En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
Enkelte andre patienter foretrækker alligevel at kommunikere skriftligt med jobcentret, for et brev
giver dem mere tid til at tænke over, hvad de skal gøre, eller hvad de skal svare. De forklarer uddybende,
at de kan have meget svært ved at forholde sig til et spørgsmål, når de deltager i et møde,
og det forventes, at de er i stand til at svare med det samme. I en sådan situation kan patienterne
være tilbøjelige til at acceptere et tiltag, som de bagefter fortryder. Et eksempel er en ung
mand på 21 år:
”Jeg måtte have min mor med den anden gang, jeg skulle til samtale i jobcentret, så hun kunne
forklare, hvor dårligt jeg havde det. Første gang var det lidt svært for mig at fortælle, hvad det
egentlig var, jeg gerne ville. Jobcentermedarbejderen vidste ikke, hvor dårlig jeg var, så hun sagde
bare: ’Nej, men du kan vel godt dét og dét, og du kan vel også godt dét?’ Så jeg talte hende bare
efter munden og sagde: ’Ja, det kan jeg vel godt’. Og så var det, at min mor måtte sige: ’Nej, han
kan ikke komme i jobprøvning, det er han for syg til’. Jeg sagde, at det var fordi, jeg havde en depression.
Jobcentermedarbejderen spurgte ikke ind til det, men fortsatte med at sige, at hun syntes,
jeg skulle i jobprøvning eller starte på et center, hvor man skal møde hver morgen”.
En del patienter har oplevet forløb, der har strakt sig over flere år. De har derfor også mødt flere
sagsbehandlere, måske seks til syv. Nogle patienter med langvarige sagsforløb giver udtryk for, at
sagsbehandleren ikke altid laver referat af, hvad der bliver talt om. Det har som oftest den konsekvens,
at en ny sagsbehandler ikke har ajourførte oplysninger om status på sagen. I bedste fald
indebærer det yderligere forsinkelse, fordi der skal bruges tid på at indhente nye oplysninger. I
andre tilfælde får patienten et tilbud, som han eller hun tidligere har drøftet med en anden sagsbehandler,
men som ikke har kunnet anvendes af den ene eller den anden grund.
De lange sagsforløb har ofte den konsekvens, at patienterne har skullet fortælle deres historie
gang på gang. Enkelte oplyser, at de har skullet forklare sig stort set hver gang, de er kommet til et
møde i jobcentret. Bagefter sidder de tilbage med den følelse, at sagen starter forfra igen og aldrig
får en ende.
De hyppige skift indebærer ligeledes, at patienterne får indtryk af, at de mange forskellige sagsbehandlere
ikke er særligt velforberedte til et møde.
Det er således et gennemgående træk i beretningerne, at patienterne ofte oplever, at den sagsbehandler,
som de taler med, ikke har sat sig ordentligt ind i deres sag. Mange møder varer kun et
kvarter, og da en stor del af tiden ifølge patienterne bliver brugt til at opdatere sagsbehandleren om
deres sag, er der ikke meget tid til overs til at drøfte fremadrettede spørgsmål. Derfor oplever disse
patienter ofte, at der ikke er nogen fremdrift i deres sag. På det personlige plan er konsekvensen,
at de føler sig tilsidesat.
”Det er irriterende at skulle skifte sagsbehandler. Det er ikke behageligt at tale med en sagsbehandler
den ene gang og så få besked om, at næste gang skal man tale med en anden og ikke
vide, hvad hun kan gøre for én. Det er stressende ikke at vide, hvem man har at forholde sig til.
Det minder om, at der kommer en ny vikar ind i klassen hver gang. Til sidst kan der jo slet ikke
undervises, og så ender det hele i sjov og ballade. Altså, jeg ser det ikke på den måde, men når
man ikke ved, hvad rammerne er, eller hvem man har med at gøre, ved man heller ikke, hvad man
kan forvente, og hvad man skal gøre”.
Der er dog undtagelser. En patient med et mangeårigt sagsforløb fortæller således, at hun netop
havde været til samtale i jobcentret med en ny sagsbehandler, der i modsætning til de andre vidste
alt om, hvad hun fejlede.
31