10.09.2013 Views

Isaac Melan – Borgerskab som Tobaks-Planteur ... - Roskilde Museum

Isaac Melan – Borgerskab som Tobaks-Planteur ... - Roskilde Museum

Isaac Melan – Borgerskab som Tobaks-Planteur ... - Roskilde Museum

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Isaac Melan

Borgerskab som Tobaks-Planteur udi

Roeskilde 1725

Af Halvor Petersen

De første fransk reformerte kolonister ankom

til Fredericia i 1719 for at ernære sig som

tobaksplantører. 30. september 1720 talte

kolonien 93 personer, som 15. november 1720

fik deres privilegier. Flere af kolonisterne

udvandrede snart til andre af landets købstæder.

Rigsarkivet.

Der var spredte tilløb til at avle tobak i Danmark i slutningen af 1600tallet.

Således blev Rådmandsvænget i Roskilde brugt som tobaksvænge

i 1682 af købmand og rådmand Nicolai Nielsen. 1 Det vides

ikke, hvorfra han havde den nødvendige kendskab til dyrkning af

tobak, men det er tænkeligt, at han har benyttet sig af en kyndig

tobaksplantør fra udlandet.

Under Ludvig 14. ophævedes i 1685 forordningen, der havde garanteret

de fransk reformerte huguenotterne religionsfrihed. Det blev

indledningen til, at de i stort tal flygtede fra Frankrig. Flere tusinde

fandt et sikkert tilflugtssted i Brandenburg i Nordtyskland, hvor de

bl.a. ernærede sig ved tobaksdyrkning.

Da indførslen af udenlandsk tobak i Danmark stadig voksede, inviterede

regeringen i 1719 reformerte specialister i tobaksdyrkning fra

Brandenburg til landet, hvor de på fordelagtige vilkår fik mulighed for

i Fredericia at avle tobak på korrekt måde og i større målestok, end det

hidtil var sket herhjemme. I foråret 1720 var der ankommet 44 refor-

39


merte kolonister til Fredericia, og 30. september talte kolonien 93 personer.

Da en uddannet tobaksplantør kunne skabe sig en fremtid i

andre danske købstæder, drog flere af de reformerte plantører videre

fra Fredericia til bl.a. Roskilde. Ved folketællingen i 1753 boede fem

reformerte tobaksplantører med deres familie i byen.

Allerede i 1723 befandt de reformerte tobaksplantører Jacob og

Isaac Melan, der formentlig var brødre, sig i Roskilde, hvor en datter

af Isaac Melan og hans hustru Anne Seller blev døbt Anne Catharina

i domkirken 3. november. Jacob Melan stod fadder ved dåben. Han var

blandt de første kolonister, som ankom til Fredericia i 1720. Her vandt

han 18. april 1721 borgerskab, idet han angav at ernære sig med skomagerhåndværk

og tobaksplanten. 18. marts 1723 opsagde han sit borgerskab

for at rejse til Roskilde. 2

Isaac Melan har senere fortalt, at han var kommet fra Brandenburg

til Fredericia, hvor han kun havde opholdt sig en seks ugers tid, før han

drog videre til Roskilde. 3

De to tobaksplantører havde bopæl i Sankt Ibs rode 1724-25. 4 Her

havde en tobaksplantør Jochum Palman af ukendt nationalitet sin

plantage i 1721. Han er blevet kendt for i 1722 at leje loftet i Roskilde

rådhus til ophængning af tobaksblade, der skulle tørres. 5

Da den ældst bevarede skøde- og panteprotokol fra Roskilde er fra

1727-42, har det ikke været muligt ad den vej at få belyst Jacob og Isaac

Melans eventuelle ejerforhold i Sankt Ibs rode. Muligvis har de boet

hos og arbejdet for Jochum Palman, der udover at avle tobak også

spandt tobak.

9. juli 1725 blev der afholdt offentlig auktion over Johan Caspar

Seiferts sædevænge i Roskilde. Vænget lå vest for Vor Frue Stræde, øst

for Store Allehelgens Stræde og nord for Bredgade og indeholdt 8 leje -

boliger, en stald på 4 fag og et 6 fags teglhængt hus. Isaac Melan var

mødt op og erhvervede ejendommen som højstbydende for 462 rigsdaler.

6 16. november 1725 fik han skøde på stedet. 7 5. december 1725

indfandt Isaac Melan sig i Roskilde rådstue og vandt borgerskab som

tobaksplantør i byen. Samtidig fik Jochum Palman borgerskab som

tobaksplantør og tobaksspinder. 8

Nu var Isaac Melan blevet i stand til at avle tobak i sit eget vænge i

Roskilde, hvor han ved sin opførsel snart skulle skille sig uheldigt ud

40


Placeringen af Isaac Melans tobaksvænge markeret på Ehlers kort fra 1790-91.

fra byens andre indbyggere. Jacob Kornerup har tidligere skrevet om

en del af hans meritter i bogen ”Roskilde i gamle Dage”, og i det følgende

fortælles lidt mere om hans synderegister.

41


Tilknytning til den reformerte kirke i København

De reformerte i Roskilde og Køge havde nær tilknytning til den reformerte

kirke i København. Kirkebogen vidner om deres benyttelse af

kirken ved dåb, vielse og begravelse.

Isaac Melan og hans hustru Anne Seller fik som nævnt efter at være

kommet til Roskilde en datter døbt i domkirken, men derefter gik

turen til den reformerte kirke, når de skulle have et barn døbt.

3. november 1726 gjaldt det Elisabet og 5. september 1728 Anne. Så

melder kirkebogen, at de først havde dåb igen 31. januar 1734, hvor

Jacob blev døbt. I den mellemliggende periode figurerer imidlertid

tobaksplantør i Roskilde Isaac Melan og hans hustru Anne Duriau i

kirkebogen som forældre ved dåben af Marie 22. oktober 1730 og

42

Den reformerte kirke i

København. Trap, 1879.


Jeanne 18. maj 1732. Da der tilsyneladende kun fandtes én tobaksplantør

med dette navn i Roskilde, er Anne Duriau formentlig identisk

med Anne Seller. Da drengen Jacob lod vente længe på sig, leder navnet

Duriau tanken hen på det franske ord for varighed durée.

Efter Jacob melder kirkebogen, at Isaac Melan og Anne Seller fik

døbt Susane 1. januar 1736 og Abigail 13. juli 1738.

Da Isaac Melan døde 8. februar 1739, blev han begravet på den

reformerte kirkes kirkegård.

Dom for vold mod sognepræsts tjenestekarl

En sommerdag i 1727 kom Jens Pedersen, der var tjenestekarl hos sognepræsten

for Vor Frue kirke i Roskilde, gående ad vejen fra byen forbi

Isaac Melans tobaksvænge. På ryggen bar han en ridehynde og et dækken

og i hånden en pisk. Da Isaac Melan fik øje på ham, løb han efter

ham, samlede sten op og kastede mod ham, da han mente at have set

Jens Pedersen gå og slå hans tobaksplanter i stykker. Han indhentede

ham og slog ham til jorden, bankede ham med næverne, slog ham med

pisken og overøste ham med trusler.

Sognepræsten anlagde sag mod Isaac Melan på sin tjenestekarls

vegne, og byfogeden idømte ham 11. december 1727 efter lovens 6.

bog 7. kapitel 8. artikel en bøde for ”stenshug, jordskuf og nævehug”

på tre gange ”trende sex lod sølv”, samt for trusler 4 rigsdaler til byens

fattige og i sagsomkostninger 6 rigsdaler. 9

Dommen blev appelleret til Sjællands landsting, som 12. maj 1728

befriede Isaac Melan for bøde for stenshug, da der ikke var tilstrækkeligt

bevis for, at stenene havde ramt Jens Pedersen. Desuden skulle han

heller ikke betale bøde for trusler, der ikke var omsat i handling, men

sagsomkostningerne var nu steget til 12 rigsdaler. 10

Sagen fik et efterspil, der resulterede i, at Isaac Melan ved en dom 23.

december senere på året blev dømt for at have tiltalt byfogeden med

meget grove ord, da han i retten afleverede nogle penge som afbetaling

på landstingets dom. ”De penge skal I fortære på eders sygeseng, gid

edder og kræft fortære eder”, sagde han, og det kom til at koste ham

”trende 10 lod sølv” efter lovens 6. bog 9. kapitel 16. artikel samt en

sømmelig erklæring til byfogeden og 4 rigsdaler i sagsomkostninger. 11

43


Dom for gæld til købmand

3. april 1728 modtog Isaac Melan fra en af Roskildes købmænd en

tylvt fyrrebrædder og to 12 alen træer, som han formentlig skulle bruge

til fremstilling af nogle mistbænke, men som han ”glemte” at betale

for. Her i landet var det nødvendigt at opelske de spæde tobaksplanter

i mistbænke, der var med eller uden vinduer, og som blev tildækket

med måtter af langhalm mod kulden.

Da købmanden 3½ år senere endnu ikke havde modtaget sin betaling,

stævnede han Isaac Melan for betaling af 1 rigsdaler 4 mark og 8

skilling, som retten i Roskilde 4. oktober 1731 krævede, at han betalte

samt 3 rigsdaler for processens omkostning. 12

Forbud mod indførsel af ”gemene” tobaksblade

10. november 1729 havde den reformerte koloni i Fredericia sendt et

bønskrift til kongen, hvori den klagede over indførslen af preussisk

tobak, der ikke var bedre end tobak avlet i Danmark, men som skadede

afsætningen af koloniens tobaksavl. Den anmodede derfor om, at

det herhjemme blev forbudt fremover at indføre andre tobaksblade

end kanaster, virginianske og hollandske. 13

Politi- og kommercekollegiet sendte 16. januar 1730 en skrivelse til

Fredericia, Vejle, Slagelse, Næstved, Køge, Roskilde, Nykøbing S og

Hillerød samt fire dage senere også til Nykøbing F for at få at vide,

hvor stort et forråd der var af tobaksblade avlet i disse byer, samt hvor

meget tobak de herefter mente at kunne avle om året. Det samlede forråd

var c. 340.000 pund, og den samlede årlige avl kunne fremover

anslås til over 500.000 pund. 14

Roskildes svar af 19. januar 1730 oplyser, at forrådet af byens ti

tobaksplantørers avl af tobaksblade udgjorde tilsammen 31.900 pund.

Heraf tegnede rådmændene Hans og Anders Rasmussen sig for tilsammen

21.000 pund og Isaac Melan en ”francos” sig for 4.000

pund. Tobaksplantningen var på et par år aftaget, men dersom indførslen

af fremmed ordinær tobak blev forbudt, var der ved byen en

god del jorder, hvor plantningen herefter kunne foregå. Svaret slutter

med ønsket om, at ”nogle af de gode Penge, som aarligen udgaar for

Røg og Aske kunde blive i Landet”. 15

22. marts 1730 kom forbudet mod ”gemene” tobaksblades indførsel

44


R. Færch Cigarfabrik havde udsmykket indersiden af låget til cigarkassen med

”King Edward” for at understrege, at virginiatobak var noget ganske andet end

dansk avlet tobak. Den gamle illustration viser, at europæerne krydsede

Atlanterhavet for at købe tobaksblade nedpakket i tønder hos indianerne, som

også kunne levere tobak spundet i ruller. R. Færch indgik i 1961 i fusionen

Skandinavisk Tobakskompagni. Foto Flemming G. Rasmussen.

i Danmark fra førstkommende nytår. Regeringen var bekendt med, at

denne indførsel svækkede tobaksplantørerne i Fredericia og andre steder

i landet, da de ikke kunne afsætte det store kvantum tobaksblade,

som de havde liggende, og måtte nedlægge en stor del plantager, hvis

denne indførsel ikke i tide blev standset. 16

Når Isaac Melan 1. februar 1731 holdt svende til at spinde tobak foruden

at arbejde i hans plantage, var det for selv at få sin avl af tobaksblade

anvendt. 17

45


Klage over universitetets ridefoged

14. juni 1730 klagede Isaac Melan til stiftamtmanden over, at universitetets

ridefoged Christen Knudson ved et byggeri havde inddraget 3

alen af Bondetinget og 2 ½ alen af gaden ved sit eget hus. Klagen var

stilet til amtmanden skrevet på tysk med en håndskrift, der bestemt

ikke ligner Isaac Melands, men den er forsynet med hans underskrift.

Stiftamtmanden sendte klagen til udtalelse hos Roskildes borgmester,

der efter en undersøgelse fandt, at der intet hold var i den. Christen

Knudson havde tværtimod ved reparationer af gårdene forbedret og

prydet byen og fortjente tak af efterkommerne, og det var ønskeligt, at

Isaac Melan og andre ville følge hans eksempel. 18

Dom for krænkelse af Slangerups byfoged

17. oktober 1730 ankom Isaac Melan agende til Slangerup marked med

varer, som han skulle sælge. Da han i byporten blev afkrævet en portskilling

for vognen, sagde han ”De penge som byfogeden så tager,

tager han som en tyv”.

Byfogeden i Roskilde fandt 12. april 1731, at selv om Isaac Melan var

uvidende om byfogedens ret til at opkræve portskillinger af markedsfolk,

kunne han for sit angreb på byfogeden med ærekrænkende ord

have fortjent at lide efter lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel. Men da

han var en fremmed såvel af nation som af religion, og da han for retten

i Roskilde syntes at have undskyldt de omtvistede skældsord udtalt

i hast samt at bede om forlig, så fandt retten, at Isaac Melan burde bede

byfogeden i Slangerup om tilgivelse. Desuden blev han dømt til at

betale 20 rigsdaler i mulkt til Slangerups fattige og 8 rigsdaler for processens

omkostninger. 19

Klage over indkvarterede grenaderer

Indkvarteringen af soldater hos Roskildes borgere gav anledning til

misfornøjelse på begge sider. Værterne klagede over soldaternes

opførsel, og soldaterne klagede over deres kvarter. Da Isaac Melan

mente sig bestjålet i sit hus af en indkvarteret grenader, havde han for

krigsretten i København sagt, at han ville klage til kongen over, at grenaderen

endnu ikke havde fået sin straf. Denne udtalelse foranledigede,

at der indløb en klage til stiftamtmanden fra grenaderens overord-

46


nede over Isaac Melan, som derfor blev kaldt op på rådstuen 18. januar

1732 for at afgive forklaring. Her fortalte han, at han ville klage til

kongen, fordi han var utilfreds med, at grenaderen var blevet afgivet til

et andet kompagni uden straf. Samtidig kunne han fortælle om andre

grenaderer, der havde begået tyveri i deres kvarter. 20 Der skete tilsyneladende

ikke mere i sagen.

Dom for ulovlig ansættelse af konferensråds fæster

Det var ikke nemt for Isaac Melan at finde ud af, hvordan man skulle

holde sig på lovens sti her i landet. 5. november 1733 blev han indkaldt

til retten i Roskilde af konferensråd Peder Bentzon, fordi han uden

dennes godkendelse havde ansat Sidsel Anders, som i Kamstrup var

fæster i et hus, der tilhørte konferensråden.

Ved afsigelsen af dommen 18. marts 1734 hed det, at Isaac Melan var

en person uden nation og religion, og han forstod tilmed ikke at bruge

det danske sprog, som han burde, når han agtede at procedere. Da han

havde begået en ubesindig ja ulovlig handling, blev han dømt til at

betale processens omkostninger med 4 rigsdaler samt en mulkt på 1

rigsdaler til byens fattige. 21

Da han et halvt år senere endnu ikke havde betalt, indfandt byfogeden

sig ved hans hus for at eksekvere dommen. Her blev han modtaget

af Isaac Melan med en stor lægtehammer i hånden og fik at vide,

at han ikke kom over dørtærskelen og kunne spare sit liv ved at holde

sig ude, thi han var en kujon og en hundsfot, der havde bedraget ham

to gange tidligere. 27. januar 1735 kom han igen i retten og måtte lide

dom for sin formastelige behandling og nærgående skældsord mod

byfogeden.

Han blev dømt til at bede byfogeden om forladelse samt ifølge

lovens 6. bog 21. kapitel 4. artikel at betale 4 rigsdaler i mulkt til byens

fattige for sin forseelse og ifølge lovens 1. bog 24. kapitel 29. artikel at

betale 60 lod sølv ”som deles efter evne” for sin adfærd med opsætsighed

mod retten. Desuden skulle han erlægge 10 rigsdaler til dækning

af de ekstraordinære sagsomkostninger. 22

47


48

Artikler i Chr. 5.’s Danske Lov overtrådt af Isaac Melan

6. bog 7. kapitel 8. artikel.

For Stavshug og Steenshug og Beenshug og Nævehug og

Haargreb og Jordskuf bødis trende sex Lod Sølv.

6. bog 9. kapitel 16. artikel.

Hvo som i Kirken, paa Kirkegaard, paa Ting, eller nogen

anden Stæds, som Dom og Ret sættis, tager til Verie, høder,

eller truer nogen Mand med vred Hue, eller væbnet Haand,

enddog hand ingen Skade giør, bøde for hver Sinde hans Brøst

saa findis trende tj Lod Sølv.

6. bog 21. kapitel 7. artikel.

Befindis nogen med skammelig Løgn, muntlig eller skriftlig,

at ville sette deris Øvrighed, Geistlig eller Verdslig, eller

andre hæderlige Folk og ærlige Hustruer, eller Møer, nogen

Skandflik paa, bøde sine tre Mark, og derforuden trende

fyrretyve Lod Sølv; Og hvis hand ikke haver at bøde med,

da bør hand at slaais til Kagen og bære Steene af Byen.

6. bog 21. kapitel 4. artikel.

Ere Ordene ikke nogens Ære og Lempe for nær, og dog

kiendis af Dommeren at være Utilbørlige, da maa de med

Pengestraf forsonis, efter som de ere grove til; Og skal ingen

Æredom udstædis for Ord, som Ære og Lempe ikke

vedkomme, og ved hvilke ingen sigtis paa ærlig Navn og Røgte.

1. bog 24. kapitel 29. artikel.

Dersom den, der søgis med Nam, eller Indførsel, enten ved

sig selv, eller sine Folk, griber til Verie, da bøde hand og

hver af dem trediesindstyve Lod Sølv, om end skiønt de ingen

Skade giøre; Giøre de nogen Skade, da bøde de derforuden for

Skaden; Fanger hand, eller de, Skade derover, da have Skade

for Hiemgield.


Chr. 5.´s Danske Lov er fra 1683, og sproget er fra dengang,

så hvis teksten skal forstås i dag, kan det være nødvendigt at slå op i den

store ”Ordbog over det danske Sprog”.

Når bøder ofte udtrykkes i lod sølv, må man gå ud fra, at betalingen

skete i mønt, hvori man kendte vægten af sølv.

Vægten (1 lod = 15,58 gram) af sølv i bøden blev så omregnet til mønt.

De reformertes deltagelse i rådhusbyggeriet

I foråret 1735 begyndte opbyggelsen af et nyt rådhus i Roskilde som

erstatning for det gamle, der brændte i 1731. Magistraten havde beregnet,

at det ville koste 24-2500 rigsdaler, hvoraf 1800 var blevet skænket

af kongen, og den havde besluttet, at byens indbyggere skulle yde

pligtarbejde ved byggeriet, i stedet for at udrede de manglende 6-700

rigsdaler. De reformerte plantører Isaac Melan, Abraham de Hon,

Jacob Foerman og Jacob Feu klagede over, at borgmesteren tvært imod

deres privilegier tvang dem til dette arbejde, og når de for at passe

deres tobaksplantager ikke kunne møde lod dem pante for en mark om

dagen. 23

25. juni 1735 besluttede kongen, at de reformerte ikke kunne gøre

krav på større frihed end andre privilegerede i købstæderne. Derfor

skulle de ikke alene tage del i rådhusbyggeriet, men også give deres

andel til delinkventudgifterne og bidrage til de offentlige gaders og

brandvæsnets vedligeholdelse. Stiftamtmanden bad borgmesteren

bekendtgøre beslutningen for vedkommende, og 4. juli 1735 blev den

læst i de indkaldte reformerte plantørers påhør. 24

Delinkventudgifterne blev fordelt på indbyggerne i Roskilde. I 1736

var omkostningerne for den henrettede mordbrænder og de øvrige

afstraffede forbrydere og arrestanter 157 rigsdaler og 3 mark. Heraf

skulle de gejstlige, betjentene og de privilegerede tilsammen betale 1/5,

hvoraf de fire reformerte plantører hver skulle svare 1 mark og 4 skilling.

I 1738 havde de dog endnu ikke betalt, idet de foregav, at de efter

deres frihed ikke skulle betale sådanne udgifter. 25

49


Leje af de fattiges Bondegaard

8. september 1735 blev boligen i Støden kaldet Bondegaarden og det

derved liggende lille vænge samt sædevænget ved Lillehede senere

kaldt Bundtmagervænget bortlejet ved offentlig auktion. Alt sammen

tilhørte de fattige i Herluf Trolles boliger i Bredgade.

En del liebhavere indfandt sig på auktionsstedet, hvor Isaac Melan

blev den højstbydende på indfæstningen med 6 rigsdaler og 1 mark på

efterfølgende konditioner. Han lovede at skaffe Lorentz Snedker, som

var en vederhæftig mand, som kautionist. Hans bud blev indstillet til

de høje herrer direktørers approbation.

Konditioner

1. Boligen kaldet Bondegaarden, som nu er i slet tilstand, skal den

lejende inden tre år fra dato på egen bekostning sætte i tilbørlig

stand, så den kan stå for et fuldt syn.

2. Af boligen samt det derved liggende lille vænge og af Lillehede

vænget skal den lejende årligt til de fattiges inspektører i Roskilde

inden hvert års påske efter kapiteltaksten betale penge for 8 tønder

byg samt desuden i rentepenge 1 rigsdaler.

3. Jorden skal den lejende vel og forsvarligt gøde og dyrke og ej derved

gøre ringeste fremlån til andre under fæstets fortabelse.

Ligeså skal den lejende eller fæstende holde gærderne samt digerne

i forsvarlig stand, så at de ved hans dødsfald eller fratrædelse

kan agtes forsvarlige; thi i mangel deraf skal den fæstende eller

hans arvinger være forbundne på egen bekostning at forbedre

dem, således at ej noget derimod med billighed kan være at erindre.

4. Som ingen besætning leveres ved stedet, så tilsvarer den fæstende

ej heller noget ved fratrædelsen.

5. Den fæstende tilforpligtes hermed, når reparation foretages på de

fattiges huse i Bredgade, at gøre den sædvanlige hovning med ler

og sands tilførsel uden ringeste vægring eller betaling.

6. Den fæstende betaler selv de på auktionen gående omkostninger

samt leverer stemplet papir til fæstebrevet.

7. Beror det højeste bud af indfæstningspengene på de fattiges høje

herrer direktørers højgunstige approbation.

50


Det er nærliggende at antage, at han indgik dette lejemål for at for -

øge sit dyrkede areal i Vor Frue rode, hvor familien havde sin bopæl.

Boligen i Støden har næppe fristet som bopæl i sin slette tilstand, men

alligevel måtte han tage til takke med den fire uger senere, da branden

i Roskilde havde lagt alt i aske, hvor familien boede. 26

Den forsvundne milepæl

Isaac Melan var 25. august 1735 blevet stævnet til Roskilde byting af

handelsmand Christopher Birch for at have udtalt ærerørige skældsord

mod ham. 27

I den anledning sendte Isaac Melan 5. september stiftamtmanden et

brev, hvori han kort gjorde rede for forhistorien til stævningen, som

han imidlertid ikke kunne godtage, da han påstod, at den ene stævningsmand,

vægter Ditlev Nielsen, var en berygtet tyv. 28

Stiftamtmanden sendte Isaac Melans brev til udtalelse hos magistraten

i Roskilde, hvorefter byfogeden, Isaac Melan og Christopher Birch

afgav forklaring i rådstuen 10. september. Her kom forhistorien, der

handlede om en forsvunden milepæl frem.

I efteråret 1734 havde Isaac Melan hørt, at en forsvunden milepæl,

der havde ligget neden for milehøjen ved vejrmøllehusene uden for

Ringstedgades port, befandt sig i Christopher Birchs stue. Han fortalte

det til byfogeden og fulgtes med ham og hans to mænd til Birchs

hus, hvor de fandt stenen i stuegulvet, brød den ud og fik den kastet

tilbage ved milehøjen. Isaac Melan fortalte, at da han kørte forbi Birchs

hus, nogle dage efter milepælen var blevet fjernet fra huset, kom Birchs

hustru ud i døren og skældte ham ud for en kanalje og en tysk skælm.

Byfogeden berettede, at Birchs tjenestefolk, før han forlod huset,

havde oplyst, at de af deres madfar havde fået besked om at køre ud i

marken og lede efter sten og hente dem hjem til at stene hans nyopbyggede

hus med. Da de var kommet ud på vejen, havde de fået øje på

den liggende milepæl og lagt den op på vognen sammen med de øv -

rige sten. Deres madfar var ikke til stede, da de kom hjem. Christopher

Birch erklærede, at han var aldeles uvidende om, at milepælen havde

været blandt stenene, førend den under hans fraværelse var blevet fjernet

fra hans stue. Da byfogeden fandt, at Christopher Birch var uskyldig,

lod han sagen om milepælen falde. Nu et års tid efter havde

51


Christopher Birch for at håndhæve sin ære stævnet Isaac Melan til

Roskilde byting, og da Isaac Melan ikke ville frafalde sin beskyldning,

måtte sagen gå sin gang. 29

Magistraten sendte den nyligt tiltrådte stiftamtmand en afskrift af

rådstueprotokollens omtale af mødet 10. september vedlagt et brev,

hvori den skrev sin utilslørede mening om Isaac Melan. Han var en

meget ubesindig og trættekær mand, ja en æreskænder og oprører, som

det fremgik mange steder af rådstuens og bytingets protokoller.

Magistraten bad indstændigt stiftamtmanden om ikke at have tiltro til

Isaac Melan, da den var sikker på, at han efter sin gamle sædvane ville

fremføre mange usandfærdigheder over for ham, som han havde gjort

over for hans formænd. Han stolede meget på, at han for sin religions

skyld samt uvidenhed om dansk lov til dato var blevet tilgivet sine forseelser

og ulovligheder, men nu havde han haft så mange sager og

været her så længe at slige undskyldninger ikke kunne gælde længere. 30

22. december 1735 lod Christopher Birch sagen falde, da Isaac Melan

ved den store ildebrand i byen var afbrændt og forarmet. 31

Roskildes brand i 1735

Isaac Melan blev hårdt ramt ved bybranden 4. oktober 1735. Hans specifikation

ugen efter viser, at han led et tab på 671 rigsdaler 3 mark og

13 skilling. Hans hus mod Guldsmed Stræde (i dag Allehelgensgade) på

6 fag, to loft højt med kvist og tegltag, et tilgrænsende hus på 18 fag,

et loft højt med halmtag og et hus i gården på 7 fag, et loft højt med

halmtag alt var lagt i aske. Hans liste over det brændte i husene viser,

52

Den forsvundne milepæl var formentlig

¼-milesten stående ved landevejen til

Ringsted neden for en milehøj omsat

med kampesten med en sten på toppen,

som vist på denne tegning fra 1693

gengivet efter Lundbye og Hermansen:

Roskilde Landevej gennem Tiderne,

1927.


at 3.000 pund tobaksblade til en værdi af 150 rigsdaler gik tabt. Blandt

indboet vidnede et tobak-spinderbord og en tobak-rok i husets stue

om, at der var blevet spundet tobak, og 6 gamle vinduer på loftet har

sikkert været til at lægge over mistbænkene. 32

Året efter branden

Det første år efter branden udviste Isaac Melan ikke samme adfærd,

som han var blevet kendt for i sit borgerskab som tobaksplantør i

Roskilde gennem 10 år, og som magistraten så rammende havde

beskrevet for stiftamtmanden kort før branden. Der fandtes endnu

ingen brandforsikring, og de mange mennesker, der var blevet ramt af

den chokerende begivenhed, måtte se hen til den hjælp, som de måske

kunne forvente fra kongen til genopbygning.

Isaac Melans familie blev ikke husvild, for den havde huset i Støden

at flytte ind i. Men da hans forråd af tobaksblade og alt indbo var gået

op i flammer, må han have haft store økonomiske problemer. Hans

oprindelige vænge var vel sagtens stadigvæk dyrkbart, men indtægt af

det og af vængerne, der hørte til Bondegaarden i Støden, kunne han

først forvente næste år efter høst, og det samme gjaldt for et vænge,

som han lejede mortensdag 1735 ved Roskilde adelige Jomfrukloster.

Dette lejemål havde sat ham i ny gæld, men da han var afbrændt og forarmet,

slap han for udgifter, da Christopher Birch lod sagen om den

forsvundne milepæl falde.

24. december modtog han 5 rigsdaler og 2 mark for at pågribe en

delinkvent i Kronborg amt og bringe ham til Roskilde. 33 Det har været

en velkommen hjælp til en rejse til København for at få datteren

Susane døbt i den reformerte kirke nytårsdag.

4. marts 1736 fik han stillet 585 rigsdaler af brandhjælpen i udsigt,

når han i Guldsmed Stræde på hjørnet af sit vænge opførte et 30 fag

hus til gaden af forsvarlig egebindingsværkmur. 34 Dette byggeri blev

ikke færdigt i hans levetid. Da han døde tre år senere, var der endnu

ikke bygget mere end 10 fag af de 30, og de var endda ikke sat i fuldt

beboelig stand. 35

Da de fire reformerte plantører sidst i september 1736 endnu engang

blev udpantet af magistraten for fattigskat, henvendte Isaac Melan sig

til stiftamtmanden for at slippe fri for denne skat.

53


Beskyldninger mod Roskildes magistrat

Han sendte 11. oktober 1736 stiftamtmanden et brev, hvori han klagede

over, at magistraten i Roskilde tvært imod de reformertes privilegier

i det forløbne år havde sat dem i fattigskat og havde ladet dem

udpante senest for 14 dage siden uden at tænke på, at de i København

havde deres egen kirke og egne folk at bidrage til. Det var harmeligt at

føde på liderlige kvinder, som intet godt havde udrettet i byen og efter

at være kommet løbende der til havde født 2-3 horebørn, mens de

reformerte med mange små børn skulle lide mangel på brød. Og så

føjede han til, hvad han aldrig skulle have gjort, at mon ikke årsagen til

sådanne byrder skyldtes, at magistraten havde bortsolgt og forødt de

huse og grunde i byen samt jorder på markerne med mere, der var henlagt

til byens fattige. Imidlertid håbede de reformerte på, at magistraten

blev befalet at levere deres udpantede gods tilbage og forskåne

dem for sådanne skatter i fremtiden. Brevet var underskrevet

Isaac Melan

på egne og samtlige interessenters vegne

Jacob Fromo [ofte stavet Foerman] Abraham de Hon Jacob Feu 36

Det er tænkeligt, at han netop i sine ny omgivelser i Støden havde hørt

en masse mere eller mindre løse rygter, der inspirerede ham til at forsøge

i brevet at finde en forklaring på årsagen til fattigskatbyrden.

Måske havde han ramt et ømt punkt, men da han senere skred til mere

yderliggående beskyldninger, blev det magistraten for meget.

Stiftamtmanden havde sendt hans brev til erklæring hos magistraten,

som 17. oktober indkaldte de fire reformerte plantører på rådstuen.

Her blev de to tilstedeværende plantører Jacob Fromo og Abraham de

Hon spurgt om, de havde underskrevet brevet.

De svarede, at de intet kendte til de anførte beskyldninger og heller

ikke havde underskrevet brevet eller bedt nogen underskrive det for

sig. Derfor kunne de ikke gøre rede for indholdet, men overlod det til

vedkommende. I en stor del af borgerskabets nærværelse beskyldte

Isaac Melan derefter de afdøde fattiginspektører i byen for ikke alene

at have bortsolgt de fattiges jorder og huse, men også for at have udrevet

blade af protokollen, som senere kunne give oplysning om salget,

54


Afslutningen på Isaac

Melans uheldige brev til

stiftamtmanden.

I denne artikel er benyttet

hans egen måde at stave

sit navn på. Ofte voldte

det skriverne besvær at

stave til de reformertes

navne, så hans efternavn

kan også være skrevet

Mejland, Maillan,

Meilan, Meylan eller

Maillain.

og for at have hæftet andre blade ind i stedet og stukket pengene i

deres egne tasker.

På grund af disse skammelige beskyldninger mod afdøde brave

mænd, nemlig provsten magister Paullin og borgmester Lunde, lod

magistraten dette brutale menneske fastsætte og forvare i rådstuevagten,

indtil der fra de afdødes enker var indhentet oplysning om, de

fandt anledning til at anlægge sag. 37

20. oktober forelå de to enkers svar. De afviste beskyldningerne, men

havde ikke kræfter til at indlade sig i proces med et så uvederhæftigt

menneske. Samme dag var hele magistraten igen forsamlet på rådstuen,

hvor Isaac Melan var blevet hentet i arresten for at svare på nogle

spørgsmål, bl.a. om han kunne stille garanti for sin tilstedeværelse, da

han i så fald foreløbig kunne komme ud af arresten. Han svarede ikke

med et eneste ord, men viste hånlige miner og ”løftede sine klæder op

bag til og tog til sin rumpe”. 38

Samme dag sendte magistraten et brev til stiftamtmanden vedlagt

kopi af rådstueprotokollens omtale af mødet og af de to enkers udtalelse.

Brevet var et omstændeligt forsvar for magistratens opkrævning

af fattigskat hos de reformerte. Det var først og fremmest for at slippe

for den skat, at Isaac Melan havde skrevet sit brev, men han havde

forsynet det med nogle bemærkninger, der i starten fuldstændig stjal

55


illedet fra hans egentlige hensigt med brevet. Nu kunne magistraten

bevise, at den havde ren samvittighed med hensyn til at opkræve fattigskatten,

idet den efterlevede kongens allernådigste befaling, og den

afsluttede brevet med at bede om stiftamtmandens kraftige beskærmelse

mod denne æreskænder. Isaac Melan sendte dagen efter mødet

på rådstuen også et brev til stiftamtmanden og bad ham give borgmesteren

ordre til, at han blev sat på fri fod for at forfægte sin sag, thi

det kunne han ikke gøre i arresten. 39

I sit svarbrev 22. oktober til magistraten nævnte stiftamtmanden

Isaac Melans brev. Han syntes, at magistraten gjorde bedst i at slippe

ham løs, så han kunne forfægte sin sag. 40

25. oktober indfandt to mænd sig med en stævning i huset i Støden,

hvor han havde boet siden ildebranden. Da han var fraværende, forkyndte

de stævningen for hans hustru, og 2. november fandt det første

retsmøde sted i sagen, som de fattiges inspektører sammen med

byens magistrat havde rejst mod ham. Sagen blev stillet i bero til 15.

november, hvor den blev stillet i bero i yderligere to uger, idet stift -

amtmanden i en skrivelse af 10. november havde meddelt magistraten,

at han og biskoppen ved det kommende landemode i Roskilde havde

sat sig for at undersøge Isaac Melans beskyldninger. 41

Efter landemodet sendte magistraten 4. december 1736 stiftamtmanden

og biskoppen en lang skrivelse, hvori alle dette onde og skamløse

menneskes beskyldninger blev tilintetgjort. Man bad de høje herrer

om at henvende sig til kongen for at blive hjulpet til at opnå oprejsning

for den uret, som denne aldeles uvederhæftige mand og ære -

skænder havde forvoldt. Lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel dikterede

straffen, som han sikkert kunne blive idømt. Men kunne man med

kongens resolution få ham forvist fra byen, ville man gerne for hans

kone og deres 6 små børns skyld lade ham rejse med æren i behold. 42

12. januar 1737 skrev stiftamtmanden og biskoppen til magistraten,

at de nøje havde gennemgået såvel Isaac Melans angivelse ved landemodet

som magistratens erklæring af 4. december. Det fremgik klart,

at Isaac Melans udtalelser ikke alene var ubeviste og ubeviselige,

ugrundede og usandfærdige, men det blev overladt til dem selv, hvilken

oprejsning de ville søge på lovlig vis hos ham. 43

Da prokurator Lorents Broegaard, der førte sagen mod Isaac Melan

56


Chr. 5.’s Danske Lov fra 1683 slået op på 6. bog 21. kapitel 7. artikel, som

Isaac Melan to gange undgik dom for at have overtrådt. Sjællands Stiftsbibliotek.

Foto Flemming G. Rasmussen.

på magistratens vegne, fandt ham til stede i anden anledning ved

bytingets møde 17. januar, ville han høre, om Isaac Melan nu for retten

var villig at tilstå sin forseelse og bede sin øvrighed om forladelse

for sin urimelige fornærmelse af de gode mænd. I så fald kunne han

forsikre, at magistraten af medlidenhed med hans hustru og børn ville

lade sagen bero indtil videre. For at Isaac Melan forud kunne vide, at

han ingen anledning eller ret havde til så skammelige angreb, blev højøvrighedens

brev af 12. januar oplæst for ham og andre tilstedeværende

i retten. Der kom ingen undskyldning fra Isaac Melan, der var rede

til i retten at bevise alle klager, som han havde indgivet til stiftamtmanden

og mange flere unævnte, uretfærdige sager, som at byens

grund, fattiges grund og domkirkens gods var blevet klippet på alle

kanter af den nuværende øvrighed.

Prokurator Broegaard måtte beklage Isaac Melans hustru og børn,

57


som magistraten gerne ville bevare her, men da han halsstarrigt fremturede

med ny ublu og skammelige beskyldninger, kunne de vel ikke,

som de gerne ville, lade sagen bero in status quo, men måtte give sig

fred og ro ved at søge oprejsning efter lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel,

hvilket nu afhang af magistratens nærmere ordre derom.

Retten spurgte Isaac Melan om, han havde noget at fremkomme med

til sin sags tarv og forsvar og ikke siden klage over, at retten havde fornægtet

ham det. Han havde mange indsigelser, men det var om emner,

der faldt uden for denne stævning. 44

Byfogeden sendte 24. januar et brev til stiftamtmand og biskop vedlagt

kopi af justitsprotokollens omtale af hans opførsel ved oplæsningen

af deres skrivelse af 12. januar. De frygtede lige så lidt hans ny

som hans forrige snak, fordi den var og skulle forblive falsk, men de

frygtede at indlade sig i en sag med et så desperat menneske. Thi den

som ikke agter liv eller ære og intet har at bøde med er uangribelig. Dog

var sagen ikke mere deres, da deres forhold og opførsel var fundet lovligt

og forsvarligt. Nu kom det an på de høje herrers resolution, om en

sådan æreskænder og foragter af overøvrighedens afgørelser således

skulle triumfere over uskyldige folk samt foragte og tilsidesætte sin

høje øvrigheds grundige og retsindige afgørelser. 45

Hvis magistraten således havde håbet på at få strøget sagen af på

overøvrigheden, fik den to dage senere klar besked om, at stiftamtmand

og biskop aldeles ikke befattede sig med Isaac Melans sag, men

overlod gerne til magistraten på lovlig måde at søge den oprejsning,

som den fandt det rimeligt at æske. 46

Isaac Melan undgik dom i sagen, men når han var til stede i bytinget

17. januar, skyldtes det, at han efter at have overværet oplæsningen af

højøvrighedens brev, var indkaldt til et retsmøde i en anden sag, han

havde rodet sig ind i. De fattiges forstander Søren Andersen Blich

havde stævnet ham, fordi han 23. og 24. november forrige år offentlig

var blevet skældt ud for en gade- og jordtyv af Isaac Melan.

Dom for krænkelse af de fattiges forstander

Første retsmøde i denne sag fandt sted 6. december 1736, og i dommen,

der faldt 4. april 1737, blev alle Isaac Melans ubesindige, ærerørige

skældsord mod Søren Andersen Blich før og under processen på alle

58


måder kendt ubeføjede og ubevislige og skulle være som utalte og

uskrevne, døde og magtesløse, og ikke i nogen måde komme Søren

Andersen Blich til forklejnelse på hans ærlige navn og rygte. Isaac Melan

blev dømt til at betale 6 rigsdaler for processens omkostning, 5 rigsdaler

til Roskildes fattige for sin uretsindige adfærd og 6 rigsdaler 4 mark og 8

skilling til Justitskassen efter forordningen af 23. december 1735. 47

De reformertes privilegier i Roskilde

Ud over de to løbende retssager i december 1736 var Isaac Melan optaget

af at få rede på de reformertes særrettigheder i Roskilde. De fire

tobaksplantører, som var blevet pantet på grund af deres udeblivelse fra

rådhusbyggeriet i foråret 1735, var underskrivere på et brev, som de 12.

december sendte til stiftamtmanden, fordi borgmesteren behandlede

dem som andre borgere i byen, selv om de ifølge deres privilegier lige

som andre reformerte havde ventet at være befriet for alle byens tynger.

De var utilfreds med, at de var blevet pantet både ved rådhusbyggeriet

og for manglende betaling af fattigskat. Efter kongen havde

besluttet, at de skulle tage del i byggeriet, havde de udført 8 dages

arbejde ved rådhuset. Da de havde ønsket at få deres pant tilbage,

havde borgmesteren kun givet Isaac Melan penge til at løse sit pant for,

hvorimod han havde ladet de tre øvriges panter sælge på offentlig auktion.

Nu forlangte de, at borgmesteren gav dem alle panter tilbage og

ikke fremover tilsidesatte deres privilegier.

Stiftamtmanden udfærdigede 15. december en resolution, hvori han

grundigt behandlede de fire reformerte plantørers skrivelse, dog undgik

han at komme ind på dens krav om, at borgmesteren ”mindelig fornøyer

mig Isaac Meylan for paalagde Arrest”. Med hensyn til rådhusbyggeriet

anmodede han magistraten om at tilfredsstille disse urolige

hoveder ved at give enhver deres penge igen. Endvidere skulle de være

fri for at holde vagt med andre borgere over delinkventer og indtil

videre også være fri for at betale vægterskat. Derimod kunne de ikke

fritages for fattigskat. De blev mindet om at gøre, hvad de skulle, leve

roligt og fredeligt og være deres øvrighed lydig. Til gengæld skulle

ingen ustraffet trænge ind på deres privilegier. 48

De fire plantører mødte op i rådstuen 17. december og fik oplæst

stiftamtmandens resolution. Derefter fik de tre af dem udleveret 1

59


igsdaler 2 mark og 1 skilling for de panter, der var blevet inddrevet ved

rådhusbyggeriet og solgt på auktion for dette beløb. 49

Dom for gæld til Roskilde Jomfrukloster

Da lejemålet for det vænge, som Isaac Melan havde lejet ved Roskilde

adelige Jomfrukloster, var udløbet i efteråret 1736, og han stadigvæk

skyldte klostret 10 rigsdaler, blev klostrets ridefoged Bech utålmodig

og stævnede ham for retten, hvor han 22. august 1737 blev dømt til at

betale sin gæld samt 3 rigsdaler for processens omkostninger. 50

Da ridefoged Bech en måneds tid senere ved rettens hjælp ville lade

dommen eksekvere, hindrede Isaac Melan med vold og magt rettens

gang på samme måde, som han havde gjort, da byfogeden kom for at

eksekvere dommen for ulovlig ansættelse af konferensråd Bentzons

fæster. Fortørnet skrev ridefogeden 26. september til stiftamtmanden

om episoden og bad ham foranledige, at Isaac Melan blev tiltalt og

straffet for sin opførsel. 51

Stiftamtmanden svarede 28. september, at da Isaac Melan havde forset

sig så groft især imod byfogeden, der handlede på embeds vegne,

burde han forfølges retsligt. Med hensyn til hans anholdelse blev det

overladt til ridefogeden selv at henvende sig på rette sted. 52

Isaac Melans død og hans tobaksvænge i årene efter

Intet i Roskilde byfogeds justitsprotokol tyder på, at Isaac Melan igen

blev stævnet for retten. Andre arkiver er også tavse om hans sidste

levetid. Men han havde nået at gøre sig meget uheldigt bemærket

blandt den halve snes reformerte borgere, der virkede som tobaksplantører

i Roskilde i 1700-tallet.

Kirkebogen for det fransk-reformerte sogn i København meddeler,

at tobaksplantør i Roskilde Isac Meylan, der var født i Brandenburg,

døde i København 8. februar 1739 og blev begravet på kirkens kirkegård

11. februar. Da boets løsøre i beboelsen i Støden blev vurderet

dagen før, var hans enke Anne Seller rejst til København for at besørge

sin afdøde mands jordefærd. En søn og fem døtre, alle umyndige,

var i live af deres børn. Byggeriet ved vænget i Vor Frue rode var

endnu ikke afsluttet, så her fandt vurderingen først sted 12. februar

1743, hvor skiftet blev endelig sluttet. 53

60


Den reformerte tobaksplantør Martinus Succardt blev gift med Isaac

Melans enke Anne Seller og fortsatte til sin død 15. oktober 1754 med

at avle tobak i Isaac Melans tidligere vænge. Efter Succardts død blev

stedet solgt på auktion 3. maj 1755. Den reformerte tobaksplantør

Jacob Dehm var højstbydende og fortsatte med at dyrke tobak her.

Enken Anne Seller blev boende til påske 1756. Jacob Dehm døde 9.

august 1783, året, hvor den amerikanske uafhængighedskrig sluttede,

og hvorefter den nordamerikanske tobak vendte tilbage og blev en

alvorlig konkurrent for tobak avlet i Danmark.

NOTER

1. Karl-Erik Frandsen: Roskilde bys historie 1536-1850. Nedgangstider 1536-1753.

1998, p. 104.

2. N.C. Lukman: Fredericia-Kolonien. Vort lille Frankrig. 1939, p. 48, 61.

3. LAS. Roskilde rådstue. B.1. Rådstueprotokol 1718-36, 4/7 1735, fol. 544.

4. Som note 3, 17/3 1724, fol. 224 og 25/5 1725, fol. 246.

5. Som note 3, 9/9 1722, fol. 173.

6. LAS. Roskilde byfoged. Auktionsprotokol 1719-35, fol. 126.

7. LAS. Roskilde byfoged. Skøde- og panteprotokol nr.1, 1727-42, fol. 47.

8. Som note 3, fol. 253.

9. LAS. Roskilde byfoged. Justitsprotokol 1727-34, fol. 12.

10. LAS. Sjællands landsting. Justitsprotokol 1721-34, 12/5 1728, fol. 362.

11. Som note 9, fol. 83.

12. Som note 9, fol. 312, 316.

13. RA. Danske kancelli D 109. Suppliqver 2. halvår 1729, 732.

14. KS. Politi- og kommercekollegiet. Resolutionsprotokol 1726-30, p. 707 ff.

15. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for ind- og udgåede breve 1717-36, fol. 183.

16. Forordninger og åbne breve. 1730, p. 14.

17. Som note 3, 1/2 1731, fol 418.

18. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1730-33.

19. Som note 9, fol. 264.

20. Som note 3, fol. 440.

21. Som note 9, fol. 649.

22. LAS. Roskilde byfoged. Justitsprotokol 1734-39, fol. 71.

61


23. RA. Danske kancelli D 109. Suppliqver 1. halvår 1735, 821.

24. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1734-36.

25. LAS. Roskilde rådstue. Kæmnerregnskaber 1730-40, bilag til 1737, nr. 6, 142.

26. LAS. Roskilde rådstue. Fattigvæsenets indk. Sager 1682-1785.

27. Som note 22, fol. 116.

28. Som note 24.

29. Som note 3, fol. 553 f.

30. Som note 24.

31. Som note 22, fol. 149.

32. LAS. Roskilde rådstue. Sager vedr. brandene i Roskilde 1731-35, brandskadespecifikationer

1735.

33. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for udg. Breve 1737-59, fol. 13, 14.

34. Som note 32, branden oktober 1735, repartition af 4/3 1736.

35. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1737-41.

36. Som note 24.

37. LAS. Roskilde rådstue. B.2. Rådstueprotolol 1736-50, fol.13 f.

38. Som note 37, fol 14 f.

39. Som note 24.

40. Som note 26.

41. Som note 22, fol. 244, 246.

42. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for ind- og udgåede breve 1717-36, fol. 303-308.

43. LAS. Sjællands stifts bispearkiv. Kopibog over udg. Breve 5/1-21/9 1737, p.17.

44. Som note 22, fol. 255.

45. Som note 33, fol. 4.

46. Som note 43, p. 26.

47. Som note 22, fol. 270.

48. Som note 42, fol. 373-379.

49. Som note 37, fol. 21.

50. Som note 22, fol. 319.

51. Som note 35.

52. LAS. Sjællands stiftamt. Stiftamtmandens kopibøger nr 9, 1737.

53. LAS. Roskilde byfoged. Skifteprotokol 1737-44, fol. 400 ff.

KS. Københavns Stadsarkiv

LAS. Landsarkivet for Sjælland m.v.

RA. Rigsarkivet.

62

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!