Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred og frihed nr. 3 2003

Nej til krig og besættelse af Irak og

En mosaik fra demonstrationen den 27. september. i København.

Af Annelise Ebbe

Det var dejligt at vide, at der blev demonstreret i 41 lande

verden over. Det giver en god fornemmelse at stå i København

og vide, at vi er mange - tryghed og styrke.

Jeg hørte dog en ordveksling mellem to demonstranter.

Den ene spurgte den anden, hvorfor det egentlig “var i dag”.

“Fordi det er en international demonstrationsdag,” svarede

den anden. “Jamen, hvorfor lige den 27ende?” “Øh, det er

vel vedtaget.”

Det er ikke let, når der ikke længere er en egentlig anledning.

Besættelsen, ja. Eller besættelserne, skulle man måske

snarere sige. Både koalitionens af Irak og Israels af Palæstina,

men det bliver lidt luftigt, når tingene skal kædes

sammen, uanset hvor meget de faktisk hænger sammen i virkeligheden.

Ved en demonstration har man brug for at samles om et

klart og konkret budskab. På den baggrund var fremmødet

ganske godt. 700 sagde Politiken. Så var der nok mindst 800.

Og trods af den vage fornemmelse af, hvad demonstrationen

handlede om, var der engagement og entusiasme, og

at dømme efter bannerne bred opbakning.

Bjørn Elmquist var første taler. Han er god, virker bundhæderlig

og borger for en vis bredde til den modsatte side af,

hvad vi er vant til. Han startede med “en sørgelig konstatering:

Danmark er en besættelsesmagt”.

Det var godt at få det sagt med så enkle ord. Han pegede

også, at besættelsen blot er en forlængelse af irakernes

nød og undertrykkelse.

4

Det var Nej til Krig, der arrangerede og derfor også koordinationsgruppen,

der leverede konferencierer. Det giver nu

og da en fornemmelse af, at der er virkelig mange talere.

Nanna Carlsen var ikke begejstret: “Når

konferencieren holder taler, før det starter

og ind imellem talerne virker det forstyrrende.

Det ødelægger koncentrationen.”

Selv måtte jeg - for sent - konstatere, at

hun havde ret: Jeg hørte ikke ret meget af

taler nummer to foran den amerikanske

ambassade. Det var en ung palæstinensisk

kvinde fra Palæstina-Initiativet i Odense.

Asmaa Abdol hed hun, og andre kunne

fortælle, hun var god.

Da Kristine Holten-Andersen fra koordinationsgruppen

kom , var jeg begyndt

at sortere konferencierens tale fra som

lydtapet, og var derfor i stand til at lytte

igen. Kristine var led og ked af løgnene.

Hun var led og ked af, at samfundet accepterer

kynisme. Hun var led og ked af

politikernes arrogance. Hun var led og ked

af usagligheden. Hun var led og ked af

mangelen troværdighed. Hun var led

Palæstina

og ked af, at Socialdemokraterne er med

nu. Hun var led og ked af, at der ikke har

været uvildige undersøgelser.

Jeg var enig med Kristine. Jeg er led

og ked af nogle af de samme ting, men

ved siden af mig stod en mand, som blev

led og ked af at høre hende sige 'jeg' hele

tiden.

Han var “s'gu ligeglad” med hendes

følelser. Han ville hellere have haft nogle

af de facts bordet, som hun direkte

sagde, at hun ikke ville tale om.

Da vi havde hørt nok en konferenciertale,

kom Coolsville scenen. Jeg må indrømme, jeg er led

og ked af demonstrationsbands/-sangere, der ikke kan synge

rent. Men jeg er nok for gammel og for fintfølende.

Det er vist ikke et krav vore dages demonstrationer, at

man skal kunne synge rent for at optræde. Vi tog en tur hen

forbi A.P. Møller Esplanaden. Han er en af “krigens købmænd”.

Det er ikke et udtryk, der begejstrer mig.

Jakob Nerup fra Internationale Socialister har retorikken

plads og i orden. Det er synd, når et godt budskab drukner

i retorik. Med al den retorik og efter endnu en konferenciertale

kneb det atter med at høre efter.

Ikkevold nr. 3 2003

Den næste var Joanna Ramos. Hun skitserede en del af

USAs historie. Det blev lidt rigeligt, men det hun sagde

havde retning, og så begyndte man igen at høre man efter.

Hun sagde, at terroren er en konsekvens af den ulige fordeling.

Det er ikke hele sandheden, men det skader ikke at få

repeteret, at fordelingen er ekstremt ulige. Og så havde hun

en morsom pointe: Hun tog Anders Fogh Rasmussen ordet.

“Det er tid til forandring!” sagde hun som afslutningsreplik,

og det kan man jo kun give hende ret i.

På vejen hen over broen til Udenrigsministeriet - dvs.

den allersidste etape, faldt jeg i snak med Jørgen Jensen fra

Odense. Vi snakkede frem og tilbage om, hvor mange vi var.

Han sagde, at han ikke “ville have kunnet bære ikke at være

til stede.” Da jeg lidt tøvende sagde, at der nok var en hel

del, der havde det anderledes, sagde han med et glimt i øjet:

“Det er de bedste, der er her!”

Foran Udenrigsministeriet gjorde Anders Olesen fra Byggefagenes

Samvirke det svære: Han kædede to af demonstrationstemaerne

sammen. Han gjorde det godt, men han

var oppe imod en ret massiv træthed, fysisk og mentalt. Så

mange talere og så mange konferencier-taler. Det kan godt

blive for meget, og mens Jan Helbek fra Socialdemokraterne

Fyn blev annonceret og ikke kom, åndede man lettet

op. Rune Lund fra Enhedslisten blev den sidste.

Han råbte til Per Stig Møller, at han er fuld af løgn. Og det

er han jo, men det er ikke sikkert, han hørte efter derinde bag

de tykke mure. Rune var vred. USA bruger én milliard kroner

om dagen at skaffe sig fjender med besættelsen af

Irak. Et andet af de tal, han opgav, gjorde indtryk mig

som fler-børns-mor: Hver dag dør 30.000 børn af sult og

underernæring. Det var ikke et tal, man havde lyst til at fejre

lørdag aften sammen med. Måske var det derfor, Rune sluttede

med at sige, at vi tror , man kan være venner.

Bandet No Privacy afsluttede demonstrationen, og det

skal jeg love for: Det var rigtignok bogstaveligt talt: Der var

absolut no privacy, da de begyndte at spille.

Jeg listede hjem.

5

More magazines by this user
Similar magazines