Skærtorsdag: Du bli'r hvad du spiser. Carsten Riis Jensen, marts ...

riisjensen.dk

Skærtorsdag: Du bli'r hvad du spiser. Carsten Riis Jensen, marts ...

Skærtorsdag: Du bli'r hvad du spiser. Carsten Riis Jensen, marts 2005.

Vores rejse i aften begynder uden for Betlehem, i området Migdal Eder, som er gravsted for Rakel. Migdal Eder er også

stedet, hvor man i tiden op til påskefejringen opbevarer tusindvis af får. På markerne ved Migdal Eder, uden for

Betlehem, sidder der hver dag en flok unge hyrder, som skal passe på de tusinder af får, der skulle føres ind til

Jerusalem, til påskefejringen, for at blive ofret. Hyrdernes job var at inspicere alle fårene, for at sikre sig, at de var

lydefri, perfekte og værdige til at blive til et offer for Gud.

Man var meget omhyggelige med at udvælge lammene. Men lige så omhyggelige var man med at gøre sig selv parat,

rede til at begynde det nye, jødiske år, med en fantastisk fest i Jerusalem.

Køkkenredskaber rengøres i kogende vand. Man vasker sig grundigt. Man faster. Man forbereder særlig mad. Man gør

rent.

Alt sammen som forberedelse på det nye år, der begynder med den jødiske påskefejring. Alt sammen som forberedelse

på det, som jødiske rabbinere kalder at ”spise historien”. Når rabbinerne skulle beskrive, hvad påskefejringen og

måltidet var for, sagde de: ”Vi spiser historien”. For det er netop, hvad man gør i påsken: Spiser historien 1 . Men hvad er

det for en historie, man spiser og minder hinanden om? Lad os se det ved selvsyn:

Filmklip 1: Moses.

Gud indgik en ny pagt med sit folk. For det israelitiske folk betød det, at Gud rent faktisk sagde til dem: ”Jeg længes

efter at have fællesskab med jer. Jeg vil indgå en pagt med jer på mine betingelser”.

For at beskytte Israel fra døden, bestod pagten af en række love, som de skulle følge. Og efter Israels folk havde

modtaget pagten, afgav de i fællesskab et løfte: ”Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler”.

Problemet var, at det gjorde de ikke. Jeg er sikker på, at de ønskede at holde deres løfte, og hvis de havde kunnet det, så

ville Bibelen have været meget kort. Ja, den kunne faktisk have stoppet her. Men det gjorde de ikke. De adlød ikke det,

som Herren havde sagt.

Faktisk er de næste 600 sider af Bibelen og 1.300 år historien om et folk, som virkelig prøvede at holde deres løfte om

at adlyde, men som fejlede igen og igen.

Gud ønskede at indgå en pagt med sit folk. Gud sagde: ”Jeg vil have fællesskab med jer. Min retfærdighed skal ske

fyldest – og min nåde skal derved også ske fyldest. Jeg vil have fællesskab med jer”.

Det samme siger Gud til folket, da de under ørkenvandringen får besked på at bygge et telt, hvor pagtens ark skal stå, og

hvor præsterne skal udføre de ofre, Gud kræver.

Folket bygger et telt til Gud, for at han kan bo iblandt dem. Og det gør de, fordi det, Gud rent faktisk siger til dem, er:

”Jeg vil opslå mit telt hos jer... Jeg vil opslå min bolig iblandt jer, og jeg vil ikke vrage jer. Jeg vil vandre midt iblandt

jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk” (3. Mos 26:11).

Og det hele begynder med et lam, som bliver ofret.

Og hvis jeg kan få jer til at værdsætte netop dét lam, denne skærtorsdag aften, så har jeg opnået, hvad jeg ville:

I Migdal Eder, uden for Betlehem, udførte de unge hyrder hver påske grundigt gennemsyn, af de hundreder af får, de

havde der. For Gud Herren havde sagt, at det dyr, hver familie ofrede, skulle være fejlfrit.

Jeg vil prøve at vise jer, hvor grundigt disse dyr blev udvalgt – og måske nogle af jer vil tænke: ”Det der lyder bekendt!

Var der ikke noget med en mand, som på et tidspunkt gennemlevede præcist det samme på sin krop?”.

Påskelammet skulle ofres i stedet for den førstefødte. Farao og Egypten havde syndet imod Gud, og derfor måtte hver

families førstefødte dø. Påskelammet var Guds måde at sige: ”Min retfærdighed skal ske fyldest. Noget må dø, før der

kan blive liv igen. Jeg vil ikke, at I skal dø. Jeg vil, at I skal ofre dette lam i stedet”. På samme måde, som Abraham

blev standset af Gud, og i stedet for sin søn blev givet en vædder at ofre. På samme måde som Guds retfærdighed skete

fyldest i Jesus, Guds egen førstefødte.

Påskelammet skulle også være fejlfrit. Det skulle være ungt, og det skulle være et handyr. Mange år senere træder et

ung mand frem på scenen. Og de, der så ham og fulgte ham, sagde: ”Det var ikke med forgængelige ting, som sølv og

guld, I blev løskøbt, (...) men med Kristi dyrebare blod, som af et lam uden plet og lyde” (1. Pet 1:19). Denne unge

mand døde, som et fejlfrit menneske, som et lam uden lyde.

Påskelammet skulle også ”eksamineres”, før det blev godkendt som slagtoffer. Hyrderne på Migdal Eder havde

tusindvis af får at eksaminere. Og måske giver det mening, når vi hører, at også den unge mand, tusinder af år senere,

blev eksamineret i Jerusalem. Og da man var færdig med at eksaminere lammet, udbrød en hedensk statholder, ved

navn Pilatus: ”Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget”. Lammet var lydefrit.

Som det sidste skulle påskelammet slagtes i fuld offentlighed, og ingen af dets ben måtte blive brækket. Dyret skulle

1 Marvin R. Wilson, ”Our Father Abraham”, Eerdmans, p. 250; udtrykker stammer fra Israel Zangwill (d. 1924).


slagtes og steges helt. Og selv om volden og torturen i Mel Gibsons film, ”The Passion”, er brutal, så fortæller en af

øjenvidnerne følgende om Jesu korsfæstelse: ”Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans

ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. (...) Dette skete, for at det

skriftord skulle gå i opfyldelse: Ingen af hans knogler må blive knust” (Joh 19:33-36).

Alle disse forberedelser af påskelammet skulle ske, fordi Gud ønskede, at folket skulle huske udfrielsen fra Egypten. Og

han ønskede at indgå en pagt med dem. Derfor indstiftedes offeret, og derfor indstiftedes ordningen med en

ypperstepræst, som på folkets vegne skulle gå ind i templet. Gud siger: ”Jeg vil tage bolig iblandt jer!”. Jeg vil slå mit

telt op iblandt jer.

Vi skal nu se Jesu indstiftelse af nadveren, i en musikvideo, jeg har redigeret til lejligheden:

Filmklip 2: ”The Passion”. Underlægningsmusik: ”Come To The Table”, Michael Card.

For nogle år siden forærede Karen Margrethe mig en guldring, og inden i ringen fik hun indgraveret en henvisning til et

skriftsted. Det er fra Hebræerbrevet: ”Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore

skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde

frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid”.

Min ypperstepræst gik under påskehøjtiden ind i det allerhelligste. Min hyrde gik ind i det allerhelligste, og blev selv det

lam, som blev slagtet og ofret. Min ypperstepræst, min hyrde, mit lam, som blev Guds ultimative offer.

Det er ham, Johannes Døberen peger på, og råber: ”Se der Guds lam, som bærer verdens synd!”. Vort påskelam er

slagtet!

Det israelitiske folk blev ikke frelst på grund af det, de gjorde, det offer, de bragte, men alene på grund af blodet. Gud

sagde til dem: ”Når jeg ser blodet!” - ikke: ”Når jeg ser jeres lydighed”, eller ”Når jeg ser, hvor grundigt i forbereder jer

på påskemåltidet”.

Han sagde: ”Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi jer, og ingen plager skal ramme jer”.

1400 år senere så deres efterkommere, at blodet fra påskelammet løb fra korset ned på jorden. Men mange af dem, som

så blodet, vendte sig bort og gik hjem og fortsatte deres egne festligheder. De vendte tilbage til deres tomme formler og

religiøse ritualer. De vendte tilbage til den tunge byrde under Guds lov.

Men ikke alle vendte tilbage.

Nogle af dem så i tro, og gik ind til freden. De så blodet, stolede på dets kraft og på, at Gud så blodet. Og de blev der,

ved korset. De gik ind i Guds fred, ind i Guds tempel, ind for Guds eget ansigt, hvor lammet og ypperstepræsten er én

og samme person.

Jeg kender ikke de konkrete ting, du kæmper med. Jeg kender ikke de nederlag, du har erfaret, og om du frygter, at Gud

er langt væk fra dig. Men åbenbart ser Gud noget stort i dig.

For han indgik en ny pagt med dig, som kostede ham alt. Guds retfærdighed skete fyldest, og Guds nåde blev åbenbaret.

Gud indgik en pagt med dig, han vil slå sit telt op i dig, og han vil have måltidsfællesskab med dig.

Han er en Gud, som elsker dig og elsker mig så meget, at han ikke bare kunne sidde tilbagelænet og se os snuble igen

og igen. Han var nødt til at gøre noget. Derfor: Natten før han døde på korset, for at betale prisen for den nye pagt, ”tog

Jesus et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til

ihukommelse af mig. Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, og sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod,

som udgydes for jer”.

du hver dag erfare, at den pagt, Gud indgik på korset, også er en pagt med dig.

Må Gud slå sit telt op og tage bolig i dig.

Og må du blive, hvad du spiser.

Amen.

More magazines by this user
Similar magazines