Klik her for at hente temaet om teenagere (.pdf-version) - Bupl

bupl.dk

Klik her for at hente temaet om teenagere (.pdf-version) - Bupl

12

TEma TEENaGERE

HJÆLP OS

Teenagere har altid været udfordrende. Det er der ikke noget nyt

i. Det nye er, at desperate forældre søger professionel hjælp som

aldrig før for at forstå deres teenagere. De får blandt andet hjælp

af pædagoger på familiecentre og kurser.

Læs artiklerne

• Rådgiverne: Forældre er magtesløse

• Moderen: Jeg var utydelig og eftergivende

• Familievejlederne: Vi lærer forældrene at lede

• Klubpædagogen: Vi tager gerne bøvlet

• Jesper Juul: Brug dialogen, og drop bedreviden

• Eksperten: De skal finde deres egen vej

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011

Foto: Jens Hasse

13


14

TEma TEENaGERE

L

etantændelige hormonbomber,

som nogle har valgt at kalde teen-

agere, har bestemt ikke altid væ-

ret nemme at leve sammen med.

Men flere såkaldt almindelige for-

ældre kan nu ikke magte deres teenagere og

må søge hjælp.

Svendborg Kommune har siden 2009 udbudt

kurset ’Forstå din teenager’, og det har

været en stor succes, fortæller Susanne Riber,

sundhedsplejerske i Svendborg Kommune.

»Vi har i øjeblikket et hold på 50 forældre, og

vi kunne have lavet et hold på 100,« siger hun.

Også i blandt andet Slagelse og Randers

tilbyder kurser for ’almindelige’ forældre til

teenagere.

24-7 Kontakten i Sønderborg er et anonymt

rådgivningstilbud for unge mellem 13 og 23

år. Men det er ikke kun unge, som ringer for

at få hjælp, fortæller projektkoordinator Gert

Skytte.

»Vi har mange forældre, der ringer til os.

’Vi kan ikke styre vores barn, kan du ikke

komme og hjælpe os?’ Nej, det kan jeg ikke,

for det er de unge, jeg skal rådgive her,« svarer

Gert Skytte.

Roskilde Kommune har en åben, anonym

rådgivning, hvor forældre er velkomne.

Det benytter mange sig af, fortæller

familie behandler Ida Munk fra Unge- og

Familiecentret i Roskilde.

»Det er almindelige problemer, de kommer

for. De er mere usikre på, hvordan man klarer

unge mennesker i dag. De er så bange for, at

hvis de sætter grænser, så kan børnene ikke

lide dem – og børnene gør alligevel, som det

passer dem,« siger Ida Munk.

Familiecenter Løvdal i Helsingør har siden

åbningen af afdelingen i 2006 oplevet en støt

Helt almindelige forældre giver op overfor deres teenagebørn.

Familiecentre og anonyme rådgivninger får flere henvendelser

fra desperate forældre. Kommuner opretter stærkt efterspurgte

kurser for forældre til teenagere.

Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk / Foto: Jens Hasse

Forældre er magtesløse

stigning i teenagefamilier, der søger hjælp.

Fra ét pubertetsbarn i 2006, var tallet i 2010

oppe på ti. Som regel er det ganske almindelige

familier, for hvem det er kørt af sporet.

På Familiekurserne København, der arbejder

på samme måde, har der kun været adgang

for teenagebørn i kort tid. Leder Kirsten

Dreyer bekræfter, at gruppen ’har et stort

behov for at blive arbejdet med’.

FOR HuSFREDEnS SKyLD. I Svendborg

varer kurset ’Forstå din teenager’ fire aftener.

Her kan forældrene blandt andet høre

en SSP-medarbejder fortælle, hvad hun ser

de unge lave i byens gader om natten. En

konfliktmægler fortæller om konfliktsprog,

en sexolog fortæller om unge og sex, og en

sundhedsplejerske fortæller om unge, alkohol,

motion og kost.

Men det er især det, man i gamle dage

kaldte opdragelse, der volder problemer i

familierne.

»Mange forældre er usikre på, hvor meget

de skal stå fast på det, de mener. For husfredens

skyld lader de stå lidt til, og så tænker

de, det må den unge selv kunne styre,« siger

sundhedsplejerske Susanne Riber.

Forældrene har svært ved at få kommunikationen

i familien til at fungere. De har

svært ved at stå fast på, hvad de synes er ret og

rimeligt, for eksempel når det gælder, hvornår

de unge skal være hjemme om aftenen,

hvornår de må begynde at drikke alkohol,

og hvor meget de skal hjælpe til i hjemmet,

fortæller Susanne Riber.

»Alle de der almindelige ting fylder meget.

De vil gerne have værktøjer til, hvordan de

skal sige de her ting, så det ikke kommer op i

det røde felt hver gang,« siger Susanne Riber.

En stor del af snakken på kurset handler

netop om, hvad man gør, når teenageren

bliver vred, smækker med døren og låser sig

inde på sit værelse.

»For man kan ikke undgå de sure, vrede

teenagere, men hvordan håndterer man det

så?« siger Susanne Riber.

Nogle forældre vælger at bøje af, når de

bliver konfronteret med en vredes-tsunami.

Andre vælger at stå fast på deres mening.

»Og så får de en meget kontant afregning

fra den unge,« siger Susanne Riber.

Hun har et bud på, hvor problemerne opstår

for forældrene.

»Det handler om, at man, lige fra man har

et lille barn, skal være tydelig, nærværende,

empatisk og lyttende. Hvis man ikke har

været det, mens barnet er vokset op, nytter

det ikke at komme på banen, når man har

et barn på 14-15 år. Så er løbet kørt,« siger

Susanne Riber.

Forældrene efterspørger også viden om,

hvad der foregår i børnenes unge- og festkultur.

»Hvis man ikke har haft en teenager før,

kan man blive blæst lidt omkuld af alle de

ting, der foregår. Man troede måske, man

havde styr på tingene, men det har man ikke,

for der er sket ting og sager, siden man selv

var teenager,« siger Susanne Riber.

uSiKRE FORÆLDRE. Hver tirsdag fra 14-18

er der åbent for unge fra 13-23 år og deres forældre

i den anonyme rådgivning i Unge- og

Familiecentret i Roskilde. Det benytter mange

sig af, fortæller Ida Munk, socialpædagog

og familiebehandler ved familiecentret. Og

antallet af henvendelser er stigende.

»Det bliver mere almindeligt at søge råd

"

Vi kan se, at mange forældre har mistet grebet.

Selv ressourcestærke familier må give op.

Gert Skytte, socialpædagog på 24-7 Kontakten i Sønderborg

og vejledning. Når rådgivningen er anonym,

kan man gå hen og få sig en snak som et helt

almindeligt menneske, og jeg synes, det er

en rigtig god idé, at de kommer til os,« siger

Ida Munk.

»Forældre er meget usikre i dag, fordi verden

er anderledes skruet sammen,« siger hun.

Forældrene har ofte svært ved at sætte

grænser og være ansvarlige voksne. Og de

unge er med til at gøre forældrene usikre

med de mange henvisninger til, hvad deres

jævnaldrende må og ikke må.

»Forældre er i dag meget bekymrede for, om

deres børn er ude i noget, og nogle af dem er

det selvfølgelig også,« konstaterer Ida Munk.

Forældrene overfører deres bekymring til

børnene og siger hele tiden ’jeg er bekymret

for dig’.

»Men hvad skal teenagere bruge den bekymring

til? Så forældrene må gå et andet sted

hen og få snakket deres voksenbekymring

igennem,« siger Ida Munk.

Unge- og Familiecentret kan give forældrene

redskaber, så de kan blive mere markante

i deres voksenroller, som Ida Munk siger det.

FattER iKKE En SKiD. Viden og kommunikation,

eller rettere mangel på begge dele,

er hovedproblemet, når forholdet mellem forældre

og teenagere kører skævt, mener Gert

Skytte, socialpædagog og projektkoordinator

på 24-7 Kontakten.

»Hvis folk skal have en hund, så går de på

biblioteket, låner bøger, og jeg ved ikke hvad,

men når de får børn, så får de bare børn, og

så går det nok,« siger Gert Skytte.

Og det går som regel også godt i de første

11-12 år af barnets udvikling.

»Åh, hvor er det godt, og de er så søde, men

så glemmer forældrene et eller to år, og lige

pludselig vil sønnen ud og have bajere, når

han er 14 år. Og så sidder forældrene der og

spørger sig selv, hvad er dog det?,« siger Gert

Skytte og placerer hele ansvaret for miseren

forældrenes skuldre.

»Det er forældrene, der ikke fatter en skid.

For hvis forældrene fulgte med i deres børns

opvækst, og de havde kommunikation med

deres børn, prøvede at sætte sig lidt ind i,

hvad der foregår omkring dem og i barnets

udvikling, hvad det er for nogle venner, barnet

har, og hvad det er for et sprog, så vil der

i 50 procent af tilfældene slet ikke opstå problemer,«

siger Gert Skytte.

Det seneste halve år er han begyndt at spørge

de unge, som henvender sig, hvor gamle

deres forældre er. Der har han opdaget en interessant

sammenhæng mellem forældrenes

alder og størrelsen på problemerne.

»Når forældrene bliver ældre, måske 35-40

år, før de får et barn, er de hoppet en generation

over og har ikke fulgt med,« siger Gert

Skytte.

»Med det sprog, de unge taler i dag, så fatter

du ikke en skid af, hvad de siger, hvis du er

oppe i 50-års-alderen, når du har en teenager.

Så er tiden løbet fra forældrene. Det er forfærdeligt,

for de unge er uskyldige,« siger han.

DEt gåR iKKE OVER. Resultatet er, at forældrene

ikke kan finde ud af det, som Gert

Skytte siger.

»Vi kan se, at mange forældre har mistet

grebet. Selv ressourcestærke familier må give

op,« siger han.

»Der kommer også velbeslåede familier,

lige fra direktører til kommunalfolk. Ikke

fordi nogle er bedre end andre, vi er ens og

har de samme problematikker alle sammen,

mere eller mindre,« siger han.

Han undrer sig over, at forældrene ikke gør

mere ud af at søge information om, hvad det

vil sige at have teenagebørn.

»Vi har fået internettet. Det er så let at

ind og læse, hvad det er for nogle symptomer,

mit barn viser. Men de lytter ikke til det, der

sker i optakten til teenagetiden. For det går

nok over. Men det gør det ikke,« siger han. n

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 15


16

TEma TEENaGERE

Da Sanne Olsen blev skilt, var hun ved at drukne i sin egen sorg, og familiens

orden gik i opløsning. Sønnen Johan røg ud i misbrug og massivt pjækkeri. I

dag er de sammen kommet gennem krisen med hjælp fra familierådgivere.

Af Roberta Montanari, b&u@bupl.dk / Foto: Gitte Sofie Hansen

Sanne Olsen kunne se det på sin

søn. Noget var helt galt. Han var

kommet dinglende hjem fra byen

om aftenen med tågede øjne og

sløret stemme. Han var kun 12 år,

og de var lige flyttet fra Ålsgårde til Helsingør

by. Johan havde altid været fremme i skoene,

og nu havde han fået en tre år ældre kæreste.

Hun havde hurtigt introduceret ham for

nye venner, der hang ud om aftenen i byen,

drak alkohol og røg. Både cigaretter og hash.

Sanne var sikker på, at Johan den aften havde

indtaget det sidste. Hun blev desperat, hev

fat i ham og råbte, at han ikke var rigtig klog,

han ødelagde jo sit liv!

Hvad skulle hun stille op?

På det tidspunkt havde Johan allerede haft

problemer længe. To år forinden, i 4. klasse,

og året inden forældrene blev skilt, var signal-

lamperne begyndt at lyse rødt.

Johan var en kvik dreng, der havde lært

at læse allerede i børnehaveklassen. Men

han var doven og lavede ikke sine lektier.

I stedet fik han rollen som klassens klovn,

der larmede og saboterede undervisningen.

Efterhånden begyndte han at pjække, og hans

mor måtte køre ham i skole hver dag og lave

en aftale med skolen om, at der blev ringet,

hvis han udeblev. Til sidst indstillede hans

lærer ham til familieklasse. Men hverken den

eller den skærpede kontrol syntes at hjælpe.

»Jeg brød mig ikke om at komme i skolen.

Jeg fik rollen, hvor lærerne altid var sure på

mig,« fortæller Johan, der er plantet ved siden

af sin mor ved spisebordet i stuen. I dag er

han 13 år og går i 7. klasse.

Jeg var utydelig og

eftergivende

Sanne Olsen forsøger at forklare, hvorfor

det kørte af sporet derhjemme.

»Efter skilsmissen havde jeg børnene stort

set hele tiden, og jeg havde utrolig dårlig samvittighed,

så jeg kompenserede ved at give

mig for meget, blive utydelig og sige ja til

mere, end jeg egentlig kunne stå inde for.

Samtidig havde jeg mit at slås med, så jeg

var nok selv temmelig lukket og fraværende.

Jeg havde tendens til at undskylde Johan hele

tiden i stedet for at tage fat om problemerne,«

fortæller Sanne Olsen, der selv er pædagog.

Mens Johans 20 måneder ældre søster var

en mønsterelev, gik det dårligere og dårligere

for Johan. Han droppede ud af den fodboldtræning,

som han ellers havde haft som fast

holdepunkt i tilværelsen, siden han var fire

år. Han blev mere og mere aggressiv og talte

grimt – også derhjemme. Han hørte ikke efter,

opførte sig provokerende og kom senere

hjem, end hans mor havde bedt ham om.

Hvad værre var, hans mor havde en insisterende

mistanke om, at han var begyndt at

ryge hash.

»På det tidspunkt kunne jeg bare ikke lukke

øjnene længere. Vi måtte have hjælp,« husker

hun.

På FaMiLiEcEntREt. Hjælpen kom i skikkelse

af Familiecenter Løvdal, som skolen indstillede

Sanne og hendes søn til. Her går familierne

typisk mellem et halvt og et helt år.

Stedet kom til at gøre stor forskel i Johans

og Sannes liv. Kontrollen blev efterhånden

skiftet ud med frihed under ansvar, tillid og

konsekvenser. På centeret fik Johan taget en

urinprøve for at se, om han havde røget hash,

og testen viste sig at være negativ. Men testen

var kun negativ, fordi Johan var stoppet med

at ryge hash, blandt andet fordi han ikke ville

fanges i testen.

Desuden indførtes et ’konsekvensskema’,

som betød, at han fik trukket i sine lommepenge,

hvis han pjækkede, talte grimt eller

missede at lave sine lektier. Til gengæld

udløste det ekstra lommepenge, hvis Johan

udførte alle sine ’scoringer’.

»Det var skønt at opleve, at man ikke længere

stod alene. Man spejlede sig i de andre,

der også bare var almindelige familier som

os, og pludselig oplevede man, at man med

sine dyrekøbte erfaringer kunne give noget,

som de andre kunne bruge. Jeg forstod, hvor

vigtigt det var at være fuldkommen ærlig og

åben, hvis jeg skulle skabe en forandring.

Hvis jeg gemte noget, som jeg syntes var flovt,

var det mig selv, jeg snød,« fortæller Sanne.

BLEV MEgEt tyDELig. I løbet af det år, hvor

familien kom på centeret to formiddage om

ugen, lærte Sanne igen at blive meget tydelig

i sine ønsker og beslutninger. Hun lærte at

styre sit temperament, åbne sig og sige sine

uforbeholdne meninger til Johan.

Og hun lærte efterhånden også at vise ham

tillid.

»Nu ved Johan, hvad jeg vil have, og jeg ved,

hvordan jeg skal sige det til ham. I stedet for

at fortælle ham, hvad han ikke skal, fortæller

jeg ham nu, hvad jeg ønsker af ham. Før

kunne jeg finde på at løbe efter ham, hvis

han gik og smækkede med døren, når jeg

Sanne Olsen mistede

fodfæstet som mor efter

sin skilsmisse, og Johan

kom for langt ud. I dag

både snakker og løber de

to sammen.

for eksempel havde sagt, at han skulle være

hjemme klokken halv ti. Jeg kunne gentage

mig selv en masse gange og råbe efter ham.

Nu har jeg lært, at han faktisk hører, hvad

jeg siger. Det er nok at sige tingene én gang.

I sidste ende må jeg overlade ansvaret om,

hvad han vælger at gøre, til ham selv.«

Indimellem nikker Johan, andre gange

retter han sin mor eller kommer med kommentarer,

når hun fortæller.

Ved spisebordet i stuen lader der ikke til

at være noget, som Johan ikke har vendt og

drejet med sin mor allerede.

»Der er en meget stor åbenhed imellem os

nu. Hvis Johan har problemer, ringer han og

fortæller mig om det. Jeg ved ikke, om han

fortæller mig alt, men jeg har tillid til, at

han fortæller mig det vigtige. Jeg oplever

også, at hvis han har problemer på skolen,

bliver han på stedet og forsøget at løse dem

i stedet for bare at smutte som før. Han har

lært at tage ejerskab for sine beslutninger

og ved, at han kan påvirke tingene ud fra

sine valg. Der kan stadig være problemer,

men nu møder vi dem åbent, når de opstår,«

fortæller Sanne.

I dag har Johan genoptaget fodbolden, er

rykket op på det lokale førstehold og er blevet

målmand.

Hans ambition er at blive professionel fodboldspiller.

Mor og søn er også begyndt at løbetræne

sammen, og i dag er de blevet meget bedre

til at hygge sig sammen.

Johan bliver ikke længere trukket i lommepenge,

og hashrygning, fortæller han,

har han lagt bag sig. Det handler mest om

at være sammen på en god måde, mener både

mor og søn. n

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 17


18

TEma TEENaGERE

Husk nu at tage din hue på.

Pak tørklædet om dig, det

er koldt.

Den 14-årige pige vender

sig med himmelvendte øjne

mod sin mor, da hun går ud for at holde pause

på familiecenter Løvdal.

Sådan så pædagog og familieterapeut Janie

Brink pigens oprør mod forældrene.

Pigen havde i bogstavelig forstand været

Et stigende antal velfungerende familier får alvorlige problemer,

når børnene når puberteten. På familiecenter Løvdal i Helsingør

har pædagoger succes med at hjælpe familierne tilbage på sporet.

Af Roberta Montanari, b&u@bupl.dk / Foto Gitte Sofie Hansen

Forældre skal lære at lede

nødt til at slå sig fri. Da hun kom med sin

ellers velfungerende familie, var hun havnet

i vold og misbrug. Hun var både løbet hjemmefra

og blevet smidt ud flere gange, fordi

forældrene var bange for hende.

»Forældrene måtte lære at afgive ansvar til

deres datter og samtidig tage lederskabet som

forældre på sig. Det blev en succeshistorie, og

i dag fungerer familien som mentor for andre

familier med lignende problemer.«

Det fortæller Janie Brink, som leder familieafdelingen

på Familiecenter Løvdal i

Helsingør.

Og pigen står ikke alene. Siden åbningen

af afdelingen i 2006 har stedet oplevet en støt

stigning i antallet af teenagefamilier, der

søger hjælp. Fra ét pubertetsbarn i 2006 var

tallet i 2010 vokset til ti.

Som regel er det ganske almindelige familier,

hvor hverdagen er kørt af sporet, og

Pædagog Janie Brink leder

familieafdelingen på Familiecenter

Løvdal i Helsingør,

og Tryggvi Kaldan er leder af

hele Familiecenter Løvdal.

De mener, at forældrene skal

kombinere nærvær og ledelse,

hvis de vil have et bedre

forhold til deres teenagere.

hvor forældrene ikke kan klare opgaven mere

uden hjælp.

Ifølge Tryggvi Kaldan, som leder familiecenter

Løvdal, er problemet, at forældrene på

den ene side ikke magter at give deres børn

ordentligt nærvær og opmærksomhed, mens

de på den anden side undviger konflikter og

skaber en beskyttende boble om børnene. De

magter ikke at gå fra opdrager til ven, som

er den nødvendige bevægelse i puberteten,

forklarer han.

»Vi lever i en tid, hvor forældre ofte har

svært ved at tilsidesætte deres egne behov.

Hvis de bliver skilt, er det forældrene, som

det er hårdt for, og det er dem, der sørger.

På samme måde er de ofte så optagede af ny

teknologi som sociale netværk og sms’er, at

de glemmer at være nærværende og interesserede

i deres børn. Der har i mange år nu været

fokus på ’det gode liv’ med høj levestandard,

materielle goder og rejser. Men det gode børneliv

er et liv, hvor børnene bare får meget

opmærksomhed. I opmærksomhed ligger kuren,«

siger han med et citat fra psykiateren

Fritz Pearls.

FaRVEL tiL nÆRHEDEn. Ifølge Tryggvi Kaldan

er kuren mod det problematiske forhold

til teenagerne, at forældrene gradvis afgiver

nærhed, intimitet og magt i takt med,

at børnene vokser. Dog uden at give afkald

på lederskabet.

Og det er ofte her, at filmen knækker.

»Forældre skal bevare deres autoritet og føle

med, men ikke som barnet. Hvis barnet for eksempel

sviner mig til, skal jeg ikke svine ham

til. Jeg må fastholde min lederrolle og være

vedholdende med det, jeg mener, er rigtigt.

Det er vigtigt at sige og holde fast i sin mening

og skitsere de konsekvenser, der måtte være,

hvis barnet ikke følger dem. Men man skal

ikke manipulere. Ofte maner forældre sig selv

op i et hjørne ved at kommunikere truende

over for barnet, ’hvis du ikke gør... så...’, men

derved frasiger de sig deres egen autoritet. I

" Børn bliver nødt til at lære at

rumme frustrationer, og at handlinger

har konsekvenser.

Tryggvi Kaldan, leder familiecenter Løvdal

sidste ende kan man kun sætte grænser om

sig selv og sige fra. De fleste forældre er meget

utydelige i deres kommunikation. I stedet

for at sige, ’jeg synes, du skal...’, må de lære

at sige, ’jeg vil have, at du gør...’,« uddyber

Tryggvi Kaldan.

Teenagebørnenes gennemgående problem

er et attitudeproblem. I stedet for at vise deres

usikkerhed og sårbarhed skjuler de sig bag

groft sprog og seje attituder. Sagen er, at de

har brug for at føle sig omsluttet og vide, at

forældrene er der som et sikkerhedsnet, når

de falder.

»Problemet er, at de ofte hører til i grupper

med en negativ social selvforståelse, så

selvom de forandrer rollen derhjemme, kan de

godt falde tilbage, når de er i deres omgangskreds.

I sidste ende er identifikationen med

andre på samme alder og af samme køn jo det

vigtigste for de unge,« siger Tryggvi Kaldan.

FORÆLDRES BJøRnEtJEnEStE. Pædagog

Janie Brink mener, at næsten alle forældrene

til teenagebørn er bange for deres børn.

»Og for 99 procent gælder det, at børnene

står over dem selv. De servicerer i et væk,

smører madpakke, pakker tasken, bærer

den, husker børnene på deres aftaler, tager

ud for dem, sørger for, at de kommer op om

morgenen og så videre. De undskylder børnene

og skyder skylden på lærerne eller omstændighederne.

Men forældrene gør dem en

kæmpe bjørnetjeneste, fordi de derved lærer

børnene, at de ikke selv behøver tage ansvar

for deres handlinger. At verden er til for at

underholde dem, men de misser chancen for

den selvindsigt og selverkendelse, som får

dem til at modnes. Desuden lærer de over

for andre voksne som i skolen, at ’ingen skal

bestemme over mig’. Børn bliver nødt til at

lære at rumme frustrationer, og at handlinger

har konsekvenser,« understreger Janie Brink

og fortæller, hvordan familiecentret arbejder

med at hjælpe de desperate familier tilbage

på sporet.

»Hos os er åbenhed og ærlighed en forudsætning

for forandring. Her er ingen eksperter

og løftede pegefingre, men en præmis om,

at vi alle er i samme båd. Qua ens erfaringer

har man kompetencer og indsigt til at hjælpe

både sig selv og andre. Når både børn og forældre

oplever, at de kan give noget brugbart

videre til hinanden, ser de potentialet for

deres egen forandring. Desuden ligger en

vigtig spejling i fællesskabet og følelsen af

ikke at stå alene. De problemer, vi ser her,

er for så vidt de samme, som alle familier

kender. De er bare eskaleret og er gået for vidt.

Problemerne opstår ganske gradvist, men det

er først, når de er vokset ud af proportioner,

at vi ser familierne hos os. Og man kan altså

ikke løse konflikter med en 14-årig på samme

måde som med en 7-årig!« siger Janie Brink.

Familiecenter løvdal

info

kernekompetencer

• tydelighed

• feedback på observationer

• fri for eksperter, fri for ’ved bedst’

forældre ved bedst/hjælp til selvhjælp

• evne til at reflektere og analysere

• spørgende og undersøgende kommunikation,

ikke definerende

• kritisk uden bebrejdelser.

Forandringsmodel

• Jeg lægger mærke til... (observation)

• Ser du det på samme måde?

• Er det sådan, du vil have, det skal være?

• Hvis ikke, hvordan vil du så have, at det skal

være?

• Hvad skal du sige og gøre nu, for at det kan

blive, som du vil have, det skal være?

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 19


20

TEma TEENaGERE

I et stort lyst lokale med åbent køkken,

et par sofaer og borde, der er sat sammen,

sidder seks børn og deres forældre

i en rundkreds. To formiddage om ugen

mødes de her.

Lige nu er de i gang med at ’speeddate’

hinanden, hvor forældre bytter børn for

at få input til, hvordan konkrete problemer

kan løses. Temaet for de små

børn er som regel, at de skal høre efter

første gang og gøre, hvad den voksne

siger. For de større børns vedkommende

handler det oftest om grove attituder

og grimt sprog, konflikter med lærere

og forældre.

Pædagog Janie Brink og Christina

Wilumsen, der er uddannet lærer, fungerer

som facilitatorer og vejledere over

for familierne. De tager udgangspunkt

i de konkrete aktiviteter, som bliver sat

i gang, når familierne mødes. Det kan

være at få lavet lektier, dække bordet eller

løse en anden opgave. Janie Brink understreger,

at her ser man ikke på fiktive

situationer, men arbejder sammen om

’virkelige, dagligdags udfordringer her

og nu’. Fokus ligger på nutid og fremtid,

i potentialet for forandring.

MåL Og RåD. Marcus vil gerne være

bedre til at styre sit temperament. Benjamin

skal blive bedre til selv at stå op

om morgen, og Celina skal blive bedre

til ikke at skændes med sin søster. De

taler om, hvordan det er gået siden sidst.

Problemer, konflikter, fremskridt.

Først fortæller forældrene, hvordan

det er gået, og så konfronteres børnene.

Mål og råd fra de andre skrives op.

Der er ikke tale om, at andre løser deres

problemer. Et nøgleord i centerets

arbejde er, at den enkelte selv – barn som

voksen – får ejerskab til løsningen. Og at

den voksne finder frem til en autencitet

i sin lederrolle, som hun eller han føler

sig hjemme i.

Hvert barn har en lille tavle med tal fra

1 til 10: ’Hvor er jeg i forhold til at blive

en god skoleelev?’ En lille magnet viser

historikken, og hvor hvert barn står lige

nu. På oplagstavler rundt omkring står

opbyggelige råd.

Et rammende ordsprog for stedets

pædagogik lyder: ’When you enter the

dance, you change the dance.’ n

I klubben lægger de voksne øre til, når forholdet til mor og

far kokser. Både som klubmedarbejder og som forældre skal

man gide tage konfrontationerne med de unge. Det er en

del af arbejdet som pædagog, mener klubleder.

Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk / Foto: Palle Peter Skov

Henrik Kock, klubleder,

tumler her med nogle af de

teenagere, der ind i mellem

eksploderer derhjemme.

Så lytter han loyalt uden at

tage parti.

Man skal gide

bøvlet

Det sker, at forældrene bliver

for utilfredse med deres egen

opdragelse. I alt for lang tid

har de måske været bange for

at stille krav til deres teenage-

børn og sige fra af frygt for konflikter.

»Forældrene lader det hele køre, er lidt li-

geglade, indtil det pludselig har samlet sig

sammen og bliver for meget, og så eksplo-

derer de. Så er det, at tingene går helt galt,«

siger Henrik Kock, der er klubleder i Hjerting

Klubben i Esbjerg.

Det resulterer nogle gange i et brag, der kan

høres helt ned i klubben. For det er her, de

unge tropper op med meldingen om at ’den

gamle er blevet fuldkommen tosset’, eller

’fuck, hvor er de træls derhjemme’.

»Vi prøver på bare at lægge ører til. Men vi

tager ikke stilling, vi lader dem bare snakke

og prøver at sætte det lidt i perspektiv,« siger

Henrik Kock.

For der ligger en alvorlig faldgrube i snakken

med unge, der er på kant med forældrene.

Man skal i hvert fald ikke sige ting som: Du

kan da nok forstå, at din far gør det for at

passe på dig.

»Hvis du fyrer den sætning af, har du næsten

lukket for videre samtale. Så har du taget

stilling, og så kan de ikke bruge dig,« fastslår

Henrik Kock.

PERSPEKtiV. De unge leder nemlig ikke

efter en, der vil være opmand i konflikten

derhjemme.

»De kommer bare for at få lettet trykket og

få sagt det til nogen. Og det, de kan bruge fra

os, er, hvis vi kan sætte tingene lidt i perspektiv

lige så stille, men uden at tage stilling til

den aktuelle konflikt,« siger Henrik Kock og

nævner et eksempel: Forældrene er lige blevet

skilt og pludselig strammer de op, så den unge

ikke må det samme, som han måtte tidligere.

»Så kan man godt begynde at snakke om,

hvad der skete, da man selv blev skilt, hvis

det falder naturligt. Hvordan reagerede jeg

over for min datter? Der går jeg ikke ind og

tager stilling til det problem, de har, men jeg

bruger de ting, jeg selv har omkring problemstillingen

og fortæller, hvordan jeg reagerede.

Så kan de måske overføre mine erfaringer og

bedre forstå deres far. Det er på den måde, vi

prøver at gøre det. Og det er sådan, de gerne

vil bruge os,« siger Henrik Kock.

Det sker i øvrigt også, at forældrene tropper

op og beder om hjælp.

»De er ved at rive håret af sig selv på grund

af problemer med deres teenager. Vi tager

snakken med dem og siger nogle gange, at vi

kan hjælpe,« siger Henrik Kock, men tilføjer,

at ikke alle får hjælp i klubben.

»Hvis det er så alvorligt, at mor og far giver

op, bringer vi dem videre til andre, der

bedre kan hjælpe,« siger han og peger på

Familieværkstedet som næste trin for familien

i krise.

ingEn REgLER i KLuBBEn. For mange

forældre opstår konflikterne med deres

børn typisk, når de forsøger at sætte grænser.

Men det er ikke rigtig noget, de bruger

i Klub Hjerting.

»Vi har nogle spilleregler i huset, for at vi

Henrik Kock, leder

af Hjerting Klubben

i Esbjerg, er ikke så

vild med regler. Dem

er der ikke mange af i

hans klub.

alle sammen kan have det godt. Men de er

ikke skrevet ned eller hænger rundtomkring.

Vi har dejlige, velfungerede, forvirrede unge,

så vi har sådan set ingen regler. Men vi tager

de ting op, som opstår henad vejen,« siger

Henrik Kock og tilføjer, at klubben har regler

for rygning, spiritus og stoffer.

»Det er ikke noget vi går vildt op i, det med

regler. Det er ganske almindelig fornuft som

for eksempel at rydde op efter sig selv,« siger

han.

»Det bøvler vi med, ligesom forældrene gør.

Det er en del af spillet og en del af hverdagen.

Der har vi ingen regler for. Nogle gange er

der en eller anden, der rydder op efter dem,

for nu er klokken blevet 10 minutter i 10 om

aftenen, og man gider ikke mere. Andre er

friske, tager den op og siger ’Jeg gider ikke

at rydde op efter dig. Du er ikke hjemme

ved mor’,« siger Henrik Kock

Det er netop hjemme hos mor, problemerne

opstår, når hun bliver ved med at rydde op

efter de unge svinemikler.

»Det er lige præcis der, man skal have kræfterne,

for hvis man kan klare det, så kan man

også klare de andre ting. Det er jo ikke, fordi

de unge ikke forstår det. De forstår det udmærket.

Det går galt, hvis man ikke bøvler

med det i familierne. Hvis man siger ’Det er

lettere, hvis jeg gør det, for så bliver det gjort

hurtigere, og vi skal ikke ud i konflikter’,«

siger Henrik Kock.

»Og efter et halvt år har man fået nok, og så

går det helt galt. Men vi gider bøvlet. Og det

giver også relationen, for de kan mærke, at du

gider dem, når du bøvler,« understreger han.

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 21


22

TEma TEENaGERE

»Selvom vi lever i en hastigt forandrende kultur, er de unges problemer de samme: De skal deres identitet og plads i hierarkiet,« siger leder Henrik

Koch, som her sludrer med et par af klubbens piger.

En DEL aF aRBEJDEt. Derfor tager Henrik

Kock gerne udfordringen op og bliver ved med

at minde de unge om, at de skal rydde op efter

sig selv. Og når de har ’glemt’ at aflevere den

basketball, de spillede med, bliver han ved

med at insistere på, at de unge selv henter den.

»Det er en del af arbejdet, og det er også en

del af det holdningsmæssige arbejde. Og så

dur det ikke at komme med papskiltet med

regler, hvor der står ’man rydder selv op efter

sig’. Det hjælper heller ikke at blive gal. Man

skal være vedholdende og gide blive ved, indtil

den basketball er inde,« siger han.

Henrik Kock har selv en voksen datter, der

er rejst hjemmefra nu, så han kender udmærket

problemet og kan godt forstå, forældrene

ikke gider.

»Det går hurtigere at gøre det selv. Men

det er en falliterklæring, for man viser også

barnet, at man er lidt ligeglad med dem, for

man gider ikke tage det bøvl med dem. Og

lige præcis den aldersgruppe, vi snakker om,

har brug for at spille bold med dig. Så hvis

du ikke gider bøvlet, er du ikke en brugbar

voksen,« siger han.

Men man skal ikke opfatte de unges opførsel

som et problem, understreger han.

»Det har vi også været på vej til nogle gange

her i klubben. Men nej, det er ikke et problem.

Det er en del af vores arbejde.«

DE SaMME tRE ting. Henrik Kock har

arbejdet i klub i 19 år. I dag skifter kulturen

enormt hurtigt i forhold til tidligere, konstaterer

han.

»Kulturen afhænger af, hvad gruppe de er

i. Jeg kan ikke snakke om en ungdomskultur.

Den er enormt differentieret. Det kan være

meget svært at navigere i for voksne, for lige

som du tror, at du har fat i noget, får du en

helt anden gruppe unge ind, som er på en

helt anden måde,« siger han.

»Du skal selv forandre dig for at følge med.

Før i tiden kunne du sige ’Det er sådan, det

hænger sammen’, og arbejde ud fra det. Det

kan du sgu ikke mere. Og det er egentlig rart,

for det holder dig i gang,« tilføjer han.

Men selv i en accelereret kultur går nogle

ting igen i de unges liv år efter år: At finde

sin identitet og sin plads i hierarkiet.

»Man kan komme i poptøj en aften, og en

uge efter kan man komme i punkeroutfit. Det

har altid været sådan, at man prøver at skifte,

man prøver at søge,« siger han og tilføjer en

ting til, der altid har været der.

»Bøvlet er det samme.«

DEt ER aLDRig FOR SEnt. Men det er ikke

håbløst at gøre noget ved problemerne, understreger

han.

»Forældrene skal bare investere tid. De skal

elske deres børn, de skal gide dem og arbejde

med det. Det er ikke bare ved skole-hjem-samtaler,

at man ordner det. Og det er heller ikke

ved et familieråd en gang om måneden. Det

er ved at interesse sig for børnene, blive ked af

det sammen med dem og blive glad sammen

med dem. Og være der – specielt at være der.

Det er de lykkelige for,« siger han.

Selv for de forældre, der i årevis har ladet

stå til og nu høster de bitre frugter af deres

manglende indsats, er der håb, understreger

Henrik Kock:

»Det er aldrig for sent. De skal bare gide

deres børn, så er det ikke for sent.« n

5Forfatter og familieterapeut Jesper Juul har netop udgivet bogen ’Fat det nu, forældre!’,

der handler om, hvordan nutidens forældre bør være sammen med deres børn. Drop

den bedrevidende opdragelse, og brug dialogen i stedet for, er budskabet.

Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk

spørgsmål til Jesper Juul

1. Hvorfor mister forældrene kontrollen over deres teenagere?

»Lad mig begynde med en general konstatering: Der har aldrig været

så mange gode, åbne og nære relationer mellem forældre og deres

teenagebørn, som der er nu. Meningen med puberteten er, at de unge

skal blive voksne, selvstændige og ansvarlige for deres eget liv. De skal

overtage kontrollen, og dermed mister forældrene den naturligvis. I

andre kulturer fejrer man denne kendsgerning og glæder sig over den.

I vores vesteuropæiske kultur har vi tradition for at problematisere

den. Hvis de unge er ’helt ude af kontrol’, ligger forklaringen i de

første 10-12 leveår. Enten i form af alt for stramme, kontrollerende

regler fra forældrene eller i form af manglende engagement og tilstedeværelse

i børnenes liv. Det er de to yderpoler, men herimellem

findes en stor variation af mere eller mindre destruktive relationer.«

2. Hvorfor er forældre bange for at sige nej og sætte grænser?

»Der er en somme tider hårfin forskel på at lade børn ’bestemme’ selv

og på at overdrage et personligt ansvar til dem, og den grænse kan

være vanskelig at finde for mange forældre. Mit forslag er, at forældre

skifter rolle, når deres børn kommer i puberteten. Den traditionelle

opdragerrolle fungerer ikke (det har den i øvrigt aldrig gjort), men

forældre kan og bør fortsat have indflydelse på deres børns valg i

livet. Alternativet til formålsløs opdragelse og resignation er rollen

som ’sparringspartner’, det vil sige træningspartnere, som hjælper

de unge med at udvikle de nødvendige kompetencer og tilstrækkelig

styrke til at klare sig i voksenlivet. Det er forældrenes opgave at yde

maksimal modstand og gøre minimal skade. Modstanden består i

forældrenes holdninger, værdier, livserfaring og personlighed, som

man må manifestere med sin styrke uden at anvende tvang eller straf.

Det gør et stor indtryk på de unge, men der findes ingen garanti for,

at de retter ind efter det. Magtmisbrug i form af stuearrest, inddragelse

af lommepenge etc. er en anakronisme uden effekt eller rettere

med en langtrækkende negativ effekt både på den unges adfærd, de

voksnes selvbillede og relationens kvalitet.«

3. Hvordan skal forældre behandle deres teenagere?

»Først og fremmest med høflighed, respekt og empati – uanset hvordan

han eller hun selv opfører sig momentant. Husk, at op til 68 procent

af et ungt menneskes hjerne er under stadig ombygning gennem hele

puberteten, og at der ikke er nogen grund til at tage resultaterne af

dette personligt. Det går over. Jo mere en teenagers adfærd udvikler

sig ekstremt, jo vigtigere er dette. Og jo vanskeligere!«

Er der noget, pædagoger i klubber kan gøre i forhold til, hvordan de behandler

de unge?

»Egentlig på samme måde som forældrene: Vær klar, tydelig og personlig

med dine egne grænser, værdier og følelser og vær respektfuld

og empatisk. De allerfleste unge har hårdt brug for en eller flere

voksenvenner, det vil sige voksne, som ikke hele tiden er ude på at

opdrage eller forandre dem.«

Kan pædagoger gøre noget i forhold til forældrene?

»Ja, bestemt! I det omfang forældrene er interesserede, kan pædago-

gerne være fortræffelige mediatorer og facilitatorer, som kan være med

til at genoprette den nødvendige kommunikation mellem parterne.« n

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 23


24

TEma TEENaGERE

De skal finde deres

egen vej

Børneopdragelsen led et uoprette-

ligt knæk, da ungdomsoprøret

for mere end 40 år siden kastede

den vestlige verden ud i et op-

gør med autoriteterne. Der blev

kimen lagt til de problemer, som forældre i

teenagefamilier kæmper med i dag, forklarer

Sven Mørch, lektor i ungdomsforskning ved

Københavns Universitet.

Inden ungdomsoprøret voksede børn op

med en autoritær opdragelsesstil, hvor de

voksne bestemte, hvordan man skulle opføre

sig i skolen og derhjemme, fortæller

Sven Mørch.

Men med ungdomsoprøret ændrede både

samfundet og opdragelsesmønstrene karakter.

»I stedet for den autoritære stil ville man

gerne sætte en demokratisk stil. Den nye model

handler om at sætte individet i centrum

og håbe på, at de hen ad vejen finder nogle

tanker om en social ansvarlighed, så de kommer

til at fungere samfundsmæssigt. Man

går altså fra at gøre individet til resultatet

til at gøre individet til udgangspunkt. Det er

den afgørende ændring,« siger Sven Mørch.

HVaD SynES Du SELV. »I familier som min

vil man gerne være demokratisk over for sine

børn. Man vil gerne støtte børnenes individualisering.

Den nye opdragelsesmodel er

ikke længere at opdrage børn, men at coache

dem, og det betyder at støtte dem i det, de selv

gerne vil,« forklarer Sven Mørch.

Men det er måske ikke så let for børnene

Det er selvfølgelig 68-oprørets skyld, at forældre mangler holdepunkter

i børneopdragelsen. Men ’hvad synes du selv’-opdragelse skaber usikre

teenagere og forældre. Det gælder om at hjælpe de unge til at finde deres

vej, mener ungdomsforsker Sven Mørch.

Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk / Foto: Jens Hasse

at finde ud af, hvad de vil, for samtidig med

at børnene bliver understøttet i at gøre det,

de gerne vil, forsvinder holdepunkterne i

samfundet.

»Det mere organiserede, regelsatte samfund

bliver deinstitutionaliseret. Der sker en

nedbrydning af de institutionelle retningslinjer.

Når de nedbrydes, bliver det op til folk

selv at bestemme, hvordan deres verden skal

fungere,« forklarer Sven Mørch.

Det lægger et stort pres på børn og unge i

dag om selv at finde ud af, hvad de vil, påpeger

ungdomsforskeren. Og når de unge spørger

deres forældre om råd, er svaret: ’Hvad synes

du selv?’ Og spørger de en studievejleder:

’Hvad skal jeg læse?’, er svaret ’Gå efter det,

du bedst selv kan lide’.

»Der sker en underbyggelse af, at det er meget

op til dig selv, hvordan du bedst selv kan

gøre tingene. Hvis man starter med det her

grundigt og tidligt, så kommer problemerne,«

siger Sven Mørch.

SuPERnanny. Problemerne kan blive så

store, at de bliver til fjernsynsprogrammer.

Sven Mørch peger på Supernanny som et godt

eksempel på, hvor rådvilde forældre kan blive.

I Supernanny har fortvivlede forældre

gennem syv sæsoner kunnet få hjælp til en

kuldsejlet børneopdragelse af tv-stjernen

(som hun så blev) Jo Frost. Det er TV2, der

har vist programmet, ligesom kanalen i øvrigt

har haft en dansk pendant i programmet

’Forældre forfra’.

»Supernanny er et godt billede på, hvad

der foregår. Forældrene kan i virkeligheden

ikke finde ud af, hvordan de skal være forældre.

Idéen om, hvordan de skal forholde sig

til børnene, er brudt sammen, de ved ikke,

hvad de skal gøre, og alle blive ulykkelige,«

siger Sven Mørch.

»Så ringer man efter Supernanny. I løbet af

en uge – man tænker, det er løgn – får hun den

lille familie til at fungere. Men hun gør det

ved at vælge den strategi, som mine forældre

brugte,« siger han om Jo Frosts autoritære

børneopdragelse.

Men Supernanny lærer i det mindste forældrene

at sætte grænser og forholde sig fornuftigt

til deres børn.

»Der er masser af fornuft i det, men det

er samtidig ikke en strategi, som er demokratisk.«

SELVanSVaR ER LøSningEn. Men løsningerne

fra Supernanny er ikke vejen frem for

rådvilde forældre til teenagere, advarer han.

»Det hjælper ikke pludselig at indføre autoritære

principper. Måske hopper små børn

på den, men det er ikke en god løsning for

de store.«

Den gode løsning er at udvikle børnenes

selvansvar, fastslår han.

»Vi skal ikke tage ansvaret fra dem, som

Supernanny gør, men man skal kvalificere

deres selvbestemmelse, som vi kalder det i

fagsproget. Det er kolossalt vigtigt, at børn

og unge i dag er i stand til at engagere sig og

tage ansvar, men de skal have kvalificeret

deres selvbestemmelse, før det kan lade sig

"

Det interessante ved at finde

sin vej er, at man bevæger sig hen

ad den, uanset hvad fanden man

gør.

Sven Mørch, lektor i ungdomsforskning ved Københavns Universitet.

gøre, så de ikke tænker så rystende privat

siger Sven Mørch og tilføjer, at unge for 50

år siden var lige så egocentriske, som unge

er det i dag.

»Der er ingen forskel. Pointen er, hvordan

det fungerer i det sociale felt. Mine forældre

var dybt optaget af regler og regelsæt i deres

egocentrisme, mens unge i dag er ligeglade

med regelsæt. Det er der, vanskeligheden

ligger,« siger Sven Mørch.

VEJEn FREM. Man taler om, at unge skal

finde deres identitet, men det er et populært

begreb, som Sven Mørch kæmper imod.

»Det, som børn i virkeligheden skal, er at

finde deres vej. Vi kalder det trajectory på

udenlandsk, fordi det skal lyde af noget,«

griner han.

Trajectory betyder i virkeligheden projektilbane

i ballistikkens verden, men kan også

oversættes til ’livsbane’.

»Man skal støtte børn i at finde deres vej.

Men det interessante ved at finde sin vej er,

at man bevæger sig hen ad den, uanset hvad

fanden man gør. Derfor handler det ikke kun

om, hvad man selv synes og oplever, men

hvad man gør. Det er kolossalt væsentligt,

at forældrene forstår, at det handler om at

børnene til at gøre nogle af de ting, som giver

dem større og større kompetencer, erfaringer,

dygtighed, refleksion, sådan at de bliver

dygtigere og klogere,« siger Sven Mørch. n

Vi tilbyder også pædagogmedhjælpere

med erfaring fra institutionsområdet

Vi tilbyder vikarer til:

INSTITUTIONER

Dag- døgn- og specialinstitutioner

SKOLER

Folkeskoler, specialskoler

Vi tilbyder også pædagoger til:

FAMILIEBEHANDLING

Støtte, rådgivning og behandling til børn, unge og familier

Vi vægter høj kvalitet, lyst, fl eksibilitet og respekt.

* Pædagogisk vikarbureau har overenskomst med: BUPL, SL, PMF,

LFS samt LC og Danmarks Lærerforening.

Rovsingsgade 88 2. sal · 2200 KBH N

TLF.: 70 27 12 18 · WEB www.pvb.dk · email pvb@pvb.dk

Fokus på Børnemiljø

Bestil vores brochure på

lekolar@lekolar.dk

eller tlf. 70 20 60 80

BØRN&UNGE | NR. 10 | 26. maj 2011 25

Spar1.000,-

Æbletræ med siddepuder, side 5

Børnemiljø!

Møbler og

indretning:

Fokus på

hverdagens

fysiske

rammer.

www.lekolar.dk - Tlf. 70 20 60 80

More magazines by this user
Similar magazines