En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
For mig ville det være rart, hvis mine indkaldelser blev koordineret med min kontaktperson i
OPUS. Som det er nu, får jeg tre til fem dages varsel, hvilket er for kort til at kunne få min kontaktperson
med som bisidder. Udskyder man møderne, får man et brev om, at man er udeblevet
(selv efter aftale) og vil blive trukket i kontanthjælp. Det er virkelig et unødigt pres.
Have en fast medarbejder, der har sat sig ind i situationen, og som arbejder sammen med
OPUS, i stedet for at få en ny til hver samtale med jobcentret, da det stresser utrolig meget.
Hvis de havde mere viden om sygdommen, ville det hjælpe.
Hvis man har en sygdom, skal jobcentret ikke presse for meget.
I endnu højere grad lytte til hvad behovene er - og hvad man ønsker. For eksempel ville de i
starten sende mig ud i et arbejdsområde, jeg ikke ønskede.
Jeg har oplevet det som en stor tryghed at have en homogenitet gennem jobprocessen og at
kunne have den samme rådgiver i længere tid.
Jobcentrets medarbejdere burde have større viden/forståelse for, hvad det vil sige at have en
psykisk sygdom. Det burde være muligt at være hundrede procent ærlig og ikke skulle lyve om
sit helbred for at undgå økonomiske sanktioner.
Kan ikke lige overskue det på nuværende tidspunkt.
Lad endelig være med at behandle sager som et nummer og bare bruge den sædvanlige skabelon.
Mennesker er individer.
Lad vær med at tvinge folk i uddannelse. Hjælp med flexjob.
Lyt!
Mere faglig viden.
Mere kommunikation mellem jobcentrets læge og borgerens læge (i distriktspsykiatrien).
Mere lydhørhed. Ønskværdigt med mere afsat tid, mere individuelt, større respekt.
Mere rum og forståelse, menneske til menneske.
Mere tid. For svært at komme i kontakt med personalet/sagsbehandlerne.
Mindre pres. Min kontakt til jobcentret har i mange henseender gjort, at jeg har fået det værre.
Personalet skal have et kursus i, hvad det vil sige at være skizofren eller oplever psykoser. Det
vil hjælpe, tror jeg.
Ring personen op og aftal et personligt møde, hvor personen kan møde op til folk, som har forstand
på personer med skizofrenilidelser.
Samme kontaktperson og sagsbehandler, fordi det tærer på én, hvis det er en ny hver gang.
Prøv at forstå at mennesker ikke bare er tal, men personer.
Snak mere med OPUS. Samarbejde med kontaktpersoner, efteruddan personale.
Større viden og forståelse.
Sæt sig mere ind i tingene i stedet for bare at sende folk videre.
Tage hensyn til evner/psykiske tilstand, ikke arbejdsprøvning osv.
Tænke mere holistisk. Lytte mere til hvad den enkelte har at sige om sine forcer og vanskeligheder,
idet sygdomsbilledet og hvilke muligheder for behandling og støtte den enkelte vil have
hvad af svinger virkelig meget. Desuden er der mange som udvikler sig og her er for eksempel
timing og passende støtte altafgørende.
Ved ikke.
Vær opmærksom på at vi får oplysninger om vores muligheder. Fortæl os, at vi bliver hørt og er
"sikre", at vi ikke skal frygte at miste vores penge, for det bekymrer vi os rigtig meget om. Det
belaster os meget, når vi ikke ved, om vi kan føle os sikre og ikke bliver smidt i arbejde.
12