Socialrådgiveren nr. 16-2011 - Dansk Socialrådgiverforening

Lones
Jeg var i tvivl. Jeg var virkelig i tvivl, om jeg
skulle stille mig frem og udtale mig. Selvom
jeg vidste, at jeg har ret til det, tænkte en
del af mig alligevel, at det var bedst at lade
være. Og med Socialrådgiverens nummer om
whistelblowing i hånden fik jeg det bestemt
ikke bedre. Læsningen gav mig koldsved og
sendte hjertet momentant ud på himmelflugt,
for min første klumme var allerede sendt af
sted. Beslutningen var taget.
Min akut opståede koldsved bundede i, at
en del af mig helt naivt ikke havde forestillet
mig, at det kunne være et egentlig problem
at udtale sig på det generelle plan. Fordi jeg
ganske enkelt ikke kan forstå, hvorfor det er
så prekært at udtale sig om lovgivningen. Og
om nedskæringer og arbejdsforhold.
At beskæftigelsespolitik har konsekvenser
for de borgere, som den er møntet på, er ikke
en overraskelse. Vel nærmere hensigten.
Og at kommunerne mangler penge, er vel
12 SOCIALRÅDGIVEREN 16 I 2011
klumme
Åben debat – med svedige håndflader
heller ingen hemmelighed? At det koster på alle områder er givet, og
nedskæringer koster på faglighed og en ordentlig indsats over for de
ledige – det kan ingen vel undre sig over.
At der sjældent ligger onde hensigter bag nedskæringer er vel heller
ikke til diskussion?
Og så tænker jeg på, hvordan det kan falde dårligt tilbage på en
arbejdsplads, at vi socialrådgivere åbent taler om de generelle vilkår,
som alle medarbejdere i jobcentre og andre afdelinger landet rundt
oplever. Kunne der ikke komme noget positivt ud af det? Ville arbejdspladserne
ikke kunne fremstå som innovative og åbne og med tillid
til sine medarbejdere? Kunne man endda forestille sig, at der ved at
skabe fokus kunne komme flere penge… (ok, måske er det også lidt
naivt at tro)?
Sidder med dyrebar viden
Jeg kan stadig se mig selv i spejlet, når jeg står op om morgenen, og
borgerne i øjnene, når de går ud ad døren. Og langt hen ad vejen accepterer
jeg vilkåret om at yde det bedste inden for de rammer, der er.
Ellers var jeg gået. Men i mine øjne er det ikke ensbetydende med, at vi
ikke skal diskutere rammerne. Og at det ikke kan blive bedre.
I min optik har vi en pligt. Til at være med til at skabe debat og fortælle
de svages historie. Fortælle både det positive og det negative
om lovgivningens indvirkning, og om mangel på ressourcer. Og sidst
men ikke mindst pointere de elementer, som mangler i mediernes
dækning af beskæftigelsesområdet og i det hele taget den sociale
lovgivning i Danmark, der oftest omhandler forenklede personsager og
glemmer det store billede. Vi sidder med en dyrebar praksisviden, og
hvis vi ikke deltager, bliver den aldrig hørt.
Når alt det her er sagt, er det da stadig med bankende hjerte og
svedige håndflader, at jeg udtaler mig. A
OM LONE MUNKESKOV
• Ansat i Gentofte Kommunes jobcenter.
• Uddannet socialrådgiver i 2006.
• Under studiet arbejdet i Kriminalforsorgen som personundersøger
og frivilligt i en organisation for unge ensomme.
• Tilsynsførende i Kriminalforsorgen i Friheden fra 2006-2008.
• Ansat til rådgivning og udbetaling af ydelser i
Gentofte Kommune, 2006.
• Uddannet fagjournalist, Danmarks Medie- og
Journalisthøjskole, Århus, 2010.
• Ansat i i Gentofte Jobcenter med matchgruppe 2
og 3, 2010.