læs et udsnit fra bogen her

logos.landit.dk

læs et udsnit fra bogen her

7

Kapitel i

Kvalme

”I må egentlig også godt be’ for min tur til Rusland i næste

uge ...”

De let bøjede hoveder havde været stille i en tid, men Helges

bedeemne løsnede lidt op på den småpinlige stemning. De sad

en lille flok på syv og holdt bedemøde i et af de kølige og fugtige

sidelokaler til missionshuset. I den ungdomsforening var

det et fast ritual med gruppebedemøder før prædikenen – og

det var et fast ritual, at der blev krummet tæer og kigget ned i

bordpladen, indtil der var en af dem med initiativets nådegave,

der kom med de forløsende ord: ”Jeg kan godt slutte af, hvis der

er en, der vil starte.” Især var stemningen pinlig, hvis det var

blevet gruppens lod at bede sammen med prædikanten, og det

var netop tilfældet med Helges gruppe den aften.

”Ja, vi skal på sådan en gymnasietur med russiskholdet i næste

uge,” forklarede han. ”Til Skt. Petersborg. Og I må egentlig godt

be’ for det, for – ja, I ved godt ...”

Jo, det vidste de udmærket. Det var altid svært med sådan en

gymnasietur, det gik jo så nemt op i ... ja, hat og briller for nu

at sige det lige ud. Og Helge var den eneste kristne på holdet.

Prædikanten hviskede et ja, samtidig med at han inddrak luften

på en betydningsfuld måde, og som på kommando gentog


flere andre i gruppen den samme bevægelse. Jo, hviskede det

fra deres indåndede bekræftelse; de vidste udmærket, at sådan

noget kunne være svært.

”Er der ellers nogen, der har noget?” Det var Morten, der brød

den eftertænksomt nikkende tavshed og lagde an til, at bedemødet

kunne tage sin begyndelse nu. Det var der ikke. Men så

kunne han godt slutte af, hvis der var en, der ville starte.

Alle lukkede øjnene, og en andægtig stilhed fulgte. Efter nogle

sekunder lettede Helge forsigtigt på øjenlågene, betragtede i

smug de andre og lod tankerne køre, snart med vidt åbne øjne.

Han havde for nylig hørt en historie fra en stillehavsø, hvor en

ung mand havde stillet en præst spørgsmålet, om Gud hørte

bøn, hvis man ikke lukkede øjnene, når man bad. Og han havde

virkelig ment det alvorligt! Det var vist ikke et barn, men måske

næsten en voksen, eller i hvert fald ”en ung mand”. Sikke noget.

Hvor var det, han havde hørt det henne? Vist ikke i kristen sammenhæng.

Men historien havde illustreret, at det ikke var på

Stillehavsøerne, de dybeste tanker blev tænkt i denne verden.

Det var vist en beretning fra Fiji. Eller også var det Tonga.

Øjnene standsede ved en af pigerne. Han kunne ikke huske,

hvad det nu lige var, hun hed. Måske var det Bente. Eller også

Maibritt. Han var kommet i ungdomsforeningen i knapt to år

nu, men de havde jo alle sammen hestehale, og det var ærligt

talt ikke til at hitte rundt i. Jo, Maibritt var det nu vist. De havde

været udskiftere sammen engang til en fodboldkamp på en lejr,

8


men ellers var det ikke blevet til de vilde meningsudvekslinger.

”Hej” måtte i hvert fald være det hyppigst forekommende ord

mellem dem, hvis man skulle anlægge en statistisk vinkel på

det. De havde ellers haft mulighed for at kende hinanden i lang

tid, for de var begge blevet taget med til missionshusmøde, fra

de var små – men sådan var det nu med mange. Gad vide hvor

stor en procentdel, der egentlig bare var født ind i foretagendet?

Det kunne være interessant ...

Maibritts løftede blik afbrød yderligere matematiske udregninger,

og Helge sank lynhurtigt og automatisk tilbage i sin

fromme positur. Umærkeligt, forhåbentlig. Utroligt som piger

altid kunne føle, når man kiggede på dem! Var der mon en

logisk forklaring på det? Eller var her det endegyldige bevis

på, at der er mere mellem himmel og jord ...?

Et lille smil tørrede ind i en alvorlig grimasse, da prædikanten

begyndte at bede. Med let bornholmsk accent takkede den

midaldrende mand Gud for, at han hørte alle bønner – også

dem, der blev bedt i det stille. Røsten var noget kraftigere end

det normale stemmeleje for et bedemøde, og Helge kunne ikke

lade være med at notere sig det lille gib, det gav i sidemanden.

Ja, øjnene kunne jo synke i af andet end andægtighed, når man

nåede til dette punkt på dagen ...

Puha, det havde nu også været en hård dag. Høsten efter den

halve skak-nat foran computeren havde været en morgen med

tunge øjenposer og en ubarmhjertig kugle af hovedpine, der

havde fundet en fast ruteplan mellem panden og det øverste

9


af nakken og gjort ham mere end almindeligt pirrelig over for

sin irriterende lillesøster. Og så havde natten endda betydet et

voldsomt pointtab inde på skakforummet, hvor han af ren og

skær stædighed var blevet ved med at udfordre arvefjenden

igen og igen, men uden at få så meget som en remis ud af det.

Det havde han ikke sagt noget om til lillesøster Sara, men hun

havde uden tvivl kunnet mærke det på ham, og det var til hendes

udelte fornøjelse. En sær humor de kunne have, små søstre.

Ved første times begyndelse, klokken ti minutter over otte, da

han halvt bevidstløst stak hånden ned i tasken efter sin grå

historiebog, fik han i stedet en gammel strømpe op på bordet.

Inde i strømpen lå en konge fra hans bedste skakspil, og uden

på var klistret en seddel: ”DAGENS REBUS J”.

Helge måtte trække lidt på smilebåndet ved tanken på Sonjas

smittende latter, da hun fik øje på den ildelugtende skakbrik.

”Mat i sokkerne” havde hun omgående spruttet, nærmest råbt, i

et overgearet, henrykt toneleje, som slet ikke hørte hjemme i det

søvnige morgenlokale. Det havde fået den stenede historielærers

morgenpjuskede skægfletninger til at komme i svingninger

i et betuttet spjæt og forårsaget en øjeblikkelig reprimande; nu

skulle vi jo være stille, så vi kunne fordybe os i fæstebøndernes

vilkår i det feudale samfund. Og det kunne hun da godt se.

Hun var nu kvik, Sonja. Det var da ellers slet ikke så ligetil

at regne ud, var det det? En rigtig rebus var det vel sådan set

ikke. Men han havde jo så lige måttet forklare sig for hende,

fortælle om skak-natten og forholdet til sin belastende lillesø-

10


ster. Sådan havde de korresponderet på notepapirerne og spillet

kryds og bolle resten af timen. Med en masse af hendes typiske,

halvkvalte fnis til følge. Alt i alt var det måske okay med Saras

provokerende påfund ind imellem ...

”... Far i himlene, jeg beder dig også for den unge mand, som

skal til Rusland. Ja, Far, jeg beder dig om, at du vil beskytte og

beskærme ham og holde ham tæt til dig, så han også kan blive

et vidnesbyrd for dem i hans klasse, som ikke kender dig; lad

ham være et lys, der skinner ud på de andre, ja lad ham skinne

af din ufattelige, store kærlighed. Den store kærlighed, der

giver vished om, at vi er frelst og hører dig til – at vi er købt

med din søns dyre blod og må vide os sikre på frelsen på dét

urokkelige grundlag. Far, tak at vi må lægge den tur helt i dine

hænder. Lad det også være en tur, som gør ham klogere på livet

og klogere på dig.”

Vished. Vidnesbyrd. Klogere ... Klogere på livet? Nåja, unge

mennesker ved jo ikke noget om livet. Helge løftede forsigtigt

hovedet igen og studerede – med et flygtigt sideblik til Maibritt

– den halvskaldede prædikant, som fortsatte med at bede. Ved

aftensbordet havde hans far som sædvanligt spurgt, hvem der

skulle prædike i aften – Helge vidste det som sædvanligt ikke,

men fandt programmet og oplyste navnet og aftenens emne,

som var ”frelsesvished”. Det havde vist sig, at prædikanten var

Helges mors mosters mand og en god, gammel ven af huset.

11


”Så bliver det en aften med solid føde,” havde hans far sagt

med anerkendende fremskudt underlæbe. ”Han skal nok bruge

sine tre kvarter – det var han da i hvert fald ikke bleg for før

i tiden.”

Moren supplerede smilende: ”Og han skal sikkert nok også

komme med en ordentlig stak Rosenius-citater.”

Det var ikke helt forkert. Alle dele af forældrenes spådomme

viste sig faktisk at holde stik. Hvor ofte den gamle, svenske

prædikant Carl Olof Rosenius blev introduceret, citeret og anbefalet

kunne vist ikke tælles på én hånd. Og efter prædikenen

kom Jørgen målrettet hen til Helge og meddelte med et skævt

glimt i øjet aftenens resultat:

”43 minutter og 54 sekunder – målt fra ’tak for indbydelsen

til at være her i aften’ til ’amen’.”

Han havde også fået at vide hjemmefra, at det nok ville blive

en god, solid og lang prædiken, så det måtte da lige testes.

Alt i alt var ”solid” nok den helt rigtige betegnelse for aftenen.

Jørgen grinede ganske vist, at det var skuffende, at prædikenen

ikke nåede de gyldne tre kvarter. Men bundsolidt var det nu

alligevel, og naturligvis var der ikke nogen, der havde mere at

sige, da der var plads til spørgsmål til prædikanten efter kaffen.

Selve prædikenen havde også sluttet med ordene fra Romerbrevet,

kapitel 8, vers 31: ”Hvad er der mere at sige!”

Der var ikke mere – ingen grund til ikke at have frelsesvished.

For Jesus sonede al synd på korset, og Guds vrede vil

12


ikke ramme nogen af dem, der har tvættet deres klæder hvide

i Lammets blod. Er vi i Kristus, da må vi have vished om, at

vi er frelst!

Ved eftersamværet var det igen Morten, der brød de bøjede

hoveders tavshed ved at foreslå en sang, som han var blevet

særligt glad for. Det var en af de sange, som prædikanten havde

citeret fra i løbet af aftenen.

En pludselig kvalme under sangen fik Helge til at forlade

forsamlingen og cykle ud i den lumre og vindstille aprilaften.

13

More magazines by this user
Similar magazines