På ski i det svenske – en drøm blev til virkelighed

På ski i det svenske – en drøm blev til virkelighed
Det skulle et meget langt tilløb til at tage beslutningen om, at NU kørte vi på skiferie. Som
forældre til en 9-årig dreng med autisme og en 6-årig lillebror er der mange hensyn at tage, når
der skal planlægges ferie. Kan det være i højsæsonen, hvor der vil være mange mennesker? Kan
vi tage den bus, som rejsebureauet kører med, eller skal vi køre selv? Kan vi holde til at køre så
langt, og hvis ikke, skal vi så aldrig lære at stå på ski? Vil Anton, som har autisme, have lyst til at
køre på ski? Hvordan får vi det organiseret med skiskole, når far og lillebror også skal lære at stå
på ski? Kan jeg, som den eneste skiløber i familien, komme med på Antons skiskole-hold? Hvis han
ikke vil stå på ski, hvordan organiserer vi så, at Anton kan være hjemme i lejligheden, mens
lillebror står på ski? Jeg har selv skiferie-erfaring fra Frankrig, og det er ikke just fleksibilitet, som
er kodeordet i de franske alper.
Vi var heldige at blive henvist til et lille familiefirma Ofelia-rejser, som rejser til Lofsdalen i Sverige
lidt nord for Idre Fjell. Det er familien, som er de danske guider på stedet, og det viste sig, at
datteren er lærer i en specialskole for børn med autisme og ADHD. Så vi tænkte, at der ville være
forståelse for de behov vi som familie havde, så vi tog chancen og pakkede bilen, boardmaker
tavlen og lavede en social historie til turen på 13 timer på hjul. Og allerede her vil vi gerne sende
en tak til dem, der har opfundet Nintendoen, I-pad’en osv. samt for, at der ligger så mange
McDonalds langs den svenske motorvej. For det gjorde det muligt at udstå den meget lange tur op
gennem det meget smukke Sverige med fossende elve og bjerge, der rejser sig højere og højere,
jo længere nordpå man kører.
Vi ankom trætte kl. 20 lørdag aften, og blev mødt af en smilende guide, der viste os ned til vores
hus. Vi kunne parkere lide uden for døren, så vi kunne tømme bilen uden alt for mange
strabadser. Guiden Katja foreslog, at vi gik op i skibutikken op ad formiddagen, så vi ikke skulle stå
alt for meget i kø. Anton fik først et par støvler, som klemte så meget, at han begyndte at råbe
lidt. Få dem af, mor! Det gør ondt. Næste par støvler var heller ikke gode. Men vores guide syntes
at have oceaner af tid og snakkede stille og roligt til Anton, mens hun fandt et andet par. Det
lykkedes at få Anton ned i et par støvler 3 numre for store, men som Katja sagde, det betyder ikke
noget, når man er nybegynder. Så gik vi de 20 meter ud på børnebakken, hvor han skulle have
tallerkenliften. Mens han stod og ventede, var far kommet på ski, men vidste jo ikke, hvordan han
skulle komme ud af dem igen, lillebror var kørt med liften op, og jeg stod lidt væk i gang med at
tage ski på Så hører jeg Anton skrige, at hans fødder gør ondt. Han vil have skistøvlerne af. Vores
far er låst fast i skiene, jeg er på vej op med liften, og lillebror er et eller andet sted, som jeg ikke
lige kan se. En dame klikker vores far ud af skiene, så han kan holde Anton under armen, mens
han græder og vil have støvlerne af. Men støvlerne står inde, hvor vi har lejet skistøvlerne, så
Anton skal gå selv. Det er ikke rart, og han er meget ked af det. Puh-ha.
Da jeg kommer hjem til vores dejlige store lejlighed, vil Anton aldrig mere stå på ski. Han synes,
det er dumt, og det gør ondt og kan overhovedet ikke se, hvorfor vi skal være der. Han vil gerne
hjem til Danmark. Vi prøver at aflede ham, og snakker om alt det sjove, som mor og lillebror har
lavet. Anton synes ikke, det lyder sjovt. Næste morgen vil Anton stadig ikke stå på ski. Han vil ikke

have skistøvler på, fordi det gør ondt. Vi har en lang snak, og gråd og skrig og modstand, og jeg
tænker, at nu må jeg gøre noget godt. Så jeg tager hans yndlingsbog Garfield og begynder at
læse op. Jeg har i mellemtiden hentet mine skistøvler ind i stuen, da de jo er alt, alt for store til
Anton, men dem vil han kunne komme i uden, at det ville gøre ondt. Og det var målet: at få Anton
til at se, at ikke alle skistøvler gør ondt. Da han hører Garfield-historierne bliver han så glad og
begynder at smile, og af en eller andet grund hopper han op i mine skistøvler og begynder at gå
rundt i stuen. Nå, så er du klar til at få skistøvler som mine, spørger jeg, og det er han. Vi har
allerede en aftale med Katja om, at hun skal hjælpe med at finde nye skistøvler, og så skal Anton
på børnebakken med mor. Katja finder et par støvler 4 numre for store. De passer perfekt, siger
Anton. Så tager vi hans støvler med på bakken, og når han så bliver for træt eller støvlerne
trykker, så kan vi skifte til hans egne støvler. Anton formår at køre op med liften, og vi kører ned
ad bakken sammen, og han griner og nyder den fart han kan få på. Han speed-snakker fordi han
er så glad og han bobler over af positive lyde. Pludselige gør det ondt i fødderne. Jeg er klar med
hans støvler, som han får lov at hoppe i og slappe af i. Det tager et par minutter. Så er han klar
igen, og vil med liften op. Jeg mærker inden i, hvordan lykkefølelsen løber rundt i min krop og jeg
er ved at sprænges, og jeg råber et juhu, da Anton tager tallerken-liften og barer kører af sted.
Wow!! Vi er på skiferie. Da vi kommer hjem til lejligheden, går Anton rundt og siger, jeg er bare så
stolt af mig selv. Jeg er bare så stolt.
Men det slutter ikke her. For rejsebureauet forstår, at Anton med sit ”jeg-skifter-støvler-fleregange
i timen” ikke kan tage med stoleliften op og køre ned, selvom han nok kunne klare den
grønne piste. Men hans ben og fødder ville ikke kunne klare det. Lillebror og mor kører op flere
gange om dagen, og Anton vil bare SÅ gerne med op på toppen af bjerget. Jeg tænker, at det kan
man ikke, når man ikke har ski på. Det er min erfaring fra Frankrig. Men sådan er det ikke i
Lofsdalen. Rejsebureauets ejer Poul får fikset, at Anton og far får lov at tage med op med
stoleliften uden ski. Så kan de gå lidt rundt på toppen. Da Anton satte sig i liften sammen med far,
lillebror og mor, så var der ikke et øje tørt. Drengene pludrede om den smukke natur, lillebror viste
Anton, hvor vi havde kørt. Solen skinnede, og jeg måtte knibe mig selv i armen. De fantastiske
guider gør bare alting muligt. Sidst men ikke mindst meldte vi lillebror til Loffe Cup’en, som er et
lille skiløb den sidste dag, hvor Loffe-bamsen – en stor blå bamse, som elsker børn – står for
enden af bakken og giver børnene et kram og en Loffe-medalje. Jeg meldte ikke Anton til, fordi
jeg troede det ville være for svært. Men da vi kommer derop hele familien, kan jeg se, at det ville
Anton godt have kunnet. Men nu er det kun lillebror, der kan være med, og han får jo så en
medalje. Sådan en ville storebror gerne have haft. Jeg spørger Katja fra Rejsebureauet om man
kan købe sådan en medalje. Hun siger, at det vil Poul lige finde ud af. Senere skal jeg køre med
Anton ned ad den stejle Loffe-bakke. Det er en bedrift, men jeg er sikker på, at når han har klaret
den, så vil han føle sig så stolt. Vi tager første halvdel af bakken. Den er stejl og svær, og Anton
begynder at sige, at han har ondt i fødderne. Jeg siger, at vi skal nok klare den. Da vi endelig
kommer ned for foden af bakken, står Katja der med en Loffe-medalje, som hun giver Anton om
halsen og siger, at nu har han jo også klaret Loffe-bakken, så skal han jo også have en medalje.
Mennesker som Katja skulle forgyldes. Anton gik rundt med medaljen hele dagen, for han var så
stolt, og han har efter vi er kommet hjem vist den til alle, der ville se den.
Ud over en udmærket skiområde til børnefamilier med ”fun parks” og tilmed sorte pister på toppen
for dem, der gerne vil udfordres lidt mere, er der også et aktivitetshus med bowling, café, og et
mini-legeland. Der er restaurant, storslået natur, og ikke mindst fred og ro, for alt lukker kl. 22, så
det er ikke her, man skal på afterskiing i timevis. Er man til hjemlig hygge, så er der fjernsyn i
lejligheden og internet. Vi havde vores trådløse aggregat med, så der var internet til alle. Prøv at
gætte om vi skal på skiferie næste år? Hvor skal vi hen? Og hvem rejser vi med?
Charlotte N. Steenberg