Download uddrag fra bogen - Mrs. Robinson

mrs.robinson.dk

Download uddrag fra bogen - Mrs. Robinson

S. J. BOLTON

SLANGEHUSET

Oversat af Birgitte Brix


SLANGEHUSET

Copyright © S.J. Bolton 2009

Originaltitel: AWAKENING

Oversat af: Birgitte Brix

Sats: SIDE-1, Odense

Tryk: Bookwell, Finland

Bogen er sat med Garamond

Omslag: Anne Charlotte Mouret, SIDE-1

Omslagsfotos: Hus: Paul Knight and Padlock: Nic Skerten/Trevillion Images

ISBN: 978-87-645-0325-8

1. udgave, 1. oplag 2009

Mrs. Robinson – en del af Audioteket


Til min mor, der absolut ikke ligner Claras, men er lige så elsket. Og

til min far, som gav sine døtre deres drømme og modet til at realisere

dem. Og til Vincent, som er vores faste klippe.


„Se, før du træder, for selv mellem de smukkeste blomster kan der

lure slanger.”

Ordsprog


Prolog

Det værste øjeblik, jeg nogen sinde har oplevet, indtraf i torsdags et

sekund før solopgang.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, det ville blive en smuk morgen, dæmpet

og nærværende, bristefærdig af stiltiende løfter, som kun et daggry i

forsommeren kan være. Da jeg forlod huset, var luften stadig kølig,

men en perlemorsglinsende horisont lovede bagende hede. Fugle

sang, som om hver tone kunne blive deres sidste, og selv insekterne

var tidligt oppe. Svaler styrtdykkede om ørerne på mig for at udnytte

daggryets overflod, og fik mig til at glippe med øjnene.

Da jeg nærmede mig indkørslen til Matts hus, hvirvlede den stærke

duft af vild kamille op fra vejkanten. Hans yndlingslugt. Jeg blev

stående et øjeblik og kiggede på grusstien, der forsvandt rundt om

laurbærbuskene, mens jeg sparkede i jorden for at få duften frem og

tænkte på, at kamille duftede af modne æbler og det første strejf af

brænderøg i efterårsvinden. Jeg overvejede uvilkårligt, hvordan det ville

være at gå op ad indkørslen, snige mig ind i huset og vække manden

ved at gnide kamille på hans pude.

Så gik jeg videre.

Da jeg nåede enden af Carter’s Lane, så jeg, at døren til Violets hus

stod på klem. Det burde den ikke, ikke på denne tid af dagen. Jeg

nærmede mig, standsede på dørtærsklen og kiggede på den afskallende

maling og mørket inde i forstuen. Hun stod sikkert tidligt op, det gør

gamle mennesker i reglen, men ved synet af den åbne dør fik jeg en

spændt fornemmelse i maven.

7


Dørtrinnet var fugtigt. En eller anden i våde sko havde stået her få

minutter før. Det behøvede ikke at betyde noget, det kunne sagtens

være en tilfældighed, men ingen af de beroligende teorier, jeg kunne

komme i tanke om, var rigtig i stand til at dæmpe min uro. Jeg gav

døren et skub. Den gled yderligere femten centimeter op og ramte

en forhindring.

„Violet?” kaldte jeg. Intet svar. Det lydløse hus afventede, hvad jeg

så ville gøre. Jeg skubbede til døren igen. Den bevægede sig nogle få

centimeter mere og afslørede et fugtigt spor på gulvet. Jeg klemte mig

forbi det og trådte ind i forstuen.

Sækken bag døren var af hessian og trukket sammen foroven med

en snor. Den lignede de sandsække, som miljøkontoret kommer med,

når der er fare for oversvømmelser. Men jeg mente ikke, at den her

var fuld af sand. For det første var den ikke tung nok. Og den havde

heller ikke en sandsæks regelmæssige form, især ikke en fugtig sæk.

Og denne her var ikke fugtig, den var plaskvåd.

„Violet,” kaldte jeg igen. Hvis Violet kunne høre mig, afslørede

hun det ikke.

Døren for enden af gangen stod åben, og jeg kunne se, at rummet

derinde var tomt. Der var ingen spor af Violets hund, Bennie.

Det var på det tidspunkt, at min nervøsitet blev til frygt. En hund,

selv en ældre og absolut ikke rask hund, vil nemlig normalt ikke lade

nogen komme ind i huset uden en eller anden form for reaktion.

Måske lå Violet og sov endnu. Hun havde måske ikke hørt mig kalde.

Bennie ville have hørt mig.

Selv om det var det sidste i denne verden, jeg havde lyst til, vendte

jeg mig om og bøjede mig ned over sækken. Våd, fast, men ikke sand,

absolut ikke sand. Jeg tog den lille lommekniv frem, jeg altid har med,

skar snoren over, og sækken gik op. Så tog jeg fat om de to nederste

hjørner og vippede det fugtige, døde indhold ud på det slidte linoleum

i Violets forstue.

Foran mig lå Bennie, der så endnu mindre ud, end da han var i

live. Jeg behøvede ikke at røre ved ham for at vide, han var død, men

jeg bøjede mig alligevel ned og strøg hans ru pels. Han havde et par

overfladiske sår i ansigtet og på halsen, som han havde pådraget sig i

8


kampen for at komme ud, da sækken sank dybere ned i den sø eller

flod, han var blevet smidt i. Men sækken var stadig ikke tom. Jeg flyttede

fingrene, og noget andet faldt ud. Slangen var frygtelig medtaget.

Den var slemt tilredt, næsten revet over flere steder og spjættede en

enkelt gang, før den lå stille.

Et øjeblik var jeg lige ved at kaste op og sank ned på det kolde gulv.

Jeg vidste, jeg måtte finde Violet, men var ude af stand til at samle

mod til det. Samtidig gik den mærkeligste tanke gennem hovedet på

mig.

Det var nemlig, som om der manglede noget. Jeg huskede historietimerne

i skolen, da vi lærte om antikkens Rom og sad tryllebundne,

når vores lærer fortalte historien om romersk retsvæsen, tortur og

henrettelser. En speciel dødsmåde havde sat fantasien i sving: den

dødsdømte fange – som jeg nu mener må have begået den allerværste

af alle forbrydelser – blev lukket inde i en sæk sammen med en hund,

en slange og noget andet – var det en abe eller et andet husdyr? Og så

kastet i Tiberen. De fleste i klassen lo. Det var trods alt så længe siden,

og der var en anelse komik over den særprægede samling dyr. Selv

jeg kunne se det. Men jeg havde aldrig før rigtig tænkt over, hvordan

det måtte være at blive spærret inde i en sæk sammen med et dyr –et

hvilket som helst dyr – og smidt i vandet. Man ville slås – desperat,

hysterisk – der var tænder og kløer alle vegne, og vandet strømmede

ned i lungerne. Og smerten ville være hinsides …

Jeg måtte finde Violet.

Jeg gik gennem forstuen og ind i opholdsstuen. En dør i den anden

ende førte ud til trappen. Jeg fandt en kontakt og tændte lyset. Trappen

var ikke særlig høj, men det tog ligesom en evighed at komme

op ad den.

Der var to åbne døre oppe på afsatsen. Til venstre lå et lille værelse:

dobbeltseng, kommode, kamin og et vindue ud til skoven. Jeg trak

vejret dybt og drejede til højre.

9


1. DEL


1

Seks dage før

Hvordan begyndte det hele? Jo, jeg tror, det må være den dag, jeg

reddede en nyfødt baby fra en giftslange, fik at vide, at min mor var

død og mødte mit første spøgelse. Ved nærmere eftertanke kunne jeg

tilmed præcisere tidspunktet. Få minutter i seks en fredag morgen og

mit rolige, velordnede liv gik i spåner.

Syv minutter i seks. Jeg havde løbet hurtigt. Gispende og dryppende

af sved fandt jeg min nøgle og åbnede bagdøren. I det samme

begyndte mine små plejebørn at skrige.

Jeg gned mig i nakken med et håndklæde og gik gennem køkkenet,

tog låget af rugemaskinen og kiggede ned. Der var tre styks, næppe

mere end en håndfuld hver, sultne, dunede små kugler. Fjorten dage

gamle slørugleunger, der var blevet forældreløse allerede dagen efter

fødslen, da deres mor ramte en stor lastbil. En lokal ornitolog havde

set den døde ugle og vidste, hvor reden var. Han bragte ungerne til

det dyrehospital, hvor jeg er ansat som dyrlæge. De var døden nær,

kolde og sultne.

De havde været sultne lige siden. Jeg tog en bakke ud af køleskabet,

fandt en pincet, og kastede en lillebitte død mus ned i rugemaskinen.

Den holdt ikke længe. Ungerne trivedes, men blev desværre alt for

vant til mig. Det er problematisk at opflaske vilde fugle. Uden menneskelig

indgriben vil forældreløse fugleunger dø. På den anden side

må de ikke blive afhængige af mennesker. I løbet af en fjorten dages tid

kunne jeg forhåbentlig sende dem videre til et par fugle-plejeforældre,

som kunne lære dem de færdigheder, de behøvede for at jage selv.

13


Foreløbig måtte jeg passe godt på. Det var sikkert på tide at flytte

dem til en lukket redekasse og begynde at bruge en slørugleformet

handskedukke ved måltiderne.

Tre minutter i seks. Jeg var på vej ovenpå for at gå i bad, da telefonen

ringede, og jeg forberedte mig på at blive kaldt ind for at tage mig af

endnu et rådyr, der var blevet påkørt på A35.

„Miss Benning? Er det miss Benning, dyrlægen?” En ung kvindestemme.

En meget fortvivlet ung kvindestemme.

„Ja, det er mig,” svarede jeg og begyndte at tvivle på, om jeg nu

også ville få mit bad.

„Det er Lynsey Huston. Jeg bor lidt længere henne ad vejen. I nummer

2. Der er en slange i min babys vugge. Jeg ved ikke, hvad jeg skal

gøre. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal gøre.” For hvert ord hævede

hun stemmen yderligere. Hun var tilsyneladende på hysteriets rand.

„Er du sikker?” Dumt spørgsmål, det ved jeg godt, men helt ærligt,

så er en slange i en vugge ikke noget, man ser hver dag.

„Selvfølgelig er jeg sikker. Jeg ser jo på den nu. Hvad fanden gør

jeg?”

Hun talte for højt.

„Bevar roen og gør ingen pludselige bevægelser.” Jeg fik til gengæld

travlt, fløj ud af huset, greb mine bilnøgler i forbifarten, åbnede bagagerummet

og stak hånden ind i det. „Tror du, den har bidt hende?”

Til min egen overraskelse huskede jeg, at barnet var en pige. Jeg havde

set lyserøde balloner uden for huset for nogle få uger siden.

„Det ved jeg ikke. Hun ser ud, som om hun sover. Åh Gud, hvad

nu hvis hun ikke sover?”

„Er hendes farve normal? Kan du se, om hun trækker vejret?” Jeg

snuppede et par ting i bagagerummet og løb op ad bakken. Jeg kunne

se familien Hustons kønne, hvidkalkede hus for enden af vejen. Familien

var lige flyttet til landsbyen, havde kun boet her nogle få uger,

men jeg mente, jeg huskede moren, cirka på min alder, høj og med

skulderlangt lyst hår. Vi havde aldrig før talt sammen.

„Ja, det tror jeg. Ja, hun er lyserød. Kan du komme? Åh, sig, du

kommer.”

„Jeg er der næsten. Det afgørende er ikke at skræmme slangen. Du

14


må ikke gøre noget, så den bliver bange.” Jeg åbnede lågen og løb

op ad stien til fordøren. Den var låst. Jeg løb om til bagsiden. Den

trådløse telefon, jeg havde med, var for langt hjemmefra og begyndte

at bippe. Så slukkede jeg den og åbnede bagdøren.

Jeg stod i et moderne køkken i lyse farver. Det virkede utrolig

ordentligt og rent i betragtning af, at der var en nyfødt baby i huset.

Jeg lagde telefonen på bordet og gik hen ad gangen i retning af den

stemme, jeg kunne høre snakke løs ovenpå. Da jeg nærmede mig

trappen, bemærkede jeg nogle fugtige pletter og mudderspor på det

i øvrigt pletfri flisegulv. En velkendt lyd tiltrak min opmærksomhed.

Inde til højre i et lille bryggers fik jeg øje på en rugemaskine med

nyfødte kyllinger. Familien holdt høns.

„Jeg er i huset,” råbte jeg dæmpet. Da jeg nåede op ad trappen, så

jeg et forskræmt hvidt ansigt kigge ud bag en dør i den anden ende af

gangen. Kvinden gjorde tegn, og jeg gik hen mod hende. Hun trådte

tilbage og lod mig komme ind.

Jeg stod i et lille, lyserødt og cremefarvet, lavloftet kvistværelse. De

sorte støttebjælker trådte tydeligt frem på baggrund af de hvidkalkede

vægge. Lyserøde gardiner med feer og paddehatte dækkede det lille

kvistvindue. Der var tøjdyr, hovedsagelig lyserøde, overalt. Ved den

længste væg stod vuggen, en prinsessevugge fra et eventyr: lutter

cremefarvede blonder og lyserøde flæser. Jeg trådte nærmere stadig i

det håb, som var faldet mig ind, da jeg tog telefonen, at slangen var

et legetøj, et større barns practical joke over for moren.

Den lillebitte, perfekte baby lå og pustede svagt i en hvid sparkedragt

med lyserøde broderede kaniner. Hendes mund stod let åben, jeg

kunne se porerne på hendes overlæbe, de lange mørke øjenvipper og

en smule mælkeudslæt på kinderne. Hænderne var knyttet, og armene

lå oppe over hovedet i den nyfødtes klassiske sovestilling. Hun så helt

uskadt ud. Bortset fra, at hun delte seng med en giftslange, der ville

gå til angreb, i samme øjeblik hun rørte sig.

15


2

Når man tænkte på det spektakel, som moren havde lavet, undrede

det mig, at slangen også sov. Den lå halvt sammenrullet, halvt udstrakt

på barnets bryst og nød varmen fra den spædes krop, så den langsomt

fik samme kropstemperatur som barnet. Den var cirka femogtredive

centimeter lang og, ville jeg gætte på, omkring ni centimeter i omkreds

på det tykkeste sted. Ikke nogen ung slange.

Min ankomst havde bragt moren til tavshed, men hun så stadig ud

til når som helst at kunne miste besindelsen.

„Jeg troede, det måske var en snog,” sagde hun med teaterhvisken,

„men jeg var ikke sikker. De kan godt være mørkegrå, ikke?”

Jeg trak mine handsker på, som var af hærdet læder og nåede op

over albuerne. De beskytter mine arme mod bid fra større pattedyr,

grævlinge, ræve og den slags. Jeg havde ikke prøvet at bruge dem mod

slanger.

„Det er ikke en snog. Du skal blive stående og forholde dig rolig.

Ingen pludselig bevægelser eller lyde.”

„Shit, det er da ikke en hugorm, vel? Ham manden henne på hovedgaden

i sidste uge, det var en hugorm, der bed ham. De siger, han

er meget syg.”

Jeg nærmede mig. Jeg havde ikke hørt, at nogen var blevet bidt, men

oplysningen interesserede mig ikke særlig. „Han skal nok komme sig,”

begyndte jeg. „Et hugormebid vil ikke …” Jeg tav. Jeg havde været

ved at sige, at et sundt voksent menneske ikke døde af et hugormebid,

men det ville have været enormt taktløst under de forhåndenværende

16


omstændigheder. Den sidste i Storbritannien, der var død af et hugormebid,

var et femårigt barn. En nyfødt baby, som blev bidt af en

voksen hugorm, døde muligvis, før vi nåede hospitalet med hende.

„Vær nu stille, ikke?”

„Hvad skal jeg gøre? Skal jeg ringe efter en ambulance?”

Hun var ude af stand til at være stille. Jeg måtte have hende ud af

værelset.

„Ja, men gå nedenunder og gør det stilfærdigt. Forklar dem situationen

og sig, at din baby måske får brug for øjeblikkelig lægehjælp.

De skal forberede sig på at genoplive en lille baby.”

Modstræbende forlod hun værelset, og jeg gik nærmere. Mine ben

havde problemer med at adlyde mig, og jeg rystede på hænderne

inden i de tykke handsker. Det føltes som meget længe siden, jeg

havde været bange for et dyr. Jeg havde opholdt mig i bure med tigre

og filet tånegle på elefanter. Jeg havde givet beroligende midler til

grævlinge, der var desperate af smerte, og assisteret ved en bøffelfødsel.

Jeg havde været spændt og opstemt mange gange og nu og da nervøs,

men sjældent bange.

Nu var jeg imidlertid meget bange for, hvad der skulle ske den

uskyldige lille stump, som lå kun få meter fra mig og drømte sine

trygge babydrømme om mælk og knus. For rovdyret på hendes mave,

der som en snylter sugede varmen fra hende, havde en vældig magt

til at dræbe. Slangegift er ret sammensat og beregnet på at kunne

lamme, dræbe og derpå bidrage til fordøjelsen af byttet. Hvis dette

lillebitte væsen blev bidt, ville den antikoagulerende komponent i

slangegiften i løbet af få minutter forhindre hendes blod i at størkne,

og hun ville blive ved at bløde fra såret. Det ville gøre vanvittig ondt.

Alene chokket kunne slå hende ihjel. Kort efter ville de proteolytiske

enzymer begynde at nedbryde hendes kropsvæv, og hun ville få indre

blødninger. Hun ville begynde at svulme op, hendes hud ville blive

blå, blålilla, måske tilmed sort.

Og alt sammen efter kun et enkelt bid. Kun et enkelt lynhurtigt

angreb, og hendes korte liv kunne være forbi. Selv om hun overlevede,

ville hun blive slemt arret.

Okay, ikke hvis jeg havde noget at skulle have sagt.

17


Så trak jeg vejret dybt for at berolige mig selv. Slangen sov stadig,

men babyen – åh, nej, nej, nej – var ved at vågne. Hun mumlede,

strakte sig, vred sig. Hvis hun mindede bare lidt om mine niecer som

små, ville hun, i samme øjeblik hun vågnede, opdage, at hun var sulten.

Hun ville åbne munden og vræle på sin mor. Sparke med benene og

fægte med armene. Hugormen ville gå i panik. Den ville forsvare sig.

Tiden var udløbet. Alligevel stod jeg bomstille.

Jeg havde aldrig rørt ved en vild britisk slange. Jeg var ikke engang

sikker på, at jeg havde set en hugorm før, men der var ingen tvivl om,

hvad jeg stod og så på. Snoge er lange, tynde slanger med ovale hoveder.

Slangen her var kortere og tykkere og havde en tydelig siksakstribe på

den mørkegrå ryg og V’et i panden.

Babyen klynkede. Slangen vågnede.

Den løftede hovedet, så sig om og spillede med tungen, anede

faren, men vidste ikke rigtig, hvor den kom fra. Der lød pludselig

støj udenfor. Lynsey var kommet tilbage. Jeg greb efter slangen. Den

snurrede rundt, angreb mig, og vi holdt fast på hinanden.

Hugormen satte hugtænderne i min læderhandske, mens jeg med

den anden hånd tog et fast greb om nakken på den og løftede den

op og ud af vuggen. Lynsey udstødte et uartikuleret skrig og løb –

hurtigere end hugormens angreb forekom det mig – hen til babyens

vugge. Hun greb barnet og begyndte at mumle beroligende moderlige

lyde, mens jeg sparkede låget op til den transportkasse, jeg havde haft

med fra min bil, og lod slangen falde ned i den. Det krævede en smule

overtalelse at få den til at slippe handsken, men et let klem bag hovedet

hjalp. Jeg lukkede kassen, låste den og trak handskerne af. Der var to

ganske små fordybninger i mit højre håndled, hvor slangen havde sat

tænderne i, men der var ikke gået hul. Jeg vendte mig om mod Lynsey

og hendes datter. Tårerne strømmede ned ad morens ansigt.

„Vi må have tøjet af hende,” sagde jeg. „Jeg er sikker på, hun er

okay, men vi er nødt til at tjekke det.”

Jeg dirigerede dem begge hen til puslebordet, og da Lynsey åbenbart

var ude af stand til at handle, tog jeg varsomt babyen fra hende og

lagde hende ned. Jeg tog sparkedragten af, undertrøje og ble. Hendes

perlemorsglinsende hud var ufattelig blød.

18


Babyen blev rasende over, at hendes normale rutine med kram og

al den mælk, hun kunne drikke, blev udsat, og fægtede med arme og

ben, mens hun blev helt blommefarvet i hovedet og skreg på morgenmad.

Jeg tog om hendes håndled og ankler og strakte hendes arme og

ben. Jeg vendte hende om og undersøgte hendes ryg, den lille runde

bagdel og nakken. Alt var perfekt.

Jeg løftede hende op og rakte hende modstræbende (til min egen undren,

jeg har aldrig været glad for babyer) tilbage til hendes mor. Lynsey

greb hende, som om hun var en savnet legemsdel, og rev sin bluse op.

Efter nogle få minutters forløb, hvor Lynsey åbenbart var ude af stand

til at sige noget, hørte jeg skridt nedenunder og en mandsstemme. Jeg

samlede mod (det er altid en prøvelse at møde fremmede for første

gang), tog kassen med slangen og gik ned til ambulancefolkene. Jeg

undgik omhyggeligt at møde deres blikke, mens jeg forklarede, hvad der

var sket, tog min telefon og råbte farvel til Lynsey og hendes datter.

Først på hjemvejen kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at spørge,

hvad babyen hed, og at jeg sikkert aldrig ville få chance for at gøre

det. Pearl, besluttede jeg at kalde hende, fordi hendes hud var som en

blød, lyserød perle.

Da jeg åbnede fordøren, begyndte ugleungerne som sædvanlig

optimistisk at skræppe op. De lavede sikkert mindre støj end både

fastnettelefonen og min mobil, men forskellen var minimal. Jeg kiggede

på telefonen, jeg stod med i hånden. Arbejde. Så på min mobil

på bordet i køkkenet. Også arbejde. Der var ingen valgmuligheder.

„Clara, der er kommet grævlinger.” Det var Harriet, min dyresygeplejerske

og receptionist. „Hårdt sårede. De kommer nu. Hvor hurtigt

kan du være her?”

„Grævlinger? I flertal?”

„Tre styks. Sikkert døde. Fundet til morgen i et pakhus lige uden

for Lyme. De er blevet slemt maltrakteret.”

Jeg sukkede og så på uret. Tyve minutter over syv, og jeg havde

allerede taklet en giftslange og talt med tre mennesker mere, end jeg

normalt gør en hel formiddag. Og nu skulle jeg i gang med et særligt afskyeligt

tilfælde af grævlingemishandling, såkaldt „badger-baiting”.

19


Omkring to miles længere ude ad A35 drejede jeg fra. Her ligger et

areal med hede, en hugorms naturlige hjem. Jeg gik hundrede meter

ind på heden og slap slangen ud af kassen. Den forsvandt på sekunder,

og jeg slettede den af erindringen.

20


3

En af grævlingene var en drægtig hun, som fødte et kvarter efter

ankomsten til hospitalet. Få sekunder efter var den død. De tre bittesmå

unger, ikke meget større end mus, blev i lyntempo sendt til

intensivafdelingen.

Den mest medtagne af de to andre var en ung han. Den havde

alvorlige flænger tværs over bugen, forpoterne var dækket af bidemærker,

halvdelen af snuden manglede, og jeg brød mig bestemt ikke om

synet af dens forben.

„Lede skiderikker,” sagde Craig, oversygeplejersken ved siden af

mig. Jeg var ikke uenig.

Badger-baiting blev forbudt i Storbritannien i 1835, men praktiseres

den dag i dag som en af de mest grusomme, illegale jagtformer.

Af en eller anden ufattelig grund har det tilmed oplevet noget af en

renæssance i den sydvestlige del af landet i de senere år. Reglerne er ret

simple: man tager én sund voksen grævling, som med vilje er skadet

på forhånd for at gøre den langsommere, og anbringer den på et begrænset

område sammen med flere hunde. Så indgår man væddemål

om, hvor længe grævlingen kan holde ud.

Engang fandt kampene typisk sted i grævlingegrave under jorden,

men nu til dags jages dyrene som regel ud af deres grave af terriere og

bliver hemmeligt transporteret til specielt gravede huller. Åbent land,

specielt hvis der ligger gamle bondegårde, er populære steder, men man

har fundet spor efter badger-baiting tæt ved byer, på fabriksområder

eller i forladte pakhuse.

21


Skulle en grævling nogen sinde vinde, bliver den slået ned med en

kølle. Det var meget usædvanligt at finde tre overlevende, og den eneste

forklaring var, at kampen var blevet afbrudt og gerningsmændene

tvunget til at flygte.

Vores grævling var allerede i et stærkt, fintmasket ståltrådsbur, så

jeg behøvede ikke at være bange for at håndtere den. Grævlinge er

umådelig stærke, helt uforudsigelige og ofte aggressive. De har også

usædvanlig kraftige kæber. Man skal undgå nogen sinde at blive bidt

af en grævling. I den næste times tid ville jeg prøve at stabilisere dens

tilstand, behandle de værste kvæstelser og fylde den med smertestillende

midler. Så var resten op til den selv.

Craig sænkede loftet i buret, indtil grævlingen ikke kunne røre sig,

og jeg kunne give den en indsprøjtning i bagbensmusklen med en

blanding af medetomidin, ketamin og butorphanol. Det var en ret

effektiv cocktail af bedøvende og smertestillende midler, men bedøvelsen

skulle suppleres med inhalering under hele processen. Det var

Craigs opgave. Da jeg anså det for ufarligt, åbnede jeg buret, og Craig

og jeg løftede dyret over på operationsbordet.

Den havde mistet en masse blod. Det tog mig et par minutter at

finde en åre, men så fik jeg også hurtigt lagt et drop. Jeg gav den en

sprøjte af methylprednisolon mod chok og en med amoxicillin for at

modvirke infektion.

„Noget håb om at fange banditterne?” spurgte jeg, da jeg begyndte

at rense såret rundt om snuden og til min lettelse så, at musklen var

næsten intakt. Noget af pelsen hang løs, men jeg ville prøve at fastgøre

den.

„Ikke meget,” sagde Craig utydeligt bag masken. Kvægtuberkulose

er et almindeligt problem i denne del af landet. Ikke alle grævlinge

er smittet, men vi er nødt til at regne med det under behandlingen.

„De har registreringsnummeret på en kassevogn og har sporet det til

Exeter, men deres biler er næsten altid stjålne, ikke også?”

Jeg nikkede. Det var organiserede bander. De tjente en masse penge

på deres illegale møder. De forstod at sikre sig.

Flængerne på bugen var ikke så alvorlige, som jeg først havde frygtet,

men i det sene forår kan flueangreb på åbne sår være et problem. Jeg

22


ensede med desinfektionsmiddel og insektgift. Da sårene først var

rene, kunne jeg hurtigt sy dem sammen.

„Politiet fandt en død hund på stedet,” sagde Craig. „En staffordshireterrier.

Et stakkels barns kæledyr.”

Jeg havde før hørt Craigs stemme skælve. Han kunne klare det

sygeste, hårdest sårede dyr, men bevidst grusomhed havde han svært

ved at holde ud. „Hvordan gør du, Clara? Hvordan bevarer du roen?”

spurgte han mig engang med tårerne strømmende ned ad kinderne, da

vi havde aflivet et lille rålam, som en flok teenagere havde revet øjnene

ud på. Han og resten af personalet anså mig for kold. Men hvordan

kunne jeg fortælle dem, at menneskelig grusomhed aldrig kom bag

på mig? Jeg havde taklet den, lige så længe jeg kunne huske.

Døren gik op, og Harriet kom ind. Jeg så hendes ansigtsudtryk og

forberedte mig på at høre, at den anden grævling var død.

„Clara, du bliver nødt til at tage telefonen,” sagde hun og tøvede

i døråbningen.

Jeg rystede på hovedet og løftede mine behandskede hænder, der

var dækket af blod og hår. „Jeg er færdig om en time,” sagde jeg og

vendte tilbage til patienten.

„Clara, det er din far. Du er altså nødt til det.”

Jeg så på hende igen, og det gik op for mig, hvad hendes fugtige

øjne og forskræmte udtryk i virkeligheden betød. Det var altså ikke

en grævling. Det var ikke grævlingen, der var død.

Jeg tog masken og den ene handske af. Med røret trykket mod øret

hørte jeg, hvad min far havde at sige. Så sagde jeg, at jeg ville ringe

tilbage senere. Han talte stadig, da jeg trykkede på den lille knap, der

afbrød ham, og rakte Harriet telefonen.

„Jeg er temmelig sikker på, at højre humerus er brækket,” sagde jeg.

„Hvis den overlever natten, kigger jeg på den i morgen. Et marvsøm

kan måske hjælpe.”

Harriet var blevet stående og var angiveligt ved at desinficere telefonen.

Ud af øjenkrogen så jeg hende sende Craig et talende blik.

„Alting okay?” spurgte han mig. Jeg nikkede langsomt og syede

videre. Jeg tvang mig til at koncentrere mig, selv om jeg vidste, at

Harriet formede en besked til Craig med munden, og at han kæmpede

23


for at mundaflæse. Han så ikke mere på grævlingens hoved, og det

kræver meget at bryde hans koncentration. Jeg så op.

„Jeg tror, den er ved at vågne,” sagde jeg. Craig så ned og helligede

sig igen arbejdet.

„Clara, du burde gå hjem. Være hos din familie,” prøvede Harriet.

„Når jeg er færdig,” sagde jeg uden at se op. „Kan du sørge for,

at der bliver sendt blodprøver til DEFRA? Og hvordan går det med

ungerne?”

Hun trak på skuldrene, kastede et sidste blik på Craig og forlod

lokalet.

Jeg lagde vejen forbi barneværelset på vej hen efter den anden grævling.

De tre forældreløse unger lå klumpet sammen i en rugemaskine.

De havde drukket noget mælk – en speciel slags modermælk, som vi

bruger til nyfødte pattedyr – og havde det så godt, man kunne vente.

De lå klumpet sammen for at holde varmen, gispede og peb. Bittesmå,

bange og moderløse.

Næsten ligesom mig.

24

More magazines by this user
Similar magazines