en anden - Koordinat

koordinat.dk

en anden - Koordinat

EN ANDEN MUNDS BÅDE


EN ANDEN MUNDS BÅDE


København 12.10.09


SAMO: Jeg har malet de her billeder, mens jeg tænkte på dig, eller det vil sige,

jeg tænkte ikke på dig, dig som menneske, men på dig som et lille æg. Nu vil du

selvfølgelig sige at jeg aldrig spiser æg, det er sandt nok, men din hud, din hud var et

æg, et økologisk æg, nej, mere præcist: Din hud havde farve som en æggeskal – og jeg

tænkte på æg, selvom jeg ikke bryder mig om æg, dine øjne er blå, jeg tror ikke dine

øjne kan være andet end en blå. Blå som orkestrale bål. Jeg skal nok passe på mig selv;

det er et løfte jeg giver dig, fordi dine øjne er så blå, jeg drømte jo også om dig, men

du havde store solbriller på, så store, at dit ansigts flydende landskab blev mere

flydende for tårerne gjorde det flydende og grumset, det skyldes nok at solbrillerne

var som cement eller en klippe, noget hårdt der ikke sådan lige lader rive med af

noget, men lige under rev tårerne jo din makeup med sig, flydende grumset ansigt,

som at pisse sig selv i ansigtet mens man står overfor sit spejlbillede i en ellers rolig

søs overflade, men det var ikke roligt, det var ikke ”Nu slapper vi af”, for jeg så jo

dine øjne, kort efter du havde smidt solbrillerne og lagt dig i min seng, jeg gik i

biografen og så en film, jeg ved ikke hvad det gør ved mig, hvad du gør ved mig, eller

hvad maleriernes skæbne er blevet?

Jeg tror nu nok, at jeg sparkede hul i lærredet (maleri, biograf), mit

humør var sådan: Jeg kunne rigtigt nok myrde løs, så jeg smed omkring mig med

dåser. Men dåser har fået den her ejendommelige status af at være det koldeste, det

koldeste hjerte er altid lidt varmere end en dåseøl nede fra kiosken. Er du kold i

hjertet og varm udenpå? De er tre pakistanere dernede: Den ene af dem er lige blevet

far. Det betyder noget, men jeg kan kun se i hans hærgede øjne, rander, at den brune

iris er tappet for energi, så når han fejler i sit ”Goddag, hvordan går det, cigaretter?”

fejler han ved kun at give mig en pakke cigaretter, og der retter jeg ham jo ikke, det

ville være som at følge efter en søvngænger og forhindre alle tænkelige uheld påført af

søvngængeriet. Jeg har hørt man ikke må vække søvngængere. At det kan være meget

farligt, men jeg har altid drømt om at du vækkede mig, når jeg stod tættest på kanten,

når mine fødder jaget ned i sokker, var på vej ud i

(ingenting)

nej du kender mig godt nok, derfor virker det også nyttesløst at sige dette.

Vi må alle vågne på et eller andet tidspunkt og jeg er mæt af

drømmenes minder fra fremtiden, så jeg spørger ikke mere, om du vil vække mig,

vække mig for alvor rive mig ud af denne kurs’

(ingenting)

nej du kender mig godt nok til ikke at råbe af mig i søvne, råb mig bare i søvn, men


det er i søvne jeg ser dig, og du råber ikke nær så meget som den der hysteriske kjole

der laver folder over dit bryst, din forvredne kyst. Vi kunne lege døde sammen. Jeg

tror godt at jeg vil lege død sammen med dig, vi kunne ligge i min seng; trække vejret

gennem hinanden, trække hinanden op af søer, men det gør døde nok ikke, døde er

nok døde. Døde du lidt, da jeg bad dig være en figurativ død. Lig lig, lig lidt lig med

tre kroner

(afgrund tavshed intet)

jeg er allerede hvid som en sky.


SAMO: Men du siger ikke noget, du vrider hverken dit bryst med bekymringer

eller flager hele faner. Det hele går op i den konflikt vi havde, den parade af pirkende

høtyve, i slangernes øjne, må vi have lignet en ørken, vores forhold har nok lignet en

ørken, men en ørken hvor det regnede hele tiden. Men jeg vil med dig, der, tilbage i

ørkenen, sammen, os to, jeg vil med dig, træde i sandet, sejle rundt, mens sveden

måske er søer, måske floder – muligvis floder hvis jeg selv skal tale om mit eget sved,

det fosser bare så underligt tamt, som om man endelig er kommet frem til vandfaldet

og opdager at Bornholm fx er en ø, at vandfald bare er vand, at man kan tage et

brusebad – os to – os to sammen i ørkenen – et bad, et brusebad: Jeg vil den rejse

med dig, denne aften hvor stjernerne er underligt røde, har høtyvene – mine

bemærkninger – overhovedet nogen effekt på dig? Det gør nok ikke ondt at være

smuk.

Det regnede i går aftes selvom det ikke regnede, det regnede, vi lå i

sengen så jeg, jeg var en anden verden, en verden med vred piskende regn gennem

mit køn, og i væggene sejlede hvæssede fiskestimer, som rige, forunderlige ædelsten,

klingklang

(ingen lyd)

men i virkeligheden var regnen fiskenes strygestål og de var knive, og regnen var

deres mere end regnen var min, men hey går det godt?

Der går så lang tid, jeg tæller jo ikke sekunderne men sandkornene i

ørkenen mens du er væk, du er nok fløjet, jeg fornemmer på dig, at du er fløjet, så jeg

forsøger ikke at tænke så meget på dig, jeg koncentrerer mig om ikke at tænke, at lade

vejene være åbne, men hvad er veje uden broer mellem kontinenterne – broer disse

emaljerede rygsøjler, dig med togskinner – eller dig du med togskinner selvfølgelig

tænker jeg nu på dig, mens jeg tænker på dig, jeg undskylder til jer begge to. Kyssene

ville også være kogende have, have losset godt til med et sæt statuer forviklede af

skidt, jeg tror ikke duerne mener det når de skider over det hele, til gengæld har jeg

aldrig set en svane skide, hvilket gør det til det mest klassiske dyr, en smuk buste af

gips – en tante ude i de store mestres kompositioner, bare ikke tante men min

mormor, vidste du at hun var operasangerinde, og jeg savner hende ikke så meget

mere, jeg savner dig, og dig, jer to, jeg savner jer mens symaskinen syer min falkerede

på toppen, haute couture? Må være svalernes syninger i luften. Så hvad siger du?

(ingenting)


Så hvad siger du ikke? Hvad holder du for dig selv? Christina hed hun:

Hun havde lyst hår, jeg måtte ikke røre ved hende, hvilket fik mig til at begære hende

mere og mere, til sidst blev det for meget og jeg rørte ved hende, og ved du hvad, hun

viste sig at være vildt liderlig, som om hun hele tiden ville have haft mig til bryde

reglerne eller Reglen. Nu brækker jeg mig af for få regler.


SAMO: Jeg tror at jeg så dig engang, hvilket i denne sammenhæng må løftes til

det ypperste for jeg har ikke set dig længe, faktisk tror jeg ikke det er rigtigt med regler

for kommunikation – disse broer der læner sig op af vinden, venter, holder op – jeg

mener broer der holder op lige foran mål, de fører ikke helt op til destinationen, men

hænger 1 meter i

(ingenting)

1 meter fra dig, så hvad gør jeg så? Jeg børster tænder, jeg børster tænder for mine

tænders skyld, mest for mine tænders skyld. Det blev ikke som jeg havde regnet med,

igen: hvad regner jeg med, jeg regner med dig eller dig er du meget bange for at være alene

med dig selv? Jeg er meget bange for at være alene med mig selv.

Skibene vender om, de har sejlet, de har sejlet længe, jeg tror bare at

ordet ’skibe’ er misvisende for dette projekt, både er bedre, både kan ende hvor som

helst, mens skibe som dyre biler altid må regnes for at have en klar destination, så jeg

drømmer om både – du må selvfølgelig godt blande dig, føl dig fri til at blande dig når

som helst, bådene sejler ikke nu, ikke endnu, og pludselig frygter jeg at de aldrig vil

sejle, føres, en vildfarelse, hvordan vide at de når frem til dig eller dig, en så eminent

tiltro til skæbnen og

(ingenting)

det er måske også Lasse, Lasse var blevet skudt i ansigtet og havde overlevet, han røg

joints og havde abstinenser fordi han planlagde at ryge kokain, hele tiden, konstant.

Jeg sprang på en hest en anden gang, et andet sted, måske Lasse sad i det øverste tårn

og svedte og rystede, jeg har glemt det nu, men engang forklarede han mig hvordan

man ryger kokain, sådan nogle gode stunder, han kunne godt lide at se filmen Scarface

– han havde ingen tænder i munden – filmen skulle ses med lyden skruet helt op,

suppen blev slubret – det kan være at indtagelsen af suppe (denne slubren) mindede

ham for meget om ham selv, hans situation, den hvileløse limbo mellem svedeture og

rystelser – tandløse fe – tandløse fe. Tandfeen bor herovre og har søm i stedet for

tænder. Tandfeen har inkasseret nok.

Senere var det noget helt andet; jeg er glad for at du kom til mig

dengang, jeg tror ikke du var bange da månen pludselig blev blegere end før. Man skal

ikke ligne sig selv for meget; slet ikke minde for meget om sig selv. Minder du for

meget om dig selv? Ligner du noget?


SAMO: Du tænker nok, våd i tøjet som jeg er, ”han faldt i et hvepsebo som

barn og blev revet op gennem en sø, søen som frakke, ikke klokke, frakke flagrende

vådt omkring ham, smukt guld på bunden, guldet har ikke sat sig i ham, men hans

tunge er gylden som den reneste regn, en blid, hvis ikke den blideste sommerregn,

himlen var flækket mellem grå og rosa, regnen var så ny og syngende …” Men du

lovede mig for nu lang tid siden at vi skulle ses når efteråret druknede sig selv, flød

åbnede åndede græd den lidt hårdere regn. Og hvad gør jeg? Jeg sidder helt stille hver

gang himlen mørkes og mærker på mig selv, armen er der, den anden arm er der, så

lille, så følsom – denne hårde vind kunne flå mig i stykker, der er det at hænderne, her

og her, sidder for enden af armene, med fingrene klar, du tænker måske meget, eller

også tænker du slet ikke, jeg har brugt meget lang tid på at komme mig oven

tingene, tingene betyder ikke så meget, dette landskab af tegn er nok mit sidste forsøg

på kontakt ”sidste tænker du med det kraftigste tryk på sidste?” Spørgsmålstegnet er

svanen syngende fra anden sal lige over mit hår gennem regn, min krop gennem si,

mine tanker finder vej gennem labyrinten, stierne er rummene mellem tegnene – på

den måde kan jeg løbe som en dråbe – dele mig – næsten til atomer. En vej en vej

væk, en vej til dig, os to væk, kom med mig.

Jeg ved ikke hvad, nej; jeg ved det sker, jeg ved at vi er alting over det

hele, at vi kan stå med have mellem os tale om ting, døde ting, døden, Døden, hvis jeg

må introducere ham, han står med to tændte telefoners fluer ud gennem højtalerne –

summende – summer havet? Jeg husker at gå ned til havet og være så skide ligeglad

med havet; jeg ved ikke, ville Barthes hylde kraftudtrykket skide – hvor ligger det

vigtige i sætningen, det vigtige i sætningen ligger på kursen, kursen/den søgende mod

havet/mod havet, som

(ingenting)

drømme, to ting, drømmer vist om to ting ud af mange ting, disse to ting er

fremhævet ved dine øjnes skjul bag solbrillerne, sådan forestiller jeg mig dig, en

afvisende (solbrillerne) sarkofag (indeholdende alle mine breve). Patos? Patos negativt

positivt – følelsesladet. Min pik er en flammekaster. Jo mere jeg vil drukne mig selv,

desto mere røg hæver sig, stiger, hæver søjler rejser søjler med det eneste formål at dig

eller dig, kan finde mig, i en ildebrand ført gennem de første kolde biler.


SAMO: Toke har lige sendt mig en sms. Du møder mig med

(ingenting)

gennem længere perioder – og det er i disse intervaller at jeg skriver. Poetik punktum.

Jeg har også forsøgt mig med at forklare dig det, på den pæneste måde, at jeg i denne

arbejdsrytme føler mig tættere og tættere på dig, at tegnene bliver sekunder, at

sekunderne når tres og minuttet er født, minutterne går så – de bliver til timer –

dagene – de første dage er nok altid skrækkelige, for jeg venter på hvad som helst, at

du kaster mig et ben, jeg forfalder, jeg forfalder til at skrive, og på den måde bliver det

til en rytme, intet er så vigtigt mere – jeg tør slet ikke tro, at dette er det sidste (”Det

sidste?” spørger du nok), måske griner du ad det, en smuk latter af ny sne, en latter

som en kædesav jeg ikke forstår mig på, ryster over som en eg i storm, væltes, væltes

jeg, rives jeg op af jorden, så rødderne brutalt fremvises … Jeg skriver alt i din

retning, men du er en hånd for mig, for min mund nu. Hvordan er det?

Hellere ryge; jeg har en hel pakke gule Kings, de ligger til venstre for

mig, Gyldendals Fremmedordbog (jf. Bjelkes angreb på det at vi i Danmark

overhovedet sidestiller fremmedord til en bog for sig selv, mens man i andre lande

indlemmer ordene på plateau? niveau? med de almindelige ord, i de gængse lande,

angrebet findes i essayet Tilegnet den danske offentlighed – Ukontrollerede betragtninger i

anledning af den tiltagende agrafi) fremmedordbogen skulle jeg bruge til at slå Haute couture

op, op til svalerne, op til svalernes syninger i luften. Nu er der nogen der skriver en

sms til mig; jeg kan nogle gange tænke ”Er det dig, er det dig, der sender mig en

sms?” sådan tænker jeg især når jeg lige har afsendt en mail til dig, men det er nok

Toke.

Jeg så dig hvirvle efterårsblade op mens din mund formede toner,

sivenes toner når vinterstormen er hårdest, når der flås så meget i tøjet, at det er lige

før lemmerne opgiver – du hvirvlede bladene op: stod meter over jorden svævede

besynderligt en hel ny begyndelse, med disse lave toner, jeg kunne sværge på at du

kaldte på mig, men mine ører havde været nedsænket i blødende varmt bly, og nu, fx

da jeg i rusen er som solnedgangens lønstigning rent billedmæssigt til træerne,

konturerne, konturerne, uglen gulest, må du forstå at disse billeder ikke omhandler

dig eller dig, jer to, eller de mere end fem millioner, men afstanden mellem os, godt

nok er jeg i rytmen, nej jeg er ikke i kontrol, en rytme må defineres på kontrol, derfor:

Jeg er fanget indespærret af tegnene og med tegnenes vold, vold som vold, som

brosten, brækkede glaskæber, og din tavsheds mest lufttætte bagagerums

(ingenting)


i en bil, skubbet af din puls, ført så hidsigt mod afgrunden/havets sorte tunger. Så

fanget er jeg. Er du fanget? Et sted med for meget højt til himlen, føler du dig helt

lille som en lille mus eller helt lille som en mus mellem en kats poter. Hvem er jeg så?


SAMO: Umiddelbart stopper jeg vel aldrig op; om det er en force i denne

sammenhæng tænkte jeg først på nu, ikke at det stopper mig, vi skal være så intime – og

få forbinding på, på hospitalet, jeg tror arrene dine fingres kroge river op som var din

værste fjende sting (plaster kan også komme på tale hvis vi nogensinde ses ansigt til

ansigt), sting måske; er langt åbent sår dette – pauserne, dem i – og med kommaerne

og punktummerne og tankestregerne: kan jeg ikke hitte ud af, for nu er jeg så oppe på

kaffe at din kjole, den fra New York, New York, New York, holder propelflyvene

med frossen røg, nu er dine øjne brune, for du er dig. Et par ræve, flakkende, end ikke

rævesakses lemfældige lemlæstelse af poter kan gøre noget, når du lister omkring, for

du lister omkring, med rævene langt ude og store som øjne netop dine øjne, min

hjerne er så lange gange og korridorer – du lister omkring på alle etager, regnvejret – i

skrivende stund ikke et regnvejr, men tunge grå skyer, de driver bare ikke, og du lister

omkring, hvilket nok er kontrastfyldt til ovenstående, modsætningsfyldt; fingres

kroge, storm i sting OG så liste rundt, men det er muligt at det er mig der lister rundt,

i en sen sne – lister rundt og råber en storm fra det bagerste, men hadet til sting

kommer ikke fra min side, måske tænker du heller ikke på det, jeg ved jo intet om dig,

jeg kredser alligevel bare rundt om

(ingenting)

soklen, soklen holder mig vist ikke nede på jorden i dag, flotte sorte træer, jeg har

aldrig forstået det, altså at træer skulle være sorte – er det om vinteren beskrivelse

kommer til sin ret? Om vinteren vil træerne være sorte og søen vil være sort, ingen

bevægelse, nej et forstenet begravelsesoptog for os to, dig og dig, jer to og mig, men

hvordan vække vinden, så liv fødes så jeg kan spejle mit sind i træerne her ude foran

vinduet i stuen?

Jeg bor her på et værelse. Lejer værelset af en venindes forældre, jeg

ryger meget, jeg ryger over tyve cigaretter om dagen, jeg drikker meget kaffe. Jeg vil

gerne drikke kaffe med dig en dag, en hvilken som helst dag, en passende dag tiden

skal være særlig når vi ses skrev du ikke noget lignende? Dette kan ikke blive en bog;

dette kan ikke blive en lænestol mm. Et eksempel: jeg læner mig ikke tilbage i dette, jeg

har alt for meget din hvirvlen dine solbriller dine brune øjne … dine brune øjne holdt

så hemmelige bag store solbriller, dine brune øjne muligvis tegnet op, hvis jeg læner

mig for meget tilbage bliver dette det sidste ord.


SAMO: Jeg tænker på kontakt, nogle dage går uden at jeg røre ved et andet

menneske, bevægelserne virker så kantede som om ’kant’ overhovedet dækker det

fuldt ud, måske det ligefrem er akavet famlen dødt kød, men jeg har fløjet med

benene – dvs. fødderne placeret på gæstfrie mågers rygge, i samme sekund turen gik i

gang, fortrød jeg inderligt linien mågerne er understreget skrigende / åbne kister. For der var

liv (kister har altid været det mest negative symbol i min terminologi (her må

Fremmedordbogen findes frem igen)) – livet på turen, de fløj mig om på den anden

side af søen hvor du som en anden prinsesse lod dit hår falde, og jeg lod mit hår

falde, uden hår er man i en vis forstand nøgne, så det tror jeg mindre på, ja også dette

udsagn må understreges af min dybeste fortrydelse, for jeg har kendt dig nøgen og vi

har ligget i den samme lille seng, nøgne, men med en andens tids hår.

Nu sidder jeg på sengen i mit værelse, radioen spiller indefra stuen.

Jeg har lige været i kiosken, jeg har ikke spist morgenmad eller frokost, men jeg gav

dem, de to høflige måger -, der forstod vigtigheden i at nå til slottet under

elfenbensmånen, hvor du ventede

(ingenting)

på mig, på mit kys – du sendte mig et lille brev engang, nu er vi her, eller du er et sted

og jeg sidder her på min seng, jeg har nok røget for meget, jeg skal sende Bjørn en

sms, Bjørn går jeg i skole med. Det kan godt være nogle hårde dage inde på skolen;

pludselig en dag var jeg helt mæt (jf. at jeg aldrig spiser noget), - mågerne fik lidt af

min chokolade, jeg havde købt kobber og guld, udenpå chokolade. Jeg gik ned med

skraldet ude fra køkkenet. Det blæser langtfra nok til at vi kan stå på hver vores side

af Atlanten og råbe; vinden ville ikke bære vores råb, men måske jeg ville puste liv i en

regndråbe og en til og en til OSV. til vejrsystemet ville ændre sig, nej, nejnej, jeg ville

give dig højtryk, sol, vinden til dit hår, og hvis din kjole ville overleve saksene måtte

du vælge tag og vægge, murer i stedet for vægge, solide murer – sakse er bare en måde

holde sig så fjernt fra hud som muligt, og din hud? Din hud kunne være nok så blød

og velduftende – jeg har ikke styr på saksene, mine hænder kan gå i dage og være

stumme hugget ind i væggene: decideret varmt ville det frempiblende blod fra

væggene være: Jeg tænker på Norden nu. Jeg tænker på hvad eskimoer bruger af

værktøj for at bygge deres igloer – men jeg er allerede et andet sted, et sted hvor kulde

ikke forstyrrer, eller måske forstyrrer det, når man er udenfor, men i går åbnede jeg

op for radiatorerne – siden har de pludret; vi kunne drikke champagne til vores

mundvige blev porcelæn, vores læber kunne gå i stykker tusinde gange, det er

mareridtet mens jeg vågen tænker hvem skal dog rydde dette rod op? pludrer jeg for meget?


SAMO: James Brown lyder fra radioen James Brown er inde i stuen. Nu døde

han ud, som en ånd, radioen spiller, lytter du til radio? Det er meget svært at tænke

anderledes om mine hænder, end i forrige brev, de ødelægger, nej øder er bedre – jager

alting væk. Du forstår nok håber jeg.

Jeg har et eventyr om min udsigt: Hver aften lander og letter en due,

en dag vil den lande her foran mig, forvirret plirre med øjnene (ja kun som duer kan

plirre med øjnene), for den vil se mig som den jeg er, idyllisk er det ikke, jeg er så

renset for kvalifikationer, forleden kunne jeg knapt nok tænde for støvsugeren, jeg

ved ikke hvilket mord disse ord vil udføre, lige nu virker det slet ikke vigtigt, men i

morgen skal jeg læse op, jeg har direkte frabedt mig din tilstedeværelse som publikum,

så meget uorden har jeg i mig selv, at selv vejret ikke kan hamle op med mig, når det

spejler sig i mig. Vejret som fx i dag, vejret som fx i går, jeg gider ikke gå ud mere i

dag, jeg kan blive nødt til det, hvis jeg skal finde noget mad, dagen er gået med disse

breve til dig, og jeg kan ikke sende dem til dig, bådene skrider, bådene skærer sig op

på land, hvordan skriver Inger Christensen? Vandskorpen / skærer sig selv / med is //

Vinterbåden / skræmmes / på land // Under huden / værger / et hjerte sig (s. 17,

Gravstenen).

Gravstene er ikke flotte buketter, mosen klæder sig ikke ud med

åkander, myggene sover, myggene sværmer, telefonen er tændt og du kunne ringe

hvis du ville synge myggene i min hjerne godnat. Du ville synge mens alt ville

forsvinde, selv de våde fodaftryk jeg satte tidligere efter at have været i bad, de ville

blot være mine smut med en stenet krop.

Nu har himlen iklædt sig guld, et par lette skyer driver forbi mit

udsigt, solen bager dem, gør dem gyldne. Jeg tænker på om himlen ser ud her som

den ser ud hos dig, alle disse strømninger af ædle metaller, forbi, forbi, det ville være

det smukkeste tæppe at føre for når den elskede elskedes tager hul på sig selv, for, for

evigt, at dø (pludren), mens tiden tikker – anlagte strategier for at tørre blodet op –

blodet er ikke nu eller bløder solen i virkeligheden mens jeg skriver dette, er oktobers

sol sit eget gidsel, er himlen marken for et par millioner heste spændt for skyerne, nu.

Kan vi, kan vi løbe med mod stjernerne? Hold kæft noget pis. Jeg kan blive så vred på

stjerner; jeg kan jo ikke sige ’hej’ til dem, men jeg kan heller ikke få mig selv til at sige

’nej’ til dig.


SAMO: Jeg kaster op en guld så uendelig ens med himlen lige nu; dét ville jeg

egentlig ikke dele med dig, væggene svømmer, man kan tage et tag ud i dem, svømme

søvnen i møde, men dagen har været fantastisk kold og klar – kaffen har været varm,

mine hænder er kolde som om de har hængt ud på en sneklædt tinde, som om de har

gravet alle de negative følelser frem. Allerede dér findes problemet, negative følelser

er ikke iskolde, det er svært ikke at forestille sig os to klemt inde i en port, i ly for

regnen og ikke hade hinanden med varme, læ, læ hvis stormen kæntrer forbi, det gør

den jo nok, du må hellere komme forbi. Du må hellere komme forbi den her port er

mere ensom end jeg er ensom, vi klæder ikke hinanden, rører ikke ved hinanden,

mågerne hænger i luften som hang de i kroge fra usynlige liner. Det døde er altid

dødt. Jeg graver det sidste af den slemt tilredte sne af den slemt tilredte sengs dyne,

jeg har et par stjerner til dig, jeg har alle dage til dig, frie er skyerne men samtidigt så

styrede, hvis de støder sammen kommer jeg under alle omstændigheder til en ny

strand, en dag ved stranden, stranden som punktum mens bølgerne bider af læderede

sætninger sagt i forbifarten hidsig vejrtrækning, så nogle af dem bruser og er høje –

høje – mens andre hvisker dem selv tilbage – hvem bukker og trækker sig tilbage

andet end de lavest, næsten utydeligst hviskende bølger? Mig?

Smed mig selv ud – låste alle døre. Døren til mit værelse døren ind til

stuen døren til badeværelset, døren til lejligheden – men bagtrappen stod åben og

åndede tungt – jeg tror ikke flere høje ånder (høje som skæve af for meget gas), vil

vælte op fra kælderen og gå i kor, istemme sig min i sang til dig, for dig. Jeg har bare

de her kolde hænder og de fryser mere og mere – du har former af sne, du spiddes af

en gren, du vender dig om efter vinden fordi vinden bærer ekkoet af sangen til dig:

Det betyder slet ikke så meget, for jeg vil jo bare gerne se dig, sidde med dig, drikke

kaffe, men, jeg indrømmer med en mave der æder af sig selv, lyden umiskendelig, at

jeg har drukket nok kaffe, så måske et glas vand, vil du drikke et glas vand med mig,

og pege en finger op, midt i lyskrydset så bilerne spørger dig, hvilken vej? Nej det gør

biler ikke, biler ved hvilken vej de skal. Til gengæld har jeg tusinde veje alle i din

retning, jeg kan kun bakke, træde bagud, for ikke at hamre op i dig, 200 i timen som

en fisk rippet for sanser.


København 13.10.09


SAMO: Intet nyt; eller måske skulle jeg sige godmorgen, jeg siger godmorgen.

Har lavet mig en stor kop kaffe. Jeg er så kvæstet, jeg ved virkelig ikke at hvad der

sker, men jeg kommer senere og senere i seng, og vågner tidligt, i nat drømte jeg om

skolen og en flok tyre – det var ikke til at sige hvad der startede og endte – skole eller

tyre – jeg må nok erkende at jeg ovenpå sådan en drøm er mere forpustet end hvad

godt er, jeg er faktisk mere træt nu end jeg da jeg gik i seng i går aftes. Og jeg lå længe

og tænkte på dig. Tænkte på hvor du mon er henne i verden. Samo? Kan jeg høre dig

spørge.

Og jeg regner ikke med så meget. Du står på et foto op ad en væg. Du

stod så elegant og du havde vist røde læber, men fotoet er sorthvidt. Jeg tror at du

havde røde malede læber – måske dine læber ligefrem farvede cigarettens filter: jeg

tror at det er fra Sydfrankrig, du står op ad væg – du har en cigaret mellem venstre

hånds fingre, mens højre hånd er lagt slapt ned langs højre side, dit ene ben er bukket

så fodsålen på skoen hviler op mod væggen, din ryg hviler også mod væggen. Bag dig

og væggen skinner solen. Jeg kan huske vi fik lavet vores bil, på værkstedet, bag

væggen, og på væggen var der da også malet en kæmpe Citroen, en Citroen malet på

væggen, en af de gamle modeller.

Samo? Jean-Michel taggede jo under det navn, så jeg har taget en død

mands navn, en død mands maske en død mands handling. Nej, jeg mener det er

okay. Nu har jeg fundet en kæmpe bog frem om Jean-Michel – men jeg har smidt den

fra mig igen, nu ligger den ovenpå scanneren – jeg fik den i julegave dengang jeg

troede jeg skulle være billedkunstner. Det bliver jeg aldrig. Et par malerier skiller sig

ud fra kataloget/bogen om Jean-Michel og det er kollaborationerne mellem Jean-

Michel og Warhol. Jeg bilder mig ind at det er lidt som det her, altså med første

afsnits breve/både (det primitive kontra pop pop pop), og nu så dette – en flad, flad

mand – jeg er helt flad i hjernen. Må man sige: ”Jeg kunne godt tænke mig en

burger?” så tidligt på morgenen som nu.

Samo? SAME OLD SHIT. Som fx dette og dette. Dette. Fuck G. har

lige skrevet til mig og spurgt om Hvedekorn. Og jeg skal da ryge, men jeg kan ikke

ryge og skrive samtidig, så jeg må vælge, og jeg vælger dette frem for at ryge, kunne

egentlig godt tænke mig et foto af Warhol og Jean-Michel. Hvorfor jeg aldrig blev

maler? Et eller andet med at jeg hader ventetiden, ventetiden hvor man har malet

noget og så må vente til det tørrer – at man får maling på tøjet, toget er kørt, toget er

kørt, det rev den sidste søvn ud af mine øjenkroge og sang med søm. Jeg er nok i nr.

3, det forsikrede Bukdahl mig om.


SAMO: Det er vel spændende når man pludselig ikke længere er inspireret,

måske sætningerne er for korte som nu fx dagene de fandens dage helt overhældt med

den sorteste lyd, har et barn hældt maling (for nu at blive ved maling) ud over solen?

Solen er vel hjemme – og hvordan forstå noget som hjemme, kan man stille hjem op

overfor ikke-hjem, og burde jeg ikke vende mig bort fra solen og kigge på mig selv:

hjem/ikke-hjem i dette? Det er nok ikke så væsentligt hvor jeg er – hvor du er. Jeg

skulle ryge og drikke kaffe, jeg havde stillet vækkeuret til klokken 8:00 – goplerne

stiger fra deres rige med tusinde lange sammenfiltrede skørter – hvem rydder op?

Jeg mener ikke noget i dag, mente jeg noget i går, jeg tror jeg mente

noget i går, men i dag mener jeg ikke noget, som jeg vist lovede dig, Thykier: De er

begge to landskaber uden mennesker, som fyldes med forestillinger om mennesker, og så tømmes for

dem for selv at blive mennesker ved at finde sammen om en forestilling, de har spillet for andre: en

idyl. Hey, hvad synes du om det? Nogle dage finder jeg citatet meget skræmmende –

mest skræmmende når jeg gøres opmærksom på mine forestillinger om dig, der igen

kan hedde drømme eller fantasier. Drømme konstant? Hvad skrev jeg i går? Husker det

ikke. Én på skolen udbrød til tekstlæsning: ”Hvor kommer den hvide kat fra?” – og

jeg kunne knapt nok huske hvor satan den hvide kat var placeret i den medbragte

tekst. Stables. Skal vi stables oveni hinanden: I Bolivia – Sucre – med kirkegården,

kirkegården hvor lig blev stablet ovenpå hinanden, inde i murerne, omkring

kirkegården, hver familie havde sit eget sted – hvert gravsted var forseglet, jeg har

fotos af det, du er ikke på dem, er vi færdige med hinanden eller bare færdige?

GENNEM MIG GIK HUN I SENG MED EN AFDØD (HUN TOG ET LIG I

MUNDEN), 12 notater om Vincent Gallo af Mikkel Thykier, 28/6.

Her hvad? Hvad skal jeg sige? Det bliver mere kantet nu, end tidligere,

tidligere ment som i går, i går var jo en god dag, disse dage hvor man skriver så meget

at man helt glemmer det vigtige. HA! Det vigtige? Man må med strømmen finde

huset frem, det mørkeste hus, aldrig et mørkere hus, sætte det i verden, men huse er

forkerte – her tales om både, her sendes både af sted med det enkleste pust henover

læben, fra mig, vinden rider sig selv ihjel hvis den fortsætter.


SAMO: Du er stærkt vanedannende: jeg skulle aldrig være startet på dette.

Rygning er stærkt vanedannende: lad være med at begynde (en slutning, finde en ende

nej ikke bare ende men Enden). Begyndelser og ender, jeg er usikker, hvornår er jeg

varmest, jeg er sgu varmest under dynen, har dette modhager, nej, nejnej, vent, dette

epicenter dirrer løs af krampe fra højre hånd, papiret sejler allerede forud for sin

skæbne, kun med højre hånds fingre, venstre er gået i røg. Op i røg.

Var jeg et barn dengang stormen rev daggryet frem timer før, timer

før sin planlagte fødsel, hvem planlægger daggryets fødsel, svært ikke at falde tilbage

på højere magter når en storm som den storm rev og rev – det lignede næsten

overhaling i sanserne, næsten, for bagefter var jeg så træt, så træt som flokken af træer,

der havde været i gryden, uden nogen bevidsthed om deres skæbne, fordi de blev

skubbet, revet, flået frem og tilbage, en kæmpes hånd, en kæmpes rivejern af en hånd,

det gik gennem hjernen på mig, hvor gammel var jeg, og var månen ny, i 99, ny, i 99?

Ikke mere ny end at jeg gik i seng, den nat, med hænderne bag hovedet støttende

baghovedet så jeg kiggede månen direkte i øjnene – og alligevel, nu, nu bliver jeg i

tvivl, fuldmåne, blind som en edderkops æg? Den var nok fuld, fuldere og fuldere

sænket ned, sank ned i madrassen, løb, væltede, voksede. Den var fuld og

elfenbensfarvet – uskyldig som en mælketand, skyldig i hvad, skyldig i at hælde cola –

havet, cola som hav og havet som brusende, skyldig i at drikke, lade colaens syre gå på

mælketænderne, men det er en andens barndom, jeg brød mig ikke om sodavand,

først i sen alder lærte jeg at nyde det brusende i munden, ganen, halsen, nu? Nu

drikker jeg det når jeg ikke drikker andet, allerede for meget kaffe nu.

De kommer de kommer, et firspand hingste i den kolde aften, han går

ned blandt hestene, fra mulerne ryger gas, varmedis, ryggene ryger af damp, hele

natten, den nat natten hvor de afløste vinden/stormen i embedet, i at planlægge

daggryets fødsel tidligere end først regnet ud, morgenen nu, jeg er en eg, håret vokser

lydløst, overdøvet af to tændte telefoners fluer, millioner af øjne, bliver billioner af

udgaver – hvor meget genopfinde sig selv; nu er du ikke dig, men hende du aldrig har

kendt, du er nu du, et andet du, hende du aldrig har kendt: uden en vejrtrækning

liggende stille, hår væltet om på puden, det spildte blækhus, et ocean af krøller, sorte

sort sorte himlen sort sort sort. Jeg er kommet meget langt væk fra dengang, så

mindet nu er grumset, jeg tror at en gennemskrivning af dette skal klippe, med den

sikreste hånd, med den mest præcise saks’ sang, alt væk, det hele, på nær dig som nu

er dig du, igen med

(afgrunds tavshed)


SAMO: Det er kommet hertil. Jeg har på ingen måde et overblik over brevene,

hvordan danne sig det, når instinkterne – nej det rusen resultatet af meget koffein og

nikotin. Allerede? Ja ingenting jo: Musikken er god, jeg lytter til et remix af Cymbal Rush

af Thom Yorke – remixet er lavet af en kunstner (kunstnere?!) ved navn The Field

Late Night Essen und Trinken.

Det kræver vist ikke meget, af mig, men overblik; jeg kan se ud af mit

vindue, men ikke ordne tingene, første afsnit, brevene i går, er noget af det mest

personlige jeg nogensinde har skrevet, jeg ved ikke, det lyder så frygteligt teatralsk at

sige jeg jagede traumet, - og det er jo heller ikke en decideret lektie. Der er intet traume

kun et fraktur på min hånd, hvor din hånd slap min hånd, og min hånd blev smadret

varm ind i det opstigende sol, blodet, det røde hav af rubiner, af engle, af engle i

rubinrøde kjoler, den forkerte dag, det forkerte hoved, hånden der slap min hånd, nu

vajer min hånd tungt, hvis ikke tungest, hvor mange tons, tomt i vinden altid parat til

et goddag, selvom farvel er det hyppigste nu, om og om igen, atter og atter igen, dette

farvel, hud, knuget hånd, knyttet hånd. Denne gang nu, vejret dengang er som nu; vi

stod jo bare og kiggede på hinanden, og jeg kiggede på dig, og du kiggede på mig, og

jeg smilede til dig, og du smilede til mig (Morrison):

A serie of notes, prose-poems / stories, bits of play & dialog / Aphorisms,

epigrams, essays // Poems? Sure (MOSAIC), Morrison, Wilderness, Volume 1, Vintage

books a division of random house, Inc. New York. Hey, hey, hey, ordentligt nok, nej

vent – er du i New York, er du varm som solen, hvis solen er varm, i dag tror jeg at

solen er okay, er vejret ikke vidunderligt flosset i nerverne, denne årstid? – Det bliver

et helvede at læse op i aften, dette er vigtigere, hvis ikke det vigtigste, sejler det

allerede, sejler de allerede, altså bådene?

Det sejler nok. For nu at vende kinden til et gammelt gulnet atlas, et

atlas med alle verdens byer på, en finger kører rundt, på må og få, stopper op et sted

på byen Kolding, Kolding for helvede Kolding jeg elsker dig, og jeg kiggede… ETC.

Seriøst jeg må slappe lidt af, men hvordan slappe af, er det blevet mere brev, er dette

mere brev? Jeg tænker ikke længere over konsekvensen af at læse dette op, så er det

ude i verdenen, det kan sige hej og goddag, og farvel, måske den helt rigtige urne for

uret, ugerne – udefinerbare krads uden retning, hvis jeg nogensinde går gennem din

dør, smadrer jeg døren med det voldsomste epileptiske hav.


SAMO: Åbning, fx ”Du ser godt ud” blodsprængt hår, hår viddet ud til den

rødest splintrede rude.

Vi havde også delt en flaske rom eller vodka; men derfor giver det

stadig ingen mening at et kløvet stykke brænde skulle gennem den panoramarude. Vi

løb alt hvad vores sko tillod, lo, lå i vores latter, lo, senere stod vi på en mark, det var

vinter og pissekoldt, vi tog tøjet af, og stod på marken uden tøj på, og det var

pissekoldt. Vores mindste revolution. Hvorfor tænker jeg på det nu, hvad har bragt

netop dette minde frem bag mine øjenlåg … Det var en god tid; vi kunne vaske

stjerner og frost, froststjerner af os, med et langt varmt bad. Du var varm på en anden

måde, jeg kunne lægge mig ind til dig, i den lille seng, vi delte, og med det samme vide

at frost aldrig eksisterede. På den måde er det stadigvæk, intet eksisterer mere end

dette, at skrive det hele ned og sende det til dig, du eksisterer nok, det virker ikke som

en bog, det er så langt fra en bog, men hvordan definere en bog, hellere både, både

overladt til ruter ingen med sikkerhed kan kende på forhånd, jeg vil altid kunne

genkende dig; om du stod op af væggen, bilværkstedet i Sydfrankrig, eller stod med

håret ført, jeg fører ingen vegne hen, her stoppes der op.

Det sneede en aften, snart kommer der sne igen. Er der 54 dage til

klimatopmødet, her i København, det tror jeg, arrangørerne har vist en hjemmeside,

hvor der bliver talt ned, dage, timer, minutter og sekunder. Jeg så det i går eller i

forgårs i Tv-avisen og så tænker jeg på dig, lige nu tænker jeg på dig, ikke de andre,

men

(ingenting)

et sted må det holde op. Nu er himlen pludselig blå indimellem – skyerne driver

spredte forbi; måske regner det i aften, måske det regner i aften når jeg skal læse op,

jeg er begyndt at blive nervøs allerede? Spørger du. Ja. Jeg må messe løs – vente: Holde

op? Nej, det hele må ned. Måske jeg ikke sad i parkeringskælderen under Allerød

midtby og røg en joint med en engelsk pige Louise kendte; egentlig pudsigt, komme

fra London til Allerød. Må være en mærkelig omstilling. Den engelske pige havde

aldrig lært at cykle, og vi forsøgte at lære hende det, da vi var mest skæve. Jeg er

meget bange for mennesker. Du må ikke være bange for dig selv. Er det fra

GODMORGEN, COLUMBUS? Columbus. Fear Yourself hed en plade jeg har lånt

ud, pladen er produceret af Mark Linkous, og sangene er spillet og sunget af Daniel

Johnston. Den slutter således: Are you gonna smile, or fall on your face … Are you gonna

smile, or fall on your face … Are you gonna smile, or fall on your face … Are you gonna smile, or

fall on your face … Smil menneske smil med dine mils smil.


SAMO: Nu laver jeg kaffe. Jeg har lige spist yoghurt. Egentlig ville jeg gerne

have et glas juice, men de havde ikke juice nede i kiosken. I går aftes spiste jeg en

bolle med gedeost og pesto, fra Riccos Kaffebar, på hjørnet af Irmingergade og

Ryesgade, jeg købte også en cookie. Jeg er lidt stiv i nakken: fem tons tandstikker er

røget gennem mine trommehinder, det sker når den italienske lejer griner, men det

kan jeg jo ikke fortælle hende, hun ville muligvis blive ked af det.

Nu bipper telefonen. Hvor har jeg læst mig til at Samo står for SAME

OLD SHIT? Bagerst i bogen er der billeder fra malerier ophængt i et galleri. Jean-

Michels galleriejer var fra Zürich – Bruno et eller andet – hvis jeg havde vidst --., vent

jeg var engang i Zürich og på Zürichs kunstmuseum, der hang Baselitz og Cy

Twombly. Twombly har (havde?) – levende endnu – noget med skrift ridset ind i

lærredet, Jean-Michel bliver ikke direkte sammenlignet med Twombly – men det med

skrift i maleriet var jo også en æstetisk front i hans malerier

(og ingenting)

Kaffen har brygget færdig. Jeg køber min kaffe hos Vinbørsen på Nrd Frihavnsgade

ikke langt fra Trianglen, de ved godt hvad jeg kommer efter når jeg kommer til

forretningen. Jeg laver min kaffe på en espressokande fra OBH NORDIC, altså

NORDIC-SERIEN, men den er efterhånden godt slidt, engang talte vi også om at

drikke kaffe sammen.

Du svæver underligt diffust, hjertet banker hurtigt, fem tusind

sikkerhedsnet kan ikke redde mig, markisen, i Allerød, mine forældres lejlighed, over

altanen, synger knurrende mens den køres ud, som hvis man lukkede to

klapperslanger på benzin inde i et metalrør, og kun lovede dem udgang når én af dem

var slået ihjel. Så står hun også der fra WSPA og vil have min underskrift, hvordan

skal jeg forklare hende om markisen og klapperslangerne? Er ørkenen meget varm,

kaffen er i hvert fald allerede drukket. Det giver ikke et sug i mig, når jeg tænker på

alle de gange du er tavs – men underligt usammenhængende bliver det hele når du

sender et brev til mig, jeg går gennem loftet vrimler løs, skruer stjernerne fast til den

sidste rest laset himmel - mon de med dis stiger op fra en regnvåd sengs gråd

bestående af mælk. Et glas mælk ville være godt nu. Opvaskemaskinen er færdig med

at vaske op, jeg skal bare lige ryge en cigaret og drikke et glas mælk, Vizki: Jeg vil lære

at synge når det gør ondt som

(afgrund)

Jeg må hellere synge tyngdekraften realistisk igen ift. dig, diffust svævende, blendende

op de første fortabte efterårsblade, krudt, opskudt fyrværkeri.


SAMO: Aftenen i går var så mørk, det svært at begribe at himlen kunne gå fra

det gyldne og rosa til så kompakt et mørke, jeg mærkede det, jeg mærkede det meget

hårdt og gik i seng flere gange, jeg oplever ikke mere drømme hvor jeg flyver, Pia

Tafdrup er inde på drømme, under arbejdsproces, hvor hun flyver, i poetikken Over

vandet går jeg. Jeg husker ikke meget fra den poetik, den er muligvis fra 1991, men det

jeg husker helt konkret som smukt, er de blå stjerner mellem afsnittene. Blå stjerner.

Se det for dig. Måske himlen var røvet fra stjerner i går – men det er nærliggende pga.

ovenstående, at stjernerne bare var blå, helt mørkeblå, så de ikke sås, medmindre man

kiggede lidt skævt ud af vinduet. Måske skulle man være meget skæv.

Iturevne klæder på en faldefærdig mands sidste oktav, omkring tonen,

den sidste, sådan var det engang, men jeg har vist været inde på det tidligere – jeg var

bare så fuld, bartenderen blev ved med at komme med 47’ere til mig, vi sad på Le

Chat Noir og havde læst op. Måske det var dengang Neal Ashley Conrad også læste

op. Han har engang smidt mig ud fra Højskolernes telt på Roskilde, men året efter

læste jeg op på scenen – men altså tilbage til Le Chat Noir, jeg forsøgte om og om

igen at stable de tomme 47’ere og de væltede hele tiden, til sidst blev det nok for

meget, én fulgte mig til en bus, jeg skulle med bus 6A hele vejen, hele Tagensvej,

næsten fremme kastede jeg op, udover det hele, så min jakke og taske var smurt ind i

bræk. Du var der ikke, men der var masser af mennesker bl.a. din søster. Senere i dag

kommer min bror fra Odense.

Jakken blev sidenhen stjålet på Andys Bar. Jeg tænker at der findes en

hel bande tyveknægte med speciale i at stjæle jakker på Andys Bar, min fætter har også

fået

(ingenting, intet ikke alligevel)

..- . En anden HVEM, har også mistet sin jakke på Andys Bar. Det er altid dejligt når

rosesælgerne kommer rundt til alle bordene, jeg ville købe hans favn roser – men en

strøm af sorte nelliker har allerede kronet dette kranie med violette kindbens stive

forstenede march i retning af en forsoningens kys.


SAMO: Jeg knepper dig jeg vil kneppe dig jeg vil kneppe med dig jeg vil ligge

støbt i ske med raseriets knive – meget bange skælvende – overbevist slet ikke fordi

jeg er på deres niveau – Beckett og Artaud. Raseriets knive kan ikke være tilfældige,

tilfældet må nok tilskrives at de to herrer blev stukket ned. Artuad af en alfons og

Beckett, han var uheldigvis et sted uheldigvis uden penge på lommen. Tilfældets knive

– er ikke stærke og slebet i guldmunde – raseriets knive er det skarpeste som

hugormens pupil med månen som forbilledligt forbillede, skabelon.

Lad os ikke bruge tid på gift og vold, voldsomme krampeanfald, tre

slurke af den stærkeste gift eksploderede løs i mit indre mens skovene sank ned over

mig, truede med at antændes ved min mindste berøring. Ved deres mindste berøring

af mig – så jeg lå i en hule, graner svang en sang, ege – birk, birken skamferet af sin

angst; sin dragt der indbyder til en skrift som dette, men indgraveringen kan ikke

staves for der hakkes hugges denne tidlige formiddag, med kniven jeg blev, helt

forvildet og omstøbt af guldmunde, du kunne ligge stille, du kunne lege død, du

kunne vågne op en dag, vi ville stå i porten med hænderne længst fra hinanden, ikke

kende hinanden, nogensinde kendt hinanden, og nu dette: slip det løs mand jeg har

alligevel ikke tid til noget, ikke i dag, ikke med aftenens oplæsning, druknede hjerner

glemmer så hurtigt, godt, gemmer alt ned i den sorteste kiste – små hjerner blæser op,

flyver mod himlen, ryger en røg, en røg så sødlig, du må forstå at jeg ikke kan tåle det.

Det er hele mit liv; ikke at tåle den røgs

afgrund

ikke at det af den grund skal holde mig tilbage i at stå i en opflammende busk, falde

tilbage, der er bare ikke tid til det, jeg ved heller ikke hvad jeg har skrevet i dag, til dig

du.

Jeg kan ikke lytte til musik, en hudens musik, disse flader hud, aske

flyver op til begge sider, når jeg vælter om i sengen uden dig, ramt sønderskudt,

færdig. Himlen er så blå – det er til at blive et virkeligt vi af. Giver det nogen mening,

at fortsætte: jeg mener fx kan man med disse breve nej både overhovedet låse sig fast i

en form, der ikke vugges nænsomt blidt af åen, pludselig indser jeg at åen også holder

op få meter foran din dør, så gennem alle verdener har disse både sejlet, uden

destination (fastslået) lever nogle af dem, få meter fra din dør, vil du vågne klæde dig

på, spise morgenmad, åbne døren og se dem vugge som lanterner i en japansk have,

jeg tror det ikke, lige så lidt som jeg tror på vold med

ingenting tavshed


men for satan. Giv dem alle et puf tilbage i retning af mig, hvis du brænder fingrene

på dem … spiser en haj en nummerplade fra Californien – usselt skrot, rotter over det

hele, væggene lister, skovene brænder, røgen forventes at stige, kravl, brug stigen

røgen er, men kig ikke i retning af bådene du har puffet, for jeg vil stå for enden i det

største tøj. Mindre og mindre med

ingentings tavshed

så tog hun mig på pikken.

Hun hed Freja. ”Freja, kalder man ikke sin hund det?”, spurgte jeg, og


SAMO: Det var et værksted specialiseret i bilmærket Renault – nu husker jeg

det – der stod skrevet noget fransk (graffiti), henover en plakat, du stod foran

plakaten, men dækkede ikke skriften helt. Jeg forstod det ikke hvad der stod. Jeg ved

ikke hvor blind man skal være for at tage fejl af en Citroen og en Renault. Der stod

noget henover plakaten. Du hviskede det om og om igen

afgrunden

i mit øre, mens vi flød sammen som bjerge af is, smeltede, på et hotelværelse. Ejeren

af hotellet havde en gammel collie og hotellet var faldefærdigt, et højt smalt hus klemt

ind mellem en jernbane og en motorvej, mens du hviskede den franske sætning ind i

mit øre, med varme, rystede vores værelses vægge, lastbiler kørte forbi og når lastbiler

ikke kørte forbi, kørte godstog forbi. Dengang havde du altid dit hår udslået, det lå

som vifte nedover dine spinkle skuldrer, en fugl klar til flugt. Ejeren havde astma og

ejede en ejendommelig hæs stemme der pga. astmaen slet ikke var ejendommelig.

Man gik op af en høj faldefærdig trappe, hvor søm stak ud som farlige sale, etager af

nåle, op af trappen og ind ad en lille dør. Så stod han der ejeren og bød én

velkommen, du talte med ham på fransk, en håndfuld lokale sad, for lobbyen var slet

ikke så meget lobby som den var en bar. Jeg kan huske at han lagde en tung nøgle i

min hånd, men forklarede dig hvor værelset lå. Tæpper lå ovenpå tæpper, støv lå

ovenpå støv, man kunne tænke først: han er meget skrøbelig og bange for at falde.

Dernæst: Han er meget skrøbelig og bange for at falde mens han støvsuger.

Det var en god tid. Vi lå længe i sengen. Du var så smuk, ved du godt

det, jeg tror også at du er smuk nu, jeg tror du har farve i kinderne nu, og jeg vil også

få farve i kinderne når jeg om lidt begiver mig ud på en gåtur rundt om søen, man ser

alle de her lykkelige mennesker, gå, hånd i hånd. Vi gik engang hånd i hånd, din hånd

var varm, og min hånd var kold, men du holdt alligevel min hånd, holdt den fast som

om du var bange for at jeg skulle flyve, aldrig se mig tilbage, som jeg ser tilbage på os

to nu, flyve finde en flok fugle og slutte sig til dem, du har ikke fjer sagde du engang.

Måske var du allerede bange for min flugt dengang, jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig

flygtede – jeg havde ikke de ben, vinger, stempler som i en motor, nej flugten skete på

et andet plan, startede langsomt, voksede sig til noget, noget

afgrund


og sådan begyndte det, og jeg kan slet ikke forklare hvorfor: Jeg forsvandt og du vil

ikke findes. Måske det er noget typisk for tiden? Du kunne spørge mig om det, hvis vi

ses, hvis vi ikke falder i bløde tæpper, på rystende hoteller, uden navne, uden navne,

en anden munds både.


Allerød 14.10.09


SAMO: Jeg har rejst lidt i dag. Tog S-tog linje B mod Holte sammen med

Troels, men på Hellerup stoppede toget, så stod vi af, vi skulle heller ikke til Holte,

eller vi skulle i retning mod Holte, men videre længere nordpå, længere ind i landet, til

Allerød. Solen skinner og det er meget koldt.

Jeg læste op i går; det gik vist meget godt, der var problemer med

mikrofonen, teknikken, stativet. Jeg endte med at sidde meget krampagtig,

foroverbøjet, et fugleskræmsel sparket ned bagfra, eller en fugl fløjet ind i sig selv. Jeg

er jo ikke et fugleskræmsel, jeg kunne nok ikke skræmme dig, medmindre jeg fløj ind i

mig selv, som i går, hold kæft jeg fløj ind i mig selv, hovedet dukker op engang. Folk

var meget søde, men det betyder intet – og hvad havde jeg egentlig forestillet mig? Jeg

mener selvfølgelig: først inviterer jeg dig til arrangementet og bagefter beder jeg dig

om ikke at komme, om at holde dig langt væk. Og jeg glemte at forklare folk

vigtigheden af at disse både skal sendes ud i verden, oplaget kunne være på en million,

milliard, så kunne de på den ene eller anden måde møde dig, møde dig en god dag og

solen ville skinne. Jeg er ikke poetisk i dag, i dag er jeg i Allerød. Jeg har sendt en sms

til Toke, Toke kom i går og købte min nyeste bog. Jeg har også fået kontakt til forlag,

vistnok baseret i Århus, jeg regner med at sende dem noget, - Bjørn er meget vigtig,

og han er også meget vigtig i sammenhængen manus færdig af sted.

Man kan møde så mange mennesker og man kan være menneske, jeg

er fx et menneske når jeg ikke flyver ind i mig selv, ja jeg indrømmer at jeg var meget

skæv, så jeg sad som et knækket dyr på stolen med mikrofonen i ansigtet. Var nok det:

knækket, knækket af stoffer, flere gange overvejede jeg at droppe det hele, selv da jeg

sad på Tempel Bar 10 minutter for oplæsningernes begyndelse tænkte jeg ”Jeg kan

ikke gøre det her”, men bagefter er det jo altid noget andet, så kan man det hele, jeg

fik ikke talt, du ved, talt rigtigt med nogen, men jeg blev rigtig glad for at se Toke og

Glenn, Glenn var kogt ned til G. tidligere i andet afsnit af dette: Egentlig er det

misvisende at tale om afsnit for det hele skal sejle, spredes i alle retninger, det er også

derfor at oplaget skal være på en billion, jeg vil gøre alt for at overbevise folk om

folde arkene og sende bådene i alle retninger. Jeg er så skide uinspireret – det flyder

ikke, kan du mærke det. Jeg tænkte ellers på rejsen herop, at nu skulle det ske, nu

skulle der skrives – jeg savner allerede min kaffe, kaffen er så stærk, inden dette fik jeg

stempelkandekaffe og det giver mig ligesom ikke det der rush, men det hele skal jo

også skrives, selv når det ikke kører. Undskyld mange gange, er det ikke hvad man

siger mens solen har taget en bane, og man selv drømmer om at tage en bane og man


selv drømmer om at være gul og sund, og have en gul hunds gule øjne stirrende

ligefrem ind – ind som ind i tingene – aldrig ud, indad – jeg var et knækket dyr, da jeg

knækkede ind i mig selv som flyvende skete det, at alt omkring mig forsvandt og

mikrofonstativ, mikrofon, publikum – uhyggelige maskerede fødder – det hele

forsvandt. Skoene gik hjem for mig. Jeg har ikke vinger men er en fugl, uden vinger,

fløjet ind i sig selv, erosion.


SAMO: Ni gange lod jeg latteren fange mig selv ind, folk gik omkring med det

osende fra mundene, der stank af whisky, jeg blev meget bange. Jeg var også så

fucking tæt på at tage bussen, en bus uden endestation, det ville have været praktisk,

bare køre væk, altid være kørende, jeg ville måske vinke til dig hvis jeg så dig, eller

glemme al ståltråden i maden mens totter af dyr vælter – duer – de her duer, jeg ser

dem puste sig op, jeg ser deres kurmageri, i, i, i, jeg ser deres kurmageri, jeg ser dem

komme for sent til samtlige tog, få noget ud af at gå i cirkler, være jagerfly, men

jagerfly er netop hvad mågerne er for de kan dykke – standse tiden – fryse – stoppe

op i luften (mere en art helikoptere). En hel dag med iagttagelse af disse dyr, store fisk

i havet, de store fisk æder de mindre, de store fisk æder de mindre, man skal gøre sit

bedste, burde jeg ikke gøre mit bedste, kaste alt ind i kampen om krummer du løst

lader trille fra hånden, en service fra vinden – din pagt med vinden. Din dag med

vinden, her i Allerød blæser det meget, mærkelig aften i går.

Du er hjertelig velkommen i mit hjerte HVEM skriver sådan!? Det gør

jeg åbenbart, jeg ved godt at du tror at jeg mener noget med det, men jeg mener

ingenting, jeg er så færdig, ligesom i går morges, en flad mand, med en flad leret

mund, lerede læber, læber af voks, skrællet op til tændernes dyr i dem selv, disse

skarpe hjørnetænder som en hel fanfare bider løs i min strippede nakke, lige før

baghovedet, nipper du nakkesøjlen, klipper med dit næb, mælkebøtten, knappes af, du

kan gøre det med tommelfingeren i samarbejde med pegefingeren, mit hoved er løst,

allerede før din hånd har udført sin henrettelse af mig. Vi kan tale om det en anden

dag. Egentlig har jeg ikke lyst til at tale, hellere et fremmed sprog, et sprog med rig

musikalitet – konsonanter lænet op af vokaler, to og to konsonanter lænet op af et par

vokaler, konsonanterne kan klippe mit pikhoved af, mens vokalerne kan suge pølen af

den uendelige røde regnbue op, mens tarmene synger en sang om dagene. Nej, vent vi

skal ikke snakke sammen. Du skal ikke have mulighed for selvforsvar når vi mødes,

jeg er så stærk i troen som jeg var skæv i går. jeg forsøgte at tale med Glenn – men jeg

er så dårlig til at tale, faktisk ønskes der slet ikke at tale mere generthedens intensitet ift.

generthedens rige overskyggende klæde, en klud af rustne sale stukket i munden, så tænderne

sidder kastet, kastet som jeg nu er knækket ind mig selv, jeg tænker knæk ud mand –

folder op, lister men gulvet er skibe i krampe, vælter om venter: Jeg væmmes ved mig

selv når jeg drømmer om at holde jul med dig. Voldsom angst en sort sort sort kasse

af fem fingres sand sløset som jord, kom med blomst, kom uden dig selv.


SAMO: Så sidder jeg igen her. Her ved mine forældres skrivebord i stuen, i

deres lejlighed, Allerød, henover sommeren skrev jeg 9 manuskripter ved dette bord,

jeg ved ikke hvad det handlede om, men selvfølgelig gør jeg det, jeg hørte ikke fra dig,

så jeg holdt mig selv i gang, sådan er det. Jeg nævner lige bøgerne til højre for mig, så

du ved jeg ikke er alene, jeg er bange for at være alene med mig selv, desuden er min

bror og min far hjemme. GENNEM MIG GIK HUN I SENG MED EN AFDØD

(HUN TOG ET LIG I MUNDEN), 12 notater om Vincent Gallo, Mikkel Thykier,

28/6, GODMORGEN, COLUMBUS, Mikkel Thykier, Gyldendal, ÉNTRE: Mikkel

Thykier, Anblik.

Jeg drømmer, fantaserer om at skrive det hele ned, så det skal nævnes

at jeg lige før stod på altanen og røg to cigaretter, altanen er rammet ind af glas, sider,

lidt over en meter høje, med træ som gelænder, der er et skur, et skur med skydedør,

inde i skuret er der to askebægre, jeg tog det ene ud, og har stillet det op på

havebordet, man skal være lidt forsigtig, eller også er der mig der har dårlige nerver,

men skydedøren til skuret skal løftes en smule for ikke at skrabe mod altanens fliser,

det skriger skingert når man ikke løfter skydedøren en smule, vi taler om millimeter,

men jeg tåler ikke det skingre skrig, kogt op skreget skrig har jeg skrevet et sted, ÉNTRE

er en meget spændende bog og det samme kan siges om GODMORGEN,

COLUMBUS. Men jeg er virkelig træt, efter de to cigaretter drak jeg en kop sødmælk,

inden rygning spiste jeg chokolade.

Det er sjovt jeg er så forvirret. Jeg drømte nogle skræmmende stærke

drømme i går, disse lysbilleder, af Sofie og min pose i papirskurven med det tømte,

tømte, tømte askebæger. Jeg kan ikke komme frem til hvad det kan betyde. Det er så

svært at sige noget klogt til mennesker, til arrangementer som i går, alle mulige møder

op, og man vil jo gerne nå at snakke med alle, snakke er en god ting, ikke så seriøs

som tale. Over ruler Thykier det med genren eller er det en indledningsvis etikette

Daglig Tale. Jeg må lige tænke over det. Og imens kan jeg jo skrive og ikke tænke, jeg

tænker så lidt når jeg skriver, Toke har sendt mig en besked om Joyce, Beckett, og

Larry Bird. Larry Bird? Spørger du. Larry Bird var den her basketballspiller fra Boston

Celtics, NBA (amerikansk liga), – en stjernespiller, spillede med nummer 33, og til

tider kalder jeg Toke for Bird #33 fordi jeg var Lille fugl, og han var Den Store Fugl

Fra rummet, fra Vizkis samling HIMMELSTORMERE, (86?), jeg kan godt li det digt,

og Toke er om nogen Den Store Fugl Fra Rummet, men jeg er ikke sikker på at jeg

forstår hans sms, sådan går det nogle gange. Som kaffe under broen, udviskede stier.

Man har sine mønstre – mit mønster er at gå ned i kiosken men i dag skal jeg jo ikke i

kiosken for i dag er jeg i Allerød, så går jeg ned på tanken nede ved rundkørslen, der

er mange rundkørsler i Allerød, og der er så mange pizzeriaer.


SAMO: Jeg er et monster i ketchup, jeg slæber både døbt af rød maling efter

min røv som en tævet hund. Tingene er så dejlige; og hvorfor? Fordi jeg ved at vi

snart ses, jeg ved at jeg kommer til at være så nervøs, jeg vil sidde med dig under

bordet og klippe syngende reflekterende sølvpapirsmåner og vi kan blive helt væk i

deres skin, opløses i hinanden som jeg tror man gør det mest intimt. Det mest intime

ville være at gemme sig under bordet og aldrig mere læse op, for jeg sad ikke godt i

mig selv, én spurgte om noget, og jeg ville helst væk, jeg kom hurtigt væk, på Skt.

Hans Torv fangede Sofie en taxa, hun stak sin ene lange arm ud, og taxaen holdt ind

til siden, det var virkelig koldt, og jeg skulle sådan pisse, så det var i orden at fange en

taxa, til Venedig har jeg lyst til udbryde hver gang jeg i tankerne sidder på bagsædet

sammen kun med dig.

Man kan udtale længsel, hver gang to øer støder sammen i en orkans

kjole, det lyder ad helvede til, du har virkelig gjort mig til en ruin uden kørekort i

retning af bedre dage. Mos er grønt, mit hår er glemt en dag. Ville du fortælle mig om

teoriprøven til kørekort hvis vi lå på en skovs mosbund og kæmpede løs, jeg

forestiller mig ingen kamp, men underdanighed når jeg en gang for alle kaster guldet

efter dig, i dit farvede stjernehav, lyder pisseelendigt med alle disse løst sammensatte

ord, de betyder ingenting for mig, jeg vil hellere ryge, men jeg har lige røget. Jeg har

hørt om dage med stjerner, jeg har endda skrevet om en aften uden stjerner, det var

meget koldt i går aftes, hele mit voksne liv har jeg kørt i taxa – det startede med turen

fra Rigshospitalet til Sct. Hans Afsnit L7. Måske misbruger du mig med dine bryster.

Stikker du ild til stjernerne, ved du at dine brune øjnes

intet

en dags

afgrund

men hey dræber jeg så allerede sætningen. Der var en sø ved Sct. Hans udover fjorden

som jeg har beskrevet nok så ofte. Ved søen var der et skilt ’ISEN MÅ IKKE

BETRÆDES’ og skiltet stod der året rundt, fra november til min udskrivning engang

i juni. Da Radiohead spillede på Orange Scene lå jeg i min seng på stue 86, på den

grønne gang, og jeg ville have givet hvad som helst for at have set dem live. Men

sådan skulle det ikke gå. Mon du så dem? Man kan altid falde for en pige der forstår at

sætte pris på Radiohead sætningen er allerede død, øde, øde for indhold – i dag er jeg så tom,

jeg beklager virkelig hvis du keder dig mens du læser dette. Jeg keder mig selv, vil du

ikke sige noget


SAMO: Jeg drømmer helt fantastisk med dig i min hånd, at klippe løs, at

fingre kan kravle henover fingre er det største, og mine fingre vil kan kravle henover

dine ribben og finde dit bankende hjerte; ikke at jeg forstår hvordan et hjerte

fungerer, jeg gik i 10. klasse på Engholmskolen, Allerød, jeg havde så meget gang i

mig selv, at jeg lod mine fingre finde alle hjerter, banke på, knock knock fx som Bill

Callahan. Så der bankes og der bankes, én er i gang med at lave bygningens tagrender,

jeg kastede en hvid klud op til ham, da han bad mig om det, jeg har kastet vingerne,

afstandene skal vi skal vi ikke fem blade tilbage på blomsten, som det dog flyder med

ubrugeligt ragelse; 1000 ord kan godt beskrive mig, jeg så på et fotografi af en veninde

hvor hun var placeret i midten, hun have en fin kjole på, men hendes kæreste spillede

computer i baggrunden og deres kat kiggede væk, var optaget af noget andet, der var

så meget isolation, jeg kan godt forstå at man rejser til Færøerne endda uden at have

været der.

Tager du stadig billede? Jeg har lyst til at tage billeder af dig resten af

mit liv. Anonymitet. Anonymitet fremmedgørelse en angst? Angst i billedet,

ovenstående, over at blive så fremmed for sine egne hænder at man gang på gang

lader dem knocke op langs ribbenene på et andet menneske. Der er hjertet, der er dine

læber. Hvor er dine læber? Hun går på en kunstskole. Fotoet vakte opsigt, men det er

også fandens intenst jf. Angst i billedet, over at blive så fremmed ETC.

Nu bliver tagrenden lige over mig lavet; kviste og blade samler sig i

tagrenderne, blokerer afløbet så vand hober sig op, deroppe, vandet bliver råddent og

råddenskab råber på alle magters hammere save bor. Bor du lige her tæt ved? Altså

ikke her i Allerød men meget tæt på mig, Østerbro? Jeg kom gående i går, ned ad

Ryesgade og troede på et tidspunkt, jeg så dig kysse med en anden mand, end mig, jeg

blev helt lille og kold, som verdens sidste isbjørn, fem tornes krone om hovedet

kløerne i stikkontakten, afløste siden den følelse.

AFX (Aphex Twin) har nogle titler til sine kompositioner og den kan

man grine ad hvis man er meget skæv, eller glad THE WAKE ETC. Michael Kvium

har lavet en film med titlen The Wake, engang diskuterede jeg Joyce med ham, på

Kunstakademiet, Agnete havde haft ham som lærer sammen med Erik A. Frandsen.

Jeg diskuterede Joyce med ham, han forklarede mig om The Wake (bogen) nej vent

har du hørt om Finnegans Wake? RIVERRUN, PAST EVE AND ADAM’S – jeg

husker muligvis forkert, måske starter bogen slet ikke sådan. Skal vi fosse en dag?

FLODENFOSSER, FORBI EVA OG ADAMS FOS.


SAMO: ’Det er bedst for mig at forblive ensporet på det følelsesmæssige plan

og have en bredt funderet tilgang på det konceptuelle plan. Det er ligegyldigt, hvad

det er, som får mig til at arbejde, som jeg gør. Neurose, besættelse, et ønske om at

folk skal kunne lide mig, et ønske om at give mine forældre dårlig samvittighed, fordi

de har undervurderet mig, tjene en masse penge, magt, social status, et ønske om at

piger skal kunne lide mig eller bare om at møde én pige på et job. Det betyder alt

sammen ikke noget, så længe det arbejde, jeg udfører for at få opfyldt disse ensporede

behov, er langt mere interessant end jeg er og mine grunde til at lave det.’ Du er ikke

nævnt ved navn, det ville være et helvede at kalde dit navn for tungen, læberne,

læberne dykker ned i smug, hvis de blottede tænder kunne være mere dyriske ville jeg

rode i skraldeposer, fortære jord, spise den jord du træder på, pakke sammen. Citatet

formoder jeg er fra Vincent Gallo – jeg har jo allerede nævnt dagens bøger, dagenes

bøger, for jeg skal også være i Allerød i morgen. Jeg har sært svært ved at koncentrere

mig om andet end forestillingen om dig. Det er fantasistykker velsagtens dette som

Hans-Jørgen Nielsens FRA LUFTEN I MUNDEN. Men med hårdere sne. ’Sneen

Qvasi una fantasia’. Fuck det jeg husker så elendigt. Til gengæld 68: DESMOND!

(Arena) og FRA LUFTEN I MUNDEN (Borgen). NEDSPILDT SPRUTTENDE

AF SYRE (Arena) Johannes L. Madsen stod selv og duplikerede ex. med egne hænder

og hjerte. Sved. Svedigt.

Svedige lagner over de døende møbler, møbler dør lige så snart ejeren

dør, jeg har da set det på film, hvis du tænker, hvad siger han nu, lagner er

medskyldige, støv, hellere støv, sølvstøv på øjenlågene, turn and face the strange, turn and

face the dust, dawn, hvordan forklare nogen at jeg sidder her, her som jeg altid sidder,

men jeg skal ikke forklare nogen at jeg sidder her, jeg skal forklare dig hvorfor jeg

sidder her, det er ligesom det vigtige, Frederik har lige ringet, og når folk ringer skal

man også tage telefonen, men jeg nåede ikke at tage telefonen, og nu kom jeg væk fra

hvorfor jeg sidder her og ikke derhjemme på Østerbro, det handler, ubetinget om

frihed, for, ser du, på Østerbro, er jeg indespærret på mit værelse, ikke fordi jeg ikke

kan lide mine udlejere, men fordi jeg nogen gange finder det akavet at færdes frit

rundt i den store lejlighed, og når det så er sagt er der jo lige … fem tons tandstikker

gennem trommehinderne (latteren) og det skåner jeg videst muligt mine

trommehinder for, her i Allerød behøver jeg ikke at tænke på noget som fx mad ETC.

5.5 millioner sidder bag skærmene, Chinese Power hedder en teoribog min bror er i

gang med, jeg fik lokket ham med til Allerød, han var også med til oplæsningen i går.

Jeg er ikke sikker på at jeg var mig i går, skæv, som de høje skæve tynde påfugle, dem

hvis hvide skrig bærer en armada gennem den tyndeste is (lyden)

ingen respons


ISEN MÅ IKKE BETRÆDES.


SAMO: Dejlig middag med min familie, hakkebøffer og kartofler med

Bearnaisesovs – kartoflerne var bagt i ovnen. Jeg gik ud på altanen og røg to cigaretter

efter middagen. Solen var en ildebrand længst ude i horisonten, men en lille ildebrand,

solnedgang som en atombombe – nu kommer jeg til at tænke på et interview med

Michel Foucault, jeg fandt det i Claus Carstensens ”antologi” POL/BIPOL, udgivet

af Det Kongelige Danske Kunstakademi. Engang arbejdede jeg på Agnetes atelier.

Inde ved Peder Skrams Gade. Nu går jeg selv i skole på Peder Skrams Gade.

Dengang inde på atelieret lavede jeg nogle skulpturer – jeg søgte også ind, et år hvor

jeg søgte ind både på Akademiet og Forfatterskolen, jeg var også tæt på at søge ind på

Dramatikeruddannelsen i Århus, men gjorde det ikke, fordi jeg fik respons på

dramaet jeg havde tænkt mig at søge ind med, jeg blev hugget ned. Mht. optagelse på

Akademiet kom jeg til 2. runde med mine skulpturer. Har jeg egentlig fortalt dig hvor

meget jeg holder af Asger Jorns keramik? Jeg holder meget af temperamentet,

muligvis farten, muligvis forestiller jeg mig bare fart, i de hænder, der har lavet dem,

skrev også Asger kører gennem værket på scooter, og her tænker jeg selvfølgelig på relieffet

af ler – men hvor hænger det henne? Jeg tror at det hænger enten på Aalborg

Gymnasium eller Århus Gymnasium. Jeg kunne godt tænke mig at se det engang. Vi

kunne tage på en roadtrip gennem Danmark, når du har taget dit kørekort. Jeg kunne

køre hele livet med dig, det lyder måske banalt, men dem der kender mig ved hvor

store angstanfald jeg får når jeg kører i bil, set i det perspektiv, er jeg vel enten

pervers/masochist eller et læs romantisk rod, et afblæst hoved a la Werther (Goethe).

WA? Hoved afløst af

ingentings afgrund

Min mor og bror ser nyhederne på TV2 og jeg kan ikke tage mig af at Kronprins

Frederik er kæntret med sin jolle, men senere kommer der landskamp, det vil jeg nok

gerne se, men samtidig er jeg dybt hypnotiseret af dette, jeg svæver så godt, eller jeg

svæver ikke, jeg løber bare lidt rundt discourse gå frem og tilbage gå frem og tilbage

kurs diskurs, en kurs? Jeg er allerede tilbage til det søvngængeragtige – jeg vågner i

virkeligheden aldrig op, til tider er det et rent mareridt ikke at høre fra dig, andre

gange sover jeg bare utroligt meget, det sker at jeg drømmer om dig, når jeg drømmer

om dig, har du ikke altid solbriller på, men engang havde du en kjole på, jeg er

overbevist om at det var tilfældet, drømmen kjolen drømmen om dig og kjolen, fordi

du skrev om kjoler i en mail. Du skal aldrig nogensinde tage en kjole på hvis du ikke

mener det.


SAMO: Jeg aflyttede havet – men kunne ikke omsætte det i ord. Jeg har lyst til

at tegne; hvilket nok virker paradoksalt ift. mine ord tidligere om at male. Jeg kunne

måske finde en whiteboardtavle og tegne med tusch, jeg kan godt lide de der fugle

med tuschtynde streger som ben, en dag sad jeg på min stue på Sct. Hans og ovre på

Det Lukkede Afsnit, jeg havde udsigt til, steppede en kæmpe måge, steppede henover

afsnittets tag, det så virkelig komisk ud, denne kæmpe fugl med helt, helt små ben

og den steppede henover taget og jeg steppede op til et smil, selvom det havde været

en hård dag, det svingede meget frem og tilbage dengang (dengang som stadfæstelse af

tid virker åndssvag, men nogen gange virker det som et helt liv siden og andre gange,

når jeg har det dårligt kommer tiden present) –

Men vi behøver aldrig at tale om det, du har ladet mig vide du ikke

ønsker at høre om det. Jeg vil tale med dig, måske du vil lytte måske jeg vil lytte,

måske vi kunne sidde sammen i stilhed, stilhed behøver ikke at være tavshed, forstår

du, forstår jeg selv hvad jeg mener? Stilhed er noget der opstår når man har talt så

længe sammen at man må holde op, stilhed kan godt måles i tid, tavshed er over det

hele, især ved begravelse, dette kunne godt være vores requiem – vores som om der

overhovedet er noget vores, måske jeg har snakket så meget med dette at du stiller dig

overfor det, med stilhed og det er så helt i orden. Mørket er over det hele nu. Mine

forældre ser ”Hvad er det værd?” med et indslag om en mand der voksede op i Berlin

i det gamle DDR. Jeg tror jeg aflyttede havet er associeret over det.

Jeg får lyst til at ryge igen. Jeg får også lyst til mere kaffe. Hold kæft

jeg er smadret, jeg fik virkelig meget mad, tidligere. Det virker voldsomt på mig, i min

krop, når jeg spiser for meget, jeg har også brug for et bælte, hvad er forskellen

bælte og livrem? Mørket er snurrende fagters indbo, mørket springer op af gulvet

uden at hylde tyven jeg er, med mord i rødderne som de splintrer gulvet op, jeg

snupper en splint og bruger den som tandstik. De dage med at skrive mails, må høre

op, hvad menes der så med det, jeg tror ikke jeg kan skrive flere mails, hvordan har

du det med hele tiden at dukke op i mine bøger? Lamperne er tændt her i lejligheden,

hvis jeg går ind i gæsteværelset kan jeg se lejligheder overfor mine forældres lejlighed,

er det en Hitchcock film eller en Massive Attack musikvideo der nu slumrer frem som

bobler i vandet, får vandet ar om vinteren, vil du give mig

intet

forstå hvor jeg vil hen, jeg kender ikke selv min rute. Jeg vil gerne gå med dig,

sammen med dig, vågne med dig og vide du er dig, og jeg er dig.


SAMO: Danmark tabte 1-0 til Ungarn. En kedelig, kedelig kamp. Jeg har ikke

så meget at sige. Jeg vil gerne læse GODMORGEN, COLUMBUS igen. Jeg har

bestilt DAGLIG TALE af Thykier.

Jeg spillede musikken Johannes har lavet ud af min stemme, for min

bror og en hund, hunden blev meget forvirret, du ved, sådan som hunde kan se

forvirrede ud, den drejede hovedet frem og tilbage, mens tonerne kom ud af

højtalerne, det så ret komisk ud. Der er ingen poesi, ingen glaskæber, ingen lim til

skårene, jeg tror, lige nu, hvor klokken er 23:05, at vores læber ikke vil smadre som

porcelænskopper ved sammenstød, til gengæld ville lidt lim hjælpe os. Ikke at vi ville

gå i stykker, men mere lim ift. fx at lime ting sammen der ikke hører sammen, hår på

et træ, men, og nej, der er intet underligt i, at lime træer sammen med hår, eller plante

træer i hår, jeg tænker nu mest på at lime hår på træerne, det kan godt være, at træer

ikke kan være i en skole, i en lænestol, nej, nejnej, jeg ved godt: et træ kan godt gro

gennem en lænestol hvis lænestolen er blød nok, håret kunne godt vokse om kap med

træerne, men træerne bliver langsomt mere og mere tyndhårede, så lidt hår eller en

anden tid, hår fra en anden tid og

afgrund

i opgangen hvor du trak mig til dig, jeg prøver igen med

ingenting

måske skulle jeg fortælle om Stefan fra Lynge? Nej, det må jeg hellere gøre en anden

gang, jeg skal jo også gemme lidt til når vi ses ved

afgrund

jeg var nede på tanken og hente øl, chips og cigaretter, til landskampen, kampen var

en fuser, nu bliver jeg pludselig meget træt, men i morgen skriver jeg videre. Nu vil

jeg slutte af, med, nænsomt, blidt, en sang, omkvædet er lalalalalala og første og sidste

vers lyder: KOM FORBI JEG ER KOM FORBI JEG ER FEM TIMERS BILKØ I

MODVIND KOM FORBI JEG ER FEM TIMERS BILKØ I MODVIND (så

følger lalalalala ETC.) ETC. Der er ingen stress, ingen øde landskaber vi skal nå at

befolke med kun os to. Vi er pop, strofer af guld, orangefarvede solnedgange som en

hånd stukket ned i syre, mens aberne synger – hjernen viser tænder. Er det koffein?

Koffein findes ikke.


End ikke den vildeste modkørende bil kan standse mig nu, jeg er en

million sandheder og min tunge kan ikke tale, ikke tale det sprog der tales fra en høj

stols slingrende trav, så jeg rejser mig i en mose delt af et lyn, vendende kinderne, jeg

må i gang med det her, jeg tror ikke længere på rusmidler, jeg tror ikke på at koble ud,

stemple ud, jeg vil have det hele et toilet der har kostet fem elefanters liv, en

æblekage, et åbenlyst hav, er det åbent og lysende havet hvor du står med fisk som du

kan se på og fisk som kan se på dig, jeg kigger på dig, du OSV (stadig Morrison) med

en stilhedens larmende musik


Allerød 15.10.09


SAMO: Igen er det morgen. Jeg har haft en langsom start på dagen; jeg

drømte vildt i nat, eller vildt og vildt, vildt for mig, for jeg drømte at jeg lavede

radikale ændringer i dette, det virkede ret så indbrud på mig, som at være overladt til

sig selv hos tandlægen, med metalliske og selvstyrende hænder. Autonome hænder?

Der er ingen anarkisme i dette: Verdenen bliver så smuk, når jeg både skriver til dig

og tænker på dig, jeg behøver sådan set ikke meget mere. Jeg har drukket den her

kaffe LavAzza – den er meget bitter og italiensk. Jeg bryder mig ikke så meget om

den, ja jeg savner nok min egen kaffe fra Vinbørsen – den består af hundrede procent

mørkristede bønner. Det her er noget pis og jeg ved det godt, men hvad, jeg mener,

hvad kan jeg egentlig gøre, skal jeg gøre, jeg kan jo ikke gøre noget andet end at skrive

dette færdigt, jeg forsøgte til tirsdagens oplæsning at forklare publikum om at dette

skal ende som små både, men jeg tror ikke rigtig at nogen fangede det. Det var på

ingen måde underligt og/eller besynderligt at jeg hang så meget, mikrofonen og

mikrofonstativet sank også længere og længere ned, så jeg sank selv mere og mere

sammen. Før oplæsningen var jeg flere gange ved at falde i søvn, jeg var så træt, men

du kender jo årsagen – og derfor vil jeg ikke gentage den, jeg ved du alligevel ikke

sætter pris på at høre om den side af mit liv.

Jeg vil ikke sige at jeg har travlt men om et par timer står solen ind ad

vinduet her hvor jeg sidder og så bliver det nærmest umuligt at se skærmen. Ja, jeg

kunne trække gardinerne for, men det hjælper ikke så meget, det havde været

vidunderligt hvis gardinerne var sorte flag og dette vi kalder hjem var besat, ud af

vinduet med benene, som en anden mand, en glad mand i et besat hus, jeg kan huske

perioden med Det Lyserøde Hus på Rantzausgade – du var der og jeg var der – vi var

der men vi talte ikke sammen, så kom jeg på det hvide slot og mødte bl.a. Lasse som

er nævnt et andet sted, det hvide slot, det lyder som et eventyr, og det var også et

eventyr, jeg fik læst utroligt meget når jeg ikke kravlede rundt på væggene, det er nok

det det er, et eventyr hver evig eneste gang en ny bog åbnes, fx læste jeg Hans-Jørgen

Nielsens EFTER DEN FJERDE WHISKY TRAK HAN PISTOLEN og Inger

Christensens HEMMELIGHEDSTILSTANDEN (jeg husker ikke om Christensens

titel til den essaysamling er lånt fra Theodor Adorno, det betyder nok heller ikke så

meget) – er du helt ligeglad? Jeg ville nok være pænt ligeglad, AZORNO var en

vidunderlig oplevelse – så meget musik i hvert ord og når hvert ord gled sammen i

sætninger billederne – helt vidunderligt musikalske, men jeg fandt ikke at den havde

karakter af en skizofren strøm, og måske var det heller ikke hensigten fra Ide

Hejlskov Larsen, men man kan sgu ikke bare slynge en etikette som ’skizofren’ ud i et

rum, uden at rydde rummet, som en meget dyr bombe, men alle bomber koster

sikkert kassen og laver kasser og laver kasser som kister og koster kassen, men

ingen respons


SAMO: Jeg har lige talt med min farmor, i telefon, hun var frisk, min dag er

allerede kogt ind til benet, benene er så trætte, men jeg skal i banken her i Allerød,

ned og overføre penge til en konto, fordi jeg har bestilt en bog, det er ikke meget jeg

har fået læst. I den koldeste nat vokser lynene med forkølede tordenskrald som

pansrede hingstes kollisioner med stjernerne, du ved, du ser dem nok, som jeg ser

dem, disse lange lysende stjerneskud, man kan kende det på hesteskoene der falder

tungt mod jorden og vidner om et liv, i nattens levende himmel. Ja, allerede for meget

kaffe, men LaVazza er så bitter, jeg spår allerede dagen med syner: Ser os to igen og

sammen i en sofa hos dine forældre, og hvem røg hash, hvem røg, jeg tænker ikke så

meget på det mere, kørte gennem Nørrebrogade, ved du godt at mange byer i

Danmark har de samme gadenavne, ja jeg blev ikke, hvad skal man sige, nej jeg blev

ikke forvirret, over en Nørrebrogade i Jylland, nok glad, jeg tror at jeg blev glad, nu

bliver jeg helt glad – uden tvivl er bestillingen af DAGLIG TALE af Mikkel Thykier

en unægtelig faktor der. Derfor skal jeg jo også slippe dette, og bevæge mig ned i

banken, men det kan godt vente, solen stiger og tager sin runde, jeg kan mærke lyset,

det siges, hvad siges der, jo jeg hang godt nok forleden men nu har et par bronzerede

statuer immigreret ind på hver deres plads på min ellers krumme rygsøjle, hver deres

etager, sådan tænker jeg når jeg hænger mest: jeg ved bare ikke om det betyder noget,

selvfølgelig betyder det noget, hele min familie har dårlig ryg.

Jeg er så dårlig i munden; et ord som ’havet’ går igen, i forskellige

bøjninger, havet hvad er havet for mig, for dig, jeg tror ikke på det, jeg tror mere og

mere på at fange dig ind i et net med nattens stjerner som lapper og lasede er de da,

det ved du, og nej, nejnej, eller ja. Nu har jeg også mistet overblikket over det hele,

det sker hele tiden, - sætningerne bliver svagere og svagere eller det er nok også svage

bindinger gennem dette der holder mig hængt, men som sådan hænger jeg ikke så

meget, vi blev også enige om at hænge ud, en dag, og da du skrev det til mig, tænkte

jeg på vores rejse til Prag, jeg var der før dig, og du tog dertil efter mig, vi skulle have

været der sammen, engang i Prag, talte jeg med en pusher og han ville sælge mig lsd,

så spurgte han: where are you from? Denmark svarede jeg. Så blev han så glad så glad, og

fortalte at han havde masser af familie i Danmark og at jeg ville få en kæmpe rabat

hvis jeg købte hans syre, men fuck det var sgu i 8. klasse og Christian var med, og hvis

Christian ikke havde været med OSV. men det er helt forkert, for meget senere var jeg

igen i Prag, engang talte jeg med Mads om at leve hurtigt og dø i Prag, vi elskede Prag

så meget, mens dampen fes ud under stråhatten på fugleskræmslet, der på den måde

kogte løs så fuglene, skide duer, væltede op af jorden hvor flisernes streger ellers

havde lyst op som en stiv forlystelsespark eller et skævt juletræ illumineret i en sådan

grad, at


afgrund

duerne væltede op af jorden som frelsere for slæbende fødder, flyvetur igen, du

kender det nok, bedst i dit eget hårs slyngende hus af rasende strøg af maling. Skal vi

købe et hus sammen, male det i alle farver, jeg vil gerne, jeg tør hvis du tør, jeg viser

mit hus hvis du viser mig dit.


SAMO: Nu har jeg været i banken og har overført penge til Kirkegaard

Antikvariat. Det var pissekoldt udenfor, som at blive lukket inde i en kiste, det må

være koldt under jorden, eller varmt hvis man bliver gravet langt nok ind – men til

sagens kerne. Jeg er så vild med dig du, ja nu er det dig du, måske har der ikke været

andre, nej der har aldrig været andre end dig der kunne larme mit hjerte op, jeg tror

mit hjerte godt nok løber og tikker, men når du er i det, så larmes der som om det var

lavet af jern og du var et projektil rikochetterende (Fremmedordbog) WOW for

meget kaffe, for mange cigaretter allerede, ingen mad, men kaffe, så skriver min bror:

Husk mad + Jørgen Ege + 10 arm s trækker! LE BIG MAC.

Jeg svarer: Ja, men nu er jeg på nikotin, koffein og John Coltrane.

Godt Godt! SPICE DET OP MED MILES! Vi snakkes :)

Ja det gør vi. Og hvad med dig, nu du er dig, og ingen andre. Hvis der kommer sne

før du kysser mig vælger jeg at ..-.,, shit jeg er helt blæst på kaffe og Coltrane. Det

bliver helt uden kvaliteter og måske tænker du ikke så meget, men du skriver jo at du

tænker på mig, og jeg tænker meget på dig, jeg tænker også mens jeg går rundt i

Allerød som tidligere i dag at det kunne være dejligt at bo her; har jeg fortalt dig om

min skrottede konservative fantasi, den hvor jeg ikke er bange for gaskomfur og laver

morgenmad og har morgenkåbe på og fisker store lunser dramatik og kød op af

postkassen ude foran vores rækkehus med andre ord en god avis blarp, men jeg tror ikke

så meget på det, og jeg tror heller ikke du tror på det, du vil jo til New York og jeg vil

sgu ikke til New York jeg vil til Allerød, bo på loft hvor væggene er porøse og lavet af

kaffe, så jeg svømmer gennem væggene nej det er vildere endnu – denne blanding af

overvældelse af minder om dig, kaffen, Coltrane, jeg er så blæst, jeg har set et foto af

spindelvæv lavet af en edderkop på koffein, jeg har brugt det i en bog, jeg syntes

dengang at det var mere end en passende DESCRIPTOR for min praksis, for der er

tale om rikochetterende uden-sans-og-samling derudad, hey er du med? Det går i alle

retninger som SHOUT A på http://myspace.com/hoerevaernpaabudt - fuck jeg lever

jo af kaffe – i kaffen. Vi skulle have en espressomaskine på Forfatterskolen – jeg ville

være meget lykkeligere end jeg lykkeligst som nu, lad os tale om fremtiden, jeg er

lykkelig, tror du vi kunne være lykkelige sammen og

ingen klang

afgrunden er en død kæmpes smykkede ører vippen er af elfenben og elefanten står

tandløs og banker sin store hjerne af glas mod et træ, træerne er sgu også gået i gang

med en langsom striptease – pas på dig selv, eller jeg smider alle mine glastænder og

knuser dem på det sprog du bærer i min retning som det sorteste flags ligegyldige

pladder. Jeg er lige ovre i svømmeren og sælge våben.


SAMO: Jeg forestiller mig noget i retning af:

- Hej, hold kæft du ser fantastisk ud!

- I lige måde.

Men allerede der er det noget grovkornet pis, for jeg er så grovkornet og lys i hjernen,

jeg ville mene det, jeg ville mene åbninger, om du hang med et smil på Louvre eller

Tate – ville hele historiens portrætterede kvinder ikke komme i nærheden af dig, i den

skønhed du har med dig i dine breve til mig. Ja lad os snakke om breve i stedet for

spindelvæv, for med spindelvæv tænker jeg hurtigt på edderkopper, edderkopper gør

mig til en, løftet lodret op i luften, å, et splitsekund, for straks at vælte sammen med

bølger som kraftige skørter stående op til begge sider af mig, nervesammenbruddet,

men jeg er sgu ikke Karrer, fra Thomas Bernhards GÅENDE, jeg vil vildt gerne

afbestille den nyeste bog fra Babelbogklubben, Emilio Alvarez, for jeg gider ikke, at

eje den bog, men på Basilisks hjemmeside skal man logge ind med brugernavn og

kode, og jeg har glemt det hele, og jeg prøver alt muligt, og man får sådan nogle beske

kommentarer jo mere man fejler i sine forsøg på at finde det rigtige navn og kode, det

er frygteligt pinligt, - men hvordan går det?

Nu stoppede Coltranepladen og måske jeg skulle følge min brors råd

om at tilsætte Miles i min omgang varmeste bly, med en lang knivs åbning af puppen

kommer jeg større størst den største natsværmer mod dig lys og

ingen respons

men jeg har som natsværmer landkort broderet ind i vingerne og vi kunne køre til

gamle riger efter landkortene – pludselig indser jeg at jeg ville give hvad som helst for

at køre med dig endda inden du har bestået køreprøven, vi kunne køre i alle retninger

en gang, vælge på og må og få, strikke et liv sammen, sammen du ved nok, jeg ved

bare ikke hvor meget jeg tror på det, og lige nu kan jeg fucking også alting, vi kunne

være alting, min mave krænger sig op i en langstrakt rumlen, to stykker chokolade har

jeg spist, og allerede røget mere end i går, kaffen er stærk – jeg er så raseret – jeg fik så

meget lort og jeg tog på af det, jeg vejede på et tidspunkt halvfems kilo, men så kom

jeg også op at toppes med hvid havestol af plastic og Tokes kæreste Lena blev lidt

bange for mig, men Toke og Lena så mig på CPH: LITT FESTIVAL 08, det var en

dejlig dag; jeg var bare overbevist om at gratis mad og drikke ville tage overhånd og at

festivalen ville gå konkurs, fordi jeg som jeg er hele tiden skulle hente øl og kaffe –

Laugesen var en fantastisk oplevelse – jeg ville have givet alt, for at have oplevet ham

til Tårnværelsets Oplæsninger på 20. etage af SAS hotellet, han læste op af Anarkotika

som Arena har udgivet – jeg har ladet mig fortælle at han læste hele samlingen højt og

at det tog et par timer. Vi skulle have været der sammen. Pludselig en buket med en


stor fed djævel rivende struben over på nattergalen i midten af mit syngende,

syngende telegram, hvert STOP er et STOP og skal forstås som et STOP OSV. op til

et par millioner (lader du mig så være i fred, forstyrrer du mig lidt mere på den måde?)


kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk


SAMO: Vi tog afsked men jeg forstod det ikke sådan. Nu er du, dig du, helt

hemmelig eller ny som om. Min krop forstår ikke at du er en krop, det sagde den da

vi lå som åerne parallelt løbende med læber som udspringene – jeg kan gå så meget i

sort som fx nu og det er jo ikke fordi du væk, som du er væk, men fordi jeg sidder her

i Allerød, nu bippede telefonen, jeg må hellere se hvem det er som skriver, det var

Jonas, han sagde jeg var hypnotiserende forleden aften, som jeg hang foroverbøjet

indover mikrofonen. På Facebook.com har jeg fotos fra aftenen, på alle billederne ser

det ud som om jeg er død, mere død, gradbøje død, dødest? Dødest må være når man

er færdig og i en kiste, jeg var godt nok klar til en kiste, du holdt min hånd engang,

eller også har vi aldrig holdt hinanden i hånden, det er også for dårligt, og nu er jeg

her i Allerød, og du kom ikke tirsdag aften, eller også kom du men du kom vist ikke

og jeg havde jo også sagt at du ikke skulle komme; hvordan skal jeg forsvare dette

overfor strukturforløb? Jeg er også død nu, og hvad værre er, så skal jeg også tage min

eftermiddagsmedicin men ved du hvad? Jeg spiste cornflakes til frokost.

Jeg husker intet om sangen som sang som komposition men jeg

husker titlen POLKA DOTS AND MOONBEAMS, Bill Evans er på klaver. Toke,

tror jeg, har fortalt at Bill Evans havde gigt i fingrene, det tænker man selvfølgelig

ikke på, når man hører ham spille, man tænker selvfølgelig heller ikke på at han var

narkoman Bill og Bill (Bill den anden er William S. Burroughs), har du hørt Bill og

Bill, læst Bill og hørt Bill? Vi dansede engang til Charlie Parker, jeg havde købt pladen

i Budapest, men Charlie Parker blev sgu hurtigt afløst af Miles Davis. Det er virkelig

svært at skrive dig

ingenting

og det er så renest kedsommeligt at skrive dette, men jeg ved ikke – jeg er meget i

tvivl om jeg kan tage det med til strukturforløb på mandag, måske jeg kan tage de

første breve med, dem hvor jeg lænede mig op ad noget poetisk, siden da er det nok

gået kraftigt ned ad bakke. Selv ”Bladene daler opad” virker uden nosser, fuck jeg er

så død i hjernen og hvis jeg havde været hjemme, så havde jeg lavet kaffe, men jeg

tåler ikke mere LaVazza. Hvordan går det? Mod strømmen.

Jeg må tage mig sammen. Ingen både i dette, ingen forkerte træer på

forkerte tidspunkter intet træ på det helt forkerte tidspunkt må dø for dette, jeg laver

en pdf-fil ud af det og mailer det hele til dig, og på den måde går det sikkert som det

plejer, er du ude i vejret, det smukke efterårsvejr, tæsker vinden dine kinder røde, hvis

du får røde kinder og jeg går til i røde kinder fordi


kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk


SAMO:


kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk


SAMO:


kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk


SAMO:


kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk


SAMO: Jeg blev helt træt; tre gange er jeg gået i gang med et afsnit om Marx,

drømme og Anti-Ødipus af Mikkel Thykier. Jeg har bare svært ved at koncentrere mig

om noget; jeg mener, vi kender jo hinanden, i virkeligheden, så uendeligt lidt, kan man

sige sådan, nå men solen skinner: Som månen er blind, blind som en edderkops æg, så

meget er solen en flammende hård knude, mine skjorte strammer i halsen, eller også

har jeg røget for mange cigaretter, min hals er helt tør, ved du hvad, jeg kunne gøre

hvad som helst for dig, selv stoppe dette. Nu eller nu, men jeg må lige gribe chancen

mens jeg har fanget dig, og sige at aftenen, sommeraftenen i Brooklyn, inden de gale

mennesker begyndte at klæde sig af og iføre sig gamle aviser, for derefter at synge om

at solen var en dæmon, den aften var noget særligt, jeg husker den stærkere, mindet er

helt klart for mig i mig, klarere end de lange gåture i Central Park, jeg ved egentlig

ikke hvad vi skulle der, jeg ville helst bare have ligget på taget med dig hele natten,

dagen efter natten, natten efter dagen OSV. Nu glemte jeg det hele igen. Jeg er rigtig

god til at glemme ting, og huske tåbelige ting, som fx at du havde falske øjenvipper på

til en fest, og du græd, du var blevet fuld og du græd, og din mascara løb, tegnede

sorte striber nedover dine kinder, lidt ligesom regnen kan løbe nedover en rude. Har

du nogensinde siddet i en bus der kørte mod vinden mens det regnede og regnen blev

lange skrøbelige tråde, underligt som de ikke udtværes men løber (måske henover hele

bussen, langs bussens vinduer, men hvad sker der ved bussens ophør)? Er du bange

nu? Du skal ikke være bange. Jeg er selv ikke så bange længere, men det skyldes nok,

at dette er skrevet, nej, nejnej, bestemt ikke fordi jeg kan gemme mig bag det, men

fordi, aftenen var så varm, i Brooklyn, vi behøvede knapt nok et tæppe.

Jeg griner meget let en kop i et par stykker; dit smil er din mund om jeg

er skæv? nej, det var ikke meningen at lyde skæv, og jeg ved slet ikke hvor jeg er henne,

kender du det, at man står i lufthavnen og er bange for at stille sin bagage fordi folk

straks ville tro det er en bombe, sun setting like an atom bomb, jeg ser de lige an, her fra

min hjerne, og tænker nu også at det er totalt nedtur et ord som ’elfenbensmåne’ og

endnu mere skod at Words stavekontrol godkender det som ord – min mor ringede

lige og spurgte hvad jeg synes vi skal spise til middag, jeg er helt blank.

Engang boede jeg i en stor villa der hvor de allierede var gået i land,

på D-dag, diamanterne raser og havet flår de op mens de med drabeligt omskårede

smil er så langt fra dit smil, dit smil er din mund, og jeg vil gerne mødes, helt konkret

som en seng du ligger i, kop dine læber rører, tøj tættest på din hud. Det gør vel noget

at være alene alene for at være alene.


kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

More magazines by this user
Similar magazines