Klik her for at hente temaet om teenagere (.pdf-version) - Bupl

12
TEma TEENaGERE
HJÆLP OS
Teenagere har altid været udfordrende. Det er der ikke noget nyt
i. Det nye er, at desperate forældre søger professionel hjælp som
aldrig før for at forstå deres teenagere. De får blandt andet hjælp
af pædagoger på familiecentre og kurser.
Læs artiklerne
• Rådgiverne: Forældre er magtesløse
• Moderen: Jeg var utydelig og eftergivende
• Familievejlederne: Vi lærer forældrene at lede
• Klubpædagogen: Vi tager gerne bøvlet
• Jesper Juul: Brug dialogen, og drop bedreviden
• Eksperten: De skal finde deres egen vej
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011
Foto: Jens Hasse
13

14
TEma TEENaGERE
L
etantændelige hormonbomber,
som nogle har valgt at kalde teen-
agere, har bestemt ikke altid væ-
ret nemme at leve sammen med.
Men flere såkaldt almindelige for-
ældre kan nu ikke magte deres teenagere og
må søge hjælp.
Svendborg Kommune har siden 2009 udbudt
kurset ’Forstå din teenager’, og det har
været en stor succes, fortæller Susanne Riber,
sundhedsplejerske i Svendborg Kommune.
»Vi har i øjeblikket et hold på 50 forældre, og
vi kunne have lavet et hold på 100,« siger hun.
Også i blandt andet Slagelse og Randers
tilbyder kurser for ’almindelige’ forældre til
teenagere.
24-7 Kontakten i Sønderborg er et anonymt
rådgivningstilbud for unge mellem 13 og 23
år. Men det er ikke kun unge, som ringer for
at få hjælp, fortæller projektkoordinator Gert
Skytte.
»Vi har mange forældre, der ringer til os.
’Vi kan ikke styre vores barn, kan du ikke
komme og hjælpe os?’ Nej, det kan jeg ikke,
for det er de unge, jeg skal rådgive her,« svarer
Gert Skytte.
Roskilde Kommune har en åben, anonym
rådgivning, hvor forældre er velkomne.
Det benytter mange sig af, fortæller
familie behandler Ida Munk fra Unge- og
Familiecentret i Roskilde.
»Det er almindelige problemer, de kommer
for. De er mere usikre på, hvordan man klarer
unge mennesker i dag. De er så bange for, at
hvis de sætter grænser, så kan børnene ikke
lide dem – og børnene gør alligevel, som det
passer dem,« siger Ida Munk.
Familiecenter Løvdal i Helsingør har siden
åbningen af afdelingen i 2006 oplevet en støt
Helt almindelige forældre giver op overfor deres teenagebørn.
Familiecentre og anonyme rådgivninger får flere henvendelser
fra desperate forældre. Kommuner opretter stærkt efterspurgte
kurser for forældre til teenagere.
Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk / Foto: Jens Hasse
Forældre er magtesløse
stigning i teenagefamilier, der søger hjælp.
Fra ét pubertetsbarn i 2006, var tallet i 2010
oppe på ti. Som regel er det ganske almindelige
familier, for hvem det er kørt af sporet.
På Familiekurserne København, der arbejder
på samme måde, har der kun været adgang
for teenagebørn i kort tid. Leder Kirsten
Dreyer bekræfter, at gruppen ’har et stort
behov for at blive arbejdet med’.
FOR HuSFREDEnS SKyLD. I Svendborg
varer kurset ’Forstå din teenager’ fire aftener.
Her kan forældrene blandt andet høre
en SSP-medarbejder fortælle, hvad hun ser
de unge lave i byens gader om natten. En
konfliktmægler fortæller om konfliktsprog,
en sexolog fortæller om unge og sex, og en
sundhedsplejerske fortæller om unge, alkohol,
motion og kost.
Men det er især det, man i gamle dage
kaldte opdragelse, der volder problemer i
familierne.
»Mange forældre er usikre på, hvor meget
de skal stå fast på det, de mener. For husfredens
skyld lader de stå lidt til, og så tænker
de, det må den unge selv kunne styre,« siger
sundhedsplejerske Susanne Riber.
Forældrene har svært ved at få kommunikationen
i familien til at fungere. De har
svært ved at stå fast på, hvad de synes er ret og
rimeligt, for eksempel når det gælder, hvornår
de unge skal være hjemme om aftenen,
hvornår de må begynde at drikke alkohol,
og hvor meget de skal hjælpe til i hjemmet,
fortæller Susanne Riber.
»Alle de der almindelige ting fylder meget.
De vil gerne have værktøjer til, hvordan de
skal sige de her ting, så det ikke kommer op i
det røde felt hver gang,« siger Susanne Riber.
En stor del af snakken på kurset handler
netop om, hvad man gør, når teenageren
bliver vred, smækker med døren og låser sig
inde på sit værelse.
»For man kan ikke undgå de sure, vrede
teenagere, men hvordan håndterer man det
så?« siger Susanne Riber.
Nogle forældre vælger at bøje af, når de
bliver konfronteret med en vredes-tsunami.
Andre vælger at stå fast på deres mening.
»Og så får de en meget kontant afregning
fra den unge,« siger Susanne Riber.
Hun har et bud på, hvor problemerne opstår
for forældrene.
»Det handler om, at man, lige fra man har
et lille barn, skal være tydelig, nærværende,
empatisk og lyttende. Hvis man ikke har
været det, mens barnet er vokset op, nytter
det ikke at komme på banen, når man har
et barn på 14-15 år. Så er løbet kørt,« siger
Susanne Riber.
Forældrene efterspørger også viden om,
hvad der foregår i børnenes unge- og festkultur.
»Hvis man ikke har haft en teenager før,
kan man blive blæst lidt omkuld af alle de
ting, der foregår. Man troede måske, man
havde styr på tingene, men det har man ikke,
for der er sket ting og sager, siden man selv
var teenager,« siger Susanne Riber.
uSiKRE FORÆLDRE. Hver tirsdag fra 14-18
er der åbent for unge fra 13-23 år og deres forældre
i den anonyme rådgivning i Unge- og
Familiecentret i Roskilde. Det benytter mange
sig af, fortæller Ida Munk, socialpædagog
og familiebehandler ved familiecentret. Og
antallet af henvendelser er stigende.
»Det bliver mere almindeligt at søge råd
"
Vi kan se, at mange forældre har mistet grebet.
Selv ressourcestærke familier må give op.
Gert Skytte, socialpædagog på 24-7 Kontakten i Sønderborg
og vejledning. Når rådgivningen er anonym,
kan man gå hen og få sig en snak som et helt
almindeligt menneske, og jeg synes, det er
en rigtig god idé, at de kommer til os,« siger
Ida Munk.
»Forældre er meget usikre i dag, fordi verden
er anderledes skruet sammen,« siger hun.
Forældrene har ofte svært ved at sætte
grænser og være ansvarlige voksne. Og de
unge er med til at gøre forældrene usikre
med de mange henvisninger til, hvad deres
jævnaldrende må og ikke må.
»Forældre er i dag meget bekymrede for, om
deres børn er ude i noget, og nogle af dem er
det selvfølgelig også,« konstaterer Ida Munk.
Forældrene overfører deres bekymring til
børnene og siger hele tiden ’jeg er bekymret
for dig’.
»Men hvad skal teenagere bruge den bekymring
til? Så forældrene må gå et andet sted
hen og få snakket deres voksenbekymring
igennem,« siger Ida Munk.
Unge- og Familiecentret kan give forældrene
redskaber, så de kan blive mere markante
i deres voksenroller, som Ida Munk siger det.
FattER iKKE En SKiD. Viden og kommunikation,
eller rettere mangel på begge dele,
er hovedproblemet, når forholdet mellem forældre
og teenagere kører skævt, mener Gert
Skytte, socialpædagog og projektkoordinator
på 24-7 Kontakten.
»Hvis folk skal have en hund, så går de på
biblioteket, låner bøger, og jeg ved ikke hvad,
men når de får børn, så får de bare børn, og
så går det nok,« siger Gert Skytte.
Og det går som regel også godt i de første
11-12 år af barnets udvikling.
»Åh, hvor er det godt, og de er så søde, men
så glemmer forældrene et eller to år, og lige
pludselig vil sønnen ud og have bajere, når
han er 14 år. Og så sidder forældrene der og
spørger sig selv, hvad er dog det?,« siger Gert
Skytte og placerer hele ansvaret for miseren
på forældrenes skuldre.
»Det er forældrene, der ikke fatter en skid.
For hvis forældrene fulgte med i deres børns
opvækst, og de havde kommunikation med
deres børn, prøvede at sætte sig lidt ind i,
hvad der foregår omkring dem og i barnets
udvikling, hvad det er for nogle venner, barnet
har, og hvad det er for et sprog, så vil der
i 50 procent af tilfældene slet ikke opstå problemer,«
siger Gert Skytte.
Det seneste halve år er han begyndt at spørge
de unge, som henvender sig, hvor gamle
deres forældre er. Der har han opdaget en interessant
sammenhæng mellem forældrenes
alder og størrelsen på problemerne.
»Når forældrene bliver ældre, måske 35-40
år, før de får et barn, er de hoppet en generation
over og har ikke fulgt med,« siger Gert
Skytte.
»Med det sprog, de unge taler i dag, så fatter
du ikke en skid af, hvad de siger, hvis du er
oppe i 50-års-alderen, når du har en teenager.
Så er tiden løbet fra forældrene. Det er forfærdeligt,
for de unge er uskyldige,« siger han.
DEt gåR iKKE OVER. Resultatet er, at forældrene
ikke kan finde ud af det, som Gert
Skytte siger.
»Vi kan se, at mange forældre har mistet
grebet. Selv ressourcestærke familier må give
op,« siger han.
»Der kommer også velbeslåede familier,
lige fra direktører til kommunalfolk. Ikke
fordi nogle er bedre end andre, vi er ens og
har de samme problematikker alle sammen,
mere eller mindre,« siger han.
Han undrer sig over, at forældrene ikke gør
mere ud af at søge information om, hvad det
vil sige at have teenagebørn.
»Vi har fået internettet. Det er så let at gå
ind og læse, hvad det er for nogle symptomer,
mit barn viser. Men de lytter ikke til det, der
sker i optakten til teenagetiden. For det går
nok over. Men det gør det ikke,« siger han. n
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 15

16
TEma TEENaGERE
Da Sanne Olsen blev skilt, var hun ved at drukne i sin egen sorg, og familiens
orden gik i opløsning. Sønnen Johan røg ud i misbrug og massivt pjækkeri. I
dag er de sammen kommet gennem krisen med hjælp fra familierådgivere.
Af Roberta Montanari, b&u@bupl.dk / Foto: Gitte Sofie Hansen
Sanne Olsen kunne se det på sin
søn. Noget var helt galt. Han var
kommet dinglende hjem fra byen
om aftenen med tågede øjne og
sløret stemme. Han var kun 12 år,
og de var lige flyttet fra Ålsgårde til Helsingør
by. Johan havde altid været fremme i skoene,
og nu havde han fået en tre år ældre kæreste.
Hun havde hurtigt introduceret ham for
nye venner, der hang ud om aftenen i byen,
drak alkohol og røg. Både cigaretter og hash.
Sanne var sikker på, at Johan den aften havde
indtaget det sidste. Hun blev desperat, hev
fat i ham og råbte, at han ikke var rigtig klog,
han ødelagde jo sit liv!
Hvad skulle hun stille op?
På det tidspunkt havde Johan allerede haft
problemer længe. To år forinden, i 4. klasse,
og året inden forældrene blev skilt, var signal-
lamperne begyndt at lyse rødt.
Johan var en kvik dreng, der havde lært
at læse allerede i børnehaveklassen. Men
han var doven og lavede ikke sine lektier.
I stedet fik han rollen som klassens klovn,
der larmede og saboterede undervisningen.
Efterhånden begyndte han at pjække, og hans
mor måtte køre ham i skole hver dag og lave
en aftale med skolen om, at der blev ringet,
hvis han udeblev. Til sidst indstillede hans
lærer ham til familieklasse. Men hverken den
eller den skærpede kontrol syntes at hjælpe.
»Jeg brød mig ikke om at komme i skolen.
Jeg fik rollen, hvor lærerne altid var sure på
mig,« fortæller Johan, der er plantet ved siden
af sin mor ved spisebordet i stuen. I dag er
han 13 år og går i 7. klasse.
Jeg var utydelig og
eftergivende
Sanne Olsen forsøger at forklare, hvorfor
det kørte af sporet derhjemme.
»Efter skilsmissen havde jeg børnene stort
set hele tiden, og jeg havde utrolig dårlig samvittighed,
så jeg kompenserede ved at give
mig for meget, blive utydelig og sige ja til
mere, end jeg egentlig kunne stå inde for.
Samtidig havde jeg mit at slås med, så jeg
var nok selv temmelig lukket og fraværende.
Jeg havde tendens til at undskylde Johan hele
tiden i stedet for at tage fat om problemerne,«
fortæller Sanne Olsen, der selv er pædagog.
Mens Johans 20 måneder ældre søster var
en mønsterelev, gik det dårligere og dårligere
for Johan. Han droppede ud af den fodboldtræning,
som han ellers havde haft som fast
holdepunkt i tilværelsen, siden han var fire
år. Han blev mere og mere aggressiv og talte
grimt – også derhjemme. Han hørte ikke efter,
opførte sig provokerende og kom senere
hjem, end hans mor havde bedt ham om.
Hvad værre var, hans mor havde en insisterende
mistanke om, at han var begyndt at
ryge hash.
»På det tidspunkt kunne jeg bare ikke lukke
øjnene længere. Vi måtte have hjælp,« husker
hun.
På FaMiLiEcEntREt. Hjælpen kom i skikkelse
af Familiecenter Løvdal, som skolen indstillede
Sanne og hendes søn til. Her går familierne
typisk mellem et halvt og et helt år.
Stedet kom til at gøre stor forskel i Johans
og Sannes liv. Kontrollen blev efterhånden
skiftet ud med frihed under ansvar, tillid og
konsekvenser. På centeret fik Johan taget en
urinprøve for at se, om han havde røget hash,
og testen viste sig at være negativ. Men testen
var kun negativ, fordi Johan var stoppet med
at ryge hash, blandt andet fordi han ikke ville
fanges i testen.
Desuden indførtes et ’konsekvensskema’,
som betød, at han fik trukket i sine lommepenge,
hvis han pjækkede, talte grimt eller
missede at lave sine lektier. Til gengæld
udløste det ekstra lommepenge, hvis Johan
udførte alle sine ’scoringer’.
»Det var skønt at opleve, at man ikke længere
stod alene. Man spejlede sig i de andre,
der også bare var almindelige familier som
os, og pludselig oplevede man, at man med
sine dyrekøbte erfaringer kunne give noget,
som de andre kunne bruge. Jeg forstod, hvor
vigtigt det var at være fuldkommen ærlig og
åben, hvis jeg skulle skabe en forandring.
Hvis jeg gemte noget, som jeg syntes var flovt,
var det mig selv, jeg snød,« fortæller Sanne.
BLEV MEgEt tyDELig. I løbet af det år, hvor
familien kom på centeret to formiddage om
ugen, lærte Sanne igen at blive meget tydelig
i sine ønsker og beslutninger. Hun lærte at
styre sit temperament, åbne sig og sige sine
uforbeholdne meninger til Johan.
Og hun lærte efterhånden også at vise ham
tillid.
»Nu ved Johan, hvad jeg vil have, og jeg ved,
hvordan jeg skal sige det til ham. I stedet for
at fortælle ham, hvad han ikke skal, fortæller
jeg ham nu, hvad jeg ønsker af ham. Før
kunne jeg finde på at løbe efter ham, hvis
han gik og smækkede med døren, når jeg
Sanne Olsen mistede
fodfæstet som mor efter
sin skilsmisse, og Johan
kom for langt ud. I dag
både snakker og løber de
to sammen.
for eksempel havde sagt, at han skulle være
hjemme klokken halv ti. Jeg kunne gentage
mig selv en masse gange og råbe efter ham.
Nu har jeg lært, at han faktisk hører, hvad
jeg siger. Det er nok at sige tingene én gang.
I sidste ende må jeg overlade ansvaret om,
hvad han vælger at gøre, til ham selv.«
Indimellem nikker Johan, andre gange
retter han sin mor eller kommer med kommentarer,
når hun fortæller.
Ved spisebordet i stuen lader der ikke til
at være noget, som Johan ikke har vendt og
drejet med sin mor allerede.
»Der er en meget stor åbenhed imellem os
nu. Hvis Johan har problemer, ringer han og
fortæller mig om det. Jeg ved ikke, om han
fortæller mig alt, men jeg har tillid til, at
han fortæller mig det vigtige. Jeg oplever
også, at hvis han har problemer på skolen,
bliver han på stedet og forsøget at løse dem
i stedet for bare at smutte som før. Han har
lært at tage ejerskab for sine beslutninger
og ved, at han kan påvirke tingene ud fra
sine valg. Der kan stadig være problemer,
men nu møder vi dem åbent, når de opstår,«
fortæller Sanne.
I dag har Johan genoptaget fodbolden, er
rykket op på det lokale førstehold og er blevet
målmand.
Hans ambition er at blive professionel fodboldspiller.
Mor og søn er også begyndt at løbetræne
sammen, og i dag er de blevet meget bedre
til at hygge sig sammen.
Johan bliver ikke længere trukket i lommepenge,
og hashrygning, fortæller han,
har han lagt bag sig. Det handler mest om
at være sammen på en god måde, mener både
mor og søn. n
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 17

18
TEma TEENaGERE
Husk nu at tage din hue på.
Pak tørklædet om dig, det
er koldt.
Den 14-årige pige vender
sig med himmelvendte øjne
mod sin mor, da hun går ud for at holde pause
på familiecenter Løvdal.
Sådan så pædagog og familieterapeut Janie
Brink pigens oprør mod forældrene.
Pigen havde i bogstavelig forstand været
Et stigende antal velfungerende familier får alvorlige problemer,
når børnene når puberteten. På familiecenter Løvdal i Helsingør
har pædagoger succes med at hjælpe familierne tilbage på sporet.
Af Roberta Montanari, b&u@bupl.dk / Foto Gitte Sofie Hansen
Forældre skal lære at lede
nødt til at slå sig fri. Da hun kom med sin
ellers velfungerende familie, var hun havnet
i vold og misbrug. Hun var både løbet hjemmefra
og blevet smidt ud flere gange, fordi
forældrene var bange for hende.
»Forældrene måtte lære at afgive ansvar til
deres datter og samtidig tage lederskabet som
forældre på sig. Det blev en succeshistorie, og
i dag fungerer familien som mentor for andre
familier med lignende problemer.«
Det fortæller Janie Brink, som leder familieafdelingen
på Familiecenter Løvdal i
Helsingør.
Og pigen står ikke alene. Siden åbningen
af afdelingen i 2006 har stedet oplevet en støt
stigning i antallet af teenagefamilier, der
søger hjælp. Fra ét pubertetsbarn i 2006 var
tallet i 2010 vokset til ti.
Som regel er det ganske almindelige familier,
hvor hverdagen er kørt af sporet, og
Pædagog Janie Brink leder
familieafdelingen på Familiecenter
Løvdal i Helsingør,
og Tryggvi Kaldan er leder af
hele Familiecenter Løvdal.
De mener, at forældrene skal
kombinere nærvær og ledelse,
hvis de vil have et bedre
forhold til deres teenagere.
hvor forældrene ikke kan klare opgaven mere
uden hjælp.
Ifølge Tryggvi Kaldan, som leder familiecenter
Løvdal, er problemet, at forældrene på
den ene side ikke magter at give deres børn
ordentligt nærvær og opmærksomhed, mens
de på den anden side undviger konflikter og
skaber en beskyttende boble om børnene. De
magter ikke at gå fra opdrager til ven, som
er den nødvendige bevægelse i puberteten,
forklarer han.
»Vi lever i en tid, hvor forældre ofte har
svært ved at tilsidesætte deres egne behov.
Hvis de bliver skilt, er det forældrene, som
det er hårdt for, og det er dem, der sørger.
På samme måde er de ofte så optagede af ny
teknologi som sociale netværk og sms’er, at
de glemmer at være nærværende og interesserede
i deres børn. Der har i mange år nu været
fokus på ’det gode liv’ med høj levestandard,
materielle goder og rejser. Men det gode børneliv
er et liv, hvor børnene bare får meget
opmærksomhed. I opmærksomhed ligger kuren,«
siger han med et citat fra psykiateren
Fritz Pearls.
FaRVEL tiL nÆRHEDEn. Ifølge Tryggvi Kaldan
er kuren mod det problematiske forhold
til teenagerne, at forældrene gradvis afgiver
nærhed, intimitet og magt i takt med,
at børnene vokser. Dog uden at give afkald
på lederskabet.
Og det er ofte her, at filmen knækker.
»Forældre skal bevare deres autoritet og føle
med, men ikke som barnet. Hvis barnet for eksempel
sviner mig til, skal jeg ikke svine ham
til. Jeg må fastholde min lederrolle og være
vedholdende med det, jeg mener, er rigtigt.
Det er vigtigt at sige og holde fast i sin mening
og skitsere de konsekvenser, der måtte være,
hvis barnet ikke følger dem. Men man skal
ikke manipulere. Ofte maner forældre sig selv
op i et hjørne ved at kommunikere truende
over for barnet, ’hvis du ikke gør... så...’, men
derved frasiger de sig deres egen autoritet. I
" Børn bliver nødt til at lære at
rumme frustrationer, og at handlinger
har konsekvenser.
Tryggvi Kaldan, leder familiecenter Løvdal
sidste ende kan man kun sætte grænser om
sig selv og sige fra. De fleste forældre er meget
utydelige i deres kommunikation. I stedet
for at sige, ’jeg synes, du skal...’, må de lære
at sige, ’jeg vil have, at du gør...’,« uddyber
Tryggvi Kaldan.
Teenagebørnenes gennemgående problem
er et attitudeproblem. I stedet for at vise deres
usikkerhed og sårbarhed skjuler de sig bag
groft sprog og seje attituder. Sagen er, at de
har brug for at føle sig omsluttet og vide, at
forældrene er der som et sikkerhedsnet, når
de falder.
»Problemet er, at de ofte hører til i grupper
med en negativ social selvforståelse, så
selvom de forandrer rollen derhjemme, kan de
godt falde tilbage, når de er i deres omgangskreds.
I sidste ende er identifikationen med
andre på samme alder og af samme køn jo det
vigtigste for de unge,« siger Tryggvi Kaldan.
FORÆLDRES BJøRnEtJEnEStE. Pædagog
Janie Brink mener, at næsten alle forældrene
til teenagebørn er bange for deres børn.
»Og for 99 procent gælder det, at børnene
står over dem selv. De servicerer i et væk,
smører madpakke, pakker tasken, bærer
den, husker børnene på deres aftaler, tager
ud for dem, sørger for, at de kommer op om
morgenen og så videre. De undskylder børnene
og skyder skylden på lærerne eller omstændighederne.
Men forældrene gør dem en
kæmpe bjørnetjeneste, fordi de derved lærer
børnene, at de ikke selv behøver tage ansvar
for deres handlinger. At verden er til for at
underholde dem, men de misser chancen for
den selvindsigt og selverkendelse, som får
dem til at modnes. Desuden lærer de over
for andre voksne som i skolen, at ’ingen skal
bestemme over mig’. Børn bliver nødt til at
lære at rumme frustrationer, og at handlinger
har konsekvenser,« understreger Janie Brink
og fortæller, hvordan familiecentret arbejder
med at hjælpe de desperate familier tilbage
på sporet.
»Hos os er åbenhed og ærlighed en forudsætning
for forandring. Her er ingen eksperter
og løftede pegefingre, men en præmis om,
at vi alle er i samme båd. Qua ens erfaringer
har man kompetencer og indsigt til at hjælpe
både sig selv og andre. Når både børn og forældre
oplever, at de kan give noget brugbart
videre til hinanden, ser de potentialet for
deres egen forandring. Desuden ligger en
vigtig spejling i fællesskabet og følelsen af
ikke at stå alene. De problemer, vi ser her,
er for så vidt de samme, som alle familier
kender. De er bare eskaleret og er gået for vidt.
Problemerne opstår ganske gradvist, men det
er først, når de er vokset ud af proportioner,
at vi ser familierne hos os. Og man kan altså
ikke løse konflikter med en 14-årig på samme
måde som med en 7-årig!« siger Janie Brink.
Familiecenter løvdal
info
kernekompetencer
• tydelighed
• feedback på observationer
• fri for eksperter, fri for ’ved bedst’
• forældre ved bedst/hjælp til selvhjælp
• evne til at reflektere og analysere
• spørgende og undersøgende kommunikation,
ikke definerende
• kritisk uden bebrejdelser.
Forandringsmodel
• Jeg lægger mærke til... (observation)
• Ser du det på samme måde?
• Er det sådan, du vil have, det skal være?
• Hvis ikke, hvordan vil du så have, at det skal
være?
• Hvad skal du sige og gøre nu, for at det kan
blive, som du vil have, det skal være?
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 19

20
TEma TEENaGERE
I et stort lyst lokale med åbent køkken,
et par sofaer og borde, der er sat sammen,
sidder seks børn og deres forældre
i en rundkreds. To formiddage om ugen
mødes de her.
Lige nu er de i gang med at ’speeddate’
hinanden, hvor forældre bytter børn for
at få input til, hvordan konkrete problemer
kan løses. Temaet for de små
børn er som regel, at de skal høre efter
første gang og gøre, hvad den voksne
siger. For de større børns vedkommende
handler det oftest om grove attituder
og grimt sprog, konflikter med lærere
og forældre.
Pædagog Janie Brink og Christina
Wilumsen, der er uddannet lærer, fungerer
som facilitatorer og vejledere over
for familierne. De tager udgangspunkt
i de konkrete aktiviteter, som bliver sat
i gang, når familierne mødes. Det kan
være at få lavet lektier, dække bordet eller
løse en anden opgave. Janie Brink understreger,
at her ser man ikke på fiktive
situationer, men arbejder sammen om
’virkelige, dagligdags udfordringer her
og nu’. Fokus ligger på nutid og fremtid,
i potentialet for forandring.
MåL Og RåD. Marcus vil gerne være
bedre til at styre sit temperament. Benjamin
skal blive bedre til selv at stå op
om morgen, og Celina skal blive bedre
til ikke at skændes med sin søster. De
taler om, hvordan det er gået siden sidst.
Problemer, konflikter, fremskridt.
Først fortæller forældrene, hvordan
det er gået, og så konfronteres børnene.
Mål og råd fra de andre skrives op.
Der er ikke tale om, at andre løser deres
problemer. Et nøgleord i centerets
arbejde er, at den enkelte selv – barn som
voksen – får ejerskab til løsningen. Og at
den voksne finder frem til en autencitet
i sin lederrolle, som hun eller han føler
sig hjemme i.
Hvert barn har en lille tavle med tal fra
1 til 10: ’Hvor er jeg i forhold til at blive
en god skoleelev?’ En lille magnet viser
historikken, og hvor hvert barn står lige
nu. På oplagstavler rundt omkring står
opbyggelige råd.
Et rammende ordsprog for stedets
pædagogik lyder: ’When you enter the
dance, you change the dance.’ n
I klubben lægger de voksne øre til, når forholdet til mor og
far kokser. Både som klubmedarbejder og som forældre skal
man gide tage konfrontationerne med de unge. Det er en
del af arbejdet som pædagog, mener klubleder.
Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk / Foto: Palle Peter Skov
Henrik Kock, klubleder,
tumler her med nogle af de
teenagere, der ind i mellem
eksploderer derhjemme.
Så lytter han loyalt uden at
tage parti.
Man skal gide
bøvlet
Det sker, at forældrene bliver
for utilfredse med deres egen
opdragelse. I alt for lang tid
har de måske været bange for
at stille krav til deres teenage-
børn og sige fra af frygt for konflikter.
»Forældrene lader det hele køre, er lidt li-
geglade, indtil det pludselig har samlet sig
sammen og bliver for meget, og så eksplo-
derer de. Så er det, at tingene går helt galt,«
siger Henrik Kock, der er klubleder i Hjerting
Klubben i Esbjerg.
Det resulterer nogle gange i et brag, der kan
høres helt ned i klubben. For det er her, de
unge tropper op med meldingen om at ’den
gamle er blevet fuldkommen tosset’, eller
’fuck, hvor er de træls derhjemme’.
»Vi prøver på bare at lægge ører til. Men vi
tager ikke stilling, vi lader dem bare snakke
og prøver at sætte det lidt i perspektiv,« siger
Henrik Kock.
For der ligger en alvorlig faldgrube i snakken
med unge, der er på kant med forældrene.
Man skal i hvert fald ikke sige ting som: Du
kan da nok forstå, at din far gør det for at
passe på dig.
»Hvis du fyrer den sætning af, har du næsten
lukket for videre samtale. Så har du taget
stilling, og så kan de ikke bruge dig,« fastslår
Henrik Kock.
PERSPEKtiV. De unge leder nemlig ikke
efter en, der vil være opmand i konflikten
derhjemme.
»De kommer bare for at få lettet trykket og
få sagt det til nogen. Og det, de kan bruge fra
os, er, hvis vi kan sætte tingene lidt i perspektiv
lige så stille, men uden at tage stilling til
den aktuelle konflikt,« siger Henrik Kock og
nævner et eksempel: Forældrene er lige blevet
skilt og pludselig strammer de op, så den unge
ikke må det samme, som han måtte tidligere.
»Så kan man godt begynde at snakke om,
hvad der skete, da man selv blev skilt, hvis
det falder naturligt. Hvordan reagerede jeg
over for min datter? Der går jeg ikke ind og
tager stilling til det problem, de har, men jeg
bruger de ting, jeg selv har omkring problemstillingen
og fortæller, hvordan jeg reagerede.
Så kan de måske overføre mine erfaringer og
bedre forstå deres far. Det er på den måde, vi
prøver at gøre det. Og det er sådan, de gerne
vil bruge os,« siger Henrik Kock.
Det sker i øvrigt også, at forældrene tropper
op og beder om hjælp.
»De er ved at rive håret af sig selv på grund
af problemer med deres teenager. Vi tager
snakken med dem og siger nogle gange, at vi
kan hjælpe,« siger Henrik Kock, men tilføjer,
at ikke alle får hjælp i klubben.
»Hvis det er så alvorligt, at mor og far giver
op, bringer vi dem videre til andre, der
bedre kan hjælpe,« siger han og peger på
Familieværkstedet som næste trin for familien
i krise.
ingEn REgLER i KLuBBEn. For mange
forældre opstår konflikterne med deres
børn typisk, når de forsøger at sætte grænser.
Men det er ikke rigtig noget, de bruger
i Klub Hjerting.
»Vi har nogle spilleregler i huset, for at vi
Henrik Kock, leder
af Hjerting Klubben
i Esbjerg, er ikke så
vild med regler. Dem
er der ikke mange af i
hans klub.
alle sammen kan have det godt. Men de er
ikke skrevet ned eller hænger rundtomkring.
Vi har dejlige, velfungerede, forvirrede unge,
så vi har sådan set ingen regler. Men vi tager
de ting op, som opstår henad vejen,« siger
Henrik Kock og tilføjer, at klubben har regler
for rygning, spiritus og stoffer.
»Det er ikke noget vi går vildt op i, det med
regler. Det er ganske almindelig fornuft som
for eksempel at rydde op efter sig selv,« siger
han.
»Det bøvler vi med, ligesom forældrene gør.
Det er en del af spillet og en del af hverdagen.
Der har vi ingen regler for. Nogle gange er
der en eller anden, der rydder op efter dem,
for nu er klokken blevet 10 minutter i 10 om
aftenen, og man gider ikke mere. Andre er
friske, tager den op og siger ’Jeg gider ikke
gå at rydde op efter dig. Du er ikke hjemme
ved mor’,« siger Henrik Kock
Det er netop hjemme hos mor, problemerne
opstår, når hun bliver ved med at rydde op
efter de unge svinemikler.
»Det er lige præcis der, man skal have kræfterne,
for hvis man kan klare det, så kan man
også klare de andre ting. Det er jo ikke, fordi
de unge ikke forstår det. De forstår det udmærket.
Det går galt, hvis man ikke bøvler
med det i familierne. Hvis man siger ’Det er
lettere, hvis jeg gør det, for så bliver det gjort
hurtigere, og vi skal ikke ud i konflikter’,«
siger Henrik Kock.
»Og efter et halvt år har man fået nok, og så
går det helt galt. Men vi gider bøvlet. Og det
giver også relationen, for de kan mærke, at du
gider dem, når du bøvler,« understreger han.
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 21

22
TEma TEENaGERE
»Selvom vi lever i en hastigt forandrende kultur, er de unges problemer de samme: De skal deres identitet og plads i hierarkiet,« siger leder Henrik
Koch, som her sludrer med et par af klubbens piger.
En DEL aF aRBEJDEt. Derfor tager Henrik
Kock gerne udfordringen op og bliver ved med
at minde de unge om, at de skal rydde op efter
sig selv. Og når de har ’glemt’ at aflevere den
basketball, de spillede med, bliver han ved
med at insistere på, at de unge selv henter den.
»Det er en del af arbejdet, og det er også en
del af det holdningsmæssige arbejde. Og så
dur det ikke at komme med papskiltet med
regler, hvor der står ’man rydder selv op efter
sig’. Det hjælper heller ikke at blive gal. Man
skal være vedholdende og gide blive ved, indtil
den basketball er inde,« siger han.
Henrik Kock har selv en voksen datter, der
er rejst hjemmefra nu, så han kender udmærket
problemet og kan godt forstå, forældrene
ikke gider.
»Det går hurtigere at gøre det selv. Men
det er en falliterklæring, for man viser også
barnet, at man er lidt ligeglad med dem, for
man gider ikke tage det bøvl med dem. Og
lige præcis den aldersgruppe, vi snakker om,
har brug for at spille bold med dig. Så hvis
du ikke gider bøvlet, er du ikke en brugbar
voksen,« siger han.
Men man skal ikke opfatte de unges opførsel
som et problem, understreger han.
»Det har vi også været på vej til nogle gange
her i klubben. Men nej, det er ikke et problem.
Det er en del af vores arbejde.«
DE SaMME tRE ting. Henrik Kock har
arbejdet i klub i 19 år. I dag skifter kulturen
enormt hurtigt i forhold til tidligere, konstaterer
han.
»Kulturen afhænger af, hvad gruppe de er
i. Jeg kan ikke snakke om en ungdomskultur.
Den er enormt differentieret. Det kan være
meget svært at navigere i for voksne, for lige
som du tror, at du har fat i noget, får du en
helt anden gruppe unge ind, som er på en
helt anden måde,« siger han.
»Du skal selv forandre dig for at følge med.
Før i tiden kunne du sige ’Det er sådan, det
hænger sammen’, og arbejde ud fra det. Det
kan du sgu ikke mere. Og det er egentlig rart,
for det holder dig i gang,« tilføjer han.
Men selv i en accelereret kultur går nogle
ting igen i de unges liv år efter år: At finde
sin identitet og sin plads i hierarkiet.
»Man kan komme i poptøj en aften, og en
uge efter kan man komme i punkeroutfit. Det
har altid været sådan, at man prøver at skifte,
man prøver at søge,« siger han og tilføjer en
ting til, der altid har været der.
»Bøvlet er det samme.«
DEt ER aLDRig FOR SEnt. Men det er ikke
håbløst at gøre noget ved problemerne, understreger
han.
»Forældrene skal bare investere tid. De skal
elske deres børn, de skal gide dem og arbejde
med det. Det er ikke bare ved skole-hjem-samtaler,
at man ordner det. Og det er heller ikke
ved et familieråd en gang om måneden. Det
er ved at interesse sig for børnene, blive ked af
det sammen med dem og blive glad sammen
med dem. Og være der – specielt at være der.
Det er de lykkelige for,« siger han.
Selv for de forældre, der i årevis har ladet
stå til og nu høster de bitre frugter af deres
manglende indsats, er der håb, understreger
Henrik Kock:
»Det er aldrig for sent. De skal bare gide
deres børn, så er det ikke for sent.« n
5Forfatter og familieterapeut Jesper Juul har netop udgivet bogen ’Fat det nu, forældre!’,
der handler om, hvordan nutidens forældre bør være sammen med deres børn. Drop
den bedrevidende opdragelse, og brug dialogen i stedet for, er budskabet.
Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk
spørgsmål til Jesper Juul
1. Hvorfor mister forældrene kontrollen over deres teenagere?
»Lad mig begynde med en general konstatering: Der har aldrig været
så mange gode, åbne og nære relationer mellem forældre og deres
teenagebørn, som der er nu. Meningen med puberteten er, at de unge
skal blive voksne, selvstændige og ansvarlige for deres eget liv. De skal
overtage kontrollen, og dermed mister forældrene den naturligvis. I
andre kulturer fejrer man denne kendsgerning og glæder sig over den.
I vores vesteuropæiske kultur har vi tradition for at problematisere
den. Hvis de unge er ’helt ude af kontrol’, ligger forklaringen i de
første 10-12 leveår. Enten i form af alt for stramme, kontrollerende
regler fra forældrene eller i form af manglende engagement og tilstedeværelse
i børnenes liv. Det er de to yderpoler, men herimellem
findes en stor variation af mere eller mindre destruktive relationer.«
2. Hvorfor er forældre bange for at sige nej og sætte grænser?
»Der er en somme tider hårfin forskel på at lade børn ’bestemme’ selv
og på at overdrage et personligt ansvar til dem, og den grænse kan
være vanskelig at finde for mange forældre. Mit forslag er, at forældre
skifter rolle, når deres børn kommer i puberteten. Den traditionelle
opdragerrolle fungerer ikke (det har den i øvrigt aldrig gjort), men
forældre kan og bør fortsat have indflydelse på deres børns valg i
livet. Alternativet til formålsløs opdragelse og resignation er rollen
som ’sparringspartner’, det vil sige træningspartnere, som hjælper
de unge med at udvikle de nødvendige kompetencer og tilstrækkelig
styrke til at klare sig i voksenlivet. Det er forældrenes opgave at yde
maksimal modstand og gøre minimal skade. Modstanden består i
forældrenes holdninger, værdier, livserfaring og personlighed, som
man må manifestere med sin styrke uden at anvende tvang eller straf.
Det gør et stor indtryk på de unge, men der findes ingen garanti for,
at de retter ind efter det. Magtmisbrug i form af stuearrest, inddragelse
af lommepenge etc. er en anakronisme uden effekt eller rettere
med en langtrækkende negativ effekt både på den unges adfærd, de
voksnes selvbillede og relationens kvalitet.«
3. Hvordan skal forældre behandle deres teenagere?
»Først og fremmest med høflighed, respekt og empati – uanset hvordan
han eller hun selv opfører sig momentant. Husk, at op til 68 procent
af et ungt menneskes hjerne er under stadig ombygning gennem hele
puberteten, og at der ikke er nogen grund til at tage resultaterne af
dette personligt. Det går over. Jo mere en teenagers adfærd udvikler
sig ekstremt, jo vigtigere er dette. Og jo vanskeligere!«
Er der noget, pædagoger i klubber kan gøre i forhold til, hvordan de behandler
de unge?
»Egentlig på samme måde som forældrene: Vær klar, tydelig og personlig
med dine egne grænser, værdier og følelser og vær respektfuld
og empatisk. De allerfleste unge har hårdt brug for en eller flere
voksenvenner, det vil sige voksne, som ikke hele tiden er ude på at
opdrage eller forandre dem.«
Kan pædagoger gøre noget i forhold til forældrene?
»Ja, bestemt! I det omfang forældrene er interesserede, kan pædago-
gerne være fortræffelige mediatorer og facilitatorer, som kan være med
til at genoprette den nødvendige kommunikation mellem parterne.« n
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 23

24
TEma TEENaGERE
De skal finde deres
egen vej
Børneopdragelsen led et uoprette-
ligt knæk, da ungdomsoprøret
for mere end 40 år siden kastede
den vestlige verden ud i et op-
gør med autoriteterne. Der blev
kimen lagt til de problemer, som forældre i
teenagefamilier kæmper med i dag, forklarer
Sven Mørch, lektor i ungdomsforskning ved
Københavns Universitet.
Inden ungdomsoprøret voksede børn op
med en autoritær opdragelsesstil, hvor de
voksne bestemte, hvordan man skulle opføre
sig i skolen og derhjemme, fortæller
Sven Mørch.
Men med ungdomsoprøret ændrede både
samfundet og opdragelsesmønstrene karakter.
»I stedet for den autoritære stil ville man
gerne sætte en demokratisk stil. Den nye model
handler om at sætte individet i centrum
og håbe på, at de hen ad vejen finder nogle
tanker om en social ansvarlighed, så de kommer
til at fungere samfundsmæssigt. Man
går altså fra at gøre individet til resultatet
til at gøre individet til udgangspunkt. Det er
den afgørende ændring,« siger Sven Mørch.
HVaD SynES Du SELV. »I familier som min
vil man gerne være demokratisk over for sine
børn. Man vil gerne støtte børnenes individualisering.
Den nye opdragelsesmodel er
ikke længere at opdrage børn, men at coache
dem, og det betyder at støtte dem i det, de selv
gerne vil,« forklarer Sven Mørch.
Men det er måske ikke så let for børnene
Det er selvfølgelig 68-oprørets skyld, at forældre mangler holdepunkter
i børneopdragelsen. Men ’hvad synes du selv’-opdragelse skaber usikre
teenagere og forældre. Det gælder om at hjælpe de unge til at finde deres
vej, mener ungdomsforsker Sven Mørch.
Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk / Foto: Jens Hasse
at finde ud af, hvad de vil, for samtidig med
at børnene bliver understøttet i at gøre det,
de gerne vil, forsvinder holdepunkterne i
samfundet.
»Det mere organiserede, regelsatte samfund
bliver deinstitutionaliseret. Der sker en
nedbrydning af de institutionelle retningslinjer.
Når de nedbrydes, bliver det op til folk
selv at bestemme, hvordan deres verden skal
fungere,« forklarer Sven Mørch.
Det lægger et stort pres på børn og unge i
dag om selv at finde ud af, hvad de vil, påpeger
ungdomsforskeren. Og når de unge spørger
deres forældre om råd, er svaret: ’Hvad synes
du selv?’ Og spørger de en studievejleder:
’Hvad skal jeg læse?’, er svaret ’Gå efter det,
du bedst selv kan lide’.
»Der sker en underbyggelse af, at det er meget
op til dig selv, hvordan du bedst selv kan
gøre tingene. Hvis man starter med det her
grundigt og tidligt, så kommer problemerne,«
siger Sven Mørch.
SuPERnanny. Problemerne kan blive så
store, at de bliver til fjernsynsprogrammer.
Sven Mørch peger på Supernanny som et godt
eksempel på, hvor rådvilde forældre kan blive.
I Supernanny har fortvivlede forældre
gennem syv sæsoner kunnet få hjælp til en
kuldsejlet børneopdragelse af tv-stjernen
(som hun så blev) Jo Frost. Det er TV2, der
har vist programmet, ligesom kanalen i øvrigt
har haft en dansk pendant i programmet
’Forældre forfra’.
»Supernanny er et godt billede på, hvad
der foregår. Forældrene kan i virkeligheden
ikke finde ud af, hvordan de skal være forældre.
Idéen om, hvordan de skal forholde sig
til børnene, er brudt sammen, de ved ikke,
hvad de skal gøre, og alle blive ulykkelige,«
siger Sven Mørch.
»Så ringer man efter Supernanny. I løbet af
en uge – man tænker, det er løgn – får hun den
lille familie til at fungere. Men hun gør det
ved at vælge den strategi, som mine forældre
brugte,« siger han om Jo Frosts autoritære
børneopdragelse.
Men Supernanny lærer i det mindste forældrene
at sætte grænser og forholde sig fornuftigt
til deres børn.
»Der er masser af fornuft i det, men det
er samtidig ikke en strategi, som er demokratisk.«
SELVanSVaR ER LøSningEn. Men løsningerne
fra Supernanny er ikke vejen frem for
rådvilde forældre til teenagere, advarer han.
»Det hjælper ikke pludselig at indføre autoritære
principper. Måske hopper små børn
på den, men det er ikke en god løsning for
de store.«
Den gode løsning er at udvikle børnenes
selvansvar, fastslår han.
»Vi skal ikke tage ansvaret fra dem, som
Supernanny gør, men man skal kvalificere
deres selvbestemmelse, som vi kalder det i
fagsproget. Det er kolossalt vigtigt, at børn
og unge i dag er i stand til at engagere sig og
tage ansvar, men de skal have kvalificeret
deres selvbestemmelse, før det kan lade sig
"
Det interessante ved at finde
sin vej er, at man bevæger sig hen
ad den, uanset hvad fanden man
gør.
Sven Mørch, lektor i ungdomsforskning ved Københavns Universitet.
gøre, så de ikke tænker så rystende privat,«
siger Sven Mørch og tilføjer, at unge for 50
år siden var lige så egocentriske, som unge
er det i dag.
»Der er ingen forskel. Pointen er, hvordan
det fungerer i det sociale felt. Mine forældre
var dybt optaget af regler og regelsæt i deres
egocentrisme, mens unge i dag er ligeglade
med regelsæt. Det er der, vanskeligheden
ligger,« siger Sven Mørch.
VEJEn FREM. Man taler om, at unge skal
finde deres identitet, men det er et populært
begreb, som Sven Mørch kæmper imod.
»Det, som børn i virkeligheden skal, er at
finde deres vej. Vi kalder det trajectory på
udenlandsk, fordi det skal lyde af noget,«
griner han.
Trajectory betyder i virkeligheden projektilbane
i ballistikkens verden, men kan også
oversættes til ’livsbane’.
»Man skal støtte børn i at finde deres vej.
Men det interessante ved at finde sin vej er,
at man bevæger sig hen ad den, uanset hvad
fanden man gør. Derfor handler det ikke kun
om, hvad man selv synes og oplever, men
hvad man gør. Det er kolossalt væsentligt,
at forældrene forstår, at det handler om at få
børnene til at gøre nogle af de ting, som giver
dem større og større kompetencer, erfaringer,
dygtighed, refleksion, sådan at de bliver
dygtigere og klogere,« siger Sven Mørch. n
Vi tilbyder også pædagogmedhjælpere
med erfaring fra institutionsområdet
Vi tilbyder vikarer til:
INSTITUTIONER
Dag- døgn- og specialinstitutioner
SKOLER
Folkeskoler, specialskoler
Vi tilbyder også pædagoger til:
FAMILIEBEHANDLING
Støtte, rådgivning og behandling til børn, unge og familier
Vi vægter høj kvalitet, lyst, fl eksibilitet og respekt.
* Pædagogisk vikarbureau har overenskomst med: BUPL, SL, PMF,
LFS samt LC og Danmarks Lærerforening.
Rovsingsgade 88 2. sal · 2200 KBH N
TLF.: 70 27 12 18 · WEB www.pvb.dk · email pvb@pvb.dk
Fokus på Børnemiljø
Bestil vores brochure på
lekolar@lekolar.dk
eller tlf. 70 20 60 80
BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 25
Spar1.000,-
Æbletræ med siddepuder, side 5
Børnemiljø!
Møbler og
indretning:
Fokus på
hverdagens
fysiske
rammer.
www.lekolar.dk - Tlf. 70 20 60 80