Nyt fra Arkivet nr.27 - Glostrup Bibliotek

glostrupbib.dk

Nyt fra Arkivet nr.27 - Glostrup Bibliotek

NYT FRA

ARKIVET

Glostrup Lokalhistoriske Arkiv

Nr. 27 • 2003


Glostrup Lokalhistoriske Arkiv

Hovedvejen 134

2600 Glostrup

Åbningstid:

Mandag kl. 13 - 19

Torsdag kl. 13 - 17

samt efter aftale

Telefon: 4343 5838

Fax: 4343 4042:

E-mail:

glostrup.lokal.arkiv@mail.tele.dk

Daglig leder:

Hans-Henrik Rasmussen

Nyt fra Arkivet

udkommer fire gange årligt

Redaktionen afsluttet:

December 2002

Redaktion:

Hans-Henrik Rasmussen

Grafisk tilrettelæggelse:

Eric Klitgaard

Tryk:

Kailow Graphic

Oplag:

2000 ex

ISSN 1398 - 859X

Forside: Hovedvejen 79-81 set mod sydøst.

Alle husene er afløst af Glostrup Storcenter.

Foto: 12. september 1943.

Indhold

Vinterstatus ....................... 3

Provst Nedermark ........... 5

Jul blandt krigsfanger ....... 7

Hvem er det? ................... 16

Bog om Hvissinge .......... 18

Gaver til arkivet .............. 20

På rejse i tidsmaskinen .. 22


Vinterstatus

Hvissinge er i fokus i disse år. I fjor udkom Kjærbøls

bog om Kroghslyst og Hvissinge, og nu

foreligger, som lovet i sidste nummer, afløseren

for den gamle Hvissinge-pjece, hvis oplag for længst er

borte. Samtidig har der foregået store arkæologiske udgravninger

i Hvissinge Vest med spændende fund til følge.

I området ser man hus på hus skyde op, og mange mennesker

er allerede flyttet ind i deres nye hjem.

Huse er skudt op i Hvissinge Vest, 31. juli 2002

Hvissinge – fra jernalder til nutid er titlen på den nye bog,

der er forfattet af dette blads redaktør. Opsætningen, hele

den typografiske del af bogen med tekst og billeder, er

udført af Eric Klitgaard, Arkivets og Kulturforvaltningens

uundværlige medarbejder.

Arbejdet med bogen har selvsagt kostet meget tid, men

vi synes begge, at resultatet står mål med anstrengelserne.

Bogen er anmeldt af Historisk Selskabs formand, Egon

Funch, der fortæller om sine indtryk inde i bladet.

Bogen kan købes på Arkivet eller Glostrup Bibliotek. Den

koster 50 kr.

3


4

Selv om bogen har fyldt meget i den forløbne periode, er

der dog også blevet tid til andre ting. Dels selvfølgelig de

løbende opgaver med ekspedition af forespørgsler samt

modtagelse af gaver, men også en anden vigtig ting. Sagen

er, at arkivets arkivalier (papirerne) trænger til kontrol

og opdatering. En sådan arbejdes der for tiden ihærdigt

på, og det hele skal munde ud i en mere hensigtsmæssig

søgning samt fysisk opstilling af materialerne. Det hele vil

forhåbentlig blive afsluttet i løbet af foråret med store forbedringer

til følge.

Hovedartiklen denne gang handler om jul, krig og Sibirien.

Det kan måske lyde lidt ejendommeligt for et lokalhistorisk

tidsskrift, men begivenhederne er autentiske

og stammer fra den legendariske pastor Nedermark, der

virkede ved Glostrup Kirke til sin død i 1954. De er både

spændende og rørende, og jeg synes, de fortjener at blive

trukket ud af glemslen, ikke mindst i denne juletid. Det er

en »glostrupper« af format, vi har med at gøre, både som

forfatter og som menneske.

Med dette nummer introducerer vi en opgave til læserne.

Arkivet modtager ikke sjældent fotos, som hverken giver

eller vi kan beskrive. Det kan være ukendte personer eller

steder. Eller måske er det tidsbestemmelsen, det kniber

med.

Vi vil derfor offentliggøre billedet og appellere til læserne

om hjælp. Fremgangsmåden har været anvendt flere gange

tidligere, som regel med positivt resultat.

Første opgave bliver »Vaskekone fra Hvissinge«, som det

ses inde i bladet.


Provst Charles Nedermark

Charles Nedermark var sognepræst i Glostrup i årene

1930-1954. Han var født i Kerteminde den 2.

december 1892, tog studentereksamen fra Odense

Katedralskole og blev teologisk kandidat i 1917. Allerede

samme år overtog han stillingen som sekretær i krigsfangelejrene

i Sibirien, hvor han opholdt sig indtil 1919.

Vel hjemkommet fra de barske forhold dér begyndte han

sin præstegerning som kapellan ved Nathanaels Kirken i

København. Han blev tilknyttet Dansk Kirke i Udlandet,

hvis formand han var fra 1928. Fra 1924 til 1930 var han

sognepræst ved Allehelgens Kirke i København, og herfra

gik turen til Glostrup, hvor han var sognepræst fra 1930

til sin død i 1954. Fra 1940 blev han endvidere provst for

Smørum Herred.

Hans sidste år blev ikke morsomme. En alvorlig sygdom

og en lokal strid med pastor Knud Langberg, der for

øvrigt skulle blive hans efterfølger i embedet som sognepræst,

gjorde tilværelsen hård for ham. Der var dem som

mente, at den (vist smålige og urimelige) strid lagde ham i

graven før tiden. Han døde den 16. oktober 1954. På hans

fødselsdag den 2. december samme år afsløredes en smuk

mindesten for ham. Den kan endnu ses på Glostrup Kirkegård.

Endnu findes der ganske mange glostrupborgere, der

husker tiden, da de gik til konfirmationsforberedelse hos

provst Nedermark. Hans undervisning blev ofte under-

5


6

bygget med fortællinger om oplevelser fra et begivenhedsrigt

liv, og børnene fandt ham i hvert fald aldrig kedelig.

Charles Nedermark i ornat for første gang, 1917

Pastor Nedermark har efterladt sig en del skriftlige beretninger

om sine oplevelser i Sibirien. En af dem blev trykt

i KFUK’s julebog for 1939 og gengivet i Glostrup Bogen

for ca. 30 år siden. Selv om historien om julen og krigsfangerne

i Sibirien altså har været offentliggjort tidligere, fortjener

den alligevel at blive genfortalt endnu engang. Det

gælder ikke mindst, når det er jul i Glostrup.


Jul blandt krigsfanger

Af provst Charles Nedermark

Sne var der nok af. Og det havde der været lige siden

oktober. Frosten var også streng, så streng at man

for længst var holdt op med at løbe på skøjter på

floden. Når det fryser 30-35 grader, er det ikke behageligt

at fare gennem luften. Bare ved den mindste vind isner det

gennem marv og ben.

Udebleven julestemning

Men altså – frost og sne var der. Så skulle der jo også være

de bedste muligheder for en rigtig julestemning. Men den

kom nu slet ikke.

Det var heller ikke til at undres over. For julestemning

kommer ikke bare med frost og sne. Den kommer også

inde fra stuerne og køkkenet.

Men en stue ejede jeg ikke. Jeg boede i et rum, hvor vi lå

fire mand, og i køkkenet var alle skabe tomme. Der var

absolut ikke noget, der hed julebagning eller den slags. Fra

køkkenet kom der ingen duft af jul.

Og hvis der havde været en lille spire til følelse af jul, så

blev den brutalt brækket af, da jeg 14 dage før juleaften

begyndte at ymte noget om den nære højtid, for da fik jeg

at vide, at der var en hel måned til. Det var alt for tidlig at

tænke på den. Ak, jeg havde glemt, at russernes almanak

var 14 dage bagud for vor!

Men at få julestemning, når ens omgivelser endnu føler sig

i efterårsstemning – det er ganske umuligt.

7


8

Krucifiks, udført af Jørgen Windfeld-Schmidt, afsløres. Til højre den gamle politistation.

Foroven til højre Kildevældets Allé med dele af bryggeriet, påsken 1942

Havde man så endda bare fået et brev hjemme fra Danmark.

Men det var 10 måneder siden, man havde hørt

noget, og der var slet ingen udsigt til at komme ud af den

uvished, man bestandig gik i, for sin kære.

Nej, det hele så håbløst og festløst ud. Det bedste, man

kunne gøre, var sikkert ar kaste sig ud i arbejdet, selv om

de mennesker, man arbejdede iblandt, var endnu mere

håbløst stillet end én selv.

Og så gik da rejsen først til byen Tomsk, hvorfra jeg ville

tage ned mod syd til byerne Barnaul og Bijsk, hvor jeg vidste,

at der var mange krigsfanger, som var meget ulykkeligt

stillede.

Vielse i Sibirien

I Tomsk løb jeg på den tyske evangeliske præst. Han var

et elskeligt menneske og en god prædikant, men han var


ældre og meget skrøbelig, og da han hørte, at jeg skulle til

Barnaul, spurgte han mig, om jeg ikke ville gøre ham den

store tjeneste at foretage en vielse for ham dér. Han var

forkølet og lidt bange for den kolde tur, som i disse snestormenes

tider godt kunne komme til at strække sig over

mange dage.

Jeg ville selvfølgelig gerne gøre ham denne tjeneste og

fik så en fuldmagt fra ham til at foretage vielsen på hans

vegne.

Aldrig vil jeg glemme den opsigt, jeg vakte på Barnauls

gader, da jeg gik til bryllupshuset. Jeg ville jo gerne se så

præstelig ud som vel muligt, når jeg skulle foretage den

højtidelige handling. Derfor havde jeg henvendt mig til

den katolske sognepræst og spurgt ham, om jeg kunne

låne en sort præstefrakke af ham. Den lånte han mig også

beredvilligt tillige med et lille krucifiks, som skulle stå på

bordet i bryllupshuset.

Min præstedragt så sådan ud: Brune støvler, sorte gamacher,

grønne ridebenklæder, sort frakke, blåt slips, hvid

(dvs. ikke alt for hvid) flip og en grå hat. Jeg lignede en papegøje!

Og folk vendte sig på gaden og så efter mig, da jeg

med krucifikset i hånden vandrede af sted.

Brudgommen var en østrigsk læge og bruden en nydelig

ung, lettisk dame. Han var katolik og hun lutheraner. Det

første, der skete, var afgørelsen af, hvad jeg skulle have

for at vie dem. Da jeg erklærede, at jeg intet ville have for

det, blev hele selskabet øjensynligt desorienteret. En ældre

dame erklærede, at det var da meningen, at de unge skulle

giftes »rigtigt«. Jeg skulle sige en pris.

9


10

Nå, det endte så med, at jeg bad brudgommen skrive mig

en recept på et eller andet, der kunne hjælpe mig af med

en generende hoste. Det var betalingen – og jeg havde

ikke følelsen af, at den ældre dame syntes, at det var særligt

billigt sluppet!

Men vielsen var festlig! Man havde lavet et smukt alter

af et lille lavt bord, hvorom var lagt et pragtfuldt hvidt

bjørneskind, der nåede ned på gulvet. Her knælede brudeparret.

Og da jeg bad Fadervor, bad både de og hele den

samlede skare højt med. Det greb mig stærkt. Og da vi

efter vielsen sang den ene salme efter den anden – tyske

julesalmer – for de havde den rigtige kalender! Ja, så kom

der i mit sind noget af den julens stemning, som jeg hidtil

ikke havde kunnet finde.

Tog til tiden

Da mit arbejde i Barnaul var endt, kørte jeg med banen

mod nord til en by, der hed Novo Nikolajevsk. Det var

meningen, at jeg skulle rejse sammen med en dansk mand

ved navn Goldschmidt. Han var udsending for Røde

Kors. Vi skulle rejse med et nattog, og der var bestilt billet

til os begge. Men om formiddagen på den fastsatte rejsedag

bad han mig om at opsætte turen til næste dag. Jeg

følte mig fristet til at sige ja, da jeg var skrækkelig forkølet.

På den anden side var der noget inden i mig, der tilskyndede

mig til at sige nej. Og derved blev det. Til trods for

hans gentagne henstillinger rejste jeg med det aftalte tog.

Han ventede til næste aften.


Pastor Nedermark forretter datteren, Gittes, vielse i Glostrup Kirke, 1947

Underligt var det for mig, da jeg nogen tid efter kom til

Omsk, at erfare, at Goldschmidt var blevet myrdet i toget

af nogle banditter, der var trængt ind i sovekupéen og

havde dræbt ham med flere revolverskud.

Tilbage til Omsk kom jeg få dage før jul. Jeg havde besluttet

at prøve på at berede lidt juleglæde for fangerne i den

»rigtige« jul og lægge min egen jul hen til russernes fjorten

dage senere.

11


12

Pastor Nedermark og sønnen, Carsten, hygger sig i præstegårdshaven, u.å.


En lykkelig mand

Det blev en højst ejendommelig jul! Både den første og

den sidste.

Den 23. december om formiddagen kom en krigsfange op

til mig. Han hørte til dem, der havde fået en »propusk«,

en tilladelse til at gå til byen nogle timer. Han bad mig om

snarest at komme ud til lejrens lazaret, hvor en krigsfange

gerne ville tale med mig. Men jeg skulle skynde mig, da

han ikke havde langt igen.

Jeg fik straks fat i en slæde og kørte derud. Da jeg kom ind

i den store barak, der udgjorde lazarettet, fik jeg straks øje

på manden, som jeg havde talt med nogle gange. Han lå

på en briks henne ved væggen, eller rettere – han sad op,

vuggende frem og tilbage med overkroppen. Han klagede

sig stærkt og højlydt. Men det var der ingen i det store

rum, der tog sig af. Lige idet jeg trådte hen til ham, lagde

han sig tilbage på det hårde leje og var med ét ganske

stille. Hans øjne var rettede imod mig. Men øjnenes lys var

slukket. Han var død. Jeg var kommet for sent.

Et øjeblik blev jeg stående ved siden af ham – så kom en

af de krigsfangne læger. Han så et øjeblik på ham. Så sagde

han stille: Schluss! – Glücklicher Mann (Færdig! – lykkelige

mand!).

Manden ved siden af den døde fortalte mig, at samme

dags morgen havde et par af krigsfangerne istemt salmen:

»Harre, meine Seele, harre den Herrn« (Bi, min sjæl, bi på

Herren), og han, der nu lå død og stille, var den, der havde

sunget højst og inderligst. Efter sangen havde han sendt

bud efter mig – men det var altså for sent.

13


14

Jul i Himmelby

Da jeg gik rundt og hilste på fangerne, fandt jeg en ung

mand, der bogstaveligt var spændt ud i en seng. Fødderne

var med læderremme bundet fast til sengens fodstykke.

Under hans hage var lagt en kløftet gren, der var fastspændt

til hovedgærdet. Hvad han fejlede, ved jeg ikke.

Antagelig har det været noget med rygsøjlen. Men jeg ved,

at han led usigeligt.

Det var så underligt at sige »Glædelig jul« til denne lidende

stakkel. Det lød helt unaturligt i disse omgivelser, hvor der

slet ikke syntes mulighed for nogen glæde.

Og dog gled der et smil hen over hans ansigt, da jeg sagde

disse ord. Han lå og famlede efter noget under tæppet.

Til sidst slog jeg tæppet til side og hjalp ham med at finde

lommen i hans trøje. Det var et lille stykke papir, det

gjaldt. Der stod kun de ord: Min moders adresse, og så

fulgte denne.

Jeg forstod, at han ville, at jeg skulle skrive til hende.

»Hvad skal jeg skrive?« spurgte jeg. Men da begyndte han

at græde og hulke som et barn, og det voldte ham de heftigste

smerter i den udspændte stilling, hvori han lå. Så

stod jeg dér og tørrede hans ansigt for tårer og holdt hans

hånd, indtil der faldt lidt ro over ham. Og efterhånden fik

jeg brevet dikteret, mest gennem enstavelses-udbrud: Længes

– hver dag – aldrig brev fra dig – jeg dør nu – skriv –

glædelig jul. Derefter lå han stille i lang tid. Så sagde jeg til

ham: Vi har i Danmark en julesalme, hvori der står: »Guds

kære børn vi blev på ny, skal holde jul i Himmelby«.

Da gled der igen et smil over hans ansigt, og uden besvær


Pastor Nedermark i sine velmagtsdage. Han gjorde en stor indsats i Sibirien. U.å.

sagde han: »Skriv til mor, at jeg skal holde jul i Himmelby«.

Det blev hans sidste ord. Han døde juleaften 1918. Til

hans moder skrev jeg, men jeg hørte aldrig fra hende.

(Fortsættes i næste nummer)

15


16

Hvem er det?

Som omtalt i forordet bringer vi fra og med nærværende

blad en opgave til læserne. Arkivet modtager

ikke sjældent fotos, som hverken vi eller giveren kan

beskrive, og vi vil derfor bede læserne om hjælp.

Første opgave drejer sig om billedet på side 17. Kvinden

er på besøg hos en professionel fotograf i København.

Hun beskrives som: Vaskekone fra Hvissinge. Yderligere

oplysninger gives ikke.

Vi kan se, at hun har været på besøg hos fotograf Sand

Kristensen. Fotografens adresse ses også. Den er på dette

tidspunkt: H.C. Ørstedsvej 4, Kjøbenhavn (hjørnet af Gl.

Kongevej).

Et opslag i Ochsner: Fotografer i og fra Danmark, viser, at

atelieret skiftede adresse flere gange fra 1901 til 1918.

Den omtalte adresse var gældende fra ca. 1910 til ca. 1913,

og billedet må altså være optaget i denne periode.

Vi kender således hverken damens navn, adresse, slægtskabsforhold

eller andet.

Spørgsmålet er nu, om nogen har kendskab til damen på

billedet. Hvis det er tilfældet, vil Arkivet meget gerne høre

om det.


Hvem kender "Vaskekonen fra Hvissinge"?

17


18

Fin bog om Hvissinge

Anmeldt af Egon Funch

De flestes viden om Hvissinge

er nok begrænset. Mange vil

kende den gamle bykerne

omkring gadekæret, enkelte vil vide,

at her lå en af de legendariske rytterskoler,

og ældre folk vil huske det

store gartneri, der i besættelsesårene

Egon Funch

producerede tobak, som man landet

over rynkede på næsen ad, selv om cigarerne var opkaldt

efter vore søhelte. De nye, imponerende boligbebyggelser

kendes nok hovedsageligt af dem, der har deres gang på

de kanter.

Hvor ligger Hvissinge for resten? Ja, der er netop sagen.

Glostrup og Hvissinge er i den grad vokset sammen, at

kun de allerfærreste har en klar forestilling om, hvor grænsen

går. Hvor ligger Østervangkirken – i Glostrup eller i

Hvissinge? Og hvor ligger Solvangsparken?

Der er nu kommet en bog, der løser alle tvivlsspørgsmål

af denne art. Den er skrevet af Hans-Henrik Rasmussen

og hedder Hvissinge – fra jernalder til nutid. Et blik på

det nydelige kort på side 6 vil utvetydigt vise, hvad der ligger

i Glostrup, og hvad der ligger i Hvissinge.

Det er en fornøjelse at blade i den lille bog, der i al korthed

fortæller næsten alt, som er værd at vide om Hvissinge.

Livet i den gamle landsby, dyrkningsfællesskabets fordele


og ulemper, selvejere og

fæstere, reformationen,

udskiftningen, skolevæsen,

vejforbindelser, de

gamle gårde … alt dette

og meget mere er med.

Væsentlige sider af Danmarkshistorien

strejfes,

således som de afspejles

i lokalsamfundet.

Også erhvervslivet

hører vi om. Tilfældet

ville, at Hvissinge blev

domicil for foretagender,

der bragte Glostrups

navn ud i verden. Den meget omtalte motorvæddeløbsbane

kneb det nu lidt med; man spændte forventningerne

uhyre højt, men det endte med en fuser. Paul

Bergsøe & Søns metalværk blev i sin storhedstid et anset

verdensfirma med talrige filialer; efter det stolte imperiums

undergang vrisser vi over forureningen. Til gengæld kan vi

glæde os over et par ægte succes’er: De Danske Pelsauktioner

og Carl Bro-koncernen, begge internationale sværvægtere.

Taler vi – lidt ironisk – om Glostrups verdensberømmelse,

så er den stort set udgået fra Hvissinge!

Af særlig interesse er bogens omtale af de udgravninger,

der i 1999 bragte resterne af en jernalderlandsby for dagens

lys og dermed placerede Hvissinge på det arkæologiske

Danmarkskort. I bogens slutning, hvor der fortælles

19


20

om den nyeste boligbebyggelse, Hvissinge Vest, peges der

på, at det netop var her, sporene efter områdets måske tidligste

beboere blev fundet. »Hvissinge er vendt tilbage til

sit udgangspunkt,« konkluderer Hans-Henrik Rasmussen

elegant.

Den nye bog, der er udgivet af Glostrup Kommune med

forord af Søren Enemark, kan varmt anbefales. Den er

velskrevet og smukt illustreret, ikke mindst med farvefotos

af Eric Klitgaard. Hans forsidebillede er et lille mesterværk.

Gaver til arkivet

Borgmesterkontoret: Glostrup Kommunes rengøringsledere.

Foto, ca. 1992.

Erik Christensen: Prühs’ Gartneri (Ejbydalsvej). Luftfoto, 1948.

Britta Kragelund: Søndervangskolen. Byggesag. 1978.

Byhistorisk Samling og Arkiv (Taastrup): Haunsø Keramik.

Tallerken. U.å.

Henry Dahl: Røde Vejrmølle samt Emilsvej. Fotos, 1929.

Paul Bergsøe & Søn. Gruppebillede, 1952.

En beretning om Paul Bergsøe & Søns virksomheder i 1960.

16 sider (fotokopi).

Kurt Søndergaard: Glostrup Tennisklub: Love, 1964.

Glostrup Tennisklubs blad. 1990-1998.


Frederik Bøgeskov: Opstillede Kandidater og Valgte Medlemmer af Sogneråd

og Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet i Brøndby 1903-2001.

Udarbejdet af giver.

Inger Dahldorph: Glostrup Husmoderforening. Forhandlingsprotokol

1983-1998.

Mona Jacobsen (f. Glynov): Mona Glynov: Konformationstelegrammer.

24.9.1961.

Eric Klitgaard: Teknisk Forvaltnings personale. Foto, 7.9.2001.

Vibeke Jansen: Tre piger i revy. Foto, ca. 1935.

Vinkelvej 12 (pensionatet). 2 fotos, ca. 1942 og 1950.

Erik Skougaard Andersen: Vaskekone fra Hvissinge. Foto, ca. 1912.

Søren Lars Jensen (Enceintegård). Foto, ca. 1915.

Christen Jensen (søn af SLJ, indehaver af Carlsberg Depot). Foto, u.å.

Frode Nordly: Danmarks besættelse og befrielse. Aviser og blade.

1943-1945.

Claus Ishøy: Fotografen og hans hustru. Historien om Conradine Hansen og

Adolf Lønborg. Slægtsbog. Af Bodil Ishøy. 2. reviderede udgave, 2002.

Sigurd Lønborg: Glostrup Udstykningsselskab. Bomnøgler til selskabets

private veje (syd for jernbanen). U.å.

Børge Enevoldsen: Glostrup Postkontor. Adressebog: Ejby-Hvissinge.

1949.

Henning Sørensen: Brøndbyvester – historien om en landsby der voksede.

Bog, 2002.

Ole Friis: Glostrup Folkedanserforening: Papirer, ca. 1951-1991.

Ketler, Ib: Glostrup Folkedanserforening. Kendingsmelodi (indsat i sangbog).

1978.

21


22

På rejse i tidsmaskinen

(Idahus)

På Rådhusvej 1, på hjørnet af Hovedvejen, lå indtil

for ganske nylig dette hus. Det var kendt som Idahus

eller Advokathuset.

Huset blev opført i begyndelsen af 20. århundrede af

slagtermester Peter Hansen, der for øvrigt var bygherre i

stor stil. Navnet Idahus er hans ide. Det er navnet på hans

ældste datter, der således har givet huset navn.

Gennem tiderne har der været adskillige ejere, bl.a. Frederik

Hansen (Glostrup Cykelimport).

Den planlagte udvidelse af rådhuset har været undervejs

et stykke tid. Men nu, i slutningen af 2002, er arbejdet

kommet i gang. En af opgaverne er naturligvis at skaffe

den nødvendige plads, og det har bl.a. betydet nedrivning

af det gamle hus. Efter ca. 100 år er Idahus ikke mere.

Idahus og Rådhusvej (dengang kaldet Stationsvej) set mod syd, 1907


Højkonjunktur: Idahus og Glostrup Cykleimport set mod sydøst, 1963

Rådhusudvidelsen er nær, så det gamle hus må fjernes, 4. november 2002

23

More magazines by this user
Similar magazines