kapitel 1

KAPITEL 4
Martin forlod cafeen i højt humør. Han fløjtede glad i begyndelsen.
Han var overbevist om, at han ville vinde væddemålet så let som
ingenting – og dog. Tvivlen begyndte så småt at snige sig ind af
bagdøren. Hvad nu hvis den gamle mand fik ret i sin profeti ?
Hvad nu hvis Martin kom til at slå sin far ihjel ?
Det kunne ske ved et uheld. Hvis Martin forårsagede en ulykke, og
ulykken kostede hans far livet – så ville han aldrig tilgive sig selv.
Måske gjorde han bedst i at flytte hjemmefra.
Han kunne altid flytte tilbage, når han havde vundet væddemålet.
Han satte sig ind på en café for at få ro til at tænke. Der var nemlig
en hage ved hans plan. Hvad nu hvis han var adopteret ?
Så handlede væddemålet pludselig om hans biologiske forældre
– og det kunne være, hvem som helst. Tanken huede ikke Martin.
Han havde i årevis haft en mistanke om, at han var adopteret.
Mistanken ramte ham som et jordskælv i en biologitime.
Han var kaldt op til tavlen for at fortælle om arvelighed. Han forklarede
om sammenhængen mellem forældrenes øjenfarve og børnenes øjenfarve.
Da han var færdig, så spurgte læreren, om der var nogle spørgsmål.
Det var der. Simon bad Martin give et eksempel.
”Jo, det kan jeg sagtens,” svarede Martin, ”mine forældre har blå øjne,
og jeg har . . . . . ” Martin kiggede panikslagent ud i luften. Tavsheden
var øredøvende. Alle kiggede forundret på Martins mørkebrune øjne.
Simon brød tavsheden med et latterbrøl:
”Og du har brune øjne. Det er der kun en forklaring på. Hvis forældre
med blå øjne ikke kan få et barn med brune øjne, så har din mor
kneppet ved siden af. Din mor er en luder – og du er en horeunge !”
Den bemærkning fik læreren til at koge over:
”Så er det nok, Simon. Jeg vil ikke høre den slags sprog i mine timer.
Det er dig, der har et problem – ikke Martin. Du kan ikke dine lektier.
Martins brune øjne kan skyldes, at han er adopteret. Det ved du intet
om. Hvis du ikke straks giver Martin en uforbeholden undskyldning,
så bliver du smidt udenfor døren.”
10