Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred og frihed nr. 3 2003

Antonio Martins da Cruz roste ham for

hans indsats både Østtimor og i tidligere

FN-embeder og lovede, at han

selv og Portugal ville samarbejde med

den nye kommissær med henblik at

“fremme og forsvare” menneskerettigheder

overalt i verden.

En talsmand for Indonesiens udenrigsministerium

udtalte, at Jakarta

havde “fuld tillid” til Kofi Annans

valg, og han tilføjede, at Indonesien

havde haft et “godt samarbejde” med

Sergio de Mello, mens han var chef for

FNs administration Østtimor.

Østtimors udenrigsminister José Ramos-Horta

sagde, at den brasilianske

diplomat var “den bedste person” til at

lede FNs Kommission for Menneskerettigheder

i Genève, fordi han havde

demonstreret sin evne til at være både

“forsvarer” og “mægler.” 7

Karriere eller retfærdighed?

Da Sergio de Mello forlod Østtimor i

maj 2002, var ikke en eneste indoneser

blev dømt hverken i Jakarta eller i Dili.

En række østtimoresere var blevet

dømt af den særlige domstol i Dili,

men domstolen havde ikke tilstrækkelige

ressourcer til at løse sin opgave.

Som leder af UNTAET opnåede Sergio

de Mello mange positive resultater.

Det er klart nok. Men der var et stort

minus. Han sørgede ikke for at skaffe

retfærdighed. Uanset om det var fordi

han ikke ville eller ikke kunne. Og

mange græsrødder kritiserede ham for

det.

Men hans arbejdsgivere, FNs generalsekretær

og Sikkerhedsråd, var

åbenbart godt tilfredse. De gav ham et

nyt embede, der rykkede ham et trin op

ad stigen. Samtidig blev han nævnt

som en mulig kandidat til posten som

FNs generalsekretær, når Kofi Annan

træder tilbage efter to perioder i stolen.

8

Hvis man ønsker at gøre karriere i

FN-systemet, gælder det om at vinde

stormagternes gunst. Det er farligt at

fornærme dem. Mary Robinson er et

godt eksempel. De fem faste medlemmer

af Sikkerhedsrådet kan ikke altid

få deres egne kandidater placeret de

øverste poster, men de kan altid blokere

ansættelsen af én, de ikke vil

have.

24

Derfor gælder det om at sige, hvad

stormagterne gerne vil høre. I hvert

fald hvis man ønsker at gøre karriere.

Enhver FN-diplomat må hele tiden

spørge sig selv: “Hvorfor skal jeg ødelægge

min karriere ved at kæmpe for

noget, jeg alligevel ikke kan opnå?”

Sergio de Mello gjorde karriere

Østtimor. Men han sørgede ikke for at

skaffe retfærdighed i den nye stat. Østtimor

gavnede hans karriere. Men

spørgsmålet er, om det er gensidigt:

Var hans karriere også til gavn for Østtimor?

Efterskrift

Sergio de Mello nåede ikke at sidde ret

længe i sit nye embede som kommissær.

Efter USAs invasion og besættelse

af Irak i foråret 2003 blev han ansat

som FNs særlige udsending i Irak. Den

19. august 2003 blev han dræbt ved et

bombeattentat mod FNs hovedkvarter i

Bagdad, der kostede mere end 20 mennesker

livet.

Noter

1. Jill Jolliffe, “In the Shoes of Mary

Robinson: The New Guardian of the

World,” The Age, 27. juli 2002, via

internet.

2. Charles Scheiner, “Will East Timor

See Justice?” Estafeta, vol. 7, no. 2,

forår 2001, via internet.

3. Mark Dodd, “Call to support or

scrap crimes unit,” Sydney Morning

Herald, 25. maj 2002, via internet.

4. Jarat Chopra, “The UN's Kingdom

of East Timor,” Survival, vol. 42, no. 3,

efterå r 2000, side 27-39.

5. Joel C. Beauvais, “Benevolent Despotism:

A Critique of UN State-Building

in East Timor,” New York University

Journal of International Law and

Politics, vol 33, no. 4, 2001, side 1101-

1178.

6. Jarat Chopra, “Building State Failure

in East Timor,” Development and

Change, vol. 33., no. 5, 2002, side 797-

1000.

7. Lusa, “United Nations: Lisbon, Dili

welcome Vieira de Mello as new UN

Rights chief,” 24. juli 2002, via internet.

8. William Orme, “Timor UN chief wins

human rights job,” The Age, 24. juli

2002, via internet.

Soldatersange

Af Tom Vilmer Paamand

Sange om glæde, håb, kærlighed og

længsel mod en bedre verden - fra

soldaternes verden. De er samlet

en ny cd med tanke de menige,

som ufrivilligt er tildelt en skæbne

som kanonføde for krigens købmænd.

Musiker og visesanger Fin

Alfred har i mange år samlet, spillet

og indsunget en mangfoldighed af

folkets viser. Nu er turen så kommet

til disse sange om krig og kærlighed.

CDen har fået titlen “Den Tapre

Landsoldat”, men den fokuserer bestemt

ikke patriotisme og kampgejst.

Titlen referer i stedet til Osvald

Helmuths fine revyvise om den sagtmodige

landsoldat, der samler mod

til at sige nej til krigen.

Fin Alfreds genindspilning af denne

gamle sang er en gave til fredelige

folk. Sangeren mener selv, at den

burde skrives alle vægge

i byen - nu har vi i hvert fald

muligheden for at spille den

højt i en aktuel udgave. Andre

fredelige sange er Desertøren

og Jeg drømte noget,

som alle læsere af dette blad

umiddelbart vil kunne nynne med

.

Udover de fredelige tekster byder

cden alt fra skæmteviser som De

tre gardere, folkelige viser som Åh

Marie jeg vil hjem, småbrutale børnesange

som Mallebrok og romantiske

perler som To hvide liljer.

Musikken er traditionel og veloplagt

i bedste gårdsangerstil med

klimprende banjo og tung gulvbas.

Niveauet er højt, som man kan forvente

af en musiker, hvis forrige cd

blev Årets Danske Vise Album.

Grundtonen cden er en forståelse

for de urimelige vilkår, som

skiftende magthavere har budt de

værnepligtige soldater gennem tiden.

Og en stor glæde over den sangskat,

som soldaterne har brugt til at

holde humøret oppe med.

Fin Alfred: “Den Tapre Landsoldat”.

DEC 1703. 2003.

More magazines by this user
Similar magazines