Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred og frihed nr. 3 2003

Terrorens væsen

Krimi-forfatteren Caleb Carr har skrevet en flabet og velskreven analyse, hvor terror bliver kaldt for

terror, uanset om den indgår i såkaldt officielle krigshandlinger.

Af Tom Vilmer Paamand

Terror mod civile er en kendt teknik for

terrorister, men bruges også i diverse

forklædninger som en del af staternes

krigsførelse. Forfatteren Caleb Carr

sætter i sin bog om “Terrorens væsen”

ikke noget kunstigt skel mellem dens

forskellige former

Det er velgørende at læse et relativt

objektivt syn terror, hvor staternes

normale omskrivninger ikke blot bliver

taget for gode varer. Han beskriver brugen

af terror igennem tusind års historie

frem til nyere dele som Storbritanniens

terror-bombardementet af Dresden og

Osama bin Ladens terror-angreb. Hans

hovedkonklusion er, at terror som del af

en politisk kamp aldrig nogen sinde har

ført til det ønskede resultat.

Min glæde over at genkende en pæn

del af mine egne småkyniske holdninger

kunne hurtigt have farvet denne

anmeldelse lidt for rosenrød. Heldigvis

punkterer Caleb Carr selv min sympati

for hans skriverier, da de desværre udviser

en tendens til det overfladiske.

I et af afsnit om anarkisme videregiver

forfatteren uhæmmet alle de stande,

der i tidens løb fejlagtigt er blevet

tillagt denne filosofi. Caleb Carr

skriver: “Trods alle lader og fagter var

anarkisterne i bund og grund kriminelle”

og “anarkismens centrale mål ...

var at skabe en atmosfære af frygt og

ustabilitet”. Han mener tydeligvis, at

der kun er en eneste måde at opfatte en

så bred bevægelse som anarkismen ,

men henviser til så forskellige ideologer

som Bakunin og Kropotkin - som han

tydeligvis dårligt nok kender.

Kropotkin er mest kendt for begrebet

gensidig hjælp, hvor han et naturvidenskabeligt

grundlag uddybede Darwins

tanker om survival of the fittest.

Darwin bruges folkeligt som et argument

for alles kamp mod alle, men

skrev om hele arters overlevelse og udvikling.

Dette uddybede anarkisten

26

Kropotkin ved at

beskrive hvorledes

de arter, der

havde det bedste

indbyrdes samarbejde,

også klarede

sig bedst i

udviklingen.

Hvorfor en rar

nisse som Kropotkin

skal inddrages

som argument for, at alle anarkister

udelukkende er terrorister, kan

kun forklares med manglende indsigt

og dårlig brug af kilderne. Når jeg tager

denne svingtur omkring anarkismen er

det dels for at pirke til en udbredt misforståelse,

men også fordi det peger

et generelt problem ved Caleb Carrs

metode.

Han trækker så ubesværet tusind års

historie ind i sin argumentation, at det

umiddelbart virker troværdigt. Men ved

nærmere eftertanke er det tydeligt hvor

nøje han har udvalgt og sminket sine

eksempler, så de støtter hans tanker. Det

er helt i orden i et debatindlæg, men i en

bog der ellers fremstår som en historisk

undersøgelse, skal modstridende tanker

behandles høfligere.

Jeg ville naturligvis have været glad,

hvis Caleb Carr havde studeret Kropotkin

så længe, at han havde forsøgt at

indpasse filosofien om samarbejde og

gensidig støtte i en plan til at stoppe terrorens

opblomstring. Et sådant bredere

udsyn havde nok også distraheret Caleb

Carrs grimme konklusion, hvor han fører

sin egen kynisme ud i dens mest beskidte

konsekvens.

Han omfavner den statslige terror, og

vurderer helt ned i detaljer hvorledes

USA bør handle militært fremover -

med snigmord oprørsledere i stedet

for større militære angreb. At dræbe andre

landes generaler og præsidenter er

legitimt selvforsvar! En noget bizar

konklusion i lyset af Israels bedrøvelige

erfaringer med netop denne taktik.

Som eksempel nævner Caleb Carr

det amerikanske luftangreb Libyen i

1986, som han mener stoppede Gadaffis

brug af terror. Som Caleb Carr selv

nævner, er der aldrig fundet beviser

at hverken diktatoren eller Libyen som

sådan var indblandet, men enkeltpersoner

tilknyttet landets sikkerhedstjeneste

er blevet dømt. Problemet med at have

sikre beviser før et angreb som dette

skøjter Caleb Carr ubesværet forbi.

Caleb Carr er afgjort patriot, men

også kritisk mod mange elementer i

USA. Han advarer fx mod amerikanske

virksomheder, der opfører sig særligt

aggressivt i udlandet, når de kan regne

med at kunne kalde militæret til hjælp.

Caleb Carr er imod brede militære

angreb, der giver mange civile ofre. Det

er helt i tråd med USAs test af ikkedødelige

våben, hvor folkemængder

spules ukampdygtige med sæbe eller

lim. Undertrykkelse uden for mange

dødsfald fungerer bedre i medierne, og

er sværere at mobilisere en folkelig

modstand mod.

Han skælder grundigt ud CIAs

hang til at ville “bekæmpe en beskidt

fjende med beskidte metoder”. Han

nævner CIAs støtte til folk som Osama

bin Laden som et grimt eksempel

hvorledes dette har givet bagslag - og

opfordrer til at sådanne projekter helst

skal afvikles for at højne USAs moralske

anseelse hos andre lande.

Caleb Carrs endelige konklusion

indeholder tanker om næstekærlighed

og respekt for andre kulturer. Samt om

USAs moralske ret til egen hånd at

myrde ubehagelige statsledere uden forudgående

debat.

Bogen er absolut værd at læse. Man

bliver klogere terrorens væsen - og

kynismen i amerikansk politik - selv

om der altså ikke er grund til at tage alle

Caleb Carrs analyser lige seriøst.

Caleb Carr: “Terrorens væsen”.

Klim 2003.