger ?

244


BILAG 4

HISTORIEN OM ONAN

1. Mosebog, kapitel 38, vers 9

(8. note)

Skriftstedet om Onan er ikke til at misforstå.

Alligevel er der kristne, som tror, at skriftstedet lyder således:

»Men Onan lod sin sæd gå til spilde på jorden.

Det, han gjorde, var ondt i Herrens øjne, så

Herren lod også ham dø.«

Men sætningen lyder i sin fulde længde:

»Men Onan vidste, at det afkom ikke ville blive

regnet for hans, så hver gang han havde samleje

med sin brors kone, lod han sin sæd gå til spilde

på jorden for ikke at skaffe sin bror afkom.

Det, han gjorde, var ondt i Herrens øjne, så

Herren lod også ham dø.««

(Biblen på hverdagsdansk – www.udfordringen.dk)

Visse kristne prædiker, at alt i Biblen skal tolkes bogstaveligt.

Så hvorfor ikke tage dem på ordet og bede dem tolke dette

skriftsted bogstaveligt ?

Der står faktisk kun, at det er en synd at spilde sin sperm,

hvis man har lovet at gøre sin barnløse svigerinde gravid.

Der står ikke, at det er forkert at spilde sin sperm i andre

sammenhænge.

(bilag 5)

8. note:

1. Mosebog, kapitel 38, vers 9:

Så sagde Juda til Onan:

»Gå ind til din brors kone, og udfør din svogerpligt, så du kan skaffe din bror afkom.«

Men Onan vidste, at det afkom ikke ville blive regnet for hans, så hver gang han gik

ind til sin brors kone, lod han sin sæd gå til spilde på jorden for ikke at skaffe sin bror

afkom. Det, han gjorde, var ondt i Herrens øjne, så Herren lod også ham dø.

245


Når det på Onans tid blev tolket som en synd at nægte at gøre

sin barnløse svigerinde gravid, så skyldes det formodentlig, at

man ikke havde nogen pensionsordninger.

Børnene var ens pension. Hvis man ikke fik børn, så var der ingen

til at passe én, når man blev gammel og pasningskrævende.

Onan nægtede at gøre sin barnløse svigerinde gravid. Han nægtede

hende derved retten til et værdigt liv, hvis hun blev gammel og pasningskrævende.

Han nægtede hende ligeledes retten til den del af arven, som var

tiltænkt hendes afdøde mand. Han slog plat på en kvindes barnløshed

ved at afbryde samlejet og spilde sin sperm på jorden.

Det var disse to ting, der var hans synd.

246


BILAG 5

SVOGERPLIGTEN

5. Mosebog, kapitel 25, vers 5-10

Når brødre bor sammen, og en af dem dør uden at have fået en søn,

skal den afdødes hustru ikke gifte sig med nogen uden for slægten;

hendes svoger skal gå ind til hende, gifte sig med hende og udføre

sin svogerpligt mod hende.

Den første søn, hun føder, skal bære den afdøde brors navn, så hans

navn ikke bliver udslettet i Israel.

Men hvis manden ikke vil gifte sig med sin svigerinde, skal hun gå hen

i byporten til de ældste og sige:

»Min svoger har nægtet at bevare sin

afdøde brors navn i Israel, han vil ikke

udføre sin svogerpligt mod mig.«

Så skal de ældste i hans by stævne ham og prøve at tale ham til rette.

Hvis han står fast og erklærer, at han ikke vil gifte sig med hende, skal

hans svigerinde for øjnene af de ældste gå hen til ham, tage sandalen

af hans fod, spytte ham i ansigtet og erklære:

»Sådan gør man ved den mand,

der ikke vil bygge sin brors slægt op.«

I Israel skal man kalde hans familie »den barfodedes slægt«.

247


BILAG 6

ONANEREDE ONAN ELLER . . . . . ?

Diverse oversættelser af: 1. Mosebog, kapitel 38, vers 9

Oversættelserne af skriftstedet kan deles ind i 3 kategorier:

1: ”Hver gang han havde sex med sin svigerinde, lod han sin sæd gå til

spilde.”

2: ”Hver gang han kom ind i sin svigerinde, lod han sin sæd gå til spilde.”

3: ”Hver gang han gik ind til sin svigerinde, lod han sin sæd gå til spilde”

Kategori 1:

Bibelen på hverdagsdansk

(2008)

(www.

bibleserver.com)

Bibelen på hverdagsdansk

(2002)

(www.

udfordringen.dk)

New Jerusalem

Bible (den officielle

katolske bibel)

Holman

Christian

Standard

Bible

New

International

Version

Men Onan vidste, at hans første barn med Tamar ikke ville

blive regnet for hans eget. Så hver gang han gik i seng

med hende, sørgede han for at spilde sin sæd på jorden.

På den måde nægtede han at skaffe sin afdøde bror en

arving.

Men Onan vidste, at hans eventuelle børn med Tamar

ikke ville blive regnet for hans egne. Og efter at han havde

giftet sig med hende, sørgede han for at spilde sin sæd

på jorden, hver gang han havde samleje med hende.

På den måde undgik han at skaffe sin afdøde bror børn.

But Onan, knowing that the line would not count as his,

spilt his seed on the ground every time he slept with his

brother's wife, to avoid providing offspring for his brother.

But Onan knew that the offspring would not be his; so

whenever he slept with his brother's wife, he released

his semen on the ground so that he would not produce

offspring for his brother.

But Onan knew that the offspring would not be his; so

whenever he lay with his brother's wife, he spilled his

semen on the ground to keep from producing offspring

for his brother.

248


New

International

Reader's

Version

New Living

Translation

Contemporary

English Version

Kategori 2 :

King James

Version

(protestant)

21st Century

King James

Version

American

Standard

Version

Young's

Literal

Translation

But Onan knew that the children wouldn't belong to him.

So every time he made love to his brother's wife, he

spilled his semen on the ground. He did it so he wouldn't

produce children for his brother.

But Onan was not willing to have a child who would not

be his own heir. So whenever he had intercourse with

his brother’s wife, he spilled the semen on the ground.

This prevented her from having a child who would belong

to his brother.

Onan knew the child would not be his, and when he had

sex with Tamar, he made sure that she would not get

pregnant.

And Onan knew that the seed should not be his; and it came to

pass, when he went in unto his brother's wife, that he spilled it

on the ground, lest that he should give seed to his brother.

And Onan knew that the seed should not be his; and it came to

pass, when he went in unto his brother's wife, that he spilled it

on the ground, lest he should give seed to his brother.

And Onan knew that the seed would not be his; and it came to

pass, when he went in unto his brother's wife, that he spilled it

on the ground, lest he should give seed to his brother.

and Onan knoweth that the seed is not [reckoned] his; and it

hath come to pass, if he hath gone in unto his brother's wife,

that he hath destroyed [it] to the earth, so as not to give seed to

his brother;

249


Kategori 3:

Douay-

Rheims

Bible(katolsk)

English

Standard

Version

New

King James

Version

Darby

Translation

New AmericanStandard

Bible

Luthers

Bibel 1545

(protestant)

He knowing that the children should not be his, when he went in

to his brother's wife, spilled his seed upon the ground, lest children

should be born in his brother's name.

But Onan knew that the offspring would not be his. So whenever

he went in to his brother's wife he would waste the semen on

the ground, so as not to give offspring to his brother

But Onan knew that the heir would not be his; and it came to

pass, when he went in to his brother’s wife, that he emitted on

the ground, lest he should give an heir to his brother.

But when Onan knew that the seed should not be his own, it

came to pass when he went in to his brother's wife, that he

spilled [it] on the ground, in order to give no seed to his brother.

Onan knew that the offspring would not be his; so when he went

in to his brother’s wife, he wasted his seed on the ground in

order not to give offspring to his brother.

Aber da Onan wußte, daß der Same nicht sein eigen sein sollte,

wenn er einging zu seines Bruders Weib, ließ er's auf die Erde

fallen und verderbte es, auf daß er seinem Bruder nicht Samen

gäbe.

Elberfelder Da aber Onan wußte, daß die Nachkommen nicht ihm gehören

würden, geschah es, wenn er zu der Frau seines Bruders einging,

daß er [den Samen] auf die Erde [fallen und] verderben

ließ, um seinem Bruder keine Nachkommen zu geben.

Dansk 1931

Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod,

hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på

Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.

Dansk 1992 Men Onan vidste, at det afkom ikke ville blive regnet for hans, så

hver gang han gik ind til sin brors kone, lod han sin sæd gå til

spilde på jorden for ikke at skaffe sin bror afkom.

Nudansk Ordbog: Ona’ni -en, uden plur. (afl. af navnet Onan en i 1.Mos. 38.4ff.

omtalt person, der dog ikke onanerede, men foretog afbrudt samleje) opnåelse

af kønslig tilfredsstillelse ved berøring af egne kønsdele; masturbation.

250


BILAG 7

UTIDSSVARENDE OVERSÆTTELSER AF: ”אוב”

Uoverensstemmelserne mellem de forskellige oversættelser skyldes

det hebræiske ord: ”bow’ ”(אוב /Strong’s 935), som betyder: ”at gå/

komme ind i”. Men i den Danske Bibeloversættelse fra 1992 oversætter

man nogle gange ordet med: ”at gå ind til”.

Men der er forskel på at gå ind til naboen og komme ind i naboen.

At komme ind i (op i) naboen betyder, at man har sex med naboen.

Kap. Den Danske Bibel (1992) Forslag til oversættelse

6:4 Dengang gudssønnerne gik ind

til menneskedøtrene og fik børn

med dem.

16:2 Og Saraj sagde til Abram: »Herren

har hindret mig i at få børn. Gå nu

ind til min trælkvinde; måske kan

jeg få en søn ved hende.«

16:4 Han gik ind til Hagar, og hun

blev gravid.

29:21 Jakob sagde til Laban: »Tiden er

udløbet; lad mig nu få min kone,

så jeg kan gå ind til hende.«

30:4 Hun gav ham sin trælkvinde

Bilha til kone, og Jakob gik ind

til hende.

30:16 Da Jakob om aftenen kom hjem

fra marken, gik Lea ham i møde

og sagde: »Gå ind til mig, for jeg

har købt dig for min søns alrunebær.«

Så lå han hos Lea den nat.

38:18 Han spurgte: »Hvad skal jeg give

dig i pant?« Hun svarede: »Din

seglring med snoren, og den stav

du har i hånden!« Og det gav han

hende. Så gik han ind til hende,

og hun blev gravid.

251

Dengang gudssønnerne havde

sex med menneskedøtrene og fik

børn med dem.

Og Saraj sagde til Abram: »Herren

har hindret mig i at få børn. Hav

sex med min trælkvinde; måske

kan jeg få en søn ved hende.«

Han havde sex med Hagar, og

hun blev gravid.

Jakob sagde til Laban: »Tiden er

udløbet; lad mig nu få min kone,

så jeg kan have sex med hende.«

Hun gav ham sin trælkvinde

Bilha til kone, og Jakob havde

sex med hende.

Da Jakob om aftenen kom hjem

fra marken, gik Lea ham i møde og

sagde: »Hav sex med mig, for jeg

har købt dig for min søns alrunebær.«

Så lå han hos Lea den nat.

Han spurgte: »Hvad skal jeg give

dig i pant?« Hun svarede: »Din

seglring med snoren, og den stav

du har i hånden!« Og det gav han

hende. Så havde han sex med

hende, og hun blev gravid.


BILAG 8

ER EN SPERMATOZO ET LEVENDE VÆSEN ?

Går der helligt liv til spilde, hvis man bruger prævention ?

Forbudet mod onani og forbudet mod prævention er to sider af samme

sag. Hvis man ensidigt satser på at bekæmpe forbudet mod prævention,

så løber man panden imod muren.

Man havde ingen prævention på Biblens tid. Når paven alligevel

påstår, at brugen af prævention strider imod Biblen, så er det fordi,

han tager udgangspunkt i en fejlagtig oversættelse af fortællingen af

Onan. Den giver indtryk af, at spild af sperm er en synd.

Pavens påstand er, at sperm indeholder helligt liv, men livet

opstår først efter, at en spermatozo har befrugtet et æg – og det

sker cirka. ti timer efter, at manden har fået sin sædafgang:

”Fertilization begins when a sperm penetrates an oocyte

(an egg) and it ends with the creation of the zygote.

The fertilization process takes about 24 hours. A sperm

can survive for up to 48 hours. It takes about ten hours

to navigate the female reproductive track, moving

up the vaginal canal, through the cervix, and into

the fallopian tube where fertilization begins.”

www.visembryo.com/baby/1.html

Alt, hvad der foregår før undfangelsen, er ikke helligt. Spermen er

i sig selv ikke hellig – ligesom en kvindes æg heller ikke er hellig.

Myten om, at sperm skulle indeholde liv, stammer fra en tid, hvor

man troede, at sperm var fyldt med mikroskopiske mennesker.

Man kaldte disse mikroskopiske mennesker for homunculus.

På næste side er vist en illustration fra 1695, som viser hvordan

man forestillede sig at et lille menneske lå sammenkrøbet inde

i en spermatozo.

252


Tegning: N. Hartsoecker (1695) http://en.wikipedia.org/wiki/Homunculus

Selvom videnskaben for længst har bevist, at sperm ikke indeholder

liv, så er der stadig kristne, som påstår det modsatte. De henviser til,

at hvis man betragter en spermatozo under et mikroskop, så kan man

se, at den bevæger sig.

Men fordi en spermatozo bevæger sig, så er det ikke ensbetydende

med, at den er et levende væsen.

En høne, der har fået hugget hovedet af, kan godt løbe forvirret

rundt. Det er ikke ensbetydende med, at den stadigvæk er i live.

Det er blot udtryk for at nogle autonome nerve-processer fortsætter

med at fungere et stykke tid efter hønens død.

Når en spermatozo bevæger sig, så skyldes det nogle lignende

autonome nerve-processer.

At påstå at en spermatozo er et levende væsen, er det samme som

at påstå, at et firbens hale bliver til et selvstændigt levende væsen,

når firbenet har afstødt den.

253


Når paven hævder, at en spermatozo er levende, vil han så også

hævde, at et firbens hale er et selvstændigt levende væsen ?

Det vil han næppe.

Definitionen på liv handler ikke om, hvorvidt noget bevæger sig eller ej.

Definitionen på liv handler om evnen til at vokse.

Et firbens hale kan ikke vokse og blive til nyt liv. En spermatozo kan

heller ikke vokse og blive til nyt liv, medmindre den smelter sammen

med et æg.

Sperm indeholder ikke helligt liv. Sperm kan skabe liv – ligesom

regn kan skabe liv. Men fordi regn kan skabe liv, så er det ikke

ensbetydende med, at regn indeholder helligt liv.

Paven frygter, at hvis han giver grønt lys for brugen af kondomer,

så vil det medføre løssluppenhed. Han påstår, at kondomer og utugt

følges ad – hånd i hånd, men prævention er andet end utugt.

Prævention er også familieplanlægning.

Ægteskabelig sex er noget, som alle har ret til. Ægteskabelig sex

er ikke kun forbeholdt dem, der har råd til at brødføde 10-12 børn.

Forbudet mod prævention er en ond cirkel for fattige familier.

Hvis en fattig familie kun har et barn eller to, så vil deres indkomst

måske slå til. Men hvis de får 8-10 børn, så bryder deres økonomi

sammen.

Resultatet er, at moderen bliver tvunget ud i prostitution – og faderen

bliver tvunget ud i kriminalitet. Når det drejer sig om at dæmme op for

prostitution og kriminalitet, så har forbudet mod familieplanlægning

ofte den modsatte effekt.

254


BILAG 9

NOAH SOM VINDYRKER – EN GENDIGTNING

(Uddybende forklaring, se kapitel 94-97)

1. Mosebog, kapitel 9, vers 20-29

Den Danske Bibeloversættelse (1992):

Agerdyrkeren Noa var den første, der plantede en vingård.

Da han drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt.

Kana'ans far Kam så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre

udenfor.

Sem og Jafet tog så en kappe over deres skuldre, gik baglæns ind

og tildækkede deres nøgne far.

De vendte ansigtet bort og så ikke deres far nøgen.

Da Noa vågnede af sin rus og blev klar over, hvad hans yngste

søn havde gjort mod ham, sagde han:

»Forbandet være Kana'an!

Den usleste træl skal han være for sine brødre.«

Og han sagde: »Lovet være Herren, Sems Gud!

Kana'an skal være deres træl.

Måtte Gud skaffe Jafet plads, så han kan bo i Sems telte.

Kana'an skal være deres træl.«

Gendigtning:

Agerdyrkeren Noah var den første, der plantede en vingård.

(og faldt i søvn – forfatters tilføjelse)

Da han drak af vinen, blev han beruset.

Der blev begået incest inde i teltet. Kana'ans far Kam lå med sin mor

og gjorde sine to brødre udenfor opmærksom på det.

Sem og Jafet tog så en kappe over deres skuldre, gik baglæns ind

og holdt kappen

(hvis han vågnede – forfatters tilføjelse)

således, at Noah ikke fik samlejet at se.

De vendte ansigtet bort og så ikke samlejet mellem Kam og moderen.

Da Noah vågnede af sin rus og blev klar over, hvad et barn fra denne

udåd ville betyde for hans omdømme, sagde han:

»Forbandet være Kana'an !

Trællenes træl skal han være for sine brødre.«

Og han sagde: »Lovet være Herren, Sems Gud!

Kana'an skal være deres træl.

Måtte Gud gøre Jafet voksen, så han kan bo i Sems telte.

Kana'an skal være deres træl.«

255


NOAH SOM VINDYRKER – SYNOPTISK OPSTILLET

(Uddybende forklaring, se kapitel 94-97)

1. Mosebog, kapitel 9, vers 21-27

Den Danske Bibel (1992) Gendigtning

21 Da han drak af vinen, blev

han beruset

og blottede sig (9. note) inde i

sit telt.

Da han drak af vinen, blev han

(og faldt i søvn)

beruset.

Der blev begået incest inde i teltet.

22 Kana'ans far Kam Kana'ans far Kam

så sin far nøgen (Strong’s 6172) lå med sin mor

og fortalte det til sine to

brødre udenfor.

23 Sem og Jafet tog så en

kappe over deres skuldre,

gik baglæns ind og

9. note:

tildækkede

deres nøgne far.

De vendte ansigtet bort og

så ikke deres far nøgen.

og gjorde sine to brødre udenfor

(Strong’s 5046)

opmærksom på det.

Sem og Jafet tog så en

kappe over deres skuldre,

gik baglæns ind og

holdt kappen således, at Noah

(hvis han vågnede)

ikke fik samlejet at se.

De vendte ansigtet bort og så ikke

samlejet mellem Kam og moderen.

Rød: Tilføjelser. Blå: Idiom. Grøn: Omformuleringer.

NETBible: ”The Hebrew verb ה ָלָגּ (galah) in the Hitpael verbal stem (ל ַגּ ְת, ִיּ vayyitggal) ַו

means “to uncover oneself” or “to be uncovered.” Teksten kan altså oversættes med:

”Noah blev beruset og hans køn blev blottet,” i stedet for:

”Noah blev beruset og blottede sit køn.”

Verset indeholder altså en talemåde, som fortæller at Kam havde samleje med

sin fars hustru – eller som det formuleres i:

3. Mosebog, kap. 20 vers 11:

»Hvis en mand har samleje med sin fars hustru, har han blottet sin fars køn«.

256


Den Danske Bibel (1992) Gendigtning

24 Da Noa (10. note) vågnede af sin

rus og blev klar over, hvad

hans yngste søn havde gjort

mod ham,

25 sagde han: »Forbandet være

Kana'an! Den usleste træl skal

han være for sine brødre.«

26 Og han sagde:

»Lovet være Herren, Sems Gud!

Kana'an skal være deres træl.

27 Måtte Gud

skaffe (Strong’s 6601) Jafet plads,

så han kan bo i Sems telte.

Kana'an skal være deres træl.«

Da Noah vågnede af sin rus og

blev klar over, hvad

et barn fra denne udåd ville gøre

ved hans omdømme,

sagde han: »Forbandet være

Kana'an ! Den usleste træl skal

han være for sine brødre.«

Og han sagde:

»Lovet være Herren, Sems Gud !

Kana'an skal være deres træl.

Måtte Gud

(11. note)

gøre Jafet voksen,

så han kan bo i Sems telte.

Kana'an skal være deres træl.«

Rød: Tilføjelser. Blå: Idiom. Grøn: Omformuleringer.

10. note:

Noah er et drengenavn og udtales No-ach. Noa er et pigenavn og udtales No-a.

Pigenavnet Noa findes i 4. Mosebog: (kap. 26:33) ”Selofkads døtre hed Makla, Noa . . . . ”

11. note:

Det hebræiske ord: ”pathah” ( הָתָפּ /Strong’s 3117) betyder: ”at forstørre”.

Originalteksen lyder derfor: ”Må Gud forstørre Jafet”. Der er tale om et hebræisk

ordspil på navnet ”Jafet” og ordet ”pathah”. Jeg har ikke oversat ordspillet i min

gendigtning, idet det ikke giver nogen mening på dansk.

Den danske oversættelse er ikke ukorrekt, men det giver ingen mening, at en

forstørrelse af Jafets plads skulle gøre det muligt for ham at bo i storebroderens

telte. Der må være tale om, at lillebror Jafet skal forstørres, dvs. blive voksen,

så han kan flytte hjemmefra og bo sammen med storebroderen.

257


BILAG 10

BARON SEL-DUMONDE

Hvorfor anvendte han ikke sin synskhed til at hjælpe Martin ?

Sel-Dumonde er fransk og betyder: ”Jordens salt”.

Hvis agerjord bliver oversvømmet med havvand, så vil saltet i havvandet

dræbe afgrøden. Begrebet: ”Jordens salt” kan derfor misforstås.

Når Jesus omtaler sine disciple som jordens salt, (Mattæus 5:13) så er

det ikke agerjordens salt, men det jordiske riges salt han taler om.

Baron Sel-Dumonde er det jordiske riges salt.

Han er Guds ydmyge og loyale tjener.

Han er Guds profet.

Martin skal bevise, at han ikke er til salg for penge, sex eller titler.

Det er årsagen til, at Baron Sel-Dumonde ikke vil afsløre, hvem

Martins biologiske forældre er.

258


BILAG 11

ER SEXBRANCHEN SADISTERNES LEGEPLADS ?

Nogle vil sikkert gerne se en kildefortegnelse, som uddyber alt det,

som Sandra siger om prostitution og pornografi, men branchen er

så betændt, at der næppe findes nogle pålidelige undersøgelser.

Sandra hævder f.eks. at 2% af alle ludernes kunder er sadister.

Tallet stammer fra en bartender, som arbejdede på et bordel, som

havde Josef Fritzl som kunde. Det er dog ikke særlig væsentligt,

hvor stor en procentdel af kunderne, der er sadister, idet der kun

skal et enkelt råddent æg til at ødelægge en hel omelet.

Josef Frizl var en regelmæssig gæst på et bordel

i byen Lizn. Det siger en bartender, der arbejdede

på bordellet "Villa Ostende" (Villa Øst, red.) i byen

Linz til den østrigske avis Österreich.at.

”95 procent af kunderne på bordellet var helt normale,

yderligere tre procent var ikke helt rigtige i hovedet

– Fritzl hørte til de sidste to procent: Meget pervers

og helt sikkert psykisk syg. Ingen af pigerne ville være

sammen med ham - to har endda decideret sagt nej til ham."

http://nyhederne-dyn.tv2.dk/krimi/article.php/id-11465475.html (Forældet)

259


260


KILDEFORTEGNELSE:

Selvom man ikke kan hebræisk, så kan man komme langt ved blot

at læse diverse engelske oversættelser og deres fodnoter. Følgende

6 Bibel-oversættelser er blevet brugt. De hører alle til sværvægterne

indenfor Bibel-oversættelser:

New King James Bible/ 21st Century King James Version 1982/1994

(Den Engelske Statskirkes oversættelse.

Blandt de 5 mest solgte bibler i USA)

www.nelsonbibles.com

New International Version 1978 (Den mest solgte

engelsksprogede Bibel i verden. 215 millioner kopier.

100 oversættere fra 20 forsk. kirkesamfund)

www.ibsstl.org/niv

New Living Translation 1996-2007 (i 2008 var den en af de mest

solgte Bibler i USA. Uafhængig af kirkesamfund. 50 oversættere)

www.newlivingtranslation.com

New English Translation/ NETBible 2005 (Specielt udviklet til

Internettet. Uafhængig af kirkesamfund. Udarbejdet af 20 oversættere

under ledelse af 3 professorer fra Dallas Theological Seminary)

http://net.bible.org

New American Standard Bible 1971-1995 (20 oversættere fra

diverse konservative kirkesamfund. Oversættelsen er meget ordret,

hvilket kan gøre den svær at læse. Alligevel er den blandt de

10 mest solgte bibler i USA)

http://lockman.org/nasb

The Jewish Study Bible (The Jewish Publication Society) 1985-2004

(Bliver ofte omtalt som det jødiske/ mosaiske trossamfunds autoriserede

engelske oversættelse. Jøderne tror ikke på Jesus – og oversættelsen

er derfor fri for manipulationer, som skal bevise, at Jesus er Messias.)

http://jps.org/

261


Nyttige Internet links:

Forskellige oversættelser af Biblen findes på adresserne:

www.udfordringen.dk/bibel/index.php (Bibelen på Hverdagsdansk, 2002)

www.bibleserver.com (Bibelen på Hverdagsdansk, 2008)

http://qbible.com/

www.biblegateway.com (Den danske Bibeloversættelse, 1931)

http://classic.net.bible.org/bible.php eller http://net.bible.org

http://biblos.com

www.scripture4all.org

http://bible.ort.org/books/pentd2.asp

http://www.catholic.org/bible (New Jerusalem Bible)

Strong´s concordance:

http://lexiconcordance.com/

www.blueletterbible.org/search.html#strongs (kun indtil Strong’s 8674 !)

Andre nyttige links er:

http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm (opslag i Biblen)

http://mb-soft.com/believe/text/literal.htm (forklarer årsagen til uklarheder)

http://skepticsannotatedbible.com (oversigt over absurditeter i Biblen)

www.beliefnet.com/Love-Family/2001/07/Masturbation-Does-Your-

Religion-Give-It-A-Thumbs-Up-Or-Thumbs-Down.aspx

(div. holdninger til onani)

www.cosmosmagazine.com/news/1062/eye-colour-more-complex-wethought?

(ny forskning om arvelighed og øjenfarve)

www.visembryo.com (oversigt over forløbet af en graviditet)

www.wikipedia.org (generelle opslag)

Bøger som ikke findes på Internettet:

Stuttgarter Elektronischen Studienbibel (Deutsche Bibelgesellschaft)

The Jewish Study Bible (The Jewish Publication Society) 1985-2004

262


FORTEGNELSE OVER BILAG

side

1 HAR ADOPTEREDE RET TIL AT VIDE SANDHEDEN ? 233

2 VAR ØDIPUS EN MOTHER-FUCKER ? 236

3 PIK-SPIL = SPERM-SPIL = SYND ? 238

4 HISTORIEN OM ONAN 241

5 SVOGERPLIGTEN 243

6 ONANEREDE ONAN ELLER . . . . . ? 244

7 UTIDSSVARENDE OVERSÆTTELSER AF: ”אוב” 247

8 ER EN SPERMATOZO ET LEVENDE VÆSEN ? 248

9 NOAH SOM VINDYRKER – EN GENDIGTNING 251

10 BARON SEL-DUMONDE 254

11 ER SEXBRANCHEN SADISTERNES LEGEPLADS ? 255

263


EN FORTÆLLING OM

PSYKOPATI OG SEX

Romanen er en gendigtning af sagnet om Kong Ødipus.

Gendigtningen afdækker fortællingen bag fortællingen.

Alting er tilsyneladende, som det ser ud til – og alligevel

er intet, som det ser ud til.

Freud påstod, at Ødipus var skyldig i såvel mord som

incest, men fordi Ødipus havde blod på hænderne, så

behøver han ikke at have krænket sin mor seksuelt.

Sagnet fortæller ikke, hvem der forgreb sig på hvem.

Ødipus kan have været et uskyldigt offer for incest.

Ødipus havde nemlig ikke noget motiv. Det havde

hans mor derimod. Hun var en magtsyg enkedronning.

Hvis hun skulle forblive dronning, så måtte hun enten

hindre Ødipus i at blive gift – eller også måtte hun

selv gifte sig med ham.

Hvis hun var pædofil, så kunne hun slå to fluer med

et smæk ved at gifte sig med sin kongelige søn.

Hun kunne blive siddende på tronen og samtidig få

sin søn som ægtefælle.

Handlingen var realistisk i oldtiden

– men er den det også i dag ?

264

Similar magazines