En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
For mange er det et endemål at kunne passe et arbejde, forsørge sig selv og måske endda have
familie. Det er tillige et tegn på, at man er rask eller tilstrækkelig rask til det. Et fuldtidsjob er derfor
et mål for alle, selv om det ikke altid bliver sådan:
”Tit er det os, der er med til at holde lidt igen, for de er så ivrige efter at komme i gang med uddannelse
og arbejde. Jeg har en patient lige nu, som jeg virkelig diskuterer med, for hun mener, at det
er ved at være tid til, at hun skal have et arbejde. Vi bliver nødt til at hive lidt i den anden retning,
for vi vurderer, at hun ikke er klar endnu. Det er ikke lang tid siden, hun forsøgte med en fuldtidsuddannelse,
og det gik ikke. Hun har stadigvæk mange symptomer, er midt i et medicinskift og står
for at skulle flytte. Derfor tænker vi: ’’Det er mange ting på én gang, og så er det ret heftigt at skulle
i gang med fuldtidsarbejde ved siden af’. Vi er ved at finde ud af at etablere en praktik til hende
nogle få timer om ugen, så vi kan tilgodese hendes ønsker”.
Andre kontaktpersoner er enige i, at de fleste patienter er motiveret for at komme i arbejde eller i
hvert fald i praktik for at afprøve, hvad de magter. De mener imidlertid, at motivationen varierer fra
patient til patient. Den generelle opfattelse er, at de fleste gerne vil i gang med et eller andet, men
de tilføjer: ”I hvert fald så længe de er i et forløb her i OPUS”.
Alle kontaktpersoner er vant til at arbejde med en bred variation af patienter. Det gælder de meget
motiverede og dem, der skal være mere psykisk stabile eller have orden i økonomien eller boligforholdene
eller alle tre dele, før der er overskud til at tænke på uddannelse eller arbejde.
En kontaktperson fortæller, at hun er opmærksom på, at de fleste af hendes patienter gerne vil
gøre gavn og udfylde en plads. Ikke desto mindre er flere af de patienter, som har erfaring med
arbejdsmarkedet, blevet skræmt af at være i arbejde. De pågældende har fået det dårligt, fordi de
har oplevet, at de ikke slår til.
Deres lidelse giver sig blandt andet udslag i ruminationer over små hændelser, som de tillægger
uforholdsmæssig stor betydning. 2 De føler sig endvidere utilstrækkelige og forkerte og ved ikke,
hvad de skal stille op med dem selv. En kontaktperson uddyber:
”Jeg har haft en del diskussioner med sagsbehandlere i jobcentret om patienter, der gerne ville i
gang, og hvor tilbagemeldingen har været, at de ikke var færdigbehandlet. Uenigheden opstår,
fordi vi mener, at det er en del af behandlingen at få en struktureret hverdag. Vi ved godt, at der
opstår vanskeligheder, men vi mener samtidig, at de bør løses gradvist. Patienterne er ikke rigtig
raske, men de er heller ikke så syge, at de ikke kan noget. Det må derfor være opgaven for jobcentret
at støtte dem i at komme tilbage i en eller anden funktion. Det giver ikke mening at sige, at
psykiatriske patienter først skal være færdigbehandlet, inden de kan komme i arbejde, for nogle af
dem vil lide af de samme symptomer i årevis”.
Kontaktpersonerne oplever altså, at patienterne med få undtagelser er meget motiveret for at uddanne
sig eller få et arbejde. Motivationen er samtidig udtryk for et paradoks:
På den ene side har patienterne en drift efter at komme videre med deres liv.
På den anden side siger mange af dem:
2 At ruminere betyder i psykologisk sammenhæng at ruge over fortidens fortrædeligheder uden at finde en løsning på
dem. At reflektere vil sige at tænke mere konstruktivt over negative begivenheder og forsøge at finde løsninger på problemerne.
61