Hall of Fame

Hall of Fame 

Idrættens Hus


Idrættens Hus 

3

© Hall of Fame 2009 

Hall of Fame's bestyrelse: 

Formand: 

Preben Kragelund 

Næstformand: 

Flemming Østergaard, Parken 

Bestyrelsesmedlemmer: 

Kai Holm, Danmarks Idræts-Forbund 

Michael Andersen, Team Danmark 

Jan Jensen, Ekstra Bladet 

Preben Elkjær, Hall of Fame-medlemmerne 

Redaktion: Jakob Draminsky (ansv.) 

Morten Mølbæk Lyebalk 

Peter Bistrup 

Preben Kristensen 

Layout: Formegon Aps 

Foto: Se billedoversigt side 104 

Tryk: Formegon Aps 



Brøndby Stadion 20 

2605 Brøndby 

www.idraettenshus.dk 

For en nærmere kreditering af fotografierne i denne bog henvises til listen bagerst i bogen. I enkelte 

tilfælde har det ikke været muligt at bestemme ophavsretten. Skulle nogen ifølge gældende lov kunne 

påberåbe sig denne, rettes henvendelse til Hall of Fame.

Indhold 

Forord ......................................... 6 

Knud Lundberg .......................... 8 

Ragnhild Hveger ...................... 12 

Lis Hartel .................................. 16 

Paul Elvstrøm ........................... 20 

Kurt Nielsen ............................. 24 

Erland Kops .............................. 28 

Erik Hansen .............................. 32 

Ole Ritter .................................. 36 

Ole Olsen .................................. 40 

Lene Køppen ............................ 44 

Gunnar ’Nu’ Hansen ................ 48 

Niels Fredborg ......................... 52 

Leif Mortensen ......................... 56 

Allan Simonsen ........................ 60 

Erik Gundersen ........................ 64 

Morten Frost ............................ 68 

Morten Olsen ............................ 72 

Preben Elkjær .......................... 76 

Tom Bogs .................................. 80 

Anja Andersen .......................... 84 

Michael Laudrup ...................... 88 

Peter Schmeichel .................... 92 

Wilson Kipketer ....................... 96 

Jesper Bank ........................... 100 

Billedoversigt ......................... 104 

5

Forord 

Hall of Fame-begrebet har længe eksisteret i udlandet. Ikke kun inden for sport, 

men også inden for andre kulturelle områder som fx kunst, musik, film, teater 

mv. I dag, hvor den samlede medieverden hele tiden sørger for omtale af alle 

stjernerne, er bevidstheden om de ypperste profilers tilstedeværelse så afgjort 

ikke undertrykt - tværtimod. 

Men hvor hurtigt bliver idrætsprofilerne glemt? Når de at sætte sig tydelige spor 

hos deres publikum? Næppe i den moderne verden. Men så kan publikum til gengæld 

”gå på nettet” og finde frem til de mest fremragende udøvere inden for de forskellige 

idrætsgrene og på den måde mindes gode oplevelser og store øjeblikke. 

Internettets mange muligheder havde man ikke tidligere. Det var derfor vigtigt, at 

publikum eller folket, om man vil, på anden vis havde mulighed for at mindes fortidens 

stjerner, som havde været med til at få ”bruset frem på tilskuerrækkerne”. 

Uforglemmelige oplevelser 

De danske sportsstjerner har igennem årene været med til at give danskerne 

store og uforglemmelige oplevelser. Både når udøverne kæmpede i Danmark, og 

når de til internationale mesterskaber som bl.a. De Olympiske Lege kæmpede 

om medaljer iklædt rød/hvide farver. I nyere tid har vi fået de store sportsøjeblikke 

ind på nethinden via tv, men går vi lidt længere tilbage, var det via radioen 

og gennem avislæsning - ofte flere dage efter idrætsbegivenhederne. 

Vi vil og skal ikke glemme de store præstationer fra idrættens verden, og derfor 

tog Ekstra Bladet med opbakning fra Danmarks Idræts-Forbund og Team Dan- 

6

mark i 1992 initiativ til at oprette en dansk udgave af Hall of Fame, således at 

idrættens største navne til enhver tid vil blive husket. 

Oprettelsen i 1992 

I 1992 blev der udpeget 10 danske sportsstjerner, som inden for hver deres 

idrætsgren havde givet danskerne uforglemmelige øjeblikke, og som derfor fik 

sin plads i Hall of Fame med en portrætbuste. Samtidig besluttede den daværende 

komité, at den legendariske Gunnar ”Nu” Hansen fra Danmarks Radio 

skulle placeres sammen med de 10 første stjerner for at understrege den store 

betydning, som han havde haft for at viderebringe store idrætsøjeblikke til radiolytterne. 

En fornem præstation i sig selv. 

Igennem de efterfølgende år er der udpeget yderligere et antal sportsstjerner, 

og Hall of Fame er i dag placeret i Idrættens Hus i Brøndby, hvor busterne er 

kommet på sin rette plads i et miljø, der oser af idræt og store præstationer. 

Visionen 

Visionen for Hall of Fame er at gøre den til et miljø, hvor unge og ældre mennesker 

kan få ny viden eller opfrisket deres hukommelse om de enkelte Hall of 

Fame-medlemmer, hvilket bl.a. vil ske ved at supplere hver buste med oplysninger 

og billeder fra den enkeltes karriere. 

Preben Kragelund 

Formand – Hall of Fame 

7

Knud Lundberg (f. 14. maj 1920 - d. 12. august 2002) 

Sportsjournalist samt fodbold-, 

håndbold- og basketballspiller 

Landskampe: Fodbold: 39 kampe/10 mål (1943-56), Håndbold: 23 kampe/26 mål 

(1938-56) heraf 6 kampe/7 mål i markhåndbold, Basketball: 18 kampe/74 point 

(1950-53) 

Klubber: Fodbold: Akademisk Boldklub (1939-1960), Håndbold: HG (1938-60) og 

Basketball: HG (1946-1960) 

Titler: Fodbold: Dansk Mester 1943, 1945, 1947, 1951 og 1952, Håndbold: Dansk 

mester 1939-41, 1943, 1946, 1947, 1956 og 1960, Basketball: Dansk mester 1952 

(uofficielt) 

Hædersbevisninger: Udvalgt til kulturministeriets idrætskanon 

Knud Lundberg, der arbejdede som journalist, kunne mere end at skrive: Som 

idrætsudøver nåede han at repræsentere tre forskellige landshold. Reelt var 

der tale om fire sportsgrene, idet 7-mands og markhåndbold var to forskellige 

typer spil. 

9 

u

u 

Lundberg var en meget høj og intelligent idrætsmand, der kompenserede for sin 

langsomhed med teknisk snilde og et godt overblik. 

I sin lange sportskarriere var Lundberg mest kendt som fodboldspiller. Desuden 

opfandt han indendørs fodbold. 

Sin største fodboldlandsholdstriumf fejrede han ved OL i 1948, som en del af det 

berømte bronzehold: Det var Lundberg, der som anfører stod på præmieskamlen 

og modtog de danske bronzemedaljer. 

Som håndboldspiller deler han rekorden med flest vundne danske mesterskaber, 

otte styk, sammen med Svend Aage Madsen. Som en af pionererne i dansk 

basketball var Knud Lundberg med på det første officielle danske landshold mod 

Finland i 1950, og desuden vandt han med HG det uofficielle DM i 1952. 

Lundberg var kendt for sine markante holdninger og var ikke bange for at gå 

imod strømmen. Ved OL i 1952 skulle han have været fanebærer, men nægtede 

at deltage i indmarchen og aflægge den olympiske ed, fordi han mente, at 

hans profession som sportsjournalist stred mod de olympiske amatøridealer. I 

modsætning til 1940’ernes fodboldstjerner ville Lundberg, trods tilbud, ikke til 

udlandet. Det stred mod hans livsfilosofi at skulle træne under tvang. 

Lundberg, med medicinsk embedseksamen, var blandt andet sportsredaktør 

på Dagbladet Information. Han brugte sin lærdom på at skrive bøger om bedre 

kostvaner, sundhed, håndbold og ikke mindst fodbold. Lundberg stoppede som 

journalist på Dagbladet Aktuelt på sin 75 års fødselsdag i 1995. 

Knud Lundberg blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

10

11 u

Ragnhild Hveger (f. 20. december 1920) 

Svømmer 

Klubber: Helsingør Svømmeklub (1933-42), DKG (1943), DMG, Sparta (1950-51), 

Helsingør Svømmeklub (1951), DKG (1952-54) 

Udvalgte titler: 100 m crawl: EM-guld 1938, Dansk mester 1936-42 og 1954, 

Nordisk mester 1937, 1939 og 1953, 400 m crawl: EM-guld 1938, Dansk mester 

1935-42, Nordisk mester 1935, 1937, 1939 og 1953, 100 m rygcrawl: Dansk mester 

1937-38, 1951 og 1954, 4 x 100 m crawl: EM-guld 1938, 4 x 100 m medley: Nordisk 

mester 1953 

Hædersbeviser: Årets fund i dansk idræt 1935, BT’s guld 1937, Optaget i svømmesportens 

Hall of Fame i 1968, Kåret som det 20. århundredes største kvindelige 

idrætsudøver i Danmark af Danmarks Idræts-Forbund i 1996, Udvalgt til 

kulturministeriets idrætskanon 

Ragnhild Hveger er ikke bare Danmarks, men også blandt verdens bedste kvindelige 

svømmere nogensinde. Det var der nok ingen af dem, der overværende 

den 12-årige Ragnhilds debut som konkurrencesvømmer i 1933, der troede. Til 

forskel fra konkurrenterne hoppede hun nemlig i vandet med benene først. På 

trods af det, vandt hun løbet. I løbet af bare to år forbedrede Ragnhild Hveger sig 

så meget, at hun vandt det nordiske mesterskab i 400 m fri som 14-årig. Hun var 

15 år, da hun ved OL 1936 crawlede sølvet hjem på 400 meteren. 

13 

u

u 

Som svømmer var Ragnhild Hveger beundret for sin rytmiske og glidende svømmestil, 

hvor ikke mindst hendes benspark var særdeles effektive. 

I Hvegers storhedstid 1935-42 blev det til ikke færre end 42 individuelle verdensrekorder 

på forskellige svømmedistancer. At Ragnhild Hveger havde et enestående 

højt niveau i det våde element, kan ses ved, at hendes sidste verdensrekord 

først blev slået i 1956 – efter at have stået i 15 år! 

EM 1938 i London blev Hvegers helt store stjernestund. Hun vandt 100 m fri, 400 

m fri og 4 x 100 m fri og var i en klasse for sig selv, hvilket gav hende tilnavnet 

’The golden Torpedo’. I 400 m fri sejrede hun med en bassinlængde. Foran Hveger 

vinkede en spændende olympisk karriere, hvor hun som bare 19- og 23-årig 

skulle triumfere ved OL i 1940 og 1944. Sådan gik det ikke – i stedet væltede krig 

og ulykke ind over Europa, og Hveger selv gik ikke ram forbi. Hendes ægteskab 

med en tysk officer samt en periode som professionel svømmelærerinde fik 

politiske følger efter krigen, og hun blev først taget til nåde lang tid efter krigens 

afslutning. Hveger gjorde comeback ved svømmekonkurrencer i 1950, og hun 

deltog ved OL 1952, hvor det blev til en fornem femteplads på 400 m fri. Hveger 

sluttede karrieren med et DM i 100 m rygcrawl i 1954. 

Efter den aktive karriere har hun blandt andet bestredet erhvervet som svømmetræner 

i Øbrohallen. 

Det 20.århundredes største kvindelige sportsnavn blev optaget i Hall of Fame 

ved etableringen i 1992. ¢ 

14

15 u

Lis Hartel (f. 14. marts 1921- d. 13. februar 2009) 

Dressurrytter 

Klubber: Sportsrideklubben i København 

Udvalgte titler: Med hesten’Gigolo’: Dansk mester i dressurridning 1943 og 1944, 

Med hesten ’Jubilee’: Dansk mester i dressurridning 1952-54 og 1956, verdensmester 

1954 (uofficielt), Med hesten ’Limelight’: Dansk mester i dressurridning 

1959 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1952, Optaget i ’The International Women’s 

Sports Hall of Fame’ i 1994, Ridder af Dannebrog i 2000, Udvalgt til kulturministeriets 

idrætskanon 

Dressurrytteren Lis Hartel var et af dansk ridesports første helt store navne. 

Hun huskes, fordi hun ved de Olympiske Lege i 1952 og 1956 formåede at vinde 

sølv i skoleridning (dressur) på sin hest Jubilee på trods af, at hun i 1944 var 

blevet så hårdt ramt af polio, at hun aldrig genvandt sin fulde førlighed. 

Ved OL i 1952 var Hartel den første kvinde nogensinde i ridekonkurrencerne 

ved et OL, der kunne betræde podieskamlen i konkurrence med mandlige deltagere. 

17 

u

u 

Ved dressurkonkurrencen i Helsingfors stod det klart, at rytter og hest var i fuldendt 

harmoni. Jubilee gik herligt elastisk og fremadsøgende. Passagen var fin, 

pirouetterne var gode og changementsserierne overlegne og sikre. 

Den polioramte Lis Hartel viste med sine ridesejre, at der var en vej ud af den 

næsten håbløse kamp mod polioen. På den måde blev hun et håb for de mange, 

som helt frem til midt i 1950’erne blev ramt af den hårde sygdom. 

Lægerne dømte den lovende rytterske til et liv i kørestol, men Hartel ville det 

anderledes: Med ukuelig viljestyrke begyndte hun genoptræningen. I den første 

lange tid gennemlevede Lis Hartel enorme smerter, men hun gav ikke op, og 

lidt efter lidt kom fremskridtene. Fra 1947 deltog hun igen i konkurrencer, nu på 

hesten Jubilee, som oprindeligt var søsteren Tove Jorck-Jorcstons hest. 

Med ridetriumferne kom invitationerne til alverdens ride- og opvisningsstævner, 

hvor Hartel indsamlede store beløb til fordel for polio- og handicapfonde. 

Med Lis Hartels præstationer gik ridesporten og dressurridningen fra at være en 

militærsport domineret af herrer og overklassen til at blive hvermandseje. 

Hartel fortsatte karrieren til op i 1960’erne. Efterfølgende har hun selv i en lang 

årrække fungeret som rideinstruktør. I 1990, i hollandske Dorn, fik Lis Hartel 

opkaldt et revaliderings- og ridecenter efter sig. 

Lis Hartel blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

18

19 u

Paul Elvstrøm (f. 25. februar 1928) 

Sejlsportsmand 

Klubber: Hellerup Sejlklub 

Udvalgte titler: Firefly: OL guld 1948, Finnjolle: OL guld 1952, 1956 og 1960, VM 

guld 1958 og 1959, EM guld 1960, Flying Dutchman: VM guld 1962, EM guld 1954, 

Snipe: VM guld 1959, Dansk mester 1955, 1957 og 1959, 505 jolle: VM guld 1957 

og 1958, EM guld 1958, Star: VM guld 1966 og 1967 5,5: VM guld 1966, Soling: VM 

guld 1969 og 1974, EM-guld 1970 og 1971, Dansk mester 1970 og 1971, ½ ton: 

VM guld 1972 og 1981, Tornado: EM guld 1983 og 1984 

Hædersbevisninger: Den olympiske orden i bronze, Ridder af Dannebrog, Kåret 

som det 20. århundredes største sportsmand i Danmark af Danmarks Idræts- 

Forbund i 1996, BT’s guld 1948, 1956, 1967, Dansk Sejlunions ærestegn, Udvalgt 

til kulturministeriets idrætskanon, Optaget som det første medlem af ISU’s Hall 

of Fame i 2007 

Paul Elvstrøm er nok den største og mest alsidige sejler verden hidtil har set. 

Han er mere end nogen manden, som bærer æren for, at Danmark har kunnet 

hævde sig som en af verdens førende sejlsportsnationer. Da Danmarks Idræts- 

Forbund i 1996 havde 100 års jubilæum, blev han kåret som det 20.århundredes 

største sportsmand i Danmark. 

21 

u

u 

Elvstrøm huskes især fra de Olympiske Lege: Her vandt han fire guldmedaljer 

på stribe fra 1948-60 og var olympisk aktiv fra 1948-88. I alt var han med ved ni 

OL’er. 

Blandt mange andre store resultater kan nævnes ikke mindre end 13 verdensmesterskaber 

i otte forskellige bådtyper. Elvstrøm var så suveræn på søen, at 

han ved flere lejligheder vandt den samlede konkurrence før den sidste sejlads. 

Elvstrøms suverænitet skyldtes, udover talent, en meget professionel indstilling 

til sin sport. Han trænede hårdt hjemme og brugte tusindvis af timer på søen. 

Gennem hele karrieren har han høstet erfaring, som ikke alene har haft stor 

betydning for hans egen sejlads, men også udmøntet sig i konstruktion af nyttigt 

udstyr, for eksempel hans berømte Elvstrøm redningsvest, Elvström Bailer 

og Elvström Winchblok. Bedst kendt er nok Elvström Sails med den lille røde 

tretakkede krone øverst. 

Elvstrøm gjorde sig også som bådkonstruktør, idet bådtyper som trapezjollen, 

kvart-ton og halv-ton er blevet designet på hans tegnebord. 

Paul Elvstrøm, der sluttede ved OL 1988 i tornadoen med datteren Trine som 

gast, blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

22

23 u

Kurt Nielsen (f. 19. november 1930) 

Tennisspiller 

Landskampe: 33 Davis Cup-matcher, i alt 96 kampe (1948-60) 

Klubber: HIK (1941-43), KB (1943-1960) 

Udvalgte singletitler: Indendørs: Dansk mester 1947-49, 1951-53, 1955 og 

1958, skandinavisk mester 1949, 1952-53, 1955 og 1958, Amerikansk mester 

1957, Fransk mester 1952, 1958-59, Udendørs: Vinder af juniorturneringen i 

Wimbledon 1947, Vinder af juniorturneringen i French Open 1948, Dansk mester 

1949-51, 1953-54, 1957, 1959-60 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1953, Den spanske sportsorden i bronze 1965, 

Æresmedlem i The All England Lawn Tennis and Croquet Club i 1985, The ITF 

Awards for services to the game i 2006, Æresmedlem i DTF i 2006 (som den 

første), Ridder af Dannebrog i 2007 

Kurt Nielsen var den første danske tennisspiller, der præsterede de helt store 

internationale resultater: I 1953 og 1955 nåede Kurt Nielsen som useedet herresinglefinalen 

i tennissportens mest traditionsrige turnering, Wimbledon. Blandt 

hans mest berømte skalpe i Wimbledon er sejrene på vejen mod finalerne over 

tennislegenden Ken Rosewall. 

Kurt Nielsen var også en glimrende doublespiller. Det blev til flere mesterskaber 

i forskellige lande. I 1958 tabte han Wimbledonfinalen i mixeddouble sammen 

med Althea Gibson. Året forinden havde han med samme spiller, i US Open, 

sikret sig karrierens eneste grand slam titel. 

25 

u

u 

Kurt Nielsens første internationale titel som senior var i 1948, hvor han sammen 

med svenskeren Börje Fornstedt vandt de franske indendørsmesterskaber 

i double. Året efter vandt han for første gang de skandinaviske mesterskaber ved 

at slå de navnkundige amerikanere Frank Parker og Budge Patty på vejen mod 

mesterskabet. 

Kurt Nielsen, der var bedst på hurtige baner såsom græs og trægulv, havde som 

forcer en kanonserv, som ofte blev fulgt op med et glimrende netspil. Han var 

tillige utrolig fysisk stærk. Han var i en lang periode Davis Cup-holdets ankermand. 

I alt blev det til 49 danske mesterskaber fordelt mellem 16 singletitler, 16 

i herredouble og 17 i mixeddouble. 

Fra 1960-63 var han professionel i Jack Kramers omrejsende tennisshow, der 

tog rundt og spillede turneringer over hele verden. Herefter var det slut med den 

aktive tennis på topniveau. Efterfølgende var han landstræner i Danmark, Vesttyskland 

og Spanien, som han førte til Davis Cup finalen i 1965. Han blev senere 

supervisor, referee og kommentator ved tennisturneringerne rundt omkring, 

ligesom han i 1970’erne sad i DTF’s bestyrelse. 

Familien Nielsen har fire generationer på stribe leveret idrætsfolk til et af DIF’s 

specialforbunds seniorlandshold: Kurt Nielsens fader, Vilhelm Nielsen, fik en 

enkelt fodboldlandskamp i 1925. Kurt Nielsens søn, Christian Kurt Nielsen, 

optrådte også på det danske Davis Cup-hold. Kurt Nielsen ser ofte barnebarnet 

Frederik Løchte Nielsen, der ligeledes spiller på Davis Cup-holdet, når han er i 

aktion på tennisbanen. 

Kurt Nielsen, der siden 1988 har været formand i ’International Tennis Club of 

Denmark’- tennissportens form for Rotary, blev optaget i Hall of Fame ved etableringen 

i 1992. ¢ 

26

Erland Kops (f. 14. januar 1937) 

Badmintonspiller 

44 landskampe (1957-72) 

Klubber: KBK (1946-58), Unity Badminton Club (1958-60), KBK (1960-73), Greve 

Strand 

Udvalgte titler: Single: Dansk mester 1961-62, 1964-65 og 1967, Vinder af All 

England 1958, 1960-63, 1965 og 1967, Herredouble: Dansk mester 1961, 1965, 

1968-69, Vinder af All England 1958, 1967-69, Hold: Dansk mester 1956, 1958, 

1961-64, 1966, 1968, 1970-73 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1961, IBF’s ærestegn ’Distinguished Service 

Award’ i 1985, IBF’s Herbert Scheele Trophy i 1989, Ridder af Dannebrog i 2000, 

Optaget i IBF’s Hall of Fame i 1997, DBF’s fortjensttegn, DBF’s ærestegn i 2000, 

Æresmedlem i KBK 

Erland Kops er en af verdens bedste badmintonspillere nogensinde: Han er den 

danske spiller med de bedste singleresultater i All England, som i mange år var 

det uofficielle verdensmesterskab, inden det officielle VM blev indført i 1977. Da 

var Kops karriere for længst forbi. 

Der var badmintonspillere i 1950’erne og 1960’erne med større badmintontalent 

end Erland Kops, men der var ingen, der fik så meget ud af det talent, naturen 

havde udstyret dem med, som knægten fra KBK. Vilje, jernkondition og fysisk 

29 

u

u 

styrke var Kops svar, når de tekniske asiater forsøgte sig mod den danske badmintonkonge. 

Oftest endte danskeren med at trække det længste strå på den 

konto, men var det ikke nok, så havde han også et kort med god spilforståelse og 

taktisk sans at spille ud. Erland Kops var bomstærk. Hans håndled kunne selv i 

meget pressede situationer med et lille svip i baghånden sende bolden helt ned 

på modstanderens baglinje. Hans benarbejde var hurtigt og driftsikkert. På toppen 

af det hele garnerede han sit spil med et dommedags smash. 

Drengen fra Østerbro vandt sin første All England titel i single over Finn Kobberø 

i 1958, efter året forinden at have tabt i finalen. Hans sidste singletitel i All 

England vandt han i 1967 over malaysieren Tan Aik Huang. Med denne syvende 

sejr slog han ireren Frank Devlins hidtidige rekord på seks titler. 

KBK’eren Kops kunne også i double, hvor det blandt andet blev til fire All England 

mesterskaber. Som holdspiller blev det til hele 12 holdmesterskaber med 

KBK. 

Erland Kops styrke skyldtes også, at han var en af de første badmintonspillere, 

der i sin fysiske træning gjorde brug af en vægt-vest, som han spændte fast på 

overkroppen. 

Karrieren på topplan stoppede i 1973. Efterfølgende har han blandt andet været 

holdleder for det danske landshold. 

Erland Kops, hvis onkler Poul og Ebbe Kops var olympiske boksere i henholdsvis 

1936 samt 1952 og 1956, blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

30

Erik Hansen (f. 15. november 1939) 

Kajakroer 

Klubber: KK Pagaj, Holstebro 

Udvalgte titler: Enerkajak, 500 m: Dansk mester 1958, 1960, 1963-64, 1966, 

1968-69, 1971 og 1972, Enerkajak, 1000 m: OL-guld 1960, VM-guld 1963, EMguld 

1963 og 1965, Dansk mester 1960, 1963-72, Enerkajak, 10.000 m: Dansk 

mester 1960, 1963, 1965-71, Toerkajak, 500 m: 1960, Toerkajak, 1000 m: 1960, 

1963-67, Enerkajak, 4 x 500 m: Dansk mester 1966. 

Udover de mange titler på de forskellige distancer: Jættemærket i guld i 1966 

med 155 point (højeste nogensinde) 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1960, Årets fund i dansk idræt 1960 

Erik Hansen er vel nok Danmarks bedste kajakroer gennem tiderne. Det blev til 

deltagelse ved fire OL’er for kajakroeren fra Holstebro, og med tre OL-medaljer 

er Erik Hansen Danmarks mest vindende kajakroer ved de Olympiske Lege 

nogensinde. Dertil kommer ikke færre end 12 medaljer af forskellige karat ved 

henholdsvis VM og EM, heraf blandt andet VM og EM-guld i 1963. 

Ved OL 1960 imponerede den 20-årige elektriker ved at ro fra alle sine konkurrenter 

på 1000 meteren og vinde olympisk guld. I finalen var Erik Hansen på 

6.pladsen efter 250 meter, nummer tre ved 500 meter-mærket, men rykkede 

især på de sidste 250 meter, hvor han gik forbi ungareren Imre Szöllösi samt den 

legendariske svenske kajakroer, Gert Fredriksson. 

33 u

u 

Guldmedaljen var ikke den eneste medalje, som kajakroeren fra Holstebroklubben 

fik med hjem fra de Olympiske Lege i Rom. Sammen med blandt andre 

klubkammeraten Erling Jessen var han med i 4 x 500 stafet, hvor det blev til en 

bronzemedalje. 

Så sent som i forsommeren 1956 interesserede Erik Hansen sig ikke synderligt 

for kajak-sporten. På Vandkraftsøen i Holstebro plaskede den unge Hansen sommetider 

rundt i en robåd. En dag gled en kammerat i en kajak forbi ham, grinede 

lidt hånligt ad ham og udfordrede ham til en kappestrid. Erik Hansen afleverede 

robåden, hoppede ned i en kajak – og kæntrede! Denne dukkert tog den unge 

Hansen imidlertid som en udfordring: Han meldte sig ind i den lokale klub, Pagaj, 

og en måned senere opnåede han en flot andenplads ved klubmesterskaberne. 

Alfred Christensen, der var træner i Pagaj, betragtede Erik Hansen som et naturtalent. 

Det var imidlertid først fra 1958, at Erik Hansen for alvor gik 100 procent 

ind for sporten. Fra da af blev hverdagen tilrettelagt med fokus på sporten. Trods 

status som amatør og med et almindeligt arbejde at passe i hverdagen formåede 

Erik Hansen igennem en tiårs periode at tage kampen op mod de bedste 

østeuropæiske statsamatører. 

Ved OL i 1968, hvor Erik Hansen var fanebærer ved ind- og udmarchen, formåede 

kajakroeren fra Holstebro igen at hente en olympisk medalje på 1000 meteren, 

denne gang af bronze. 

Ved VM på Bagsværd sø 1970 vakte Erik Hansen jubel hos det store danske publikum, 

da han roede Danmarks eneste medalje (sølv) hjem på 10.000 meteren, 

efter tre kvarters indædt og opslidende fight med et par østeuropæere. Det blev 

også til hele 37 danske mesterskaber fra 1958-72. 

Erik Hansen blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

34

35 u

Ole Ritter (f. 29. august 1941) 

Cykelrytter 

Cykelhold: ABC (1958-66), Germanwox-Wega (1967-1970), Dreher (1971-72), 

Bianchi-Compagnolo (1973), Filotex (1974-75), Sanson (1976-77) 

Udvalgte titler: Dansk mester på landevej 1962, 1964 og 1966, Nordisk mester 

for hold 1964 og nordisk mester på landevej 1966, Indehaver af timeverdensrekorden 

1968-72, Europamester i derny-pace 1976 

Hæderbevisninger: Årets tolver i Ekstra Bladet 1963 og 1965, BT’s guld 1965, 

DCU’s æresnål 1991 

Ole Ritter var en temporytter i verdensklasse, der leverede fantastiske resultater 

på cykelbanen, på landevejen og i de store enkeltstartsløb via sine karakteristiske 

energiudladninger og eksplosive ryk. 

Han imponerede cykelverdenen i sin debutsæson som professionel, da han i 

1967 vandt en enkeltstartsetape i Giro Italia foran store cykelnavne som Bracke, 

Anquetil og Merckx. En bedrift han gentog i 1971. I alt blev det til fire etapesejre 

i giroen. 

Året efter indtraf vel nok karrierens største resultat: I Mexicos tynde luft lykkedes 

det ham kort før OL at slå den eftertragtede timeverdensrekord, som efter 

Ritters dåd lød på 48,653 km. Rekorden stod i fire år, indtil legendariske Eddy 

37 

u

u 

Merckx slog den. Ritter prøvede i 1974 at generobre rekorden, og han slog da 

også sin egen rekord fra 1968 to gange, men det rakte ikke til at slå Merckx. 

I alt satte Ritter ni verdensrekorder på bane på distancer fra 5 km til 100 km. 

Gennembruddet kom i 1962 som amatør, hvor Ritter tordnede frem på landevejen 

kulminerende med at vinde to sølvmedaljer ved VM i Italien i henholdsvis 

det individuelle landevejsløb og for hold (100 km). 

I 1966 vandt han det nordiske mesterskab på landevej efter et drabeligt opgør 

med de berømte svenske Petterson-brødre. I 1968 fik Ritter sølv ved VM i 5 km 

forfølgelsesløb. 

I de store enkeltstartsløb var Ritter med helt fremme: Grand Prix Lugano vandt 

han i 1970 og 1974. Tre gange blev han nr. 2 med skiftende makkere i den berømte 

Trofeo Baracchi-tidskørsel. Det blev også til en etapesejr i Paris-Nice i 1970. 

Det blev til ni deltagelser for Ritter i Giroen, hvoraf 7.pladsen i 1973 var Ritters 

bedste placering. Han var med én gang i Tour de France: I 1975, hvor han blev 

nr. 47. 

Ritter kunne også i seksdagesløb: I 1965 vandt han det svenske seksdagesløb 

og i slutningen af karrieren blev det også til sejre: I 1974 og 1975 i Herning med 

hollænderen Leo Duyndam samt i Forum i 1977 med belgieren Patrick Sercu. 

Efter karrieren var Ole Ritter cykelimportør. Desuden har han ofte været cykelekspert 

på tv i forbindelse med cykelløb, ligesom han arrangerer sit eget cykelløb, 

Ritter Classic. 

Ole Ritter blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

38

Ole Olsen (f. 16. november 1946) 

Speedwaykører 

Klubber: Haderslev Motor Sport, Vojens Speedway Klub, Newcastle (1967-70), 

Wolverhampton (1970-76), Coventry (1976-83) 

Udvalgte titler: Individuel verdensmester 1971, 1975 og 1978, Verdensmester 

på langbane 1973, Verdensmester for hold 1978, 1981 og 1983, Verdensmester 

i parspeedway 1979, Dansk mester 1967-73, 1975-77, 1979 og 1981, Dansk 

mester på langbane 1971-73 

Hædersbevisninger: DMU’s fortjensttegn i guld i 1971, Årets tolver i Ekstra Bladet 

1973, 1975 og 1978, Årets sportsmand i Skandinavien 1975, FIM’s ærespris 

’The Motorcycling Merit Gold Medal’ i 1988, Ridder af Dannebrog i 2000, Svenska 

Motorcykelförbundet guldplakett i 2000, Udvalgt til kulturministeriets idrætskanon 

Speedwaykøreren Ole Olsen var manden, der fik speedwaysporten ind i danskernes 

bevidsthed og ikke mindst fik placeret dansk speedway på verdenskortet i 

konkurrence med verdensklassekørere som Ivan Mauger. Han var en af dansk 

idræts største stjerner i 1970’erne. 

Olsens popularitet skyldtes ikke kun hans hurtighed på slaggerne, men også 

at Ole Olsen var sønderjyde med stort S: Med sin entusiasme, ligefremme og 

jordnære stil gik han lige ind i hjertet på danskerne. 

41 

u

u 

Ole Olsens var lærenem og ivrig for at lære alt om speedwayfaget, og hans stædighed 

og vedholdenhed var med til at gøre ham til en komplet speedwaykører. 

Den første individuelle VM-finale blev nået i 1970. Allerede året efter kom den 

første individuelle VM-titel i hus: På Nya Ullevi i Göteborg kørte den da 24-årige 

dansker med rygnummer 14 fra alt og alle i samtlige fem heats. Det blev til 

yderligere to individuelle verdensmesterskaber. Begge erobret på lykkebanen 

Wembley. 

Med sin første VM-titel tog speedwaykøreren fra Vojens danskerne med storm. 

Olsen blev populær. Meget populær. Og han forstod, at han som kendt elitesportsmand 

også repræsenterede en værdi udenfor slaggerne: Han blev reklamesøjle 

for blandt andet læskedrikken SodaStream. 

I september 1975 åbnede Ole Olsen Vojens Speedway Center, hvor der adskillige 

gange har været afholdt VM. Senere blev han også importør af Westlake 

speedwaymaskiner. 

Coventry-kørerens sidste sæson som aktiv var i 1983. Han takkede af foran 

27.500 tilskuere på sin egen bane. Det næsthøjeste tilskuertal til speedway i 

Danmark indtil da. 

Siden 1995 har Ole Olsen været direktør for den dengang nyindstiftede Grand 

Prix-serie, hvor det individuelle verdensmesterskab gik fra at blive afviklet over 

1-2 dage til fremover at blive afholdt over en løbsserie i en række forskellige 

lande. 

Ole Olsen, hvis søn Jacob Olsen også blev landsholdskører og senere landstræner, 

blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

42

43 u

Lene Køppen (f. 5. maj 1953) 



Klubber: Valby Badminton Club (1966-74), Gentofte Badminton Klub (1975- 

1983) 

Udvalgte titler: Single: Dansk mester 1972-79 samt 1980-83 (prof.), Vinder af 

All England 1979-80, Verdensmester 1977, Damedouble: Dansk mester 1973, 

1975-77, 1979, 1980-82 (prof.), Mixeddouble: Verdensmester 1977, Dansk mester 

1977-79 samt 1980 (prof.), Hold: Dansk mester 1975-79 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1977, Årets tolver i Ekstra Bladet 1981, IBF’s 

ærestegn ’Distinguished Service Award’ i 1985, Optaget i IBF’s Hall of Fame i 

1998, DBF’s fortjensttegn 

Lene Køppen er en af Danmarks bedste kvindelige badmintonspillere nogensinde. 

Hun var med sine resultater, sit graciøse spil og sit brede smil Danmarks 

ubestridte badmintondronning og darling i 1970’erne og begyndelsen af 

1980’erne. 

Køppens hurtige og sikre grundspil, som var funderet i en seriøs træningsindsats 

og stort fysisk overskud, tvang modstanderne godt og grundigt rundt i banens 

fire hjørner. Det resulterede ofte i, at selv de bedste topspillere lavede fejl, eller 

45 

u

u 

at Lene Køppen selv kunne afgøre bolden med et velplaceret smash. Den høje 

baghåndsclear var ikke på den danske badmintondronnings repertoire. I stedet 

slog hun en lav. Oftest var Gentofte-spilleren dog så hurtig, at hun kom ind under 

bolden og kunne slå et forhåndsslag. Hvis Køppen havde styr på modstanderen, 

blev der ikke vist nåde: Som i All England semifinalen 1980, hvor Kirsten Larsen 

blev sendt hjem med to gange 11-0! 

Det blev til to All England triumfer for Lene Køppen efter flere forgæves forsøg. 

I 1979 slog hun efter en gyserfinale japaneren Kondo med 11-8 i tredje sæt efter 

at have været bagud med 2-7! Året efter triumferede hun på ny ved at slå indoneseren 

Verawaty i finalen. 

Ved det første officielle VM i Malmø 1977 vandt Lene Køppen damesinglen over 

Gillian Gilks med 12-9, 12-10, men hun stoppede ikke her: Lene Køppen var 

nemlig også en prægtig doublespiller, og sammen med Steen Skovgaard blev 

det også til VM-guld i mixeddouble. Året efter var de sammen i All England finalen, 

men tabte. 

I det mangeårige samarbejde med Steen Skovgaard, var det ofte Køppen, der 

havde nerverne til at spille fejlfrit, når de store finaler skulle afgøres. 

Ketcheren blev lagt på hylden på topplan efter VM 1983 i Brøndby-hallen. 

Lenes fader, Erik Køppen, nåede 21 fodboldlandskampe (1949-56), mens datteren 

Marie Røpke netop har været med på kvindelandsholdet, som vandt europamesterskabet 

i badminton i 2008. 

Lene Køppen blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992. ¢ 

46

Gunnar ’Nu’ Hansen 

(f. 20. oktober 1905 - d. 5. januar 1993) 

Sportsjournalist 

Karriere: Dagbladet København (1925-28), Morgenbladet (1928-31), Berlingske 

Tidende (1931-36), BT (1931-40), Idrætsbladet (1926-33 og 1940-42), Danmarks 

Radio (1935-76), Københavns Radio (1976-91) 

Hædersbevisninger: Den olympiske orden i bronze, Den finske olympiske orden, 

Årets sportsjournalist 1966, Årets Pris 1974 (indsats til gavn for dansk fodbold), 

Ridder af Dannebrog i 1983, DIF’s ærestegn i 1952 

Gunnar ’Nu’ Hansen er den mest populære og kendte journalist i Danmarkshistorien: 

Han formidlede begivenheder i over en menneskealder, først som skribent, 

så i radioen og siden på tv. 

Det var især gennem idrætten, der stod ham så nær, at han blev populær. Ikke 

mindst hos de danske idrætsudøvere, som han altid omtalte i positive vendinger 

og interviewede med et smittende humør og varme. 

Gunnar Hansen, der voksede op på Nørrebro, er den eneste blandt de danske 

idrætspersonligheder i Hall of Fame, som ikke er valgt eller kendt på baggrund 

49 

u

u 

af en aktiv sportskarriere med sejre, resultater og rekorder. Dog var Gunnar 

Hansen selv aktiv fodboldspiller: Han var med på det hold fra Handelsstandens 

Boldklub, som i 1928 nåede slutspillet om DM-titlen, og desuden var det første i 

Danmarksturneringen nogensinde, der optrådte med rygnumre på trøjerne. 

Det var nu hverken rygnummeret, hælen eller tåen, der senere skulle blive hans 

varemærke: Det blev stemmen, der med sit skiftende toneleje, sine følelsesmæssige 

og indlevende beskrivelser tryllebandt danskerne til stolen i åndeløs 

spænding i stuerne foran radioen. 

’Lille Henrivende Inge’ var et OL-udtryk som blev landskendt. Gunnar Hansen 

var altid i begivenhedernes centrum. ’Nu, Nu - Nu sker det!’, lød det ofte – deraf 

navnet, som hang fast fra OL i 1936. 

Da tv’et for alvor slog igennem var HB’eren stadig med. Også her kunne han gøre 

sig bemærket. Da Danmark i 1976 for første gang i 39 år slog svensken i fodbold 

på egen hjemmebane, sendte DR forskudt: Kisteglade, ivrige Gunnar ’Nu’ 

kendte resultatet, så han begyndte transmissionen med at fortælle det! 

Gunnar Nu Hansen stoppede som sportschef på DR i 1976. Se og Hørs Gunnar 

NU fond, der hvert år støtter unge danske idrætsudøvere, blev oprettet året forinden, 

som et varigt minde om hans enestående indsats for dansk idræt. 

Gunnar Valdemar Hansen, der selv sang med i Rap Nu’s: ’We are danish dynamite’, 

nåede at opleve de danske fodbolddrenge hente europamesterskabspokalen 

i 1992. En plads nær Parken, er opkaldt efter ham. 

Gunnar ’Nu’, der i mange år var medlem af Danmarks Olympiske Komité, blev 

valgt som æresmedlem i Hall of Fame i 1993. ¢ 

50

51 u

Niels Fredborg (f. 28. oktober 1946) 

Cykelrytter 

Klubber: Århus BK (1962-1976) 

Udvalgte titler: Verdensmester i 1000 m tidskørsel 1967-68 og 1970, Nordisk 

mester i sprint 1963, 1966 og 1968, Dansk mester i sprint 1963, 1966, 1968, 1974- 

75, Dansk mester i 1000 m tidskørsel 1966-70, 1972 og 1974-76, Dansk mester 

i 4 km holdforfølgelsesløb 1969-71, 1974 og 1976, Dansk mester i tandemløb 

1966-73 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1972, Årets tolver i Ekstra Bladet 1972, DCU’s 

æresnål 2004 

Niels Fredborg hører til blandt de bedste danske baneryttere nogensinde. Hans 

store force var den meget krævende disciplin 1000 m på tid, hvor han vandt 

tre verdensmesterskaber. Desuden vandt han i samme disciplin tre olympiske 

medaljer af forskellig karat ved de Olympiske Lege i henholdsvis Mexico City i 

1968 (sølv), München i 1972 (guld) og Montreal i 1976 (bronze). Til Fredborgs 

topresultater hører også verdensrekorden sat i Mexico City i 1973 i 1000 meter 

på tid med 1.04, 49 minut. Fredborg kunne også i sprint, hvor det i 1968 blev til 

sølv ved VM i Uruguay. 

53 

u

u 

Fredborg kombinerede et enormt talent med flid og ved at kende sig selv, så han 

toppede på rette tidspunkt, og ved klogt at udnytte alle detaljer med up-to-date 

materialer. 

På 1000 meter kendte han sin egen ydeevne 100 procent, således at han udnyttede 

sin kraft maksimalt. Han kørte som en velsmurt maskine, men det var hjernen, 

der styrede maskinen: Ved OL i München 1972 kørte Fredborg på legenes 

sjette dag et fejlfrit løb og sikrede efter fantastisk kørsel den guldmedalje, der 

skulle blive Danmarks eneste medalje i München. 

Allerede fra hans allerførste start som 15-årig på Århus Cykelbane stod det 

klart, at der her var tale om et sjældent stort talent. Som 16-årig vandt han både 

det danske og det nordiske mesterskab i sprint. I 1964 debuterede han i olympisk 

sammenhæng i tandemdisciplinen sammen med klubkammeraten Per Sarto. 

De nåede kvartfinalen, men blev slået af de senere italienske guldvindere. 

Selvom det var på banen, at Niels Fredborg opnåede sine mest meriterende sejre, 

så var han samtidig en meget alsidig cykelrytter, idet han også formåede at vinde 

flere sejre i danske landevejsløb takket være sin formidable spurtstyrke. 

Niels Fredborg nåede at vinde 27 danske mesterskaber, inden han efter OL i 

1976 blev professionel. Samme år opnåede han EM-sølv i sprint. I 1980 fik Fredborg 

VM-bronze i den nye disciplin, Keirin. 

Det blev også til deltagelse i nogle seksdagesløb, og det var et styrt på vinterbanen 

i Forum, der i 1980 satte en stopper for Fredborgs karriere. 

Efterfølgende har Fredborg blandt andet været cykelleder. Niels Fredborg blev 

optaget i Hall of Fame i 1993. ¢ 

54

Leif Mortensen (f. 5. maj 1946) 

Cykelrytter 

Cykelhold: CC Gladsaxe (1961-69), BIC (1970-74), Maes-Watney (1975) 

Udvalgte titler: Dansk mester 100 km-hold 1968, Amatørverdensmester på landevejen 

1969, Grand Prix de France 1969, Trofeo Baracchi 1971, Vinder af etapeløbet 

Belgien Rundt 1973, Grand Prix Aix en Provence 1973 

Hædersbevisninger: Årets landevejscyklist 1967 og 1968, BT’s guld 1969, Årets 

tolver i Ekstra Bladet 1969 

Leif Mortensen var Danmarks første store internationale etapeløbsrytter. Han 

var i det hele taget alsidig som cykelrytter, idet han også kunne gøre sig gældende 

i endagsløbene. Han var stærk i bjergene, rimelig god i spurt, mestrede 

enkeltstarterne og var god i blæst. 

Af endagsløbene var det ikke mindst VM på landevejen, hvor ’Leif den lykkelige’ 

gjorde sig bemærket: I sit helt store år, 1969, kørte Leif Mortensen fra alle konkurrenterne 

i tjekkiske Brno og vandt amatørernes verdensmesterskab foran 

belgieren Jean-Pierre Monseré. Året efter byttede de to podieplads i de professionelles 

VM-løb på landevejen. 

57 

u

u 

Leif Mortensen var, trods de flotte individuelle resultater på landevejen, en af 

verdens bedste hjælperyttere: Som professionel på det franske BIC-hold fra 

1970, var han vandbærer for sin spanske holdkaptajn Luis Ocana. Indsatsen fra 

Mortensen var medvirkende til, at Luis Ocana i 1973 vandt Tour de France foran 

legendariske Eddy Merckx, og at BIC-holdet to gange vandt holdkonkurrencen 

i Tour de France. 

Trods status som hjælperytter formåede Leif Mortensen også selv at opnå flotte 

resultater: I 1971 blev han samlet nr. 6 i Tour de France. Den indtil da bedste danske 

placering nogensinde. Det blev også til flere etapesejre i Paris-Nice, blandt 

andet i 1973, hvor han vandt foran legendariske Eddy Merckx. 

Gennembruddet for Leif Mortensen kom, da han var med på 100 km holdet, som 

vandt sølv ved VM 1967. En bedrift han var med til at gentage to år senere. 

Ved OL i Mexico 1968 var Leif Mortensen udtaget til 100 km-holdet og oprindeligt 

kun reserve individuelt, men på ledernes foranledning blev det lavet om, og det 

med et synligt udbytte: En sølvmedalje. 

Som temporytter huskes Leif Mortensen især for sin deltagelse i den årlige og 

berømte Trofeo Baracchi-tidskørsel: I 1971 vandt han i ny rekordtid sammen 

med sin spanske holdkaptajn Luis Ocana: De 109 km blev kørt med 48,706 km/t. 

En rekord som stod i flere år. 

Leif Mortensen sluttede som professionel med et år på et belgisk cykelhold 

og stoppede i 1976 efter nogle seksdagesløb. Efter den aktive karriere har han 

blandt andet fungeret som medkommentator på Eurosport i forbindelse med 

cykelløb. 

Leif Mortensen blev optaget i Hall of Fame i 1994. ¢ 

58

59 u

Allan Simonsen (f. 15. december 1952) 

Fodboldspiller 

56 landskampe/21 mål (1972-86) 

Klubber: Vejle FC, Vejle Boldklub (1963-72), VfL Borussia Mönchengladbach 

(1972-79), FC Barcelona (1979-1983), Charlton Athletic FC (1983), Vejle Boldklub 

(1984-89) 

Titler: Dansk mester 1971, 1972 og 1984, Dansk pokalvinder 1972, Tysk pokalvinder 

1973, Tysk mester 1975, 1976 og 1977, UEFA Cup vinder 1975 og 1979, 

Spansk pokalvinder 1981, Vinder af Europa Cup’en for pokalvindere 1982 

Hædersbevisninger: Årets fodboldspiller i Europa 1977, Årets tolver i Ekstra 

Bladet 1977 

Allan Simonsen var en fremragende midtbanespiller, der med eminent blik for 

spillet, fantastiske pasningsevner, stor hovedspilsstyrke trods ringe højde og 

et betragteligt skud i støvlerne henrykkede på fodboldbanerne i 1970’erne og 

1980’erne. 

Skudstyrken blev eksempelvis demonstreret i mesterholdenes finale i 1977, hvor 

Mönchengladbach-spilleren Allan Simonsen sendte et projektil af et langskud 

op i målhjørnet mod FC Liverpool, der dog vandt. Målet var medvirkende til, at 

han samme år, som hidtil eneste danske fodboldspiller, blev kåret som Europas 

bedste fodboldspiller. 

61 

u

u 

Den lille dansker blev tidligt opdaget af Mönchengladbach, hvor han efter en 

svær start for alvor blomstrede op og var med på det hold, som i 1970’erne førte 

klubben fra triumf til triumf, heriblandt tre vesttyske mesterskaber samt to flotte 

UEFA Cup-sejre. 

Siden blev det til tre år i FC Barcelona med stor succes. Simonsen var blandt 

andet med et hovedstødsmål medvirkende til, at den spanske klub vandt Europa 

Cup’en for pokalvindere over belgiske Standard Liege i 1982. Efter et kort mellemspil 

i engelske Charlton Athletic returnerede Simonsen til barndomsklubben 

Vejle Boldklub. 

Landsholdskarrieren bød på deltagelse på det danske OL-hold i München 1972, 

hvor holdet blev nummer fem. Simonsen var også med, da landsholdets optur 

startede i 1980’erne: Det var hans enlige træffer på straffespark, der sikrede den 

berømte sejr på Wembley over England i 1983. 

Simonsen var med ved EM i Frankrig i 1984, hvor han i åbningskampen brækkede 

benet efter 43 minutters spil i et sammenstød med franskmanden Yvon Le 

Roux. 

Allan Simonsen kom tilbage på fodboldbanerne, blandt andet ved VM i 1986, 

hvor han blev indskiftet i den sidste puljekamp mod Vesttyskland, men helt det 

samme som før blev det aldrig. Alligevel var han i en årrække en af profilerne i 

den daværende 1.division. 

Efter den aktive karriere er det blandt andet blevet til trænergerninger for Vejle 

Boldklub samt landsholdene fra Færøerne og Luxembourg. 

Allan Simonsen blev optaget i Hall of Fame i 1995. ¢ 

62

63 u

Erik Gundersen (f. 8. oktober 1959) 

Speedwaykører 

Klubber: Esbjerg Motor Sport, Cradley Heath (1979-1989) 

Udvalgte titler: Individuel verdensmester 1984-85 og 1988, Verdensmester på 

langbane 1984 og 1986, Verdensmester for hold 1981, 1983-88, Verdensmester i 

parspeedway 1985-89, Engelsk mester med Cradley Heath 1981 og 1983, Dansk 

mester i individuel speedway 1983-86 og 1989, Dansk mester på langbane 1983, 

1985 og 1986 

Hædersbevisninger: BT’s guld 1984, Årets tolver i Ekstra Bladet 1989, Årets 

dansker i Berlingske Tidende 1989 

Erik Gundersen var i høj grad med til at tegne dansk speedways guldalderperiode 

i 1980’erne: Han blev i 1984 den første danske individuelle verdensmester 

siden Ole Olsen i 1970’erne, og på et tidspunkt i 1985 sad han på samtlige VMtitler. 

Sammen med speedwaykørerne Hans Nielsen, Tommy Knudsen og Jan O. 

Pedersen var han med til at give såvel amerikanske, australske, svenske, polske 

som engelske speedwaykørere baghjul på alverdens slagger i 1980’ere. 

Erik Gundersen var en lille, vestjysk fighter, der med sin udadvendte facon og 

øgenavnet ’Smiling Gunder’, blev meget populær blandt speedwayfans verden 

over. 

65 

u

u 

Som speedwaykører mestrede Gundersen både de hurtige starter, at give den 

gas på langsiden samt at tage den næsten håbløse kamp op bagerst fra feltet 

efter en mindre god start: Eksempelvis som ved et solbeskinnet VM i Bradford 

1985, hvor Gundersen i flere heat fra tilsyneladende umulige positioner bagerst 

i feltet alligevel fik fightet sig forbi konkurrenterne i fuldendt balance, så han 

kunne genvinde den individuelle VM-titel. 

Da Gundersen i 1988 vandt det individuelle VM for tredje gang, foregik det i 

Vojens. Meget betegnende for situationen i international speedway satte de danske 

kørere sig på samtlige podiepladser. 

Hans Nielsen og Erik Gundersen kæmpede i en årrække om positionen som 

verdens bedste kører. Sammen gav de modstanderne baghjul ved fire par-VM 

på stribe! 

Hold-VM i Bradford 17. september 1989 bød på et meget brat karrierestop for 

Erik Gundersen, idet han blev livsfarligt kvæstet ved et grimt styrt. Den lille fighter 

blev 70 procent invalideret ved ulykken, men gennem hård genoptræning 

lykkedes det på imponerende vis for Erik Gundersen at genvinde førligheden. 

Erik Gundersen var senere speedwaylandstræner fra 1992 til 2002. Efter en længere 

pause fra rampelyset har han siden 2007 fungeret som ungdomstræner i 

Danmarks Motor Union. 

Erik Gundersen blev optaget i Hall of Fame i 1996. ¢ 

66

67 u

Morten Frost (f. 4. april 1958) 



Klubber: Nykøbing Sjælland Badminton Klub (1966-75), Gentofte Badminton 

Klub (1975-85), Herning Badminton Klub 

Udvalgte titler: Single: Dansk mester 1978-79 samt 1980, 1982-84 og 1987 (prof.) 

og 1990-91, Vinder af All England 1982, 1984, 1986 og 1987, Europamester 1984 

og 1986, Grand Prix vinder 1984, Herredouble: Dansk mester 1980, 1982 og 1984 

(prof.), Mixeddouble: Dansk mester 1984 (prof.), Hold: Dansk mester 1977-79 

Hædersbevisninger: Årets fund i dansk idræt 1978, BT’s guld 1982, IBF’s ærestegn 

’Distinguished Service Award’ i 1991, Optaget i IBF’s Hall of Fame i 1998, 

DBF’s fortjensttegn 

Morten Frost blev i 1980’erne af mange regnet for at være verdens bedste badmintonspiller, 

selvom han i perioden ikke vandt verdensmesterskabet i single, 

men tabte to finaler. 

Frosts eminente benarbejde, som lagde grunden til en solid og slidstærk defensiv, 

bevirkede at han ofte kunne håndtere kineserne, indoneserne og malaysierne 

på alverdens badmintonbaner. Ikke mindst under den traditionsrige All 

England turnering, hvor Frost otte år i træk nåede finalen! 

69 

u

u 

Hans tålmodige spil med lange dueller parret med en kølig og rolig ydre facade 

var ofte med til at dræne de springstærke asiatere for kræfter. Et eksempel på 

det var All England finalen i 1987, hvor Morten Frost med lange dueller gav indoneseren 

Icuk Sugiarto et ’æg’ i 2.sæt. 

Fighteren Morten Frost forstod at kæmpe: I All England finalen 1984 mod Liem 

Swie King var han på hælene, men en ukuelig vilje og gejst holdt ham inde i 

kampen. Hvem husker ikke den berømte matchbold, hvor Frost for anden gang i 

samme duel kaster sig gennem luften i et desperat forsøg på at nå bolden samt 

hans efterfølgende jubelscener? 

I Østen under svære betingelser med varme og høj luftfugtighed kunne Frost 

også gøre sig gældende: Han blev samlet Grand Prix vinder i Kuala Lumpur i 

1984 trods det faktum, at han havde astmaproblemer! 

Morten Frost fik sit gennembrud, da han ved DM i 1978 slog både Svend Pri og 

Flemming Delfs. Han fortsatte dermed dansk badmintons kongerække. Perioden 

som aktiv blev mest brugt på singleturneringerne, men Frost kunne også 

spille double. 

Karrieren på topplan stoppede med VM på hjemmebane i Brøndby hallen i 1991. 

Frost fortsatte siden hen i rollen som træner og har blandt andet været dansk 

landstræner. Nu er han træner i Team Aarhus. 

Morten Frost, hvis søn Kristian Frost Olesen er elitespiller i squash, blev optaget 

i Hall of Fame i 1997. ¢ 

70

Morten Olsen (f. 14. august 1949) 



Klubber: Vordingborg IF (1957-69), B 1901 (1970-72), Cercle Brügge KV (1972- 

76), Racing White Molenbeek (1976-80), RSC Anderlecht (1980-1986), 1. FC Köln 

(1986-89) 

Titler: Belgisk mester 1981, 1985 og 1986, UEFA Cup vinder 1983, Som træner: 

Dansk mester 1990 og 1991, Hollandsk mester og pokalvinder 1998 

Hædersbevisninger: Årets fodboldspiller i Danmark 1983 og 1986, Som træner: 

Årets træner i Danmark 2001 

Morten Olsen var den naturlige leder på banen og en alsidig fodboldspiller. Han 

startede som højre wing, blev siden flyttet ned på midtbanen, og sluttede som 

den uovertrufne og perfekte forsvarsdirigent på liberopladsen med en central 

rolle i det opbyggende spil. Mod Vesttyskland ved VM i Mexico 1986 gik han 

eksempelvis med frem, hvilket medførte, at der blev begået straffespark mod 

ham. 

Morten Olsen var uhyre boldsikker og spillede med et fremragende overblik. 

Hovedet brugte han til at tænke med, og skud på mål overlod han primært til 

andre. 

73 

u

u 

Olsen, der som ung dyrkede gymnastik, undgik karrieren igennem de helt store 

skader, og som fodboldspiller blev han bedre og bedre med årene. 

Landsholdskarrieren begyndte i 1970 mod Norge, og han var blandt andet med 

til at spille Danmark til OL i München 1972. 

Inden OL var Morten Olsen gået over i de professionelles rækker, hvor det blev 

til 17 år i henholdsvis Cercle Brügge, Racing White Molenbeek, Anderlecht og 

FC Köln. 

I Anderlecht blev det til flere belgiske mesterskaber samt deltagelse i UEFA Cup 

finalerne i både 1983 og 1984. 

Med Morten Olsen som forsvarsdirigent og anfører kvalificerede landsholdet sig 

til slutrunderne ved EM i 1984, VM i 1986 samt EM i 1988, hvor den gamle garde 

takkede af. 

Morten Olsen gjorde dog comeback på landsholdet, da der var brug for hans 

erfaring: Han spillede som den første dansker landskamp nr. 100 mod Bulgarien 

i 1989 og sluttede mod Brasilien foran Idrætsparkens gamle, fyldte tribuner i 

forbindelse med DBU’s 100 års jubilæumsturnering i juni 1989. 

Efter karrieren har Morten Olsen været træner. I Brøndby blev det foruden en 

semifinale i UEFA Cup’en i 1991 til to danske mesterskaber. Han har også været 

træner i både FC Köln og Ajax Amsterdam. Som dansk landstræner er det blevet 

til slutrundedeltagelse ved VM i 2002 og ved EM i 2004. 

Morten Olsen blev optaget i Hall of Fame i 1998. ¢ 

74

75 u

Preben Elkjær (f. 11. september 1957) 



Klubber: FB (1963-73), KB (1973-74), FB (1974-75), Vanløse (1976), 1. FC Köln 

(1976-78), KSC Lokeren (1978-84), Hellas Verona FC (1984-88), Vejle Boldklub 

(1988-90) 

Titler: Tysk pokalvinder 1977, Italiensk mester 1985 

Hædersbevisninger: Årets fodboldspiller i Danmark 1984 

Preben Elkjær var en farverig og atypisk angriber, som med sin uortodokse stil 

og sin fandenivoldskhed kunne lave mål, der var i strid med al fodboldlærdom. 

Mod Belgien ved EM i 1984 scorede Elkjær eksempelvis efter en længere solodribletur 

fra midterlinjen. For Verona scorede han i strømpesokker i en turneringskamp, 

hvilket blandt andet var med til at sikre klubbens første og hidtil 

eneste mesterskab. 

Igennem hele sin karriere var Elkjær kendt for sit temperament, som især kom 

til udtryk i ungdomsårene blandt andet i en talentfinale i 1975, hvor han blev 

udvist. 

77 

u

u 

Preben Elkjær debuterede på landsholdet i 1977 med to scoringer mod Finland i 

Helsingfors. Siden fulgte yderligere 36 scoringer i rødt og hvidt, hvilket var medvirkende 

til firserlandsholdets store opgangsperiode: Landsholdet kvalificerede 

sig i 1984 til en EM-slutrunde for første gang i 20 år. 

Under EM i Frankrig i 1984 markerede Elkjær sig med godt spil og et par scoringer, 

og selvom han i semifinalen mod Spanien, iført de berømte revnede bukser, 

skød langt over mål i straffesparkskonkurrencen, blev han blot mere populær. 

Danmarks første deltagelse ved en VM-slutrunde fandt sted i Mexico 1986 via 

en vellykket kvalifikation, der ikke mindst blev sikret af Elkjærs otte træffere i 

otte kampe. En præstation, der gjorde Elkjær til topscorer i de verdensomspændende 

kvalifikationskampe. 

Afslutningen på landsholdskarrieren fandt sted ved EM-slutrunden i Vesttyskland 

i 1988, men der var dynamitten forsvundet fra landstræner Sepp Pionteks 

efterhånden gamle garde: Landsholdet tabte alle tre indledende kampe. 

Efter fire år i Verona gjorde Elkjær i 1988 comeback i dansk fodbold hos Vejle 

Boldklub, hvilket medførte tilskuerinvasion i Nørreskoven. Opholdet i Vejle blev 

dog præget af flere skader. 

Efter karrieren som spiller er det blandt andet blevet til ophold i henholdsvis 

Silkeborg IF som cheftræner og i B 93 som direktør. Elkjær er i dag fodboldekspert 

på TV3 i forbindelse med Champions League fodbold. 

Preben Elkjær blev optaget i Hall of Fame i 1999. ¢ 

78

Tom Bogs (f. 21. november 1944) 

Bokser 

Klubber: AK Thor (1959-60), Christianshavns Idræts- og Bokseklub (1960-64) 

Titler: Dansk mester i letmellemvægt 1964, Europamester i letsværvægt 1968, 

Europamester i mellemvægt 1969 og 1973 

Hædersbevisninger: Boksemærke i bronze 1963, Boksemærke i sølv 1964, 

Boksemærke i guld 1967 

Tom Bogs var en aggressiv, udholdende fighter, der med sin vilje og sin frygtede 

højrehånd spredte skræk og rædsel hos boksemodstandere i 1960’erne og 

1970’erne. Den sympatiske bokser opnåede via sin boksestil stor popularitet hos 

danske bokseentusiaster. 

Som amatør blev det i 77 kampe til 69 sejre, og som professionel blev det over en 

ti-årig periode til i alt 87 kampe med 77 sejre. Trods de mange vundne kampe er 

det især kampen om verdensmesterskabet i mellemvægt 1972 mod argentineren 

Carlos Monzon i Københavns Idrætspark, der huskes. Her måtte Bogs efter 

fem hårde omgange og tre ture i gulvet i netop 5.omgang se sig slået. 

81 

u

u 

Amatørkarrieren bød på en DM-titel i letmellemvægt i 1964, og samme år blev 

han udtaget til OL i Tokyo, hvor han var den dansker, der nåede længst: I kvartfinalen 

måtte Bogs dog se sig hurtigt slået af den senere bronzevinder efter en 

grim øjenskade. 

Efter OL i 1964 blev han professionel, og fire år senere fik Tom Bogs en titelkamp 

om europamesterskabet i letsværvægt mod tyskeren Lothar Stengel, der 

allerede i kampens 1. runde efter to minutter og 35 sekunders boksning blev 

knockoutet. Titlen blev efter et enkelt forsvar opgivet allerede året efter, for Bogs 

ville hellere kæmpe i sin naturlige vægtklasse – mellemvægt. 

I 1969 vandt han europamesterskabet i mellemvægtsboksning efter en pointsejr 

over italieneren Carlos Duran. Bogs forsvarede titlen tre gange, inden han 

15 måneder senere tabte titlen til samme Duran, som derved fik sin revanche. 

Inden da havde Bogs i 1970 tabt til Emile Griffith i en ikke-titelkamp: Hans første 

nederlag som professionel efter 55 kampe. 

I 1973 vandt Tom Bogs på ny titlen som europamester i mellemvægt, men igen 

opgav Bogs mesterskabsbæltet, denne gang fordi han havde problemer med 

at holde vægtkravet til mellemvægt. Hans sidste titelkamp om europamesterskabet 

var derfor i 1974 mod John Conteh i letsværvægtsklassen, hvor Bogs, der 

ikke længere havde fordums styrke, måtte se sig slået ud efter syv omgange. 

Tom Bogs, hvis fader og søster, Paul Larsen og Maibritt Bogs, blev danske 

mestre i atletik i henholdsvis kuglestød (1947-50) og diskoskast (1977), blev 

optaget i Hall of Fame i 2002. ¢ 

82

83 u

Anja Andersen (f. 15. februar 1969) 

Håndboldspiller 


Klubber: Vejle-Allested, Assens HK, IF Stjernen Odense, IF Jarl Arden og Aalborg 

KFUM (1986-87), Ikast FS (1987-88), Viborg HK (1989), Bækkelagets Sportsklub 

(1989-93), TuS Walle Bremen (1993-96), Bækkelagets Sportsklub (1996-99) 

Titler: Norsk mester 1992 og 1999, Norsk pokalvinder 1997 og 1999, EM-guld 

1994 og 1996, Tysk mester 1994, 1995 og 1996, Tysk pokalvinder 1994 og 1995, 

OL- guld 1996, VM-guld 1997, Vinder af Europa Cup’en for pokalvindere 1994 

og 1998, Som træner: Dansk mester 2003, 2005 og 2007, Vinder af EHF Cup’en 

2003, Vinder af Champions League 2004, 2006 og 2007 

Hædersbevisninger: Kåret som verdens bedste håndboldspiller af IHF/World 

Handball Magazine 1997-98. Udvalgt til kulturministeriets idrætskanon 

Håndboldvirtuosen Anja Andersen er uden tvivl Danmarks bedste kvindelige 

håndboldspiller nogensinde. Hun kunne det hele: Teknisk fremragende og 

mestrede alle former for skud – også dem bag om ryggen. Anja Andersen kunne 

eksempelvis med et højt studs over forsvaret spille sig selv fri. Et andet glansnummer 

var at springe ind i feltet, finte et skud mellem sine egne ben, og i 

stedet lobbe bolden over målmanden med en bagvender, hvilket til fulde blev 

demonstreret ved EM på hjemmebane mod Kroatien i 1996. 

85 

u

u 

Venstre backen Anja Andersen kunne være en kæmpegevinst for sit hold og 

sætte grå hår i hovedet på modstanderne, som i OL-finalen 1996 mod Sydkorea, 

hvor hun næsten ene kvinde holdt Danmark inde i kampen med vitale scoringer 

på et tidspunkt, hvor stillingen var kritisk. 

Anja Andersen kunne dog også sætte grå hård i hovedet på sine medspillere, 

trænere og kampens dommer. Hun var gennem hele sin karriere kendt for et 

voldsomt engagement og temperament, som ofte slog gnister og gav hende 

Danmarks mest berømte finger. 

Det var med Anja Andersen i spidsen, at kvindelandsholdet i 1993 slog igennem 

og blev hele Danmarks håndbold-kæledægger op igennem 1990’erne: I seks 

slutrunder til og med 1997 blev det til fire gange guld, en sølvmedalje og en 

bronzemedalje. Ved alle seks slutrunder blev Anja Andersen dansk topscorer. 

Hjerteflimren i forbindelse med fysisk anstrengelse betød, at hun i sæsonen 

1998-99 måtte indstille håndboldkarrieren på klubholdet Bækkelaget. I stedet 

gik hun trænervejen og førte Slagelse frem til positionen som verdens bedste 

kvindelige håndboldhold. På fire sæsoner blev det til tre triumfer i Champions 

League. Samtidig var hun en kort overgang landstræner for kvindelandsholdet 

fra Serbien-Montenegro. Fra sæsonen 2008-09 er hun træner i FCK håndbold. 

Anja Andersen, hvis forældre Keld Andersen og Vivi Jørgensen også var landsholdsspillere 

i håndbold, blev optaget i Hall of Fame i 2007. ¢ 

86

87 u

Michael Laudrup (f. 15. juni 1964) 



Klubber: Vanløse IF, Brøndby IF, KB(1977-81), Brøndby IF(1982-83), SS Lazio 

(1983-85), Juventus (1985-89), FC Barcelona (1989-94) Real Madrid (1994-96), 

Vissel Kobe (1996-97), Ajax Amsterdam (1997-98) 

Titler: Europæisk Super Cup vinder 1985, Vinder af interkontinental cup’en 

1985, Italiensk mester 1986, Spansk pokalvinder 1990, Spansk mester 1991- 

95, Vinder af Champions League 1992, Europæisk Super Cup vinder 1992, Hollandsk 

mester og pokalvinder 1998, Som træner: Dansk pokalvinder 2003 og 

2005, Dansk mester 2005 

Hædersbevisninger: Årets fund i 1.division 1981, Årets fodboldspiller i Danmark 

1982 og 1985, Årets fodboldspiller i spansk fodbold 1992, Årets udlænding i Spanien 

1992 og 1993, Årets tolver i Ekstra Bladet 1998, Kåret som bedste udlænding 

i spansk fodbold igennem 25 år (1975-2000), Ridder af Dannebrog i 2000, Udvalgt 

til kulturministeriets idrætskanon, Kåret som Danmarks bedste fodboldspiller 

nogensinde af DBU, Som træner: Årets træner i Danmark 2003 og 2005 

Michael Laudrup må regnes for den bedste danske fodboldspiller gennem tiderne. 

Hans fodboldteknik var intet mindre end fremragende og blikket for spillet 

unikt. Mange medspillere har nydt godt af hans sublime pasninger og frispilninger: 

Hvem husker ikke hans fantastiske vip mod Nigeria ved VM i 1998, hvor Ebbe 

Sand blev spillet helt fri til scoring? 

89 

u

u 

Efter to år i italienske SS Lazio kom Laudrup til Juventus, hvor han det første år 

var med til at vinde adskillige trofæer herunder det italienske mesterskab. 

I 1989 skiftede han til FC Barcelona, og det var her Michael Laudrup oplevede 

sine største triumfer på fodboldbanen. Han var en vigtig del af FC Barcelonas 

’dream team’, og hans mange kreative frispilninger og mål var medvirkende til, 

at den spanske storklub vandt fire mesterskaber på stribe og vandt den første 

udgave af UEFA’s Champions League. 

I 1994 foretog han et kontroversielt klubskifte til ærkerivalerne Real Madrid og 

viste straks sit værd ved at føre klubben til mesterskabet. Karrieren blev effektfuldt 

afsluttet i hollandske Ajax Amsterdam med ’the double’. 

På landsholdet debuterede den altid fair spillende Laudrup på sin 18 års fødselsdag. 

Han var med på firserlandsholdet. Hans sidste landskamp fandt sted i 

kvartfinalen ved VM 1998 mod Brasilien. 

Trænerkarrieren blev indledt som landsholdets assistent i perioden 2000-2002. 

Blandt andet under VM 2002. Siden var Laudrup cheftræner i Brøndby IF fra 

2002-2006, hvor det blev til en pokaltriumf i 2003 samt ikke mindst ’the double’ 

i 2005. I 2007 tiltrådte Laudrup som cheftræner i spanske Getafe CF. Her er det 

blandt andet blevet til sejre over storklubberne FC Barcelona og Real Madrid. 

Michael Laudrup, hvis fader og bror, Finn og Brian Laudrup, også har optrådt på 

A-landsholdet i fodbold, blev optaget i Hall of Fame i 2007. ¢ 

90

Peter Schmeichel (f. 18. november 1963) 



Klubber: Ledøje-Smørum, Høje Gladsaxe IF, Hero, Gladsaxe-/Hero (1981-83), 

Hvidovre IF (1984-86), Brøndby IF (1987-1991), Manchester United (1991-1999), 

Sporting Lissabon (1999-2001), Aston Villa (2001-2002), Manchester City (2002- 

2003) 

Udvalgte titler: Dansk mester 1987-88, 1990 og 1991, Dansk pokalvinder 1989, 

Europæisk Super Cup vinder 1991, Engelsk ligacup vinder 1992, Europamester 

1992, Engelsk mester 1993-94, 1996-97 og 1999, FA Cup vinder 1994, 1996 og 

1999, Champions League vinder 1999, Portugisisk mester 2000 

Hædersbevisninger: Årets fodboldspiller i Danmark 1990, 1993 og 1999, Kåret 

til verdens bedste målmand af IFFHS (The International Federation of Football 

History & Statistics) i 1992 og 1993, Kåret til verdens bedste målmand nogensinde 

af nyhedsbureauet ’Reuter’ i 2001, MBE-ordenen (Member of the British 

Empire) i 2001 

Peter Schmeichel er i særklasse den bedste målmand, Danmark nogensinde 

har haft. Han var et fysisk pragteksemplar, der med sin perfektionistiske vindermentalitet 

og højtråbende attitude kunne kyse såvel modstandernes angribere 

samt ikke mindst egne forsvarsspillere verbalt. Hans lange, præcise udkast var 

93

u 

effektfulde: Som mod Grækenland i 1989, hvor udkastet sendte wingen Jan Bartram 

af sted ude på venstre fløj, så Bartram kunne servere et perfekt indlæg lige 

til Flemming Povlsens pandebrask. 

Peter Schmeichel kunne lave de mest fantastiske målmandsredninger. I EM 

finalen i 1992 havde han flere superredninger og et indlæg blev sågar grebet 

med en hånd. 

Landsholdskarrieren begyndte på Danmarks fantastiske OL-hold, der desværre 

ikke kom med til OL i Seoul i 1988. I 1996, 1998 og 2000 var han med på Danmarks 

slutrundehold, og han var således med, da Danmark nåede kvartfinalen 

ved VM i Frankrig 1998. Schmeichel er med 129 landskampe landskamprekordholder. 

Det var med skiftet til Manchester United, at fodboldverdenen for alvor fik øje på 

Schmeichels målmandskvaliteter: I 1993 vandt klubben for første gang i 26 år 

det engelske mesterskab, og siden blev det til en stribe mesterskaber og pokaltriumfer 

kulminerende med den dramatiske Champions League finalesejr over 

Bayern München i 1999. Den efterfølgende sæson blev han portugisisk mester 

med Sporting Lissabon for siden at vende tilbage til engelsk fodbold. 

Uden for banen har Schmeichel blandt andet været ejer af Hvidovre IF. I dag er 

han Champions League-vært på TV3. 

Peter Schmeichel, hvis søn Kasper Schmeichel allerede har prøvet målmandstalentet 

af i Premier League og på U-19-landsholdet, er fra 2008 blevet optaget 

i Hall of Fame. ¢ 

94

Wilson Kipketer (f. 12. december 1972) 

Atletikudøver 

Klubber: KIF og Sparta IF 

Udvalgte titler: Indendørs: VM guld 1997 på 800 m, Udendørs: Dansk mester på 

800 m 1993 og 1994 samt i 4 x 400 m 1994, VM guld 1995, 1997 og 1999 på 800 

m, EM guld 2002 på 800 m 

Hædersbevisninger: Hans Justs Idrætspris 1995, The European Athlete of the 

year 1997, The World’s Athlete of the year 1997, The World’s sportsman of the 

year 1997, Årets dansker 1997, Årets nordiske profil 1997, ’Den gyldne pigsko’ 

1994-96, 1999, 2000 og 2002 

Den kenyanskfødte 800 meter-specialist Wilson Kipketer huskes for sine jubelsæsoner 

i sidste halvdel af 1990’erne på alverdens atletikbaner. 1996 og 1997 

blev hans bedste sæsoner. I 1997 lykkedes det endda Kipketer at slå briten Sebastian 

Coes legendariske verdensrekord fra 1981 på 800 m. Fra februar 1996 til 

september 1997 stillede Kipketer op i 36 konkurrencer, som alle blev vundet, 

heriblandt to VM-titler (inden- og udendørs). I samme periode satte han fem 

verdensrekorder og tangerede en, ligesom han vandt IAAF’s Golden four på 800 

m i 1996 og IAAF’s Grand Prix over all i 1997. 

97 

u

u 

Det var forretningsmanden og atletiklederen Ove Bjørn Kraft, som i december 

1990 hentede 18-årige Wilson Kipketer til Danmark. Kipketer var opvokset i 

Kapchemoiywo i Nandidistriktet og havde tilbragt skoletiden på den kendte Sct. 

Patrick High School. 

Kipketer begyndte i KIF og skiftede senere til Sparta, og det var her han mødte 

den dynamiske polske træner Slawomir Nowak, der udviklede Kipketer til at 

blive den bedste 800 meter-løber, verden endnu har set. 

I 1995 fik han sin internationale debut for Danmark ved VM i Göteborg (udendørs), 

hvor han vandt VM-titlen. En præstation han senere gentog flere gange. 

De stramme regler for opnåelse af dansk indfødsret samt kenyanske politikeres 

obstruktion forhindrede Kipketers start ved OL i 1996. Han blev tilbudt at løbe 

under olympisk flag, men takkede nej: Wilson Kipketer ville løbe for Danmark. 

I vinteren 1997-98 blev Kipketer ramt af malaria. Han kom tilbage på atletikbanerne, 

men selvom det efterfølgende blev til henholdsvis VM-guld i 1999 og 

EM-guld i 2002 samt to indendørs verdensrekorder på 1000 m, så blev Kipketer 

aldrig den samme løber, som før sygdommen ramte ham. Kipketer opnåede på 

trods af det afbrudte karriereforløb også at repræsentere Danmark på fornem 

vis ved OL: I 2000 i Sydney blev det til en sølvmedalje og fire år senere i Athen 

blev det til en bronzemedalje. 

Wilson Kipketer blev i 2007 indstillet af Danmarks Idræts-Forbund til IOC’s aktivkomite, 

hvor han håber at blive valgt ind i 2008. 

Verdens bedste 800 m løber nogensinde, hvis verdensrekorder på henholdsvis 

1.41,11 (udendørs) og 1.42,67 (indendørs) stadig står uantastet, er blevet optaget 

i Hall of Fame fra 2008. ¢ 

98

99 u

100

Jesper Bank (f. 6. april 1957) 

Sejlsportsmand 

Klubber: Fredericia Sejlklub og Aabenraa Sejl Club 

Udvalgte titler: H-båd: Dansk mester 1980, 1986, 1988-91, VM guld 1988 og 1989, 

Soling: EM guld 1989, 1995 og 2000, VM guld 1989 (uofficielt) og VM guld 2000 

(matchrace), OL guld 1992 og 2000 (begge matchrace), Drage: Dansk mester 

1989,1990 og 1996, VM guld 1993 og 1997, Matchrace-båd: VM guld 1999 

Hædersbevisninger: Årets sejler i Danmark 1989, 1992 og 2000, Årets sportsnavn 

1992, Årets rebel 2000 

Sejlsportsmanden Jesper Bank er med to guldmedaljer og en bronzemedalje 

Danmarks næstmest vindende OL-sejler gennem tiderne efter legendariske 

Paul Elvstrøm. Skipper Bank har desuden opnået utallige andre topplaceringer 

i internationale sejladser, heriblandt er det blevet til seks officielle 

verdensmesterskaber og tre europamesterskaber i fire forskellige bådtyper. 

Den målrettede sportsmand er kendt for stor sejlerdygtighed parret med et 

enormt overblik. Dertil kommer en fantastisk evne til at håndtere pressede 

situationer samt teknisk og taktisk snilde på et meget højt niveau. 

Seniorgennembruddet kom i 1980, da Bank overraskende vandt DM for H-både. 

Efter at have slået den dobbelte OL-guldvinder Valdemar Bandolowski i 

udtagelsessejladserne til OL i Los Angeles 1984 opnåede Bank en 12. plads. 

101 u

u Et resultat som fire år senere forbedredes til en bronzemedalje ved sejladserne 

ud for Pusan i Sydkorea. 

En knæskade og en efterfølgende dobbeltoperation kort før OL i Barcelona 1992 

besværliggjorde Banks OL-forberedelser. Alligevel lykkedes det Jesper Bank og 

gasterne Steen Secher og Jesper Seier at vinde over det amerikanske mandskab 

i finalen i solingklassen, der af tv-mæssige grunde blev afviklet som matchrace 

- en afgørende duel båd mod båd. 

Otte år senere blev succesen gentaget af skipper Bank og gasterne Henrik 

Blakskjær og Thomas Jacobsen ved OL 2000 i Sydney, hvor Bank var fanebærer. I 

finalen, i de flotte rammer tæt ved operahuset, blev den tre-foldige OL-guldvinder, 

tyskeren Jochen Schümann, og hans mandskab sat til vægs med 4-3. 

Efterfølgende var Bank skipper på to America’s Cup hold, svenske ’Victory 

Challenge’ og tyske ’United Internet Team Germany’, i den prestigefyldte Louis 

Vuitton Cup. Her blev det til en 5. plads i Auckland i 2002 samt en 10. plads ud 

for Valencias kyst i 2007. 

Som træner guidede Jesper Bank 49’eren med Jonas Warrer og Martin 

Kirketerp til en guldmedalje ved OL i Beijing 2008. Bank var også aktiv med sin 

store sejlsportsviden, da sagen efterfølgende landede på skrivebordet hos den 

internationale sportsdomstol, CAS. 

Jesper Bank har siden 1986 arbejdet i Elvström Sails. Den erfarne sejlsportsmand 

blev i november 2008 medejer, da han var med i den investorgruppe, der købte 

Elvström Sails. Bank er nu salgsdirektør i virksomheden. Desuden er Bank 

indehaver af konsulentfirmaet Bank & Co. 

Jesper Bank blev optaget i Hall of Fame i 2009. ¢ 

102

103

Billedoversigt 

Knud Lundberg Polfoto 

Ragnhild Hveger Billedet er stillet til rådighed af Dansk Svømmeunion 

Lis Hartel Scanpix 

Paul Elvstrøm Fra bogen Paul Elvstrøm fortæller, Forlaget Cervus1987 

Kurt Nielsen Fra bogen 7 sportsbedrifter, Knud Lundberg, Berlingske Forlag 

Erland Kops Fra bogen 5 x verdensmester i single, Erland Kops, 

Chr. Erichsens forlag 1993 

Erik Hansen Fra bogen Hall of Fame, 1998, Ekstra Bladet 

Ole Ritter Scanpix 

Ole Olsen Fra Sportsårbogen 1975, Carlsen if 1975 

Lene Køppen Scanpix 

Gunnar ’Nu’ Hansen Polfoto 

Niels Fredborg Fra Sportsårbogen 1974, Carlsen if 1974 

Leif Mortensen Privat foto 

Allan Simonsen Fra bogen Landsholdet, fodboldlandsholdet gennem 100 år, 

Steen Ankerdal, Aschehoug 

Erik Gundersen Fra DIF’s årbog 1983, Per Ardua Ad Astra 

Morten Frost Sportsfoto 

104

Morten Olsen Polfoto 

Preben Elkjær Polfoto 

Tom Bogs Fra Sportsårbogen 1971, Carlsen if 1974 

Anja Andersen Sportsfoto 

Michael Laudrup Scanpix 

Peter Schmeichel Fra bogen Landsholdet, fodboldlandsholdet gennem 100 år, 

Steen Ankerdal, Aschehoug 

Wilson Kipketer Scanpix 

Jesper Bank Scanpix 

Buster: creative design 

105



Brøndby Stadion 20 

2605 Brøndby

Hall of Fame

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?