Download pdf her - Holmens Kirke

Kristendom&Kultur
Jesus siger til disciplene: ”En kort tid,
så ser I mig ikke længere, og atter en
kort tid, så skal I se mig.” (Johannes
16, 16). Flere gange gennem evangeliet
har Jesus talt om, at han kun er hos
dem en kort tid endnu. De første gange
fortæller han dem kun, at han går bort,
men siger ikke noget om, at disciplene
skal se eller møde ham igen. Nu har de
fulgt ham i lang tid, nu kan de måske
bære at høre det.
Hvad siger han?
Disciplene forstår ham ikke, og nogle
af dem begynder at tale indbyrdes om,
hvad han mon mener med dette ”en
kort tid”, og med udtrykket ”Jeg går til
Faderen.” De forstår simpelthen ikke,
hvad han taler om. De småsnakker med
hinanden. De forsøger at forstå det, de
har oplevet. Jesus prøver igen. Denne
gang udfolder han det tydeligere ved at
fortælle dem, hvad de skal gå igennem.
Han skildrer ikke det konkrete
hændelsesforløb, men det, de vil mærke
og føle.
Sorg og glæde
Det vil blive svært for dem, det som
venter dem. Endnu sværere bliver det,
fordi verden omkring dem vil glæde
sig, mens de sørger. Verden vil glæde
sig, fordi den endelige har fået bugt
med det klare stærke lys, som afslører
den, og de vil sørge over at miste
det lys, der har givet dem liv. Men
deres sorg skal blive til glæde. Den
skal forvandles. Det vil gå dem som
en fødende kvinde. Efter smerten vil
glæden blive så overvældende i dem, at
de glemmer deres ”trængsel af glæde
over, at et menneske er født til verden.”
(Johannes 16, 21). Billedet af den
fødende kvinde er ikke tilfældigt. Jesus’
død vil indebære en fødsel, nemlig hans
opstandelse.
Sjælesørger fra det høje
Jesus trøster disciplene, og han
efterlader ikke nogen af dem alene med
3. søndag efter påske 2009
I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Joh. 16, 22
Efter fødslen
Kort tid før Jesus skal dø, forbereder han disciplene på det forfærdelige, som de vil
komme til at gennemgå. Han taler til dem og trøster dem. Han giver dem et håb at leve
med midt i den sorg, de skal igennem
deres sorg og bekymring.
Han stiller sig derimod ved siden af
dem og indgyder dem mod. ”I skal
græde og klage, I skal sørge”- siger
han til dem. Men han vil også hjælpe
dem videre. Derfor siger han, at på den
anden side af sorgen, skal glæden igen
komme til dem. Han bortforklarer ikke
det skrækkelige, de skal opleve. Han
prøver ikke at fjerne det. Han trøster
ikke det forfærdelige væk, han tager
det alvorligt. Men han giver dem et
håb at leve med midt i det forfærdelige.
De skal blive i stand til at udholde det,
fordi de har håbet om, at glæden skal
komme til dem.
At give slip
Når Jesus sammenligner sorgen med en
kvindes fødsel af et barn, så peger han
også på, at på samme måde som barnet
først kommer til verden i det øjeblik,
kvinden giver slip, og barnet forlader
den trygge tilværelse i moderens mave,
først da opstår der nyt liv til glæde, - på
samme måde må disciplene også give
slip, for at noget nyt kan opstå. De må
give slip på at have Jesus hos sig hver
dag, hver time i døgnet. De må efter
hans død undlade at blive hængende i
sorgen; men de må give plads til et nyt
nærvær, et nyt liv, som det først senere
Billederne i denne uge er malet
af Hieronymus Bosch

2 • Kristendom&Kultur 3. søndag efter påske 2009
vil vise sig, hvad er. Men når de ser
Jesus igen, vil der fødes en glæde i
deres hjerter, som ingen nogensinde
kan tage fra dem, for det er en form for
’åndens glæde’, som er umistelig og
evig.
Sognepræst i Vetterslev og Høm
Ulla Toft
Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet
kapitel 16, vers 16-22.
Der er også salmer, der belyser teksten
fra forskellige vinkler:
644, Aldrig er jeg uden våde
540, En liden stund
Fornemmelse for forvandling
Også I sørger nu, men jeg skal se jer
igen, og da skal jeres hjerter glæde sig,
og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”
Johannes 16,22
Fortvivlelsen lægger sig ikke så
sjældent over det menneske, som søger
ind i Johannes’ verden. Mange vil
sikkert synes, at det er godt nok at læse
disse tekster op Langfredag; men nu
mellem påske og pinse! Hvorfor skal
det være så afdæmpet, så søgende, så
famlende?
Hvor er påskens fanfare blevet af?
Hvorfor er der kun en stille efterklang
af truthorn nu? Ind i mellem gør det
så godt at få det truttet ud, så det er
tydeligt, at nu er dødens tid forbi, og
livet vokser. Der er tider, hvor man har
brug for at vide, at troen er som fjeld.
Den står der, uanset om de bomber,
hader, snyder eller bedrager eller blot
farer rundt med idiotiske tomme ord.
Under forvandling
Der er også andre tider, hvor det
forekommer én, at hele verden
åbenbarer sig i en stille forventning.
Så er der det helt uforståelige også,
nemlig at smerten kan føde den største
glæde. Fødslen er det bedste eksempel.
Ufatteligt er det dog. Jeg indrømmer
gerne, at jeg første gang måtte sunde
mig oven på al den smerte, som jeg kun
kunne iagttage og føle magtesløshed
over ikke at kunne deltage i. Det tog
lige et par minutter at blive forelsket i
den datter, der lå i mine arme. Hendes
mor var ikke betænkelig overhovedet
trods smerterne, og jeg indrømmer
også, at mine beundrende øjne ikke har
sluppet hende siden. Kristus blev født
ud af jorden; ud af den dybeste smerte.
Han brød med løgn og hævn. Vi har
siden fornemmet, at verden er under
forvandling.
Alting kan blive bedre
Derfor synes jeg også, at Johannes er
inspirerende. Der er stadigvæk plads
til mennesket med følelsen. Der er
stadigvæk plads til længslen, og der
er plads til, at man kan misforstå eller
bare slet ikke forstå. Opstandelsen
vokser ind i vores verden. Hvem kan
GÅ I DYBDEN
Johannes Værge. Alt det som
er. Tekster om Gud, mennesker
og evighed.
Forlaget Anis. 2009.
Vi står mellem påske og pinse og fornemmer forvandlingen. Væk er de truttende basuner,
og tilbage er blot et famlende håb om, at verden er i gang med at forvandle sig
se på kirsebærtræet i blomst uden at få
en fornemmelse af, at noget er under
forvandling? Hvem kan se ind i sorte
øjne, som bliver raske og milde og får
glimt uden at tænke på, at noget sker?
Hvem kan høre den sejrsstolte barnestemme
berette om en sejr i livet uden
at ane, at alting kan blive bedre? Hvem
kan iagttage det faktum, at et menneske,
man forfulgte og afvæbnede, fordi
det var nødvendigt, pludselig fremstod
som menneske, da våbnene var klædt
af ham, og derfor kunne man ikke
andet end få medfølelse med ham, man
forfulgte? Hvem kan lade være med at
ane opstandelse, når sandheden sætter
sig igennem i et menneskes sind, og
man selv lytter til en modstander.
Evigt nærvær
Her i tiden mellem påske og pinse
drømmer vi virkelig om forvandlingen,
og vi tør vedgå, at det til tider er, som
om det hele står helt klart for vore øjne
– og så sker det mærkelige, at det hele
fortoner sig igen. Det sidste sker især,
når vi kommer trædende lidt hurtigt
hen imod troens mysterium og absolut
vil slå ord af det. Kristus lader sig ikke
sådan håndtere. Der er forskel på hans
evige nærvær og mine foreløbige ord.
Man må være nænsom, når man lader
fantasien gå løs på evigheden med
foreløbige ord og tanker.
Peter Skov-Jakobsen

3 • Kristendom&Kultur 3. søndag efter påske 2009
Sognepræster og sognefolk
Fornøjelig bog fortæller kulturhistorie om sognepræster og sognefolk fra 1550 -1750.
Og viser, at det også dengang ofte var svært for præsterne at begå sig i krydspresset
mellem menighed og øvrighed
Når det regner på præsten er titlen
på en ny kulturhistorisk skildring af
præste- og menighedsliv i de to første
århundreder efter reformationen. Det er
overordentlig spændende læsning. Ja,
faktisk kan man sige, at bogens eneste
virkelige fejl er dens tåbelige titel. For
hvad er det nu lige, der sigtes til med
dette ordsprog. Er det ikke, at milde
gaver, der regner ned ovenfra, også
kommer alle andre til gode? Ret beset
er det imidlertid ikke hovedpointen i
bogen, der derimod rummer en række
enormt fine skildringer af en række
præsteliv og fortæller om, hvorledes
disse liv på kryds og tværs har været
formet af omgivelserne – adel, kongemagt,
biskop, provst og menighed.
Mikrohistorie
Bogen rummer otte mikrohistoriske
fremstillinger af otte præsters konkrete
liv. De otte præster er udvalgt, fordi
de hver især bærer på en historie, der
har kunnet belyse konkrete forhold i
samtiden – dels i deres daglige forvaltning
af præsteembedet, dels i særlige
krisesituationer. I løbet af bogen
præsenteres således en række temaer.
Fromt og (ej) godt
Første biograferede præst er Rasmus
Hansen Reravius. Han havde studeret
under en af reformationstidens store
teologer Niels Hemmingsen og så det
som sin opgave at formidle den nye
teologi til menigmand og i menigmands
sprog. Det kom der et stort forfatterskab
af from og opbyggelig litteratur ud
af. Da det kom til stykket, endte hans
menighed på Lolland med at forsøge
på at fryse ham ud. Også dengang
kunne en præst tilsyneladende være for
rigid i sin fromhed, så folk stemte med
fødderne.
Daglig forvaltning
Næste biografi præsenterer Anders
Pedersen Perlestikker, der var præst i
Nakskov, og som var bemærkelsesværdig
i og med at han omhyggeligt førte
en meget detaljeret kirkebog, der endnu
er bevaret. Herigennem er det muligt
at få et indblik i den ganske væsentlige
arbejdsbyrde, som datidens præster
stod over for. Nakskovpræsten passede
således tilsammen med en kapellan
en menighed med omkring 2000
medlemmer, som skulle serviceres med
tre ugentlige gudstjenester, morgen
og aften-andagter samt de kirkelige
handlinger. Hertil kom et omfattende
papirarbejde omkring udstedelse af
attester til byens fraflyttere og validering
af attester fra byens tilflyttere.
Også dengang udgjorde attester og
papir en betydelig arbejdsbyrde.
Ortodoksi
Der gik næppe mange årtier efter reformationen,
førend den første berusende
frihed fik et knæk. Mest markant skete
det herhjemme da universitetsprofessoren
Niels Hemmingsen tiltrådte
Calvins nadverlære. Det resulterede i
en bortvisning fra universitetet, men
gav også genlyd langt ud i de små
præstekald. Det fik præsten Jørgen
Friis at føle, da han kom på tværs af
”latinske Holger”, Holger Rosenkrantz,
der skønt adelsmand var en beundret
teolog og tilhørte inderkredsen omkring
Christian IV. Jørgen Friis blev indsat
i Blåtårn og var nærved at miste livet.
Hjertets forandring
Det er svært at udpege en af
beretningerne til at være favorit. De
interessante og morsomme skildringer
kappes om pladsen. Personligt synes
jeg dog, at specielt undersøgelsen af
pietisten Peder Wedels fremfærd må
fremhæves. Peder Wedel havde nemlig
været i Halle og fået smag for den
nymodens teologi. Nu prædikende han
omvendelse, også over for sin provst.
Det gik ikke stille af sig, men endte
tværtom på biskoppens bord, hvilket
gør, at vi i dag kan vide en del om,
hvad præsten egentlig foretog sig for
at få sine sognebørn til at få en mere
from fremfærd i livet. Nøglen hertil
var ansættelsen af en skolemester
(sognemedhjælper), der kunne bistå
præsten i sin katekismusindlæring af
sognets børn. Børnene gik efterfølgende
hjem og prædikede for deres
forældre, der i stigende omfang bad
præsten om at komme på husbesøg og
samtale om eksempelvis ”Den sande
kristendoms rette grundvold”, som
var titlen på en af datidens fromme
pamfletter. Indflettet i disse husbesøg
blev efterhånden også husandagter, der
lidt efter lidt udviklede sig til egentlige
gudelige forsamlinger – det vi i dag
kender som møder i missionshuset.
Blev det så til det, som samtiden så på
med stor skepsis - særlige konventikler
eller profilmenigheder, som det hedder
i dag? Tjah, læs selv videre om den
gudelige præsts trakasserier med sin
ortodokse provst.
Dette er ganske enkelt en fremragende
og tankevækkende bog. Der er ikke én
af de problemstillinger, som datidens
præster var stillet over for, som vi ikke
kan genfinde i en eller anden form
i vores nutid. Og som bogen derfor
kan inspirere til at finde løsninger
på. Samtidig gør det jo ikke noget, at
bogen er virkelig fornøjelig at læse,
velredigeret og takket være fondsgaver
udstyret med fremragende (og ukendte)
illustrationer.
Køb den, læs den, nyd den!
Karen Schousboe
Charlotte Appel og Morten
Fink-Jensen:
Når det regner på præsten.
En kulturhistorie om
sognepræster og sognefolk
1550-1750.
Forlaget Hovedland 2009
379 sider, 348 kr..

4 • Kristendom&Kultur 3. søndag efter påske 2009
Vor Frelsers kirketårn
I disse dage genåbner kirketårnet i Vor Frelsers Kirke for turisterne. Snart er kirken
tilbage i en ny og fin stand
For flere år siden lukkede Vor
Frelsers Kirke sine døre, og siden
har menigheden lånt og lejet sig ind i
bl.a. Den Norske Kirke, der ligger på
nordsiden af Amager. Årsagen var bl.a.,
at fundamenterne havde sat sig helt
op til 25 cm, hvilket betød, at kirkens
gæster nærmest kunne få følelsen af at
gå rundt på et flydende skibsdæk. Nu
er renoveringen imidlertid ved at være
ved vejs ende. Der er lagt to betondæk
ind og imellem dem er der banket
stålrør, der går hele vejen ned i det
kalklag, hvor metroen løber. Herefter
er der lagt gulvvarme ind for at sikre
en jævn temperatur. Til sidst er kirken
blevet udstyret med et helt nyt egetræsgulv,
lavet af brede planker fra den
egeskov, som staten plantede i 1807,
da flåden blev stjålet af englænderne.
Den 4. maj er bygningsarbejderne
afsluttet, og kirken afleveres herefter
til menighedsrådet. Derefter resterer at
få orgelfacaden sat i stand og orgelet
intoneret.
Festgudstjeneste
Kirken åbner igen sine døre for
offentligheden d. 9. september, hvor det
nye gulv vil være frilagt og Tessin d.
yngres alter igen vil være på plads. Den
13. september er der festgudstjeneste,
hvor dronning Margrethe deltager
og den nyindsatte biskop vil lede
gudstjenesten
Tårnet
Allerede nu åbner dog tårnet, som
har sin helt særlige historie. Mens
selve kirken blev indviet i 1696, og
orglet i 1698 af Chr. V, varede det
yderligere halvtreds år, førend Lauritz
de Thurahs snoede spir står færdigt og
Kristendom&Kultur
kunne indvies af Frederik V. Ved den
lejlighed gik kongen og hans følge af
hofembedsmænd de 400 trin til tårnets
top, og 27 kanoner saluterede til ære for
spiret.
Lauritz de Thurah
De Thurah, der tegnede spiret, var
inspireret af universitetskapellet ved
St. Ivo i Rom, hvor Borrominis tårn
siden renæssancen har knejset med
en udvendig sneglegang. Mange af de
Thuras værker er siden gået tabt, men
tårnet på Vor Frelser knejser stadig og
betragtes af de fleste som et af hans
hovedværker. Hvor Borromini byggede
i sandsten, arbejdede de Thurah i
egetræ. Træets lethed gjorde det muligt
at bygge himmelstræbende, let og
smukt. I dag rummer tårnet klokkespillet,
der står i tårnets åbne lanterne, samt
Copyright © Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift. • www.kirkenikobenhavn.dk
Ansv. red.: Karen Schousboe • Kontakt: info@folkekirken.dk eller tlf.nr. 33269600
Layout: Maria Proudholm • Udgivet i Roskilde og Københavns stifter
den udvendige trappe, der begynder fra
vægtergangen, og som repræsenterer en
større skrækoplevelse end Tivolis nyere
forlystelser.
Kristus
Øverst er anbragt en forgyldt globus,
hvorpå knejser en fanebærende Kristusfigur.
Jordkuglen på toppen er 2,5 m
i diameter og kan rumme tolv granvoksne
mænd. Selve Kristusfiguren
er tre meter høj. Tårnet har ikke været
underkastet en restaurering i denne
omgang. Det skete allerede i midten af
90’erne og varede over seks år. Denne
restaurering kostede over 50 mill. (ti
gange så meget, som man oprindeligt
havde budgetteret med), men var så
også med til at sikre, at tårnets trappe
ikke rådnede væk under de besøgendes
fødder.
Åbning
Tårnet genåbner i denne uge. Den nye
sæson markeres med åbningsfestligheder
lørdag 2. maj kl. 11. hvor kultur- og
fritidsborgmester Pia Allerslev
foretager den officielle åbning. Der
bliver spillet musik fra klokkespillet i
tårnet, og der serveres forfriskninger
på kirkepladsen neden for tårnet. På
åbningsdagen er der gratis adgang.
Karen Schousboe
Tårnet er åbent i dagtimerne 11-16. I
juli og august 11-19.
Sæsonen begynder 2. maj og strækker
sig frem til udgangen af oktober. Kun i
forbindelse med dårligt vejr kan det af
sikkerhedsgrunde være nødvendigt at
lukke tårnet midlertidigt.
Entre: Voksne 25,- /børn 10,-