En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
de samtale, eller om jeg kan henvise til et forløb og hvilket i så fald - skal det være en jobpakke, en
uddannelsespakke, en motivationspakke, en arbejdsprøvningspakke eller et særligt forløb?”
Han mener derfor, at det er nemmere, når man har en fast i stedet for en flydende sagsstamme,
for det giver et bedre kendskab til de enkelte borgere.
Adskiller samtalen med en borger, der har en psykisk lidelse, sig så fra andre?
”Nej, det synes jeg ikke, den gør. Den er ikke hårdere eller specielt anderledes. Den er nogle gange
lettere, fordi man ved, at der foreligger en diagnose, og så ved man jo ofte, hvad det handler
om, fordi de er i behandling. De har også typisk en bisidder med, som ofte har en forestilling om,
hvad de gerne vil, og så prøver vi at møde hinanden. Altså, det er sjældent, at jeg møder borgere
inden for skizofrenispektret, der er så dårlige, at vi ikke kan tale sammen om, hvad det betyder at
være på kontanthjælp, og hvad deres sygdom betyder for dem. Mit fokus vil jo altid være uddannelse
eller beskæftigelse. Det kan være lidt sværere at have samtaler med borgere, som ikke er i
behandling for noget som helst, men hvor det er tydeligt, at de har et behandlingsbehov. I de tilfælde
er vores muligheder begrænsede”.
En anden beskæftigelseskonsulent udtrykker det på den måde, at der naturligvis bliver taget særlige
hensyn, når man bliver klar over, at en borger har problemer ud over ledighed. Den pågældende
bliver ikke blot automatisk sendt ud i en eller anden aktivitet, men det bliver afklaret, om den
plan, der kan komme på tale, er relevant og realistisk.
Møderne med de enkelte borgere varer i gennemsnit ca. en halv time. Det gælder tillige personer
med en psykisk lidelse. Derudover bliver der brugt yderligere en halv time til at lave papirarbejdet,
for eksempel en jobplan eller en sygeplan, bestille den aktivitet, der er aftalt, korrespondere med
forskellige involverede i sagen m.v.
Flere beskæftigelseskonsulenter tilkendegiver, at borgere med en psykisk lidelse har svært ved at
rumme ret meget i særlig lang tid, hvilket også er en grund til, at møderne er kortvarige, ”(…) for
ellers risikerer man, at de står af, og så er det bisidderen, man sidder og taler med”.
En beskæftigelseskonsulent nævner et par sager, som illustrerer, hvorfor det nogle gange er nødvendigt
at holde mange møder og andre gange færre:
Den første vedrører en ung mand, der lige har fået stillet en psykiatrisk diagnose, og som først
ville starte på et bestemt VUC og tage et fag. Så ændrede han mening og ville i stedet starte
på et andet VUC, derefter et tredje, ligesom han løbende skiftede opfattelse med hensyn til,
hvilke fag han ville følge. Midt i det hele oplyste han, at han havde talt med sin psykiater om, at
han ville beskæftige sig med noget helt andet. Hans tilstand gjorde, at det var nødvendigt at
holde mange møder ud over det ene obligatoriske hver tredje måned, ligesom planerne hele tiden
blev ændret.
Den anden sag drejer sig om en borger, der har været i kontanthjælpssystemet, fra han var 18
år. Han er nu ved at blive afklaret med henblik på at få pension. Processen har hidtil varet i ti
måneder, og i den periode har han og beskæftigelseskonsulenten kun mødtes hver tredje måned,
som de skal i henhold til lovgivningen. En medvirkende årsag til både varigheden og mødefrekvensen
er, at der skulle fremskaffes en speciallægeerklæring, så de sidste spørgsmål
kunne afklares.
84