Medlemsblad - The Danish Club in Brisbane, Australia

danishclubbrisbane.org

Medlemsblad - The Danish Club in Brisbane, Australia

Den lille havfrue er tilbage i sine vante

omgivelser på Langelinie efter sit eventyr

i Kina.

Ideen om at bruge skulpturen til at skabe

opmærksomhed omkring den danske

pavillon på verdensudstillingen blev mødt

med mange protester. Ambitionen var at

tiltrække 3 millioner gæster til den

danske pavillon tegnet af arkitektfirmaet

Bjarke Ingels Group. I den sidste ende

kom der 5,6 millioner mennesker på

besøg, mange lokket af Den lille havfrue,

som var kendt af mange kinesere. H.C.

Andersens eventyr er nemlig højt elskede i Kina.

Normalt vil Den lille havfrue i løbet af et år på Langelinie blive set af cirka en million turister,

anslår turistorganisationen Wonderful Copenhagen.

Slikblandinger Fem unger i alderen 14-16 år testede forleden 10 forskellige slikblandinger

og det var en klar sejr til Haribo med Matadormix og Clickmix i spidsen. På tredjepladsen

følger Malacos FamilieGuf. Men sejrer slikket i smagstesten, fordi det i forvejen er velkendt

og populært? Eller er det mest eftertragtet, fordi det smager godt?

Hos slikdommerne er der ingen tvivl at spore: Vinderslikket er flottere. Det dufter og smager

dejligere, og blandingsforholdet er bedre end i de øvrige slikposer i testen. Netop

blandingsforholdet gør Haribo meget ud af: »Poser med stor blandingsvariation hitter. Der må

gerne være både vingummi, lakrids, skum og dragé i poserne. Og så elsker danskerne

lakrids, så lakridsen spiller en stor rolle i blandingerne. Vi ser tydeligt, at markedet for slik

med lakrids vokser«, fortæller direktør Per Henerius fra Haribo. Ifølge flere af dommerne i

sliktesten kan fabrikanterne endda godt skrue yderligere op for lakridserne og så holde lidt

igen med skumslik og vingummier i blandingerne. Og lakridserne skal ikke være for neutrale i

smagen.

Folkepension To ud af tre danskere tror, at folkepensionen om 20 år kommer til at afhænge

af, hvor mange penge, man har på kistebunden i forvejen. Det viser en undersøgelse fra TNS

Gallup udført for Ugebrevet A4. I dag har alle danskere på 65 år og derover krav på at få

65.376 kroner om året i folkepension, men spørger man danskerne, bliver det altså ikke ved

med at være sådan. Og det er rimeligt nok, mener seks ud af ti.

Både Socialdemokraterne og de konservative afviser dog den udvikling. »Vi vil gerne bevare

folks incitament til at spare op til alderdommen, og derfor har vi slet ingen planer om at

formueregulere folkepensionen«, siger den konservative socialminister, Benedikte Kiær til A4.

Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, vil heller ikke røre folkepensionen. »Vi

vil fastholde, at når alle skal bidrage til folkepensionen, så skal alle også have glæde af den«.

Politikerne har indgået forlig om, at folkepensionsalderen forhøjes, så den i 2027 er 67 år

mod 65 år i dag. Det er dog kun en tredjedel af danskerne, som tror, at pensionsalderen er

67 år om 20 år i 2030. Hele 35 procent forudser, at folkepensionsalderen er 70 år eller

derover om 20 år. kilde: www.politiken.dk

More magazines by this user
Similar magazines