POLITIKEN 5
Jazz
guide til Copenhagen Jazz Festival
INTERNATIONAL JAZZ MØDER EUROPAS FØRENDE KOR
6/7 BETTY NANSEN TEATERET
AUGUST
ROSENBAUM
Jazzmusikken er i frodigt opbrud i disse år. Glem
alt om gængse grænser og gamle mænd i islandske
sweatre. En af tidens største talenter er
August Rosenbaum, der nok betragter sig selv
som jazzmusiker, men i nye og bredere rammer
ARS NOVA COPENHAGEN MARILYN MAZUR
JOHN BLAKE JR.
HANS ULRIK
JOHNATHAN BLAKE
MAKIKO HIRABAYASHI
ANDERS KOPPEL
KLAVS HOVMAN
BENJAMIN KOPPEL TRITONUS KORET
13/7 BETTY NANSEN TEATERET
Fredag 21. juni 2013
Foto: Martin Lehmann
...
2 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
INDHOLD
Interview Bill Frisell – guitarvirtuosen 5
Interview Selvhenter – fem kvinder støjer 6
Tendens Jazzbegrebet – et opbrud undervejs 10
Historie Narkotika – inspiration og nedtur 12
Grafik 6 Degrees of Miles – alle veje fører til Davis 16
Portræt Miles Davis – den farveblinde mester 18
Interview August Rosenbaum – om talent og tvivl 20
Interview Terrence Blanchard – om New Orleans efter Katrina 25
Dagsprogram: 5.-14.juli
Politikens anmeldere anbefaler
Portræt af byens spillesteder
Kend din jazz
Jazz i medierne
Politiken dækker både i papiravisen og på www.politiken.dk/jazz festivalen intensivt
med daglige anmeldelser, nyheder, interview og reportager.
På Copenhagen Jazz Festivals gratis app, jazz.dk, finder du festivalens program,
nyheder, information om spillesteder m.m.
JazzDanmarks gratis app, Live Jazz, indeholder information om en række forskellige
festivaler og livearrangementer.
Både DR P8 Jazz og Radio Jazz på FM 102,9 dækker løbende festivalen.
Jazzen er her stadig
– nu er den bare ud
over det hele!
Skal vi tage os af August Rosenbaums
nye plade? Hvis bord er
det efterhånden? Den unge
mand er jo ret meget all over the place«.
Mailen kom fra beatredaktøren, der
havde fået tilsendt denne måneds nye
album med den danske pianist og komponist
August Rosenbaum til anmeldelse
i Politiken. Pr-bureauet havde
sendt det til hende i
stedet for til jazzanmelderen,
fordi … tja,
måske fordi det efterhånden
er et åbent
THOMAS
MICHELSEN,
MUSIK-
REDAKTØR
spørgsmål, hvor jazzen
anno 2013 står.
Har vi stadig med en
fasttømret genre at
gøre? Eller er grænser-
ne efterhånden blevet så flydende og limen
så gammel, at jazzetiketten truer
med at falde af?
August Rosenbaum er en ung musiker.
Født i 1987 og altså endnu i 20’erne.
Tjekker man ham ud på nettet – og læser
man interviewet med ham i det festivaltillæg,
du nu har i hænderne – så
opdager man, at jo, han opfatter sig selv
som jazzmusiker. Men i nye og bredere
musikalske rammer.
August Rosenbaum er ikke i gang
med at bygge en karriere på at fortolke
jazzklassikerne fra den store amerikanske
sangbog. Han laver sin egen musik.
Og han er ikke alene. Rigtig mange unge
og yngre danske jazzmusikere er lige
så inspirerede af klassisk, elektronisk
og andre genrer, som de er af den jazztradition,
der engang repræsenterede
noget vildt og forfriskende, men som i
dag er gået hen og blevet en del af ... nå
ja, musikhistorien.
Vi har talt med en vifte af disse musikere
i dette tillæg, og om det så er deres
professor på Det Rytmiske Musikkonservatorium
i København, pianisten og
komponisten Carsten Dahl, er han
enig. Musik er mest spændende, når
der tænkes og spilles ud af genreboksen,
synes manden, der i øjeblikket selv
er optaget af at skrive musik for landets
klassiske orkestre. Han har for nylig fået
et værk opført af DR SymfoniOrkestret,
og et nyt værk er på vej til Odense
Symfoniorkester.
DER ER SKET markante nye skred inden
for jazzmiljøet.
Musikere skriver deres eget materiale
og udvikler nye udtryk. Udtryk, der
ikke nødvendigvis minder om den traditionelle
swing eller senere bebop, der
engang var dominerende tendenser.
Andre genopliver netop swingtraditionen
for fuld skrue, holder godt fast i
1980’ernes virtuose neobop eller giver
jazzstafetten videre på andre måder.
Retningspilene er mangfoldige.
Hvornår og hvor længe kan man så
Ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard Redaktør Kristoffer Hegnsvad kristoffer.hegnsvad@.dk
Redaktion Per Theil per.theil@pol.dk, Kim Faber kim.faber@pol.dk Louise Skov Andersen louise.skov@pol.dk Research Christoffer Bjerregaard, Anja Pil
Layout Christine Vierø Larsen christine.v.larsen@pol.dk. Kontakt redaktionen ibyen@pol.dk, telefon 33 47 17 93, annoncer telefon 33 47 29 82
Foto: Herman Leona/AP
hævde, at det hele kan og bør samles
bag en fælles etiket, hvorpå der står
jazz?
Det har efterhånden i noget tid været
et rigtig godt spørgsmål. Copenhagen
Jazz Festival viser med sine mere end
1.000 koncerter hele den bredde, der
både er musikkens styrke og – måske –
genrens problem.
AT ERKLÆRE JAZZEN DØD, bare fordi
den lugter underligt eller er begyndt at
dufte anderledes, har dog før vist sig at
være forhastet.
Musik med stærke elementer af improvisation
og rødder vil blive ved med
at eksistere. Men jazzen lever af at reagere
på sine omgivelser og udvikle sig
med dem. Eller vikle sig ind i dem. Ingen
har vist det tydeligere end Miles Davis
i en karriere, der konstant tog nye
overraskende skridt fremad og i farten
bragte håndfulde af topmusikere frem
i lyset, som efterfølgende gik hen og
blev centrale skikkelser i jazzens historie
og er det den dag i dag.
Jazzen lever af at reagere
på sine omgivelser og udvikle
sig med dem. Eller vikle sig
ind i dem
Jazzen er med andre ord næppe ved
at dø. Det sker formentlig først den dag,
den bliver til et museum, hvor man
dogmatisk holdt fast i at tilbede guder
med navne som Duke Ellington og
Charlie Parker.
Det gør August Rosenbaum og hans
jævnaldrende ikke. De er beundrere af
de gamle giganter og har dyrket dem
som inspiration og igangsættere. Andet
ville også være dybt mærkeligt, for
Ellington og Parker var giganter, man
kan lære af den dag i dag. Men de vil også
videre, de unge. De vil realisere deres
eget potentiale, og de vil komponere og
improvisere og lave musik anno 2013 –
og de er ud over det hele.
Det vil Copenhagen Jazzfestival uden
tvivl bekræfte. På den måde er festivalen
både en jazzfestival i genkendelig
forstand og meget mere end det. Fortiden
bevares, bearbejdes og bombarderes.
Både indefra og udefra. Den forløses,
forkastes og forarbejdes. Det skal vi
være glade for. Det betyder, at musikken
er i live.
thomas.michelsen@pol.dk
...
✇ 2/7, Tivoli Congress Hall
Chick Corea
& The Vigil (US)
➨ 5/7, Statens Museum for Kunst
Charles Lloyd, Zakir
Hussain & Eric Harland
“Sangam” (US)
✇ 6/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Cassandra Wilson (US)
✇ 7/7, Koncerthuset, Koncertsalen
Dianne Reeves (US)
✇ 9/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Marcus Miller (US)
+ Richard Bona (CM)
OPLEV EV OGSÅ: Branford Marsalis (US), Sunny Murray ay (US), Sc Scot ot ott Co C ll lley e (US), Bettye LaVet e
Arturo Sandoval (CU), Kresten Osgood & Sunny Murray (DK/US), Tim Berne Snakeoil (U
Ginman/Blachman/Dahl/Mikkelborg (DK), Benjamin Koppel & Joe Lovano (US), T unde de
Billetter og yderligere information: www.jazz.dk Officiel app: jazz. .dk k Downl Download ad app via sms: Send JAZZ til 1204* 120
Tak til:
Official
festival
pre-event
✇ 10/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Macy Gray
& David Murray (US)
✇ 11/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Medeski, Martin
& Wood (US)
+ Becca Stevens (US)
✇ 13/7, Statens Museum for Kunst
Bill Frisell
& The Big Sur Sextet (US)
+ Mikkelborg/Dahl/
Davies
* Servicen udbydes af Copenhagen Jazz Festival, Skt. Peders Stræde 28C, 2. sal, 1453 KBH K, +45 3393 2013 og koster almindelig sms-
ette (US), Billy lly Co CCobham bham (US), Tower r of Pow Power (U
(US), CChristian ristian Sands (U (US) , The Cooker Cookers (U (US),
Thunderca d cat a (US), Mike Stern (US), Jagwa Music
(US),
Jagwa Musi (TZA) M.FL.
bydes af Copenhagen Jazz Festival, Skt. Peders Stræde 28C, 2. sal, 1453 KBH K, +45 3393 2013 og koster almindelig sms-takst
...
4 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
POlitikens anmeldere anbefaler
CHARLES LLOYD
5.
Swing &
Mainstream
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Swingmusikken opstod i USA i 1930’ernes New
York og Kansas City med giganter som Duke
Ellington, Count Basie, Benny Goodman, Teddy
Wilson og Coleman Hawkins.
Disse musikeres både melodisk inciterende og
rytmisk bårne musik har siden været en af jazzens
væsentligste ingredienser – af mange opfattet som
den ’ægte vare’. I dag taler vi især om ’mainstream’
som det brede bælte af jazz med udgangspunkt i
amerikansk swing og bebop.
I Danmark er Jesper Thilo Mr. Mainstream med sit
saftige tenorsaxspil og sit veloplagte, lejlighedsvis
ømme klarinetspil.
I kølvandet på ham er der fortsat en stor skare
glimrende musikere som Søren Kristiansen, Hugo
Rasmussen, Jesper Lundgaard, Mads Vinding, Alex
Riel, Ole Kock Hansen, Oliver Antunes, Jens Erik Sørensen,
Elith ’Nulle’ Nykjær og Jacob Fischer, som –
selv om flere også spiller mere moderne jazz – dyrker
swing og mainstream.
Til mainstreamjazzen i Danmark hører også legenden
og veteranen, den i dag 97-årige violinist
Svend Asmussen, som indtil for få år siden stadig
kunne høres i ny og næ.
Svend Asmussen var en af swingjazzens pionerer i
Danmark, aktiv allerede i midten af 1930’erne sammen
med andre store personligheder – Leo Mathisen,
Kai Ewans, Kjeld Bonfils, Henry Hagemann,
Harlem Kiddies og Børge Roger-Henrichsen. Sammen
skabte de under den tyske besættelse i 1940’erne,
hvad vi i dag kalder den danske ’guldalderjazz’.
ibyen@pol.dk
Juli
Musikalsk leksikon
Det kan godt være, Charles Lloyd
er født i Memphis, Tennessee,
men han kan lyde som en afrikansk
ørkenstorm. Fra
amerikansk jazz har
saxofonisten, fløjtenisten
og taragotspilleren
opdyrket et uni-
THOMAS
MICHELSEN
Jazzhouse. Jazzens svar på
Det Kongelige Teater
KIM FABER
vers af world jazz. Med
percussionisten Zakir
Hussain på indiske ta-
bla og Eric Harland ved trommesæt og
klaver er denne trio tunet ind på Lloyds
indholdsrige improvisationsmusik fra
albummet ’Sangam’.
Statens Museum for Kunst kl. 21.
Meget kan man sige om spillestedet
i Niels Hemmingsens Gade.
Men kedeligt har det ikke været
at følge med i kampen for at fremtidssikre,
hvad man uden at træde nogen
over tæerne godt kan kalde jazzens
danske nationalscene.
Ved siden af bestræbelserne på at få
økonomien til at hænge sammen har
Jazzhouse de seneste fem år rent bygningsmæssigt
ført en mildt sagt omtumlet
tilværelse. I 2008 åbnede stedet
efter en større renovering, og alt var
godt. Indtil himlens sluser åbnede sig 2.
juli 2011 og oversvømmede Jazzhouse.
For at gøre en lang historie kort medførte
det en gennemgribende ombygning,
og Jazzhouse fremstår i dag som
et topmoderne spillested, der kan fungere
både som intim klub og regulær
koncertsal.
I mange år var det først og fremmest
SINNE EEG
Findes der en bedre måde at indlede
festivalen på end med den velsyngende
jyske vokalist, der, siden
hun for alvor trådte
i karakter som solist
med ’Waiting for
Dawn’, ikke har set sig
tilbage, men stræbt ef-
HENRIK PALLE
ter stjernerne. Hun akkompagneres
af en
trio med Morten Lund
på trommer, Morten Ramsbøl på bas og
Lars Jansson ved tangenterne. Repertoiret
er gammelt og nyt, eget og lånt – og
sikkert også noget moderat blåt.
Sølyst, kl. 19
portræt af et Spillested
kunstnere, der spillede jazz med stort J,
som optrådte i Jazzhouse. Men ansættelsen
af bassisten og komponisten
Lennart Ginman som kunstnerisk leder
i efteråret 2008 blev også indledningen
til en ny tid, hvor grænserne for, hvem
Grænserne for, hvem der
kan stå på Jazzhouses scene,
er blevet brudt ned
der kan stå på Jazzhouses scene, er blevet
brudt ned. Og denne måneds program
demonstrerer meget godt, hvor
rummeligt spillestedet er blevet. Den
ene dag spiller popdronningen Oh
STEEN RASMUSSEN
Pianisten Steen Rasmussen har
gjort det til sin specialitet at mikse
jazz og brasiliansk musik. Med
sine seneste pladeudgivelser,
et særdeles
velspillende band og
det pladeaktuelle, lykkelige
samarbejde
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
Land, den anden dag står crooneren
Curtis Stieger på plakaten, og den tredje
er det New Jungle Orchestras tur med
en hyldestkoncert til den afdøde avantgardemusiker
John Tchicai.
Overskriften for Jazzhouses festivalprogram
er ’21st Century Jazz’. Programmet
spænder fra øjeblikkets bedste
bud på et dansk navn med international
gennemslagskraft, guitaristen
Jakob Bro og hans Nonet, over den polske
stjernetrompetist Tomasz Stanko til
en af New York-scenens markante navne,
saxofonisten Tim Berne. Læg dertil
et så eksotisk navn som Jagwa Music fra
Tanzania og den amerikanske trash
punk/hiphop/whatever-musiker Thundercat,
aka Stephen Bruner, og der er,
om ikke andet, demonstreret, hvor god
plads der er nede i kassen med det 21.
århundredes jazz.
kim.faber@pol.dk
med den brasilianske
sanger og sangskriver
Leo Minax har Steen
Rasmussen Quinteto
rent ud sagt klasse. Mere blidt vuggende,
detaljerig og lækkert iscenesat bossanovajazz
skal man lede længe efter.
Huset KBH kl. 21.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade 10,
1153 København K.
...
interview Bill frisell
Han danser ikke. Han slås ikke.
Han spiller guitar
Grim avantgardejazz.
Kontrolleret fusion. Hylende
guitarsoli. Gennem 30 år
har Bill Frisell betrådt flere
musikalske stier end de
fleste. Til juli besøger han
København med sit nye
projekt, som fik liv i barske,
forblæste Big Sur.
NIELS CHRISTENSEN
I
2012 bad den traditionsrige Monterey
Jazz Festival guitaristen Bill Frisell
om at komponere et nyt værk,
som skulle uropføres på sidste års festival
i den californiske kystby. Med bestillingen
fulgte et gratis ophold på en
ranch i Big Sur, et barskt, men også meget
smukt naturområde syd for Monterey.
Opholdet resulterede i et værk for
den i jazzsammenhæng ret usædvanlige
besætning guitar, violin, bratsch og
cello, som har fået navn efter Big Sur, og
som er meget inspireret af Frisells ensomme
ophold midt i den vilde natur.
»Jeg havde hverken ur eller telefon
med. Så jeg kunne suge The Big Sur ind
døgnet rundt og lade inspirationen blive
til musik. Jeg synes selv, naturen kan
høres i musikken, men det var nu ikke
noget, jeg havde planlagt; det kom nærmest
af sig selv«, fortæller Bill Frisell i telefonen
fra New York om værket, som
også står i centrum
for hans optræden
på Copenhagen
Jazz Festival.
Nu er der, skal
det siges, ikke noget
specielt ved, at
den 62-årige guitarist
rent musikalsk
betræder
nye stier. Det har
altid været normen.
Bill Frisell er
med andre ord ikke
for fastholdere. Hans vej gennem
musikken de seneste 30 år har været alt
andet end forudsigelig og har konstant
været præget af en uudslukkelig tørst
efter at udfordre musikken, lytterne og
ikke mindst sig selv.
Han har været hele turen igennem:
fra opfindsomme klange og beherskede
hyleguitarsoli over bevidst grim, larmende,
knasende og provokerende
avantgarde/undergrunds punkjazz. Fra
kontrolleret, velklingende fusion over
nye soundtracks til Buster Keaton-film
og videre til musik inspireret af fotos af
USA's fattige landarbejdere i midten af
det 20. århundrede.
Sin egen amerikanske musikarv
Men siden midten af halvfemserne har
den lyriske side af Bill Frisell været den
fremherskende. Gennem en række pro-
Alt kommer ud, når jeg spiller.
Jeg er som i en anden verden,
hvor jeg kan alt det, jeg ikke kan
i mit virkelige liv
jekter og cd-udgivelser har han understreget
sin dybe kærlighed til det oprindelige
i sin egen amerikanske musikarv.
Med sit enkle og klangorienterede
spil har han tydeligvis fundet sig til rette
i en genre, som først for nylig har fået
et navn: americana. Musik, som er videreudviklet
fra blues, bluegrass, country
& western, rhytm’n’blues og rock’n’roll.
Bill Frisell beskriver sig selv som nærmest
afhængig af at kunne udtrykke sig
gennem musikken:
»Jeg er grundlæggende et meget genert
menneske. Jeg danser ikke, og jeg
slås ikke. Men alt kommer ud, når jeg
spiller. Jeg er som i en anden verden,
hvor jeg kan alt det, jeg ikke kan i mit
virkelige liv«.
Som musiker og person virker Bill Frisell,
som om han i høj grad hviler i sig
selv og hele tiden har en klar fornemmelse
af, hvor han vil hen med sin musik.
Er han nogensinde i tvivl om, hvad
der nu skal ske?
Han ler.
»Jeg er konstant i tvivl! Jeg føler, at jeg
altid er i en læreproces. Og dog – så længe
jeg er midt i musikken, er jeg aldrig i
tvivl. Jeg spiller en tone, og den sender
mig videre til de utallige yderligere muligheder,
der findes«, siger han. Og tilføjer
så:
»Det er kun, når jeg tænker for meget,
at jeg kan blive forvirret«.
En stor inspirator
Blandt danske instrumentkolleger er
der stor respekt for Bill Frisell og hans
betydning. For guitaristen Jacob Fischer
var det en regulær øreåbner, da
Frisell fik sit gennembrud.
»Han har udvidet
jazzguitarens
klanglige palet
enormt. Og har jo
den dejlige linje
til Jim Hall, hvor
guitarister ikke
nødvendigvis be-
høver spille så
mange toner. Bill
Frisell er en stor
guitarist«, siger Jacob
Fischer.
Den svenskfødte
guitarist Bjarne
Roupé, som har boet og arbejdet i København
siden 1979 og er jævnaldrende
med Bill Frisell, har fulgt amerikaneren,
siden han i begyndelsen af 1980’erne
spillede sammen med den norske
saxofonist Jan Gabarek.
»Jeg lytter stadig til de plader. De er
klassiske i både sound og koncept«, siger
Bjarne Roupé, som er vild med Frisells
»super kontrollerede vibrato, kombineret
med brug af volumepedal og
ekko og hans smukke harmoniske valg
af grundtoner«.
»Bill Frisell har skabt en dybt original
retning, som ofte er kopieret, men aldrig
overgået«, siger den svensk guitarist.
Men Bill Frisell kan inspirere andre
end guitarister. Han har netop været i
studiet med den italienske pianist Stefano
Bollani og de to danskere bassi-
IKON. Ofte kopieret, men aldrig overgået. Sådan beskriver
den svenske guitarist Bjarne Roupé Bill Frisell. PR-foto
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 5
sten Jesper Bodilsen og trommeslageren
Morten Lund. Et møde mellem,
hvad der på forhånd kunne ligne to meget
forskellige retninger: americana og
klassisk europæisk klavertrio. Men det
skulle vise sig, at de to retninger havde
meget at give hinanden.
»En magisk session – intet mindre«,
siger Morten Lund. »Musikken flød
fuldstændig ubesværet. Jeg mærkede
det med det samme; som et spil Tetris,
der går op. Otte ud af ni sange var first
takes, og alle gik rundt og smilede hele
tiden og sagde »Awesome!««.
Bill Frisell var temmelig nervøs op til
indspilningen. Men da først musikken
spillede, forsvandt nervøsiteten. For,
som han udtrykker det:
»Når vi først begynder at spille, er der
ingen, der tænker på, hvor vi kommer
fra. Alt forsvinder ind i musikken. Musikken
binder os sammen«.
I disse år skyder den ene musikalske
knop efter den anden ud fra den stamme,
der, i mangel af bedre, stadig kaldes
jazz. Og der tales meget om, hvorvidt
begrebet har overlevet sig selv. Bill Frisell
har om nogen bidraget med nye,
friske skud på jazzstammen. Hvad kalder
han sin musik? Jazz eller ..?
»Da jeg som ung mand hørte Sonny
Rollins, Thelonious Monk og Miles Davis,
var jeg fuldstændig opslugt og
tænkte: »Wauw – det er stort«. For mig
er jazz ikke kun én ting, én genre. Det er
musik, som indeholder alt. Så jeg kan
ikke definere, hvad min musik lyder
som, eller hvad den kan kaldes. Men jeg
gør mit bedste og det har jeg altid
gjort«.
ibyen@pol.dk
Bill Frisell & The Big Sur Quintet.
Lø. 13. juli kl. 21, Statens Museum for Kunst
Fem must havealbum
med
Bill Frisell
’Marc Johnsen’s Bass Desires’
(1985). Fremragende og behersket
fusion (med Scofield og Erskine).
’Power Tools’ (1987). Larmende, men
også intens og funky firseravantgarde.
’Good Dog, Happy Man’ (2004). Smuk,
smuk instrumental americana.
’East / West’ (2004). Live med trio fra
NYC og San Francisco. Frisell som
enestående improvisator.
’All We Are Saying’ (2011). Betagende
smukke versioner af John Lennons
bedste sange.
...
6 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
interview Selvhenter
STØJROCK, DRONE
Selvhenter vækker genklang
hos både rockavantgardister,
jazzfolk og dem,
der foretrækker moderne
kompositionsmusik.
Et musikalsk bagholdsangreb«.
»En rejse ind i kaos«.
»Aparte«.
Det er nogle af de vendinger og ord,
danske musikanmeldere har brugt om
Selvhenter. Et fem kvinder stort band,
der bevæger sig i
krydsfeltet mellem
støjrock, drone og freejazz
og som bliver
booket til både rock-,
BIRGITTE
KJÆR
jazz- og kunstfestivaler.
Et band, der sætter
strøm til trombonen,
lader stortrommerne slå over i heavy
metal-beats og får violinen til at lyde
som en syret Sonic Youth-guitar. Et
band, der dyrker spændingen mellem
stram styring og improviseret kaos.
»I Danmark er vi i en smal kategori.
Det kunne vi mærke efter koncerten på
Roskilde Festival, da en skrev, at der var
»for lidt mening med galskaben««, siger
trombonist Maria Bertel.
»Vi har ikke oplevet noget lignende
andre steder«, tilføjer trommeslager
Anja Jacobsen.
Selvhenter lader sig interviewe via
Skype før endnu en optræden uden for
landets grænser. I løbet af foråret har
bandet optrådt i blandt andet Holland,
Tyskland, Belgien og England, og nu de
nået til festivalen Serralves Em Festa i
Porto. Tre af de unge kvinder sidder ved
skærmen, i baggrunden sidder en fjerde
med sin baby på armen, mens saxofonisten,
Sonja LaBianca, er fraværende.
Anja Jacobsen forklarer, at det med
internetæraen er blevet nemmere at nå
et internationalt publikum, så bandet
bliver booket til både rock-, jazz- og
kunstfestivaler.
»Vi har en masse udenlandske job og
får både rejse, løn og et godt hotel. Jeg
klager ikke. Man kan godt tjene penge
på avantgarde. Vi er ikke smalle. Selvhenters
musik er ret bred«, fastslår Maria
Bertel.
Bandet opstod i 2007 som en trio
med violin, saxofon og trombone, og
først sidenhen kom de to trommeslagere
til. Udgangspunktet var at arbejde
med instrumenternes begrænsninger,
at sætte forstærkere og pedaler til og på
den vis vride lydbilledet og gøre det ka-
Selvhenter
Sonja LaBianca (saxofon), Maria
Bertel (trombone), Maria Diekmann
(violin), Jaleh Negari (trommer)
og Anja Jacobsen (trommer).
De fem medlemmer kommer alle
fra den eksperimenterende scene
og spiller blandt andet med i band
som Pinkunoizu, Havens Fugle,
Chimes & Bells, Gud Er Kvinde,
Valby Vokalgruppe, Kirsten Ketsjer
og Choir Of Young Believers.
Selvhenter har udgivet albummet
’Miss B. Fricka’, der er produceret
af Peter Peter (tidl. Sods, Sort Sol)
på deres eget selskab Eget Værelse.
FEM KVINDER.
Trombonist Maria
Bertel blæser
igennem til
koncert. Øverst i
sort-hvid ses Jaleh
Negari og Anja
Jacobsen på
trommer.
Nedenunder ses
violinist Maria
Diekmann til højre.
Yderst til højre er
det Sonja LaBianca
på saxofon.
Nej, man
kan ikke
spille forkert!
Foto: Hasan Jensen
otisk og fyldigt. De fem medlemmer
har forskellige indgange til musikken –
trombonisten har papirer fra Det Rytmiske
Musikkonservatorium, hvor den
ene trommeslager snart skal begynde,
violinisten har gået på Kunstakademiet,
og den anden trommeslager og saxofonisten
er autodidakte – men de har
alle kendt hinanden i mange år via et
spind af musikalske konstellationer. På
nær to, der kender hinanden fra
capoeiratræning.
Fælles for dem er, at de alle har en nysgerrig
og eksperimenterende tilgang
til musikken, samtidig med at udtrykket
er fyldt med løssluppen energi.
Og for publikum må en Selvhenterkoncert
gerne være en mystificerende
oplevelse, supplerer Anja Jacobsen:
»Tingene skal ikke være for udpenslede.
Der må gerne være modstridende
elementer, så intentionen med musikken
ikke er for tydelig. Vi dyrker spændingen
mellem elementerne«.
»Ja, det skal ikke være for entydigt. Vi
vil gerne skabe et rum, hvor lytteren
selv må tyde, hvad der sker«, tilføjer
trommeslager Jaleh Negari.
Tidligere havde bandmedlemmerne
...
OG FREEJAZZ
god tid til at mødes i øvelokalet ved
Mayhem i Nordvest og improvisere frit,
til noget interessant opstod. I dag arbejder
de mere struktureret – ikke mindst
efter én af dem er flyttet til Berlin, og
det er sjældnere, at de mødes.
»Det er tit noget med, at én præsenterer
en idé. For eksempel tonerne fra en
gong. Så oversætter vi dem til de andre
instrumenter, så det skaber en spændende
tonalitet, og spiller derudfra.
Men ingen kan bestemme, hvad de andre
skal præstere«, siger Jaleh Negari.
Så man kan ikke spille forkert?
»Nej, man kan ikke spille forkert!«,
svarer bandet i kor og griner.
Den favnende holdning skal ikke forveksles
med slaphed eller tilfældighed.
I Selvhenter tager man musikken seriøst.
»Vi fusionerer temperamentet med
en lang række forskellige inspirationskilder.
Vi arbejder inden for en minimalistisk
ramme og med det repetitive«,
lyder det fra Anja Jacobsen.
Det lyder, som om det kræver en fokuseret
indsats at udtrykke kaos?
Fredag 21. juni 2013 JAZZGUIDE POLITIKEN 7
»Nærmere end vores udtryk er bevidst,
tror jeg, det er resultatet af os, der
mødes og udforsker, hvad vi kan musikalsk«,
sige Maria Bertel.
birgitte.kjaer@pol.dk
Selvhenter optræder til
komponistforeningen Skræps 25-års jubilæum
i Koncertkirken på Blågårds Plads 11. juli kl. 19
Selvhenter: Der er meget få kvindelige instrumentalister
BIRGITTE KJÆR
Efter at have talt sammen i en halv
times tid virker det »kunstigt, at
vi ikke runder det oplagte
spørgsmål om« …, begynder undertegnede,
og bandet fuldfører i kor: »... om
det har betydning, at vi er kvinder?«.
Der grines.
Spørgsmålet synes pinligt oplagt og
»fuldstændig ligegyldigt«, lyder det
korte svar fra én.
»Nej, jeg har det fint med spørgsmålet.
Når vi er i øveren, er der ingen, der
tænker på det, men når vi giver koncert
eller udgiver, er det anderledes. Det er
først i mødet med omverdenen, det bliver
et tema«, siger trommeslageren Anja
Jacobsen.
»Altså, vi har ikke et bevidst projekt,
men der er meget få kvindelige instrumentalister,
så det er vigtigt at vise, at vi
kan. At vi er rollemodeller«.
»Det er rart at kunne vise, at kvinders
energi kan være heftig«, tilføjer Jaleh
Foto: Søren Rye, Jazzhouse.dk
Foto: Søren Rye, Jazzhouse.dk Foto: Hasan Jensen
Negari og fortsætter:
»Den gængse opfattelse af det kvindelige/det
mandlige er stereotyp. Det feminine/maskuline
findes i begge køn.
Her er der et clash mellem min opfattelse
og resten af verdens opfattelse«.
»Ja, det er problematisk med den opdeling.
Den er konstrueret. Hovedsagen
er musikken«, siger Anja Jacobsen.
»For eksempel er violinen et flødeskumsinstrument
i rockmusikken, og
da jeg mødte de andre, oplevede jeg at
kunne lægge den violinrolle bag mig
og spille det lækreste overhovedet. Det
er skidesjovt«, siger Maria Dickmann.
Betyder jeres køn noget i en koncertsituation?
»Det tilfører noget positivt, for man
bliver altid glad for at se noget, man ikke
ser så tit«, siger Anja Jacobsen – og
slutter:
»Men det er ikke kun, fordi vi er kvinder,
at vi får positiv respons. Der er meget
koncentration i bandet. Vi spiller
med fokus og spilleglæde«.
birgitte.kjaer@pol.dk
...
8 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
POlitikens anmeldere anbefaler
DR BIG BAND
6.
Bebop
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Beboppen kaldes den revolutionerende jazzstil,
der udviklede sig i jazzmiljøet i New York
i midten af 1940’erne.
Beboppen blev anført af pionerer som trompetisten
Dizzy Gillespie, altsaxofonisten Charlie Parker,
trommeslageren Max Roach og pianisterne Bud Powell
og Thelonious Monk.
Musikken signalerede en ny, stærk selvbevidsthed
og moderne storbyidentitet. Det kom til udtryk i de
hvirvlende temaer, hidtil uhørt komplekse (og
mange) akkorder, en friere måde at spille sammen
på og et nyt teknisk mesterskab på instrumenterne.
Intet var det samme efter beboppen, som flåede
jazzmiljøerne over på midten i dem, der var for, og
dem, der var imod.
Også i Danmark var beboppen en stærk inspirationskilde
for den musikergeneration, som bragte
jazzen videre igennem 1950’erne, heriblandt Max
Brüel, Jørgen Ryg, Atli Bjørn, Bent Axen, Erik Moseholm
og Bent Jædig – også selv om det i højere grad
var beboppens aflægger, cooljazzen, som de var inspireret
af.
Beboppen har været grundlag for senere stilformer
som hardboppen, der i 1950’erne og 60’erne
blev bannerført af pladeselskabet Blue Note, og neoboppen
eller ’nykonservatismen’, der i 1980’erne fik
unge musikere til at genopdage de akustiske jazzdyder
efter et årti domineret af elektrisk jazzrock.
Aktive danske musikere med bop i blodårerne er
f.eks. Henrik Bolberg, Søren Kristiansen, Bob Rockwell,
Niels Lan Doky, Søren Lee og Benjamin Koppel.
ibyen@pol.dk
Juli
Pianisten, arrangøren, komponisten
og orkesterlederen Gil
Evans ville være fyldt 100 sidste
år, og DR’s bigband er
stadig i gang med at
fejre ham. Det er ikke
for meget. Fra Miles
Davis-albummet
THOMAS
MICHELSEN
KIM FABER
’Birth of the Cool’ og
fremad via bl.a. ’Sketches
of Spain’ betød
Gil Evans en subtil, klassisk inspireret
revolution for den måde, kammer- og
orkesterjazz kan lyde på. Det bliver en
fest at høre DR BigBand fortolke ham.
Den Sorte Diamant kl. 20.
Valby Summer Jazz.
Fra korsang til hardbop
Siden begyndelsen i 2010 har Valby
Summer Jazz vokset sig større
og større og er nu ikke længere
begrænset til at foregå i Prøvehallen i
Valby. Sidste år blev Betty Nansen Teatret
på Frederiksberg indrulleret og lagde
scene til koncerter med henholdsvis
saxikonet Lee Konitz og trommeslageren
Brian Blades Fellowship Band –
sidstnævnte blev af mange fremhævet
blandt 2012-festivalens højdepunkter.
I år er Summer Jazz’ koncerter ligeligt
fordelt mellem de to spillesteder. Det
overordnede tema er bigband og kor.
Saxofonisten Benjamin Koppel, der er
manden bag festivalen, har blandet
kortene, så en stribe danske og internationale
topnavne møder hinanden i
helt nye konstellationer. Flere af musikerne
har dog været faste gæster siden
Valbyfestivalens begyndelse, blandt andre
de to amerikanere, pianisten Kenny
JAN KASPERSEN
Pianisten Jan Kaspersen har siden
slutningen af 1960’erne været en
givende institution i det musikalske
miljø. Han har
gjort sig gældende i
adskillige konstellationer,
fra solo til bigband.
HENRIK PALLE
Men denne jazzfestival
giver lejlighed til at
opleve ham som leder
af sin originale kvintet, det vil sige med
Anders Bergcranz på trompet, Peter
Danstrup bas, Ole Rømer trommer og
Bob Rockwell på tenorsax.
JazzCup kl. 14.30.
Musikalsk leksikon portræt af et Spillested
Werner og bassisten Scott Colley, ligesom
også saxofonisten David Sanchez
har været med tidligere i Valby.
Benjamin Koppels lyst til at lege med
genrerne kommer især til udtryk i to
koncerter, hvor først koret Ars Nova
Der er også plads til helt
straight forward hardbop,
som vor mor hadede den
Copenhagen lørdag 6. juli optræder
sammen med to gange far og søn, Benjamin
og Anders Koppel, samt den amerikanske
trommeslager Jonathan Blake
og dennes far, violinisten John Blake jr.,
CASSANDRA WILSON
Hendes køligt sensuelle og mørkt
kafferistede stemme har forførende
kvaliteter, og orkestret
omkring hende er
som en simrende gryde
fra Mississippi-deltaet,
kogt sammen på
gode råvarer af jazz,
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
suppleret med Morten Ramsbøl på bas.
Og en uge senere, 13. juli, mødes Tritonus
Koret med percussionisten Marilyn
Mazur, saxofonisten Hans Ulrik, bassisten
Klaus Hovmand og pianisten Makiko
Hirabayashi. Det må også siges at være
noget af et miks, når den klassiske
pianist Katrine Gislinge fredag 12. juli
optræder sammen med Benjamin Koppel
og DJ Noize. Og når pianisten Jacob
Anderskov i anden halvdel af dobbeltkoncerten
spiller sammen med en strygertrio
og en percussionist.
Men der er også plads til helt straight
forward hardbop, som vor mor hadede
den, når The Cookers med blandt andre
trompetisten Eddie Henderson og
trommeslageren Billy Hart fyrer den af
ved to koncerter 8. juli.
kim.faber@pol.dk
blues og nyere amerikansk
populærmusik.
Cassandra Wilson har
fornyet vokaljazzen
ved at gribe tilbage til dens rødder. Hun
er en sjælden gæst på disse breddegrader,
men nu er muligheden der.
Det Kgl. Teater, Gamle Scene kl. 20.
Foto: Per Folkver
Prøvehallen,
Porcelænstorvet 4, 2500 Valby.
Betty Nansen Teatret,
Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg.
...
POlitikens anmeldere anbefaler
MARILYN MAZUR
7.
HENRIK PALLE
Cool Jazz
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Cooljazzen kan ses som en afdæmpet og
klangligt raffineret tradition i jazzen.
Denne tilgang til musikken kan spores tilbage
til pionerer som trompetisten Bix Beiderbecke
i 1920’erne og saxofonisten Lester Young i 30’erne.
Men en egentlig cool-stil opstod med afsæt i og som
reaktion imod den højspændte bebop i slutningen
af 1940’erne.
Et hovedværk er pladen ’Birth of The Cool’ (1949)
med trompetisten Miles Davis som hovedsolist i et
nimandsorkester med vigtige musikere som Lee Konitz,
Gerry Mulligan og John Lewis.
Cooljazzen blev især populær på den amerikanske
vestkyst (deraf betegnelsen ’west coast jazz’).
Andre navne inden for stilen er Lennie Tristano,
Chet Baker, Jim Hall og Stan Getz.
Flere af 1950’ernes toneangivende danske og
svenske musikere var inspirerede af cool-skolen,
heriblandt Lasse Gullin, Arne Domnerus, Max Brüel
og Jørgen Ryg.
En slags videreførelse af cooljazzen kan følges hos
pianisten Bill Evans i 1960’erne og op i vores tid med
det tyske pladeselskab ECM’s nytænkende udgivelser
fra 1970’erne og frem, hvor det afdæmpede og
europæisk prægede blev et dominerende ideal i
musik af Gary Burton, Chick Corea, Paul Bley og
Ralph Towner.
Nutidige danske musikere, som har cool-træk i
deres spil, er for eksempel Christina von Bülow, Jens
Søndergaard, Flemming Agerskov og Jakob Bro.
ibyen@pol.dk
Juli
Et helt særligt forunderligt rytmisk
væsen er amerikanskfødte
Marilyn Mazur, som i midten af
1980’erne pludselig
fik verdensberømmelse
som medlem af
Miles Davis’ orkester.
Hendes musik er
KIM FABER
spirituel, men aldrig
på den fesne måde, og
når hun er sammen
med Josephine Cronholm plus guitarmanden
Krister Jonsson, går det hele
ganske sikkert op.
Skt. Jakobs Kirke kl. 16.
Siden 2000 har Huset-KBH – som
tidligere hed Huset i Magstræde –
været en vigtig del af Copenhagen
Jazz Festival. Og med bred margen
spillestedet med de fleste arrangementer
per festival. Således bliver der i år afholdt
tæt på 100 koncerter i Huset, og
det tal kan ingen andre matche.
Og så er det selvfølgelig lidt snyd, det
med de mange koncerter på et enkelt
spillested. Fordi Huset under jazzfestivalen
faktisk rummer fire forskellige
scener: Gårdscenen, Husets Café, Planeten
samt Paradise Jazz & ToneArt.
Musikken spiller om ikke i døgndrift
i Huset så dog en betragtelig del af døgnets
timer. De fleste dage begynder løjerne
kl. 13 med en koncert på Gårdscenen,
som hovedsagelig er reserveret
dansk jazz’ vækstlag. Og så kører det ellers
derudad helt frem til på den anden
side af midnat. Og man kan roligt sige,
SCHNEEWEISS
UND ROSENROT
Bag de tyske eventyrnavne gemmer
sig en indiepræget vokalgruppe
fra Berlin med sangerinderne
og tangentspillerne
Johanna Borchert
og Lucia Cadotsch
i front. Ærlig,
nutidig vokal- og orke-
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
stermusik af den slags,
som aldrig ville få air
play i de kommercielle
radiokanalers pave-
dømme. Samme aften kan også den
drevne trommeslager Emil De Waal høres
sammen med Spejderrobot.
Karens Minde Kulturhus kl. 19.
Musikalsk leksikon portræt af et Spillested
at der er noget for enhver smag på Husets
program. Planeten, som tidligere
rummede Husets Teater, har i år afrikansk
tema og præsenterer blandt andre
den mozambiqiske multimusiker
Deodato Siquir og gruppen Api Pipo
med den fænomenalt dygtige guitarist
Alain Apaloo fra Togo i front.
Men der bliver også spillet meget andet
end afrikansk musik på Planeten
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 9
Huset-KBH. Med plads til
vækstlag, Afrika og bigband
Musikken spiller om ikke i
døgndrift i Huset så dog en
betragtelig del af døgnets timer
GEORGE GARZONE
Det er en tradition, at de spiller på
den lille café på Frederiksberg,
den danske pianist Rasmus
Ehlers og den amerikanskemestersaxofonist
og Coltranediscipel
George Garzone.
Man får sig en fadøl
THOMAS
MICHELSEN
under festivalen. Blandt andet lægger
Loco Days vejen forbi 12. og 13. juli, og 7.
juli indtager Palle Mikkelborg, Helen
Davis og Ayi Solomon scenen oppe under
Husets tag.
Husets Café præsenterer en bred buket
af kendte danske navne: Jesper Thilo,
Jacob Fischer, Jacob Anderskov og
Kresten Osgood m.fl. Det samme gør
Paradise Jazz & ToneArt. Mandag er det –
selvfølgelig – Niels Jørgen Steens Monday
Night Big Band forstærket med sangeren
Bobo Moreno, der spiller op. Og
dagen efter gælder det et andet (knap
så) stort orkester, nemlig Ernie Wilkins
Almost Big Band med sangerinden
Veronica Mortensen ved mikrofonen.
Pianisten Thomas Clausen og saxofonisterne
Emil Hess og Simon Spang-Hanssen
er andre stærke navne på Paradise
Jazz’ festivalprogram.
kim.faber@pol.dk
imens, men musikken
man hører, er luksus.
Som var man på en lil-
le klub i New York. Det er som sædvanlig
de herrer Jonas Westergaard på bas
og Jakob Høyer ved trommerne.
Bartof Café kl. 21.
Huset-KBH,
Rådhusstræde 13, 1466 København K.
PR-foto
...
10 POLITIKEN JAZZGUIDE Fredag 21. juni 2013
tendens opbrud
PR-foto
Jazzbegrebet er en spændetrøje
Publikum forbinder ’jazz’ med fadøl og gamle mænd
i islandske sweatere, og ordet er en kommerciel party
killer. Imens bevæger musikerne sig ud i stadig flere
genremæssige gråzoner, mens de drømmer om fuldstændig
kunstnerisk frihed.
JAKOB DYBRO JOHANSEN
Jazzen er et museum af kedelige
Oscar Peterson-kopister. Musikken
har ikke rykket sig siden
midten af forrige århundrede. Og de
eneste, der kan lide den, er gamle
mænd, der går med stråhat og ryger pibe.
Sådan lyder nogle af fordommene
om jazz. Og de er så udbredte, at mange
’jazzmusikere’ i dag faktisk helst vil være
fri for at blive kaldt ’jazzmusikere’.
»I mine ører er jazz en meget begrænsende
genrebetegnelse. Der er så mange
subgenrer og musiske grene, som
det ene ord skal rumme, og det kan det
slet ikke holde til. Det kan ikke rumme
alt det, der foregår i musikken«, siger
Stefan Pasborg, trommeslager i blandt
andet Ibrahim Electric og Odessa 5.
Som dreng var han Elvisfan, i 80’erne
dyrkede han heavy metal, og i dag elsker
han Jimi Hendrix og The Beatles.
Men selv om alle de referencer har formet
hans spil, bliver han stadig set som
jazzmusiker. Og det irriterer ham.
»Jeg snakkede med Laust Sonne om
det for nogle uger siden. Han føler, han
er meget mere end en rocktrommeslager,
men det er det, folk tænker ham
som, fordi de kender ham fra D-A-D. På
samme måde bliver jeg opfattet som
jazztrommeslager, fordi jeg i Køben-
havn spiller mest på Jazzhouse. Men
når jeg for eksempel spiller med Ibrahim
Electric på jazzfestivaler rundt omkring
i verden, er vores musik meget
ujazzet«, siger Stefan Pasborg.
Hans slagtøjskollega Emil de Waal
har det også svært med at blive sat i bås
som ’jazzmusiker’. Han spiller både traditionel
jazz med klarinetlegenden
Elith ’Nulle’ Nykjær Jørgensen, elektronisk
musik med Spejderrobot og singer-songwriter
med Randi Laubæk.
»Jeg er jazzmusiker, i den forstand at
mit udgangspunkt er improviseret musik.
Men den attitude kan man lige så
godt have i forhold til et rockbeat, et
punkbeat eller noget elektronisk«, siger
Emil de Waal.
Han bevæger sig hele tiden mellem
forskellige stilarter og har gennem karrieren
fået mange forskellige ord klistret
på sig.
»Da jeg startede som professionel i
1987, blev min musik kaldt for fusionsjazz.
Så blev jeg rocktrommeslager, og
nu er jeg åbenbart jazzmusiker igen. Så
folk må kalde mig, hvad de vil. Jeg er ligeglad.
Jeg vil bare gerne være musiker«.
Jazzfobi
I praksis kan jazzstemplet være en
ulempe, hvis man drømmer om et større
publikum. Det oplevede bassisten
Nicolai Munch-Hansen, da han i 2011
udgav albummet ’Memories of Days
Gone By’ sammen med Kira Skov. Det
udkom på Stunt Records, der har en
jazzet profil.
»Og fordi musikken var kategoriseret
som jazz, var det umuligt at få den med
på en playliste i Danmarks Radio. Den
kunne kun komme på P8 (DR’s jazzkanal,
red.), selv om pladen både havde
jazzede og ujazzede numre«, fortæller
Nicolai Munch-Hansen.
Selv er han glad for jazzbegrebet, som
han forbinder med mange af sine store
forbilleder. Men samtidig genkender
han sagtens billedet af det tilrøgede
værtshus med stråhattene og de islandske
sweatere. Hvilket delvis er jazzmiljøets
egen skyld, mener han.
»Jeg synes, jazzmusikere kopierer de
gamle ting for meget. Jazzstandarder,
hvor alle skal spille solo i fem minutter,
og musik, der var frisk for halvtreds år
siden. Det bliver kedeligt«.
Det er Stefan Pasborg enig i. Han synes,
der går for meget gamle dage i jazzen.
»Der findes stadig en del spillesteder i
verden, hvor man først og fremmest
trækker på den museumsagtige del af
jazzen, for eksempel når de laver hyldestkoncerter
til afdøde musikere. Det
bliver stedet, hvor man kan komme ind
og høre 'rigtig' jazzmusik, sådan som
det lød i 50’erne og 60'erne«, siger Stefan
Pasborg.
Med Ibrahim Electric har han set,
hvordan antallet af streamings, downloads
og cd-salg falder, så snart musikken
bliver markedsført som jazz. Til
gengæld sker det ofte, at folk kommer
hen efter en koncert og siger, »vi troede
ikke, vi kunne lide jazz – det kan vi nu«,
fortæller han.
»Så jeg tror, ordet jazz skræmmer rigtig
mange væk. De færreste under 25 år
ville overveje at tage til 'Jazz i Odense',
I mine ører
er jazz en
meget begrænsendegenrebetegnelse.
Der er så
mange
subgenrer
og musiske
grene, som
det ene ord
skal rumme,
og det kan
det slet ikke
holde til
Stefan
Pasborg
men hvis man siger ’ny musik med
Ibrahim Electric – kom og tjek det ud',
er der flere, der bliver interesserede«.
Opgør med fordomme
På Rytmisk Musikkonservatorium i København
nikker rektor Henrik Sveidahl
genkendende til historien om, at mange
yngre musikere har det svært med
jazzbegrebet.
»Mange af vores studerende har en
udviklingsorienteret tilgang. Derfor
kan det for dem føles beklemt at få en
jazzetiket sat på deres musik«, siger
Henrik Sveidahl.
Han understreger, at konservatoriet
arbejder med jazzen som en åben udtryksform,
der udvikler sig i mødet
med andre genrer.
»Vores opgave er ikke at være kulturbevarende.
Vi opdrager ikke folk til at
spille musik fra gamle dage. Vi er en uddannelsesinstitution,
der skaber musik
til nutiden og fremtiden, men på baggrund
af en dyb forståelse af vores musikarv«,
siger Henrik Sveidahl.
I genreorganisationen for jazz, Jazz-
Danmark, mener sekretariatsleder Lars
Winther, at musikernes problem med
jazzbegrebet starter hos publikum.
»Jeg tror, at det, musikerne kan føle
sig klemt af, er publikums fordomme.
At unge måske tænker, at jazz kun er for
de gamle, eller at folk tror, det kræver
en doktorgrad at høre jazz. Det er en
central opgave for os at gøre op med de
fordomme«, siger Lars Winther.
Han fortæller, at JazzDanmark blandt
andet har lanceret en jazz-app og arrangeret
koncerter på skoler og gymnasier,
og at responsen har været god.
»Så jeg oplever, at når vi kommer ud
og møder unge mennesker, er der stor
rummelighed og interesse for jazzen«.
ibyen@pol.dk
...
INDIE
Carsten Dahl: Jazz er bare
en gren på et træ
Genrebegreber som jazz får
os til at glemme at lytte åbent
og nysgerrigt til musikken,
mener pianist og musikprofessor
Carsten Dahl.
JAKOB DYBRO JOHANSEN
Som professor arbejder jeg med
mennesker, ikke med begreber.
Jeg spørger den studerende:
»Hvad kan du? Overbevis mig om, at dit
kunstværk er noget særligt!«. Om det er
bebop, laptop med fire tubaer eller heavy
metal er lige meget, bare jeg oplever
musikken som noget, der er større end
os og de ord, vi kan putte på den«.
Sådan siger Carsten Dahl, pianist og
professor i rytmisk samtidsmusik på
Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Det handler om at åbne for
nye, spændende udtryk, mens det at vide,
præcis hvilke ord man skal sætte på,
er mindre vigtigt. Ja, faktisk er ordene
et problem. For selv om Carsten Dahl
selv brugte årevis på at afkode jazzkoryfæer
som Herbie Hancock og Keith Jarrett
for at lære musiktraditionerne til
bunds, tror han grundlæggende ikke
på, at musik kan indfanges med sprog.
Tværtimod lukker vi med genrebegreber
som ’jazz’, ’rock’, ’postbop’ og ’indie’
os selv inde i en slags selvskabt sproglig
Fredag 21. juni 2013 JAZZGUIDE POLITIKEN 11
Cool
Avantgarde/Experimental
World Fusion
Swing & Mainstream
Souljazz/Funk
Hardbop/Modern
Elektronisk
Bebop
osteklokke. Og dermed afskærer vi os
fra det overrumplende og udefinerbare,
mener Carsten Dahl.
Selv er han stadig kendt som ’jazzgeni’,
selv om DR SymfoniOrkestret, Københavns
Drengekor og DR Vokal-
Ensemblet i februar opførte hans halv
time lange ’The Fifth Dimension’, et
værk tilegnet komponisten Per Nørgård.
»De begreber, folk sætter på musikken,
handler om tryghed. At man føler,
man allerede kender kunsten, ligesom
man kender en pakke Lurpak smør.
Men ved mine koncerter er den tryghed
væk. Så jeg oplever tit, at folk går i
vrede og siger, »spil noget jazz, for helvede!«.
Selv om jeg aldrig har bedt om
at blive kaldt jazzmusiker«, siger Carsten
Dahl, der drømmer om en verden
helt uden genrebegreber:
»Hvis nogen spurgte efter en koncert,
hvilken musik jeg havde hørt, håber
jeg, jeg ville svare: Det ved jeg ikke. Det
åbnede en masse rum i mig og gjorde
mig nysgerrig. Men jeg kan ikke sige,
hvad det var«.
Han er med på, at vi som mennesker
har behov for at sætte ord på vores oplevelser.
Men det ærgrer ham, når ordene
får os til at lukke ørerne i.
»I virkeligheden er det jo bare musik.
Hvor jazz er en gren på et træ, ligesom
rock, pop og hinduistisk folkemusik er
det. Og det, der optager mig, er: Hvordan
lyder rødderne på det træ?«.
ibyen@pol.dk
26 TOP JAZZ KONCERTER
BL.A.
JOE LOVANO &
BENJAMIN KOPPEL
MEZZO SAX MEETING
FREDERIKSBERGSCENEN:
BETTY NANSEN TEATRET
LØRDAG D. 6. JULI KL. 18.00 & 20.30
ARS NOVA COPENHAGEN
KOPPEL / KOPPEL / BLAKE / BLAKE
MANDAG DEN 8. JULI KL. 19.30
MARKUS STOCKHAUSEN / KENNY WERNER
ANDERS KOPPEL / BENJAMIN KOPPEL
AUDUN KLEIVE
TIRSDAG D. 9. JULI KL. 18.00 & 20.30
JOE LOVANO & BENJAMIN KOPPEL
MEZZO SAX MEETING
ONSDAG D. 10. JULI KL. 19.30
DOUBLE CONCERT:
1: KATRINE GISLINGE
BENJAMIN KOPPEL / DJ NOIZE
2: JACOB ANDERSKOV’S STRINGS,
PERCUSSION & PIANO
FREDAG D. 12. JULI KL. 18.00 & 20.30
BO STANLEY PRÆSENTERER:
ERANN DD / MARIA MONTELL
BOBO MORENO / MARIE CARMEN KOPPEL
LØRDAG D. 13. JULI KL. 19.30
MARILYN MAZUR / HANS ULRIK
HIRABAYASHI / HOVMAN
TRITONUS KORET – EKSISTENS
BETTY NANSEN TEATRET
Frederiksberg Allé 57
1820 Frederiksberg C
VALBYSCENEN:
PRØVEHALLEN
LØRDAG D. 6. JULI KL. 18.00 & 20.30
TIGER PRÆSENTERER: KLEZMOFOBIA
SØNDAG D. 7. JULI KL. 11.00
ANDERS KOPPEL & KENNY WERNER DUO
BRUNCH CONCERT
SØNDAG D. 7. JULI KL. 18.00 & 20.30
SCOTT COLLEY QUINTET FEAT.
DAVID SANCHEZ & KENNY WERNER
MANDAG DEN 8. JULI KL. 18.00 & 20.30
THE COOKERS:
BILLY HARPER, EDDIE HENDERSON,
DAVID WEISS, GEORGE CABLES,
CECIL MCBEE, BILLY HART
TORSDAG D. 11. JULI KL. 18.00 & 20.30
OLE KOCK HANSEN’S A VERY BIG BAND FEAT.
MARIE CARMEN KOPPEL,
BENJAMIN KOPPEL & ALEX RIEL
FREDAG D. 12. JULI KL. 19.30
THE BIGBAND AND THE VOCALS FEAT.
KATRINE MADSEN & TUPAC MANTILLA
PRØVEHALLEN
Porcelænstorvet 4
2500 Valby
...
12 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
baggrund jazz og narko
All that dope
Jazzhistoriens køkkenhave
har altid været fyldt med
sjove urter. Mange berømte
jazzlunger, næser og blodårer
har åbnet sig for stofferne.
Det er en historie om både
store drømme og nedture.
HENRIK PALLE
Allerede inden jazzen blev født i
en ufrugtbar køkkenhave i New
Orleans, brugte kreative mennesker
stoffer til at befri fantasien, dulme
nerverne eller tage sig en ferie fra den
påtrængende og lejlighedsvis alt for
grå realitet.
De engelske romantiske digtere nøjedes
ikke med portvin og mandelkager
til festlige lejligheder. For at hente styrke
til langdigtet om ’The Ancient Mariner’
– det som Carl Barks parafraserer i
den historie, hvor Anders And føler
skæbnen true, thi med sin pil og bue,
han skød en albatros – fyrede han op
under bevidstheden med opium, og
den franske supersymbolist Charles
Baudelaire gik ej af vejen for en god pibe
stærk tobak, når der skulle søges i
det ukendte for at finde det ny.
Så da de første generationer af jazzmusikere
i New Orleans kom i den rette
stemning med en joint eller to, fortsatte
de sådan set bare en lang tradition.
Problemerne opstod, da man i begyndelsen
af det tyvende århundrede gradvist
vedtog en række love, som begrænsede
og forbød euforiserende stoffer.
Herunder diverse former for røgvarer
fra cannabis sativa, en fiberholdig
vækst af natskyggefamilien, hvis stængler
i mange civilisationer har været anvendt
til fremstilling af reb og klæde,
og hvis topskud og harpiks i mindst lige
så mange tilfælde er blevet puttet i
piben og røget af rekreative eller religiøse
årsager.
Opiumvalmuen frøkapsel
Jazzens vel nok mest kendte solist overhovedet,
Louis Armstrong, sagde engang,
da han blev spurgt, om han havde
stofproblemer: »Ja, problemet er
strisserne«. Satchmo røg livet igennem
dagligt den fede for bedre at kunne hol-
5.–14. JULI 2013
05/07 21:00
JAKOB BRO TENTET FEAT. PETER LAUGESEN (DK/US)
Jakob Bro (g), Peter Laugesen (ord) Chris Speed (tenor), Jesper Zeuthen (alt sax), Andrew D’Angelo (alt sax),
Thomas Morgan (b), Nikolaj Torp Larsen (keys), Nicolai Munch-Hansen (b), AC (b), Kresten Osgood (dr) og Jakob Høyer (dr)
06/07 21:00
TOMASZ STANKO NEW YORK QUARTET (PL/US)
Tomasz Stanko (tp), David Virelles (p), Thomas Morgan (b) og Gerald Cleaver (dr)
07/07 21:00
SØREN KJÆRGAARD / THOMAS MORGAN /
ANDREW CYRILLE /ANDREW D’ANGELO /
MARIA LAURETTE-FRIIS (DK/US)
Søren Kjærgaard (klaver / kompositioner), Thomas Morgan (b),
Andrew Cyrille (dr), Andrew D’Angelo (altsax), Maria Laurette-Friis (vokal)
08/07 21:00
MOLVÆR / AARSET / MAZUR / BANG
”SPIRIT CAVE” (NO/DK)
Nils Petter Molvær (tp), Eivind Aarset (g), Marilyn Mazur (perc), Jan Bang (machines)
09/07 21:00
PAUL JACKSON TRIO (US)
Paul Jackson (b), Xantonè Blacq (keys), Tony Match (dr)
NIELS HEMMINGSENS GADE 10 · 1153 KBH K · TLF. 33 15 47 00 · INFO: JAZZHOUSE.DK
de det hele ud – i særdeleshed den skinbarlige
racisme, selv han var udsat for.
I sin erindringsbog ’Min aske til de
sorte’ fortæller den hvide klarinettist
Mezz Mezzrow om udbredt stofbrug
blandt jazzmusikere, og han selv er mere
kendt for at være marihuana-pusher
for Armstrong end for sin musik. Cannabis
var imidlertid ikke det eneste
stof, også det mere potente og vanedannende
opium blev der konsumeret en
del af. Mange af jazzens tidlige udøvere
var såkaldte ’hopheads’, hvilket intet
har med hverken ur-rap eller meget
humlede ølsorter at gøre, men refererer
til opiumvalmuens frøkapsel, hvorfra
den mælkeagtige substans, der i tørret
form er råopium, udvindes.
Dope og jazz
Ægteskabet mellem dope og jazz kom
imidlertid først for alvor i stand, da bebopmusikken
fra midten af 1940’erne
væltede den affable swing af banen
med sit hæsblæsende tempo og sit
brud på traditionelle akkordskemaer.
For denne genres vel nok mest betydelige
skikkelse, altsaxofonisten Charlie
Parker, kaldet Bird, var allerede i sine
unge dage en dreven narkoman. Hans
Copenhagen
Jazz Festival i
NATJAZZ
FREDAGE
OG LØRDAGE
PÅ LILLE
SCENE
Louis
Armstrong,
sagde engang,
da han blev
spurgt, om
han havde
stofproblemer:
Ja, problemet
er strisserne
foretrukne stof var heroin, og mange af
hans jævnaldrende begyndte også at tage
dette ekstremt stærke og vanedannende
opiat i håbet om, at det ville løfte
deres musikalske formåen op på hans
virtuose og nyskabende niveau. Det
skete naturligvis ikke, men til gengæld
døjede en hel generation af jazzmusikere
med alvorlige misbrugsproblemer
og afledte effekter som kriminalitet og
fængsling.
Således tenorsaxofonisten Dexter
Gordon, som i første halvdel af 1950’erne
tilbragte en rum tid bag tremmer,
inden han gik i dansk eksil og var med
til at etablere den danske jazz’ anden
guldalder i Montmartre i St. Regnegade
19 A. Og hans instrumentkollega Stan
Getz slæbte også rundt på en ordentlig
heroin-abe i mange år, inden han flyttede
til Lyngby.
Trompetisten Chet Baker med den
smukke, bløde tone og det karakteristiske
maskuline udseende var junkie det
meste af sit voksne liv. Efter sigende
blev han introduceret til intravenøs
brug af heroin af barytonsaxofonisten
Gerry Mulligan, som han spillede sammen
med i dennes berømte klaverløse
kvartet i begyndelsen af 1950’erne. Og
10/07 21:00
LOTTE ANKER, JOELLE LEANDRE,
RAYMOND STRID (DK/FR/SE) + KRESTEN OSGOOD
END OF THE BEGINNING QUARTET (DK/SF)
Lotte Anker (s), Joelle Leandre (b), Raym)ond Strid (dr) + Kresten Osgood (dr),
Juhani Aaltonen (s), Iro Haarla (p, harpe), Jonas Westergaard (b)
11/07 21:00
THUNDERCAT (US) + PELBO (NO)
12/07 21:00
IBRAHIM MAALOUF ”WIND” (LB/US/DE)
Mark Turner (s), Ibrahim Maalouf (tp), Frank Woeste (p),
Larry Grenadier (b), Clarence Penn (dr)
12/07 23:30
JAGWA MUSIC (TZ)
13/07 21:00
MARIAM THE BELIEVER (SE)
14/07 21:00
TIM BERNE SNAKEOIL (US)
Tim Berne (s), Oscar Noriega (woodwind), Matt Mitchell (p), Ches Smith (dr)
TICKETS: BILLETLUGEN.DK · 70 263 267
...
hans stofafhængighed tvang ham til at
leve en nomadetilværelse og sendte
ham blandt andet til Italien, hvor narkotikalovgningen
– som alt andet i landet
– var mere loose, og var der ikke
junk at få i Støvlelandet, kunne man altid
smutte til Schweiz, hvor medikamentet
Oxycodon, et opioid baseret på
thebain, var tilgængeligt i håndkøb i tabletform.
Så købte Baker stort ind og
pulveriserede derefter pillerne, inden
han opløste dem i vand og skød dem
ind i årerne. Men på grund af denne
indtagelsesform var han i lange perioder
nødt til at gå med badesandaler, fordi
hans fødder var opsvulmede som følge
af tilstoppede årer og andre følgevirkninger.
Baker blev aldrig afvænnet
og fik et sørgeligt endeligt, da han ’faldt
ud’ ad et vindue i Amsterdam og omkom
efter mødet med fortovet.
Notorisk stiknarkoman
En anden notorisk stiknarkoman var
altsaxofonisten Art Pepper, hvis misbrug
endte med at sende ham i det berygtede
fængsel San Quentin i flere ombæringer,
og først ved hjælp af afvænningsprogrammet
Synanon og senere
metadonbehandling lykkedes det ham
at få et ’Straight Life’, som titlen på hans
rystende selvbiografi fra 1980 blev.
Og klavergeniet Bill Evans, manden,
der definerede triospillet med
først Scott LaFaro og Paul Motian
og siden med Eddie Gomez i stedet
for LaFaro, røg på tabslisten
efter alt for mange stoffer. Han
blev introduceret – inden han
kom med i Miles Davis’ gruppe i
1959 –til heroin af trommeslageren
Philly Joe Jones, som pudsigt
nok blev vippet ud af Miles Davis’
gruppe nogenlunde samtidig,
fordi Davis var træt af hans
sjusk på grund af stofferne. I
slutningen af sin karriere skiftede
Bill Evans til det mere fashionable
kokain, som i løbet
af 1970’erne vandt over heroinen
som musikernes
foretrukne stof.
Men det gjorde ingen
forskel til det
bedre. Og Bill Evans
døde alt for tidligt,
kun 51 år gammel, af
talrige følgesygdomme
af det langvarige
misbrug: mavesår, lever-
P8 JAZZ ER DIN GUIDE TIL
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL
Vil du opleve store etablerede stjerner, rå undergrund
eller jazz under åben himmel?
P8 JAZZ guider dig til de koncertoplevelser, du har lyst til.
Lyt med hver dag i P8 JAZZ – og kom forbi P8 JAZZ
campingvognen i Niels Hemmingsens Gade.
Her finder du anbefalinger, live-jazz og direkte radio
mandag til søndag kl. 15-18 fra den 8. juli.
Få overblik og anbefalinger allerede nu på dr.dk/jazzfestival
BILLIE HOLIDAY. Sangerinden kæmpede sit voksne
liv igennem med et eskalerende misbrug af alkohol og
stoffer, som endte med nedbryde hendes krop og sende
hende i graven kun 42 år gammel. Foto: Lars Hansen
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 13
betændelse, ødelagt åndedræt og generel
svækkelse af organismen. Hans livtag
med stofferne er blevet kaldt for ’historiens
længst varende selvmord’.
En af de yngre musikere, som var lige
ved at komme på listen over stofofre,
er pianisten Brad Mehldau, som i sin
tidlige karriere var meget begejstret
for såvel kokain som heroin. Men takket
være familie og venner blev han
clean og er i dag sundhedsapostel,
der dyrker yoga og drikker kildevand
med citron.
Og heldigvis virker det, som om
mange følger hans eksempel. Godt
nok ryges der i musikerkredse stadigvæk
– også her til lands – tjald i
større mængder. Men sundhedsbølgen
har også ramt jazzmusikernes cirkler,
hvorfor gulerødder og friskpresset
juice et langt stykke af vejen har erstattet
sprut, smøger og stoffer. Enkelte
hårdkogte nostalgikere og mytomaner
vil nok hævde, at det kan man sandelig
godt høre – på den dårlige måde. Andre
– de fleste – vil mene, at en sund sjæl i et
sundt legeme nu engang er det bedste.
Også selv om man har Charlie Parker
som musikalske ideal.
henrik.palle@pol.dk
...
14 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
POlitikens anmeldere anbefaler
TOXVÆRD &
ANDERSKOV
8.
Hvem havde troet, at laptoppen skulle blive et
instrument nærmest på linje med trompeten,
klaveret og saxofonen, og at alskens ’live
electronics’ i form af effektmaskiner, samplere og
digitale dingenoter skulle blive almindeligt gear
også for mange jazzmusikere?
Den elektroniske jazz har sammen med renæssancen
for avantgardejazz været den mest markante
nye tendens i jazzen herhjemme i de seneste 10-15
år.
Elektronisk jazz dækker generelt over en bred palet
af musik lige fra sukkerstrøgne karamel-grooves
og dj-remixes til udfordrende impro-musik, hvor
elektroniske soundscapes og manipulationer anvendes
af musikere i levende interaktion med instrumenter
på scenen eller i pladestudiet.
I Danmark spilles elektronica af grupper som Takuan,
Autofant, Rød Planet, Emil de Waal & Spejderrobot,
August Engkildes EPO, Trio Trash, Hess Is More
og Bandapart.
Blandt de elektroniske musikere og dj’s, som har
flirtet med jazzen, er Trentemøller, Thomas Knak
(Opiate), DJ Wunderbaum og Dodebum.
De internationale stjerner, der – inspireret af både
70’ernes elektriske jazz, rockens triphop og technoens
grooves – satte gang i den elektroniske jazzbølge
i slutningen af 90’erne, var nordmændene Bugge
Wesseltoft og Nils Petter Molvær. Siden fulgte andre
udenlandske navne som Erik Truffaz, Julien Lourau
og St. Germain.
ibyen@pol.dk
Juli
Musikalsk leksikon
Elektronisk jazz
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Saxofonisten Laura Toxværd er en
særegen og målrettet kunstner
med anderledes ideer. Og ikke
længere så velbevaret
en hemmelighed i
dansk progressiv jazz.
På byens bedste udendørs
scene kan hun
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
portræt af et Spillested
Jazzhus Montmartre. Humlebien
holder sig på vingerne
KIM FABER
høres med den nytænkende
pianist Jacob
Anderskov, der også
vil udfolde sig med sin
internationalt roste kvartet, bestående
af nogle af USA’s mest drevne improkunstnere.
Gråbrødretorv kl. 16.
Mange spåede snarlig død, da
Jazzhus Montmartre i St. Regnegade
i maj 2010 åbnede i de
samme lokaler, som rummede det legendariske
jazzspillested i perioden
1959 til 1976.
Det var ikke, mente skeptikerne, muligt
at drive et spillested i København
med både et højt ambitionsniveau og
så få billetter at sælge (der er kun plads
til cirka 85 tilhørere).
Nu er der så gået over tre år, og musikken
spiller stadig i St. Regnegade. Hvilket
skyldes flere ting:
Blandt andet at medstifter og daglig
leder Rune Bech ud over at have et hjerte,
der banker varmt for jazzmusik, er
en dygtig fundraiser. Og så selvfølgelig,
at der faktisk har vist sig at være et publikum,
som gerne vil betale forholdsvis
høje billetpriser, hvis produktet er af
høj kvalitet. Og produktet i denne sam-
BRANFORD MARSALIS
Han begyndte sammen med sin
trompetspillende bror Wynton i
Art Blakeys legendariske Jazz
Messengers.
Siden har han hoppet
både til popsiden
med Sting og i senere
år meget til den klassi-
THOMAS
MICHELSEN
ske side, men når den
amerikanske saxofonist
kommer til Kø-
benhavn, er det for over to aftener at give
sit bidrag til ’Lyden af New Orleans’ i
Pressen. Det er en hjertesag for ham.
Pressen kl. 20.30.
menhæng er ikke alene musikerne,
men også alle de andre bestanddele,
som gør en koncert til en oplevelse:
mad, drikke, omgivelser og så videre.
Montmartres festivalprogram rummer
en solid blanding af danske og in-
Der har faktisk vist sig at være
et jazzpublikum i København,
som gerne vil betale forholdsvis
høje billetpriser
ternationale navne. Den kun 24-årige
amerikanske pianist Christian Sands
har, sin unge alder til trods, allerede væ-
VERDENSORKESTRET
Ingen jazzfestival uden Verdensorkestret
og denne entourages fænomenale
frontmand Elith ’Nulle’ Nykjær
Jørgensen, også kendt
som manden med
den gyldne klarinet
og det spraglede slips.
Sangerinden er
HENRIK PALLE
ret Grammynomineret to gange og har
spillet sammen med en buket af store
navne, f.eks. Wynton Marsalis, Bill
Evans og James Moody. Sands er desuden
fast mand i Christian McBrides
trio og spiller i forskellige konstellationer
med trommeslager Alex Riel som
ankermand. Bl.a. sammen med den
spændende ungarske saxofonist Gábor
Bolla. Han er på alder med Sands, 24 år,
men allerede berømmet for at have
fundet sin helt egen stil, inspireret af
både klassisk, sigøjnermusik og bebop.
Jazzhus Montmartre er uløseligt forbundet
med begrebet jamsessions. Også
i år bliver der hver aften og nat jammet
i St. Regnegade. Kapelmester er
den amerikanske trommeslager Lee
Pearson, og pianisterne Ben Besiakov,
Henrik Gunde og Søren Kristiansen vil
med sikkerhed sidde ind.
kim.faber@pol.dk
hans hustru, Louise,
og de øvrige medlemmer
bare både gedig-
ne og kodyle på hver sin fede måde.
Repertoiret favner vidt: Georg Riedel,
Bennie Moten, Dizzy Gillespie og Karen
Jønsson.
Krøgers Have kl. 18.
Jazzhus Montmartre,
St. Regnegade 19 A, 1110 København K.
Foto: Per Folkver
...
POlitikens anmeldere anbefaler
KRESTEN OSGOOD
9.
Indiejazz
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Nej, betegnelsen ’indie’ har ikke noget med indianere
at gøre, men er derimod en forkortet
omskrivning af det engelske ’independent’
(uafhængig).
Indiejazz betegner således – ligesom inden for
rockverdenen – den type ofte undergrundspræget
og nytænkende musik, som udspringer fra en lang
række mindre, uafhængige pladeselskaber.
De er i de senere år væltet frem som nye, mærkelige
blomster på den danske jazzscene. Det gælder
eksempelvis ILK (Independent Label København),
Barefoot Records, Loveland, Gateway og Calibrated,
hvor grupper som Autofant, Bandapart, Girls In Airports,
Radiostar, Little Red Suitcase, Sekten og Tys
Tys er udkommet.
Indiejazzen kan være præget af fusioner med undergrundspræget
pop- og folkmusik og andre typer
genrekrydsende, urban musik.
Eller den folder sig ud som fri improvisation eller
kompositionsmusik, hvor jazz, rock og elektronica
finder nye, sære kombinationer.
Jazzen er en musikform i stadig udvikling. Og
grænserne for, hvad der er ’ægte jazz’, er til diskussion
i disse år. Nogle afskriver helt indiejazzen eller
dele af den som værende jazz. Men en god indikation
på en videreførelse af jazzen er, hvis der er et
væsentligt element af improvisation og leg i musikken.
Under dette års festival kan indiejazzen høres på
de mere eksperimenterende spillesteder som 5e.
Men også festivalens eget sideprogram, Something
Else, har grupper på programmet, der kan forstås
under denne del af jazzparaplyen.
ibyen@pol.dk
Juli
Som festivalen selv formulerer
det: ’I Carlsbergs hyggelige gårdhave
bliver der tændt op for grillen,
mens musikerne
puster nyt liv i gamle
legender’. Denne aften
bliver det garanteret
ikke kedeligt, når
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
KIM FABER
trommeslager Kresten
Osgood tager den
store amerikanske
hardbop trommesla-
ger Art Blakey under kærlig behandling
med et håndplukket hold af musikere i
Blakeys foretrukne kvintetformat.
Visit Carlsberg kl. 18.30.
I
virkeligheden er det en umulig opgave
at få et spillested af JazzCups
størrelse til at løbe rundt. Og det
kan formentlig kun lade sig gøre, fordi
stedet er hele tre ting på en gang.
Mindst: Spillested. Café. Pladeforretning.
Men i virkeligheden også klublokale
for JazzKlubben. Som tilbyder sine
medlemmer jazz-cd’er til favorable priser
og udgiver magasinet Jazz Special.
Synergi, hedder det vist. Og det er, tilsat
en stor portion frivilligt arbejde, forklaringen
på, at JazzCup året rundt kan
afholde koncerter fredag og lørdag eftermiddag
og under Copenhagen Jazz
Festival to koncerter om dagen, tidlig
eftermiddag og aften (bortset fra festivalens
sidste dag).
Med cremen af den danske jazzscene
suppleret med internationale navne og
hovedvægten lagt på det, vi i mangel af
bedre betegnelse kan kalde klassisk
BENJAMIN KOPPEL
Den danske saxofonist og arrangør
af Valby Summer Jazz, Benjamin
Koppel, dyrker de lyse saxofoner:
sopranen og alten.
Men han har også
fået skræddersyet sig
en mellemting i form
af noget så specielt
THOMAS
MICHELSEN
som mezzosopransax
stemt i G.
Det er en saxgigant
fra USA, der tager kampen op med ham
på samme instrument, når Benjamin
Koppel og Joe Lovano mødes på mezzoer.
Betty Nansen Teatret kl. 18 og 20.30.
Musikalsk leksikon portræt af et Spillested
swing- og bebopbaseret jazz.
Scenen i JazzCup befinder sig lige til
højre for indgangsdøren, og det er der
en god forklaring på: Der er ikke plads
andre steder. Og scene er måske så meget
sagt, for musikerne står eller sidder
på gulvet. Så tæt på publikum, at man
skal passe på sine fødder, når trompetisten
tømmer sit instrument for mundvand.
Ofte er det lille lokale så tæt pakket,
at publikum så at sige flyder ud på
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 15
JazzCup. Den meget lille
gigant i Gothersgade
Ofte er det lille lokale så tæt
pakket, at publikum så at sige
flyder ud på gaden
MARCUS MILLER/
RICHARD BONA
To af denne planets mest interessante
og teknisk kompetente
bassister er amerikanske Marcus
Miller og Camerounmusikeren
Richard
Bona.
Miller tjente sine
sporer hos Miles Davis
HENRIK PALLE
gaden. En koncertoplevelse bliver kort
sagt ikke meget mere intim end på spillestedet
vis-a-vis Rosenborg Slot.
I år har folkene bag JazzCup så udvidet
festivalprogrammet med endnu et
spillested. Det ligger i den smukke park
ved Sølyst-Den Kongelige Skydebane i
Klampenborg, og det er første gang, der
er jazzfestival på den kant.
På festivalens første tre dage afholdes
her to koncerter om dagen under titlen
’Diva Days’, og det giver jo god mening,
for så vidt at Sinne Eeg, Kira Skov og
Hanne Boel er på plakaten. Hvordan de
tre andre navne, der optræder på Sølyst
– violinisten Kristian Jørgensen, sangeren
Bobo Moreno og saxofonisten Scott
Hamilton – så passer ind i divaformatet,
er straks mere usikkert. Men den musikalske
kvalitet fejler under alle omstændigheder
ikke noget.
kim.faber@pol.dk
på især pladen ’Tutu’
fra 1986, mens Bona
har arbejdet med Joe
Zawinul, brødrene Brecker samt Mike
Stern. Begge er virtuose hinsides enhver
rimelighed, men forfalder aldrig
til tomt blær. De giver hver et sæt.
Det Kgl. Teater, kl. 20.
Foto: Lars Hansen
JazzCup, Gothersgade 107, 1123 København K.
Sølyst, Emiliekildevej 2, 2930 Klampenborg.
...
16 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
Six degrees of Miles
Den ungarske forfatter Frigyes Karinthy udviklede i 1929 en teori
om, at alle mennesker på Jorden kan forbindes med hinanden med
maksimalt seks led. Altså, du kender en, som kender en, som kender
en, som har mødt en, som kender en, som engang har været sammen
med en mand, der bor i en landsby i det centrale Congo. Og vice versa.
Teorien fik engang den amerikanske skuespiller Kevin Bacon til
at udtale, at han havde arbejdet med hver og en i Hollywood.
Eller i hvert fald med nogen, som havde arbejdet med hver og en.
Bemærkningen udviklede sig til kultlegen Six degrees of Kevin
Bacon, hvor det gælder om gennem højst seks bekendtskaber
eller andre relationer at forbinde en person med Kevin Bacon.
Men hvordan er det nu med Miles Davis – jazzens største stilskaber,
som i løbet af sit 64 år lange liv spillede med et hav af musikere,
hvoraf flere optræder på dette års jazzfestival? Hvor mange led
er der mellem ikonet og musikerne på Copenhagen Jazz Festival?
Og for den sags skyld også musikere, som ikke optræder på festivalen?
Vi har plukket lidt i deltagerlisten og gjort forsøget.
Du kan selv lege videre.
Tekst: Niels Christensen og Kim Faber Grafik: Jens Bjerrum Mørch Foto: Polfoto
Saxofonisten Branford Marsalis
(spiller på CJF 2013). Har spillet
med trommeslageren Art Blakey,
som spillede med Miles Davis
i 50’erne
Pianisten Katrine Gislinge
(spiller på CJF 2013)
Trommeslageren Thomas Blachman har
skrevet musik til Gislinge. Blachman spiller
jævnligt med saxofonisten Stephen Riley,
som har været med i trompetisten Wynton
Marsalis’ gruppe. Han turnerede med
trommeslageren Art Blakey, som legede
med Miles Davis i 50’erne
Pianisten Ben Besiakov.
(spiller på CJF 2013)
Har spillet med trommeslageren
Mike Clark, som har været med i
Herbie Hancocks Headhunters.
Hancock spillede med Miles Davis
i 60’erne og 70’erne
Thomas Blachman
Mike Clark
Mike Stern
Var guitarist hos
Miles Davis fra1981-83.
Spiller på CJF 2013
Art Blakey
Stephen Riley
Sangerinden
Birgit Lystager
Blev akkompagneret af
saxofonisten Ben Webster,
som spillede med Miles Davis
i 50’erne
Herbie Hancock
Pianisten Kenny Werner
(spiller på CJF 2013) har spillet
med Jack DeJohnette, der var
trommeslager hos Miles Davis
i 60’erne og 70’erne
Wynton Marsalis
Sangeren Thomas Helmig
har leget med Moonjam og Morten
Kærså. Kærså har ofte spillet med
bassisten Bo Stief. Stief spillede med
Miles Davis i forbindelse med
indspilningen af ’Aura’
Chick Corea
Pianist hos
Miles Davis
fra 1969-72.
Varmer op
til CJF 2013
Art Blakey
Ben Webster
Jack De
Johnette
Violinisten Svend Asmussen
sad i 1976 ind ved en koncert i Aarhus
med pianisten Herbie Hancock og
Headhunters. Hancock spillede med
Miles Davis i 60’erne og 70’erne
Herbie
Hancock
Bo
Stief
Morten
Kærså
Marilyn Mazur
Dansk percussionist hos
Miles 1985-88. Spiller på CJF 2013
...
Blokfløjtenist
Michala Petri har indspillet cd
med pianisten Keith Jarrett.
Han spillede med Miles Davis
i 60’erne og 70’erne
Keith Jarrett
Bill Evans
Saxofonist hos
Miles Davis i 1980’erne.
Spiller på CJF 2013
Dave
Holland
Marcus Miller
Bassist hos
Miles Davis 1981-85.
Spiller på CJF 2013
Elvin
Jones
Gerry
Mulligan
Philly
Jo Jones
Vic
Dickenson
Wild Bill
Davison
Guitaristen Bill Frisell (spiller på CJF 2013)
har indspillet med trommeslageren
Elvin Jones og bassisten Dave Holland.
Begge har spillet med Miles Davis i
henholdsvis 50’erne og 70’erne
Benny
Golson
Jimi Hendrix
James Moody
John Coltrane
Keith Richards
Adam Nussbaum
Art Farmer
Niclas Knudsen
Franz Beckerlee
Sonny Murray
Lee Konitz
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 17
Journalist og trompetist
Jens Jørn Gjedsted spillede i
60’erne en koncert med trommeslageren
Philly Jo Jones, som spillede med
Miles Davis i 60’erne
Tom Waits
Mere om Miles side 18-19
Sangerinden Hanne Boel
har optrådt med trompetisten
Art Farmer, som har
spillet med saxofonisten og
komponisten Benny Golson,
der har skrevet numre
til Miles Davis
Slagtøjsspilleren
Bent Clausen
(spiller på CJF 2013)
Kapelmester ved Betty
Nansen Teatrets opsætninger
af ’Woyzeck’ med
musik af Tom Waits,
som er ven med Keith
Richards, som hang ud
med Jimi Hendrix.
Som jammede med
Miles Davis i 60’erne
Trommeslageren Stefan Pasborg
(spiller på CJF 2013) spiller fast med
guitarist Niclas Knudsen, der har delt
scene med trommeslageren Adam
Nussbaum. Nussbaum har spillet
med saxofonisten James Moody, der
sammen med Miles Davis har
optrådt på et Quincy Jones-album
Sanger og guitarist Kim Larsen
Gasolin-guitarist Franz Beckerlee var
oprindelig avantgardesaxofonist i
The Contemporary Jazz Quintet.
Her spillede trommeslageren Sonny
Murray nogle gange med. Murray var tæt
på saxofonisten John Coltrane, som
spillede med Miles Davis i 60’erne.
Guitaristen Jacob Fischer
(spiller på CJF 2013) har spillet
med saxofonisten Lee Konitz, som
var med i Miles Davis projekt
’Birth of the Cool’ i 50’erne
Klarinettisten
Elith ’Nulle’ Nykjær (spiller på CJF 2013)
har spillet med trompetisten Wild Bill Davison. Han har
ofte stået på scenen med basunisten Vic Dickenson, som
spillede med den unge saxofonist Gerry Mulligan, der var
med hos Miles D i 50’erne og 60’erne
...
18 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
Portræt Miles Davis
Masser af Miles
Han er måske jazzens største
legende ved siden af Charlie
Parker. Musikalsk visionær,
æstet, med på tidens noder.
Og efter sigende også helt
utrolig egenrådig.
HENRIK PALLE
Der findes en novelle af den i dag
glemte irskamerikanske forfatter
J.P. Donleavy, der handler om
at være udelukket fra et fællesskab på
grund af sin hudfarve.
Det er der mange, såvel sorte som gule
og røde mennesker, der har følt i sind
og på krop, men i Donleavys lille tekst
om en gruppe drenge, som har gang i
noget hemmeligt efter skoletid, er det
en hvid person, som må se sig afskåret
fra at deltage i sine sorte kammeraters
aktiviteter. Racisme er med andre ord
ikke alene en af hvide mennesker ensrettet
gade.
Det kan trompetisten, bandlederen
og stilskaberen Miles Davis snakke med
om.
For han har nemlig, når det er kommet
til valg af musikere til diverse orkestre
og pladeprojekter gennem årene,
aldrig så meget som et øjeblik skævet
til farven af sine medkombattanters
lød. Altid har de musikalske kompetencer
været vejet højest.
Grøn med rød ånde
Allerede da han i slutningen af 1940’erne,
efter at han havde spillet sig fri af
Charlie Parkers beboppende magi,
skulle grundlægge den cool jazz sammen
med arrangøren Gil Evans, som
han havde lært at kende i New York,
blev der løftet mangt et bryn, fordi Miles
Davis – ud over den både hvide og canadiske
Evans – arbejdede sammen
med påfaldende hudmæssigt blege kolleger.
Om det siger Davis i sin selvbiografi:
»Hvis en fyr kunne spille lige så godt
som Lee Konitz – og det var ham, de var
mest arrige over, for der var en masse ledige
sorte altsaxofonister – ville jeg hyre
ham når som helst. Og det ville ikke rage
mig, om han var grøn med rød ånde.
Jeg hyrer sådan en motherfucker til at
spille og ikke på grund af hans farve«,
hedder det i bogen ’Miles – the autobiography’
fra 1989, som – ud over at være
særdeles interessant læsning – formentlig
er det personalhistoriske værk,
hvor ordet motherfucker optræder
hyppigst og i fleste betydninger.
Og gennem hele karrieren var det karakteristisk
for Miles Davis, at det mildest
talt ragede ham en papand, hvilken
race folk tilhørte, og hvad hans egne
racefæller måtte have af meninger
om det. Da han hyrede Bill Evans til at
medvirke på de ikoniske modaljazz-
Jeg hyrer
sådan en
motherfucker
til at spille og
ikke på grund
af hans farve
Miles Davis
plader fra slutningen af 1950’erne, først
og fremmest ’Kind of Blue’, affødte det
heller ikke jubel og klapsalver blandt
de afroamerikanske jazzmusikere. Men
enhver med blot en smule forstand på
musik og fungerende ører på hovedet
behøver blot at lytte til de første par takter
af den indledende ’So What’ for at
konstatere, at manden bag flyglet er
den eneste rigtige til jobbet.
Sparkede liv i fusionsjazzen
Selvfølgelig kan man godt forstå, at Davis
blev bebrejdet sine i egne kredse politisk
ukorrekte valg af musikere: De
sorte burde stå sammen mod (alle) de
hvide i egen selvforståelse. Det var ikke
let at være sort og musiker i USA før borgerrettighedsbevægelsen.
Racismen
var stor, hvilket Davis selv om nogen
kan attestere, idet han var udsat for et
groft overgreb foran jazzklubben Birdland
i New York i 1959, da hvide politifolk
gennede ham bort, mens han stod
og trak frisk luft. De troede ikke på, at
den velklædte sorte mand havde et legitimt
ærinde. Ikke desto mindre forplumrede
raceideologiske overvejelser
aldrig trompetistens valg af medlemmer
til sit band.
Så derfor overraskede det vel næppe
nogen, da han tog den engelske guitarist
John McLaughlin med i bandet til
den skelsættende ’In A Silent Way’, som
i 1969 sparkede liv i fusionsjazzen, og
bad ham om at spille, som om han
holdt en guitar i sine hænder for første
gang. Eller at han havde den mindst lige
så hvide Keith Jarrett på tangenter i
en del af samme musikalske periode.
Men ikke kun med hensyn til race,
men også køn har Davis marcheret forrest.
I midten af 1980’erne blev Miles Davis
tildelt Sonnings Musikpris som den første
renlivet rytmiske musiker, og i forbindelse
med overrækkelsen spillede
Davis med i det til lejligheden komponerede
værk ’Aura’ af den danske trompetist
Palle Mikkelborg. Her medvirkede
også den amerikanskdanske perkussionist
Marilyn Mazur, og hende kunne
Miles så godt lide, at han kort tid efter
inviterede hende med i sin daværende
gruppe. Også det var en beslutning, der
fik nogle til at vende skråen en ekstra
gang i munden: en kvindelig rytmiker
som fast medlem af Miles Davis’ til enhver
tid sakrosankte ensemble,
hmmmmm.
Den ondeste bas
I slutningen af 1960’erne var der planer
om en pladeindspilning med datidens
to største sorte musikere: Miles Davis
og Jimi Hendrix.
Desværre blev det aldrig til noget, angiveligt
fordi de to travle stjerner ikke
kunne finde plads til projektet i deres
kalendere. Der er også dem, der mener,
at det faldt til jorden, fordi Miles Davis
forlangte 50.000 dollar up front for at
medvirke. Men det pudsige er, at der på
Miles’ opfordring også skulle medvirke
AllPolitiken
følger Copenhagen Jazz Festival hver dag – hele dagen
thatPolitiken
guider og anmelder de jazzoplevelser – du bare ikke må gå glip af
jazzFølg jazzen på politiken.dk/jazz og i Politiken
Jazz Live på Politiken.dk/jazz · Tip til dagens koncerter · Guide til spillestederne · Koncertanmeldelser · Interviews og reportager · Jazzmusikeren signatur
...
GENEVA
MUSIKANLÆG, MODEL M
iPod/iPhone, FM, Højttalere,
Forstærker. Geneva Sound
System Model M er et komplet
mellemstort musiksystem fremstillet
i et enkelt kabinet udført i
pianolakeret træ. Fås også i sort
og hvid.
Mål: 36,6 cm x 19,7 cm x 25 cm.
Pluspris 4.249 kr.
Alm. pris 4.999 kr.
Sælges kun online.
Køb på politiken.dk/plus
Forbehold for trykfejl og udsolgte varer.
2013
Det bedste fra Politiken fra ugen der gik
2013
politikenweekly
FARVER. Miles
Davis var kendt
for at se stort på
hudfarve i sit valg
af medmusikanter.
Her ses han i
oliefarver af Peder
Bundgaard. Et
værk, der udstilles
under CJF hos
Gallerie Rasmus
på Hauser Plads.
to andre, nemlig den unge og supertalentfulde
trommeslager Tony Williams.
Og Paul McCartney på bas, uagtet at
han både var hvid, popsanger og fra
England. For han, var Jimi og Miles enige
om, spillede den ondeste bas.
Hvorvidt Miles Davis som instrumentalist
er blandt de allerstørste, altså skoledannende
på højde med eksempelvis
altsaxofonisten Charlie Parker eller
trompetisten Louis Armstrong, strides
de skriftkloge fortsat om. Til gengæld
er der ingen som helst uenighed med
hensyn til Miles Davis’ betydning for
jazzens samlede udvikling. Med sine
’directions in music’ – og sit kompromisløse
valg af medmusikanter – har
han afstukket kursen gang på gang:
nedkølingen af boppen i slutningen af
1940’erne; overgangen fra akkord- til
skalabaserede improvisationer på kanten
til tresserne med ’Kind Of Blue, alle
tiders mest ulasteligt elegante og synftigt
swingende lp; og i 1969-70 kom så
favntaget med beatmusikkens elektriske
univers på udgivelser som tidligere
nævnte ’In A Silent Way’ og det eftertrykkelige
gatefoldede mesterværk ’Bitches
Brew’.
Knivskarpt klædt ibenholtsgud
Også på andre områder end det musikalske
var Miles Davis med på noderne.
Tandlægesønnen fra St. Louis var mere
end almindeligt forfængelig og gik livet
igennem meget op i tøj og accessories
som briller, bælter og diverse pynt.
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
Dronningesalen • Søren Kierkegaards Plads
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 19
På billeder af ham fra den tidlige del
af karrieren ser man en knivskarpt
klædt ibenholstgud, skræddersyede
sæt af de fineste metervarer, diskret lapsede
slips.
Senere er det skødesløs elegance med
rullekravebluser og dyre slacks, inden
der går luksushippie i den med masser
af kulør, røgfarvede solbrilleglas og etniske
perlekæder i den, og det nærmest
ser ud, som om den ellers så cool Miles
Davis forsøger at overtrumfe hippiernes
pangfarvede og flagrende gevandter
i eventyrlighed. Men hvad end han
har på, forekommer det tydeligt overvejet,
pointeret og iscenesat.
En anekdote vil vide, at guitaristen
John Scofield, efter et antal år som sideman,
gik til kapelmesteren med henblik
på at sige op, fordi han ønskede at
starte sit eget orkester. Da han havde
meddelt sin agt til Davis, kiggede denne
illusionsløst på ham og sagde afmålt:
»You wanna start on your own? In
those clothes?«.
Man skal være klædt ordentligt på,
var et af Miles Davis mottoer. Og det i
enhver betydning. Ellers opnår man ikke
det eftermæle, han har fået i Rolling
Stones rockleksikon, hvor det hedder:
»Han var sin tids mest anerkendte
jazzmusiker, hård samfundskritiker og
stilikon, såvel musikalsk som modemæssigt.
Hans betydning kan ikke
overvurderes, og det næsten ligegyldigt,
hvem man spørger«.
henrik.palle@pol.dk
JAZZ I DIAMANTEN
Lørdag 6. juli kl. 20
DR BIG BANDET SPILLER GIL EVANS
– hits fra Sketches of Spain, Porgy and
Bess m.m.
Tirsdag 9. juli kl. 20
GINMAN/BLACHMAN/DAHL/MIKKELBORG
– Slowmotion-Pink
Onsdag 10. juli kl. 20
DRØMTE MIG EN DRØM
– Bo Stiefs 50 års jubilæumskoncert
Fredag 12. juli kl. 22
MARK SOLBORG OG ITALIENSKE GÆSTER
– jazz i den gamle læsesal
Læs mere på www.densortediamant.dk
SENNHEISER
HOVEDTELEFON OMX680I
Sportsmodel der tåler vand
– nu til din Iphone.
Pluspris 499 kr.
Alm. pris 599 kr.
URBANEARS
MEDIS HOVEDTELEFON
Fås i flere farver.
Pluspris 340 kr.
Alm. pris 400 kr.
Køb dem på politiken.dk/plus eller i Plusbutikken, Vestergade 22, Kbh. K
Billetsalg i Diamanten
(man-lør kl. 8-19) og
på www.billetlugen.dk
tel.: 70 263 267
Forbehold for trykfejl og udsolgte varer.
...
20 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
Interview August Rosenbaum
ALLE
VERDENS
ØJNE
»Hvad fanden laver jeg her? De er jo alle sammen dygtigere
end mig«, tænkte August Rosenbaum, da han som 15-årig
deltog i en Steinway-konkurrence for unge pianister. Han
er født ind i musikken. Vokset op ved klaveret ved siden af
sin morfar, Simon, og modtog legater, før han selv følte,
han fortjente det. Før han knap vidste, hvad han selv lavede.
Det gør han nu. I 2010 modtag han prisen som årets nye danske
jazznavn. Men tvivlen – præstationsangsten – har aldrig
sluppet sit tag i ham. Nu bruger han den bare i musikken.
De sidder i en stor sal i Musikhuset
i Aarhus. 48 unge pianister, der
er gået videre i den konkurrence,
Steinway har arrangeret.
Der er også venner og familier der. Og
nogle dommere. De unge pianister sidder
på forreste række
og lytter til hinanden
spille. Venter, til det er
deres tur.
JEPPE
KONDRUP
ADELBORG
De er 47 unge pianister,
der vil spille klassisk
musik, når det bliver
deres tur, og så er
der en ung pianist, der
vil spille jazz. Han hedder August Ro-
senbaum, og han føler sig fuldstændig
malplaceret.
På et tidspunkt kommer en hen til
ham og siger, at det er hans tur til at varme
op. Han skal snart spille sine fem
minutter.
15-årige August følger med ind i et
lydtæt rum med et klaver. Men han sætter
sig ikke ved det. Han lægger sig på
gulvet og stirrer op i loftet og tænker:
Hvad fanden laver jeg her? De er jo alle
sammen meget dygtigere end mig.
Forinden har han lige set en af de andre
pianister spille et indonesiskinspireret
klassisk stykke med nogle
køller liggende ved siden af sig, så han
HÆDRET. For
pladen ’Beholder’
fra 2010 vandt
August
Rosenbaum en
Danish Music
Award i kategorien
årets nye danske
jazznavn.
Foto: Martin
Lehmann
kan slå på den lille gong, der også står
ved siden af ham. August kan bare godt
lide Duke Ellington, og han skal spille
hans nummer 'I got it bad' om lidt.
Uden at varme op rejser han sig fra
gulvet og går ind og spiller nummeret.
Det er skide mærkeligt, synes han, og er
slet ikke til stede.
Det går ham dårligt og i bilen på vej
hjem mod København, tænker han
over, at noget, han synes er sjovt, pludselig
ikke var det.
Der i bilen ved han ikke, at han lige
har haft sit første møde med ambitioner
og præstationer.
Noget, han skal til at forholde sig til.
Noget, der kommer til at kigge ham
over skulderen de næste mange år.
I morfars stue
August Rosenbaum bliver født på Frederiksberg
i 1987. Både moderen, Ina-
Miriam, og faderen, Hans Christian,
synger, og der er mere end et klaver i deres
hjem. Grobunden er der fra starten
for den enlige søn til at blive den pianist,
der senere skal vinde priser og høste
stor hæder for sine evner.
Men det er hans morfar, Simon, der
inspirerer ham til at spille klaver. Han
Fortsættes side 22
...
Rosenbaum: Jeg spiller jazz
Ja, men ... han ønsker ikke
at spille på de traditionelle
jazzvenues.
JEPPE KONDRUP ADELBORG
Jeg har altid spillet jazz. Ikke den
slags jazz, der typisk bliver spillet
i Nyhavn, på Kultorvet og Det
Hvide Lam, men det er jazz. Også selv
om det kan være svært at finde ud af,
hvilken del af det det er. Så kan man kalde
det moderne jazz, men man kan hurtigt
sætte folk af med et mærkeligt
adjektiv«.
»Jeg lader mig inspirere af ret mange
forskellige ting, fordi mine musikalske
venner laver meget andet end jazzmusik.
Der er noget af jazzen, der er meget
støjet, og det er klart noget der interesserer
mig, at det ikke bliver alt for pænt
– der hvor det grænser til at være lydkunst«.
»Der er nogle ting, som jeg gerne vil
opnå, når jeg hører musik – jeg vil gerne
røres eller skubbes et sted hen. Det er
det, jeg pejler efter. Om det så er Grizzly
Bear, Synd og Skam, Quadron eller Duke
Ellington – det er lige meget«.
»Jeg vil ikke kun spille på de traditionelle
jazzvenues. Det er ikke for at lyde
snobbet, men jeg vil gerne lidt videre
end det på et tidspunkt«.
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 21
»Min nye musik har noget filmagtigt
over sig, så måske kunne det også spilles
på en filmfestival«.
»Den profil de har på Jazzzhouse lige
nu, synes jeg, er spændende. Der hvor
de blander international eksperimenterende
musik med nogle bands, der i
virkeligheden hører til ude på Mayhem.
Som Synd og Skam og Colin Stetson.
Det var en af de mest inspirerende
koncerter, jeg har været til længe«.
ibyen@pol.dk
...
22 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
Interview August Rosenbaum
Fortsat fra side 20
er også pianist og entertainer og havde
to biler i 1970'ene og sådan noget.
August er 5 år og sidder i bedsteforældrenes
gamle, brune københavnerlejlighed,
der ligner et hjem beboet af
mennesker, der har levet et godt liv.
Flyglet står op ad en væg i stuen, og ved
siden af står stole og sofa, så man kan
følge med, mens der bliver spillet.
Der sidder August altså og kigger ned
på det brune Hindsberg-flygels gulnede
tangenter, som hans og morfaderens
fingre løber hen over samtidig. August
sidder til højre og morfar til venstre,
hvor det kræver mest af spilleren.
Der lærer han sine første sange. 'Don't
Sit Under The Apple Tree'-agtige sange.
Gamle jazzsange, for der blev hørt jazz i
det hjem.
Han kan stadig nogle gange
høre den piskende stemme,
der siger, at »du må ikke spilde
det talent, du har fået«
August ser op til sin morfar. Det er
sjovt og legende at spille sammen. August
har altid søgt at spille med nogle,
der er bedre end ham selv og er længere,
end han selv er. Og morfaderen har
spillet hele sit liv, og hans fingre bevæger
sig nærmest af sig selv. Det er også
kærligt og trygt. Der er ingen angst for
at træde forkert, for det er jo morfar,
han spiller med.
Året efter de lektioner får August en
privatlærer og begynder på en musikalsk
folkeskole.
I 1. klasse laver han et nummer som
klassen synger, og i 7. laver han musik
til skolekomedien. Skolen bruger ham,
når det har noget med musik at gøre,
bemærker han. De udpeger også 11-årige
August, da DR 2 ringer til skolen og
spørger, om de har en elev, der kan noget
musikalsk, og som har lyst til at vise
det på tv.
I folkeskolen går det op for August, at
han bruger tid på noget og kan noget,
de andre ikke kan. Han spiller stadig,
fordi han synes, det er sjovt, og spiller
på Jazz Festival for første gang som 14årig.
Men året efter er han til Steinwaykonkurrencen
i Aarhus og mister efterfølgende
lysten til at spille klaver. Han
rører ikke rigtigt tangenterne i et års
tid. Men alligevel beslutter han sig for
at flanere videre ad den musikalske uddannelsesboulevard
og kommer ind på
et musikgymnasium.
Født ind i en suppe af musik
Det er 2004. August er 17 år og går i 2. g.
En dag får han at vide, at han er blevet
tildelt et legat på 100.000 kroner. Han
ved ikke rigtig hvorfor, for han har ikke
søgt det. Selv om det er en vildt dejlig
ting, er det første, han tænker:
»Det har jeg ikke fortjent«.
Han mener ikke, han har gjort noget.
Han er jo bare født ind i en suppe af musik,
hvor mange andre har knoklet hårdere
for at kunne spille deres instrument.
Hans selvkritiske apparat fungerer
perfekt.
Legatet bygger videre på den følelse,
han fik til konkurrencen i Aarhus. Følel-
TALENT.
Ud af 4.500
ansøgere var
August
Rosenbaum et
af 29 talenter,
der blev valgt til at
deltage i Red Bulls
akademi i New
York, hvor Brian
Eno, Ryuichi
Sakamoto, Kim
Gordon, Stephen
O'Malley
underviste.
Foto: Martin
Lehman
August
Rosenbaum
Født 20. April 1987 på Frederiksberg.
Søn af skuespilleren Ina-Miriam
Rosenbaum og barnebarn af
entertaineren Simon Rosenbaum.
Uddannet fra Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium i 2012.
Har som solokunstner udgivet pladerne
’Beholder’ (2010) og ’Heights’ (2013)
samt liveoptagelser fra Jazzhouse på
pladen ’Live LP’ (2011).
Er desuden begyndt at lave filmmusik.
Kom i 2011 med i Statens Kunstfonds
pulje Den unge elite.
Har været en del af liveopsætningen
hos den danske soulduo Quadron og
arbejdet sammen med den elektroniske
musiker Mike Sheridan.
Vandt i 2010 en Danish Music Award
i kategorien årets nye danske jazznavn.
1 ud af 30 musikere fra hele verden,
der tidligere i år var to uger på Red Bull
Music Academy i New York. 4.500
havde ansøgt om plads.
Anmelderne
Beholder (2010)
»Med debutalbummet ’Beholder’ har
den knalddygtige unge danske pianist
August Rosenbaum skabt en
vemodsmættet, poetisk, men også
fabulerende og udforskende plade,
man kan fordybe sig i«.
THOMAS MICHELSEN
Live LP (2011)
»Rosenbaums musik er fortsat i
substansen en slags skandinavisk
balladejazz, der ikke desto mindre
trækker på rockmusikkens
cirkelformer, tilsat senromantiske
eller impressionistiske anelser
af Brahms, Debussy og Satie, som
atter kan krumme sig sammen
i et buk til amerikansk bar-blues«.
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN
sen af, at han ikke kan leve op til det. Jo
mere seriøst det bliver, jo sværere får
han ved det. Og i forvejen har han det
svært på det tidspunkt. Han er begyndt
at spille klaver igen, men har fået seneskedehindebetændelse
i sin højre
hånd, og det gør ondt, når han alligevel
forsøger.
August er ikke i tvivl om, at betændelsen
bunder i noget psykosomatisk, og
han begynder at gå til behandlere for at
få lidt ro på. Psykolog bliver til Body Self
Development og akupunktur og en
mærkelig kinesisk medicinmand på
Gammel Kongevej, men det hjælper ikke
rigtigt.
Derfor går pianisten rundt i tre år
med en hånd, der gør ondt, når han
spiller på klaveret. Han færdiggør gymnasiet,
og et år efter bliver han optaget
på musikkonservatoriet.
På det andet skoleår rejser August.
Han bruger de 100.000 legatkroner,
der dumpede ned i hænderne på ham,
og rejser til New York for at blive undervist
af pianister, han ser op til. Betændelsen
i hånden er blevet bedre, og alene
i den store by bliver han modnet.
Han går til koncerter, øver og indspiller
en plade.
Den plade kalder han 'Beholder', og
den udkommer i 2010. August er tilbage
i Danmark og i gang med uddannelsens
tredje år. For pladen vinder han en
Danish Music Award i kategorien årets
nye danske jazznavn. Han er nummer
2, der modtager en pris den aften. Nummer
1 var Medina.
Han er nu officielt et navn. Et talent.
Et håb. Det er både skønt og svært for
ham, når folk bruger de ord om ham.
Nogle gange føler han, at alle verdens
øjne hviler på ham. Men det gør de jo ikke.
Det ved han godt.
Grå i hovedet
I januar 2011 tager August til Berlin og
bor i tre måneder. Han bruger pengene
fra endnu et legat fra himlen og siger, at
han tager dertil for at blive inspireret
og lave musik. I virkeligheden er det,
fordi han har det dårligt over at være
hjemme. Han bliver nødt til at være lidt
væk.
Da han kommer tilbage, går han direkte
i studiet i to dage for at indspille
sin nye plade. De to dage går, og næste
morgen flyver han til USA for at tage på
turne med nogle venner. Der er fart på
ham, for han forsøger at imponere.
Han føler, at han skal lave en plade og
fortælle folk, at det bare kører fedt for
ham. Men det gør det ikke. Han er kommet
for langt ud over sine grænser. Både
musikalsk og kærlighedsmæssigt og
forsøger at overpræstere alle vegne.
Han har ikke selv set det. Men det har familien
og vennerne.
»Fuck, hvor ser du grå ud i hovedet«,
siger de, og det er nok til, at han også
selv kan se det. Der skal ske noget. Han
kan ikke lukke følelser og privatliv ude
af musikken, fordi det er de ting, han arbejder
med at formidle.
Hans parforhold slutter, og pladen
bliver pakket væk. Medmusikerne fra
studiet kan ikke forstå det. De har alle
følt, at det havde været noget helt specielt.
Men det havde August ikke selv, for
han havde det for dårligt.
Men med nogle af tingene gemt af vejen,
begynder han at lytte mere til sig
selv og mindre til andre. Han kan glæde
sig over at have fået et legat fra Statens
Kunstfond, og på et tidspunkt indser
han, at det ikke handler om, at han skal
udrydde tvivlen. Han skal lære at leve
med den.
Hvordan han er nået derhen, ved han
...
ikke. Men på et tidspunkt må man jo give
slip og hjælpe sig selv, mener han. Og
derfra begynder han langsomt at nyde
de øjeblikke, hvor han kan læne sig tilbage
og sige, at han fortjener den hæder
og de ting, der tilfalder ham. For
hvis han ikke kunne noget, var det aldrig
sket.
Men han kan stadig nogle gange høre
den piskende stemme, der siger, at »du
må ikke spilde det talent, du har fået«.
Det er en frygtelig ting at sige, synes
han, men han har også fået en ny stemme,
der siger, at »det er fint nok bare at
være der, hvor du lige er«.
Det tænker han i december og finder
den hengemte plade fra 2011 frem igen.
Den, der senere bliver til ’Heights’. Han
lytter til den og producerer den færdig
med en ven. Det har været en personlig
sejr for ham, da den ligger færdig, fordi
den var blevet gemt væk i en svær periode,
og udgivelsen er et tegn på, at han
ikke er i den periode mere.
Tidligere i år var August Rosenbaum i
New York. Ud af 4.500 ansøgere var han
sammen med 29 andre musikere blevet
udvalgt til at deltage i et akademi, hvor
unge musikere dagligt fik lektioner fra
nogle af musikkens store. En dag var
det Brian Eno, den næste dag Ryuichi
Sakamoto og så Kim Gordon, Stephen
O'Malley eller Bernie Worrell. Der havde
August ikke præstationsangst, fordi
han var blevet udvalgt ud fra en 15 sider
lang ansøgning, som han selv havde
Copenhagen Jazz
Festival July 5-14 2013
The Sound
of New Orleans
JazzLive i Pressen
Politikens Hus
Køb billetter med Plusrabat
på politiken.dk/plus
Læs mere på politiken.dk/jazz
+ www.jazz.dk
FESTIVAL
PROGRAM
En dag får han at vide, at han
er blevet tildelt et legat på
100.000 kroner. Han ved ikke
rigtig hvorfor
skrevet. Det var trygt. Og han har sindssygt
meget brug for tryghed, ved han
nu. Tryghed ligesom den, der var oppe
ved flyglet i bedsteforældrenes stue.
Hver gang August er hjemme ved
dem, spiller han på det brune Hindsberg-flygel.
Det har svært ved at holde
stemning efterhånden, men det har en
magnetisk effekt på ham, og han sidder
der og spiller en lille koncert for sig selv
en gang imellem.
Nogle gange kan morfar ikke holde
sig tilbage, og så kommer han over og
er med. Så spiller August noget, han
kender. 'Don't Sit Under The Apple Tree'agtige
sange. Men nu sidder morfar til
højre og August til venstre, hvor det
kræver mest af spilleren.
ibyen@pol.dk
August Rosenbaum
8. juli kl. 21, Skuespilhuset
05.07 kl. 16:30-22:00
SOULFUL COPENHAGEN DJ KOLLEKTIVET VENDER SOULFUL
JAZZ PÅ DÆKKET
05.07 kl. 22:00-02:00 DJ ASLE
JAKOB DINESEN & CARL WINTHER
LINDBERG HEMMER FOUNDATION
06.07 KL. 22:00 LULU ROUGE
07.07 kl. 10:45/
YAZZ & JACOB GUREVITSCH
07.07 kl. 15:30
09.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ
SINNE EEG WITH FRIENDS
445.- INKL. MIDDAG
10.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ
FUGLEKONCERT MED DANS & LÆR,
FLEMMING QUIST MØLLER,
CHRISTIAN SIEVERT OG JENS OLESEN
365.- INKL. MIDDAG
11.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ
SOPHISTICATED LADIES
345.- INKL. MIDDAG
BIRGITTE SOOJIN & PER MØLLEHØJ
12.07 kl. 16:30-20:00
SOULFUL COPENHAGEN DJ KOLLEKTIVET VENDER SOULFUL
JAZZ PÅ DÆKKET
12.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ
TOM MEWAN, HUGO RASMUSSEN
365.- INKL. MIDDAG
12.07 kl. 22:00-02:00 DJ VIBE & LOU VAN
JENS FUGLSANG & MICHAEL DAHL
PLAY DJANGO
JESPER LØVDAL: SAX , JOHN SCHRØDER: GUITAR, DANIEL
FRANCK: KONTRABAS
13.07 kl. 22:00-04:00
CATHRINE LEGARDH & BRIAN KELLOCK
LÆS MERE OM PROGRAMMET
PÅ WWW.TOLDBODEN.COM
The sound of
NEW YORK
MiKE STERN &
ViCTOR WOOTEN BAND
Tromme
Legenden
bag
Spectrum
BiLLY COBHAM
& Band
Grammy-
vindende
Saxofonist
BiLL EVANS EVA V &
HiS SOULGRASS BAND
BRECKER
BROTHERS
BAND REUNiON
I caféen byder vi på
BURGER
BUDWEiSER
BROOKLYN BREW
I biografen g viser vi
FiLM OM
NEW YORK
36704500
36704500
Fire numre, der har inspireret
August Rosenbaum
Duke Ellington –
’Fleurette Africaine’
»Jeg har hørt meget Duke Ellington
i min opvækst. Det her nummer er en
af mine favoritter, især på grund af hans
klaverspil. Det er så uskønt og samtidig
meget poetisk og velovervejet – man
kan næsten høre, hvordan hans hjerne
kværner og orkestrerer musikken fra
øjeblik til øjeblik«.
Jonny Greenwood –
Soundtrack til 'The Master'
»Jonny Greenwood er guitarist i
Radiohead og et forbillede for mig på
grund af sin måde at favne det direkte
tilgængelige og mere komplekse i sin
musik. Hans soundtrack til film som
’There Will Be Blood’, ’Norwegian Wood’
og ’The Master’ er meget inspirerende.
Jeg har hentet meget inspiration til min
nye plade i hans brug af fløjter og
perkussion til 'The Master'«.
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 23
Jon Martyn –
’Solid Air’
»Jon Martyn er et forholdsvis nyt
bekendtskab for mig. Sangen ’Solid
Air’ rører mig helt enormt og har lige
nu stor betydning for mig. Jeg elsker
den følelse omkring musik, når man
ikke kan forestille sig, at et nummer
kunne være anderledes. Det er noget
med sammensmeltningen mellem
tekst og melodi — og hans stemme
er utrolig«.
Samuel Barber –
’Adagio For Strings’
»Det her stykke betyder noget særligt
for mig. På en mystisk måde er det
kernen af, hvordan jeg gerne vil røres af
musik. Det er sjælfuldt og melankolsk,
men har alligevel en fremdrift, der gør,
at det ikke bliver for sentimentalt. Det
er nogle balancer, jeg tænker meget på,
når jeg laver musik«.
SERRIDSLEVVEJ 2 2100 KØBENHAVN Ø TLF 35 42 83 62 WWW.KRUDTTONDEN.DK
COPENHAGEN JAZZFESTIVAL 2013
VERONICA MORTENSEN OG NIELS HP
DOBBELTKONCERT
FRE 5 JULI KL 20.00
ENTRÉ 120 KR
CHRISTINA DAHL, MARILYN MAZUR
OG BAND ANE
LØR 6 JULI KL 20.00
ENTRÉ 150 KR
KISS KISS BANG BANG
FEAT. SINNE EEG & NICLAS KNUDSEN
SØN 7 JULI KL 20.00
ENTRÉ 170 KR
AFENGINN
MAN 8 JULI KL 20.00
ENTRÉ 100 KR
MORTEN SCHANTZ TRIO
+ AYI SOLOMON & RABAB AOMARI
TIR 9 JULI KL 20.00
ENTRÉ 100 KR
DANJÁL
ONS 10 JULI KL 20.00
ENTRÉ 100 KR
CARSTEN DAHL
EXPERIENCE
TOR 11 JULI KL 20.00
ENTRÉ 150 KR
METTE JUUL, ALEX RIEL,
THOMAS FONNESBECH OG HEINE HANSEN
FRE 12 JULI KL 20.00
ENTRÉ 120 KR
ELEKTROJAZZ
FEAT. KAREN
LØR 13 JULI KL 20.00
ENTRÉ 150 KR
JAZZKAMIKAZE
SØN 14 JULI KL 16.00
ENTRÉ 130 KR
BRIANPETER.DK
...
24 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
POlitikens anmeldere anbefaler
ANKER + OSGOOD
10.
Souljazz/Funk
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
En kategori, der i realiteten dækker over en
meget bred vifte af musik, knyttet til hovedbetegnelser
som souljazz, jazzfunk og elektrisk
fusion (jazzrock).
Måske er det ikke alle, der husker gamle Blue Note-navne
som Lou Donaldson, Stanley Turrentine og
Eddie Harris, der i 1960’erne dyrkede den tids souljazz
med rødder i både bebop og sort gospel/soul.
Men de lagde sammen med Hammond-organister
som Jimmy Smith grunden til en tradition for souljazz
med stærkt jazzpræg, som i 1990’erne inspirerede
til bølgen af ’acid jazz’, hvor hiphop fusionerede
med remix af Blue Note-plader.
En anden type musik udsprang fra den sorte soulmusikindustri.
Eksempelvis James Browns benhårdt
strukturerede musik, der inspirerede senere
funk- og soulbaserede grupper som Maceo Parker
og Tower of Power.
For ikke at tale om funk- og diskomusikken, som i
1970’erne var en del af den elektriske jazzbølge, bannerført
af skikkelser som Herbie Hancock.
I årets festivalprogram præsenteres hele paletten:
soul- og bluespræget jazz med rødder i hardbop
som Kjeld Lauritzens orgeljazz, det New Orleans-inspirerede
messingorkester Wonderbrazz, Marie
Carmen Koppels gospel-inspirerede vokal, hård
funk med veteranerne Tower of Power og dansefunk
med i 2005 gendannede danske Blast.
ibyen@pol.dk
Juli
Musikalsk leksikon
Nu ved man i sagens natur aldrig,
hvad der kommer ud af improjazz-sessions,
men denne ser
ualmindelig lovende
ud. To af dansk jazz’ førende
skikkelser har
samlet et hold hver. Saxofonisten
Lotte An-
THOMAS
MICHELSEN
5e/ILK. Brutalt, råt, upoleret –
Nutidens forsamlingshus
KIM FABER
ker stiller med bl.a.
den franske avantgardebassist
Joëlle Léan-
dre. Trommeslager Kresten Osgood har
samlet en kvartet med den finske saxog
fløjtelegende Juhani Aaltonen. Det
ligner en spændende freejazzaften.
Jazzhouse kl. 21.
Det har været en standarddiskussion
i forbindelse med snart sagt
enhver Copenhagen Jazz Festival
de seneste ti-femten år: Er festivalen
blevet for stor? Er der for mange spillesteder?
For mange koncerter?
Fred være med den snak. Det er under
alle omstændigheder en kendsgerning,
at festivalen har fremelsket spillesteder,
som uden formentlig aldrig nogensinde
ville være blevet til noget.
Som nu 5e, der ligger i Slagtehusgade
inde i Den Brune Kødby. Som gadenavnet
antyder, lå her engang en af mange
slagtehaller i kødbyen. Stedet er da også
præcis så brutalt upoleret, som man
kunne forvente: rå, pudsede vægge,
hvor pudsen flere steder er skallet af i
store flager, betongulv og gitter for vinduerne.
Publikum sidder på træbænke,
klapstole og – de heldige – i gamle sofaer.
MACY GRAY &
DAVID MURRAY
På papiret et forbavsende umage
par: feteret, storsælgende souldronning
og smal, avantgardistisk
saxofonist. Men
interessant bliver det
at høre karismatiske
Macy Grays hæse sangforedrag
sammen
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
med den tidligere
Jazzpar-prisvinder David
Murrays potentielt
eksplosive saxofon og
genreåbne band. På flere måder en af
denne festivals største internationale
attraktioner.
Det Kgl. Teater, Gamle Scene kl. 20.
portræt af et Spillested
Bag 5e står musikerkollektivet ILK, og
så ved i hvert fald kendere af den københavnske
jazzscene, hvad der er i vente.
Nemlig at de godt og vel 20 ILK-musikere
og deres mange kammerater, der er
inviteret med til festen i 5e, spiller musik,
som udforsker nye territorier og
Det er ikke her, der bliver
leveret mainstream-oplevelser
på samlebånd
grænsedragninger. Det er med andre
ord ikke her, der bliver leveret mainstream-oplevelser
på samlebånd.
Den faste stok i ILK tæller blandt an-
BILLY COBHAM
Go’e, gamle Billy Cobham er vel
nærmest indbegrebet af jazzrockens
ekvilibristiske janitsharblæksprutter
i al dens
funky vælde. Også han
har været med hos
Miles, men huskes
bedst for sin indsats i
HENRIK PALLE
dre trommeslagerne Stefan Pasborg og
Kresten Osgood, pianisterne Jacob Anderskov,
Simon Toldam og Søren Kjærgaard
og saxofonisterne Anders Banke,
Laura Toxværd og Lotte Anker. Og de optræder,
sammen med resten af ILK-staben
og andre musikere, i et hav af konstellationer
hen over festivalen. Blandt
andet lægger sangerinden Maria Laurette
Friis vejen forbi, det samme gør
pianisten Butch Lacy.
Og så går ILK i øvrigt ikke og fedter
med tingene. I alt bliver der i løbet af festivalen
afholdt ikke færre end 35 koncerter
i 5e – som ILK i øvrigt selv kalder
for ’Nutidens forsamlingshus’.
Første koncert begynder som regel
klokken 16, den sidste klokken 23. Og
skulle man blive sulten og/eller tørstig
undervejs, er der selvfølgelig også råd
for det.
kim.faber@pol.dk
Mahavishnu Orchestra,
hvor John
McLaughlin håndtere-
de spaden på fortræffeligste vis. I de senere
år har Cobham interesseret sig for
afrikansk musik, som han så blander
op med en ordentlig omgang funk.
Viften kl. 20.
5e/ILK,
Slagtehusgade 5e, 1715 København V.
Foto: Per Folkver
...
Interview terence blanchard
KATRINA. Orkanen var en af de værste i USA’s historie. I alt omkom mere end 1.800 mennesker. Men midt i katastrofen var der også stærke glimt
af noget, som musikeren Terence Blanchard savner i dag. En følelse af virkelig at være sammen om noget som amerikanere. Foto: Bill Haber/AP
Fredag 21. juni 2013 JAZZGUIDE POLITIKEN 25
At svare
smukt
på en
katastrofe
Musikken har en særlig
forsonende kraft. Det mener
trompetisten Terence
Blanchard. Efter Katrinaorkanen
i New Orleans
komponerede han et
Grammy-belønnet
soundtrack til sin hjembys
værste mareridt.
JAKOB DYBRO JOHANSEN
Lyden af orkanen i New Orleans er
blevet sammenlignet med et
godstog, der buldrer gennem
øregangen. Men den lyd husker Terence
Blanchard ikke. Han var i sikkerhed
den sensommerdag i 2005, da digerne
brød sammen og vandet væltede ind
over byen, til 80 procent var oversvømmet.
Til gengæld husker han stilheden.
Da han vendte tilbage til New Orleans,
efter at orkanen havde lagt sig, var det
som at komme til en spøgelsesby. Den
eneste lyd, han hørte, var vinden. Ingen
fuglesang, ingen bilmotorer, ingen
larm fra naboens plæneklipper. Og
hundredvis af indbyggere var døde.
Det var ud af den uhyggelige stilhed,
at Terence Blanchard komponerede
musikken til Spike Lees ’When the Levees
Broke’, en mere end fire timer lang
dokumentar om katastrofen i New Orleans,
der havde premiere året efter. Filmen
hævder, at meget kunne have været
undgået, hvis digerne havde været
bedre bygget, og at den amerikanske
regering efterfølgende lod de oversvømmede
i stikken. Selv engagerede
Blanchard sig også personligt i dokumentaren.
Hans mor mistede sit hjem
under orkanen, og i filmen ser man
hende bryde sammen, da hun for første
gang ser sit smadrede, ubeboelige hus.
Som alle andre fortvivlet og i chok. Men
i virkeligheden allermest rasende, fortæller
Terence Blanchard over telefonen
fra USA:
»Når man går til stemmeurnerne, gør
man det med en vis tillid til, at de politikere,
man vælger, vil passe på de helt
grundlæggende ting. Sørge for, at vi har
rent vand, frisk luft, ordentlig mad, at
politiet beskytter os. Så at opleve, at digerne
var i så dårlig stand ... Den slags
sker kun i en verden, hvor politikerne
tænker mere på deres karriere end på
befolkningen«.
I dag, næsten otte år efter orkanen,
bakser Blanchards mor stadig med sit
nye hus. Hun fik i første omgang bygget
et med nogle gipsvægge, der viste
sig at være sundhedsfarlige. Nu skal
hun rive det hele ned og starte forfra.
Et kort fantastisk øjeblik
Blanchards vrede skinner stadig igennem,
når han taler om Katrina. Og det
Fortsættes side 26
...
26 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
Interview Terence Blanchard
Fortsat fra side 25
er netop de stærke følelser, der skiller
soundtracket til ’When the Levees Broke’
fra de knap halvtreds andre, han har
komponeret. Musikken udkom i 2007
som selvstændig udgivelse under titlen
’A Tale of God’s Will (A Requiem for Katrina)’
og fik en Grammy. Men faktisk
var vreden et kunstnerisk problem, da
musikken skulle laves.
»Det var det sværeste. At bevare fatningen
og ikke kun spille med lidenskab.
Jeg prøver altid at sætte mig i andres
sted for at få en idé om, hvad det er,
de går igennem. Men her var det mig
selv, der gennemlevede ulykken, og det
gjorde det vanskeligt at være objektiv
som musiker. Jeg måtte hele tiden minde
mig selv om ikke bare at lyde vred.
For det smukke ved at være kunstner er
netop, når det lykkes at få hele historien
med«, siger Terence Blanchard.
Katrina-orkanen var en af de værste i
USA’s historie. I alt omkom mere end
1.800 mennesker. Men midt i katastrofen
var der også stærke glimt af noget,
som Terence Blanchard savner i dag. En
følelse af virkelig at være sammen om
noget som amerikanere, på tværs af politisk
overbevisning, kultur, økonomi
og hudfarve. Det er den dobbelthed af
ulykke og sammenhold, der for Blanchard
udgør den hele historie, og som
hans musik er et forsøg på at indfange.
»Det, vi oplevede lige efter Katrina,
var ikke ’røde’ og ’blå’ stater. Vi oplevede
et United States, som landet jo hedder –
de forenede stater. Fordi alle lagde deres
gamle fordomme og stridigheder til side
og koncentrerede sig om at hjælpe.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var
i Atlanta og havde min bil på værksted.
Da jeg skulle betale, gav jeg automekanikeren
mit betalingskort og mit kørekort.
Så kiggede han op og sagde: Hey
man, you’ from New Orleans? Og så lavede
han en ny regning til mig på 0 dollar,
gratis. This is how we help, sagde han. Og
sådan var det overalt i USA. Folk lukkede
fremmede ind i deres hjem, sendte
tøj og mad, prøvede at hjælpe de sårede.
I et kort øjeblik var der den her fantastiske
følelse af, at man virkelig levede
i de forenede amerikanske stater«, siger
Terence Blanchard.
Lokal ildsjæl
Han er vokset op i New Orleans. Og bor
der stadig. På den måde har han en
stærk lokal forankring, samtidig med
at han konstant har rejst verden rundt
og samlet inspiration, siden han i 1982
som ganske ung blev trompetist i Art
Blakeys legendariske Jazz Messengers.
Han er et menneske, hvor det lokale og
globale mødes, ligesom han på én gang
holder fast i sin kristne arv og dyrker
buddhismen, som Herbie Hancock introducerede
ham til på en turné for
nogle år siden. New Orleans-katastrofen
var det helt konkrete udgangspunkt
for ’A Tale of God’s Will’, men
hjemstavnen har også påvirket ham
mere mellem linjerne, fortæller han.
»New Orleans er øjeblikkenes by. Det
har jeg en veninde, der sagde engang,
og det tror jeg virkelig på. Her har altid
været en eller anden form for magi,
som gør, at der ikke skal ret meget til for
at opleve et meget dybt øjeblik eller få
en rigtig god oplevelse. Og derfor er der
mange, der har forelsket sig i ideen om
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL
Fredag d. 5. juli kl.16-22
Kristian Jørgensen Group feat. Francesco Cali
Kristian Jørgensen (violin),
Henrik Gunde (piano), Eske Nørrelykke (bas),
Martin Andersen (trommer)
& Francesco Cali (harmonika)
Sinne Eeg Sinne Eeg (vokal),
Lars Jansson (piano), Morten Ramsbøl (bas),
& Morten Lund (trommer)
Lørdag d. 6. juli kl.16-22
Bobo Moreno Bobo Moreno (vokal),
Ole Kock Hansen (piano) & Bo Stief (bas)
Kira Skov Kira Skov (vokal),
Heine Hansen (piano),
Nicolai Munch-Hansen (bas),
R.J. Miller (trommer),
& Mads Hyhne (trombone)
Søndag d. 7. juli kl.16-22
Scott Hamilton Scott Hamilton (tenorsax),
Jan Lundgren (piano), Jesper Lundgaard (bas),
Kristian Leth (trommer)
Hanne Boel Hanne Boel (vokal), Krister
Jonsson (guitar), Rune Kjeldsen (guitar),
Thomas Vang (bas) & Mads Forsby (trommer)
Forsalg: Billet til én dag kr. 150. Billet til tre dage kr. 300. Ved indgangen: Billet til én dag kr. 180.
Billetsalg på jazzklubben.dk, soelyst.dk
Jazzcup, Gothersgade 107, 1123 Kbh., tlf. 33338740 & i Superbest i Govahuset, Ordrupvej 60, 2920 Charl.
Medbring gerne madkurv eller se menu & bestil på soelyst.dk. Drikkevarer købes i parken
Diva Days støttes af Kulturpuljen i Gentofte Kommune
JAZZ KONCERTER I HAVEN
5 - 7 JULI 2013
New
Orleans er
øjeblikkenes
by
COPENHAGEN
JAZZ
FESTIVAL
I KONCERTHUSET
+ KRISTIAN LETH
SØREN HUSS
LØRDAG 6. JULI KL. 20
STUDIE 2
DIANNE REEVES
SØNDAG 7. JULI KL. 20
KONCERTSALEN
EFTERKLANG + INDIANS
TIRSDAG 9. JULI KL. 20
STUDIE 2
CÆCILIE NORBY
FREDAG 12. JULI KL. 20
KONCERTSALEN
Billetter via dr.dk/koncerthuset
...
Montmartre
Jazz Festival
July 4-14 2013
The New Generation
Meets The Great Danes
Jazzhus Montmartre
St. Regnegade 19a
1110 Copenhagen K
www.jazzhusmontmartre.dk
EFTER DIGEBRUD. Terence
Blanchard gennemlevede selv ulykken og
har spillet en aktiv rolle i at få genopbygget
byens traditionsrige kulturliv. Han har blandt
meget andet skabt soundtracket til Spike
Lees film om katastrofen ’When the Levees
Broke’. Foto fra filmen
at være kunstner. Det handler ikke om
at blive berømt, men om muligheden
for, at en ægte lidenskab til et håndværk
kan udvikle sig. Og det er det, New
Orleans har givet mig. Evnen til at finde
noget, jeg virkelig elsker, og værne om
det«.
Terence Blanchard har spillet en aktiv
rolle i at få genopbygget byens traditionsrige
kulturliv. To år efter Katrina
lykkedes det ham at få flyttet The Thelonius
Monk Jazz Institute, hvor han på
det tidspunkt var kunstnerisk chef, fra
Los Angeles til New Orleans for en fireårig
periode. Dermed fik unge lokale
musiktalenter mulighed for at fordybe
sig i to år uden undervisningsafgift. Og
i dag arbejder Blanchard på at få stablet
et nyt samarbejde på benene med New
Orleans Center for the Creative Arts.
»Jeg tror, mange unge ville have haft
svært ved at sætte ord på det, de oplevede
i New Orleans efter Katrina. Derfor
spiller kunsten en vigtig rolle. Den giver
mulighed for at udtrykke sig uden
ord, uanset om det er musik, drama eller
billedkunst. Så hvis vi gør de unge
opmærksom på, at kunsten findes, og
hjælper dem med at finde deres talent,
kan det være en vej til, at de får det bedre
med nogle ting«, siger Blanchard.
Musikkens kraft
For ham er det en helt central pointe, at
musikken kan noget. Den skal bruges
til noget i det samfund, den er en del af.
Som da John Coltrane skrev ’Alabama’ i
1963 som et musisk modsvar, efter at fire
sorte piger var blevet dræbt i et bombeangreb
udført af Ku Klux Klan.
»At høre Coltrane spille den sang rørte
mig dybt og på en måde, der kom
4+5 July Alex Riel Presents
Christian Sands 350 kr.
CHRISTIAN SANDS(PIA), THOMAS FONNESBÆK(BASS), ALEX RIEL(DRUMS)
6+7 July Gábor Bolla +
Sands / Franck / Riel 350 kr.
GÁBOR BOLLA(TENOR), CHRISTIAN SANDS(PIA),
DANIEL FRANCK(BASS), ALEX RIEL(DRUMS)
8 July A Song for NHØP
Ole Kock Hansen(Pia) +
Thomas Fonnesbæk(Bass) 275 kr.
9-11 July Warren Wolf +
Christoffersen /
Ramsbøl / Pearson 350 kr.
WARREN WOLF(VIBES), JACOB CHRISTOFFERSEN(PIA),
MORTEN RAMSBØL(BASS), LEE PEARSON(DRUMS)
12-13 July European Friends:
ADAM BALDYCH(VIOLIN), IIRO RANTALA(PIANO), DIETER ILG(BASS),
MORTEN LUND(DRUMS) 350 KR
14 July Paolo Russo plays Fellini 350 kr.
PAOLO RUSSO(BANDONEON), EMANUELE CISI(TENOR),
NICO GORI(CLARINET), FRANCESCO CALÍ(PIANO/ACCORDION),
JESPER BODILSEN(BASS)
Jam Sessions every night
from 23.30 - 80/40 kr
Trio Montmartre feat: Lee Pearson
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 27
bag på mig. Også selv om jeg bare hørte
den på plade. Det gav mig en masse empati
for alle dem, det var gået ud over,
og hjalp mig med at håndtere mine egne
følelser omkring det«, siger Terence
Blanchard.
Siden oplevelsen med ’Alabama’ er
det den samme forsonende kraft i musikken,
han har søgt efter, både i sin
egen kunst og i andres.
»Jeg elsker ikke musik for musikkens
skyld. Det interesserer mig ikke. Men
musik kan hjælpe mennesker til at
håndtere angst, lidelse og tvivl. Og det
har al den musik, jeg elsker, en tendens
til at gøre«.
Det mest udtalte eksempel på det i
Blanchards eget bagkatalog er soundtracket
til Katrina-filmen. Det er den
musik, der vil være i fokus til hans koncert
på Copenhagen Jazz Festival. Men
også hans seneste album, ’Magnetic’,
der lige er udkommet, kredser om nogle
af de samme kræfter i musikken.
»Jeg kunne tale i timevis om, hvad det
er, vi gør rent teknisk på den nye plade,
men det ville næppe være interessant
for mange andre end os musikere«, griner
han.
»Men jeg tror, musikken i sig selv har
et stærkt budskab om alt det, vi netop
har talt om: forsoning, medfølelse, kærlighed«.
ibyen@pol.dk
The Sound of New Orleans
JazzLive i Pressen, JP/Politikens Hus
5. juli kl. 20.30 The Soul Rebels
6. juli kl. 20.30 The Roots & Soul of New Orleans,
feat. Shannon Powel & James Andrews
8. og 9. juli kl. 20.30 Branford Marsalis
13. juli kl. 20.30 Terence Blanchard
...
28 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
POlitikens anmeldere anbefaler
OLE KOCK HANSEN
11.
HENRIK PALLE
World Fusion
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Intet fra New Orleans er rent«, siger en gammel
talemåde.
Og allerede da jazzen voksede frem i havnebyen
New Orleans i starten af 1900-tallet, skete det i en
sammensmeltning af flere musikkulturer, blandt
andet sort gospel, blues og europæisk marchmusik.
I årtierne herefter etablerede jazzen sig som en ny
og selvstændig amerikansk musik, der også spredte
sig til Europa. Men især fra begyndelsen af 1960’erne
begyndte jazzen at fusionere med nationale eller
’fremmede’ musikkulturer.
En række etniske musikformer har i dag en væsentlig
status i jazzsammenhæng såsom brasiliansk
musik (choro og bossa nova), indisk musik, cubansk
musik, afrikansk musik, argentinsk tango,
spansk flamenco og østeuropæisk klezmer. Jazzen
har avlet med dem alle og får stadig nye børn.
Nogle slående eksempler på verdensmusikpræget
jazz er Joao Gilbertos og Stan Getz’ bossa novasamarbejde,
Abdullah Ibrahims sydafrikanske jazz,
Dino Saluzzis argentinske folklorejazz, Chick Coreas
spansk influerede musik, Jan Johanssons svenske visejazz,
danske New Jungle Orchestras afrikansk, arabisk
og balinesisk inspirerede orkestermusik og Stefan
Pasborgs slavisk påvirkede gruppe Odessa 5.
På årets festival er der masser af verdensmusikpræget
jazz – blandt andre Bill Evans & his Soulgrass
Band, Bill Frisell & The Big Sur Sextet og Lelo Nika.
Planeten i Huset-KBH er fra 5. til 9. juli et godt sted
at søge hen, hvis man er på jagt efter world music.
ibyen@pol.dk
Juli
Versatil som få og swingende som
færre. Men stort set altid en fornøjelse
at lytte til, hvad enten det
er i selskab med Bo
Stief og Bobo Moreno –
eller med et regulært
bigband, hvor Marie
Carmen Koppel syn-
KIM FABER
ger, brormand Benjamin
åbner saxofonsluserne
og Alex ’the hair-
dresser’ Riel på mest kompetente vis
sørger for rytmikken. Swing, gospel, bebop
og ballader. Kort sagt:
jaaaaaaazzzzz.
Prøvehallen kl. 18.
Det Kgl. Teaters Gamle Scene.
Hvor muserne våger
For ni år siden, nærmere bestemt
5. juli 2004, trådte en britisk og
tre amerikanske stjernemusikere
– Herbie Hancock, Wayne Shorter, Dave
Holland og Brian Blade – ind på Det Kgl.
Teaters Gamle Scene. Det var ikke første
gang, der blev spillet musik af nyere dato
på scenen på Kgs. Nytorv, men det var
første gang, det skete i regi af Copenhagen
Jazz Festival.
Og det stod hurtigt klart, at teatret egnede
sig ualmindelig godt til jazz. Selv
om det med en tilskuerkapacitet på
1.700 er festivalens næststørste indendørs
scene – kun overgået af DR’s koncertsal,
der rummer 1.800 – opleves
Gamle Scene som et ret intimt spillested
med en meget fin kontakt mellem
musikerne og publikum. Og med, når
ellers lydmanden har gjort sit arbejde,
en glimrende lyd.
Det er i det hele taget en unik oplevel-
THOMAS CLAUSEN
Han blev opdaget af Dexter Gordon
og spillede siden med Palle
Mikkelborg. Stille og roligt blev
han en institution i
dansk jazz med særlig
forkærlighed for brasiliansk
musik. En aften
med Thomas Clau-
THOMAS
MICHELSEN
sen ved tangenterne
som leder af en sextet
med så stærke musi-
kere som Anders Bergcrantz på trompet,
Peter Fuglsang på saxofon og Jesper
Lundgaard på bas kan ikke rigtig blive
andet end god.
Huset kl. 20.
Musikalsk leksikon portræt af et Spillested
se at være til koncert i det gamle teater
siddende under det smukt udsmykkede
loft med de ni muser og på, hvad der
i virkeligheden er eneste minus ved
dette spillested, de ret ukomfortable og
med rødt plys polstrede klap ned-stole.
Det stod hurtigt klart, at teatret
egnede sig ualmindelig godt til
jazz
Men det lever man med, når musikken
spiller.
Årets program på Gamle Scene består
af fire koncerter, der, kan man roligt sige,
kommer godt rundt i jazzens kroge.
TORDENKVARTETTEN
Det eksperimenterende musikforum
Skræp fejrer 25-års jubilæum
med en række koncerter i
Koncertkirken på Blågårds
Plads. En af dem
er med dansk-svenske
Tordenkvartetten
med modtager af Nor-
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
Der lægges ud 6. juli med sangerinden
Cassandra Wilson, om hvem Politikens
anmelder Christian Munch-Hansen engang
skrev, at hun »har en chokolademørk,
dovent sexet stemme, fuld af ømhed,
længsel og rytmisk smidighed«.
Tre dage senere er der dømt bas for alle
pengene, når to af jazzens skrappeste
elbassister, Marcus Miller og Richard
Bona, optræder. Dagen efter er der Copenhagen
Jazz Festival-debut til Macy
Gray. Hun er mest kendt som soulsangerinde,
men er blevet inviteret indenfor
i saxofonisten Dave Murrays Big
Band. Han er også med på scenen i København
– ikke med sit store orkester,
men med sin kvartet. Og 11. juli lukker
og slukker New York-trioen Medeski,
Martin & Wood for dette års jazzfestival
med deres helt specielle crossover af bebop,
funk, hiphop og you name it.
kim.faber@pol.dk
Gamle Scene,
Kgs. Nytorv, 1017 København K.
disk Råds Musikpris
2011, saxofonisten
Mats Gustafsson, basunisten
Per-Åke
Holmlander, bassisten Peter Friis Nielsen
og slagtøjsspilleren Peter Ole Jørgensen.
Koncertkirken kl. 22.40.
Pr-foto
...
POlitikens anmeldere anbefaler
PHIL MINTON
12.
Avantgarde/
Experimental
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Avantgardejazz kan have den fineste udformning
som kunsthåndværk i et glaspusteri eller
konfrontere lytteren med voldsom energi
og kontrastfyldte klange.
Omkring skelsåret 1960 brød den frie og eksperimenterende
musik igennem i jazzen. Siden har den
udgjort en væsentlig deltradition.
Ornette Coleman, Albert Ayler og John Coltrane
var de første, der satte nye standarder som eksperimenterende
saxofonister, mens pianisten Cecil Taylor
udfordrede borgermusikken med radikalt frit
klaverspil.
I dag eksisterer en verdensomspændende scene
for genreåben avantgarde og fri improvisation, der
også inddrager nye måder at komponere og formidle
musik på, somme tider i blandinger med andre
genrer som kompositionsmusik og electronica.
Den avantgardeprægede og eksperimenterende
jazz har i de senere år fået en kraftig renæssance, ikke
mindst i Danmark med mange spændende navne
som Lotte Anker, Hasse Poulsen, T.S. Høeg, Claus
Bøje, Peter Friis Nielsen, Kresten Osgood, Jacob Anderskov,
Mark Solborg, Søren Kjærgaard, Sissel Vera
Pettersen og mange andre.
På festivalen skal man især søge mod spillestederne
5e, LiteraturHaus, Christianshavns Beboerhus og
Huset-KBH for at møde de nyeste eksperimenter.
Men også flere steder på de etablerede festivalscener
er det muligt at høre den grænsesøgende improvisationsmusik.
ibyen@pol.dk
Juli
Er man nysgerrig og åben over for
avantgardens sære udtryk, bør
man ikke snyde sig selv for et møde
med den rablende
fantastiske britiske vokalist
Phil Minton, der
er en af musikscenens
mest besynderlige
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
KIM FABER
skikkelser. Han bruger
sin stemme i et frit fablende
og ofte humoristisk
improviseret
sprog. Denne aften sammen med den
talentfulde guitar- og trommeduo haUtUllin!
LiteraturHaus kl. 20.
Langt størstedelen af Copenhagen
Jazz Festivals spillesteder ligger i
København K eller de tilstødende
bydele. Kulturhuset Viften i Rødovre er
en af undtagelserne og er, med små 10
kilometer ind til festivalens epicenter i
Indre By, et af de spillesteder, der er
længst ude. Om man så må sige.
Viftens festivalprogram er derimod
ikke spor langt ude. Kulturhuset, der efterhånden
må betegnes som en veteran
i jazzfestivalsammenhæng, præsenterer
således i år ikke færre end fire
pænt store navne fra den amerikanske
scene.
På festivalens første dag står, hvad
man vel efterhånden godt kan betegne
som stedets husmusiker, den amerikanske
guitarist Mike Stern, på scenen.
Det er fjerde år i træk, den tidligere
Miles Davis-guitarist gæster Rødovre,
denne gang i selskab med den ameri-
SIDSEL STORM
Den unge Sidsel Storm er blandt
de vidunderligt mange fremstormende
kvindelige jazzvokalister,
der hele tiden
dukker op i Danmark.
To fine cd’er har hun i
bagagen, og med sin
fine stemme, sin faible
HENRIK PALLE
kanske bassist Victor Wooten og dennes
band.
Onsdag 10. juli er det den gamle
Miles- og Mahavishnu Orchestra-trommeslager
Billy Cobhams tur til at tage
publikum på et trip ind i fusionsland.
Ud over samarbejdet med Miles Davis
og guitaristen John McLaughlin er Cobham
mest kendt for det stilskabende al-
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 29
for den lette skandinaviske
melankoli og sine
dejlige melodier er
hun et indtagende bekendtskab. Og
den lille sammenhæng i Café Drop Inn
vil helt sikkert skabe en dejlig intim
ramme om hendes sang og musik.
Drop Inn kl. 18.
Musikalsk leksikon portræt af et Spillested
Kulturhuset Viften. Store jazzstjerner
på Rødovre Parkvej
Kulturhuset præsenterer i år
ikke færre end fire pænt store
navne fra den amerikanske
scene
GIRLS IN AIRPORTS
De seneste år har de været et fast
indslag både ved Copenhagen
Jazz Festival og i det hele taget på
en dansk jazzscene,
hvor de unge udvider
udtrykket og nuancerer
paletten. Bandet
Girls in Airports laver
THOMAS
MICHELSEN
bum ’Spectrum’. Dagen efter er det endnu
en forhenværende Milesmusiker, saxofonisten
Bill Evans’ tur til med sit
Soulgrass Band at stå på scenen foran
de knap 300 tilskuere, der er plads til i
Viften. Denne amerikanske tour de force
slutter fredag den 12., hvor trompetisten
Randy Brecker har samlet nogle af
de musikere, der op gennem tiden har
spillet med i Brecker Brothers, i The
Brecker Brothers Band Reunion – med
danske Chris Minh Doky på bas. Randy
Breckers lillebror, tenorsaxofonisten
Michael Brecker, døde af leukæmi i
2007, og nu er den meget vanskelige
opgave med at følge i hans fodspor uddelegeret
til den kvindelige italienske
saxofonist Ada Rovatti.
Foruden de amerikanske stjerner optræder
danske navne som Jesper Thilo
og Jacob Fischer på Viftens program.
kim .faber@pol.dk
simpel, overraskende
danse- og lyttevenlig
hybridmusik med
strejf af etniske briser tilsat rytmer i
skæve taktarter, som alle kan forholde
sig til. Udendørs i godt vejr i Haveselskabets
Have bliver det skønt.
Haveselskabets Have kl. 18.30.
Kulturhuset Viften,
Rødovre Parkvej 130, 2610 Rødovre.
Pr-foto
...
30 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013
POlitikens anmeldere anbefaler
TERENCE
BLANCHARD
13.
Hardbop/Modern
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Med hardbop menes den bebop-influerede
jazz, som var dominerende i 1950’ernes og
60’ernes USA, og som blandede elementer
fra beboppen med blues og soulmusik.
Hardboppen var især knyttet til pladeselskabet
Blue Note og talte mange af den moderne jazz’ store
navne: Miles Davis, Horace Silver, Art Blakey, Sonny
Rollins, Thelonious Monk, John Coltrane, Dexter
Gordon, Clifford Brown og Charlie Mingus.
I 1980’erne fik hardboppen eller neoboppen, som
den også kaldes, en renæssance hos mange yngre
musikere, bannerført af Wynton Marsalis i USA,
hvor også flere af den oprindelige hardbops musikere
kom til ære og værdighed, for eksempel Dexter
Gordon og Joe Henderson.
Der opstod også i Danmark en bølge af neobop
med unge navne som Niels Lan Doky, Fredrik Lundin,
Tomas Franck, Hans Ulrik, Nikolaj Bentzon og
gruppen Page One.
Desuden trak en række af de etablerede musikere
på hardboppen, heriblandt Allan Botchinsky, Jørgen
Emborg, Bjarne Rostvold og Jan Kaspersen.
I nutidens jazzkultur er tingene mere flydende,
men den amerikansk influerede, moderne jazz er
fortsat en væsentlig del af jazzscenen. I årets udgave
af Copenhagen Jazz Festival kan man høre hardbop
på mange scener, ikke mindst i Jazzhus Montmartre,
ligesom hardboppen også er på programmet i
Valby Summer Jazz og Jazzhouse.
ibyen@pol.dk
Juli
En serie som ’The Sound of New
Orleans’ skal ligesom have Terence
Blanchard på plakaten. Den
amerikanske trompetist
er nemlig født i
New Orleans. Ud over
at have leveret soundtracks
til Spike Lee-
THOMAS
MICHELSEN
KIM FABER
film for Hollywood
har han markeret sig
som straight ahead
jazzmester, guddommelig klangmaler
med afrikanske fusionsstrejf og komponist
af smukke melodier. Bl.a. til minde
om ofrene for Katrina.
Pressen kl. 20.30.
Karens Minde Kulturhus.
Den rene idyl i Enghaven
På mange måder repræsenterer
Karens Minde Kulturhus i Kgs.
Enghave det allerbedste ved
Copenhagen Jazz Festival. For det første
styres kulturhuset af en forening, og
det er medlemmerne, der suverænt bestemmer,
hvad der skal foregå. Og heldigvis
har de siden 2002 bestemt, at
Karens Minde skal være en fast bestanddel
af jazzfestivalen.
For det andet er Karens Minde et af festivalens
smukkeste spillesteder, både
hvad angår beliggenhed og de bygningsmæssige
rammer. Og for det tredje
er der kvalitet over programmet.
Som i øvrigt spænder fra traditionel
jazz til avantgarde.
Karens Minde Kulturhus ligger i statelige
bygninger, som oprindelig har
rummet en institution for åndssvage,
som det hed dengang. Men koncerterne
foregår i en meget smuk gammel og
CHRISTINA DAHL
Christina Dahl er en dejlig omskiftelig
saxophonist, der har nogle
rigtig fine legekammerater i den
efterhånden klassiske
danske dametrio Sophisticated
Ladies, bestående
af Marie Louise
Schmidt på klaver,
HENRIK PALLE
Helle Marstand på bas
og Benita Hastrup på
trommer. Musikken,
de spiller, er af Ellington, Strayhorn,
Ibrahim Abdullah med flere.
Og om det swinger. Det kan De bande
på, det gør.
JazzCup kl. 19.
Musikalsk leksikon portræt af et Spillested
fredet dansepavillon af træ. Indtil 2001
stod den i parken omkring Sct. Hans
Hospital i Roskilde, men blev overdraget
til og genopført ved Karens Minde
Kulturhus.
Måske er det på grund af træværket,
at akustikken i pavillonen er så god,
Når musikken spiller i Karens
Minde på en lun sommeraften,
er der ikke et øje tørt
som den er. Læg til den fine lyd, at de frivillige,
som driver spillestedet, tænder
for grillen, når vejret er til det og serverer
en god grillbøf og god vin til rimeli-
LEGARDH & KELLOCK
En af den danske sangerinde Cathrine
Legardhs kendetegn er
hendes ukrukkede og naturlige
tilgang til sang og fortolkningskunst.
Hun
er pladeaktuel i samarbejde
med den britiske
pianist Brian Kel-
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
ge penge. Summa summarum: Når
musikken spiller i Karens Minde en lun
sommeraften, er der ikke et øje tørt.
Jazzfestivalen her begynder lørdag 6.
juli med pianisten Steen Rasmussens
kvintet, suppleret med den brasilianske
sanger og guitarist Leo Minax. Som
er et stort navn i sit hjemland og viderefører
den musikalske arv fra navne som
Gilberto Gil og Milton Nascimento.
Dagen efter er det musikalske kompas
svinget 180 grader, når det Berlinbaserede
band Schneeweis und Rosenrott
sammen med Emil de Waal og Spejderrobot
skruer på knapperne og bevæger
sig rundt i grænselandet mellem jazz,
pop og avantgarde. Og for nu at understrege
pointen med det alsidige program:
Torsdag 11. juli er det Daimi med
Louisiana Jazz Band i ryggen, der spiller
op til dans i den gamle dansepavillon.
kim.faber@pol.dk
lock, og ved denne lejlighed
får duoen følgeskab
af den islandske
saxofonist Sigur-
dur Flosason, som Legardh også har
indspillet succesfuldt med. Forvent
kammer- og vokaljazz af fineste slags.
PH-Cafeen kl. 19.30.
Karens Minde Kulturhus,
Wagnersvej 19, 2450 København SV.
Foto: Jens Dresling
...
POlitikens anmeldere anbefaler
TIM BERNE SNAKEOIL
14.
Musikalsk leksikon
Traditionel Jazz
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)
Lyden af glade toner fra trompet, klarinet, basun
og en hoppende rytmegruppe – ofte med
banjo i besætningen – er det klassiske New Orleans-orkester,
som vi kender det fra scenerne ved
Mindeankret i Nyhavn og på Højbro Plads under festivalen.
Fænomenet har mange øgenavne: Happy jazz,
Skolelærerjazz, Banjojazz, Ølmavejazz. Men uanset
hvad har Danmark en lang kærlighedsaffære med
de ældre jazzformer:
Dixieland (New Orleans), stride, boogie, swing/
blues og jump, præsenteret af navne som Papa Bues
Viking Jazz Band, Kansas City Stompers, Jørgen Svare,
Theis Jensen, Doc Houlind, Peter Nissen, Peruna
Jazzmen, Vestre Jazzværk, Ricardos Jazzmen og Leonardo
Pedersen.
På det seneste har også et ungt orkester som Six
City Stompers vist, at den ældre jazz sagtens kan udvikles
til musik, som også tiltrækker et ungt publikum.
Det hele startede i 1920’ernes New Orleans med legender
som King Oliver, Jelly Roll Morton og Louis
Armstrong.
New Orleans-jazzen blev dog, da jazzens popularitet
rullede i de amerikanske og snart også de europæiske
storbyer, overhalet indenom af swing i 30’erne
og bebop i 40’erne.
Men i 1950’erne – ikke mindst i England og Danmark
– opstod der en revival-bølge for New Orleansjazz.
Siden har den haft sit faste hjørne i jazzkulturen
herhjemme. Den lever fortsat i bedste velgående,
øjensynlig ikke til at slå ihjel.
ibyen@pol.dk
Juli
Den originale og vildt tænkende
amerikanske saxofonist og komponist,
som den unge, progressive
generation af danske
jazzmusikere skylder
ikke så lidt, er tilbage
på festivalen. Her
med sit eget medbrag-
CHRISTIAN
MUNCH-
HANSEN
KIM FABER
te band Snakeoil, der
også er navnet på Bernes
seneste plade fra
2012. Festivalen slutter
således med bravur, når en af de mest
indflydelsesrige amerikanske jazznavne
siden 1980’erne står på scenen.
Jazzhouse kl. 21.
KB18. Hep hep for Miles
Davis og Booker T.
Genrebetegnelsen jazz er så bred,
at det i realiteten ikke giver mening
at forsøge at definere den.
På Copenhagen Jazz Festival afspejles
det blandt andet af, hvor forskellige festivalens
over 100 spillesteder er.
I den ene ende af spektret befinder
sig de store og fine som Det Kgl. Teaters
Gamle Scene og DR’s koncertsal, hvor
navne som Dianne Reeves og Cassandra
Wilson optræder, og hvor det ville blive
anset for at være ret meget ved siden af
skiven, hvis man rejste sig op og begyndte
at danse vildt til musikken.
I den anden ende finder vi spillesteder
som KB18 – et af flere venues på jazzfestivalen,
som har hjemme i eller i omegnen
af Kødbyen. Bygningen, som
KB18 ligger i, har tidligere rummet et
slagteri og et industrikøkken, og indretningen
er stadig i dén grad til den rå
side. Til daglig er det et af byens mest
DANSTRUP REPTILES
Den sidste aften på årets jazzfestival
bør man seriøst overveje at
bruge i selskab med dette herligteksperimenterende
orkester, der har
rigtig mange messingblæsere
med. To
fremragende cd-udgi-
HENRIK PALLE
portræt af et Spillested
besøgte klubsteder, ofte med electronica
på plakaten, men der afholdes også
både rock- og jazzkoncerter på KB18.
Og der er ved gud ingen, der vil løfte et
øjenbryn, hvis nogen her begynder at
danse til jazzen. Det modsatte vil snarere
være tilfældet.
Der er ved gud ingen, der vil
løfte et øjenbryn, hvis nogen
her begynder at danse til jazzen
Flere af koncerterne på KB18’s jazzfestivalprogram
er tribute-koncerter.
Det kan være en slem omgang at stå
igennem, når musikere beslutter sig
Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 31
velser er det blevet til,
og der er god grund til
at være opmærksom
på eksempelvis Jakob Muncks herlige
tubaspil og Anders Bankes tenorsaxarbejde.
Lettere avantgardistiske gulvøvelser
med melodisk puls.
Huset kl. 21.
DET’ FOR BØRN!
Nu skal det heller ikke være seriøs
jazz det hele, og på tiende og sidste
dag af en lang festival kan det
være, man skulle slappe
lidt af sammen
med ungerne og bare
lade sig og dem underholde
af noget jazz,
THOMAS
MICHELSEN
for at hylde deres musikalske helte.
Men hvis talentet er til stede, kan det
selvfølgelig også være en ren fornøjelse.
Der er ingen grund til at tro andet,
end at der er en solid musikalsk oplevelse
i vente, når Jakob Dinesen, Kasper
Tranberg, Aske Jacoby, Rune Olesen, Anders
Christensen, Ben Besiakov og
StunnGunn lørdag 6. juli hylder Miles
Davis ved at spille hans album ’A Tribute
to Jack Johnson’ fra 1971. Musikken er
soundtrack til en film om bokseren
Jack Johnson og står sammen med Miles-albummerne
’In a Silent Way’ og ’Bitches
Brew’ som musikalske milepæle i
perioden, hvor jazzen blev elektrisk og
fusionerede med rocken. Fem dage efter,
den 11. juli, gælder hyldesten pladeselskabet
Stax – og ikke mindst Booker
T. & the MG’s - når blandt andre Aske Jacoby
og Stefan Pasborg står på scenen.
kim.faber@pol.dk
KB18,
Kødboderne 18, 1714 Kbh. V.
der har saxofonen rettet
i børnehøjde.
Chapper, Wonder-
brazz, Tip Toe Big Band og Martin Spang
Olsens Halfdan Rasmussen-projekt Når
Far og Mor Får Tid ... nyd det i solen, og
lad os håbe, den skinner.
Kulturhuset Islands Brygge kl. 10.
Pr-foto
...
Lidt mere jazz i en
Tuborg Classic
Vind lidt mere
Tuborg Classic her:
Tuborg Classic offi ciel sponsor
Change language