Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

vinderslevsogn.dk

Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

Prædiken af Frede Møller

Sidste søndag i kirkeåret. 20.november 2011. Hinge Kirke

kl.9. Vium Kirke kl.10.30 (dåb). Vinderslev Kirke kl.19

(nadver).

Salmer:

Hinge Kirke kl.9: 431- 276/ 43- 732

Vium Kirke kl.10.30: 431- 276- 448,v.1-3 (dåb) v.4-6/ 36 – 477- 732

Vinderslev Kirke kl.19: 431- 568- 276/ 43- 570,v.3- 732

Tekst: 2 Thess 2,13-17

Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som er elsket af Herren, fordi Gud udvalgte jer som en

førstegrøde til frelse ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden. Dertil kaldte han jer også

ved vort evangelium, for at I skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed. Stå derfor fast, brødre,

og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev

fra os. Vor Herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os evig

trøst og godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og i ord!

Kære Gud, vi beder dig om at prædike ordet for os nu gennem det, vi skal lytte til i dag. Hjælp

os til at se, hvad du har gjort, så vi ikke stiller os i vejen for vort evige ve og vel. Amen.

Kan man være sikker på at komme til at stå på den rigtige side, når den

endelige dom skal afsiges?

Det må være på sin plads at stille det spørgsmål, når vi her i dag hører,

hvordan Jesus på den dag skal skille fårene fra bukkene, og hvor den ene flok

skal høre ordene: ”Kom, I, som er min Faders velsignede, og tag det rige i arv,

som er bestemt for jer” , mens den anden flok får denne forfærdelige besked:

”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og

hans engle.”

Det kan så sandelig ikke være lige meget, om man kommer til at stå på den

ene eller den anden side. Det kan ikke være lige meget, om ens

fremtidsudsigter lyder på himmelsk fryd og glæde eller den evige ild!

Nu er der jo mange, som på ingen måde synes, at det spørgsmål er særlig

relevant. De har for længst afskaffet den problematik, fordi de har vedtaget, at

alle bliver frelst, og der er slet ikke noget, der hedder dom og fortabelse, når

det kommer til stykket. De rynker på næsen ad os andre og kalder os

dommedagsprædikanter, når vi siger noget i den retning. Den slags kan jo ikke

forenes med troen på en kærlig Gud, siger de og mener, at enhver tale om dom

og fortabelse hører hjemme i middelalderlige kalkmalerier og ikke nogen som

helst andre steder.

Problemet er så bare: Hvorfor i alverden siger Jesus så det, han gør?

Og det er vel at mærke ikke den eneste gang, han gør det.

Når det bliver 2.søndag i Advent, skal vi høre om de fem dumme brudepiger,

som ikke var parate, da brudgommen kom, og som derfor kommer til at stå

uden for en lukket dør og få at vide, at han aldrig har kendt dem. I en anden

sammenhæng taler han om den onde, dovne tjener, som har gravet det

betroede talent ned, og som derfor bliver smidt udenfor, hvor der er gråd og

tænderskæren. ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port og bred den vej,

der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er

ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, der

Sidste søndag i kirkeåret 20/11-2011 1


Prædiken af Frede Møller

finder den!” siger han i Bjergprædikenen, og sådan kunne vi nævne det ene

sted efter det andet, hvor Jesus advarer, sådan som han også gør det her i dag

Spørgsmålet er derfor: Når det nu forholder sig, som Jesus siger det her, og

det må vi jo gå ud fra, det gør: Hvordan kan vi så være sikre på at komme til at

stå på den rigtige side, når dommen afsiges? Kaj Munk har en prædiken, hvor

han fortæller, hvordan han en dag hører en mærkelig lyd, da han kommer ud i

haven, og derfor forestiller han sig, at nu sker det! Nu kommer Kristus! Det

fylder ham med en fryd uden lige, samtidig med at en helt anden tanke melder

sig: Vil han fordømme os? Bliver vi sendt ud til den venstre side?

Se, med det spørgsmål i baghovedet er det godt at komme i kirke i dag og høre

ordene, som apostlen Paulus skriver til de kristne i Thessalonika. For det skal

nemlig være tindrende klart for hver enkelt af os, at når det gælder grundlaget

for den sidste, afgørende dom, så er fundamentet virkelig i orden.

Sæt en tyk streg under ordene ”elsket af Herren”, ”udvalgt som en førstegrøde

til frelse”.

Vi kan så uendelig let misforstå det, så vi tror, det er os, det hele afhænger af.

Siger Jesus måske ikke, at det handler om at besøge de syge, tage sig af de

fremmede og mætte de sultende, som vi hørte det fra alteret for lidt siden? ”Alt,

hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”,

siger han, samtidig med at han lægger afstand til dem, der ikke har gjort det.

Så er det, angstens kolde sved springer frem på panden. For vi føler uvilkårligt,

at her er vi vejet og fundet for lette! Der var jo så mange gange, hvor det ikke

rigtig blev til noget. Jeg fik jo ikke sagt det, jeg skulle, eller advaret. Jamen, så

er det vel mig, der kommer til at stå på den gale side? Fordi jeg ikke har gjort,

hvad jeg skulle? De mange gange, hvor jeg ikke fik advaret? De mange gange,

hvor jeg ikke fik rakt mennesker budskabet om den frelse, som Gud i sin

kærlighed har tiltænkt dem? De mange gange, hvor jeg kludrede i det, så jeg

kom til at stå i vejen i stedet for at berede vej for evangeliet?

Det gør egentlig ikke noget, at den slags tanker af og til gør os urolige.

Det er med til at holde troen levende i vore hjerter, så vi ikke falder i søvn og

bliver ligegyldige. Men de må ikke knuse os, så vi på den måde mister alt, hvad

der hedder glæde og frimodighed!

Derfor er det så vigtigt at få sat en tyk streg under ordene ”elsket af Herren” og

”udvalgt som en førstegrøde til frelse.”

Bibelen er et kærlighedsbrev, siger filosoffen Søren Kierkegaard et sted, og i

en gammel konfirmandbog ser man så et billede af en pige, der står og læser

sådan et kærestebrev. I konfirmandbogen står der sådan: ”Hvad plejer der at

stå i sådanne breve? Der står først og fremmest, at én elsker mig og bryder sig

om mig. Der står måske: ”Du holder vel ikke af nogen anden?” Og der står helt

bestemt: ”Skriv, ring, lad mig høre fra dig snart!”

Det er her, vi har udgangspunktet.

Den endegyldige dom hviler ikke på vore følelser eller præstationer, men på

Gud, og det er der al mulig grund til at takke for, siger Paulus, som selv var

blevet standset af Gud og havde fået øjnene op for denne virkelighed.

Sidste søndag i kirkeåret 20/11-2011 2


Prædiken af Frede Møller

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som

tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, siger Bibelen, og det er her,

vi har fundamentet. Var det vore følelser, tanker og præstationer, det kom an

på, ja, så var der ingen af os, der havde en levende chance. Men nu handler

det om Gud, der kommer os i forkøbet. ”Gud vil vise, at han søger kontakt med

dig, bryder sig om dig, inden du begynder at bryde dig om ham. Han er den,

der elsker først og mest. Han er den, der tager det første skridt”, hedder det i

den gamle konfirmandbog.

Derfor står der heller ikke, at Jesus er kommet for at belønne de gode og

straffe de onde. Nej, han er kommet for at skille fårene fra bukkene, altså to

forskellige slags dyr, som det er let at kende forskel på.

”Kom, I, som er min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for

jer, siden verden blev grundlagt”, siger han, og læg godt mærke til, at sagen

altså faktisk er afgjort på forhånd.

For det drejer sig om dem, som på forhånd er de velsignede. Børnene, som

derfor skal arve….

Det er derfor, apostlen Paulus formaner de kristne i Thessalonika til at stå fast.

Han taler til mennesker, som har hørt det glædelige budskab om Guds

kærlighed. Mennesker, som er helliget af Ånden og kommet til tro på

sandheden, som han udtrykker det, og meningen med det hele var jo, at de

skulle opnå vor Herres Jesu Kristi herlighed, altså komme til at stå på den

rigtige side, når den afgørende dom afsiges. Alt er gjort, Værket er fuldbragt.

Set fra Guds side mangler der ikke noget. Alt er klar til det store festmåltid.

Det var ham, der elskede os mennesker.

Det var ham, der greb ind og gav os sin søn som frelser.

Det var ham, der tog imod os i vor dåb og satte sit mærke på os.

Det var ham, der sørgede for, at budskabet fik lov til at lyde, så det skabte tro i

vore hjerter og dermed taknemlighed og glæde.

Der mangler ikke noget!

”Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet

overbevist om”, lyder det nu, og det er ikke kun de kristne i Thessalonika, som

skal høre den besked. I dag lyder den til dig og til mig. Sagen er nemlig, at dér,

hvor vi står fast og holder os til de overleveringer, vi er blevet undervist i, dér vil

det bære frugt, sådan som Jesus skildrer det i beretningen om

verdensdommen.

Der er jo ikke tale om, at de frelste på dommens dag kommer med alle deres

præstationer og forventer et himmelsk ridderkors eller fortjenstmedalje! Nej,

udgangspunktet er dette: Elsket af Herren, udvalgt af Gud. Eller for at sige det

med Jesu ord, som han siger ved en anden lejlighed: ”Mine får hører min røst,

og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal

aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Udgangspunktet er altså dette, at han selv har udvalgt os og gjort os til sine får!

Udgangspunktet er dette, at vi er hans børn, og som børn skal vi arve.

Sidste søndag i kirkeåret 20/11-2011 3


Prædiken af Frede Møller

”Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet

undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os”, skriver Paulus, og den

hilsen får vi fra Gud selv i dag.

Og derfor handler det ikke om, hvorvidt jeg har gjort nok, for det har jeg ikke.

Nej, spørgsmålet lyder: Tror jeg på Jesus Kristus? For så er det hans

gerninger, hans fromhed, hans lidelse, død og opstandelse, der tæller, og så er

det ham, der skaber den frugt hos mig, som gør, at jeg på dommens dag må

høre de vidunderlige ord: ”Kom, I, som er min faders velsignede, og tag det rige

i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.”

Det er den trøst og det gode håb, han giver os, og som åbner mine øjne, så jeg

ser de små, som har brug for min hjælp. Den sultne, den tørstige, den

fremmede, den, der mangler tøj. Så ser jeg pludselig, at det jo i virkeligheden

er Jesus, der møder mig gennem disse små, og at det er ham, jeg gør vel

imod, når jeg hjælper og lindrer.

Ser du en sønderknust bror på din vej,

gå ikke kold forbi.

Måske lod Herren den bror møde dig,

gå ham da ikke forbi.

Ræk ham din hånd, ja, og giv ham et ord,

og lad ham føle, han er din bror!

Gå ej forbi, gå ej forbi, gå ikke kold forbi!

Amen.

Sidste søndag i kirkeåret 20/11-2011 4

More magazines by this user
Similar magazines