Den store mand med lighteren

samples.pubhub.dk

Den store mand med lighteren

Den store mand med lighteren

Gaden er min. Det har den været siden ulykken på Tjernobyl. Den

dag, nogen mente, det var muligt at måle det radioaktive udslip fra

bag jerntæppet selv her i højborgen for nej tak til atomkraft. Jeg

havde netop sagt farvel til EFG og var samme dag rykket ind i min

første private førerbunker. En halvkold kælderlejlighed, men med

min underskrift på lejekontrakten. Mand, jeg følte mig fri den dag.

Og gaden var endeløs, når jeg stak hovedet ud af det høje vindue og

så mig mange gange til begge sider, som en unge, der skal lære at

gå over en vej.

I dag er det Jesu’ fødselsdag. Sådan sagde min mormor altid. Hun

er for længst rejst op for at hilse på ham, men jeg tænker altid om

dagen i dag på den måde. Jesu’ fødselsdag. Det lyder tilpas højtide-

ligt uden at være pop. Tror jeg så selv på ham? Niks. Min mormor

gjorde, min mor tvivlede, og jeg er helt stået af. Sidste gang, jeg var

indenfor i Jesu’ hus, var til en eller anden begravelse, og jeg har

glemt, hvem vi fulgte på vej. Min mormor var det ikke. Da hun blev

begravet, sad jeg på Det Gyldne Glas. Ja, jeg ved, jeg skulle have ta-

get til Aabenraa, men hvis jeg skulle nå alt det, jeg virkelig gerne vil

nå, skal jeg leve mindst et par hundrede år. Men jeg tænkte på min

mormor den dag, ligesom jeg altid gør det i dag. Jesu’ fødselsdag.

Hov, ham der ligner en lidelsesfælle.

– Hey, makker, må man bomme en smøg?

– Ja, o.k., så pyt da. Det er jo jul.

– Netop, min gode herre. Man takker for venligheden.

– Helt i orden. Mangler du også ild?

– Nej, man har vel en lighter. Vil du se den?

– Næh, ellers tak, men god jul.

– Man siger i lige måde.

Så Mr. Zip, hvor er du? Yes, der, i inderste lomme selvfølgelig. Ah,

det lunede. Og så en ægte Prince. Den holder i hvert fald tre blokke.

~ 20 ~


Måske helt ned til 7-Eleven, hvis jeg pulser forsigtigt. Det var der,

jeg flyttede ind i kælderlejligheden. Lige overfor 7-Eleven. Eller, det

vil sige, det var det jo ikke. Dengang lå der en herrefrisør på hjørnet.

Han klippede mig hver anden måned for en flad 50’er. Håret skulle

være i orden. Det var håret, pigerne var vilde med. Krøller er et hit

blandt damerne. Sådan sagde Fritz Frisør altid, når han havde mig

i stolen. Fritz Frisør. Mand, jeg grinede meget af det navn. Men den

gamle nazist havde sgu ret i det med krøllerne. Det var ikke damer,

jeg manglede i kælderen søndag morgen. De sjoveste var dem ude

fra Albertslund. De var så nemme. Bettina, der i tre uger troede på,

jeg kunne skaffe hende en rolle i Een gang strømer. Eller Lis. Lis,

der ville være den næste Renée Toft Simonsen. Jo, Lis var da smuk,

men ikke på den måde. Jeg var ligeglad. Jeg kunne få hende til at tro

på, hun havde en chance i det modelbureau, jeg var spejder for. Og

hvad hed de ellers? Hanne, var det ikke hende den rødhårede, der

ville have mig med ud til sine forældre på Koglens Kvarter? Eller

var det Susanne? Susanne, Hanne og Lis. Jeg var sgu en helt Otto

Brandenburg dengang. Pumaen i kælderen. Det var mig. Altså indtil

Anne-Line dukkede op.

– Undskyld, men du fylder hele fortovet.

– Hvem?

– Ja, dig selvfølgelig.

– Åh, man beklager. Man var lige faldet i staver. Det sker jo sådan

en dag.

– Fjols.

– Ja, ja, frue. Glædelig jul alligevel. Men frue, De har vel ikke en

lille cigaret, man må få?

– Nej.

– Undskyld.

Nå, jeg må klemme lidt mere ud af Princeskoddet. Måske er det

Ahmed, der står i 7-Eleven i dag? Han skal jo ikke fejre jul. Han

plejer gerne at ville give lidt kredit. Anne-Line flyttede ind, da vi

~ 21 ~


havde kendt hinanden i tre uger. Hun var nu ikke videre vild med

kælderen. Der var fugtigt, sagde hun. Hun var jo også vant til at bo

lidt højere. Hendes de gamle fløj nærmest, når de sov. På 28. sal i

Domus Vista. Skandinaviens højeste beboelseshus pralede hendes

far altid med, men han pralede nu også med så meget. Tidligere

Valbymester i svær mellemvægt. Ved sgu ikke, om han talte sandt.

Hans næse kunne godt ligne en, der havde fået nogle dask, men det

gav vel ingen bælter at få tæsk? Nå, anyway, udsigten fejlede godt

nok ikke noget fra toppen af det monsterhus. Heller ikke om natten.

Anne-Line var med på lidt at hvert. En nat fik vi tusket os adgang til

taget. Hun ville se stjernerne fra toppen af byen, sagde hun. Jeg ville

se hende nøgen under stjernerne, sagde jeg. Og det fik jeg lov til.

Mand, et syn. Anne-Line altså. Stjernerne kan jeg ikke huske. Stjer-

ner er vel stjerner, men hvis hun var vild med de flunkende plet-

ter på en blegsort storbyhimmel, så var jeg det også. Og hun havde

ret i, at der ikke var mange stjerner at se fra mit kældervindue, så

en søndag morgen bankede hun på hos viceværten med en pose

rundstykker i den ene hånd og en pakke smør i den anden. Vi havde

været på Montmartre til klokken fem og rundet en bager bagom

på vej hjem. Viceværten må have været i usædvanligt godt humør.

Klokken syv kom Anne-Line ned og ruskede mig vågen. Vi skal flyt-

te, sagde hun, op på anden. Og sådan blev det. I løbet af en efter-

middag slæbte vi mine Cerwin Vega-højtalere tre etager op, mens

Anne-Line stod for resten af indretningen. Vi endte med sådan set

ikke at mangle noget. Heller ikke penge. Hun var lige blevet færdig

som sparekasseassistent i SDS, og jeg kørte taxa. Mest om natten.

Om dagen prøvede jeg at passe mine studier med udsigt til Forum.

Det haltede dog lidt, det der med at følge med, og hvis jeg endelig

dukkede op, var jeg tit frygtelig træt og umotiveret. Men der var

masser af gode venner. Og masser af fester. Også derhjemme. Næ-

sten hver weekend var vores lejlighed arnested for en lang nat med

sprut, gæster og sure naboer. Men vi fik aldrig nogen officielle kla-

ger. Anne-Line kunne åbenbart sno den vicevært om hvilken finger,

~ 22 ~


det skulle være. Den aften, fattigfirserne flettede sig ind i 90’erne,

skete der ellers nok til, at hvem som helst ellers ville været røget

ud med lejeloven proppet op et vist sted. Anne-Line havde inviteret

otte veninder til middag med bordbomber, hatte, nedringede kjoler

og hele molevitten. Ved nitiden dukkede så ti-tolv af mine venner

fra studiet op. Der var Sleeping My Day Away og Arh Dér, så den ene

Cerwin Vega stod af, inden champagnepropperne sprang, mens den

anden holdt til klokken halv otte næste morgen. Da vi endelig fik

øjne, længe efter den sidste vovehals havde smidt sig og sin farvede

heldragt ud over kanten i Garmisch-Partenkirchen, måtte vi forcere

tre spisestuestole, der havde valgt et nyt liv som pindebrænde, et

mindre bjerg af aske på gulvtæppet og flere flasker, end de vasker

om dagen på Carlsberg, for at komme ud på toilettet. Her opdagede

Anne-Line, at spejlet manglede, men jeg fandt det hurtigt, for jeg

kom i tanke om, at det var mig, der havde pillet det ned. Det lå ude

på køkkenbordet ved siden af et par sammenrullede plovmænd. Jo,

jeg gik så sandelig ind i det nye år med stil. En helt ny stil faktisk,

der nok var værd at dyrke lidt mere.

– Ahmed, godt du er på arbejde.

– Hey du. Glade jul. Skal du have smøger?

– Ja, allervenligst ønsker jeg ti Corner.

– Har du penge i dag, min ven?

– Nej, ikke så mange. Kan man ikke skylde? Bare til i morgen?

– Desværre. Politik i forretning, du ved.

– Ah, come on Ahmed. Det er jo jul.

– Ikke i min land. Men det er lige meget. Vi må ikke lade nogen

købe uden penge.

– Det plejer du da ikke at bekymre dig om. Kan man så ikke låne

af dig? Som en god ven.

– Måske. Hvis jeg må få din den der lighterting.

– Mr. Zip? Niks, ikke tale om. Den har man fået af den gamle, før

han stak til Filippinerne. Et eller andet skal da minde en om ham.

– O.k., du love at betale i morgen, så? Her er dine cigaretter. Og

~ 23 ~


farvel, inden der kommer andre.

– Mand, du er en sand ven i nøden. Det skal man ikke glemme.

Tak.

Ti cigs. Det er nok til en per blok op til det store kryds. Ahmed, gid

der var flere som dig. Sande venner. Jeg smutter sgu lige over i por-

ten og får ild på den første. Måske bor han der endnu, den nar. Det

var mig, der skaffede ham ind, da Anne-Line og jeg rykkede endnu

et par etager op. Han overtog endda de fleste af vores møbler. Vi

skulle selvfølgelig have nyt. Med en privat tagterrasse kunne det

ikke gå an at skulle forbi en halv IKEA-afdeling for at komme derop.

Det kunne jeg faktisk godt se det rimelige i, så vi fik installeret nyt

køkken, før det blev moderne. Og mand, et køkken. Jeg tror, vi ind-

viede det 14 nætter i træk. Anne-Line blev liderlig af den mahog-

niplade, det er jeg sikker på. Det må have været duften. Og nede i

den gamle lejlighed boltrede Sune sig. Han beholdt nu ikke meget af

vores gamle menageri. Han ville vist ikke stå tilbage for os. Og klart

nok. Det var jo faktisk hans skyld, jeg havde råd til alle Anne-Lines

lyster ud i boligindretning. Sune fik mig i hvert fald sat i kontakt

med Vetter, der ikke tog det så nøje, at min eksamen ikke var i top

tusind blandt de nyudklækkede anno 1993. Vetter A/S – it, strategi

og management stod der printet med guld på de visitkort, Sune og

jeg elskede at flashe, når vi belejrede IN. Og det var ofte. Gerne tre

nætter i streg, og gerne med mindst tre streger per nat. Altså tre

til hvert næsebor. Anne-Line var også med på den hvide leg. Det

var ikke altid, vi endte de samme steder i byen, hun var mere til

private fester end fri bar i Nørregade. Og der var fester nok at vælge

imellem. Jeg synes bare ikke, de private var så interessante. Det var

nemmere at finde en mørk krog på IN, og for under et gram var det

let at få et blowjob. Eller fellatio, som jeg gik meget op i at kalde det.

Mange af tøsepigerne anede ikke, hvad det var, men de synes altid,

det lød megacool. Jeg er sikker på, at Anne-Line også faldt i af og til.

Nogle gange kom hun først hjem fra fest om tirsdagen, men vi havde

~ 24 ~


det jo skønt sammen, så ingen gad klage. Hun sagde godt nok altid,

at hun havde været ude i højhuset og set til mesterbokseren, men

hvorfor skulle hun dog gide det? Jeg var stået af pralhalsens IC3-tog

flere år forinden, og Anne-Lines øjne lyste heller ikke ligefrem af be-

undring, når hun talte om sit ophav. Min egen gamle styrede stadig

trælasten i Herlev, og morlil stegte og kogte, så bordet stod dækket

og klart i parcellen hver dag klokken 18. Cirka en gang hver tredje

måned fik jeg lokket Anne-Line med derud, men kun hvis jeg gav

en taxa. Hun skulle ikke overfaldes i et S-tog eller udsættes for van-

vidskørsel af en halvdrukken HT-stodder med brun hat, sagde hun.

Og selvfølgelig skulle hun da ikke det. Der var rigelig råd til en taxa.

Og til en dusk til morlil og en flaske fin fransk til den gamle, og så var

de såmænd pacificerede nok til at holde et kvartals tid igen. Eneste

minus ved turene til den herlevske ligusteridyl var stikpillerne om

småfolk. Anne-Line sendte mig de ondeste lyn, når det emne kom

op. Der var slet ikke tid til den slags ansvar. Vetter krævede min

tilstedeværelse helst på den høje side af 60 timer om ugen, og IN og

Anne-Line skulle jo også passes. Og det blev passet, det hele. Især,

da jeg fik klistret et spejl bag på min musemåtte, blev det lettere at

holde sig i gang. Hu hej, en hurtig streg og videre.

Nå, han bor der ikke mere. Det ville også have været mærkeligt.

Det er for resten også mærkeligt at gå ind i porten igen. Den ligner

sig selv på trods af, der er kommet postkasser op. Og ja, der er vist

da også blevet sat nye vinduer i. Det var ganske givet ikke termoglas

i kælderlejligheden dengang. Sjovt. Der står et juletræ derinde. Mon

der er træer i alle lejlighederne i dag? Anne-Line og jeg havde også

juletræ, men det var hvidt og af den fineste plastic. Og så måtte der

kun hænge røde glaskugler på grenene. Ja, selv gaverne skulle være

pakket ind i rødt glanspapir. Anne-Line forstod at skabe stil over

det. Der er også allerede lagt pakker under træet derinde. Grønne,

gule, blå, røde og spraglede. Ha, det der kan jeg gætte, hvad er. Det

er en gyngehest. Sådan en, som William også skulle have haft. Hvis

jeg bare havde fået lov.

~ 25 ~


– Halløj, du der, hvad står du og glor ind af det vindue for? Kan du

så skrubbe af.

– Så, så, man ville bare lige have læ til at tænde en smøg.

– Ja, den er god med dig. Men her i ejendommen holder vi øje med

hinanden, at du ved det, så bare glem det.

– Glem hvad?

– Af sted, ud.

– Man kender ellers Bent.

– Bent hvem?

– Vicebent. Viceværten. Ham, der bestemmer her.

– Vi har ingen vicevært her. Jeg er formand for andelsforeningen,

og du er på vej ud.

– Andelsforening? Jamen, hvad så med Bent? Man vil gerne vide,

hvor Bent er.

– Tænker du på Bent Petersen? Det er vist rigtigt, der var en vice-

vært, som hed det, da vi stiftede foreningen. Men han døde.

– Er Bent død?

– Ja, det tror jeg, og det må være over to år siden, så vær nu rar at

gå din vej.

– Man går nu. Det var trist, det med Bent. Men glædelig jul.

– Hvad? Nå, ja, glædelig jul. Farvel.

Hun fortalte mig det en eftermiddag, vi vadede rundt om søerne.

Det var søndag, og jeg havde et strejf af tømmermænd. Både fysiske

og moralske, men det var efterhånden blevet så normalt, at jeg stort

set ikke ænsede nogen af dem. Det bliver midt i august, sagde hun,

lige omkring min egen fødselsdag. Jeg regnede straks baglæns. Det

passede meget godt med, da vi var på hytteweekend med slænget

for at fejre årets julebryg. Sikke en tur, det havde været. For at kom-

me i den rette julestemning, fik Sune den tvivlsomme ide at male

hele hytten udvendig med en skumslukker. Så var der sne både ude

og inde. Vi var 12, der drog til Nordsjælland. Syv drenge og fem tø-

ser, hvilket enhver med den mindste sans for logistik burde kunne

~ 26 ~


egne ud, var en dårlig kombination. Der var kun fire af os, som var

i faste forhold. Anne-Line og mig, og så Thorbjørn og Thea. Allerede

den første aften knaldede Thorbjørn med Birgitte, og et par af de

andre tøser brugte den halve nat på at gå rundt ude i skoven med

lommelygter og lede efter Thea. Da de endelig fandt hende ude i

brændeskuret, var hun ved at kløjes i Sunes pumpestok, og så var

temaet ligesom slået an for den weekend. Lørdag eftermiddag var

jeg et smut i selvsamme brændeskur med Thea, og da Anne-Line var

faldet omkuld med blod dryppende ud af det ene næsebor klokken

to lørdag nat, lagde jeg mig op i Jeanettes køje. Det ville jeg aldrig

have gjort, hvis jeg havde vist, hun var en skriger. Men Anne-Line

opdagede ikke noget, og hun havde jo åbenbart også fået, hvad hun

skulle have af mig tidligere på aftenen, kunne jeg forstå, mens jeg

betragtede Irmahønen lægge endnu et æg. Tror du, vi kan klare det?

spurgte hun. Tja, svarede jeg i et neutralt tonefald, vi har da plads

nok. De næste måneder fik Anne-Line god brug for pladsen. Hun

voksede i hvert fald støt, og da jeg en morgen kom ravende hjem

klokken halv seks og kaldte hende Moby Dick, tændte hun helt af.

Så vidt, jeg husker, var hendes yndlingsord i den tid ansvarsløs, og

det havde hun jo nok ret i, men det gik ikke op for mig, før den dag,

jeg kom hjem fra Vetters fængsel og fandt et brev tapet fast på den

ene lænestol, der stod tilbage i stuen. Svin, stod der. Det var godt

nok, det korteste brev, jeg nogensinde havde fået. Jeg skyllede det

ned med en flaske vodka, og så indhyllede jeg mig ellers i en tåge,

der ikke lettede, før bønderne forberedte de første høstfester. Det

blev en dreng, fortalte mesterbokseren mig i telefonen. Anne-Line

har det godt, og det har den lille også. Du kan komme og se ham i

morgen klokken ti. Jeg stod der på slaget, og jeg fik ham at se. Anne-

Line derimod så jeg ikke noget til. Det var en jyde i hvid uniform,

der rakte mig den lille bylt, som jeg forsøgte at få øjenkontakt med.

I en time sad jeg så stille som en kat på lur ved et musehul og så ind

i en sjæl, jeg øjeblikkeligt følte mig forbundet til. Ungen havde sgu

endda krøller. Telefonsvarede blinkede til mig, da jeg kom tilbage til

~ 27 ~


hjemmefronten. Anne-Line havde benyttet sin alenetime til at taste

sit tidligere telefonnummer. Jeg ved, du har tænkt på, at jeg sikkert

også bollede udenom ligesom alle andre den weekend, men nu har

du set ham, og det må være svar nok. Når han bliver lidt større, skal

han nok få at vide, hvem hans far er, men indtil da, så holder du dig

væk. Min far kommer forbi hver måned og henter to tusser. Det har

du rigelig råd til, hvis du lader snestormen løje lidt af. Jeg har fået

en lejlighed i Valby ikke så langt fra far og mor. Og ved du hvad, hvis

du bare havde … nej, ikke noget. Jeg orker det ikke. Nå ja, forresten.

Han skal hedde William.

Juleaften købte jeg en bamse og gav den til mesterbokseren, da

han hentede de to tusser. Han lovede højt og helligt, at den nok skul-

le komme under træet, men jeg fik aldrig noget tak. Da december-

bjælderne igen klingede, var det en gyngehest, der blev sendt med

til Valby, pakket ind i rødt papir. 3. juledag stod den uden for min

dør, stadig pakket ind. Måneden efter flyttede jeg ned hos Sune.

– Hvad koster træerne? Man kunne da godt tænke sig et juletræ.

– Vil du købe et træ? De små der koster 300 kroner.

– Det var mange penge. Man vender lige tilbage. Men pæne er de.

Er der gang i salget i år?

– Tja, som det vel plejer at være. Der har været bedre år, og der

har været værre.

– Det virker ellers som et godt sted.

– Fryser du ikke? Den frakke ser lidt slidt ud.

– Næ, man er vist immun over for vejrlig. Men man kunne godt

bruge en cigaret at varme sig på.

jeg.

– Selvfølgelig makker. Her, tag bare et par stykker. Ild har du, ser

– Ja, er det ikke en smuk lighter. Den er min faders.

– Øjeblik, du, der er vist en kunde. Ja, frue, kan jeg hjælpe Dem?

Sune og jeg slæbte et kæmpetræ hjem fra pladsen ved det store

kryds, den første jul jeg crashede hos ham. Vi ville fejre, at vi nu

~ 28 ~


næsten havde delt lejlighed i et helt år. Ofte var Sune dog slet ikke

hjemme. Han rejste meget, mest til Rusland, hvor Vetter havde fået

færten af et uendeligt marked. Hver gang Sune kom hjem derovre-

fra, sov han i flere dage. Det var de russiske damer, sagde han. De

bankede på hans dør hver nat. De damer, der bankede på min dør,

kunne tælles på en hånd. Jeg foretrak dem stadig uden for hjem-

mets fire vægge. Zoo Bar var altid en garant for lidt lir, og IN virkede

stadig. Der var også en del andre steder, men det blev til en grød,

jeg tog hovedspring ned i hver torsdag, og mandag morgen var der

Vetter på programmet, og så kunne jeg ikke huske, om der havde

været havregrød eller risengrød på menuen. Vetter havde fået den

geniale ide at lade mig få en ny titel. Management head coordinator.

Det lød fint, og det betød endeløse frokostmøder på Victor og mid-

dage betalt af repræsentationsguldkortet på Restaurationen. Alle

ville bidrage til Vetters kage, og jeg skrev under på investerings-

kontrakter i endeløse baner. Et par gange om året sneg jeg med ned

i maskinrummet. Her sad alle Vetters bebrillede fyre med deres

colaflasker og programmerede. I nørderi blev de kun overgået af

manualfyrene, som også boede i maskinrummet. De kunne lige så

godt have talt serbokroatisk, men jeg skulle heller ikke forstå det,

sagde Vetter. Jeg skulle bare koncentrere mig om at kradse penge

ind, så han kunne betale fyrene i maskinrummet. Og det gjorde jeg

så. Morgen, middag, aften og nat. Snart flød grøden ud over hele

ugen, da Sunes russere begyndte at blive fløjet ind og absolut skulle

smage vodkaen på Wonder Bar. Sune foreslog, at vi inviterede nog-

le af dansepigerne hjem til os juleaften. Andesteg og julestrip. Jo,

hvorfor ikke, tænkte jeg. Jeg var alligevel efterhånden blevet på for-

navn med de fleste, og dem, der gad dukke op, skulle se et juletræ,

de aldrig ville glemme. Da vi endelig fik det bakset ind i lejligheden,

måtte vi skære en meter af det. Mens jeg monterede en stjerne, jeg

havde nuppet fra juletræet på Zoo Bar, spurgte Sune, om jeg havde

sendt en gave til Valby i år. Nej, svarede jeg, soen vil jo ikke have,

jeg ser ham. Du skal sgu da kæmpe for det, brægede Sune videre,

~ 29 ~


men i det samme ringede det på døren, og Sandy, Lulu og Coco kom

storhujende springende op ad trappen.

Damen køber en ædelgran til 450 kroner. Hun bakser noget for

at få den ind bag i vognen, og jeg tænker, hun da vist har travlt, hvis

hun skal nå at få det pyntet. Mørket er begyndt at falde på, og jeg

vender snuden den anden vej. I lejligheden over SuperBrugsen

brænder der allerede stearinlys. Jeg tænder en af juletræshand-

lerens smøger. Det er et mærke, jeg ikke lige umiddelbart kender,

men den godt smager den. Mr. Zip lister tilbage til sin lomme.

De næste par år bredte grøden sig. Af og til dukkede jeg op af tal-

lerkenen og hev lidt luft ind, og i de øjeblikke forsøgte jeg altid at få

fat på Anne-Line. På Williams fjerde fødselsdag fulgte jeg efter me-

sterbokseren, da han tog af sted mod Valby med konen under den

ene arm og en gave til barnebarnet under den anden. Siden klokken

syv om morgenen havde jeg stået bag en busk ud for Domus Vista

og luret, og de var åbenbart inviteret til eftermiddagslagkage, for

først klokken halv to kom hr. og fru Anne-Lines forældre daskende

ned fra højborgen. De tog bilen, men jeg havde lånt Vetters Alfa Ro-

meo, så jeg listede efter i behørig afstand. Huset var hvidt og i to

etager. I haven stod en flagstang, der ikke havde følt berøringen af

en malerpensel i en del år, og fra toppen vajede det danske flag.

Mine eks-svigerforældre gik ind i huset, og gennem et halvbeskidt

vindue kunne jeg se, de steg op til førstesalen. Selvfølgelig boede

Anne-Line højest oppe, selv om det kun var et toetagers hus. Derfra

kunne jeg ikke se mere. Jeg sad i Alfa Romeoen i tre stive timer og

håbede, det skulle være en havefest, men jeg så ikke et øje, før me-

sterbokseren sneg sig ud og røg en cigaret ved femtiden. Derefter

gav jeg op. Anne-Line havde lovet, at jeg ville få lov at se min søn,

når han var gammel nok, men fire år var åbenbart ikke det magiske

tal. Efter den fødselsdag stod den på grød i mange, mange måneder.

Jeg levede af sne, vodka, billige piger og ettallet på Sunes telefon,

der var indkodet med pizzeriaet oppe ved det store kryds. Vetter

hev mig af og til ind til nogle tågede samtaler om at oppe sig og ikke

~ 30 ~


glemme investorerne, når de stod i lufthavnene med deres russiske

bagagemærker og spejdede efter et skilt med deres kyrilliske nav-

ne. Femte gang, jeg glemte turen til Kastrup, bad Vetter mig pakke

mine ting. Det var fem uger, før alverdens computere alligevel ville

bryde sammen. Halvandet år senere gik han konkurs.

– Kender I den om Rudolf? Rudolf med den røde tud. Han er et

dejligt rensdyr …

– Klap dog lige i.

– Hvorfor det? Man er vel ikke forbudt at synge på gaden, og så i

dag. Ho, ho, ho.

– Fulde stodder. Gå hjem og syng der.

– Næh, min frue. Man er ikke fuld. Man drikker ikke på Jesu’ fød-

selsdag. Der holder man sig til guld, røgelse og myrra skær.

– Du skal i hvert fald ikke stå her og synge. Jeg ringer til politiet,

hvis du ikke er væk om et minut.

– Jamen dog, jamen dog. Der ser ellers så hyggeligt ud bag Deres

vinduer. Venter De familien til julemiddag?

– For sidste gang. Gå din vej. Politiet holder ikke fri i dag.

Nå, hun er vist ikke i julehumør endnu. Men hendes hyggestue smit-

ter helt herud på gaden, så den kære Rudolf lige måtte luftes. Det

skal han da, den stakkel. I nat skal han ud på den lange flyvetur.

Godt, det ikke er mig. Så var det nok alligevel ikke i nummer 67, de

gav en luns andesteg sidste år.

Sune synes ikke, jeg var værd at have boende, når nu jeg ikke læn-

gere var en del af stald Vetter. Idioten havde dog ikke mandshjerte

nok til at fortælle mig det, men lod i stedet mine få ejendele stille

ud på trappen. Vicebent havde hjulpet ham, og selvsamme gårdfejer

forbarmede sig over mig og sagde, jeg kunne få kælderlejligheden

igen. Den var stadig fugtig, men dog et hjem, og hvorfor egentlig

ikke. Den var god nok ti år tidligere, og begynde på en frisk var vel

aldrig for sent? De sidste krøller forsvandt, samtidig med lønnen

ikke længere gled ind på kontoen hver måned. Vetter måtte betale

~ 31 ~


det første halve år af mit frie liv. IN var dog ikke så interessant med

vigende hårgrænse, og uden guldkortet mistede Wonder Bar sin

charme. O.k., så lad mig da også starte på en frisk ud i festlokaler,

nåede jeg frem til, men der var så pokkers langt ind til centrum.

Hvis jeg forlod kælderdomicilet klokken 11, kunne jeg sidde på Det

Gyldne Glas fem minutter over. Så der sad jeg så. Hver dag. I mange

dage. Mange. Sne fik jeg nu kun i form af juleøl, når det var den tid,

men snaps og hof var heller ikke at foragte. Mine nye venner hed

Laust og Lille-Kjeld. Laust var smidt ud af konen, mens Lille-Kjeld

ikke gad se sin. Det kunne de snakke meget om, men skulle de høre

røverhistorier, henvendte de sig altid til mig. Jeg kunne nok grave

en eller anden nat frem fra grødsuppedasen, som de to herrer ikke

vidste, om de skulle tro på eller ej. Jeg vidste, det heller ikke altid

selv. Men nogen må jo have oplevet de ting, hvordan skulle de ellers

kunne dukke op i min hjernebark? Bag bardisken stod Slidte Sally.

Fra hendes højre underarm rakte en rød tunge ud og slikkede på

alle, der fik en flaske langet over disken. Hun havde fået den lavet

som et minde om sin nat med Mick Jagger, der angiveligt skulle have

fundet sted i begyndelsen af halvfjerdserne. Alle på Det Gyldne Glas

havde hørt den historie flere gange, end rullestenen havde været

på verdensturne, men jeg tror, det var fordi, jeg et eller andet sted

også troede på den, at Slidte Sally inviterede mig med op i privaten

en aften. Ja, ja, det tog da trykket bag ørerne, og Sally bød på snaps

og hof hele den næste dag, hver gang jeg fandt vej til hendes seng.

Laust og Lille-Kjeld var meget interesserede i Slidte Sallys anatomi,

men havde jeg efterhånden ikke så meget andet tilbage, så beholdt

jeg dog min diskretion, og krøller eller ej, hun var i hvert fald glad.

Hjemme i opgangen løb jeg af og til på Sune. Han var blevet taxa-

chauffør, da Cirkus Vetter styrtede i grus med samme hastighed – og

sjovt nok også på samme tid – som tvillingerne i det store æble.

Sune hilste aldrig på mig, og jeg opfattede ham som luft. Det mo-

rede mig dog kosteligt, at han måtte slide sin røv i laser i en Mer-

cedes med kuglesæde for at betale sin femtesalslejlighed, hvor han

~ 32 ~


lige nåede at møve sig ind, før den russiske kilde løb tør. Min leje

for kælderen var ikke mere, end at bistanden dækkede både den

og de øvrige få udgifter, jeg havde. Og var der for alvor lavvande, så

kendte jeg vejen op ad trapperne bag Det Gyldne Glas. Mand, det

var ingen fornøjelse, men så igen. Det var der ikke så meget, der var.

Ugens højdepunkt var onsdag, hvor der var dartturnering på glas-

set. Jeg blev en ørn til pile. En ørn, der kunne blanke de andre for et

par halvtredsere, der dog altid endte i Slidte Sallys kasse.

Øv, Ahmed må have fået fri. Nu er det hende den sure teenager

med ringen i næsen, der står derinde. Hun giver under ingen om-

stændigheder kredit. Har prøvet. Hvor mange smøger har jeg end-

nu. En, to, to-en halv. Nok op til gaden slutter, så må jeg tage den

derfra. Mr. Zip er ikke ligefrem på overarbejde i aften. Nu er der lys

i mange vinduer. Blafrende lys bag stille gardiner. Se, der er nogen i

sving rundt om granalteret. Tju hej, og nu er det jul igen.

Da William var syv, tog hun endelig imod en julegave til ham. Me-

sterbokseren var for længst holdt op med at indkradse de to må-

nedlige tusser, da selv han ikke ville være bekendt at trække håret

af en tidligere krøltop. Han gav endda snaps på Det Gyldne Glas, da

han fandt ud af, det var der, jeg henslængte dagene. Laust og Lille-

Kjeld synes, det var mægtigt at møde en tidligere mesterbokser. Jeg

sagde ikke så meget, men håbede, han ville fortælle lidt om Anne-

Line og knægten. Det gjorde han ikke, men som sagt, han gav snaps

til stambordet, og så syntes han, det var tid at stikke den skæve

næse hjem mod Roskildevej. Den julegave, der ikke kom retur, var

den første, jeg forsøgte mig med, siden gyngehesten. Fødselsdags-

gaver havde min mor sendt for mig, uden jeg vidste det. Ikke før,

jeg en dag fandt hende grædende i køkkenet, da jeg endelig efter

års fravær kom en tur til Herlev. Hun græd, fordi far var stukket

af til Filippinerne, sagde hun. Jeg sagde, at det da ikke var noget

at græde over. Så sagde hun, at hun i virkeligheden græd over mit

spildte liv. Det sagde jeg ikke noget til, og så var det, hun fortalte

om alle fødselsdagsgaverne, som posten havde slæbt fra Herlev til

~ 33 ~


Valby og retur igen. Det var Slidte Sally, der fik mig til at sende en

julegave igen. I et anfald af selvmedlidenhed havde jeg en nat fortalt

hende hele historien om mig og Anne-Line, og hun insisterede på,

at jeg stadig havde en chance for at lære min søn at kende. Det tror

jeg nu ikke, jeg havde, men Slidte Sally trængte til en opmuntring.

Hun havde lige fået at vide, at knuden i hendes venstre bryst ikke

var godartet.

– Hvorhen?

– Man vil bare lidt rundt. Op og ned af gaden. Hvad koster det, hr.

taxamand?

– Vil du ikke et bestemt sted hen?

– Næ, man vil bare se på julevinduer.

– Har du overhovedet nogle penge?

– Snart.

– Det er sgu ikke godt nok, du. Men god jul.

Nå, så må jeg jo gå, men jeg orker ikke en hel tur til. Måske kan jeg

bare tage den op til 7-Eleven og så vende der? Tøsen derinde er

måske alligevel til at tale med? Der er langt uden smøger. Mr. Zip

må nok holde resten af julen i lommen. Ved midnat åbner kirken,

skal jeg sætte mig hen på trappen og vente? Julegudstjenesten er

altid smuk, og når ens mormor nu troede på ham deroppe, så er der

nok ikke nogen, der opdager en ateist blandt menigheden. Sally!

Det var selvfølgelig hendes begravelse, der trak mig på besøg i Guds

hus senest. Mand, det gik stærkt, da først den knude begyndte at

vokse. Men hun blev på sin plads i Det Gyldne Glas, så længe hun

overhovedet kunne stå på benene. Og hun røg til det sidste. Som

en skorsten, men så en dag var hun væk. Lille-Kjeld fandt frem til,

at Sally var blevet hasteindlagt, og at hun næppe kom hjem igen.

Det gjorde hun nu, men som aske i en urne. Den stod på parade

blandt gravøllet på Det Gyldne Glas, mens hullet, hun skulle i, blev

gravet helt ude i Rødovre. Jeg var den eneste, der tog med derud.

Laust, Lille-Kjeld og et par af de andre stammere syntes, det var

~ 34 ~


lige lovligt langt væk med en tur til Rødovre en onsdag eftermiddag.

Jeg gik hele vejen derud alene, men o.k., jeg var også den eneste af

sjakket, der havde besøgt hende i privaten. I det hele taget var det

en lortemåned. Vicebent påstod, jeg skyldte husleje for et halvt år,

og at han ikke så nogen anden udvej end at sætte mig ud. Og nu er

han også død. Og der er kommet andelsforening. Ja, ja, det havde

jeg nok alligevel ikke havde haft råd til. William blev glad for gaven,

stod der i det brev, Anne-Line sendte mig. Og hun mente, det var på

tide, jeg mødte ham. Kom sankthansaften, så laver vi et bål i haven,

men husk, du kun er en god ven af familien. William kalder Henrik

for far, skrev hun med sin sirlige håndskrift. Henrik? Ham havde jeg

ikke hørt om. Jeg fik heller aldrig mødt ham. Eller William for den

sags skyld. Dagen begyndte ellers fint. Jeg fik lov til at låne Lille-

Kjelds tilkalkede brusehoved, og de tre hårde stråler fik gjort kål

på de værste lag af støv. Mit tøj var heller ikke ligefrem her kommer

far-klart, så igen var Lille-Kjeld på pletten. Tag noget af mit, sagde

han, mens jeg tørrede mig i et hullet håndklæde. Jo, tak, Lille Kjeld

har jo ikke fået sit øgenavn for ingenting, men en stumpet skjorte

og bukser, der råbte ned til skoene, var alligevel bedre end min egen

kludebunke. I et sjældent muntert tempo begav jeg mig af sted med

kurs mod 2500. Præcis klokken 18 stod jeg foran det hvide hus og

ringede på. Jeg hørte en dør blive smækket oppe fra første sal. Bliv

der, lød Anne-Lines stemme, og så buldrede det på trapperne. Hej,

sagde jeg og rakte en buket frem, som naboen ikke ville savne i sit

overdådige blomsterbed. Lynene fastfrøs mig øjeblikkeligt til trap-

pestenen. Du er godt nok utrolig, lød det fra sprækken under lyn-

senderne, hvor svært kan det egentlig være? Og bang, døren blev

smækket i. Jeg bankede knoerne hudløse den næste time, men der

kom ingen reaktion indefra. Med hovedet i et større grødfad end no-

gensinde luskede jeg væk. Den heks, den heks, boblede det inde fra

grødmasserne, jeg håber, kosten taber hende på vej til Bloksbjerg.

Laust og Lille-Kjeld sad og savnede Slidte Sally, da jeg på uforklarlig

vis fandt tilbage til Det Gyldne Glas. Hvordan gik det? pippede Lille-

~ 35 ~


Kjeld. Jeg satte mig på min plads og sagde ikke noget. Nå, sagde

Laust, så dårligt? Jeg nikkede. Det var synd, kammerat, men op med

humøret. Jeg giver en hof, og så kan jeg fortælle en munter historie

fra i går. Det var sgu ellers en sjov aften. De kunne ikke få ild på bålet

ovre i Fælleden, men det kunne de jo have sagt sig selv. Det pisser

jo altid ned sankthansaften. Noget inde i grøden gav et elektrisk ud-

slag. Sankthans. Det er jo den 23. Det er juleaften, der er den 24.

– Hør, du kan ikke sove her. Kirken lukker nu. Gudstjenesten er

forbi.

– Man ser, at præsten genner menigheden ud af Guds hus. Er det

i den gode sags ånd?

– Har du nogen steder at tage hen?

– Man kunne gå den lange vej, men orker det ikke i aften. Ikke

uden smøger.

– Ja, cigaretter har jeg ikke, men jeg kan da give dig en seng at

sove i. Bare i nat. Og lidt at spise. Er du sulten?

– Det takker man mange gange for. Og lidt i maven ville da være

en dejlig sag. Anden fløj sin vej uden om ens mund i år.

– Kom så op med dig. Min kone har helt sikkert et stykke berberi-

and til overs. Og sikkert også et par brunede kartofler.

– Er præsten sikker på, at der ikke kan blive en lillebitte cigaret

til efter middagen?

– Nu ser vi på det. Her, tag min arm. Har du hverken råd til mad

eller cigaretter?

– Nogle gange har man penge. Andre gange er det lidt lavvande,

det erkender man. Men kun et par dage endnu. Så kommer der et

nyt hus forbi.

~ 36 ~

More magazines by this user
Similar magazines