Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred og frihed nr. 3 2003

Af Erling Salomonsen

Debatten om Irak krigen i de forskellige

danske aviser har i høj grad

været koncentreret om, at krigen

blev startet falske forudsætninger,

og om den kunne have været

udsat indtil våbeninspektørerne

var blevet færdige med deres søgen

efter forbudte våbenlagre.

Der har været mindre fokus

andre løsningsmuligheder end de

militære, og ikkevoldelige aktioner

er blevet affejet som naive og urealistiske.

Pacifister er generelt blevet en

negativ betegnelse i dansk politisk

debat. “Det er bare pacifister”, blev

det overbærende sagt om dem, som

demonstrerede mod en krig mod

Irak, og så har man placeret dem

lidt uden for de realistiske og fornuftige

alternativer.

“Lalleglade” var en af de betegnelser,

som blev brugt af en dansk

forfatter for nylig. En anden mente,

at pacifister kun var optaget af deres

moralske renhed, i modsætning

til ham og andre potente handlingsmennesker,

og helt uden for fornuftsmæssig

debat har vi så venstreborgmesteren

i København

Søren Pind for hvem pacifismen er

en pest, og der som sådan ligger

linje med de to krigstolerante præster

i Dansk Folkeparti.

Der bliver ofte sat lighedstegn

mellem pacifisme og passivitet, og

det kan der være noget om, hvis

vedkommende nøjes med at se passivt

til fra sidelinjen. Men mange af

de unge, som vælger militærnægtelse,

er langt fra passive, de er aktive

i det sociale og politiske liv, og

nogle vælger at rejse ud som fredsvagter

i internationale brændpunkter

såsom Palæstina og Irak.

Der er ikke noget originalt ved at

fordømme vold. Det kendes fra

gammel østlig filosofi, og det

kristne budskab om at vende den

14

Gandhi - en tænker for vores tid

Pacifisme er et skældsord i dagens debat, men Gandhis ikkevolds-filosofi kunne med fordel have været brugt over for Irak.

anden kind til er et radikalt krav,

som forudsætter den højeste etiske

standard - måske for højt, men er,

som pacifismen, en passiv måde at

møde volden .

Mens de ovennævnte måder at

forholde sig er individuelle løsningsmodeller,

så møder vi hos

Gandhi noget nyt - nemlig en aktiv

indsats mod vold og undertrykkelse

sat ind i en samfundsmæssig

ramme. Det specifikt gandhistiske

er ikke kun fravær af vold, som er

en side af problematikken, men en

bevidst indsats for at ændre den

uret, man bekæmper.

Mødet med modparten

Den mentale eller psykiske del, det

vi kan kalde vores sindelag, var for

Gandhi væsentligt i mødet med

modparten. Vi skal ikke have negative

følelser over for modstanderen

som person, men mod hans handlinger.

Dem kan vi angribe og fordømme,

men ikke hans menneskelige

integritet, uanset hvordan hans

moralske habitus er.

Mens stadig flere mennesker kan

indse, at krig og voldsanvendelse

ikke giver løsninger problemer,

som ofte er af socioøkonomisk karakter

og således kan følge Gandhis

tankegang et langt stykke, så kniber

det mere med at kunne godtage

hans sindelagsetik.

Det lyder måske overraskende, at

kernen i en bestemt handlepraksis

er af psykologisk natur, men det er

denne etiske holdning, som var

baggrunden for hans ikkevoldspraksis.

Gandhi var overbevidst

om, at vold avler ny vold og producerer

mere had. Derfor bør vi afstå

fra handlinger, som skærper modsætningerne

og medfører mere

uvilje, flere misforståelser og problemer.

Hvor ædelt formålet end er, så

kan det ikke forsvare brugen af

vold. Under sit ophold i Sydafrika

indså Gandhi, at begrebet “passiv

modstand” ikke var dækkende for

den praksis, som han udviklede i

kampen mod racediskriminering og

undertrykkelse.

Gandhis ikkevold havde ikke noget

med “føleri” at gøre og var heller

ikke passivt at vende den anden

kind til, men at organisere brede

protestaktioner, rettet præcist mod

den uret, som skulle bekæmpes.

Der skulle ikke stikkes noget

under stolen, der skulle ikke være

en skjult dagsorden, men en åben

aktion, hvor modparten skulle vide,

at dette er, hvad vi ønsker, og sådan

har vi tænkt os at handle.

Søg mest mulig kontakt

Vi kan bruge den aktuelle konflikt

med Irak som et eksempel: Den

eneste officielle løsningsmodel har

været sanktioner, et voksende militært

tryk, trusler om krig og til slut

åben krig. I mange år har “vi” praktiseret

inddæmning og isolation af

Irak, hvilket er helt imod et gandhistisk

program, hvor man netop

går ind for maksimal kontakt og

kommunikation med den anden

part.

I praksis ville det have indebåret,

at vi skulle have åbnet så mange kanaler

som muligt for at kontakte

irakerne. Ud over våbenembargo er

sanktioner næppe en frugtbar vej,

de bidrager til at isolere befolkningen,

og i stedet for skulle vi

netop have prøvet at besøge dem og

kommunikere med dem for i praksis

at vise, at vi var positivt interesserede

i deres ve og vel.

Sådan set har de mange fredsaktivister

i Bagdad handlet i overensstemmelse

med Gandhis strategi -

søg mest mulig kontakt, og lad jeres

aktioner være gennemsigtige i

den betydning, at I spiller med åbne

kort.

Sanktionspolitikken har haft første

prioritet og er i forfærdende

grad gået ud over civilbe-

folkningen. Ved at isolere Irak - og

dermed det irakiske folk - har vi

faktisk indirekte støttet Saddam.

Vi har været fraværende og overladt

meningsdannelsen til ham og

hans propaganda. Og den aktuelle

krig med tusinder af civile ofre har

næppe overbevist alle irakere om

vores ædle hensigter.

Fredelig sameksistens

Det kan virke som halsløs gerning

at trække Gandhi frem i den aktuelle

politiske situation, hvor

voldsanvendelse i større eller mindre

grad er dagligdag, og hvor verden

bruger flere penge oprustning

og krig end nogen sinde før.

Derfor er det nærliggende at

spørge: Kan vi overhovedet bruge

ham til noget i dag? Både NATO,

EU og andre regionale pagter bygger

officielt , at vi gennem samtaler

og samarbejde skal forebygge

og helst forhindre krig og nød.

At disse sammenslutninger i

praksis ofte afviser og diskriminerer

“de andre”, bidrager ikke altid

til at skabe det ønskede klima, hvor

vi kan mødes i øjenhøjde for at løse

uoverensstemmelser fredeligt, men

alligevel er konceptet at undgå voldelige

løsninger. Hvorfor ikke gå

skridtet videre og sige som Gandhi,

at vores modpart måske har de

samme intentioner?

Forudsætningen er, at vi tilkender

modparten den tolerance, som

vi siger, at vi gerne vil vise. Det har

været meget svært i tilfældet Saddam,

hvad jeg gerne indrømmer,

men vi burde have skelnet mellem

ham og de civile irakere og i praksis

vist, at vi gerne vil i forbindelse

med og samarbejde med dem.

Når Saddam og Bush ikke har

kunnet forstå dette, så skulle vi

have handlet uden om dem. Hvis

vores intention er fredelig sameksistens

og en overbevisning om,

at vold ikke løser konflikter, men

Ikkevold nr. 3 2003

får dem til at vokse, så er vi nødt til

tusind måder at forfølge målet.

En ny løsningsmodel

Vi må begynde at tænke i andre baner

end militære løsninger, og det

er måske alligevel ikke så fremmed

for os. At kunne kommunikere med

vores medmennesker er en forudsætning

for at kunne løse konflikter.

Det er noget, som heldigvis sker

i de fleste forhold, både privat og

det nationale plan, både med

hensyn til arbejdskonflikter og andre

modsætninger.

Denne satsning , at vi gennem

samtaler og ikkevoldelig praksis

kan nå længere end gennem konfrontationer

og voldsløsninger, er

den vej, vi må følge for at kunne

leve sammen.

I de fleste tilfælde praktiserer vi

det også i internationale forhold.

Det er det, vi med et fint ord kalder

diplomati, og det er nødvendigt for

ikke at gøre konflikterne større, uddybe

kløfterne og opleve flere

uhensigtsmæssige voldsløsninger.

I denne situation fremstår

Gandhi som en aktuel tænker og

den praktiske vejleder, som vi nu

har brug for.

De løsningsmodeller, som Bushregeringen

og deres medløbere er

kommet med, vil medføre stadig

nye blodige voldskonfrontationer

og kan i næste omgang måske omfatte

Syrien og Iran.

Gandhis ikkevolds-program er

ikke en nem og ligetil vej. Det forudsætter

en ny måde at tænke ,

både kortere og længere sigt.

Det kræver lige så nøje planlægning

og gennemtænkning som

krigsløsninger, men det udpeger en

vej, som kan føre os videre i human

udvikling væk fra blodig og meningsløs

vold.

Erling Salomonsen er psykolog.

15

More magazines by this user
Similar magazines