Download Book07.pdf - Metro Litteratur

metro.litteratur.dk

Download Book07.pdf - Metro Litteratur

TO NOVELLER: 4+4 METRO-STOP

Metro-Litteratur 2011

Mikkel Krebs Behnke

Når Intet bliver til Noget

Emma Elisabeth Nielsen

Mylder

7


Mikkel Krebs Behnke

Når Intet bliver til Noget

TO NOVELLER:

og

Emma Elisabeth Nielsen

Mylder

√ Omslag af Ethem Erdogan √

4+ 4

M E T R O-STOP

Metro-Litteratur 2011


M E T R O - L I T T E R A T U R 2 0 1 1

UDGIVET AF

Subway Edizioni s.r.l.

I sAMARBEJDE MED

Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni,

Davide Franzini, Monica Gram,

Camilla Jµrgensen, Morten Sµndergaard

og Sophus Helle

ART DIRECTOR

Michele Marchesi

KORREKTURLÆSNING VED

Anja Meyer

W W W . M E T R O - L I T T E R A T U R . D K


Når Intet bliver til Noget

af Mikkel Krebs Behnke

Nu sidder han der igen. Helt stille. Han sidder, hvor han

plejer, det sted, han holder af, det sted, han kender, et

rent og trygt sted, et sted, han har formet og gjort til sit

eget – til det han kan lide, et sted, som ikke er Intet. Det

er endnu en varm dag, en uvant varm og dejlig dag, men

for ham blot en dag. Det er, som om solen og dens varme

ikke rammer hans sted. Som om at han ene og alene kan

bestemme over vind, vejr, stemning og humør, fordi det

er hans sted – og der er jo alligevel ingen, der har lyst til,

at det skal være deres sted, fordi det for dem er et Intet

sted, men for ham er det Noget. Det er, som om …

”Peter!” råber de alle sammen, ”skyd!” Overrasket, forbløffet

svinger jeg først mit ben tilbage og så frem. Jeg

rammer bolden, men mål bliver det ikke til. ”Peter!” siger

den ene. ”Kom nu ind i kampen!” siger en anden.

”Koncentrer dig!” siger en tredje.

Selv siger jeg undskyld.

Kampen fortsætter i et hæsblæsende tempo, og jeg, som

angriber, klapper af mine medspillere, men da selvfølgelig

også af mine modspillere. Det skal man, synes jeg. Jeg

får pludselig bolden på kanten; et sted, jeg havde søgt ud

for ikke at være i vejen. Jeg går i panik. Jeg skal spille bolden

videre hurtigst muligt, så jeg kanaliserer alle mine


4. Metro-Litteratur

kræfter ned i højre ben og sparker alt, hvad jeg kan. Det

grønne græs er mange centimeter højt og bliver sjældent

klippet, så jeg rammer bolden skævt. Men bolden glider

og svæver dog alligevel elegant igennem luften; det kan

kun blive en god aflevering.

Bolden lander i hækken. Vores kaptajn råber: ”Pause –

det er sygt varmt, mand!” Spillerne nikker bekræftende,

for han har jo ret, hvorefter holdets vicekaptajn med et

skævt smil siger: ”Så kan du jo passende hente bolden i

mellemtiden, Peter.”

Jeg sætter kursen mod bolden.

Bolden har placeret sig dybt nede i hækken, hvilket

besværliggør det hele lidt. Jeg stopper i et kort øjeblik

med at få bolden fri af hækken for at kigge på ham igen.

Han sidder ikke længere på samme måde. Han har vendt

sig, så han kan se vores bane. Hvorfor? Jeg tror ikke, at

han har fået øje på mig. Sådan ser det i hvert fald ikke ud.

Derimod ligner det, at han nøje observerer de andre spillere.

Men han gør det uden at fortrække en mine.

Hvad tænker han?

Jeg kigger over på de andre, der er begyndt at kaste vand

efter hinanden. De har ikke opdaget ham endnu. Har de

egentlig nogensinde set ham? Skænket, værdiget ham et

blik, en tanke? Jeg kigger på ham igen. Han sidder helt

stille. Han siger, gør ingenting– han stirrer blot.

Hvem er han? Jeg føler mig …

”Få nu fat i den bold, Peter!” råber kaptajnen - de andre

nikker bekræftende. Jeg presser mine hænder og arme

ned i busken, det gør ondt, og får til sidst fat i bolden. Jeg

sparker bolden hen til de andre.


Når Intet bliver til Noget

Kampen kan nu genoptages.

Vores kaptajn, Emil, spæner rundt på banen som en pirret

tyr. Jeg finder det fascinerende, hvordan han må og

skal vinde hver eneste duel på banen. Emil er muskuløs

og tæt bygget, hvilket afspejler sig i hans karakter. Han

er en af de typer, der er født med sine muskler og vælger

at benytte sig flittigt af dem. Emil går forrest, vil være forrest,

må være forrest; han er forrest. De andre spillere er

vel egentlig på samme måde. Måske bare i en mildere

grad? Eller også har de bare affundet sig med, at han,

Emil, er en stærkere han – stærkere end mig i hvert fald.

Vi er faktisk stort set det modsatte af hinanden, modsætninger

er, hvad vi er. Jeg har kendt Emil længe, men jeg

har aldrig virkelig, sådan virkelig, tænkt over forskelligheden

og den kløft, der egentlig er imellem os. Men alligevel

spiller jeg med hver gang, Emil og hans slæng skal

spille fodbold.

Hvorfor bliver jeg ved?

Kampen ender uafgjort og må afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Dette faktum medfører en heftig debat om,

hvem der skal skyde straffesparkene, og hvem der skal

være målmand. Jeg holder mig ude af diskussionen. Jeg

behøver ikke tage et straffespark. ”Du står, Peter,” siger

Emil. Det behøvede jeg til gengæld ikke – at stå altså.

Det er ikke lige mig, det at skulle stoppe en ildkugle, der

suser mod mål. ”Er der ikke en anden, der kan stå? Jeg

har lidt ondt i mine hænder,” siger jeg med en dæmpet

stemme. Intet svar. Eller faktisk fik jeg et svar, det var

blot stilheden, der overrakte mig svaret. Selvfølgelig

skulle jeg stå.


6. Metro-Litteratur

Det er længe siden, jeg stoppede med at konkurrere med

de andre eller sige fra. I starten gik det mig på, at jeg

knækkede lige så snart, der kom en svag vind. I starten

gik det mig på, at de andre kunne sætte dem selv over

mig. I starten gik det mig på, at de følte, at de kunne tillade

sig hvad som helst over for mig. I starten var det

”Peter!” ”Peter!” ”Peteeer!” ”Peeeter …!” Til sidst var det

”Intet …” ”Intet!” ”Inteeet!” ”Innntet …” Det her er Intet,

jeg er Intet.

Vi tabte straffesparkskonkurrencen. Til stor ærgrelse og

irritation for Emil og mine andre medspillere. De andre

sætter sig ned for at få noget at drikke, og jeg sætter mig

ned sammen med dem. Men stadig lidt for mig selv. Jeg

kommer pludselig i tanke om ham. Jeg havde været optaget

af at stoppe kanonkugler fra at ryge ind i nettet, så jeg

havde slet ikke kigget derop i noget tid. Fra hvor vi sidder,

er vi ikke langt fra ham. Jeg kan se hans mørkebrune,

slidte hud, hans kulsorte hår, den skæve næse og

hans kastanjefarvede øjne. Men mere kan jeg ikke se.

Jeg kan ikke sådan se ham; virkelig se ham. Ikke bare se

ham, men se ind i ham. Ligesom de gange hvor man får

øjenkontakt med nogen, og gennem øjnene fortæller de

deres historie. Jeg vil tættere på. Hvem er han?

Pludselig siger Emil noget, der fanger min opmærksomhed:

”Kan I se ham der, gutter?” ”Ja,” siger de andre

i kor. ”Det er Katrine fra min klasses adoptivbror,” siger

Emil og fortsætter: ”Han skulle vist være helt gak i låget.

Sådan virkelig fucked – hvis I forstår? Katrine siger, at

han aldrig kan sove, og når han endelig er faldet i søvn,

siger hun, at han altid vågner lige bagefter og råber et


eller andet anne og baba (1) !” Historien fik mine tanker til

at stå helt stille. Det gjorde ondt i maven. Det forbavsende

var, at Emil havde fortalt historien i det toneleje, hvor

man stiller sig fuldstændig uforstående over for noget.

Resten af flokken brød ud i latter. Det, jeg hørte, var

”Hahahah,” og ”Intet, Intet, Intet, Intet.”

Selv stod jeg stille.

”Skal vi skride?!” råber Emil til os alle. De andre begynder

at gå. Jeg står stadig stille. Emil kigger på mig. Jeg

kigger på ham. Nu stirrer han. Det gør ondt. Han vender

sig om og går. Denne gang fik han overrakt svaret af

stilheden.

Det var min sidste fodboldkamp.

Jeg står stille lidt tid efter, at de er gået. Jeg vender mig

om og kigger op på ham. Han har vendt sig om, så han

igen sidder med ryggen til banen. Jeg vil gerne tættere

på, men jeg vil også gerne blive her. Måske bare et skridt

ad gangen? Jeg får listet mig op til en bænk et par meter

fra, hvor jeg kan se hans ansigt. Han kigger resigneret

ned i jorden. Nu kigger han op, men kun halvt. Han ser

mig, jeg ser ham. Det hele står helt stille. Det forskrækker

mig, at jeg ikke kan holde kontakten og i stedet

bliver nødt til at kigge ned i jorden. Jeg går hen til

ham med øjnene rettet mod jorden.

Nu sidder vi her igen. Helt stille. Vi sidder, hvor vi plejer,

det sted, vi holder af, det sted, vi kender, et rent og trygt

sted, et sted, vi har formet og gjort til vores eget – til det

vi kan lide, et sted, som ikke er Intet. Ham og mig.

(1) Mor og far

Når Intet bliver til Noget


Mylder

af Emma Elisabeth Nielsen

Suser. Sådan lyder det. Som om de suser forbi, farer

forbi. Med et sus. Tænker hun. Der er så mange biler og

alt for få cykler, og de suser bare forbi, de biler, som om

de har så travlt. Det er selvfølgelig også i orden at have

travlt, det er ikke det. Nej, måske mere … Kan det

passe, at de har så travlt? Hun har i hvert fald ikke travlt,

skal jo aldrig rigtig noget.

Hun ruller vinduet op, inden hun drejer af mod motorvejen.

Husk smørret. Tænker hun. Det ville fandeme

også være så typisk hende. Glemmer smørret. Glemmer

Pernille. Lille Pernille, og hun hader jo også at være i

SFO’en til så langt op af eftermiddagen. Lille Pernille.

Hun tænder for radioen. Hvis det stod til hende, kunne

de tage en fridag på en dag som i dag. Se, hvor de farer

af sted. Hun var nu også lidt hektisk tidligere. På vej ud

ad døren. Fik sikkert røde pletter på halsen. Hun gnubber

sig. Det var jo også fordi, hun havde glemt at skrive

smør på indkøbssedlen.

Der er mange biler omkring hende, så hun sænker farten

og sætter sig bedre til rette i sædet, som er så hårdt.

Det er sgu sørgeligt. Tænker hun. At der er nogen, der

aldrig helt bliver glade. Og så ryster hun på hovedet.

Det er fordi, hun har fået øje på manden i bilen ved siden


Mylder

af hende. Han suger på sin smøg. Sørgeligt.

Og så opdager hun, at de holder stille. Der er kø.

Manden ved siden af smider den sidste stump væk, ud i

det gode vejr, og hun elsker sådan asfalt og græs i grøfterne

og dejlig kølig vind. Han skulle tage at snuse indad

en gang imellem. Tænker hun. Og fnyser.

Længere fremme er der en bil, der dytter.

Hun ruller vinduet ned igen. Med heftige armbevægelser.

Nu er der sikkert endnu en idiot, der er kørt galt. Alt

for travlt har de. Alle sammen. Men der er intet at se,

også selvom hun gøre sig umage og strækker halsen, så

lang den er.

Så må hun jo vente.

En fyr på en knallert. Ja, hun kan lige se det for sig. Røde

lyn på motorhjelmen og grove skægstubbe, der kradser.

Der skal vel heller ikke meget til, før sådan et monstrum

tipper. Nej.

Hun ryster på hovedet.

Hun piller i en neglerod.

Radioen kører som en summen i hendes baggrund.

Og så hører hun sirenerne, og hun ser de blå, blinkende

lys, og hun farer op fra sædet og kigger ud ad vinduet.

Suser. Gør de. Både lægebil og ambulance. Så kommer

der sikkert også en politibil.

Det er ikke langt fra hende. Måske kun femten biler

fremme. Tænk, hvis hun var den forreste. Ja, altså den

forreste i køen. Så ville hele ulykken have udspillet sig

foran hende. Knægten på knallerten. Sikkert et sammenstød.

Hun spærrer øjnene op.


10. Metro-Litteratur

En spøgelsesbilist. Åh, bare navnet. Det har altid

skræmt hende fra vid og sans. Før hun fik lille Pernille,

var hun slet ikke sikker på, hvad det var. I hendes mareridt

sad der en allerede død bag rattet. Susende henover

motorvejens våde veje. Parat til at tage en ven med sig i

døden. Ja, det var sikkert en spøgelsesbilist. En rigtig

drukkenbolt, der ingen bevidsthed havde i knolden. Og

nu skulle det så ramme en uskyldig, ung fyr.

Hun kommer til at sidde her længe så. Hun kommer for

sent til SFO’en. Martin prøvede det for nogle måneder

siden. Han sad der i flere timer. Hun sukker. En dejlig

dag, det var det bestemt. Hun river negleroden op.

Eller to biler måske. Drukkenbolten, der ramler ind den

mørkeblå Volvo. Ja, det var helt sikkert en blå Volvo.

Hunden på bagsædet nåede knap at gø.

Hun gyser. Hun kan høre dens gøen i det fjerne.

En mor og en far.

Hun tager i dørhåndtaget og træder ud på vejen.

Manden i bilen gjorde det tidligere. Men der er intet at

se, for bilerne holder helt hulter til bulter. Hun ryster på

hovedet. Folk er så forvirrede for tiden. Hvor svært kan

det være at holde ind for en ambulance. Tænker hun. Og

hun sætter sig ind igen.

Det bløder lidt. Der ved neglen. Dårlig vane. Hun spytter

på det.

Og så er det, at hun kan lugte det.

Røgen. Det er helt sikkert røg. Lyden af splittelse.

Ruder, der knuses. Det lyder som en migræne inde i

hendes hoved. Og hun kan lugte røgen. Hun må tage sig

sammen. Rette sig op. En mor og en far og en hund og


Mylder

en Volvo. Og en lille, lyshåret pige med et hjerte på sin

T-shirt og sin storebror i hånden. Hun kan se det hele

nu.

Lugten af hud. Hud, der ryger, røg, der damper. Ilden,

der slikker sig op af det liv, som den slukker. Alt sammen

på grund af et spøgelse bag et rat.

Måske skal hun kaste op nu. Tænker hun. Den lugt af

død. Den har hun aldrig tænkt før. Tænker hun.

Radioen summer. Hun stirrer på den, hader den, hader

dens lyde, som ikke ved, hvad der sker. Den foregår kun

inde i sig selv, den radio, et sted hundrede tusinde kilometer

langt væk fra her.

Hun ser ud i himlen.

Virkeligheden.

Det er sådan, det føles. Tænker hun.

Og hun følger billedet af politimanden, som ringer på og

tager hatten af. Han beklager. Men der var intet at gøre.

En tragisk ulykke. Og et sammenbrud. Der, midt på

dørmåtten.

Hun må synke for ikke at græde. Og et ganske sagte

gisp falder over hendes læber, da en langvarig dytten

trænger igennem det tunge slør af sorg. Hun ser bagud.

Bilen bag hende dytter. Hun ser foran sig. Trafikken er

sat i gang igen.

Det var ikke længe. Hun føler sig kold indeni. Så må de

være døde på stedet.

Hurtigt får hun tændt for bilen. Hurtigt får hun trykket

på speederen. Åh, nu skal hun konfronteres med

ulykkesstedet. Tænker hun. Lille Pernille vil ikke kunne

kende sin egen mor. Tænker hun. Blodet på den mørke


12. Metro-Litteratur

asfalt. Blodet på de hænder, der forsøgte at redde en

lykkelig familie. Ambulancen, der langsomt kører derfra.

Og selvfølgelig. Glasset. De knuste ruder, det sidste

spor fra en skæbne, der måtte ende i en grøftekant.

Radioen summer.

Hun finder en ny neglerod.

Bilerne suser forbi hende. Suser. Sådan lyder det. Som

om de suser forbi, farer forbi. Tænker hun.

Og der er ingenting. Hendes blik farer over vejen. Suser.

Men der er ingenting. Intet blod. Intet glas. Intet.

Hendes blik farer over vejen.

” … på motorvej E45, sydgående retning …”

Hun skruer op for radioen.

” … midlertidig kø, men afkørslerne er nu åbnet op igen.

Der var som sagt tale om et mindre trafikuheld. Ingen

alvorligt tilskadekomne …”

Det bløder fra den nye neglerod.

Susene suser forbi.

Husk smørret. Tænker hun.


Velkommen til Metro-Litteratur 2011

Metro-Litteratur µnsker at udfordre kreativiteten hos unge talenter og

skabe nye interessante l¥seoplevelser for vores mange passagerer.

Tillykke til de 9 digte og 15 noveller, som er blevet udvalgt til Metro-

Litteratur 2011. Vi er stolte over at kunne pr¥sentere nye unge talentfulde

forfattere og kunstnere, og håber at Metro-Litteratur kan v¥re

starten på en sp¥ndende rejse for dem. Samtidig vil vi gerne takke juryen

som har udvalgt alle digte, noveller og forsider: Jonas T. Bengtsson, Bruno

Berni, Davide Franzini, Monica Gram, Camilla Jµrgensen og Morten

Sµndergaard.

Vi håber, at alle de publicerede tekster vil give dig sp¥ndende,

forunderlige og inspirerende oplevelser.

God rejse og god l¥selyst!

Metroen

W W W . M E T R O - L I T T E R A T U R . D K

More magazines by this user
Similar magazines