Skoven har mange øjne.

samples.pubhub.dk

Skoven har mange øjne.

Margit Sandemo

Skoven har mange øjne.

Originalens titel: Skogen har mange øyne

Udgivet af Bladkompaniet/Schibsted Forlagene, Norge.

© Margit Sandemo, 1978

© Halldors ApS, 2009

Dansk udgave: JENTAS A/S, 2009

Oversætter: Tine Hovgaard Jørgensen

Redaktør: Lena Lundvald

Omslag: Imperiet

Ombrydning: Jentas A/S

Bogen er sat med: Janson

Tryk: ScandBook AB, Sverige

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen ,

omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Halldors ApS

1. oplag, 1. udgave, 2009

ISBN: 978-87-7677-129-4

www.jentas.dk www.sandemo.dk www.isfolket.dk

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografi sk gengivelse af denne bog eller dele

heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk

lov om ophavsret.


1. KAPITEL

DET VAR VEL EGENTLIG duften, som vækkede

Yrsa; en stærk, usædvanlig og dejlig duft af fyrretræer

i sydende forsommertid. Men fuglenes jublende sang

bidrog selvfølgelig også. Der var stærens mangeartede

kalderåb og droslers sang. Ja, der var småfuglesang af

mange slags, og lidt længere borte hørtes en krages

hæse skrig.

Hvor i alverden er jeg? tænkte Yrsa. Hvorfor hører

jeg ikke larmen fra bilerne nede på gaden? Og den

elektriske sporvogns skramlen rundt om hjørnet? Hun

satte sig op i sengen. Den umalede trævæg vækkede

mindet om gårsdagens rejse og ankomsten til dette

dystre, øde sted langt inde i skoven. Sorgen huggede

atter til i hendes indre.

I den bare natkjole traskede hun hen til døren og

åbnede den. Næsten druknet i sollys gik hun ud på

trappen i den intense majmorgen.

Foran hende lå en sø, som endnu lå i skyggen af en

høj ås, eller måske skulle man kalde det et fjeld, for

træerne nåede ikke helt op, men lod toppen ligge bar.

Hytten, som Yrsa havde lånt, lå på en skråning ned

mod søen. Der gik en bred sti mellem spredte fyrretræer.

Bag hytten stod nåleskoven tæt, blandet med

rønnebærtræer og majtræer, som udsendte en næsten

kvælende blomsterduft. Græsset ved stien var nyt og

lysegrønt og oversået med små, hvide blomster, som

forsigtigt lurede på, om det virkelig var sandt, at sommeren

stod for døren. Det spørgsmål var måske ikke

5


så dumt, for i en kløft i fjeldet overfor hang der et

grønligt draperi af istapper som en trussel mod sommeren.

Alt var så fantastisk smukt! Yrsa fi k en klump i halsen

af alt dette nydelige, som naturen var mester for. Men

der var ikke andre hytter at se. Hendes fætter Bjørn

måtte kunne lide ensomheden.

Hun traskede ned ad trappen og ud i græsset, som

var vådt af dug. Langsomt bøjede hun sig ned og strøg

over nogle lysegrønne strå.

”Hej,” hviskede hun til græsset og jorden. ”Hej! Jeg

havde glemt, hvad der egentlig er det virkelige liv.”

Hun rettede sig op igen og så hen på det nærmeste

fyrretræ. Det var så levende, så stærkt med sin solblege,

ru stamme og sine lysegrønne nåle med de

rødviolette, små nye skud.

”Hjælp mig,” hviskede hun uden at vide det. ”Hjælp

mig!” Men hvordan skulle et fyrretræ kunne kalde

nogen tilbage til livet?

Så ung, så tiltrækkende – og allerede borte! Uden at

have nået mere end at kunne drømme om livet. Yrsa

lod tankerne strømme og mindedes alt, hvad der var

sket de sidste dage.

”Jeg er gal,” hviskede hun chokeret. ”Jeg må være

gal!”

* * *

Det siges, at man allerede på spædbarnsstadiet kan

se, hvilken natur et menneske kommer til at have som

voksen. Om det bliver bange og nervøst, en surmuler,

6


stille eller livlig og frejdig, godmodig, venlig eller

vredladen. Naturligvis spiller miljø og ydre påvirkning

en rolle, men det grundlæggende forandrer sig

sjældent. Dette passede, når det gjaldt Yrsa Folling.

Hun var et frodigt, glad og rart barn, og til trods for,

at hun fi k mange hårde knubs i opvæksten, forblev hun

den samme impulsive, storsindede pige, som tænkte

mere med hjertet end med hjernen.

Yrsa var nu nået at blive seksogtyve år. Hun var ganske

kraftig, frodig og rødkindet, ven med alle, hjælpsom

og glad – og blev groft udnyttet af sine venner og

alle som kom i kontakt med hende. ”Spørg Yrsa. Hun

hjælper så gerne.” Sådan blev hun ofte omtalt.

Men nogen speciel ven havde hun ikke, og det fi k

næsten hendes mor til at gå i panik. Der var ingen,

som forelskede sig i Yrsa. Hun var kammerat med alle.

Hende kunne man betro sig til, diskutere alt med. Det

var også hende, som blev tilbage efter alle fester og vaskede

op og ryddede af, og som derefter gik alene hjem.

Man kunne også drille hende. Hun smilede bare, når

hun blev kaldt tyksak. Men det var egentlig uretfærdigt,

for hun var ikke tyk. Hun virkede bare sådan med de

landligt røde kinder og de kraftige ben.

Yrsa blev ofte inviteret med til fester, for hun var så

god at have med. Man kunne altid stole på hende. Alle

vanskeligheder, alle pligter blev læsset over på hende,

for hun sagde aldrig nej.

En populær – og ganske ensom pige. For der var ingen,

som spurgte hende, om hun havde problemer, om

hun trængte til nogen at betro sig til. Det faldt ingen

ind, at også Yrsa kunne trænge til råd og trøst af og til.

Yrsa forelsket? Det ville jo bare have været mor somt.

7


Hun var ikke direkte smuk, men langt fra frastødende

at se på. Hun havde varme, dybblå øjne og et bredt,

smukt smil, som hele tiden tittede frem. Hendes hår

var mørkeblondt og krøllet, hendes hænder store,

fi rkantede og venlige. Hun var intelligent og humoristisk

og var i besiddelse af en stor portion selvironi,

men snakkede sjældent alvorligt om sig selv.

Derfor kendte ingen til Yrsas hemmelighed. Den

var selvfølgelig urealistisk og umulig, men den havde

ramt hende som et sværdhug for to dage siden, og den

fyldte nu hendes liv med en gnavende uro og en skøn

og smertefuld glæde.

Det hele var begyndt så uskyldigt.

Hun arbejdede på et pressekontor. Hun havde ingen

af de interessante opgaver, var nærmest en kontorfunktionær,

men hun syntes, det var en spændende og

livlig arbejdsplads.

For to dage siden var hun blevet sat til at sortere

ny hedsmateriale, som af sikkerheds- og familiehensyn

ikke måtte publiceres, før der var blevet givet

klarsignal. Dette materiale havde hobet sig op, og Yrsa

havde fået den opgave at katalogisere det og arkivere

det. Hun var omtrent kommet halvvejs ned i bunken,

da hun fandt det, som blev hendes besættelse.

Det lå i en mellemstor, brun konvolut. Til konvolutten

var der med en papirklips fæstnet et fotografi . Yrsa

blev siddende med konvolutten i hånden. Mens hun

stirrede på fotografi et, følte hun, at hun langsomt blev

varm indeni, og at en næsten plagsom lykke bredte sig

i hende.

En enkelt gang eller to i ethvert menneskes liv sker

det, at man ser et ansigt, der fylder én med glæde. Det

8


ehøver ikke at have noget med ydre skønhed at gøre.

Der er ganske enkelt noget ved dette ansigt, som taler

direkte til én – så direkte, at det kan føles som et chok.

Sådan var det med Yrsa nu. På konvolutten stod der

skrevet:

Manden fra Grotteskoven. Frigives ikke uden tilladelse

fra udenlandsk politi.

Så blev hendes blik atter draget mod fotografi et af

en meget ung mand, måske snarere en dreng. Sekstenatten

år, tippede hun. Det så ud, som om han havde

brunt hår. Det smøg sig blødt rundt om ansigtet i en romantisk

attenhundredetalsstil. Trækkende var rene og

mandige, munden følsom, og øjnene lidt skråtstillede

og vemodige. Et næsten genert smil legede rundt om

dem. De så lige på Yrsa, og hun syntes, de havde et

budskab, en bøn til hende. Det var, som om hun og han

kendte hinanden og forstod hinanden.

Noget vældede op i hende, noget glødende stærkt,

som lignede gråd. Sikken et vidunderligt ansigt! Denne

kontakt mellem hende og ham, hvor kom den fra?

Hun forstod det delvist. Hun kendte nogen, som elskede

ansigtet på Michelangelos ’David’ så meget, at

de rejste til Firenze bare for at komme til at se det. Og

Yrsas egen mor var som besat at Gainsboroughs ’Blue

Boy’. Det Yrsa følte nu, var selvfølgelig ingen forelskelse.

Han var jo bare et barn. Det var vel snarere en

kærlighed til det perfekt smukke. Og kontakten – det

var som en storesøsters omsorg for sin lillebror.

En lille defekt var der i hans ansigt – et ar i tindingen.

Det krydsede hans venstre øjenbryn, men skæmmende

var det ikke.

Langt om længe var det, som om hun vågnede op.

9


Hun måtte fi nde ud af mere om ham! Måtte komme

til at se indholdet i konvolutten! Men det havde hun

ikke lov til. Den var limet til og hemmeligstemplet.

Fotografi et måtte være kommet til senere, ellers ville

det også have ligget inde i konvolutten.

Den dag var Yrsa ikke særlig effektiv. Hendes tanker

gik hele tiden til fotografi et, og fl ere gange i timen

måtte hun åbne skuffen, hvor konvolutten var blevet

arkiveret, og se på billedet. Og hver gang blev hun

grebet af denne underlige lykkefølelse, en lykke over,

at der fandtes noget så smukt. ’Manden fra Grotteskoven’?

Hun grublede over, hvordan hun skulle få

mere at vide, og til sidst fi k hun en idé. Hun ville ikke

bryde sit løfte om aldrig at åbne hemmeligstemplede

breve. Men hun kunne fuske lidt. Hvad med en lille

hvid løgn? Nå ja, en gråhvid en, i hvert fald.

Sent på dagen gik hun til sin nærmeste chef – hende,

der havde sat Yrsa til dette arbejde.

”Du, jeg fandt denne konvolut på gulvet under

skabet. Hvor hører den hjemme? Er det noget gammelt

eller …?”

Hendes chef, der var ungdommelig og sød og sikkert

modtagelig for mandlig charme, tog konvolutten og

stirrede på billedet. Yrsa så spændt på hendes ansigtsudtryk,

men den ventede reaktion – ’Sikken et smukt

ansigt!’ – udeblev.

”Manden fra Grotteskoven? Du må have tabt det.

Det hører til de hemmeligstemplede sager, du er i

gang med. Det er en af vores friskeste sager, blot få

dage gammel.”

”Spionage?” Yrsa var nysgerrig.

”Det ved vi ikke. Et af de her mystiske dødsfald, der

10


er indtruffet i Norge i løbet af de sidste år. Du ved

… Du har sikkert hørt om kvinden i Isdalen. Det er

ensomme mennesker, der kommer fra ukendte lande

for at dø i ensomhed i ødemarken, som oftest på

Vestlandet. Ubegribeligt!”

Dagen blev med et mørk og tom for Yrsa.

”Så du mener … Han er død?” Hun håbede intenst

på et benægtende svar, men hendes chef sagde lige så

koldt og roligt:

”Tydeligvis, men det er ikke min sag, så jeg har ikke

styr på detaljerne.”

Yrsa så med dyb sorg på fotografi et.

”Tænk engang, et så smukt ansigt,” mumlede hun,

nærmest for sig selv. ”Han ser ud til at have været en

usædvanligt rask dreng.”

Hendes chef bøjede sig over hende og så på billedet

en gang til og sagde så:

”Tja, ikke så værst. Ser venlig ud, lidt veg, synes jeg –

men smuk? Nej, så har vi nok ikke helt samme smag.”

Nej, tydeligvis ikke. Yrsa havde set chefens mand.

Han var en velkæmmet forretningsmand med hårde,

lyseblå øjne, blondt hår, som begyndte at blive tyndt på

issen, og med det synlige bevis på mange gode middage

rundt om livet. Han lignede langt fra denne mand fra

Grotteskoven.

Død? Død i ensomhed i en øde egn langt fra sit

hjemland? Det lød grusomt og meningsløst. Selv

om Yrsa kun havde kendt til hans eksistens i nogle

timer, følte hun virkelig sorg og naturligvis en enorm

skuffelse.

Den dag gjorde Yrsa noget, hun aldrig før havde

gjort og aldrig ville gøre igen. Hun tog konvolutten

11


med hjem. Det var absolut forbudt og lidt af et brud

på den tillid, nyhedsbureauet havde vist hende, men

hun var som besat af denne fremmede, unge dreng.

Død eller ej – hun måtte fi nde ud af mere om ham!

* * *

Som for at pine sig selv ventede hun med at åbne

konvolutten, til hun havde spist og var færdig med

aftenens mange små gøremål. Men til sidst stod hun

med konvolutten i hånden, klar til at gøre det, hun

havde bestemt sig for. Med skælvende fi ngre magtede

hun at få lirket konvolutten op uden at ødelægge

forseglingen. Den samvittighed, der plagede hende,

overdøvede hun ved at sige til sig selv, at hun

ikke var interesseret i landets affærer, kun i drengen

personligt.

Indholdet var ganske tyndt. Der var en kortfattet

rapport, nogle spredte baggrundsoplysninger, det var

alt.

En bil med en nummerplade fra Stockholm var

blevet fundet på en skovvej øst for Grottesøen i Norge.

Der havde den stået en uges tid, uden at ejeren havde

vist sig. Og eftersom der ikke fandtes nogen hytter i

området, syntes man, det hele virkede mistænkeligt.

Samtidig var et par vandreturister faret vild i et

vanskeligt terræn et par mil længere mod øst, mod

grænsen til Sverige. De havde gjort et uhyggeligt fund.

Nede i en kløft havde de set et menneske. De havde

med stort besvær klaret at klatre ned ad bjergvæggen

– den såkaldte Ravnekløften – og havde fundet en

mand siddende død op ad klippen. Antagelig var

12


han styrtet ned, for han var ilde tilredt, og ansigtet

var ødelagt til det ukendelige. Der var ingen papirer,

der kunne identifi cere manden, kun et fotografi , der

var blevet fundet ved senere undersøgelser. Det var

blevet begravet under småsten og mos. Ved hjælp af

røntgenfotografering af billedet havde politiet fundet

ud af, at der engang havde stået Rustan Carr bag på

billedet.

Yrsa kiggede efter. Hun kunne se, at det bar præg

af at have ligget i jorden et stykke tid. Men et navn?

Hun kunne ikke se noget, jo, måske, under den

mørke plet? Var der ikke en svag, udvisket blyantsstreg

der? Hun kunne ikke sige det med sikkerhed.

Kun et røntgenapparat kunne afgøre det. Rustan

Carr? Udlændingepolitiet? Rustan var ikke noget

norsk navn, nej. Men havde hun ikke set navnet Rustan

for nyligt? Og måske Carr også? Hun tænkte, så

det knagede. Jo, hun havde set det. Var det et lille

neonskilt på en mur? Åh, det var vanskeligt at huske.

Hun opgav at forfølge tanken og koncentrerede sig i

stedet om artiklen. Den dødes hår havde været mørkt

som på billedet. Alderen omkring atten år. Med al

sandsynlighed var det Rustan Carr, som var blevet

fundet.

Bilen var totalt renset for identifi ceringsmuligheder.

Politiet havde alligevel klaret at spore den tilbage til et

biludlejningsfi rma i Stockholm. Der fi k de den oplysning,

at en ung, mørkhåret mand havde lejet den for

to dage siden. Han havde talt med dialekt og havde

opgivet sit navn til at være Hans Lauritsson. Adressen

havde været et hotel i Stockholm, hvor det viste sig,

at han ikke havde boet. Biludlejningsfi rmaet kunne

13


ikke sige med sikkerhed, om den mørkhårede unge

mand var den samme som drengen på fotografi et,

men umuligt var det slet ikke.

Så fulgte en redegørelse for politiets arbejde med at

opspore Rustan Carr. Han var ikke norsk. Det havde

de kontrolleret med de få nordmænd, der havde

familienavnet Carr. Ej heller var han svensk, selv om

navnet Rustan ikke var ukendt i Sverige. En lille procentdel

af svenskerne hed det. Carr fandtes i fl ere

lande. Undersøgelserne var fortsat i gang.

Til sidst stod der: ’Spion? Jævnfør andre lignede tilfælde.

Japaneren, m.fl .’

Og så var der ikke mere.

Rustan Carr …? Yrsa var sikker på, at hun havde set

det navn et sted for kort tid siden. Det måtte have været

på et neonskilt i en lille by. Et kort øjeblik var det,

som om hun så bogstaverne for sig, men hun kunne

ikke helt mane dem frem. I en lille by? Det betød på

en rejse. Hvortil havde hun rejst på det seneste? Hun

havde jo taget turen rundt i Sørlandet sidste efterår.

Nej, det var ikke der. Hun måtte tænke længere tilbage

i tiden. Sidst sommer? Finland? Yrsa tænkte

sig godt om. Jo, i Finland kunne det have været. Og

hvis Rustan var et svensk navn, og de ikke fandt ham i

Sverige – så kunne han være fi nlandssvensk.

En svag uro fyldte hende. Der var noget med navnet

– noget som sagde hende, at hun var på det forkerte

spor, men hun kunne ikke komme i tanke om, hvad

det var. Trodsigt fortsatte hun med Finlandsturen i

tankerne. Men selvfølgelig, fi nsk politi var vel også

blevet underrettet og burde have fundet frem til

manden. Nej, pyt med det, hun havde en ledetråd, og

14


den agtede hun at følge.

I tankerne gennemgik hun alle de byer, de havde

passeret, da hun og moderen havde kørt turen langs

kysten og ind i landet.

Med ét slog det hende, hvor hun havde set navnet.

Det var i den by, hvor de havde overnattet på det alt

for dyre hotel. Der havde hun ligget og set på husfacaden

lige over for hotellet, og blandt alle neonskiltene

havde hun set et lille, grønt … Nej, der var

fejlen! Der havde ikke stået Rustan Carr. Der havde

stået … ja, hvad var det? Carp? Nej, Garp! Nu var

hun helt sikker. Hun så skiltet for sig igen. Rustan

Garp. Electronic.Det var det, der havde stået. Yrsa

sukkede skuffet. Så havde det været et fejlskud, og

lige langt var hun. Hvor havde hun været dum. Der

var selvfølgelig én chance ud af en million for, at hun

skulle have fundet ud af det med det samme. Øv, nu

var alt atter sort og tragisk.

Men snart blev hendes skuffelse på ny forvandlet

til glødende iver. Politiets røntgenapparat havde kun

haft en tynd blyantsskrift at gå efter, og den havde

været udvisket. Kunne der ikke være blevet begået en

fejl der? Tænk, hvis der faktisk virkelig havde stået

Garp og ikke Carr, sådan som det var blevet tydet?

Det var selvfølgelig en vild satsning, men Yrsa var

blevet helt besat af at fi nde drengen med de vemodige

øjne. Selv om han var død, ville hun vide mere, kende

hans baggrund, fi nde ud af, hvorfor han var taget til

den norske grænsebygd, havde fjernet alle spor efter

sig selv og tydeligvis havde begået selvmord – som så

mange andre havde gjort før ham på lignende vis.

Yrsa så på klokken. Telefoncentralen havde ikke lukket

15


endnu. Først klistrede hun omsorgsfuldt konvolutten

til igen og lagde den i sin håndtaske. Hun ville lægge

den tilbage så hurtigt som muligt næste morgen.

Tyve minutter senere gik hun gennem de gamle,

tunge døre til telegrafhallen – og fi k lov at låne den

telefonbog, hun ønskede. Den indeholdt blandt andet

den lille fi nske by, hun havde været i.

Hun satte sig på en af de mørkebrune, blankslidte

bænke og ledte sig frem til Garp. Der var det! Rustan

Garp AB, Elektroniske artikler. Nedenfor stod en

del fastnettelefonnumre. Hun ledte med fi ngeren ned

over siden. Rustan Garps navn stod der ikke. Derimod

stod Edna Garp-Howard der. Direktøren hed

Michael Howard. Det her blev hele tiden værre og

værre.

Nå ja, havde man sagt A, måtte man også sige B. Så

hun skrev Edna Garp-Howards privatnummer af og

bestilte en samtale. Inden hun havde nået at tænke

over, hvad hun skule sige, stod hun pludselig i en

trang telefonboks, som var fuld af en masse kvælende

dufte og talte med en kvindestemme i Finland. Hvad

skulle hun gøre? Nu fi k hun betalt tilbage for sin

impulsivitet!

”Er det muligt at komme til at tale med Rustan

Garp?” stammede hun. Hun havde helt glemt skik og

brug. Hun burde have præsenteret sig selv først.

Der blev stille i den anden ende af linjen.

”Rustan Garp,” kom det forsigtigt. ”Mener du …?”

”Junior,” sagde Yrsa hurtigt, for hun havde gættet

sig til, at grundlæggeren af fi rmaet måtte være død.

Stemmen med den syngende fi nske dialekt lød

atter:

16


”Rustan er ikke hjemme. Han er i Sverige. Hvem

taler jeg med?”

”Anna Karlsen,” sagde Yrsa hurtigt. ”Jeg er en ven

af ham.”

”En norsk ven af Rustan?” Stemmen løs skeptisk.

”Rustan har ingen norske venner.”

”Vi mødte hinanden helt tilfældigt,” stammede Yrsa

og følte, at hun rodede sig længere og længere ud på

dybt vand. ”Er det hans mor, jeg taler med?”

”Nej, jeg er bare hushjælpen,” svarede stemmen.

”Alle de andre er ude.”

Dette var vanskeligt. Yrsa kunne ikke udspørge

denne kvinde. Hun var nødt til at komme til at tale

med en anden. Derfor satsede hun modigt igen:

”Det var egentlig ikke Rustan, jeg skulle have fat

i. Jeg ville bare spørge om navnet på hans ven. Jeg

skulle sende noget til kammeraten, men jeg har mistet

både navn og adresse. Kan De måske oplyse mig om

det?”

”Rustans ven,” gentog kvinden tøvende. ”Så vidt jeg

ved, har han ingen venner. Det måtte i så fald være …”

”Ja?” Yrsa prøvede at opmuntre hende til at fortsætte.

”Det må være doktor Hanonen. Viljo Hanonen.

Han er altid så venlig mod Rustan. Men at de skulle

have været ude sammen …? Nå ja, det er ikke min

sag. Mener De en kraftig, lys, ung mand, som ikke er

færdiguddannet læge endnu?”

”Ja, lige præcis!” Yrsa improviserede ivrigt. ”Ja, hed

han ikke Viljo? Jo, det gjorde han da!”

Yrsa fi k adressen, som hun hastigt skrev ned.

”Ja, tak, så behøver jeg ikke at besvære Rustan,”

17


sagde hun venligt. ”For resten, mit møde med dem

var meget kort. Bare for at være sikker på, at vi taler

om den samme person … Rustan Garp har et ar i

tindingen, ikke sandt? Som går ned til øjenbrynet?”

”Jo da, det stemmer.”

Yrsa vovede næsten ikke at trække vejret. Hun var

virkelig havnet det rigtige sted!

”Skal han være længe i Sverige?”

”Kun så længe, som operationen tager.”

”Operationen?” Yrsa blev nysgerrig.

”Ja vist, Rustan er blind. Vidste De ikke det?”

Yrsa blev stum. De øjne – som havde set på hende!

Det var altså bare noget, hun havde bildt sig ind.

”Jo! Jo, naturligvis vidste jeg det. Hils ham mange

gange fra mig,” afsluttede hun lavt samtalen.

En blind mand! Hvordan kunne en blind mand

havne i de øde skove rundt om Grottesøen? Her var

der noget, som ikke stemte. Men det var uden tvivl

ham! Det var næsten for fantastisk til at være sandt.

Det var som at fi nde en nål i en høstak – og alligevel

fandt hun ham i første forsøg.

Men hvad skulle hun nu gøre? Hun kunne ikke gå

til politiet og fortælle dem, at de gik efter det forkerte

spor. At manden ikke hed Carr, men Garp.

For så måtte hun indrømme, at hun havde åbnet et

hemmeligstemplet brev, og hvordan skulle hun forklare

det? Nej, det gik ikke, og hun kunne heller ikke

sige, at hun kendte ham af udseende. Hendes chef

vidste bedre. Nej, Yrsa måtte handle på egen hånd,

men hvordan? Æv, hvorfor ikke bare opgive det hele?

Drengen var jo død!

Men Yrsa kunne ikke give op. Hun behøvede ikke at se

18


på fotografi et for at se, hvordan han så ud. Bare tanken

om ansigtet, de sørgmodige øjne, som ingenting så,

fyldte hende atter med denne forunderlige varme,

denne følelse af samhørighed, af at de to ville have forstået

hinanden, hvis han bare havde levet, og de havde

mødt hinanden. Skyldte hun ham så ikke at fi nde ud

af mere om, hvorfor han endte sit liv så tragisk – i

ødemarken i et fremmed land? Hele hans liv måtte

have været en tragedie.

Ingen venner? Jo, han havde en ven nu – efter døden:

Yrsa. Og hun skulle ikke svigte mindet om ham.

Med ét opdagede hun, at hun stadig sad på

telefoncentralen i dybe tanker med den tunge telefonbog

i favnen. Hun ledte efter Viljo Hanonens navn,

men fandt det ikke.

Hun rejste sig og gik udenfor.

En af hendes venner ringede, lige så snart hun var

kommet hjem.

”Hej, Yrsa!” Det var Karis muntre stemme. ”Vi skal

have afslutningsfest på aftenskolen på torsdag. Kan du

påtage dig at ringe rundt til alle? Og så bager du din

sædvanlige kringle. Den rækker altid så langt.”

Yrsa blev stående et øjeblik med røret i hånden.

Hun hørte ingenting om, at hendes kringle var god.

Nej, den var bare praktisk. Yrsa ordner alt!

Pludselig havde hun fået nok. Denne telefonsamtale

fi k hende til at bestemme sig, brat, impulsivt

og uigenkaldeligt.

”Nej,” sagde hun venligt, men bestemt. ”Jeg rejser

bort i morgen tidlig og er væk i en uge.”

Efter en lang, forbavset tavshed sagde Kari:

”Skal du rejse? Men … men hvem skal så tage sig af

19


festen? Og så skal vi jo have møde i Kunstforeningen.

Nogen skal jo skrive referatet. Og hvem skal nu …”

”Det nytter ikke. Jeg bliver nødt til at rejse! Af personlige

grunde,” tilføjede hun, og i sit indre tænkte

hun: Min ’lillebror’ har brug for hjælp.

Småfornærmet lagde Kari røret på.

Så ringede Yrsa til sin fætter Bjørn.

”Du har en hytte i nærheden af Grottesøen, ikke

sandt?”

”Jo da, hvis du med i nærheden mener nogle mil, så

er det rigtigt,” svarede han blidt.

”Må jeg låne den nogen dage?” spurgte Yrsa spændt.

”Fra i morgen?”

”Selvfølgelig! Det er kun godt, hvis den bliver brugt

af og til.”

”Tak, Bjørn,” sagde Yrsa glad. ”Jeg kommer straks

og henter nøglerne.”

Inden hun gik i seng den aften, skrev hun et brev

til doktor Viljo Hanonen. Hun grublede længe over,

hvad hun skulle skrive, men til sidst fi k hun sammensat

en lille epistel.

Doktor Hanonen! Jeg skriver til Dem, fordi jeg ved,

at De er Rustan Garps ven, og der er noget, der tyder

på, at han er i vanskeligheder. Vær venlig ikke at sige

noget til hans familie, da alt endnu er meget uklart.

Findes der nogen grund til at tro, at han kan have rejst

til grænseegnene omkring Grottesøen i Norge? Forskellige

ting tyder nemlig på, at han kan have opholdt

sig der. Vær venlig at skrive til mig om det. Jeg vil

også bede Dem være så venlig at skrive hans data og

familieforhold ned til mig. Jeg vil så gerne hjælpe ham,

men jeg må vide mere om ham. Med venlig hilsen …

20


Og så skrev hun sit navn og adressen til Bjørns hytte.

Det først hun gjorde, da hun kom ned til nyhedsbureauet

næste morgen, var at smugle konvolutten på

plads igen. Da det var gjort, følte hun sig lettet, og

hendes samvittighed blev også lidt bedre. Hun tænkte

på ordsproget ’Hvad man ikke ved, har man ikke ondt

af’ og trøstede sig med det. Men inde i hende var der

alligevel en skyldfølelse, som ikke lod sig viske bort.

Så gik hun ind til chefen og spurgte bedende:

”Må jeg tage den uges ferie nu, som jeg har til gode?

Altså fra og med i dag? Det er faktisk nødvendigt;

familiære årsager.” Ved sig selv tænkte hun: Ak, lillebror,

du bliver brugt til meget!

Efter en del indvendinger, fi k hun lov. Yrsa forlod

kontoret. Og to timer senere var hun på vej nordpå i

sin lille bil.

Mens hun susede fremad på vejen, forsøgte hun at

huske, hvad hun havde hørt og læst om personer, som

var døde på lignende vis. Hun forbandede sin tankeløshed;

at hun ikke havde læst mere om dem, mens

hun var i Oslo. Nu havde hun kun hukommelsen at ty

til, og det var ikke meget, hun huskede om de ting. Der

var den uidentifi cerede kvinde i Isdalen, som brændte

alle sine ejendele på et bål og lod døden indhente sig

i en lille dal ved Bergen. Så var der en japaner, som

Yrsa ikke kunne huske spor om. Yderligere en udenlandsk

kvinde var blevet fundet siddende lænet op ad

en sten yderst mod havet i nord. Og så var der nogle

underlige historier fra de norske og svenske Finnskove.

Endvidere var der en Folkevogn uden ejer i

Sogn … Nej, hun vidste virkelig skandaløst lidt om

det her.

21

More magazines by this user
Similar magazines