Sorte engle (Black Angels) - Stairway

stairwaydanmark.dk

Sorte engle (Black Angels) - Stairway

Sorte Engle

”Øh, hvad skete der? Hvor er jeg?”

Jeg vågner forvirret og desorienteret. ”Dette er ikke jernbanen. Hvor er jeg? Jeg ligger ikke i en

seng. Hvorfor sidder der en nål i min arm? Hvad er det for et glas, der hænger over mit hoved?

Hvad er alle de maskiner til?” Jeg prøver at rejse mig op, men en kvinde i hvidt siger, jeg skal lade

være. Jeg prøver alligevel, men hun skubber mig stille ned igen. Hun stikker et termometer i min

mund og tager min temperatur. ”Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her?”

Hun smiler og siger:” Du har været ude for en ulykke. Doktoren kommer lige om lidt. Han vil

besvare alle dine spørgsmål.”

Kort efter kommer doktoren. Sygeplejersken springer op, da han kommer ind i rummet. Hun

rækker ham journalen. Han siger ikke noget til mig, mens han bladrer gennem siderne. Han kigger

kun op en gang imellem, for at se på mig medens han læser papirerne. Han ser meget autoritær

og respekteret ud, tænker jeg. Da doktoren er færdig med at læse, rækker han journalen til

sygeplejersken. Han kommer over til mig. Han er stadig tavs.

Jeg tænker:” Jeg har aldrig før været så tæt på en som ham uden at blive skubbet væk.” Jeg kan

dufte den svage lugt af hans cologne. Han er høj og lyshudet. Hans sorte hår er pænt klippet, og

han har side skilning. Han har firkantede briller, som de forretningsmænd jeg har set, når jeg

tigger i Makati. Om hans hals hænger et smukt glat slips med en slipsenål af guld, og spændet på

hans bælte skinner som guld. Hans hænder er manicurerede. På hans venstre hånd har han en

gylden vielsesring, og på højre arm har han et guldur. Han har ikke en hvid kittel på, som nogle af

de andre læger har.

Sygeplejersken afbryder mine tanker, og afleder min opmærksomhed fra doktorens guldur, da hun

fortæller ham mit blodtryk og temperatur.”Blodtryk og temperatur er stabile Hr., men såret bløder

stadig”.

”Hvad mener du med bløder stadig?” siger jeg bekymret og rejser mig op. Sygeplejersken kommer

automatisk over og skubber mig stille ned igen. Mens hun gør det, bukker doktoren sig over mig

for at undersøge bandagerne, og med misbilligende øjne forsøger han at forklare, hvad der er sket

med mig.

”Et tog kørte over din højre arm mens du sov ved togskinnerne. Den blev skåret af ved albuen. Vi

måtte operere…” ”Hvad? Hvad snakker du om?” skreg jeg mistroisk og vendte mig for at se på min

højre arm. Den var væk. Der var kun en stump indbundet i bandage med blod på. Doktoren prøver

at svare på mine spørgsmål og siger med tålmodig stemme: ”Vi kunne ikke redde armen.” Jeg

stiller forvirret et spørgsmål mere, tårerne vælter frem i mine øjne. ”Hvorfor føles det, som om den

stadig er der?” En smule forbløffet siger doktoren: ” Du oplever spøgelsesfornemmelser. Det vil

snart gå over,” siger han kategorisk.

Jeg lukker mine øjne, og føler mit hoved synke dybt ned i puden af tyngden af de informationer,

jeg lige har modtaget.

Efter hvad der føltes som meget lang tid, begynder doktoren at tale igen. Han spørger efter mine

slægtninge, og hvem der kan betale for medicinen efter operationen. Jeg vender hovedet mod ham

med tårerne løbende ned af kinderne og svarer ham med en tom stemme: ” Jeg er gadebarn. Jeg


har ingen familie og jeg har ingen penge. Mine forældre forlod mig, da jeg var 5 år. De tog mig

med hen i en park for at lege og kom aldrig tilbage efter mig. Jeg har forsørget mig selv siden da.”

Doktoren skrev noget ned på sin blok, så forlod han og sygeplejersken rummet. Jeg var alene.

Jeg var alene i nogle dage. Doktoren og sygeplejersken tog sig ikke af mig. Bedøvelsen var holdt

op for længe siden, og bandagerne var begyndt at lugte. Jeg havde det ikke godt, og jeg havde

frygtelige smerter.

”Hvorfor vil du ikke give mig medicin?” spurgte jeg sygeplejersken, da hun kom med min ris og

suppe. ”Er der ikke nogen der gør noget?” sagde jeg protesterende og prøvede at komme ud af

sengen. Mine råb og skrig af smerte tvang sygeplejersken til at komme ind og binde mig fast. De

bandt mit venstre håndled og venstre fod til sengen. Det fik mig bare til at skrige og skråle endnu

mere.

Senere fik jeg høj feber, der bragte mig i en forvirret drømmetilstand. I min febervildelse kom en

lille dreng med sort tøj og sølvhår og tog mig i hånden, og vi fløj væk fra hospitalssengen og ud af

vinduet. Vi fløj rundt i skyerne, indtil vi kom til en gruppe børn, der sovende lå rullet sammen på

bjælkerne helt oppe under højbanen. Alle var langt væk i deres egen drømmeverden, da pludselig

en af de små drenge vendte sig i søvne og faldt ned og døde på gaden nede under. Jeg var

skrækslagen. Næste øjeblik stod den sølvhårede dreng og jeg ved siden af den lille dreng, da han

gik ud af sin forvredne krop og gned sine øjne, som om han lige var vågnet. Han og den

sølvhårede så på hinanden, så tog den sølvhårede dreng hans hånd og de fløj væk sammen.

I et nyt lysglimt landede den lille sølvhårede dreng og jeg på en landevej og satte os ned ved siden

af en gruppe lim-sniffende børn. De kunne ikke se os. Der var en masse trafik frem og tilbage. Helt

uventet rejste børnene sig op fra muren hvor de havde siddet, og løb ud i trafikken. Jeg var

chokeret da jeg så dem lave krumspring mellem de hurtigtkørende, dyttende busser og biler. Der

lød et højt skrig og et hult bump. Et af børnene blev ramt. Hans krop lå i en blodpøl, snoet og

forvredet på gaden. Barnet knugede stadig plastikposen med lim i sin hånd. Jeg så, at han rejste

sig fra sin døde krop og dukkede op ved siden af os på muren. Han så på, mens folk samlede sig

omkring hans døde krop og spurgte efter hans forældre. Den lille dreng så bare på os med tågede

øjne, og fortsatte med at sniffe. Den lille sølvhårede dreng tog min hånd og vi fløj bort. Vi fortsatte

sådan i flere timer, flyvende rundt mens vi så gadebørnene dø i gaderne på grund af ulykker og

overgreb.

Efter lang tid sådan, endte vi ved togskinnerne, hvor jeg så min egen krop ligge og flyde, højlydt

snorkende, stadig med plastikposen med lim i min venstre hånd, og min højre arm kastet

ligegyldigt op på sporet. Jeg hørte toget komme og skyndte mig hen for at vække mig, men jeg

kunne ikke. Den lille sølvhårede dreng lagde sin hånd på min skulder. Jeg hørte toget komme. Det

kom nærmere og nærmere…Jeg så skrækslagen til da det kørte over min højre arm. Jeg vågnede

skrigende i total vildelse.

Dryppende af sved lå jeg, da der var nogen der tørrede min pande og beroligede mig. Jeg bad om

vand. Jeg fik det. Da jeg havde drukket, kunne jeg bedre fokusere. Jeg så mig omkring. Jeg var

tilbage på min hospitalsstue. Jeg lagde mig ned på puden igen.

”Du har haft meget høj feber i fire dage. Du fik en infektion i såret efter amputationen. Infektionen

spredte sig i den stump, der var tilbage. Doktoren var nødt til at operere igen. De havde ikke andet

valg end at fjerne resten af din arm". sagde den venlige fremmede.

Jeg så over på det tomme sted, hvor min arm plejede at være. Armen var helt væk. ”Jeg er ked af,

at være den der fortæller dig dette, men det er muligt at infektionen har spredt sig til resten af din


krop,” sagde han.

Jeg så på denne person med tårer i øjnene og spurgte: ”Hvorfor er der ikke nogen, der bekymrer

sig om os?”

Sorte Engle

Sorte Engle kan ikke flyve

de kommer aldrig op i himlen

I stedet lever de blandt os

på gaderne

Beskidte, forsømte

voldtagne, sønderrevne og knækkede

udforsker de medmenneskeligheden

Så dør de

ubemærket

Først da opdager vi dem

Måske

MDR 3/01

More magazines by this user
Similar magazines