Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred og frihed nr. 3 2003

Østtimor og menneskeret

Embedet som FNs højkommissær for menneskerettigheder kræver en vis balancegang,

for man kan ikke gøre alle tilfredse én gang - og da slet ikke i Østtimor.

Af Torben Retbøll

Den 25. august 2002 mødtes omkring

50 kvinder fra Rede Feto - de østtimoresiske

kvinders netværk - med Mary

Robinson, dengang FNs højkommissær

for menneskerettigheder, i Østtimors

hovedstad Dili. Kvinderne bad

om hendes hjælp til at etablere et internationalt

tribunal for Østtimor, og

Mary Robinson lovede, at hun fortsat

ville tale deres sag.

Da hun sagde det, vidste hun godt, at

hendes tid som kommissær snart var

forbi, og det gjorde offentligheden faktisk

også. En måned tidligere (23. juli)

blev hendes efterfølger nemlig udnævnt

af FNs generalsekretær Kofi

Annan, og kun tre uger senere (12. september)

tiltrådte han sit nye embede.

Når Mary Robinson ikke længere er

kommissær, er hendes muligheder for

at virke den internationale opinion

(og specielt de fem faste medlemmer

af FNs Sikkerhedsråd) nok temmelig

begrænsede, men derfor kan hendes

løfte godt være oprigtigt, og hun kan

naturligvis stadig tale kvindernes sag,

uanset om hun har et embede eller ej.

Den nye kommissær var Sergio Vi -

eira de Mello, og ham kommer jeg tilbage

til om lidt. Men først et par ord

om Mary Robinson og hendes embede.

De to første kommissærer

Dette embede kræver en vis balancegang.

Hvis man taler de svages sag, risikerer

man at fornærme de regeringer,

der krænker menneskerettigheder - enten

hjemme eller ude eller måske

begge steder - og hvis man tier når grusomheder

finder sted, risikerer man at

blive anklaget for ikke at tage sit embede

alvorligt. Man kan ikke gøre alle

tilfredse én gang. Men hvis man siger

ja til jobbet, ved man forhåbentlig,

hvad man går ind til.

Den første kommissær var José

Ayala-Lasso fra Ecuador, der blev ind-

22

sat i 1994, og som ikke blev særlig

kendt i offentligheden. I 1997 blev han

afløst af Mary Robinson, der tidligere

havde været Irlands præsident. Hun

førte en mere udadvendt linie, og resultatet

var klart. Hun kom hurtigt

kant med mange store landes regeringer.

Mary Robinson ville gerne være blevet

i sit embede indtil 2005, men det

var der ikke dækning for i FNs Sikkerhedsråd.

I juli 2002 meddelte hun selv,

at hun snart ville træde tilbage, men

hun lagde ikke skjul , at hun ikke gik

frivilligt:

“Jeg følte, at hvis jeg virkelig blev

bedt om det, så ville det være vanskeligt

ikke at fortsætte,” sagde hun. “Men

jeg var også klar over, at der var en vis

modstand.” Sådan taler en diplomat,

der får sparket.

Den tredje kommissær

Hendes efterfølger var som allerede

nævnt Sergio Vieira de Mello, en brasiliansk

diplomat, der havde arbejdet for

FN i 32 år og havde været udstationeret

i en række internationale brændpunkter

- bl.a. Cambodia, Libanon og

Kosovo - og altid vigtige poster.

I knap tre år, fra oktober 1999 til maj

2002, var han chef for FNs midlertidige

administration Østtimor (UN-

TAET), der styrede området i den vanskelige

overgang fra indonesisk

besættelse til selvstændighed.

Det var første gang, FN tog sig det

fulde ansvar for et territorium, mens

man ventede , at det kunne blive

selvstændigt. UNTAET var faktisk leder

af en suveræn stat, hvor alle overordnede

beslutninger blev truffet af én

mand - Sergio de Mello - der udelukkende

stod til ansvar over for FNs generalsekretær

og Sikkerhedsråd, og

ikke over for nogen Østtimor.

Der er delte meninger om hans indsats

i denne periode, både Østtimor

og blandt observatører i resten af ver-

den. Nogle mener, han gjorde det rigtig

godt, mens andre kritiserer ham, fordi

han ikke gjorde det godt nok.

Straks efter sin ankomst tog han

kontakt til modstandsbevægelsens leder

Xanana Gusmão og den hjemvendte

diplomat José Ramos-Horta.

Som brasilianer talte han naturligvis

portugisisk, så han talte samme sprog

som de, i mere end én forstand.

Senere holdt han en pressekonference

for at tage afsked med den særlige

FN-mission (UNAMET), der

havde arrangeret folkeafstemningen,

og som måtte evakueres, da volden eskalerede.

UNAMETs chef Ian Martin

vendte tilbage til Østtimor og opfordrede

verden til ikke at glemme grusomhederne

og til at sørge for, at de

skyldige blev anklaget og dømt:

“Jeg ved, at Sergio agter at afsløre

hele sandheden om volden før og efter

folkeafstemningen,” sagde han, “og at

anklage dem, der bærer det store ansvar

- ikke bare for udførelsen men

også for planlægningen af volden.”

Positive og negative resultater

I en artikel i den australske avis The

Age fra juli 2002 tegnede journalist Jill

Jolliffe et portræt af den brasilianske

diplomat, der omfatter både positive og

negative resultater:

“De Mellos resultater i de følgende

to år var formidable. Han byggede en

nation helt fra bunden af, samtidig med

at han genoprettede Østtimors økonomi

og arrangerede to valg. Da man

kom til selvstændigheden 20. maj

2002, stod han med en succes-historie

i hånden - i hvert fald for en overfladisk

betragtning. Men det var ikke lykkedes

ham at få de vigtigste forbrydere

fra 1999 stillet for en domstol, og nu

ser det ud til, at de aldrig bliver

dømt.” 1

I juni 2000 oprettede UNTAET en

særlig domstol (Serious Crimes Unit)

til at retsforfølge dem, der begik alvor-

More magazines by this user
Similar magazines