Den hvide due

Den hvide due
Svend Grundtvig (1824-1883)
Udgivet: 1876
Fra Danske Folkeeventyr - Bind 1
Afskrivning efter trykt forlæg og transkription af
håndskrevne optegnelser samt korrekturlæsning
er foretaget af cand.mag. Jan Pöhlmann
og assistenterne Jette Wahlberg, Bodil
Keiler, Marianne Bierrings, cand. phil.
Christa Paulsen og Oline Ellestad.
[www.estrup.org - ID: T264 - TS: 2007-02-03 21:36]
Side 1

Side 2
En konge havde to sønner. Det var et par forvovne drenge, der altid havde så megen
galskab for. Så en dag roede de alene ud på havet i en lille jolle. Det var smukt vejr, da
de roede ud; men så snart de var kommet et stykke fra land, rejste der sig en forrygende
storm. Årerne gik straks over bord, og den lille båd tumledes om som en nøddeskal på
de rullende bølger. Prinserne måtte holde sig fast i tofterne, for ikke at styrte over bord.
Da mødte de et underligt fartøj, det var et dejtrug, hvori der sad en enlig gammel
kælling. Hun råbte dem an og sagde, at de kunne endda slippe levende i land, når de
ville love hende den søn, som deres moder dronningen snart skulle føde. - "Det kan
vi ikke," råbte prinserne, "han tilhører ikke os, så vi kan ikke give ham bort." - "Ja, så
kan I rådne på havsens bund, begge to," sagde kællingen; "det kunne ellers nok være,
at jeres moder hellere ville beholde de to sønner, hun har, end det barn, hun endnu
ikke har født til verden."
Så roede hun væk i sit dejtrug; mens stormen hylede endnu højere end før, og
vandet væltede ind i båden til dem, så de var lige ved at synke. Da tænkte prinserne,
at der var dog noget i, hvad kællingen sagde om deres moder, og de ville jo også
gerne frelse deres liv, og så råbte de til hende og lovede, at det skulle være, som
hun forlangte: hun måtte have deres ufødte broder, når hun ville frelse dem af denne
havsnød. I det samme stilnede stormen af, bølgerne lagde sig, båden drev i land uden
for deres faders slot, og begge prinserne kom godt hjem og blev taget imod med åbne
arme af fader og moder, som havde udstået så megen angst for dem.
Brødrene sagde ikke noget om, hvad de havde lovet, hverken nu eller siden, da
dronningen fødte en tredje søn, en dejlig dreng, som hun elskede over alt i verden. Han
blev opfødt og opfostret, oplært og opdraget i sin fædrene gård, indtil han var voksen;
og hans brødre havde aldrig siden set eller hørt noget til den heks, som de havde lovet
ham bort til, inden han var født.
Da er det en aften, der rejser sig en forrygende storm med mørke og tåge; det suser
og bruser om kongens gård, og med det samme bliver der banket hårdt på døren
til salen, hvor den yngste prins er inde. Han går til døren; da står der en gammel
kælling med et dejtrug på nakken, og siger til ham, at han skal straks følge med hende:
Hans brødre havde lovet ham bort, imod at hun skulle frelse deres liv. - "Ja, har du
frelst mine brødres liv, og har de lovet mig bort til dig, så vil jeg også følge med dig,"
siger kongesønnen. Så går de sammen ned til stranden. Han må sætte sig i dejtruget
sammen med heksen, og hun sejler bort med ham over havet, eller over en bugt af
havet, hjem til sin bolig.
Nu er kongesønnen da i heksens vold og i hendes tjeneste. Det første, hun sætter
ham til, det er, at han skal pille fjer. "Den bunke fjer, du her ser, må du have færdig til i
aften, når jeg kommer igen," siger heksen; "ellers skal du sættes til strengere arbejde."
Han giver sig da i lag med fjerene og piller og piller, indtil der kun er en eneste fjer
tilbage, han ikke har haft fat i. Da kom der en hvirvelvind og snurrede alle fjerene rundt
og fejede dem hen ad gulvet op i en bunke, hvor de lå, som de var stampet sammen. Så
måtte han begynde forfra igen på sit arbejde; men nu var der kun en time til aften, hvor
heksen vendte hjem, og han så nok, at det var umuligt for ham at blive færdig til den tid.
Da hørte han noget pikke på ruden, og en fin stemme sagde: "Luk mig ind, så skal
jeg hjælpe dig." Det var en hvid due, der sad uden for vinduet og pikkede med næbbet.
Han lukkede op, og duen kom ind, og den tog straks fat og plukkede med sit næb alle
fjerene fra hinanden. Og inden timen var gået, lå fjerene pillede nok så net; duen fløj
ud ad vinduet, og heksen kom i det samme ind ad døren.

Side 3
"Se, se!" sagde den gamle heks, "det var såmænd mere, end jeg havde troet om
dig, at du fik de fjer så kønt i orden. Der kan dog sidde ganske nemme fingre på sådan
en kongesøn." Næste morgen siger så heksen til kongesønnen: "Idag skal du have et
let arbejde. Her uden for døren har jeg en smule brænde liggende, det skal du kløve
for mig til småpinde, som jeg kan have at gøre ild med. Det er snart gjort; men du må
være færdig, til jeg kommer hjem."
Kongesønnen fik en lille økse, og han tog straks fat på arbejdet. Han kløvede og han
splittede, og han syntes, det gik nok så rask fra hånden; men dagen gik, og det var langt
over middag, og han var endnu meget langt fra at være færdig. Han syntes, vedbunken
snarere blev større end mindre, med alt det han tog af den. Så lod han hænderne synke
og tørrede sveden af panden og var da helt ilde til mode; for han vidste, det ville ikke
gå ham godt, dersom han ikke fik sit arbejde færdigt, til heksen kom hjem.
Da kom den hvide due flyvende og satte sig på vedbunken og kurrede og sagde:
"Skal jeg hjælpe dig?" - "Ja, tak skal du have for hjælpen i går og for den, du tilbyder i
dag!" sagde kongesønnen. Og straks greb den lille due det ene stykke brænde efter det
andet og kløvede det med sit næb. Kongesønnen kunne ikke nå at tage fra, så hurtig
som duen kunne kløve. Og snart var al vedden hugget og kløvet i bittesmå pinde.
Så fløj duen hen og satte sig på hans skulder; og kongesønnen takkede den, og
han klappede og strøg dens hvide fjer, og han kyssede den på dens lille røde næb.
I det samme var det ingen due mere, men en dejlig, ung jomfru, som stod ved hans
side. Hun fortalte ham da, at hun var en prinsesse, som heksen havde stjålet eller fået
på samme måde som nu ham, og som hun havde omskabt. Men ved hans kys havde
hun fået sin menneskeskikkelse igen; og når han ville være hende tro og tage hende
til ægte, så kunne hun nok frelse dem begge to fra heksens vold.
Kongesønnen var aldeles indtaget i den dejlige prinsesse, og han ville da gerne
gøre, hvad det skulle være, for at hun skulle komme til at blive hans. Så sagde hun
til ham: "Når nu heksen kommer hjem, så skal du bede hende om, at hun vil opfylde
et ønske for dig, da du nu så godt har udrettet alt, hvad hun har forlangt. Og når hun
så siger ja til det, så skal du ligeud bede hende om den prinsesse, hun har i gårde,
og som nu flyver omkring som en hvid due. Men nu må du først tage en rød silketråd
og binde om min lillefinger, for at du altid kan kende mig igen, hvordan hun så end
skaber mig om."
Kongesønnen fik da i en fart en rød silketråd bundet om den lille hvide finger; i
det samme var prinsessen en due igen og fløj bort; og straks efter kom den gamle
heks hjem med sit dejtrug på nakken. "Nåh, det må jeg sige," sagde hun, "du er flink
til dit arbejde. Og det er nok ellers noget, sådanne prinsehænder ikke er vant til." Så
siger kongesønnen: "Siden I er så godt fornøjet med mit arbejde, så vil I vel også gøre
mig en lille tjeneste og give mig noget, som jeg har fået lyst til?" - "Åh, ja såmænd,"
siger kællingen, "hvad er det, du vil have?" - "Jeg vil have den prinsesse, der er her
i gårde, og som er forvandlet til en hvid due," siger kongesønnen. "Åh, sikken snak!"
siger heksen, "hvordan falder det dig ind, at her skulle være prinsesser, der flyver om
som hvide duer! Men vil du have en prinsesse, så kan du få én, sådan som vi har dem
her." Og så kommer hun slæbende med et lille gråt, loddent æsel med lange ører. "Vil
du have det?" siger kællingen - "anden prinsesse kan du ikke få."
Kongesønnen brugte sine øjne, og han så den røde silketråd om æslets ene hov,
og så sagde han: "Ja, lad mig bare få det!" - "Åh, hvad vil du dog med det?" siger
heksen. "Jeg vil ride på det," siger prinsen. "Ja, gør du kun det!" svarer heksen; men i
det samme trækker hun bort med æslet. "Hvor blev mit æsel af?" siger prinsen, "det er

Side 4
mit, og jeg vil have det." - "Ja, vist!" siger kællingen, og så kommer hun igen slæbende
med en gammel rynket, tandløs kælling, der rystede på hænderne. "Anden prinsesse
kan du ikke få," siger hun, "vil du have hende?" - "Ja, jeg vil!" sagde prinsen, for han
så sin røde silketråd om kællingens finger.
Da blev heksen så lynende gal, at hun for omkring og slog alting i stykker, hvad hun
kunne få fat på, så potteskårene røg om ørene på dem, på prinsen og prinsessen, som
nu stod der i sin egen dejlige skikkelse.
Så skulle de da have bryllup; for heksen måtte holde, hvad hun havde lovet; så han
måtte jo have prinsessen, uanset hvad hun så siden fandt på. Så siger prinsessen til
ham: "Ved bryllupsbordet må du spise, hvad du vil; men du må ikke drikke noget som
helst; for gør du det, så glemmer du mig." Men på bryllupsdagen så havde prinsen
allerede glemt dette, og han rakte hånden ud og tog et bæger vin. Prinsessen passede
dog på og gav ham et puf med albuen, så vinen fløj hen over dugen. Da for heksen
op og slog om sig til kander og fade, så skårene røg dem om ørene, ligesom da hun
blev narret første gang.
Så blev de da ført til brudekammeret, og døren blev lukket. Så siger prinsessen: "Nu
har heksen holdt, hvad hun har lovet; nu gør hun ikke mere godt med sin gode vilje;
så nu må vi flygte lige straks. Jeg lægger to stykker brænde i sengen, som skal svare
i stedet for os, når heksen taler til os. Du må nu tage den urtepotte og det glas vand,
der står i vinduet, og så må vi straks liste os ud og se til at komme afsted."
Som sagt, så gjort. De skyndte sig afsted ud i den mørke nat, og prinsessen førte
an, for hun vidste vejen; den havde hun udspejdet, mens hun fløj rundt i dueham. Ved
midnat kom heksen til brudekammerdøren og kaldte derind; og de to stykker brænde
svarede, så hun troede, de var der. Så gik hun igen. Før det blev lyst var heksen atter
ved døren og kaldte på dem; og brændestykkerne svarede igen for dem. Så tænkte
hun da, at hun havde dem; og når solen stod op, så var brudenatten forbi: hun havde
da holdt sit løfte, og kunne så rette sin vrede mod dem og hævne sig på dem begge
to. Ved den første solstråle brød heksen da ind i kammeret; men der fandt hun ingen
prins og prinsesse: ikke andet end de to stykker brænde, der lå i sengen og gloede
uden at mæle et ord. Dem slog hun i gulvet, så de splintredes i tusinde stumper, og
så for hun afsted efter de flygtende.
Ved den første solstråle siger prinsessen til prinsen: "Se dig om, ser du noget bag
ved os?" - "Ja, jeg ser en mørk sky langt borte," siger han. "Kast så urtepotten bagud
over dit hoved!" siger prinsessen. Og da det var gjort, blev der en stor, tyk skov bag
ved dem. Da heksen kom til skoven, kunne hun ikke komme igennem den, før hun kom
hjem og fik hentet sin økse, at hugge sig igennem med.
Lidt efter siger prinsessen igen til prinsen: "Se dig om, ser du noget bag ved os?"
- "Ja," siger prinsen, "der er den store, sorte sky igen." - "Kast så vandglasset bag over
dit hoved!" siger prinsessen. Og da han gjorde det, blev der en stor sø bag ved dem.
Den kunne heksen ikke komme over, før hun kom hjem og fik hentet sit dejtrug.
Imidlertid var de flygtende kommet til det slot, hvor prinsen havde hjemme. De
klatrede op over havemuren, løb tværs igennem haven og smuttede ind ad et åbent
vindue. Da var heksen lige bag efter dem. Men prinsessen satte sig i vinduet og pustede
ned på heksen: hundrede hvide duer fløj ud af hendes mund, og de susede og flagrede
om hovedet på heksen, så hun blev så gal, at hun fløj i flint; og der står hun endnu som
en stor flintesten uden for vinduet.
Men på slottet blev der stor glæde over prinsen og hans brud. Og hans to ældre
brødre kom og faldt på knæ for ham og bad om forladelse for, hvad de havde gjort

Side 5
imod ham. Han alene skulle nu arve riget og regeringen, og de ville være hans tro
undersåtter.