deceMBeR 2012 - januaR - feBRuaR 2013 - Mariendal kirke

mariendalkirke.dk

deceMBeR 2012 - januaR - feBRuaR 2013 - Mariendal kirke

MENINGEN MED TILVÆRELSEN

”At se en mening med tilværelsen”. Det var overskriften

for efterårets filmaftener og derfor også mere eller mindre

direkte det, som blev diskuteret, efter at de fire meget forskellige

film var set. Og at finde en mening med livet, det

er vel, hvad mennesker alle dage har søgt. De færreste af os

kan nok lade være med at vende blikket indad og se på os

selv og vores liv og lede efter meningen med det. Og her er

det så, at kunsten nogle gange kan komme os til hjælp, ikke

bare filmkunsten, men også litteraturen og billedkunsten

kan gøre os klogere på, hvad et menneskeliv er.

Der findes et meget kendt sted i en af de store romaner,

der er forfattet i Danmark, hvor der ligefrem tales om eller

spørges efter livets mening. Jeg tænker på afslutningen

af Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, hvor hovedpersonen,

som alle havde tænkt skulle blive til noget stort, er død efter

at have levet sine sidste år fjernt fra alfarvej alene i et

lille hus og med et beskedent arbejde. I en efterladt optegnelse

overvejer han netop det spørgsmål. Han beskriver,

hvordan vi mennesker i vores liv fra ungdommen kræver at

forstå og kontrollere hele verden og finde sammenhængen

i den, ja søger, meningen med livet, formålet for vor kamp

og liden. Indtil vi en dag standses af en stemme fra dybet

af vort indre, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den

dag af kender vi intet andet spørgsmål end dette ene. Er

mit sande jeg, spørger Lykke-Per videre, det menneske, der

i morges var forstemt og led ved livet og dets besvær? Eller

var mit sande jeg, ham, der om aftenen lykkeligt sad og

hyggede sig med gode minder ved kaminen? Eller er det alt

sammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor sjæl, er det

bare en forbifarende stemning, et resultat af vor nattesøvn

og vor avislæsning, noget, der er afhængigt af barometerstanden

og torvepriserne? Eller har vi lige så mange sjæle

i os, som der er brikker i en gnavpose? Hver gang posen

rystes, kommer en ny til syne: en nar, en hugaf, en natugle...

Jeg spørger! Jeg spørger!

At spørgsmålet om tilværelsens mening hænger nøje sammen

med spørgsmålet om, hvem vi selv er, blev jeg mindet

om, da jeg for et par måneder siden var så heldig i Helsinki

at se en udstilling med over 300 værker af den store

finske malerinde Helene Schjerfbeck. Da jeg så billederne,

kom jeg netop til at tænke på Lykke-Pers spørgsmål om

”hvem er jeg?”. Mange af Helene Schjerfbecks billeder er

nemlig selvportrætter, hvilket simpelthen skyldes, at hun i

perioder ikke kunne skaffe modeller. Hun levede fra 1862

til 1946, og hendes første selvportræt er fra da hun var først

i 20’erne. Man ser et nøgternt og alvorligt ansigt, en blond

ung kvinde, der med sine blå øjne kigger søgende forbi beskueren

og ligesom venter på, at livet skal åbne sig. Det er

et billede malet i tidens impressionistiske stil med hundreder

af små penselstrøg, hvor ansigtet er gengivet, som det

også for andre må have set ud. Men efterhånden, som tiden

går, og Helene Schjerfbeck bliver ældre og også påvirkes

af modernismen, opløses billederne mere og mere, og udtrykket

i selvportrætterne forenkles, sådan at de allersidste

selvportrætter, som hun maler en hel række af, da hun er

over 80 år gammel, kommer til at bestå af helt enkle og

få streger, ja, der økonomiseres så meget med linjerne, at

ansigtet ligner et skelet, og billederne næsten fremstår som

skitseagtige karikaturtegninger.

Henrik Pontoppidan og Helene Schjerfbeck var samtidige.

Og man kan sige, at hun i sine selvportrætter på en måde

ledte efter det samme svar, som Pontoppidan lod Lykke-Per

spørge efter: Meningen med livet, og det spørgsmål, som

følger af det: ”Hvem er du selv?” Er det dit egentlige jeg, da

du var ung og blåøjet og fuld af håb, eller var det, da du blev

skuffet? Var det, da du indgik i et fællesskab, eller var det,

da du var helt alene? Har vi lige så mange sjæle i os, som

der er brikker i en gnavpose?

Når man ser på Helene Schjerfbecks selvportrætter, så

kunne man synes, at det er helt forskellige mennesker eller

sjæle, hun malede, men det var det jo ikke, og man kan da

også ane det samme menneske i alle billederne. Men hun

forsøgte tydeligvis igen og igen, lige til hun blev afbrudt af

døden, at finde frem til en slags sandfærdig kerne. Og til

sidst blev den så forsøgt holdt sammen i nogle ganske enkle

streger, ligesom den for Lykke-Per til sidst måtte ligge i det

enkle, nøgne og fordringsløse liv.

Det ligger altså i menneskets natur, at det gerne vil finde en

sammenhæng i sit liv og dermed en mening med det. Men

vi bliver aldrig færdige med det og vil aldrig finde et endegyldig

svar. Det bliver altid kun forsøg. At søge en mening

er jo i en vis forstand det samme som at søge Gud. For hvis

der overhovedet skulle være en mening med tilværelsen, så

må der jo være én, der har skabt den, en magt, der står bag

det hele, og som vil noget med sit skaberværk. Det er jo kun

nihilisterne, dem, der intet tror på, som netop lidt kedsommeligt

hævder, at alt liv er meningsløst.

Ser vi på os selv og vores eget liv, så får vi nok alle lige så

mange billeder frem, som der er brikker i en gnavpose, ja,

så findes der alt fra de store kulørte portrætter til de små

groteske skitser. Men evangeliet forkynder, at for meningen

selv, for Gud, er der hele tiden kun det samme menneske,

det barn, der hører ham til. For som det hedder i det tredje

af Johannes’ breve i Det Nye Testamente: Kærligheden består

ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os.

Det er ikke alt det, som vi gør i vores liv, Gud elsker, det er

ikke alle vore meritter eller manglen på samme, det er ikke

vores fromhed eller vore talenter, men det er os, han elsker,

den lille stregtegning, det helt nøgne lille menneske, som

han kender, fra vi bliver døbt og lige til verdens ende. Og

derfor er meningen med os og vores liv også helt simpel

og uprætentiøs. Johannes formulerer den sådan i sit brev:

når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker

hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed har nået sit

mål i os.

Birgitte Veit

More magazines by this user
Similar magazines