Ø.LD af 28. juni 2006. Sag: 10. afd., as nr. B-2158-03

fed.dk

Ø.LD af 28. juni 2006. Sag: 10. afd., as nr. B-2158-03

Ø.L.D. af 28. juni 2006. Sag: 10. afd., a.s. nr. B-2158-03

(Taber Rasmussen, Blinkenberg og Gitte Rubæk Pedersen)

X Beslagsmedie v/smedemester B

(adv. Michael S. Wiisbye)

mod

A

(adv. Asger Tue Pedersen)

1.4.1. Arbejdsgiveransvar, skade overgået ansatte – 2.1. Årsagsforbindelse – 3.2.

Skadeopgørelse, personskade – Instruktion – Tilsyn – Arbejdets tilrettelæggelse –

Lærling – Rutinearbejde – Heste – Erhvervsevnetab – Fleksjob – Bevis –

Arbejdsmiljøloven §§ 16,17 og 38

Beslagsmed B var ikke ansvarlig for lærling A’s tilskadekomst

under beskæring af pony. A, der var

halvvejs gennem sit uddannelsesforløb, var sendt alene

ud til opgaven. Der var ikke grundlag for at antage,

at skaden ville være undgået, såfremt B havde

søgt at skaffe sig kendskab til ponyens temperament

og forholdene på stedet. Tilsyn eller yderligere instruktion

ville heller ikke have haft betydning.

Lærling A var halvvejs gennem sin 3-årige uddannelse

hos beslagsmed B, da han kom til skade i forbindelse

med beskæring af en pony. Der fremkom forskellige

forklaringer om, hvorledes uheldet var sket.

A krævede erstatning af B og gjorde gældende, at

det var uforsvarligt at sende en lærling ud til en ny

kunde uden at have kendskab til forholdene dér, herunder

hestens temperament. A anførte, at B ikke

havde givet ham den fornødne instruktion i, hvordan

opgaven kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Endvidere havde B undladt at føre tilsyn

med, at arbejdet kunne udføres sikkerhedsmæssigt

forsvarligt. A påberåbte sig arbejdsmiljølovens §§

16, 17 og 38. A havde fået et fleksjob med 2/3 løntilskud,

hvorfor han krævede 70% erhvervsevnetabserstatning.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede erhvervsevnetabet

til 25%. B påstod frifindelse og anførte, at

det var uklart, hvorledes A var kommet til skade,

idet der forelå flere forskellige forklaringer herom. B

bestred at have tilsidesat arbejdsmiljøretlige forskrifter.

A var en voksen mand på 26 år med halvandet

års læretidserfaring. Der var tale om en rutinepræget

og ikke-kompliceret arbejdsopgave for en beslagsmedelærling,

og A havde modtaget fornøden undervisning

og instruktion i opgaven. Det var hverken unormalt

eller forkert, at A var på kundebesøg alene, og

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

A kunne om nødvendigt kontakte B telefonisk. B bestred

endvidere, at der var årsagsforbindelse mellem

ulykken og de lidelser, som A krævede erstatning

for. B bestred endvidere, at A havde lidt et erhvervsevnetab,

og et sådant tab kunne under ingen omstændigheder

overstige 25%, jf. Arbejdsskadestyrelsens

vurdering. Byretten fandt, at B havde tilsidesat

sin pligt til at sikre, at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt

forsvarligt. Byretten lagde herved bl.a.

vægt på, at der var tale om en ny kunde, og at B var

uden forhåndskendskab til ponyen. Efter de foreliggende

lægelige oplysninger, herunder en udtalelse

fra Retslægerådet, fandt byretten det godtgjort, at

der var årsagsforbindelse mellem ulykken og A’s lidelser.

B blev derfor dømt til at betale erstatning til

A, hvis erhvervsevnetab skønsmæssigt blev fastsat til

40%. Henset til sagens udfald ophævede byretten sagens

omkostninger. B ankede dommen. Såvel under

byretssagen som under ankesagen blev der indhentet

skriftlige udtalelser fra Landbohøjskolen, og en chefbeslagsmed

fra Landbohøjskolen afgav vidneforklaring

i landsretten. Landsretten bemærkede, at A var

26 år og havde gennemført halvdelen af sin lærlingetid.

Forud for ulykken havde han i en periode kørt

alene ud til kunder og hos disse selvstændigt udført

beskæring. Efter det oplyste fra Landbohøjskolen

måtte beskæring af en hest anses for en sædvanlig

og rutinepræget opgave, som man måtte forvente, at

en lærling, der var halvvejs i uddannelsen til at blive

beslagsmed, ville kunne løse. Det måtte kunne lægges

til grund, at den af B anviste fremgangsmåde,

hvor A skulle knæle i forbindelse med beskæring af

ponyens hove, var den mest hensigtsmæssige. Der

var herefter ikke grundlag for at antage, at tilsyn el-

17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED I


Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

ler yderligere instruktion fra B’s side ville have ført

til, at arbejdsopgaven var blevet grebet anderledes

an. Landsretten fandt, at B, der ikke havde noget forhåndskendskab

til ponyen eller til forholdene hos

kunden, burde have søgt nærmere oplysninger herom,

før han sendte A alene ud for at udføre beskæringsopgaven.

De nærmere omstændigheder omkring

A’s tilskadekomst var uafklarede, men landsretten

fandt det sandsynligt, at tilskadekomsten var

Dom afsagt af retten i Rønne den 3. juli 2003. (Sag

nr. BS 131/1999)

Under denne sag, der er anlagt den 24. februar

1999, og hvor dommen i medfør af retsplejelovens §

366a, stk. 2 er affattet uden fuldstændig gengivelse

af de i sagen fremlagte bilag, har sagsøgeren, A, ved

sin endelige påstand, påstået sagsøgte, X Beslagsmedie

v/smedemester B, dømt til at betale sagsøgeren

867.276,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente

af 806.826,00 fra den 4. januar 1995 til betaling

sker og af 60.450,00 kr. fra sagens anlæg til betaling

sker.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært

betaling af et mindre beløb end påstået af sagsøger.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte har pådraget

sig et erstatningsansvar i anledning af sagsøgerens tilskadekomst

den 4. januar 1995. Sagsøgeren var på

dette tidspunkt i lære som beslagsmed hos sagsøgte.

Såfremt sagsøgte anses for erstatningsansvarlig,

har sagsøgte bl.a. gjort gældende, at sagsøgeren har

udvist en sådan grad af egen skyld, at erstatningen

bør bortfalde eller nedsættes. Sagsøgte har endvidere

gjort gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til erstatning

for forlængelse af uddannelse samt at sagsøgerens

erhvervsevnetab ikke kan overstige 25%. Sagsøgeren

har heroverfor bl.a. gjort gældende, at sagsøgeren

ikke har udvist egen skyld i en sådan grad at

erstatningen bør bortfalde eller nedsættes. Sagsøgeren

har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren har

krav på erstatning for forlængelse af sin uddannelse

samt at erhvervsevnetabet i henhold til erstatningsansvarsloven

skal fastsættes til mindst 70%.

Det fremgår af sagen, at sagsøgeren den 4. januar

1995 kom til skade under udførelse af arbejde hos

sagsøgte. Sagsøgeren var ansat hos sagsøgte og havde

på daværende tidspunkt stået i lære som beslagsmed

siden den 14. juni 1993.

II 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED

en følge af, at ponyen uventet stejlede under beskæringen.

Under disse omstændigheder fandt landsretten

ikke, at der var grundlag for at antage, at A’s tilskadekomst

ville have være undgået, såfremt B havde

søgt at skaffe sig kendskab til ponyens temperament

og forholdene på stedet. Det var herefter ikke

godtgjort, at B var erstatningsansvarlig, hvorfor B

blev frifundet.

Af anmeldelse til Arbejdstilsynet og arbejdsskadeforsikringen

af 6. februar 1995 fremgår bl.a., at sagsøgeren

på tidspunktet for sin tilskadekomst var i

færd med at beskære en hest.

Sagsøgeren var sygemeldt i perioden 5. januar

1995 – 6. februar 1995, hvorefter han genoptog arbejdet

hos sagsøgte indtil den 6. juni 1995. Fra den

7. juni 1995 -1. april 1996, hvor han kom under revalidering,

var han på ny sygemeldt.

Fra den 15. juni 1996 var sagsøgeren i lære som

kleinsmed, hvilken uddannelse han færdiggjorde den

31. december 1997.

Arbejdsskadestyrelsen har den 26. november

2001 i henhold til erstatningsansvarslovens § 10 afgivet

en udtalelse om erhvervsevnetabet og stationærtidspunktet.

Af udtalelsen fremgår bl.a.:

“Vi vurderer erhvervsevnetabet til 25%, jf. erstatningsansvarslovens

§ 5 og stationærtidspunktet til den 4.

april 1995.

Sagsfremstilling

Det fremgår af sagens akter, at A var udsat for et uheld

den 4. januar 1995, og han pådrog sig herved et traume

mod nakke og ryg.

Vedrørende A’s sociale og erhvervsmæssige situation

er det oplyst, at han på tidspunktet for uheldet var i

lære som beslagsmed. Efter uheldet blev A revalideret

til kleinsmed, og han færdiggjorde denne uddannelse i

1998.

A er blevet arbejdsprøvet som pædagog ved ... i perioden

fra januar 1998, og efterfølgende blev der etableret

arbejdsprøvning som faglærer og som postarbejder,

og ved arbejdsprøvningerne måtte han ophøre på grund

af smerter i ryggen.

Der blev den 1. maj 1999 etableret et fleksjob ved

Rønne Kommune, Vej og Park med skånevilkår og med

en arbejdstid på 20 timer om ugen, og der blev ydet A

løntilskud. Dette fleksjob ophørte i april 2001 på grund

af besparelser indenfor Rønne kommune.


Det er oplyst, at der med virkning fra den 9. juli

2001 er etableret arbejdsprøvning ved firmaet ... og fra

den 28. september 2001 er A startet i et fleksjob samme

sted.

Om A’s økonomiske forhold er det oplyst, at han i

1990 havde en A-indkomst på 168.849 kr. i 1992 på

184.802 kr. i 1993 på 149.419 kr. i 1994 på 149.419

kr. og i 1995 på 179.592 kr. I fleksjobbet er lønindkomsten

17.310,83 kr. om måneden, hvilket svarer til

en årsindkomst på ca. 208.000 kr.

Begrundelse

Erhvervsevnetabet:

Erstatning for tab af erhvervsevne ydes som kompensation

for den varige lønnedgang, der skyldes skaden.

Vurderingen skal som udgangspunkt ske ved en sammenligning

af det formodede erhvervsforløb uden skaden

med en prognose over det fremtidige erhvervsforløb

med skaden.

Vi har lagt vægt på, at A efter uheldet ophører som

beslagsmed, og at han revalideres til kleinsmed. Det er

indgået ved vurderingen, at han grundet smerterne i ryggen

arbejder 20 timer om ugen og endvidere, at han siden

1. maj 1999 har været ansat i fleksjob.

Vi finder at A’s reelle erhvervsevne er nedsat efter

uheldet. Ved vurderingen er indgået, at fleksjob kommer

i betragtning til personer, hvor kommunen vurderer,

at der er varige begrænsninger i erhvervsevnen, og

hvor det ikke skønnes muligt, at pågældende kan opnå

eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår. Det er

indgået ved vurderingen, at A den 1. maj 1998 selv har

oplyst til kommunen, at han har haft en del sygefravær

på grund af rygproblemer, men han mener ikke selv

rygsmerterne er jobrelaterede men skyldes hans overvægt.

Vi finder på denne baggrund, at As erhvervsevne varigt

er nedsat, og vi har skønsmæssigt fastsat hans varige

erhvervsevnetab til 25 procent.”

Sagsøger er i dag ansat hos ... A/S som servicemedarbejder

i et fleksjob. Af bevilling af løntilskud til fleksjob

af 22. oktober 2001 fremgår at kommunen yder

tilskud med 2/3 af lønnen. Det fremgår endvidere, at

arbejdstiden er 20 timer pr. uge.

Efter anmodning fra sagsøgte er der i forbindelse

med sagen indhentet en udtalelse fra Retslægerådet.

Af rådets udtalelse af 19. oktober 2000 fremgår

bl.a.:

“Med sagens tilbagesendelse skal retslægerådet henvise

til foreliggende lægelige og psykologiske udtalelser og

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

udtale, at A havde været psykisk og fysisk rask, indtil

han den 04.01.95 pådrog sig en arbejdsskade, idet han

blev sparket, da han var ved at sko en pony, som stejlede.

Han blev ramt i baghovedet af en bjælke, som hesten

var tøjret til. Han var formentlig bevidstløs 1-2 minutter.

Han kunne derefter rejse sig og selv køre i sin

bil til skadestuen. Han havde flere opkastninger. Der

blev konstateret let nedsat kraft i venstre ben, og han

var udtalt svimmel. Han blev udskrevet den følgende aften.

Han havde i tiden derefter hovedpine og ondt i ryggen.

Han blev påny undersøgt på Rønne Centralsygehus

den 20.03.95 på grund af lændesmerter udstrålende

ned til højre lår.

I maj 1995 var der tale om kraftnedsættelse i venstre

ben samt føleforstyrrelser i højre ben.

I juli 1995 blev han undersøgt på Rigshospitalet,

neurologisk afdeling, hvor der også fandtes føleudfald

svarende til 3., 4. og 5. lumbale rods område i højre

side. Gangen var bredsporet. CT-skanning af cembrum

(hjernen) og columna Spinalis (ryghvirvelsøjlen) viste

normale forhold.

Neurofysiologisk undersøgelse var ligeledes normal.

Ved neuropsykologisk undersøgelse i august 1995

klagede A over følger efter ulykken i januar samme år,

idet han var belastet af sin manglende arbejdsevne og af

de deraf afledte økonomiske og ægteskabelige vanskeligheder,

men også af en nær pårørendes død i februar

1995, og af at han efter at være kommet i arbejde igen i

juni 1995, atter måtte ophøre. Psykologen fandt ham

deprimeret, såvel klinisk som med brug af symptomskema

(Becks depression inventory). I oktober 1995 klagede

A til sin praktiserende læge blandt andet over dårlig

nattesøvn, skyld- og mindreværdsfølelse, håbløshed,

manglende livsglæde og angst. Lægen iværksatte behandling

med antidepressiv medicin, og 4 måneder senere

fandtes ikke tegn på depression, og A skal siden have

været psykisk velbefindende.

Spørgsmål 1.

Har sagsøgerens uheld den 4. januar 1995 været årsag,

i overvejende grad årsag eller medvirkende årsag til den

depression, som han blev behandlet for i 1995.

A er ikke blevet vurderet af speciallæge i psykiatri, og

de foreliggende udtalelser er ikke tilstrækkeligt uddybende

til, at Retslægerådet vurderer det som ganske sikkert,

at han har været lidende af en depression. Det er

dertil generelt vanskeligt at udtale sig sikkert om årsager

til depression. Det forekommer i det aktuelle tilfælde

overvejende sandsynligt, at han har været så psykisk

17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED III


Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

belastet af sin nedsatte arbejdsevne, at han har haft

symptomer på en depressiv tilstand.”

Der er mellem parterne enighed om, at en eventuel

erhvervsevnetabserstatning skal beregnes ud fra en

årsløn på 190.923 kr.

Sagsøgerens endelig påstand fremkommer således:

Erstatning for forlængelse af uddannelse: 60.000 kr.

Godtgørelse for svie og smerte 4.950 kr.

(33 sengeliggende sygedage à 150 kr.)

Erhvervsevnetabserstatning 801.876 kr.

(190.923 x 6 x 70%)

Honorar for lægeerklæring 450 kr.

Ialt 867.276 kr.

Sagsøgeren har forklaret, at han gik ud af skolen efter

at have afsluttet 10. klasse. Efter at have arbejdet

på en fabrik og som skibsbygger startede han den

18. august 1986 som konstabel i forsvaret. Under

sin ansættelse i forsvaret optjente han løbende civil

uddannelse. For hver måned han var ansat optjente

han ret til en uges civil uddannelse på fuld løn. Han

besluttede, at benytte den optjente uddannelse til at

uddanne sig til beslagsmed. Han har en onkel, der er

beslagsmed og han har set sin onkel arbejde. Han

havde dog ikke på noget tidspunkt før han startede

som beslagsmed udført beslagsmedearbejde eller været

i nærkontakt med heste. I januar 1995 havde

han været i lære i 1 1/2 år. I disse 1 1/2 år kørte han

med når mester skoede eller beskar heste. Sagsøgeren

pillede de gamle sko af og rensede hovene. Derefter

skoede mester hestene. I starten af uddannelsen

var sagsøgeren aldrig alene ude hos en kunde. Sagsøgeren

hjalp til i smedien og øvede sig på “døde

ben”. De første gange sagsøgeren selv beskar heste,

var mester med og kontrollerede om arbejdet blev

udført tilfredsstillende. Sagsøgeren deltog i 1. skoleophold

på KVL i november 1994. Opholdet havde

en varighed af 14 dage. Under opholdet skulle man

blandt andet smede sit eget sæt værktøj. Derudover

skulle man smede hestesko og øve sig på døde hesteben.

Under opholdet havde de teoriundervisning

med en dyrlæge om formiddagen og praktik med

døde ben om eftermiddagen. Sagsøgeren prøvede desuden,

at “løfte ben” på levende heste. Han kan

ikke huske, hvor mange gange dette skete. Under opholdet

blev der ikke udført arbejde på levende heste.

Man lærte alene, hvordan man løfter hestens ben

korrekt, og hvilke arbejdsstillinger man skal anvende.

De lærte, at man skal stå med hoven mellem sine

IV 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED

ben. Når man pudser står man parallelt med hesten.

De lærte ikke noget om, at man skulle ligge på knæ.

Derudover lærte de om sygdomme og om hestes psyke

og opførsel. Hvis ikke sagsøgeren var kommet til

skade skulle han have været på yderligere 2 skoleophold.

Sagsøgeren ved ikke, hvornår i uddannelsesforløbet

disse yderligere skoleophold var placeret. På 2.

skoleophold begynder man at arbejde med levende

heste.

Efter skoleopholdet kørte sagsøgeren selv ud til

kunder og beskar heste uden deltagelse af mester.

Sagsøgeren fik en instruktion af mester om morgenen

inden han kørte ud. Sagsøgeren fik f.eks. at

vide, hvis hesten var rolig, hvis den helst skulle blive

i boksen eller om det var bedre at tage hesten ud af

boksen. Mester kendte hestene og kunderne i forvejen

og kunne vejlede om, hvordan opgaven bedst

blev grebet an.

Den 4. januar 1995 blev sagsøgeren sendt ud til

en helt ny kunde. Sagsøgeren blev nervøs for opgaven

og spurgte mester om han var sikker på at sagsøgeren

skulle tage ud til hesten alene. Mester havde

travlt med at sætte sit hus i stand, og sagde til sagsøgeren,

at sagsøgeren godt kunne klare opgaven selv.

Mester sagde, at der ville være nogen på stedet der

kendte hestene, og at sagsøgeren sagtens kunne klare

opgaven. Da sagsøgeren kom ud til kunden var

der ingen hjemme. Sagsøgeren ringede derfor til mester

og spurgte, hvad han skulle gøre. Mester sagde,

at sagsøgeren blot skulle gå i gang med arbejdet.

Der var to heste der skulle beskæres. Sagsøgeren begyndte

med fjordhesten. Sagsøgeren tog ikke hestene

ud af boksen, idet der lå nogle halmballer på staldgulvet,

således at der ikke var plads udenfor boksen.

Han gik ind i boksen, hvor begge heste stod. Beskæringen

af fjordhesten forløb uden problemer. Ved beskæringen

af ponyen havde mester rådet ham til at

lægge sig på knæ og tage hoven op på knæet. Dette

var i strid med det sagsøgeren havde lært på landbrugsskolen,

men mester havde stor erfaring og sagsøgeren

rettede sig derfor efter mesters råd. Da sagsøgeren

var i gang med at beskære det sidste forben

og strøg med raspen rejste hesten sig og ramte sagsøgeren

i hovedet. Da han kom til sig selv efter slaget i

hovedet så han hestene stå roligt og spise hø. Stolpen,

som hestene var bundet til, sad fast. Hvis ikke

stolpen sad fast havde han ikke bundet dem til denne.

Da han kom til sig selv lå stolpen i høet. Sagsøgeren

ved ikke om han blev ramt i hovedet af stolpen.

Sagsøgeren ringende derefter til mester og fortalte,

at han var blevet sparket. Mester sagde at sagsøge-


en skulle tage et par piller og derefter køre videre til

næste kunde. Sagsøgeren kunne imidlertid mærke,

at der var noget galt. Han fik det dårligere. Han ringende

derfor til mester på ny, og sagde at han ville

køre hjem. Han spurgte mester om han ville køre

ham på skadestuen. Dette havde mester ikke tid til.

De talte ikke videre om uheldet. Sagsøgeren havde

ikke forinden han kørte ud til hestene fået at vide, at

det var 1. gang hestene skulle beskæres. Sagsøgeren

var herefter sygemeldt i ca. 1 måned, hvorefter han

begyndte at arbejde igen. Han havde det stadig

skidt, men ville ikke miste sin læreplads og derfor arbejdede

han på smertestillende piller. I juni 1995 var

A ude hos en kunde og mærkede et knæk i ryggen.

Han blev på ny sygemeldt, og kom ikke på arbejde

hos mester siden. Den 30. juni 1995 blev hans uddannelsesaftale

ophævet på grund af for meget fravær

og fordi han ikke længere kunne sko heste som

følge af sin dårlige ryg. Ophævelsen skete i enighed

mellem sagsøgeren og mester.

Sagsøgeren kan ikke huske, at han forud for uheldet

har haft rygproblemer. Han var derefter sygemeldt

indtil 1996, hvor han startede i revalidering.

Han var først i jobprøvning i 3 måneder og derefter

kom han lære som kleinsmed under revalideringsordningen.

I den mellemliggende periode gik han til genoptræning.

Den 31. december 1997 var han færdigudlært

som kleinsmed. Han havde mange sygedage

under sin læretid. Sagsøgeren troede herefter, at han

kunne arbejde på fuld tid. Han blev værkstedsassistent

på .... Her var han ansat indtil foråret, hvor

han måtte stoppe på grund af rygproblemer. Derefter

startede han under revalideringsordningen som

smedefaglærer på erhvervsskolen. Han var ansat her

i ca. 1/2 år, hvorefter han måtte stoppe på grund af

rygproblemer. Derefter var han sygemeldt i 1 1/2 – 2

måneder, hvorefter han blev ansat som postbud på

fuld tid i Nexø. Han måtte imidlertid igen ophøre

med arbejdet på grund af rygproblemer. Derefter ophørte

revalideringsordningen, og han fik mulighed

for at få et fleksjob. Han blev i foråret 1999 ansat i

vej- og parkafdelingen i Rønne Kommune. Der var

tale om et fleksjob på 4 timer om dagen, og kommunen

gav et løntilskud på 50%. Han var ansat i dette

job i 2 år, hvorefter han blev fyret på grund af omstruktureringer.

Forinden fyringen havde det været

på tale, at arbejdet nok var for hårdt for ham. Herefter

var han 3 måneder i jobprøvning hos ... A/S. I

samarbejde med lægen fandt hans sagsbehandler ud

af, at han alene kunne magte 1/3 af, hvad en normal

ansat kunne klare. Han arbejder 20 timer, men dette

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

svarer til 1/3 fordi det går noget langsommere for

sagsøgeren. Sagsøgeren har ikke bijobs eller fritidsbeskæftigelser.

For et år siden vejede sagsøgeren 25 kg.

mere end han gør i dag. Hans vægttab har haft en

positiv indflydelse for ham personligt. Det har dog

ikke medført, at han kan arbejde hurtigere eller

mere end han kunne før. Han mærker fortsat i dag

følgerne af uheldet. Han har nedsat kraft i benene,

ondt i ryggen og hovedpine. Han har ingen følelse i

den højre balle. Når han har været på arbejde i 4 timer

går han hjem for at sove. Han var meget deprimeret

efter uheldet. Denne depression er nu overstået.

B har forklaret, at han er uddannet beslagsmed. Han

har arbejdet som sådan i 23 år. Han har haft 2 lærlinge

før sagsøgeren. Hans smedie er godkendt som

lærested for beslagsmede. Indtil ulykken var sagsøgeren

dagligt inddraget i smediens arbejdsrutiner. Sagsøgeren

havde forud for ulykken på egen hånd beskåret

heste. Sagsøgeren havde prøvet, at beskære

alene og under opsyn. Det var ikke usædvanligt, at

sagsøgeren på egen hånd beskar heste. Jo længere

sagsøgeren havde været i lære, jo mere ansvar fik

han. Hvis der var noget sagsøgeren var i tvivl om

når han var ude alene kunne han ringe til smedien.

Sagsøgeren kunne frasige sig en opgave, som han

ikke mente sig i stand til at klare. Det var før sket,

at sagsøgeren trådte tilbage fra en opgave. Det indgik

i den daglige rutine, at sagsøgeren blev oplært i

hvordan man binder heste korrekt, og hvordan man

generelt håndterer heste. En pony er ca. 1 meter høj

over ryggen. Man kan derfor ikke løfte en ponys

hov højt nok, hvorfor det er nødvendigt at knæle

når man beskærer en så lille hest. Med større heste

står man op når man beskærer. Man skal binde hesten

til en fast genstand, og sørge for at hesten hele

tiden har den fornødne bevægelsesfrihed. Sagsøgeren

burde den dag ulykken skete have været opmærksom

på om hesten var bundet korrekt. På ulykkesdagen

ringende sagsøgeren og sagde, at han havde

fået en stolpe i nakken fordi hesten havde været

bundet til løs stolpe. Sagsøgeren er aldrig blevet presset

til at påtage sig opgaver. Sagsøgte erindrer ikke,

at sagsøgeren var nervøs for den konkrete opgave.

Det er korrekt, at der var tale om en ny kunde. Dette

er imidlertid uden betydning, idet man aldrig kan

regne med at en hest reagerer ens hver gang den bliver

beskåret. Man skal derfor altid tage de samme

forholdsregler, uanset om der er tale om en ny hest.

Gamle heste, der kender proceduren i forbindelse

17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED V


Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

med skoning er dog sædvanligvis nemmere at sko.

Ophævelsen af uddannelsesaftalen skete efter en fælles

overenskomst.

C har forklaret, at han på tidspunktet for uheldet

var ejer af den pony der blev beskåret da sagsøgeren

kom til skade. Ponyen gav aldrig anledning til problemer.

Familien gik tur med den som en hund, og

børnene legede uden problemer med den. Som andre

heste kunne det godt finde på at læne sig mod een.

Vidnet var ikke tilstede da ulykken skete, og han har

ikke talt med sagsøgeren efterfølgende. Hesten var

bundet til en pind, der var stillet løst op ad en væg.

Der var tale om en bjælke på 3 x 3 tommer. Vidnet

kan ikke huske, at der stod halmballer eller andet i

vejen for at hestene kunne binde anderledes. Der var

intet blod eller andre tegn på uheldet i stalden. Ponyen

var tidligere blevet beskåret. Vidnet vil gætte på

at den måske er blevet beskåret 3 gange før uheldsdagen.

Hesten var nok 6 – 8 år i 1995. Det er nok

korrekt, at det var første gang man benyttede sagsøgte

til at beskære hesten. Vidnet fortalte ikke sagsøgte,

at hesten lænede sig op ad een. En sådan oplysning

vil man normalt ikke give en beslagsmed.

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand

nærmere gjort gældende, at sagsøgtes erstatningsansvar

overfor sagsøgeren skal vurderes efter en skærpet

culpanorm. Sagsøgte har handlet uforsvarligt

overfor sagsøgeren ved at sende denne, der var lærling,

ud til en ny kunde uden at have kendskab til

forholdene der, herunder hestenes temperament. Sagsøgte

har ikke givet sagsøgeren den fornødne instruktion

i, hvordan opgaven kunne udføres sikkerhedsmæssigt

fuldt forsvarligt. Den instruktion, der

var givet var utilstrækkelig, idet denne gik ud på at

sagsøgeren under beskæring skulle ligge på knæ. Sagsøgte

har endvidere undladt at føre tilsyn med, at

sagsøgerens arbejde kunne udføres sikkerhedsmæssigt

fuldt forsvarligt: Sagsøgte har tilsidesat arbejdsmiljølovens

§§ 16, 17, stk. 1 og 38. Sagsøgte har

handlet culpøst og derved pådraget sig et erstatningsansvar

overfor sagsøgeren. Det er dokumenteret, at

sagsøgerens uddannelse er blevet forlænget med 1

1/2 år som følge af ulykken. Det er på tilstrækkelig

vis dokumenteret, at sagsøgeren som følge af ulykken

er blevet påført et erhvervsevnetab, som efter erstatningsansvarsloven

skal fastsættes til 70%. Sagsøgeren

har på denne baggrund krav på erstatning efter

erstatningsansvarslovens §§ 1 og 3 og §§ 5-7,

svarende til den nedlagte påstand. Sagsøgeren bestri-

VI 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED

der at have udvist egen skyld i forbindelse med ulykken.

Sagsøgte har til støtte for den principale påstand

gjort gældende, at det er uklart, hvorledes sagsøgeren

kom til skade. I følge anmeldelse til arbejdstilsynet

rejste ponyen sig på bagbenene og slog med forbenene

sagsøgeren i hovedet. Af arbejdstilsynets notat

fremgår derimod, at sagsøgeren fik en stolpe i hovedet,

idet ponyen rev sig løs. Af lægeerklæring af

15. oktober 1997 fremgår, at sagsøgeren blev sparket

af en pony i panderegionen, hvorefter han faldt

bagover. Også efter de under domsforhandlingen afgivne

forklaringer består der stor usikkerhed om,

hvordan ulykken skete. Denne betydelige usikkerhed

må komme sagsøgeren til skade. Sagsøgeren har forklaret,

at han sikrede sig at stolpen, hvortil hesten

blev bundet, sad fast. Hvis dette er tilfældet må det

anses for hændeligt og upåregneligt, at stolpen rev

sig løs og ramte sagsøger. Det kan ikke anses for

godtgjort, at der ikke var andre steder, hvor hesten

kunne være bundet. Det bestrides, at sagsøgte skulle

have tilsidesat sine pligter i henhold til arbejdsmiljøloven

om instruktion, tilsyn og tilrettelæggelse af arbejdet.

Sagsøgeren var på skadestidspunktet en voksen

mand på 26 år med 1 1/2 års læretidserfaring.

Sagsøgeren havde adgang til en telefon og havde flere

gange kontaktet sagsøgte i forbindelse med arbejdsopgaver.

Sagsøgte kunne derfor vejlede sagsøgeren

om, hvad han skulle gøre. Sagsøgeren var aldrig

uden mulighed for at søge råd hos sagsøgte. Det var

hverken unormalt eller forkert, at sagsøgeren var på

kundebesøg alene. Det er i udddanelsesoverenskomsten

forudsat, at lærlingen i et vist omfang arbejder

på egen hånd. Der var tale om en rutinepræget og en

ikke-kompliceret opgave, som sagsøgeren fuldt ud

var i stand til at foretage på egen hånd. Sagsøgeren

havde i læreperioden dagligt været i kontakt med såvel

lette som vanskelige dyr. Sagsøgeren var også under

uddannelsesforløbet blevet særligt undervist i,

hvordan heste skulle omgås. Dette skete både hos

sagsøgte og på Landbohøjskolen. Sagsøgeren er af

sagsøgte blevet undervist i de risici, som kunne være

forbundet med at arbejde med heste. Sagsøgeren er

endvidere blevet undervist i, hvorledes hesten skal

bindes og arbejdets udførelse i øvrigt. Uanset, at arbejdsgiveren

opfylder sine forpligtelser til korrekt instruktion,

tilsyn og tilrettelæggelse af arbejdet m.v.

kan det ikke undgås at en beslagsmed kan komme i

en farlig situation og komme til skade. En sådan skade

er hændelig, hvis arbejdsgiveren, som sagsøgte,


har opfyldt sin forpligtelser efter arbejdsmiljøloven.

En lærling må selv ved beskæring og beslag vurdere

om han uden videre selv kan udføre opgaven. Han

må endvidere vurdere om han har behov for yderligere

vejledning fra arbejdsgiveren eller om han må

frasige sig opgaven. Sagsøgeren havde de nødvendige

forudsætningen for at foretage disse vurderinger.

Uheldet har ikke givet anledning til påbud, forbud eller

andre sanktioner overfor sagsøgte. Sagsøgeren

har ikke løftet bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse

mellem hændelsen den 4. januar 1995 og

den eller de lidelser, som sagsøger under nærværende

sag kræver erstatning for.

Det bestrides, at den depression og de psykiske

vanskeligheder, sagsøgeren tilsyneladende har haft i

nogle år, skulle være forårsaget af hændelsen. De

objektive fund, der kunne konstateres dagen efter tilskadekomsten,

kan dels skyldes, at sagsøgeren den

pågældende dag havde ondt i halsen og forhøjet temperatur,

dels den rygskade og de lændesmerter, som

sagsøgeren havde lidt af forud for den 4. januar

1995. De lægelige journaltilførsler viser, at smerterne

ikke kan være forårsaget af hændelsen den 4. januar,

samt at sagsøgerens manglende evne eller lyst

til at genoptage arbejdet skyldes, eller i hvert fald

også skyldtes, økonomiske vanskeligheder, ægteskabelige

vanskeligheder samt en nær pårørendes død.

Retslægerådets beskrivelse af sagens faktiske oplysninger

hviler alene på sagsøgerens egne udtalelser til

læger, psykologer m.v. Der er således ingen dokumentation

for, at sagsøgerens kom til skade på den

beskrevne måde eller at der er sammenhæng mellem

hændelsen den 4 januar 1995 og den depression

som sagsøgeren i en periode har lidt af. Retslægerådets

bemærkning i besvarelsen af spørgsmål 1 om,

at en psykisk belastning som følge af sagsøgerens

nedsatte arbejdsevne muligt kan give symptomer på

depression er ikke nærmere begrundet. Der er alene

tale om en hypotese. Sagsøgeren har således ikke

med denne bemærkning løftet bevisbyrden for, at

der er årsagsforbindelse mellem hændelsen den 4. januar

1995 og de lidelser som sagsøgeren under nærværende

sag kræver erstatning for. Til støtte for den

subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at

sagsøgeren har udvist en sådan grad af egen skyld,

at erstatningen må bortfalde eller nedsættes. I hvert

fald en del af den lidelse, som sagsøger har haft i

den omhandlede periode, skyldes depression og psykiske

vanskeligheder uden årsagsforbindelse til hændelsen

den 4. januar 1995. Sagsøger har ikke godtgjort,

at forsinkelse med uddannelsen skyldes hæn-

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

delsen den 4. januar 1995; endsige at hele forsinkelsen

skulle skyldes denne hændelse. Såfremt retten

måtte finde, at der er det for erstatningspligt fornødne

ansvarsgrundlag, årsagsforbindelse m.v. bestrides

det, at erstatningen for forlængelse af uddannelse

kan ansættes til 60.000 kr.

Såfremt sagsøgeren anses for berettiget til erhvervsevnetabserstatning

gøres det gældende, at sagsøgeren

er afskåret fra tillige at kræve erstatning for

forlængelse af uddannelsen. Sagsøgerens erhvervsevnetab

kan ikke overstige 25% således som det fremgår

af Arbejdsskadestyrelsen udtalelse af 26. november

2001. Det gøres principalt gældende, at sagsøgerens

erhvervsevnetab er mindre end 15% således

som det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens vurdering

af 11. juni 2002 afgivet i medfør af arbejdsskadesikringsloven.

Sagsøgerens påstand om, at erhvervsevnetabet

er 70%, er udokumenteret og bygger

alene på det forhold, at sagsøgeren for tiden er

ansat i et fleksjob, hvortil kommunen yder et løntilskud

på 2/3. Erhvervsevnetabsprocenten skal ikke

alene beregnes ved at sammenholde den løn sagsøgte

ville have tjent, hvis skaden ikke var sket med den

faktiske indtjening i dag uden hensyn til den indtægt,

som hidrører fra fleksjoblønnen. Når skadelidte

er ansat i et fleksjob med løntilskud skal erhvervsevnen

bedømmes ud fra en sædvanlig vurdering af,

om og i givet fald i hvilket omfang den skadelidte ville

eller burde kunne arbejde på normale vilkår. Der

skal således ske en konkret bedømmelse af, hvad

skadelidte ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden

for et fleksjob ikke forelå. Det fremgår endvidere

af retspraksis, at da den del af lønnen, som arbejdsgiveren

selv afholder, er forbundet med offentligt

tilskud, giver størrelsen af arbejdsgiverdelen ikke

i sig selv et realistisk billede af den skadelidtes indtægtsmuligheder.

Arbejdsskadestyrelsen har ved vurderingen

efter erstatningsansvarsloven foretaget en

skønsmæssig vurdering af erhvervsevnetabet set i

fremtidig perspektiv i modsætning til vurderingen efter

arbejdsskadesikringsloven, hvor man har lagt

vægt på den aktuelle indtægt i fleksjobbet. En vurdering

med hensyntagen til fleksjobbet kan derfor ikke

føre til et skønnet erhvervsevnetab på mere end

25%.

Rettens bemærkninger:

Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at sagsøgeren

på ulykkestidspunktet, den 4. januar 1995, havde

været i lære hos sagsøgte siden den 14. juni 1993.

Sagsøgeren havde været på 1. skoleophold af ca. 14

17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED VII


Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

dages varighed. Såfremt læreforholdet var fortsat

skulle han have været på yderligere to skoleophold.

Det lægges endvidere til grund, at sagsøgeren på

egen hånd blev sendt ud for at udføre arbejde på de

omhandlede heste. Der var tale om en ny kunde og

sagsøgte var uden forhåndskendskab til de pågældende

heste. Under disse omstændigheder finder retten,

at sagsøgte har tilsidesat sin pligt til at sikre, at

arbejdet blev udført fuldt ud sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Efter de foreliggende lægelige oplysninger,

herunder den af Retslægerådet under sagen afgivne

udtalelse finder retten det godtgjort, at de lidelser

for hvilke sagsøgeren kræver erstatning, er en følge

af ulykken den 4. januar 1995. Sagsøgte har derfor

pådraget sig et erstatningsansvar overfor sagsøgeren.

Retten finder ikke grundlag for at antage, at sagsøgeren

har udvist egen skyld i et omfang, der kan

begrunde bortfald eller nedsættelse af erstatningens

størrelse.

Ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten for

en person ansat i et job med offentligt løntilskud,

skal der foretages en konkret vurdering af den pågældendes

indtjeningsmuligheder såfremt muligheden

for et tilskudsjob ikke foreligger. Størrelsen af

arbejdsgiverens lønbetaling giver ikke i sig selv et retvisende

billede af skadelidtes indtjeningsmuligheder

efter skaden.

Sagsøgeren har efter ulykken uddannet sig til

kleinsmed, og det fremgår at han vil kunne fortsætte

i sit nuværende fleksjob med en arbejdstid på 20 timer

ugentligt. Retten lægger til grund, at sagsøgeren

blev ansat i sit nuværende fleksjob, til hvilket kommunen

yder et løntilskud på 2/3, kort før Arbejdsskadestyrelsen

udtalelse af 26. november 2001. Arbejdsskadestyrelsen

har vurderet sagsøgerens erhvervsevnetab

til 25%. Det har efter det oplyste,

Rønne Rets dom af 3. juli 2003 (BS 131/1999) er anket

af X Beslagsmedie v/smedemester B med påstand

om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb

end påstået af indstævnte.

Indstævnte, A, der har haft fri proces for landsretten,

har principalt – som for byretten – nedlagt påstand

om, at appellanten tilpligtes at betale indstævnte

867.276 kr. med en rente svarende til den til

enhver tid gældende procesrente af 806.826 kr. fra

den 4. januar 1995 og af 60.450 kr. fra sagens anlæg,

indtil betaling sker.

VIII 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED

Østre Landsrets dom

dels indgået i denne vurdering, at sagsøgeren vurderede,

at hans rygproblemer ikke var jobrelaterede,

men skyldtes overvægt, dels at sagsøgeren tidligere

havde været ansat i et fleksjob, hvortil kommunen

ydede et løntilskud på 50%. Sagsøgeren har under

domsforhandlingen forklaret, at hans vægtproblem

nu er løst uden at dette har ført til en bedring af rygproblemerne.

Efter en samlet vurdering af det foreliggende

finder retten, at sagsøgerens erhvervsevnetab

skønsmæssigt kan fastsættes til 40%. Da der er enighed

om, at erhvervsevnetabserstatningen skal beregnes

ud fra en årsløn kr. 190.923,00 kan erstatningen

efter den for nærværende sag gældende erstatningsansvarslovs

§ 5, stk. 3 opgøres til kr. 458.215,20.

Da sagsøgeren tilkendes erhvervsevnetabserstatning

efter bestemmelserne i erstatningsansvarslovens

§§ 5-7, findes der ikke grundlag for tillige at tilkende

sagsøgeren erstatning som kompensation for forlængelse

af uddannelsesperioden.

Herefter, og da sagsøgte ikke i øvrigt har bestridt

sagsøgerens erstatningsopgørelse fastsættes den samlede

erstatning til kr. 463.615,20.

Da hver af parterne i forhold til de nedlagte påstande

for en del har tabt og for en del har vundet

sagen, findes sagens omkostninger at burde ophæves,

jf. retsplejelovens § 316, stk. 1.

Thi kendes for ret:

Inden 14 dage betaler sagsøgte, X Beslagsmedie

v/smedemester B, til sagsøgeren, A, kr. 463.615,20

med tillæg af sædvanlig procesrente af kr.

463.165,20 fra den 4. januar 1995 til betaling sker,

og af kr. 450,00 fra den 24. februar 1999 til betaling

sker.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til hinanden

eller til statskassen.

Subsidiært har indstævnte påstået stadfæstelse.

For landsretten er det oplyst, at A’s sag blev genoptaget

i Arbejdsskadestyrelsen som følge af en Højesteretsdom

af 22. december 2003. Ved styrelsens

fornyede afgørelse af 23. september 2004 blev hans

erhvervsevnetab fastsat til 25%, og denne afgørelse

blev stadfæstet af Ankestyrelsen der 29. august 2005.

Ved skrivelse af 1. september 1997 besvarede

Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole v/chefbeslagsmed

Henrik Rolin og professor, dr.med.vet. M.

Hesselholt en henvendelse fra A’s advokat således:


“...

Som svar på Deres ovennævnte skrivelse, hvori der spørges:

“hvorledes en sådan opgave, som min klient er blevet

sat til at udføre, skulle udføres for at være sikkerhedsmæssigt

fuldt forsvarligt”, skal der anføres følgende:

Indledningsvis skal det præciseres, at beskæring og

beslag af heste altid indebærer en sikkerhedsmæssig risiko.

Minimering af denne risiko med henblik på at udføre

arbejdet så sikkerhedsmæssigt forsvarligt som muligt,

involverer en række faktorer, der må vurderes i det

konkrete tilfælde. Følgende faktorer spiller en væsentlig

rolle:

1. Beslagsmedens hestekendskab, herunder erfaring i arbejde

med heste (“horsemanship”).

2. Hestens temperament.

3. Hestens omgivelser.

ad 1. En sikkerhedsmæssigt forsvarlig arbejdsprocedure

forudsætter naturligvis, at beslagsmeden har det fornødne

kendskab til heste, herunder erfaring i samarbejde

med heste således, at han/hun i hvert enkelt tilfælde er i

stand til at vurdere hestens temperament og samarbejdsvilje

og på grundlag heraf at tilrettelægge arbejdsproceduren.

En 2. års lærling kan meget vel besidde det nødvendige

hestekendskab. Hvorvidt dette er tilfældet, kan

ikke vurderes på det foreliggende grundlag.

ad 2. En vurdering af hestens temperament, herunder

om hesten tidligere har været underkastet beskæring og

beslag, vil være afgørende for tilrettelæggelse af en så

sikker arbejdsprocedure som muligt. Rolige heste kan

være opbundet – bedst på en fast væg, således at hesten

ikke kan bevæge sig bort fra smeden. Mere urolige heste

vil det være forkert at binde, idet de i panik kan

sprænge rebet mellem grime /hovedtøj og opbindingspunkt.

I disse tilfælde er det nødvendigt, at en hestekyndig

medhjælper holder hesten ved hovedet og “taler”

med den. I nogle tilfælde er det nødvendigt at anvende

tvangsmiddel i form af en næsebrems, i andre tilfælde –

især hvis hesten ikke tidligere har været udsat for brug

af brems – vil anvendelse af brems forværre situationen

i sikkerhedsmæssig henseende. I disse og andre ekstreme

tilfælde kan det være nødvendigt, at dyrlægen tilkaldes

med henblik på behandling med beroligende medicin.

Generelt vil det være mest hensigtsmæssigt at foretage

beskæring og beslag udenfor boksen på et plant underlag,

hvor det er muligt for beslagsmeden hurtigt at

fjerne sig fra hesten. Der kan dog være undtagelser fra

denne regel, hvor arbejdet bedst kan udføres i en rimelig

stor boks.

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

Ovennævnte forhold bør i hvert tilfælde vurderes af

beslagsmeden ofte i samarbejde med hestens ejer eller

en person, der har et godt kendskab til hesten.

ad 3. Det er af stor betydning, at beskæring og beslag

foregår i rolige omgivelser.

Det fremgår af ovennævnte, at det ikke er muligt at udstikke

enkle retningslinier for en sikkerhedsmæssig forsvarlig

arbejdsprocedure. Disse beror på en konkret vurdering

fra tilfælde til tilfælde.”

Under anken har smedemester B den 19. februar

2004 stillet følgende yderligere spørgsmål til Landbohøjskolen:

“1. Hvorledes skal en beslagsmed ved beskæring placere

sig i forhold til hesten, når det lægges til grund,

at der er tale om en kategori III pony.

2. Under henvisning til A’s beskrivelse af den konkrete

beskæring (gengivet i dommen på side 5) og beslagsmed

B’s forklaring om, hvorledes beskæring af en

pony som den omhandlede bør finde sted (gengivet

i dommen på side 7), anmodes De om at oplyse,

hvorvidt det er dels sædvanligt, dels forsvarligt at

knæle, når man beskærer hoven på en hest/pony af

den omhandlede størrelse.

3. Ligger det inden for en 2. års beslagsmedelærlings

kompetence selvstændigt at køre ud til kunder og foretage

beskæring af hove på heste og/eller ponyer.

Det bemærkes, at A på skadetidspunktet havde deltaget

i 1. skoleophold af 14 dages varighed; men

endnu ikke havde deltaget i 2. skoleophold.

4. Såfremt løsning af en beskæringsopgave på egen

hånd kun bør ske under visse forudsætninger, anmodes

De om nærmere at angive disse forudsætninger.

5. Giver beskrivelsen af den pågældende arbejdsopgave

Dem i øvrigt anledning til bemærkninger?

6. Hvor ofte bør henholdsvis en pony og en hest beskæres?

7. Gør det nogen forskel for vurderingen af, hvorvidt

opgaven udførtes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt,

at den omhandlede pony (6-8 år gammel) efter

det oplyste alene var beskåret 3 gange tidligere?”

Disse spørgsmål er den 15. marts 2004 blevet besvaret

således af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

v/ afdelingsleder Lone Petersen Theill:

17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED IX


Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

“Ad spørgsmål 1

Der henvises til bilag 7, svar til Lind & Cadovius af 8.

december 1998.

Ad spørgsmål 2

Om man knæler ved ponyen under beskæring/afpudsning,

beror på ponyens temperament.

Ad spørgsmål 3 og 4

Det kan det meget vel. Lærlinge er på dette tidspunkt

halvt igennem uddannelsen, og en normal beskæring af

en pony må man forvente, kan løses på dette tidspunkt.

Ad spørgsmål 5

A betragtes som “voksenlærling”, og deraf må der forventes

en fuld forståelse af arbejdsopgaven, da det er

daglig rutine.

Ad spørgsmål 6

Det beror på forskellige faktorer: Hestens/ponyens

brug, bruges hesten/ponyen meget på vejen, eller går

den meget på græs, hvor meget gror hornet? (Voksen

hest 5-8 mm/mdr., pony noget mindre). En pony med

normal benstilling og almindelige eksteriør kan i almindelighed

nøjes med beskæring 3-6 gange om året. Ved

hest/pony med sko på vil en beslagperiode være 5-7

uger.

Ad spørgsmål 7

Dette beror fuldstændig på, hvordan ponyen gennem

disse 6-8 år har været håndteret samt ponyens temperament.”

Parterne har været enige om at dokumentere følgende

erklæring af 28. juli 2004 fra ponyens ejer C, der

har været forhindret i at møde under domsforhandlingen:

“...

Ponyen var 6-8 år gammel, og den var jævnlig blevet beskåret.

Jeg mener endda at jeg præciserede under mødet,

at jeg plejede at få mine heste/ponyer beskåret ca. 3

gange indenfor en 2-årig periode. Det er ikke usædvanligt

for hobbyrideheste, som går uden sko!!

Ponyen havde jeg nok ejet i en ca. 1 1/2-årig periode

(købt vinteren 93/94), og i denne periode var den nok

blevet beskåret 3 gange. Jeg mener at X Beslagsmedie

tidligere har beskåret ponyen, men muligvis første gang

af A.

Ponyen er naturligvis blevet skåret flere gange før

jeg købte den.

X 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED

Jeg nævnede også, at ponyen altid opførte sig pænt

når man rensede hove, men den havde en svaghed, at

den havde tendens til at læne sig op ad én når man rensede

hovene. Men ponyen var jo meget lille (krydsning

mellem Welsh Mountainpony og Shetlandspony), så

man kunne næsten bære den. Denne “svaghed” er der

mange heste/ponyer der har, og det er kendt for alle beslagssmede!!

Jeg har i øvrigt fortalt om episoden til tidligere og efterfølgende

ejer, som slet ikke kan forstå, at ponyen

ikke har “opført sig pænt”.

...”

Endelig har der under anken været fremlagt fotografier

af den pony, som sagen angår.

Der er i landsretten afgivet fornyet forklaring af

A.

Endvidere er der afgivet forklaring af chefbeslagsmed

Henrik Rolin.

A har yderligere bl.a. forklaret, at mester ikke var

klar over, om der var noget, som han særligt skulle

tage hensyn til ved beskæringen af ponyen, fordi der

var tale om en ny kunde. Da han på mesters opfordring

gik i gang, selv om der ikke var nogen hjemme

på stedet, bandt han ponyen, som vel vejede 120 –

130 kg., til en stolpe, der stod på skrå op ad en anden

og sværere stolpe. Han konstaterede, at den

skrå stolpe sad fast. Han satte sig ned, så han hvilede

på højre knæ, og lagde hoven på sit venstre ben,

der bøjet hvilede på foden, og sad på denne måde

ved siden af ponyen ved dennes højre forben. Herefter

skete skaden.

Han er ikke klar over, hvilken rygskade der omtales

i lægejournalen ved hans indlæggelse umiddelbart

efter tilskadekomsten den 4. januar 1995. Han

mener ikke, at han havde problemer med ryggen.

Det “knæk” i ryggen, som han senere mærkede, da

han i juni 1995 var ude hos en kunde, opstod, da

han tog en hests ene ben op. Hesten var stille og rolig,

men i det samme mærkede han, at smerterne

pludselig blev meget voldsomme.

I 2001 fik han et flexjob, som han stadig har,

men det overvejes for tiden at ændre hans arbejdstid,

fordi han ikke magter at arbejde så meget. Han

har taget en “maskinoverbygning” til sin uddannelse

som klejnsmed og bruger denne overbygning i sit

flexjob.

Chefbeslagsmed Henrik Rolin, Klinisk Institut, Den

Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, har vedstået sin


erklæring af 1. september 1997 samt af 8. december

1998 og har forklaret bl.a., at Landbohøjskolen fungerer

som teknisk skole for lærlingene i beslagsmedefaget.

Skoleforløbet varer 9 uger fordelt på 3 ophold

på hver 3 uger. Herunder undervises lærlingene i

anatomi og beskæring. Undervisningen går mere i

dybden end den oplæring, der sker hos mesteren. Efter

1 1/2 års lærlingetid vil lærlingen, der på dette

stadium vil have fuldført halvdelen af lærlingetiden,

generelt være i stand til at sko og beskære en hest, i

hvert fald når der er tale om en hest, som ikke er

urolig.

Forevist de fremlagte fotografier af ponyen har

vidnet forklaret, at beskæring foretages således, at

der begyndes med forreste hov på venstre ben og

sluttes med højre forreste hov. En så lille hest som

den viste vejer typisk ca. 100-130 kg. og er for lille

til, at beskæringen kan gennemføres på den normale

måde, hvor smeden står oprejst ved hesten. Ved beskæring

af så lille en hest vil det være hensigtsmæssigt

at knæle ned, således at man kan holde hoven

med den ene hånd og foretage beskæringen med den

anden. Ponyen bør ligesom større heste bindes inden

beskæringen. Det er vidnets opfattelse, at beskæring

af en pony som den viste er en arbejdsopgave, som

bør kunne overlades til en lærling at udføre alene,

når lærlingen har 1 1/2 års læretid bag sig. Beskæring

ved nedknæling er generelt en mere risikofyldt

metode end den normale stående fremgangsmåde.

Visse ponyer kan være “sære” – meget kommer an

på, hvorledes de er blevet håndteret fra små, men

når hesten er så lille, som tilfældet er her, kan den

faktisk kun beskæres, mens man knæler, uanset

hvorledes dens temperament i øvrigt måtte være.

Der kan ikke siges noget generelt om, hvorvidt

ejeren bør være til stede under arbejdets udførelse,

da ejerens tilstedeværelse kan påvirke hesten både i

gunstig og i ugunstig retning. Når man ikke kender

en hest på forhånd, skal man være i stand til at læse

dens kropssprog og signaler – ellers kan man komme

gruelig til skade.

Parterne har i det væsentlige procederet som for byretten.

Landsrettens bemærkninger:

A var 26 år og havde gennemført halvdelen af sin

lærlingetid, da han den 4. januar 1995 blev sendt ud

for at beskære en fjordhest og en pony hos C. Forud

herfor havde han i en periode kørt alene ud til kun-

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

der og hos disse selvstændigt udført beskæring af

kundernes heste.

Efter det oplyste fra Landbohøjskolen må beskæring

af en hest anses for en sædvanlig og rutinepræget

opgave, som man må forvente, at en lærling, der

er halvvejs i uddannelsen til at blive beslagsmed, vil

kunne løse, herunder også at foretage normal beskæring

af en pony.

C’s pony var lille, og det kan efter chefbeslagsmed

Peter Rolins forklaring lægges til grund, at det

af den grund var mest hensigtsmæssigt at knæle i forbindelse

med beskæringen af ponyens hove. A, der

af B var blevet instrueret i at anvende denne fremgangsmåde,

har i landsretten forklaret nærmere om,

hvorledes han knælede i forbindelse med beskæringen,

og den beskrevne arbejdsstilling og fremgangsmåde

svarer ganske til den, som Henrik Rolin har

forklaret må anses for den i situationen mest hensigtsmæssige.

Der er herefter ikke grundlag for at antage,

at yderligere instruktion eller et tilsyn fra B’s

side ville have ført til, at arbejdsopgaven var blevet

grebet anderledes an.

Ifølge udtalelsen af 1. september 1997 fra Landbohøjskolen

indebærer beskæring af heste altid en

sikkerhedsmæssig risiko, og for at minimere denne

bør man vurdere forskellige faktorer, hvoraf beslagsmedens

hestekendskab, hestens temperament og hestens

omgivelser spiller en væsentlig rolle. Det er anført

i udtalelsen, at de nævnte forhold i hvert enkelt

tilfælde bør vurderes af beslagsmeden ofte i samarbejde

med hestens ejer eller en person, der har et

godt kendskab til hesten. Henset hertil finder landsretten,

at B, der ikke havde noget forhåndskendskab

til ponyen eller til forholdene hos C, burde have søgt

nærmere oplysninger herom, før han sendte A alene

ud for at udføre beskæringsopgaven.

De nærmere omstændigheder omkring A’s tilskadekomst

i forbindelse med beskæringen af ponyen,

der ifølge de foreliggende oplysninger var rolig af

temperament og flere gange tidligere var blevet beskåret,

er uafklarede, men det er sandsynligt, at tilskadekomsten

var en følge af, at ponyen uventet stejlede

under beskæringen. Under disse omstændigheder

finder landsretten ikke, at der er grundlag for at

antage, at A’s tilskadekomst ville være undgået, såfremt

B havde søgt at skaffe sig kendskab til ponyens

temperament og forholdene på stedet.

Det er herefter ikke godtgjort, at X Beslagsmedie

v/B er erstatningsansvarlig.

Henset til sagens udfald skal A ved statskassen i

sagsomkostninger for begge retter til X Beslagsme-

17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED XI


Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

die v/smedemester B betale 140.000 kr., hvoraf

22.663 kr. er til dækning af retsafgift m.v., medens

restbeløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand.

XII 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED

Thi kendes for ret:

Rønne Rets dom ændres således, at appellanten, X

Beslagsmedie v/smedemester B, frifindes for de af

indstævnte, A, under denne sag nedlagte påstande.

Inden 14 dage skal statskassen betale 140.000 kr.

til appellanten i sagsomkostninger for byretten og

landsretten.

More magazines by this user
Similar magazines