45846 Fokus 2_04.indd - Servicestyrelsen

servicestyrelsen.dk

45846 Fokus 2_04.indd - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade

Tema: Læring

11. årgang

Nummer 2

Juni 2004


2

FOKUS

Nyhedsblad fra

Videnscenter for Hjerneskade

11. årgang nr. 2, juni 2004

Udkommer fire gange om året.

Oplag: 3500

ISSN 1601-8257

Trykt på 90 gram Alpa Sol

Typografi: Meta

Forsiden:

Mette Trier, PhotoDisc m.fl.

Videnscenter for Hjerneskade:

Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger

Sanatorievej 32, 7140 Stouby

Tlf.: 75 89 78 77

Fax: 75 89 78 79

Email: info@vfhj.dk

Internet: www.vfhj.dk

Redaktion:

Sekretariatschef Brita Øhlenschlæger,

informationsmedarbejder Mette Trier,

faglig medarbejder Hanne Pallesen og

sekretær Birgit Münch – alle fra

Videnscenter for Hjerneskade.

Design, produktion og tryk:

Datagraf Auning AS

11. årgang

Nummer 2

Juni 2004

3 Leder:

Der står viden bag en kvalificeret indsats.

Af Lars Engberg.

Tema: Læring

4 Al rehabilitering er kognitiv rehabilitering

Kognition er ikke alene knyttet til hjernen,

men til hele personen og dennes relationer

til omverdenen.

Af Kjeld Fredens.

6 Motorisk genoptræning efter en hjerneskade

– Om motoriske læreprocesser med

problemløsning som omdrejningspunkt.

Af Peter Thybo.

8 ’Kit’ i sprækkerne

I Viborg Amt forsøger man at kitte tilværelsen

sammen for hjerneskadede med nyt indhold i

fritiden, når arbejdslivet må opgives.

Af Birthe Bjørslev.

10 Lugten af hest!

På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade

træner klienten i alle de vågne timer.

Af Agnes Pilgaard.

12 Indretning med afsæt i ICF

Hammel Neurocenter har hentet

indretningsmæssig inspirationen i ICF

klassifikationen.

Af Lena Bjørn og Lena Aadal.

14 Rehabilitering set med brugerøjne

Hjerneskaderamte kan stadig fortælle om

utilsigtede krænkelser, systembarrierer

og ubehagelige oplevelser i

rehabiliteringsforløbet.

Af Hanne Pallesen.

16 Troen på egen formåen

At have tillid til egne færdigheder kan få afgørende,

positiv indflydelse på rehabiliteringsforløbet.

Af Karin Hellström.

18 Hukommelsestræning er meget mere end memoryspil

I skoleregi er det en stor udfordring at finde metoder

til at udfordre og styrke barnets hukommelse.

Af Lene Daugaard.

20 Midt i et vadested

Der har de seneste 30 år på handicapområdet været

en målsætning om ’et liv så tæt på det normale som

muligt.’ Men normal bør erstattes med meningsfuld.

Kommentar af Rasmus Aagaard.

Øvrige artikler

22 Kan han ikke ringe tilbage, når afasien er ovre?

HjerneSagens analyse af tre års henvendelser viser,

at den offentlige sektor med god ret kan gøre sig

mere umage. Af Birgitte Tjørnebjerg.

24 Akkreditering – at leve op til egne standarder og løfter

Vejlefjord Neurorehabilitering er blevet internationalt

blåstemplet af organisationen CARF.

Af Grethe Damgaard og Asbjørn Kurup.

26 Mål til forhandling

Referat fra en temadag med den engelske

neuropsykolog, Barbara Wilson.

Af Charlotte Ringmose.

Boganmeldelser

27 Søvn af Poul Jennum

28 Børn der er anderledes af Anne-Marie Beck-Nielsen

29 Livet med en hjerneskadet af Pia Løvschal Nielsen

30 Nyt fra Videnscenteret

31 Nyt fra børneområdet

Indsendt stof:

Videnscenter for Hjerneskade modtager

gerne artikler, eller forslag til artikler.

Du kan læse en vejledning til manuskripter

på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp.

Redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne

i indlæg i FOKUS. Redaktionen

forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller

redigere indsendte indlæg.

Debatindlæg, der forholder sig til navngivne

personer, vil forinden optagelsen blive

forelagt disse til eventuelle kommentarer.

Eftertryk med kildeangivelse tilladt

Deadline for stof til næste nummer:

9. august 2004

Målgruppen for Fokus:

Fokus er Videnscenter for Hjerneskades landsdækkende

tidsskrift. Det henvender sig

først og fremmest til professionelle inden

for hjerneskadeområdet – dvs. forvaltninger,

institutioner, sygehuse, skoler og beslutningstagere

mv., men også til de skadede selv,

deres pårørende og til brugerorganisationerne.

Fokus omhandler personer med erhvervet

hjerneskade fra to år og opefter af dansk

eller anden etnisk oprindelse.

Det tilstræbes, at hvert nummer af Fokus

har et overordnet tema, som belyses ud fra

forskellige indfaldsvinkler. Såvel nationale som

internationale erfaringer og viden formidles

upartisk i bladet.


Der står viden bag

en kvalificeret indsats

Dette nummer af Fokus udsendes til ca.

3.000 abonnenter og er en del af vidensformidlingen

fra Videnscenter for Hjerneskade.

En tværfaglig kreds af fagpersoner

lige fra hospitalerne til ansatte ved tilbud

eller rådgivning for hjerneskadede i amter

og kommuner samt pårørende og skadede

henter igennem Fokus ny viden og inspiration til

den videre indsats på hjerneskadeområdet.

Hvis regeringens udspil i forbindelse med strukturreformen

gennemføres, vil ansvaret for indsatsen

for de handicappede, og dermed også for personer

med erhvervet hjerneskade, overgå til kommunerne.

Mange af de udviklingsprojekter om forbedring

af indsatsen overfor de hjerneskadede, som har

kørt i landets amter og kommuner i de senere

år, har påvist, at kommunerne mangler viden om

hjerneskader. Sociale problemstillinger som sygedagpenge,

genoptræning eller stillingtagen til placering

på arbejdsmarkedet behandles i øjeblikket

i separate sagsforløb i kommunerne. Sagsbehandleren

er ofte ikke klar over, at den fælles årsag til

problemerne er en hjerneskade, der som bekendt

ofte både rammer fysiske funktioner, intellektuelle

funktioner som hukommelse og overblik, og kan

resultere i personlighedsændringer og udtrætning.

Videnscenteret har sammen med de amtslige

specialrådgivninger og mange af satspuljeprojekterne

gjort vigtige erfaringer med hensyn til,

hvordan kommunale vidensnetværk kan opbygges

og vedligeholdes. Det betyder, at vi råder

over de nødvendige redskaber, hvis Videnscenter

for Hjerneskade sammen med specialrådgivningen

stilles overfor den store udfordring at opbygge og

vedligeholde vidensnetværk til nøglepersoner i

landets nye storkommuner.

Mennesker med erhvervet hjerneskade er en speciel

handicapgruppe. En normal opvækst, udvikling og

livserfaring afbrydes pludseligt af en hjerneskade.

Forløbet starter med indlæggelse og genoptræning

på sygehus og skal følges op med en ofte langvarig

indsats i amt og kommune. Erfaringerne fra bl.a.

satspuljeprojekterne viser, at ydes der – som anbefalet

i Sundhedsstyrelsens redegørelse: Behandling

af traumatiske hjerneskader og tilgrænsende lidelser

(1997) en intensiv, sammenhængende indsats fra

hospital og til den kommunale indsats på tværs af

sektorerne, kan hjerneskadede meget ofte reetableres

i en velfungerende aktiv hverdag, om end på

andre præmisser end før skaden.

Amtsrådsforeningen har netop udsendt en række

anbefalinger om de landsdækkende vidensfunktioner

på handicapområdet til høring hos amterne, KL,

videnscentrene, DSI, Social- og undervisningsministerierne

og Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Heri anbefales bl.a. at tage udgangspunkt i de

nuværende 11 videnscentre, og at der etableres et

landsdækkende ressourcecenter som paraplyorganisation

over de fremtidige vidensfunktioner, hvor

ressourcecenteret har det overordnede økonomiske,

administrative og faglige ansvar.

Det er vigtigt, at videnscentrene afsætter kræfter

til tværgående indsatsområder og indgår i fleksible

opgaveløsninger af de fremtidige vidensfunktioner.

Men det er også vigtigt, at hjerneskadeområdet i

den nye struktur fortsat sikres handlefrihed, initiativ

og mulighed for at træffe hurtige beslutninger.

Videnscenter for Hjerneskade bør derfor fortsat

sikres selvstændighed, fx ved egen bestyrelse, der

sidder inde med engagement og viden på området

og via eget budget hurtigt kan sætte ind på de

områder, hvor der er behov for det. Derved sikres

også direkte brugerindflydelse via områdets egne

brugerorganisationer, som ved hvor skoen trykker

og kan være med til at sikre, at udviklingen

fortsætter i indsatsen for personer med erhvervet

hjerneskade.

Lars Engberg

Formandens spidse pen

LEDER

3


4

AF KJELD FREDENS,

LÆGE, HJERNEFORSKER.

LÆRING

Al rehabilitering er

kognitiv rehabilitering

Al rehabilitering er kognitiv rehabilitering, som tager udgangspunkt i individets handlinger.

Kognition er ikke knyttet til hjernen men til hele personen og dennes relationer til en omverden.

Men begrebet kognition har to meget forskellige betydninger, som let kan skabe forvirring. I de

kognitive videnskaber er kognition et udtryk for alle de processer, der er aktive, når vi erkender

noget, altså sansning, handling, perception, følelser, opmærksomhed, hukommelse og højere

kognitive funktioner som sprog og tænkning. Kognition dækker altså både over ubevidste og

bevidste processer. Det er denne betydning af kognition, som vil blive anvendt i denne artikel,

men med den udvidelse, at kognitionen strækker sig ind i kulturen. Men der kan opstå forvirring,

fordi man i nogle filosofiske retninger betragter kognition som en bevidst rationel tænkning.

Mange filosoffer vil ikke betragte den ubevidste kognition som kognition overhovedet.

Det er altså en helt central antagelse, at udvikling,

omgivelser/kultur og læring ikke kan adskilles. Dette

synspunkt danner udgangspunkt for terapeutens

iagttagelse af eleven. Det betyder, at når man observerer,

hvordan en person fungerer, så er denne

observation for det første afhængig af situationen

og de samspil, den finder sted i, og for det andet af

den observerede persons forståelse af situationen.

Denne form for observation – som er en deltagende

observation – adskiller sig fra almindelige tests,

funktionsanalyser eller hjerneskanninger, fordi den

medtænker situationen og den observeredes egen

oplevelse af det, der sker. Observatøren er selv

en del af observationen, fordi enhver iagttagelse

også er en forandring og en konstruktion af det,

man iagttager.

Samspillet mellem kultur og menneskets natur

er et både-og. Mennesket er hverken frit af sine

arveanlæg eller sin kultur. Begge byder sig til med

muligheder, og udviklingen dukker op der, hvor

de finder sammen. Vi udvikler en del af de mange

medfødte muligheder, vi rummer, og vi tager nogle

af de tilbud, kulturen byder os.

At socio-kulturelle strukturer skaber og er

skabt af vor tænke- og handlemåder betyder, at

vi må ændre vort syn på kognition. Kognition er

ikke udelukkende en personlig tænkeevne; sociale

konstruktioner har også deres kognitive strukturer.

En bold er ikke bare en ting, men en genstand

der “vil” gribes. En gruppe mennesker har andre

kognitive egenskaber end dem, der kan udledes

af hvert enkelt medlem af gruppen. Antropologen

Edwin Hutchins (2000) har i bogen Cognition in the

Wild vist, at menneskets kognition altid befinder

sig i en kompleks socio-kulturel verden, som er

medskaber af vore personlige tænke- og handleevner.

Det betyder, at kognition – og kognitiv rehabilitering

– befinder sig i en dynamisk socio-kulturel

sammenhæng, hvoraf den personlige kognition er

en del.

Vi bør derfor overveje at skifte billedet af den

isolerede hjerne, vi kan se på neurologens billeder,

ud med en hjerne, der er koblet til andre hjerner,

deres fælles kultur og til tingene i kulturen. Hjerner

vokser i fællesskaber og forvitrer i ensomhed. Man

ser det dagligt, når den hjerneskadede efter endt

behandling køres hjem og sættes foran fjernsynet.

De får hjemmehjælp, mens de skulle have hjælp

til at komme ud.

Når vi taler om kognitiv rehabilitering og dermed

om kognition, forbinder vi ofte kognition med hjernefunktioner,

mens vi burde overveje at vende bøtten

og tænke over, i hvilken udstrækning kognition

allerede er til stede i de sociale samspil, inden den

bliver internaliseret.

Den personlige udvikling sker i forhold til andre,

fordi den personlige udvikling er afhængig af og har

konsekvenser for andre. Men samtidig med at den

hjerneskadede elev ofte befinder sig i en eksistentiel

krise, dukker de eksistentielle overvejelser om


Verden set gennem et teleskop.

Hvem styrer hvem?

mening, mål og værdier i livet op. Læringen i neuropædagogikken

(Fredens, 2004) skal være med til at

kaste lys over disse eksistentielle spørgsmål, fordi

der for mange elever vil blive tale om en nyvurdering

af tilværelsen. Det kalder på en eksistentiel

læring, og det betyder, at eleven kan omforme de

eksisterende rammer for at finde nye og realistiske

mål. Hvor man tidligere fx fandt mening og identitet

på arbejdet, skal den nu genskabes i forhold til ens

nære, og det skal søges i nye aktiviteter.

Den eksistentielle læring er et udtryk for det Colaizzi

(1978) kalder for genuin læring (Hermansen,

1998, s. 185). I den eksistentielle læring handler det

om de ægte varer, det der har værdi og betydning

for eleven, det han føler for, det han kan forholde

sig både praktisk og reflekterende til, og det som

øger hans deltagelse i en sociokulturel sammenhæng,

som har betydning for eleven og dennes

nære relationer.

Eksistentiel læring er en meget kompliceret form

for læring, som rummer en høj grad af uforudsigelighed.

Den kan derfor komme i konflikt med den traditionelle

læringsforståelse, som handler om informationsforarbejdning,

og som er mål-middelstyret. Jeg

afviser ikke, at sidstnævnte kan tages i brug, men

jeg siger, at den kan komme til at stå i vejen.

Terapeuten skal mestre et bredt repertoire af

læringsstrategier afhængig af situationen, læringsstrategier

der kan skifte fra det ene øjeblik til det

næste. Denne undervisning eksisterer i spændingsfeltet

mellem instruktion og konstruktion, mellem

viden der er overført, og viden der er konstrueret.

Der vil være tilfælde, hvor terapeuten skal kunne

påtage sig en autoritet og instruere. Det vil især

gælde de områder, hvor eleven ikke selv mestrer

at tage styringen, og her kan informationsforarbejdning

komme på tale. Men der skal også være

åbenhed for konstruktion, hvor eleven er medskaber

af og aktør i sin egen udvikling.

Konstruktion betyder, at det er eleven, der bogstaveligt

talt tager tingene i egen hånd og på et

psykisk plan tager roret, så eleven bliver medansvarlig

for læringsprocessen. Denne proces er mindre

målrettet og mere mulighedssøgende, men når

mulighederne er indkredset, så bør man arbejde

målrettet. I denne mulighedssøgende læringsproces

er terapeuten et enzym i elevens læringsproces,

og hun arbejder i zonen for den nærmeste udvikling

med stilladsering (Hansen og Nielsen, 1999, s.138).

Et mere omfattende begreb end stilladsering er Rogoffs

vejledende deltagelse (1990, 2003): Effektiv

vejledning indebærer, at ansvaret overføres fra

vejleder til eleven, og det kan kun lade sig gøre,

hvis eleven får indblik i sin egen læringsproces og

lærer selv at reflektere over den.

Terapeuten er brobygger mellem elevens eksisterende

viden og færdigheder og den nye opgaves

krav. Eleven er begynderen, som terapeuten

»låner« sin ekspertise med det sigte, at eleven

overtager den senere. Men det er vigtigt at tilføje,

at i modsætning til målrettet instruktion, så er

denne vejledte deltagelse ikke altid tilsigtet, og

den er ikke et ensidigt forsøg på at undervise og

skabe læring. Den vejledende deltagelse er også

en inspirerende samværsform, hvor nye muligheder

får en chance for at dukke op, og hvor legen har

en central placering. Det åbner for udvikling, men

det gør det samtidigt svært at evaluere, fordi der

til stadighed dukker nye mål op. Derfor skal terapeuten

have et kompas med på rejsen. Det er den

didaktiske relationstænkning (Fredens, 2004) – og

det er en anden historie.

Litteratur

Collaizzi P.F.: Learning and existence. I RD Valle og

M. King (red.): Existential – Phenomenological alternatives

for psychology. Oxford University Press,

1978.

Fredens K.: Mennesket i hjernen – en grundbog i

neuropædagogik. Systime, (juni) 2004.

Hansen J.T. og Nielsen K. (red.): Stilladsering – en

pædagogisk metafor. Klim. 1999.

Hermansen M. (red): Fra læringens horizont en

antologi. Klim, 1998.

Hutchins E: Cognition in the wild. The MIT Press,

Cambridge, Mass, 2000.

Lakoff G. og Johnson M.: Philosophy in flesh.

The embodied mind and its challenge to western

thought. Basic Books,1999.

Rogoff B.: Apprenticeship in thinking: cognitive

development in social context. Oxford University

Press. Oxford, 1990.

Rogoff B.: The cultural nature of human development.

Oxford University Press, 2003.

LÆRING 5


6

LÆRING

AF PETER THYBO,

FYSIOTERAPEUT, PD. ALM. PÆD.

Motorisk genoptræning

efter en hjerneskade

– om motoriske læreprocesser med problemløsning som omdrejningspunkt

En hjerneskade giver ofte problemer med motorikken.

Det er med genoptræning heldigvis muligt i

mange tilfælde at hæve funktionsniveauet igen.

Men hvordan skal træningen tilrettelægges, så den

bliver mest effektiv? Svarene skal findes i motorisk

teori, hvor man i de senere år har fået megen ny

viden om, hvordan man lærer med kroppen.

Viden er noget, man både har i hovedet og kroppen.

I hovedet lagres en viden, hvorom man kan

tale med andre. Kroppen derimod har en viden om,

hvordan man gør praktiske ting. Kroppens viden

kaldes for tavs, da den er svær at beskrive for andre.

Prøv f.eks. at forklare, hvordan du cykler eller

binder et snørebånd. Kroppen har derimod ingen

problemer med at demonstrere sin viden, når man

binder sine snørebånd på få sekunder.

En skade i hjernen kan ændre forudsætningerne

for bevægelse radikalt. F.eks. lammelse, spasticitet,

nedsat balance og koordineringsevne gør, at kroppen

ikke længere spontant kan trække på sin oparbejdede

tavse viden om, hvordan man gør ting.

Kroppens viden må derfor igennem en justering, så

personen med hjerneskade igen bliver selvhjulpen,

så langt som det er fysisk muligt. Det kræver træning,

men hvilke principper tilrettelægger fysio- og

ergoterapeuter deres træning efter? For at nærme

sig et svar, må man dykke ned i teorier om motorik

som bl.a. handler om, hvordan mennesket lærer

bevægelser.

Bevægelse er en problemløsningsproces

Kroppens tavse viden opbygges først og fremmest

gennem erfaringer med bevægelse. Det begynder

allerede med “fostergymnastik”, men erfaringerne

tager dog for alvor fart efter fødslen, hvor stimulation

og barnets nysgerrighed driver det ud i det

ene bevægelseseksperiment efter det andet. Det

er netop igennem eksperimenter, man lærer nye

bevægelser, hvilket er et princip der gælder livet

igennem. Et andet princip er, at man lærer at mestre

en færdighed ved at gentage og gentage.

I nyere motorisk teori opfattes alle bevægelser

som en form for problemløsning: At tage jakken på,

lave kaffe eller fodre guldfisken er alle eksempler

på »problemer« der skal løses. Samtidig fremgår

det, at der ligger et motiv foran bevægelsen; man

vil altid noget med sine bevægelser. Hvis man er

i en situation, man ikke har prøvet før, eller hvis

forudsætningerne for bevægelse er blevet ændret

efter en hjerneskade, må man prøve sig frem for

derigennem at løse “problemet”.

Et lærende samspil mellem

feedforward og feedback

Afprøvningen sker ikke uden omtanke, for man forsøger

efter bedste evne at planlægge bevægelsen

ud fra nogle forventninger, man har til bevægelsen.

Forberedelsen til bevægelse kaldes også feedforward.

Bevægelsen, der udføres, udløser straks sanseimpulser

tilbage til hjernen, især fra synet som

har travlt med at kontrollere bevægelser. Resultatet

af den aktuelle bevægelse bliver sammenlignet

med de forventninger, man sekundet før havde til

selv samme bevægelse. Feedforward sammenlignes

altså med feedback – og det er et vigtigt omdrejningspunkt

i den motoriske læring.

Fejler man, f.eks. ved at tage den tomme mælkekarton

i stedet for den fulde, eller snuble op

ad trappen, registreres det som en forskel mellem

forventninger og resultat. I eksemplet med trappen

kunne det dreje sig om, at man åbenbart ikke løfter

det lammede ben så højt, som man troede, og man

må prøve at gøre det anderledes, næste gang man

møder trappen. Derfor er fejl vigtige, for det er dem

man lærer igennem, så kroppen bliver klogere på

sig selv og omverdenen. Det er også her fysio- og

ergoterapeuter kommer ind i billedet.

Motoriske læreprocesser

Det er imidlertid ikke muligt for terapeuter at træne

eller behandle nye motoriske mønstre ind i patienter,

det er noget patienten selv må klare. Her er

aktivitet og problemløsning en nødvendighed for

at fremme de motoriske læreprocesser. Det er igen

dynamikken mellem forventningen til bevægelsen

og resultatet af bevægelsen, der opbygger nye motoriske

mønstre. På den måde justeres kroppens

tavse viden, så man atter bliver i stand til at gå op

ad trappen uden at snuble, forudsat at man har de

fysiske forudsætninger i orden.


Terapeutens arbejde er at tilrettelægge motoriske

opgaver med indbygget problemløsning. Opgaverne

skal passe til patientens niveau, og terapeuterne

er blevet mere opmærksomme på værdien

af at træne med aktiviteter, der giver mening for

patienten. Man kalder det at være semantisk orienteret,

hvilket betyder, at formålet med bevægelsen

bør være tydeliggjort af situationen selv, og ikke

gennem terapeutens instruktion. Ofte drejer det sig

om træning, der har med dagligdagen at gøre, og

gerne træning i patientens eget hjem. Det har to

fordele: For det første får patienten nemmere ved

at planlægge bevægelsen, dvs. give et fornuftigt

feedforward, fordi problemløsningen tager afsæt

i tidligere erfaringer med tilsvarende opgaver. For

det andet motiverer meningsfuldheden patienten

til at yde en ekstra indsats under træningen, idet

motivation er den vigtige forudsætning for at lære

noget.

Den der arbejder, lærer

Det er bedst, hvis terapeuten ikke blander sig for

meget i patientens bevægelsesstrategier, imens

problemløsningen står på. Efter et vist antal forsøg

med en motorisk opgave, kan terapeuten derimod

gå i dialog med patienten om, hvordan udførelsen

evt. kan gøres mere hensigtsmæssig. Refleksion er

ligeledes vigtig i alle læreprocesser.

Det generelle princip bag læring er nådesløst enkelt:

“Det er den, der arbejder, der lærer noget, og

den der har lært noget er et forandret menneske”

siger Steen Larsen, professor i pædagogik. Forandring

gælder også i et neurologisk perspektiv, for

læring af nye færdigheder (både intellektuelle og

motoriske) er dels knyttet til en vækst af hjernecellernes

udløbere kaldet dendritter og axoner samt

nye forbindelser mellem cellerne. I visse tilfælde

sker der også en neurogenese, dvs. dannelse af

nye hjerneceller, noget forskere troede var en umulighed

for blot få år tilbage 1) .

Det er hjernens villighed til læring og fantastiske

tilpasningsevne til nye situationer, der gør det

muligt, at der kan ske fremskridt i genoptræningen.

Samtidig har hjernen et indbygget princip om, at

ville udføre bevægelseshandlinger så effektivt som

“Kun gennem handling vinder livet i betydning” sagde

H.C. Andersen. Den gamle digter vidste formodentlig ikke

meget om motorik og hjerneforskning, men han havde

fat i en afgørende pointe i forhold til genoptræning af

personer med hjerneskade: Man lærer netop bedst igennem

problemløsning og selvstændige handlinger.

overhovedet muligt uanset omstændighederne. Det

er netop de mekanismer, man forsøger at udnytte

optimalt i genoptræningen, men det koster kræfter.

For personen med hjerneskade er genoptræningen

derfor en stor udfordring, der foregår i spændingsfeltet

mellem vilje og vilkår, men belønningen og

målet for anstrengelserne er at genvinde verden

som mulighed.

Litteraturhenvisning

Fredens K. & Thybo P. Bevægelsesvidenskab på

fysioterapiens præmisser. Danske Fysioterapeuter,

1997, nr. 16; 4 – 11.

Gentile A. Skill Acquisition: Action, Movement and

Neuromotor Processes. Ch. 3 in: Movement Science

– Foundations for Physical Rehabilitation. Carr J. &

Sherpherd R.B. (eds.). Butterworth & Heinemann,

1987.

Mulder T. A process-Oriented Model of Human Motor

Behavior: Toward a Theory-Based Rehabilitation

Approach. Physical Therapy, vol. 71, no. 2, 1991;

157 – 164.

Mulder T. & Hochstenbach J. Motor control and learning:

Implications for neurological rehabilitation. Ch.

11 in: Handbook of Neurological Rehabilitation, 2.

ed. Psychology Press, New York, 2003.

Mulder T., Zijlstra W. & Geurts A. Assesment of Motor

Recovery and Decline. Gait and Posture, 16, Elsevier

Science, 2002; 198 – 210.

Thybo P. Kroppen i livet og livet i kroppen. Danske

Fysioterapeuter, 1996, nr. 21; 4 – 9.

Thybo P. & Fredens K. Den terapeutiske tanke – Nye

roller i den fysioterapeutiske praksis. Danske Fysioterapeuter,

1998, nr. 21; 4 – 10.

Kontakt

Peter Thybo

Sundhedscentret Frisenborgparken

Frisenborgparken 26

7430 Ikast

Tlf. 99 60 01 06

E-mail: peter-thybo@post.tele.dk

www.peterthybo.dk

1 Gazzaniga M.S. Ivry R.B.

Mangun G.R.: Cognitive

Neuroscience – The biology

of mind (2. ed.).

W.W. Norton & Company,

New York, 2002.

LÆRING 7


8

AF PROJEKTMEDARBEJDER

LÆRING

BIRTHE BJØRSLEV.

Viborg Amt kører i øjeblikket et tre-årigt satspuljeprojekt, der ligger i slip-

strømmen af projekt “Hjerneskade og hverdagsliv 1) .” Det hedder “KIT” – og

skal forstås som det materiale, der skal være med til at kitte tilværelsen sam-

men for de hjerneskaderamte, når arbejdslivet pga. skaden må opgives.

’Kit’ i sprækkerne

KIT-projektet er et projekt, som forsøger at udfylde

sprækkerne i de hjerneskaderamtes tilværelse. Og

sprækker er der mange af. Der er f.eks. en stor

sprække mellem udslusning fra Voksenspecialskolerne

og arbejde/beskæftigelse. Der er sprækker

mellem de forskellige faser fra sygehuset og til

livet efter.

De hjerneskadede savner både redskaber og

vejledninger i at operere i fritidsområdet. De skal

ikke bare have hjælp én gang eller to gange, ofte

skal de have livslang vejledning.

At hjælpe den skadede med at få et indhold

i fritiden er en primærkommunal opgave, som

mange kommuner vægrer sig ved at påtage sig.

Og hvis man ikke kender de hjerneskadedes problematikker,

så er de lette at afvise med, at de

selv må henvende sig, selv spørge efter ydelserne,

selv tage initiativ.

At velfærdssamfundets ydelser tildeles efter

anmodning – ofte mange gange endda – er et

centralt begreb i den kommunale tænkning. Netop

her kommer mange hjerneskadede i klemme. De

har ikke initiativ eller indsigt, de kan ikke huske

deres rettigheder, eller de har glemt vejen hen til

den kommunale sagsbehandler. De hviler sig, når

kommunen har telefontid, de kan ikke finde nummeret

på sagsbehandleren, de kan ikke formulere

deres ønsker. En så lang frustrationskæde betyder

tilbagetrækning, og det har som konsekvens, at de

hjerneskadede ofte bliver passive.

Hvis de hører til den gruppe, som magter kontakten

til sagsbehandleren, kan de være lette at

afvise, for ofte kan det hverken ses eller høres,

at der er tale om en hjerneskade. Handicappet er

skjult. Så bliver de let mødt med en attitude som

“tag dig nu lige sammen, kan du ikke se, hvor

meget andet jeg har at lave.”

Der er hjerneskadede mennesker, som har sagt,

at de ville ønske, at de havde et ben i gibs, for så

var deres handicap synligt, og der ville blive taget

hensyn til dem.

Kit-projektet

Det er kit-projektets intention at få noget iværksat,

som kan spille sammen med de hjerneskadedes ønsker

for fritiden. Noget spændende og indholdsrigt,

som samtidig åbner mulighed for et socialt samvær.

Helst så nær bopælen som muligt, så der ikke bliver

uoverstigelige transportproblemer.

I Viborg Amt har et tidligere satspuljeprojekt 2)

udnævnt en hjerneskadekoordinator i alle kommunerne.

Det er ikke en officiel titel, og den giver ingen

ekstra løn, så der er ingen trængsel om posten.

Alligevel er der medarbejdere, som har påtaget sig

opgaven, og som har gjort et stort stykke arbejde.

Kun de færreste kommuner anser det for at være

en kommunal opgave at udfylde de hjerneskadedes

fritid. “Det kan ikke være en kommunal opgave at

hjælpe folk ud at rejse,” er et typisk svar, som afspejler,

at fritidsområdet traditionelt tænkes som hørende

til privatsfæren. Men når man ikke er i arbejde, så har

man heller ikke en fritid. Så er hele livet fri tid.

Aktiviteter skal planlægges. Der skal sendes

informationer ud til folk, meldes til eller fra, arrangeres

kørsel, sørges for kaffe og brød – alt

sammen ting, som de hjerneskadede ikke magter

uden hjælp og støtte.

Når en skadet selv skal sørge for at planlægge

sådanne aktiviteter, så svarer det til, at man beder

en blind om at se sig for. Det er der vist ingen, der

kunne finde på.

At kende sine nye kompetencer

I aktiveringen af den skadedes ressourcer omkring

planlægning af fritiden er det vigtigt, at den enkelte

kender sine egne styrkesider og har viden om de

kompetencer, der stadig er intakte. Og ikke klamrer

sig til en urealistisk selvopfattelse.


Det nytter ikke, at man påtager sig at organisere

f.eks. en dag med en sejltur, fordi man før

skaden var god til at sejle. Nu handler det om,

hvilke kompetencer man besidder efter skaden. Det

er en selvindsigt, som er svær at erhverve sig på

skolebænken eller på hospitalet. Det er en indsigt,

som langsomt vokser frem gennem afprøvninger

i det virkelige liv. I den praktiske hverdag. Det

handler om gennem erfaring at erhverve sig en

realistisk selvindsigt.

Det er lettest at være aktiv i de større byer, hvor

der bor flest. Men mennesker får også hjerneskader

langt ude på landet. Her gør begrænsede transportmuligheder

for deltagelse i fritidslivet det til en kompliceret

affære. Trætheden er en tung byrde for de

fleste, så en lang kørsel med offentlige transportmidler

tærer på kræfterne. De fleste opgiver at deltage i

noget som helst. Nogle er afhængige af, at ægtefæller

eller familiemedlemmer vil køre. Men statistikken taler

sit eget sprog, og mange ægteskaber opløses. Den

hjerneskadede familie er hårdt belastet.

Så der skal virkelig tænkes kreativt, hvis den

skadede skal tilbydes blot nogle få fritidsarrangementer

og samtidigt kunne blive boende langt ude

på landet.

Opgaven med at beskæftige mennesker med

en hjerneskade og medvirke til at give indhold i

fritiden kan ikke løses via de frivillige organisationer

alene. Det skal ske i samarbejde med de

professionelle, som skal kunne se og inddrage de

intakte kompetencer hos den hjerneskadede i et

meningsfuldt samspil med de frivillige organisationer,

især Hjerneskadeforeningen og Hjernesagen.

Et professionelt og erfarent menneske, som kan

udfylde de huller og skabe den tryghed, der skal

til, for at tilværelsen igen fungerer for den skadede

og dennes eventuelle familie.

Når der ikke er et arbejde, så skal fritiden fylde

livet ud med udfordringer, nærvær og sociale kon-

takter. Sådan er det for alle mennesker. Sådan er

det for de hjerneskadede.

De frivillige organisationers begrænsning

Det er dejligt – for nogle – men ikke for alle at

være sammen med ligestillede. Alder, køn, uddannelse

og bosted betyder også noget. Interesser og

tidligere beskæftigelse og skadens omfang er andre

parametre.

Kommunerne må ikke regne med, at de frivillige

organisationer alene kan løse opgaven: at give de

hjerneskadede et fritidsliv med indhold. De frivillige

organisationer er netop frivillige, og det er deres

styrke, at de er båret frem af et personligt overskud.

Begrænsningen ligger i, at man ikke kan forlange

noget af dem. Som frivillig kan du til enhver tid

standse din indsats. Når det går så godt, som tilfældet

er, skyldes det i høj grad, at mange frivillige

tilhører en generation styret af solidaritetsprincipper

og pligtetik.

En professionalisering af frivillighedsarbejdet

lyder som et paradoks. Og er det også. Alligevel

ville et mere formaliseret arbejde mellem de kommunale

sagsbehandlere og de frivillige organisationer

være en fordel. De frivillige ved, hvad der

rører sig blandt de skadede. De kunne give de

professionelle et virkeligt løft og være med til at

skabe den sammenhæng i tilværelsen, som mange

skadede efterspørger.

Være den ekstra følgesvend, som mange skadede

savner.

Kit-projektet løber indtil udgangen af 2005. Se

mere om projektet på: www.vfhj.dk/projekter/

detaljer/M10.asp

Artiklen er forkortet af redaktionen. Den uforkortede

udgave kan læses på www.vfhj.dk/fokus/2004/2/bjoerslev_ufork.asp

KIT-projektet er et projekt, som forsøger

at udfylde sprækkerne i de skaderamtes

tilværelse. Og sprækker er der mange af.

1 KIT-projektet er en udløber

Viborg Amts undersøgelse af

de senhjerneskadedes fritids-

og kulturinteresser i 2003.

Et projekt som blev afviklet i

samarbejde med Videnscenter

for Hjerneskade og Ålborg

Universitet – finansieret af

satspuljemidler. Det resulterede

i rapporten og bogen:

“Hjerneskade og hverdagsliv”

af Dorthe Kildedal Nielsen,

Ålborg Universitetsforlag

(2003). Rapporten kan hentes

på: www.vfhj.dk/projekter/

detaljer/m8.asp

2 Videreudvikling af indsatsen

for senhjerneskadede i Viborg

Amt. Rapporten findes

på: http://vfhj.dk/projekter/

detaljer/filer/M7/status_og_

slut.pdf?OpenDocument

LÆRING 9


10

LÆRING

Lugten af hest!

På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade

AGNES PILGAARD,

CENTERLEDER, NORDJYSK CENTER

FOR ERHVERVET HJERNESKADE,

SINDAL, NORDJYLLANDS AMT.

træner klienten i alle de vågne timer. Efter

indarbejdning skal de opnåede færdigheder

også afprøves i ukendte rammer, hvor uforudsete

ting eller forstyrrelser kan opstå, som

træningssituationen ikke kan tage højde for.

Ude i vaskerummet lugter det af hest og narvsværte.

På en træbuk hænger der seletøj. Hans

er ude og se på, hvad han skal lave i dag. Han

vælger hovedtøjet, placerer det på sit rullebord og

tager det med ind i stuen på spisebordet, hvor en

spånplade er lagt ovenpå for at beskytte bordet.

Han skal også huske at skifte bluse. Han skal

have arbejdstrøjen på, den der allerede er plettet

af sværten. Han tænker på, hvor let det er blevet

at skifte bluse, og at det også nu er meget nemmere

for ham at håndtere seletøjet med sin venstre

hånd. Hans synes faktisk, at det går ret godt, og

han elsker lugten af sine heste.

Eksemplet ovenfor beskriver en træningsaktivitet,

således som den foregår på Nordjysk Center

for Erhvervet Hjerneskade i Sindal.

På centret er man ikke længere patient, men

klient eller beboer. Man er ikke mere syg, men skal

til at arbejde på at få så mange færdigheder tilbage

som muligt og lære at klare sig på trods af sine

handicaps. Klienten, de pårørende og personalet

skal i fællesskab finde frem til alle de ressourcer,

som er bevaret hos klienten, vælge en samarbejdsform

og se på, hvilke mål der skal arbejdes hen

imod. I den forbindelse lægges der stor vægt på,

at der både er plads til seriøst arbejde og »sjov i

gaden«. Der er nok at græde over, så derfor er det

fantastisk vigtigt at finde det frem, som man kan

grine af. Det gør det hårde arbejde meget lettere at

overkomme for klienten og samtidigt meget lettere

for de pårørende at deltage i.

Livshistorie

Hvordan finder vi så i fællesskab frem til, hvilke

aktiviteter der “tænder” klienterne?

I en lang periode arbejder pædagogen sammen

med klient og pårørende omkring udarbejdelse af

klientens livshistorie. Mange kan på grund af hjerneskaden

have besvær med at huske rækkefølgen

i det, der er sket i det hidtidige liv, men alle har

stor glæde af at fortælle om, hvordan livet så ud,

før hjerneskaden opstod. For personalet på centret

er det altafgørende, at man får en fornemmelse

af, hvilket menneske man skal arbejde sammen

med. Hvilke typer aktiviteter har vedkommende

tidligere kunnet lide at beskæftige sig med? Har

han samarbejdet med andre eller arbejdet alene?

Hvilke roller har han haft i hjemmet, hvordan var og

er netværket? Hvad har glædet, og hvad har været

skidt for klienten? Er der sociale og følelsesmæssige

ressourcer hos klienten osv.? Ingen af de fem

klienter på centret er ens, så derfor skal de også

behandles og trænes forskelligt.

På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade

trænes der i alle vågne timer og igennem alle de

aktiviteter, som indgår i en dagligdag. Dette kan

være at vågne om morgenen, komme ud af sengen,

tage bad, tage tøj på, finde sin morgenmad, spise,

træne gangfunktion, gøre indkøb i Brugsen, ringe

hjem, sende en e-mail, snakke med andre, synge,

danse, male malerier, læse og skrive, huske sine

aftaler, tage til ridning eller sejlads, planlægge ture,

styrketræne, køre på tre-hjulede køretøjer, have

børn og familie på besøg, tage køretimer og lære

om ens egen hjerneskade. Alle mulige aktiviteter

tages i brug ud fra den enkeltes behov, og ud fra

hvad han eller hun har lyst til. Der er ingen, der

udvikler sig ved at lave noget, man ikke har lyst

til og ikke kan se en mening med.

Personalet benytter sig af teori og metode fra


neuropædagogikken. Det betyder, at for at finde

frem til, hvordan den enkelte lærer bedst, må

personalet have nøje kendskab til såvel klientens

livshistorie, samt hvilken betydning hjerneskaden

har for læringsevnen. Rigtig mange færdigheder i

dagligdagen skal nu udføres på en anden måde,

når man f.eks. ikke kan gå, ikke kan bruge højre

hånd, ikke kan tale, ikke kan koncentrere sig og

ikke huske. Metoderne til læring er forskellige,

ud fra om man er skadet i højre eller venstre

hjernehalvdel, i baghovedet eller foran i hjernen.

Udover at kende til hjernens funktion, og hvilke

dysfunktioner der kan opstå ved forskellige skader,

skal man ud og afprøve grænser sammen med

klienten. Færdighederne skal afprøves i hverdagen,

hvor der er forstyrrelser, hvor uforudsete ting kan

ske. Herefter går man tilbage i det lukkede “værksted”,

hvor man sammen evaluerer og evt. laver

ny taktik, nye planer, nye aftaler for derefter igen

at afprøve i dagligdagen. Det er altafgørende, at

klienten får ansvaret for sin egen udvikling og sit

eget liv tilbage.

Overføring af det lærte

Når klienten har genlært færdigheder, er det store

spørgsmål, om han også kan udføre denne aktivitet

i hjemmet. For hjerneskaden giver meget

ofte problemer med at overføre det lærte fra én

situation til en anden. De aktiviteter, som udføres

uden problemer på centret, kan ofte ikke udføres

derhjemme, fordi redskaber og indretning her er

anderledes.

Jo længere man kommer i et forløb på centret,

jo oftere flyttes træningen til hjemadressen. Personalet

skal hele tiden sikre sig, at de fremskridt

som ses på centret, også overføres til hjemmet, og

derfor må træningen også indimellem foregå dér.

Ofte handler det om at give pårørende indsigt i, at

det godt må tage tid for familiemedlemmet at gøre

tingene selv, og at der ikke altid skal gives hjælp.

Personalet kan ligeledes støtte ægtefællerne i den

ændrede rollefordeling i hjemmet.

På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade

tages alle mulige aktiviteter i brug. Her er Hans

i gang med at narv-sværte seletøjet.

På nuværende tidspunkt er der på centret etableret

to pårørendegrupper, som med støtte fra to

pædagoger udveksler erfaringer og råder og støtter

hinanden. De pårørende giver udtryk for stor glæde

og fortæller, at de har stor nytte af at mødes med

andre i samme situation.

Udover pårørendegrupperne, er der i flere tilfælde

afholdt familieråd/undervisning af familie og

venner med henblik på at give viden og forståelse

hos pårørende omkring den skadedes vanskeligheder

og mistede og bevarede ressourcer og vigtigheden

af at opnå accept af de ændrede roller i

familien.

Fakta

• Centret er en selvejende institution med

driftsoverenskomst med Nordjyllands Amt.

• Det er et fase tre rehabiliteringstilbud.

• Centret har plads til fire døgnklienter og en

dagklient.

• Målgruppen er personer fra 15 år og opefter

med moderat til svær hjerneskade som følge af

hjernetraumer eller apopleksi.

• I praksis er der siden starten udelukkende visiteret

klienter i alderen 38-63 år.

• Der visiteres fortrinsvis personer med nyere skader.

• Opholdets længde er fra et halvt til et helt år.

• På centret er der ansat 15 medarbejdere bestående

af: fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter,

ergoterapeuter, pædagoger, husassistent

og centerleder.

• Herudover er der på konsulentbasis tilknyttet

talepædagog, lægekonsulent, neuropsykolog og

konsulent fra Hjørring seminarium.

• Adresse: Østerlund 2A, Sindal, tlf. 98934320,

e-mail: hjerneskadecenter@inst.dk

www.hjerneskadecenter.dk

LÆRING 11


UDVIKLINGS- OG UDDANNELSESANSVARLIG,

12

Indretning med afsæt i ICF

CAND. CUR. LENA AADAL OG

FORSKNINGSSEKRETÆR LENA BJØRN. 2)

1 Schiøler & Dahl 2003: 17

2 Artiklen er skrevet med

afsæt i en rundbordssamtale

af en times varighed

blandt overfysioterapeut

Winnie Aborg Hingelberg,

afdelingssygeplejerske

Jytta Brun, neuropsykolog

Eva Lind, fysioterapeut

Jette Kildahl Hansen,

ledende ergoterapeut

Merete Greve, oversygeplejerske

Vibeke Prenter,

ledende terapeut, MPM

Lis Kleinstrup.

LÆRING

Hammel Neurocenter har som følge af tildelingen af landsdelsfunktion i 1998

været under kraftig udvidelse, ombygning og renovering. Denne proces har

givet mulighed for at indtænke de fysiske rammer som en aktiv del af rehabi-

literingskonceptet. Inspirationen hertil er hentet fra ICF klassifikationen, som

netop understreger, at “funktionsevne og funktionsnedsættelse skal opfattes

som et dynamisk samspil mellem helbredstilstand og kontekstuelle faktorer

hos personen og i omgivelserne. 1) ”

Et grundlæggende læringsprincip under rehabiliteringen

på H.N. (Hammel Neurocenter) er, at

genindlæring af færdigheder skal ske med den

enkelte patients hverdagsliv, vaner og behov som

fundament. Rehabiliteringen hviler på antagelsen

om, at mennesket har et evigt udviklingspotentiale.

Opgaven bliver efterfølgende at skabe naturlige læringsmiljøer,

da patientens motivation afhænger af,

om rehabiliteringen opleves meningsfuld. (Knoop

2001). Vore udgangspunkter er først og fremmest:

Hvordan er patientens situation lige nu? Hvad er

nærmeste udviklingszone? Hvilke ønsker og forventninger

har patient og pårørende?

Vi har naturligvis fokus på læring i forhold til vore

patienter – forstået som, hvordan den mest optimale

læringssituation kan opnås; men læring skal også

ses i et organisatorisk perspektiv. Her er det vigtigt

at understrege, at behandlingen på H.N. sker med

udgangspunkt i den enkelte patient, at den omfatter

deltagelse fra en lang række forskellige faggrupper,

og at den trækker på elementer fra såvel humanistiske,

samfundsfaglige som naturvidenskabelige

tilgange. For at løse denne komplekse opgave og

skabe en helhedsorienteret behandling arbejdes der

i tværfaglige teams. På H.N. tror vi efter mange års

erfaring på, at mange forskellige fagprofiler tilsammen

kan tilbyde patienterne mere.

Tværfaglig organisering

Der findes forskellige opfattelser af begrebet tværfaglig

organisering. I vores forståelse er det patientens

aktuelle situation og nærmeste udviklingszone,

der afgør hvilken fagperson, der spiller hovedrollen,

og hvornår personen skal træde tilbage for at give

plads til indsatsen fra andre teammedlemmer. Det

patientcentrerede afsæt og teamorganiseringen

fordrer solid forankring i egen monofaglighed,

samt stor indlæringsparathed hos medarbejderne

i forhold til gruppedynamiske processer. Men

skaber det tætte samarbejde også betingelser

for faglig udvikling og læring i overensstemmelse

med principperne for den lærende organisation?

(Illeriis 3) – 2002). På Hammel Neurocenter er både

behandlerteamene og ledergruppen funderet i

tværfaglighed, og den tværfaglige konference er

af afgørende betydning for at sikre den konstante

vidensudveksling og for at undgå selvtilstrækkelighed

i teamets beslutningsprocesser.

Teamorganiseringen medfører, at den enkelte

medarbejder har et stort ansvar for rehabiliteringsforløbet.

Ansvaret skaber betingelser for vækst,

men det stiller også store krav til lederskabet. Lederen

skal give teamene rum for selvstændighed ved

at uddelegere ansvar, men samtidig skabe fornøden

tryghed i læreprocessen ved at sparre eller træde

i karakter, når det er påkrævet. Også dette kræver

læring – ikke mindst på lederplan.

De fysiske rammer

For at skabe betingelser for aktivitet og deltagelse

tilpasses de fysiske rammer på Hammel Neurocenter

så vidt muligt den enkelte patients aktuelle

funktionsniveau. Alle patienter på afsnit for meget

svært skadede har eneværelse, hvor meget afdæmpede

farver og enkel, klassisk indretning er

valgt med udgangspunkt i patientgruppens behov,

ligesom vi opfordrer pårørende til at medbringe

patientens eget tøj og evt. billeder eller ejendele

med særlig betydning. Der skal endvidere både

være ro og små hvilepauser og plads til udfoldelse


af gruppeaktiviteter. På Hammel Neurocenter har vi

etableret rolige nicher på gangene i de afsnit, hvor

det har været muligt, ligesom vi har en stor multisal

til fælles arrangementer, foredrag, idrætsudøvelse

og gruppeaktiviteter.

Det har været en stor indretningsmæssig udfordring

at få de fysiske rammer til at stemme

overens med behandlingskonceptet. Vi er meget

opmærksomme på, at rammerne først og fremmest

er et rehabiliteringscenter – et hospital, men vi skal

samtidig huske, at vi for en kortere eller længere

periode er et surrogat for patientens hjem, hvor

de forskellige rum “inviterer” til bestemte typer

aktiviteter og deltagelse. Vi har taget udfordringen

op, og det er delvist lykkedes at skabe de ønskede

rammer, men der er stadig lang vej igen. Af de

seneste tiltag kan nævnes, at vi er i gang med at

nyanlægge og forbedre de udendørs faciliteter med

en sansehave, mobilitybane 4) , børnelegeplads og

et væksthus.

Ud over lokaliteten Hammel Neurocenter, har

vi udvidet de fysiske rammer omkring rehabiliteringen

til at omfatte hele Hammel by. Med sine

godt 10.500 indbyggere har Hammel en passende

størrelse til, at patienterne kan orientere sig og

færdes sikkert. I forbindelse med en ombygning

af den lokale biograf var medarbejdere fra H.N.

repræsenteret i en brugergruppe, og biografen er

nu indrettet handicapvenligt. Vores patienter er

aktive brugere både af den og af byens butikker

og svømmehal.

Læringssituationer

Som tidligere nævnt er der for patienten tale om

flere læringsformer, der kræver forskellige læ-

ringsrum: Genindlæring af tidligere færdigheder,

indlæring af nye rutiner i forhold til det liv, patienten

forventes at skulle leve efter udskrivelsen,

opøvelse af nye sociale færdigheder og endelig en

vis krisebearbejdning. Nogle patienter har brugt

størstedelen af livet på deres arbejdsplads, men

mange kommer ikke tilbage på arbejdsmarkedet

og får nu mange ledige timer, som skal udfyldes

meningsfuldt. Det er derfor givtigt, hvis træningssituationerne

kan lægge op til aktiviteter, patienten

kan bruge i det nye liv; men det er vigtigt at have

for øje, at behandlerne skal være inspirerende og

motiverende – ikke bedrevidende (du bør/du skal).

Rehabiliteringen bør desuden stile mod at give

patienten indsigt i egne ressourcer.

For vore patienter betyder hjerneskaden ofte en

ændring af vilkår, der kræver en gradvis ændring

af selvbilledet – en om-identifikation. Det gælder

specielt på børneafsnittet, både for de indlagte

børn og deres forældre. Her er det ikke blot børnene,

som skal om-identificere sig – det er mindst

lige så væsentligt, at forældrene indstiller sig på

familiens ændrede situation. For alle vore patienter

gælder det, at processen afhænger af samspillet

med omgivelserne, og at vi forsøger at lægge kimen

til læring og videreudvikling, så den enkelte

patients ressourcer gradvist kan vokse frem. Her

skal behandlerne på neurocentret kunne inspirere

og katalysere.

Artiklen er forkortet af redaktionen. Den kan læses

i sin fulde længde på www.vfhj.dk/fokus/2004/

2/bjoern_ufork.asp, ligesom referencer også kan

hentes her.

Et kig udover den

nyanlagte mobility-bane

på Hammel Neurocenter.

3 En organisation, hvor

alle til stadighed øger

deres evne til at skabe

resultater, som de virkelig

ønsker at opnå

– hvor organisationen

opmuntrer til nye måder

at tænke på, hvor den

kollektive vision om at

skabe det bedste er sat

på fri fod, og hvor alle

til stadighed lærer, hvordan

man lærer sammen.

4 Mobilitybanen er et sted,

hvor patienterne går på

forskellige underlag, fx.

flade kampesten, grus og

træstammer, for at styrke

balancen og de motoriske

færdigheder.

LÆRING 13


14

AF HANNE PALLESEN,

FYSIOTERAPEUT, CAND, SCIENT. SAN,

VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE.

LÆRING

Rehabilitering set

En række nyere undersøgelser viser, at der, til

trods for øget brugertilfredshed med de generelle

rehabiliteringsforløb, fortsat er et stykke vej

til toppen. Hjerneskaderamte kan således

stadig fortælle om, utilsigtede krænkelser,

systembarrierer og ubehagelige oplevelser som

magtesløshed, underlegenhed, meningsløs ventetid

og manglende tilbud i rehabiliteringsforløbet.

Der er i de senere år blevet udgivet flere bøger med

personlige beretninger om, hvordan mennesker der

pludseligt har fået en hjerneskade, har oplevet rehabiliteringen

(Bauby 1997, Brink 2002, Leif 1999).

I bogen “Min blodprop var en oplevelse” af Anders

Leif (Leif 1999) beretter han om sine oplevelser

fra et genoptræningsophold i Danmark efter en

blodprop i hjernen. Han beskriver sine oplevelser

af personalet, og hvordan de behandlingsmæssige

rutiner (kontrol af fødeindtagelse, vægtkontrol,

gentagne undersøgelser af skulderens manglende

styrke og bevægelighed...) har betydning for patienternes

oplevelse af autonomi. Disse oplevelser

gav anledning til mange konflikter og problemstillinger.

Sådanne kritiske og ofte også humoristiske

beretninger giver på forskellig vis læseren og

dermed også det professionelle personale indblik

i brugerens erfaringsverden. De kan også bidrage

til gode debatter om menneskesyn, pædagogik og

praksisrutiner og kan på den måde få betydning

for videreudvikling af rehabiliteringen.

Tilfredshedsundersøgelser

Det er efterhånden almindeligt, at man på sygehuse

spørger til patientens tilfredshed med opholdet

med den hensigt at forbedre kvaliteten af

behandlingen.

Viden om patientens oplevelse af sundhedsvæsenets

ydelser har stor betydning for den profes-

sionelle, idet det i sidste ende er disse oplevelser,

der bestemmer, om sundhedsvæsenets indsats kan

karakteriseres som vellykket.

Der findes også i litteraturen en del systematiske

undersøgelser, som tager patientens perspektiv,

men de begrænser sig ofte til at vurdere patientens

generelle tilfredshed med behandlingen (Bjerg

1993, Jensen et al. 1993). De vigtigste temaer i

disse undersøgelser er tilfredshed med behandlingen,

personalet, informationsniveauet og udbyttet

af behandlingen.

APO – MTV rapporten (APO-98) fra Vejle Amt er

et eksempel på dette. Her lavede man en sammenlignende

registrering af behandlingsresultaterne fra

de fire apopleksiafsnit i amtet og en evaluering i

et MTV-perspektiv 1) . I forhold til patientperspektivet

konkluderede undersøgelsen, at langt de fleste patienter

var tilfredse med forløbet. En del patienter

følte sig dog ikke godt nok observeret og undersøgt

i modtagelsen. Der var endvidere utilfredshed

med ventetid, flytning og pladsmangel.

Patienttilfredshedsundersøgelser af den art

kan give anledning til, at afdelingerne ændrer

uhensigtsmæssige rutiner og forbedrer serviceniveauet,

men giver ikke nødvendigvis redskaber

til at forbedre kvaliteten af behandlingen. En af

årsagerne til dette er, at de undersøger det generelle

frem for det specifikke. Generelle vurderinger

af tilfredsheden giver ikke tilstrækkelige retningslinier

til grundig forandring af praksis. Ligeledes


med brugerøjne

afslører de ikke, at patienter kan have forskellige

niveauer for tilfredshed med forskellige aspekter

af rehabiliteringen, eller hvordan patienternes udviklingsmuligheder

påvirkes af institutionens eller

tilbuddets læringssyn.

Betydningsfulde udenlandske undersøgelser

Pössl & Cramon (1996) interviewede 130 patienter

ved udskrivelsen fra en neuropsykologisk rehabiliteringsinstitution

i Tyskland. Undersøgelsen peger

på, at trods overvejende tilfredshed med forløbet

giver mange udtryk for ubehagelige oplevelser af

negativ feedback i forbindelse med undersøgelse

og behandling. Dette til stadighed i træningen at

blive konfronteret med sine fejl og mangler, medfører

en voksende underlegenhedsfølelse.

I Britt Lillestøs (1998) studier fra 1998 vurderes

den betydning, oplevelser i sundhedssektoren kan

have på patientens selvopfattelse.

Hun foretog interviews med 16 funktionshæmmede

mennesker for at afdække, hvordan de oplevede

sig mødt af de omsorgspersoner fra sundhedsvæsenet,

der ydede plejeopgaver i hjemmet.

Og det kom frem, at de interviewede havde oplevelser

af respektløs behandling, afmagt og ydmygelse,

som avlede enten resignation, underkastelse eller

vrede og aggression – og kun undtagelsesvist var

der eksempler på en ligeværdig dialog.

Sådanne undersøgelser er med til at sætte

frontpersonalets møde med den handicappede i

eget hjem til debat.

Nyere danske undersøgelser

I de senere år har der været langt større fokus på

patientperspektivet og dermed på en ny forståelse

af, hvordan rehabilitering i hele forløbet har betydning

for det liv, der skal leves både under og efter

afsluttet behandling.

Tove Borg (2002) fulgte otte apopleksipatienter

op til to et halvt år efter skaden. Hun peger på, at

en central faktor i et rehabiliteringsforløb er, hvordan

de professionelle møder patienten og forsøger

at forstå, hvordan patienten ser sin egen situation

og i alle sammenhænge medtænker patienten som

deltager.

Erfaringer fra Dorthe Kildedal Nielsens (2003)

brugerundersøgelse af senhjerneskadedes fritids-

og kulturaktiviteter præsenterer forskellige former

for barrierer, som har indvirkning på senhjerneskadedes

oplevelser af muligheder og begrænsninger

for at genetablere et aktivt og socialt liv. Mange af

de interviewede fortæller om depressioner, følelse

af afmagt og utilstrækkelighed, så hverdagen efter

endt behandling og optræning ledsages af isolation

og passivitet.

Interviewpersonerne peger på kontinuitet i

indsatsen som en vigtig faktor. Overgangen fra

sundhedssektoren til socialsektoren trækkes frem

som problematisk, ligesom perioden efter fase tre,

der opfattes som et ingenmandsland uden tilbud,

samtidig med at kontakten til kommunens sagsbehandler

og hjælpesystemer er ebbet ud.

I satspuljeprojektet “Hverdagen efter genoptræning”

fra Roskilde (Hollænder 2004) er de adspurgte

hjerneskaderamte tilfredse med de centrale

dele af genoptræningstilbuddet (dvs. fysioterapi,

ergoterapi og taleundervisning). Samtidig mener

lidt under halvdelen af de interviewede, at de ikke

har fået de tilbud, de har brug for til at vedligeholde

deres funktionsniveau.

Men kvaliteten af tilbudet har også indflydelse

på tilfredsheden. Her trækkes atmosfæren, som

behandlingen har foregået i, frem. Men også faktorer,

som at der er intensitet og kontinuitet, samt

at den ramte kan se en mening med træningen,

har betydning. Hvordan hjerneskadefølgerne udvikler

sig over tid, behandlerskift og forskelle på

behandlingsstederne har også indflydelse på den

oplevede tilfredshed.

De nævnte undersøgelser viser alle tegn på, at

der i et rehabiliteringsforløb kan være ubehagelige

oplevelser, utilsigtede krænkelser, manglende tilbud

og støttemuligheder og barrierer i systemet,

der får konsekvenser for den hjerneskadedes opfattelse

af sig selv og på hans eller hendes muligheder

for at genetablere et meningsfuldt liv.

Bringer man brugerens perspektiv frem i lyset,

får man gennem deres erfaringer øje på den grad af

kompleksitet, som er forbundet med feltet. Netop

derfor er et af de vigtigste læringsperspektiver forståelsen

af kompleksitet i planlægningen af den

sociale indsats. Et pionerarbejde, der stadig er på

begynderstadiet, og hvor brugerens egne erfaringer

er uundværlige.

Referencer kan læses på:

1 MTV – Medicinsk teknologi

vurdering går ud på at

foretage en analyse af de

fire hovedområder: Teknologi,

patient, organisation

og økonomi. MTV’s formål

er at hjælpe administratorer,

politikere og behandlere

med at tage beslutning om

nye patientbehandlinger, så

sundhedsvæsenets ressourcer

udnyttes hensigtsmæssigt.

LÆRING 15


16

LÆRING

Troen på egen

KARIN HELLSTRÖM,

FYSIOTERAPEUT, DR. MED.,

ENHETEN FÖR SJUKGYMNASTIK,

AKADENMISKA SJUKHUSET,

ING 15, 751 85 UPPSALA, SVERIGE

1 På dansk bliver dette

begreb ofte oversat

som ’oplevet handlekompetence’

At have tillid til egne færdigheder kan få afgørende,

positiv indflydelse på rehabiliteringsforløbet.

En hjerneblødning eller en blodprop i hjernen

medfører for mange patienter nedsat balance og

øget faldrisiko. Dermed stiger også risikoen for at

udvikle frygten for at falde. En frygt som er normal

hos ældre mennesker – både de, der har prøvet at

falde og de, der ikke har.

“Self-efficacy 1) ” i relation til fald defineres som

en persons tro på at kunne klare dagligdags aktiviteter

uden at være bange for at falde.(1)

“Self-efficacy” er et centralt begreb i Banduras

Social Cognitive Theory(2) om sammenhængen

mellem kognition og handlinger og defineres som

hvor kompetent personen føler sig i forhold til at

udføre specifikke aktiviteter eller handlinger.

Self-efficacy er således et mål for, hvor stor tillid

personen har til egen formåen; og ikke en vurdering

af de aktuelle færdigheder eller den aktuelle

udførelse.

Self-efficacy i geriatrisk apopleksibehandling

Mennesker, der har en høj tro på egen formåen

i en given situation, er bedre til at tackle mere

krævende situationer, de anstrenger sig mere og

er mere standhaftige i modgang.

Omvendt har mennesker med lav self-efficacy

en tendens til at give op, føle sig mislykkede og

opleve større uro og nedtrykthed.

Troen på egen formåen er situationsbetinget.

Den gælder altså for specifikke aktiviteter eller

handlinger i bestemte omgivelser, og kan ikke

nødvendigvis overføres til andre aktiviteter eller

fremgangsmåder.

Ifølge social kognitive teorier påvirker en stor

tiltro til at kunne klare personlige fornødenheder

sandsynligheden for, at disse aktiviteter faktisk

gennemføres i virkeligheden. Lav self-efficacy bør

altså kunne forudsige fremtidige begrænsninger i

aktiviteter. For at forudse dette hos ældre apopleksipatienter

er det derfor en fordel, hvis de

begrænsende faktorer kan identificeres.

Denne hypotese bekræftedes af en undersøgelse

af 37 førstegangs apopleksipatienter, hvis

self efficacy sammen med balancen og graden af

selvhjulpenhed blev vurderet ud fra skalaer tidligt

i forløbet, ved udskrivelsen og 10 måneder efter

apopleksiens opståen. Patienterne blev opdelt i

en gruppe med høj og en med lav tro på egen

formåen. De to grupper adskilte sig ikke markant

fra hinanden, hvad angår alder, køn, diagnose, tid

fra indlæggelsestidspunkt, motorisk funktionsevne

og ADL ved indlæggelsestidspunktet. Gruppen

med lav tro på egen formåen havde dog dårligere

balanceevne og evne til at gå, da de blev indlagt.

Ved udskrivelsen var forskellen mellem grupperne

blevet større, og gruppen med lav tro på egen

formåen havde lavere værdier i balanceevnen og

i ADL. Ved opfølgningen viste denne gruppe også

nedsat motorisk funktions- og balanceevne, mens


formåen

gruppen med høj tro på egen formåen i samme

tidsforløb havde forbedret deres motoriske funktions-

og balanceevne yderligere.

Det ser derfor ud til at have betydning for geriatrisk

apopleksibehandling, at der foretages undersøgelse

og behandlinger af oplevet tro på egen

formåen, hvis man skal forhindre begrænsninger i

handlinger og fremgangsmåder.

De patienter, som ved udskrivelsen har en høj

tro på egen formåen, har sandsynligvis mindre behov

for støtte, end patienter med lav tro på egen

formåen i forhold til at kunne fastholde og forbedre

de opnåede resultater i rehabiliteringsprocessen.

Eftersom oplevelsen af self-efficacy kan påvirkes,

er det også noget, der kan behandles.

Menneskers tro på egen formåen formes og

påvirkes af:

1) tidligere erfarede, succesfulde handlinger,

2) observation af andre i samme situation med

succes

3) gennem verbal overtalelse, hvor de får troen

på, at de godt kan mestre de krævede opgaver

i bestemte situationer

4) og egne psykologiske og følelsesmæssige reaktioner

på deres handlinger.

5) Samtlige disse påvirkningsmuligheder kan

anvendes i træningsmæssige behandlingsstrategier

ved at give apopleksipatienterne succesoplevelser,

når de træner aktiviteterne.

For at opnå dette kan det være fordelagtigt at nedbryde

komplekse aktiviteter i færre delmomenter,

som er lettere at beherske for derefter gradvist at

bygge op til mestring af hele aktiviteten.

Endvidere har modelindlæring vist sig at være

effektiv – særligt det at se andre i samme situation,

som man kan udnytte ved gruppetræning. Personlig

og positiv feedback understøtter troen på egen

formåen, specielt den mere krævende motoriske

indlæring.

Oversat fra svensk af Mette Trier

Artiklen er forkortet af redaktionen.

Hele artiklen kan læses på

www.vfhj/fokus/2004/2/hellstroem2.asp

Referencer:

1. Tinetti ME; Mendes de Leon CF, Doucete JT, Baker

DJ. Fear of falling and fear related efficacy in relationship

to functioning among community-living

elders. J Gerontol 1994;49: M140-147.

2. Bandura A. Self-efficacy: the exercise of control.

Ned York: WH Freeman and Co; 1997.

LÆRING 17


18

Hukommelsestræning er

meget mere end memoryspil

Hukommelsesproblemer følger ofte i kølvandet på en

erhvervet hjerneskade. I skoleregi er det derfor en af

de store udfordringer at finde metoder til at udfordre

og styrke barnets hukommelse. Det sker gennem

meget mere end memoryspil.

AF LENE DAUGAARD,

LÆRING

NEUROPÆDAGOG,

ANSAT I SATSPULJEPROJEKTET

OPTIMERING AF FASE 3

TILBUD TIL BØRN MED

ERHVERVEDE HJERNESKADER,

VIBORG AMT.

1 Styringsfunktioner (eng.

executive functions). Samlebegreb

for planlægning

og kontrol af adfærd og

handlinger, dømmekraft,

fleksibilitet i tankegang

og opnåelse af mål, evne

til at bruge feedback til

at ændre strategier samt

selv-monitorering. “Hjerneprocesser.

Kognition og

neurovidenskab.”, Gade

A., Frydenlund 1998.

2 Se Fokus nr. 3 2003: Mateer

bød op til DaNS eller

netartiklen: www.vfhj.dk/

fokus/arkiv/artikler/2003/

3/herbst.asp

3 Wifstad er mag.art. på

Institutt for samfunnsmedisin

på Universitetet i

Tromsø. Artiklen “Møtet

med Den Andre” er bragt

i “Tidsskrift Norsk Lægeforening”

nr. 30, 1994:

114: 3578 -80.

Børn og unge med erhvervede hjerneskader har

ofte vanskeligheder med hukommelse, opmærksomhed,

koncentration og eksekutive funktioner 1) ,

og det giver i de fleste tilfælde indlæringsmæssige

problemer.

Men den alvorligste konsekvens af en erhvervet

hjerneskade er en ofte mangelfuld udvikling af de

sociale kompetencer, da hukommelsen også er involveret

i udvikling af disse. For barnet har svært

ved at huske, forstå og følge de sociale spilleregler,

der gælder i en børne- eller ungekultur.

I det følgende sættes der fokus på hukommelsen,

som Cathrine Mateer 2) på en konference i 2003

var tæt på at sige, kunne trænes som en muskel.

Græsk eller jødisk tilgang

Den pædagogiske debat sætter ofte fokus på den

øgede diagnosticering af børn. Og børn placeres

i vid udstrækning i forskellige skoletilbud efter,

hvilken diagnose de får stillet. Barnets muligheder

for at få indflydelse på eget liv begrænses, fordi

det ikke ses som et helt menneske, men først og

fremmest forstås ud fra en diagnose.

Åge Wifstad 3) ridser denne problematik op

og skelner mellem det, han kalder den antikke

græske tradition og den antikke jødiske tradition.

Han mener, at disse traditioner afspejler sig i den

måde, vi er sammen med vore medmennesker på.

Og dermed også i forholdet mellem teori og praksis

og mellem lærer og elev.

I den græske tilgang møder man eleven som en

diagnose, som en speciel tilstand, der kræver en

særlig pædagogik eller behandling. Den diagnostiserende

undervisning bliver den centrale metode

i tilgangen til eleven, og eleven træner mod at

kunne klare den næste test bedre. Eksempelvis

trænes eleven, der har hukommelsesproblemer

med ’memoryspil’ og lignende opgaver, for en del

hukommelsestests indeholder disse elementer.

Den jødiske tilgang består i at møde eleven som

et unikt individ. Relationen til barnet er det centrale

i samværet. Det er mødet med “den anden”, der er

udfordringen, og ikke mødet med en diagnose med

en tilhørende metode. Undervisningen er knyttet til

erfaringsdannelse, hvilket giver eleven livskompetence,

medbestemmelse og øget selvstændighed.

Eksempelvis arbejder eleven med hukommelsen

via almindelige dagligdags opgaver som indkøb,

madlavning og skoleopgaver på linje med de andre

elever, blot med nødvendig guidning og støtte.

Støvsugepædagogik

Når undervisningen tilrettelægges, bør man tage

udgangspunkt i elevens stærke sider og interesser,

og herudfra styrke de svage sider. Det forudsætter

et grundigt kendskab til barnet, viden om hvordan

det fungerer, og hvilke støttemuligheder barnet

har i sine omgivelser. Det kan foregå på følgende

måde:

1. Læreren udvælger en aktivitet – for den enkelte

eller for hele klassen.

2. Aktiviteten støvsuges for muligheder. Dvs. at

man finder frem til, hvilke stærke sider der

via aktiviteten kan styrke elevens svage sider.

Eksempelvis er eleven visuelt stærk, og læreren

kan derfor bruge visuel støtte og tegning af

handlingen til at støtte elevens hukommelse.

Kunsten er at finde balancen mellem at støtte

for lidt og for meget, da eleven ellers kan blive

tillært hjælpeløs eller opgivende.

3. Der kan sættes fokus på:

• opmærksomhed – ud fra Mel Levines definition

4)

• sprog og kommunikation.

• hukommelse.

• rumlige, sekventielle elementer.

• eksekutive funktioner, fx planlægning, problemløsning,

feedback og feedforward og

evaluering.

4. Kan sociale elementer, så som samarbejde/møde

med andre mennesker, indgå?

5. Kan de sociale spilleregler for god opførsel inddrages?


Stærke sider Svage sider

Tillidsfuld og positiv. Hukommelse.

Vil gerne kommunikere. Abstrakt tænkning.

Læse- og skrive færdigheder. Problemløsning.

Læringsvillig, hvis emnet er interessant. Sociale relationer.

Glad for at lave mad og

for fysiske aktiviteter.

Det følgende er et eksempel på, hvordan elevens

hukommelse kan støttes.

Tilrettelæggelse af et forløb

Eleverne i klassen skal lave et projekt til fremlæggelse

for forældrene. På selve aftenen skal nogle

af eleverne lave mad og skilte til salgsboden, mens

andre skal servere og rydde op.

Der udarbejdes et skema med oversigt over

elevens stærke og svage sider:

Med udgangspunkt i skemaet (se ovenfor):

• udvælger læreren i samarbejde med eleven et

delemne, der har elevens interesse, og sammen

laver de en “køreplan” for projektet, som

nedskrives detaljeret i punktform. Der laves en

rubrik til afkrydsning af eleven, når opgaven er

udført, så han selv kan være med til at kontrollere

sin indsats

• projektet skal omfatte så konkrete elementer

som muligt

• ved læsning udleveres der skemaer, som eleven

kan skrive i til støtte for hukommelsen 5)

• fremlæggelsen kan foregå via PowerPoint, så

både billeder, tekst, elevens egne indtastede

tekster, overgange, musik mv. kan støtte hukommelsen.

Eleven skal have så mange ’knager’

som muligt at hænge hukommelsen på

• der laves en opstilling – et maleri eller noget

andet konkret – der viser problemområderne i

projektet. Med støtte i disse vil eleven kunne

huske, hvad det er, han skal fortælle

• lærerne igangsætter, støtter og guider eleven

gennem hele forløbet.

Den daglige dosis

Hukommelsestræning bør indgå i de almindelige

dagligdags aktiviteter. Undervisningen skaber dermed

erfaringsdannelse, som giver eleven livskompetence,

mulighed for medbestemmelse og en øget

selvstændighed.

Dagbog med optegnelser over det, der er

Planlægge – starte og afslutte en aktivitet,

uden voksen styring.

Fungerer godt med ligestillede og en fast struktur. Forestille sig, hvad ting/emner kan blive til.

God til at lære via hånden og øjet. Vedholdende energi/opmærksomhed. Trætbarhed.

God til at lære og udnytte kompensationsstrategier. Osv.

Osv.

sket, og det der skal ske, indgår som et naturligt

element i den daglige samtale omkring elevens

hverdagsliv.

Digitale fotos er uundværlige og giver eleven

endnu flere knage at hænge hukommelsen op på.

Jeg underviste en elev, som havde været i Legoland

med klassen. Turen havde været supergod,

men eleven havde glemt alt om turen, da den var

slut.

Sammen lavede vi derfor et lille hæfte med tekst

og billeder, og hver gang vi tog det frem, frydede

og glædede drengen sig over turen. Efter mange

gentagelser kunne han nu via samtaler huske, at

han havde været med og dermed selv deltage i

samtaler om turen til Legoland.

Fremadrettet hukommelse

Også den fremadrettede hukommelse kan trænes

via et hæfte med tekst og fotos

af de mennesker, der arbejder

det sted, hvor eleven fx skal i

praktik. Ved jævnlig gennemlæsning

og samtale omkring hæftet

får eleven billeder af stedet og

personerne allerede inden praktikstart.

Her bør “Fejlfri læring6) Fejlfri læring

Lene Daugaard Le- - Daug --- d L--- D-------

” benyttes, da hjerne- hjerneskadede

ofte husker det forkerte lige så godt som

det rigtige.

Man kan desuden gøre miljøet, hvor eleven

færdes, kommunikativt med billeder eller sedler

på skabe, skuffer, døre mv., så eleven ved, hvor

tingene er. Det kaldes for ekstern hukommelsesstøtte.

Hukommelsestræning er andet og mere end

memoryspil.

Artiklen er forkortet af redaktionen.

Den fulde artikel kan læses i netudgaven på:

www.vfhj.dk/fokus/2004/2/daugaard2.asp

4 Her opfattes opmærksomheden

som en orkesterdirigent,

som har kontrollen over de

enkelte udøvende musikere,

som frembringer de konkrete

melodier. I den forståelse har

opmærksomheden kontrollen

over et umådeligt antal

“tanke-udøvere” nemlig de

enkelte processer i hjernen,

som har afgørende betydning

for indlæring, adfærd og

forholden sig til andre mennesker.

Beskrevet i bogen:

Med barnet i centrum af Mel

Levine, Dansk psykologisk

forlag,1998

5 Ideer til skemaer kan hentes

i: “Læseforståelse – hvorfor

og hvordan?” af Merete Brudholm,

Alinea 2002.

6 Se Fokus nr. 3 2003: Man lærer

af sine fejl eller? af Randi

Starrfelt. Eller se netudgaven

på: www.vfhj.dk/fokus/arkiv/

artikler/2003/3/starrfelt.asp

LÆRING 19


20

AF RASMUS AAGAARD,

ERGOTERAPEUT, LEDER AF

AKTIVITETSCENTERET,

ET DAGTILBUD TIL YNGRE

SENHJERNESKADEDE

UNDER ÅRHUS AMT.

1 “Kanten af Kaos”

Hundevadt,

JP forlag 2004.

LÆRING

Midt i et vadested

“På handicapområdet har der de seneste cirka 30 år hersket en

overordnet målsætning: Et liv så tæt på det normale som muligt

fostret i et opgør med udstødning, marginalisering og uværdige

forhold ikke mindst i institutionsverdenen. Oprindeligt var det en

hensigtserklæring om inklusion, i dag et krav om noget, der allige-

vel aldrig kan opnås – og som måske netop forhindrer, at man kan

“være sig selv”. Kommentar af ergoterapeut Rasmus Aagaard.

“Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men

at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske,

naar han vil det.” Søren Kierkegaard 1) .

I mit arbejde gennem otte år med voksne

senhjerneskadede på et dagtilbud under Århus

Amt har det ofte slået mig, hvor svært det er som

hjerneskadet at blive set, hørt og forstået – ikke

som hjerneskadet, men som den man er. (Læs

også Dorthe Kildedal Nielsen, Fokus nr. 3/2003 om

identitet og roller.)

Trods hensigter om individuelt tilpassede tilbud

fyger det i luften af og til med udsagn om, hvad

hjerneskadede kan og vil – og ikke mindst hvad

de ikke kan. Det er, som om vi står i et vadested,

hvor faglige traditioner, holdninger og ny viden om

det gode liv brydes.

Mit ærinde er ikke at kritisere de mange gode tiltag,

der gør Danmark til et rigtigt godt land at være

handicappet i, men at formulere det, jeg fornemmer

er ved at ske på området, nemlig, at målet om et

“næsten-normalt-liv” har flere uheldige konsekvenser:

Det skaber usikkerhed, udvendighed i form af

stræben efter materielle værdier og giver alligevel

ikke den skadede mulighed for selvrealisering.

For det første er normalitet ikke en følelsesmæssig

tilstand, der kan mærkes på samme måde som glæde,

vrede, håb og kærlighed. Derfor kan man aldrig vide,

hvornår målsætningen – normalitet – er opfyldt.

For det andet køber de implicerede handicappede,

pårørende og professionelle en ide om, at

det næstbedste er det højst opnåelige; det normale

er jo toppen.

For det tredje medfører målsætningen om et livså-tæt-på-det-normale-som-muligt

en række delmål,

der går på ’villa, volvo og vovse’. Kravet om normalitet

medfører let en tendens til at måle resultatet

ud fra disse udvendige værdier, og de bliver derfor

let udnævnt til delmål for rehabiliteringen. Og det

er påvist, at sådanne parametre ikke i sig selv fortæller

noget om den oplevede livskvalitet.

At være sig selv

Mit bud på en ny, overordnet målsætning for den

fælles indsats på handicapområdet kunne derfor

lyde: Jeg vil leve et liv i overensstemmelse med

mine drømme, muligheder og omstændigheder.

Kort sagt: Jeg vil være mig selv!

Denne målsætning udelukker ikke, at normalitetsparametre

som bolig, transport, døvetolkning

m.v. kan fylde så meget, at de stjæler billedet,

men det kræver, at man samtidig bygger nogle

andre delmål ovenpå, nemlig erkendelse, arbejde

med værdier, selvindsigt, relationskompetencer,

opmærksomhed, kreativitet, hjælpsomhed og

mange andre.

Jacob – et eksempel fra hverdagen

Jacobs historie kan fortælles på to måder:

Jakob blev slået til lirekassemand i et værtshusslagsmål.

I dag sidder han i kørestol og er svært

hjerneskadet. Han vil ikke andet end at ryge og spille

computerspil. Hvis nogen stiller krav til ham eller ikke

forstår, hvad han siger, slår han eller nikker skaller.

Han er usoigneret, har ikke fornemmelse for andres

behov eller indre tilstande, og han viser aldrig tegn på

andre følelser end vrede, utilfredshed og håbløshed.

Vi synes, at Jakob skulle bo et andet sted end her,

for ingen af os har glæde af hinanden.


Set gennem en anden optik ser situationen

anderledes ud:

Jakob har altid været en enspænder. Efter hjerneskaden

er Jacob blevet meget skrøbelig. Han

spørger ofte “Hvorfor er jeg her?” og beder om

en cigaret, selv om han har en tændt i munden.

Han har ikke fornemmelse for sekvenser, hverken i

forhold til sin egen historie eller i de små, nutidige

forhold. Og så bliver det jo vanskeligt at tænke

fremad.

Han knytter sig til mennesker, som han godt kan

lide, og som godt kan lide ham, og i forbindelse

med flytning eller skift af medarbejdere bliver han

ked af det og indelukket. Han sørger over tabet

af nærhed og gode relationer. Hvis han ikke føler

sig set, hørt eller forstået, reagerer han på den

eneste måde, han kan: kropsligt. Han viser vrede.

Men også glæde og smil, når han mærker, at man

holder af ham.

Vi synes, at Jakob skal bo her hos os, for han

kan lære os noget om det vigtigste i livet.

Forskellen er, at den sidste fortælling lægger

vægt på Jacobs behov og ressourcer. Og jeg forsøger

i min faglige tilgang til opgaven i dagtilbudet

altid at indlede med spørgsmålene “Hvad kan du,

og hvad vil du?”

Den første fortælling indebærer, at jeg, som det

er tradition, legitimerer mit fag gennem at lægge

vægt på alle problemerne. Det betyder, at jeg bliver

god til én ting: at fortælle om problemer. I den

anden, værdsættende fortælling ligger derimod

det fremadrettede, som kan føre til målsætninger

om at være med til at realisere brugerens behov

– nemlig, ved at fokusere på brugerens ressourcer.

At realisere sig selv som menneske er universelt og

almenmenneskeligt, og det har ikke specielt meget

at gøre med at være handicappet.

Den nuværende danske velfærdsmodel handler

i høj grad om, at brugeren skal opgive sine

oprindelige behov for selvudfoldelse, fællesskab

og nærende relationer til fordel for at få opfyldt

materielle goder som villa, volvo og vovse. Men vi

fortjener bedre!

Indvendige parametre

Det er som om vi står i et vadested,

hvor faglige traditioner og ny viden

om det gode liv brydes.

At flytte opmærksomheden fra udvendige til

indvendige parametre, vil stille andre krav til os

professionelle, som er en del af det miljø, der

skal være »fremkaldervæske« for den handicappedes

potentialer. Vi skal skærpe vores faglighed

i retning af en målsætning om at skabe sociale

og personlige kompetencer, klare værdier, tydelige

formål koblet med personlige forpligtelser, evnen

til at se, høre og forstå den handicappede. Alt sammen

i overensstemmelse med det, Nils Hoffmeyer

kalder den etiske medarbejder – den nye frispiller

på arbejdsmarkedet, der kræver overensstemmelse

mellem mål, metoder, værdier og handlinger.

Værdsættende samtale, værdiledelse og nye

intelligensbegreber: Meget peger i retning af, at

en ny målsætning med respekten for samspillet

mellem individ og fællesskab på de indre linier er

ved at komme i højsædet.

Måske er det i vores travle verden slet ikke så

normalt at være sig selv – og nogle gange heller

ikke så let at skabe rum til det. Men med lidt øvelse

går det fremad, og det er meget sjovere, når det

lykkes. Med eller uden handicap.

LÆRING 21


22

Barbara A. Wilson

AF CHARLOTTE RINGSMOSE

LEKTOR, PHD,

INSTITUT FOR

PÆDAGOGISK PSYKOLOGI,

DPU, KØBENHAVN.

Se Barbara Wilsons

præsentation på:

www.vfhj.dk/materialer/

barbara_wilson/default.asp

TEMADAG

Mål til forhandling

På temadagen arrangeret af

Videnscenter for Hjerneskade og

Dansk Neuropædagogisk Selskab

(DaNS) i april gennemgik neuro-

psykolog Barbara A. Wilson fra The

Oliver Zangwill Centre, Cambridge,

de seneste udviklinger inden for

neuropsykologien.

Tidligere var det læger, psykologer og terapeuter,

der besluttede hvad patienten skulle opnå eller

arbejde med i rehabiliteringen. “Now we negotiate

goals” forklarede Barbara Wilson på temadagen og

fortalte, hvordan der arbejdes med de kognitive og

psyko-sociale vanskeligheder efter en hjerneskade

på Oliver Zangwill Centret. Man forhandler sig

frem til nogle meget præcise mål, som arbejdet i

træningen sigter mod. Ud fra basislinjeprincippet

(baseline) udarbejdes personens præstationer ved

udgangspunktet og udviklingen følges herefter.

Principperne i målfastsættelsen er, at patienten

involveres, at der opstilles realistiske mål, at

patientens adfærd beskrives, og at der fastsættes

en deadline. Det skal være klart og tydeligt for

enhver, der læser planen, hvilke mål der er sat,

og hvad det er, der skal gøres. Det kan være mål,

der involverer mange forskellige aktiviteter – også

personens fritidsliv.

Holistisk tilgang

På Centret arbejder man endvidere ud fra en

erkendelse af, at kognition, emotion og adfærd

hænger sammen (holistisk tilgang). Alle patienter

får gruppeundervisning om konsekvenser og følger

af hjerneskaden.

Barbara Wilson gav eksempler på nogle af de

følelser og stemninger, der kan følge efter en

skade. Et af dem handlede om en ung kvinde, der

i en alder af 24 år blev hjerneskadet som følge af

infektion i hjernestammen. Efter seks måneders bevidstløshed

genvandt hun bevidstheden, men var

meget fysisk handicappet og sad nu i kørestol. Den

unge kvinde var på daværende tidspunkt særdeles

vred og frustreret over den behandling, hun fik og

endte med at skrige og bide. Efterfølgende viste en

test, at hun på det mentale område scorede inden

for normalområdet. Senere har hun givet udtryk for

den kolossale betydning, det fik for hende, at hun

var igennem en neuropsykologisk indsats. En indsats,

der fik afgørende betydning for omgivelserne

forståelse af hende.

Rehabilitering på intensiv afdelingen

En anden udvikling inden for rehabilitering er betydningen

af, at man skal gå i gang med rehabliteringen

allerede på intensivafdelingen. På Oliver

Zangwill Centret har man udviklet undersøgelsesmetoder,

der afdækker funktionsniveau hos personer

med selv svære skader. Disse mennesker viser

kun meget små forandringer, og der er reaktioner,

som måske ikke opfanges, fordi de kun opstår hver

fjerde time. Hvis man ikke leder efter eller undersøger

for disse reaktioner, sker det, at ingen opdager

dem, og at sygeplejerskerne konkluderer, at tilstanden

er uforandret, selvom der er sket ændringer.

Ligeledes har selv små forandringer stor betydning

for motivationen hos alle de involverede omkring

den skadede og for det videre forløb.

Tiltagende brug af teknologiske hjælpemidler

Barbara Wilson beskrev også, hvordan mulighederne

i den nye teknologi integreres mere og mere

i behandlingen af hjerneskadede. Hun gjorde dog

samtidigt opmærksom på, at de personer, der ofte

har mest brug for hjælp til hukommelsesrehabilitering,

er dem, der har sværest ved at huske at bruge

den nye teknologi.

Behov for bred teoretisk basering

Den primære ændring i løbet af de sidste 20 år er,

ifølge Barbara Wilson, at mennesker med kognitive

vanskeligheder som følge af en skade på hjernen

sandsynligvis har flere kognitive problemer, end

man tidligere registrerede. Fx opmærksomhed, hukommelse,

eksekutive funktioner osv. I tilknytning

hertil er der også problemer som ængstelse, depression,

sociale vanskeligheder mv. Det er derfor

ikke sandsynligt, at én model, teori eller forståelsesramme

kan imødekomme alle vanskeligheder på

én gang. Alle der mener at have fundet en bestemt

rehabiliteringsmetode bør være bevidste om alle de

andre måder, der findes.

Samlet konkluderede Barbara Wilson, at rehabilitering

kan hjælpe mennesker med at kompensere

og klare sig mere effektivt i deres liv. Rehab’s worth

doing, som hun sagde.


Kan han ikke ringe tilbage,

når afasien er ovre?

HjerneSagen har set nærmere på

de henvendelser, som foreningens

telefonrådgivning har modtaget.

Og der tegner sig et billede af,

at apopleksiramte og pårørende

mangler basal rådgivning og støtte,

og at den offentlige sektor med god

ret kan gøre sig mere umage.

“...så ringede kommunens ergoterapeut og spurgte

efter min mand. Jeg forklarede hende, at han ikke

kunne komme til telefonen, fordi har han en svær

afasi. Så sagde hun: Nå! Men kan du så ikke bede

ham om at ringe tilbage, når det er ovre?”

Citatet stammer fra en kvinde, der ringede til

HjerneSagen for at diskutere sin mands sag og er et

af de mere groteske eksempler, som HjerneSagen

er blevet præsenteret for.

Mange af opkaldene til HjerneSagen viser, at

en del af de kommunale sagsbehandlere ikke har

en grundlæggende indsigt i apopleksi og de deraf

følgende særlige behov og vanskeligheder. Det

betyder, at mange ikke får den nødvendige hjælp.

Undersøgelsen viser også, at amterne svigter en del

patienter, som desværre lidt for ofte bliver udskrevet

uden en plan for genoptræning.

Især tre områder har fyldt i samtalerne:

Genoptræning

Omkring hver syvende har oplevet problemer i

forbindelse med genoptræning. Omfanget af genoptræningen

opleves som utilstrækkelig, og de

fleste peger på, at varigheden af genoptræningen

er for kort.

Mere end en tredjedel fortæller, at sygehuset

ikke har en plan for optræning efter udskrivelsen.

Midt i undersøgelsesperioden kom der ny

lovgivning, som fastslog sygehusenes pligt til at

udfærdige genoptræningsplaner for alle med behov

efter udskrivning. Men mængden af henvendelser

fra ramte og pårørende, som efterlyser genoptræningsplaner,

er ikke faldet i omfang efter lovens

ikrafttræden. Noget tyder på, at loven endnu ikke

virker efter hensigten.

Taleundervisning

Godt 13 procent af samtalerne har handlet om pro-

blemer i forbindelse med taleundervisningen. Hver

femte udskrives uden tilbud om undervisning og

uden oplysning om, hvor man kan henvende sig.

Andre oplyser, at de ikke fik tilbudt undervisning,

fordi der ifølge afdelingens personale ikke er ressourcer

til det. Ligesom med genoptræning afvises

en del mennesker med begrundelsen, at de ikke

er motiverede.

Det sociale område

Den resterende tredjedel af henvendelserne har

i store træk handlet om manglende tillid til den

kommunale rådgivning og om frustrationer over

manglende forståelse og viden om apopleksi hos

de kommunale sagsbehandlere.

Undersøgelsen viser en tydelig tendens til, at

mange apopleksiramte og pårørende kun får den nødvendige

støtte, når de selv gør en indsats for den.

På et mere overordnet plan virker det påfaldende,

at indsatsen ikke er mere stringent.

Apopleksi regnes for Danmarks dyreste sygdom,

når udgifterne i sundhedsvæsenet og den sociale

sektor lægges sammen. Meget taler for, at en mere

markant indsats på optræningsområdet vil betyde,

at færre mennesker bliver bragt i en situation, hvor

de har behov for sociale ydelser.

Fakta

Denne artikel er forkortet redaktionen. Hele artiklen

kan læses i HjerneSagens blad: HjerneSagen 11.

årgang nr. 2.

AF BIRGITTE TJØRNEBJERG,

SOCIALRÅDGIVER, HJERNESAGEN.

• Projekt “Vidensindsamling og analyse af henvendelser til HjerneSagens

telefonrådgivning” er foregået fra 1. september 2000 til 31. august 2003. I

den periode er alle henvendelser til HjerneSagens telefonrådgivning blevet

registreret og analyseret.

• Undersøgelsen omfatter 1148 rådgivningssamtaler. Alle samtaler er noteret

i anonym form. Der er ikke registreret navne og adresser på de personer,

som har henvendt sig. Hovedformålet har været at undersøge henvendelsesårsagerne.

• Undersøgelsens resultater er beskrevet i en rapport, som kan læses på:

www.hjernesagen.dk Eller på www.vfhj.dk/projekter/detaljer/filer/P4/Sidste

rapport.pdf?OpenDocument

• Projektet er støttet af Socialministeriets satspuljemidler.

Opgørelse over indholdet

i henvendelserne

Taleundervisning 13,3%

Støttende samtaler 7,4%

Rdg. sociale forhold 26,5%

Opl. sociale forhold 13,0%

Oplysning Apopleksi 16,1%

Fysisk træning 14,6%

Behandlerfagligt 4,5%

Andet 4,5%

RÅDGIVNING

23


24

AF GRETHE DAMGAARD,

Akkreditering

– at leve op til egne standarder og løfter

CHEFPSYKOLOG OG

ASBJØRN KURUP,

KURSUSCHEF, VEJLEFJORD

NEUROREHABILITERING.

Vejlefjord Neurorehabilitering er netop blevet

akkrediteret af den internationale organisation CARF 1) .

De tre programmer, der udgør Vejlefjord Neurorehabi-

litering: Fjordbo neurorehabilitering – unge, Vejlefjord

neurorehabilitering – voksne og Hjerneskadeteamet

AKKREDITERING

– Vejle Amt, har som de første i Danmark opnået

denne internationale blåstempling. En lærerig

udviklingsproces, hvor noget så selvfølgeligt,

som at leve op til egne standarder og løfter blev

gjort til genstand for ekstern bedømmelse.

På Vejlefjord Neurorehabilitering er vi af den overbevisning,

at en moderne dansk rehabiliteringsvirksomhed

skal honorere og være på forkant med en

lang række krav og forventninger fra de forskellige

grupper, der har særlig interesse i virksomhedens

resultater. I sundhedsdebatten huserer begreber

som reelle valgmuligheder mellem flere behandlingsalternativer,

dokumentation af behandlingseffekt og

patienten i centrum. Vi tror, begreberne i stigende

grad vil manifestere sig i form af krav både fra

brugere, pårørende og deres organisationer, øvrige

samarbejdspartnere og fra medarbejdere. Derfor

var det heller ikke svært at træffe beslutning om

at gå efter en CARF-akkreditering.

Et væsentligste argument var, at vi kunne se, at

forberedelsesfasen forud for CARF-akkrediteringen

ville være et kvantespring for os. Samtidig med

at vi ville opnå en international anerkendelse af

programmerne, kunne vi anvende processen som

værktøj til at geare organisationen til at imødekomme

interessentgruppernes forskellige krav – også

krav, som ikke er stillet endnu!

Centrale temaer og værdier hos CARF

Brugeren skal vide, hvilke resultater hun kan forvente

at opnå ved at deltage i programmet! Brugeren

skal have indflydelse på sit eget program!

Et CARF-akkrediteret program skal tydeligt redegøre

for dets generelle succeskriterier. Kriterierne

skal være målbare, og programmet skal systematisk

indsamle relevante data på om kriterierne indfries.

På denne måde sker der en løbende evaluering,

og resultaterne indgår som en vigtig del af det

informationsgrundlag, den potentielle bruger skal

have til sin rådighed, når hun foretager sit valg af

rehabiliteringstilbud.

“Det frie valg” er stadig en fremtidsvision, men

det er et skridt på vejen at udvikle “varedeklarationer”,

så den potentielle bruger får et mere

kvalificeret grundlag for at vælge netop det tilbud,

der passer bedst. En anden væsentlig fordel er, at

man over tid opbygger systematisk information,

som skal anvendes i den fortsatte styring og udvikling

af tilbuddet.

Et CARF-akkrediteret program inddrager brugeren

i planlægningen af hendes individuelle behandlingsforløb.

For CARF er det helt grundlæggende,

at brugeren opfattes som en samarbejdspartner,

hvilket er i tråd med den opfattelse, som i forvejen

praktiseres på Vejlefjord. CARF har via interviews

med tidligere og nuværende brugere fundet dokumentation

for, at det er tilfældet i Vejlefjords programmer.

Programmerne er fremover forpligtet til at

følge op på brugernes tilfredshed på dette punkt.

Øvrige samarbejdspartnere har krav på viden om

programmernes indhold, behandlingseffekt og pris!

Brugerens behov og programmets indhold skal

matche hinanden. Derfor skal samarbejdspartnere,

som henviser brugere, have en grundig viden om

indholdet, som ikke kun baseres på, hvad Vejlefjord

“tror” samarbejdsparterne gerne vil vide. Vi vil

systematisk følge op med at spørge vores samarbejdspartnere

om, hvad de har behov for at vide.

Behandlingseffekt er et væsentligt udvælgelseskriterium

for samarbejdspartnere. I en tid hvor der

stadig kommer nye tilbud, er det vigtigt at kunne

vælge det tilbud, som sandsynliggør den største

effekt.

Ressourceudnyttelse

Prisen spiller en stor rolle for dem, der betaler

for ydelsen. CARF kræver, at ressourcerne udnyttes

mest hensigtsmæssigt i den betydning, at

omkostninger og opnåede resultater løbende sam-


menholdes og underkastes en kritisk vurdering,

som fx om man kunne have opnået tilsvarende

resultater ved brug af færre ressourcer? Skal der

ske en omprioritering for at kunne imødekomme

andre behov etc.

Foruden krav om faktuel viden har samarbejdspartnerne

også krav på at blive hørt. CARF stiller i

langt højere grad, end vi er vant til i Danmark, krav

om, at man skal inddrage samarbejdspartnerne i en

evaluering via løbende tilfredshedsundersøgelser.

Formålet er at give samarbejdspartnerne indflydelse

på programmerne, og måden vi formidler

resultaterne på.

Programmernes politikker og procedurer skal

være på plads, og personalet skal kende forventninger

og krav og vide, hvordan de skal leve op

til disse!

CARF lægger stor vægt på, at medarbejderne har

den nødvendige information og uddannelse, for at

de kan udføre deres jobfunktioner tilfredsstillende.

Det inkluderer fx, at koncept, procedurer, politikker

og stillingsbeskrivelser skal være ajourførte, velbeskrevne

og tilgængelige. Kort sagt stiller CARF krav

om, at organisationen kan leve op til at være en

moderne arbejdsplads med rum for personlig og

faglig kompetenceudvikling.

Gør akkreditering en forskel?

Den afgørende forskel består i systematikken. Hvor

vi i en dansk kontekst måske traditionelt mere lader

normer og sædvaner råde frem for nedskrevne

politikker, så er CARF anderledes direkte med

krav om nedskrevne politikker og procedurer på

væsentlige områder. Det har ikke ført til et “procedurehelvede”.

Tværtimod kan vi konstatere, at en

masse irriterende og tilbagevendende spørgsmål

og emner, som før dukkede op med jævne mellemrum,

nu er afklaret én gang for alle – alene dét

har næsten været hele processen værd!

Vi fik ryddet op i den daglige praksis. Der fordres

nemlig en beskrivelse af træningstilbuddet

- helt ned i detaljen, og undervejs i arbejdet med

beskrivelser blev der uundgåeligt ryddet op i “vi

plejer da....”, og “hvornår er det blevet besluttet

at...”. Den store øvelse gik i øvrigt ud på at holde

sig til at beskrive og systematisere det, der allerede

eksisterede og holde sig fra at søsætte nogle af de

mange nye ideer, som opstod – det kommer først

senere. Sikkerhed og miljø for medarbejdere og

brugere har aldrig været bedre på Vejlefjord end

nu. CARF går ikke på kompromis med disse emner

– så enkelt er dét!

Akkrediteringen tildeles tidsbegrænset – Vejlefjord

Neurorehabilitering har opnået en tre-årig

akkreditering – og for at fastholde kvaliteten på

samme høje niveau skal der udvikles, opdateres og

justeres i praksis og i beskrivelsen af praksis. Det

er en fortløbende proces med jævnligt tilbagevendende

udefra kommende kollegiale evalueringer.

Vi er overbeviste om, at det er til gavn for alle

parter at lade sig evaluere af andre aktivt udøvende

kolleger. Det er en investering i et internationalt

progressivt og udviklende samarbejde på mange

planer, og det vil fremover være et vigtigt værktøj

for Vejlefjord Neurorehabilitering. Vi håber, at andre

vil lade sig inspirere til at følge efter.

Vejlefjord.

1 The Commission on Accreditation

of Rehabilitation

Facilities (CARF)

er en privat nonprofit

organisation, hvis formål

er at udvikle og

vedligeholde praksisorienterede,brugerfokuserede

standarder med

det formål at hjælpe

rehabiliteringsenheder

i arbejdet med at måle

og forbedre kvaliteten,

værdien og resultaterne

af arbejdet. CARF har

siden 1997 akkrediteret

over 22.000 programmer,

heraf omkring

1000 programmer inden

for rehabilitering af senhjerneskadede.Yderligere

oplysninger findes

på www.carf.org.

AKKREDITERING

25


Boganmeldelse

26

AF PIA LØVSCHAL NIELSEN,

ANTROPOLOG, MAG.ART.

BOGANMELDELSE

Livet med en hjerneskadet

– ti beretninger om at være pårørende

Dette er en bog om pårørende,

af pårørende og for pårørende

skriver forfatteren Julie Lindegaard.

Hun er selv pårørende

og har bedt ti personer fortælle,

hvilke tanker og erfaringer

de hver især har gjort sig ved

at være pårørende til en

person med hjerneskade.

Fortællerne er alle ægtefæller

eller kærester til en

person med hjerneskade,

syv kvinder og tre mænd

fra 35 til 65 år. Det er

disse beretninger, som

er bogens kerne.

Ud over de ti beretninger

har bogen

et forord og et efter-

skrift, hvor Julie Lindegaard

kort nævner, hvordan hun selv blev pårørende,

og at hun har samlet disse ti beretninger i håb

om, at de kan være en støtte for andre pårørende.

Bogen slutter med gode råd og information til pårørende,

den pårørendes omgangskreds og generelle

råd til alle.

Bogen er stærkt personlig. Det understreges af,

at der er et foto og et citat af fortælleren, hver

gang en ny beretning begynder. Alder, by og navn

nævnes også, ligesom tidspunktet for skaden.

Her er ingen anonymitet. Ikke alene træder den

pårørende frem, også personen med hjerneskaden

beskrives. Det fremgår ikke af bogen, hvor vidt den

skadede har indvilget i at træde frem på denne

måde. Beretningerne er således ærlige og åbne,

og der er mange stærke, kontante og præcise

udsagn, som vidner om, at disse pårørende har

gjort sig erfaringer, som har ført dem gennem en

personlig udvikling af særlig karakter. Og den er

værd at læse om.

En af bogens styrker er, at beretningerne er

bygget op omkring forskellige forløb fra 1989 til

2002. Derfor er de pårørendes erfaring af forskellig

længde. Dette er især interessant i forhold til en af

de gennemgående fælles erfaringer: At det tager tid

for pårørende at erkende præmisserne for det nye

samliv. Flere af de pårørende understreger, hvordan

de ikke forstod hjerneskadens følger for samlivet

på en dag, hverken som skadet eller pårørende. Tid

kan uddrages som en væsentlig faktor for erkendelse

i fortællingerne.

En interessant vinkel er, at voksne samlevere

sætter sig selv til side, når deres ægtefælle eller

kæreste får en hjerneskade – og hvilken pris denne

tilsidesættelse har. Et citat af en af de pårørende

udtrykker dette kontant og rammende: Jeg fortryder,

at jeg gik med listesko, for det kan man ikke

gøre et helt liv.

Endnu en interessant vinkel er de personlighedsforandringer

og rolleskift, som følger med. Traditionelt

tænker man dette i forhold til den skadede, og

dette beretter pårørende da også om, fx gennem

savnet af at kunne tale med hinanden som voksne

igen. Men man kan også uddrage af deres beretninger,

at erfaringerne igangsætter en udvikling, som

betyder, at de selv og deres rolle i familien ligeledes

forandrer sig. I det lys kan man pege på gensidige

personlighedforandringer og rolleskift.

Bogen er et væsentligt bidrag til et indblik i,

hvordan og hvor forskelligt det opleves at være pårørende

til en person med hjerneskade. Personligt

kunne jeg have tænkt mig en form for opsamling

på det fælles i disse unikke beretninger. Dette overlades

helt til læseren, og det er lidt ærgerligt, for

der tegner sig flere forskellige interessante vinkler,

udover de her nævnte. Forhåbentlig kan bogen give

lyst til at beskæftige sig mere med dette område i

fremtiden. Til trods for savnet af en bearbejdning,

vil jeg mene, at bogen, udover den gruppe, der

nævnes som dens målgruppe, også vil være interessant

at læse for personer, som arbejder professionelt

med personer med en hjerneskade.

Livet med en hjerneskadet

– ti beretninger om at være pårørende

af Julie Lindegaard

Turbine Forlaget 2004

Pris: Kr. 198 (vejl.)

158 sider.


Børn der er anderledes

– Hjernens betydning for barnets udvikling

Den anden udgave af bogen Børn der er anderledes

er en videnskabeligt opdateret, tværfaglig beskrivelse

af forhold vedrørende forskellige udviklingsforstyrrelser

hos børn med fokus på hjernens

betydning for den anderledes udvikling.

Følgende udviklingsforstyrrelser bliver – af fagpersoner

med særlig viden og interesse inden for

det specielle område – behandlet i bogen:

• Psykisk udviklingshæmning

• Motoriske forstyrrelser

• Gennemgribende udviklingsforstyrrelser

– autismespektret

• Sprogforstyrrelser

• Opmærksomhedsforstyrrelser

• Nonverbale indlæringsvanskeligheder – NLD

• Tourettes syndrom – TS

• Tvangstanker og tvangshandlinger – OCD

• Epilepsi

• Hovedpine

De forskellige beskrivelser af udviklingsforstyrrelser

beskæftiger sig både med generelle og specifikke

områder. Hvert område er forsynet med illustrative

case-beskrivelser, og der er beskrevet behandlingsmuligheder

– den psykologiske og pædagogiske

indsats – ligesom de fleste områder har medtaget

barnets prognose. Efter hvert kapitel findes til

supplerende læsning en litteraturliste og bagest i

bogen, en ordforklaring.

Et kapitel redegør for de forskellige metoder,

som danner grundlaget for at kunne vurdere de

hjernemæssige abnormiteter. Der redegøres også

for forskellen mellem en medfødt og en erhvervet

hjerneskade. Omkring den neurologiske undersøgelse

beskrives forskellige reflekser og deres

hjernemæssige betydning. I beskrivelsen af den

børneneuropsykologiske undersøgelse redegøres

der for de kognitive- sproglige- og adfærdsmæssige

områder, som denne undersøgelse omfatter.

Samtidig er der en god beskrivelse af EEG (Elektroencefalografi

– måling af hjernens elektriske

aktivitet) og de forskellige skanningsmetoder og

deres muligheder for at komme med supplerende

viden i forhold til den samlede vurdering af barnets

tilstand.

I et kapitel beskrives hjernens anatomiske og

funktionsmæssige udvikling. Her gives en let forståelig

indføring i hjernens komplicerede opbygning

og funktion.

Bogen henvender sig til lærere, pædagoger,

psykologer, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter,

mv. med interesse for, men uden specifik

ekspertise på området.

Børn der er anderledes

– Hjernens betydning for barnets udvikling.

Redigeret af: Anegen Trillingsgaard,

Mogens A. Dalby og John R. Østergaard.

Psykologisk Forlag 2003.

Pris: kr. 348

300 sider.

EN RIGTIG GOD BOG,

DER NU BARE ER BLEVET BEDRE.

AF ANNE MARIE BECK-NIELSEN,

BØRNENEUROPSYKOLOG.

BOGANMELDELSE

27


28

AF POUL JENNUM,

OVERLÆGE, DR.MED. CENTER FOR

SØVNFORSTYRRELSER,

KLINISK NEUROFYSIOLOGISK AFDELING

KAS GLOSTRUP.

1 Søvnapnø er uregelmæssighed

i vejrtrækningen

under søvn.

Typisk en lang pause

efterfulgt af høj snorken

(apnø= vejrtrækningspause).

Patienterne får

svære afbrydelser af

søvnen, hvilket medfører

betydelig dagtræthed.

Behandles med

indblæsning af luft i

næsen med ansigtsmaske.

2 Narkolepsi er en neurologisk

sygdom med

ukontrollable søvnanfald

og kortvarige tilfælde

med tab af muskelkraften.

Behandles med

centralstimulerende lægemidler.

3 Søvnløshed – en subjektiv

oplevelse af søvnbesvær.

BOGANMELDELSE

Boganmeldelse

Søvn

Mennesket tilbringer mellem en fjerdedel

og en tredjedel sovende, resten vågen.

Igennem mange år har man ignoreret dette

forhold, men i begyndelsen af 1960’erne

steg interessen for søvnens fysiologi samt

dens biologiske og psykologiske betydning.

Yderligere har man fundet en lang

række sygdomme, som er relateret til søvnen,

og som har alvorlige konsekvenser for

dagfunktion, sociale forhold, sygelighed og

dødelighed. Indenfor de sidste 20 år har interessen

derfor været stigende for søvnens

fysiologi og for de sygdomme, der relateres

hertil. Vi har i dag langt mere indsigt i de

mekanismer, der regulerer døgnrytme, søvn

og vågen tilstand herunder de regulationsmekanismer,

der findes i hjernen og de

signalstoffer – neurotransmittersystemer,

der er involveret heri.

Dette er blandt andet i fokus i psykiater

og formand for Psykiatrifonden Jes Gerlachs

bog.

Bogen spænder vidt. Emner som den

almindelige søvn, mekanismer bag søvnen,

virkningsmekanismer ved lægemidler

herunder sovemidler (hypnotika) nævnes.

En række sygdomme som for eksempel

søvnapnø 1) , narkolepsi 2) , insomnia 3) beskrives.

Yderligere sættes fokus på søvnforstyrrelser

ved psykiatriske sygdomme.

Problemerne med det alt for store forbrug

af sovemidler diskuteres, og der gives

en række praktiske råd som led i behandling

af søvnbesvær, herunder betydning

af livsstilsforhold som søvnvaner, fysisk

aktivitet m.v.

Der foreligger en række internationale

bøger om emnet, ligesom der også tidligere

har været publiceret bøger på dansk. Den

aktuelle bog opdaterer den eksisterende viden

og henvender sig til den interesserede

borger, men kan også læses af fagpersoner,

der ønsker en let-læst introduktion til

området.

Jes Gerlach:

Søvn

Psykiatrifondens Forlag, 2003.

Pris: kr. 150

154 sider.

Nyt fra

KONFERENCE den 25. & 26. OKTOBER 2004

Videnscenter for Hjerneskade arrangerer i samarbejde

med Socialministeriet konferencen:

Rehabilitering af hjerneskaderamte i den nye

struktur, som vil finde sted i DGI-byen, København.

Konferencen danner dels afslutning og dels

videreførelse af projekt HELHED I INDSATSEN

– systematisk indsamling af og tilvejebringelse af

tilgængelighed til viden på hjerneskadeområdet. Et

projektsamarbejde mellem Videnscenter for Hjerneskade

og Socialministeriet som har kørt siden

1999, hvor Socialministeriet afsatte 55 millioner kr.

til videreudvikling af indsatsen på hjerneskadeområdet.

Projektperioden er i sin afsluttende fase, de

afsluttende rapporter (se nedenfor) er snart klar til

trykning og vil være klar til udgivelse i august.

Konferencen sætter fokus på de erfaringer der

er indhøstet i projektperioden, og hvordan de kan

overføres og videreudvikles i den kommende nye

struktur?

Konferencen vil foregå som en blanding af foredrag,

workshops og paneldiskussioner.

Connie Hedegaard vil være diskussionsleder og

opsamler den 25. okt.

Målgruppen for konferencen er: Beslutningstagere,

embedsmænd, projektmagere, alle professionelle,

der arbejder med mennesker med erhvervet

hjerneskade, pårørende og hjerneskaderamte.

Hold øje med Videnscenterets hjemmeside for

løbende nyt om konferencen, hvorfra også programmet

vil kunne downloades, når det foreligger

på: www.vfhj.dk

Prisen for to dage: 1100 kr.

Dette er inklusiv kaffe og frokost begge dage og

middag den 25. om aftnen.

Tilmelding skal ske til:

Kongresbureau Fyn

Sivmosevænget 4

5260 Odense S

Kontaktperson: Camilla Krøytzer, tel. 66 12 75 30

Kommende satspuljerapporter

En omfattende erfaringsopsamling fra de mange

satspuljeprojekter bliver afsluttet henover sommeren

– et arbejde som konkret udmønter sig i fire

tematiserede publikationer:

• Arbejde og fritid for mennesker med erhvervet

hjerneskade


Videnscenteret

• Overgangen mellem fase to og tre i rehabilitering

af senhjerneskadede

• Uddannelse af personale

• ICF som redskab i helhedsorienteret og velkoordineret

indsats

Hovedproblemstillingerne og anbefalingerne på

tværs af de fire områder samles i en mindre overordnet

publikation:

• Helhed i indsatsen

Endelig vil en publikation ved navn:

• Den Historiske Udvikling i Rehabiliteringen af

Hjerneskadede i Danmark

sammenfatte og diskutere udviklingen i indsatsen

i forhold til mennesker med hjerneskade, som den

er foregået igennem de seneste godt 20 år.

Publikationerne kan bestilles hos Videnscenter for

Hjerneskade fra august 2004.

Ny projektansat medarbejder på Videnscenteret

I begyndelsen af maj igangsatte Hjerneskadeforeningen

og Videnscenter for Hjerneskade et nyt

projekt, som har fokus på samarbejdet mellem pårørende

og professionelle. Antropolog Pia Løvschal

Nielsen skal gennem interviews med pårørende til

personer med erhvervet hjerneskade indsamle oplysninger

om, hvordan de har oplevet samarbejdet

med professionelle i rehabiliteringens forskellige

forløb. Hensigten med projektet er at få et indblik

i, hvordan dialog og samarbejde mellem pårørende

og professionelle kan forbedre rehabilitering. Projektet

slutter i oktober.

Fra maj til oktober vil Pia Løvschal Nielsen have

arbejdsplads på Videnscenter for Hjerneskade.

Næste nummer af Fokus

Det næste nummer af Fokus kommer til at handle

om, hvordan vi kan forstå og hjælpe hjerneskaderamte

med voldsom adfærd.

Uddeling af legater fra Rehab-puljen,

april 2004

Puljens formål er at opmuntre fagpersoner indenfor

hjerneskadeområdet til at indhente ny viden og

inspiration til indsatsen overfor hjerneskadede i

Danmark.

Til Rehab-puljens bestyrelsesmøde den 2. april

2004 indkom 8 ansøgninger. En trak efterfølgende

sin ansøgning tilbage, da der er modtaget bevilling

fra anden side. En ansøgte om støtte til kursus,

som der allerede tidligere er ydet støtte til og fik

derfor afslag. En anden ansøgte om støtte til masteruddannelse

og fik afslag med begrundelsen, at

ansøger endnu ikke havde fastlagt specialets emne,

mens en ansøger fik afslag, fordi puljen ikke kan

yde støtte til hjælpemidler og sekretærhjælp.

Følgende legater blev uddelt:

Ergoterapeut Britta Garder Jacobsen, Hillerød

sygehus. Kr. 5.000,- til deltagelse i 1. fagmodul i

uddannelsen til FOTT terapeut.

Ergoterapeutstuderende Louise Faurskov & Dorrit

Jensen, Ergoterapeutskolen i Esbjerg. Kr. 10.000,- til

studietur til USA.

Ergoterapeut Helle B. Johansen og Marianne

Eberhardt. Kr. 10.000,- til specialkursus for ergoterapeuter

med fokus på ADL.

Næste ansøgningsfrist til rehabpuljen er 15.

september 2004.

Rehab-puljens fundats, forretningsorden og ansøgningsskema

findes på Videnscenterets hjemmeside:

www.vfhj.dk/rehab.asp sammen med en liste

over formål, der tidligere er ydet støtte til.

Projektindkaldelse fra Hjernesagen

Støtte til forskningsprojekter vedr. klinisk forskning

i apopleksi.

HjerneSagen indkalder ansøgninger til projektstøtte

til klinisk forskning i apopleksi, behandling

og genoptræning.

HjerneSagen er en landsforening for apopleksi-

og afasiramte og har som et af sine vigtigste formål

at arbejde for en forbedring og udvikling af apopleksibehandlingen

– såvel m.h.t. sygdommen som

behandling og genoptræning. Derfor er det vigtigt

at støtte forskning på dette område.

Ansøgningen udformes på særligt ansøgningsskema,

som sammen med vejledning kan rekvireres

i HjerneSagens sekretariat på tlf: 36 75 30 88, fax:

36 75 30 98, mail: admin@hjernesagen.dk (begge

dokumenter kan mailes i PDF-format).

De kan også downloades i to PDF-filer via

www.hjernesagen.dk, “Forskning” og “Ansøgningsskemaer”.

Ansøgningen, som stiles til HjerneSagen, Kløverprisvej

10 B, 2650 Hvidovre, afleveres i otte

eksemplarer på ansøgningsdagen inden kl. 12.

Ansøgningsfrist er den 13. september 2004.

NYT FRA VIDENSCENTERET 29


30

NYT FRA BØRNEOMRÅDET

Nyt fra børneområdet


HAMMEL NEUROCENTER

Centeret er oprettet som et vestdansk tilbud til de

svært skadede, men forventer at kunne udvide i løbet

af 2004 med fire senge til de moderat skadede

børn fra Århus Amt. Det fungerer som et dagtilbud

over en længere periode, men finansieres som et

hospitalsbaseret fase to tilbud.


RINGKJØBING AMT

Der er lavet indstilling om en hjerneskaderådgivning,

men indstillingen er ikke konfirmeret af

beslutningstagerne. Sagsbehandling foretages af

Henny Holmgård og Helen Sandal.

En afklaring mangler af, hvordan man kan tilbyde

neuropsykologisk vurdering i fase tre – efter

hospitalsfasen.


ROSKILDE AMT

Roskilde Amt etablerede et Børnesamråd i 2000,

som mødes hver tredje måned. Det er en selvstændig

enhed under Roskilde Amt og rådgiver

kommunen – specielt PPR. Rådet består af en

socialrådgiver fra amtet, en overlæge fra Amtssygehusets

børneafdeling, en neuropsykolog fra

amtets børnerådgivning, en fysioterapeut fra Amtsygehuset

og en repræsentant fra undervisning og

kulturforvaltningen i amtet. Kontaktperson er Annie

Jakobsen, Roskilde Amt. Tlf: 46323232

Roskilde Amt har med sine kun 250.000 indbyggere

ikke specifikke tilbud til børn og unge med

erhvervet hjerneskade. Der henvises derfor fra

sygehuset til Børnecenter for rehabilitering, dagtilbudet

på Geelsgård. Akutte, svære skader henvises

til Hvidovre Hospital.

Forløb ved svære akutte traumatiske skader:

1. Neurokirurgisk afd. Rigshospitalet

2. Fase II på Hvidovre (hvis plads og optagel-

seskriterier er opfyldt) ellers et fase II forløb på

Roskilde Amtssygehus.

3. Fase III: Ofte via dagtilbudet på Geelsgård

(henvist på opfordring fra sygehusets børneafd.

– visiteres via amt & kommune – hvis behov).

4. Mulighed for fase III tilbud på Børnecenter

for rehabilitering, eller lokalt tilbud med vejledning

derfra eller fra børneafd. på Amtssygehuset.


Susanne Blichfelt, overlæge børneafdeling,

Roskilde Amtssygehus.

SØNDERJYLLANDS AMT

I forhold til indsatsen for børn med erhvervet

hjerneskade er organiseringen i amtet ændret. Der

er nu etableret et hjerneskadeteam og et hjerneskadesamråd

mod tidligere kun et hjerneskadesamråd.

Teamet behandler sager, og samrådet er

det overordnede organ og gælder for både børn

og voksne. Det har eksisteret i ca. halvt år. Der

drøftes bl.a. procedurer i forhold til samarbejde

socialforvaltning/amtsgård og sygehus imellem.

Der er nu kontaktpersoner i alle kommuner. Sønderjyllands

Amt redegør for dets muligheder i en

brochure, som findes på: www.sja.dk


Konsulent Dorthe H. Bay, Skole- og

specialrådgivningen, Sønderjyllands Amt

VEJLE AMT

Vejle Amt har i 2001 nedsat Arbejdsgruppen for

Neurorehabilitering i amtet med henblik på at

indsamle alle oplysninger om tilbud på såvel

sundhedsområdet som socialområdet og fremkomme

med anbefalinger til en samlet strategi på

hjerneskadeområdet. Arbejdsgruppen har på nuværende

tidspunkt defineret målgruppen og kortlagt

tilbudene på området og er netop startet på en

nærmere analyse af tilbudene.


Når et barn i Vejle Amt indlægges på Hammel

Neurocenter sker dette i samarbejde med pædiatrisk

afdeling Kolding Sygehus og Familieafdelingen,

Vejle Amt. En kontaktperson deltager i møder på

Hammel Neurocenter og samarbejder sideløbende

med barnets forældre og sagsbehandler i primærkommune

med henblik på tiltag og genoptræningstilbud

efter udskrivning fra Hammel Neurocenter.

Nogle få børn indlægges på pædiatrisk afdeling

i Kolding, hvor også genoptræningen foregår, og

udskrives herfra til genoptræning i primær eller

amtskommunal regi.

Hjerneskadeteamet, som varetager rådgivningsforpligtigelsen

på voksenområdet, har aftale med

Vejle Amt om, at ved henvendelse vedrørende børn

og unge mellem 0 – 17 år henviser Hjerneskadeteamet

videre til kontaktperson i Familieafdelingen,

Vejle Amt. Ved henvendelser vedrørende unge mellem

17 – 18 år indhenter Hjerneskadeteamet oplysninger

i sagen mhp. vurdering og/eller rådgivning

i det fortsatte rehabiliteringsforløb. Der indledes

samtidig samarbejde med Voksen Handicapafdelingen

i Vejle Amt.

Arbejdsgruppen er på nuværende tidspunkt

opmærksom på, at der er behov for en koordinerende

indsats til børn og unge med erhvervet hjerneskade,

som kunne afhjælpes ved etablering af et

Koordinerings, Rådgivnings og Visitationsteam.


Karin Bundgård Nielsen, Specialeansvarlig

sygeplejerske, Pæd. Afd. Kolding sygehus,

Birgit Høgh Sørensen, Familieafdelingen,

Vejle Amt, Pernille Nesbit,

Leder af Hjerneskadeteamet, Vejle Amt.

VIBORG AMT

Hjerneskadesamrådet vedr. børn og unge i Viborg

Amt følger p.t. 30 børn og unge i alderen 5-17 år.

Der er tale om systematisk opfølgning til den

unge bliver 18 år. Den faglige sammensætning i

hjerneskadesamrådet er: neuropædiater, fysioterapeut,

ergoterapeut, socialrådgiver, talekonsulent og

børneneuropsykolog.

Samrådet har udgivet tre pjecer: En informationsfolder

om hjerneskadesamrådet, en om hjernerystelse

og en om rehabiliteringstilbuddet.

I forbindelse med Socialministeriets satspuljemidler

har P.P.S. (Pædagogisk, psykologisk

Specialrådgivning) et projekt vedr. optimering af

fase tre tilbud. Der afholdes træf for børn og unge

med erhvervet hjerneskade og forældreaftener med

forskellige faglige temaer. Der har været fokus på

sociale vanskeligheder, hukommelsesvanskelighe-

der og opmærksomhedsmæssige vanskeligheder.

Der afholdes i løbet af 2004 en kursusrække for

fagpersoner, hvortil der er 90 tilmeldte. Til samtlige

aktiviteter er der inviteret til deltagelse fra

naboamterne.

Det østdanske tilbud

Børnecenter for Hjerneskade er fusioneret med

Geelsgårdskolen og hedder nu Børnecenter for rehabilitering

og har til huse på Geelsgårdskolen. Der

er således et fælles dagtilbud (otte pladser til udredning

og rehabilitering) og et lokalbaseret tilbud

(rejseholdet) for hele Østdanmark. Københavns

Amt er værtsamt, og centeret vil blive vurderet på,

om dets indsats er rentabel.

Et lokalbaseret team bestående af to lærere og

to psykologer underviser, støtter og superviserer

personalet og forældrene omkring barnet, så barnet

kan blive i dets lokalmiljø.

Teamet tager sig af børn med let til moderat

skade. De moderat til svært skadede børn er tilknyttet

dagtilbudet på Geelsgård.


ÅRHUS AMT

Susanne Weidner, speciallærer,

Børnecenter for rehabilitering

Der er i 2003 etableret et Hjerneskadesamråd for

børn og unge med erhvervet hjerneskade i Århus

Amt, hvis definerede funktioner er: Opsamling af

viden på området, løbende forbedring og udvikling

af koordineringen mellem de tre faser, og skabelse

af overblik over området med henblik på kortlægning

af behov og problemstillinger

Arbejdet varetages fra amtets Børn og Ungeafdeling,

og arbejdsgruppen består af repræsentanter

fra kommunernes PPR og socialområde, faglige

repræsentanter fra sygehusene (herunder Hammel

Neurocenter), sygehusforvaltningen og undervisnings-

og socialfaglige konsulenter fra handicapområdet

i amtets Børn- og Ungeafdeling.

På nuværende tidspunkt foreligger udkast til

dele af en REHAB-bruger informationsmappe, hvis

indhold tænkes bredt til at omfatte pårørende til

børn og unge med erhvervet hjerneskade og til de

offentlige sektorer – kommuner, sygehuse og amt.

Formålet er at sikre et så tilfredsstillende patientforløb

som muligt. Arbejdet med at finde en model for

hjerneskadesamrådets arbejde pågår stadig.

Birgit Mangor, socialkonsulent,

Børnerådgivningen, Århus Amt.

NYT FRA BØRNEOMRÅDET 31


Ændringer vedr. abonnementet ID-nummer 46303

ring venligst 7589 7877 Magasinpost ”B”

Videnscenter for Hjerneskade

Sanatorievej 32

7140 Stouby

Aktiviteter

Emotionelle vanskeligheder efter senhjerneskade

Tid: 9. september 2004

Sted: Vejlefjord

www.vejlefjord.dk

Posttraumatisk epilepsi

Tid: 15. september 2004

Sted: Hammel Neurocenter

http://neurocenter.dk/uddannelse

Obstipation, diarre og urin- og afføringsinkontinens

hos hjerneskadepatienter

Tid: 20. – 21. september 2004

Sted: Hammel Neurocenter

Sådan taler du med en patient, der har afasi

Tid: 21. september 2004

Sted: Hammel Neurocenter

Selvbeskyttelseskursus

– tilgang til udadreagerende senhjerneskadede

unge og voksne

Tid: 30. september 2004 – 1. oktober 2004

Sted: Hammel Neurocenter

Evidence-Based Medicine in Neurorehabilitation

Tid: 30. september 2004 – 2. oktober 2004

Sted: Zürich

www.neuroplasticity.ch/wfnr/index.htm

Flere kurser– nationale såvel som internationale

– kan ses på: www.vfhj.dk/kalender.asp

Temadag for forældre til hjerneskadede unge

Tid: 30. oktober 2004

Sted: DGI-byen, Kbh.

www.ffsb.dk

Rehabilitering af hjerneskaderamte i den nye struktur

Tid: 25. – 26. oktober 2004

Sted: DGI-byen, København

www.vfhj.dk

Senhjerneskader og psykiatriske lidelser – dobbeltdiagnoser

Tid: 11. november 2004

Sted: Vejlefjord

Efter Hjerneskade: Pårørende og familie

Tid: 19. – 21. november 2004

Sted: Oslo, Norge

www.kress.sunnaas.no

3. Meeting on Brain Tumors

Tid: 2. – 3. december 2004

Sted: Berlin, Tyskland

gibson@mdc-berlin.de

6th World Congress on brain Injury

Tid: 5. – 8. maj 2005

Sted: Melbourne

www.icms.com.au/braininjury/

Videnscenter for Hjerneskade

Sanatorievej 32, 7140 Stouby, tlf.: 75 89 78 77

info@vfhj.dk, www.vfhj.dk

More magazines by this user
Similar magazines