1 Sokrates

samples.pubhub.dk

1 Sokrates

1

Bent Nabe-Nielsen:

Sokrates

samtalens mester

Sokrates

Beretningen om Sokrates er i mere end én forstand en grundfortælling.

Den hører til de store fortællinger, som er grundlæggende i den

forstand, at den beretter om et menneske, der viede sit liv til den gode

sag og den rette livsførelse. Den er desuden en pædagogisk grundfortælling,

fordi den gode sag for Sokrates var en pædagogisk opgave,

som han livet igennem påtog sig.

For Sokrates var liv og pædagogik to sider af samme sag og det til

trods for, at han benægtede nogensinde at have undervist og slet ikke

at have lært nogen noget. Han var en samtalens mester, hvor ord og

liv indgik i en højere sammenhæng, og dog havde Sokrates ikke

skrevet et eneste ord. Endvidere er det paradoksalt, at Sokrates af sin

samtid blev anset for at være den viseste af alle, og dog understregede

han igen og igen i sine dialoger, at han ikke vidste noget. Om livets

fundamentale spørgsmål var han efter eget udsagn helt uvidende.

Hvem var han da denne besynderlige mand, der til alle tider har

kunnet fascinere mennesker, der er optaget af livets store spørgsmål?

Hvem var Sokrates?

Egentlig er det begrænset, hvad vi ved om den historiske Sokrates.

Vi ved, at han blev født 469 f.Kr. som søn af en billedhugger, og han

skal ifølge overleveringen selv have udøvet billedhuggerfaget. Hans

moder var jordemoder. Selv siger han, at han må have arvet anlæg

11

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


for den håndtering og sammenligner sin gerning med en fødselshjælperskes,

men eftersom han ikke selv kunne føde nogen visdom til

verden, var han af guden pålagt at forløse andres tanker.

Vi ved også, at han – ud over en periode, hvor han gjorde krigstjeneste

– levede det meste af sin tid i oldtidens Athen, hvor han vandrede

omkring i gaderne og faldt i snak med hvem som helst, han

mødte, dog oftest byens unge. Alle i Athen kendte ham, og det var

lettere at træffe på ham end at undgå ham, hvad mange nok helst

ville. Han lod ingen i fred med sine nærgående spørgsmål, der evig

og altid måtte vække til eftertanke og pirre til folks dårlige samvittighed.

“Det går enhver, som kommer i umiddelbar nærhed af Sokrates

og indlader sig i samtale med ham, uden undtagelse således, at

hvad som helst han end begynder med at tale om, så undgår han ikke

at blive således ført rundt i diskussionen, at han kommer til at stå til

regnskab både for sin nuværende og sin tidligere livsførelse: og når

han er således fangen, så slipper Sokrates ham ikke løs igen, førend

han har undersøgt alt dette til bunds og med klarhed.” 1

Sokrates må have været en karismatisk person, en næsten dæmonisk

natur, der på mange har virket tiltrækkende, men på andre frastødende

og urovækkende. Sokrates siger selv: “Jeg bruger hele min

dag til at holde jer i ånde, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt

af jer, ligesom en bremse der flyver fra det ene sted af kroppen

til det andet.” 2

Det kan således ikke undre, at han skaffede sig mange fjender, så i

året 399 f.Kr., da han var halvfjerds år gammel, rejstes der tiltale

imod ham. Han kendtes skyldig i følgende forhold: han ødelægger og

vildleder de unge, og han anerkender ikke de af staten anerkendte

guder, men nye overnaturlige åbenbaringer og dæmoniske stemmer. 3

Da han blev spurgt om, hvilken straf han selv syntes var passende,

svarede han: “Hvad kan jeg da have gjort mig fortjent til ved min

virksomhed? En belønning vel.... og spørgsmålet bliver så: hvilken

belønning for lang og udmærket tjeneste kan man passende give til

en fattig mand, der har brug for al sin tid til at give jer formaninger

og gode råd? Jeg kan ikke tænke mig noget mere passende end livsvarig

bespisning på Prytaineion” (dvs. rådhuset) 4 . En sådan foragt for

retten må sikkert have virket ugunstig for domsafsigelsen: Sokrates

blev dømt til at tømme giftbægeret med skarntydesaft.

Situationen er skildret af Platon i Apologien, hvor Sokrates optræder

med en uforlignelig ro og værdighed. Selve dødsberetningen findes

i Faidon, og den afsluttes med følgende bemærkning af Kriton:

1. Laches s. 96.

2. Apologien s. 44.

3. ibid s. 33.

4. ibid s. 53.

12

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


“Således, kære Echekrates, døde vor ven! Han var en mand, om

hvem vi tør sige, at han var den bedste af alle samtidige, som vi har

kendt, ja vel overhovedet blandt alle mennesker den redeligste og

den, der besad den dybeste indsigt.” 5

I Platons dialoger møder vi fremragende skildringer af mennesket

og filosoffen Sokrates. Vi møder her et levende engageret menneske,

der, overalt hvor han færdedes, søgte at få mennesker til at forholde

sig til livets store spørgsmål. Det er nogle af disse dialoger – især

ungdomsskrifterne, hvor Platon har haft sit store forbillede i forholdsvis

frisk erindring – som vil blive lagt til grund for min fremstilling

af Sokrates som underviser og som pædagogisk tænker.

Det skal dog nævnes, at Sokrates også er omtalt af andre end Platon.

Mest kendt er den skildring, Aristofanes giver af ham i komedien

Skyerne. Her optræder han som en lille grimrian med opstoppernæse,

der mod betaling opøver folk i disputerekunsten. Uden smålige

hensyn til, hvad der er sandt, og hvad der er løgn, udøver han sine

heksekunster stik imod de af staten anerkendte guder. Sokrates bliver

således groft karikeret og på denne måde udleveret til publikums

latter. Det er klart, at en sådan skildring ikke har meget med virkelighedens

Sokrates at gøre.

Heller ikke Xenofons beretning om Sokrates kan der fæstes lid til.

Xenofon var en græsk feltherre, som kun havde truffet Sokrates

gange, idet han på det tidspunkt, hvor Sokrates virkede i Athen, var

på krigstogt i Asien. I Xenofons beretning er Sokrates karakteriseret

som en småborgerlig, snusfornuftig person, der gik omkring og prædikede

en dagligdags nyttefilosofi.

Som sagt vil jeg udelukkende holde mig til Platons skildring af

Sokrates. For Platon var Sokrates både den person, han i sin ungdom

kendte og blev fascineret af – han var 28 år, da Sokrates blev dømt til

at tømme giftbægeret – og idealfilosoffen, som i næsten samtlige

værker er talerør for hans egen filosofi. Hvad der således er Platons

tanker, og hvad der skyldes Sokrates, får vi aldrig svar på. Dog er der

almindelig enighed om, at Sokrates som individualitet træder stærkest

frem i Platons ungdomsskrifter, mens de senere skrifter, især alderdomsskrifterne,

mere er idealfilosoffen der skildres. Men én ting

er sikkert: Når en så stor digterisk og filosofisk begavelse som Platon

har ladet Sokrates – direkte eller indirekte – være hovedperson i alle

sine værker, må han have været en yderst bemærkelsesværdig personlighed.

For at forstå Sokrates må vi kende den tid og det samfund, han levede

i. Vi må forstå den politiske situation på hans tid, hvilke filosofiske

ideer han var påvirket af, og hvilke tendenser i tiden, han var

oppe imod.

5. Faidon, s. 97.

13

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


Sokrates levede i slutningen af den periode i Grækenlands historie,

som eftertiden har kaldt den græske storhedstid. Perikles havde omkring

460 f.Kr. overtaget ledelsen i Athen, og under ham nåede det

græske demokrati sit højdepunkt. Man levede på minderne fra perserkrigene,

hvor grækerne oplevede de store sejre ved Marathon (490

f.Kr.) og Salamis (480 f.Kr.). Der var en enestående følelse af national

stolthed og samhørighed, hvor den fælles åndelige ejendom, de

homeriske digte Iliaden og Odysseen, flittigt blev anvendt i undervisningen

af de unge. Gennem disse heltedigte blev de unges karaktertræk

og personlige dannelse opbygget.

De sidst tredive år af Sokrates’ levetid var præget af vedvarende

stridigheder mellem Sparta og Athen. Der var tale om en stormagtskonflikt,

hvor parterne på skift og på forskellig vis allierede sig med

de oprindelige fjender, perserne. Den peloponnesiske krig (431-404

f.Kr.) kom til at omfatte hele den græske verden og var den egentlige

begyndelse på afslutningen for det klassiske Grækenland.

Tiden fra den peloponnesiske krig indtil kong Filip af Makedonien

indtog Grækenland år 338 f.Kr. er kaldt den senklassiske periode, en

nedgangsperiode, hvor kunst og kultur var præget af en stærk individualisme,

der kunne udarte sig til hæmningsløs subjektivisme. Den

individualistiske tendens var karakteristisk for hele den periode, hvor

de mere stabile demokratiske samfundsforhold under Perikles efterhånden

udvikledes til politiske konflikter, der førte til indre splittelse.

Følelsen af fællesskab og samhørighed blev mere og mere afløst af

oplevelsen af at være sig selv nok. I denne periode havde de omrejsende

professionelle lærere, sofisterne, stor succes med deres undervisning.

Sofisternes stærkeste modstander var Sokrates, hvis utrættelige

opgør med dem skildres i flere af Platons dialoger, eksempelvis i

Protagoras og Gorgias.

Undervisning eller sofisteri?

Når ordet ‘sofist’ i dag har fået en nedsættende betydning, skyldes

det, at kendskabet til sofisterne stammer fra deres værste modstandere,

der først og fremmest understregede deres negative sider. Fra sofisterne

selv foreligger der kun meget sparsomme skriftlige vidnesbyrd.

Mest berømt er Protagoras’ udtalelse om, at “mennesket er alle

tings mål”, dvs. der gives ingen anden sandhed end det enkelte menneskes

subjektive oplevelse af verden. “Homo mensura”-sætningen

er udtryk for en ekstrem filosofisk relativisme.

Ordet ‘sofist’ betyder visdomslærer og har således oprindeligt en

positiv betydning. Mange sofister har været seriøse tænkere, der

spillede en overordentlig stor rolle i forbindelse med overgangen fra

adelsvælde og tyranni til demokrati.

14

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


Udviklingen af demokratiet skabte et behov for almindelig dannelse

og politisk viden, og for det enkelte menneske ikke mindst et behov

for et ståsted i tilværelsen. Med sofisterne indledtes i virkeligheden

en oplysningstid, hvor troen på de overleverede idealer fra den

homeriske storhedstid blev afløst af en respekt for det enkelte menneskes

værdi. Fra de mytologiske verdensforklaringer og fra de førsokratiske

filosoffers blanding af forkyndelse og argument til de ældre

sofisters optimistiske virke i demokratiets tjeneste er der ikke

blot en afstand i tid, men også en spændvidde i tankegang. Den oprindelige

græske tanke, at mennesket er gjort af samme stof som verden,

og at det derfor er vigtigt at forstå verden for at forstå mennesket,

blev mere komplekst udformet under sofisterne og især i den

sokratiske tænkning.

Men mens sofisterne forkastede den gamle korrespondens mellem

menneske og kosmos, fastholdt Sokrates den traditionelle tankegang.

For Sokrates var forholdet til kosmos et personligt anliggende, men

den gamle idé, som mest radikalt blev fremført af Parmenides, at der

bag det, vi umiddelbart sanser, må være en mere ‘virkelig’ verden,

som er stabil og uforanderlig, og som kun kan nås gennem tænkning,

bliver fastholdt i den sokratiske tænkning. Denne sokratiske metafysik

er i virkeligheden ‘stridens æble’ i diskussionen med sofisterne.

Modsætningerne mellem Sokrates’ tro på, at der findes en universel

sandhed, som kan nås ad tankens vej, og sofisternes subjektive

relativisme, er på mesterlig vis anvendt i Platons dialoger. Han opnår

således gennem de store kontraster at tydeliggøre spændvidden i såvel

tænkningen som livsformen. For sofisterne var det nyttesynspunktet

og for Sokrates var det den etiske livsholdning, der var i fokus.

For sofisterne var argumentet noget ydre, der kunne anvendes til

eget formål, for Sokrates var argumentet et redskab for den rette

tænkning, som måtte føre til indsigt i det godes idé. Her var liv og

tænkning to sider af samme sag.

Sokrates’ opgør med sofisterne blev skærpet, efterhånden som

samfundets opløsningstendenser intensiveredes. Denne tendens kan

tydeligt mærkes i Platons litterære produktion fra ungdomsværkerne

til de senere manddoms- og alderdomsværker. Læs f.eks. Protagoras

og bemærk den loyalitet og gensidige respekt, der til trods for de store

uenigheder præger stemningen i modsætning til den uforsonlige

og stridbare tone, der mærkes i den første bog i Staten, hvor Sokrates

gør sig grundigt upopulær hos sofisten Trasymachos. Fra Protagoras

til den yngre generation af sofister, som Trasymachos tilhørte, er der

tale om en markant udvikling fra en relativistisk humanisme til en

mere kynisk grundindstilling i magtideologiens tjeneste.

15

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


Den sokratiske uvidenhed og visdom

Ordet ‘pædagog’ kommer af det græske ‘pais’, der betyder dreng. En

pædagog var i det gamle Grækenland en slave, der fulgte drengen i

skole. Pædagogen var således en person, der indirekte havde en opdragende

virkning på drengen, men som ikke var underviser. Heller

ikke Sokrates opfattede sig selv som underviser. For at kunne undervise

må man have en viden at meddele, og Sokrates understregede

kraftigt, at han var uvidende og kunne derfor heller ikke meddele andre

noget.

I Apologien eller Sokrates’ forsvarstale tager han tydeligt afstand

fra den undervisning, som de omvandrende sofister tilbyder for penge:

“Hvis I har hørt sige, at jeg indlader mig på undervisning og tager

penge derfor, så er det ikke sandt! For øvrigt ville det efter min mening

være en stor og smuk opgave, hvis man virkelig kunne undervise

og opdrage sine medmennesker sådan som Gorgias fra Leontinoi,

Prodikos fra Keos, og Hippias fra Ellis. Disse tre kan jo alle sammen

denne kunst: i alle de byer de kommer til, får de de unge mænd til at

opgive at omgås og samtale med deres medborgere – og det kunne de

dog gøre frit og ganske gratis – og i stedet for slutte sig til dem og

betale for det, og de unge mænd er tilmed taknemmelige for at få lov

dertil.” 6

Med Sokrates’ sædvanlige ironi nævner han, at de tre sofister netop

kan den kunst at undervise, fordi de har noget at give videre! Selv

har han intet at bidrage med undtagen gennem samtale:

“Jeg har aldrig været nogens lærer. Men alle og enhver, der har

haft lyst til det, har jeg givet lov til at høre på mine samtaler – dét har

været min gerning her i livet – og det har aldrig været sådan, at jeg

nok ville samtale med folk, der gav mig penge for det, ellers ikke!

Jeg har aldrig gjort forskel på rig og fattig. … Om folk bliver dårligere

eller bedre heraf, kan jeg da fornuftigvis ikke drages til ansvar for,

eftersom jeg aldrig har lovet noget menneske undervisning og aldrig

har givet det.” 7

Den sokratiske uvidenhed er ofte blevet fortolket på den måde, at

Sokrates ironiserer over sin egen uvidenhed. Men hvis det er tilfældet,

er det dog besynderligt, at han intetsteds kommer frem med sin

viden undtagen i Kriton, som er den sidste dialog, før dødsdommen

eksekveres. Denne dialog indtager imidlertid en særstilling ved at

angå Sokrates’ personlige sag og ikke alment menneskelige problemer.

Nej, den sokratiske uvidenhed er en eksistentiel uvidenhed, der

er gældende for alle mennesker. Men til forskel fra andre er Sokrates

6. Apologien s. 26.

7. ibid. s. 47.

16

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


evidst om denne uvidenhed, hvilket er fint udtrykt i hans forsvarstale.

Han fortæller her, at han engang til sin store forundring havde erfaret,

at oraklet i Delfi havde erklæret ham for det viseste af alle

mennesker. For at få afklaret, hvad guden dog kunne have ment med

en sådan dunkel tale, opsøgte han dem, der havde særligt ry for visdom.

Han opsøgte efter tur politikerne, digterne og til sidst håndværkerne,

men kom til det resultat, at de pågældende nok var dygtige til

deres fag, men i virkeligheden slet ikke var vise. Men de bildte sig

ind at være det. Sokrates måtte da indse, at han med hensyn til visdom

havde det fortrin frem for andre, at han erkendte sin uvidenhed:

“Nej sagen er nok den, mine tilhørere, at det er guden, der er vis og

med sit orakelsvar vil udtrykke, at menneskelig visdom er meget nær

ved at være lig nul. Når han bruger mit navn, er det åbenbart blot

som et eksempel, og han siger i virkeligheden dermed dette: I mennesker

må vide, at den er den viseste blandt jer, der som Sokrates har

indset, at hans visdom, når man holder sig strengt til sandheden, intet

er værd.” 8

Denne uvidenhed står i en ejendommelig kontrast til Sokrates

stærke selvfølelse. Han var aldrig i tvivl om, at han havde en guddommelig

mission, og når han ved forskellige lejligheder rådførte sig

med sin indre stemme, sin daimon, var det for ham en garanti for, at

han gjorde, hvad der var Guds vilje. Det, han således var kaldet til,

var at få folk til at indse, at de intet vidste, hvilket var en første betingelse

for at opnå sand indsigt. Først når denne hindring var fjernet,

var vejen åben for den sande erkendelse, hvilket var, når det gode så

at sige havde fået tag i mennesket. Erkendelse er for Sokrates et udtryk

for personlighedens engagement og forpligtethed på absolutte

etiske værdier. Der er dog ikke tale om et pligtbud, et kategorisk imperativ

i kantiansk forstand, men når vore lidenskaber er rettet mod

erkendelse af det højeste gode, er viljen også rettet mod det. Man behøver

således ikke at ville det gode. Hvis man ved hvad det gode er,

vil man også gøre det gode.

Det paradoksale i Sokrates’ tænkning var, at han til trods for sin

erkendelse af, at menneskets viden intet er værd, alligevel havde en

tro på menneskers mulighed for at opnå sand erkendelse.

Sokrates – menneske og formidler

Som nævnt havde Sokrates intet at meddele, men hans mission var at

formidle sand indsigt gennem samtale. Når menneskets tænkning og

den ydre verden har samme struktur, og når både mennesket og verden

har en indbygget stræben mod det gode som højeste mål, betyder

8. ibid. s. 27-31.

17

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


det, at den sande indsigt i det gode nås i det øjeblik, det lykkes mennesket

at erkende verden gennem sig selv. Sokrates opfattede sig selv

som medium for denne erkendelse. Han har intet at meddele, men

han kan være fødselshjælper for andres tanker, der stiler mod den

sande indsigt. Men det kræver ydmyghed at påtage sig en sådan opgave,

og at være formidler eller forløser frem for meddeler kræver en

insisteren på samtale og ikke på foredrag. Denne særlige form for

samtale kaldes også maieutik efter det græske ord for jordmoderkunst.

9

Da sofisterne opfattede sig selv som undervisere, og Sokrates ville

samtale, betød det ofte sammenstød parterne imellem. I Protagoras

blev situationen alvorligt tilspidset, da Sokrates anmodede Protagoras

om at fatte sig i korthed, fordi, som Sokrates udtrykker det: “Jeg

har desværre en rigtig elendig hukommelse, og hvis man taler til mig

i længere stykker ad gangen, så glemmer jeg, hvad talen egentlig er

om. … Dersom du derfor sætter pris på at samtale med mig, så vær

god at anvende den sidste metode over for mig, og fat dig i korthed.”

Protagoras’ svar er meget karakteristisk for en sofist: “Hør engang,

Sokrates, nu har jeg været i diskussion med mange mennesker i mine

dage; hvis jeg havde gjort, som du forlanger, og hver gang havde ført

samtalen, som min modstander ville have det, så ville jeg aldrig være

blevet erklæret for sejrherre over nogen, og navnet Protagoras ville

ikke i dag have haft nogen klang blandt hellenerne!” Sokrates svarer

med sin sædvanlige ironi: “Du er, som du selv siger, og efter hvad

man siger om dig, i stand til at forme en drøftelse efter behag med

lange eller korte indlæg, – du er også trænet i at undervise; jeg derimod

duer ikke til de lange taler, hvor gerne jeg end ville. Derfor burde

du, som har begge muligheder, have taget hensyn til mig, for at

der kunne komme en drøftelse i stand.” 10

Situationen var ved at gå fuldstændigt i hårdknude, men til sidst

enedes man dog om at fortsætte samtalen uden de lange taler, således

at Sokrates ‘kunne være med’!

Sokrates var altid taktiker, når han stod over for værdige modstandere,

hvad eksemplet fra Protagoras også viser. Hans våben var ironien,

som han mestrede til fulde. Alligevel var hans optræden yderst

hensynsfuld og udviser en respekt for modstanderen. Tonen kan dog

undertiden blive skarpere og mere direkte, når Sokrates møder en

modstander af hårdere kaliber som for eksempel sofisten Trasymachos

i den første bog i Staten.

Var Sokrates end skarp i sin argumentation, var han yderst forstående,

når han førte samtale med de unge, som endnu ikke som sofisterne

havde færdige meninger.

9. græsk: maia = jordemoder og technê = kunst.

10. Protagoras, s. 52-53.

18

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


I Platons ungdomsværk Lysis føres samtalen ind på begrebet venskab.

Som altid i disse dialoger er udgangspunktet en konkret situation,

her en forelskelse mellem to unge mænd. Sokrates fører med fast

greb argumentationen frem til en konklusion, som er helt uacceptabel,

hvorefter han siger: “Hør Menenos, vi skulle da vel ikke være

kommet ind på et helt galt spor i vor undersøgelse?” hvorefter Lysis

svarer bekræftende, men han bliver samtidig rød i hovedet, fordi han

har følt sig overrumplet. For at imødegå de unges forlegenhed vælger

Sokrates at føre et nyt synspunkt ind i diskussionen. Derefter følger

en længere undersøgelse af argumenter for synspunktet, og konklusionen

vinder helt uforbeholdent tilslutning. Sokrates beretter: “Naturligvis

var jeg også selv meget glad – i rent jægerhumør – ved endelig

at have det efterstræbte bytte inden for rækkevidde, men så steg –

uden at jeg nærmere kan forklare hvorledes – en ganske besynderlig

tvivl op i mit sind: Mon det, vi var blevet enige om, nu var rigtigt?

Det var øjeblikkeligt, som om noget tungt lagde sig over mig, og jeg

sagde: Det er dog fortrædeligt, – blot det ikke er et drømmeslot, vi

har bygget os! Jeg er bange for, at vi i vores undersøgelse af venskabsforholdet

er kommet ud i betragtninger, der er lige så falske,

som menneskene kan være, når de vil føre andre bag lyset.” 11

Den sokratiske ironi synes at være gledet i baggrunden til fordel

for en solidaritet med de unge. Diskussionen handler om venskab,

men heller ikke ved det tredje forsøg lykkes det at nå en tilfredsstillende

konklusion, og dermed slutter dialogen ligesom de fleste af

Platons dialoger – og læseren kan så tænke videre og eventuelt nå sin

egen konklusion. Men i Lysis tales der ikke blot om venskab. Samtalen

udspringer af et venskabsforhold og den føres i en venskabelig,

ja, næsten kærlig atmosfære.

Det nære forhold, Sokrates havde til de mennesker, han færdedes

blandt, er levende skildret i mange af Platons værker. Helt uforglemmelig

er Alkibiades’ tale til Sokrates i Symposion: “Når jeg hører

ham, så banker mit hjerte endnu stærkere end hos dem, der deltager i

Korybantfesten, og ved hans ord strømmer tårerne ned ad mine kinder,

og jeg ser at det går mange andre på samme måde. Når jeg i sin

tid hørte Perikles eller andre store talere, så syntes jeg nok, at de talte

godt, men jeg havde ikke nogen af den slags fornemmelser, og mit

sind kom ikke i oprør, og jeg følte mig ikke nedslået eller betragtede

mig selv som en trælleagtig natur. Men denne Marsyas 12

har mange

11. Lysis, s. 65 & 73.

12. Satyren Marsyas er en mytisk skikkelse, der hører til Dionysos’ følge.

Ifølge myten udmærkede han sig ved sit fløjtespil. Til sidst udfordrede

han selve Apollon til en musikalsk væddekamp. Han tabte og som

straf for sit hovmod blev han flået levende (jf. Sløk, s. 231).

19

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


gange bragt mig i en sådan sindsstemning, at jeg ikke syntes, det var

værd at leve, fordi jeg ikke var bedre end jeg var.” 13

Samtalens dialektik

Den sokratiske samtale, maieutikken, ligner ikke det, vi i dag vil forstå

ved samtale. Der er ikke tale om, at parterne hver især bidrager

med forskelligt indhold i samtalens forløb. Der er ét fokuspunkt, et

begreb eller problem, der udspringer af situationen, og samtalen har

altid en bestemt retning mod et endemål, der i sidste instans kun kan

nås via intuitionen. Mens samtalen som udgangspunktet er subjektiv,

idet den udspringer af dialogpersonens individuelle forudsætninger,

er målet objektivt bestemt gennem det godes idé, der ligger bag om

det umiddelbart sanselige. Der er således et kvalitativt spring fra argumentets

sproglige form til målet, der ligger hinsides sproget og

kun nås ved intuitiv ‘skuen’. Den rationelle tanke hører sproget til,

mens den intuitive indsigt kun kan formidles i mytens form 14

eller

gennem billeder. 15

Den sokratiske samtale er dialektisk i en anden

betydning, end den vi kender fra eksempelvis Hegels filosofi. Hos

Hegel betyder ‘dialektik’, at sandheden i sig selv er modsætningsfyldt,

idet den absolutte sandhed formidles gennem modsigelser, der

hver for sig har en objektiv eksistens. I Sokrates’ samtaler er dialektikken

et spændingsfelt mellem den subjektive skinviden og den sande

erkendelse af den objektive verden af etiske værdier. Den sokratiske

samtale eller maieutik er således pædagogisk i egentlig forstand, fordi

den bevæger sig i spændingsfeltet mellem det subjektive og det

objektive, mellem den enkelte person og kulturens almene indhold.

Hvordan er den sokratiske samtale opbygget? Man kan sige, at der

er en bestemt struktur, der går igen i de fleste af Platons værker, hvor

Sokrates fører ordet: I løbet af samtalen fører Sokrates den anden

part ud i nogle følgeslutninger, der opleves umiddelbart falske eller

urimelige. Derefter bliver parterne enige om at gå tilbage til tidligere

konklusioner, eller man vælger en anden indfaldsvinkel til problemstillingen.

Det er karakteristisk, at de sokratiske dialoger ikke afsluttes med

en konklusion. De er principielt åbne og uafsluttede, hvilket er begrundet

i to forhold: for det første hører en konklusion til i logikken,

og den sokratiske argumentation overskrider som nævnt den sproglige

form. For det andet lægges der op til, at læseren foretager det sid-

13. Protagoras, s.75.

14. læs f.eks. myten om cikadernes sang i Faidros, s. 48.

15. læs f.eks. om det berømte hulebillede i Staten, 7. bog, s. 88, eller Sløk,

s.184.

20

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


ste skridt ind i det personlige etiske valg, som er det egentlige formål

med dialogerne.

Lad os nu se nogle eksempler på, hvorledes samtalens indhold udspringer

af den konkrete situation og det engagement, som dialogpersonen

bringer ind i billedet. Vi har allerede nævnt, hvordan det i

dialogen Lysis var et konkret venskabsforhold, der gav anledning til

samtalen om begrebet venskab. 16

I Charmides falder Sokrates i snak med Kritias om byens ungdom.

I samtalens løb kommer sagen til at dreje sig om, hvorvidt der efter

Kritias’ mening er nogen, som i særlig grad udmærker sig ved evner

eller skønhed. Kritias nævner så Charmides, Glaukons søn, der netop

i dette øjeblik træder ind i sammenhængen. Helt overvældet udbryder

Sokrates: “Jeg ved godt, at min dom kan man ikke rette sig efter. Det

er mig lige så umuligt at dømme om de smukke unge mænd, som det

er for en kridtet målesnor at afsætte en streg på en hvidkalket mur; i

mine øjne er så at sige alle de unge smukke; men jeg må dog sige, at

denne unge mand virkede overvældende på mig ved sin kraft og

skønhed …” Lidt senere føjer han så til: “Ja, ved himlen han må være

ganske uimodståelig, – hvis blot han foruden sin skønhed ejer en

eneste ting … en skøn sjæl.” Nu viser det sig så, at Charmides til

trods for sin legemlige fuldkommenhed lider af hovedpine, hvilket

giver anledning til en længere samtale om et tryllemiddel, der kan

kurere hovedpine. Dette tryllemiddel havde Sokrates, da han som

ung soldat var i felten, fået af en af de thrakiske læger, som havde

ord for at kunne give mennesker udødelighed, om så skulle være.

Thrakeren havde forklaret Sokrates “at det er fra sjælen, at alt har sit

udspring, både hvad der er ondt, og hvad der er godt for legemet og

for den hele person, og det var fra dette udspring, at alt kom strømmende.

… Sjælen kureres ved visse trylleformularer, sagde thrakeren,

og disse trylleformularer er gode tanker. Af sådanne tanker skabes

i sjælen klog besindighed, og når denne egenskab er erhvervet og

kan komme til at gøre sin virkning, er det straks lettere at skabe

sundhed både for hoved og det øvrige legeme.” 17

Som man ser, er samtalen motiveret af den konkrete situation, men

samtalens retning bestemmes af den overordnede målsætning, som

kun Sokrates har en intuitiv forståelse af.

Som så mange af Platons dialoger åbner også Faidros op for sceneriet

på en ligefrem henkastet måde: “Kære Faidros, hvor kommer

du fra, og hvor skal du hen? – Jeg kommer fra Lysias, Kefalos’ søn,

og skal på en gåtur uden for bymuren, Sokrates.” Faidros fortæller

så, at han er blevet rådet til at gå en tur i den friske luft uden for by-

16. Lysis, s. 51.

17. Charmides, s. 15-16.

21

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


en. Sokrates slår følgeskab og spørger ind til, hvilke tanker Lysias

underholdt med. Det viser sig at være om elskov og den tale, Lysias

havde holdt om dette emne, havde Faidros nedskrevet og gemt under

sin kappe. Meningen var, at Faidros ville benytte lejligheden til at

øve sig i at formulere Lysias tanker, hvilket dog blev forpurret af Sokrates,

for som han siger:

“Du må tro mig, at nok har jeg dig meget kær, men er aldeles ikke

til sinds at byde mig til for dine øvelser, hvis Lysias selv er til stede

…” 18

Sokrates overtaler dernæst Faidros til at læse op fra den ned-

skrevne tale, hvis hovedpointe er at elskov mellem ikke-forelskede er

mest fordelagtigt.

Efter oplæsningen spørger Faidros, om ikke Sokrates synes, at talen

er den bedste, nogen græker overhovedet har fremsat. Sokrates

fremfører da nogle kritikpunkter og mener nok, at enten den smukke

Sapfo eller den vise Anakreon har sagt noget væsentligere, mens han

selv ikke ved noget om dette emne. Faidros nøder da Sokrates til at

fremføre deres tanker i en tale. Sokrates indvilger, men først tilhyller

han sit hoved (!) og undgår at se på Faidros for ikke at blive skamfuld

undervejs.

Sokrates holder da sin første tale om elskov, en tale, der har samme

pointe, men langt overgår Lysias’ i psykologisk skarpsindighed.

Imidlertid tager samtalen en brat vending, da han hører den guddommelige

stemme, der hver gang advarer ham, når han har forbrudt

sig mod guddommen, i dette tilfælde Eros.

Den følgende tale om eros er en slags kærlighedens højsang, hvor

Sokrates forlader den logiske form og anvender mytens sprog i billedet

om vognstyreren med de bevingede heste. 19

Der er tale om et poetisk

udtryk for sjælen, der som en guddommelig kraft virker ind på

den fysiske verden.

Faidros’ tema er dobbelt, idet værket handler om eros eller kærligheden,

men det handler også om det at tale og skrive smukt og

godt.

Om det skrevne ord beretter Sokrates om en gammel ægyptisk

myte, hvor det fortælles, at guden Thot, som var den første, der fandt

på tal og bogstaver, henvendte sig til kongen over hele Ægypten

Thamos eller Amon.

Til ham kom Thot og sagde, at især bogstaverne burde gives til

andre ægyptere. Men kongen spurgte ham da, hvilken gavn de gjorde.

Derpå sagde Thot: “Denne kundskab, konge, vil gøre ægypterne

visere og bedre til at huske, for her er der blevet fundet et middel for

hukommelse og visdom”.

18. Faidros, s. 9.

19. ibid. s. 31-45.

22

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


Men kongen sagde: “Du allerkyndigste Thot, nu har du, som bogstavernes

fader, af velvilje sagt det modsatte af, hvad de formår. For

de vil skabe glemsomhed i sjælen hos dem, der lærer dem og forsømmer

deres hukommelse, fordi de i tillid til skriften vil erindre sig

udefra af fremmede tegn og ikke indefra af sig selv; altså har du fundet

et middel ikke for hukommelsen, men for påmindelsen. Du skaffer

dem, der skal lære, et skin af visdom, ikke sand visdom, for når

de har fået meget at høre hos dig uden at have lært noget, vil de synes

at være vidtkyndige, men er for det meste vankundige og besværlige

at omgås, da de er blevet skinvise i stedet for vise.”

Og Sokrates føjer til: “Ja, Faidros, for skriften har dette uhyggelige

ved sig og ligner rigtignok et maleri. Dets frembringelser fremstår

jo også helt livagtige, men spørger man dem om noget, tier de såre

højtideligt. Det samme gør også disse ord: man skulle tro, at de talte,

som om de selv forstod noget, men spørger man til noget af det, de

siger, fordi man godt vil have noget at vide af dem, betegner de altid

blot ét og det samme. Og når det én gang er skrevet, tumler hvert ord

omkring overalt hos dem, der opfatter det, såvel som hos dem, det

slet ikke vedkommer, og det ved ikke, hvem det skal og hvem det ikke

skal tale til. Når det misopfattes og angribes med urette, har det

altid brug for sin faders hjælp, for det er ikke selv i stand til at værge

for sig eller komme sig selv til hjælp.” 20

Ud fra en sådan opfattelse af skriftsproget er det forståeligt, hvorfor

Sokrates altid valgte samtalen og aldrig det skrevne ord. Platon

derimod har efterladt sig en guldgrube af skrevne ord, men til gengæld

har han ladet Sokrates føre ordet. I ideel forstand er Platons

skrifter skrevet af Sokrates. Platon siger selv i et af sine breve: “Jeg

har aldrig skrevet noget om disse emner. Der eksisterer ingen afhandling

af Platon herom, og det vil der heller aldrig gøre. Hvad der

nu kaldes sådan, skyldes Sokrates, en Sokrates, som er blevet smuk

og ung.” 21

Den pædagogiske utopi

Som nævnt i foregående afsnit er den sokratiske samtale ikke en

samtale, som vi sædvanligvis forstår den – mange vil måske i dag

betakke sig for at være en Sokrates’ samtalepartner! Den er heller ikke

en argumentation, som er underlagt logikkens regler – faktisk er

nogle af Sokrates’ argumenter ikke logisk holdbare. 22

En sokratisk samtale er dialektisk: den kobler på en bestemt måde

dialogpersonens subjektive sprog med en objektiv analyse af begre-

20. Faidros, s. 69-71.

21. se Friis Johansen, s. 81.

22. eksempler i Protagoras.

23

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


erne. Der er således ikke tale om en logisk fortløbende tankerække,

hvor det ene argument bygger oven på det andet. Alligevel oplever

man en indre sammenhæng og en løftet stemning, der præger de sokratiske

dialoger. Flere af dem klinger ud i en myte eller et poetisk

billede, der hvor argumenterne ikke længere slår til. De har alle et

teleologisk grundpræg, idet formålet med samtalen er indsigt i det

godes idé, der ligger bag den ydre verden og giver samtalen mening.

Man kan sige, at den sokratiske samtale altid sigter mod en pædagogisk

utopi.

Betragter vi Platons værker i den rækkefølge, de er blevet til i, vil

vi kunne se, hvordan denne utopi udvikles. I ungdomsværkerne er

dialogerne bygget op ud fra det sokratiske areté-begreb, der bygger

på en etisk-religiøs grundholdning, mens de i Platons senere værker

får et mere markant filosofisk indhold, hvor eidos-begrebet bliver

centralt. 23

De første værker er præget af en udogmatisk søgen efter

sandheden, i de senere er det, som om Platon har fundet den. Ikke

desto mindre er Sokrates hovedperson i dem alle, men man må nok

antage, at han i de senere værker mere er talerør for Platons filosofi.

Hvad betyder det sokratiske areté-begreb og i hvilken forstand er

der tale om en pædagogisk utopi?

Areté var på Sokrates’ tid et ord, der var almindeligt anvendt i

dagligsproget. Det benyttedes ikke blot om mennesker, men også om

dyr og ting til at betegne positive egenskaber ved disse. Anvendt på

mennesker kunne man sige, at kroppens areté er sundhed eller skønhed.

Ordet skabte associationer i retning af noget dejligt eller noget

lykkeligt. At areté havde denne betydning i folks bevidsthed er vigtigt

for at forstå den sokratiske samtales subjektive grundlag: Sokrates

havde ingen problemer med at tale et sprog, som folk forstod!

Det er imidlertid væsentligt at lægge mærke til, at Sokrates anvendte

begrebet med et bestemt betydningsindhold: areté uden en

nærmere bestemmelse betød altid for ham sjælens areté, den eneste

absolutte værdi, som er det tilbagevendende tema i samtalerne.

Areté er ofte oversat med det danske ord ‘dyd’, hvilket er meget

misvisende, da det danske ord i modsætning til det græske er et udpræget

ulystbetonet ord, der har skær af tung pligt. Udtrykket dyd

anvendes, når fornuften har sejret over lidenskaberne. Sokrates forestiller

sig ikke en sådan to-deling, men er overbevist om, at der i hele

sjælen er indplantet en inderste higen mod areté, mod erkendelse af

det gode på samme måde som kroppen higer mod sundhed. 24

23. fra græsk: ‘eidos’, der betyder idé (jf. Friis Johansen, s. 89) areté =

‘bedst-hed’ – et navneord beslægtet med áristos, der betyder bedst (på

dansk anvendes ordet i ‘aristokrati’) jf. Simonsen s. 12.

24. se Simonsen, kap. 1.

24

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


Det er dog først i Platons største værk Staten, at det sokratiske

areté-begreb udvikles til en egentlig pædagogisk utopi. Dog har jeg

valgt ikke at gå nærmere ind på, hvordan Platon forestiller sig den

ideelle stat med de tre stænder som en analogi til sjælens opdeling i

tre dele, der hver repræsenterer en egenskab.

Der er noget u-sokratisk over Staten”, noget docerende og noget

bedrevidende, som forekommer ude af harmoni med de tidligere

skildringer af Sokrates.

Til en indkredsning af Sokrates’ pædagogiske utopi, hans aretébegreb,

vil jeg dog kort beskrive et billede fra Statens sjette bog: I

solbilledet sammenlignes det gode med solen. Ved sin kraft skaber

solen alt levende på jorden og gør det muligt, at vi med vore øjne,

som altså er sol-skabte, kan se omverdenen. Ganske det samme gør

sig gældende for det godes idé, der som teleologisk grundprincip

muliggør, at vi kan erkende virkeligheden.

Sokrates siger herom: “… solen giver ikke alene de synlige ting

evnen til at blive set, men er også årsag til deres tilblivelse, vækst og

udvikling, men den er ikke selv tilblivelse … Så må du også være

klar over, at de ting der erkendes ikke alene får evnen til at blive erkendt

af det gode, men at også deres tilværelse og deres væsen

stammer derfra; for det gode er ikke tilværelse, men ligger hinsides

tilværelsen og overgår den i anseelse og kraft.” 25

I solbilledet beskrives det godes idé som den idé, der giver alle

andre ideer mening, og som opretholder ordenen i verden. Men mens

alle andre ideer kan beskrives rationelt gennem deres forhold til det

gode, kan man ikke rationelt beskrive selve det gode, der kun er tilgængeligt

for intuitionen og som sådan ligger hinsides det værende.

Som et sidste eksempel på sjælens areté som pædagogisk utopi vil

jeg anføre et uddrag af den tale, som Sokrates holdt under et drikkegilde,

hvor deltagerne efter tur skulle holde en tale for Eros. 26

Sokrates er den sidste i rækken, og hans tale overgår langt de andres

i dybde og skønhed. Efter talen træder den berusede Alkibiades

pludselig ind i billedet og fortæller, hvorledes Sokrates med sin person

legemliggør det ideal, han selv lige havde talt om.

Eftersom Sokrates efter eget udsagn ikke kan holde tale, nøjes han

med at berette om en tale, som en gammel vis kvinde, Diotema, engang

havde holdt. Hun talte først om de forskellige trin, der skal

gennemgås for at blive indviet i Eros-kulten: – som ung må den unge

mand søge de skønne legemer og her bringe de skønne tanker til

verden, derefter må han opdage skønheden i alle andre, og dernæst

indse, at sjælens skønhed er mere værd end legemets. Derefter når

hun frem til følgende betragtning:

25. Staten, 6. bog, s. 84.

26. Symposion.

25

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.


“Således vil han tvinges til at gå et skridt videre og få øje for den

skønhed, der findes i menneskenes handlinger og i lovene, indse at

alt dette er nært beslægtet indbyrdes, men at den legemlige skønhed i

sig selv ikke er opmærksomhed værd. Fra skønhed i handling skal

hans vejleder føre ham til skønhed i viden og indsigt, for at han nu,

hvor hans blik når vidt omkring, skal bryde sine slavelænker, ikke

mere opsluges af skønheden hos én enkelt dreng, én enkelt mand, én

enkelt livsform som en nærsynet pedant, men vende sig mod skønhedens

vældige hav med altomfattende beundring og bringe mange

skønne og herlige tanker til verden i en storslået stræben efter den

dybeste indsigt. … Den der bringer det i sandhed fuldkomne til verden,

hæger om det og får det til at vokse op, han kan blive gudernes

ven. Hvis noget menneske kan blive udødelig da er det ham.” 27

Ja, således ville Sokrates have talt, hvis han ellers havde kunnet

tale!

27. ibid., s. 67-69.

26

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne

siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

More magazines by this user
Similar magazines