POLITIKEN 5 - Copenhagen Jazz Festival

jazzroom.dk

POLITIKEN 5 - Copenhagen Jazz Festival

POLITIKEN 5

Jazz

guide til Copenhagen Jazz Festival

INTERNATIONAL JAZZ MØDER EUROPAS FØRENDE KOR

6/7 BETTY NANSEN TEATERET

AUGUST

ROSENBAUM

Jazzmusikken er i frodigt opbrud i disse år. Glem

alt om gængse grænser og gamle mænd i islandske

sweatre. En af tidens største talenter er

August Rosenbaum, der nok betragter sig selv

som jazzmusiker, men i nye og bredere rammer

ARS NOVA COPENHAGEN MARILYN MAZUR

JOHN BLAKE JR.

HANS ULRIK

JOHNATHAN BLAKE

MAKIKO HIRABAYASHI

ANDERS KOPPEL

KLAVS HOVMAN

BENJAMIN KOPPEL TRITONUS KORET

13/7 BETTY NANSEN TEATERET

Fredag 21. juni 2013

Foto: Martin Lehmann


...

2 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

INDHOLD

Interview Bill Frisell – guitarvirtuosen 5

Interview Selvhenter – fem kvinder støjer 6

Tendens Jazzbegrebet – et opbrud undervejs 10

Historie Narkotika – inspiration og nedtur 12

Grafik 6 Degrees of Miles – alle veje fører til Davis 16

Portræt Miles Davis – den farveblinde mester 18

Interview August Rosenbaum – om talent og tvivl 20

Interview Terrence Blanchard – om New Orleans efter Katrina 25

Dagsprogram: 5.-14.juli

Politikens anmeldere anbefaler

Portræt af byens spillesteder

Kend din jazz

Jazz i medierne

Politiken dækker både i papiravisen og på www.politiken.dk/jazz festivalen intensivt

med daglige anmeldelser, nyheder, interview og reportager.

Copenhagen Jazz Festivals gratis app, jazz.dk, finder du festivalens program,

nyheder, information om spillesteder m.m.

JazzDanmarks gratis app, Live Jazz, indeholder information om en række forskellige

festivaler og livearrangementer.

Både DR P8 Jazz og Radio Jazz på FM 102,9 dækker løbende festivalen.

Jazzen er her stadig

– nu er den bare ud

over det hele!

Skal vi tage os af August Rosenbaums

nye plade? Hvis bord er

det efterhånden? Den unge

mand er jo ret meget all over the place«.

Mailen kom fra beatredaktøren, der

havde fået tilsendt denne måneds nye

album med den danske pianist og komponist

August Rosenbaum til anmeldelse

i Politiken. Pr-bureauet havde

sendt det til hende i

stedet for til jazzanmelderen,

fordi … tja,

måske fordi det efterhånden

er et åbent

THOMAS

MICHELSEN,

MUSIK-

REDAKTØR

spørgsmål, hvor jazzen

anno 2013 står.

Har vi stadig med en

fasttømret genre at

gøre? Eller er grænser-

ne efterhånden blevet så flydende og limen

så gammel, at jazzetiketten truer

med at falde af?

August Rosenbaum er en ung musiker.

Født i 1987 og altså endnu i 20’erne.

Tjekker man ham ud på nettet – og læser

man interviewet med ham i det festivaltillæg,

du nu har i hænderne – så

opdager man, at jo, han opfatter sig selv

som jazzmusiker. Men i nye og bredere

musikalske rammer.

August Rosenbaum er ikke i gang

med at bygge en karriere på at fortolke

jazzklassikerne fra den store amerikanske

sangbog. Han laver sin egen musik.

Og han er ikke alene. Rigtig mange unge

og yngre danske jazzmusikere er lige

så inspirerede af klassisk, elektronisk

og andre genrer, som de er af den jazztradition,

der engang repræsenterede

noget vildt og forfriskende, men som i

dag er gået hen og blevet en del af ... nå

ja, musikhistorien.

Vi har talt med en vifte af disse musikere

i dette tillæg, og om det så er deres

professor på Det Rytmiske Musikkonservatorium

i København, pianisten og

komponisten Carsten Dahl, er han

enig. Musik er mest spændende, når

der tænkes og spilles ud af genreboksen,

synes manden, der i øjeblikket selv

er optaget af at skrive musik for landets

klassiske orkestre. Han har for nylig fået

et værk opført af DR SymfoniOrkestret,

og et nyt værk er på vej til Odense

Symfoniorkester.

DER ER SKET markante nye skred inden

for jazzmiljøet.

Musikere skriver deres eget materiale

og udvikler nye udtryk. Udtryk, der

ikke nødvendigvis minder om den traditionelle

swing eller senere bebop, der

engang var dominerende tendenser.

Andre genopliver netop swingtraditionen

for fuld skrue, holder godt fast i

1980’ernes virtuose neobop eller giver

jazzstafetten videre på andre måder.

Retningspilene er mangfoldige.

Hvornår og hvor længe kan man så

Ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard Redaktør Kristoffer Hegnsvad kristoffer.hegnsvad@.dk

Redaktion Per Theil per.theil@pol.dk, Kim Faber kim.faber@pol.dk Louise Skov Andersen louise.skov@pol.dk Research Christoffer Bjerregaard, Anja Pil

Layout Christine Vierø Larsen christine.v.larsen@pol.dk. Kontakt redaktionen ibyen@pol.dk, telefon 33 47 17 93, annoncer telefon 33 47 29 82

Foto: Herman Leona/AP

hævde, at det hele kan og bør samles

bag en fælles etiket, hvorpå der står

jazz?

Det har efterhånden i noget tid været

et rigtig godt spørgsmål. Copenhagen

Jazz Festival viser med sine mere end

1.000 koncerter hele den bredde, der

både er musikkens styrke og – måske –

genrens problem.

AT ERKLÆRE JAZZEN DØD, bare fordi

den lugter underligt eller er begyndt at

dufte anderledes, har dog før vist sig at

være forhastet.

Musik med stærke elementer af improvisation

og rødder vil blive ved med

at eksistere. Men jazzen lever af at reagere

på sine omgivelser og udvikle sig

med dem. Eller vikle sig ind i dem. Ingen

har vist det tydeligere end Miles Davis

i en karriere, der konstant tog nye

overraskende skridt fremad og i farten

bragte håndfulde af topmusikere frem

i lyset, som efterfølgende gik hen og

blev centrale skikkelser i jazzens historie

og er det den dag i dag.

Jazzen lever af at reagere

på sine omgivelser og udvikle

sig med dem. Eller vikle sig

ind i dem

Jazzen er med andre ord næppe ved

at dø. Det sker formentlig først den dag,

den bliver til et museum, hvor man

dogmatisk holdt fast i at tilbede guder

med navne som Duke Ellington og

Charlie Parker.

Det gør August Rosenbaum og hans

jævnaldrende ikke. De er beundrere af

de gamle giganter og har dyrket dem

som inspiration og igangsættere. Andet

ville også være dybt mærkeligt, for

Ellington og Parker var giganter, man

kan lære af den dag i dag. Men de vil også

videre, de unge. De vil realisere deres

eget potentiale, og de vil komponere og

improvisere og lave musik anno 2013 –

og de er ud over det hele.

Det vil Copenhagen Jazzfestival uden

tvivl bekræfte. På den måde er festivalen

både en jazzfestival i genkendelig

forstand og meget mere end det. Fortiden

bevares, bearbejdes og bombarderes.

Både indefra og udefra. Den forløses,

forkastes og forarbejdes. Det skal vi

være glade for. Det betyder, at musikken

er i live.

thomas.michelsen@pol.dk


...

✇ 2/7, Tivoli Congress Hall

Chick Corea

& The Vigil (US)

➨ 5/7, Statens Museum for Kunst

Charles Lloyd, Zakir

Hussain & Eric Harland

“Sangam” (US)

✇ 6/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Cassandra Wilson (US)

✇ 7/7, Koncerthuset, Koncertsalen

Dianne Reeves (US)

✇ 9/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Marcus Miller (US)

+ Richard Bona (CM)

OPLEV EV OGSÅ: Branford Marsalis (US), Sunny Murray ay (US), Sc Scot ot ott Co C ll lley e (US), Bettye LaVet e

Arturo Sandoval (CU), Kresten Osgood & Sunny Murray (DK/US), Tim Berne Snakeoil (U

Ginman/Blachman/Dahl/Mikkelborg (DK), Benjamin Koppel & Joe Lovano (US), T unde de

Billetter og yderligere information: www.jazz.dk Officiel app: jazz. .dk k Downl Download ad app via sms: Send JAZZ til 1204* 120

Tak til:

Official

festival

pre-event

✇ 10/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Macy Gray

& David Murray (US)

✇ 11/7, Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Medeski, Martin

& Wood (US)

+ Becca Stevens (US)

✇ 13/7, Statens Museum for Kunst

Bill Frisell

& The Big Sur Sextet (US)

+ Mikkelborg/Dahl/

Davies

* Servicen udbydes af Copenhagen Jazz Festival, Skt. Peders Stræde 28C, 2. sal, 1453 KBH K, +45 3393 2013 og koster almindelig sms-

ette (US), Billy lly Co CCobham bham (US), Tower r of Pow Power (U

(US), CChristian ristian Sands (U (US) , The Cooker Cookers (U (US),

Thunderca d cat a (US), Mike Stern (US), Jagwa Music

(US),

Jagwa Musi (TZA) M.FL.

bydes af Copenhagen Jazz Festival, Skt. Peders Stræde 28C, 2. sal, 1453 KBH K, +45 3393 2013 og koster almindelig sms-takst


...

4 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

POlitikens anmeldere anbefaler

CHARLES LLOYD

5.

Swing &

Mainstream

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Swingmusikken opstod i USA i 1930’ernes New

York og Kansas City med giganter som Duke

Ellington, Count Basie, Benny Goodman, Teddy

Wilson og Coleman Hawkins.

Disse musikeres både melodisk inciterende og

rytmisk bårne musik har siden været en af jazzens

væsentligste ingredienser – af mange opfattet som

den ’ægte vare’. I dag taler vi især om ’mainstream’

som det brede bælte af jazz med udgangspunkt i

amerikansk swing og bebop.

I Danmark er Jesper Thilo Mr. Mainstream med sit

saftige tenorsaxspil og sit veloplagte, lejlighedsvis

ømme klarinetspil.

I kølvandet på ham er der fortsat en stor skare

glimrende musikere som Søren Kristiansen, Hugo

Rasmussen, Jesper Lundgaard, Mads Vinding, Alex

Riel, Ole Kock Hansen, Oliver Antunes, Jens Erik Sørensen,

Elith ’Nulle’ Nykjær og Jacob Fischer, som –

selv om flere også spiller mere moderne jazz – dyrker

swing og mainstream.

Til mainstreamjazzen i Danmark hører også legenden

og veteranen, den i dag 97-årige violinist

Svend Asmussen, som indtil for få år siden stadig

kunne høres i ny og næ.

Svend Asmussen var en af swingjazzens pionerer i

Danmark, aktiv allerede i midten af 1930’erne sammen

med andre store personligheder – Leo Mathisen,

Kai Ewans, Kjeld Bonfils, Henry Hagemann,

Harlem Kiddies og Børge Roger-Henrichsen. Sammen

skabte de under den tyske besættelse i 1940’erne,

hvad vi i dag kalder den danske ’guldalderjazz’.

ibyen@pol.dk

Juli

Musikalsk leksikon

Det kan godt være, Charles Lloyd

er født i Memphis, Tennessee,

men han kan lyde som en afrikansk

ørkenstorm. Fra

amerikansk jazz har

saxofonisten, fløjtenisten

og taragotspilleren

opdyrket et uni-

THOMAS

MICHELSEN

Jazzhouse. Jazzens svar på

Det Kongelige Teater

KIM FABER

vers af world jazz. Med

percussionisten Zakir

Hussain på indiske ta-

bla og Eric Harland ved trommesæt og

klaver er denne trio tunet ind på Lloyds

indholdsrige improvisationsmusik fra

albummet ’Sangam’.

Statens Museum for Kunst kl. 21.

Meget kan man sige om spillestedet

i Niels Hemmingsens Gade.

Men kedeligt har det ikke været

at følge med i kampen for at fremtidssikre,

hvad man uden at træde nogen

over tæerne godt kan kalde jazzens

danske nationalscene.

Ved siden af bestræbelserne på at få

økonomien til at hænge sammen har

Jazzhouse de seneste fem år rent bygningsmæssigt

ført en mildt sagt omtumlet

tilværelse. I 2008 åbnede stedet

efter en større renovering, og alt var

godt. Indtil himlens sluser åbnede sig 2.

juli 2011 og oversvømmede Jazzhouse.

For at gøre en lang historie kort medførte

det en gennemgribende ombygning,

og Jazzhouse fremstår i dag som

et topmoderne spillested, der kan fungere

både som intim klub og regulær

koncertsal.

I mange år var det først og fremmest

SINNE EEG

Findes der en bedre måde at indlede

festivalen på end med den velsyngende

jyske vokalist, der, siden

hun for alvor trådte

i karakter som solist

med ’Waiting for

Dawn’, ikke har set sig

tilbage, men stræbt ef-

HENRIK PALLE

ter stjernerne. Hun akkompagneres

af en

trio med Morten Lund

på trommer, Morten Ramsbøl på bas og

Lars Jansson ved tangenterne. Repertoiret

er gammelt og nyt, eget og lånt – og

sikkert også noget moderat blåt.

Sølyst, kl. 19

portræt af et Spillested

kunstnere, der spillede jazz med stort J,

som optrådte i Jazzhouse. Men ansættelsen

af bassisten og komponisten

Lennart Ginman som kunstnerisk leder

i efteråret 2008 blev også indledningen

til en ny tid, hvor grænserne for, hvem

Grænserne for, hvem der

kan stå på Jazzhouses scene,

er blevet brudt ned

der kan stå på Jazzhouses scene, er blevet

brudt ned. Og denne måneds program

demonstrerer meget godt, hvor

rummeligt spillestedet er blevet. Den

ene dag spiller popdronningen Oh

STEEN RASMUSSEN

Pianisten Steen Rasmussen har

gjort det til sin specialitet at mikse

jazz og brasiliansk musik. Med

sine seneste pladeudgivelser,

et særdeles

velspillende band og

det pladeaktuelle, lykkelige

samarbejde

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

Land, den anden dag står crooneren

Curtis Stieger på plakaten, og den tredje

er det New Jungle Orchestras tur med

en hyldestkoncert til den afdøde avantgardemusiker

John Tchicai.

Overskriften for Jazzhouses festivalprogram

er ’21st Century Jazz’. Programmet

spænder fra øjeblikkets bedste

bud på et dansk navn med international

gennemslagskraft, guitaristen

Jakob Bro og hans Nonet, over den polske

stjernetrompetist Tomasz Stanko til

en af New York-scenens markante navne,

saxofonisten Tim Berne. Læg dertil

et så eksotisk navn som Jagwa Music fra

Tanzania og den amerikanske trash

punk/hiphop/whatever-musiker Thundercat,

aka Stephen Bruner, og der er,

om ikke andet, demonstreret, hvor god

plads der er nede i kassen med det 21.

århundredes jazz.

kim.faber@pol.dk

med den brasilianske

sanger og sangskriver

Leo Minax har Steen

Rasmussen Quinteto

rent ud sagt klasse. Mere blidt vuggende,

detaljerig og lækkert iscenesat bossanovajazz

skal man lede længe efter.

Huset KBH kl. 21.

Foto: Jonas Pryner Andersen

Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade 10,

1153 København K.


...

interview Bill frisell

Han danser ikke. Han slås ikke.

Han spiller guitar

Grim avantgardejazz.

Kontrolleret fusion. Hylende

guitarsoli. Gennem 30 år

har Bill Frisell betrådt flere

musikalske stier end de

fleste. Til juli besøger han

København med sit nye

projekt, som fik liv i barske,

forblæste Big Sur.

NIELS CHRISTENSEN

I

2012 bad den traditionsrige Monterey

Jazz Festival guitaristen Bill Frisell

om at komponere et nyt værk,

som skulle uropføres på sidste års festival

i den californiske kystby. Med bestillingen

fulgte et gratis ophold på en

ranch i Big Sur, et barskt, men også meget

smukt naturområde syd for Monterey.

Opholdet resulterede i et værk for

den i jazzsammenhæng ret usædvanlige

besætning guitar, violin, bratsch og

cello, som har fået navn efter Big Sur, og

som er meget inspireret af Frisells ensomme

ophold midt i den vilde natur.

»Jeg havde hverken ur eller telefon

med. Så jeg kunne suge The Big Sur ind

døgnet rundt og lade inspirationen blive

til musik. Jeg synes selv, naturen kan

høres i musikken, men det var nu ikke

noget, jeg havde planlagt; det kom nærmest

af sig selv«, fortæller Bill Frisell i telefonen

fra New York om værket, som

også står i centrum

for hans optræden

Copenhagen

Jazz Festival.

Nu er der, skal

det siges, ikke noget

specielt ved, at

den 62-årige guitarist

rent musikalsk

betræder

nye stier. Det har

altid været normen.

Bill Frisell er

med andre ord ikke

for fastholdere. Hans vej gennem

musikken de seneste 30 år har været alt

andet end forudsigelig og har konstant

været præget af en uudslukkelig tørst

efter at udfordre musikken, lytterne og

ikke mindst sig selv.

Han har været hele turen igennem:

fra opfindsomme klange og beherskede

hyleguitarsoli over bevidst grim, larmende,

knasende og provokerende

avantgarde/undergrunds punkjazz. Fra

kontrolleret, velklingende fusion over

nye soundtracks til Buster Keaton-film

og videre til musik inspireret af fotos af

USA's fattige landarbejdere i midten af

det 20. århundrede.

Sin egen amerikanske musikarv

Men siden midten af halvfemserne har

den lyriske side af Bill Frisell været den

fremherskende. Gennem en række pro-

Alt kommer ud, når jeg spiller.

Jeg er som i en anden verden,

hvor jeg kan alt det, jeg ikke kan

i mit virkelige liv

jekter og cd-udgivelser har han understreget

sin dybe kærlighed til det oprindelige

i sin egen amerikanske musikarv.

Med sit enkle og klangorienterede

spil har han tydeligvis fundet sig til rette

i en genre, som først for nylig har fået

et navn: americana. Musik, som er videreudviklet

fra blues, bluegrass, country

& western, rhytm’n’blues og rock’n’roll.

Bill Frisell beskriver sig selv som nærmest

afhængig af at kunne udtrykke sig

gennem musikken:

»Jeg er grundlæggende et meget genert

menneske. Jeg danser ikke, og jeg

slås ikke. Men alt kommer ud, når jeg

spiller. Jeg er som i en anden verden,

hvor jeg kan alt det, jeg ikke kan i mit

virkelige liv«.

Som musiker og person virker Bill Frisell,

som om han i høj grad hviler i sig

selv og hele tiden har en klar fornemmelse

af, hvor han vil hen med sin musik.

Er han nogensinde i tvivl om, hvad

der nu skal ske?

Han ler.

»Jeg er konstant i tvivl! Jeg føler, at jeg

altid er i en læreproces. Og dog – så længe

jeg er midt i musikken, er jeg aldrig i

tvivl. Jeg spiller en tone, og den sender

mig videre til de utallige yderligere muligheder,

der findes«, siger han. Og tilføjer

så:

»Det er kun, når jeg tænker for meget,

at jeg kan blive forvirret«.

En stor inspirator

Blandt danske instrumentkolleger er

der stor respekt for Bill Frisell og hans

betydning. For guitaristen Jacob Fischer

var det en regulær øreåbner, da

Frisell fik sit gennembrud.

»Han har udvidet

jazzguitarens

klanglige palet

enormt. Og har jo

den dejlige linje

til Jim Hall, hvor

guitarister ikke

nødvendigvis be-

høver spille så

mange toner. Bill

Frisell er en stor

guitarist«, siger Jacob

Fischer.

Den svenskfødte

guitarist Bjarne

Roupé, som har boet og arbejdet i København

siden 1979 og er jævnaldrende

med Bill Frisell, har fulgt amerikaneren,

siden han i begyndelsen af 1980’erne

spillede sammen med den norske

saxofonist Jan Gabarek.

»Jeg lytter stadig til de plader. De er

klassiske i både sound og koncept«, siger

Bjarne Roupé, som er vild med Frisells

»super kontrollerede vibrato, kombineret

med brug af volumepedal og

ekko og hans smukke harmoniske valg

af grundtoner«.

»Bill Frisell har skabt en dybt original

retning, som ofte er kopieret, men aldrig

overgået«, siger den svensk guitarist.

Men Bill Frisell kan inspirere andre

end guitarister. Han har netop været i

studiet med den italienske pianist Stefano

Bollani og de to danskere bassi-

IKON. Ofte kopieret, men aldrig overgået. Sådan beskriver

den svenske guitarist Bjarne Roupé Bill Frisell. PR-foto

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 5

sten Jesper Bodilsen og trommeslageren

Morten Lund. Et møde mellem,

hvad der på forhånd kunne ligne to meget

forskellige retninger: americana og

klassisk europæisk klavertrio. Men det

skulle vise sig, at de to retninger havde

meget at give hinanden.

»En magisk session – intet mindre«,

siger Morten Lund. »Musikken flød

fuldstændig ubesværet. Jeg mærkede

det med det samme; som et spil Tetris,

der går op. Otte ud af ni sange var first

takes, og alle gik rundt og smilede hele

tiden og sagde »Awesome!««.

Bill Frisell var temmelig nervøs op til

indspilningen. Men da først musikken

spillede, forsvandt nervøsiteten. For,

som han udtrykker det:

»Når vi først begynder at spille, er der

ingen, der tænker på, hvor vi kommer

fra. Alt forsvinder ind i musikken. Musikken

binder os sammen«.

I disse år skyder den ene musikalske

knop efter den anden ud fra den stamme,

der, i mangel af bedre, stadig kaldes

jazz. Og der tales meget om, hvorvidt

begrebet har overlevet sig selv. Bill Frisell

har om nogen bidraget med nye,

friske skud på jazzstammen. Hvad kalder

han sin musik? Jazz eller ..?

»Da jeg som ung mand hørte Sonny

Rollins, Thelonious Monk og Miles Davis,

var jeg fuldstændig opslugt og

tænkte: »Wauw – det er stort«. For mig

er jazz ikke kun én ting, én genre. Det er

musik, som indeholder alt. Så jeg kan

ikke definere, hvad min musik lyder

som, eller hvad den kan kaldes. Men jeg

gør mit bedste og det har jeg altid

gjort«.

ibyen@pol.dk

Bill Frisell & The Big Sur Quintet.

Lø. 13. juli kl. 21, Statens Museum for Kunst

Fem must havealbum

med

Bill Frisell

’Marc Johnsen’s Bass Desires’

(1985). Fremragende og behersket

fusion (med Scofield og Erskine).

’Power Tools’ (1987). Larmende, men

også intens og funky firseravantgarde.

’Good Dog, Happy Man’ (2004). Smuk,

smuk instrumental americana.

’East / West’ (2004). Live med trio fra

NYC og San Francisco. Frisell som

enestående improvisator.

’All We Are Saying’ (2011). Betagende

smukke versioner af John Lennons

bedste sange.


...

6 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

interview Selvhenter

STØJROCK, DRONE

Selvhenter vækker genklang

hos både rockavantgardister,

jazzfolk og dem,

der foretrækker moderne

kompositionsmusik.

Et musikalsk bagholdsangreb«.

»En rejse ind i kaos«.

»Aparte«.

Det er nogle af de vendinger og ord,

danske musikanmeldere har brugt om

Selvhenter. Et fem kvinder stort band,

der bevæger sig i

krydsfeltet mellem

støjrock, drone og freejazz

og som bliver

booket til både rock-,

BIRGITTE

KJÆR

jazz- og kunstfestivaler.

Et band, der sætter

strøm til trombonen,

lader stortrommerne slå over i heavy

metal-beats og får violinen til at lyde

som en syret Sonic Youth-guitar. Et

band, der dyrker spændingen mellem

stram styring og improviseret kaos.

»I Danmark er vi i en smal kategori.

Det kunne vi mærke efter koncerten på

Roskilde Festival, da en skrev, at der var

»for lidt mening med galskaben««, siger

trombonist Maria Bertel.

»Vi har ikke oplevet noget lignende

andre steder«, tilføjer trommeslager

Anja Jacobsen.

Selvhenter lader sig interviewe via

Skype før endnu en optræden uden for

landets grænser. I løbet af foråret har

bandet optrådt i blandt andet Holland,

Tyskland, Belgien og England, og nu de

nået til festivalen Serralves Em Festa i

Porto. Tre af de unge kvinder sidder ved

skærmen, i baggrunden sidder en fjerde

med sin baby på armen, mens saxofonisten,

Sonja LaBianca, er fraværende.

Anja Jacobsen forklarer, at det med

internetæraen er blevet nemmere at nå

et internationalt publikum, så bandet

bliver booket til både rock-, jazz- og

kunstfestivaler.

»Vi har en masse udenlandske job og

får både rejse, løn og et godt hotel. Jeg

klager ikke. Man kan godt tjene penge

på avantgarde. Vi er ikke smalle. Selvhenters

musik er ret bred«, fastslår Maria

Bertel.

Bandet opstod i 2007 som en trio

med violin, saxofon og trombone, og

først sidenhen kom de to trommeslagere

til. Udgangspunktet var at arbejde

med instrumenternes begrænsninger,

at sætte forstærkere og pedaler til og på

den vis vride lydbilledet og gøre det ka-

Selvhenter

Sonja LaBianca (saxofon), Maria

Bertel (trombone), Maria Diekmann

(violin), Jaleh Negari (trommer)

og Anja Jacobsen (trommer).

De fem medlemmer kommer alle

fra den eksperimenterende scene

og spiller blandt andet med i band

som Pinkunoizu, Havens Fugle,

Chimes & Bells, Gud Er Kvinde,

Valby Vokalgruppe, Kirsten Ketsjer

og Choir Of Young Believers.

Selvhenter har udgivet albummet

’Miss B. Fricka’, der er produceret

af Peter Peter (tidl. Sods, Sort Sol)

på deres eget selskab Eget Værelse.

FEM KVINDER.

Trombonist Maria

Bertel blæser

igennem til

koncert. Øverst i

sort-hvid ses Jaleh

Negari og Anja

Jacobsen på

trommer.

Nedenunder ses

violinist Maria

Diekmann til højre.

Yderst til højre er

det Sonja LaBianca

på saxofon.

Nej, man

kan ikke

spille forkert!

Foto: Hasan Jensen

otisk og fyldigt. De fem medlemmer

har forskellige indgange til musikken –

trombonisten har papirer fra Det Rytmiske

Musikkonservatorium, hvor den

ene trommeslager snart skal begynde,

violinisten har gået på Kunstakademiet,

og den anden trommeslager og saxofonisten

er autodidakte – men de har

alle kendt hinanden i mange år via et

spind af musikalske konstellationer. På

nær to, der kender hinanden fra

capoeiratræning.

Fælles for dem er, at de alle har en nysgerrig

og eksperimenterende tilgang

til musikken, samtidig med at udtrykket

er fyldt med løssluppen energi.

Og for publikum må en Selvhenterkoncert

gerne være en mystificerende

oplevelse, supplerer Anja Jacobsen:

»Tingene skal ikke være for udpenslede.

Der må gerne være modstridende

elementer, så intentionen med musikken

ikke er for tydelig. Vi dyrker spændingen

mellem elementerne«.

»Ja, det skal ikke være for entydigt. Vi

vil gerne skabe et rum, hvor lytteren

selv må tyde, hvad der sker«, tilføjer

trommeslager Jaleh Negari.

Tidligere havde bandmedlemmerne


...

OG FREEJAZZ

god tid til at mødes i øvelokalet ved

Mayhem i Nordvest og improvisere frit,

til noget interessant opstod. I dag arbejder

de mere struktureret – ikke mindst

efter én af dem er flyttet til Berlin, og

det er sjældnere, at de mødes.

»Det er tit noget med, at én præsenterer

en idé. For eksempel tonerne fra en

gong. Så oversætter vi dem til de andre

instrumenter, så det skaber en spændende

tonalitet, og spiller derudfra.

Men ingen kan bestemme, hvad de andre

skal præstere«, siger Jaleh Negari.

Så man kan ikke spille forkert?

»Nej, man kan ikke spille forkert!«,

svarer bandet i kor og griner.

Den favnende holdning skal ikke forveksles

med slaphed eller tilfældighed.

I Selvhenter tager man musikken seriøst.

»Vi fusionerer temperamentet med

en lang række forskellige inspirationskilder.

Vi arbejder inden for en minimalistisk

ramme og med det repetitive«,

lyder det fra Anja Jacobsen.

Det lyder, som om det kræver en fokuseret

indsats at udtrykke kaos?

Fredag 21. juni 2013 JAZZGUIDE POLITIKEN 7

»Nærmere end vores udtryk er bevidst,

tror jeg, det er resultatet af os, der

mødes og udforsker, hvad vi kan musikalsk«,

sige Maria Bertel.

birgitte.kjaer@pol.dk

Selvhenter optræder til

komponistforeningen Skræps 25-års jubilæum

i Koncertkirken på Blågårds Plads 11. juli kl. 19

Selvhenter: Der er meget få kvindelige instrumentalister

BIRGITTE KJÆR

Efter at have talt sammen i en halv

times tid virker det »kunstigt, at

vi ikke runder det oplagte

spørgsmål om« …, begynder undertegnede,

og bandet fuldfører i kor: »... om

det har betydning, at vi er kvinder?«.

Der grines.

Spørgsmålet synes pinligt oplagt og

»fuldstændig ligegyldigt«, lyder det

korte svar fra én.

»Nej, jeg har det fint med spørgsmålet.

Når vi er i øveren, er der ingen, der

tænker på det, men når vi giver koncert

eller udgiver, er det anderledes. Det er

først i mødet med omverdenen, det bliver

et tema«, siger trommeslageren Anja

Jacobsen.

»Altså, vi har ikke et bevidst projekt,

men der er meget få kvindelige instrumentalister,

så det er vigtigt at vise, at vi

kan. At vi er rollemodeller«.

»Det er rart at kunne vise, at kvinders

energi kan være heftig«, tilføjer Jaleh

Foto: Søren Rye, Jazzhouse.dk

Foto: Søren Rye, Jazzhouse.dk Foto: Hasan Jensen

Negari og fortsætter:

»Den gængse opfattelse af det kvindelige/det

mandlige er stereotyp. Det feminine/maskuline

findes i begge køn.

Her er der et clash mellem min opfattelse

og resten af verdens opfattelse«.

»Ja, det er problematisk med den opdeling.

Den er konstrueret. Hovedsagen

er musikken«, siger Anja Jacobsen.

»For eksempel er violinen et flødeskumsinstrument

i rockmusikken, og

da jeg mødte de andre, oplevede jeg at

kunne lægge den violinrolle bag mig

og spille det lækreste overhovedet. Det

er skidesjovt«, siger Maria Dickmann.

Betyder jeres køn noget i en koncertsituation?

»Det tilfører noget positivt, for man

bliver altid glad for at se noget, man ikke

ser så tit«, siger Anja Jacobsen – og

slutter:

»Men det er ikke kun, fordi vi er kvinder,

at vi får positiv respons. Der er meget

koncentration i bandet. Vi spiller

med fokus og spilleglæde«.

birgitte.kjaer@pol.dk


...

8 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

POlitikens anmeldere anbefaler

DR BIG BAND

6.

Bebop

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Beboppen kaldes den revolutionerende jazzstil,

der udviklede sig i jazzmiljøet i New York

i midten af 1940’erne.

Beboppen blev anført af pionerer som trompetisten

Dizzy Gillespie, altsaxofonisten Charlie Parker,

trommeslageren Max Roach og pianisterne Bud Powell

og Thelonious Monk.

Musikken signalerede en ny, stærk selvbevidsthed

og moderne storbyidentitet. Det kom til udtryk i de

hvirvlende temaer, hidtil uhørt komplekse (og

mange) akkorder, en friere måde at spille sammen

på og et nyt teknisk mesterskab på instrumenterne.

Intet var det samme efter beboppen, som flåede

jazzmiljøerne over på midten i dem, der var for, og

dem, der var imod.

Også i Danmark var beboppen en stærk inspirationskilde

for den musikergeneration, som bragte

jazzen videre igennem 1950’erne, heriblandt Max

Brüel, Jørgen Ryg, Atli Bjørn, Bent Axen, Erik Moseholm

og Bent Jædig – også selv om det i højere grad

var beboppens aflægger, cooljazzen, som de var inspireret

af.

Beboppen har været grundlag for senere stilformer

som hardboppen, der i 1950’erne og 60’erne

blev bannerført af pladeselskabet Blue Note, og neoboppen

eller ’nykonservatismen’, der i 1980’erne fik

unge musikere til at genopdage de akustiske jazzdyder

efter et årti domineret af elektrisk jazzrock.

Aktive danske musikere med bop i blodårerne er

f.eks. Henrik Bolberg, Søren Kristiansen, Bob Rockwell,

Niels Lan Doky, Søren Lee og Benjamin Koppel.

ibyen@pol.dk

Juli

Pianisten, arrangøren, komponisten

og orkesterlederen Gil

Evans ville være fyldt 100 sidste

år, og DR’s bigband er

stadig i gang med at

fejre ham. Det er ikke

for meget. Fra Miles

Davis-albummet

THOMAS

MICHELSEN

KIM FABER

’Birth of the Cool’ og

fremad via bl.a. ’Sketches

of Spain’ betød

Gil Evans en subtil, klassisk inspireret

revolution for den måde, kammer- og

orkesterjazz kan lyde på. Det bliver en

fest at høre DR BigBand fortolke ham.

Den Sorte Diamant kl. 20.

Valby Summer Jazz.

Fra korsang til hardbop

Siden begyndelsen i 2010 har Valby

Summer Jazz vokset sig større

og større og er nu ikke længere

begrænset til at foregå i Prøvehallen i

Valby. Sidste år blev Betty Nansen Teatret

på Frederiksberg indrulleret og lagde

scene til koncerter med henholdsvis

saxikonet Lee Konitz og trommeslageren

Brian Blades Fellowship Band –

sidstnævnte blev af mange fremhævet

blandt 2012-festivalens højdepunkter.

I år er Summer Jazz’ koncerter ligeligt

fordelt mellem de to spillesteder. Det

overordnede tema er bigband og kor.

Saxofonisten Benjamin Koppel, der er

manden bag festivalen, har blandet

kortene, så en stribe danske og internationale

topnavne møder hinanden i

helt nye konstellationer. Flere af musikerne

har dog været faste gæster siden

Valbyfestivalens begyndelse, blandt andre

de to amerikanere, pianisten Kenny

JAN KASPERSEN

Pianisten Jan Kaspersen har siden

slutningen af 1960’erne været en

givende institution i det musikalske

miljø. Han har

gjort sig gældende i

adskillige konstellationer,

fra solo til bigband.

HENRIK PALLE

Men denne jazzfestival

giver lejlighed til at

opleve ham som leder

af sin originale kvintet, det vil sige med

Anders Bergcranz på trompet, Peter

Danstrup bas, Ole Rømer trommer og

Bob Rockwell på tenorsax.

JazzCup kl. 14.30.

Musikalsk leksikon portræt af et Spillested

Werner og bassisten Scott Colley, ligesom

også saxofonisten David Sanchez

har været med tidligere i Valby.

Benjamin Koppels lyst til at lege med

genrerne kommer især til udtryk i to

koncerter, hvor først koret Ars Nova

Der er også plads til helt

straight forward hardbop,

som vor mor hadede den

Copenhagen lørdag 6. juli optræder

sammen med to gange far og søn, Benjamin

og Anders Koppel, samt den amerikanske

trommeslager Jonathan Blake

og dennes far, violinisten John Blake jr.,

CASSANDRA WILSON

Hendes køligt sensuelle og mørkt

kafferistede stemme har forførende

kvaliteter, og orkestret

omkring hende er

som en simrende gryde

fra Mississippi-deltaet,

kogt sammen på

gode råvarer af jazz,

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

suppleret med Morten Ramsbøl på bas.

Og en uge senere, 13. juli, mødes Tritonus

Koret med percussionisten Marilyn

Mazur, saxofonisten Hans Ulrik, bassisten

Klaus Hovmand og pianisten Makiko

Hirabayashi. Det må også siges at være

noget af et miks, når den klassiske

pianist Katrine Gislinge fredag 12. juli

optræder sammen med Benjamin Koppel

og DJ Noize. Og når pianisten Jacob

Anderskov i anden halvdel af dobbeltkoncerten

spiller sammen med en strygertrio

og en percussionist.

Men der er også plads til helt straight

forward hardbop, som vor mor hadede

den, når The Cookers med blandt andre

trompetisten Eddie Henderson og

trommeslageren Billy Hart fyrer den af

ved to koncerter 8. juli.

kim.faber@pol.dk

blues og nyere amerikansk

populærmusik.

Cassandra Wilson har

fornyet vokaljazzen

ved at gribe tilbage til dens rødder. Hun

er en sjælden gæst på disse breddegrader,

men nu er muligheden der.

Det Kgl. Teater, Gamle Scene kl. 20.

Foto: Per Folkver

Prøvehallen,

Porcelænstorvet 4, 2500 Valby.

Betty Nansen Teatret,

Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg.


...

POlitikens anmeldere anbefaler

MARILYN MAZUR

7.

HENRIK PALLE

Cool Jazz

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Cooljazzen kan ses som en afdæmpet og

klangligt raffineret tradition i jazzen.

Denne tilgang til musikken kan spores tilbage

til pionerer som trompetisten Bix Beiderbecke

i 1920’erne og saxofonisten Lester Young i 30’erne.

Men en egentlig cool-stil opstod med afsæt i og som

reaktion imod den højspændte bebop i slutningen

af 1940’erne.

Et hovedværk er pladen ’Birth of The Cool’ (1949)

med trompetisten Miles Davis som hovedsolist i et

nimandsorkester med vigtige musikere som Lee Konitz,

Gerry Mulligan og John Lewis.

Cooljazzen blev især populær på den amerikanske

vestkyst (deraf betegnelsen ’west coast jazz’).

Andre navne inden for stilen er Lennie Tristano,

Chet Baker, Jim Hall og Stan Getz.

Flere af 1950’ernes toneangivende danske og

svenske musikere var inspirerede af cool-skolen,

heriblandt Lasse Gullin, Arne Domnerus, Max Brüel

og Jørgen Ryg.

En slags videreførelse af cooljazzen kan følges hos

pianisten Bill Evans i 1960’erne og op i vores tid med

det tyske pladeselskab ECM’s nytænkende udgivelser

fra 1970’erne og frem, hvor det afdæmpede og

europæisk prægede blev et dominerende ideal i

musik af Gary Burton, Chick Corea, Paul Bley og

Ralph Towner.

Nutidige danske musikere, som har cool-træk i

deres spil, er for eksempel Christina von Bülow, Jens

Søndergaard, Flemming Agerskov og Jakob Bro.

ibyen@pol.dk

Juli

Et helt særligt forunderligt rytmisk

væsen er amerikanskfødte

Marilyn Mazur, som i midten af

1980’erne pludselig

fik verdensberømmelse

som medlem af

Miles Davis’ orkester.

Hendes musik er

KIM FABER

spirituel, men aldrig

på den fesne måde, og

når hun er sammen

med Josephine Cronholm plus guitarmanden

Krister Jonsson, går det hele

ganske sikkert op.

Skt. Jakobs Kirke kl. 16.

Siden 2000 har Huset-KBH – som

tidligere hed Huset i Magstræde –

været en vigtig del af Copenhagen

Jazz Festival. Og med bred margen

spillestedet med de fleste arrangementer

per festival. Således bliver der i år afholdt

tæt på 100 koncerter i Huset, og

det tal kan ingen andre matche.

Og så er det selvfølgelig lidt snyd, det

med de mange koncerter på et enkelt

spillested. Fordi Huset under jazzfestivalen

faktisk rummer fire forskellige

scener: Gårdscenen, Husets Café, Planeten

samt Paradise Jazz & ToneArt.

Musikken spiller om ikke i døgndrift

i Huset så dog en betragtelig del af døgnets

timer. De fleste dage begynder løjerne

kl. 13 med en koncert på Gårdscenen,

som hovedsagelig er reserveret

dansk jazz’ vækstlag. Og så kører det ellers

derudad helt frem til på den anden

side af midnat. Og man kan roligt sige,

SCHNEEWEISS

UND ROSENROT

Bag de tyske eventyrnavne gemmer

sig en indiepræget vokalgruppe

fra Berlin med sangerinderne

og tangentspillerne

Johanna Borchert

og Lucia Cadotsch

i front. Ærlig,

nutidig vokal- og orke-

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

stermusik af den slags,

som aldrig ville få air

play i de kommercielle

radiokanalers pave-

dømme. Samme aften kan også den

drevne trommeslager Emil De Waal høres

sammen med Spejderrobot.

Karens Minde Kulturhus kl. 19.

Musikalsk leksikon portræt af et Spillested

at der er noget for enhver smag på Husets

program. Planeten, som tidligere

rummede Husets Teater, har i år afrikansk

tema og præsenterer blandt andre

den mozambiqiske multimusiker

Deodato Siquir og gruppen Api Pipo

med den fænomenalt dygtige guitarist

Alain Apaloo fra Togo i front.

Men der bliver også spillet meget andet

end afrikansk musik på Planeten

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 9

Huset-KBH. Med plads til

vækstlag, Afrika og bigband

Musikken spiller om ikke i

døgndrift i Huset så dog en

betragtelig del af døgnets timer

GEORGE GARZONE

Det er en tradition, at de spiller på

den lille café på Frederiksberg,

den danske pianist Rasmus

Ehlers og den amerikanskemestersaxofonist

og Coltranediscipel

George Garzone.

Man får sig en fadøl

THOMAS

MICHELSEN

under festivalen. Blandt andet lægger

Loco Days vejen forbi 12. og 13. juli, og 7.

juli indtager Palle Mikkelborg, Helen

Davis og Ayi Solomon scenen oppe under

Husets tag.

Husets Café præsenterer en bred buket

af kendte danske navne: Jesper Thilo,

Jacob Fischer, Jacob Anderskov og

Kresten Osgood m.fl. Det samme gør

Paradise Jazz & ToneArt. Mandag er det –

selvfølgelig – Niels Jørgen Steens Monday

Night Big Band forstærket med sangeren

Bobo Moreno, der spiller op. Og

dagen efter gælder det et andet (knap

så) stort orkester, nemlig Ernie Wilkins

Almost Big Band med sangerinden

Veronica Mortensen ved mikrofonen.

Pianisten Thomas Clausen og saxofonisterne

Emil Hess og Simon Spang-Hanssen

er andre stærke navne på Paradise

Jazz’ festivalprogram.

kim.faber@pol.dk

imens, men musikken

man hører, er luksus.

Som var man på en lil-

le klub i New York. Det er som sædvanlig

de herrer Jonas Westergaard på bas

og Jakob Høyer ved trommerne.

Bartof Café kl. 21.

Huset-KBH,

Rådhusstræde 13, 1466 København K.

PR-foto


...

10 POLITIKEN JAZZGUIDE Fredag 21. juni 2013

tendens opbrud

PR-foto

Jazzbegrebet er en spændetrøje

Publikum forbinder ’jazz’ med fadøl og gamle mænd

i islandske sweatere, og ordet er en kommerciel party

killer. Imens bevæger musikerne sig ud i stadig flere

genremæssige gråzoner, mens de drømmer om fuldstændig

kunstnerisk frihed.

JAKOB DYBRO JOHANSEN

Jazzen er et museum af kedelige

Oscar Peterson-kopister. Musikken

har ikke rykket sig siden

midten af forrige århundrede. Og de

eneste, der kan lide den, er gamle

mænd, der går med stråhat og ryger pibe.

Sådan lyder nogle af fordommene

om jazz. Og de er så udbredte, at mange

’jazzmusikere’ i dag faktisk helst vil være

fri for at blive kaldt ’jazzmusikere’.

»I mine ører er jazz en meget begrænsende

genrebetegnelse. Der er så mange

subgenrer og musiske grene, som

det ene ord skal rumme, og det kan det

slet ikke holde til. Det kan ikke rumme

alt det, der foregår i musikken«, siger

Stefan Pasborg, trommeslager i blandt

andet Ibrahim Electric og Odessa 5.

Som dreng var han Elvisfan, i 80’erne

dyrkede han heavy metal, og i dag elsker

han Jimi Hendrix og The Beatles.

Men selv om alle de referencer har formet

hans spil, bliver han stadig set som

jazzmusiker. Og det irriterer ham.

»Jeg snakkede med Laust Sonne om

det for nogle uger siden. Han føler, han

er meget mere end en rocktrommeslager,

men det er det, folk tænker ham

som, fordi de kender ham fra D-A-D. På

samme måde bliver jeg opfattet som

jazztrommeslager, fordi jeg i Køben-

havn spiller mest på Jazzhouse. Men

når jeg for eksempel spiller med Ibrahim

Electric på jazzfestivaler rundt omkring

i verden, er vores musik meget

ujazzet«, siger Stefan Pasborg.

Hans slagtøjskollega Emil de Waal

har det også svært med at blive sat i bås

som ’jazzmusiker’. Han spiller både traditionel

jazz med klarinetlegenden

Elith ’Nulle’ Nykjær Jørgensen, elektronisk

musik med Spejderrobot og singer-songwriter

med Randi Laubæk.

»Jeg er jazzmusiker, i den forstand at

mit udgangspunkt er improviseret musik.

Men den attitude kan man lige så

godt have i forhold til et rockbeat, et

punkbeat eller noget elektronisk«, siger

Emil de Waal.

Han bevæger sig hele tiden mellem

forskellige stilarter og har gennem karrieren

fået mange forskellige ord klistret

på sig.

»Da jeg startede som professionel i

1987, blev min musik kaldt for fusionsjazz.

Så blev jeg rocktrommeslager, og

nu er jeg åbenbart jazzmusiker igen. Så

folk må kalde mig, hvad de vil. Jeg er ligeglad.

Jeg vil bare gerne være musiker«.

Jazzfobi

I praksis kan jazzstemplet være en

ulempe, hvis man drømmer om et større

publikum. Det oplevede bassisten

Nicolai Munch-Hansen, da han i 2011

udgav albummet ’Memories of Days

Gone By’ sammen med Kira Skov. Det

udkom på Stunt Records, der har en

jazzet profil.

»Og fordi musikken var kategoriseret

som jazz, var det umuligt at få den med

på en playliste i Danmarks Radio. Den

kunne kun komme på P8 (DR’s jazzkanal,

red.), selv om pladen både havde

jazzede og ujazzede numre«, fortæller

Nicolai Munch-Hansen.

Selv er han glad for jazzbegrebet, som

han forbinder med mange af sine store

forbilleder. Men samtidig genkender

han sagtens billedet af det tilrøgede

værtshus med stråhattene og de islandske

sweatere. Hvilket delvis er jazzmiljøets

egen skyld, mener han.

»Jeg synes, jazzmusikere kopierer de

gamle ting for meget. Jazzstandarder,

hvor alle skal spille solo i fem minutter,

og musik, der var frisk for halvtreds år

siden. Det bliver kedeligt«.

Det er Stefan Pasborg enig i. Han synes,

der går for meget gamle dage i jazzen.

»Der findes stadig en del spillesteder i

verden, hvor man først og fremmest

trækker på den museumsagtige del af

jazzen, for eksempel når de laver hyldestkoncerter

til afdøde musikere. Det

bliver stedet, hvor man kan komme ind

og høre 'rigtig' jazzmusik, sådan som

det lød i 50’erne og 60'erne«, siger Stefan

Pasborg.

Med Ibrahim Electric har han set,

hvordan antallet af streamings, downloads

og cd-salg falder, så snart musikken

bliver markedsført som jazz. Til

gengæld sker det ofte, at folk kommer

hen efter en koncert og siger, »vi troede

ikke, vi kunne lide jazz – det kan vi nu«,

fortæller han.

»Så jeg tror, ordet jazz skræmmer rigtig

mange væk. De færreste under 25 år

ville overveje at tage til 'Jazz i Odense',

I mine ører

er jazz en

meget begrænsendegenrebetegnelse.

Der er så

mange

subgenrer

og musiske

grene, som

det ene ord

skal rumme,

og det kan

det slet ikke

holde til

Stefan

Pasborg

men hvis man siger ’ny musik med

Ibrahim Electric – kom og tjek det ud',

er der flere, der bliver interesserede«.

Opgør med fordomme

På Rytmisk Musikkonservatorium i København

nikker rektor Henrik Sveidahl

genkendende til historien om, at mange

yngre musikere har det svært med

jazzbegrebet.

»Mange af vores studerende har en

udviklingsorienteret tilgang. Derfor

kan det for dem føles beklemt at få en

jazzetiket sat på deres musik«, siger

Henrik Sveidahl.

Han understreger, at konservatoriet

arbejder med jazzen som en åben udtryksform,

der udvikler sig i mødet

med andre genrer.

»Vores opgave er ikke at være kulturbevarende.

Vi opdrager ikke folk til at

spille musik fra gamle dage. Vi er en uddannelsesinstitution,

der skaber musik

til nutiden og fremtiden, men på baggrund

af en dyb forståelse af vores musikarv«,

siger Henrik Sveidahl.

I genreorganisationen for jazz, Jazz-

Danmark, mener sekretariatsleder Lars

Winther, at musikernes problem med

jazzbegrebet starter hos publikum.

»Jeg tror, at det, musikerne kan føle

sig klemt af, er publikums fordomme.

At unge måske tænker, at jazz kun er for

de gamle, eller at folk tror, det kræver

en doktorgrad at høre jazz. Det er en

central opgave for os at gøre op med de

fordomme«, siger Lars Winther.

Han fortæller, at JazzDanmark blandt

andet har lanceret en jazz-app og arrangeret

koncerter på skoler og gymnasier,

og at responsen har været god.

»Så jeg oplever, at når vi kommer ud

og møder unge mennesker, er der stor

rummelighed og interesse for jazzen«.

ibyen@pol.dk


...

INDIE

Carsten Dahl: Jazz er bare

en gren på et træ

Genrebegreber som jazz får

os til at glemme at lytte åbent

og nysgerrigt til musikken,

mener pianist og musikprofessor

Carsten Dahl.

JAKOB DYBRO JOHANSEN

Som professor arbejder jeg med

mennesker, ikke med begreber.

Jeg spørger den studerende:

»Hvad kan du? Overbevis mig om, at dit

kunstværk er noget særligt!«. Om det er

bebop, laptop med fire tubaer eller heavy

metal er lige meget, bare jeg oplever

musikken som noget, der er større end

os og de ord, vi kan putte på den«.

Sådan siger Carsten Dahl, pianist og

professor i rytmisk samtidsmusik på

Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Det handler om at åbne for

nye, spændende udtryk, mens det at vide,

præcis hvilke ord man skal sætte på,

er mindre vigtigt. Ja, faktisk er ordene

et problem. For selv om Carsten Dahl

selv brugte årevis på at afkode jazzkoryfæer

som Herbie Hancock og Keith Jarrett

for at lære musiktraditionerne til

bunds, tror han grundlæggende ikke

på, at musik kan indfanges med sprog.

Tværtimod lukker vi med genrebegreber

som ’jazz’, ’rock’, ’postbop’ og ’indie’

os selv inde i en slags selvskabt sproglig

Fredag 21. juni 2013 JAZZGUIDE POLITIKEN 11

Cool

Avantgarde/Experimental

World Fusion

Swing & Mainstream

Souljazz/Funk

Hardbop/Modern

Elektronisk

Bebop

osteklokke. Og dermed afskærer vi os

fra det overrumplende og udefinerbare,

mener Carsten Dahl.

Selv er han stadig kendt som ’jazzgeni’,

selv om DR SymfoniOrkestret, Københavns

Drengekor og DR Vokal-

Ensemblet i februar opførte hans halv

time lange ’The Fifth Dimension’, et

værk tilegnet komponisten Per Nørgård.

»De begreber, folk sætter på musikken,

handler om tryghed. At man føler,

man allerede kender kunsten, ligesom

man kender en pakke Lurpak smør.

Men ved mine koncerter er den tryghed

væk. Så jeg oplever tit, at folk går i

vrede og siger, »spil noget jazz, for helvede!«.

Selv om jeg aldrig har bedt om

at blive kaldt jazzmusiker«, siger Carsten

Dahl, der drømmer om en verden

helt uden genrebegreber:

»Hvis nogen spurgte efter en koncert,

hvilken musik jeg havde hørt, håber

jeg, jeg ville svare: Det ved jeg ikke. Det

åbnede en masse rum i mig og gjorde

mig nysgerrig. Men jeg kan ikke sige,

hvad det var«.

Han er med på, at vi som mennesker

har behov for at sætte ord på vores oplevelser.

Men det ærgrer ham, når ordene

får os til at lukke ørerne i.

»I virkeligheden er det jo bare musik.

Hvor jazz er en gren på et træ, ligesom

rock, pop og hinduistisk folkemusik er

det. Og det, der optager mig, er: Hvordan

lyder rødderne på det træ?«.

ibyen@pol.dk

26 TOP JAZZ KONCERTER

BL.A.

JOE LOVANO &

BENJAMIN KOPPEL

MEZZO SAX MEETING

FREDERIKSBERGSCENEN:

BETTY NANSEN TEATRET

LØRDAG D. 6. JULI KL. 18.00 & 20.30

ARS NOVA COPENHAGEN

KOPPEL / KOPPEL / BLAKE / BLAKE

MANDAG DEN 8. JULI KL. 19.30

MARKUS STOCKHAUSEN / KENNY WERNER

ANDERS KOPPEL / BENJAMIN KOPPEL

AUDUN KLEIVE

TIRSDAG D. 9. JULI KL. 18.00 & 20.30

JOE LOVANO & BENJAMIN KOPPEL

MEZZO SAX MEETING

ONSDAG D. 10. JULI KL. 19.30

DOUBLE CONCERT:

1: KATRINE GISLINGE

BENJAMIN KOPPEL / DJ NOIZE

2: JACOB ANDERSKOV’S STRINGS,

PERCUSSION & PIANO

FREDAG D. 12. JULI KL. 18.00 & 20.30

BO STANLEY PRÆSENTERER:

ERANN DD / MARIA MONTELL

BOBO MORENO / MARIE CARMEN KOPPEL

LØRDAG D. 13. JULI KL. 19.30

MARILYN MAZUR / HANS ULRIK

HIRABAYASHI / HOVMAN

TRITONUS KORET – EKSISTENS

BETTY NANSEN TEATRET

Frederiksberg Allé 57

1820 Frederiksberg C

VALBYSCENEN:

PRØVEHALLEN

LØRDAG D. 6. JULI KL. 18.00 & 20.30

TIGER PRÆSENTERER: KLEZMOFOBIA

SØNDAG D. 7. JULI KL. 11.00

ANDERS KOPPEL & KENNY WERNER DUO

BRUNCH CONCERT

SØNDAG D. 7. JULI KL. 18.00 & 20.30

SCOTT COLLEY QUINTET FEAT.

DAVID SANCHEZ & KENNY WERNER

MANDAG DEN 8. JULI KL. 18.00 & 20.30

THE COOKERS:

BILLY HARPER, EDDIE HENDERSON,

DAVID WEISS, GEORGE CABLES,

CECIL MCBEE, BILLY HART

TORSDAG D. 11. JULI KL. 18.00 & 20.30

OLE KOCK HANSEN’S A VERY BIG BAND FEAT.

MARIE CARMEN KOPPEL,

BENJAMIN KOPPEL & ALEX RIEL

FREDAG D. 12. JULI KL. 19.30

THE BIGBAND AND THE VOCALS FEAT.

KATRINE MADSEN & TUPAC MANTILLA

PRØVEHALLEN

Porcelænstorvet 4

2500 Valby


...

12 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

baggrund jazz og narko

All that dope

Jazzhistoriens køkkenhave

har altid været fyldt med

sjove urter. Mange berømte

jazzlunger, næser og blodårer

har åbnet sig for stofferne.

Det er en historie om både

store drømme og nedture.

HENRIK PALLE

Allerede inden jazzen blev født i

en ufrugtbar køkkenhave i New

Orleans, brugte kreative mennesker

stoffer til at befri fantasien, dulme

nerverne eller tage sig en ferie fra den

påtrængende og lejlighedsvis alt for

grå realitet.

De engelske romantiske digtere nøjedes

ikke med portvin og mandelkager

til festlige lejligheder. For at hente styrke

til langdigtet om ’The Ancient Mariner’

– det som Carl Barks parafraserer i

den historie, hvor Anders And føler

skæbnen true, thi med sin pil og bue,

han skød en albatros – fyrede han op

under bevidstheden med opium, og

den franske supersymbolist Charles

Baudelaire gik ej af vejen for en god pibe

stærk tobak, når der skulle søges i

det ukendte for at finde det ny.

Så da de første generationer af jazzmusikere

i New Orleans kom i den rette

stemning med en joint eller to, fortsatte

de sådan set bare en lang tradition.

Problemerne opstod, da man i begyndelsen

af det tyvende århundrede gradvist

vedtog en række love, som begrænsede

og forbød euforiserende stoffer.

Herunder diverse former for røgvarer

fra cannabis sativa, en fiberholdig

vækst af natskyggefamilien, hvis stængler

i mange civilisationer har været anvendt

til fremstilling af reb og klæde,

og hvis topskud og harpiks i mindst lige

så mange tilfælde er blevet puttet i

piben og røget af rekreative eller religiøse

årsager.

Opiumvalmuen frøkapsel

Jazzens vel nok mest kendte solist overhovedet,

Louis Armstrong, sagde engang,

da han blev spurgt, om han havde

stofproblemer: »Ja, problemet er

strisserne«. Satchmo røg livet igennem

dagligt den fede for bedre at kunne hol-

5.–14. JULI 2013

05/07 21:00

JAKOB BRO TENTET FEAT. PETER LAUGESEN (DK/US)

Jakob Bro (g), Peter Laugesen (ord) Chris Speed (tenor), Jesper Zeuthen (alt sax), Andrew D’Angelo (alt sax),

Thomas Morgan (b), Nikolaj Torp Larsen (keys), Nicolai Munch-Hansen (b), AC (b), Kresten Osgood (dr) og Jakob Høyer (dr)

06/07 21:00

TOMASZ STANKO NEW YORK QUARTET (PL/US)

Tomasz Stanko (tp), David Virelles (p), Thomas Morgan (b) og Gerald Cleaver (dr)

07/07 21:00

SØREN KJÆRGAARD / THOMAS MORGAN /

ANDREW CYRILLE /ANDREW D’ANGELO /

MARIA LAURETTE-FRIIS (DK/US)

Søren Kjærgaard (klaver / kompositioner), Thomas Morgan (b),

Andrew Cyrille (dr), Andrew D’Angelo (altsax), Maria Laurette-Friis (vokal)

08/07 21:00

MOLVÆR / AARSET / MAZUR / BANG

”SPIRIT CAVE” (NO/DK)

Nils Petter Molvær (tp), Eivind Aarset (g), Marilyn Mazur (perc), Jan Bang (machines)

09/07 21:00

PAUL JACKSON TRIO (US)

Paul Jackson (b), Xantonè Blacq (keys), Tony Match (dr)

NIELS HEMMINGSENS GADE 10 · 1153 KBH K · TLF. 33 15 47 00 · INFO: JAZZHOUSE.DK

de det hele ud – i særdeleshed den skinbarlige

racisme, selv han var udsat for.

I sin erindringsbog ’Min aske til de

sorte’ fortæller den hvide klarinettist

Mezz Mezzrow om udbredt stofbrug

blandt jazzmusikere, og han selv er mere

kendt for at være marihuana-pusher

for Armstrong end for sin musik. Cannabis

var imidlertid ikke det eneste

stof, også det mere potente og vanedannende

opium blev der konsumeret en

del af. Mange af jazzens tidlige udøvere

var såkaldte ’hopheads’, hvilket intet

har med hverken ur-rap eller meget

humlede ølsorter at gøre, men refererer

til opiumvalmuens frøkapsel, hvorfra

den mælkeagtige substans, der i tørret

form er råopium, udvindes.

Dope og jazz

Ægteskabet mellem dope og jazz kom

imidlertid først for alvor i stand, da bebopmusikken

fra midten af 1940’erne

væltede den affable swing af banen

med sit hæsblæsende tempo og sit

brud på traditionelle akkordskemaer.

For denne genres vel nok mest betydelige

skikkelse, altsaxofonisten Charlie

Parker, kaldet Bird, var allerede i sine

unge dage en dreven narkoman. Hans

Copenhagen

Jazz Festival i

NATJAZZ

FREDAGE

OG LØRDAGE

PÅ LILLE

SCENE

Louis

Armstrong,

sagde engang,

da han blev

spurgt, om

han havde

stofproblemer:

Ja, problemet

er strisserne

foretrukne stof var heroin, og mange af

hans jævnaldrende begyndte også at tage

dette ekstremt stærke og vanedannende

opiat i håbet om, at det ville løfte

deres musikalske formåen op på hans

virtuose og nyskabende niveau. Det

skete naturligvis ikke, men til gengæld

døjede en hel generation af jazzmusikere

med alvorlige misbrugsproblemer

og afledte effekter som kriminalitet og

fængsling.

Således tenorsaxofonisten Dexter

Gordon, som i første halvdel af 1950’erne

tilbragte en rum tid bag tremmer,

inden han gik i dansk eksil og var med

til at etablere den danske jazz’ anden

guldalder i Montmartre i St. Regnegade

19 A. Og hans instrumentkollega Stan

Getz slæbte også rundt på en ordentlig

heroin-abe i mange år, inden han flyttede

til Lyngby.

Trompetisten Chet Baker med den

smukke, bløde tone og det karakteristiske

maskuline udseende var junkie det

meste af sit voksne liv. Efter sigende

blev han introduceret til intravenøs

brug af heroin af barytonsaxofonisten

Gerry Mulligan, som han spillede sammen

med i dennes berømte klaverløse

kvartet i begyndelsen af 1950’erne. Og

10/07 21:00

LOTTE ANKER, JOELLE LEANDRE,

RAYMOND STRID (DK/FR/SE) + KRESTEN OSGOOD

END OF THE BEGINNING QUARTET (DK/SF)

Lotte Anker (s), Joelle Leandre (b), Raym)ond Strid (dr) + Kresten Osgood (dr),

Juhani Aaltonen (s), Iro Haarla (p, harpe), Jonas Westergaard (b)

11/07 21:00

THUNDERCAT (US) + PELBO (NO)

12/07 21:00

IBRAHIM MAALOUF ”WIND” (LB/US/DE)

Mark Turner (s), Ibrahim Maalouf (tp), Frank Woeste (p),

Larry Grenadier (b), Clarence Penn (dr)

12/07 23:30

JAGWA MUSIC (TZ)

13/07 21:00

MARIAM THE BELIEVER (SE)

14/07 21:00

TIM BERNE SNAKEOIL (US)

Tim Berne (s), Oscar Noriega (woodwind), Matt Mitchell (p), Ches Smith (dr)

TICKETS: BILLETLUGEN.DK · 70 263 267


...

hans stofafhængighed tvang ham til at

leve en nomadetilværelse og sendte

ham blandt andet til Italien, hvor narkotikalovgningen

– som alt andet i landet

– var mere loose, og var der ikke

junk at få i Støvlelandet, kunne man altid

smutte til Schweiz, hvor medikamentet

Oxycodon, et opioid baseret på

thebain, var tilgængeligt i håndkøb i tabletform.

Så købte Baker stort ind og

pulveriserede derefter pillerne, inden

han opløste dem i vand og skød dem

ind i årerne. Men på grund af denne

indtagelsesform var han i lange perioder

nødt til at gå med badesandaler, fordi

hans fødder var opsvulmede som følge

af tilstoppede årer og andre følgevirkninger.

Baker blev aldrig afvænnet

og fik et sørgeligt endeligt, da han ’faldt

ud’ ad et vindue i Amsterdam og omkom

efter mødet med fortovet.

Notorisk stiknarkoman

En anden notorisk stiknarkoman var

altsaxofonisten Art Pepper, hvis misbrug

endte med at sende ham i det berygtede

fængsel San Quentin i flere ombæringer,

og først ved hjælp af afvænningsprogrammet

Synanon og senere

metadonbehandling lykkedes det ham

at få et ’Straight Life’, som titlen på hans

rystende selvbiografi fra 1980 blev.

Og klavergeniet Bill Evans, manden,

der definerede triospillet med

først Scott LaFaro og Paul Motian

og siden med Eddie Gomez i stedet

for LaFaro, røg på tabslisten

efter alt for mange stoffer. Han

blev introduceret – inden han

kom med i Miles Davis’ gruppe i

1959 –til heroin af trommeslageren

Philly Joe Jones, som pudsigt

nok blev vippet ud af Miles Davis’

gruppe nogenlunde samtidig,

fordi Davis var træt af hans

sjusk på grund af stofferne. I

slutningen af sin karriere skiftede

Bill Evans til det mere fashionable

kokain, som i løbet

af 1970’erne vandt over heroinen

som musikernes

foretrukne stof.

Men det gjorde ingen

forskel til det

bedre. Og Bill Evans

døde alt for tidligt,

kun 51 år gammel, af

talrige følgesygdomme

af det langvarige

misbrug: mavesår, lever-

P8 JAZZ ER DIN GUIDE TIL

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL

Vil du opleve store etablerede stjerner, rå undergrund

eller jazz under åben himmel?

P8 JAZZ guider dig til de koncertoplevelser, du har lyst til.

Lyt med hver dag i P8 JAZZ – og kom forbi P8 JAZZ

campingvognen i Niels Hemmingsens Gade.

Her finder du anbefalinger, live-jazz og direkte radio

mandag til søndag kl. 15-18 fra den 8. juli.

Få overblik og anbefalinger allerede nu på dr.dk/jazzfestival

BILLIE HOLIDAY. Sangerinden kæmpede sit voksne

liv igennem med et eskalerende misbrug af alkohol og

stoffer, som endte med nedbryde hendes krop og sende

hende i graven kun 42 år gammel. Foto: Lars Hansen

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 13

betændelse, ødelagt åndedræt og generel

svækkelse af organismen. Hans livtag

med stofferne er blevet kaldt for ’historiens

længst varende selvmord’.

En af de yngre musikere, som var lige

ved at komme på listen over stofofre,

er pianisten Brad Mehldau, som i sin

tidlige karriere var meget begejstret

for såvel kokain som heroin. Men takket

være familie og venner blev han

clean og er i dag sundhedsapostel,

der dyrker yoga og drikker kildevand

med citron.

Og heldigvis virker det, som om

mange følger hans eksempel. Godt

nok ryges der i musikerkredse stadigvæk

– også her til lands – tjald i

større mængder. Men sundhedsbølgen

har også ramt jazzmusikernes cirkler,

hvorfor gulerødder og friskpresset

juice et langt stykke af vejen har erstattet

sprut, smøger og stoffer. Enkelte

hårdkogte nostalgikere og mytomaner

vil nok hævde, at det kan man sandelig

godt høre – på den dårlige måde. Andre

– de fleste – vil mene, at en sund sjæl i et

sundt legeme nu engang er det bedste.

Også selv om man har Charlie Parker

som musikalske ideal.

henrik.palle@pol.dk


...

14 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

POlitikens anmeldere anbefaler

TOXVÆRD &

ANDERSKOV

8.

Hvem havde troet, at laptoppen skulle blive et

instrument nærmest på linje med trompeten,

klaveret og saxofonen, og at alskens ’live

electronics’ i form af effektmaskiner, samplere og

digitale dingenoter skulle blive almindeligt gear

også for mange jazzmusikere?

Den elektroniske jazz har sammen med renæssancen

for avantgardejazz været den mest markante

nye tendens i jazzen herhjemme i de seneste 10-15

år.

Elektronisk jazz dækker generelt over en bred palet

af musik lige fra sukkerstrøgne karamel-grooves

og dj-remixes til udfordrende impro-musik, hvor

elektroniske soundscapes og manipulationer anvendes

af musikere i levende interaktion med instrumenter

på scenen eller i pladestudiet.

I Danmark spilles elektronica af grupper som Takuan,

Autofant, Rød Planet, Emil de Waal & Spejderrobot,

August Engkildes EPO, Trio Trash, Hess Is More

og Bandapart.

Blandt de elektroniske musikere og dj’s, som har

flirtet med jazzen, er Trentemøller, Thomas Knak

(Opiate), DJ Wunderbaum og Dodebum.

De internationale stjerner, der – inspireret af både

70’ernes elektriske jazz, rockens triphop og technoens

grooves – satte gang i den elektroniske jazzbølge

i slutningen af 90’erne, var nordmændene Bugge

Wesseltoft og Nils Petter Molvær. Siden fulgte andre

udenlandske navne som Erik Truffaz, Julien Lourau

og St. Germain.

ibyen@pol.dk

Juli

Musikalsk leksikon

Elektronisk jazz

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Saxofonisten Laura Toxværd er en

særegen og målrettet kunstner

med anderledes ideer. Og ikke

længere så velbevaret

en hemmelighed i

dansk progressiv jazz.

På byens bedste udendørs

scene kan hun

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

portræt af et Spillested

Jazzhus Montmartre. Humlebien

holder sig på vingerne

KIM FABER

høres med den nytænkende

pianist Jacob

Anderskov, der også

vil udfolde sig med sin

internationalt roste kvartet, bestående

af nogle af USA’s mest drevne improkunstnere.

Gråbrødretorv kl. 16.

Mange spåede snarlig død, da

Jazzhus Montmartre i St. Regnegade

i maj 2010 åbnede i de

samme lokaler, som rummede det legendariske

jazzspillested i perioden

1959 til 1976.

Det var ikke, mente skeptikerne, muligt

at drive et spillested i København

med både et højt ambitionsniveau og

så få billetter at sælge (der er kun plads

til cirka 85 tilhørere).

Nu er der så gået over tre år, og musikken

spiller stadig i St. Regnegade. Hvilket

skyldes flere ting:

Blandt andet at medstifter og daglig

leder Rune Bech ud over at have et hjerte,

der banker varmt for jazzmusik, er

en dygtig fundraiser. Og så selvfølgelig,

at der faktisk har vist sig at være et publikum,

som gerne vil betale forholdsvis

høje billetpriser, hvis produktet er af

høj kvalitet. Og produktet i denne sam-

BRANFORD MARSALIS

Han begyndte sammen med sin

trompetspillende bror Wynton i

Art Blakeys legendariske Jazz

Messengers.

Siden har han hoppet

både til popsiden

med Sting og i senere

år meget til den klassi-

THOMAS

MICHELSEN

ske side, men når den

amerikanske saxofonist

kommer til Kø-

benhavn, er det for over to aftener at give

sit bidrag til ’Lyden af New Orleans’ i

Pressen. Det er en hjertesag for ham.

Pressen kl. 20.30.

menhæng er ikke alene musikerne,

men også alle de andre bestanddele,

som gør en koncert til en oplevelse:

mad, drikke, omgivelser og så videre.

Montmartres festivalprogram rummer

en solid blanding af danske og in-

Der har faktisk vist sig at være

et jazzpublikum i København,

som gerne vil betale forholdsvis

høje billetpriser

ternationale navne. Den kun 24-årige

amerikanske pianist Christian Sands

har, sin unge alder til trods, allerede væ-

VERDENSORKESTRET

Ingen jazzfestival uden Verdensorkestret

og denne entourages fænomenale

frontmand Elith ’Nulle’ Nykjær

Jørgensen, også kendt

som manden med

den gyldne klarinet

og det spraglede slips.

Sangerinden er

HENRIK PALLE

ret Grammynomineret to gange og har

spillet sammen med en buket af store

navne, f.eks. Wynton Marsalis, Bill

Evans og James Moody. Sands er desuden

fast mand i Christian McBrides

trio og spiller i forskellige konstellationer

med trommeslager Alex Riel som

ankermand. Bl.a. sammen med den

spændende ungarske saxofonist Gábor

Bolla. Han er på alder med Sands, 24 år,

men allerede berømmet for at have

fundet sin helt egen stil, inspireret af

både klassisk, sigøjnermusik og bebop.

Jazzhus Montmartre er uløseligt forbundet

med begrebet jamsessions. Også

i år bliver der hver aften og nat jammet

i St. Regnegade. Kapelmester er

den amerikanske trommeslager Lee

Pearson, og pianisterne Ben Besiakov,

Henrik Gunde og Søren Kristiansen vil

med sikkerhed sidde ind.

kim.faber@pol.dk

hans hustru, Louise,

og de øvrige medlemmer

bare både gedig-

ne og kodyle på hver sin fede måde.

Repertoiret favner vidt: Georg Riedel,

Bennie Moten, Dizzy Gillespie og Karen

Jønsson.

Krøgers Have kl. 18.

Jazzhus Montmartre,

St. Regnegade 19 A, 1110 København K.

Foto: Per Folkver


...

POlitikens anmeldere anbefaler

KRESTEN OSGOOD

9.

Indiejazz

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Nej, betegnelsen ’indie’ har ikke noget med indianere

at gøre, men er derimod en forkortet

omskrivning af det engelske ’independent’

(uafhængig).

Indiejazz betegner således – ligesom inden for

rockverdenen – den type ofte undergrundspræget

og nytænkende musik, som udspringer fra en lang

række mindre, uafhængige pladeselskaber.

De er i de senere år væltet frem som nye, mærkelige

blomster på den danske jazzscene. Det gælder

eksempelvis ILK (Independent Label København),

Barefoot Records, Loveland, Gateway og Calibrated,

hvor grupper som Autofant, Bandapart, Girls In Airports,

Radiostar, Little Red Suitcase, Sekten og Tys

Tys er udkommet.

Indiejazzen kan være præget af fusioner med undergrundspræget

pop- og folkmusik og andre typer

genrekrydsende, urban musik.

Eller den folder sig ud som fri improvisation eller

kompositionsmusik, hvor jazz, rock og elektronica

finder nye, sære kombinationer.

Jazzen er en musikform i stadig udvikling. Og

grænserne for, hvad der er ’ægte jazz’, er til diskussion

i disse år. Nogle afskriver helt indiejazzen eller

dele af den som værende jazz. Men en god indikation

på en videreførelse af jazzen er, hvis der er et

væsentligt element af improvisation og leg i musikken.

Under dette års festival kan indiejazzen høres på

de mere eksperimenterende spillesteder som 5e.

Men også festivalens eget sideprogram, Something

Else, har grupper på programmet, der kan forstås

under denne del af jazzparaplyen.

ibyen@pol.dk

Juli

Som festivalen selv formulerer

det: ’I Carlsbergs hyggelige gårdhave

bliver der tændt op for grillen,

mens musikerne

puster nyt liv i gamle

legender’. Denne aften

bliver det garanteret

ikke kedeligt, når

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

KIM FABER

trommeslager Kresten

Osgood tager den

store amerikanske

hardbop trommesla-

ger Art Blakey under kærlig behandling

med et håndplukket hold af musikere i

Blakeys foretrukne kvintetformat.

Visit Carlsberg kl. 18.30.

I

virkeligheden er det en umulig opgave

at få et spillested af JazzCups

størrelse til at løbe rundt. Og det

kan formentlig kun lade sig gøre, fordi

stedet er hele tre ting på en gang.

Mindst: Spillested. Café. Pladeforretning.

Men i virkeligheden også klublokale

for JazzKlubben. Som tilbyder sine

medlemmer jazz-cd’er til favorable priser

og udgiver magasinet Jazz Special.

Synergi, hedder det vist. Og det er, tilsat

en stor portion frivilligt arbejde, forklaringen

på, at JazzCup året rundt kan

afholde koncerter fredag og lørdag eftermiddag

og under Copenhagen Jazz

Festival to koncerter om dagen, tidlig

eftermiddag og aften (bortset fra festivalens

sidste dag).

Med cremen af den danske jazzscene

suppleret med internationale navne og

hovedvægten lagt på det, vi i mangel af

bedre betegnelse kan kalde klassisk

BENJAMIN KOPPEL

Den danske saxofonist og arrangør

af Valby Summer Jazz, Benjamin

Koppel, dyrker de lyse saxofoner:

sopranen og alten.

Men han har også

fået skræddersyet sig

en mellemting i form

af noget så specielt

THOMAS

MICHELSEN

som mezzosopransax

stemt i G.

Det er en saxgigant

fra USA, der tager kampen op med ham

på samme instrument, når Benjamin

Koppel og Joe Lovano mødes på mezzoer.

Betty Nansen Teatret kl. 18 og 20.30.

Musikalsk leksikon portræt af et Spillested

swing- og bebopbaseret jazz.

Scenen i JazzCup befinder sig lige til

højre for indgangsdøren, og det er der

en god forklaring på: Der er ikke plads

andre steder. Og scene er måske så meget

sagt, for musikerne står eller sidder

på gulvet. Så tæt på publikum, at man

skal passe på sine fødder, når trompetisten

tømmer sit instrument for mundvand.

Ofte er det lille lokale så tæt pakket,

at publikum så at sige flyder ud på

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 15

JazzCup. Den meget lille

gigant i Gothersgade

Ofte er det lille lokale så tæt

pakket, at publikum så at sige

flyder ud på gaden

MARCUS MILLER/

RICHARD BONA

To af denne planets mest interessante

og teknisk kompetente

bassister er amerikanske Marcus

Miller og Camerounmusikeren

Richard

Bona.

Miller tjente sine

sporer hos Miles Davis

HENRIK PALLE

gaden. En koncertoplevelse bliver kort

sagt ikke meget mere intim end på spillestedet

vis-a-vis Rosenborg Slot.

I år har folkene bag JazzCup så udvidet

festivalprogrammet med endnu et

spillested. Det ligger i den smukke park

ved Sølyst-Den Kongelige Skydebane i

Klampenborg, og det er første gang, der

er jazzfestival på den kant.

På festivalens første tre dage afholdes

her to koncerter om dagen under titlen

’Diva Days’, og det giver jo god mening,

for så vidt at Sinne Eeg, Kira Skov og

Hanne Boel er på plakaten. Hvordan de

tre andre navne, der optræder på Sølyst

– violinisten Kristian Jørgensen, sangeren

Bobo Moreno og saxofonisten Scott

Hamilton – så passer ind i divaformatet,

er straks mere usikkert. Men den musikalske

kvalitet fejler under alle omstændigheder

ikke noget.

kim.faber@pol.dk

på især pladen ’Tutu’

fra 1986, mens Bona

har arbejdet med Joe

Zawinul, brødrene Brecker samt Mike

Stern. Begge er virtuose hinsides enhver

rimelighed, men forfalder aldrig

til tomt blær. De giver hver et sæt.

Det Kgl. Teater, kl. 20.

Foto: Lars Hansen

JazzCup, Gothersgade 107, 1123 København K.

Sølyst, Emiliekildevej 2, 2930 Klampenborg.


...

16 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

Six degrees of Miles

Den ungarske forfatter Frigyes Karinthy udviklede i 1929 en teori

om, at alle mennesker på Jorden kan forbindes med hinanden med

maksimalt seks led. Altså, du kender en, som kender en, som kender

en, som har mødt en, som kender en, som engang har været sammen

med en mand, der bor i en landsby i det centrale Congo. Og vice versa.

Teorien fik engang den amerikanske skuespiller Kevin Bacon til

at udtale, at han havde arbejdet med hver og en i Hollywood.

Eller i hvert fald med nogen, som havde arbejdet med hver og en.

Bemærkningen udviklede sig til kultlegen Six degrees of Kevin

Bacon, hvor det gælder om gennem højst seks bekendtskaber

eller andre relationer at forbinde en person med Kevin Bacon.

Men hvordan er det nu med Miles Davis – jazzens største stilskaber,

som i løbet af sit 64 år lange liv spillede med et hav af musikere,

hvoraf flere optræder på dette års jazzfestival? Hvor mange led

er der mellem ikonet og musikerne på Copenhagen Jazz Festival?

Og for den sags skyld også musikere, som ikke optræder på festivalen?

Vi har plukket lidt i deltagerlisten og gjort forsøget.

Du kan selv lege videre.

Tekst: Niels Christensen og Kim Faber Grafik: Jens Bjerrum Mørch Foto: Polfoto

Saxofonisten Branford Marsalis

(spiller på CJF 2013). Har spillet

med trommeslageren Art Blakey,

som spillede med Miles Davis

i 50’erne

Pianisten Katrine Gislinge

(spiller på CJF 2013)

Trommeslageren Thomas Blachman har

skrevet musik til Gislinge. Blachman spiller

jævnligt med saxofonisten Stephen Riley,

som har været med i trompetisten Wynton

Marsalis’ gruppe. Han turnerede med

trommeslageren Art Blakey, som legede

med Miles Davis i 50’erne

Pianisten Ben Besiakov.

(spiller på CJF 2013)

Har spillet med trommeslageren

Mike Clark, som har været med i

Herbie Hancocks Headhunters.

Hancock spillede med Miles Davis

i 60’erne og 70’erne

Thomas Blachman

Mike Clark

Mike Stern

Var guitarist hos

Miles Davis fra1981-83.

Spiller på CJF 2013

Art Blakey

Stephen Riley

Sangerinden

Birgit Lystager

Blev akkompagneret af

saxofonisten Ben Webster,

som spillede med Miles Davis

i 50’erne

Herbie Hancock

Pianisten Kenny Werner

(spiller på CJF 2013) har spillet

med Jack DeJohnette, der var

trommeslager hos Miles Davis

i 60’erne og 70’erne

Wynton Marsalis

Sangeren Thomas Helmig

har leget med Moonjam og Morten

Kærså. Kærså har ofte spillet med

bassisten Bo Stief. Stief spillede med

Miles Davis i forbindelse med

indspilningen af ’Aura’

Chick Corea

Pianist hos

Miles Davis

fra 1969-72.

Varmer op

til CJF 2013

Art Blakey

Ben Webster

Jack De

Johnette

Violinisten Svend Asmussen

sad i 1976 ind ved en koncert i Aarhus

med pianisten Herbie Hancock og

Headhunters. Hancock spillede med

Miles Davis i 60’erne og 70’erne

Herbie

Hancock

Bo

Stief

Morten

Kærså

Marilyn Mazur

Dansk percussionist hos

Miles 1985-88. Spiller på CJF 2013


...

Blokfløjtenist

Michala Petri har indspillet cd

med pianisten Keith Jarrett.

Han spillede med Miles Davis

i 60’erne og 70’erne

Keith Jarrett

Bill Evans

Saxofonist hos

Miles Davis i 1980’erne.

Spiller på CJF 2013

Dave

Holland

Marcus Miller

Bassist hos

Miles Davis 1981-85.

Spiller på CJF 2013

Elvin

Jones

Gerry

Mulligan

Philly

Jo Jones

Vic

Dickenson

Wild Bill

Davison

Guitaristen Bill Frisell (spiller på CJF 2013)

har indspillet med trommeslageren

Elvin Jones og bassisten Dave Holland.

Begge har spillet med Miles Davis i

henholdsvis 50’erne og 70’erne

Benny

Golson

Jimi Hendrix

James Moody

John Coltrane

Keith Richards

Adam Nussbaum

Art Farmer

Niclas Knudsen

Franz Beckerlee

Sonny Murray

Lee Konitz

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 17

Journalist og trompetist

Jens Jørn Gjedsted spillede i

60’erne en koncert med trommeslageren

Philly Jo Jones, som spillede med

Miles Davis i 60’erne

Tom Waits

Mere om Miles side 18-19

Sangerinden Hanne Boel

har optrådt med trompetisten

Art Farmer, som har

spillet med saxofonisten og

komponisten Benny Golson,

der har skrevet numre

til Miles Davis

Slagtøjsspilleren

Bent Clausen

(spiller på CJF 2013)

Kapelmester ved Betty

Nansen Teatrets opsætninger

af ’Woyzeck’ med

musik af Tom Waits,

som er ven med Keith

Richards, som hang ud

med Jimi Hendrix.

Som jammede med

Miles Davis i 60’erne

Trommeslageren Stefan Pasborg

(spiller på CJF 2013) spiller fast med

guitarist Niclas Knudsen, der har delt

scene med trommeslageren Adam

Nussbaum. Nussbaum har spillet

med saxofonisten James Moody, der

sammen med Miles Davis har

optrådt på et Quincy Jones-album

Sanger og guitarist Kim Larsen

Gasolin-guitarist Franz Beckerlee var

oprindelig avantgardesaxofonist i

The Contemporary Jazz Quintet.

Her spillede trommeslageren Sonny

Murray nogle gange med. Murray var tæt

på saxofonisten John Coltrane, som

spillede med Miles Davis i 60’erne.

Guitaristen Jacob Fischer

(spiller på CJF 2013) har spillet

med saxofonisten Lee Konitz, som

var med i Miles Davis projekt

’Birth of the Cool’ i 50’erne

Klarinettisten

Elith ’Nulle’ Nykjær (spiller på CJF 2013)

har spillet med trompetisten Wild Bill Davison. Han har

ofte stået på scenen med basunisten Vic Dickenson, som

spillede med den unge saxofonist Gerry Mulligan, der var

med hos Miles D i 50’erne og 60’erne


...

18 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

Portræt Miles Davis

Masser af Miles

Han er måske jazzens største

legende ved siden af Charlie

Parker. Musikalsk visionær,

æstet, med på tidens noder.

Og efter sigende også helt

utrolig egenrådig.

HENRIK PALLE

Der findes en novelle af den i dag

glemte irskamerikanske forfatter

J.P. Donleavy, der handler om

at være udelukket fra et fællesskab på

grund af sin hudfarve.

Det er der mange, såvel sorte som gule

og røde mennesker, der har følt i sind

og på krop, men i Donleavys lille tekst

om en gruppe drenge, som har gang i

noget hemmeligt efter skoletid, er det

en hvid person, som må se sig afskåret

fra at deltage i sine sorte kammeraters

aktiviteter. Racisme er med andre ord

ikke alene en af hvide mennesker ensrettet

gade.

Det kan trompetisten, bandlederen

og stilskaberen Miles Davis snakke med

om.

For han har nemlig, når det er kommet

til valg af musikere til diverse orkestre

og pladeprojekter gennem årene,

aldrig så meget som et øjeblik skævet

til farven af sine medkombattanters

lød. Altid har de musikalske kompetencer

været vejet højest.

Grøn med rød ånde

Allerede da han i slutningen af 1940’erne,

efter at han havde spillet sig fri af

Charlie Parkers beboppende magi,

skulle grundlægge den cool jazz sammen

med arrangøren Gil Evans, som

han havde lært at kende i New York,

blev der løftet mangt et bryn, fordi Miles

Davis – ud over den både hvide og canadiske

Evans – arbejdede sammen

med påfaldende hudmæssigt blege kolleger.

Om det siger Davis i sin selvbiografi:

»Hvis en fyr kunne spille lige så godt

som Lee Konitz – og det var ham, de var

mest arrige over, for der var en masse ledige

sorte altsaxofonister – ville jeg hyre

ham når som helst. Og det ville ikke rage

mig, om han var grøn med rød ånde.

Jeg hyrer sådan en motherfucker til at

spille og ikke på grund af hans farve«,

hedder det i bogen ’Miles – the autobiography’

fra 1989, som – ud over at være

særdeles interessant læsning – formentlig

er det personalhistoriske værk,

hvor ordet motherfucker optræder

hyppigst og i fleste betydninger.

Og gennem hele karrieren var det karakteristisk

for Miles Davis, at det mildest

talt ragede ham en papand, hvilken

race folk tilhørte, og hvad hans egne

racefæller måtte have af meninger

om det. Da han hyrede Bill Evans til at

medvirke på de ikoniske modaljazz-

Jeg hyrer

sådan en

motherfucker

til at spille og

ikke på grund

af hans farve

Miles Davis

plader fra slutningen af 1950’erne, først

og fremmest ’Kind of Blue’, affødte det

heller ikke jubel og klapsalver blandt

de afroamerikanske jazzmusikere. Men

enhver med blot en smule forstand på

musik og fungerende ører på hovedet

behøver blot at lytte til de første par takter

af den indledende ’So What’ for at

konstatere, at manden bag flyglet er

den eneste rigtige til jobbet.

Sparkede liv i fusionsjazzen

Selvfølgelig kan man godt forstå, at Davis

blev bebrejdet sine i egne kredse politisk

ukorrekte valg af musikere: De

sorte burde stå sammen mod (alle) de

hvide i egen selvforståelse. Det var ikke

let at være sort og musiker i USA før borgerrettighedsbevægelsen.

Racismen

var stor, hvilket Davis selv om nogen

kan attestere, idet han var udsat for et

groft overgreb foran jazzklubben Birdland

i New York i 1959, da hvide politifolk

gennede ham bort, mens han stod

og trak frisk luft. De troede ikke på, at

den velklædte sorte mand havde et legitimt

ærinde. Ikke desto mindre forplumrede

raceideologiske overvejelser

aldrig trompetistens valg af medlemmer

til sit band.

Så derfor overraskede det vel næppe

nogen, da han tog den engelske guitarist

John McLaughlin med i bandet til

den skelsættende ’In A Silent Way’, som

i 1969 sparkede liv i fusionsjazzen, og

bad ham om at spille, som om han

holdt en guitar i sine hænder for første

gang. Eller at han havde den mindst lige

så hvide Keith Jarrett på tangenter i

en del af samme musikalske periode.

Men ikke kun med hensyn til race,

men også køn har Davis marcheret forrest.

I midten af 1980’erne blev Miles Davis

tildelt Sonnings Musikpris som den første

renlivet rytmiske musiker, og i forbindelse

med overrækkelsen spillede

Davis med i det til lejligheden komponerede

værk ’Aura’ af den danske trompetist

Palle Mikkelborg. Her medvirkede

også den amerikanskdanske perkussionist

Marilyn Mazur, og hende kunne

Miles så godt lide, at han kort tid efter

inviterede hende med i sin daværende

gruppe. Også det var en beslutning, der

fik nogle til at vende skråen en ekstra

gang i munden: en kvindelig rytmiker

som fast medlem af Miles Davis’ til enhver

tid sakrosankte ensemble,

hmmmmm.

Den ondeste bas

I slutningen af 1960’erne var der planer

om en pladeindspilning med datidens

to største sorte musikere: Miles Davis

og Jimi Hendrix.

Desværre blev det aldrig til noget, angiveligt

fordi de to travle stjerner ikke

kunne finde plads til projektet i deres

kalendere. Der er også dem, der mener,

at det faldt til jorden, fordi Miles Davis

forlangte 50.000 dollar up front for at

medvirke. Men det pudsige er, at der på

Miles’ opfordring også skulle medvirke

AllPolitiken

følger Copenhagen Jazz Festival hver dag – hele dagen

thatPolitiken

guider og anmelder de jazzoplevelser – du bare ikke må gå glip af

jazzFølg jazzen på politiken.dk/jazz og i Politiken

Jazz Live på Politiken.dk/jazz · Tip til dagens koncerter · Guide til spillestederne · Koncertanmeldelser · Interviews og reportager · Jazzmusikeren signatur


...

GENEVA

MUSIKANLÆG, MODEL M

iPod/iPhone, FM, Højttalere,

Forstærker. Geneva Sound

System Model M er et komplet

mellemstort musiksystem fremstillet

i et enkelt kabinet udført i

pianolakeret træ. Fås også i sort

og hvid.

Mål: 36,6 cm x 19,7 cm x 25 cm.

Pluspris 4.249 kr.

Alm. pris 4.999 kr.

Sælges kun online.

Køb på politiken.dk/plus

Forbehold for trykfejl og udsolgte varer.

2013
































Det bedste fra Politiken fra ugen der gik

2013














politikenweekly

FARVER. Miles

Davis var kendt

for at se stort på

hudfarve i sit valg

af medmusikanter.

Her ses han i

oliefarver af Peder

Bundgaard. Et

værk, der udstilles

under CJF hos

Gallerie Rasmus

på Hauser Plads.

to andre, nemlig den unge og supertalentfulde

trommeslager Tony Williams.

Og Paul McCartney på bas, uagtet at

han både var hvid, popsanger og fra

England. For han, var Jimi og Miles enige

om, spillede den ondeste bas.

Hvorvidt Miles Davis som instrumentalist

er blandt de allerstørste, altså skoledannende

på højde med eksempelvis

altsaxofonisten Charlie Parker eller

trompetisten Louis Armstrong, strides

de skriftkloge fortsat om. Til gengæld

er der ingen som helst uenighed med

hensyn til Miles Davis’ betydning for

jazzens samlede udvikling. Med sine

’directions in music’ – og sit kompromisløse

valg af medmusikanter – har

han afstukket kursen gang på gang:

nedkølingen af boppen i slutningen af

1940’erne; overgangen fra akkord- til

skalabaserede improvisationer på kanten

til tresserne med ’Kind Of Blue, alle

tiders mest ulasteligt elegante og synftigt

swingende lp; og i 1969-70 kom så

favntaget med beatmusikkens elektriske

univers på udgivelser som tidligere

nævnte ’In A Silent Way’ og det eftertrykkelige

gatefoldede mesterværk ’Bitches

Brew’.

Knivskarpt klædt ibenholtsgud

Også på andre områder end det musikalske

var Miles Davis med på noderne.

Tandlægesønnen fra St. Louis var mere

end almindeligt forfængelig og gik livet

igennem meget op i tøj og accessories

som briller, bælter og diverse pynt.

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

Dronningesalen • Søren Kierkegaards Plads

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 19

På billeder af ham fra den tidlige del

af karrieren ser man en knivskarpt

klædt ibenholstgud, skræddersyede

sæt af de fineste metervarer, diskret lapsede

slips.

Senere er det skødesløs elegance med

rullekravebluser og dyre slacks, inden

der går luksushippie i den med masser

af kulør, røgfarvede solbrilleglas og etniske

perlekæder i den, og det nærmest

ser ud, som om den ellers så cool Miles

Davis forsøger at overtrumfe hippiernes

pangfarvede og flagrende gevandter

i eventyrlighed. Men hvad end han

har på, forekommer det tydeligt overvejet,

pointeret og iscenesat.

En anekdote vil vide, at guitaristen

John Scofield, efter et antal år som sideman,

gik til kapelmesteren med henblik

på at sige op, fordi han ønskede at

starte sit eget orkester. Da han havde

meddelt sin agt til Davis, kiggede denne

illusionsløst på ham og sagde afmålt:

»You wanna start on your own? In

those clothes?«.

Man skal være klædt ordentligt på,

var et af Miles Davis mottoer. Og det i

enhver betydning. Ellers opnår man ikke

det eftermæle, han har fået i Rolling

Stones rockleksikon, hvor det hedder:

»Han var sin tids mest anerkendte

jazzmusiker, hård samfundskritiker og

stilikon, såvel musikalsk som modemæssigt.

Hans betydning kan ikke

overvurderes, og det næsten ligegyldigt,

hvem man spørger«.

henrik.palle@pol.dk

JAZZ I DIAMANTEN

Lørdag 6. juli kl. 20

DR BIG BANDET SPILLER GIL EVANS

– hits fra Sketches of Spain, Porgy and

Bess m.m.

Tirsdag 9. juli kl. 20

GINMAN/BLACHMAN/DAHL/MIKKELBORG

– Slowmotion-Pink

Onsdag 10. juli kl. 20

DRØMTE MIG EN DRØM

– Bo Stiefs 50 års jubilæumskoncert

Fredag 12. juli kl. 22

MARK SOLBORG OG ITALIENSKE GÆSTER

– jazz i den gamle læsesal

Læs mere på www.densortediamant.dk

SENNHEISER

HOVEDTELEFON OMX680I

Sportsmodel der tåler vand

– nu til din Iphone.

Pluspris 499 kr.

Alm. pris 599 kr.

URBANEARS

MEDIS HOVEDTELEFON

Fås i flere farver.

Pluspris 340 kr.

Alm. pris 400 kr.

Køb dem på politiken.dk/plus eller i Plusbutikken, Vestergade 22, Kbh. K

Billetsalg i Diamanten

(man-lør kl. 8-19) og

på www.billetlugen.dk

tel.: 70 263 267

Forbehold for trykfejl og udsolgte varer.


...

20 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

Interview August Rosenbaum

ALLE

VERDENS

ØJNE

»Hvad fanden laver jeg her? De er jo alle sammen dygtigere

end mig«, tænkte August Rosenbaum, da han som 15-årig

deltog i en Steinway-konkurrence for unge pianister. Han

er født ind i musikken. Vokset op ved klaveret ved siden af

sin morfar, Simon, og modtog legater, før han selv følte,

han fortjente det. Før han knap vidste, hvad han selv lavede.

Det gør han nu. I 2010 modtag han prisen som årets nye danske

jazznavn. Men tvivlen – præstationsangsten – har aldrig

sluppet sit tag i ham. Nu bruger han den bare i musikken.

De sidder i en stor sal i Musikhuset

i Aarhus. 48 unge pianister, der

er gået videre i den konkurrence,

Steinway har arrangeret.

Der er også venner og familier der. Og

nogle dommere. De unge pianister sidder

på forreste række

og lytter til hinanden

spille. Venter, til det er

deres tur.

JEPPE

KONDRUP

ADELBORG

De er 47 unge pianister,

der vil spille klassisk

musik, når det bliver

deres tur, og så er

der en ung pianist, der

vil spille jazz. Han hedder August Ro-

senbaum, og han føler sig fuldstændig

malplaceret.

På et tidspunkt kommer en hen til

ham og siger, at det er hans tur til at varme

op. Han skal snart spille sine fem

minutter.

15-årige August følger med ind i et

lydtæt rum med et klaver. Men han sætter

sig ikke ved det. Han lægger sig på

gulvet og stirrer op i loftet og tænker:

Hvad fanden laver jeg her? De er jo alle

sammen meget dygtigere end mig.

Forinden har han lige set en af de andre

pianister spille et indonesiskinspireret

klassisk stykke med nogle

køller liggende ved siden af sig, så han

HÆDRET. For

pladen ’Beholder’

fra 2010 vandt

August

Rosenbaum en

Danish Music

Award i kategorien

årets nye danske

jazznavn.

Foto: Martin

Lehmann

kan slå på den lille gong, der også står

ved siden af ham. August kan bare godt

lide Duke Ellington, og han skal spille

hans nummer 'I got it bad' om lidt.

Uden at varme op rejser han sig fra

gulvet og går ind og spiller nummeret.

Det er skide mærkeligt, synes han, og er

slet ikke til stede.

Det går ham dårligt og i bilen på vej

hjem mod København, tænker han

over, at noget, han synes er sjovt, pludselig

ikke var det.

Der i bilen ved han ikke, at han lige

har haft sit første møde med ambitioner

og præstationer.

Noget, han skal til at forholde sig til.

Noget, der kommer til at kigge ham

over skulderen de næste mange år.

I morfars stue

August Rosenbaum bliver født på Frederiksberg

i 1987. Både moderen, Ina-

Miriam, og faderen, Hans Christian,

synger, og der er mere end et klaver i deres

hjem. Grobunden er der fra starten

for den enlige søn til at blive den pianist,

der senere skal vinde priser og høste

stor hæder for sine evner.

Men det er hans morfar, Simon, der

inspirerer ham til at spille klaver. Han

Fortsættes side 22


...

Rosenbaum: Jeg spiller jazz

Ja, men ... han ønsker ikke

at spille på de traditionelle

jazzvenues.

JEPPE KONDRUP ADELBORG

Jeg har altid spillet jazz. Ikke den

slags jazz, der typisk bliver spillet

i Nyhavn, på Kultorvet og Det

Hvide Lam, men det er jazz. Også selv

om det kan være svært at finde ud af,

hvilken del af det det er. Så kan man kalde

det moderne jazz, men man kan hurtigt

sætte folk af med et mærkeligt

adjektiv«.

»Jeg lader mig inspirere af ret mange

forskellige ting, fordi mine musikalske

venner laver meget andet end jazzmusik.

Der er noget af jazzen, der er meget

støjet, og det er klart noget der interesserer

mig, at det ikke bliver alt for pænt

– der hvor det grænser til at være lydkunst«.

»Der er nogle ting, som jeg gerne vil

opnå, når jeg hører musik – jeg vil gerne

røres eller skubbes et sted hen. Det er

det, jeg pejler efter. Om det så er Grizzly

Bear, Synd og Skam, Quadron eller Duke

Ellington – det er lige meget«.

»Jeg vil ikke kun spille på de traditionelle

jazzvenues. Det er ikke for at lyde

snobbet, men jeg vil gerne lidt videre

end det på et tidspunkt«.

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 21

»Min nye musik har noget filmagtigt

over sig, så måske kunne det også spilles

på en filmfestival«.

»Den profil de har på Jazzzhouse lige

nu, synes jeg, er spændende. Der hvor

de blander international eksperimenterende

musik med nogle bands, der i

virkeligheden hører til ude på Mayhem.

Som Synd og Skam og Colin Stetson.

Det var en af de mest inspirerende

koncerter, jeg har været til længe«.

ibyen@pol.dk


...

22 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

Interview August Rosenbaum

Fortsat fra side 20

er også pianist og entertainer og havde

to biler i 1970'ene og sådan noget.

August er 5 år og sidder i bedsteforældrenes

gamle, brune københavnerlejlighed,

der ligner et hjem beboet af

mennesker, der har levet et godt liv.

Flyglet står op ad en væg i stuen, og ved

siden af står stole og sofa, så man kan

følge med, mens der bliver spillet.

Der sidder August altså og kigger ned

på det brune Hindsberg-flygels gulnede

tangenter, som hans og morfaderens

fingre løber hen over samtidig. August

sidder til højre og morfar til venstre,

hvor det kræver mest af spilleren.

Der lærer han sine første sange. 'Don't

Sit Under The Apple Tree'-agtige sange.

Gamle jazzsange, for der blev hørt jazz i

det hjem.

Han kan stadig nogle gange

høre den piskende stemme,

der siger, at »du må ikke spilde

det talent, du har fået«

August ser op til sin morfar. Det er

sjovt og legende at spille sammen. August

har altid søgt at spille med nogle,

der er bedre end ham selv og er længere,

end han selv er. Og morfaderen har

spillet hele sit liv, og hans fingre bevæger

sig nærmest af sig selv. Det er også

kærligt og trygt. Der er ingen angst for

at træde forkert, for det er jo morfar,

han spiller med.

Året efter de lektioner får August en

privatlærer og begynder på en musikalsk

folkeskole.

I 1. klasse laver han et nummer som

klassen synger, og i 7. laver han musik

til skolekomedien. Skolen bruger ham,

når det har noget med musik at gøre,

bemærker han. De udpeger også 11-årige

August, da DR 2 ringer til skolen og

spørger, om de har en elev, der kan noget

musikalsk, og som har lyst til at vise

det på tv.

I folkeskolen går det op for August, at

han bruger tid på noget og kan noget,

de andre ikke kan. Han spiller stadig,

fordi han synes, det er sjovt, og spiller

Jazz Festival for første gang som 14årig.

Men året efter er han til Steinwaykonkurrencen

i Aarhus og mister efterfølgende

lysten til at spille klaver. Han

rører ikke rigtigt tangenterne i et års

tid. Men alligevel beslutter han sig for

at flanere videre ad den musikalske uddannelsesboulevard

og kommer ind på

et musikgymnasium.

Født ind i en suppe af musik

Det er 2004. August er 17 år og går i 2. g.

En dag får han at vide, at han er blevet

tildelt et legat på 100.000 kroner. Han

ved ikke rigtig hvorfor, for han har ikke

søgt det. Selv om det er en vildt dejlig

ting, er det første, han tænker:

»Det har jeg ikke fortjent«.

Han mener ikke, han har gjort noget.

Han er jo bare født ind i en suppe af musik,

hvor mange andre har knoklet hårdere

for at kunne spille deres instrument.

Hans selvkritiske apparat fungerer

perfekt.

Legatet bygger videre på den følelse,

han fik til konkurrencen i Aarhus. Følel-

TALENT.

Ud af 4.500

ansøgere var

August

Rosenbaum et

af 29 talenter,

der blev valgt til at

deltage i Red Bulls

akademi i New

York, hvor Brian

Eno, Ryuichi

Sakamoto, Kim

Gordon, Stephen

O'Malley

underviste.

Foto: Martin

Lehman

August

Rosenbaum

Født 20. April 1987 på Frederiksberg.

Søn af skuespilleren Ina-Miriam

Rosenbaum og barnebarn af

entertaineren Simon Rosenbaum.

Uddannet fra Det Kongelige Danske

Musikkonservatorium i 2012.

Har som solokunstner udgivet pladerne

’Beholder’ (2010) og ’Heights’ (2013)

samt liveoptagelser fra Jazzhouse på

pladen ’Live LP’ (2011).

Er desuden begyndt at lave filmmusik.

Kom i 2011 med i Statens Kunstfonds

pulje Den unge elite.

Har været en del af liveopsætningen

hos den danske soulduo Quadron og

arbejdet sammen med den elektroniske

musiker Mike Sheridan.

Vandt i 2010 en Danish Music Award

i kategorien årets nye danske jazznavn.

1 ud af 30 musikere fra hele verden,

der tidligere i år var to uger på Red Bull

Music Academy i New York. 4.500

havde ansøgt om plads.

Anmelderne

Beholder (2010)


»Med debutalbummet ’Beholder’ har

den knalddygtige unge danske pianist

August Rosenbaum skabt en

vemodsmættet, poetisk, men også

fabulerende og udforskende plade,

man kan fordybe sig i«.

THOMAS MICHELSEN

Live LP (2011)


»Rosenbaums musik er fortsat i

substansen en slags skandinavisk

balladejazz, der ikke desto mindre

trækker på rockmusikkens

cirkelformer, tilsat senromantiske

eller impressionistiske anelser

af Brahms, Debussy og Satie, som

atter kan krumme sig sammen

i et buk til amerikansk bar-blues«.

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN

sen af, at han ikke kan leve op til det. Jo

mere seriøst det bliver, jo sværere får

han ved det. Og i forvejen har han det

svært på det tidspunkt. Han er begyndt

at spille klaver igen, men har fået seneskedehindebetændelse

i sin højre

hånd, og det gør ondt, når han alligevel

forsøger.

August er ikke i tvivl om, at betændelsen

bunder i noget psykosomatisk, og

han begynder at gå til behandlere for at

få lidt ro på. Psykolog bliver til Body Self

Development og akupunktur og en

mærkelig kinesisk medicinmand på

Gammel Kongevej, men det hjælper ikke

rigtigt.

Derfor går pianisten rundt i tre år

med en hånd, der gør ondt, når han

spiller på klaveret. Han færdiggør gymnasiet,

og et år efter bliver han optaget

på musikkonservatoriet.

På det andet skoleår rejser August.

Han bruger de 100.000 legatkroner,

der dumpede ned i hænderne på ham,

og rejser til New York for at blive undervist

af pianister, han ser op til. Betændelsen

i hånden er blevet bedre, og alene

i den store by bliver han modnet.

Han går til koncerter, øver og indspiller

en plade.

Den plade kalder han 'Beholder', og

den udkommer i 2010. August er tilbage

i Danmark og i gang med uddannelsens

tredje år. For pladen vinder han en

Danish Music Award i kategorien årets

nye danske jazznavn. Han er nummer

2, der modtager en pris den aften. Nummer

1 var Medina.

Han er nu officielt et navn. Et talent.

Et håb. Det er både skønt og svært for

ham, når folk bruger de ord om ham.

Nogle gange føler han, at alle verdens

øjne hviler på ham. Men det gør de jo ikke.

Det ved han godt.

Grå i hovedet

I januar 2011 tager August til Berlin og

bor i tre måneder. Han bruger pengene

fra endnu et legat fra himlen og siger, at

han tager dertil for at blive inspireret

og lave musik. I virkeligheden er det,

fordi han har det dårligt over at være

hjemme. Han bliver nødt til at være lidt

væk.

Da han kommer tilbage, går han direkte

i studiet i to dage for at indspille

sin nye plade. De to dage går, og næste

morgen flyver han til USA for at tage på

turne med nogle venner. Der er fart på

ham, for han forsøger at imponere.

Han føler, at han skal lave en plade og

fortælle folk, at det bare kører fedt for

ham. Men det gør det ikke. Han er kommet

for langt ud over sine grænser. Både

musikalsk og kærlighedsmæssigt og

forsøger at overpræstere alle vegne.

Han har ikke selv set det. Men det har familien

og vennerne.

»Fuck, hvor ser du grå ud i hovedet«,

siger de, og det er nok til, at han også

selv kan se det. Der skal ske noget. Han

kan ikke lukke følelser og privatliv ude

af musikken, fordi det er de ting, han arbejder

med at formidle.

Hans parforhold slutter, og pladen

bliver pakket væk. Medmusikerne fra

studiet kan ikke forstå det. De har alle

følt, at det havde været noget helt specielt.

Men det havde August ikke selv, for

han havde det for dårligt.

Men med nogle af tingene gemt af vejen,

begynder han at lytte mere til sig

selv og mindre til andre. Han kan glæde

sig over at have fået et legat fra Statens

Kunstfond, og på et tidspunkt indser

han, at det ikke handler om, at han skal

udrydde tvivlen. Han skal lære at leve

med den.

Hvordan han er nået derhen, ved han


...

ikke. Men på et tidspunkt må man jo give

slip og hjælpe sig selv, mener han. Og

derfra begynder han langsomt at nyde

de øjeblikke, hvor han kan læne sig tilbage

og sige, at han fortjener den hæder

og de ting, der tilfalder ham. For

hvis han ikke kunne noget, var det aldrig

sket.

Men han kan stadig nogle gange høre

den piskende stemme, der siger, at »du

må ikke spilde det talent, du har fået«.

Det er en frygtelig ting at sige, synes

han, men han har også fået en ny stemme,

der siger, at »det er fint nok bare at

være der, hvor du lige er«.

Det tænker han i december og finder

den hengemte plade fra 2011 frem igen.

Den, der senere bliver til ’Heights’. Han

lytter til den og producerer den færdig

med en ven. Det har været en personlig

sejr for ham, da den ligger færdig, fordi

den var blevet gemt væk i en svær periode,

og udgivelsen er et tegn på, at han

ikke er i den periode mere.

Tidligere i år var August Rosenbaum i

New York. Ud af 4.500 ansøgere var han

sammen med 29 andre musikere blevet

udvalgt til at deltage i et akademi, hvor

unge musikere dagligt fik lektioner fra

nogle af musikkens store. En dag var

det Brian Eno, den næste dag Ryuichi

Sakamoto og så Kim Gordon, Stephen

O'Malley eller Bernie Worrell. Der havde

August ikke præstationsangst, fordi

han var blevet udvalgt ud fra en 15 sider

lang ansøgning, som han selv havde

Copenhagen Jazz

Festival July 5-14 2013

The Sound

of New Orleans

JazzLive i Pressen

Politikens Hus

Køb billetter med Plusrabat

på politiken.dk/plus

Læs mere på politiken.dk/jazz

+ www.jazz.dk

FESTIVAL

PROGRAM

En dag får han at vide, at han

er blevet tildelt et legat på

100.000 kroner. Han ved ikke

rigtig hvorfor

skrevet. Det var trygt. Og han har sindssygt

meget brug for tryghed, ved han

nu. Tryghed ligesom den, der var oppe

ved flyglet i bedsteforældrenes stue.

Hver gang August er hjemme ved

dem, spiller han på det brune Hindsberg-flygel.

Det har svært ved at holde

stemning efterhånden, men det har en

magnetisk effekt på ham, og han sidder

der og spiller en lille koncert for sig selv

en gang imellem.

Nogle gange kan morfar ikke holde

sig tilbage, og så kommer han over og

er med. Så spiller August noget, han

kender. 'Don't Sit Under The Apple Tree'agtige

sange. Men nu sidder morfar til

højre og August til venstre, hvor det

kræver mest af spilleren.

ibyen@pol.dk

August Rosenbaum

8. juli kl. 21, Skuespilhuset

05.07 kl. 16:30-22:00

SOULFUL COPENHAGEN DJ KOLLEKTIVET VENDER SOULFUL

JAZZ PÅ DÆKKET

05.07 kl. 22:00-02:00 DJ ASLE


JAKOB DINESEN & CARL WINTHER


LINDBERG HEMMER FOUNDATION

06.07 KL. 22:00 LULU ROUGE

07.07 kl. 10:45/

YAZZ & JACOB GUREVITSCH

07.07 kl. 15:30


09.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ

SINNE EEG WITH FRIENDS

445.- INKL. MIDDAG

10.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ

FUGLEKONCERT MED DANS & LÆR,

FLEMMING QUIST MØLLER,

CHRISTIAN SIEVERT OG JENS OLESEN

365.- INKL. MIDDAG

11.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ

SOPHISTICATED LADIES


345.- INKL. MIDDAG


BIRGITTE SOOJIN & PER MØLLEHØJ

12.07 kl. 16:30-20:00

SOULFUL COPENHAGEN DJ KOLLEKTIVET VENDER SOULFUL

JAZZ PÅ DÆKKET

12.07 kl. 18:30/DINNER & JAZZ

TOM MEWAN, HUGO RASMUSSEN

365.- INKL. MIDDAG

12.07 kl. 22:00-02:00 DJ VIBE & LOU VAN


JENS FUGLSANG & MICHAEL DAHL

PLAY DJANGO


JESPER LØVDAL: SAX , JOHN SCHRØDER: GUITAR, DANIEL

FRANCK: KONTRABAS

13.07 kl. 22:00-04:00



CATHRINE LEGARDH & BRIAN KELLOCK

LÆS MERE OM PROGRAMMET

PÅ WWW.TOLDBODEN.COM

The sound of

NEW YORK

MiKE STERN &

ViCTOR WOOTEN BAND



Tromme

Legenden

bag

Spectrum

BiLLY COBHAM

& Band

Grammy-

vindende

Saxofonist

BiLL EVANS EVA V &

HiS SOULGRASS BAND




BRECKER

BROTHERS

BAND REUNiON




I caféen byder vi på

BURGER

BUDWEiSER

BROOKLYN BREW

I biografen g viser vi

FiLM OM

NEW YORK

36704500

36704500



Fire numre, der har inspireret

August Rosenbaum

Duke Ellington –

’Fleurette Africaine’

»Jeg har hørt meget Duke Ellington

i min opvækst. Det her nummer er en

af mine favoritter, især på grund af hans

klaverspil. Det er så uskønt og samtidig

meget poetisk og velovervejet – man

kan næsten høre, hvordan hans hjerne

kværner og orkestrerer musikken fra

øjeblik til øjeblik«.

Jonny Greenwood –

Soundtrack til 'The Master'

»Jonny Greenwood er guitarist i

Radiohead og et forbillede for mig på

grund af sin måde at favne det direkte

tilgængelige og mere komplekse i sin

musik. Hans soundtrack til film som

’There Will Be Blood’, ’Norwegian Wood’

og ’The Master’ er meget inspirerende.

Jeg har hentet meget inspiration til min

nye plade i hans brug af fløjter og

perkussion til 'The Master'«.

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 23

Jon Martyn –

’Solid Air’

»Jon Martyn er et forholdsvis nyt

bekendtskab for mig. Sangen ’Solid

Air’ rører mig helt enormt og har lige

nu stor betydning for mig. Jeg elsker

den følelse omkring musik, når man

ikke kan forestille sig, at et nummer

kunne være anderledes. Det er noget

med sammensmeltningen mellem

tekst og melodi — og hans stemme

er utrolig«.

Samuel Barber –

’Adagio For Strings’

»Det her stykke betyder noget særligt

for mig. På en mystisk måde er det

kernen af, hvordan jeg gerne vil røres af

musik. Det er sjælfuldt og melankolsk,

men har alligevel en fremdrift, der gør,

at det ikke bliver for sentimentalt. Det

er nogle balancer, jeg tænker meget på,

når jeg laver musik«.

SERRIDSLEVVEJ 2 2100 KØBENHAVN Ø TLF 35 42 83 62 WWW.KRUDTTONDEN.DK

COPENHAGEN JAZZFESTIVAL 2013

VERONICA MORTENSEN OG NIELS HP

DOBBELTKONCERT

FRE 5 JULI KL 20.00

ENTRÉ 120 KR

CHRISTINA DAHL, MARILYN MAZUR

OG BAND ANE

LØR 6 JULI KL 20.00

ENTRÉ 150 KR

KISS KISS BANG BANG

FEAT. SINNE EEG & NICLAS KNUDSEN

SØN 7 JULI KL 20.00

ENTRÉ 170 KR

AFENGINN

MAN 8 JULI KL 20.00

ENTRÉ 100 KR

MORTEN SCHANTZ TRIO

+ AYI SOLOMON & RABAB AOMARI

TIR 9 JULI KL 20.00

ENTRÉ 100 KR

DANJÁL

ONS 10 JULI KL 20.00

ENTRÉ 100 KR

CARSTEN DAHL

EXPERIENCE

TOR 11 JULI KL 20.00

ENTRÉ 150 KR

METTE JUUL, ALEX RIEL,

THOMAS FONNESBECH OG HEINE HANSEN

FRE 12 JULI KL 20.00

ENTRÉ 120 KR

ELEKTROJAZZ

FEAT. KAREN

LØR 13 JULI KL 20.00

ENTRÉ 150 KR

JAZZKAMIKAZE

SØN 14 JULI KL 16.00

ENTRÉ 130 KR

BRIANPETER.DK


...

24 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

POlitikens anmeldere anbefaler

ANKER + OSGOOD

10.

Souljazz/Funk

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

En kategori, der i realiteten dækker over en

meget bred vifte af musik, knyttet til hovedbetegnelser

som souljazz, jazzfunk og elektrisk

fusion (jazzrock).

Måske er det ikke alle, der husker gamle Blue Note-navne

som Lou Donaldson, Stanley Turrentine og

Eddie Harris, der i 1960’erne dyrkede den tids souljazz

med rødder i både bebop og sort gospel/soul.

Men de lagde sammen med Hammond-organister

som Jimmy Smith grunden til en tradition for souljazz

med stærkt jazzpræg, som i 1990’erne inspirerede

til bølgen af ’acid jazz’, hvor hiphop fusionerede

med remix af Blue Note-plader.

En anden type musik udsprang fra den sorte soulmusikindustri.

Eksempelvis James Browns benhårdt

strukturerede musik, der inspirerede senere

funk- og soulbaserede grupper som Maceo Parker

og Tower of Power.

For ikke at tale om funk- og diskomusikken, som i

1970’erne var en del af den elektriske jazzbølge, bannerført

af skikkelser som Herbie Hancock.

I årets festivalprogram præsenteres hele paletten:

soul- og bluespræget jazz med rødder i hardbop

som Kjeld Lauritzens orgeljazz, det New Orleans-inspirerede

messingorkester Wonderbrazz, Marie

Carmen Koppels gospel-inspirerede vokal, hård

funk med veteranerne Tower of Power og dansefunk

med i 2005 gendannede danske Blast.

ibyen@pol.dk

Juli

Musikalsk leksikon

Nu ved man i sagens natur aldrig,

hvad der kommer ud af improjazz-sessions,

men denne ser

ualmindelig lovende

ud. To af dansk jazz’ førende

skikkelser har

samlet et hold hver. Saxofonisten

Lotte An-

THOMAS

MICHELSEN

5e/ILK. Brutalt, råt, upoleret –

Nutidens forsamlingshus

KIM FABER

ker stiller med bl.a.

den franske avantgardebassist

Joëlle Léan-

dre. Trommeslager Kresten Osgood har

samlet en kvartet med den finske saxog

fløjtelegende Juhani Aaltonen. Det

ligner en spændende freejazzaften.

Jazzhouse kl. 21.

Det har været en standarddiskussion

i forbindelse med snart sagt

enhver Copenhagen Jazz Festival

de seneste ti-femten år: Er festivalen

blevet for stor? Er der for mange spillesteder?

For mange koncerter?

Fred være med den snak. Det er under

alle omstændigheder en kendsgerning,

at festivalen har fremelsket spillesteder,

som uden formentlig aldrig nogensinde

ville være blevet til noget.

Som nu 5e, der ligger i Slagtehusgade

inde i Den Brune Kødby. Som gadenavnet

antyder, lå her engang en af mange

slagtehaller i kødbyen. Stedet er da også

præcis så brutalt upoleret, som man

kunne forvente: rå, pudsede vægge,

hvor pudsen flere steder er skallet af i

store flager, betongulv og gitter for vinduerne.

Publikum sidder på træbænke,

klapstole og – de heldige – i gamle sofaer.

MACY GRAY &

DAVID MURRAY

På papiret et forbavsende umage

par: feteret, storsælgende souldronning

og smal, avantgardistisk

saxofonist. Men

interessant bliver det

at høre karismatiske

Macy Grays hæse sangforedrag

sammen

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

med den tidligere

Jazzpar-prisvinder David

Murrays potentielt

eksplosive saxofon og

genreåbne band. På flere måder en af

denne festivals største internationale

attraktioner.

Det Kgl. Teater, Gamle Scene kl. 20.

portræt af et Spillested

Bag 5e står musikerkollektivet ILK, og

så ved i hvert fald kendere af den københavnske

jazzscene, hvad der er i vente.

Nemlig at de godt og vel 20 ILK-musikere

og deres mange kammerater, der er

inviteret med til festen i 5e, spiller musik,

som udforsker nye territorier og

Det er ikke her, der bliver

leveret mainstream-oplevelser

på samlebånd

grænsedragninger. Det er med andre

ord ikke her, der bliver leveret mainstream-oplevelser

på samlebånd.

Den faste stok i ILK tæller blandt an-

BILLY COBHAM

Go’e, gamle Billy Cobham er vel

nærmest indbegrebet af jazzrockens

ekvilibristiske janitsharblæksprutter

i al dens

funky vælde. Også han

har været med hos

Miles, men huskes

bedst for sin indsats i

HENRIK PALLE

dre trommeslagerne Stefan Pasborg og

Kresten Osgood, pianisterne Jacob Anderskov,

Simon Toldam og Søren Kjærgaard

og saxofonisterne Anders Banke,

Laura Toxværd og Lotte Anker. Og de optræder,

sammen med resten af ILK-staben

og andre musikere, i et hav af konstellationer

hen over festivalen. Blandt

andet lægger sangerinden Maria Laurette

Friis vejen forbi, det samme gør

pianisten Butch Lacy.

Og så går ILK i øvrigt ikke og fedter

med tingene. I alt bliver der i løbet af festivalen

afholdt ikke færre end 35 koncerter

i 5e – som ILK i øvrigt selv kalder

for ’Nutidens forsamlingshus’.

Første koncert begynder som regel

klokken 16, den sidste klokken 23. Og

skulle man blive sulten og/eller tørstig

undervejs, er der selvfølgelig også råd

for det.

kim.faber@pol.dk

Mahavishnu Orchestra,

hvor John

McLaughlin håndtere-

de spaden på fortræffeligste vis. I de senere

år har Cobham interesseret sig for

afrikansk musik, som han så blander

op med en ordentlig omgang funk.

Viften kl. 20.

5e/ILK,

Slagtehusgade 5e, 1715 København V.

Foto: Per Folkver


...

Interview terence blanchard

KATRINA. Orkanen var en af de værste i USA’s historie. I alt omkom mere end 1.800 mennesker. Men midt i katastrofen var der også stærke glimt

af noget, som musikeren Terence Blanchard savner i dag. En følelse af virkelig at være sammen om noget som amerikanere. Foto: Bill Haber/AP

Fredag 21. juni 2013 JAZZGUIDE POLITIKEN 25

At svare

smukt

på en

katastrofe

Musikken har en særlig

forsonende kraft. Det mener

trompetisten Terence

Blanchard. Efter Katrinaorkanen

i New Orleans

komponerede han et

Grammy-belønnet

soundtrack til sin hjembys

værste mareridt.

JAKOB DYBRO JOHANSEN

Lyden af orkanen i New Orleans er

blevet sammenlignet med et

godstog, der buldrer gennem

øregangen. Men den lyd husker Terence

Blanchard ikke. Han var i sikkerhed

den sensommerdag i 2005, da digerne

brød sammen og vandet væltede ind

over byen, til 80 procent var oversvømmet.

Til gengæld husker han stilheden.

Da han vendte tilbage til New Orleans,

efter at orkanen havde lagt sig, var det

som at komme til en spøgelsesby. Den

eneste lyd, han hørte, var vinden. Ingen

fuglesang, ingen bilmotorer, ingen

larm fra naboens plæneklipper. Og

hundredvis af indbyggere var døde.

Det var ud af den uhyggelige stilhed,

at Terence Blanchard komponerede

musikken til Spike Lees ’When the Levees

Broke’, en mere end fire timer lang

dokumentar om katastrofen i New Orleans,

der havde premiere året efter. Filmen

hævder, at meget kunne have været

undgået, hvis digerne havde været

bedre bygget, og at den amerikanske

regering efterfølgende lod de oversvømmede

i stikken. Selv engagerede

Blanchard sig også personligt i dokumentaren.

Hans mor mistede sit hjem

under orkanen, og i filmen ser man

hende bryde sammen, da hun for første

gang ser sit smadrede, ubeboelige hus.

Som alle andre fortvivlet og i chok. Men

i virkeligheden allermest rasende, fortæller

Terence Blanchard over telefonen

fra USA:

»Når man går til stemmeurnerne, gør

man det med en vis tillid til, at de politikere,

man vælger, vil passe på de helt

grundlæggende ting. Sørge for, at vi har

rent vand, frisk luft, ordentlig mad, at

politiet beskytter os. Så at opleve, at digerne

var i så dårlig stand ... Den slags

sker kun i en verden, hvor politikerne

tænker mere på deres karriere end på

befolkningen«.

I dag, næsten otte år efter orkanen,

bakser Blanchards mor stadig med sit

nye hus. Hun fik i første omgang bygget

et med nogle gipsvægge, der viste

sig at være sundhedsfarlige. Nu skal

hun rive det hele ned og starte forfra.

Et kort fantastisk øjeblik

Blanchards vrede skinner stadig igennem,

når han taler om Katrina. Og det

Fortsættes side 26


...

26 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

Interview Terence Blanchard

Fortsat fra side 25

er netop de stærke følelser, der skiller

soundtracket til ’When the Levees Broke’

fra de knap halvtreds andre, han har

komponeret. Musikken udkom i 2007

som selvstændig udgivelse under titlen

’A Tale of God’s Will (A Requiem for Katrina)’

og fik en Grammy. Men faktisk

var vreden et kunstnerisk problem, da

musikken skulle laves.

»Det var det sværeste. At bevare fatningen

og ikke kun spille med lidenskab.

Jeg prøver altid at sætte mig i andres

sted for at få en idé om, hvad det er,

de går igennem. Men her var det mig

selv, der gennemlevede ulykken, og det

gjorde det vanskeligt at være objektiv

som musiker. Jeg måtte hele tiden minde

mig selv om ikke bare at lyde vred.

For det smukke ved at være kunstner er

netop, når det lykkes at få hele historien

med«, siger Terence Blanchard.

Katrina-orkanen var en af de værste i

USA’s historie. I alt omkom mere end

1.800 mennesker. Men midt i katastrofen

var der også stærke glimt af noget,

som Terence Blanchard savner i dag. En

følelse af virkelig at være sammen om

noget som amerikanere, på tværs af politisk

overbevisning, kultur, økonomi

og hudfarve. Det er den dobbelthed af

ulykke og sammenhold, der for Blanchard

udgør den hele historie, og som

hans musik er et forsøg på at indfange.

»Det, vi oplevede lige efter Katrina,

var ikke ’røde’ og ’blå’ stater. Vi oplevede

et United States, som landet jo hedder –

de forenede stater. Fordi alle lagde deres

gamle fordomme og stridigheder til side

og koncentrerede sig om at hjælpe.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var

i Atlanta og havde min bil på værksted.

Da jeg skulle betale, gav jeg automekanikeren

mit betalingskort og mit kørekort.

Så kiggede han op og sagde: Hey

man, you’ from New Orleans? Og så lavede

han en ny regning til mig på 0 dollar,

gratis. This is how we help, sagde han. Og

sådan var det overalt i USA. Folk lukkede

fremmede ind i deres hjem, sendte

tøj og mad, prøvede at hjælpe de sårede.

I et kort øjeblik var der den her fantastiske

følelse af, at man virkelig levede

i de forenede amerikanske stater«, siger

Terence Blanchard.

Lokal ildsjæl

Han er vokset op i New Orleans. Og bor

der stadig. På den måde har han en

stærk lokal forankring, samtidig med

at han konstant har rejst verden rundt

og samlet inspiration, siden han i 1982

som ganske ung blev trompetist i Art

Blakeys legendariske Jazz Messengers.

Han er et menneske, hvor det lokale og

globale mødes, ligesom han på én gang

holder fast i sin kristne arv og dyrker

buddhismen, som Herbie Hancock introducerede

ham til på en turné for

nogle år siden. New Orleans-katastrofen

var det helt konkrete udgangspunkt

for ’A Tale of God’s Will’, men

hjemstavnen har også påvirket ham

mere mellem linjerne, fortæller han.

»New Orleans er øjeblikkenes by. Det

har jeg en veninde, der sagde engang,

og det tror jeg virkelig på. Her har altid

været en eller anden form for magi,

som gør, at der ikke skal ret meget til for

at opleve et meget dybt øjeblik eller få

en rigtig god oplevelse. Og derfor er der

mange, der har forelsket sig i ideen om

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL

Fredag d. 5. juli kl.16-22

Kristian Jørgensen Group feat. Francesco Cali

Kristian Jørgensen (violin),

Henrik Gunde (piano), Eske Nørrelykke (bas),

Martin Andersen (trommer)

& Francesco Cali (harmonika)

Sinne Eeg Sinne Eeg (vokal),

Lars Jansson (piano), Morten Ramsbøl (bas),

& Morten Lund (trommer)

Lørdag d. 6. juli kl.16-22

Bobo Moreno Bobo Moreno (vokal),

Ole Kock Hansen (piano) & Bo Stief (bas)

Kira Skov Kira Skov (vokal),

Heine Hansen (piano),

Nicolai Munch-Hansen (bas),

R.J. Miller (trommer),

& Mads Hyhne (trombone)

Søndag d. 7. juli kl.16-22

Scott Hamilton Scott Hamilton (tenorsax),

Jan Lundgren (piano), Jesper Lundgaard (bas),

Kristian Leth (trommer)

Hanne Boel Hanne Boel (vokal), Krister

Jonsson (guitar), Rune Kjeldsen (guitar),

Thomas Vang (bas) & Mads Forsby (trommer)

Forsalg: Billet til én dag kr. 150. Billet til tre dage kr. 300. Ved indgangen: Billet til én dag kr. 180.

Billetsalg på jazzklubben.dk, soelyst.dk

Jazzcup, Gothersgade 107, 1123 Kbh., tlf. 33338740 & i Superbest i Govahuset, Ordrupvej 60, 2920 Charl.

Medbring gerne madkurv eller se menu & bestil på soelyst.dk. Drikkevarer købes i parken

Diva Days støttes af Kulturpuljen i Gentofte Kommune

JAZZ KONCERTER I HAVEN

5 - 7 JULI 2013

New

Orleans er

øjeblikkenes

by

COPENHAGEN

JAZZ

FESTIVAL

I KONCERTHUSET

+ KRISTIAN LETH

SØREN HUSS

LØRDAG 6. JULI KL. 20

STUDIE 2

DIANNE REEVES

SØNDAG 7. JULI KL. 20

KONCERTSALEN

EFTERKLANG + INDIANS

TIRSDAG 9. JULI KL. 20

STUDIE 2

CÆCILIE NORBY

FREDAG 12. JULI KL. 20

KONCERTSALEN

Billetter via dr.dk/koncerthuset


...

Montmartre

Jazz Festival

July 4-14 2013

The New Generation

Meets The Great Danes

Jazzhus Montmartre

St. Regnegade 19a

1110 Copenhagen K

www.jazzhusmontmartre.dk

EFTER DIGEBRUD. Terence

Blanchard gennemlevede selv ulykken og

har spillet en aktiv rolle i at få genopbygget

byens traditionsrige kulturliv. Han har blandt

meget andet skabt soundtracket til Spike

Lees film om katastrofen ’When the Levees

Broke’. Foto fra filmen

at være kunstner. Det handler ikke om

at blive berømt, men om muligheden

for, at en ægte lidenskab til et håndværk

kan udvikle sig. Og det er det, New

Orleans har givet mig. Evnen til at finde

noget, jeg virkelig elsker, og værne om

det«.

Terence Blanchard har spillet en aktiv

rolle i at få genopbygget byens traditionsrige

kulturliv. To år efter Katrina

lykkedes det ham at få flyttet The Thelonius

Monk Jazz Institute, hvor han på

det tidspunkt var kunstnerisk chef, fra

Los Angeles til New Orleans for en fireårig

periode. Dermed fik unge lokale

musiktalenter mulighed for at fordybe

sig i to år uden undervisningsafgift. Og

i dag arbejder Blanchard på at få stablet

et nyt samarbejde på benene med New

Orleans Center for the Creative Arts.

»Jeg tror, mange unge ville have haft

svært ved at sætte ord på det, de oplevede

i New Orleans efter Katrina. Derfor

spiller kunsten en vigtig rolle. Den giver

mulighed for at udtrykke sig uden

ord, uanset om det er musik, drama eller

billedkunst. Så hvis vi gør de unge

opmærksom på, at kunsten findes, og

hjælper dem med at finde deres talent,

kan det være en vej til, at de får det bedre

med nogle ting«, siger Blanchard.

Musikkens kraft

For ham er det en helt central pointe, at

musikken kan noget. Den skal bruges

til noget i det samfund, den er en del af.

Som da John Coltrane skrev ’Alabama’ i

1963 som et musisk modsvar, efter at fire

sorte piger var blevet dræbt i et bombeangreb

udført af Ku Klux Klan.

»At høre Coltrane spille den sang rørte

mig dybt og på en måde, der kom

4+5 July Alex Riel Presents

Christian Sands 350 kr.

CHRISTIAN SANDS(PIA), THOMAS FONNESBÆK(BASS), ALEX RIEL(DRUMS)

6+7 July Gábor Bolla +

Sands / Franck / Riel 350 kr.

GÁBOR BOLLA(TENOR), CHRISTIAN SANDS(PIA),

DANIEL FRANCK(BASS), ALEX RIEL(DRUMS)

8 July A Song for NHØP

Ole Kock Hansen(Pia) +

Thomas Fonnesbæk(Bass) 275 kr.

9-11 July Warren Wolf +

Christoffersen /

Ramsbøl / Pearson 350 kr.

WARREN WOLF(VIBES), JACOB CHRISTOFFERSEN(PIA),

MORTEN RAMSBØL(BASS), LEE PEARSON(DRUMS)

12-13 July European Friends:

ADAM BALDYCH(VIOLIN), IIRO RANTALA(PIANO), DIETER ILG(BASS),

MORTEN LUND(DRUMS) 350 KR

14 July Paolo Russo plays Fellini 350 kr.

PAOLO RUSSO(BANDONEON), EMANUELE CISI(TENOR),

NICO GORI(CLARINET), FRANCESCO CALÍ(PIANO/ACCORDION),

JESPER BODILSEN(BASS)

Jam Sessions every night

from 23.30 - 80/40 kr

Trio Montmartre feat: Lee Pearson

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 27

bag på mig. Også selv om jeg bare hørte

den på plade. Det gav mig en masse empati

for alle dem, det var gået ud over,

og hjalp mig med at håndtere mine egne

følelser omkring det«, siger Terence

Blanchard.

Siden oplevelsen med ’Alabama’ er

det den samme forsonende kraft i musikken,

han har søgt efter, både i sin

egen kunst og i andres.

»Jeg elsker ikke musik for musikkens

skyld. Det interesserer mig ikke. Men

musik kan hjælpe mennesker til at

håndtere angst, lidelse og tvivl. Og det

har al den musik, jeg elsker, en tendens

til at gøre«.

Det mest udtalte eksempel på det i

Blanchards eget bagkatalog er soundtracket

til Katrina-filmen. Det er den

musik, der vil være i fokus til hans koncert

Copenhagen Jazz Festival. Men

også hans seneste album, ’Magnetic’,

der lige er udkommet, kredser om nogle

af de samme kræfter i musikken.

»Jeg kunne tale i timevis om, hvad det

er, vi gør rent teknisk på den nye plade,

men det ville næppe være interessant

for mange andre end os musikere«, griner

han.

»Men jeg tror, musikken i sig selv har

et stærkt budskab om alt det, vi netop

har talt om: forsoning, medfølelse, kærlighed«.

ibyen@pol.dk

The Sound of New Orleans

JazzLive i Pressen, JP/Politikens Hus

5. juli kl. 20.30 The Soul Rebels

6. juli kl. 20.30 The Roots & Soul of New Orleans,

feat. Shannon Powel & James Andrews

8. og 9. juli kl. 20.30 Branford Marsalis

13. juli kl. 20.30 Terence Blanchard


...

28 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

POlitikens anmeldere anbefaler

OLE KOCK HANSEN

11.

HENRIK PALLE

World Fusion

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Intet fra New Orleans er rent«, siger en gammel

talemåde.

Og allerede da jazzen voksede frem i havnebyen

New Orleans i starten af 1900-tallet, skete det i en

sammensmeltning af flere musikkulturer, blandt

andet sort gospel, blues og europæisk marchmusik.

I årtierne herefter etablerede jazzen sig som en ny

og selvstændig amerikansk musik, der også spredte

sig til Europa. Men især fra begyndelsen af 1960’erne

begyndte jazzen at fusionere med nationale eller

’fremmede’ musikkulturer.

En række etniske musikformer har i dag en væsentlig

status i jazzsammenhæng såsom brasiliansk

musik (choro og bossa nova), indisk musik, cubansk

musik, afrikansk musik, argentinsk tango,

spansk flamenco og østeuropæisk klezmer. Jazzen

har avlet med dem alle og får stadig nye børn.

Nogle slående eksempler på verdensmusikpræget

jazz er Joao Gilbertos og Stan Getz’ bossa novasamarbejde,

Abdullah Ibrahims sydafrikanske jazz,

Dino Saluzzis argentinske folklorejazz, Chick Coreas

spansk influerede musik, Jan Johanssons svenske visejazz,

danske New Jungle Orchestras afrikansk, arabisk

og balinesisk inspirerede orkestermusik og Stefan

Pasborgs slavisk påvirkede gruppe Odessa 5.

På årets festival er der masser af verdensmusikpræget

jazz – blandt andre Bill Evans & his Soulgrass

Band, Bill Frisell & The Big Sur Sextet og Lelo Nika.

Planeten i Huset-KBH er fra 5. til 9. juli et godt sted

at søge hen, hvis man er på jagt efter world music.

ibyen@pol.dk

Juli

Versatil som få og swingende som

færre. Men stort set altid en fornøjelse

at lytte til, hvad enten det

er i selskab med Bo

Stief og Bobo Moreno –

eller med et regulært

bigband, hvor Marie

Carmen Koppel syn-

KIM FABER

ger, brormand Benjamin

åbner saxofonsluserne

og Alex ’the hair-

dresser’ Riel på mest kompetente vis

sørger for rytmikken. Swing, gospel, bebop

og ballader. Kort sagt:

jaaaaaaazzzzz.

Prøvehallen kl. 18.

Det Kgl. Teaters Gamle Scene.

Hvor muserne våger

For ni år siden, nærmere bestemt

5. juli 2004, trådte en britisk og

tre amerikanske stjernemusikere

– Herbie Hancock, Wayne Shorter, Dave

Holland og Brian Blade – ind på Det Kgl.

Teaters Gamle Scene. Det var ikke første

gang, der blev spillet musik af nyere dato

på scenen på Kgs. Nytorv, men det var

første gang, det skete i regi af Copenhagen

Jazz Festival.

Og det stod hurtigt klart, at teatret egnede

sig ualmindelig godt til jazz. Selv

om det med en tilskuerkapacitet på

1.700 er festivalens næststørste indendørs

scene – kun overgået af DR’s koncertsal,

der rummer 1.800 – opleves

Gamle Scene som et ret intimt spillested

med en meget fin kontakt mellem

musikerne og publikum. Og med, når

ellers lydmanden har gjort sit arbejde,

en glimrende lyd.

Det er i det hele taget en unik oplevel-

THOMAS CLAUSEN

Han blev opdaget af Dexter Gordon

og spillede siden med Palle

Mikkelborg. Stille og roligt blev

han en institution i

dansk jazz med særlig

forkærlighed for brasiliansk

musik. En aften

med Thomas Clau-

THOMAS

MICHELSEN

sen ved tangenterne

som leder af en sextet

med så stærke musi-

kere som Anders Bergcrantz på trompet,

Peter Fuglsang på saxofon og Jesper

Lundgaard på bas kan ikke rigtig blive

andet end god.

Huset kl. 20.

Musikalsk leksikon portræt af et Spillested

se at være til koncert i det gamle teater

siddende under det smukt udsmykkede

loft med de ni muser og på, hvad der

i virkeligheden er eneste minus ved

dette spillested, de ret ukomfortable og

med rødt plys polstrede klap ned-stole.

Det stod hurtigt klart, at teatret

egnede sig ualmindelig godt til

jazz

Men det lever man med, når musikken

spiller.

Årets program på Gamle Scene består

af fire koncerter, der, kan man roligt sige,

kommer godt rundt i jazzens kroge.

TORDENKVARTETTEN

Det eksperimenterende musikforum

Skræp fejrer 25-års jubilæum

med en række koncerter i

Koncertkirken på Blågårds

Plads. En af dem

er med dansk-svenske

Tordenkvartetten

med modtager af Nor-

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

Der lægges ud 6. juli med sangerinden

Cassandra Wilson, om hvem Politikens

anmelder Christian Munch-Hansen engang

skrev, at hun »har en chokolademørk,

dovent sexet stemme, fuld af ømhed,

længsel og rytmisk smidighed«.

Tre dage senere er der dømt bas for alle

pengene, når to af jazzens skrappeste

elbassister, Marcus Miller og Richard

Bona, optræder. Dagen efter er der Copenhagen

Jazz Festival-debut til Macy

Gray. Hun er mest kendt som soulsangerinde,

men er blevet inviteret indenfor

i saxofonisten Dave Murrays Big

Band. Han er også med på scenen i København

– ikke med sit store orkester,

men med sin kvartet. Og 11. juli lukker

og slukker New York-trioen Medeski,

Martin & Wood for dette års jazzfestival

med deres helt specielle crossover af bebop,

funk, hiphop og you name it.

kim.faber@pol.dk

Gamle Scene,

Kgs. Nytorv, 1017 København K.

disk Råds Musikpris

2011, saxofonisten

Mats Gustafsson, basunisten

Per-Åke

Holmlander, bassisten Peter Friis Nielsen

og slagtøjsspilleren Peter Ole Jørgensen.

Koncertkirken kl. 22.40.

Pr-foto


...

POlitikens anmeldere anbefaler

PHIL MINTON

12.

Avantgarde/

Experimental

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Avantgardejazz kan have den fineste udformning

som kunsthåndværk i et glaspusteri eller

konfrontere lytteren med voldsom energi

og kontrastfyldte klange.

Omkring skelsåret 1960 brød den frie og eksperimenterende

musik igennem i jazzen. Siden har den

udgjort en væsentlig deltradition.

Ornette Coleman, Albert Ayler og John Coltrane

var de første, der satte nye standarder som eksperimenterende

saxofonister, mens pianisten Cecil Taylor

udfordrede borgermusikken med radikalt frit

klaverspil.

I dag eksisterer en verdensomspændende scene

for genreåben avantgarde og fri improvisation, der

også inddrager nye måder at komponere og formidle

musik på, somme tider i blandinger med andre

genrer som kompositionsmusik og electronica.

Den avantgardeprægede og eksperimenterende

jazz har i de senere år fået en kraftig renæssance, ikke

mindst i Danmark med mange spændende navne

som Lotte Anker, Hasse Poulsen, T.S. Høeg, Claus

Bøje, Peter Friis Nielsen, Kresten Osgood, Jacob Anderskov,

Mark Solborg, Søren Kjærgaard, Sissel Vera

Pettersen og mange andre.

På festivalen skal man især søge mod spillestederne

5e, LiteraturHaus, Christianshavns Beboerhus og

Huset-KBH for at møde de nyeste eksperimenter.

Men også flere steder på de etablerede festivalscener

er det muligt at høre den grænsesøgende improvisationsmusik.

ibyen@pol.dk

Juli

Er man nysgerrig og åben over for

avantgardens sære udtryk, bør

man ikke snyde sig selv for et møde

med den rablende

fantastiske britiske vokalist

Phil Minton, der

er en af musikscenens

mest besynderlige

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

KIM FABER

skikkelser. Han bruger

sin stemme i et frit fablende

og ofte humoristisk

improviseret

sprog. Denne aften sammen med den

talentfulde guitar- og trommeduo haUtUllin!

LiteraturHaus kl. 20.

Langt størstedelen af Copenhagen

Jazz Festivals spillesteder ligger i

København K eller de tilstødende

bydele. Kulturhuset Viften i Rødovre er

en af undtagelserne og er, med små 10

kilometer ind til festivalens epicenter i

Indre By, et af de spillesteder, der er

længst ude. Om man så må sige.

Viftens festivalprogram er derimod

ikke spor langt ude. Kulturhuset, der efterhånden

må betegnes som en veteran

i jazzfestivalsammenhæng, præsenterer

således i år ikke færre end fire

pænt store navne fra den amerikanske

scene.

På festivalens første dag står, hvad

man vel efterhånden godt kan betegne

som stedets husmusiker, den amerikanske

guitarist Mike Stern, på scenen.

Det er fjerde år i træk, den tidligere

Miles Davis-guitarist gæster Rødovre,

denne gang i selskab med den ameri-

SIDSEL STORM

Den unge Sidsel Storm er blandt

de vidunderligt mange fremstormende

kvindelige jazzvokalister,

der hele tiden

dukker op i Danmark.

To fine cd’er har hun i

bagagen, og med sin

fine stemme, sin faible

HENRIK PALLE

kanske bassist Victor Wooten og dennes

band.

Onsdag 10. juli er det den gamle

Miles- og Mahavishnu Orchestra-trommeslager

Billy Cobhams tur til at tage

publikum på et trip ind i fusionsland.

Ud over samarbejdet med Miles Davis

og guitaristen John McLaughlin er Cobham

mest kendt for det stilskabende al-

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 29

for den lette skandinaviske

melankoli og sine

dejlige melodier er

hun et indtagende bekendtskab. Og

den lille sammenhæng i Café Drop Inn

vil helt sikkert skabe en dejlig intim

ramme om hendes sang og musik.

Drop Inn kl. 18.

Musikalsk leksikon portræt af et Spillested

Kulturhuset Viften. Store jazzstjerner

på Rødovre Parkvej

Kulturhuset præsenterer i år

ikke færre end fire pænt store

navne fra den amerikanske

scene

GIRLS IN AIRPORTS

De seneste år har de været et fast

indslag både ved Copenhagen

Jazz Festival og i det hele taget på

en dansk jazzscene,

hvor de unge udvider

udtrykket og nuancerer

paletten. Bandet

Girls in Airports laver

THOMAS

MICHELSEN

bum ’Spectrum’. Dagen efter er det endnu

en forhenværende Milesmusiker, saxofonisten

Bill Evans’ tur til med sit

Soulgrass Band at stå på scenen foran

de knap 300 tilskuere, der er plads til i

Viften. Denne amerikanske tour de force

slutter fredag den 12., hvor trompetisten

Randy Brecker har samlet nogle af

de musikere, der op gennem tiden har

spillet med i Brecker Brothers, i The

Brecker Brothers Band Reunion – med

danske Chris Minh Doky på bas. Randy

Breckers lillebror, tenorsaxofonisten

Michael Brecker, døde af leukæmi i

2007, og nu er den meget vanskelige

opgave med at følge i hans fodspor uddelegeret

til den kvindelige italienske

saxofonist Ada Rovatti.

Foruden de amerikanske stjerner optræder

danske navne som Jesper Thilo

og Jacob Fischer på Viftens program.

kim .faber@pol.dk

simpel, overraskende

danse- og lyttevenlig

hybridmusik med

strejf af etniske briser tilsat rytmer i

skæve taktarter, som alle kan forholde

sig til. Udendørs i godt vejr i Haveselskabets

Have bliver det skønt.

Haveselskabets Have kl. 18.30.

Kulturhuset Viften,

Rødovre Parkvej 130, 2610 Rødovre.

Pr-foto


...

30 POLITIKEN JAZZ Fredag 21. juni 2013

POlitikens anmeldere anbefaler

TERENCE

BLANCHARD

13.

Hardbop/Modern

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Med hardbop menes den bebop-influerede

jazz, som var dominerende i 1950’ernes og

60’ernes USA, og som blandede elementer

fra beboppen med blues og soulmusik.

Hardboppen var især knyttet til pladeselskabet

Blue Note og talte mange af den moderne jazz’ store

navne: Miles Davis, Horace Silver, Art Blakey, Sonny

Rollins, Thelonious Monk, John Coltrane, Dexter

Gordon, Clifford Brown og Charlie Mingus.

I 1980’erne fik hardboppen eller neoboppen, som

den også kaldes, en renæssance hos mange yngre

musikere, bannerført af Wynton Marsalis i USA,

hvor også flere af den oprindelige hardbops musikere

kom til ære og værdighed, for eksempel Dexter

Gordon og Joe Henderson.

Der opstod også i Danmark en bølge af neobop

med unge navne som Niels Lan Doky, Fredrik Lundin,

Tomas Franck, Hans Ulrik, Nikolaj Bentzon og

gruppen Page One.

Desuden trak en række af de etablerede musikere

på hardboppen, heriblandt Allan Botchinsky, Jørgen

Emborg, Bjarne Rostvold og Jan Kaspersen.

I nutidens jazzkultur er tingene mere flydende,

men den amerikansk influerede, moderne jazz er

fortsat en væsentlig del af jazzscenen. I årets udgave

af Copenhagen Jazz Festival kan man høre hardbop

på mange scener, ikke mindst i Jazzhus Montmartre,

ligesom hardboppen også er på programmet i

Valby Summer Jazz og Jazzhouse.

ibyen@pol.dk

Juli

En serie som ’The Sound of New

Orleans’ skal ligesom have Terence

Blanchard på plakaten. Den

amerikanske trompetist

er nemlig født i

New Orleans. Ud over

at have leveret soundtracks

til Spike Lee-

THOMAS

MICHELSEN

KIM FABER

film for Hollywood

har han markeret sig

som straight ahead

jazzmester, guddommelig klangmaler

med afrikanske fusionsstrejf og komponist

af smukke melodier. Bl.a. til minde

om ofrene for Katrina.

Pressen kl. 20.30.

Karens Minde Kulturhus.

Den rene idyl i Enghaven

På mange måder repræsenterer

Karens Minde Kulturhus i Kgs.

Enghave det allerbedste ved

Copenhagen Jazz Festival. For det første

styres kulturhuset af en forening, og

det er medlemmerne, der suverænt bestemmer,

hvad der skal foregå. Og heldigvis

har de siden 2002 bestemt, at

Karens Minde skal være en fast bestanddel

af jazzfestivalen.

For det andet er Karens Minde et af festivalens

smukkeste spillesteder, både

hvad angår beliggenhed og de bygningsmæssige

rammer. Og for det tredje

er der kvalitet over programmet.

Som i øvrigt spænder fra traditionel

jazz til avantgarde.

Karens Minde Kulturhus ligger i statelige

bygninger, som oprindelig har

rummet en institution for åndssvage,

som det hed dengang. Men koncerterne

foregår i en meget smuk gammel og

CHRISTINA DAHL

Christina Dahl er en dejlig omskiftelig

saxophonist, der har nogle

rigtig fine legekammerater i den

efterhånden klassiske

danske dametrio Sophisticated

Ladies, bestående

af Marie Louise

Schmidt på klaver,

HENRIK PALLE

Helle Marstand på bas

og Benita Hastrup på

trommer. Musikken,

de spiller, er af Ellington, Strayhorn,

Ibrahim Abdullah med flere.

Og om det swinger. Det kan De bande

på, det gør.

JazzCup kl. 19.

Musikalsk leksikon portræt af et Spillested

fredet dansepavillon af træ. Indtil 2001

stod den i parken omkring Sct. Hans

Hospital i Roskilde, men blev overdraget

til og genopført ved Karens Minde

Kulturhus.

Måske er det på grund af træværket,

at akustikken i pavillonen er så god,

Når musikken spiller i Karens

Minde på en lun sommeraften,

er der ikke et øje tørt

som den er. Læg til den fine lyd, at de frivillige,

som driver spillestedet, tænder

for grillen, når vejret er til det og serverer

en god grillbøf og god vin til rimeli-

LEGARDH & KELLOCK

En af den danske sangerinde Cathrine

Legardhs kendetegn er

hendes ukrukkede og naturlige

tilgang til sang og fortolkningskunst.

Hun

er pladeaktuel i samarbejde

med den britiske

pianist Brian Kel-

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

ge penge. Summa summarum: Når

musikken spiller i Karens Minde en lun

sommeraften, er der ikke et øje tørt.

Jazzfestivalen her begynder lørdag 6.

juli med pianisten Steen Rasmussens

kvintet, suppleret med den brasilianske

sanger og guitarist Leo Minax. Som

er et stort navn i sit hjemland og viderefører

den musikalske arv fra navne som

Gilberto Gil og Milton Nascimento.

Dagen efter er det musikalske kompas

svinget 180 grader, når det Berlinbaserede

band Schneeweis und Rosenrott

sammen med Emil de Waal og Spejderrobot

skruer på knapperne og bevæger

sig rundt i grænselandet mellem jazz,

pop og avantgarde. Og for nu at understrege

pointen med det alsidige program:

Torsdag 11. juli er det Daimi med

Louisiana Jazz Band i ryggen, der spiller

op til dans i den gamle dansepavillon.

kim.faber@pol.dk

lock, og ved denne lejlighed

får duoen følgeskab

af den islandske

saxofonist Sigur-

dur Flosason, som Legardh også har

indspillet succesfuldt med. Forvent

kammer- og vokaljazz af fineste slags.

PH-Cafeen kl. 19.30.

Karens Minde Kulturhus,

Wagnersvej 19, 2450 København SV.

Foto: Jens Dresling


...

POlitikens anmeldere anbefaler

TIM BERNE SNAKEOIL

14.

Musikalsk leksikon

Traditionel Jazz

CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Lyden af glade toner fra trompet, klarinet, basun

og en hoppende rytmegruppe – ofte med

banjo i besætningen – er det klassiske New Orleans-orkester,

som vi kender det fra scenerne ved

Mindeankret i Nyhavn og på Højbro Plads under festivalen.

Fænomenet har mange øgenavne: Happy jazz,

Skolelærerjazz, Banjojazz, Ølmavejazz. Men uanset

hvad har Danmark en lang kærlighedsaffære med

de ældre jazzformer:

Dixieland (New Orleans), stride, boogie, swing/

blues og jump, præsenteret af navne som Papa Bues

Viking Jazz Band, Kansas City Stompers, Jørgen Svare,

Theis Jensen, Doc Houlind, Peter Nissen, Peruna

Jazzmen, Vestre Jazzværk, Ricardos Jazzmen og Leonardo

Pedersen.

På det seneste har også et ungt orkester som Six

City Stompers vist, at den ældre jazz sagtens kan udvikles

til musik, som også tiltrækker et ungt publikum.

Det hele startede i 1920’ernes New Orleans med legender

som King Oliver, Jelly Roll Morton og Louis

Armstrong.

New Orleans-jazzen blev dog, da jazzens popularitet

rullede i de amerikanske og snart også de europæiske

storbyer, overhalet indenom af swing i 30’erne

og bebop i 40’erne.

Men i 1950’erne – ikke mindst i England og Danmark

– opstod der en revival-bølge for New Orleansjazz.

Siden har den haft sit faste hjørne i jazzkulturen

herhjemme. Den lever fortsat i bedste velgående,

øjensynlig ikke til at slå ihjel.

ibyen@pol.dk

Juli

Den originale og vildt tænkende

amerikanske saxofonist og komponist,

som den unge, progressive

generation af danske

jazzmusikere skylder

ikke så lidt, er tilbage

på festivalen. Her

med sit eget medbrag-

CHRISTIAN

MUNCH-

HANSEN

KIM FABER

te band Snakeoil, der

også er navnet på Bernes

seneste plade fra

2012. Festivalen slutter

således med bravur, når en af de mest

indflydelsesrige amerikanske jazznavne

siden 1980’erne står på scenen.

Jazzhouse kl. 21.

KB18. Hep hep for Miles

Davis og Booker T.

Genrebetegnelsen jazz er så bred,

at det i realiteten ikke giver mening

at forsøge at definere den.

Copenhagen Jazz Festival afspejles

det blandt andet af, hvor forskellige festivalens

over 100 spillesteder er.

I den ene ende af spektret befinder

sig de store og fine som Det Kgl. Teaters

Gamle Scene og DR’s koncertsal, hvor

navne som Dianne Reeves og Cassandra

Wilson optræder, og hvor det ville blive

anset for at være ret meget ved siden af

skiven, hvis man rejste sig op og begyndte

at danse vildt til musikken.

I den anden ende finder vi spillesteder

som KB18 – et af flere venues på jazzfestivalen,

som har hjemme i eller i omegnen

af Kødbyen. Bygningen, som

KB18 ligger i, har tidligere rummet et

slagteri og et industrikøkken, og indretningen

er stadig i dén grad til den rå

side. Til daglig er det et af byens mest

DANSTRUP REPTILES

Den sidste aften på årets jazzfestival

bør man seriøst overveje at

bruge i selskab med dette herligteksperimenterende

orkester, der har

rigtig mange messingblæsere

med. To

fremragende cd-udgi-

HENRIK PALLE

portræt af et Spillested

besøgte klubsteder, ofte med electronica

på plakaten, men der afholdes også

både rock- og jazzkoncerter på KB18.

Og der er ved gud ingen, der vil løfte et

øjenbryn, hvis nogen her begynder at

danse til jazzen. Det modsatte vil snarere

være tilfældet.

Der er ved gud ingen, der vil

løfte et øjenbryn, hvis nogen

her begynder at danse til jazzen

Flere af koncerterne på KB18’s jazzfestivalprogram

er tribute-koncerter.

Det kan være en slem omgang at stå

igennem, når musikere beslutter sig

Fredag 21. juni 2013 JAZZ POLITIKEN 31

velser er det blevet til,

og der er god grund til

at være opmærksom

på eksempelvis Jakob Muncks herlige

tubaspil og Anders Bankes tenorsaxarbejde.

Lettere avantgardistiske gulvøvelser

med melodisk puls.

Huset kl. 21.

DET’ FOR BØRN!

Nu skal det heller ikke være seriøs

jazz det hele, og på tiende og sidste

dag af en lang festival kan det

være, man skulle slappe

lidt af sammen

med ungerne og bare

lade sig og dem underholde

af noget jazz,

THOMAS

MICHELSEN

for at hylde deres musikalske helte.

Men hvis talentet er til stede, kan det

selvfølgelig også være en ren fornøjelse.

Der er ingen grund til at tro andet,

end at der er en solid musikalsk oplevelse

i vente, når Jakob Dinesen, Kasper

Tranberg, Aske Jacoby, Rune Olesen, Anders

Christensen, Ben Besiakov og

StunnGunn lørdag 6. juli hylder Miles

Davis ved at spille hans album ’A Tribute

to Jack Johnson’ fra 1971. Musikken er

soundtrack til en film om bokseren

Jack Johnson og står sammen med Miles-albummerne

’In a Silent Way’ og ’Bitches

Brew’ som musikalske milepæle i

perioden, hvor jazzen blev elektrisk og

fusionerede med rocken. Fem dage efter,

den 11. juli, gælder hyldesten pladeselskabet

Stax – og ikke mindst Booker

T. & the MG’s - når blandt andre Aske Jacoby

og Stefan Pasborg står på scenen.

kim.faber@pol.dk

KB18,

Kødboderne 18, 1714 Kbh. V.

der har saxofonen rettet

i børnehøjde.

Chapper, Wonder-

brazz, Tip Toe Big Band og Martin Spang

Olsens Halfdan Rasmussen-projekt Når

Far og Mor Får Tid ... nyd det i solen, og

lad os håbe, den skinner.

Kulturhuset Islands Brygge kl. 10.

Pr-foto


...

Lidt mere jazz i en

Tuborg Classic

Vind lidt mere

Tuborg Classic her:

Tuborg Classic offi ciel sponsor

More magazines by this user
Similar magazines