Kyrø-Ra asmussen n, Kjell (1 1920-198 86) - Baptistkirken i Danmark

Kyrø‐Raasmussenn,
Kjell (1 1920‐19886)
v, Bent Hyllleberg.
Kort før sinn
pludseligee
død på Orø ø, 65 år gammmel,
sagde e Kyrø:
'Man skal iikke
være bbange
for at dø, hvis maan
har levet t først!' Og
det gjorde Kyrø for fuld
udblæsning.
Gennemm
sit virke som s præst i
42 år i fire baptistmennigheder
(Århus
1942‐555,
København
1955‐
70 og Tølløøse
1970‐844)
fik han mange
tilnavvne:
Chef‐ideolog,
ballademager,
økumeen,
hymnolo og, teolog, sskribent
og profet!
Han blev ikkke
altid møødt
med beg gejstring, mmen
altid me ed respekt
på grund aaf
en skarp hhjerne,
et varmt
hjertee
og et stærkt
engagement,
der komm
til udtryk i et kritisk oopgør
med baptistisk b
tradition, oofte
farveriggt
og med humor. h Somm
flittig præs st og
arbejdsomm
teolog sledd
han sig op p.
K. Kyrø‐Ra asmussen 1 af 2
Kyrø’s morr
var fra Nordnorge,
men
tog til Køøbenhavn
for
at føde sit s 'uægte baarn'.
Her gif ftede hun
sig og blev boende. Her
mødte Kj jell baptismmen.
Han ble ev døbt som m 17‐årig. Effter
en 3‐år rig (1939‐
42) teologiisk
uddanneelse
i Tølløse
blev han – 22 år gam mmel – landets
yngste bbaptistpræs
st i Århus.
Efter 2. verrdenskrig
sttuderede
ha an tre år i OOxford
(MA fra Oxford University, 1950) i et anglikansk a
og baptistisk
miljø, meens
han i fe erierne passsede
menigh heden i Århus.
Tilbage i Århus gift tede han
sig i 1951 mmed
metodistpræstens
s datter. Heele
livet glæ ædede han sig
over at vvære
udford dret af
fællesskabbet
med dannske
luthera anere – og eefter
2. Vati ikankoncil tillige
af rommerske
Kato olikker.
Hans økummeniske
skoling
spændt te altså vidtt.
I en menn neskealder repræsenteerede
han danske d
baptister i Det økumeeniske
Fælle esråd (1954‐ ‐86), hvor han h især var r optaget aff
den kristne e kirkes
enhed og mmission.
Adelsmærket
på troværddig
mission var v for Kyrø ø enhed i maangfoldighe
ed.
Kyrø’s livslange
venskkab
med Tor rsten Bergstten
(s.d., de er var medle em af Faith and Order) ) gjorde
det oplagt, , at Kyrø reppræsentere
ede danske baptister ge ennem 1960’rne
i Kirkeernes
Verde ensråd.
Højdepunkktet
blev hans
deltagelse
i generallforsamlingen
i Uppsala
(1968). Soom
en følge e heraf
deltog hann
senere i deen
baptistiske
delegation
ved Faith
and Order‐konsultattionen
om ’ Dåb’ på
Southern BBaptist
Theoological
Sem minary, Louiisville,
USA (1979). Et sådant s økummenisk
enga agement
var baggruunden
for, at
Peder Nør rgaard‐Højeen
– profess sor ved Køb benhavns Unniversitet
og o formand
for Den økkumeniske
SStudiekomit
té – ved Kyrrø’s
død udt talte, at net top hans døød
'var et uv vurderligt
tab for denn
økumeniske
bevægel lse. Kyrø's åånd
var præ æget af åben nhed, dynammik
og bevæ ægelse.
Snæversynn
og konfesssionalisme
var v ham fjern.
Han var en usædva anlig inspireerende
medarbejder
i
alle mellemm‐kirkelige
bestræbelser.
En solid teologisk dømmekraft
d t forbandt hhan
med en n munter ogg
glad Kristustro,
der vaar
modnet gennem g hanns
talrige og g intense ko ontakter meed
mennesk ker fra
andre kirkeer'.
Kyrø's forståelse
af riggdommen
i Kristus og i Hans kirke e blev omdre ejningspunkktet
for han ns kritiske
tjeneste i eeget
kirkesaamfund.
Lige
fra det kritiske
engag gement i ba aptisternes sstudenterbevægelse
Eleuteros ( (1945‐55), dder
blev til på p hans inittiativ,
til bru ugen af den spidse penn
som medredaktør
af
Baptisternes
Ugeblad (1969‐79) forblev f hann
urovækker ren, der bek kæmpede ssnæversyn
blandt b
dem, han eelskede.
Det
slog også igennem veed
udgivelse en af Baptis stsamfundeets
salmebøger
(1960

K. Kyrø‐Rasmussen 2 af 2
og 1989), hvor han i kraft af salmevalg begge gange gjorde disse til Danmarks rigeste, økumenisk
set.
Sammen med Torsten Bergsten rykkede han fra 1957 frem som én af de markante skandinaviske
baptist‐teologer, der arbejdede for en ’åben’ baptisme. Således blev han fortaler for 'overført
medlemskab’, hvorved medlemmer af barnedøbende kirkesamfund kan optages i en baptist‐
menighed uden fornyet dåb. Og da danske baptister fra 1984 begyndte at implementere denne
praksis – som Kyrø kaldte en ’økumenisk gestus’ – var det hans indflydelse, der kom til udtryk.
I en periode, hvor den herskende missionsteologi opgav kirken, udgav Kyrø (1967) et forsvar for
kirkens plads i Guds mission – men vel at mærke et forsvar for en kirke, der uafvendeligt søger at
inkarnere Guds rige i kulturen. Hans dogmatik om kirken havde denne provokende titel: ’Hvad skal
vi med kirken?’ Den teologi, som han formede her – om kirkens nødvendighed, om gudstjenesten,
om dåb, nadver og tjenester, om enhed og mission samt om kirkens fremtid – forsøgte han ved et
trofast engagement at gøre gældende ved at være med i Baptistkirkens ledelse (1955‐68), dog
mere af pligt end af lyst, idet han fastholdt, at en kirkes ledelse 'ikke skal befolkes med diplomater
på profeters bekostning'!
Alt, hvad Kyrø tog til sig i teologiske studier eller modtog i mødet med andre kristne, var han
utrættelig optaget af at formidle til sine kollegaer og til baptistmenighederne. Hjemme igen fra
Uppsala (1968) udgav han et studiemateriale om mission med titlen ’Evangelisation uden
bekymring’. Han holdt samtidigt bibelforedrag ved årets konference over temaet: ’Marken er
verden’ (Matt. 13:38). Baptisterne skulle åbne sig overfor det, Gud var i færd med at skabe i den
verden, Han elsker: 'Evangelisation er at bringe noget glædeligt fra Gud videre. Evangelisation er
ikke et krampagtigt forsøg på at skaffe Gud succes. Hvor hovedvægten bliver lagt på at tjene
mennesker frem for at vinde dem, kommer menigheden på ret måde i bevægelse mod verden'.
I samme perspektiv tog han initiativ til to specielle sommerkonferencer (i 1976 og 1984), som blev
kaldt ’synoder’. Den første af disse arbejdede under mottoet ’Vækst og åbenhed’. Dels skulle
baptisterne øve sig i samtalens kunst for at ’gå vejen sammen’, så Guds rige vokser. Og dels skulle
de lære at møde tidens strømninger i en åben dialog, hvor den kristne tro krydser klinger med
tidens aktuelle strømninger. Disse synoder bestod af én uges konference, der var forberedt ved
studiekredse året forud. Og begge gange blev konferencens foredrag publiceret i bøger, der kunne
anvendes efterfølgende. Synoden 1984 blev Kyrø’s sidste store indsats blandt danske baptister.
Kyrø dannede gennem alle årene parløb med Knud Wümpelmann (s.d.) – de udviklede et langt
venskab, der begyndte i 1942, da Kyrø som præst i Århus udfordrede Wümpelmann til at læse
teologi. Men de var meget forskellige. Kyrø var den provokerende teolog, der udfordrede alt det
traditionelle. Wümpelmann var pastoral i sin færden; han byggede broer, og han øvede sig altid i
diplomatiets kunst. Netop de to udgjorde en frugtbar duo gennem 30 års missionsarbejde. – Da
Kyrø i et interview blev spurgt: 'Hvad er du mest glad for hos dig selv?', lød hans karakteristiske
svar: 'At Gud synes om mig!' Kyrø forstod sig båret af Evangeliet. Derfor kunne han leve så frygtløs.