nr. 6/2011 - Brødremenighedens Danske Mission

bdm.dk.dk

nr. 6/2011 - Brødremenighedens Danske Mission

BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION

1

06-2011 168. ÅRGANG


| 06-2011

LEDER ANDAGT

Af Jørgen Bøytler

Pastor (PhD)

Formand BDM´s

bestyrelse

NÅR MANGE HAR FOR LIDT

Fattigdom er mange ting. Det kan jo være at have for

få økonomiske midler, hvilket betyder at man ikke får

tilstrækkeligt at spise, ikke har tøj, at man har mangel.

Man kan også være fattig på uddannelse, muligheder,

rettigheder og helbred.

Det er en kendt sag, at en stor del af verdens befolkning

lever i fattigdom. BDM arbejder fattigdomsorienteret.

Ikke alle, men de fl este af de mennesker, BDM

arbejder med og for, er fattige. Det præger BDM’s indsatser.

Målet er at være med til at forkynde evangeliet,

og det indebærer, at man yder en indsats for at budskabet

om Kristus, verdens frelser, bliver kendt. Mennesket

lever ikke af ord alene, men må også have brød.

Mennesket er underlagt det universelle krav, at vise

medmenneskelig solidaritet. Det gælder alle, og solidaritet

med den fattige, den udstødte, den fremmede, det

fi nder man alle steder i verden. Kristne har ikke patent

på at vise solidaritet eller næ stekærlighed. Men kristne

har en særlig forpligtigelse til at hjælpe andre mennesker.

Det er en del af det at være kristen, det er en del af

missionens grundlag. At hjælpe andre er altså ikke bare

et middel til at forkynde evangeliet, men en del af målet.

Thi evangeliet er de gode nyheder til mennesket i

hele livets bredde.

udgives af Brødremenighedens Danske Mission

Oplag: 3800. 10 nr. årligt; ISSN 0901 - 330X

Ansv. redaktør Erik Baun tlf.: 7586 1395

Formand Jørgen Bøytler tlf.: 7456 1420

Tryk: A. Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing

Layout: Martin Kristensen • Teknit.dk

Forsidefoto: Richard med familie af Steen Møllgaard

Andersen

Af Erik Baun Generalsekretær BDM

VELSIGNELSEN

Den ene strør ud og får stadig mere, den anden er urimeligt

sparsommelig, det fører kun til mangel.

Ordsprogenes Bog 11, 24

»Det vil jeg gerne give, for så får jeg del i velsignelsen

ved at give«, hørte jeg én sige. Det drejede sig om at

betale en regning for en familie, som havde det svært.

Jeg tror, at hans bemærkning om at opleve velsignelsen

ved at give, samtidig udtrykte hans erfaring med at give af

sine penge, sin tid, sin kærlighed og trofasthed. Han strøede

ud og oplevede, at han til stadighed fi k mere at strø ud af.

»Jeg vil give og opleve glæden ved det, mens jeg lever«,

sagde en ven til mig. Og når jeg ser på vedkommendes

liv, så ser jeg megen glæde og taknemmelighed

over at kunne give og dermed glæde andre.

Anden halvdel af månedens vers er om den, der er

- urimeligt - sparsommelig. Sparsommelighed anfægtes

ikke, men man kan være urimeligt sparsommelig, og det

fører til mangel. Det må betyde, at man lægger så meget til

side, at der dårligt bliver til det mest nødvendige til en selv

og ikke meget, om noget, til andre. Glæde og taknemmelighed

har trange kår hos det menneske. Måske bliver han

det rigeste lig på kirkegården, men det får han aldrig at vide.

Man kan give sig rig, og det betyder, at man får del

i velsignelsen ved at give af sine penge, sin tid, kærlighed

osv.

Brødremenighedens Danske Mission

Nørregade 14

6070 Christiansfeld

Tlf.: 74 56 22 33

www.bdm-dk.dk • bdm@dmr.org

Giro: 400-6666

Bank: 9743 4672 131928

Generalsekretær Erik Baun Tlf.: 7586 1395

Projekt- og infosekretær

Betina Fredensborg Hoff mann Tlf.: 7456 2233

Af Betina Fredensborg Hoff mann Projekt- og infosekretær

GLAD OG BEGEJSTRET

Som lille pige i Arnum i Sønderjylland, skete det relativt

ofte, at jeg befandt mig på bænken i missionshuset,

hvor gardinerne var trukket for og lysbilledapparatet

snurrede sagte. Ved lysbilledapparatet stod en missionær,

der med stor passion, kærlighed og begejstring berettede

om missionsarbejdet, det - for mig - fremmede

land og fremmede folk. Beretninger, der var gennemsyret

af engagement, begejstring og ydmyghed over for

missionen, står meget klart for mig og har været med til

at danne mig til den passionerede person, jeg i dag er.

Mine oplevelser med missionærer har gjort, at mission

for mig altid har været mere end at kalde mennesker

til frelse, det handler også om, at tjene sine medmennesker

og udleve næstekærlighedstanken uden at forvente

at få noget igen - Lige som Jesus gjorde med sine

disciple.

For mig betyder begejstring utroligt meget, derfor søger

jeg ofte ind til de elementer i de enkelte opgaver,

som begejstrer mig og andre. Der er altid noget, der kan

begejstre i alle opgaver, man skal bare fi nde det. Jeg tror

FAKTA

• 37 år

• Cand.mag i samfundsfag og humanistisk

informationsvidenskab

• Gift med Martin, der er arkitekt

• mor til Anneli på 6 år og Silas på 3 år.

• Bosat i Kolding

• Aktiv i Kolding Valgmenighed

3

på, hvis bare man er begejstret så spreder det sig som

ringe i vandet og hjælper med at bære igennem, selv når

det ikke er helt så nemt og projekterne møder modgang.

Lige nu er jeg både glad og begejstret for nu at være en

del af BDMs mission og opgave.

Jeg glæder mig til at kunne lære af jeres erfaringer, tage

jeres erfaring til mig og bruge det som springbræt i mit

arbejde og virke i BDM.

Jeg glæder mig til - sammen med sekretariatet, frivillige

og jer støtter, at se missionsprojekter vokse og gro.

Jeg glæder mig til at bygge nye skibe, se dem sejle ud

mod horisonten og se dem vende hjem med resultater

og beretninger, der begejstrer fl ere og fortsætter BDMs

stolte historie og vision.

Jeg glæder mig til at være en del af BDMs arbejde og

dele visionen med jer.

Foto: Martin Kristensen


Af Richard Masanja, Sikonge

| 06-2011

Afdelingsleder på leprosariet og

sekretær i Sikonge Gospel kor

JEG HEDDER RICHARD

Jeg blev født i 1972 i Ichemba i Urambo distrikt.

Ichemba er en gammel BDM missionsstation, og der

var stadig missionærer, da jeg var dreng. Begge mine

forældre var bønder og med i Brødrekirken, og derhjemme

talte vi udelukkende Kinyamwezi, vores lokale

stammesprog.

Hos mine bedsteforældre

Allerede i 1974 blev mine forældre skilt, og min mor

fl yttede tilbage til sin hjemegn. Min far tog sig en anden

kone, som ikke var god ved os, ja rent faktisk behandlede

hun min lillesøster og mig rigtig dårligt. Til sidst

fl yttede vi hen til mine bedsteforældre, og det er hos

dem, jeg voksede op.

Bedstefar var medicinmand på traditionel vis og altså

ikke kristen. Tilmed var han blind, og vi blev tit sendt ud

i bushen efter urter og rødder til ham.

Klods om halsen

De 7 års grundskole gennemførte jeg fra 1983 til 1989.

At jeg begyndte så sent skyldtes, at der ikke blev taget

så meget hensyn til alderen, som til om man kunne

lægge armen over hovedet og gribe om det modsatte

øre, som tegn på, at man var stor nok. De første par år

blev skolen drevet af kirken, men så blev den - som alle

andre skoler i landet - nationaliseret.

Det var først i skolen, jeg begyndte at lære Swahili.

Faktisk måtte vi slet ikke tale Kinyamwezi, og hvis man

blev taget i det, faldt straff en omgående: Man fi k en stor

og tung træklods i en snor om halsen, og den måtte man

så bære rundt på, til en anden forsyndede sig.

Konfi rmationen afgørende

Jeg kan sige temmelig nøjagtigt, hvornår jeg blev rigtig

kristen, eller blev omvendt, om man vil. Det var nemlig

i forbindelse med min konfi rmation i 1988, særligt

prædikenen, der talte lige til hjertet om, hvad det virkelig

vil sig at være en kristen; men selvfølgelig også

undervisningen inden. Vi gik til forberedelse hele to år,

først et år på Kinyamwezi, så et år på Swahili. Døbt var

jeg blevet i 1973, og jeg gik også i søndagsskole, med en

afrikansk leder. Det drejede sig mest om at synge og så

videre, og det gik ikke i hjertet.

Jeg var blevet meget interesseret i at lære mere om

Bibelen, og jeg tog fl ere korrespondance-kurser. De fl este

var tanzanianske og på Swahili, men selv om jeg ikke

var ret god til engelsk, tog jeg også et kursus fra Canada,

bestod og fi k mit diplom.

Da jeg var færdig med grundskolen i 1989, ville jeg

gerne have læst videre, men det havde min bedstefar

ikke råd til. Min far var utilfreds med, at vi var fl yttet fra

ham den gang og ville ikke hjælpe. Så jeg blev hjemme

og fortsatte med at dyrke jorden sammen med mine

bedsteforældre.

På sygehjælperskole

Et par år senere var der en sygeplejerske i Ichemba, der

foreslog at jeg skulle søge ind på sygehjælperskolen i

Sikonge. Jeg var til interview i Tabora, blev godkendt,

og i juli 1992 begyndte jeg på den 1-årige uddannelse.

Efter bestået eksamen måtte jeg tage hjem igen, da der

ikke var arbejde at få; men til sidst blev jeg kontaktet af

hospitalets daværende oversygeplejerske Mr. Mlowezi,

4 5

Richard lægger en forbinding under det

ugentlige besøg i Kanoge

Foto: Ved Ellen Dalgaard Jensen


der opfordrede mig til at søge en ledig stilling, og siden

april 1994 har jeg arbejdet her i Sikonge.

Digter og komponist

Efter konfi rmationen begyndte jeg at synge i kirkekoret

i Ichemba. Jeg fortsatte, da jeg kom til Sikonge, og siden

1999 har jeg været sekretær i gospelkoret. Vi laver selv

alle vores sange, og jeg har for eksempel selv skrevet

både tekst og musik til den sang om spedalskhed, der

er med på vores nyligt udkomne DVD. Ud over at synge

har vi bibellæsning, udlægning, og bøn. At være med i

koret betyder virkelig meget for mig: Korsang er blodet

i det kristne liv.

En familie

Min kone Elisabeth mødte jeg, mens jeg arbejdede på

hospitalet. Hun var blevet færdig med mellemskolen,

men kunne ikke læse videre, og jeg betalte skolepengene,

så hun kunne læse på sygehjælperskolen. Nu har

vi to drenge, Peter på 9 år og Simon på 5.

Ansat på leprosariet

På hospitalet arbejdede jeg først 3 år på børneafdelingen,

derefter på operationsstuen, og kom så tilbage til

børneafdelingen efter at afdelingssygeplejersken dér

havde bedt om det. En engelsk fysioterapeut Gwenn

Gibbs var i mellemtiden kommet til Sikonge, og hun bad

i 2001 om at få mig ned til leprosariet. Det ville jeg gerne.

Jeg havde set hvordan et barn med forbrændinger

og deraf følgende kontrakturer (muskelsammentrækning)

var blevet hjulpet helt fantastisk af Gwenns fysioterapi,

og det havde vakt min interesse.

Lederen af børneafdelingen var ikke glad for at give

slip på mig, og jeg var nu »fanget« mellem to kvinder! I

mit hjerte bad jeg om, at Gwenn måtte vinde, og i 2001

kom jeg så ned på leprosariet.

Gwenn underviste mig i den særlige fysioterapi, der

er brug for i spedalskhed, blandt andet at undersøge

nervefunktionen i hænder og fødder. Desværre blev

hun snart efter syg og døde efter kort tid.

Lederen af distriktets tuberkulose- og spedalskhedskontrol

bad om, at jeg blev på leprosariet og hjalp med

patienterne, selv om der var klager fra andre sygehjælpere

over, at jeg ikke var med i den traditionelle omrokering

af personale hvert nytår. Dr. Steen (Møllgaard

Andersen) kom i 2002, og der har ikke siden været tale

om forfl yttelse.

| 06-2011

Elisabeth og Richard sammen med sønnerne Peter og Simon

Blandt spedalske

Jeg var ikke bange for at komme til leprosariet, for jeg

vidste ikke, at spedalskhed smitter gennem luften. Jeg

troede, det kun var ved at røre ved patienterne uden

handsker, og ved at spise giraf, vagtler eller perlehøns.

Jeg var over for de spedalske, som over for alle andre

patienter, men vi havde næsten ikke lært noget om spedalskhed

på sygehjælperskolen, og jeg vidste ikke, at de

meget anderledes ansigter og hårde stemmer hos mange

af de gamle i Kidugalo camp skyldtes sygdommen.

Jeg troede, de var vrede, og var faktisk lige i begyndelsen

bange for dem og troede, de måske ville slå mig.

Nu er jeg meget glad for at arbejde med dem og for at

hjælpe de gamle og handicappede patienter. Det er en

stor tilfredsstillelse at gøre dette arbejde, selv om lønnen

er lille, men jeg gør det af hjertet.

Den viden og den særlige kunnen, som jeg har fået

gennem årene, er der nu til dags meget få andre, der har,

og det er meget tilfredsstillende for mig at være med til

at opretholde den service på leprosariet i Sikonge, som

hele Tabora Region er afhængig af.

Tak for hjælpen!

Jeg vil til sidst gerne give udtryk for min taknemmelighed

for den hjælp og den støtte, vi får udefra. For bandager

og tøj, som kommer i containerne fra BDM, og for

penge til hjælpemidler som for eksempel vaseline, der

er så vigtig for at patienterne ikke skal få revner og sår

i deres tørre hænder og fødder, når vi ikke kan få det fra

hospitalet eller andre steder. Uden den hjælp ved jeg

ikke, hvordan vi skulle kunne fortsætte arbejdet.

Foto: Steen Møllgaard Andersen

HALLELUJA!

Af Knud Elmo Knudsen Missionær

VI BYGGER EN KIRKE

Vi vil ikke længere nøjes med at ære Gud under mangotræet.

Selv om medlemstallet ikke overstiger 20, begynder

de det store arbejde, det er at bygge. De valgte

ledere kontakter missionæren og fremlægger deres ide

om en kirke, der helst skal kunne rumme 500 mennesker.

Der fortælles med begejstring i stemmerne, hvor

mange der er parate til at tilslutte sig kirken, - når den

er bygget.

Ro på!

Vi sætter os sammen og begynder forhandlingerne, og

det ender med, at de accepterer en kirkebygning, der

kan rumme godt 100 mennesker, men som ved en forlængelse

kan udvides til dobbelt størrelse.

I byen

Der er stor forskel på at arbejde med folk fra byerne og

fra landet. I byerne er de økonomiske forhold generelt

meget bedre for menighederne, hvorfor vi også ser en

udvikling af menigheder, der etablerer sig med økonomiske

projekter. Disse har desværre ofte udgangspunkt

i »herlighedsteologien«, hvor menigheden loves rigdom

og fremgang, når de giver kollekt eller tiende.

Menighederne bliver rige udadtil, men mangler åndelighed

indadtil og alt bliver til »halleluja« over økonomisk

fremgang. Guds kærlighed måles i succes.

På landet

På landet, hvor folk kæmper for det daglige brød, er forholdene

anderledes. Her er generelt en undervurdering

af egne evner, og ofte drager man sin »fattigdom« ind i

6 7

samtalen som undskyldning; måske i håb om at man kan

få det hele foræret.

Derfor er det altafgørende, om et kirkebyggeri lykkes,

at få deres tillid til egen formåen bygget op gennem en

hel masse små eksempler på, hvordan ting kan gøres

nemmest og i fællesskab.

Fællesskabets styrke

Det almindelige redskab til rengøring er en håndkost

bundet sammen af strå. Ofte bruger jeg den som billede

på fællesskabets styrke. Et strå knækkes let mellem to

fi ngre, men et bundt kan ikke knækkes. Det fællesskab,

de har i Kristus, må de overføre på hinanden, hvorved de

sammen vil få den styrke til at bygge den kirke, de ønsker.

Somme tider lykkes det, og menigheden samles om

opgaven. Under arbejdet oplever de endda, at folk slutter

sig til for at være med. Et åndsfællesskab udviklede

sig til et arbejdsfællesskab, som senere, når arbejdet er

færdigt, kommer til at styrke åndsfællesskabet; for det

viste sig jo, at det kunne lade sig gøre.

Det lykkes ikke altid

Det er svært på forhånd at vurdere, hvordan det kommer

til at gå. Jeg oplever menigheder, der begynder

godt, men ender med tre til at gøre arbejdet færdigt. Og

bagefter formår de ikke at samle menigheden igen. Som

i lignelsen om »sædemanden« er det ikke alt, der falder

i den gode jord. Kirkeplantning er ikke altid en succeshistorie.

De fl este kirker plantes på den »tynde jord«,

og mange får ikke slået rødder, inden ånden hos folk er

blæst væk i vinden.


| 06-2011

Landsbyen Lyelas nye kirke - endnu uden tag - ligger fl ot og synlig på bjerget over landsbyen

Årsagerne er mange, men ligger ofte i manglende kompetence

hos lederen og de valgte kirkeældste. Folk bliver

grebet af budskabet og begynder på må og få uden

at have en Bibel eller nogen rettesnor at gå efter. Helligånden

bliver sat på prøve i den slags situationer, og

ofte bliver menigheden trods de mange »hallelujaer«

stedet for de magtsyges rivegilder i stedet for åndeligt

fællesskab. Måske er det det, Jesus mener, når han siger:

»Mange er kaldet, men få er udvalgt« (Matt.22,14).

Fra husmenighed til kirkebygning

De gange arbejdet lykkes føles som en velsignelse. - Vi

ser kirken vokse, og fællesskabet sprede sig til nabolandsbyerne.

Et eksempel fra 2010 er Lyela, hvor evangelisten

havde haft kontakt til menigheden i nabolandsbyen

Wampembe og begyndte en husmenighed, som

hurtigt blev for stor til hans lille hus. I tørtiden kunne

man fi nt klare sig under mangotræet, men i regntiden

var det et problem, så man byggede en lille kirke af soltørrede

sten med græstag (jeg kunne knap nok stå oprejst

derinde).

Den blev for lille, allerede inden året var omme, så de

besluttede sig for at bygge en rigtig kirke. Byen gav dem

et stykke jord oppe på bjergsiden og de gik i gang med

at planere og lave sokkel.

På det tidspunkt kom jeg under en evangelisationstur

ind i billedet og var oppe at se, hvad de havde lavet. Jeg

kunne se, at de havde været ihærdige og stadig var ful-

8

de af »gå på mod«, så jeg bad dem om at gøre kirken lidt

bredere (8x14 m), så ville den kunne forlænges senere.

Det gik de i gang med og var færdige, inden måneden

var forbi, hvorefter de fi k fem sække cement til at forstærke

soklen med. Det var kort tid, før regntiden begyndte.

De gav sig til at lave og brænde mursten, inden

det blev for sent. Inden jul stod murene færdige. Bygget

solidt med dobbeltsten, og de kunne begynde at gå

i skoven for at skaff e træ til tagkonstruktionen. I januar

under en regnstorm væltede den ene af væggene, fordi

de ikke havde afdækket murkronen; men de byggede

den op igen ugen efter, og fi k dækket af for regnens

nedbrydende virkning. I februar var træet til spær og

lægter parat, og evangelisten kom for at hente blikplader

og søm.

Det blev til vækst

Menigheden er i mellemtiden vokset med ca. ti medlemmer

til trods for arbejdet - eller måske netop, fordi

folk så, at der var et fællesskab, som de gerne ville være

en del af. At bygge kirke er nemlig at bruge både de

brændte og de levende sten.

Helligånden arbejder gennem mange forskellige ting

og på mange forskellige måder, og vi prøver at bruge af

dem, vi kender til at udvikle nye, så budskabet om frelsen

i Jesus Kristus kan blive vedkommende og vedvarende.

Foto: Knud Elmo Knudsen

ØKONOMISØJLEN 2011

INDTÆGTER

1.358.176 kr.

PR. 30.04.2011

BUDGET

5.170.000 kr.

UDGIFTER

1.852.767 kr.

mio. kr. mio. kr.

6.0 6.0

5.0 5.0

4.0 4.0

3.0 3.0

2.0

1.0

2.0

1.0


Af Jørgen Bøytler

MINDEORD

| 06-2011

HELGE RØNNOW

Forhenværende præst i Brødremenigheden i Christiansfeld

Helge Rønnow er død, 82 år gammel. Helge Rønnow

blev oprindeligt uddannet kommis og blev i sin

barndom og ungdom præget af KFUM og Indre Mission.

Fra 1951 arbejdede Helge Rønnow ved KFUM’s soldatermission,

som assistent og senere som soldaterhjemsleder

i Borris og Ringsted, for til sidst at arbejde som

rejsesekretær med bopæl i Randers. Helge Rønnow blev

gift med Lisbeth i 1953. Efter et par års arbejde fra 1967

til 1969 som rejsesekretær i Sudanmissionen, førte en

ansættelse i Ethiopermissionen Helge Rønnows familie

til Christiansfeld. Både medvirken ved konsolideringen

af Ethiopermissionen og oprettelsen af Ydre Missions

Hus blev vigtige opgaver.

Fra 1974 blev det dog Brødremenigheden, som kom

til at optage Helge Rønnows liv. Helge Rønnow blev i

1974 ordineret til præst (Diakonos) i Brødremenigheden

i Christiansfeld og i 1978 indviet som Presbyter i

Brødremenigheden. Helge Rønnow identifi cerede sig

med Brødremenigheden. Hans omfattende viden om

både den lokale og den verdensomspændende Brødrekirkes

liv, tradition og historie blev omsat i fl ere bøger

og andre udgivelser og blev altid velvilligt stillet til

rådighed i samtaler. Guds mission, evangeliets forkyndelse

til alverden var drivkraften i Helge Rønnows

virke. Redaktionen af Brødremenighedens Løsensbog

og Husandagtskalender forestod Helge Rønnow i en årrække.

10

Pastor (Ph.d.), formand for BDM og

præst i Brødremenigheden i Christiansfeld

Helge Rønnow

Helge Rønnow har skrevet

følgende bøger:

• Brødremenigheden

- en levende tradition

• Niels Johannes Holm

- et levnedsløb

FAKTA

Foto: BDM - arkivfoto

Som præst i Brødremenigheden fi k Helge Rønnow

også sæde i Brødremenighedens Danske Missions bestyrelse.

Ansættelsen i menigheden varede frem til 1993, hvor

Helge Rønnow blev pensioneret. Herefter har Helge

Rønnow været en levende del af Brødremenigheden

frem til sin død, Palmesøndag 2011. Ære være Broder

Helge Rønnows minde.

ET BUNDT BREVE...

Elly og Harry Jørgensen

Født i 1927 og i 1924

»Det er en bog, der gør os klogere på sygdommen

spedalskhed og arbejdet blandt de spedalske i

Sikonge. En bog, der udfylder et tomrum i missionens

historie og som sådan anbefales den.«

Vibeke Gravesen

Bogen: Et bundt breve fra Afrika fortæller historie,

af Elly og Harry Jørgensen og købes hos BDM:

74562233 eller BDM@dmr.org

Pris 130 kr. plus forsendelse, hvoraf de 50 kr. går

til spedalskhedsarbejdet i Sikonge.

STØT BDM

Giv gaver via BDMs hjemmeside www.bdm-dk.dk

NYHEDSBREV

Modtag BDM´s nyhedsbrev på email email,

tilmelding på www.bdm-dk.dk@email

MØDER

Susanne og Just Lauridsen:

On. 1. juni kl. 19.30: Svendborg IM

On. 8. juni kl. 19.30: Holstebro IM / IMU

To. 9. juni kl. 19.30: Hanning IM

Fr. 17. juni kl. 19.00: Strandby IM

To. 26. maj kl. 19.30: IM, Gram

Fr. 27. maj kl. 17.30: Familieaften, Vinding

Sø. 29. maj: Missionsfest i Christiansfeld

Ma. 30. maj kl. 19.30: LMF, Skjern

On. 1. juni kl. 19.30: IM, Svendborg

2012

Aftal et møde med:

Missionær Knud Elmo Knudsen, Kipili

Mødeperioder: 17. jan. - 9. feb. og 27. feb. - 14. marts

Kontakt BDM på BDM@dmr.org el. 74562233

2012

Aftal et møde med:

Generalsekretær Erik Baun

eb@dmr.org el. 74562233

Projekt- og infosekretær Betina Fredensborg Hoff mann

bfh@dmr.org el. 74562233


Afsender: Franzen Portoservice

Hjulmagervej 13, 9490 Pandrup

BURUNDI

Vellykket rejse for Birthe og Kaj Bruun til Burundi

i marts-april, hvor de sammen med Rachel og

Charles Katale, Kigoma udførte forskellige opgaver:

• Seminar for 35 evangelister

• Seminar for 35 søndagsskolemedarbejdere

• Gudstjeneste, hvor 31 børn blev døbt

• Landsbybesøg

• Samtaler og samvær med ledelsen for Brødrekirken

i Burundi

• Køb af grund i Bujumbura, Burundis hovedstad

til Brødrekirken i Burundi, hvor der er indrettet

en lille og enkel kirke

Læs mere om det i BDMnyt 7-2011

Udgiveradresseret

Maskinel magasinpost

ID-nr. 42388

BDM

BRØDREMENIGHEDENS

DANSKE MISSION

More magazines by this user
Similar magazines