Kurt Jacobsen, kronik. Den farlige asbest - Ugeskrift for Læger

824 kronik
Professor, dr.phil.
Kurt Jacobsen,
Copenhagen Business
School,
Frederiksberg
E-mail: kj.lpf@cbs.dk
InteressekonflIkter:
Ingen
kronik
Vi modtager meget
gerne kronikforslag.
Send din kronik som
vedhæftet fil til
ufl-debat@dadl.dk
Kronikken må fylde
7.800 tegn (optalt med
mellemrum). Eventuelle
spørgsmål kan rettes til
Elizabeth Gatzwiller på
35 44 83 26 eller
ega@dadl.dk
Den farlige asbest
N
år sundhedsmyndighederne vil bagatellisere
alvorlige, eventuelt dødelige farer
som statistisk betydningsløse, vil man altid
kunne indvende, at det for den enkelte er
en ringe trøst, at han dør af en sjælden sygdom. Man
må altså afveje det fra arbejderen rimelige krav om total
afskaffelse af alvorlige sundhedsfarer med de økonomiske
konsekvenser«.
Sådan skrev overlæge, dr.med. Aage Grut i foråret
1968 til Direktoratet for Arbejdstilsynet. Aage Grut
var overlæge i Arbejdstilsynet, og betragtningen var
generel og principiel, men møntet på sygdomme, der
blev fremkaldt af påvirkning af asbestfibre: asbestose,
lungekræft og som noget helt nyt – mesoteliom. Inden
Aage Grut kom med en endelig vurdering af asbestens
farlighed, ville han dog først deltage i den anden
internationale konference om følger af asbest i Dresden
i den følgende måned.
Efter konferencen var Aage Grut ikke i tvivl: »Når
man betænker, at mesoteliom kan fremkaldes af små,
måske meget små doser (én fiber) og har meget lang
latenstid … synes det rimeligt at konkludere, at man
ikke kan lave beskyttelsesforanstaltninger, der beskytter
mod mesoteliom«, skrev han til Direktoratet og understregede:
»Kun forbud mod anvendelse af asbest
og asbestprodukter kan sikre mod denne lidelse«.
Intet forbud trods vIden
Trods sin meget klare og utvetydige konklusion erklærede
Grut alligevel, at det var »indiskutabelt, at det vil
være urealistisk at forbyde anvendelsen både af økonomiske
og tekniske grunde«, og han gentog: »Det er
som nævnt ikke hensigtsmæssigt med et almindeligt
forbud«.
Hensynet til virksomhedens økonomi og samfundsøkonomien
stod over hensynet til den enkelte arbejder,
som løb risikoen for at pådrage sig en ubetinget
dødelig sygdom: mesoteliom. At Aage Grut og med
ham andre ledende læger tog sådanne hensyn, var der
ikke noget nyt i.
Siden midten af 1950’erne var arbejdere på Dansk
Eternit-Fabrik i Aalborg blevet røntgenfotograferet en
gang om året, så det kunne kontrolleres, om de led af
ugeskr Læger 174/12 19. marts 2012
Arbejderne på Dansk Eternit-Fabrik blev syge. Men sundhedsmyndighederne var længe
om at gribe ind. I kronikken fortæller Kurt Jacobsen historien med afsæt i sin nye bog.
den invaliderende og i værste fald dødelige sygdom
asbestose. Undersøgelserne afslørede hvert år et skiftende
antal begyndende og fuldt udviklede tilfælde
af sygdommen, men alligevel fik arbejderne at vide,
at de ikke fejlede noget. Ydermere blev sygdomstilfældene
ikke indberettet til Direktoratet for Ulykkesforsikringen,
sådan som det krævedes i lovgivningen,
ligesom Aage Grut og leder af Arbejdsmedicinsk Klinik
på Rigshospitalet, overlæge, dr.med. Jørgen Frost,
brød Arbejdstilsynets egne etiske regler for information
af sygdomsramte arbejdere.
LedeLsen vIdste besked
Derimod fik Eternit-Fabrikkens ledelse fuld besked,
da Aage Grut systematisk informerede direktionen
om undersøgelsernes resultater og anbefalede, at de
asbestoseramte arbejdere blev flyttet til andet arbejde
med mindre asbeststøv – hvis de da ikke var oppe i
årene, eller tidligere var blevet flyttet.
Gruts kendskab i 1968 til mesoteliom ændrede
ikke ved procedurerne og fortielserne. Det var først,
da eternitarbejdernes fagforening i begyndelsen af
1970’erne selv begyndte at undre sig over antallet af
syge og døde medlemmer og skabte politisk røre, at
det kom til et ophør: »Jeg tror ikke, det kan nytte at
skjule noget; man må hellere tage skraldet med det
samme«, skrev Jørgen Frost, da endnu en arbejder
havde fået konstateret asbestose, og overlæge Henrik
Hamburger i Aalborg ville indberette tilfældet til Direktoratet
for Ulykkesforsikringen uden at informere
den pågældende. Et år efter var det Henrik Hamburger,
der ikke ville være med længere: »Jeg har fået
kolde fødder«, skrev han til Aage Grut.
Asbest gIver mesoteLIum
Røret iværksat af fagforeningen betød, at Danmark
i 1970 fik den første generelle regulering af arbejde
med asbest, men det lykkedes i tre år Aage Grut at forhindre,
at der blev indført en nedre grænseværdi for
antallet af asbestfibre i luften.
Ydermere skrev han i regulativet fra 1970 om beskyttelsesforanstaltninger
ved arbejde med asbest, at
mesoteliom alene blev fremkaldt af den såkaldte »blå

ugeskr Læger 174/12 19. marts 2012
asbest«: crocidolit, og ikke af »hvid asbest«: chrysotil,
som anvendtes på Dansk Eternit-Fabrik. Aage Grut
vidste imidlertid udmærket, at alle typer asbest forårsager
mesoteliom – om end ikke med samme risiko.
Alligevel skrev han, som han gjorde – af hensyn til
de økonomiske konsekvenser for virksomheden og for
samfundsøkonomien.
Ikke kun Aage Grut, men også Dansk Eternit-Fabriks
ledelse kendte til sundhedsfarerne. Sammen
med Aage Grut deltog fabrikkens tekniske direktør,
William Johnsen, i kongressen i Dresden, og han drog
samme konklusion som Grut og gik endda så vidt, at
han til sin bestyrelse skrev, at det var »et spørgsmål
om hele folkesundheden under hensyn til den stadig
større anvendelse af asbest«.
og det er måske i
virkeligheden det værste ved hele
skandalen: At læger løj og fortalte
arbejdere med en alvorlig og i værste
fald dødelig arbejdssygdom,
asbestose, at de intet fejlede.
Grut var inde på det samme, da han i sin beretning
til Direktoratet for Arbejdstilsynet anførte, at »de små
mængder, der forekommer i omegnen af asbestvirksomheder,
vil kunne fremkalde i hvert fald mesoteliom«.
Det var altså et såkaldt »omegnsproblem« ved
produktion med anvendelse af asbest, hvilket Aage
Grut ellers tidligere havde benægtet.
ProduktIonen fortsAtte
Det fik imidlertid hverken ham eller Aage Grut til at
ryste på hånden. Produktionen af eternit på Dansk
Eternit-Fabrik fortsatte upåvirket, om end der efterhånden
blev stillet voksende krav til indførelse af foranstaltninger
til beskyttelse af arbejderne mod påvirkning
af asbestfibre, indtil der endelig i 1986 kom et
totalt dansk forbud mod anvendelse af asbest.
Historien om Dansk Eternit-Fabrik er én lang historie
om ekstrem kynisme, hvor en virksomheds ledelse
lod omsætning og overskud stå over hensynet til medarbejdernes
liv og helbred. Men det er også en historie
om læge- og myndighedssvigt, da ansvarlige læger og
et Arbejdstilsyn, der skulle beskytte arbejderne mod
ulykkes- og sundhedsfarer, lod stå til af hensyn til
Eternit-Fabrikkens drift og til samfundsøkonomien.
Og det er måske i virkeligheden det værste ved hele
skandalen: At læger løj og fortalte arbejdere med en
alvorlig og i værste fald dødelig arbejdssygdom, asbestose,
at de intet fejlede. Og at læger fortav farligheden
for arbejderne og folkesundheden ved et bestemt materiale
og dets anvendelse, af hensyn til økonomien. Som
sådan sætter asbestskandalen spørgsmålet om lægers
ansvar i sådanne sager på spidsen – og udmaler konsekvenserne,
når lægerne svigter deres ansvar.
Asbest er siden oldtiden blev kaldt det »magiske mineral«
på grund af sine egenskaber og sin store anvendelighed.
Mere betegnende er måske Sunday Times’
navn for det fra 1969: dræberstøvet. I dag dør op mod
120 personer i Danmark årligt af mesoteliom, og antallet
forventes at kulminere i 2025, hvorefter det vil
falde. Måske.
Bogen udkommer i dag.
Læs også artiklen om bogen på nyhedssiderne.
Kurt Jacobsen: »Asbest – magisk mineral og dræberstøv«
Informations Forlag, 2012
www.pfizer.dk
kronik 825
Se produktinformation på side 822